Vores starts side

Landsforeningen klubben


Sømandskoneforeningen af 1976

Forum for debat og indlæg

Søndag den 25/2-2018
|< < > >|

Lost at Sea and Lost at Home


Michelle Thomas er forsker ved Seafarers International Research Centre i Cardiff, England. Hun har interviewet 15 britiske søfolk og deres respektive hustruer samt 4 børn, i alt 34 interviews. På ca. 100 sider beskriver hun sine resultater ud fra disse interviews.

Rapporten kalder hun: ”Lost at Sea and Lost at Home: the Predicament of Seafaring Families”.

I skrivende stund er jeg ved at tygge mig gennem det engelske, som dog kunne være værre. Vores redaktør rykker mig for stof til bladet, så jeg forsøger at berette lidt fra Michelle´s rapport, trods jeg ikke har læst det hele.

Allerede få sider henne, kan jeg se at, det er både interessant læsning og et godt stykke arbejde. Rapporten kan bestemt anbefales. Man kan ”besøge” Michelle Thomas på centrets hjemmeside: www.sirc.cf.ac.uk.

Michelle Thomas så på fordele og ulemper ved søfartslivet, besværlighederne ved den specielle arbejds cyklus (ude – hjemme), den oplevede effekt på det følelsesmæssige og fysiske velbefindende, kilder til støtte og mestrings strategier .

Hendes resultater:

Den største fordel var absolut den relative høje løn, sammenlignet med løn i land, og adskillige nævnte den høje løn som værende den eneste fordel ved erhvervet og livsstilen.

En anden fordel var den lange ferie, fleksibiliteten og selvstændigheden i arbejdet samt spænding og glæde ved gensynet med partneren. Overgangene mellem skib og hjem blev nævnt som den sværeste periode i arbejds cyklus, da søfolkene kæmpede med at tilpasse sig landlivet og deres partnere kæmpede med at blive en del af et par igen. Søfolkene berettede om en anseelig periode til at afstresse fra skibslivet, og mange berettede om besværligheder med at tilpasse søvnmønster til familiens søvnmønster.

Ikke overraskende (Michelle´s egne ord) fandt hun, at kommunikation var ekstremt vigtigt for parrene. Jævnlig kommunikation lod søfolk og deres partnere forblive følelsesmæssigt tætte, og lod sømanden forblive en del af familiens beslutninger og begivenheder mens han er til søs. Jævnlig kommunikation lettede tilpasningen til land- og familielivet, og sikrede at sømanden havde en rolle i familien hvad enten hjemme eller til søs.

Kommunikationsmidlerne spredte sig over satellit telefon, breve, mobil telefoner og email. Mange havde cell-net telefoner og PC´ere. Der var et økonomisk stort forbrug på kommunikation og sommetider på et uoverkommeligt niveau.

Social isolation var et betydeligt emne for søfolkene. Forandringer i besætnings mønstre betød at samvær med kolleger begrænsedes til ”ombord-bekendtskab”, og geografisk adskillelse og usynkroniserede ferier gjorde det problematisk at vedligeholde venskaber. Søfolkenes afbrudte tilstedeværelse hjemme, sammenholdt med udgifterne til kommunikation, gjorde det vanskeligt for nogle søfolk at vedligeholde venskaber hjemme. Mange søfolk berettede at de var afhængige af deres partner og partnerens venner for social kontakt og støtte.

Sømandskonerne forekom også at være socialt isolerede. Kvinder med små børn havde mindre muligheder for social kontakt, og en del berettede at de følte sig ilde til mode ved at møde op ved begivenheder uden partner. Sømandskonerne følte ofte, at deres specielle problemer relateret til sømandslivet, ikke altid blev forstået af landfolk, og det har formentlig forstærket følelsen af isolation.

Tilstedeværelsen af børn ændrede aspektet ved sømandslivet for mange par. For sømandskonerne gjorde børn adskillelsen mere tålelig, da børnene giver selskab og holder hustruen travlt optaget, så tiden går hurtigere. Dog fik små børn, ofte hustruen til at føle sig bundet til huset og socialt isoleret. Søfolkene berettede besværligheder med at forlade børnene for lange perioder, og sommetider fandt de børnenes forandring foruroligende. Det kunne også være foruroligende for familien, at små børn ofte ikke kender faderen ved hjemkomsten. Søfolkene var positive omkring det faktum, at de med deres lange ferie, har mere kvalitets tid sammen med deres børn, end landfolk har.

Et betydeligt emne for søfolkene var deres følelse af overflødighed. Mange talte om vigtigheden af at have en partner, der er selvstændig og klarer hjem og familie mens de er til søs. Imidlertid var denne selvstændighed hos partneren, som gjorde at sømanden kunne være til søs, uden at bekymre sig om hjemmet, også medvirkende til problemer, når han kom hjem fra søen. Nogle søfolk mente, at deres familie fungerede uanset deres tilstedeværelse, og det kunne få dem til at føle sig unødvendig, uvigtig og fortrængt i familien.

Modsat populære opfattelser af sømanden som sexuelt promiskuøs, forblev størstedelen af søfolkene sexuelt monogame, og indstillede sig på de lange perioder med sexuel afholdenhed. De fleste søfolk følte ikke, at gentagne og lange adskillelser, påvirkede sexlivet med partneren, skønt nogle enkelte berettede at de havde besvær med at genoprette intimiteten, og at arbejdsbelastning og stress sommetider påvirkede sexlivet. Ingen berettede om sidespring. Hustruerne accepterede også perioderne med sexuel afholdenhed og nogle så frem til disse perioder. Genoptagelsen af sexlivet, kunne somme tider være problematisk som følge af kvindens behov for intimitet, og hendes opfattelse af mandens behov for sexuel lettelse. Kravene om at klare hjem og familie kunne somme tider gøre kvinden fysisk udmattet, så det påvirkede sexlivet i negativ retning.

Hustruerne forholdt sig typisk pragmatiske, til følelser af ensomhed og depression i relation til mandens fravær. Ingen havde kontaktet en professionel med følelsesmæssige problemer. Tilstedeværelsen af sømanden føltes specielt vigtig, både for praktisk og følelsesmæssig støtte, når der var alvorlige sundheds problemer i familien.

Søfolkene berettede om højt arbejds relateret stress. Men de søgte sjældent professionel hjælp.

Nogle få søfolk berettede om følelsesmæssige problemer relateret til problemer i parforholdet. Disse problemer var ind i mellem af en sådan beskaffenhed, at det fik dem til at overveje selvmord mens de var ombord. Der blev også berettet om følelsesmæssige problemer relateret til traumatiske begivenheder i arbejdet.

Tillid blev anset som afgørende for at kunne klare sømandslivet, lige såvel som kommunikation.

Hustruerne berettede om hvordan de mestrede adskillelsen ved at holde sig beskæftiget med et job, huslige pligter, børn og samvær med familie og venner. Socialt netværk var vigtigt både for praktisk og følelsesmæssig støtte. De kvinder der havde tidligere erfaring med vekslende fravær, følte sig bedre i stand til at klare livsstilen, som følge af positive rollemodeller og en bevidsthed om de potentielle problemer sømandslivet kan afstedkomme.

De interviewede havde en del forslag til forbedringer. Der blev nævnt kortere udmønstringstider og billigere kommunikation. Støtte fra rederiet til at sømanden kunne komme hjem ved familieproblemer/kriser. Muligheder for medsejlads for hustru og børn, som blev oplevet som en faktor der letter problemer relateret til sømandslivet. Hustruerne, som lever spredt i England, foreslog at kontakt mellem sømandsfamilier ville være godt for dem selv og deres børn.

Michelle Thomas foreslår følgende for at forbedre sømandslivet for søfolkene og deres familier:

Øget adgang til email. Statstilskud til kommunikation. Leveret post ombord så ofte som logistisk muligt. Udmønstringsperioder på maksimum 4 måneder. Øget mulighed for medsejlads. Forbedring i planlægning af sømandens arbejdsperioder, så den bliver mere akkurat og forudsigelig. Fremme social kontakt mellem sømandsfamilier. Sikre sømanden mulighed for umiddelbar hjemrejse ved familiekriser. Bedre kontakt mellem rederi og sømandskone. Fast besætning, så der er bedre mulighed for sociale relationer ombord. Besparelser ved mindre besætninger og øget administrativt arbejde ombord, skal balanceres op mod de sundhedsskadelige effekter det har på sømanden.

Michelle Thomas foreslår at der frem over forskes i: Eks-søfolk og eks-sømandskoner, hvorfor de ikke klarede sømandslivet. Problemer for sømandsfamilien ved sømandens pensionering. Sømandslivets effekt på børnene. Kvindelige søfolk og deres familieliv. Effekt og ansvar ved traumatiske begivenheder ombord.

Det var, hvad jeg, under redaktørens pres(!..), ville berette fra Michelle Thomas´s rapport om ”den fortabte sømand” (frit oversat!).

En hel del af det, er jo ikke nyt for os sømandskoner. Vi har talt om meget af det mange gange. Men alligevel synes jeg det er interessant at se hvad andre mener og oplever. Det kan også være bekræftende, at se at man ikke falder specielt meget udenfor… Men der er også alarmerende forhold, som at nogle søfolk kan overveje selvmord, som følge af job og dets betingelser. Og for at pudse egen glorie, falder meget af det Michelle Thomas siger i sin rapport, godt i tråd med det, jeg fandt i min egen lille mini-forskning om den isolerede sømand. Der er heldigvis gode sider ved sømandslivet. Til gengæld, tror jeg de negative sider er mere invaliderende, end de først ser ud til.
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Indslag fra 3. part

Almindelig/ simpel søgning




Udvidet søgning

Kategorier i forummet


Sidste nyt


Tør du smage?

Lørdag den 17/2-2018

Langeland rundt i prærievogn

Søndag den 4/2-2018

Lær at bage med surdej

Lørdag den 3/2-2018

Nye medlemmer af bestyrelsen

Mandag den 22/1-2018

© Sømandskoneforeningen af 1976