|<
<
>
>|
Lidt igen, - om den isolerede sømand.
I efteråret færdiggjorde jeg en uddannelse som arbejdmiljøsygeplejerske. Som afslutning på uddannelsen lavede jeg en eksamensopgave med titlen: ”Den isolerede sømand”.
Den har været kort nævnt her i bladet tidligere, men da jeg fortsat får henvendelser fra sømandskoner og sømænd om at få opgaven mailet, vil jeg kort beskrive hvad den omhandler.
Da jeg længe har brændt for sømandens velfærd, var det nærliggende at opgaven skulle omhandle den danske sømand. Jeg havde en ide om, at den forholdsvis isolerede tilværelse til søs, påvirker sømanden i en negativ retning, og det ville jeg prøve at undersøge nærmere. Jeg er ikke til spørgeskemaer, da jeg synes det er begrænset hvad de kan udtrykke, specielt når det handler om bløde værdier. Derfor lavede jeg kvalitative interviews med 3 sømænd og deres respektive hustruer. Det er ikke just et stort antal, men arbejdsbyrden med den interviewform er enorm, og med job ved siden af, havde jeg ikke tid til mere, desværre. Det er naturligvis derfor begrænset hvor meget man kan konkludere ud fra et lille materiale som det. Men alt tydede – desværre – på, at sømanden påvirkes i en negativ retning af den isolerede tilværelse.
I Søfartsstyrelsen og Søfartens Arbejdsmiljøråd har man inddraget opgaven i sit arbejde med det psykiske arbejdsmiljø til søs. Forskningsenheden for Maritim Medicin har fundet den interessant, og Seafarers International Research Centre i England, har efterspurgt den. (I kender vel ikke nogen der vil sponsorere en oversættelse til engelsk?).
Den efterlader to vanskelige spørgsmål: Hvad gør vi ved det? – og – Hvordan undgår vi, at det skræmmer unge væk fra faget? Det sidste er erhvervets største bekymring. Det første er min største bekymring, og i sidste ende, mener jeg, den eneste chance for at holde på de unge i søfartserhvervet. Så de to spørgsmål er i virkeligheden uadskillelige.
Men det første skridt må være, en øget opmærksomhed på problemet, så den enkelte sømand bliver bevidst om denne risiko, for kun der igennem kan han selv være med til at modvirke denne påvirkning. For at tro, at erhvervet vil sætte flere folk ombord i skibene, for at mindske følelsen af isolation og ensomhed, er en utopi. Vi må finde andre veje.
Forrest i bladet finder du min mailadresse. Lad mig høre fra dig, sømandskone og sømand, og hvem der ellers læser vores blad. Jeg sender gerne opgaven, modtager spørgsmål og kommentarer. | 'Den isolerede sømand'
|
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
En lille opfordring.
"Ilse har ringet til mig med et ""lille hjertesuk"". Der mangler stof til bladet.
Derfor har jeg prøvet at lave lidt ""brainstorming"", som man lærer i skolen, når man skal skrive en stil eller ""sådan noget"".
Det var måske en ide, at kontakte dansk sømandskirkes udstationerede præster og høre om de evt. kunne skrive lidt om deres oplevelser ombord på de danske skibe rundt omkring i verden. Måske kender du/I en person i omegnen, som kunne skrive lidt til bladet, der er ingen, der siger, det absolut skal handle om søfart, alt har vel interesse. Hvad med en boganmeldelse, eller en film/video, som I har haft glæde af?
Hvad med rejseoplevelser, ikke kun til søs, men måske et rejsemål, der har været dejligt med eller uden børn, noget I evt. kunne anbefale.
Har I været til foredrag i en anden forening, måske den person kunne tænke sig at skrive lidt i vort blad?
eller hvad med at finde en ældre person i foreningen, som har sejlet i gamle dage, og lade vedkommende fortælle, eller selv skrive. Hvis I ikke synes det er så let at formulere sig skriftlig, så vil vi da hjertens gerne stå til rådighed med hjælp.
Har I voksne børn, måske de kunne tænke sig at skrive lidt om, hvordan det har været at være barn af en sømandsfamilie.
det var lidt løst og fast som lige faldt mig ind, efter Ilse havde ringet.
Men noget helt andet...kære sømænd.
Hvad med jer? Hvis I ikke var der, var der ingen sømandskoner og ingen forening og derfor heller ikke noget blad. Kunne I ikke tænke jer at fortælle lidt om jeres oplevelser der ude på de vilde vover?? Det ville være dejligt, at høre fra jer. Tænk om vi kunne høre om både gamle og nye tider.
Det var et lille suk fra Ilse og mig" | |
Kilde/ forfatter: Kirsten Nybroe, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Traditionen tro. Besøg på Sømadskirken i Gøteborg
Vi husker Torild Wulffgatan, for det er genkendelses glæde, da vi svinger til venstre ad den. En del af gaden omgives af lange træhuse i 2 plan. Afstemte farveskift for hver løbende 6-7 meter indikerer nye ejerforhold. Ungerne spørger fra bagsædet, om det er sådan, svenske rækkehuse ser ud?
Vi husker især nr. 8, skønt det er 2 år siden, vi var her, og da var det tilmed første gang. En hvid funkisagtig bygning i hele 3 plan danner facade mod os. Det er den danske koloni- og sømandskirke.
Tujaen til venstre for trappen er smukt dekoreret med lys, og i vinduerne står de karakteristiske svenske stager i vinkel, og sender hver 7 små lysende velkomster ud til os, der er på vej ind for at fejre, at netop verdens lys blev født julenat.
Nu sidder vi så dér igen på bageste række, og lader blikket skimme Majestæt og Kongelig Højhed, danske flag i forskellige udgaver, standerur og kirkeskibet Lilla Dan. Jeg sender et internt signal til vores yngste datter, der deler fornavn med modelkopien. Hun modtager signalet og smiler.
Her er fuldt hus, for flere stole hentes ind og besættes straks efter. Alt foregår i roligt tempo. Panik ville ikke have undret mig. Jeg ved, at bare 25 min. før gudstjenesten skal begynde, var pastoren på kajen i Älvsborgshamnen i kirkens røde minibus. Oven i købet for anden gang denne eftermiddag for at hente besætning fra dels Tor Dania og dels Tor Britannia. Ja, han tog sig endog tid til at give hånd til hilsen. Det hele er tydeligvis prøvet før. Han ved, at han når det hele. Hvis ikke lige til kl. 1500, så i hvert fald cirka.
Vores ældste datter husker porcelænsfigurerne af Maria og Josef og lille Messias opstillet på et lille rundt bord med stjernen hængende ned fra loftet. Vores søn husker orglet, som er det mindste, han mener at have set. Lilla husker, at hun var her som fireårig. Min navigatør og ægtemand husker den mobile alterskranke, og selv husker jeg karnappen. Sådan har forskelligt fæstnet sig hos os hver især fra vort tidligere besøg.
Da bedeslagene slås, spekulerer jeg på, om de mon slås på en skibsklokke. Det er vel ikke en umulig tanke. Jeg glemmer at checke det, inden vi forlader kirken.
Kirkesalen forekommer lys og venlig, og udsmykningen på væggen til højre for mig fanger mit blik. Et velkendt motiv. | |
Kilde/ forfatter: Tine Szilas, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)