|<
<
>
>|
Datter af en styrmand - og hvad det kan medføre Endnu en erindring fra tiden der var…
Nu, hvor skolebørnenes sommerferie står for døren, mindes jeg en sommerferie, da jeg var 14 år gammel.
Min far sejlede dengang som skibsfører i småskibssejlads, de såkaldte coastere. Det var et lille 499 tonner, der hovedsagligt sejlede på det nære Europa. Fragten kunne være alt, som skulle transporteres fra eet sted til et andet. Måske har det været de varer, der i dag transporteres meget hurtigere med containere på lastvognstog eller med fly, da varer i dag skal være fremme på bestemmelsesstedet næsten før, de er bestilt.
Men også på det tidspunkt har det nok været svært for et lille rederi at skaffe laster til skibene, idet de af og til måtte begive sig fra en havn mod et ubestemt mål, uden last, i forventning om, at noget nok skulle vise sig – og det gjorde det så på et tidspunkt, hvor skipperen så fik sin endelige kurs.
Den sommer, så snart som skolerne lukkede for sommerferie, drog den lille familie af sted med bestemmelsessted: Sommerferie med fars skib. Far havde været hjemme på en af de sjældne ferier og var påmønstret en uge tidligere. Min onkel var også skipper og skulle så afmønstre i Kalmar, hvor vi, min mor, min yngre søster, min lillebror og min 1 år gamle ”efternølersøster” , skulle komme om bord.
På Kalmar station løb vi på min onkel, der var for hjemadgående, alt var OK om bord.
Det var dejligt, at se far igen, stående på broen og vinke til os, da vi nærmede os skibet.
Vi skulle til Uleaborg i Finland, helt oppe i bunden af den Botniske Bugt, og hente en last træ til Frankrig, Le Lec på Bretagnekysten. Derefter skulle vi gå til Fowey på den Sydengelske kyst efter chinaclay til Århus.
På den tid var der mere mandskab om bord, end man har i dag. Jeg tror, der var 12 mand påmønstret. Nogle mennesker glemmer man ret hurtigt, og andre har man med i erindringen med ansigt og personlighed. Som sådan tegner 1. styrmanden fra Bornholm, 1. mester fra Amager og kok/hovmesteren sig tydeligt. De 2 førstnævnte besøgte os senere flere gange i vort hjem i København.
Da skibet var et lille skib, var apteringen også snæver. Min far boede agter, øverst ved broen, men resten af besætningen boede enten forude eller agter under dæk, hvor også messen var placeret. Messen var meget lille, og drengene havde deres egen messe forude. (Vi piger måtte naturligvis ikke komme forude). Pantryet lå i huset midtskibs. Maden blev i al slags vejr bragt fra midtskibs til de to messer. Senere på turen, hvor vi havde fået dækslast, var det noget af et kunststykke, at bringe maden af en interimistisk trappe op på dækslasten, hen over træet og ned igen, for at komme til messen.
Turen op til Finland foregik i dejligt roligt vejr. Men der var optræk til uvejr for kok/hovmesteren, for det viste sig, at han havde ”glemt” at proviantere. Hvordan det kunne gå til, var jeg ikke så involveret i, at jeg kan huske årsagen. Men jeg kan tænke mig, at han havde haft dårligt styr på sin økonomi, og at det midt i et vagtskifte ikke var blevet bemærket, at der ikke var bragt proviant ombord.
Det begyndte med, at der ikke var sukker og så accelererede problemet med at andre fødevarer også slap op. Der var rigeligt af havregryn og cornflakes, men det smager ikke ret godt med sodavand på. I dag kan jeg undre mig over, at der ikke syntes at være optræk til ”myttteri” fra besætningens side. Dog kan jeg mindes, at de var meget hårde ved kok/hovmesteren, fysisk. Nu var det nok ikke alt, som vi børn så eller registrerede, men på et tidspunkt så vi, at kok/hovmesteren blev holdt ud over skibssiden i benene! Han hang der og råbte på nåde. Jeg opfattede det dengang som løjer – men? Værst var mad manglen nok for min 1-årige søster, da også Mariekiksene, som mor havde haft med hjemmefra, slap op.
Straks, da vi var ankommet til Uleaborg gik mor og vi børn i land og handlede ind, det vi nu kunne få på den lille landingsplads. Blandt andet kunne vi til vores store forundring få appelsiner, og jeg husker endnu, at det hed Sinasappel. – Der blev så smurt mad til den sultne besætning, og mor og vi piger gik i gang med at gøre et meget beskidt pantry rent.
I Uleaborg var der meget smukt. Det var midsommer og lyst hele døgnet.
Stedet var landingssted for tømmer, der kom inde fra landet ad en flod. Tæt sammenpresset kom stammerne flydende, og der hoppede mænd rundt på dem med lange stænger, for at adskille dem eller rykke dem den vej, de skulle.
Vi havde en dejlig uge, mens der blev lastet træ i lastrum og op over dækket. Der var en dejlig duft af frisk tømmer.
Redningsbåden blev sat i vandet, og nogle fra besætningen og vi børn sejlede rundt til de små holme og badede i det klare, kolde vand.
Besætningen var nu blevet rystet godt sammen, og der var mange hyggelige stunder både under land og på resten af vores tur, hvor der var sammenkomst på mellemste dæks luge med musikeren på guitar og klarinet. Senere tilkom også redekam og dåse med gule ærter.
Turen ned gennem den Botniske Bugt gik fint, og vi var lige et smut indenfor i Svendborg, hvor der var sørget for, at der kom rigtig proviant ombord. Den aften blev der lavet festmiddag. Jeg husker ikke om kok/hovmesteren blev afmønstret.
Vi gik gennem Kieler kanalen, som var en spændende oplevelse med alle sluserne, ned gennem Den Engelske Kanal, og fik derefter dårligt vejr med meget søgang. Da jeg altid har haft tendens til søsyge, lå jeg i min køje i sygelukaf’et, som lå ved siden af messen. Det skortede ikke på ulækre råd fra de tilstedeværende besætningsmedlemmers side, med hvad man kunne gøre ved den slags dårligheder. Så havde jeg ikke kvalme, så fik bare tanken om fedt flæsk, det til vende sig i maven.
Bretagnerkysten er et betagende syn fra søsiden. Vi sejlede ind til Le Lec ved højvande og havnen var beskyttet ved en sluse. Da vi gik tur langs strandpromenaden kunne vi se, hvor nødvendigt, det var med lukning af havneområdet, idet de små fiskerbåde, som lå udenfor, lå på siden på en stærkt skrånende tør strandbred.
Besætningen og vi fandt hurtigt vores lille stamværtshus ved den lille havn. Vi var med til at besøge den om eftermiddagen, og det var her, jeg for første gang smagte rødvin. Vi kunne vist ikke få sodavand, så der blev skænket en lille sjat rødvin i et glas, og det blev fyldt op med vand – sådan. Vi piger lagde mærke til, at nogle fra besætningen havde et særligt øje til én af pigerne i værtshuset, så det var nok derfor, vi skulle besøge netop det sted. Vi gik mange ture i de bagved liggende højder og ind til den nærliggende by Skt. Brieux. Nogle gange gik vi hjem til skibet efter mørkets frembrud ved Skt. Hans ormenes lys.
Sidste last skulle hentes i Fowey, som er en lille by på Sydenglands kyst. I dag er det vist et kendt turiststed. Vi var der et par dage for at indtage vores last af china clay, som bruges til porcelænsfremstilling. Clay’en blev anbragt i lastrummene med en snegl, og fyldte kun meget lidt i rummet, idet det er et tungt produkt.
Da Sydengland også bliver ramt af tidevandsændringerne lå skibet af og til meget dybt i forhold til kajen, og vi skulle klatre i land ad en stige, der var monteret på bolværket. Det var ret ubehageligt, da det samtidig var regnvejr og det fedtede china clay lå overalt, også på trinnene. Men det var meget hyggeligt at gå i den lille, gamle og romantiske by, som havde lidt Dickens over sig.
Vores sommerferie var ved at være forbi og turen gik nu hjemover mod Århus, hvorfra mor og vi børn skulle rejse hjem til København. Vi skulle i skole igen. Vi havde haft en dejlig, lang tur med vores far.
Den sidste nat om bord, i Kattegat, på vej ind til Århus, kom far og vækkede os. Vi skulle skynde os, at komme op på broen. Der viste naturen os en sidste oplevelse: En tre halet komet. Den fløj hen over himlen, klart og tydeligt.
Så således fik vores tur et af naturens festfyrværkerier som afslutning.
Mange hilsner med ønsket om en rigtig god sommer. Lonnie Jepsen, Fanø. | |
Kilde/ forfatter: Lonnie Møller Jepsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Mit nye Job
De af jer som læser søhesten jævnligt, er nok ikke i tvivl om at jeg dykker. Men at det skulle blive min fuldtids beskæftigelse, var ikke noget jeg havde forestillet mig, da jeg startede med at dykke for 5 år siden.
Men nu er det blevet næsten hele min hverdag.
Jeg startede som almindelig fritidsdykker, sådan lidt hygge på ferier og ikke ret meget i det danske ""kolde"" vand. Men nu er jeg blevet Assistent Instruktor, som hjælper instruktørerne med at uddanne de nye dykkere, så nu skal jeg også i det kolde vand.
Her i løbet af sommeren tog denne hobby så meget af min tid, at jeg besluttede mig for at tage et års orlov fra mit job som pædagog i en fritidsordning.
Beslutningen var ikke svær at tage, især ikke da min mand støtter mig fuldt ud. Jeg gik så fra mit pædagog job 1. september, og startede i dykker branchen på fuld tid. Jeg er i forretningen, ordner lidt regnskab og dykker ellers til den store guldmedalje.
I går kom jeg hjem fra en uges tur til Sverige, hvor vi var 4 af sted med 34 efterskole elver fra Oure. Vi har uddannet dem til dykkere og nu skulle de på deres første dykkerrejse.
Vi tog af sted søndag eftermiddag og ankom til Ängelholm lidt nord for Helsingborg. Et dejligt vandrehjem lige ud til vandet helt i Emil fra Lønneberg stil.
Mandag morgen tog halvdelen på kajak tur inde i landet, mens vi 4 skulle dykke med resten. Vi fik nogle skønne dyk med klart vand og masser af natur under vand. Når vi kom hjem skulle der laves mad til os alle 20, og det skulle de unge hjælpe med til. Vi havde selv alt vores mad med til alle dagene, så det var et stort læs der skulle holdes styr på, men heldigvis var der rigeligt med, for de unge mennesker stopper ikke med at spise bare fordi vi gamle er mætte, nej der skal noget til sådan en krop på 16 år.
Klokken 23 var det sengetid for de unge, vi gamle var ellers klar klokken 22, men måtte vente lidt da vi lige skulle på godnat runde. De skulle jo gerne sove i deres egne senge, det var de også gode til.
Næste morgen op igen kl. 7 og lave morgenmad. Ud og dykke klokken 0830, frokosten tog vi med, og var hjemme igen ved 15 tiden.
Sådan gik de første 2 dage. Onsdag skiftede de, så dem der var på kajak kom tilbage til dykning og dykkerne tog ind på kajak, og vi startede forfra.
Den sidste dag kom de så tilbage fra kajak, og vi kørte alle hjem til Oure igen.
Vi fik en rigtig hyggelig og god tur. De unge havde det sjovt og fik en masse nye udfordringer, og det er forhåbentlig ikke sidste gang vi tager af sted på sådan en tur. Jeg synes det var utrolig lærerigt at have med den alders gruppe at gøre. I vores hverdag inden for dykningen har jeg jo med voksne mennesker at gøre.
Om 14 dage skal jeg til Rødehavet og være med til at guide en gruppe kunder i en uge. | |
Kilde/ forfatter: Inger Bøttger, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Kommentarer til E. Larsens indlæg i sidste nummer.
E. Larsen skriver i sidste nummer af Søhesten om den moderne kommunikation med sømanden. Nemlig den elektroniske. Hvor kan jeg kun give hende ret. Jeg ved ikke om vi er fra samme generation? Men det er mit indtryk at nutidens unge betragter den elektroniske kommunikation som noget ganske naturligt og hverdagsagtigt. Mine egne voksne børn er et tydeligt eksempel på det!
Anderledes er det for mit vedkommende - eller var! Da jeg lærte min mand at kende foregik vor kommunikation pr. brev, som blev sendt det halve jorden rundt. Vi var så heldige at han havde en fast charter igennem mere end 8 år, så det var bare om at fatte pennen og få brevet i postkassen. Åh, ja, der kunne nemt gå over en uge inden han modtog brevet, men der var dog en vis kontunitet i postgangen. At han så måske ikke var så flittig til brevvekslingen den anden vej, var jo noget man lærte at leve med. Det skete da, at jeg modtog et dejligt brev med de kendte røde og blå striber på konvolutten et par gange under hans udmønstring. Sådan et brev flåede jeg ikke op lige så snart det røg ind ad brevsprækken. Næh, der blev lavet en kop kaffe af de gode, så satte jeg mig godt til rette for at nyde de skrevne ord og det indhold de havde med sig. De indeholdt som regel de sidste nyheder fra stedet, men ellers alt det der dejlige, som man ikke altid får sagt til hinanden. Når jeg selv skrev breve lavede jeg altid en aften ud af det. Satte mig ved køkkenbordet med et godt glas vin og måske stearinlyset tændt. Så berettede jeg i ro og mag om dagligdagen herhjemme. Om mine tanker om dette eller hint - meget sjældent noget om de små daglige problemer, som
jo oftest var løst når han kom hjem - og som han alligevel ikke kunne tage stilling til så lang tid efter modtagelsen af brevet derude i det fjerne. Så ændrede tiderne sig. Der kom færre folk ombord og dermed også færre afløsninger. Det var ikke nemt at få et brev af sted. Ofte fik han posten ved afløsningen, og kunne så læse den på vej hjem i flyet. Selvom han ringede hjem, når han havde mulighed for det, var det ikke det samme. Jo, det er da dejligt at tale i telefon sammen, men måske er tidspunktet han ringer på midt om natten. Man bliver vækket af en kimen og inden man næsten er vågen, er vi færdige med at tale sammen. Eller man stod midt i en diskussion med teenagedatteren og glemte at fortælle de sidste nyheder, fordi man var opfyldt af noget helt andet. Så kom tiden med faxen. Jeg skrev stadig i hånden og sendte en A4 side af sted, til en pris der lignede en halv bondegård! Men vi kommunikerede da! Bevidstheden om, at det måske var en anden ombord som rev faxen af, ændrede ganske stille min måde at skrive på - og da vi fik mulighed for at maile, blev skriveriet nærmest i telegramstil.
Her nok mest på grund af de helt enorme priser, man kommer til at betale, hvis da ikke rederiet tilbyder denne personalegode. Jeg er selv en af de, som ofte sidder ved PCeren og kommunikerer med mennesker, men meget går tabt. Ved Gud, det er da nemt. Vi sender lige så snart vi har fået filet lidt rundt på tastaturet. Skal ikke ud at finde de krøllede frimærker i pungen. Men gav vi os tid til eftertænksomhed? Og en helt anden bagside! Min håndskrift har ændret sig! Det er nu kun huskesedlen til Bilka som bliver skrevet i hånden, og den ligner nærmest stenografi! Det er jo også kun mig som skal tyde den. Jeg tror desværre ikke, at det nytter noget med en parole: “ Giv os det håndskrevne brev tilbage!” Der er tiden nok kommet os i forkøbet. Men vi bør nok skelne mellem “ den korte besked” og så det rigtige brev - selvom det er på mail! Men svært er det! | |
Kilde/ forfatter: HEME, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)