Vores starts side

Landsforeningen klubben


Sømandskoneforeningen af 1976

Forum for debat og indlæg

Fredag den 19/4-2024
|< < > >|

Sølvbryllup i Peru Fortsættelse fra Søhesten nr. 6.


(Fortsættelse fra Søhesten nr. 6. 2008)
En anden stor del af amazonindianernes fødekilde kom selvfølgelig fra floden, som er rig på talrige fiskearter – ikke mindst piranha (piratfisk), dorado, kingfish og mange, mange andre. Og de her nævnte fik vi serveret på skibet, enten til frokost eller aftensmad. Og altid med masser af kartofler, grøntsager og ris til. Varer som blev indkøbt i landsbyerne langs floden. Et par gange blev vi udstyret med hjemmelavede fiskestænger, vi skulle på piranhafiskeri, og fra de motoriserede kanoer smed vi krogene ud med råt kød på. I vores kano, var jeg den eneste, som fik noget på krogen. Det var dog ikke en af de frygtede piratfisk, men en tetra, som vi kender fra vore akvarier herhjemme. Den fik lov at komme ud i floden igen. Til vores store ærgrelse hev kanoen lige ved siden af os den ene piratfisk ind efter den anden!
Turen fra Ichitos gik til Santa Rosa, som ligger på grænsen mellem Peru, Columbia og Brasilien. Her havde vi nogle timer i land, så vi var et smut i både Columbia og Brasilien. Her var byerne meget større, med masser af butikker, trafik, støj og larm. Men også en fascinerende kontrast til de små stille landsbyer, vi havde besøgt på flodbredderne. Vi fik handlet lidt souvenirs og fik ringet hjem til familien. Turen gik nu tilbage mod Ichitos, men hele tiden var der nye landsbyer og nye indtryk.
Da vi sammen med guiderne evaluerede turen på Amazonfloden, gav vi udtryk for, at turen havde været ganske fantastisk, selv skibets standard taget i betragtning, men at vi havde forventet at se mange flere dyr! I brochurer og kataloger ser man altid papegøjer, aber og dovendyr hænge i træerne langs flodbredden. Hertil smilte de, og sagde at de jo var der, dyrene, men selvfølgelig længere inde i regnskoven. Og jo vi så og hørte papegøjer og aber, men ikke på tæt hold. Vi blev nu tilbudt at tage med en af guiderne til en dyrehave ved Ichitos. Og da det var den sidste dag inden afrejsen hjemad, tog vi imod tilbuddet.
En amerikansk dame havde anlagt en lille have der i regnskoven, hvor hun ud over en sommerfuglefarm også tog imod dyr, som mennesker på den ene eller den anden måde ikke havde behandlet godt. Her var papegøjer og andre eksotiske fugle, myreslugere, tapire, pantere og ikke mindst mange forskellige aber. Visse af aberne skulle man tage sig i agt for. De var blevet opdrættet som lommetyve, og var eksperter i at gå i turisternes lommer. Mit eget kamera var nær smuttet, men aben respekterede, at jeg råbte op, og den forsvandt til et andet offer. (At mit kamera så siden forsvandt ved et indbrud herhjemme er en anden sag!) Fantastisk var det også at gå rundt i sommerfugelfarmen. Vi så mange forskellige arter fra puppestadiet, til larver og så den flotte færdige sommerfugl.
En god måde at afslutte besøget i Amazonlandet, om end baggrunden for oprettelsen af haven, næsten ikke er til at tænke på.
Tidligt næste morgen fløj vi til Lima. Her havde vi 11 timers ventetid i lufthavnen, suk! Men også den tid gik, og efter mellemlanding i Amsterdam ankom vi til Danmarks februarsure vejr. Godt trætte og mætte af indtryk. Vores huspasser havde sørget for, at der var ingredienser til en frikadelle, og der stod et par kolde øl i køleskabet!
Vi lærte en masse på den tur! Både om andre folkekulturer og ikke mindst om mig selv. Jeg ved nu, at jeg skal betænke mig meget, inden jeg igen ville vælge at tage til et sted, som ligger mere end 4000 m over havet. Tilvænningen til den iltfattige luft er svær og ubehagelig. At rejse rundt i et land på kryds og tværs i 3 uger, gør at man kun har ganske få dage det samme sted. Man lever så at sige i sin kuffert, - og kors, hvor kan den blive rodet! Men jeg har stadig trang og mod til at besøge andre steder på vores dejlige jord, se og være blandt mennesker, som lever på en helt anden måde end jeg selv gør. Det giver sørme stof til eftertanke!
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Almindelig/ simpel søgning




Udvidet søgning

Kategorier i forummet


Sidste nyt


Glædelig jul

Lørdag den 23/12-2023

Forslag til vedtægtsændring §4 og 5

Torsdag den 31/8-2023

Forslag til vedtægtsændring §10

Torsdag den 31/8-2023

På tur til Koldinghus

Mandag den 19/6-2023

© Sømandskoneforeningen af 1976