Vores starts side

Landsforeningen klubben


Sømandskoneforeningen af 1976

Forum for debat og indlæg

Torsdag den 25/4-2024
|< < > >|

Kommunikation med sømanden.


I lang tid gik min mand og jeg og ønskede, at han kunne komme på et skib, hvor der var e-mail ombord, det ville lette kommunikationen meget, når nu for eksempel bilen skal på værksted, børnene kommer til skade eller lignende.

Men jeg troede aldrig, at jeg ville skrive dette, men nu synes jeg faktisk, at en del af glæden ved at sende ham et brev, den er væk.

Det er så dejligt nemt at gå hen til computeren, tænde den, skrive et brev og sende det til ham. Men alligevel:

Før i tiden sad jeg personligt nemt en hel aften og skrev et brev i hånden, samlede ting at fortælle sammen i en uges tid, så der var ofte 6-7 tætskrevne A4 ark, når brevet blev sendt. Nu tager det ikke engang en time, så har man skrevet et brev, men det er altså ikke så hyggeligt at sidde ved computeren og skrive. Med en blok og en kuglepen kan man sidde i sofaen og ”slappe af” samtidig. Han er så også – ved det håndskrevne brev – måske heller ikke så langt væk, rent følelsesmæssigt, som ved en kold skærm.

Grunden til, at jeg skriver dette her er, at jeg efter at have sendt et brev forleden, kom til at tænke på hele atmosfæren omkring disse e-mail-breve. Hvad står der egentligt i dem? Måske er det også fordi, at jeg p.t. er uden arbejde, der er ikke så meget at fortælle, men alligevel. Der burde stå andet og mere end bare lige, at bilen er repareret, ungerne har det fint, og så videre.

Måske er det for nemt at skrive ved computeren?

Når man (jeg) føler den mindste smule savn, fluks ned til skærmen og skrive et eller andet, så han ikke er så langt væk?

Jeg ved det ikke, men er jeg den eneste, der stadig synes, at håndskrevne breve er bedre at sende og at få?

Der er da i hvert fald én fordel ved de håndskrevne breve: Man behøver ikke at sætte en adgangskode på dem, men vi har valgt at kryptere vores e-mails.

Jeg synes nu generelt, at de håndskrevne breve er bedst, men når nu postgangen til og fra skibe er så uregelmæssig, så må man jo nøjes…
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Til søs og Gitte.


"Det til søs langfart altid at sejle
for 25 år siden det var mit valg
det var dog før jeg til dig ville bejle
og nu er det faktisk blevet mit kald.
 
Fordele og ulemper
kærlighed kontra kildevand
med tvivlen jeg kæmper
er det livet at være sømand?
 
Intens samvær og kvalitetstid
”ny” forelskelse og bankende hjerter
tid til børnene og ja, selv til husflid
det dejlige liv man virkelig mærker.
 
Langt fra hinanden og familien
mange arbejdstimer, stress og jag
det følger med i handels-flotillien
malaria, ufred og alskens ubehag.
 
Det ene udelukker ikke det andet
takket være dig min elskede Gitte
begejstringen her ude er ofte blandet
men mit lod i livet er langt fra en nitte."
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Rør blot ikke ved min gamle jul.


Vi har haft en dejlig sommer, og nu pludselig er det blevet koldt. Man har kun lige fået badetøj og shorts lagt væk, og så er det næsten JUL!!! – i hvert fald iflg. forretningerne, deres udsendte reklameaviser og ugebladene.

Normalt synes jeg, at det begynder alt for tidligt, men så kom jeg til at se i et af ugebladene, som havde masser af ”gammeldags” julepynt, og så blev jeg helt nostalgisk og kom til at tænke på mine egne julekasser med alt det gamle ”skrammel”. Den halve papkugle, overdrysset med ”sne” ,foret med rødt papir og en stjerne, som jeg havde fået af min farmor, børnenes skæve julehjerter, kravlenisserne, der var klippet lidt i stykker (på bagsiden står der 2.kl, så fingerfærdigheden var ikke så stor), et syet julehjerte med en kat og en skål risengrød, hvor hanken var faldet af, musetrappen der snart mere består af tape end glanspapir, for slet ikke at tænke på alle de vind og skæve lernisser jeg har liggende. Jo, minderne er mange.

Nu er børnene for længst flyttet hjemmefra, og jeg synes at der gerne måtte komme lidt mere stil over julepyntningen og juletræets udseende, så det prøvede jeg for nogen år siden, men det gik slet ikke. Jeg må allerhøjest være kreativ med adventskransen (bare den er der), og med noget af julepynten, men juletræet….., ja, det skal altså ligne et juletræ. Den skæve stjerne er skiftet ud med en flot en, som jeg har fået af min mor. Lysholderne er skiftet ud med de flotte fra Georg Jensen – den ene af pigerne fik de gamle, så det er ligesom i orden. Men de kigger kritisk på træet, for nu at se om ”deres” ting også er der, og der er ingen undskyldninger for at de er gået i stykker, for julepynt kan sagtens repareres med lim og tape, ja, og så ser mit juletræ lige så ”rodet ” ud som det plejer – med alle minderne.

Jeg husker også en gang, da pigerne var små, og vi var på besøg hos deres faster, som havde pyntet op med kun hvidt og sølv (også juletræet). Det skal siges, at det var meget flot, men én af pigerne spurgte, hvorfor der ikke var pyntet til jul??!!!. Meget pinligt, og meget svært at forklare at der var pyntet til jul, men at man kan gøre det på forskellige måder. Den købte hun nu ikke, for som hun sagde: ”Der er jo ingen nisser”.

Vi synger naturligvis også de samme julesalmer og –sange som vi altid har gjort, og vi springer de samme vers over hver gang. Der kan dog godt snige sig en enkelt ”ny” ind, nu da vi har fået svigersønner, som selvfølgelig også har traditioner.

For et par år siden mente jeg ikke, at jeg ville have et juletræ, for sømanden var ikke hjemme, og jeg skulle ikke være hjemme juleaften og juledag, men stor opstandelse fra pigerne – i ”vores” hjem har der da altid været juletræ, så selvfølgelig anskaffede jeg et, og hyggede mig også med det .

Det her får mig så bare til at tænke på vores gode gamle julesang ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, som slutter med ordene: ”Rør blot ikke ved min gamle JUL”.

Glædelig jul til alle der læser dette og til jeres familier.
Kilde/ forfatter: Lis Larsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Almindelig/ simpel søgning




Udvidet søgning

Kategorier i forummet


Sidste nyt


Glædelig jul

Lørdag den 23/12-2023

Forslag til vedtægtsændring §4 og 5

Torsdag den 31/8-2023

Forslag til vedtægtsændring §10

Torsdag den 31/8-2023

På tur til Koldinghus

Mandag den 19/6-2023

© Sømandskoneforeningen af 1976