|<
<
>
>|
Den dejligste forening
Jeg har netop siddet og læst ”Søhesten” og vil gerne fra Kolding/Fredericia/Strib afd. byde Kirsten Nybroe velkommen som konstitueret formand. Det er vel altid en næstformands mareridt, det der nu er sket for Kirsten, men vi er helt overbevist om, at du, Kirsten kan klare opgaven, som landsformand for ”SØMANDSKONEFORENINGEN af 1976”.
Det er netop da jeg læser formandens side, jeg kommer til at tænke på vores diskussion på landsgeneralforsamlingen i Rebild 2001, om hvor vidt foreningen skulle have nyt navn. Jeg husker også tydeligt, at jeg lod mig rive med på ideen om, at vi skulle ændre navn – MEN ved nærmere eftertanke, hvorfor skulle vi det – er vi ikke SØMANDSKONER og er vi ikke en FORENING, der skal stå sammen om last og brast. Jeg tvivler meget på, at et navneskift vil få flere unge eller yngre SØMANDSKONER til at melde sig i foreningen. Jeg tror, at de fleste af os har et ”kælenavn” som vi bruger i daglig tale – i vores omgangskreds, blandt ”landkrabber” hedder foreningen aldrig andet en ”ENKERNE” – og det er da helt fint for mig – og hvis man har lyst til at være medlem, ja så er det da uden betydning hvad foreningen hedder !!!.
Selvfølgelig skal vi have nye medlemmer for, at foreningen kan overleve – og jeg tror på, at vi skal bruge de kræfter vi har, på at finde de ”nye” SØMANDSKONER med andre budskaber end en nyt navn.
Jeg har desværre kun været medlem af ”SØMANDSKONFORENINGEN af 1976” i et år – men jeg havde jo alle mine veninder, hele vores familie og havde jo knap tid til at ”passe” dem. Men at komme ind i en forening med så mange søde og selvstændige ”piger” har været så dejligt. Jeg har fundet ud af det at være SØMANDSKONE jo slet ikke er så galt endda. Vi ved jo alle hvad vi taler om, om at savne, om højtider, fødselsdag o.l. uden far og mand, om forventningerne til hjemkomsten o.s.v.
Jeg har så også været så heldig, at der er flere af vore medlemmer, der er et par generationer ældre og det er rigtigt hyggeligt - når vi yngre SØMNDSKONER har det så hårdt, ja så er det godt, at få lidt fortalt om dengang det var hårdt, at være SØMANDSKONE, hvor udmønstringer på 2 år uden nogen form for kommunikation, var deres liv – men vi høre dem aldrig beklage sig over hvordan tiderne var, men har så stor forståelse hvorfor det er så svært i dag !!!
Jeg har den fornøjelse at hente og bringe ”mosteren” fra Strib og når Anna på 89 år på vej til summemøde sidder og synger ”Vi går aldrig hjem …” ja så syntes jeg bare det er synd for dem, der ikke er medlem af ”SØMANDSKONEFORENINGEN AF 1976”. | |
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
|
(i)