Vores starts side

Landsforeningen klubben


Sømandskoneforeningen af 1976

Forum for debat og indlæg

Søndag den 22/10-2017

En sømands oplevelser i de tidlige firsere/samt hjemrejse fra Italien


Jeg vil fortælle om pirater ved Afrikas Horn længe før, der var tale om kommercielt sørøveri. En tidlig morgen i 1981 sejlede det gode skib Costas med kurs mod Djibouti for bunker, vi kom fra Singapore, eller nærmere benævnt Penang længere oppe i Malaga strædet,hvor vi havde lastet teaktræ til en lille by på østkysten af Italien ved navn Vasto
På min vagt på denne dejlige morgen omkring kl. 500 observerede jeg nogle små åbne både, der stævnede ud fra land, vi var på daværende tidspunkt ikke så langt fra fastlandet, idet vi skar sejlruten af for headning mod Djibouti Jeg tænkte at, det var fiskerbåde, der var på vej til fiskeri,men jeg skulle hurtig blive klogere, den første båd styrede lige på os, da den kom nærmere, kunne jeg se, at de var bevæbnet med raketaffyrings rør, og på deres opførsel samt fagter kunne jeg godt forstå, at vi skulle stoppe vor videre fremfærd.
Imens alt dette foregik,havde jeg kaldt jeg påskipperen,derkomopmedsøvniøjnene Han spurte fortumlet, hvad der skete, jeg fik ham forklaret, at det vist var fjendtlige sindede mennesker, der ville ombord, jeg havde i mellemtiden været inde i søkortet for at tjekke sidst taget position, ligeledes tjekke for strøm og afdrift, hvis der nu skulle have været navigationsfejl, det var ikke tilfældet. Vi fik omsider stoppet skibet,de somaliske folk insisterede på at komme ombord, og da vi ikke kunne kommunikere med dem på normal engelsk, foregik meget af det på tegnsprog, vi blev klar over, at det var pirater, efter de var kommet om bord. Der var en såkaldt leder, som var i star-ten af tyverne, resten var store børn med maskinpistoler, det var det mest skræmmende,ikke i første omgang,at vi var blevet kapret, men på den måde de svang rundt med disse relative farlige våben. Vi blev beordret til at sejle efter deres båd, længere ind til land,hvor vi skulle ankre op, vi måtte ikke bruge vor radio til at kalde Lyngby radio, de vidste godt, hvordan det fungerede ombord.
Omsider var vi nær nok til kysten,vi skulle ankre op i nærheden af et koralrev,jeg tror ikke, der var mange ombord, der var tryg ved situationen. Alle blev beordret op i messen,devillehavenøglernetilskipperens kahyt, hvor de ville lave kontor. Alle rum blev undersøgt for evt.våben,og vi måtte ikke være flere samlet, uden der var en fra dem selv iblandt os Den første dag prøvede vi at forklare dem, at det var nødvendigt for os at komme i forbindelse med vort kontor i Danmark, for at afgive en position meddelelse, det havdede ikkemegetforståelsefor,omsider lykkedes det skipper at få lederen overtalt til at måtte bruge radioen for en meget kort besked.

Skipperen nåede i sin meddelelse at for tælle rederiet hjemme, at vi var bordet af sørøvere, samt at de måtte tage aktion på sagen.
De somaliske pirater var sultne, så der skulle diskes op med alkens lækkerier, uagtet at vi prøvede at protestere,lige lidt hjalp det,der skulle bare diskes op af al vor gode proviant,dengang var der ingen snak om muslimsk madkultur, de var ligeglade, uanset det var svinekød ,det rørte dem langsom, vi kunne så se på, samtidig med at vi skumlede af raseri.
Næste dag skulle skipperen med i land for at forhandle med ledere,om løsesummen, jeg var så pludselig lederen ombord, det var jeg ikke særlig tryg ved, men der var ikke noget at gøre ved det faktum, sådan gik der atter en dag uden,at vi vidste,hvad der var hændt med skipper.
Næste dag kom båden ud igen med besked på, at nu skulle styrmanden med i land.Vi havde en australsk /dansker med som kok, han sejlede med på turen mod at arbejde i kabyssen, samt en lille beløb oveni, så havde han sparet billetten,han skulle hjem til sine bedsteforældre i Danmark. Jeg spurgte, om ikke han ville tage med i land i stedet for mig, ikke fordi jeg var bange, men fordi der var en som skulle passe alt maskineri ombord, fordi vi ikke havde nogen maskinmester med, jeg var både styrmand og mester. Dette gik han med på , som han sagde så kom han da i land, de sejlede mod kysten i den tro, at det var styrmanden, de havde med,personligt tror jeg det var sikkerhed mod,at vi eventuelt skulle finde på at sejle uden skipperen.
Efter det meste af dagen var gået, kom både skipper og den såkaldte styrmand tilbage, efterfølgende fortalte skipperen, at han var sat i husarrest, medens man havde forhandlet med den danske konsul fra Mocadisio, som var ca. 800 kilometer derfra. Hvad det kom til at koste, ved jeg stadig ikke den dag i dag, men et ved jeg, at det ikke var billigt, vi blev derefter frigivet og kunne forsætte vor sejlads mod bunkerhavnen, hvor vi ankom sent om aftenen næste dag. Det første, vi gjorde, var at gå op og få et stort krus kold øl samt pandekager, som var deres specialitet (crepe zusette) det var en herlig førelse atter at være fri uden at skulle være bange for livet Vi glemte helt at komme til psykolog, det var ikke moderne dengang, eller også var vi af en anden støbning.
Næste morgen sejlede vi videre til Italien via Suez kanalen. Vel ankommet til Vasto i Italien skulle alt vort teaktræ losses, det gik meget fint, indtil havnearbejderne tabte et slæng med stammer, uheldigt vis var min højre fod lige under en stor stamme,som blev ramt af nedstyrtende træ, selv om jeg havde sikkerhedssko på, kunne jeg godt mærke det i tæerne, efterfølgende da min fod var blevet befriet, kunne jeg godt bevæge foden, tæerne var lidt klemte for ikke at sige meget klemte, men jeg mente nok det skulle gå over, så vi forsatte med at losse til fyraften, hvorefter vi selvfølgelig skulle i byen og have Italiensk mad, samt et par kolde øl,jeg kunne godt fornemme, at foden ikke havde det så godt, men pyt, man er vel sømand
Næstemorgen kunne jeg ikke støttefoden, så skipper og jeg blev enige om, at konsultere sygehuset, agenten blev tilkaldt og fulgte med til skadestuen, som tolk Har nogle af jer været på hospitalet i Italien, nå ikke,så skal jeg prøve at fortælle lidt om det,for det første var der ingen af lægerne, der kunne engelsk, hvad jeg i min naivitet troede,at man som medicinstudent skulle kunne, når man havde studentereksamen Skadestuen lå op ad fødegangen,da vi passerede,kiggede alle de nybagte mødre,om det nu skulle være en af fædrene ,derkom, hvad det jo ikke var.Vi blev modtaget af en læge, der lige havde været inde til en fødsel,regnede jeg med,han havde blod på kitlen, vi fik besked om at sidde og vente sammen med to til tre andre, da endelig det blev min tur, kaldte de på en mister ”Ansen ” , alle skulle se mister Ansen, der havde været en del Hansener i Italien gennem årene , dog som fodboldspillere, hvad jeg bestemt ikke var,selv om det var en fodskade. I første instans havde ingen lagt mærke til mig,idet jeg lignede en sort snusket italiener på daværende tidspunkt, men da ordet mister ”Ansen ” kom ud i æteren, skulle alle se giraffen. Efter nogen palaver fandt vi en læge, der kunne noget sommerferie tysk, ham fik jeg forklaret, at jeg hellere ville hjem til Danmark og have lavet skaden,i stedet for som jeg kunne forstå,at de ville amputere storetåensamttoandre tæer,hvad jegselvfølgelig ikke var helt stolt ved. Resultatet efter en del gestulering og på gebrokkent Tysk /Engelsk/Italiensk blev, at lægen skulle lægge gips om foden,som lægen stolt viste mig , en rigtig Michelangelo gips fod, så jeg kunne rejse til Danmark,mig ,en rigtig Der skulle skaffes en afløser fra Danmark, og jeg skulle hjem, og da der desværre ikke var ledig hotel plads,måtte jeg tage til takke med et tomt badekar hos agenten, jeg skulle tidligt op for at nå ekspres bussen VASTO- ROM,som var den hurtigste forbindelse til flyet,dervillekomme enTaxa efter mig,for at køre mig til busterminalen. Den næste morgenvågnede jeg af mig selv, kiggede på klokken, så straks at bussen var kørt , taxachaufføren, der skulle køre mig,havde sovet over sig .Jeg fik larmet så meget,at agenten vågnede,og fik fremskaffet en hyrevogn, og af sted gik det for at fange bussen. Et stykke ude af byen fik vi kontakt med bussen,chaufføren gjorde på vanlig Italiens vis bussen tegn på, at jeg skulle med, ved simpelthen at smide taxaen ind foran bussen midt på autostradaen, vild gestulering fra begge chauffører, enden blev at kom med bussen, alle skulle se denne snuskede mandsperson med fodenigips,efterufrivillig ophold kom bussen af sted, jeg troede at det var nonstop , men jeg skulle snart blive klogere, hvert sted hvor der stod en morlil med en høne eller andet levende væsen , stoppede bussen.
Omsider kom vi til ROM midt inde ved Peters Pladsen,jeg fik forklaret chaufføren, at,jeg skulle have en taxa til lufthavnen,det kunnehanmærkværdigvisgodtforstå,fluks kom et styk gul taxa,jeg forklarede chaufføren,at jeg skulle til domestik lufthavnen, idet min billet lød , at jeg skulle flyve til Milano og derfra til København. Taxachaufføren troede, jeg var skør lige meget,hvor meget jeg prøvede at forklare ham, påstod han, at jeg skulle køres til Leonardo da Vinci lufthavnen,idet den var international, endenpåhistorienblev,atjeg blev sat af ved Leonardo da Vinci ,forinden havde jeg fået hele Rom at se,det var ikke den lige vej til lufthavnen,om der så havde været vejarbejde , skal jeg lade usagt. Det må have set komisk ud, da jeg med fodenigipssamtmedtokufferter,humpede jeg over til indenrigsterminalen.

Der var overhoved ingen hjælp at hente fra omkring stående Italienere, alle lod, som de ikke kunne eller ville se mig,. Efterhånden fik jeg mig humpet over til terminalen, kom ombord i flyet, af sted til Milano,hvor jeg skulle med SAS det sidste stykke , da der blev kaldt ud til flyet, fik de skandinaviske stewardesser øje på mig, guuud udbrød de, sådan kan du ikke gå ombord,,fluks kom der en kørestol,hvori jeg blev anbragt, og kørt ombord, fik tre hele sæder ,hvor mit ben kunne komme til at ligge
i hvile, det var anderledes service end den Italienerne udviste.
Efter hjemkomsten frekventerede jeg hospitalet i Esbjerg, de konstaterede at tre tæer var brækket /knust, det var ikke nødvendigt med en amputation,. Jeg har i dag ingen men af ulykken.
Med venlig hilsen Søren
Kilde/ forfatter: Søren ???, Dato: 15/6-2009
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Hustrusejlads


Den 10/1 rejste jeg med min sømand ned til Ferrol i Spanien, hvor vi kom ombord sent om aftenen. Dagen efter sejlede vi med kurs mod Fu­jairah. For at komme dertil skal man igen­nem Adenbugten, hvilket jo ikke er helt ufarligt; men der var heldigvis gjort en del for at forhindre piraterne i at kapre os. Alle døre var låst, brandslanger med vandtåge var hængt ud over rælingen og så måtte vi ikke gå udenfor i 2 dage. Jeg må indrømme at jeg var en smule utryg ved situationen. Der blev kapret et par skibe efter vi var kommet igennem.Frem­over vil der ikke være hustrusejlads når skibene skal igennem Adenbugten i So­malia.
Vi kom godt til Fujairah, og jeg var med min sømand en tur i Dubai, en enkelt dag. Der er meget at se, bl.a var vi i et stort indkøbs center hvor der var en stor skøj­tebane i midten af centret, meget sjovt at se folk more sig med at stå på skøjter.
Der var flere der faldt på halen… Man tænker ikke lige på en skøjtebane på så­dan et sted!!
Efter 4 dejlige uger ombord kom tiden hvor jeg skulle hjem. Det var med en del dramatik da jeg skulle ned i en lille båd. Det foregik på den måde at jeg var inde i en basket som så blev hejst ned ved hjælp af kranen. Det blæste rigtig meget, om­kring 30 knob. Jeg kom velbeholden hjem.
Kilde/ forfatter: Ingrid Hougaard, Dato: 24/5-2009
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Min tur til World Maritime Day, Grækenland


Hermed et resumé af min tur til World Maritime Day, Grækenland 19.-21. September
Danmarks rederiforening havde i 2006 givet rederiforeningens søfartspris til IMO’s generalsekretær E. Mitropoulos. Dette var baggrunden for at en repræsentant fra sømandskoneforeningen blev inviteret med til denne event i Athen.
E. Mitropoulos donerede en del af dette beløb videre til opførelse af et mindesmærke(Internationational Memorial to the Wife of Seafarers). Sammen med forskellige yderligere bidrag var dette mindesmærke nu gjort færdigt og skulle afsløres i Galaxidi lørdag den 20. september.
Forud for turen var der blevet tilsendt materiale og program om denne tur. Jeg havde en god korrespondance med en sekretær fra rederiforeningen. Der var nogle spørgsmål der lige skulle klares. Fredag den 19. september lettede jeg fra Ålborg lufthavn tidlig morgen og havde derefter god tid i København lufthavn in-den flyet til Athen skulle afgå. Efter en flyvetur på ca. 2 1/2 time som gik helt efter planen var jeg i Athen og fik hurtigt prajet en taxa til hotellet.
Jeg ankom til Hotel Metropolitan midt på eftermiddagen. Stort hotel med mange gæster. Fandt mit værelse hvor der lå gaver og invitation til dinner samme aften i Yacht Club of Greece, hvor værten var the minister of mercantile marine, Aegean & Island policy, til ære for IMO World Maritime day.
Vi skulle køre i bus til havnen og jeg gik i forhallen og der mødtes jeg med mange andre gæster fra hele verden. Jeg fandt to andre sømandskoner at slå følge med, den ene fra Tyrkiet og den anden fra Indien. De to sømandskoner var også alene om at repræsentere deres land. Vi var i alt 20 repræsentanter fra hele verden: Grækenland, Kina, Italien, Norge, Tyrkiet, Indien og Danmark. Der var deltagere fra ministerier, marinefirmaer, fagforeninger, konsulater, søværn, agenturer osv. osv. rigtig mange forskellige deltagere.
Sømandskonerne var jo æresgæster så der blev taget pænt imod, da vi ankom til Yacht Club of Greece.
Vi var mange deltagere i denne middag og der var det dejligste vejr så vi var nogle der indtog mad og drikke på ”dækket” terrassen, i Yatch Clubben der var bygget som dæk på et skib, og der var den flotteste udsigt til Athen om aftenen med alle dens lys. Vi fik super mad og betjening denne aften.

Efter nogle timer på dette dejlige sted var det tid til at køre tilbage til hotellet. Det var lidt knapt med oplysninger om hvornår og hvor; men vi ” flugte med strømmen” og blev kørt tilbage. Så blev der sagt godnat og tak for i aften, ret hurtigt for os der var ankommet om eftermiddagen hyt, var der lige tid til et hurtigt bad og så gøre sig klar, der var bedt om at møde i festtøj, til turens højdepunkt, afsløringenen af statuen… Efter ca. ¾ time blev vi guidet i bus til et sted tæt på stedet hvor afslørings ceremonien skulle foregå; i vores festtøj kom vi desværre til at vente alt for længe , næsten en time uden at vide hvad der foregik; men, men vi havde det gode humør med, bortset fra de damer der frøs, vejret var ikke helt som man kunne drømme om i Grækenland i september!! Langt om længe blev vi hentet i et lille hvidt tog som kunne køre ned til den lille havn. Med noget forsinkelse af æresgæsterne (os) var der det man kalder almindelig uro/utålmodighed i forsamlingen; men vi blev anvist en plads og ceremonien kunne begynde. Der var diverse officielle taler fra ministre, en lokal sømandskone der nylig havde mistet sin sømand, en græsk skuespillerinde der optrådte/fortalte om situationen når sømanden tager af sted, tiden indtil han komme hjem og hjemkomsten…. Hun var meget dygtig til det, det var på græsk og jeg taler ikke græsk, men forstod det hele!!

Talen fra alle de udenlandske sømandskoner blev holdt af den norske deltager. Derefter var vi fire sømandskoner der blev bedt om at træde frem og blive lykønsket og modtage en gave, en buste af selve havets gud Poseidon.
Nu kom kunstneren selv og der var klar til selve afsløringen. En stor kobber statue af en sømandskone med to børn , der står ved kysten og vinker farvel til sømanden.
Aftenen var ved at være slut på dette sted. Vi var jo nu flere timer forsinket og desværre blev der yderligere forsinkelser. ”Toget” der kørte os derned var der ikke. Vi måtte grine lidt af det og


være tålmodige!! Men det var blæsende og koldt så vi var glade da vi kom ind i varmen. Efter denne ceremoni var der budt på en middag en times kørsel fra kysten; men da det var ved at være ved
22:00 tiden, valgte alle bussens passagerer at køre direkte til vores hotelskib og få noget varme. Vi havde heldigvis spist sent frokost, så det gik.
Søndag morgen fik vi dejlig velfortjent morgenmad ombord. Kl. 9:00 var der afgang til den lille by Galaxidi hvor der var mulighed for at gå på søfartsmuseum, et dejligt varmt sted, der havde været me-get koldt alle vegne så det nød vi!! Vi fik frokost på en lokal restaurant inden vi kørte mod Athen hvor vi var først på aftenen. Mandag middag skulle jeg med mit fly mod København og landede i Ålborg omkring 22 tiden.
Det var min tur til Grækenland i september som trods mange forsinkelser og kaos var en spændende tur, hvor jeg mødte og talte med mange forskellige mennesker fra mange forskellige lande og mennesker er jo altid spændende!!
Kilde/ forfatter: Hanne Grau, Dato: 26/12-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Sølvbryllup i Peru Fortsættelse fra Søhesten nr. 5.


Det var flot at flyve hen over regnskoven. Et prægtigt, mægtig grønt tæppe under os med floder, der snoede sig kilometer efter kilometer. Vi bemærkede dog en del kæmpe store arealer af regnskoven, som var ryddet! Og jeg tænkte på, om mine havemøbler måske havde vokset der?? Tænker mig om næste gang! I Ichitos bliver vi indkvarteret på et me-get flot 4 stjernet hotel. Dejligt med air-condition, da temperaturen her er noget højere end i højderne!

Vi bliver hentet næste formiddag og kørt til den station ved Amazonfloden, hvor vi skal påmønstre M/S Rio Amazonas. Og her fik vi os noget af et kulturchok! Dernede ved flodbredden lå en gammel, rusten og bulet plimsoller. Det skib, som skulle være vores feriehjem den næste uge! Vi var en smule beklemte, da vi entrede skibet. Og kahytten, hvor vi havde troet at vi skulle leve i sus og dus, var meget, meget lille. Kun ganske få kvadratmeter. Det første jeg lagde mærke til var det insektpulver, der var strøet på må og få på tæppet i den lille kahyt, og jeg begyndte at fantasere om kakerlakker, slanger og edderkopper! Alt på skibet var meget gammelt og nedslidt. Var det ikke for de meget søde guider, som lovede os oplevelser ud over det sædvanlige, havde vi nok hanket op i bagagen og sprunget i land igen. Skibet var en gammel engelsk steamer fra det nittende århundrede, som var ombygget med en dieselmotor. Vi gik lidt rundt på båden og hilste på vore medpassagerer. Det var et par gutter fra Canada, et engelsk ægtepar, en hollandsk familie med 2 peruanske teenagepiger og nogle amerikanere. Guiderne var hele ti-den omkring os og fortalte, hvad der ville ske på turen og om de oplevelser vi ville få. Middagen blev serveret i den gamle spisesalon, og maden var rigtig god! Efter middagen lægger skibet fra kaj, og vi sejler ud i hovedfloden. Efter et par timers sejlads lægger vi til ved en gammel romfabrik. Rommen bliver fremstillet af sukkerrør, som kværnes i en gammel engelsk maskine, som bliver trukket enten af mennesker eller køer. Vi smagte på den søde saft, som kom ud af maskinen. Denne saft koges og destilleres til alkohol. Ejeren af romfabrikken boede i et hus på høje pæle, da floden ofte går langt over sine bredder, og her fik vi smagsprøver på hans forskellige produkter. Tilbage på skibet hyggede vi os i baren, som lå midt på dækket.
Næste morgen vågner vi tidligt. Vi har sovet rigtig godt og jeg tager mig et bad.
Det var næste udfordring! Ud af bruseren kom koldt, brunt flodvand! Jeg opdagede
dog snart, hvor blød min hud blev af alt det flodslam, så noget var det da
godt for, og man blev hurtig vågen af det kolde vand! Første ekskurtion går til en
lille landsby, hvor amazonindianere bor. De ventede os, og var klædt i deres festtøj,
som er lavet af bark fra figentræet. Der var opvisning i deres fælleshus, hvor
der blev danset 3 danse til indianernes inciterende trommer og sang.

Jeg fik også lige en tur på det lerstampede gulv! På et tidspunkt blev der en vældig
tumult, og det viste sig at en slange havde forvildet sig ind i huset. Den blev straks
indfanget og slået ihjel., Efter sigende skulle den være meget giftig, og et bid fra
den ville dræbe et menneske! Vi slap heller ikke her for at blive præsenteret for
souvenirs. De var dog fremstillet af beboerne i landsbyen af materialer fra lokalområdet. Efter landsbyen besøgte vi en meget eksentrisk kunstner, som boede der i regnskoven på kanten af Amazonfloden. Et kæmpe hus med store atelierer, Hans kunst var meget fascinerende og i stærke farver med motiver fra Amazonlandet. Francisco Grippa var hans navn. Hvis du skulle blive nysgerrig kan du google hans navn eller se på denne site: www.coloradomagazineonline.com/Art/ Francisco_Grippa/Francisco_Grippa.htm
Vi var mange gange på vandretur i regnskoven. Og det var om at have godt fodtøj på, for der var meget vådt og sumpet. Og masser af myggebalsam og langærmede bluser. Her huserer malariamyggen. Det var regntid og flere gange måtte den planlagte rute ændres på grund af meget store pytter. Når sådan en gruppe mennesker kommer snakkende og trampende ind i skoven, er der ikke mange dyr at se! Men en enkelt slange smuttede foran os og snoede sig væk i en trærod! I Amazonlandet lever den store anaconda, men de slanger vi så var meget små og tynde og de fleste meget giftige! Og nogle fantastiske hærmyrer vandrede ufortrødent i en lang, lang række med afklippede blade på ryggen. Vi kom også til et sted med de store Viktorialiljer – kæmpe åkander! Nogle aftener efter solnedgang sejlede vi i små både rundt langs flodbredderne for at se, om vi kunne få øje på krokodiller
– de såkaldte keymans. Det lykkedes os dog aldrig, at se disse rovdyr. Vi besøgte også andre landsbyer og nogle steder blev vi inviteret ind i en families hus. Det var yderst sparsomt møbleret. Meget foregik på det bare trægulv og husenes omdrejningspunkt var uden tvivl køkkenet. De fleste familier lever af smålandbrug. Sukkerrør er en vigtig indtægtskilde. Men ellers havde hver familie deres egne høns og grise, som gik frit omkring og snaskede i mudderet. Når vi fik fjerkræ ombord, var det kyllinger som var købt i landsbyerne – og de var meget smagsfulde og mættende. Alle steder blev vi mødt me-get venlighed og imødekommenhed. Det syntes som om disse mennesker på trods af ( i vore øjne ) stor fattigdom, var me-get lykkelige og levede i nuet.
(fortsættes og afsluttes senere)
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 3/12-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser

På togt med "Havhingsten af Glendelock" - ombord på Cable One.


Sidste år og i år, har det skib min mand er maskinchef på, været hyret som ledsagerskib til vikingeskibet Havhingsten, som er bygget på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Det er en rekonstruktion af et skib, der blev fundet i Roskilde fjord. Jeg var så heldig at få lov til, at komme med på begge togter.

Togtet skulle starte sidste år fra Roskilde nord om Orkneyøerne til Dublin. Og i år fra Dublin syd om England igennem Limfjorden og tilbage til Roskilde. Havhingsten er ca 30 meter lang og 4 m bred, og der var ca 60 mand ombord.
Ombord på Cable One var der 6 besætningsmedlemmer + mig, 2 fotografer fra BBC, 1 fra DR, en projektleder fra Vikingemuseet og hans søn Frederik på 11 år. Cable One skulle kun sejle med til Orkneyøerne, derefter overtog en Skotsk kutter togtet videre til Dublin.
Togtet startede den 1/7 2007, hvor Cable One lå og ventede på Havhingsten uden for Roskilde fjord. Det er et syn jeg aldrig glemmer, da Havhingsten kom sejlende for fulde sejl imod os. Derfra gik turen til Norge. Først til Kristiansand og derfra til en lille flække der hed Bålly. Her skulle dele af det Europæiske kongehus ,være med til, at indvie en nyrestrureret kanal fra vikingetiden. Det var i anledning af Dronning Sonjas 70 års fødselsdag. Efter indvielsen roede Havhingsten Dronning Margrete, Prins Henrik og Dronning Anne Marie ud til Dannebrog, der lå for anker uden for. Det var en stolt besætning der roede af sted med de kongelige.
Vi kom til at ligge i Bålly i 11 dage. Vinden var svag og i den forkerte retning. Tiden var lang for alle. Jeg hjalp kokken, gik nogle lange ture, og fik plukket blåbær, jeg brugte til kager.Vi var på tur til Mandal og Lindesnæs fyr i øsende regnvejr. Det var i hele taget en våd omgang i Norge. Endelig blev der lidt vind, og turen gik nordpå til Egernsund. Der lå vi et par dage. Endelig kom der lidt vind, så Havhingsten kunne begynde at krydse Nordsøen. Men vind var der for lidt af, så enden på det blev, at Cable One måtte slæbe Havhingsten et godt stykke. Det var en trist besætning på Havhingsten, for et af højdepunkterne var selv at sejle over nordsøen. Men endelig kom vinden, og de sejlede selv det sidste stykke til Orkneyøerne.
Cable One skulle kun være 10 timer på Orkneyø, derfra skulle de hjem på værft i Thyborøn. Vi fik set lidt på øen og et par pubber. Det var hårdt at tage afsked med de gæve vikinger, jeg må indrømme at jeg fællede en tåre da de alle stod på kajen og råbte hurra. Det var helt igennem en fantastisk tur.

EfterathaveovervintretiDublin museums gård, hvor den havde været udstillet,var Havhingsten klar til at sejle hjem igen. Cable One var med helt fra Dublin, men min mand skulle først påmønstre i Portsmouth den 11 juli. Det var dejligt at gense Havhingsten og dens besætning. Der var en del med fra sidste år, og nogle nye.
Portmoutherenhistoriskby.LordNelsons flagskib `Victory` , var vi ombord og se. Det var helt intakt, som om han lige havde forladt det. Det var sjovt at se. Der er også udkæmpet mange slag i første og anden verdenskrig, i kanalen ud for Portsmouth . Det er også Englands største flådehavn. En meget flot og spændende by.
Vi lå der et par dage og sejlede videre til et par småbyer inden vi kom til Lowestoft. Der skulle Havhingsten skifte besætning. Der kom 25 nye og det samme antal skulle hjem. Vi kom til at ligge der i ti dage, og ventede på den rigtige vind. De ville under ingen omstændigheder slæbes igen
Os på Cable One nød det rigtig. Der var også sommer i Lowestoft. De havde den flotteste badestrand,og en masse gode pubber. Det var det rene ferie for os alle. Alt godt får en ende. Endelig kom der lidt vind. Så var det af sted. De krydsede mod Holland, hvor vi overnattede i Dan Helder inden det gik nord på. Vi kom ud i det mest forfærdelige vejr, det regnede tordnede og blæste. De gæve vikinger var godtforkomnedavinåedeLimfjorden.Der skulle vi tageafskedmedHavhingsten. Den 4 August var vi ved Limfjorden,og den 9 august tog en del af os fra Cable One, til Roskilde for at modtage Havhingsten når den kom hjem.
Der var ca 10000 mødt op den dag. Der var et stort vikingemarked, dans og irsk musik, og vejret var nogenlunde. Det var et stort øjeblik, da Havhingsten kom roende ind og lagde til ved Vikingemuseet. Der var mange blanke øjne, da der blev sagt farvel.
For Cable Ones besætning og mig var det enfantastiskoplevelse,hvorvilærtemange dejlige mennesker at kende.
Kilde/ forfatter: Beatrice Jørgensen, Dato: 3/11-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Sølvbryllup i Peru Fortsættelse fra Søhesten nr. 4.


Den nat i Cusco blev det min tur til at have turistmave, så det var ikke megen søvn det blev til. Men vi kom op til tiden, fik pakket de store kufferter, inden agenten hentede os, for at køre os til bussen, som skulle transportere os op til Titicacasøen. Han fortalte at turen ville vare 8 timer imod normalt 6, da bussen ville gøre stop 5 gange undervejs for museumsbesøg, fotos og ikke mindst strække ben. Da vi forventningsfulde sad i bussen, fortalte guiden, at turen ville tage 10 timer! Turen gik nu alligevel forunderligt godt. De sidste 5 timer kørte vi på en stor langstrakt højslette, men endelig nåede vi da Puno – byen vi skulle bo i ved Titicacasøen. Atter blev vi hentet af en agent, som kørte os til et dejligt hotel midt i byen. Hun foreslog os en heldagstur allerede næste dag, men den fik vi udsat til næste dag igen. Vi var godt trætte og møre efter den lange tur, og trængte til hvile. Også her mærkede vi den iltfattige luft, (om end det ikke var så slemt, som i starten.) Titicacasøen ligger over 4000 m over havets overflade!

Efter en rigtig god nats søvn, afleverer vi vores vasketøj på hotellet. Vi havde jo endnu næsten 10 dage tilbage af vores ferie, så det var rart, at få rent tøj igen. Vi spadserer ud i Puno. Luften er også her meget klar og frisk! Vi stiler mod søen, som jo var endnu et mål for denne lange tur. Vi bemærker, at her er folk lidt anderledes klædt end i lavlandet. Her bærer næsten alle kvinder den typiske bowlerhat og skørterne er mange. Men igen bliver vi overalt mødt med stor venlighed. På vores spadseretur kommer vi snart væk fra det noget turistprægede, og befinder os i lokalområdet med knap så pæne bygninger af forskellig art og de fleste bygget i lersten. Asfalteringen er ophørt, og der ligger meget skidt og skrald rundt omkring. Vi kommer forbi en lille frisørsalon, og sender min mand derind. Han trænger til at blive klippet, og hurtigt går en ung pige i gang med maskine, kam og saks! Sikken en frisure han fik, og den blev understøttet af en stærkt duftende brillantine! For alt dette måtte han af med 5 sol (10 kr.) Mens vi går i området, sætter en lille purk sig og forretter sin nødtørft midt i alt skraldet! Lidt forstemmende er det at se sådan noget, men det er jo så også en del af den måde mennesker lever på her! Ved søen kan man se, at der er ved at blive bygget promenader og andet, men her trænger nu altså også meget til at blive ryddet op og saneret. Peruanerne håber at Titicacasøen bliver udråbt til an af verdens 7 naturlige vidundere, for det vil jo angiveligt forøge turiststrømmen. Så i gang med spaderne!
Næste dag, var vi så på en spændende sejlads på verdens højst beliggende sejlbare sø!
Her besøgte vi de berømte sivøer, hvilket var fantastisk spændende. Her bor mennesker, som lever hele deres liv på disse øer, som de bygger af øens siv. Vi fik vist, hvordan sådan en ø bliver bygget, og højdepunktet var en lille sejltur i en sivbåd! Nu om stunder lever folket nok mest af turisme, men der fremstilles endnu mange produkter af sivene, og fiskeri er også en stor del af hverdagen. Ved de fleste beboelseshuse var der en solfanger, og et kig ind i husene afslørede, at Tv-signaler kunne modtages her. Jeg fandt aldrig ud af, om børnene gik i skole, men mener at de sejles til Puno et par dage om ugen. Efter endnu 2½ times sejlads besøger vi nu en naturlig ø. Her havde vi fået at vide, at øen fungerer som et slags kooperativ, hvor alle deler al indtægt fra afgrøderne og fra salget i en lille restaurant. Jeg var derfor noget forbavset over også her, at møde tiggende børn og voksne. Men øen er fantastisk smuk og ikke mindre er udsigten. Højt, højt oppe på øens midtpunkt lå den restaurant, hvor vi skulle spise frokost. Det var en drøj tur op, men absolut strabadserne værd. På restauranten fik vi udendørs serveret det dejligste måltid med grillet fisk, grøntsager og ris alt imens en øbo spillede på harpe for os. Her på øen går mændene med lange huer, (som minder lidt om de færøske), og mange af dem har selv strikket dem. Så var der jo lige den stejle nedtur, som trak tænder, men snart var vi atter på vej tilbage mod Puno.

Fra Puno er næste destination Amazonfloden. Vi flyver fra Puno til Lima, og derfra videre til Ichitos, hvor vi skal have en enkelt overnatning inden vi skal påmønstre MS Amazonas.
(fortsættes)
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 3/11-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Kære medlemmer


Som ordene flyder, sidder jeg godt plantet på en solvogn, tæt ved "Pool 1" på Robert Maersk. Solen skinner, havet er skønt og der styres mod Ravenna i Adriaterhavet. Det er tid til fordybelse og afslapning ind imellem kokkens mange tryllerier. Derfor har jeg, velforberedt til rejsen her, taget de sidste to numre af Søhesten med, vel vidende at jeg gerne vil give mit bidrag til debatten, i form af dette lille indlæg. Dette er min kommentar til Aase´s debatoplæg i nr. 2, samt Ilse´s tilbagemelding i nr. 3. Jeg ønsker ikke at skyde med skarpt, blot vil jeg give min forbeholdne ærlige mening tilkende.
Det drejer sig mest om distributionen af bladet, hvor jeg mener det er spild af penge, at lade så stor en del af foreningens økonomi gå lige ned i Post danmark´s lommer.
Hvad får vi for alle de penge? 6 små blade om året!! Er det det værd? Det er jo det spørgsmål, vi skal forholde os til..
Går foreningen nedenom og hjem, hvis vi i stedet for, at give Post danmark penge, opdaterer foreningen for den økonomi og udvider vores hjemmside til et sted, hvor vi kan gå hen og læse Søhesten, når vi har tiden og samtidig kan besvare de emner der kunne bruge et håb, en mening eller blot en enkelt lille kommentar... Som det ser ud i dag, læser jeg søhesten hen over køkkenbordet, det vil sige den tid det tager at styre kartofler i kog… Bladet bliver lagt ind til sofabordet, men så kommer det heller ikke videre. Når jeg i stedet sidder foran computeren, har jeg god tid og vælger hvad jeg vil læse. Da kunne det være et fortrin, også at kunne besvare eventuelle debatoplæg med det samme, istedet for at skulle skrive det til redaktøren, håbe på, at det kommer med og så ellers vente en måned eller halvanden på, at det bliver sendt. Sikke en skøn hjemmeside vi kunne få os, måske endda lave et debat rum.. Jeg tror endda vi kunne rekruttere nye medlemmer. !!!! Jeg tror -hvis vi skal overleve som en forening af tiden – skal vi opdatere os
Er det ikke ved at være et spørgsmål om Fornyelse, Nødvendighed, Engagement, Beslutsomhed, ærlighed. Pas på vi ikke nedlægger os selv.
Robert Maersk´s besætning består i skrivende stund af 23 ombordværende søfolk. Heraf 7 danskere hvoraf de 2 er aspiranter. Hvis Søhesten udkommer som netpost eller bliver end del af det i forvejen udsendte materiale under betegnelsen nyheder, vil samtlige få læst vores artikler, hvor kun 3 ud af de adspurgte læser den som den udkommer for nuværende..
Som Aase skriver omkring annoncering, er min mening den samme, vi mister ingen sponsor / annonce kroner. ( man kan jo lave en undersøgelse). Der er også økonomi i at have andres links på hjemmesiden...
Hermed håber jeg, at rigtig mange vil overveje deres mening samt give den tilkende på vores kommende landsgeneralforsamling.
Jeg håber på en god, saglig debat.
Mange hilsner og på gensyn
Kilde/ forfatter: Lone Salminen, Dato: 4/8-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Sølvbryllup i Peru Fortsættelse fra Søhesten nr. 2.


Nu har vi hvilet ud og set os omkring i Cusco, som vi forlader for at besøge ”Den hellige Dal”. Vi lader dog de store kufferter blive på hotellet, da vi vil være tilbage om 4 dage. Så vi har blot pakket en ”lille” taske med tøj og toiletsager. Præcis kl. 9 bliver vi afhentet. Vi har på denne tur vores egen rejseleder og chauffør. Ren luksus! Målet er Pisac og Ollantaytambo, hvor der ligger et kæmpe militært inkakompleks. Af rejselederen får vi at vide, at vi vil få det mere behageligt, da vi nu når 500m længere ned i højderne. Vi kører i en dal langs floden Urubamba, mens vi betragter de afgrøder der dyrkes her. Mest majs! Urubambafloden løber på et tidspunkt sammen med andre floder, og ender med at blive til Amazonfloden, som vi jo senere skal sejle på. Så det var ret interessant at følge den. Vi kører stille derudaf, mens rejselederen fortæller om området, dets indbyggere og historie. Vi befinder os nu i det helligste af Inkariget. Lidt nyere historie kommer der dog også på, da vi ved et stop undervejs, bliver vist en kæmpe jordforskydning, som opstod ved et jordskælv i 1990. En hel landsby blev lagt i ruiner! Vi så på et marked (et af de sædvanlige) i Pisac, som er en lille landsby, som er klemt helt inde mellem bjergtinder. Mens vi sad og nød en lille forfriskning foran et lille udskænkningssted, forsøgte en gammel, gammel mand at komme i dialog med os. Det er ret svært, da ingen af os er det, der ligner ferm i spansk, men her taltes der den gamle inkadialekt. Han forsøgte at tegne i støvet på en bil, men hvad han i grunden ville, fandt vi aldrig ud af, men sød var han! Ved Ollantaytambo, som var et helt fantastisk bygningsværk, sandede de 3 af deltagerne i vores lille gruppe, at luften her var knap så tynd. De kravlede nemlig rundt på terrasserne sammen med guiden! Jeg holdt pause efter den 4. terrasse! Imens nød jeg så udsigten til de omkringliggende tinder og de vilde orkideer, som desværre ikke var i blomst på det tidspunkt. Vi skal overnatte på hotel i en lille by Yucay. Her er rigtig dejligt og værelset har 2 store senge! Der er ikke så mange attraktioner her, men naturen er fantastisk og det er sjovt at betragte især børnene, som leger med vandballoner. Det har nemlig lige været karneval, hvor byen har stået på den anden ende, og børnene har altså lov til at kaste med vandballoner. Men ellers slappes der af, og der gættes krydsord og soduko. I haven ved hotellet ser vi små kolibrier, som svirrer foran de mange blomsterkummer. Vi oplever også regn og torden, som varer det meste af en eftermiddag. Der er knald på, der mellem bjergene!

Nu går turen så mod Machupicchu. Udråbt sidste år til et af verden syv nye vidundere! Af hotellets chauffør køres vi til den nærmeste togstation. En tur på ca. 3 kvarter. Ved denne station samles alle backpackere og et specielt tog kører os til Aqua Caliente, som er endestationen før Machupicchu. Toget følger Urubambafloden og vi lægger mærke til, hvordan vegetationen skifter og bliver mere vildsom. Hotellet ligger lige op ad floden, hvilket vi syntes var fantastisk, men der var drøn på den (regntid) og den larmede

helt utroligt. Byen er en værre klondykeby, hovedgaden består af et sæt togspor
-et trinbræt beregnet for turister til Machu Picchu, hvilket kan mærkes på både priser og vekslekurser. I går var vi så på Machu Picchu -i strålende solskin, glitrende klar luft og små vatskyer. Vi hyrede en guide ved indgangen - efter anbefaling
-hvilket vi bestemt ikke fortrød. 2 timers excellent guidning - $ 40 i alt for os 4. Og det er vist, indtil nu turens højdepunkt for os alle. Det er lige så det rislede ned af ryggen og historiens vingesus sang i vores ører, ren poesi. Sikke en udsigt, sikke en utrolig ruinby. Om aftenen fik sømanden en af Perus nationalretter til middag. Stegt marsvin (den lille gnaver)!! Efter hans udsagn, var der ikke meget kød på den! Næste dag kiggede vi lidt rundt i den lille by, der som navnet lyder, rent faktisk havde varme kilder. Men ak, det hele var lavet til pool-bassiner, så det var ikke lige noget for os. Der var selvfølgelig mange hoteller og restauranter, og det var bemærkelsesværdigt at de kvindelige tjenere havde deres børn med på arbejde. De fornøjede sig med hinanden – og også her var der gang i vandballonerne! Vi fik ringet hjem og hørte nyt om det lille barnebarn. Det var fantastisk billigt at ringe til Danmark fra internetcafeerne i Peru. Ca. 2 kr. i minuttet! Sidst på eftermiddagen gik turen så med tog tilbage til Cusco, hvor vi blot skulle overnatte, for næste dag at skulle med bus til vor næste mål: Byen Puno ved Titicacasøen.
(Fortsættes senere)
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 29/7-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser

På krydstogt med det gode skib


Fredag, den 6. december 2007
Tidligt oppe og af sted til toget i Esbjerg. Vi havde 2 tunge kufferter og en lille let samt vor håndbagage. Tog en taxa til stationen, og gav os til at vente på vores togafgang. Kunne ikke rigtig forstå,hvorfor vores tog stod så langt nede på listen, indtil vi opdagede, at vi var kommet en time for tidligt af sted. Men det er dog bedre end at komme for sent. Togrejsengikfintogligeledesindtjekningen i lufthavnen. Vi havde god tid, så vi fik set allebutikkerne.FlyettilParisafgikplanmæssigt, ligeledes ankomst og afgang fra Paris. Det var en lang flyvetur til BA, vi fik sovet og blev betjent på bedste måde. Vel ankommet og ude af lufthavnen i BA blev vi i forhallen afhentet af vores guide Debbie og hendes chauffør. Undervejs til Hotel Sheraton fik vi fortalt lidt data om byen, fik forevist forskellige bygninger og berømte veje.
Vi blev uden besvær indlogeret og fik et værelse på 11. etage. Der var en flot udsigt overbyen,ogetlilleklokketårnligeudenfor vinduerne. BA er en pæn by med grønne parker. Eftermiddagen gik med strøgtur i gågaden Florida Street, lidt frokost i en lille restaurant, en "morfar" og igen af Florida Street, hvor vi i en sidegade fandt en Argentinsk restaurant og fik en dejlig bøf.
Vi synes, at det er billigt at handle i BA, men vi købte ikke noget videre. Der var mangedejligeudstillingsvinduer.Vivarinde i et stormagasin, Galerias Pacifico, der var megetsmukt,storemaledekupler,somien katolsk kirke. Det var de dyrere butikker og parfumerier, der holdt til her.
Lørdag havde vi aftalt at deltage i en bustur. Vores guide Nadia talte både engelsk og spansk. Deltagerne var fra mange forskellige lande. Vi blev kørt igennem flere forskellige distrikter og fik fortalt om historie og seværdigheder. Første stop var på Plaza de Mayo. Her ligger Casa Rosada, Evita Perons bolig, nu en regeringsbygning, hvorfra bl.a. den nye kvindelige præsident, Christina Kirchner, på søndag skal indsættes. Rundt omkring ligger andre flotte regeringspaladser og en park. Bagved strækker sig det gamle havnekvarter El Madero, nu moderniseret med promenade og fine restauranter. Vi kørte til La Boca, hvor vi gik en tur langs etstadion.Etstortanlæg,somargentinerne er meget stolte af. Det er holdt i skrigende gult og blåt og omgivet af souvenirbutikker med alskens sportsskrammel i hidsige farver. Selve området var ellers ret interessant med mangefarvede huse. Man kunne ikke undgå at se fattigdommen i kvarteret. Når man ser bort fra de flot malede huse var alt præget af forfald. Efter en kort pause her fortsatte vi med bussen et lille stykke vej, hvorefter vi blev sat af og af guiden ledt til et Open Museum. Det var en hel lille bydel med folklore. Husene her var også malet i skrappe farver. Der var placeret figurer på altaner og i vinduer, typiske mænd med cigarer og hatte, kvinder der falbød sig og berømtheder som fodboldspilleren Maradona, Evita m.fl. Der var udstillingsområder med farverige malerier og salgsboder med kunsthåndværk. Det hele var krydret med levende tangodansere. Der var opvisning med tango og musik. Overalt kunne man blive fotograferet med en pige eller en ung mand i typisk tangopåklædning. Detvarvirkeligetspændendeområdemed dets farverige og musikalske islæt.
Vi stod af bussen ved La Madero, hvor vi gik en dejlig tur langs de gamle havnebassiner, der nu er fyldt med store lystjagths og omgivet af moderne bygninger på den ene side og restaurerede lagerhaller og indskibningssteder på promenadesiden. Det var hyggeligt at spadsere her og få en bid mad. Vi gik hele strækningen mod vort hotel og måtteidennederste endepassere det endnu fungerende havneområde. Senere på dagen gik vi atter i Florida og til denkrydsendegågadeLavalle,hvorvispiste grilletlam.Ikkenogenoplevelse.Dervaret bjerg af kød, gennemstegt og tørt, hvortil der blev serveret kartofter. De var det bedste af det måltid, små nøddekartofter der var ristet med meget hvidløg. Vi havde pakket vores kuffert, inden vi gik i byen til aftenspadsereturen. Vi skulle sætte dem uden for vores værelsesdør kl. 8, hvor de ville blive afhentet til Infinity. Så skulle vi ikke selv tage os af den sag.

Søndag vågnede vi op til en kaotisk dag. Allerede på vej ned til morgenmadsrestauranten kunne man mærke, at det ville blive en heftig dag. Der var mange mennesker i loungen. Der var ankommet flypersonale, og der var allerede begyndt at være ophobning af bagage, både til indcheckning og udcheckning. Vi fik vores morgenmad og tjekkede om vore kufferter var hentet. Alle de andre var hentet, men vores stod der endnu. Etagepigen ringede ned og gjorde opmærksom på dette, og det skulle nok blive bragt i orden. Så gik vi en tur i de søndagsstille gader og hjem over Plaza de Mayo og La Madero. Det var blevet til en lang tur. Udenfor hotellet var der demonstration til fordel for Venezuelas præsident, som skulle ankomme til hotellet sammen med mange andre honoratiores, der skulle deltage i indsætningen af Argentinas nye præsident. Der var i den anledning også spækket med vagter og politi. Kl. var blevet 11. Nu var der virkelig kaos. Der var fyldt med mennesker og bagage overalt. Der ankom også folk fra 3 krydstogtskibe, sammen med alle de der skulle påmønstre var det en anseelig mængde. Efter at have været i det forkerte tjekindrum, fandt vi det rigtige og stillede os i en meget uorganiseret kø. Mens HP stod i kø ville jeg lige tjekke om vores bagage var bragt ned. Det var den ikke! Mens jeg var deroppe kom hotelkarlen og bragte den ned. Da vi var tjekket ind til Infinity og ud af hotellet, havde vi øje på vores bagage, der stod mellem mange andre. Vi var nu blevet usikre på, om vi overhovedet fik den bragt ombord. Da klokken blev hen ad 3, hvor vi skulle afhentes af Debbie, gik vi til congiergen for at få at vide, hvad der ville blive af vores bagage, da den stod mellem meget andet bagage, der ikke bar de samme labels som vore. Det kunne vi ikke få svar på, hvorefter vi efter nogen diskussion hev vore kufferter ud og trak dem væk. Vi måtte nu selv bringe dem til båden. Men så vidste vi jo også, at de ville komme med ombord. Vi måtte så også mase med den store bagage gennem indtjekningen, hvor vi atter var kommet ind i den forkerte kø, idet vi allerede havde de papirer, vi skulle have. Efter at være omplaceret skulle vi nu kun i Imigration og told, hvorefter der var noget personale, der tog sig af vor bagage, og vi gik ombord. Pu-ha. Sikken en dag. Men nu er vi ombord og har fået vort kammer, vi har været på rundtur for at finde os selv, vi har hilst på Anil, vores kammerboy og hans assistent. Vi har mødt vore nye bordfæller. Det var kun 4 af 8, der var mødt op til middagen ved vort bord. Men hvis alle havde været ude for sådan en dag, kan jeg godt forstå, hvis der ikke var overskud, og måske var de ankommet sent, og havde ikke fået bragt deres bagage op. Vi fik hvilet kroppene, spist lidt af den dejlige frugt, pakket ud og badet. Nu er vi helt veltilpas. Oplevelserne i BA er mange, og det er en pæn og dejlig by. Der er utrolig rigdom, og der er nok også en middelklasse, der har det OK. Der er mange pæne mennesker på gaden, klædt lige som vi er i Europa, fritidstøj og nydelige habitter. Men der er også stor fattigdom. På vejen ovenfor Madero, da vi kørte fra La Boca lå uendelige rækker med blikskure, som fungerede som en lille by med stor armod, skidt og affald. På forretningsstrøgene kom om søndagen mange børn, der tiggede, spillede sig til en skilling eller solgte småting.

Nogle børn var vaskede, men de fleste var utroligt snavsede. Der sad et sted en lille pige, ca. 5 år, på hug på fortovet med et glas vand foran sig. Hun var meget snavset, hun sad og vaskede sine hænder i vandet fra glasset, gned og vred dem for at få dem rene. Så snart hun opdagede, at hun blev fotograferet, rejste hun sig og rakte hænderne frem som bøn til en skilling.

Mandag morgen. I nat har vi sejlet den korte tur til Montevideo, og er nu lagt til kaj efter en stille og rolig sejlads. Vi har spist morgenmad, og kigger nu på regnvejret og vores havneanløb. Vi skal nok en tur i byen. Vi ligger i havn sammen med det norske krydstogtskib Norwegian Dream, der afgik fra BA nogle timer før os. Vi havde en stille gåtur op i Montevideo. Det er ikke nogen spændende by, velstanden blomstrer ikke her. Gader og huse trænger til en kærlig hånd. Vi gik ud til en læderfabrik, der hedder Casa Mario. Der var mange flotte lædervarer, tasker, hatte, handsker, overtøj, dejlige skindtæpper. Vi prøvede også en del, men som vi sagde til hinanden: vi mangler jo ikke noget, og det skal også slæbes hjem. Vi sad lidt på en fortovsrestaurant, en af de få, der var, og spiste calamares romano og drak en lille øl. Derefter vandrede vi tilbage til båden. Vi skulle sejle kl. 17, så vi havde lidt tid til at slappe af. Norwegian Dream var tilsyneladende kommet af sted til tiden. Kl. 18 var vi endnu ikke sejlet og kaptajnen meddelte os over højttaleren, at vi var blevet forhindret i at afgå, da der var sket en kollision i havneindsejlingen. Hen ad vejen blev vi underrettet om, at der var en pram involveret i uheldet, og den havde læsset nogle containere og en del biler af i sejlløbet. Vi kunne se den komme ind og vi kunne se ud over indsejlingen, at det norske krydsskib Norwegian Dream lå ude i indsejlingen. Der ligger også flere skibe derude, samt et krydstogtskib, der ligger og venter på at komme ind. De små skibe kan tilsyneladende passere forbi.
Tirsdag eftermiddag. Vi ligger stadig i havn. Det siges, at det er Norwegian Dream, der har været impliceret i uheldet med prammen. Den skulle have fået et hul i siden og er ved at blive evakueret, da den skal i havn og efterses, men det er rygter. Man arbejder på at få fisket containerne og bilerne op, så sejlrenden kan passeres. Vore passagerer har fået lov til
at gå i land, og skal mønstre igen kl. 17. De regner vist stadig med at vi kan nå alle havneanløb på turen rundt. Men bliver klokken 22 eller senere bliver mulighederne revurderet. Så må vi se, hvad der sker. Vi har slikket sol på soldækket i formiddag og har nu spist en let frokost, salat. Jeg kan vist ikke tåle mere sol i dag. Så nu tager vi os en lille slapper.
Alle venter i spændt forventning: hvornår er der afgang herfra. Endelig kan vi se, at der sker noget. Vi har fået tanket mere brændstof. Der er ankommet en slæbebåd. Og ved at kigge ud i horisonten kan vi se, at Norwegian Dream nu er på vej ind igennem sejlrenden. Kaptajnen melder nu også, at vi kan forvente afgang. ND ankommer til havnen med et en kvadratmeter stort hul i boven, ridser i lakken og trykket ind i den øverste del af boven. Det siges, at det var spritnye porcher, der blev skubbet i vandet ved sammenstødet. Vi taler meget om, hvor skrækkeligt det er for passagererne at deres ferietur nu er måske afsluttet eller i alle tilfælde bliver en anden. Men det var godt, at der ikke skete noget med nogen mennesker.

Klokken 7 er det vores tur til afgang. Vi står og betragter udsejlingen, de mange skibe, der ligger på reden og venter og den flotte røde solnedgang. I dag er middagen ”formel”. Vi har fint tøj på og møder vore medspisende ved bordet. Vi træffer for første gang det ene par, som er fra Texas. Et underligt par. Han siger at de begge er 70 år. Det kan godt passe, at han er det, men ikke kvinden, som han siger, ikke er hans kone. Hun har ikke en rynke, er meget mager og lille, markeret og stram i sit ansigt. Hvis hun er 70, kan ansigtsløftninger alene ikke gøre det. Måske kan man i Texas få foryngelsesdråber?
I dag onsdag er det en dag til søs. Vi slapper af og nyder solen. Hen på eftermiddagen kan vi se land om styrbord. I morgen skal vi på en pingvintur i Puerto Madryn.
Fortsættes i næste nr.
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 24/6-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Sølvbryllup i Peru


Hvad i alverden er det der gør, at vi valgte at fejre 25 året for vores bryllup på den anden side af jorden?
Tja, forskellen mellem det at befinde sig i nærheden af ækvator og så en vintermorgen i februar i Danmark, var nok det der gjorde udslaget. Vi havde holdt mange familiefester de seneste år, så vi syntes at vi hellere ville bruge pengene på en rejse. Sømanden havde et inderligt ønske om at sejle på Amazonfloden, og jeg syntes, at når vi nu var i den del af Sydamerika, ja så havde jeg en drøm om at bevæge mig rundt i det gamle Inkarige - og så lige et kig på Titicacasøen!
Vi sparede op i 4 år og sammen med et sæt venner, planlagde vi gennem årene rejsen i detaljer, og vi fandt et rejseselskab, som havde specialiseret sig i individuelle rejser. Der blev indkøbt stor kuffert (hvordan pakker man lige til 3 uger, hvor man både skal være i bjerge og i regnskov?). Vi fik diverse vaccinationer, malariapiller og piller mod højdesyge. Tegnet forsikringer, arrangeret katte- og huspasser. Vi ventede vores første barnebarn mens vi var af sted, så mobilen blev tjekket og hotmail oprettet.
3. februar 2008 kom så dagen, hvor vi startede på vores livs rejse. Kl. 4 om morgenen sad vi i en taxa mod Kastrup, da vi fik den dejlige besked at vi var blevet bedsteforældre til en skøn knægt! Afgang fra Kastrup, mellemlanding i Amsterdam, hvor vi blev 1 time forsinket på grund af frossent vandsystem på flyet. 13 timer efter lander vi i Lima kl.
17.30 lokal tid. Tidsforskel mellem Danmark og Peru er 6 timer. Så vi har altså været på rejse i over 24 timer! Vi blev afhentet af selskabets agent og kørt til et gammelt, flot hotel, som ligger midt i byens centrum. Lima har 8 mill. indbyggere, og det ses og høres på trafikken. Efter en nats varm og urolig søvn (ingen aircondition og alle biler dytter på gaden), vågner vi kl. 5.30 og kan ikke sove mere. Morgenmad aftalt til kl. 9, så vi spadserer en lille tur i den vågnende by. Alle steder er der folk, som gør rent og rydder op! Kaffe finder vi ingen steder, så vi napper et glas naturmedicin, som sælges på alle gadehjørner. Den blev fremstillet mens vi så på, og hovedingredienserne var Aloe Vera og kogende vand. På hotellet finder jeg en computer med internet, og nu kunne jeg se de allerførste billeder af den lille nye knægt i familien. Fantastisk! Senere da alle mand er oppe, spadserer vi endnu en tur gennem bymidten, som nu er vågnet op på fuldt blus. Arkitekturen på de mange store, flotte palæagtige huse bærer tydeligt præg af spaniernes erobring af landet i 1500tallet. Vi finder byens marked som summede af liv, og hvor alt fra fødevarer til tøj og isenkram blev faldbudt.

Om aftenen tager vi en taxa til stranden (det er første gang jeg ser Stillehavet), hvor vi er blevet anbefalet en restaurant Rosa Nautica, som er bygget på en mole ud i havet. Her smager jeg for første og sidste gang den berømte cocktail Pisco Sauer. Maden var rigtig god og vinkyperen havde fundet den perfekte vin til os.


Inden vi spiste sad vi på strandens rullesten og nød en meget smuk solnedgang i Stillehavet. Efter en meget behagelig aften måtte vi tilbage til hotellet og tidligt i seng. Vi skulle tidligt op næste morgen og med fly til Cusco. Inden vi dog næsten har fået øjne, ringer det på vores dør og udenfor står vores venner. Der var hornmusik (på mobilen), plastikæresport sat på døren og Gammel Dansk til lige at vågne på! Nå, ja - det var jo vores sølvbryllupsdag! Det var overraskende og glædeligt! Agenten henter os præcis kl. 7 og kører os til lufthavnen.

Efter 1 time og et kvarter lander vi mellem Andesbjergene i Cusco, som ligger
3.400 meter over havet. I lufthavnen står et peruansk orkester og byder de ankomne gæster velkommen til byen med deres typiske panfløjte og trommemusik. Vejret er fint og klart, men jeg mærker med det samme den tynde luft! Puha, hvor man puster ved den mindste anstrengelse! En ny agent henter os og vi bliver kørt til vores hotel. Vi bydes på cocate (anbefales mod højdesyge), og mens vi drikker den, planlægger vi med agenten de næste dages aktiviteter. Nu er det bare om at hvile og slappe af, indtil vi har vænnet os til den tynde luft. Så derfor resten af denne og hele næste dag ingen planlagte aktiviteter! Desværre får to af den lille kvartet turistmave og må lægge sig resten af dagen. Så min sølvbryllupsmiddag blev et kogt æg, lidt skinke og så et enkelt glas rødvin. Man tåler ikke så godt alkohol her i højderne. Hotellet er et sjovt lille hotel med værelser, som minder om klosterceller. Og vi har rigtig dyne!

Næste dag er alle på benene, om end vi alle er lidt matte og utilpasse på grund af den tynde luft. Vi slentrer lidt rundt i den idylliske bjergby, som er utrolig ren og alt virker velholdt i den indre by. Vi spiser frokost på en lille balkon ved torvet, og tager om eftermiddagen på en lille turisttur i omegnen, hvor vi ser på forskellige seværdigheder og inkaruiner. Det var imponerende! 70 % af Cuscos indbyggere lever af turisme. Derfor var det også forståeligt, at der denne dag var en slags strejke eller manifestation, der var foranlediget af at regeringen havde planer om at nationalisere store landområder omkring Cusco - i samarbejde med hotelkæden Mariott! Så kan man jo nok forestille sig, hvad der vil ske. Det er selvfølgeligt at befolkningen var vrede. Det er tidligt til køjs. Den iltfattige luft slider - og næste morgen skal vi køre mod "Den hellige Dal".

(Fortsættelse følger senere)
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 17/4-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Tall Ships Race 2007


Klokken er halv 3 om natten d. 8. juli. Det er kun godt 12 timer siden vi forlod Århus havn i stille og roligt vejr, og nu ligger vi midt i Kattegat med 14 sekundmeter vind. Bølger står ind over siden på skibet, vinden er bidende kold vind og får en sommernat til at føles som en efterårsstorm. Alle har svært ved at stå fast og mange må finde et afsides sted at bukke under for søsygen. Velkommen til søs!
Jeg er ombord på den norske fuldrigger Sørlandet, som trainee på Tall Ships Race 2007. Vi var 13 danske trainees der mønstrede Sørlandet i Århus. Alle med forskellige baggrund, alder og forudsætninger og alle spændte på, hvad de næste 14 dages tur til Kotka i Finland skal bringe af oplevelser. Jeg selv var heldig at vinde et sponsorat fra Sømandskoneforeningen af 1976, der havde udloddet en plads på Tall Ships Race 2007 blandt folk med tilknytning til foreningen. Og jeg må sige, at de sendte mig af sted på en af de største oplevelser nogensinde.
Alt fungerer helt anderledes ombord på et gammelt sejlskib. Besætningen og trainees er inddelt i vagthold, der hver skal passe to 4-timers vagter i døgnet. Jeg selv var så ”heldig” at havne på 12-4 vagten, det vil sige, at jeg skulle på vagt fra kl. 12 til kl. 16 og igen fra midnat til 04 om morgenen, den vagt der er kendt som hundevagten. Hele ens døgnrytme bliver vendt på hovedet, men efterhånden vænner man sig til den rytme, der er ombord. Under hele kapsejladsen fra Danmark til Finland fik min dag en fast rutine.
Jeg gik på vagt kl. 12 middag, hvor vi de næste 4 timer var med til at få skibet til at sejle. Det betød at vi skulle ordne sejl, tage dem op og ned, dreje dem, spænde dem, slække dem og ikke mindst, brase! (når man drejer sejlene forhold til vindretningen) Der er flere job end man kan forestille sig. På vagterne fik vi også undervisning i, hvordan en fuldrigger skal sejles, hvordan sejlene skal stilles, hvordan man manøvrerer, laver mand over bord osv. Vi skulle på de 14 dage også forsøge at lære navnene på alle sejlene, der er ca. 26 forskellige, og på alle tovenderne. Dem er der rigtig, rigtig mange af. Det var noget af en udfordring, men efterhånden som tiden gik, fik man styr på flere og flere af dem.
Når vi gik fra vagt kl. 16, havde vi dagens fritid, der kunne bruges på, hvad vi ville. Der blev læst, snakket, sunget sange, spillet guitar, funderet, klatret i master, spillet kort og hvad man nu kunne finde på. Der var ikke meget plads at være på, men vi klarede os. Aftensmaden blev serveret kl. 18 og derefter var der lidt mere fritid at bruge af.
Kl. 22 ramte jeg køjen, det var rart at få sovet lidt inden jeg skulle op på vagt igen kl. 24. Nattevagterne var rigtig lange, især i starten, når man var træt og der ikke var så meget at lave. Det var rarest at holde sig i gang ellers kan fire timer på dækket en råkold nat være rigtig svære at komme igennem. På hver vagt blev fire trainees sat til at passe de fire fysiske vagter, der bestod af en udkigspost oppe forrest på skibet og en brandvagt, der skulle gå to brandrunder i timen og ringe glas (et levn fra gamle dages sejlskibe, til at holde styr på tiden). Derudover en rorgænger der styrede skibet og en mand, der stod standby hos rorgængeren og hjalp der. Især udkigsvagten nød jeg meget, det var den perfekte mulighed for bare at stå oppe på bakken allerforrest på skibet, nyde udsigten og lade tankerne flyve. Man når at få tænkt en forfærdelig masse på sådan 14 dage, det var næsten det, der var det hårdeste på turen. I en travl hverdag får man sjældent tid til at lave intet bortset fra at tænke, det var der masser af tid til på Sørlandet. Et godt afbræk fra vagten var en traditionel kl. 03-sandwich, som blev indtaget med et par af de andre danskere på mit vagthold. Kl. 04 når vagtens sluttede, og vi havde overdraget til det næste hold, var der nærmest kapløb om at ramme køjerne og få lidt søvn. I en lille bås med tre bænke, der kunne slås op som køjesenge, omkring et bord sov vi 6 mand, så der var ikke meget privatliv eller meget ro, men søvnen kom nemt. Man bliver udmattet af sådan en dag til søs, og vi sov typisk hele formiddagen på trods af at resten af besætningen spiste frokost (ja, det var jo et norsk skib, så frokost er morgenmad) mindre end to meter fra os. Kl. 11 stod vi op og spiste middagsmad, lidt sært at stå op til en solid portion varm mad og kl. 12 var vi klar på en ny dag.
Selve kapsejladsen fra Danmark til Finland var også en motivation for at yde noget ombord. Sørlandet havde en klar kappestrid kørende med et af de andre norske skibe, og som kaptajnen fortalte da vi mønstrede, så var det ikke vigtigt om vi vandt, bare vi slog Christian Radich. Det gjorde vi desværre ikke, Sørlandet kom på en samlet 3. plads efter Staatsraad Lehmkuhl og Christian Radich, men vi var alle godt tilfredse. Jeg følte, at jeg havde været en aktiv del af den sejlads, der var gennemført og det var en utrolig fornøjelse.
Kapsejladsen var ret hurtigt ovre. Efter 5 dage med alskens forskellige slags vejr og udfordringer endte med at krydse målstregen allerede fredag d. 14. Det var 3-4 dage før planlagt, men vi fordrev weekenden med at ligge for anker et par skibe samlet en dags tid og fik derefter nogle dages hyggesejlads med mulighed for virkelig at blive dus med hele oplevelsen at sejle fuldrigger. En oplevelse af kompleksitet og samarbejde, det skib kommer altså ingen steder, hvis ikke mange mennesker arbejder koordineret med et fælles mål.
Onsdag fik vi lov til at komme til kajs i Kotka, Finland, hvor vi de næste par dage fejrede en veloverstået sejlads sammen med trainees fra de andre skibe og besætningerne.
Da jeg sad i bussen på vej hjem forsøgte jeg at fordøje alle de indtryk, jeg havde fået de sidste 14 dage (sammen med resterne fra festen dagen før). Jeg havde fået muligheden for at komme af sted, nærmest helt tilfældigt, men hold fast en oplevelse, jeg havde fået mig. Jeg havde lært nogle fantastiske mennesker at kende og var kommet tættere på dem på de 14 dage ombord, end man ofte gør på folk man går i skole med i flere år. Jeg havde prøvet at skulle pakke sejl sammen i toppen af en 35 meter høj mast, mens hele skibet gyngede fra side til side. Jeg havde hentet knækbrød til adskillige af mine med-trainees, det hjælper mod søsyge. Jeg havde læst og tænkt mere, end jeg før har præsteret på så kort tid. Jeg havde fået udvidet min horisont på så mange måder, flere end jeg toede muligt af sådan en lille sejltur. Jeg skylder en stor tak for det.

Historien her sendte jeg til Søfartens Fremme’s konkurrence om den bedste historie fra Tall Ship’s Race 2007. Jeg vandt 3. præmien, et års abonnement på Søfart.



Kilde/ forfatter: Tue Vigerø Dyrehauge, Dato: 19/11-2007
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Mit første møde med søfarten


Jeg vil fortælle om mit første møde med søfarten. Der var også en stewardesse der havde sejlet før.

Jeg mødte min mand Gunner da han gik på maskinmesterskole i Svendborg. Vi besluttede så at jeg skulle med som stewardesse når han skulle ud at sejle. Så Rederiet Dansk-Fransk blev kontaktet da Gunner havde været der inden han kom på maskinmesterskolen. Jeg måtte så ringe til personaleafdelingen og tale med Friis, det foregik fra en telefonboks som ikke ville tag mod pengene, men det lykkedes da og jeg fik hyre.
Vi flyttede alle vore ting til Gunners forældre i Marstal og 14/5 1972 gik turen til København, hvor vi skulle ind på rederiet og på Seruminstituttet og have de sidste vaccinationer. Vi var af rederiet blevet indlogeret på Sømændenes Mindehotel i Peder Skramsgade. Om aftenen var vi i Tivoli men det blev ikke sent da vi skulle tidligt op næste morgen. Vi havde bestilt vækning og det fik vi også ved at det buldrede op døren og så blev den ellers bare åbnet.
Vi skulle mødes med flere andre besætningsmedlemmer på Hovedbanegården. Der blev vi hentet i en minibus og alm. taxa af Taxa John og hans kone og så gik det over Rødby/Puttgarden til Hamborg, hvor skibet Kinshasa lå og ventede. Jeg havde godt nok sommerfugle i maven, jeg havde ikke været ombord på sådan et skib før. Jeg havde arbejdet i kiosken på Bagenkop/Kiel et par somre men det var ikke helt det samme. Hovmesteren jeg skulle arbejde under var også med i taxaen, han var en meget stor mand med Vi kom til Hamborg lige over middag og skulle så ombord. Den første der modtog os var skibshunden Malle, en lille sort arrig hund, som jeg dog senere blev gode venner med. Jeg blev vist op på et kammer af dessen jeg skulle afløse. Jeg skulle arbejde i officers- og assistentmesserne. Det var ikke den store overlevering jeg fik, hun fortalte hvornår der var spise- og kaffepauser og at jeg ellers skulle passe på for de(besætningen) var flinke i starten men så blev de frække. Så skulle hun med samme taxa hjem. Jeg havde dog stor hjælp i den desse der kom samtidig med mig. Hun skulle være i salonen, hvor der bare spiste 3 mand, skipper, chief og overstyrmand.
Det første jeg skulle var at dække op til kaffe i messerne. Kaffen skulle hentes i kabyssen der blev den lavet i en stor mælkejunge med hane så vi kunne tappe af den. Om aftenen var der koldt bord med en lun ret. Det kolde blev tilberedt i kælderen og sendt op med en lille elevator.Det var kældermanden der anrettede pålægsfade. Han var fra Zaire, ligesom vaskemanden og kammerdrengen. Så vidt jeg husker, var vi ca.35 ombord.
Kinshasa var i fast fart Europa-Congo. Om aftenen skulle vi sejle fra amborg og Gunner skulle i maskinen men 2. mester havde sin kæreste med på hustrusejlads, så vi kunne underholde hinanden og kigge på udsejlingen af Elben. Om morgenen blev vi vækket(purret)på telefon eller ved at der blev banket på døren. Det hele gik fint, men efter nogle dage bad assistenterne om citroner til deres te, så det gik jeg i kælderen og fik af Salomon. Efter nogle dage kom hovmesteren farende og skabte sig - om jeg vidste hvad citroner kostede osv. og hvis de skulle have citroner til deres te kunne de købe dem selv.
Nogle dage senere skulle vi over Biscayen i dårligt vejr. Dvs, det blev det om natten. Så da jeg om morgenen småsøsyg kom ned i messen var bakken med krydderier soyasovs og vitaminpiller væltet på dørked og lå og trillede frem og tilbage. Så gik jeg op til Gunner og sagde at nu skulle jeg hjem og det skulle være nu. Det kunne af gode grunde ikke lade sig gøre, og det blev da også godt vejr igen og denne første udmønstring varede da 11 1/2 måned. Næste gang var jeg med 9 mdr. og sidste gang 6 mdr. Det var lidt andre forhold dengang, men det var nok hyggeligere.
Kilde/ forfatter: Lena Tove Holmsted Rasmussen, Dato: 29/8-2007
Kategori (i): Rejse beskrivelser

M/S Caroline S.


Jeg skulle hjælpe med mad og opvask til ethyggeligt samvær på Caroline S.

Et kor på 41 sømænd skulle møde kl.16.00, hvor de skulle synge. Og jeg må sige,at de sang for FULD SKRUE. De sang efterderes sanghæfter, men skulle ellers helstsynge uden hæftet, da de jo også skal ud ogsynge for andre. ”Martha” lød til at værederes slagsang.

Forretten kom på bordet, og derefterskulle de splejse, og her kom konerne indi billedet, for de måtte gerne hjælpe dekære sømænd. Så var der tid til mere mad,efterfulgt af en skriftlig prøve, hvor (kunmændene) f.eks. skulle svare på, hvor derene viskestykker var på Caroline S. Indimellem var der også masser af sang. Koretskal jo holdes i gang, da de jo synger desteder, de sejler rundt til.

Så var det kaffetid, og jeg måtte til minopvask, men jeg kunne jo hele tiden hørederes sang og muntre stemning. Det varhyggeligt, at være der, og opleve sådan endag.Senere kiggede jeg på deres hjemmeside:www.caroline-s.dk, da jeg jo har hørt omskibet Caroline S, men ikke rigtig vidstenoget om det. Her kunne jeg bl.a. se, at demangler skipper – styrmand – mester -kok.Da det var sådan en god og hyggelig dag, viljeg gerne dele min oplevelse med jer også,og jeg kunne høre på dem, at de har mangegode timer på Caroline S.
Kilde/ forfatter: Inge Acker, Dato: 1/6-2007
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Sømandens cykeltur


Svendborg- Paris 2001
Her en lille beretning om min sømands tur på cykel til Paris. Det hele startede i 1999, hvor vi var til julefrokost med vennerne. Som aftenen skred frem, blev stemningen ret munter, hvad den i øvrigt altid bliver. Sømanden og hans barndoms kammerat, kommer til at sidde og tale om, hvad de godt kunne tænke sig at udrette, før de fyldte 50 år, siden da er de begge rundet det skarpe hjørne, men det er en helt anden historie. Min sømand nævner at han egentligt altid godt har kunnet tænke sig at cykle til Paris, og at han egentligt har tænkt på det et stykke tid. Ja, kammeraten er jo hurtig til at tage tråden op, og siger straks "Det ka`du sgu ikke", min mand er da heller ikke sen til at svare igen, "jo bare vent og se". Der bliver herefter ikke talt mere om cykelturen til Paris, den aften. Næste dag spørger jeg min mand, om han er klar over og kan huske, hvad han har talt med sin kammerat om aftenen før. Jo, jo det var han helt klar over.
Nogle måneder senere, i år 2000 begynder sømanden at træne til turen. Han træner hver dag i ugen, sætter sig et mål som lyder på 30-50 km om dagen. Efter træning i nogle måneder, beslutter sømanden at sætte sin kondi på en prøve. Beslutter at tage cyklen tur/retur fra Svendborg til Aalborg, hvilket er 600 km.
Som sagt så gjort, det skal lige fortælles, at når min sømand siger noget, og har sat sig et mål, ja så gør han det.
Nå tilbage til turen, sømanden pakker cyklen, med telt og hvad der nu skal til. Jeg skylder lige at fortælle læserne at sømandens cykel er en ganske almindelig cykel med 18 gear, altså ingen racer eller letvægtscykel. Sømanden beslutter at køre ad den gamle hærvej til Aalborg, hvor det var muligt, hvad han senere fortryder, da meget af vejen ikke er særlig cykel venlig. Undervejs oplever min sømand at blive jaget af to meget store og højt gøende hunde, hvilket har sat sine spor i hans hukommelse lang tid efter, og stadig har min mand stor respekt for løse hunde, og ville ønske at hundeejerne kunne holde deres hunde inden for matriklen, eller i det mindste i snor. Turen til Aalborg forløb fint, bortset fra hunde "mødet" og regnvejr. Sømanden måtte for resten slå hans enmands telt op på sin mors altan, for at tørre, ja beboerne kiggede noget, da der lige pludselig blev slået telt op, der på altanen. Efter en overnatning i Aalborg gik turen tilbage til Svendborg. Så havde sømanden gennemført "prøveturen" på 600 km.

Dagen kom hvor sømanden "lagde fra land" på sin cykel med oppakning og 2 store vandflasker, mål Paris. I dagens anledning var sømanden udstyret med en Tshirt, fremstillet specielt til turen påtrykt Svendborg - Paris 2001, desuden selvfølgeligt det danske flag. Der skulle ikke opstå
AFDELINGENS SIDE Denne måneds side kommer fra Svendborg afd.
tvivl om, hvor min sømand havde hjemme og var på vej hen, på sin cykel.
Optegnelser fra turen Dag 1: Svendborg - Schleswig, distance 146 km, gennemsnitsfart 21 km/t max fart 53,8 køretid 9 timer, 7 timer i sadlen. Kørte 10 km forkert for at finde campingplads, lyn og torden om natten.
Dag 2: Schleswig - Hecthausen (syd for Gluckstadt), distance 137 km, gennemsnitsfart 18,3, max fart 40,5 km/t køretid 10 timer, 7,5 i sadlen.
Dag 3: Hechthausen - Bassum, distance 136,4 km, gennemsnitsfart 19,5 km/t max fart 50 km/t, køretid 8,75 timer, 7 timer i sadlen. Der er fliser/sten på alle cykelstierne i byerne, og jeg skal hilse at sige, at det er hårdt ved bagdelen.
Dag 4: Bassum - Ibbenburen (ved Osnabruck), distance 117,2 km, gennemsnitsfart 19,5 km/t, max fart 50 km/t, køretid 10,5 timer, 6 timer i sadlen. Denne dag har sømanden beskrevet som en lortedag, der skete følgende: vasketøjet var ikke tørt ved afgang, lyn og torden 2 gange under kørsel. Bagdelen er ved at være godt øm. Der er slør og klikken fra kranken. Der gik hul på en halv liter Gairo i tasken, og man må jo tørre op med det for håndværende, og i dette tilfælde blev det et af de 2 par underbukser som sømanden havde med. Det er jo ikke sådan nogle der er mest brug for på sådan en tur, det er ikke mange timer sømanden har været "ude" af cykelbukserne. Regnvejr om natten.
Ja, sådan fortsætter turen i 9 dage. Sømanden ankommer til Bernni Riveria Vic sur Aisine.

Vi havde aftalt, at jeg og vores søn, Kasper, og nogle venner skulle køre i 2 biler ned for at møde sømanden, på en campingplads 90 km fra Euro Disney. Vi har tidligere benyttet denne campingplads.
Sømanden er ankommet 2 dage før planlagt, vi er ikke kørt hjemmefra, så sømanden må vente på os, og nyde et 2 dags hvil, inden vi kommer. Ja, sømanden har ikke haft nogle kedelige dage, her er hvad han oplevede: For første gang på turen har sømanden talt med nogle danskere. Det var ved et supermarked, og de kom hen og spurgte om han virkelig kom fra Svendborg PÅ CYKEL, det kunne de jo læse på sømandens T-shirt. Ja, så er der lige det med turens første og eneste styrt. Sømanden var åbenbart dehydreret for efter en flaske hvidvin til aftensmad og 3 øl nede i byen, smed cyklen ham af på vej hjem til teltet. Natten før familien ankom, var der det værste uvejr. Regnen slog så hårdt mod min sømands telt, at der stod en støvsky af vand gennem teltet. For at holde sig selv og bagagen nogenlunde tør, trak han presenning over sig og bagagen. Til alt held skrånede grunden lidt, der hvor teltet stod, så alt vandet, der kom ind, lå i fodenden af teltet. Vi ankom næste dag, men p.ga den megen vand på campingpladsen, det skal lige siges, at det var meget, der var sat pumper op overalt, for af få vandet væk fra pladsen vi besluttede at leje et mobil home i stedet for at overnatte i telt. Næste dag gik turen videre for os alle. Os i bil, sømanden på cykel til målet, som var David Croket Ranch Euro Disney. Distancen var denne sidste dag 90 km, gennemsnitsfart 20 km, max fart 50 km, køretid 6 timer, tid i sadlen 4,5 timer. Det var lidt svært at finde til David Crocket Ranch uden kort, da der faktisk kun er motorvej i det område.
Ja, så var sømanden i mål han havde kørt 1.259,6 km på 10 dage, gennemsnit på 126 km/dag. Sømanden fortæller i sin lille bog om turen, at turen gik bedre end forventet, regnede med at der ville blive vabler, hudløshed i bagdelen, samt flere muskelsmerter. MEN der blev heller ikke sparet på talkumet samt mange strækøvelser.
Det skal lige siges, at sømanden sendte en sms til kammeraten, da han nåede frem, og denne var ikke sen til at sende en sms tilbage med teksten "RESPEKT MAN" ja det sagde jo alt.
Kilde/ forfatter: Anne Margrethe Retvig Jensen, Dato: 20/4-2007
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Arbejdermuseet i København


For nylig var min mand og jeg atter en tur på besøg hos venner i vor hovedstad. Som altid, når vi besøger dem, tilbringer vi noget af tiden sammen med at gå på sightseeing. Denne gang blev vi foreslået at gå på Arbejdermuseet. Min første tanke var, at det nok var noget støvet historie med "Stauning eller Kaos" eller noget i den stil. Men mine tanker om dette kom hurtigt til skamme, efterhånden som vi bevægede os rundt i museets mange udstillinger.
Arbejdermuseet stiftedes som selvejende institution i 1982. Det blev indrettet i Arbejdernes Gamle Forsamlingsbygning, som er fra 1879, som var mødested for københavnske arbejdere i over 100 år. I dag er huset fredet og den store festsal er fredet, og bragt tilbage til sin oprindelige udseende. Udstillingerne viser arbejderes og deres familiers levevilkår i 1900tallet og frem til 1960´erne.

Man blev ganske nostalgisk på turen rundt i museet. Når vi stod og kiggede på køkkener med zinkvaske, koldtvandshane, gasapparater og ovn med bygasautomaten, var jeg tilbage i tiden hos mine bedsteforældre. De havde også toilet på bagtrappen, som deltes med naboen. Og jeg kan endnu fornemme toiletpapiret, som kaldtes 00, og som slet ikke kunne tørre!! Og den lille sorte bog, som lå der i køkkenskuffen - det var den, som afleveredes hos Købmanden og man bad om at få indkøbene "skrevet". Så afregnedes der, når det var lønningsdag.

I andre rum stod vi pludselig i et interiør, man næsten selv kunne have levet i. Her var teaktræsmøbler, gulvtæppet (som endnu ikke var væg-til-væg), den store radiokasse med "det grønne øje" og standerlamperne med rød, gul og grøn skærm. Børneværelser med køjesenge og legetøj, som fik minderne frem i én. Hulahop-ringen, dukkevognen af træ, sjippetovet, hønseringene og esserne (som vi kaldte dem her i Odense) og hinkestenene. Hvem har ikke også en gang fået "Det lille posthus"? Og PUK-bøgerne! Og drengenes JAN-bøger! Man fik næsten lyst til at læse dem igen. Der var også udstilling fra de legendariske seksdagesløb og "par nr. 7". Den tids største cykelstjerne var Kaj Werner, hvis private fotosamling netop udstilles her. Dette og mange, mange andre opstillinger fik vi nogle timer til at gå med. Herefter besøgte vi museets restaurant "Cafe og Ølhalle", som ligger i bygningens kælderetage. Her byder menukortet bl.a. på gamle historiske retter og dejlig dansk smørrebrød.

Et besøg, som varmt kan anbefales. Ikke kun for at få et par timer til at gå! Se endvidere: www.arbejdermuseet.dk
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 7/3-2007
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Mine oplevelser som medsejlende på TORM Gertrud


Fortsættelse af historien fra sidste nummer af Søhesten.
I dag den 23. maj sidder jeg så på TORM Gertrud et eller andet sted ude på det åbne hav (!), og jeg er meget glad for, at jeg endelig kom herud. Det er en kæmpe oplevelse. Destinationen er vist nok en havn St. Charles nær New Orleans, og når jeg siger det på den måde, så er det fordi, at vi skulle have været til Texas i første omgang og reelt set, så kan vi endnu nå at blive omdirigeret. Ifølge beregningerne når vi New Orleans den 27.maj, og så har min sørejse varet i 13 dage i alt.

Inden jeg tog herud, var jeg lidt spændt på, hvordan det er at være her, og om jeg nu kunne få tiden til at gå. Jeg har set mange billeder af skibene, læst mange e-mails fra Martin og hørt på nogle rigtige sømands­historier, så jeg havde på forhånd dannet mig en forestilling om hvordan og hvorledes. Jeg må sige, at min forestilling i store træk har svaret til virkeligheden herude. Det er enormt spændende at være her. En fantastisk oplevelse.
Kaptajnen gav et meget godt billede på livet ombord med dets ”indbyggere” og deres indbyrdes tilknytninger. Nu må jeg se, om jeg kan gengive billedet korrekt:

”Skibet er en lille landsby, hvori der bor nogle indbyggere med hver deres øgenavne (dem vender jeg tilbage til), rundt om er der andre landsbyer (skibe), og Rederiet er det omfavnende samfund. Det er en lille verden, hvor der er gengangere hele tiden fra andre landsbyer og samfund, og man kender hinanden på kryds og tværs fra sin studietid og gennem karriereforløbet”.
Mit indtryk er også, at det er et lille lukket samfund herude, og det kan godt minde mig en smule om tiden på et kollegium, hvor vi også levede i et mini-samfund på en måde. Øgenavnene var jeg bekendt med fra Martins fortællinger og oplevelser, ja faktisk tror jeg, at jeg i de fleste tilfælde husker folks øgenavne bedre end deres virkelig navn. Herude har de fleste også et øgenavn, det lyder umiddelbart negativt, men jeg forstår kun øgenavnene på dette skib som små, uskyldige drillerier. Og jeg har ærlig talt moret mig af dem, fordi navnene er meget sigende, og jeg kan se deres berettigelse. Det er til tider ren mandehørm og lidt en hønsegård (!) og sikke nogle røver­historier, de fyrer af ind i mellem. Det er sgu’ morsomt at høre på deres livagtige fortællinger og sladder, fordi de kan formidle på en måde, så man nærmest kan se det for sig. Jeg har virkeligt forstået betydningen af en rigtig sømandshistorie nu.
Dagene herude er nærmest fløjet af sted, og jeg er kommet ind i den specielle døgnrytme og deres inddelinger af arbejdsdagen, hvor spisetiderne er dagens højdepunkter. Martins arbejde som 2. styrmand foregår primært på broen, hvor han går vagt i tidsrummene kl. 8-12 og igen kl. 20-24, derudover har han arbejde på dækket. Dette betyder, at jeg har fået meget af min tid til at gå oppe på broen sammen med ham. Hvis han havde været maskinmester og skulle arbejde i maskinen, så ville 14 dage på medsejlads absolut have været for lang tid, fordi det ikke er muligt at være sammen dernede i længere tid på grund af støj, varme og deres arbejde ikke mindst. På broen kan vi trods alt stå og snakke undertiden, og ellers er der den fantastiske udsigt, som siger spar to.
Meget af min tid er foregået på broen, hvor jeg har betragtet havet og horisonten. Jorden hedder ikke den Blå Planet for ingenting, har jeg erfaret! Jeg har oplevet delfiner, hvaler, flyvefisk, set solnedgange, oplevet et par skypumper og en stjerne­himmel, som kun de færreste oplever. Det er store oplevelser for sådan en landkrabbe, som jeg er, men det vækker ikke en umiddelbar begejstring hos besætningen, fordi det ikke er særsyn for dem længere.

Jeg har hurtigt fundet ud af, at det er de små ting, der gør en forskel i en hverdag, hvor dagene tit flyder sammen og ligner hinanden. Maden og spisepauserne, kl. 7.30, kl.12 og kl. 17.30, er faste holdepunkter, og der er forskellige mad traditioner knyttet til ugedagene. Onsdagen, hvor den halve arbejdsuge er gået, markeres med boller og varm kakao til 15 – kaffen. Hver anden dag er der kage til kaffen og den anden dag suppe inden den varme middagsmad kl. 12. Lørdag serveres den varme lørdagsmenu om aftenen til forskel fra de andre dage, hvor den varme ret serveres til middag. Søndag er der det store frokostbord til middag og typisk fastfood om aftenen.
Hovmesteren ombord gør virkelig en stor indsats for at forkæle besætningen, og hun spørger altid til besætningens særlige ønsker mht. menuen. Jeg har nok grint en smule af Martins begejstring over maden ombord, men nu jeg kan forstå, at det er den gode mad, som i høj grad er med til at gøre hverdagen begivenhedsrig. Der er noget at se frem til i løbet af dagen. På de knap 14 dage jeg har været her, tror jeg, at jeg har fået de fleste af mine livretter. Man skal ikke være ombord i mange døgn, før at man finder ud af, at et glas vin eller en øl til maden er et savn herude, nu hvor Nul-Alkohol-Politikken trådte i kraft ved årsskiftet. Jeg kan forstå på besætningen, at det sociale måske er gået lidt tabt med den nye alkoholpolitik. Tidligere var der tradition for at nyde en fyraftens bajer/ drink inden spisetid i baren, og Veje­klubben, hvor taberen der har øget sin vægt mest giver øl, eksisterer heller ikke længere.
Min hverdag går med læsning, og jeg vil absolut ikke have været foruden mine bøger og kulørte blade, desuden solbadning når vejret tillader, og om aftenen mødes vi tit i Rygesalonen (fællesstuen) og ser en film. Jeg har også fået testet mine evner inden for frisørfaget. Mulighederne her er ret begrænset, så hvis jeg bliver alt for rastløs, så går jeg ned på løbebåndet og brænder energi af i Motionsrummet eller får en sludder i kabyssen. Jeg har endnu ikke kedet mig, men nydt den store oplevelse og den anderledes hverdag ombord. Der er rig mulighed for afslapning herude, og kokken forkæler os virkeligt som tidligere nævnt.
Besætningen er meget rar, og jeg har især hygget mig med folkene på broen, her kan man altid lige gå op og hilse på den vagthavende. Jeg er blevet taget godt imod, og jeg håber, at det er lykkedes mig at passe mig ind. Der er kun et par dage tilbage af sørejsen, og jeg glæder mig efterhånden til at se land igen. Der må godt snart ske noget andet. Jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at opleve Martins arbejdsdag. I fremtiden vil jeg bedre kunne sætte mig ind i de ting, han oplever og kommer ud for. Vi afslutter denne tur med at holde ferie sammen i New Orleans, da Martin har haft sin sejltid.
Skrevet af Trine Skovlund Jørgensen i dagene den 23. maj – 25. maj 2006 et sted ude på det åbne hav.
Kilde/ forfatter: Trine Jørgensen, Dato: 17/8-2006
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Øl


En stor del af den danske kultur indebærer øl og ølbrygningens kunst. Siden stenalderen har vi danskere nydt den gode smag af humle og byg. I mange år har vi været vant til kendte ølmærker, som kunne købes den hele jord rundt. Mange bryghuse fusionerede til kæmpe ølgiganter og bryggeri-foreninger. Imidlertid har vi de sidste årtier fået kendskab til - og gane for - produkterne fra de mindre og førhen knap så kendte bryggerier rundt omkring i landet. Mikrobryggerier skyder nu op som paddehatte på landkortet. Og mange af dem med rigtig godt øl til følge.

En dag i den tidlige sommer besøgte min mand og jeg sammen med gode venner Nørrebro’s Bryghus i København. Dette lille bryggeri blev kendt gennem en TV-udsendelse for et par år siden. Her fulgte man iværksætterens bestræbelser og kampe for at skabe drikværdigt øl og samtidig en restaurant, hvor man til god mad kunne nyde mikrobryggeriets produkter. Jeg kan anbefale et besøg her!! Frokostmenukortet har få men meget alsidige anretninger. Hertil kan man vælge et af bryggeriets produkter – eller 5 af slagsen! ( 10 cl. pr. glas!) Vi valgte det sidste. Jeg skal ikke her komme med bud på, hvilken øl der var bedst. Det kommer jo som bekendt an på smag og ikke mindst behag. Fra restauranten har man fra flere af bordene udsigt til det lille bryggeri og arbejdsgangen der.
Næste dag stod også i ølbrygningens tegn. Vi besøgte det legendariske Carlsberg Bryggeri i Valby. Den store produktion af Carlsberg øl er for nogle få år siden flyttet til Fredericia. Der brygges dog stadig en mindre produktion af specialøl, der ved Valby Bakke! Store dele af det gamle bryggeri fungerer nu som museum. Ganske interessant er det at gå rundt i lokalerne, hvor der for blot få år siden blev produceret øl, som blev drukket (og stadig drikkes) i den hele vide verden. På turen rundt i museet får man indblik i en kæmpe proces, som ender med det fluidum vi kan læske os med fra flasker, dåser eller fustager. På et loftsrum var udstillet tusindvis af nye og gamle flasker med etiketter fra alverdens forskellige lande! Når man har købt indgangsbillet til Carlsbergbryggeriet, har man også billet til prøvesmagning af et par af bryggeriets specialøl. (Inkluderet i prisen).

På vandringen gennem museets produktionssteder og showrooms, bliver man også guided gennem hestestaldene, hvor man stadig har nogle eksemplarer af de førhen så kendte og elskede bryggerheste. Ude i solskinnet lagde vi mærke til, at et par af hestene stod i et langt kar, med hovene dækket af en sæbespånelignende væske. Ølkusken (må han jo have været) forklarede at bryggerheste jo havde mange lange hår omkring hovene, hvorfor der nemmere opstår skab og svamp. Den væske de stod (og skulle stå i mindst 20 minutter) var en økologisk væske der kostede spidsen af en jetjager, men ellers var meget effektiv mod diverse parasitter. (Gad vide om det ville være virksomt hos mennesker med neglesvamp?) Så dette besøg i Hovedstaden stod så sandelig i ølbrygningens tegn!
Derfor var det for mig magtpåliggende, da jeg en måneds tid senere besøgte Bornholm, at kigge ind på Svaneke Bryghus. Idyllisk ligger det der midt i den lille by. Lige ved Torvet. Her er der også lejlighed til at nyde en herlig frokost enten ude eller inde, og igen med mulighed for at smage 5 forskellige prøver af bryggeriets produkter.
Rundt om i landet findes mange af de små bryggerier. Her på Fyn, hvor vi er bosat, kender vi alle Ørbæk eller Refsvindinge bryggerierne. Her kan man kigge ind, hvis vejen falder forbi og også købe lidt af det gode øl.

Jeg er ikke den store ølentusiast, men herligt er det at have mulighed for at følge øllets tilblivelse og herefter at smage på resultatet. Ikke mindst i den varme og tørstfrembringende sommer vi har haft i år.
SKÅL
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 17/8-2006
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Turen går til Korea - Busan


Min mand, Thorbjørn er pt. udstationeret i Busan, det sydlige Korea. Han arbejder som marine super intendend sammen med Niels der er technical super intendend for Clipper Gruppen, der er i gang med at få bygget 14 kemikalie tankers på 11.000 tons. Deres job er, at levere skibene ensartet, få stores ombord (alt lige fra sæbe til it-udstyr) samt klargøre den nye besætning til, at sejle med skibet.
Lærke (datter) og jeg rejste d. 12 juli, fra Billund, via Frankfurt, Seoul og Busan. Turen gik fint, vi var trætte efter rejsen (24 timer fra carporten til Busan lufthavn), men var lettede over at være kommet godt frem.

I Busan er der ifølge kilder 3.8 mill. Indbyggere, de spiser kimchi (forskellige kåltyper, der er syltet i chili og andre krydderier) til hvert måltid, ris, fisk og friske chili. De drikker grøn tea, selv isen kan fås med green tea taste, og chokoladen kan indeholde chili. Deres slik er sødt, man kan ikke opdrive lakrids, så vi havde tyrkisk peber samt haribo lakrids med hjemme fra, det blev Thorbjørn glad for
Vi har besøgt skibsværftet, set hvordan arbejderne løber for, at komme først i køen til kantinen, hver dag kl. 12.00 og hvordan de går rundt og snakker mens de maler. En koreaner har ikke så travlt når det gælder arbejdet. Men når de kører bil, er det med en sådan fart og frækhed, at man skulle tro der var nogen efter dem. Mængden af biler gør selvfølgelig at de ikke kører stærkt i byerne, men den der kører først frem og har mest is i maven, kommer først rundt og over vejen. Midt inde i de gader der omkransede skibsværftet, lå en butik der solgte jern. Nogen dage kunne man knap komme omkring (trods ensrettet kørsel) fordi der var gang i afhentning af jern. Det siger lidt om tilstandende.
Vi gik på fiske torvet en dag for at købe Tuna steak med hjem til aftensmaden. Det er bedre fisk og smagen er friskere end vi er vant til. Prisen var for 7 gode stykker kød, ca. 30 kr. Bortset fra fisken, er alting dyrt i Korea. Frugt for eksempel, koster ca. 4 gange vore priser. Du kan sagtens komme af med 10 kr. for et æble eller en appelsin, vandmeloner, store og dejlige 85,00 kr. Så vi sprang lige over.

Gamle koner sidder på gaderne og sælger deres egne afgrøder, græs der ligner vores purløg, blade som de sidder og bundter. Bladene bruges i rigt mål til deres mad.
I Godjomarket (en hel bydel) er handels­byen. Butikkerne eller hullerne som vi
AFDELINGENS SIDE Denne måneds side kommer fra Fredericia/Strib/Kolding afd.
kaldte dem, er delt op i gader hvor der er udelukkende madvarer, fiske torv, tasker, sko og tøj og isenkram . Der er også hele gader med tørrede fisk og krydderier. I havne områderne er hullerne udeluk­kende med skruer, bolte net og al muligt til fiskeriet. At spise ude i Korea er en smule vanskeligt (sprogbarriere). Deres menuer er ofte afbilledet, men de spørger altid om en masse på koreansk, og det er svært lige at fatte hvad eksagtlig de lige mener med det. Det lykkedes os dog, at bestille kylling en aften, dog var der ingen tilbehør med, kun en skefuld salat og 2 store grønne, chilier med. MEN kyllingerne smagte pragtfuldt.

Vi spiste krabber en aften. Thorbjørn havde prøvet det før, så der var han på hjemme bane. Vi valgte en krabbe fra et bassin, fik den vejet ( 2,5 kg) og gik så op i restauranten, hvor der blev serveret mange skåle med tilbehør. Hvorefter kom krabben, kogt og pænt leveret på et fad. Uhm.. det var godt. Senere fik vi ris m/ tang samt en skål med suppe til deling. Det var en god aften.


Niels, Thorbjørn´s makker lever sammen med koreanske soo joung, derfor besluttede vi at spise Koreansk barbecue, hvor vi alle var samlet. Det blev en god oplevelse, de før omtalte blade bruges til at lave små pakker af, et blad, et stykke kød lidt løg, lidt chili, lidt andet dyppelse og man pakker bladet sammen om det hele, spiser det i en mundfuld. Nøj sjældent har jeg fået en himmerigs mundfuld som denne.

De har små spise huller alle steder, men det er vist kun for koreanere, vi tror de har galvaniserede maver.
Det har været en oplevelse at få et lille indblik i den koreanske levestandard. Vi er nu godt hjemme igen, efter 12 dejlige dage, med rygsækken fyldt af oplevelser. Ikke turist oplevelser, seværdigheder, udflugter o.lign. Nej, bagagen er fyldt med indsigt i en ny verden, hvordan koreanere lever i deres dagligdag.
Men som man siger UDE ER GODT, MEN HJEMME BEDST.
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 17/8-2006
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Mine oplevelser som medsejlende på TORM Gertrud


Lørdag den 13. maj meget tidligt om morgenen stod jeg på toget i Fredericia til Kastrup Lufthavn. Turen skulle gå til Algeciras i Sydspanien, hvor jeg skulle påmønstre TORM Gertrud. Efter nogen tids planlægning og overvejelse skulle jeg ud og besøge min kæreste og opleve hans arbejdsplads for første gang. Planen var, at jeg skulle sejle med fra Gilbratar til USA, højst sandsynligt Corpus Christi i Texas. En sørejse, der var anslået til at vare 14 dages tid plus/minus. Det var jeg på forhånd blevet informeret om. På rejsen til Algeciras havde jeg følgeskab af en 1.mester og en 2. mester, som i kraft af deres mange rejser til og fra deres ”flyvende arbejdsplads” var rutinerede rejsende. Jeg hægtede mig på dem, og priste mig lykkelig over, at jeg ikke selv skulle hitte ud af at komme helt ud til skibet. En af mine store bekymringer var nemlig flyrejsen på egen hånd, og det at jeg selv skulle finde ud til skibet. Min kæreste havde naturligvis flere gange forsøgt at forsikre mig om, at jeg ville blive afhentet af en af TORMS agenter, som så ville sørge for, at jeg kom ud på skibet. Alligevel var jeg lidt skeptisk og bekymret for, om dette system nu også fungerede for mig.
Indledningsvist bør jeg lige præsentere mig selv. Jeg er 28 år, og jeg har kendt min jævnaldrende kæreste Martin i seks år. Martin var under uddannelse, da vi mødte hinanden, og kort tid efter skulle han ud på sin første tur som aspirant hos TORM. Så han har stort set altid sejlet, imens vi har kendt hinanden. Søfarten er derfor ikke en helt fremmede verden for mig, da jeg med tiden har lagt ører til mange beretninger fra hans dagligdag til søs. Jeg er pt. uden arbejde, hvilket er en af årsagerne til, at jeg kunne rive 2-3 uger ud af kalenderen uden præcist at vide, hvornår jeg skulle på/ afmønstre skibet. Vi har heller ingen børn at tage hensyn til, dog nogle dyr som jeg får passet.
Det har været på tale nogen gange efterhånden, at jeg skulle prøve at sejle med, og det har været Martins store ønske i lang tid. Hver gang det skulle til at planlægges, har jeg trukket i land igen, fordi jeg ikke er den store flyrejse entusiast. Jeg er heller ikke så god til at være væk i længere tid og slet ikke, hvis jeg ikke kender datoen og helst klokkeslettet for, hvornår jeg er hjemme igen.

Da Martin fik grønt lys til, af Kaptajnen og Rederiet, at jeg måtte sejle med, havde jeg ikke flere gode undskyldninger tilbage i posen, så vi besluttede, nu skulle det altså være. På hjemmefronten fik jeg alt planlagt til mindste detalje, inden jeg tog af sted.
(Fortsættes: Hør om turen i næste nummer af Søhesten)
Kilde/ forfatter: Trine Jørgensen, Dato: 10/7-2006
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Ta´ sjælen med - ta´toget til Kina!


Så er kufferten pakket - 17,8 kg. Det er mere, end jeg regnede med, men det må være kaffen, theen, kiksene og alt slikket! Nå, ja og strikketøj, bøger, håndklæder, toiletpapir mm.
På min gamle arbejdsplads, var vi nogle der havde lavet en spareforening, alle havde drømmemål for opsparingen, en ville f.eks. til De vestindiske Øer, og jeg drømte om, at komme med den transsibirske jernbane, andres drømme var ikke så konkrete.
Så da jeg besluttede mig for at gå på efterløn, blev drømmerejsen planlagt. Jeg stoppede den 30. september, og den 3. oktober fløj jeg sammen med min søn Dan alt riddersale. Om aftenen er det så tid for afgang med det transsibirske tog. Vi fik vores kupe og vi var glade for, at vi havde den for os selv. Der er bestemt ikke megen plads til 4 personer som kupeen er beregnet til. Det tager 6 dage at køre de
7.000 km fra Moskva til Beijing.

I lufthavnen i Moskva checkes pas og visum grundigt og efter at have set på rullebåndets mange kufferter, opdager vi vores på nabobåndet! I hallen mødes vi af et hav af mennesker, og en ung pige i forreste række står med et skilt ”Mr. and Mrs. Jensen”. Det må være os. Og det var det. Hun fører os i hurtigt tempo gennem mylderet hen til ”Intourist”s kontor. Her venter vi en rum tid, til en myndig dame kommer med en ung chauffør, han kører os over stok og sten - 5 sporet motorvej, hvor han skiftede spor ustandseligt - til vort hotel ”Ukraine”. Hotellet - en meget imponerende bygning
- kæmpe hall - marmor. Alle vegne står vagter.Vi checkes ind og får et værelse på
8. etage med en flot udsigt over floden og til ”Det hvide Hus”.
Næste dag er vi på byrundtur med en dygtig engelsktalende guide.Vi er bl.a. på Den Røde Plads, Kreml og kører i undergrundsbanen og ser de utrolig flotte undergrundsstationer. De ligner mest af Vågnede ved 6–tiden, det var lidt koldt, lå og hørte togets lyde, hyggeligt. Blev klatvasket i koldt vand. Havde fået at vide, at der var baderum, men nej, kun en lille stålvask med koldt vand. Nå, senere fandt jeg ud af at hente kogende vand fra samovaren i vognen, stadig klatvask men alligevel.
Ved frokosttid gik vi i spisevognen - russisk
-noget af en oplevelse, tjener a la John Cleese. Vi fik med lidt besvær valgt en svinekotelet med ris.Tilbage i kupeen drak vi kaffe, kiggede på landskabet - birkeskove
-der passerede forbi, jeg begyndte på strikketøjet, og Dan læste. Om aftenen igen i spisevognen, denne gang fik vi gullasch, der var lavet af svinekam. Fik en flaske iskold rødvin til! Denne nat sov vi med hovedet ved døren, men var alligevel lidt forfrosne næste dag.
Dagen gik igen med læsning, strikning, frokost (omelet) i spisevognen. Mindede mig om tiden, hvor jeg var på hustrusejlads.

Herligt er det, når vi standser ved en togstation, så myldrer det med folk, der vil sælge drikkelse, æg, tomater, gulerødder, tørret fisk, aviser, brød osv. Om aftenen kunne vi få en wienersnitsel i spisevognen
– det var to tynde svinekoteletter!
Denne aften fandt vi alle tæpperne til de 4 køjer frem og tog over og under os. Så denne nat frøs vi ikke. Men til gengæld var vi vågne 117 gange, når toget stoppede, for vi ville gerne se Irkusk.Vi var der ved 4tiden og det var buldermørkt, så der var ikke meget andet at se end banegården. Senere på dagen kørte vi langs Baikalsøen og senere var der høje skiferbjerge at se.

Ved den russisk/mongolske grænse holdt vi i 7½ time, russerne hentede vores pas, og mongolerne gav os tolderklæringer på russisk. Det havde hele vognen meget sjov ud af, mens vi gættede på, hvad der skulle stå i de forskellige rubrikker. Den russiske spisevogn blev skiftet ud med en mongolsk spisevogn, meget flot udskåret træarbejde med drager, slanger osv.Vi kom til køjs ved 1-tiden, og ved 7-tiden var vi i Ulan Bator, hvor der kom en del rejsende ombord.
Efter Ulan Bator kørte vi igennem et flot landskab med ”bløde” bjerge, nogle med sne på toppen. Der var folk der boede i ger-telte (ligner igloer), vi så store hesteflokke, kvæg, geder og får. Ja, vi så sågar kameler. Toget kørte langsomt gennem Mongoliet. Skinnerne bugtede sig gennem bakkelandskabet,Toget standsede ved flere små stationer. Der blev solgt tegninger, forstenet træ, halvædelstene mm. Vi så ”gamle” damer i silkekimonoer, de samlede brugbare koks fra toget.Toget kørte gennem Gobiørkenen. Så kom vi til den kinesiske grænse, hvor vi igen fik pas checket og sågar fik taget vores temperatur (p.g.a. Sars)! Togvognene skulle have undervognene skiftet, inden vi kunne køre ind i Kina. Skinnebredden er anderledes i Kina end i andre lande. Det var fantastisk at se vognene blive løftet op. Ja, og så havde vi igen fået ny spisevogn – nu kinesisk.
Det var spændende at se landet Kina, der var meget høje bjerge, der så bare og skarpe ud i forhold til Mongoliets bløde kurvede bjerge. Men til gengæld så det ud til, at kineserne kunne få noget til at gro i det barske land. Der var mange majsmarker, som de netop havde høstet, og majsene lå i store stakke.
Vi fik øje på den kinesiske mur, der kunne følges over de høje bjerge.
Togpersonalet begyndte at samle sengetøj ind, så vi nærmede os Beijing, men toget kørte langsomt, og det var hyggeligt, for med jævne mellemrum dukkede muren op.
Kl. 14.32 præcis efter køreplanen ankom vi til banegården i Beijing! Her stod vores Peking guide klar til at tage imod. Men det er en helt anden historie!
Kilde/ forfatter: Lena Hestbek Jensen, Dato: 10/7-2006
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Den gang jeg var ungkok, på de store have


I dag er jeg selv blevet sø- kone. Men tænker tit tilbage på min tid, på de store have. Jeg brugte en del år af livet hos DFDS. Som Cat. Ass. Og Desse, ja ja så gik der jo ti år med det. Nogle meget dejlige år, med mange sjove oplevelser. Men en dag skulle der jo til at ske noget nyt. Og hvad så ? Jeg fandt et andet rederi, de havde brug for en ungkok. Og jeg sagde staks ja tak.

Nå men så blev kufferten pakket, og til Kastrup lufthavn det gik i fuld gallop. Nu skulle jeg ud at se den store verden, rigtigt langfart. Ja ja det er altså stort når man har levet i DFDS lukkede land så længe, Så jeg var som et lille barn juleaften.
I flyet kom jeg så, på vej til et sted i Marokko. Og med is i maven….. Vi skulle så skifte fly i Spanien, fint med mig tænkte jeg. Jeg har jo fløjet mange gange før. Aalborg - København, mange gange på ferie rundt omkring. Så den bette tur, var da ikke noget. Nå men sådan gik det jo ikke helt, må jeg sige.
Fly Dessen kom og sagde at vi var en time forsinket, å nej hvad nu… Ok. Vi var tre søfolk, vi blev lukket ud som de første da vi nåede Spanien. Og nu begyndte det store eventyr virkelig…. En mand kom løbende, og hev mig i hånden. Jeg hang bagefter ham, som en ballon i snor. En anden havde sørget for min bagage, vi løb ud til et meget lille fly. Ja som kun ventede på mig, godt så.
Puha nu kom jeg da så langt, et mini fly hvor man kun talte spansk. Jeg skal lige sige på det tidspunkt forstod jeg ikke et ord på spansk, fedt nok.
Vi ankom da endelig til Marokko, ud af flyet med mig. Nador var stedet jeg skulle til, og jeg troede jeg var i Marokko nu. Men nej fandt jeg ud af senere…
Nu skulle jeg bare finde agenten, og hvordan finder jeg sådan en ??? Dejligt et skilt med mit navn dukkede op i det totale kaos, en lille sort mand. Som talte et sprog jeg ikke forstod.
Vi gik meget langt før vi kom til hans bil, så drønede vi der ud af. Nu stoppede manden, og ud med mig igen. Her var der meget lange køer, med mennesker der ville have lavet papirer og pas. Nu forstod jeg først vi var på vej over grænsen, vi kom forrest i køen igen.
Alle folk rundt omkring os gloede helt vildt på mig, en hvid kvinde med langt rødt hård. Stramme cowboy bukser og en stram bluse, samt en stor fin og ny kuffert. Alle her var meget fattige, og alle damerne var pakket ind i noget langt stof.
Nå men passet blev undersøgt grundigt, vi slap langt om længe igennem. Ny bil igen med en ny lille sort mand. Tak skal du have, nu var der ikke kun is i maven. Men jeg vil tro det var blevet til isterninger. En time senere var der et skib i sigte. Den lille coaster, Dori Bres. Jeg kravlede ud af bilen helt stiv af skræk, hvad er det her da for et sted. Og hvad er det dog for et skib???

Jeg stod bare der og stirrede på kajen, den første mand jeg så var styrmanden. Han gloede bare på mig og sagde, du behøver ikke at pakke ud: Folk bliver ikke så længe. I det samme kom mester, den første flinke mand jeg havde mødt på min rejse. Han bød mig velkommen, og han blev min bedste ven på det halve år.
Selv om at turen var speciel, overlevede jeg da. Og vil altid huske tilbage på min tid som ungkok som noget helt speciel. Ikke noget man kan sammenligne med passagerskibe.
Kilde/ forfatter: Susanne Venø, Dato: 30/11-2005
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Dagbog fra jul og nytår 2004


Se afdelingernes indlæg: (søg evt. "min første" under "overskrift".
Fortsættelse af ”min første hustrusejlads”
Torsdag den 23. december
I dag har jeg været nede og lave risengrød til risalamande i morgen, alle vil have risengrød til middag i morgen, kokken brokkede sig lidt over min gryde, der vist ikke var så nem at gøre ren, men han havde sagt at jeg bare skulle lade den stå, og at jeg ikke skulle gøre den ren, men lidt ”bundfald” er der jo fra risengrød ikke??
Gik og kiggede på hvad vi skulle have at spise, blev lidt forskrækket da jeg så at de var ved at gøre et grisehoved i stand, fylde det med fars osv. Det var forhåbentlig ikke til os?? .

Var så oppe for at kigge lidt ud fra broen, skipperen var ved at pakke gaver ind, og så blev jeg jo lidt nysgerrig og skulle se hvad det var, det var til et spil i morgen, blev straks sat til at hjælpe med indpakningen, men det var da også ok, smart når man ikke har papir at pakke ind i at man så bruger gamle søkort. Spillet duetips gik i al enkelthed ud på at man skulle sætte sit navn 5 steder på et skema og betale 5 dollar der ville så blive udtrækning den 24.december.
Kan nu bedre forstå at de her bruger titler så meget i stedet for navne, de fleste har virkelig nogle underlige navne og så er det nemmere med titel.
Juleaften den 24. december
Dagen startede som sædvanlig med at Torben kom med morgenkaffe kl.8.00, vi sad så og hyggede os en halv times tid, Torben skulle så på arbejde igen til kl. 12. Fik frokost, og risengrøden var en succes, da kaptajnen skulle ha` noget var der ikke mere.

Havde lidt problemer med at forklare kokken at vi skulle have noget kanel, hedder noget meget mystisk på engelsk, men vi fandt da ud af det til sidst.

Efter frokost fik vi os en lille lur og kl. 14. var der samling i den phillipinske messe, der var gløgg og småkager og duespillet blev udtrukket, vi hyggede os i et par timer. Så tog vi os lige en dukkert i poolen inden vi skulle klæde om til samling kl. 17 i den danske messe.

På slaget 17 var alle igen samlet i deres fine tøj, hvide skjorter og sorte bukser og med alle striberne på. (Dem der havde glemt måtte jo låne og Torben havde ikke fået hvid skjorte med skulderstropper med, så er det godt der er noget der hedder dobbelt klæbende tape) Vi fik en velkomst drink , og herefter læste kaptajnen juleevangeliet. Der var så stille at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Han gjorde det nu meget godt, men savnede nu kirkens ”julestemning”. Herefter var der julegaver til alle fra rederiet, et sæt håndklæder og en Trip fortrykte annoncer

Trap lampe. Herefter gik alle phillipinerne ind i deres messe for at spise, var lige inde for at se hvad de skulle have. Det tager kokken lang tid at lave men de er nok højst 10-15 minutter om at spise det, lidt synd syntes jeg, men sådan er deres mentalitet jo nok.

pænt dækket op og vi fik and, nakkesteg, brune og hvide kartofler, rødkål osv. Ligesom derhjemme. Det var første gang at kokken skulle lave dansk julemad, så jeg synes at det var flot, han havde kun fået lidt hjælp med de brune kartofler og rødkålen. Så alt var ligesom derhjemme. Spiste og hyggesnakkede og så kom risalamanden også, jeg havde lagt en mandel i og købt en mandelgave, så det gjorde lykke selv om vi faktisk ikke kunne spise mere. Efter yderligere et par timers snakken, gik vi ind i opholdsstuen og fik kaffe og juleslik. En god og dejlig juleaften, det eneste jeg nok savnede, var nok julesangene. Lidt underligt ikke at være hjemme.
Den 31. december
Det nye år nærmer sig med hastige skridt, vi skal ikke fejre nytår da vi ankommer til Melbourne lige omkring midnat, og skal have lods kl. 02.00 , men kan forstå at sådan er det sommetider, skal fejre nytår senere med grillfest.
Kilde/ forfatter: Jytte Knast, Dato: 1/11-2005
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Min første hustrusejlads


Den 9. december 2004
Ja, så er vi landet på Torm Thyra, det er torsdag eftermiddag, og jeg er ved at komme mig over den lange flyvetur.
Nå, men for at starte fra begyndelsen, så tog vi fra vores dejlige ø tirsdag den 7.Vi blev kørt til Kastrup, hvor vi skulle med fly direkte til Singapore. Der var tid til lidt shopping i lufthavnen inden afrejse, utroligt hvad der er af butikker.
Flyveturen gik planmæssigt, men hvor er der lidt plads, Torben har godt nok snakket om det, men jeg troede ikke, at det var så trangt . Efter 10 timers flyvning landede vi i Bangkok, hvor vi lige fik strakt benene lidt, men kun ganske kort . Så atter ombord i flyveren for at flyve de sidste 1 ½ time til Singapore . Da vi ankom, stod der en agent og ventede på os , dejligt når det hele er arrangeret, for lufthavnen er godt nok stor, og jeg er glad for, at jeg ikke skulle rejse alene første gang.

Derefter fik vi tjekket pas osv. Og så i en taxi til havnen, hvor vi skulle med en lille båd ud til skibet. Havde håbet på en overnatning i Singapore, så vi kunne ha´‚ set os lidt omkring, men måske på hjemrejsen. Selv om det var aften, fik jeg dog lidt indtryk af, hvor flot der er.
Men ups! da jeg så den båd, vi skulle med, blev jeg godt nok lidt klam, men det gik ok også uden ”kvalme” selv om det gik stærkt. Ca 20 minutter så var vi ude ved Torm Thyra, hvor er skibet stort, særlig når man ligger der i en lille båd og skal op af en stige. Men med 2 galante herre (Torben og Kari ) som hjalp mig, det gik så også uden problemer.

Efter en kort hilsen og en enkelt kop kaffe, var det tid for at se mit ”nye hjem ” En helt lille lejlighed. God trætte og med hævede ben og ”flyøre”, havde temmelig ondt i ørene efter flyveturen, gik vi til ro, en dag fyldt med nye indtryk og oplevelser.

Torsdag den 9. december
Har ikke sovet ret meget i nat, vågnede ved 4 tiden, trods at vi først sov kl. 24, nok pga. tidsforskellen. Så det meste af dagen har jeg sovet, kun afbrudt af, at Torben kom med morgenmad, og senere frokost. Var med nede og få kaffe kl. 15. og hilse på dem, som jeg ikke så i går, da vi kom. Har gået lidt rundt og hygget mig og kigget ud på alle skibene som ligger her. Nu til aften er det et flot syn med lysene fra Singapore og lys på alle skibe, lidt underligt at være så langt væk. Der er en tidsforskel på 7 timer. Vi ved endnu ikke, hvornår vi skal herfra.
Har senere i dag været på rundvisning på skibet sammen med Torben og 3. styrmand, specielt med henblik på brandudstyr, og hvordan det bruges, er noget alle der påmønstre et skib skal. Det kaldes ” kend dit skib”. Der er meget at se og finde ud af, og det varer nok lige et par dage, inden jeg kan finde rundt.
Der er meget varmt i maskinen, næsten så man ikke kan få luft, kan bedre forstå, hvad Torben mener når han har snakket om, at det er varmt i maskinen og at det kan være trættende, og nu er her da ikke engang så varmt som det nogle gange er.

Fredag den 10. december
Vågnede igen kl. 3 i nat, blev oppe til 6.30, sad og strikkede og hyggede mig, har lavet et nyt mønster til en trøje, sov igen fra 6.30 til 8.00, så blev morgenmaden serveret af min kære mand. Hvor er det dejligt at slappe af og lave ingenting.
Ellers er dagen gået med at spise, få kaffe osv. Synes at de spiser ret tit, men nok fordi jeg ikke er vant til så mange pauser på en dag. Der er morgenmad kl. 8.00, kaffe kl. 10, middag kl.12, kaffe kl.15, aftensmad kl. 17.30 og så kan man bare ikke mere.
Har været ned i motionsrummet for at afprøve romaskinen og kondicyklen, og fået luft i min gymnastikbold, så vi kan komme i gang med at træne.
Vi ligger stadig til ankers og venter på at komme ind og laste, bliver nok i nat, men lad os nu se, agenten har ringet flere gange i dag og hver gang er det ”måske senere i dag”.
Begynder efterhånden at forstå, hvor svært det er at sige noget om, hvornår skibet skal sejle, men har stadig ikke lige forstået, hvorfor det tager så lang tid, inden det skal videre, det må da koste en del at ligge stille.
Temperaturen er ca. 30 grader udenfor, men behagelig inde omkring 20 grader. Laycan (liggetid) begyndte i går, hvilket vil sige, at skibet får penge fra den dag af.
Blev spurgt i dag om jeg kunne lave risàlamande, ups mon det går??? Jeg kan jo altid prøve, de kender jo heldigvis ikke mine evner i den retning vel Ha Ha.
Selv om klokken kun er 20 er jeg ved at være temmelig træt , men skal holde den gående et par timer endnu, for ellers kommer jeg jo aldrig ikke ind i en lidt normal dags rytme.

Torsdag den 23. december
I dag har jeg været nede og lave risengrød til risalamande i morgen, alle vil have risengrød til middag i morgen, kokken brokkede sig lidt over min gryde, der vist ikke var så nem at gøre ren, men han havde sagt at jeg bare skulle lade den stå, og at jeg ikke skulle gøre den ren, men lidt ”bundfald” er der jo fra risengrød ikke??
Gik og kiggede på hvad vi skulle have at spise, blev lidt forskrækket da jeg så at de var ved at gøre et grisehoved i stand, fylde det med fars osv. Det var forhåbentlig ikke til os?? .

Var så oppe for at kigge lidt ud fra broen, skipperen var ved at pakke gaver ind, og så blev jeg jo lidt nysgerrig og skulle se hvad det var, det var til et spil i morgen, blev straks sat til at hjælpe med indpakningen, men det var da også ok, smart når man ikke har papir at pakke ind i at man så bruger gamle søkort. Spillet duetips gik i al enkelthed ud på at man skulle sætte sit navn 5 steder på et skema og betale 5 dollar der ville så blive udtrækning den 24.december.
Kan nu bedre forstå at de her bruger titler så meget i stedet for navne, de fleste har virkelig nogle underlige navne og så er det nemmere med titel.
Juleaften den 24. december
Dagen startede som sædvanlig med at Torben kom med morgenkaffe kl.8.00, vi sad så og hyggede os en halv times tid, Torben skulle så på arbejde igen til kl. 12. Fik frokost, og risengrøden var en succes, da kaptajnen skulle ha` noget var der ikke mere.

Havde lidt problemer med at forklare kokken at vi skulle have noget kanel, hedder noget meget mystisk på engelsk, men vi fandt da ud af det til sidst.

Efter frokost fik vi os en lille lur og kl. 14. var der samling i den phillipinske messe, der var gløgg og småkager og duespillet blev udtrukket, vi hyggede os i et par timer. Så tog vi os lige en dukkert i poolen inden vi skulle klæde om til samling kl. 17 i den danske messe.

På slaget 17 var alle igen samlet i deres fine tøj, hvide skjorter og sorte bukser og med alle striberne på. (Dem der havde glemt måtte jo låne og Torben havde ikke fået hvid skjorte med skulderstropper med, så er det godt der er noget der hedder dobbelt klæbende tape) Vi fik en velkomst drink , og herefter læste kaptajnen juleevangeliet. Der var så stille at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Han gjorde det nu meget godt, men savnede nu kirkens ”julestemning”. Herefter var der julegaver til alle fra rederiet, et sæt håndklæder og en Trip fortrykte annoncer.

Trap lampe. Herefter gik alle phillipinerne ind i deres messe for at spise, var lige inde for at se hvad de skulle have. Det tager kokken lang tid at lave men de er nok højst 10-15 minutter om at spise det, lidt synd syntes jeg, men sådan er deres mentalitet jo nok.

pænt dækket op og vi fik and, nakkesteg, brune og hvide kartofler, rødkål osv. Ligesom derhjemme. Det var første gang at kokken skulle lave dansk julemad, så jeg synes at det var flot, han havde kun fået lidt hjælp med de brune kartofler og rødkålen. Så alt var ligesom derhjemme. Spiste og hyggesnakkede og så kom risalamanden også, jeg havde lagt en mandel i og købt en mandelgave, så det gjorde lykke selv om vi faktisk ikke kunne spise mere. Efter yderligere et par timers snakken, gik vi ind i opholdsstuen og fik kaffe og juleslik. En god og dejlig juleaften, det eneste jeg nok savnede, var nok julesangene. Lidt underligt ikke at være hjemme.
Den 31. december
Det nye år nærmer sig med hastige skridt, vi skal ikke fejre nytår da vi ankommer til Melbourne lige omkring midnat, og skal have lods kl. 02.00 , men kan forstå at sådan er det sommetider, skal fejre nytår senere med grillfest.
Kilde/ forfatter: Jytte Knast, Dato: 1/11-2005
Kategori (i): Rejse beskrivelser

En teenager til søs sept. 2005


Allerede i foråret havde vores søn på nu 14 år bebudet at han ville med sin far til søs i hele sommerferien, og det var udtrykkeligt hele ferien. Jeg tænkte ved mig selv, at når han havde set alle videofilm og spillet pc spil til han faldt ned af stolen, så ville han nok kede sig og bede om at komme hjem, måske allerede efter en uges tid. Det er et mindre skib, og begrænset hvad man kan udfolde sig med ombord.
Det blev i slutningen af juni at min mand skulle påmønstre sit skib i Hirtshals, og vores søn fulgte spændt med. Det var jo helt klart en særlig situation at det nu var mig alene der stod tilbage på kajen, og det føltes da også noget ensomt. Men for vores søn var det et højdepunkt, en interessant og oplevelsesrig ferie lå foran ham, og bedst af alt, han var sammen med sin far.
Min ferie begyndte dagen efter de var rejst! Hyggeligt, ikke? Nej, jeg følte mig ene og forladt, men kunne også se det ironiske i det. For hvor mange gange har ikke vores søn følt sig forladt af sin far, og hvor mange gange har ikke min mand følt sig alene. Jeg plejede jo i det mindste at have vores søn hos mig. Jeg glædede mig over at de to nu kunne være sammen, ikke mindst uden mig. Så jeg var naturligvis spændt på de første meldinger ude fra skibet.
Det gik fint, han gik med i arbejdet ombord. Nå!... Jeg var vildt overrasket, for vi plejer at brokke os over hans dovenskab hjemme. Han fiskede også, når der var mulighed for det, hvilket var ret ofte. De sejler kystsejlads i Norge. Men det bedste af det hele var måske at han virkelig trivedes med alle ombord, og de gav ham plads, de tog ham med i arbejdet, de fiskede med ham, de lærte ham korttricks, han lånte styrmandens helt nye bærbare pc, og meget andet.
Hjemme gik jeg jo og kedede mig, men tænkte alligevel det skulle være løgn. Rejse på ferie alene, havde jeg ikke lyst til. Så jeg tog på arbejde i Norge, og skæbnen ville at de kom med skibet til Kristiansand, hvor jeg arbejdede, og heldigvis i nogle af de få fritimer jeg havde. Jeg kom cyklende ned på kajen, netop som de lagde til. Og at se sin teenage søn stå der og håndtere trosser, som en anden sømand, og lige kaste et nonchalant blik ned på kajen og få øje på sin mor, og i øvrigt fortsætte med arbejdet, det vil jeg aldrig glemme. Det var en helt speciel oplevelse. Lige som det var helt specielt at være ombord og mærke sin søn være optaget af arbejdet ombord, mærke hvordan han var blevet en integreret del af besætningen. Ja, han havde dårligt tid til at snakke med sin mor, selvom han også havde meget at fortælle.

Det der også glædede mig, var at se hvordan han var blevet virkelig gode venner med specielt den yngste af de filippinske søfolk, de jokede sammen og var helt pot og pande. Der var ikke nogen kulturforskel der generede dem i deres samvær. Det er stof til eftertanke for alle os andre. Den eneste ulempe ved det venskab er, at nu vil vores søn til Filippinerne næste sommer, alene!!! Det skal vi vist lige tænke lidt over….
Det blev 33 dage til søs, for skolen kaldte, trods han mente han godt kunne tage nogle dage ekstra, for han havde stort set ikke haft en eneste fraværsdag i 7. klasse! Han havde slet ikke lyst til at komme hjem, og hans far skulle jo blive, så det var surt at skulle forlade den sjove skude. Ydermere havde han oplevet at få et tættere forhold til sin far, hvilket naturligvis talte meget.
Da jeg hentede ham ved toget, bemærkede han tørt: ”Du har ikke vasket bilen, som du plejer når far kommer hjem!”. Jo, der var ingen tvivl, det var en sømand jeg havde fået hjem, og jeg var da også ganske stolt. Han voksede på den tur, og besætningen ombord fik bestemt en ekstra dimension i deres dagligdag. Da vores søn var rejst, fortalte min mand, at alle talte meget om hvad vores søn havde gjort og sagt, mens han var ombord. Alle savnede ham, og nok mest af alle, min mand. Han havde selvfølgelig også haft meget glæde af den tætte kontakt mellem de to.
Vi kan varmt anbefale det til andre.
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 15/9-2005
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Jeg holdt juleferie på min mands arbejdsplads i 2004


Han arbejder for Casani Sø Entreprise i Svendborg, nogen kalder det også en stenfisker. Deres arbejde består i at udgrave havnebassiner og lave moler.
Det job, jeg fik et lille indblik i, var omkring skuespilhuset i København, hvor ca. halvdelen skal ligge ude i havnen, dels på opfyldning og dels på fritstående pæle, de fleste ved jo nok, at vi har fået et operahus,
som også ligger i/på vandet.
Men tilbage til skuespilhuset, hvor der er gjort klar til de undersøiske moler: det vil sige, at der er slået spuns i havbunden.
Sø Entreprisen startede med at lægge 60000 m3 sand, som bundsikring om spunsen, og derefter ca. 45000 tons sten,
og mens jeg var ombord, kom der et skib fra Norge med en meget stor pram med de ca. 2500 tons sten.
Om bord på dette skib, er der ikke rigtig ro til at sidde og skrive, for når de graver, gynger det hele. Så jeg brugte en del tid med at drikke kaffe og se TV. Men lidt nytte fik jeg da gjort, idet jeg kunne lave lidt mad
og gøre rent i kamre og messen.
Det er meget sjovt at se, hvad min mand arbejder med, så kan jeg også bedre forstå lidt af, hvad han snakker om.
På denne tur fik jeg også set Operahuset fra vandet, og det var meget flot, så jeg håber da, at jeg også får skuespilhuset at se fra vandsiden, når det engang står færdigt.
I øjeblikket er min mand i Hirtshals, hvor de graver færgeleje ud. De har gravet 17000 m3 sand ud af havnebassinet, for at færgen kan komme ind til molen igen.
De har også arbejdsopgaver uden for Danmark, både store og små.
Jeg kunne godt tænke mig at opfordre jer, som er ansat i Casani, til at skrive til Søhesten, og fortælle om jeres arbejde, for der er mange, der ikke rigtig ved, hvad
I arbejder med. Det er jo ikke nemt at se, hvad I laver under vandet, som f.eks. undersøiske moler!!
Kilde/ forfatter: Inge Acker, Dato: 20/8-2005
Kategori (i): Rejse beskrivelser

En lille feriehilsen fra landet Down Under.


En fortælling fra Lotte om en dejlig ferietur i Australien.

Vi ankom til Alice Springs sidste søndag, hvor vi indlogerede os på et backpacker motel midt i byen, det var utrolig fint og til ikke så mange penge. Der var vi i 2 dage for ligesom at vænne os til en ny døgnrytme, vi er 7 til 8 timer foran Danmark, og det er indimellem lidt underligt, når man om morgenen har lyst til at ringe hjem, og så er klokken 2 om natten….

Fra Alice Springs tog vi med på en 5 dages overlevelsestur ud i bushen, det var virkelig en oplevelse for livet. Vi kørte i en minibus sammen med 14 andre personer. Det var en noget blandet gruppe, da der var både unge på 18-19 år og ”ældre” ægtepar på omkring de 60 år, men det gav en fin stemning, og alle var gode til at holde højt humør, trods der indimellem var lidt ”prøvelser”.

På førstedagen kørte vi fra Alice Springs ud til Kata Tjuta, hvor vi gik en tur på 7 km i et helt forunderligt terræn. Alt det støvede røde jord, op og ned af klipperne, det gav virkelig én en fornemmelse af hvor vild naturen og terrænet er. Efter denne tur kørte vi til Ayers Rock, hvor vi så solnedgangen og farveskiftet på den ”lille” sten….

Om aftenen overnattede vi i telt med barbecue, øl og vin under åben himmel, og jeg skulle hilse og sige, at det var en rigtig kold fornøjelse, da det jo er vinter her, og om natten kommer temperaturerne ned på frysepunktet. Vi stod op klokken 5 om morgenen, det var stadig frysende koldt, men alt sammen var det værd, da man så solopgangen over Ayers Rock.

Vi gik den dag en tur rundt om klippen, en meget fascinerende tur på 10 km. Om aftenen kom vi til en ny lejr, som viste sig at være en stor kvæg farm, og derfor også lidt finere end lejren aftenen før, her kunne man få sig et varmt bad under rimelige forhold, og aldrig har jeg nydt et varmt bad så meget… Jeg blev drillet godt af de andre i gruppen, fordi de havde aldrig oplevet nogen, der kunne være en hel time om et bad, men jeg skulle altså liiiige bade, smøres ind i creme, og håret skulle jo også tørres, ja lidt dame gik der vel i den…

På tredjedagen var vi igen meget tidligt oppe, denne gang så vi solopgangen over Kings Canyon, hvorefter vi gik op og rundt om den, det var imponerende at stå så højt oppe og kigge ned, naturen så vild og forunderlig ud, for hvert lille hjørne man bevæger sig rundt, er det noget nyt…

Det var en tur på i alt 5 timer

O m aftenen overnattede vi igen i en ny Cattle Glen Helen, som også var et ok sted, her var der igen mulighed for et deeejligt varmt bad. Man føler sig nemlig meget hurtigt beskidt, når man kører og går rundt ude i bushen en hel dag. Alt det tørre støvede, røde jord er bare alle vegne på en, når man kommer hjem.

På fjerdedagen var det atter tidligt op, hvor vi så solopgang over Mac Donalds bjergkæden, og bagefter igen ud på en lang tur. Senere da vi lavede burger over åben ild til middag, fik begivenheden en burger på Mac Donalds lige pludselig en helt anden betydning!!!! På denne tur var vi også i en kløft, hvor vi fik lov at male med maling, som aboriginerne gjorde i gamle dage.

På 5. og sidste dagen var vi igen i en kløft, som var meget smuk at vandre igennem, og for de seje var der mulighed for at klatre op af en næsten lodret klippevæg, jeg gik selvfølgelig ikke af vejen, når Allan skulle op, ja, så skulle jeg i hvert fald også, det gik også fint med at komme op. ,en det værste var da jeg skulle ned igen, og nærmest måtte kure på r…. hele vejen ned, da jeg så blev lidt af en kylling, ved pludseligt at erfare, hvor langt der var ned.

Det som ellers var lidt af en prøvelse, var at både Allan og jeg vi reddet os en grum forkølelse allerede på anden dagen, vores kroppe kunne ikke rigtig lide de store temperaturændringer fra næsten 30 grader om dagen, og ned til frysepunktet om aftenen/natte. Så er primitivt lejrliv ikke altid det fedeste, når man snotter, og kroppen er helt energiforladt.. Men men men, de store begivenheder hele turen igennem gjorde jo alting til en kæmpe oplevelse, so vil være et evigt stort minde..

At komme til Alice Springs om aftenen på 5. dagen føltes på dette tidspunkt også meget overvældende. Alle de mennesker og bylivet, det havde vi jo ikke set i lang tid.

Søndag videre til næste stop på turen, Sidney, hvor vi befinder os nu…
Det er tirsdag aften, ferien er faktisk først lige begyndt. Vores plan for i morgen er at tager ned og nyde solen ved Operahus og måske tage en færge ud til en af de små øer…

Det sidste af vores uge i Sidney var rigtig vellykket, vi gik rund og sugede storby stemningen til os, nød det gode vejr, fik set Operahuset, Harbour Bridge, og var en tur i Taroonga Zoo, som virkelig var en stor oplevelse. Parken er bygget op på en halvø, og var så flot og naturægte, herhjemme er det hele jo lidt kunstigt lavet og ligger inde midt i en by, hvilket kan virke ligt forkert, når det er vilde dyr man kigger på. Dyrene var flotte og velplejede, og man kunne se (eller vi syntes i hvert fald at fornemme) de havde det rigtig godt, og det betyder jo meget..

Den sidste dag flottede vi os og gik en tur ned i lystbådehavnen, hvor kun de finde med de store yachter kommer… og selvfølgelig skal man have et specielt ID og helst være VIP for at spise i deres restaurant med den flotteste udsigt. Hvordan det så kunne lade sig gøre for Allan og jeg, at komme der ind, det er svært at sige, men det må helt sikkert være pga. vort ekstremt gode udseende??
Det var en god oplevelse for meget lang tid.

De sidste 15 dage skal vi på en grupperejse, en Reef- og Rainforest tur, som foregår fra Sidney til Cairns. En gruppe på 28 andre ”unge” mennesker. Det vil sige at alle er i alderen fra 18 til 30, undtagen to damer på 60 år. Hvordan de har formået at snige sig med, er ikke til at sige, men friskt er det i hvert fald. Indtil videre har vi lavet stop i 4 byer, Byron Bay, Surfers Paradise, Fraiser Island og Capricorn Caves, og det har virkeligt været begivenhedsrigt. Byron Bay og Surfers Paradise er begge højsæde for surfere og hele deres livsstil, det var virkeligt fedt at opleve. I Byron Bay tog både Allan og jeg et kursus i at surfe, det var sjovt, men også svært. Der var mange ”r..ture”, blå mærker og skrabede knæ, for at få den lækre oplevelse af suset i at stå oprejst på brættet i 10 sek…..Nu var det jo nok mest mig, der var det ømme syn med de blå mærker osv. Da Allan faktisk var ret god til det.

I Surfers Paradise lejede vi selv surfboard og ville selv prøve kunsten som pro surfere, men nej, et tre timers kursus var desværre ikke nok at blive pro. Men sjovt var det..

Fraiser Island er verdens største sand ø, og bestemt et besøg værd. Desværre kunne vi ikke surfe i bølgerne på stranden selvom, de var perfekte dertil på grunds af hajer over hele kysten, men vi gik blandt andet nogle lange ture, både å stranden og i regnskoven. En helt anden verden at træde ind i med lyde og dufte og kæmpe træer overalt.

Capricorn Caves var som navnet antyder et sted med huler, men hverken Allan eller jeg har den store lyst til at klatre rundt i huler, så vi nød bare aftenen foran bålet. Desuden ja, så er det jo helt vildt at sidde og spise mor genmad, mens der hopper 15 kænguruer rundt om en, alle så tamme, at de kommer hen og snuser til én, når man rækker hånden frem.

Derudover har vi været i Glen Village wild life park, hvor jeg selvfølgelig bare måtte holde en af de små søde koalabjørne i mine arme, en helt fantastisk oplevelse, som bare varede for kort..

Nu er vi på vej til Whitsunday Island, det bliver et dages paradis med sol og afslapning, det glæder vi os meget til. Vi har taget en masse billeder herfra, det skal blive spændende at vise dem frem, når vi kommer hjem.

Whitsunday Island er virkeligt et paradis af en ø. En sådan drømme ø, som mange har set i tv og på film utallige gange, og med garanti har drømt sig ud på, blev nu en virkelighed for os.

En sandstrand med det fineste klare vand, solstole under palmerne lang stranden, ren afslapning under solens stråler, kun afbrudt at en forfriskende dukkert i vandet eller en tur i kajak.

Da vi ankom til øen lørdag aften var der faktisk tre brudepar, som var ved at blive viet, og når man ser et smukt brudepar gå hånd i hånd ned af en næsten øde strand med solnedgangen i baggrunde, kan man lade være med at tænke…..
Resten af gruppen mente helt bestemt også, at Allan og jeg sagtens kunne nå at få klaret den ceremoni, inden vi tog fra øen, og de indvilgede sjovt nok alle sammen i gerne at ville være gæster, hvis tilfældet skulle opstå…

Vi har været på en halvdags ridetur i regnskoven, hvilket var en stor oplevelse for både Allan og jeg. Aldrig har vi begge oplevet at kunne ride i et sådant terræn før, ind i mellem gik det næsten lodret op, for i det næste øjeblik at gå lodret ned. Hestene gik på trapper, vadede over hele væltede træer og lignende som om det var det eneste de var sat i verden for… og så den natur og udsigt, det sætter store minde i sjælen.

Sidste stop og ende destination hed Cairns og nu går turen herfra og hjemover.

Mange hilsner
Allan og Lotte
Kilde/ forfatter: Lotte, Dato: 1/1-2005
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Nøglen ligger bag uret – om pirater i virkeligheden.


Af Elsebet Reschefski – sømandskone siden 1977.

En livline manifesterer sig generelt som et solidt tov, en god ven i nøden eller som en bæredygtig redningsvest eller båd men inden for søfarten kan livlinen også være en information om:
” At nøglen til pengeskabet ligger bag uret”.

Vi har hygget os i messen, spillet Risk og mange er nu gået til køjs. Min mand, skipper og jeg drikker den sidste cola og kaffe mens vi lægger an til at tørne ind.
Skippers sidste bemærkning er:”Nøglen til pengeskabet ligger bag uret! ”.

”Hvorfor siger du det?”, spørger jeg enfoldigt og lidt vågent. ” Ja, i tilfælde af at vi får uvelkomne gæster” forklarer han. ” Uvelkomne gæster?”, spørger jeg igen naivt og mere vågent. ” Ja pirater!”, replicerer skipper med et roligt smil.
Jeg bliver nu særdeles vågen og fornemmer en ubarmhjertig alvor:” Er der nu risiko for at vore børn bliver forældreløse?” udbryder jeg umiddelbart.

Min mand og skipper forklarer mig roligt, at her i Malaccastrædet er der stor risiko for pirater så skibet har etableret dobbeltvagt, aktive vandkanoner under hele gennemfarten af strædet og i tilfælde af pirater om bord har alle ordrer til at udlevere alt af værdi samt nøglen til pengeskabet.
” Hvem er de?”, ”Hvordan kommer de ombord?” , og” Hvad gør de?”, er mine bekymrede spørgsmål.

Piraterne er lokale folk som kender farvandet som deres egen bukselomme. De sejler i små hurtige både, er eminente og hurtige til at entre et skib. De slår især til om natten, hvor de er bevæbnet med knive og andre former for våben. Det er altid uvist hvad de foretager sig ombord men heldigt hvis de vælger at sætte mandskabet i redningsbåde før de drager af med skibet. Men udsigten til at blive dræbt og føde for hajerne er også meget nærliggende.

Jeg ser nu klart en modsætning mellem min forventning til en behagelig rejse med flotte horisonter og at mit liv nu er i fare. Det er ikke nogen særlig ferieagtig tanke.

Mange skibe med mandskab forsvinder jævnligt ved pirateri og det gælder mange steder i verden ikke blot i Malaccastrædet.

Skipper og min mand ignorerer ikke faremomentet men redegør roligt og professionelt for de konkrete foranstaltninger som der rutinemæssigt etableres i farvande med risiko for pirater.

” Men virker det?” – spørger jeg noget desperat.

Hvis piraterne beslutter sig til at entre skibet kan de til enhver tid gøre det, er det svar jeg får.

Næste dag kan jeg på broen læse en nyindkommen fax som beskriver at et mellemstort skib er forsvundet med mandskab og alt.
Piraterne er tydeligvis meget aktive og udgør en omfattende og kontinuerlig risiko for veluddannede og kompetente søfolk, som hver især gør sit bedste for at udføre et kvalitetsarbejde i den danske flåde.
Kilde/ forfatter: Elsebeth Reschefski, Dato: 1/9-2004
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Glædestårer i Barcelona.


I maj måned var vi to sømandskoner og 1 sømand, som tog til Barcelona i 5 dage, for at opleve denne smukke europæiske storby. Kun få dage før afrejsen turde jeg meddele de andre rejsedeltagere om, at vi var af sted, når det royale bryllup skulle finde sted i Danmark. Det fik jeg ikke mange roser for, men rejselysten var alligevel det der trak mest. Vi havde valgt at bo på hotel i en lille by, Taragona, som lå 100 km syd for Barcelona og der var TV på værelserne, havde vi fundet ud af. Så vi mente nok, at vi skulle få et glimt af Frederik og Mary i de spanske nyhedsudsendelser. Efter at have travet lidt rundt i Taragona den 1. dag, tog vi 2. dagen toget ind til Barcelona. Vi havde besluttet at tage med de der turistbusser, som kører rundt til byens seværdigheder, og hvor man kan stå af og på efter for godt befindende. En god og afslappet måde at finde og udvælge de seværdigheder man vil besøge. Og der er rigtig mange i Barcelona, så vi havde også prioriteret hvilke vi ville se på dette vort første besøg. Vi kørte forbi det olympiske stadion, som stadig virker imponerende, samtidig med at man fra dette bjerg havde den smukkeste udsigt over Barcelona. Dernæst Ramblaen, som vi selvfølgelig skulle slentre på. Vi startede hvor Columbus står på sin søjle og skuer ud over havet, for dernæst at bevæge os ind på denne spændende gade. Her ligger cafeer side om side. Overalt optræder gademusikanter, dansere og menneskelige eventyrfigurer. Senere i gaden afløses cafeerne af små salgsboder, hvor man kan købe næsten alt, lige fra eksotiske blomster til kanariefugle og andre kæledyr. Vel igennem Ramblaen stod vi atter på bussen. Vi kørte nu rundt i de forskellige kvarterer, hvor den berømte arkitekt Gaudi havde opført sine forunderlige bygningsværker. Selvfølgelig hoppede vi af ved hans katedral, som endnu efter 200 år stadig er under opbygning. Imponerende! Som afslutning på denne dags besøg var vi på fodboldstadionet for Barcelonas hjemmehold. Også ret imponerende. Godt trætte fandt vi det rigtige tog til Taragona. Det var et regionaltog, som holdt ved mange stationer. D.v.s. på et tidspunkt blev det altså holdende. Folk begyndte at gå ud på perronen. Ingen vidste rigtig, hvad der var i færde. Ingen kom med informationer. Vi var en del turister som begyndte at blive lidt urolige, men de lokale spaniolere tog det med ophøjet sindsro. Snart så vi nogle hjelmklædte folk, som kiggede under toget. Uha, Uha tænkte vi, er der bombetrusler? Det var jo ikke mere end få uger siden, at der havde været bombeattentater i Madrid. Vi mente at vore bange anelser blev bekræftet, da der stod ”BOMBEROS” på mændenes uniformer. Vi fik stadig ingen informationer, men en spansk pige fortalte os, at vi blot skulle tage det næste tog, som ville køre til næste by, og der ville vi kunne komme med et tog til Taragona. Vi fulgte strømmen og endte også i vor lille by, med et par timers forsinkelse. Vi åbnede spændt for TV’et, for at få nyheder om den der bombetrussel, men det var slet ikke omtalt! Da jeg så slog op i min spanskordbog fandt jeg ud af, at bomberos bare betyder brandmand! Men hvad der i grunden var i vejen med toget, fandt vi aldrig ud af. På dagen for det royale bryllup befandt min mand og jeg os atter i Barcelona. Tredjemanden havde ønsket at blive hjemme, for evt. at se bryllup i fjernsynet. Der var en del seværdigheder, vi manglede at kigge på, så vi tog bussen endnu engang. Som jeg sad der i bussen mellem turister fra mange forskellige lande, fik jeg en SMS på mobilen. Det var fra tredjemanden, som glad fortalte, at hele optakten til brylluppet blev vist på spansk TV. Uha, det lettede lidt på min samvittighed. Jeg havde ikke mere end lige fået lagt mobilen i tasken, da der igen indløb en SMS. Denne gang fra vores datter hjemme i Danmark, som skrev at Frederik stod ved alteret og græd! Jeg fik ved denne lille besked, selv tårer i øjnene og jeg kiggede mig omkring, for at kunne berette dette til hele bussen. Men hvilken amerikaner, englænder eller franskmand ville mon være interesseret i det? Men dejligt var det at få denne lille besked! Snart var dagen gået, og Barcelona skal helt sikkert besøges igen. I øvrigt kan også den lille havneby Taragona anbefales. Den har en helt vidunderlig, levende gammel bydel.
Vel tilbage i Danmark kunne jeg sætte mig i sofaen og nyde videooptagelsen af Frederiks og Marys bryllup.
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 1/9-2004
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Sådan kan en påske også forme sig….


Sømanden her i huset skulle påmønstre sit skib i Hvide Sande dagen før påskedag, og derfra skulle de til Aalborg. Både sønnen og jeg havde fri, så det var nærliggende at vi sejlede med fra Hvide Sande til Aalborg. Jeg tænkte straks på søsyge-forebyggelse, da især jeg, meget let bliver søsyg. Beslutningen blev truffet sent, ganske som beskeden om nøjagtig påmønstrings dato var sent ude (så er alt som det plejer at være!), så det var blot 2 dage før afrejse. Jeg har været søsyg et utal af gange, og har dermed afprøvet alle mulige søsyge tabletter, gamle og nye råd m.m. Min bedste erfaring har jeg med ingefær tabletter. Det modvirker søsyge, og bedst af alt har det ingen bivirkninger, sådan som de traditionelle søsyge tabletter har det. Jeg bliver i hvert fald så uendelig sløv, sover meget og går blot rundt i en døs som er meget længe om at fortage sig. Men der er bare det med ingefær, at kroppen skal være mættet med det, ellers virker det ikke, eller i værste fald gør det søsygen værre. Med held fik jeg skærtorsdag, ad omveje, fat i nogle ingefær tabletter. Det skulle lige være tids nok til at mætte kroppen.
Bilen måtte vi lade være hjemme, så med adskillige forskellige tog og busser kom vi endelig til Hvide Sande. Det forekom mig at være meget langt væk fra alting, men flot og betagende var det. Og det berygtede Arriva fik vi også lejlighed til at prøve. Vi følte os lidt som i en dilligence i deres noget anderledes og aldrende tog. Men sæderne i de gamle toge er mere behagelige end i DSB´s nye tog. Her kan man sidde blødt og følge togets raslende og gyngende bevægelser.
Klokken 6 påskedags morgen var alle mand oppe, for da lagde vi fra kaj. Flot udsejling i den gryende morgenstund. Dejligt at være ombord, jeg elsker det, at være i min mands daglige omgivelser, fornemme miljøet osv. Også vores søn nyder det.
En time efter afsejling er idyllen væk som dug for solen. Jeg må konstatere at søsygen atter har overmandet mig! Jeg ligger på mine knæ den næste halvanden times tid og ofrer mig. Og da er det, at jeg virkelig fortryder at jeg tog ingefær, for det var det jeg mente med, at det nærmest kan ”forværre” søsygen. For der er ikke noget der river så meget i halsen og er så kvalmende som ingefær, når det kommer retur!…. Jeg må konstatere at 2 døgns mætning med ingefær alligevel ikke var nok. Eller også tog jeg for lidt. For vores søn, som almindeligvis er lige så let et offer, klarer sig igennem ved at lægge sig en times tid. Heldigt for ham. Da jeg endelig er færdig med at ofre mig, sover jeg et par timer, og har det lidt bedre, men er endnu ikke helt frisk. Jeg synes jeg bliver påvirket psykisk, er ikke helt mig selv, og humøret er ikke noget at prale af. Det ville ikke overraske mig, hvis der er forekommet selvmord på den konto. Og da jeg kommer til at tænke på min familie, som jeg ved hygger sig hjemme med påskefrokost, tager selvmedlidenheden ikke ende!
Og så er der lige det faktum, at der ikke er nogen kok ombord! Der var afløsning af kok i Hvide Sande, men den nye kok kommer først ombord i Aalborg. Ingen har sagt det højt, men det ligger i luften, at jeg laver mad. Men da søsygen er på sit værste, kan de falde om af sult om det skulle være, jeg viser mig ikke i kabyssen! Da jeg har sovet, kan jeg alligevel ikke være mig selv bekendt, andet end gå i kabyssen og se, hvad man kan finde og sætte på bordet. Måltiderne bliver noget forskudt den dag! Og så var jeg endda heldig at vi gik gennem Limfjorden. Jeg tør slet ikke tænke på, at vi skulle have været nord om Skagen. Så det er nok meget godt, at jeg ikke blev sømand. Til gengæld er turen gennem Limfjorden et lille plaster på såret, for det er en smuk og interessant tur.
Om aftenen da vi var kommet ombord, havde jeg, klog af erfaring, valgt at lave en lille påskefrokost, mens vi lå sikkert fortøjret ved kajen! Det særlige ved denne lille påskefrokost, var, at alle blev sat til at knalde æg! Kun min mand og søn kendte denne skik, så der var mange overraskede blikke. Man tager nogle farvede kogte æg med skal, og knalder æg mod æg med hinanden. Det gælder om at få ens eget æg til at holde ”stand” længst muligt. Det er en ret sjov skik, og det sjove her, var især at se de overraskede blikke, og at se store stærke søfolk få det barnlige frem i sig.
Kilde/ forfatter: Birgit, Dato: 1/5-2004
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Fuldbefaren sømandsfamilie.


Sidste sommer havde jeg og mine unger, Jesper på 9 år og Annie på 6 år, den fornøjelse at besøge far på hans gode skib Lica Mærsk.

Dette vil kun være en ferie beretning om livet ombord set i øjenhøjde af familien. Jeg har ikke nogen dybsindige betragtninger i forbindelse med sømandslivet, vi har nok været gift for længe (kobberbryllup næste år) til at jeg kan svømme hen i hjerte som rimer på smerte og dybsindige betragtninger mht. at jeg så vældig godt kan lide mit liv som enepige kontra gift kone, dem kender sømandskoner allerede og det vil jeg ikke her komme ind på.

Ungerne og jeg rejste til Holland uden de store oplevelser, dog vil jeg straks korrigere dette til at jeg slet ikke er vant til at rejse, så bare det at rejse til Holland er sørme spændende. Ungerne var stor hjælp og følte sig meget voksne når vi sådan skulle finde rundt i Kastrup. Til alle jyder skal hermed lyder en melding, at ”de der sjællændere” er faktisk meget hjælpsomme når de mødes med et ”øh, daw, hvordan finder jeg…”

Da Lica Mærsk først var i havn midt nat fik vi en overnatning på hotel, hvor vi først var fremme til midnat, og alle mødre, meld mig ikke til børneværnet, men efter den lange rejse trængte jeg skrækkeligt til en lille kold fadøl, så ungerne blev slæbt ned i hotellets bar og installeret med hver deres cola og mor nød sin øl! Der var for øvrigt legerum!

Vel ombord på skibet næste dag blev vi installeret og der er fine forhold for en 1. mester, både opholdsstue som blev ungernes soverum og soveværelse som mor og far indtog, dejligt at gense ægtemanden! ;-)

Vores dage gik med lektier for Jesper vedkommende, maks. en time hver dag, der var jo både pc’ere ombord og mange spil som han slet ikke kendte, playstation, jeg gentager den tidligere sætning! videofilm og mennesker. Sidst nød især vores datter stor glæder af, hvad enten de var mørkere i huden end dem hun til daglig snakker med, og dermed faktisk ikke forstod et ord af hende uendelige talestrøm eller de var danskere og så velopdragne at de smilende nikkede med i hendes langstrakte betragtninger om dette eller hint, jo, hun er sin mors datter! Motionsrummet besøgte vi også, i hvert fald mere end faderen, hvis man skal tro på vægten! og spillede bordtennis, cyklede og løb på løbebånd, alt er at foretrække frem for 2 kåde unger der drøner op og ned af trapperne i apteringen.

Vi var også med på båd og brand øvelse og selvom det er dejligt betryggende at iføre sig redningsvest, klatre (i stille sø, dagslys og ingen panik) ombord i en rimelig komfortabel redningsbåd, så har jeg dog ingen trang til at prøve de i virkeligheden. Da vi havde forladt føromtalte redningsbåd og sikret os at der var nødblus, et eller andet mad agtigt noget, vand og at motoren også kunne starte, gik vi over til at redde skibet. Vi sprøjtede tonsvis af vand ud over agterstævnen (det er det bagerste af skibet!) og mændene slæbte kilometer af vandslanger fra et sted til et andet, men det var vældig underholdende, hvad man dog ikke gør for en sømandsfamilie og deres morskab ;-)

Flere at mændene tog branddragter på, kæmpestore, død varme og vildt tunge, og klatrede af stejle trapper ned i maskinen, som er et virkeligt varmt sted at opholde sig, selv uden brand (nu var det jo også for at øve sig), for at slæbe en stor sæk sand!! op på dækket, det vakte virkelig begejstring.

Vi havde senere på turen også fornøjelsen af at se føromtalte redningsbåd sejle rundt om skibet, men da den fjerde gang lagde til siden af skibet uden at kunne få fat i trosserne for at blive halet tilbage ombord, blev det dog lidt kedeligt. Det skulle efter min mands udsagn være ret skægt at sejle rundt med sådan en.

Vi var også i land, nogle steder med større oplevelser end andre, men lige et godt råd med på vejen: Skulle nogle damer være udsat for at der ingen gangvej er, så man bliver tilbudt at klatre over rækværket og ned på en interimistisk stige som holdes af en slags forvokset palle løfter, så lad være, tak nej og se om ikke næste havn er mere civiliseret! I vil ikke tro hvor besværligt det er at komme over sådan et gelænder med nederdel og en anelse hæle og som min mand så romantisk udtrykte det:

”Se Anita, kranen arbejder slet ikke, det er nok fordi han er ved at dø af grin over dig som skal ned af stigen!!”

Ungerne klarede det selvfølgelig legende let, det gør de jo altid!

Da vi skulle hjem afmønstrede vi i Alcaciras og tog ud til Gibraltar klippen, det var rigtig sjovt at se natur, by og det engelske islæt derude. Især det med at bilerne holder tilbage når flyene lander og letter vakte stor jubel hos sønnen, datteren var mere til de der nuttede aber, som jeg helt ærlig var lidt bekymrede for, de så en anelse sygdomsbefængte ud og den ene holdt Annie i nederdelen, mens hun fodrede den, det var hun vældig betaget af, mens mine tanke nok mest drejede sig om utøj og den slags!

Jeg pointerede flere gange for livet i mit lys alle de guldsmede forretninger der var på de kanter, men besynderligt er det (at jeg da ikke lærer det?) som mænd udvikler høretab ved ordet ”guld” der var ellers et righoldigt udvalg.

Hjemturen gik fint, på nær vi blev forsinkede, så vi måtte overnatte i Kastrup, men Hilton hotel er et fint alternativ til Hørning, så det var en vældig oplevelse at sove der. Jeg overvejede ganske alvorligt at holde mig vågen, helst i badeværelset som havde højttalere installeret!! jamen hvilken luksus. Det var dog dejligt at komme hjem og vi tog jo sømanden med os, så det var starten på hans ferie og afslutningen på min. Dog regner vi med at holde den fælles i år og når vi får en sådan oplevelse på søen, så gør det ikke så meget at manden arbejder imens.

Sluttelig en offentlig tak til Mærsk for at vi måtte få den oplevelse, det var spændende at se mandens arbejdsplads og hans kollegaer som alle tog larmen, snakken og løberiet fra ungerne med ophøjet ro og egentlig så ud til at synes det var hyggeligt, folk er nu så velopdragne!
Kilde/ forfatter: Anita Graugaard, Dato: 1/4-2004
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Ferie på M/T Anette Theresa


Som sømandskæreste følte jeg i sommer, efterhånden en stor nysgerrighed omkring, hvad der foregår på et skib. Jeg besluttede mig for, at forlade den faste landjord og gå ind i rollen som ”medsejlende hustru” for 14 dage. Jeg havde meget bevist valgt sommerperioden til min første udmønstring, da jeg ikke havde en fornemmelse for mine søstærke/svage sider.

Skibet som min kærste Kim sejler på, er et tankskib som færdes mest i Nordeuropa. Jeg glædede mig ufatteligt meget til at påmønstre, og havde en masse forhåbninger om, at komme til nogle interessante byer. Kufferten blev pakket efter en landkrabbes nøje overvejelser om, hvad man skal bruge ombord på et skib i 14 dage. Da jeg satte kufferten på vægten vejede den....30 kg! Da jeg ikke vidste, hvorfra og hvordan jeg skulle rejse hjem, blev jeg nødt til at laste om tre gange, før jeg selv kunne bære kufferten og den ikke ville være en trussel mod Europas flytrafik.

Jeg påmønstrede forventningsfuld i Grenå, da der kun var få timer til forventet afgang. Første tur skulle gå nord om Skagen med kurs mod Rotterdam. I Grenå gik tiden og der opstod forskellige komplikationer med skibets tekniske dele. En af disse komplikationer var desværre så omfattende, at vi blev nødt til at ligge i Grenå havn til dagen efter. Min utålmodighed efter at komme til søs steg i takt med at timerne gik. Til middag var vi endelig klar til afgang. Da vi sejlede ud af havnen, stod jeg på broen og nød udsigten, endelig var vi på vej mod Rotterdam! Jeg nød turen i fulde drag, og det gik hurtigt op for mig, at det var en fantastisk måde at holde ferie på. Det fantastiske gik dog lidt i sig selv da vi nåede ud i Nordsøen. Skibet var i ballast og vinden var efter min mening lige frisk nok. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det ikke blæste meget, men efter 1½ døgn til søs måtte jeg overgive mig til ”køjen” og søsygepillerne.

Da vi nåede til indsejlingen mod Rotterdam, gik der et par timer, inden vi kunne få lods. Vi lå for anker på en af de store ankerpladser udenfor indsejlingen og ventede. Det var facinerende at ligge der. Man kunne se land, boreplatforme og andre skibe, vandet var stille og solen skinnede på en besynderlig uklar måde. Efter et par timer fik vi lodsen ombord og sejlede ind mod Rotterdam.

I Rotterdam kom sømandspræsten Søren Fahnøe Jørgensen på visit. Tidligere har jeg ikke tænkt over, hvor meget sømandskirkerne rundt i hele verden betyder for søfolk, men det fik jeg hurtigt en fornemmelse af. Besøget ombord er et friskt pust, efter dage eller uger på havet. Udover at få de seneste nyheder fra aviserne som sømandspræsten medbringer, er den sociale kontakt også et vigtigt element. Jeg og en matros kørte sammen med Søren ind til Rotterdam, hvor vi fik en rundtur i byen.

Fra Rotterdam gik turen til London (Plurfleet) og derefter tilbage til Rotterdam. Mit første indtryk af Rotterdam var godt, så jeg tøvede ikke med at tage ind til byen, da vi anløb havnen igen. Denne gang tog Kim og jeg til gudstjenste i Den Danske Sømandskirke. Det var hyggeligt at besøge et lille stykke af Danmark i Rotterdam. Personalet i sømandskirken var meget venlige og imødekomne, og jeg er sikker på, at de får mange som er langt hjemmefra til at føle sig tættere på hjemmet.

Fra Rotterdam sejlede vi til Hamburg. Da vi om aftenen ankom til Hamburg kom sømandspræsten Henrik Fossing ud på skibet og hilste på. Jeg skulle ind til byen dagen efter, og vi aftalte, at jeg kunne komme forbi kirken. Igen blev jeg mødt af et lille stykke Danmark med en stor venlighed og gæstfrihed. Jeg snakkede med Henrik Fossings kone Bodil Fossing, som gav forslag til en rundtur i Hamburg, hvor jeg fik set mest muligt på den tid jeg havde til rådighed, inden jeg skulle være tilbage på skibet. Jeg blev meget facineret af Hamburg som både rummer grønne arealer, kanaler, store pladser samt gode shoppingmuligheder.

Fra Hamburg sejlede vi til Danmark, hvor vi anløb Assens og Nakskov, hvorefter min sejltur endte. Jeg er meget glad for at have været med, og har nu fået et godt indblik i, hvordan Kims hverdag på skibet forløber. Jeg glæder mig allerede nu til næste gang, jeg skal med ud at sejle, da det er meget afstressende. Det eneste jeg i de 14 dage foretog mig, var lidt rengøring samt tøjvask. Derudover gik tiden med at læse bøger, se videofilm og nyde udsigten når vi sejlede. Fordelen ved at sejle med var også, at der var 14 dage mindre til Kim kom hjem igen.
Kilde/ forfatter: Birgitte Bendixen, Dato: 1/1-2004
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Sø-kok


Fredag d. 16.8.2002 kl. 10.50 var der afgang med Marstalsfærgen, flere af familien og vennerne var ned og vinke farvel. Vi skulle påmønstre en coaster i USA. Herligt – en drøm var ved at blive realiseret.

Jeg er skolelære, og har været det i mange år, bl.a. på Grønland og mange år på Ærø. Vi havde snakket om det flere gange, det med at tage på langfart med en af byens coastere. Nu havde vi taget beslutningen, idet min mand Erik også skulle af sted. Marstal Søfartsmuseum, som han er leder af, havde fået en bevilling til dokumentation af danske søfolk om bord i danske skibe, det tynder ud i dem, især dæksbesætningen, så det skulle være her og nu. For mit vedkommende var jeg ved at løbe træt i tonsvis af møder og andet udenomssnak i forbindelse med lærergerningen, som jeg ellers er rigtig glad for, og stor appetit på rejser har jeg altid haft, så her var en mulighed.

Et års orlov blev bevilliget, og en kokketjans om bord på et af familierederiet E.B. Kromanns skibe blev en mulighed. Jeg kan godt finde ud af at lave mad, og Erik og jeg har været ud at sejle for kortere perioder for år tilbage. Kabystjansen havde jeg prøvet, selvom det var i nærfarten og ombord på et skib med færre folk. Men hvo intet vover, ser ikke verden …

Køjesækken var pakket og rejsen var påbegyndt. Vi skulle ombord på reden ved Annapolis. Dagen efter, den 17., blev vi sat om bord fra en shorebåd. Skibet hedder ”Anne Boye”, den er bygget i 1985 i Søby og har normalt en besætning på 8 mand, selvom den er godkendt til 5 mand.

Skibet tog sig godt ud, velholdt, lå den der i solen på reden og tog imod os. Besætningen var selvfølgelig noget interesseret i at finde ud af, hvad vi var for nogle, og omvendt. De havde været længe ud, de fleste af dem og her lå de og ventede på kajplads inde i Baltimore, hvor en fuld ladning på 2300 tons råsukker skulle losses. Sukkerlasten var kommet om bord en måned tidligere i Rosario, Argentina. ” Anne Boye” ligger ofte på lange rejser i fort world wide. Besætningen viste sig straks at være behagelige danske søfolk, hele vejen igennem, vi kom fluks på bølgelængde og min kokkegerning påbegyndtes straks under begyndervejledning af den hidtidige kok, der mønstrede om dækket. Vi var nu i alt 9 munde, der skulle mættes flere gange dagligt.

Søfolk lever godt i danske skibe, ud over de øvrige måltider og kaffeafbræk er der dagligt en to-retters menu om middagen , der skal holdes klar over to omgange i forbindelse med vagtskifte. Vi havde meget fint argentinsk oksekød og ikke så meget andet inden for den branche til at starte med, så det krævede noget fantasi, en kogebog og en kødhakkemaskine til at lave interessante varianter.

Jeg knoklede på, 10 timer hver dag, i begyndelsen. Men det lykkedes, folkene udtrykte deres tilfredshed og en påkrævet udskiftning af klæder til et større nummer var det synlige bevis på at kabysmenuen faldt heldigt ud. Skipperen var af den nyere tids observans, der havde lagt enevoldskonge princippet overbord, og tingene og arbejdet glad let og fornøjeligt. Efter udlosning i Baltimore, gik vi sydover fragtsøgende, snart kom der besked hjemmefra om at vi skulle til Havanna for at laste tobak til Cadiz , Spanien. Havanna skulle vise sig at være et pragtfuld sted med dejlige mennesker, det var det for øvrigt stort set overalt, hvor vi kom på udmønstringen. Folk er generelt flinke, når man kommer med en imødekommende holdning og ikke går kramagtigt krumbøjet rundt af angst for andre og udstråler overmennesketendenser. Efter et par gode ophold i de nævnte havne, anløb vi Shoreham, Sydengland for at laste stykgods til Port Stanley, Falkland. En lang tur på 29 døgn til øerne ned ved Kap Horn, en sejlads skibet havde været på næsten 50 gange før. Vi fik proviant hjemme fra Danmark i tonsvis, så nu var kabysmulighederne mere fleksible.

De 29 døgn gik hurtigt, også for en kok, der var ene kvinde om bord. En fin ækvator dåb og andre anledninger til festlighed, var med til at gøre weekenderne hyggelige. Havet, albatrosser, delfiner og hvaler var kilde til daglig adspredelse og fornøjelse, især når vi sad på ”Anne Boye” sladrebænk på agterdækket efter udskejning, tid til langt ud på aftenen. Den sydlige himmelhvælving med stjernetegnet Sydkorset var også en stor oplevelse.

Falklandsøerne, som vi havde glædet os til at opleve, snød os ikke, her var fine naturoplevelser og behagelige folk. Sejlads ind i Magellan Strædet til den chilenske by Ponta Arenas var også en stor oplevelse. Forskellige sydamerikanske havne med mulighed for proviantsupplement af lokale frugter og snak med lokale folk gav kolorit på turen. Men tiden gik, en dag, eller rettere en nat, måtte vi fra borde ved Balboa i Panama-kanalen. Det var med et vist vemod vi tog afsked med ”Anne Boye” og nogle af de folk, vi havde tilbragt sølivet sammen med. Vi havde lastet i Tampico, Mexico og skibet stævnede nu med Australien, som dæks folkene Jan og Jens skulle opleve for første gang.

Kim, nyuddannet styrmand fra Marstal Navigationsskole, skulle ud og gense Australien, og det var faktisk ham, der via konen Lotte skaffede søhesteforbindelserne …………. Tak for turen og go´ tur videre.
Kilde/ forfatter: Inge-Lise Kromann, Dato: 16/8-2002
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Med far på havet (3)


Vi bringer her sidste uddrag af Lisannes dagbog (uredigeret), da hun som 9-årig i 1986 var med sin far (Gunner), mor (Lena) og lillebror (David) om bord på Elsam Jylland, turen går nu fra Ærø og til Puerto Boliva, Colombia og retur:
Til juletid 1986 tog Lisanne, mor og David med Elsam Jylland på familiesejlads til Puerto Bolivar i Colombia og det kom der følgende lille dagbog ud af:

23-12: Far påmønstrede Elsam sammen med mor, Lisanne og David for at sejle til Puerto Bolivar.
23-12 - Lisannes dagbog:
I dag blev David og mig vækket klokken 06. vi skulle skynde os op så vi kunne nå færgen klokken kvarter i 08. Da vi kom til langeland kunne vi nesten ikke være i mazdaen for bare julegaver. Mens vi var på vej til aabenraa så vi steder vor der var sne og steder vor der ikke var sne. Da vi var kommet til aabenraa så så vi en kok gå med en konservesdåse på vej til hotel hvide hus. Ps vi havde juletræ oppe på tagbagagebæreren fra juletræsskoven i rise.
24-12: I dag sejlede vi fra aabenraa klokken 10. Om eftermiddagen fik vi gaver fra ØK og sømandsmissionen. jeg fik et pippi langstrømpe spil og et flot billede til min væg.
Om aftenen var vi alle sammen nede at spise gåsesteg. da vi var færdige med at spise dansede vi om juletræ og fik gaver af david fik jeg en barbi dukke af keld og rikke fik jeg en strikketrøje og andersand kogebog. af mormor fik jeg et puzzelspil og et set tøj til my little pony. af faster fik jeg to polo t-shirt og et sæt tøj til barbi. af farmor og farfar fik jeg en barbi knallert. af erna og hansserik fik jeg et par cobobukser. af far og mor fik jeg et barbi kontor.
25-12: Tidligt om morgenen satte vi lodsen af ved skagen og så begyndte skibet at rulle så jeg blev lidt søsyg og måtte ofre til kong neptun.
De voksne spiste julefrokost men Marie Louise og mig hyggede os sammen i sengen fordi vi var søsyge.
Senere blev vi friske og legede igen før jeg blev søsyge så vi film og Marie Louise, david og mig sov på 3.mesterkammert om natten.
Før jeg blev søsyg så vi film: far til fire og ulveungerne.
26-12: Lisanne skriver til ØK som havde givet de medsejlende børn julegaver, formidlet af hovmesteren:
Kære ØK
Jeg vil gerne sige mange tak for julegaverne til min lillebrod David (5 år) og til mig selv. Vi blev meget glade og forbavsede da vi fik dem.
David fik et flot Playmobil bil og jeg fik et Pippi Langstrømpe spil som vi bruger meget.
Jeg har før været med far ude til jul i et andet rederi og da fik vi ikke gaver.
Godt nytår til alle på kontoret.
Hilsen Lisanne ( 10 år )
26-12: Om formiddagen passerede vi et skib som ligger ude i nordsøen og brænder al hollands gift af. Så kan giftrøgen falde ned oven på alle skibene og synke ned i havet til fiskene. det er noget værre forureningssvineri.
sener på dagen passerede vi et sted hvor der var mange boretårne som borer efter nordsøolie.
27-12: Klokken tre om natten passerede vi dover og kom så ind i den engelske kanal. Der er der meget skibstrafik men da vi vågnede var vi kommet et godt stykke forbi det snævre område.
Om aftenen begyndte elsam jylland at rulle godt så vi fik nogle ordentlig svingture.
28-12: Nu er vi kommet ud i biscayen og så er der svær sø.
Vores juletræ væltede hele tiden så vi har taget pynten af og ofret juletræet til havguden med bøn om fint vejr.
Så må vi håbe at vi kan nå til columbia på et juletræ.
Nu kan det så flyde rundt på verdenshavene efter at have stået og hygget sig i rise juletræsskov på ærø.
Så kan delefinerne jo også komme til at danse om juletræ.
29-12: I dag var det davids fødselsdag og han fik mange gaver. Både dem vi havde med hjemmefra også nogne fra dem her om bord.
Jeg fik da også et par ting. En susibog, barbietøj og trusser til mig selv.
Nu er det allerede milder i vejret men vi ruller hele tiden så for en sikkerheds skuld ofrede vi juletræet fra salonen også til havguderne.
Hovmesteren havde lavet flødeskumslagkage til david med 5 lys i.
30-12: Far har lavet mit puselspil. det var alt for svært for mig. der var 500 brikker.
Nu skal det limes op på en træplade til at hænge på min væg der hjemme. Vandværket er gået i stukker så vi skal spare på vandet til maskinfolkene har lavet vandværket igen.
Så i dag var vi fri for at komme i bad i dag.
31-12: Til nytårsaften skulle børnene klædes ud. David var en tiger. Isabella frihedsgudinde. Marie Louise var ole lukøje og jeg var en kaninpige. robert ville ikke klædes ud.
Mens vi spiste farseret kalkun om aftenen passerede vi tæt forbi en af ørne i asorerne der hedder sao miguel.
Asorerne er nogle bjertoppe der stikker op af havet midt ude i atlanten.
Klokken 24 truttede vi mange gange i tudehornene op skålede godt nytår oppe på broen hvor alle var forsamlet. Så er 1986 forbi.
LISANNE 1987
01-01:
Da vi havde truttet færdig til midnat gik vi til køjs.
Mange af de voksne var lidt trætte næste morgen. Men så var der nytårsfrokost og så livede de op igen.
I aftes ringet vi forasten hjem til faster og sagde godt nytår.
De fortalte at min fætter har fået en søn for et par dage siden.
02-01: I dag havde jeg pludselig en løs tand. så gik jeg hele dagen og rokkede med den til jeg til sidst fik den hevet ud helt af mig selv. det var mariannes skuld fordi hun gav mig en lakrids. Der var ellers flere der godt ville hive den ud.
I dag ville de andre ikke lege med mig så jeg var noget sur. derfor kan jeg heller ikke finde på mere at skrive.
03-01: Nu er vi alle godt trætte af at rulle hele tiden. Det tager kun 11 sekunder for at rulle fra side til side og tilbage igen. Så vi får en ordentlig tur hver gang når vi bor øverst oppe i skibet. Om aftenen fra 6 til 7 når isabellas far er på vagt leger vi gemme oppe på broen. der er mange gode steder når der er helt mørkt.
04--01: I dag var vi ude at svømme i pølen for første gang. Vi syntes at vandet lidt koldt men det var dog 23 grader og det bliver det i hvert fald arldrig hjemme på ærø.- Inden vi kommer hjem skal vi huske at svømme 200 meter til svømmekonkurrencen hvor alle danmarks skibe deltager. I 1986 blev vi nummer 2 i danmark og jeg var med til det.
Hurra – hurra. nu ruller vi meget mindre.
05-01: Jeg begyndte med at læse lektier klokken seks før de andre 2 var stået op.
Det var helt rart at komme i gang igen nor klokken er 6 her om bord. i dag er den 11 hjemme så de får fri fra skole næsten før jeg begynder min, men til gengæld sover jeg godt når de trasker i skole derhjemme i mørke og kulde. Ja og når de slås med sne og bygger snemænd så ligger jeg og hygger mig i pølen. Vandet er 25 grader i dag så vi fik lokket mor med også far har ikke tid. han bygger sæbekassebil.
06-01: Nu er det endelig blevet fint vejr så vi kan solbade og opholde os uden for hele tiden. jeg var ude at svømme flere gange og fik da også lokket far med ud i dag.
Vi fik en prøvetur i sæbekassebilen i dag men den er noget svær at styre så vi falder af i svingene. der er heller ikke noget sæde endnu.
07-01: Nu blæser det igen men vandet er fint så vi var ude at svømme flere gange. Jeg svømmede 336 meter men det var godt nok med svømmeærmer på. Nu gælder det om at få svømmet en masse uden de dumme svømmeærmer som gnaver. I dag har jeg arbejdet meget i messerne med at dække bord. Det kan jeg godt lide. Hver dag hjælper jeg også med at rydde af i hvert fald det service vi selv har brugt.
08-01: Det er hårdt at være prøvekører på sæbekassebilen. I dag drejede jeg for hårdt så jeg faldt af og skrammede knæet. Klokken 7 om aftenen passerede vi en lille øde ø med et fyrtårn på. Den hedder sombreo island og ligger midt i en af indsejlingerne til det carabibiske hav. Vi havde en meget flot solnedgang som vi styrede lige mod. lige da solen forsvant i havet gav den et flot grønt blink. Det kaldes the green flash.
09-01: Om natten passerede vi st.Croix som er en ø danmark har ejet førhen. Vi havde vi slaver til at dyrke marker med sukkerrør. Nu er øen solgt til usa. Det var helt stille for en gangs skyld så vi sejlede på en sølvtalerken. Far var oppe at kigge men vi sov. Nu er det om at blive færdig med lektierne i en fart så vi kan komme i pølen. Vandet er 28 grader. Nu kører sæbekassebilen fint.
10-01: Vi ringede hjem til faster i dag. De har det godt men der er masser af sne og frost. Ha Ha Ha Ha Har. Nogen steder er der 25 graders frost. Om efter midagen kastede vi anker ud for puerto bolivar i columbia. Vi kunne ikke komme til kaj fordi det blæste for meget øv øv og atter øv.
11-01: Ankom Puerto Bolivar. Tidligt om morgenen kom vi så til kaj. Det er en ny havn kun til kulskibe. Der er en mægtig stor lastemaskine på kajen der kan sprøjte kul ned i lasten og ellers kun ørken og baraker til arbejderne og så selvfølgelig kul. Vi har fået breve hjemme fra så vi har også travlt med at skrive breve.
12-01: (fars kalender): Lena og børnene var i land og ude at køre en lille tur ( under militæreskorte ). Det er ellers forbudt at komme i land i Puerto Bolivar.
12-01: i dag klokken halv 11 skulle mødre og børn ud at køre i ørkenen en tur. Vi kørte i en lille bus og bagefter os kørte en jeep med to soldater med geværer for at passe på os. Da vi var kommet ud af gaten var der kun ørken og kaktusser og indianerhuse rundt om kring. Det siges at de ikke kan lide at bo mange på et sted. Vi så mange kaktuser vi fik to små. Vi fik også en masse konkylier og sneglehuse. Da vi kom hjem svete jeg så meget at det eneste jeg ville var i bad.
13-01: Afgik Puerto Bolivar. Om aftenen sejlede vi igen med kurs mod danmark hvor det i dag har sneet meget efter hvad vi har hørt i søfartspressen. Det var jo ikke meget vi så af colombia men vi var da heldige at komme i land. Det er nemlig forbudt for andre om bord end os børn og mødre.
14-01: Da vi vågnede
var vi ude at sejle igen. Vi sejlede i aftes efter at vi var kommet i seng. Hele dagen spulede matroserne skibet for at vaske alt kulstøvet af. Om efter midagen var svømmepølen heldigvis spulet ren så vi også kunne få ørkenstøvet og kulstøvet af. Nu går det mod danmark hurra for det.
15-01: Om aftenen kunne vi tydeligt se st.croix da vi passerede. Først langt borte i skumringen og senere tætter på med en masse lys. Havde det nu været for 150 år siden skulle vi nok have været derinde og laste rom og sukker til vestindisk kompani. Mens vi kiggede derind steg fuldmånen op over atlanterhavet forude. Det så flot ud.
VITTIGHED
Ole til læren. Ved du hvorfor månen er fuld i aften. Læren nej. Ole.Der er fordi den er til fest i dag.
16-01: I dag er det roberts fødselsdag og så fik vi lagkage. Om formidagen var der båd og brandmanøvre. Medens vi fyrede pulverslukker af så der kom en støvsky kom der et fly fra us-coast guard for at kigge på os og også se hvad der foregik. De skulle nok også se om vi forurenede med olie men det gør vi ikke på elsam jylland for di vi har filtre til at rense hvad vi pumper ud i havet og alle olierester og slam brænder vi på en kedel.
17-01: I går var der grillfest. Men da det blæste en del holdt vi den inden for. Vi fik god mad og bag efter legede vi gæt og grimasser. Jeg skulle lave bro bro brille men det var jeg nu ikke meget for. Så legede vi det for os selv oppe på kammeret før vi gik i seng. Vi har heldigvis husket at få grønne is med på rejsen som vi nyder i disse dage hvor det er varmt. Når far råber HELADOS i gangene kommer alle børn susende.
18-01: Dejligt vejr så næsten hele besætningen var ude på dækket og nyde det. Vi kørte meget i sæbekassebil og var også i vandet. Nu falder tempraturen også i dag er det kun 25 grader. Vi ringede hjem til faster. Alle isbryderne sejler nu så det kan være de skal hjælpe os når vi kommer til danmark. Der var for resten skydning i går men det var jeg ikke god til. Jeg ramte skiven 2 gange og havde 6 forbiere. De andre piger ramte slet ikke.
19-01:Nu bliver det koldere. De andre børn var i pølen men jeg skulle ikke nyde noget. David var også lige kun i så suste han op igen. Vandet var 22 grader. Der var for resten 4 store hvaler i går men vi opdagede dem først da vi havde passeret dem. Så så vi kun blåsten når de trak vejret men det var også store dampskyer de sente op.
Jeg så også en god film om heste. Den hed manden fra snov river.
20-01: Vi har flere forskellige konkurrencer i gang i skibsklubben. Nu er det Dart, yatzy, ludo, bordtenneis og bob. Jeg er med i ludo og bob. De fleste kampe taber jeg til voksne men i dag vandt jeg over 1 mester i bob. I morgen skal vi vist have dårligt vejr.
21-01: I nat begyndte stormen. Det kan nok være at vi har store bølger i dag. Heldigvis er vi ikke søsyge. Skolen er lukket i dag på grund af vejret.
Alle døre ud til det fri luft er lukket med store ståldøre. Og ingen må gå ud men ellers klarer elsam jylland sig fint når de store bølger falder ned på hende.
22-01: Stormen forsatte det meste af dagen men til aften løjede den lidt af.
Så kommer den vist i morgen igen lige i forenden. Vi var til banko om aftenen. David vandt først et sæt sengelinned som han blev meget glad for så han gik med det samme op for at rede seng. Jeg vandt en lille regnemaskine som også er en lille computer med bogstaver.
23-01: Nu er der store bølger skal jeg love for. Lige i snuden så hele for skibet en gang imellem er under vand. Vi ligger underdrejet i dag. Vi leger godt nok alligevel og jeg fik da også lavet lidt lektier. Far har bundet to lænestole sammen til en seng til david. Jeg sover på sofaen og mor ligger klemt ned bag den rigtige seng på dørken. Så sover vi fint når vi ligger fast.
24-01: Hver morgen ligger der et hemmeligt budskab til mig fra far på min lille computer. Det er kun os der kan læse det fordi der code på. For det meste er det noget med at lave lektier.
Ellers har vi rigtig storm med mægtige bølger og vindstyrke 10 men vores gode skib klarer sig fint.
25-01: Ringede hjem. Noget af isen er forsvundet men der kommer mere siger faster. Vi skal altid ringe skiftetale og hele verden kan lytte med hvad vi siger så vi kan ikke fortælle nogen hemmelighedder.
Det blæser knap så meget mere men der kommer vist mere storm i morgen. Hver dag stiller vi klokken frem med ½ time. Så vi er noget søvnige om morgnen.
26-01: Hurra.Hurra. Ungkok hanne har meget af jul på slottet på video. Nu skal vi rigtigt til at gense det. Ja når vi er færdige med dagens lektier selvfølgelig. Jeg tror nu nok at jeg når at få lavet det som jeg skal før jeg skal i skole igen. Nu er vi foreløbig 2 dage forsinket på grund af stormen.
27-01: Nu blæser det godt. Men det er heller ikke stormvejr mere og det gør ikke noget. Ungkoken hanne havde mere julekalender på video. Om eftermiddagen legede vi med barbie. Nu kan vi høre danmark på lang bølge.
28-01: Var nede i kabyssen og arbejede lidt i dag.
David og mig lavede rasp. Ellers stormer det stadivæk så vi aldrig kan komme udenfor og få lidt luft.
Vi nærmer os lands end men for os er det nu lands start.
29-01: Nu ser vi andre skibe. Hele vejen over atlanten har vi kunnet se et par enkelte skibe langt væk men her i kanalen er der mange skibe hele tiden.
Nu løjer stormen også efterhåneden af når vi kommer i læ af england.
30-01: Tidligt om morgenen sejlede vi igennem strædet ved dover. Så nu er vi i Nordsøen og vi har frostvejr men ellers det flotteste vejr på hele rejsen med havblink og skufri flot blå himmel.
Nu kan vi ringe hjem over blå vand radio som er billigere end lyngby så vi ringede til farmor og farfar.
31-01: Nordsøen er helt rolig. Det er helt mærkeligt når vi har rullet så meget på hele rejsen.
Det er nu frostvejr så der kommer is på skibet når de vasker vinduer oppe på broen f.eks,
01-02: Klokken 2 om natten nåde vi skagen hvor vi tog 2 loser om bord.
Straks efter begynte vi at sejle i is men det var ikke så slemt som vi havde troet.
Elsam Jylland kunne i hvert fald sagtens klare at sejle igennem isen alene.
02-02: Så kom vi til danmark igen. Tidligt om morgnen gik vi til i endsted. Så er den rejse forbi.
Om tre dage når kullene er losset ud sejler elsam jylland igen til colombia og varmen medens vi må blive hjemme i kulden.
03-02: Ib Hansen fra elsam har fortalt os at elsam jylland eller elsam fyn i 88 eller 89 skal bruges til at lave børnenes u-landskalender ligesom sidste jul hvor det var jul på slottet. Så skal det vel hede jul på skibet.
04-02: Vi skulle have været hjem i dag men losningen af skibet er blevet forsinket bliver vi her en dag mere.
Så kunne vi også komme til at se alle dem der blev vacineret. Det er jo meget skægt at kigge på når man ikke selv skal stikkes.
De andre børn rejser hjem i dag. Øv.
05-02: Mor, Lisanne og David afmønstrede efter en tur til Puerto Bolivar.
I dag tog vi hjem men ikke helt hjem. V i tog over til mormor. Og der fik vi dyre steg fordi at mormor havde fødselsdag. Og det var en meget god dyre steg.
Kilde/ forfatter: Lisanne, Dato: 5/2-1987
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Med far på havet (2) - Lisannes dagbog (denne gang uredigeret)


Vi bringer her endnu et uddrag af Lisannes dagbog (denne gang uredigeret), da hun som 9-årig i 1986 var med sin far (Gunner), mor (Lena) og lillebror (David) om bord på Elsam Jylland, turen går nu tilbage til Danmark fra Richards Bay i Sydafrika.

05-04: Idag viste far os redningsbåden. om eftermidagen var der skydekonkorance. det er der hver lørdag. jeg prøvede også men uden held. det gelder om at få 39 point jeg fik 34 point.
06-04: når vi stiller klokke vågner vi tidligt så kan vi komme ud på bakken længe før morgenmaden.
07-04: i dag har jeg været i polen og jeg har svømmet 322 meter. så var jeg også lidt træt. om aftenen spillede far og mig bordtennis.
08-04: om aftenen var der binko med flotte præmier øv øv jeg vant ikke noget men mor vant et skrivesæt og lilian tog alle hovedgevinster som var en sodastrem og en kaffemaskine.
09-04: i dag lerte jeg at svømme regtigt for første gang uden at bruge svømme-ærmer det er svært men det er også sjovt. jeg kan ikke lade vær med at grine så jeg for vand både i øjnene og i næse og mun og det er så salt at det ikke er til. jo det er godt nogt at svømme i.
10-04: i dag var det den varmeste dag på turen og det tør jeg væde på for der var 50 grader i solen så mig og lilian lå nede på båd og svømmebassindekket og slikkede solskin og vi gik i bassinet når vi blev rigtigt våd af sved klokken tre kom far og mor og david også i bassinet. så leget vi med min og davids badebolt og vindunk og almindelig dunk.
11-04: i dag kom vi over ækvator så er vi på den nordlige halkugle igen så kommer nordstjerne igen over horisonten. det er godt der er air-conditioning på kammerne ellers var der alt for varmt.
kaptajnen prøvede at bilde david ind at han skulle klippe ækvatorsnoren over.
12-04: i dag skulle vi have grilfest igen. ligesom på nedturen. men da vi er ved at gore klar opdager vi at vi ikke har noget grilkul og vi som kommer nede fra Richards-bay med 132000 tons kul i lasten og så må vi stege bøfferne i kabyssen og så sagde vi at det var en pølsevogn for der var også pølser.
13-04: hver morgen spiser vi morgenmad fra 8-830 og vi kan få mælk te kaffe og vi kan få kornflaks og havregryn med sukker og det er sunt. og vi kan få skrammelæg og tørnet og speglæg og bløkogt og vi kan få fransbrød og rugbrød og fire slags marmalade og honing og vi har også ringet til faster de har det godt allesammen.
14-04: øv øv og tre gange øv. vi kan ikke komme i bacinet mere. det er blevet for kolt. det er kun 25 grader idag så det er alt alt for kolt.
15-04: tidligt om morgnen stoppede elsam julland op for at far kunne se om der er noget i stykker men det er der heldigvis ikke. vi har fået at vide at vi både skal til aabenraa og til århus.
16-04: vi har fået at vide at vi skal sejle ind til le havre red hvor en båd skal hente en stor maskindel som skal til københavn til reparation.
17-04: i dag stod jeg op klokken 5 for at se sol op gangen det er meget flot og himlen havede også mangen flotte farver. så gik jeg ind og lagede mig på sofaen og sov lidt så skulle vi op på broen og se delefinshov det var skægt. vi ringede til farmor og farfar.
18-04: om natten passerede vi de canariske øer så dem så vi ikke nu er det snart lenge siden at vi har set land nu blæser det godt igen så vi kommer ikke så hurtigt fram mere.
19-04: i dag var det verners fødselsdag og klokken 10 var der øl og gammeldansk. klokken kvart i 1 skulle vi ned at spise. der var god mad og mig og david fik vidt-øl lit maden. vi havde regnvejr ha ha og atter ha til verner.
20-04: i dag kom vi til portugal så er vi kommet så langt. vi kommer nermer og nermer det kære danmark. for hver dag. de flyver af sted. for tiden.
21-04: i dag kom vi ind i biscayen. så ved vi at vi er på rette vej heldigvis for så kan vi snart komme hjem igen. hurra.
22-04: nu kan vi begynde at høre danmarks radio på langbølge om aftenen. det er bedst når solen er gået ned. men det er nu mest knas-knas. heldigvis får vi hver dag en avis som telegrafisten får via telex-maskinen der står nu ikke meget for børn. og der er ingen tegneseier.
23-04: i dag så vi land for første gang i 24 dage. det var usant hvor der står et meget stort fyrtårn som leder skibene ind i den engelske kanal. nu er der også hele tiden skibe at kigge på for vi sejler alle sammen i højre side af kanalen og i samme ret ning ligesom på landvejen.
24-04: tidligt om morgenen gik vi ind til le havre red for at sætte en stor maskindel i land til repation der kom en lille båd ud og hentede delen som vejede 1½ tons. det så meget farligt ud og den var vist også lige ved at falde i vandet fordi ham på båden ikke havde forstand på at sejle den. nå men det godt og vi sejlede snart videre. nu bliver det spændende at se om maskindelen ligger på kajen i ensted når vi kommer dertil.
vi ringede også hjem til faster og børge. alle har det godt.
25-04: i går så anders en lystbåd der røg meget. og en mand stod og vinkede med et rødt flag. han var i havsnød. så kalte kaptajnen på kystvagten i dover og de sente først et skib til hjælp og bagefter en helikopter. vi kunne ikke hjælpe da der var for lidt vand til elsam jylland. der var 2 om bord og da de blev reddet var båden næsten sunket. bagefter fik anders tak fra dover.
26-04: i dag kom loserne om bord ved skagen. så nu er vi faktisk i danmark. de havde friske aviser med men desværre ikke anders-and.
( Tjernobyl sprang I luften )
27-04: endelig er vi i danmark igen. vi kom til endsted om aftenen. den der store maskindel var allerede kommet så maskinfolkene arbejde hele natten. medens vi andre nød at være kommet igen.
28-04: så fik vi endelig rigtig mælk igen. i stedet for jernko-mælk. vi var i byen og handle lidt. de er så flinke i forretningerne i aabenraa. om aftenen sejlede vi igen der er fart på nu.
29-04: så kom vi til århus. det var svært for der var meget tåget men vi har jo gode radarer så det gik. nu er der mange der skal afmønstre.
30-04: vi var oppe i gågaden i dag med mor. det er nu bedst at gå i forretninger hvor vi kan snakke sproget. nu er der andre born om bord vi kan lege med. og vi kan se børnetime i fjernsynet.
03-05: Mor. Lisanne og David rejste hjem fra Århus.
Kilde/ forfatter: Lisanne, Dato: 3/5-1986
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Traditionen tro. Besøg på Sømadskirken i Gøteborg


Vi husker Torild Wulffgatan, for det er genkendelses glæde, da vi svinger til venstre ad den. En del af gaden omgives af lange træhuse i 2 plan. Afstemte farveskift for hver løbende 6-7 meter indikerer nye ejerforhold. Ungerne spørger fra bagsædet, om det er sådan, svenske rækkehuse ser ud?

Vi husker især nr. 8, skønt det er 2 år siden, vi var her, og da var det tilmed første gang. En hvid funkisagtig bygning i hele 3 plan danner facade mod os. Det er den danske koloni- og sømandskirke.

Tujaen til venstre for trappen er smukt dekoreret med lys, og i vinduerne står de karakteristiske svenske stager i vinkel, og sender hver 7 små lysende velkomster ud til os, der er på vej ind for at fejre, at netop verdens lys blev født julenat.

Nu sidder vi så dér igen på bageste række, og lader blikket skimme Majestæt og Kongelig Højhed, danske flag i forskellige udgaver, standerur og kirkeskibet Lilla Dan. Jeg sender et internt signal til vores yngste datter, der deler fornavn med modelkopien. Hun modtager signalet og smiler.

Her er fuldt hus, for flere stole hentes ind og besættes straks efter. Alt foregår i roligt tempo. Panik ville ikke have undret mig. Jeg ved, at bare 25 min. før gudstjenesten skal begynde, var pastoren på kajen i Älvsborgshamnen i kirkens røde minibus. Oven i købet for anden gang denne eftermiddag for at hente besætning fra dels Tor Dania og dels Tor Britannia. Ja, han tog sig endog tid til at give hånd til hilsen. Det hele er tydeligvis prøvet før. Han ved, at han når det hele. Hvis ikke lige til kl. 1500, så i hvert fald cirka.

Vores ældste datter husker porcelænsfigurerne af Maria og Josef og lille Messias opstillet på et lille rundt bord med stjernen hængende ned fra loftet. Vores søn husker orglet, som er det mindste, han mener at have set. Lilla husker, at hun var her som fireårig. Min navigatør og ægtemand husker den mobile alterskranke, og selv husker jeg karnappen. Sådan har forskelligt fæstnet sig hos os hver især fra vort tidligere besøg.

Da bedeslagene slås, spekulerer jeg på, om de mon slås på en skibsklokke. Det er vel ikke en umulig tanke. Jeg glemmer at checke det, inden vi forlader kirken.

Kirkesalen forekommer lys og venlig, og udsmykningen på væggen til højre for mig fanger mit blik. Et velkendt motiv.
Kilde/ forfatter: Tine Szilas, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Kanalsejlads


En kold februaraften sidste år var sømandskoner og et par sømænd i Odense Lokalafdeling gået en tur ud at spise sammen. Snakken gik om løst og fast i den mexicanske restaurant og da vi nåede til den mexicanske kaffe, var emnet ferieture.

Vi berettede for hinanden om dejlige ture vi havde været på og længslerne i den kolde vinteraften gik hurtig i retning af sol, sommer og oplevelser.

Flere af os kunne huske en artikel i Søhesten om en tur på de engelske kanaler. Det var Ulla her fra byen, som havde skrevet om denne lidt anderledes måde at holde ferie på. Da jeg selv både er fascineret af, men samtidig yderst respektfuld overfor vand, fandt jeg at denne form for sejlads måske lige var noget for mig. Jeg ville jo kunne se land hele tiden!

Nu er Ulla en pige som ikke har langt mellem ord og handling, så allerede næste dag, var hun forbi mit hjem med flere brochurer og prislister fra deres tur i det sydengelske.

Vi drøftede muligheden for, sammen at holde ferie på disse såkaldte “narrowboats”.

Ingen af os havde før holdt ferie med et andet ægtepar i en længere periode. Vi selv havde været i sommerhus med familie. Nogle gange var det gået ganske fint, og andre gange havde vi måttet føle, hvordan forskellighed i levevis kan udarte sig til noget mindre godt. Og specielt var det måske med sømænd, som KAN være nogle rigtige enspændere! Så vi blev enige om, at lave en decideret handleplan, inden vi besluttede os.

Første punkt i planen var at spørge vore mænd, som begge var ude at sejle på dette tidspunkt. Snart indløb mails med beskeden: “Det lyder spændende. Gå bare videre med planen!”

Der blev kigget i kalendere og priskataloger, og vi fandt ud af at rent ferie- og prismæssigt skulle turen foregå midt i april. Jeg havde før været i Liverpool på denne årstid og da var foråret ca. en måned længere fremme end herhjemme. Området vi skulle sejle tyndt var den vestlige del af Wales, så her skulle Golfstrømmen også påvirke temperaturerne. Det mere praktiske med at booke og købe billetter skulle Arne tage sig af, når han snart var hjemme. Han er en ren ørn udi Internettet, så den tjans måtte han gerne have.

En aften så vi Arne og Ullas lysbilleder og en videofilm som de havde købt med hjem fra deres sidste tur. Dette visuelle indtryk vi nu fik af denne ferieform gjorde kun forventningerne større.

På et tidspunkt meldte spørgsmålet sig om, hvordan vi to par skulle finde ud af at være sammen på så lille en plads sådan et skib trods alt har. På tegninger over båden kunne vi se, at der var mulighed for at hvert par kunne få hvert sit soverum. Det var nok noget af det vigtigste, syntes vi. Men jeg personligt havde en anden ting at drøfte og få sat på plads, inden vi tog af sted. Som den eneste af deltagerne er jeg ryger, og selv om jeg synes, at jeg er en rimelig hensynsfuld ryger, var det vigtigt for mig, at vi

havde klare linier på det område. Der var blandt alle fuld forståelse for, at jeg gerne ville have en smøg i ny og næ, - og jeg selv foreslog, at de fleste af mine rygeseancer skulle foregå udendørs, når der var mulighed for det.

Vi fik også aftalt, at vi ville gøre rast om middagen og igen om aftenen, så vi havde mulighed for at besøge nogle af de mange pubs, som ligger langs kanalerne.

Endnu en ting, som er ret vigtig at få debatteret ordentligt igennem, er friheden til at foretage sig handlinger, som man gerne vil være alene om. Altså at man absolut ikke behøver at følges ad alle 4, når båden lå stille.

Med alle disse aftaler og overvejelser på plads, var vi nu parat til at invadere de walisiske waterways.

Udturen foregik med fly til Stansted og derefter med flere forskellige tog tværs over England. I en lille bitte landsby var en af de stationer, hvor man udlejede bådene. Her overtog vi hurtigt vort 30 fods flydende hjem for de næste ti dage. Klokken var 5 om eftermiddagen, så første etape skulle blot være på 1 time og de første sluser skulle passeres. En sådan kanalbåd sejles og navigeres udendørs. Altså bare en rorpind under armen og så af sted.

Her blev jeg udsat for min første prøvelse, idet vejrguderne absolut ikke var med os! I kraftig blæst, sne og hagl fik Ulla og Arne båden startet og manøvreret ind i den første sluse, som lå umiddelbart op ad stationen. Jeg skuttede mig og sendte tankerne til de dage i april, hvor jeg et par år før havde været midt i forårets pragt i Liverpool. Bådudlejeren forsikrede os, at der havde været forår i luften, men at der var lovet vintervejr de næste dage! Jeg kunne dog sende et triumferende blik til min mand - her var det for en gang skyld på plads, at jeg havde pakket kufferter som jeg plejede. Lidt til koldt vejr, lidt til varmt vejr og så lige lidt ekstra, hvis nu ---!

Efter 1 time var vi fremme ved den første pub, hvor vi kastede anker - det vil sige en pløk i kanalbredden - og båden var fortøjet. Det var 4 isklumper der den første aften satte sig til bord i den hyggelige pub, og hjemvendt til båden efter et godt måltid var vi hurtigt i køjerne. Det havde været en lang dag med rejsen fra Odense og hertil.

Næste morgen var det tidligt op og af sted. Mange sluser og vippebroer skulle gennemsejles i løbet af dagen. Ulla havde lagt ruten med målet Lhangollen, som ligger helt nordligt i Wales. I løbet af ganske kort tid havde vi fundet vores “pladser” på båden. Ulla, som jo er uddannet skibsfører, stod for det meste ved rorpinden, Arne og Lars sprang af båden, når der skulle åbnes og lukkes sluser. Og jeg? Nå, ja - det med at springe i land var ikke lige noget, når mit ben ikke var vokset rigtigt sammen efter et tidligere brud - og så var der lige det der med at der skulle hoppes over 1/2 meter vand medens båden var i fart. Det er nemlig sådan, at den helst ikke skulle ligge stille, da den ellers ville blive taget af den modstrøm som blev dannet af det overløbsvand, som løb ved siden af sluserne. Men jeg tog da et par opgaver, som en del af besætningen. Jeg vaskede op efter morgenmaden, sørgede for varm kaffe og te, holdt det værste skidt fra lønningen, og så havde jeg udkigsposten! Sådanne kanaler bugter sig i landskabet, så når man stod ved rorpinden agter, var der ikke altid mulighed for at se om der kom modtrafik, og da slet ikke når der skulle sejles under de hundrede af broer, som var bygget over kanalerne. Så var det min opgave at læne mig godt ud over stævnen og forsøge at få blikket til at gå om hjørner, og var der andre både i farvandet var det om at råbe gevalt, så der kunne slås bak!

Det med at få det til at fungere kræver, syntes jeg, også at man tager del i al arbejdet, så det ikke kun var een, der skulle have den anstrengende tjans ved rorpinden bl.a.. Ulla var da også velvillig til at lade os andre komme til, men der skulle nu ikke mange forsøg til, før jeg måtte give op og fralægge mig den post. Et er søkort at forstå, et andet er skib at føre, det måtte jeg sande. Sådan en lang djævel med en fart på ganske få knob er altså noget langsom og tung i betrækket. Den reagerer slet ikke som man forventer. Skulle båden styres mod højre brink skulle rorpinden til den modsatte side - og det skulle altså gå stærkt, hvis man havde kurs mod brinken og det mudder, som ofte var lejret der. Flere gange hamrede jeg båden ind i brinken, som var det min mening at fortsætte sejladsen på land. Skibet var som en madamme - ret tung i bagen og stædig som de værste af slagsen, og når man så har en professionel skibsfører til at stå og betragte sig og siden hjælpe een ud af suppedasen, ja så tror jeg alle ombord havde forståelse for, at lige den tjans skulle jeg ikke have!! Slukøret kunne jeg indtage min udkigspost, men kunne dog gøre nytte med bådshagen, hvis vi skulle stage os ud af lavt vand eller mudderbanker.

På turen gennem det smukke landskab, som blev mere og mere kuperet efterhånden som vi fik båden sluset op ad, fik vi mange smukke dyr og fugle at se. En sjælden lille væver een var isfuglen. Som et lynende blåt blink fouragerede den langs kanalens bredder.. Grævlinger og vandrotter var også dyr vi jævnligt så, desværre alt for ofte druknede i sluserne. Turens højdepunkt i mere end een forstand var Lhangollenækvadukten. Den førte over en bred dal ganske få miles før man ankommer til byen Lhangollen. Vi nåede dertil en tidlig formmiddag efter om morgenen at have sejlet igennem en over 100 meter lang smal tunnel. Vi stod alle

spændte på dækket og betragtede akvædukten. Den skulle vi sejle på! Kanalen blev simpelthen ført over her! Langsomt og sikkert sejlede Ulla båden ud på akvædukten, mens jeg mod forventning blev grebet af en lammende panik! Jeg plejer normalt ikke at lide af højdeskræk, men jeg havde bemærket, at langs den ene side af kanalen var rækværket kun ganske få centimeter højt. “ Vi kan ikke sejle igennem det!” blev der sagt fra de andre besætningsmedlemmer, da de så min ligblege kulør. Men deres forsikringer hjalp mig nu ikke spor. Med tænderne klaprende sad jeg som fastnaglet til vi var sikkert ovre.

Det næste døgn var forbeholdt Lhangollen. En smuk lille walisisk by, hvor “fødestedet” for mange af de engelske kanaler ligger. Byen er omkranset af høje bakker og igennem den løber Lhangollenfloden. Fra denne flod opsamles et kæmpe reservoir, som giver vand til kanalerne. Byen var særpræget, og vi brugte tiden til indkøb af forskellige souvenirs som i den grad var præget af de mange fårehold i denne del af landet. Til os selv investerede vi i et par uldne huer, som vi til stadighed havde god brug for. Båden blev skuret og skrubbet under Ullas kyndige kommando, inden vi “fik fri” til at gå ud og spise. Om aftenen havde vi overskud til et godt spil Triviel inden vi fulde af oplevelser atter engang lagde os til rette i køjerne.

Lhangollen var turens mål,
så efter et døgn fik vi vendt det gode skib og tilbagesejladsen kunne begynde. Endnu engang skulle den lange og høje ækvadukt passeres. Denne gang mønstrede jeg af og spadserede over med et godt tag i rækværket! Turen tilbage til udgangspunktet gik noget hurtigere end turen op, idet vi nu havde medstrøm. Bro- og slusemestrene var efterhånden ret habile, så efter få dage var vi ved udlejningsstedet. Her var vi blevet enige om par for par at skilles et par dage. Ulla og Arne tog på museumsjagt i London og vi andre tog til Chester. Den ligger som en perle ved floden River Dee, og det kan varmt anbefales at besøge den, hvis man engang er på de kanter. Efter 2 dage mødtes vi par atter på et lille guesthouse lige udenfor Stansted. Vi skulle med flyet hjem næste morgen.

Vi havde haft nogle dejlige ferieoplevelser sammen og vi var stadig venner. Jeg er sikker på at begge parter har “taget hensyn” til at man var sammen med andre, at begge par havde firet lidt på krav og forventninger, men vi var alle fire indstillet på at få noget positivt ud af turen - og på trods af koldt vejr, manglende sejlkundskaber fra “nogles” side og uventet højdeskræk - ja, så er det en af de ferieture jeg vil mindes med megen glæde.
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Datter af en styrmand - og hvad det kan medføre Endnu en erindring fra tiden der var…


Nu, hvor skolebørnenes sommerferie står for døren, mindes jeg en sommerferie, da jeg var 14 år gammel.

Min far sejlede dengang som skibsfører i småskibssejlads, de såkaldte coastere. Det var et lille 499 tonner, der hovedsagligt sejlede på det nære Europa. Fragten kunne være alt, som skulle transporteres fra eet sted til et andet. Måske har det været de varer, der i dag transporteres meget hurtigere med containere på lastvognstog eller med fly, da varer i dag skal være fremme på bestemmelsesstedet næsten før, de er bestilt.

Men også på det tidspunkt har det nok været svært for et lille rederi at skaffe laster til skibene, idet de af og til måtte begive sig fra en havn mod et ubestemt mål, uden last, i forventning om, at noget nok skulle vise sig – og det gjorde det så på et tidspunkt, hvor skipperen så fik sin endelige kurs.

Den sommer, så snart som skolerne lukkede for sommerferie, drog den lille familie af sted med bestemmelsessted: Sommerferie med fars skib. Far havde været hjemme på en af de sjældne ferier og var påmønstret en uge tidligere. Min onkel var også skipper og skulle så afmønstre i Kalmar, hvor vi, min mor, min yngre søster, min lillebror og min 1 år gamle ”efternølersøster” , skulle komme om bord.

På Kalmar station løb vi på min onkel, der var for hjemadgående, alt var OK om bord.

Det var dejligt, at se far igen, stående på broen og vinke til os, da vi nærmede os skibet.

Vi skulle til Uleaborg i Finland, helt oppe i bunden af den Botniske Bugt, og hente en last træ til Frankrig, Le Lec på Bretagnekysten. Derefter skulle vi gå til Fowey på den Sydengelske kyst efter chinaclay til Århus.

På den tid var der mere mandskab om bord, end man har i dag. Jeg tror, der var 12 mand påmønstret. Nogle mennesker glemmer man ret hurtigt, og andre har man med i erindringen med ansigt og personlighed. Som sådan tegner 1. styrmanden fra Bornholm, 1. mester fra Amager og kok/hovmesteren sig tydeligt. De 2 førstnævnte besøgte os senere flere gange i vort hjem i København.

Da skibet var et lille skib, var apteringen også snæver. Min far boede agter, øverst ved broen, men resten af besætningen boede enten forude eller agter under dæk, hvor også messen var placeret. Messen var meget lille, og drengene havde deres egen messe forude. (Vi piger måtte naturligvis ikke komme forude). Pantryet lå i huset midtskibs. Maden blev i al slags vejr bragt fra midtskibs til de to messer. Senere på turen, hvor vi havde fået dækslast, var det noget af et kunststykke, at bringe maden af en interimistisk trappe op på dækslasten, hen over træet og ned igen, for at komme til messen.

Turen op til Finland foregik i dejligt roligt vejr. Men der var optræk til uvejr for kok/hovmesteren, for det viste sig, at han havde ”glemt” at proviantere. Hvordan det kunne gå til, var jeg ikke så involveret i, at jeg kan huske årsagen. Men jeg kan tænke mig, at han havde haft dårligt styr på sin økonomi, og at det midt i et vagtskifte ikke var blevet bemærket, at der ikke var bragt proviant ombord.

Det begyndte med, at der ikke var sukker og så accelererede problemet med at andre fødevarer også slap op. Der var rigeligt af havregryn og cornflakes, men det smager ikke ret godt med sodavand på. I dag kan jeg undre mig over, at der ikke syntes at være optræk til ”myttteri” fra besætningens side. Dog kan jeg mindes, at de var meget hårde ved kok/hovmesteren, fysisk. Nu var det nok ikke alt, som vi børn så eller registrerede, men på et tidspunkt så vi, at kok/hovmesteren blev holdt ud over skibssiden i benene! Han hang der og råbte på nåde. Jeg opfattede det dengang som løjer – men? Værst var mad manglen nok for min 1-årige søster, da også Mariekiksene, som mor havde haft med hjemmefra, slap op.

Straks, da vi var ankommet til Uleaborg gik mor og vi børn i land og handlede ind, det vi nu kunne få på den lille landingsplads. Blandt andet kunne vi til vores store forundring få appelsiner, og jeg husker endnu, at det hed Sinasappel. – Der blev så smurt mad til den sultne besætning, og mor og vi piger gik i gang med at gøre et meget beskidt pantry rent.

I Uleaborg var der meget smukt. Det var midsommer og lyst hele døgnet.

Stedet var landingssted for tømmer, der kom inde fra landet ad en flod. Tæt sammenpresset kom stammerne flydende, og der hoppede mænd rundt på dem med lange stænger, for at adskille dem eller rykke dem den vej, de skulle.

Vi havde en dejlig uge, mens der blev lastet træ i lastrum og op over dækket. Der var en dejlig duft af frisk tømmer.

Redningsbåden blev sat i vandet, og nogle fra besætningen og vi børn sejlede rundt til de små holme og badede i det klare, kolde vand.

Besætningen var nu blevet rystet godt sammen, og der var mange hyggelige stunder både under land og på resten af vores tur, hvor der var sammenkomst på mellemste dæks luge med musikeren på guitar og klarinet. Senere tilkom også redekam og dåse med gule ærter.

Turen ned gennem den Botniske Bugt gik fint, og vi var lige et smut indenfor i Svendborg, hvor der var sørget for, at der kom rigtig proviant ombord. Den aften blev der lavet festmiddag. Jeg husker ikke om kok/hovmesteren blev afmønstret.

Vi gik gennem Kieler kanalen, som var en spændende oplevelse med alle sluserne, ned gennem Den Engelske Kanal, og fik derefter dårligt vejr med meget søgang. Da jeg altid har haft tendens til søsyge, lå jeg i min køje i sygelukaf’et, som lå ved siden af messen. Det skortede ikke på ulækre råd fra de tilstedeværende besætningsmedlemmers side, med hvad man kunne gøre ved den slags dårligheder. Så havde jeg ikke kvalme, så fik bare tanken om fedt flæsk, det til vende sig i maven.

Bretagnerkysten er et betagende syn fra søsiden. Vi sejlede ind til Le Lec ved højvande og havnen var beskyttet ved en sluse. Da vi gik tur langs strandpromenaden kunne vi se, hvor nødvendigt, det var med lukning af havneområdet, idet de små fiskerbåde, som lå udenfor, lå på siden på en stærkt skrånende tør strandbred.

Besætningen og vi fandt hurtigt vores lille stamværtshus ved den lille havn. Vi var med til at besøge den om eftermiddagen, og det var her, jeg for første gang smagte rødvin. Vi kunne vist ikke få sodavand, så der blev skænket en lille sjat rødvin i et glas, og det blev fyldt op med vand – sådan. Vi piger lagde mærke til, at nogle fra besætningen havde et særligt øje til én af pigerne i værtshuset, så det var nok derfor, vi skulle besøge netop det sted. Vi gik mange ture i de bagved liggende højder og ind til den nærliggende by Skt. Brieux. Nogle gange gik vi hjem til skibet efter mørkets frembrud ved Skt. Hans ormenes lys.

Sidste last skulle hentes i Fowey, som er en lille by på Sydenglands kyst. I dag er det vist et kendt turiststed. Vi var der et par dage for at indtage vores last af china clay, som bruges til porcelænsfremstilling. Clay’en blev anbragt i lastrummene med en snegl, og fyldte kun meget lidt i rummet, idet det er et tungt produkt.

Da Sydengland også bliver ramt af tidevandsændringerne lå skibet af og til meget dybt i forhold til kajen, og vi skulle klatre i land ad en stige, der var monteret på bolværket. Det var ret ubehageligt, da det samtidig var regnvejr og det fedtede china clay lå overalt, også på trinnene. Men det var meget hyggeligt at gå i den lille, gamle og romantiske by, som havde lidt Dickens over sig.

Vores sommerferie var ved at være forbi og turen gik nu hjemover mod Århus, hvorfra mor og vi børn skulle rejse hjem til København. Vi skulle i skole igen. Vi havde haft en dejlig, lang tur med vores far.

Den sidste nat om bord, i Kattegat, på vej ind til Århus, kom far og vækkede os. Vi skulle skynde os, at komme op på broen. Der viste naturen os en sidste oplevelse: En tre halet komet. Den fløj hen over himlen, klart og tydeligt.

Så således fik vores tur et af naturens festfyrværkerier som afslutning.

Mange hilsner med ønsket om en rigtig god sommer. Lonnie Jepsen, Fanø.
Kilde/ forfatter: Lonnie Møller Jepsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Rejsebeskrivelse: En tur til Rødehavet.


En dykkerferie til Rødehavet tager sin tid at forberede. Først skal man selv have fri fra arbejdet, og det skal helst være i efterårsferien eller vinterferien, og så kan man jo se, om det kan komme til at passe med mandens ferie. Denne her ferie kom til at passe sammen, så det var bare at klø på.

Turen bestilles hos Diving2000 i Odense, dem har vi altid rejst med. En måneds tid inden afrejse mødes vi, som skal af sted sammen til en briefing. Denne gang er vi 17. Det er altid rart på forhånd at se de mennesker man skal være sammen med de 10 dage. Ved briefingen får vi af vide, hvad der skal foregå på turen, samt de praktiske oplysninger, såsom tog afgang fra Odense, fly tider, hvordan dagene skal foregå på ferien. Der skal skrives blanketter til visa som vi skal have for at komme til Egypten, det er jo der vi skal til. Vi hygger lidt sammen over en øl og lidt snacks mens der bliver vist en intro video, hvor alt jo ser skønt ud, og det kan kun gå for langsomt med at komme af sted, for det rusker og regner udenfor.

Da dagen kommer, hvor vi skal af sted, viser det sig at vi skal rejse med toget samtidig med at Odense har arrangeret H.C.Andersen Maraton i byen, så byen vil blive afspærret fra kl. 8 om morgenen. Hvordan kommer vi så til toget er vores første spørgsmål så. Vi beslutter at tage en taxa så tidlig at der ikke er afspærringer endnu og napper morgenmaden på Froms konditori på banegården.

Alle er samlet til tiden og der fløjtes afgang med toget. Da vi kommer til Kastrup er der kun ventetid ved El Al. Der er ingen som ved præcis hvornår der er check ind, det er nu ikke vores skyld, men El Al oplyser ikke sådan noget på grund af fare for attentater, og der går bevæbnet politi i området, hvor check in skal foregår. Men der bliver åbnet for check in, og hver person bliver udspurgt om mange ting. Det er kun for vores egen skyld alt dette check foregår og det forstår vi godt, men nogen gange føles det lidt dumt når man skal besvare på hvem der har pakket for en, har man haft bagagen ude af sigte siden man pakkede, har man noget med for andre, og så videre, men det viser sig jo, at der ikke kommer noget med, som ikke skal med i deres fly, så det må jo tage den tid det nu tager.

Vi kommer om bord på flyet, og der bliver serveret drinks og mad som er garanteret kosher af den lokale Rabin. Da vi lander i Tel Aviv er der kun lidt ventetid ved paskontrollen, derfra lige om bord i et meget lille fly, hvor vi skal flyve videre til Eilat, hvor vi skal være i 2 dage. Den oprindelig plan var, at vi skulle køre i bus fra Tel Aviv til Eilat, så det gjorde ikke noget, at vi skulle flyve i en meget lille flyver. Vel ankommet til Eilat skulle vi bare vente på de biler som skulle køre os til hotellet, men det går ikke altid som præsten prædiker. De første tog af sted i et par taxaer og vi ventede på at de skulle komme tilbage til os, men tiden blev meget lang, og da der faktisk kun var ca. 800 meter valgte vi at gå, der var jo hjul på vores dykkertasker. Hotellet vi bor på ligger lige op af lufthavnen, men de store maskiner flyver ikke til Eilat mere, så det er ikke meget vi høre til flystøjen. Det er gået hen og blevet lidt sent så lige et hurtigt bad og ud i byen for at få lidt at spise. Det var nu svært at få lidt der hvor vi spiste, portionerne var meget store så Keld og jeg havde luret det og delte en portion sandwich. Efter den lange dag blev det ikke til mere denne aften, vi skulle også være friske til morgendagen, hvor vi skulle have et dyk på Coral Beach ned af kysten mod Egypten.

Uheldigvis havde jeg noget forkølelse så jeg kunne ikke tryk udligne mine øre når vi gik ned, så jeg kom kun ned på 5,4 meter der blev jeg svimmel så jeg måtte gå op til overfladen og svømme ind til land og vente på at de andre kom op fra deres dyk. Sådan kan det gå, jeg håbede bare at det ville går over inden længe, for det er lidt ærgerligt at være på dykkerferie og så må se det hele fra land.

Heldigvis var det ok dagen efter da vi skulle ud og se Moses Rock, som er en stor sten, som er begroet med koraller og fyldt med mange forskellige fisk. Det gik fint med nedstigningen, men lidt problemer på de 5 meter, men så var det bare at holde stille lidt og tryk godt igennem. Fornemmelsen er den samme som når man flyver, tryk på begge sider af næsen og blæse ud gennem næsen, så siger det blob, og der er passage igen. Vi var 13 minutter om at komme over til Moses Rock og det var næsten rekord for strækningen i moderat tempo. På vejen derover kom en kæmpe grøn moræne svømmende over havbunden under os alle sammen, det er ikke så tit vi ser dem uden for deres huler, så det var nyt at se. Da vi lå og svømmede rundt om Moses Rock så vi en Manta ray, som er den rokke der er sort og hvid med de 2 ""skovle"" foran som de kan rulle sammen, det var også første gang jeg har set sådan en. På vej ind igen svømmede vi lang en koral væg som er natur område. Det blev kun til 1 dyk denne dag så resten af dagen gik med lidt frokost og en middagslur. Om aftenen var vi 6, som gik på steak house og fik os en god middag. Vi vidste at der ville gå et stykke tid inden vi fik et vesterlandsk måltid igen. Så skulle der jo kigges lidt på Eilats natteliv, og det er der meget af, men jeg kan godt se at jeg er 20 år for sent af sted. Så det var en slentre tur langs strandpromenaden og nogle drinks ved baren. Men det vilde blev det ikke når man ved at det er op igen kl.7 for at skulle gennem den Israelske og Egyptiske grænse, efterfulgt af 4 timers kørsel i bus gennem de høje bjerge langs Rødehavet inden ankomst til Sharks Bay camp hvor vi skal opholde os de næste 8 dage.

Vi kom nemt til grænsen mellem Israel og Egypten (Sinai) det er kun 6 km. med taxa. Grænseovergangen gik også smertefrit, vi skulle svare på de sædvanlige spørgsmål om våben, hvad vi skulle i landet og sådan er det jo.

Efter en del venten ved den Egyptiske grænse, hvor de kvinder, der var med og havde kjole/shorts på, var ved at føle sig noget utilpasse, da de Egyptiske mænd ikke lægger skjul på at de godt kan lide at se på det der er bart på Kvinder, kom vi af sted i de to minibusser, som var bestilt til os.

Alt bagage blev surret godt fast på taget og det gik derud af. Turen er en meget smuk tur først langs vanden ned mod Taba, derefter svinger man ind i bjergene udenom et militærområde. På den tur kommer vi næsten 2km. op i højden og faktisk på toppen holder vi frokost og spiser vores medbragte sandwich og den lokale beduin sælger cola. Der er endda blevet lavet et lille skur, så kvinderne ikke skal tisse i det fri mere. Men det er stadigvæk et hul i jorden, men trods alt nu lidt mere privat. For mændenes vedkommende er det stadigvæk op på en lang række og så er der fælles tisning.

Videre går det og nu er det ned ned og ned. Til sidst ender vi ved kysten igen, og vi kan nu se lufthavnen i Sharm el Sheik, og så er der kun 10 minutter til vi er fremme.

Vi ankommer til vores lille perle og opdager pludselig den kolossale ro. Ikke kun i omgivelserne, men også i os selv. Nu er vi fremme det er det her vi har rejst for.

Så op og sæt sin kuffert og ned til dykkercentret for nu skal vi i vandet. Alle får pakket sig i dykkerudstyr og kommer i vandet og igen har jeg problemer med at udligne trykket i mit hoved. Det afhjælpes med lidt ro og lige holde mig på den samme dybde lidt tid, så går det ellers ned af til18 meter.

Da jeg kom op var jeg lidt skuffet, for korallerne havde mistet farve. Dette skyldes at vandet er blevet for varm, så kan de ikke yngle og dør. Dette er et fænomen, der foregår i hele verdenen. Det er simpelthen klimaet der ændre sig og det går ud over korallerne, da de ikke kan yngle, når havtemperaturen kommer ret meget over 28 grader.

Aftenen går med at snakke om dykket, pakke ud og spise. I morgen er der atter en dag og der skal vi have 2 dyk, nogle 3 dyk, da der også er natdyk, men det er ikke noget for mig, jeg vil gerne kunne se hvad der foregår rundt om mig og det kan man ikke når det eneste man kan se er det, der lige er i ens lyskegle fra dykkerlygten.

2 dagens dyk foregår igen ud for campen, bare til den anden side. Her dykkede vi ud over en kløft og dem der springer i fladskærm i frit fald må føle det samme som jeg føler når der bare er langt til bunden. Hele tiden skal man se på sin dybdemåler for at holde øje med dybden ellers kan man havne nede på de 50meter der er, uden at opdage det. Vi holdt os på 26 meter, hvorefter vi gik op langs korallvæggen til 10meter og holdt os der mens vi svømmede tilbage til det sted vi var gået i vandet. På dette dyk var der rigtig mange små fisk. Jeg kiggede efter den store Napoleonsfisk vi så da vi var på dette sted for 2½ år siden, men ""han"" dukkede ikke op. Da jeg så den sidste gang blev jeg så forskrækket da jeg ikke havde forestillet mig at en fisk kunne være så stor, og den fulgte hele tiden efter mig selvom jeg knoklede af sted for at komme væk. Det viser sig at det er noget af det mest fredelige der findes, man kan faktisk banke den på dens pandeskjold, som er en stor bule, som er hul indeni.

Det andet dyk denne dag gik til Ras um Sid. Her går man ned af en lang trappe og så står man faktisk på revet. Herfra er der ca. 50 meter hvor man skal gå i 50 cm vand inden væggen kommer. Nogle dykkede ned gennem et hul, andre gik bare ud over skrænten og man er lige ned i det smukkeste man kan forestille sig. Et virvar af farver, koraller og millioner af fisk. Et meget smukt dyk. Det eneste minus ved dette sted er at der er så mange huller i det lange stykke man skal gå på inden væggen kommer og de er fyldt med søpindsvin og det er noget af en bedt at stikke sig på dem. De går lige gennem våddragt og ind i huden. De kan ikke trækkes ud, da der er modhager på,
så de vandre bare rundt i kroppen. Denne gang undgik jeg at få nogle stik, men sidst fik jeg 5 pigge i det højre knæ, da jeg snublede og knæet røg lige ned i sådan en lille satan. Jeg hørte en historie om en pige, som havde sat sig på en, på en anden tur, og den eneste måde de kunne få piggene ud på, var simpelthen at barbere dem af, så af med buksen og frem med numsen, og så en skarp Gillette.

3rd. dagen havde vi også 2 dyk på et sted, som hedder Ras Nas Rani. Det første dyk var ned til 27 meter. Vi svømmede rundt spidsen af et rev for at se de store viftekoraller, som stod derude. Det er det eneste sted vi har set dem, utrolig flotte. Derefter vendte vi om og svømmede hjem af igen på 12 meter, og det var et flot natur dyk uden de store overraskelser. Vi holdt en pause på land i 2 timer, hvor vi indtog vores frokost og masser af vand. Solen stod lige ned, men ikke så det ikke kunne holdes ud. Vi tog jo en lille tur i vandet ind imellem for at køle af. Det andet dyk foregik på en maksimum dybde på 13 meter, men til gænggæld var vi i vandet i 57 minutter. På dykket gik vi gennem forskellige huler og vi så endelig Napoleonsfisk hele 2 stykker. Den anden dejlige overraskelse på dette dyk, var at der kom en stor havskildpadde hen til os, de er simpelthen så skønne og se i vandet.

Aftenen tilbragte vi i den nærmeste storby Narma Bay. Vi gik lidt rundt efterfulgt af et godt måltid mad og en fadøl på Hard Rock Cafe. Godt trætte efter dagens dyk og mad var vi ""hjemme"" og tog os en lille en over tørsten af vores medbragte toldfrie fra København. I morgen er det dykkerfri dag, så vi kan sove længe. Ja sove længe er jo så meget sagt, for vi vågner med jævne mellemrum når Imamen ""råber"" sit budskab til folket.

Den dykkerfri dag havde jeg bestemt mig for at dovne, bare snorkle, ligge og sole og slappe af. De andre dykkerture jeg har været på har jeg skulle op før en vis mand fik sko på for at komme på Kameltur, ø-rundtur så der var ikke meget afslapning, nej denne gang skulle det være anderledes, og det blev det.

Jo jeg fik min hvile/dykkerfri dag. Min mening var jo at snorkle og solbade, men det blev til et døgn i sengen med ondt i maven og fast rutefart til toilettet. Ja, jeg havde redet mig en gang feriemave, og som i ved, kan tykke piger også have tynd mave.

Så jeg var godt veludhvilet da vi skulle af sted på bådtur kl. 0400 næste morgen. Vi havde pakket vores ting aftenen i forvejen og sat det vi ikke skulle have med på båden ind på et fælles rum, hvor vi så skulle opholde os og tage bad når vi kom tilbage fra bådtur 1½ dag senere.

Vi kom om bord og fik sovet lidt igen inden vi var fremme ved det vrag vi skulle dykke på. Vraget Thistlegorm skulle besøges et par gange på denne tur.

Skibet Thistlegorm er et Engelsk bygget skib fra 1940, som sejlede fra England syd om Sydafrika i 1941, hvor det lastede motorcykler, jeeps, gummistøvler og ammunition. Skibet skulle op gennem Suez og aflevere sin last til de Engelske styrker i Nordafrika. Der var 2 skibe af sted og de havde lagt op for natten. De bliver opdaget af tyske bombefly og Thistlegorm bliver bombet, og heldigvis rammer de det rigtige skib, for skibet ved siden af var ikke lastet med noget som kunne bruges, så besætningen fra Thistlegorm blev samlet op af det andet skib.

Thistlegorm blev ramt på agterdækket og sank lige ned på kølen, og det er et perfekt vrag at dykke på. Skibet er omkring 150meter langt.

Da vi ankom til dykkerstedet hopper vores guide i vandet og binder et bundtov fast til vraget, så vi ligger fast. Vi andre dykker så ned langs tovet og starter vores dykning på de 20 meters dybde som stævnen ligger på. Vandet er perfekt, klar sigt, masser af fisk og de er store. Vi svømmer gennem lastrummene og ser på de motorcykler, som stadigvæk står på rækker i lasten, lastbiler står side om side og bunker af gummistøvler ligger der også, hvad de så skulle bruge dem til i kampen i Nordafrika, det er da ikke vand de har mest af der.

Da vi komme ud i den anden ende af vraget, hvor det er blevet ramt, passere vi to bæltekøretøjer, som ligger med bunden i vejret. Vi fortsætter ned om skruen og nu har vi nået maksimum dybden, som her er 32 meter. Vi svømmer op langs siden igen og passere de 2 antiluftskyts kanoner på agterdækket og vi leger lige soldater en stund. På et tidspunkt ligger jeg inde i en stor stime snapper. De står stille uden om mig, og jeg føler jeg er pakket ind i en dyne, utrolig oplevelse.

Ude til vores venstre side står der et lokomotiv 20meter ved siden af skibet, vi er i en helt anden verden. Alt står som da det sank for 60 år siden fantastisk. Vi svømmer tilbage til bundtovet i stævnen og begynder vores opstigning. Vi hænger som perler på en snor og holder sikkerhedsstop ved 6 meter. Vi har været dybt nede under hele dykket og vi skal ""gasse"" af i 5 minutter inden vi tager de sidste 6 meter op i båden.

Vel oppe igen er vi alle helt vilde. Så du den store stime Barracudaer? Så du den kæmpe potato cod der lå på spanderen? Og så videre. Det er altid spændende at være under vandet, men det er også rart at have haft en oplevelse med andre og kan snakke om det vi har set.

Vi fik frokost og var klar til en tur mere ned til vraget. Der vil være noget nyt og se på om jeg så var dernede 50 gange. Nu har jeg været der 6 gange og jeg skal derned igen til efteråret.

Vi sejlede ind i en lille lagune for natten, da det ikke er til at ligge ude ved vraget på grund af vejret, det blæser som reglen kraftigt derude. Vi havde en hyggelig aften med fødselsdag og kage med lys og alle var godt trætte da vi gik i vores kahytter.

Sidste dag på ferien skulle vi lige dykke et morgen dyk på Thistlegorm igen inden morgenmaden. Derefter var det så hjem af til vores camp, hvor vi skulle fordrive tiden til kl. 23 mandag aften.

Tiden gik med snak, spisning og bad. Vi var jo 17, som skulle dele 2 badeværelser, så det var med at holde køen.

Klokken 23 gik vi så i de to minibusser og turen hjemad startede. Turen hjem foregik som jeg beskrev i første afsnit bare omvendt, men uden overnatning i Eilat, det var direkte fra grænsen ved Taba til lufthavnen i Eilat.

Vi var hjemme igen i Odense sent tirsdag eftermiddag, og så var vi klar til at gå tidligt i seng, da det ikke var meget søvn vi havde fået siden vi stod op mandag morgen klokken 7.

Det var en dejlig tur, og når du læser dette har jeg faktisk været af sted igen i uge 8 uden Keld for han nåede ikke hjem. Men vi tager 14 dage på dykkerferie i Belize syd for Mexico midt i Marts, det glæder vi os til.

Jeg håber mine dykkerferie beskrivelser har inspireret nogle af jer til at starte med at dykke. Det er også dejligt at dykke her i Danmark, og har du nogle spørgsmål om det, er du altid velkommen til at kontakte mig. Jeg er inde på hjemmesiden som web-master.
Kilde/ forfatter: Inger Bøttger, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Turen til Maldiverne.


Som mange af jer nok ved dykker jeg i min fritid, sammen med min mand og venner. Vi tager hvert år på mindst en udenlandsrejse for at dykke og laver ikke andet end at dykke. Sidste år var ingen undtagelse, men der kom ingen historie fra mig om den tur vi havde til Belize, et lille land lige syd for Yucata halvøen ved Mexico. Men det var en skøn tur.

Så i år gik turen til Maldiverne (Maldiverne som vi kalder det her) og her mødte vi noget af det ypperste man kan se under vand. Men først lige lidt om turen i det hele taget.

Vi var 16 personer, som tog af sted klokken 6 om morgenen fra Odense med kurs mod England, ja først den ene vej så den anden vej. Efter lidt ventetid i Birmingham gik vi om bord på den flyver, som skulle flyve os til Bahrain med en mellem landing for til sidst at lande i Male på Maldiverne. Vi ankom den næste morgen klokken 8 og var spændte på om vores dykkertasker var med, og jubii alle var med denne gang, så kunne ferien kun blive god, når man nu skulle lave det man har mest lyst til. Efter en dag og nat i Male på hotel sejlede vi ud til det skib som skulle huse os alle 16 i 9 dage. Vi var kun os og den besætning, som skulle holde os med kost og sejle skibet. Alle var i godt humør og tilfredse med forholdene, så kan man jo ikke forlange mere. Efter en time om bord var vi i vandet på vores første dyk, vi skulle lige lave et check ud dyk som vi kalder det, det vil sige at man finder ud af hvor meget bly man skal have på sit bælte for at kunne komme under vandet (29 grader varmt). Det var så dagens eneste dyk, men der skulle komme mange flere.

Hver dag foregik således: op klokken 6 (ja vi er jo på ferie) første dyk startede kl. 7, hvorefter vi var tilbage til morgenmad kl. 0830. Så var der tid til en lille formiddags lur eller lidt sol (det blev ikke til meget, da det var bedst at holde sig i skyggen) så i vandet igen kl. 12, frokost 1330 og så var det tid til eftermiddags lur. I vandet kl. 16 aftensmad kl. 1930, og hvornår vi var i seng, ja der var da ro kl. 22, så folk daffede under dæk mellem 20 og 22, alt den friske luft giver en god og sund træthed. Sådan foregik vores 9 dage om bord. Ind imellem var vi en time inde og se lidt på de lokale øer, som der jo er mange af. Maldiverne består af 1192 øer så der er nok at tage af. Det højeste naturlige punkt ligger 2 meter over havets overflade så man blev ikke forpustet op af bakke.

En af dagene skulle vi se de store djævlerokker, men selv om man tager ud for at se det er der jo ingen der har patent på naturen. Vi fik dem at se, men kun med maske og snorkel, men sikke et syn. Jeg nåede kun at tælle til 14 af det store krabater inden de var væk, men hele stimen kom svømmende hen imod mig med åbne gab for at si vandet for små plankton, det var fantastisk.

Og det ypperste hvad kan det så være for nu havde vi jo set Mantaer og hajer var et dagligt syn, jo en dag på et lidt kedeligt dyk forsvandt solen pludselig mens vi lå og hyggede på omkring 15 meter nede. Jeg kiggede skråt op og ca. 10 meter fra mig kom der en 6 til 8 meter lang HVALHAJ glidende forbi os. Alle stoppede op og fulgte efter denne fantastiske fisk, den største fisk der findes (de kan blive op til 12 meter). Flere fik rørt ved den, inden den forsvandt, men den kom tilbage igen som om den lige skulle se hvad det nu var der foregik og lige sige farvel og forhåbentlig på gensyn. Vi var alle helt vilde og det udtrykkes under vand ved at man jubler med arme og ben, tager regulatoren ud af munden og laver kysse ligende mimik og ellers bare smiler. Puha det var skønt.

Dagen inden vi skulle tilbringe den sidste dag i Male igen, tog vi på et resort, bare lige for at fornemme, hvordan det er lige at slappe helt af, når man er på ferie.

Efter en sidste dag i Male var det hjem igen samme vej som ud, bare omvendt.
Kilde/ forfatter: Inger Bøttger, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Sølvbryllup i Peru Fortsættelse fra Søhesten nr. 6.


(Fortsættelse fra Søhesten nr. 6. 2008)
En anden stor del af amazonindianernes fødekilde kom selvfølgelig fra floden, som er rig på talrige fiskearter – ikke mindst piranha (piratfisk), dorado, kingfish og mange, mange andre. Og de her nævnte fik vi serveret på skibet, enten til frokost eller aftensmad. Og altid med masser af kartofler, grøntsager og ris til. Varer som blev indkøbt i landsbyerne langs floden. Et par gange blev vi udstyret med hjemmelavede fiskestænger, vi skulle på piranhafiskeri, og fra de motoriserede kanoer smed vi krogene ud med råt kød på. I vores kano, var jeg den eneste, som fik noget på krogen. Det var dog ikke en af de frygtede piratfisk, men en tetra, som vi kender fra vore akvarier herhjemme. Den fik lov at komme ud i floden igen. Til vores store ærgrelse hev kanoen lige ved siden af os den ene piratfisk ind efter den anden!
Turen fra Ichitos gik til Santa Rosa, som ligger på grænsen mellem Peru, Columbia og Brasilien. Her havde vi nogle timer i land, så vi var et smut i både Columbia og Brasilien. Her var byerne meget større, med masser af butikker, trafik, støj og larm. Men også en fascinerende kontrast til de små stille landsbyer, vi havde besøgt på flodbredderne. Vi fik handlet lidt souvenirs og fik ringet hjem til familien. Turen gik nu tilbage mod Ichitos, men hele tiden var der nye landsbyer og nye indtryk.
Da vi sammen med guiderne evaluerede turen på Amazonfloden, gav vi udtryk for, at turen havde været ganske fantastisk, selv skibets standard taget i betragtning, men at vi havde forventet at se mange flere dyr! I brochurer og kataloger ser man altid papegøjer, aber og dovendyr hænge i træerne langs flodbredden. Hertil smilte de, og sagde at de jo var der, dyrene, men selvfølgelig længere inde i regnskoven. Og jo vi så og hørte papegøjer og aber, men ikke på tæt hold. Vi blev nu tilbudt at tage med en af guiderne til en dyrehave ved Ichitos. Og da det var den sidste dag inden afrejsen hjemad, tog vi imod tilbuddet.
En amerikansk dame havde anlagt en lille have der i regnskoven, hvor hun ud over en sommerfuglefarm også tog imod dyr, som mennesker på den ene eller den anden måde ikke havde behandlet godt. Her var papegøjer og andre eksotiske fugle, myreslugere, tapire, pantere og ikke mindst mange forskellige aber. Visse af aberne skulle man tage sig i agt for. De var blevet opdrættet som lommetyve, og var eksperter i at gå i turisternes lommer. Mit eget kamera var nær smuttet, men aben respekterede, at jeg råbte op, og den forsvandt til et andet offer. (At mit kamera så siden forsvandt ved et indbrud herhjemme er en anden sag!) Fantastisk var det også at gå rundt i sommerfugelfarmen. Vi så mange forskellige arter fra puppestadiet, til larver og så den flotte færdige sommerfugl.
En god måde at afslutte besøget i Amazonlandet, om end baggrunden for oprettelsen af haven, næsten ikke er til at tænke på.
Tidligt næste morgen fløj vi til Lima. Her havde vi 11 timers ventetid i lufthavnen, suk! Men også den tid gik, og efter mellemlanding i Amsterdam ankom vi til Danmarks februarsure vejr. Godt trætte og mætte af indtryk. Vores huspasser havde sørget for, at der var ingredienser til en frikadelle, og der stod et par kolde øl i køleskabet!
Vi lærte en masse på den tur! Både om andre folkekulturer og ikke mindst om mig selv. Jeg ved nu, at jeg skal betænke mig meget, inden jeg igen ville vælge at tage til et sted, som ligger mere end 4000 m over havet. Tilvænningen til den iltfattige luft er svær og ubehagelig. At rejse rundt i et land på kryds og tværs i 3 uger, gør at man kun har ganske få dage det samme sted. Man lever så at sige i sin kuffert, - og kors, hvor kan den blive rodet! Men jeg har stadig trang og mod til at besøge andre steder på vores dejlige jord, se og være blandt mennesker, som lever på en helt anden måde end jeg selv gør. Det giver sørme stof til eftertanke!
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Skibet holdt ruten


I min tid som landsformand for Sømandskoneforeningen af 1976 skete det med jævne mellemrum, at jeg blev bedt om et interview til en af de danske radiokanaler. Ikke blot i min egenskab af landsformand, men nok mere om det at være sømandskone og at leve sammen med én af søens folk. Det giver jo et ganske anderledes familiebillede, som jeg åbenhjertigt har berettet om på godt og ondt! Nogle af disse udsendelser har jeg hørt, enten fordi de blev båndet og jeg efterfølgende modtog båndet, eller jeg har fået oplyst af intervieweren på hvilket tidspunkt udsendelsen ville gå i luften. Jeg ved fra familie og venner, at nogle af disse udsendelser har været genudsendt. Da det er ved at være nogle år siden, at jeg sidst har deltaget i et sådant interview, blev jeg derfor overrasket, da jeg for nogle uger siden modtog en lille bog samt følgende brev:

Tak for dit indlæg i DRp1 forleden. Som tidligere sømand varmede det mit gamle hjerte at høre en sømandskone fortælle. Det vakte til live mange minder fra mit eget familieliv, og jeg fik lyst til at sende dig en hilsen og forære dig vedlagte bog. Det er nærmest en erindringsbog fra min tid på søen. Måske den sidste historie i bogen vil interessere dig. Bogen er formentlig udsolgt fra forlaget, men kan lånes på bibliotekerne, og jeg har selv nogle eksemplarer liggende. De er nu til nedsat pris. Med venlig hilsen Bjarne Gårdsvoll.

Bogens titel er ” SKIBET HOLDT RUTEN” og kan betragtes som en gren af arbejderlitteraturen. For første gang i motorskibenes tidsalder tager den omstridte genre en tur til søs og lægger hovedvægten på maskinbesætningens arbejde. I de fleste beretninger om søfolk opleves skibets motorrum ellers som en uinteressant, om end nødvendig blindtarm. I samlingens første historier læser vi om en førsterejsedrengs chokagtige møde med det larmende rum, hvor det interne døvesprog er en forudsætning for at kommunikere indbyrdes. I andre historier rystes vi ved beretningerne om en ældre motormands arbejde i tropisk varme, en kølemaskinists død af en mystisk forgiftning og en maskinmesters depression efter en eksplosion i maskinrummet. Men vi får også smagsprøver på styrmandens kvaler ved et rustbefængt skib og det spændte erotiske forhold til skibets eneste kvinde, Og vi får svar på, hvorfor en sømand går i land. De romantiske sider ved sømandslivet vil læseren lede forgæves efter i denne bog. Det er det hårde liv på søen, der fortælles om. Det gør historierne hverken mindre spændende eller mindre værd at læse. (uddrag fra bogens bagside).

Bjarne Gårdsvoll er uddannet maskinmester og sejlede i nitten år. Bogen er udgivet af Forfatterforlaget ATTIKA i 1998.

Jeg har endnu ikke selv haft tid til at læse bogen helt, grundet 17 tons fliser, et sekskantet drivhus o meget mere. Men jeg har skimmet lidt rundt i den, og er ikke i tvivl om, at bogen vil være godt læsestof for alle sømænd og –koner. Rigtig god læsning.
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Hustrusejlads mellem de Kanariske øer - Eller - Når alt hvad der kunne gå galt gik galt.


"Kommer du ikke? Her er sol og varme, og vi ligger kun få timer i søen!"

Sådan havde min sømand spurgt flere gange, når han ringede hjem. Skibet han var ombord på gik i en charter mellem Spanien og mellem de Kanariske Øer.

Det lød jo fristende, men jeg havde ikke mere ferie til gode, vi havde hylende travlt på arbejde fordi vi havde en del sygdom blandt personalet, og så var der lige det der med finanserne! Da han havde spurgt for 117. gang fortalte jeg mine kolleger om det - og de sagde bare: “Tag dog af sted! Vi klarer den!” Feriedagene var brugt, men der var 5 dage på

afspadseringskontoen, så jeg snakkede med rederiet, og kunne tage af sted få dage efter.

Nu er det jo ikke så tit jeg har været på hustrusejlads, men jeg blev forsikret om, at agenten ville hente mig i lufthavnen og indkvartere mig på et hotel, hvor jeg kunne være til næste dag, hvor skibet forventedes at ankomme til Las Palmas. Klokken var 23, da jeg efter landing stod i ankomsthallen og kiggede på de mange mennesker, som med skilte søgte efter

bestemte passagerer. Blot stod der ingen med mit eller skibets navn på! Jeg gik lidt frem og tilbage, satte mig ned og ventede ½ times tid, forsøgte med min danske mobiltelefon at få kontakt til agenten og skibet, men der var ikke hul igennem. Snart var jeg overbevist om, at jeg selv måtte finde på en løsning. Jeg hyrede en taxa, hvor chaufføren absolut ikke kunne et eneste ord på engelsk. Jeg fik dog sagt hotel, uden at udtale H´et som jeg havde hørt, at man ikke gjorde på spansk. Vi susede snart ud af en mørk motorvej, hvor chaufføren grinte og nikkede og blev ved med sit “ Inglish, no comprende”. “ Nu er min sidste time kommet!” tænkte jeg, da han pludselig holdt ind til siden på den mørke og øde motorvej, steg ud og gik om til bagagerummet. “ Han hiver min kuffert ud, røver mig og slår mig ihjel!”, var de tanker som fór igennem mit hoved. Men han skulle blot finde en taske med telefonnumre på hoteller. Midt på natten blev jeg da indlogeret i en hotellejlighed. Det eneste jeg havde at drikke var Gammel Dansk, som jeg havde købt med hjemme fra. Fortrøstningsfuldt gik jeg til ro, og næste morgen forsøgte jeg atter at kontakte agent og skib. Agenten beklagede meget at han ikke havde hentet mig i lufthavnen, men “ something was more importent!” Ja, ja, nu ville jeg altså gerne have kontakt med skibet. Han vidste ikke hvor det var, men ville afhente mig på hotellet over middag. Jeg fandt nu ud af, at jeg befandt mig i en lille ferieby meget langt væk fra Las Palmas, og selvfølgelig blev jeg heller ikke denne gang afhentet af agenten! Mobilen ( som jeg ellers kun havde med til nødsituation ) var i livlig kontakt med rederi og nu endelig også skibet. Jeg hyrede endnu engang en taxa og kørte de mange kilometer til Las Palmas´ containerhavn. Her stod

min mand ved en tankstation og vinkede til mig.

Næste dag sejlede vi mod Tenerife. Denne gang slap jeg heller ikke for søsygens kvaler, selvom der var “fladt vand”. Et plaster bag ved øret, gjorde det dog tåleligt. Jeg havde dog bemærket de skæve smil blandt skibets besætning. På Tenerife havde min mand mulighed for et par timers landgang. Vi gik en lille tur gennem gaderne i Santa Cruz, fik os en dejlig frokost og blev derefter ganske enkelt rullet af en sigøjnerkvinde! Hvordan hun formåede at få mig til at tage min pung op ad tasken, hvordan hun gestikulerende forsøgte at forvirre

mig gik aldrig op for mig, men pludselig stod jeg i hvert fald og kæmpede for at hun ikke skulle vriste pungen fra mig. Min mand måtte vride hendes arm, før det lykkedes at få hende til at slippe den. Jeg havde krampagtigt holdt fast hen over mine creditcards, men fra seddelrummet var det lykkedes hende at fjerne 40 Euro, et par visitkort og et bibliotekskort! Efter denne oplevelse vendte vi tilbage til skibet, det var nu også ved at være tid til afsejling mod Fuerto Ventura. Her var jeg også et lille smut i land på denne lille idylliske ø.

Når man sejler mellem de Kanariske Øer er det helt tydeligt at se, at øerne har vulkansk oprindelse. De store kegleformede bjergtoppe viser det ganske tydeligt. Fredag var kursen sat mod Lanzerote, og mens vi sejlede mod denne ø, indløb besked om at skibet herefter skulle sejle mod det spanske fastland. Altså 3 døgn i søen. Dette ville betyde, at jeg ikke kunne nå hjem på arbejde til tiden, og det kunne jeg ikke byde mine kolleger. Der var ikke andet at gøre, end at finde en forbindelse til Las Palmas, så jeg kunne nå mit ordinære fly søndag morgen. Lørdag middag afmønstrede jeg derfor skibet og fløj fra Lanzerote til Grand Canaria. Nu fik jeg altså helt uventet mulighed for at se øerne fra luften. Absolut også

et smukt syn. Flyveturen tog kun en halv time, så nu skulle jeg blot finde et hotel. Jeg havde slet ikke lyst til at bede agenten om at være mig behjælpelig. Jeg havde af en styrmand fået adressen på et centralt hotel, og der var da også plads til mig for denne sidste nat. Om aftenen tog jeg en taxa til strandpromenaden, hvor der var fuldt af liv. Her fik jeg en god

middag, og tilbage på hotellet kunne jeg kravle i seng efter en begivenhedsrig uge, som var forløbet noget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Temperaturen havde ligget på 19 grader, det havde været diset og overskyet i morgen og aftentimerne, men lidt sol havde jeg da fået på næsen! Det havde været udfordrende, men også dejligt at besøge sin mand

og få et indblik i hans hverdag, der hvor han jo lever halvdelen af sit liv.

Hjemturen gik helt planmæssigt. Jeg var hjemme i Odense kl. 22 kunne stille

mit vækkeur til 5.45, og mødte rettidigt på arbejde mandag morgen.
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Almindelig/ simpel søgning




Udvidet søgning

Kategorier i forummet


Sidste nyt


Indlæg fr Facebook

Søndag den 22/10-2017

FOR OG IMOD

Tirsdag den 17/10-2017

Re: Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i sømand

Fredag den 13/10-2017

Landsgeneralforsamling

Lørdag den 7/10-2017

© Sømandskoneforeningen af 1976