>
>|
En sømands oplevelser i de tidlige firsere/samt hjemrejse fra Italien
Jeg vil fortælle om pirater ved Afrikas Horn længe før, der var tale om kommercielt sørøveri. En tidlig morgen i 1981 sejlede det gode skib Costas med kurs mod Djibouti for bunker, vi kom fra Singapore, eller nærmere benævnt Penang længere oppe i Malaga strædet,hvor vi havde lastet teaktræ til en lille by på østkysten af Italien ved navn Vasto
På min vagt på denne dejlige morgen omkring kl. 500 observerede jeg nogle små åbne både, der stævnede ud fra land, vi var på daværende tidspunkt ikke så langt fra fastlandet, idet vi skar sejlruten af for headning mod Djibouti Jeg tænkte at, det var fiskerbåde, der var på vej til fiskeri,men jeg skulle hurtig blive klogere, den første båd styrede lige på os, da den kom nærmere, kunne jeg se, at de var bevæbnet med raketaffyrings rør, og på deres opførsel samt fagter kunne jeg godt forstå, at vi skulle stoppe vor videre fremfærd.
Imens alt dette foregik,havde jeg kaldt jeg påskipperen,derkomopmedsøvniøjnene Han spurte fortumlet, hvad der skete, jeg fik ham forklaret, at det vist var fjendtlige sindede mennesker, der ville ombord, jeg havde i mellemtiden været inde i søkortet for at tjekke sidst taget position, ligeledes tjekke for strøm og afdrift, hvis der nu skulle have været navigationsfejl, det var ikke tilfældet. Vi fik omsider stoppet skibet,de somaliske folk insisterede på at komme ombord, og da vi ikke kunne kommunikere med dem på normal engelsk, foregik meget af det på tegnsprog, vi blev klar over, at det var pirater, efter de var kommet om bord. Der var en såkaldt leder, som var i star-ten af tyverne, resten var store børn med maskinpistoler, det var det mest skræmmende,ikke i første omgang,at vi var blevet kapret, men på den måde de svang rundt med disse relative farlige våben. Vi blev beordret til at sejle efter deres båd, længere ind til land,hvor vi skulle ankre op, vi måtte ikke bruge vor radio til at kalde Lyngby radio, de vidste godt, hvordan det fungerede ombord.
Omsider var vi nær nok til kysten,vi skulle ankre op i nærheden af et koralrev,jeg tror ikke, der var mange ombord, der var tryg ved situationen. Alle blev beordret op i messen,devillehavenøglernetilskipperens kahyt, hvor de ville lave kontor. Alle rum blev undersøgt for evt.våben,og vi måtte ikke være flere samlet, uden der var en fra dem selv iblandt os Den første dag prøvede vi at forklare dem, at det var nødvendigt for os at komme i forbindelse med vort kontor i Danmark, for at afgive en position meddelelse, det havdede ikkemegetforståelsefor,omsider lykkedes det skipper at få lederen overtalt til at måtte bruge radioen for en meget kort besked.
Skipperen nåede i sin meddelelse at for tælle rederiet hjemme, at vi var bordet af sørøvere, samt at de måtte tage aktion på sagen.
De somaliske pirater var sultne, så der skulle diskes op med alkens lækkerier, uagtet at vi prøvede at protestere,lige lidt hjalp det,der skulle bare diskes op af al vor gode proviant,dengang var der ingen snak om muslimsk madkultur, de var ligeglade, uanset det var svinekød ,det rørte dem langsom, vi kunne så se på, samtidig med at vi skumlede af raseri.
Næste dag skulle skipperen med i land for at forhandle med ledere,om løsesummen, jeg var så pludselig lederen ombord, det var jeg ikke særlig tryg ved, men der var ikke noget at gøre ved det faktum, sådan gik der atter en dag uden,at vi vidste,hvad der var hændt med skipper.
Næste dag kom båden ud igen med besked på, at nu skulle styrmanden med i land.Vi havde en australsk /dansker med som kok, han sejlede med på turen mod at arbejde i kabyssen, samt en lille beløb oveni, så havde han sparet billetten,han skulle hjem til sine bedsteforældre i Danmark. Jeg spurgte, om ikke han ville tage med i land i stedet for mig, ikke fordi jeg var bange, men fordi der var en som skulle passe alt maskineri ombord, fordi vi ikke havde nogen maskinmester med, jeg var både styrmand og mester. Dette gik han med på , som han sagde så kom han da i land, de sejlede mod kysten i den tro, at det var styrmanden, de havde med,personligt tror jeg det var sikkerhed mod,at vi eventuelt skulle finde på at sejle uden skipperen.
Efter det meste af dagen var gået, kom både skipper og den såkaldte styrmand tilbage, efterfølgende fortalte skipperen, at han var sat i husarrest, medens man havde forhandlet med den danske konsul fra Mocadisio, som var ca. 800 kilometer derfra. Hvad det kom til at koste, ved jeg stadig ikke den dag i dag, men et ved jeg, at det ikke var billigt, vi blev derefter frigivet og kunne forsætte vor sejlads mod bunkerhavnen, hvor vi ankom sent om aftenen næste dag. Det første, vi gjorde, var at gå op og få et stort krus kold øl samt pandekager, som var deres specialitet (crepe zusette) det var en herlig førelse atter at være fri uden at skulle være bange for livet Vi glemte helt at komme til psykolog, det var ikke moderne dengang, eller også var vi af en anden støbning.
Næste morgen sejlede vi videre til Italien via Suez kanalen. Vel ankommet til Vasto i Italien skulle alt vort teaktræ losses, det gik meget fint, indtil havnearbejderne tabte et slæng med stammer, uheldigt vis var min højre fod lige under en stor stamme,som blev ramt af nedstyrtende træ, selv om jeg havde sikkerhedssko på, kunne jeg godt mærke det i tæerne, efterfølgende da min fod var blevet befriet, kunne jeg godt bevæge foden, tæerne var lidt klemte for ikke at sige meget klemte, men jeg mente nok det skulle gå over, så vi forsatte med at losse til fyraften, hvorefter vi selvfølgelig skulle i byen og have Italiensk mad, samt et par kolde øl,jeg kunne godt fornemme, at foden ikke havde det så godt, men pyt, man er vel sømand
Næstemorgen kunne jeg ikke støttefoden, så skipper og jeg blev enige om, at konsultere sygehuset, agenten blev tilkaldt og fulgte med til skadestuen, som tolk Har nogle af jer været på hospitalet i Italien, nå ikke,så skal jeg prøve at fortælle lidt om det,for det første var der ingen af lægerne, der kunne engelsk, hvad jeg i min naivitet troede,at man som medicinstudent skulle kunne, når man havde studentereksamen Skadestuen lå op ad fødegangen,da vi passerede,kiggede alle de nybagte mødre,om det nu skulle være en af fædrene ,derkom, hvad det jo ikke var.Vi blev modtaget af en læge, der lige havde været inde til en fødsel,regnede jeg med,han havde blod på kitlen, vi fik besked om at sidde og vente sammen med to til tre andre, da endelig det blev min tur, kaldte de på en mister ”Ansen ” , alle skulle se mister Ansen, der havde været en del Hansener i Italien gennem årene , dog som fodboldspillere, hvad jeg bestemt ikke var,selv om det var en fodskade. I første instans havde ingen lagt mærke til mig,idet jeg lignede en sort snusket italiener på daværende tidspunkt, men da ordet mister ”Ansen ” kom ud i æteren, skulle alle se giraffen. Efter nogen palaver fandt vi en læge, der kunne noget sommerferie tysk, ham fik jeg forklaret, at jeg hellere ville hjem til Danmark og have lavet skaden,i stedet for som jeg kunne forstå,at de ville amputere storetåensamttoandre tæer,hvad jegselvfølgelig ikke var helt stolt ved. Resultatet efter en del gestulering og på gebrokkent Tysk /Engelsk/Italiensk blev, at lægen skulle lægge gips om foden,som lægen stolt viste mig , en rigtig Michelangelo gips fod, så jeg kunne rejse til Danmark,mig ,en rigtig Der skulle skaffes en afløser fra Danmark, og jeg skulle hjem, og da der desværre ikke var ledig hotel plads,måtte jeg tage til takke med et tomt badekar hos agenten, jeg skulle tidligt op for at nå ekspres bussen VASTO- ROM,som var den hurtigste forbindelse til flyet,dervillekomme enTaxa efter mig,for at køre mig til busterminalen. Den næste morgenvågnede jeg af mig selv, kiggede på klokken, så straks at bussen var kørt , taxachaufføren, der skulle køre mig,havde sovet over sig .Jeg fik larmet så meget,at agenten vågnede,og fik fremskaffet en hyrevogn, og af sted gik det for at fange bussen. Et stykke ude af byen fik vi kontakt med bussen,chaufføren gjorde på vanlig Italiens vis bussen tegn på, at jeg skulle med, ved simpelthen at smide taxaen ind foran bussen midt på autostradaen, vild gestulering fra begge chauffører, enden blev at kom med bussen, alle skulle se denne snuskede mandsperson med fodenigips,efterufrivillig ophold kom bussen af sted, jeg troede at det var nonstop , men jeg skulle snart blive klogere, hvert sted hvor der stod en morlil med en høne eller andet levende væsen , stoppede bussen.
Omsider kom vi til ROM midt inde ved Peters Pladsen,jeg fik forklaret chaufføren, at,jeg skulle have en taxa til lufthavnen,det kunnehanmærkværdigvisgodtforstå,fluks kom et styk gul taxa,jeg forklarede chaufføren,at jeg skulle til domestik lufthavnen, idet min billet lød , at jeg skulle flyve til Milano og derfra til København. Taxachaufføren troede, jeg var skør lige meget,hvor meget jeg prøvede at forklare ham, påstod han, at jeg skulle køres til Leonardo da Vinci lufthavnen,idet den var international, endenpåhistorienblev,atjeg blev sat af ved Leonardo da Vinci ,forinden havde jeg fået hele Rom at se,det var ikke den lige vej til lufthavnen,om der så havde været vejarbejde , skal jeg lade usagt. Det må have set komisk ud, da jeg med fodenigipssamtmedtokufferter,humpede jeg over til indenrigsterminalen.
Der var overhoved ingen hjælp at hente fra omkring stående Italienere, alle lod, som de ikke kunne eller ville se mig,. Efterhånden fik jeg mig humpet over til terminalen, kom ombord i flyet, af sted til Milano,hvor jeg skulle med SAS det sidste stykke , da der blev kaldt ud til flyet, fik de skandinaviske stewardesser øje på mig, guuud udbrød de, sådan kan du ikke gå ombord,,fluks kom der en kørestol,hvori jeg blev anbragt, og kørt ombord, fik tre hele sæder ,hvor mit ben kunne komme til at ligge
i hvile, det var anderledes service end den Italienerne udviste.
Efter hjemkomsten frekventerede jeg hospitalet i Esbjerg, de konstaterede at tre tæer var brækket /knust, det var ikke nødvendigt med en amputation,. Jeg har i dag ingen men af ulykken.
Med venlig hilsen Søren | |
Kilde/ forfatter: Søren ???, Dato: 15/6-2009
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)