Vores starts side

Landsforeningen klubben


Sømandskoneforeningen af 1976

Forum for debat og indlæg

Søndag den 22/10-2017

Re: Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i sømand


På vegne af Aarhus-afdelingen er nedenstående opslag lagt på hjemmesiden og udsendt til alle medlemmer i Landsforeningen

Lørdag d. 7. oktober til årets generalforsamling spurgte vi fra Aarhus-afdelingen vedholdende ind til om generalforsamlingen var lovlig indkaldt. Det skyldes dels, at vi ikke før selve dagen havde haft adgang til dagsordenen (de lå på vores plads da vi ankom i lokalet) og fordi vi blev meget overraskede/forbavsede og umiddelbart rigtig kede af formandens forslag om at lukke Sømandskoneforeningen.

Vi spurgte derfor ind til lovligheden, da dagsordenen ikke var udsendt rettidig. Datoen i bunden af dagsordenen var helt i tråd med kravet om 30 dage før - den 9. september, men da havde medlemmerne bare ikke adgang til at se dagsordenen, da vi først fik den præsenteret på selve generalforsamlingen.

Ved forespørgsel til nogle af de øvrige bestyrelsesmedlemmer, så havde de heller ikke kendskab til forslaget før på selve generalforsamlingen. Da omfanget af forslaget berettiger til en ordentlig og reel behandling, så mener vi det er rettidig omhu at sikre at medlemmerne har de muligheder for indflydelse, som vedtægterne giver os. Det er et fundamentalt forhold, som vi på vegne af os selv - og alle de medlemmer (ca. 90 stk?), som ikke var til stede, ikke kunne sidde overhørigt.

Formand og forslagsstiller Dominique var enige med os heri og derfor overgik Generalforsamlingen til at være et møde, hvor der blev udvekslet meninger og ideer i flittig omfang. Reelt set fik Dominique rigtigt rusket op i os unge og gamle sømandskoner ift. vores behov fremadrettet for foreningen, så det kan vi reelt set takke hende for, kom til at ske på mødet.

Men fremadrettet vil vi gerne bidrage og gøre opmærksom på, at bestyrelsen skal sikre at formalia ifm. det fremadrettede arbejde i foreningen - om det er nedlukning eller for nedsat blus eller noget helt andet - bliver respekteret ift. vedtægterne, så vi ikke spilder unødig tid og ressourcer i tilfælde af at foreningen skal opløses.

Derfor vil vi også gerne henlede opmærksomheden på nedenstående punkter:
Den foranstående generalforsamling d. 11. november 2017 er en ordinær generalforsamling - ikke en ekstraordinær. Dette skyldes, at når en generalforsamling ikke afholdes efter foreningen vedtægter, da skal der afholdes en ny ordinær generalforsamling. Den skal holdes i sidste kvartal af året, så det nås fint.
På den ordinære generalforsamling skal vi i fællesskab tage stilling til formandens fremsatte forslag om opløsning af foreningen. Det betyder, at vi reelt skal stemme, om vi vil indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. Ifølge vores vedtægter kan foreningens opløsning kun ske på en ekstraordinær generalforsamling indkaldt med dette for øje, med ¾ af de fremmødtes stemmer for forslaget om at ophæve foreningen. Det er faktisk en del.
Det skal bemærkes at for at holde en ekstraordinær generalforsamling, så kræves det at 1/3 af medlemmerne eller 2/3 af bestyrelsen fremsætter skriftlig anmodning herom til bestyrelsen. Det er endnu en årsag til at man ikke kan kalde generalforsamlingen den 11. november for ekstraordinær (da det os bekendt ikke er sket).
Den ekstraordinære generalforsamling skal indkaldes på hjemmesiden af formanden senest 1 måned efter anmodningens fremsættelse - dvs. at hvis der på den ordinære generalforsamling d. 11. november 2017 anmodes om afholdes af en ekstraordinær generalforsamling skal dette ske senest en måned herefter. Væsentlig er det at indkaldelsen angive det emne, der ønskes behandlet.
Det er vigtigt for os I Aarhus, at vi alle bidrager til at formaliteterne bliver overholdt, så vi på ordentlig vis kan få afholdt generalforsamlingen og en eventuel ekstraordinær generalforsamling, så der kan komme fokus på indhold fremfor formalia og så der ikke bliver tilbageløb i tilfælde af at foreningen nedlukkes.

Vi håber at ovenstående dels har været med til at belyse hvorfor generalforsamlingen blev aflyst den 7. oktober, for dem som ikke deltog (vi var ca. 26 deltagere ud af ca. 120 medlemmer), og dels har synliggjort det for medlemmerne, hvordan en evt. beslutning om nedlukning formelt kan ske.

For at undgå, at der bliver usikkerhed omkring vores muligheder og krav til formalia for nedlukning/ændring i vedtægterne, så tillader vi os at anbefale bestyrelsen at gør brug af en uvildig juridisk komptence, som kan lede generalforsamlingen den 11. november, så alle kan føle sig betrygget i at handlingen følger den rette kurs, og så vi kan få den rette rådgivning til hvad vi alternativt kan gøre mens vi alle er samlet på stedet. Det tror vi er givet godt ud.

Vi håber I alle modtager dette indlæg i den ånd det er givet: vi vil os alle det bedste, men store beslutninger kræver omtanke og respekt for de vedtægter, som vi selv har besluttet skal gælde for foreningen. 41 år er altså svært at kaste bort - også for os, som ikke har så mange år på bagen i foreningen, men vi lytter jo til jer mere erfarne og glædes over historierne I kan fortælle om før og nu.

På vegne af Aarhus-afdelingen

Kristine Løgsted Rasmussen

Den 9. oktober 2017 kl. 19.32 skrev Dominique Jacobsen
Kære Medlem

Hermed indkaldelse til Ekstraordinær generalforsamling

Vi håber at se dig

Med venlig hilsen
Formand
Dominique Jacobsen
...

NB denne e-mail skulle være sendt til alle medlemmer.

Kilde/ forfatter: Kristine Løgsted Rasmussen, Dato: 13/10-2017
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Indstiling til Søhest


Vi i Svendborg afdeling ønsker hermed at indstille Dominique Jacobsen til at modtage Søhesten.

Dominique var straks klar til at blive formand hos os, da hun havde været medlem i kort tid, og det har vi alle været glade for.

Dominique er positiv, hjælpsom og altid i godt humør.

Hun finder en løsning straks, hvis vi får et problem. F.eks, så stod vi omkring 20 pers. ved Færgegården, som vi havde lejet til generalforsamling, men her var optaget af andre, som mente at de plejede at være der den dag, og så sagde hun: "Hvis I gider, så kan vi bare køre hjem til mig", og sådan blev det.

Hun lægger altid gerne hus til hvad som helst, og hvis Renè er hjemme, virker han også helt afklaret med det og hjælper gerne.

Hvis hun foreslår et arrangement, stort eller lille, så skal hun nok følge det til dørs - bestille mad, bage kager, ordne transport osv. Og hun deltager, så vidt muligt i alle vores arrangementer. Hun er også god til at huske os på datoer, hvor vi har aftalt noget (hun har opdaget at nogen ikke husker så godt :-))

Kun når der er MEGET travlt på hendes arbejde melder hun fra.

Hvis nogen har brug for en snak, så er Dominique straks klar.

Hun træder også til og hjælper, hvis lynet er slået ned i en computer, eller hvis en sømands telefon (igen) er gået i sort.

Vi mener så bestemt at Dominique har fortjent at få Søhesten.


På vegne af Svendborg afd.
Kilde/ forfatter: Dominique M. Th. Jacobsen, Dato: 18/9-2016
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Indstilling til Søhest


Storstrøm vil gerne indstille Margit til en søhest, dette fordi hendes tro tjeneste og medlemskab, især da Margit altid så og sige har deltaget i alt, hvad der har værtet muligt at være med til, heriblandt mange af generalforsamlingerne. Hun er altid villig til at hjælpe og deltage og gøre et stykke arbejde for både lokalforeningen og landsforeningen.

Margit har næsten været med siden starten dette skal belønnes i jubilæumsår.

På vegne af Storstrøms afdelingen

Kilde/ forfatter: Dominique M. Th. Jacobsen, Dato: 18/9-2016
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Den årlige generalforsamling


Vi har lige afholdt vores årlige generalforsamling i Esbjerg.
Som altid var der mange der deltog og snakken gik flittigt.
Der kom rigtig mange gode forslag om aktiviteter til det kommende år i vores lille klub.
Idet mange af vores medlemmer bor i andre byer end Esbjerg, kommer de ikke bare lige når der annonceres biograftur eller en kop et eller andet på en café i Esbjerg.
Vi aftalte på generalforsamlingen at melde ud hvis vi havde et forslag til en fælles tur og de der har tid og mulighed for dette kan så deltage. Forslaget sendes ud pr. mail, idet ikke alle er på de sociale medier - Facebook book.
Alt i alt havde vi en rigtig hyggelig dag.
Kilde/ forfatter: Annemette, Dato: 11/3-2016
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Ny bestyrelse i Esbjerg klubben


Den 15. marts havde vi "generalforsamling" i Esbjerg. En rigtig hyggelig dag hos Heidi Sørensen i Nr. Nebel. Hun havde selv stået for den dejlige frokost vi havde fornøjelsen af at nyde.
Vores formand Ditte Kolding, der blev valgt sidste år, valgte desværre at forlade posten i år og gå på stand by med sit medlemskab.
Derved har vi fået nye navne på nogle poster.
Annemette Pedersen blev valgt som formand og hjemmesideredaktør, Heidi Sørensen som sekretær/næstformand og Annette Petersen fortsætter som kasserer.
Kilde/ forfatter: Annemette Pedersen, Dato: 22/3-2015
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Nyheds brev 2


Så er det nye nyhedsbrev kommet hvis du ikke har modtaget det pr. mail så læs det her.

klik på "Link til Nyheds brev 2" til højre på siden

OBS fælles dag er den 30 maj og ikke som skrevet 30 april
' Link til Nyheds brev 2'
Kilde/ forfatter: Dominique M. Th. Jacobsen, Dato: 8/3-2015
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Lejlighed / værelse søges


Kære skønne søsild

Min søn Christopher skal starte på Journalist højskolen i Århus den 2. Februar 2015.
Vi søger derfor en lejlighed /værelse til ham. Er der nogen af jer som kender nogen eller måske ved hvor vi kan søge ?.

Med venlig hilsen
Vivian Roth Olsen
Tlf. (Vivian) 53341579 mail : vivian.roth@hotmail.com
Kilde/ forfatter: Vivian, Dato: 16/11-2014
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Skibsdåb


Havde den store fornøjelse at være med til navngivning af "ESVAGT Claudine"

Kilde/ forfatter: Charlotte, Dato: 12/9-2014
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Ny formand


Den. 22. marts afholdt Esbjerg den årlige "generalforsamling". Denne gang blev det afholdt hos Didde.
Et nyt kapitel blev skrevet i Esbjerg... Efter at have været formand i Esbjerg i mere end 20 år, valgte Benny at gå af. Esbjerg pigerne takkede Benny for den tid hun havde varetaget vores interesser og sørget for at holde sammen på os. Didde Kolding blev den nye formand og vi er sikre på at hun nok skal gøre sit til at der sker noget i vores lille "klub".
Kilde/ forfatter: Annemette Pedersen, Dato: 25/3-2014
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Glædelig jul



Hermed de bedste ønsker om en rigtig glædelig jul, samt et godt og lykkebringende nytår.

Tak for mange hyggelige timer og gode snakke både når vi ses og her på Facebook, dejligt når vi får vendt nogle ting, som ligger os på sinde.

Mine tanker, går til alle de, der holder jul langt fra deres kære og alle de sømandskoner og børn, der må undvære deres sømand i jul og nytår.
Sender mange tanker og tænder et lys for Eddy og Søren, deres besætning samt familie.

Mange hilsner
Charlotte
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 24/12-2012
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Bliver lidt foraget


Som Sømandskone, kan jeg ikke lade være at resoner over, hvorfor er det aviser, radio og TV kan bruge tid til at fortælle hvor frustreret familier til soldater, der er 3-4 dage forsinket på deres hjemrejse fra Afghanistan - hvor er det godt de ikke er i familie med en sømand, for sådan er livet for en sømandsfamilie hver gang, de skal have deres far/mand hjem efter en udmønstring !
Er soldaterbørn mere vær end sømandsbørn ? Er en soldat mere vær end en sømand ?
Er soldaternes job efterhånden mere farlig end en sømands ? Er ikke viden om, at der sidder danske soldater til fange på døgn nr. 577 - det ville aldrig ske for en soldat, for så var der gjort noget fra alle sider af regeringen for at få dem hjem !!
Ved jo godt at ikke alle soldater kommer hjem i live, men det er egentligt ikke det, det handler om i denne sag, men dem der kommer hjem 3-4 døgn senere end forventet. Brug dog tiden på at glædes over de kommer hjem !!
Kilde/ forfatter: charlotte, Dato: 11/8-2012
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Til lykke med prinsessen


Skruerne kipper med flaget og ønsker Christina stort til lykke med deres lille nye prinsesse, som kom til verden søndag den 27. maj. Dejligt at alle har det godt.
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen, Dato: 29/5-2012
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Til lykke


Et stort til lykke til Birgitte og hendes familie med det sidste skud på stammen, en lille fin pige der blev født den 14. marts. Hun skal hedde Sigrid. Både mor og barn har det godt.
Skruerne ønsker dem alle alt godt på vej i livet.
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen, Dato: 17/3-2012
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Sprudlende sømandskoner i sensommersol på Ærø


Endnu engang skal lyde et stort TAK til landsforeningen og ikke mindst Ærøklubben for et fantastisk arrangement i forbindelse med den årlige landsgeneralforsamling. Også vejrguderne skal takkes for den utroligt smukke sensommer weekend. Og alle I andre sømandskoner fra hele landet, som var med til at gøre weekenden festlig og meget fornøjelig. Rammerne om arrangementet var Marstal Hotel. Her var fine værelser, specielt i den nye afdeling, hvor vi 2 Odensepiger havde indlogeret os. Betjening og mad var også i top! Flere af os var mødt frem allerede fredag eftermiddag, og kunne nyde de sidste soltimer på den dejlige terrasse. Sammen gik vi ud at spise, hvilket var meget hyggelig, og som vanligt gik snakken muntert og nok også lidt højlydt! Nogle af os gik hjem, andre kiggede lidt på Marstals natteliv! Lørdag blev der vist shoppet i den helt store stil! ( Som alle de andre år!) Generalforsamlingen gik som vanligt i god ro og orden! Efter generalforsamling og foredrag fik vi kendskab til en drink bestående af vodka, kahlua og soyamælk! Mindede lidt om en White Russian. Indsigten i forskelligheden på mænds og kvinders hjerner skulle lige skylles ned!
Festaftenens indhold var selvfølgelig igen med lotteri og mange gevinster. Ud over gevinsterne fra de lokale klubber, havde Ærøklubben mange gode sponsorgaver fra de lokale forretninger. Så det var meget spændende. Jeg selv smuttede med 3 gevinster!! Søndag formiddag var det tid til afgang med færgen mod Rudkøbing. På kajen stod sømandskoner og vinkede, til vi ikke kunne se dem mere. Endnu engang TAK til jer alle! Glæder mig til vi ses næste år. Der er forlydender om, at det bliver i Helsingør!
Kilde/ forfatter: Hanne V, Dato: 4/10-2011
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Strøtanker


Så er landsgeneralforsamlingen overstået, vi havde glædet os meget til og se jer, og Ærø viste sig fra sin allerpæneste side med blå himmel og spejlblankt hav.

Vi er blevet MEGET klogere på kvinder og mænds hjerner, vi har grinet pjattet shoppet, vi har fået "go gedin ma" og lidt til og skylle det ned med.

Velkommen til de 4 nye piger fra Sjælland, håber I har har følt jer godt tilpas, og vi glæder os til og komme til Helsingør til næste år.
Alt i alt, jeg har haft en fantastisk week-end og det håber jeg også I har haft.



Kilde/ forfatter: Hedvig Holmegaard, Dato: 2/10-2011
Kategori (i): Hverdags betragtninger

God sommer


Alle ønskes en rigtig dejlig sommer – vejret viser sig ikke fra sin bedste side……….. men så er det klichéen: ”Der findes ikke dårlig vejr, kun dårlig påklædning” må holde modet og humøret i top.

Rigtig god ferie til alle

Kilde/ forfatter: CM, Dato: 19/7-2011
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Tak


kære Alle Sømandskoner
Det har taget mig lang tid at forfatte dette brev til jer, da jeg hver gang kommer til at tænke på ham vi mistede i så tidlig en alder, og som jeg savner hver dag.
En stor tak til jer alle for den flotte buket der blev sendt til os i forbindelse med vor søns alt for tidlige bortgang.
Det er så dejligt at mærke, at der bliver sendt tanker til en i så svær en stund som det er at miste en man holder meget af og specielt når det gælder ens barn.
Martin nåede at blive 30 år den 2. april og sagde farvel til livet den 7. april. Da havde kræften overtaget og lægerne mente de havde gjort hvad de kunne.

Endnu engang tusind tak for jeres tanker

De kærligste hilsener
Henrik og Mette
Esbjerg
Kilde/ forfatter: Annemette Pedersen, Dato: 31/5-2011
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Sømandskone anno 2011


Fra "Søfartens Ledere" nr. 1. 2011.


Sømandskone anno 2011

”Lad ham sejle”, siger jeg. Så må vi tøser stikke hovederne sammen og finde ud af hvordan vi tackler hverdagens udfordringer.

Af Anna Barner Sarp

Da jeg var 15 år forelskede jeg mig i en høj, mørkhåret aspirant, der netop var begyndt på navigationsskolen. Vi blev kærester. I dag er jeg 33 år, mor til 2, og livet som sømandskone er nu en helt fast del af hverdagens rutine. Afsked og hjemkomst afløser afsked og hjemkomst.
Jeg tror, at alle sømandskoner med tiden får bestemte karaktertræk, der også kan aflæses i fugerne i ansigtet. Måske en hårdhudethed og en lille snert af bitterhed blandet med en usædvanlig frihedsnydelse, stolthed og selvstændighed. Sømandskoner skovler selv sne, renser selv kloakafløb og holder selv styr på papirerne fra banken. De elsker også deres sømænd med stor passion og fornyet lyst, når han kommer hjem igen.
Det faldt mig aldrig ind at kontakte sømandskoneforeningen. Jeg var for ung, for travl, for selvoptaget eller bare for dum. Det var nok mine fordomme og navnet, der stod i vejen. Min tante Lenes historier fra dengang hun var ung, skabte en distance i mit hoved mellem sømandskoner fra fortiden og min livsstil som moderne sømandskone. Tante Lene fortalte, at dengang hun var ung fandtes ingen E-mail, al kommunikation foregik med brevpost og sømændene sejlede i 1-2 år ad gangen. Hendes historier fra fortiden havde ligesom ikke noget med mig at gøre. Jeg kommunikerer jævnligt med min mand via E-mail, og hans udmønstringer varer kun 7-8 uger. Min forestilling om sømandskoneforeningen var noget med bløde vaniljekranse, højskolesangbogen og gråt hår.
Men så en dag fik jeg alligevel behov for at møde andre kvinder i samme situation. Det skete i en periode, hvor de praktiske og mentale udfordringer hobede sig op. Jeg er ikke kun sømandskone og mor til to. Jeg er også selvstændig erhvervsdrivende med skæve arbejdstider og har en del rejseaktiviteter selv. Hverdagen er et logistisk puslespil, som det er for de fleste, og jeg nægter at gå på kompromis med mine egne karriereambitioner. Rødstrømperne har vel ikke levet forgæves. Os der blev født i 70’erne blev fortalt ”I kan alt hvad I vil”, og vi agter at bevise det. Jeg tror, at dette drama udspiller sig på hjemmefronten hos rigtig, rigtig mange unge sømandsfamilier i dag. Han vil sejle. Hun vil også lave karriere. Hvem skal hente børnene? Det er en udfordring. En del går vel på land fordi kæresten eller konen forlanger det (Vær nu bare ærlige!). Men det løser ingen problemer. Så går han jo bare rundt og skumler derhjemme i stedet for. Lad ham sejle, siger jeg. Og lad så os tøser stikke hovederne sammen og finde ud af hvordan vi tackler det. Jeg var simpelthen nødt til at tale med de andre sømandskoner og spørge dem om gode råd.
Jeg fandt dem på www.soemandskoner.dk. Lokalforeningen i mit område mødes ca. en gang om måneden til uformelt samvær med børn. Fællesskabet, som mødte mig der, både varmer og støtter på en helt uventet måde. Der er en usagt fælles forståelse for, at afsked og hjemkomst deler livets bog op i mange små kapitler med eftertrykkelige punktummer. Vi har mange ting til fælles og meget at tale om. Jeg blev mødt af mødre på min egen alder med små børn, og det kom bag på mig. For jeg havde da forestillet mig at alle sømandskoner måtte være 60+. Men det er de selvfølgelig ikke. Og ser man på tallene, så må der side hundredvis af unge kvinder med børn derude, uden kontakt til netværket, uden den støtte og opmuntring, de kan hente der.
Ungerne råhygger sig i hinanden selskab. Selv de mindste forstår: Vi har noget vigtigt til fælles. Der hvor vi bor, er vores familie den eneste sømandsfamilie. Hvor er det dog godt og sundt for dem at møde kammerater, som er i samme situation. Mit yngste barn, en dreng på 3 år, satte trumf på overfor en 19-årig fyr: ”Min far sejler på et stort skib!” Fyren svarede: ”Ved du hvad? Min far sejler også på et stort skib!” Jeg glemmer aldrig deres ansigter. Næse mod næse. Der stod den lange lømmel med et helt barnelivs erfaringer i at sige goddag og farvel til far. Og der stod min lille dreng fuld af beundring overfor en kommende læremester, med erkendelsen af, at andre mennesker faktisk lever ligesom vi gør.
Jeg mener, at navnet Sømandskoneforeningen har haft sin tid og burde udskiftes med noget mere tidssvarende. Navnet i sig selv holder de unge kvinder væk. Det stammer fra en tid hvor overlægens kone hed Fru overlæge Mogens Hansen (hvad hed hun?). Kald hellere foreningen for Netværk for kvinder gift med sømænd. Min generations kvinder vil ikke identificeres med deres mænds karrierevalg. Vi er ikke vores mænd. Vi har vores egne identiteter. Vi er gæve kvinder med stærke personlige ambitioner, lyster og bevidste erhvervsvalg. At vi tilfældigvis er gift med sømænd er bare et vilkår vi forholder os til. Og det kan vi lettest gøre sammen.
Har du en kæreste eller kone, som ikke kender til www.soemandskoner.dk, så skynd dig at give hende et tip.

Kilde/ forfatter: Anna Barner Sarp, Dato: 7/3-2011
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Pirateri


Log ind på www.SaveOurSeafarers.com
Under Support skriver du dit navne og mail adresse.
Her skriver du under på et brev til den Danske Regering, der nu må tage aktion således, der sker noget omkring pirateri.

Kilde/ forfatter: Charlotte, Dato: 2/3-2011
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Tak til Witt Fonden


Tusinde tak til Witt Fonden for at have påtænkt Sømandskoneforeningen af 1976 med kr. 10.000,00
Kilde/ forfatter: Charlotte, Dato: 19/1-2011
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Piratoverfald


Alle mine tanker går til besætningen og deres familier ombord på Leopard.

Info fra maritimedanmark.dk
Det danske fragtskib Leopard kom onsdag under angreb af pirater ud for Oman i Aden Bugten. Der er to danskere om bord på skibet, der i alt har en seks mand stor besætning. Der er torsdag morgen ingen nye oplsysninger om skibet og besætnings skæbne.

”Vi har meget travlt lige nu. Men ja - skibet er under angreb”, sagde rederiet Shipcrafts administrerende direktør Claus Bech, onsdag aften til maritimedanmark.dk.

”Der er to danskere om bord, og besætningen er i alt på seks mand. Mere kan jeg ikke sige lige nu”, sagde Claus Bech.

Satellitkommunikationen til skibet er blevet afbrudt.

Det sidste der er hørt fra skibet er, at det var under beskydning fra to piratskibe, og at besætningen havde søgt ly i et særligt indrettet sikkerhedsrum, indrettet netop med henblik på at sikre besætningen i tilfælde af piratoverfald.

Ifølge Ritzau, er skibet sikret med pigtråd og stålplader for døre og vinduer, og den ene af de to danskere er skibets kaptajn, mens de sidste fire besætningsmedlemmer er filippinske søfolk.

Skibet tilhører rederiet Shipcraft i Hørsholm.


Kilde/ forfatter: Charlotte, Dato: 13/1-2011
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Glædelig jul


Hermed de bedste ønsker om en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.
Tak for hyggelige timer både i lokale klubber og landsforeningen.

Tak til ”Det blå Danmark” for jeres altid velvillige hjælp og støtte, vi går aldrig forgæves.

På gensyn i 2011
Kilde/ forfatter: Charlotte, Dato: 14/12-2010
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Landsgeneralforsamling 2010


Vi her på Ærø vil også gerne takke de gæve piger i Århus klubben, det var en fantastisk week-end I havde fået stablet på benene, det var så lækkert og hyggeligt, og som Hanne skriver, måske kunne der sidde nogen og blive misunderlige når de læser hvor godt det var, vi kan da håbe at nogen lader sig friste, og kommer ud af busken til næste år.
Tusind tak tøser, der bliver noget og leve op til til næste år.
Kilde/ forfatter: Hedvig Holmegaard, Dato: 9/10-2010
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Århus! Smilets by


Jeg kunne ikke lade være med at bruge denne overskrift. For smil og venlighed var, hvad Inger og jeg blev mødt med under hele vort ophold på landsgeneralforsamlingen i Århus. Vi valgte at komme allerede fredag aften, for vi ville absolut ikke gå glip af noget som helst. Da vi ankom til hotellet, som lå ved Marseillesborg Marina, blev vi modtaget og introduceret til det penge- og personalefrie hotel. Fra værelset havde vi udsigt til lystbådehavnen og bølgernes kraftige skvulp mod kysten. For blæsten i de dage var ret hård, men dejlig forfriskende! Der var flere, som havde fundet byen fredag aften, og vi var 12 sømandskoner som spiste på Nordisk Folkekøkken. Vi savnede Hedvig, som måtte blive på hotellet med et slemt maveonde, men heldigvis var hun frisk næste dag. En dejlig restaurant med rigtig god mad og priser der var rimelige. Lørdag formiddag var flere på shopping, mens andre gik en dejlig tur i den friske blæst. Til frokost var alle deltagere ankommet, og vi nød den dejligste frokostbuffet. Under generalforsamlingen var de fremmødte sømænd på tur til S.O.K. Alt forløb som vanligt i god ro og orden. Efter kaffen var der foredrag om pension, arv og testamente. Her blev der spidset øren af alle deltagere. Om aftenen var der arrangeret middag i en kælderrestaurant i midtbyen. Også her var maden rigtig god. Et band spillede rigtig god musik og der blev danset og vrikket og sunget med til sent på natten (for nogle);-) Der var også stor omsætning i det traditionelle lotteri. Aldrig før har jeg set så mange gevinster! Og jeg, som ellers aldrig vinder andet end sidegevinster, vandt mange gode gaver! Det har for mig været en stor fornøjelse at være gæst hos Århusklubben. Der er "drive" i de piger! Og allergladest var jeg for at gense alle de gæve sømandskoner fra hele landet. Hvor har det været hyggeligt! Jeg kan kun opfordre Odenseklubben til at deltage i den årlige generalforsamling! En stor TAK skal lyde til Århusklubben (man skal lige vænne sig til det nye udtryk, ikke?) for store indsats og gæstfrihed. Jeg glæder mig til at se jer alle næste år på Ærø!
Hanne Vestrup. Klub Odense

Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 9/10-2010
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Vemodigt farvel til Søhesten og velkomme


Som skribent for Esbjerg afdeling, vil jeg også gerne benytte lejligheden til at ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår. Jeg vil samtidig benytte lejligheden til at byde alle de nye medlemmer velkommen i vores afdeling og håber de vil få rigtig meget glæde af at være i foreningen.

Den. 3. Dec. var det 10 år siden der på landsplan var en frygtelig storm, som ødelagde mange ting og gjorde mange familier husvilde.
Når jeg tænker tilbage på hvad der egentlig er sket i min familie i de 10 år har der været mange storme og orkaner. Storme er der i enhver familie og jeg vil nu ta’ den næste storm i familien med glæde – jeg vil fremover glæde mig over vores barnebarn/børnebørn, og se dem vokse op og blive en del af denne verden.

Kirsten skriver så fint til os, at det nu er sidste gang hun vil genere os med indlæg til Søhesten og om vi ikke synes det er dejligt??? – Jo det er det nok men det er nu også rart engang i mellem at få et lille los bagi til at gøre nogle ting som måske bare var blevet udskudt den ene dag efter den anden… Tak Kirsten, for dit lille los engang i mellem…

Jeg kan huske mit første møde med sømandskonerne i Esbjerg. Ved det første møde der blev holdt på Esbjerg maskinmesterskole var den daværende landsformand Ruth Olesen tilstede. Jeg syntes dengang hun virkede meget skrab og jeg tænkte, at den forening skulle jeg ikke være med i. Jeg var dengang kun 21 år og jeg var på det tidspunkt endnu ikke gift med ham der senere blev min mand. De fleste af de fremmødte havde børn og var hjemmegående husmødre. Hvis ikke det var for min veninde, der også var gift med en sømand, havde dette møde været mit første, eneste og sidste møde, men Annie trak mig med hver gang de første mange gange.
Jeg kan godt forstå mange af de unge sømandskoner bliver bange, når de ser så mange ”gamle” koner når de kommer til deres første møde… Men til alle de nye vil jeg bare sige – nyd godt af ”de gamles” erfaringer. Selv om de fortæller om ”dengang”… Jeg har været og er meget glad for at være en del af foreningen og har kunnet være med til at udvikle den til det den er nu… Med disse ord vil jeg takke dem der har lagt så mange kræfter i vores forening og gjort så mange ting for, at den er kommet frem i sin nuværende form.
Fremadrettet vil jeg glæde mig over en ny hjemmeside og en ny mode at være i kontakt med andre i samme situation som jeg.

Tak for et godt blad og godt samarbejde herom
Kilde/ forfatter: Annemette Bjørndal Pedersen, Dato: 23/2-2010
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Netbutik m/tilbud 10%


Kære Sømandskoneforening.

Som datter af en sømand og en mor (Juliane Schramm fra Rømø), der er medlem hos jer, har vores webbutik BabadutÒ besluttet at give 10% i rabat til alle jeres medlemmer.

HVAD KAN BABADUTÒ TILBYDE?

Vi sælger praktiske ting, der skal gøre hverdagen nemmere for børnefamilier. Vi henvender os til familier med børn i alderen 0-8 år. Vi sælger praktiske som BØRNEWADERS, TØJSTEMPLER TIL MÆRKNING AF BARNETS EJENDELE, 24 FÆRDIGPAKKEDE NISSEGAVER, HØREVÆRN TIL BØRN, BARSELSGAVEKASSER og meget meget andet.

HVORDAN FÅR VI RABATTEN?

I skal blot anføre i kommentarfeltet til sidst , at I er medlem af Sømandskoneforeningen. Så fratrækker vi manuelt de 10% af hele beløbet (også porto og udsalgsvarer)

Med venlig hilsen
Lone Schramm

Kilde/ forfatter: Lone Schramm, Dato: 9/10-2009
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Gad vide hvor min mand mon befinder sig lige nu !


En tanke langt de fleste af os får igen og
igen. Er du rigtig nysgerrig, og sejler din ægtefælle i Europa omkring USA samt til større havne verden over,har du mulighed for via din pc, at finde skibet helt nøjagtigt og helt gratis. Du kan eksempelvis følge det ind gennem Kielerkanalen, ned gennem den Engelske kanal, ind i en havn eller se helt præcis, ved hvilken kaj skibet ligger. Det muligt at se kurs og fart, hvilke andre skibe, der er i nærheden, ETA for næste havneanløb oma. På siden kan der vælges forskellige baggrunde. Ligger skibet langs kaj, kan man få oplyst gadernes navne, se om der er et busstoppested tæt på eller blot se området som luftfoto.Til søs kan vælges et søkort som baggrund. Nogle vil måske sige,det er da lige gyldigt, nu er han ude. Selv har jeg altid i telefonen som det første spurgt, hvor er I? Ofte når det har været rigtigt møgvejr, har jeg prøvet at følge skibet v.h.a.Lloyd´s maritime atlas. Men nu, hvor skibet udelukkende besejler europæiske farvande, er jeg tit lige inde at se, om det sejler, ligger til kaj eller til ankers. Og modtager jeg så en mail, at nu er de der og der, kan jeg jo altid svare, det ved jeg da godt. Så er du blevet nysgerrig, hedder siden:
www.marinetraffic.com
Kilde/ forfatter: Ulla Blicher Andersen, Dato: 15/6-2009
Kategori (i): Hverdags betragtninger

En genial idé.


Under generalforsamlingen i Odense afd. siger sekretæren pludselig: ”Skal vi ikke lave en evighedskalender, hvor vi plotter de 5 vigtigste arrangementer ind på faste datoer.”?
Vi har ellers altid siddet med hver vores kalender, når der skulle arrangeres. Og de, der denne dag var mest opsat på at arrangere noget, var måske blevet for­hindret måneder senere. Med en sådan kalender, kan man længe i forvejen vælge og prioritere. Jeg tror det fremover vil give et bedre fremmøde og jeg kan helt ærgre mig over, vi ikke har været så
opfindsomme før. Men bedre sent end
aldrig. Og alle I andre kan jo også bruge idéen.
Kilde/ forfatter: Ulla Blicher Andersen, Dato: 24/5-2009
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Sikken en forandring


Som jeg har forstået, bliver foreningens gøren og laden jævnligt taget op til revision. Det er kun et sundhedstegn – uden debat
– ingen udvikling! Udvikling må der til,da enhver stilstand er lig med tilbagegang!
Hvordan servicerer vi vores medlemmer på bedste måde ? Hvordan kommer vi videre? Det er i disse år, en stor udfordring for mange foreninger at skaffe ildsjæle som vil sætte tid, energi – penge, på den opgave det er at ”drive ” en forening.
Starteop–kørevidere–overtagefraandre. Vi er på mange områder kommet ind i en zappe-kultur,hvor man hele tiden springer videre til det næste …..
Som udgangspunkt er vi en broget flok ,
og TAK for det. Lad os sætte pris på for­skelligheden og sørge for en bred vifte af muligheder og helt forskellige aktiviteter, så der både bydes noget for de 25 årige og de medlemmer, som er kommet længere i tilværelsen.
Har vi mod til at skabe sammenhæng?… Vise viljen, til at ville. Lad os male med den brede pensel og bruge den store palet,når det handler om mulighederog tilgang for vores nuværende og kommende medlemmer.
Lad det ikke være et enten eller, - men et både og…
Favre nye verden…Kan den vente lidt ?
Vil der i fremtiden være mulighed for at
få et trykt blad tilsendt ? De medlemmer der ikke ser på facebook hele dagen, skal også have mulighed for at læse vores fælles blad. For slet ikke at glemme alle mændene ude om bord. De vil næppe gå på nettet for at tjekke akti­vitetslisten hos Søpigerne. MEN JA - Hvis det ligger tilgængeligt, bliver det læst til sidste punktum.Selv opsøger man det ikke. OGPRISEN? -ladmændenegiveettilskud!
Fornyelse er spændende, men slet ingen garanti for succes. Hvis vores forening ikke er det sted, man skal indmelde sig, hvis man vil revolutio­nerer verden, så lad den være den niche, være den oase,mennesker længes imod og søger hen til, når farten er blevet for høj, når det hele bare løber for stærkt. Når man bare trænger til at komme ned på jorden, beklage sig lidt over job, mand og evt. børn eller forældre osv. er det rart at have et sted,hvor vi alle føler os velkomne og hjemme.
Kun ved at bakke hinanden op og vise viljen til at ville dette her projekt, sprede rygtet om, at her vil vi hinanden, på godt og ondt, tror jeg det vil lykkes.
Med venlig hilsen Margit, Faxe
Kilde/ forfatter: Margit Jørgensen, Dato: 24/5-2009
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Den lange rejse


Da vi for et års tid siden tog beslutningen, at vi i løbet af året ville forlade det fynske til fordel for det midtvest jyske, havde vi aldrig drømt om, at processen ville blive så langvarig.
Vi satte huset til salg først i maj, da det sædvanligvis er en god salgsmåned, og fordi huset, vi skulle flytte ind i, ikke var ledigt før. Vi havde helt klart regnet med et hurtigt salg, da mægleren havde folk i køberkartoteket til netop vores hustype. Men nej, der var ingen kø ved havelågen. End ikke åbent hus kunne lokke andet end snusere indenfor. Vi måtte slå koldt vand i blodet og i stedet tage fat på energiforbedringer på den kommende adresse. I løbet af sommeren og efteråret fik vi skiftet til energiruder, lavet jordvarmeanlæg samt blæst 30 cm isolering op på loftet, så havens fugle fremover også kunne mærke vinterkulden. Den lange tids pendlen mellem de to huse resulterede i, at jeg ofte blev i tvivl om, hvor jeg befandt mig, når jeg vågnede om natten.
Midt i december besluttede vi at flytte permanent til det jyske i stedet for at bo på Fyn og hele tiden køre frem og tilbage. Det er nu to måneder siden. Der er ikke noget, der er fremmet for mig her, da jeg er født og opvokset i byen og sågar på adressen og så alligevel. Jeg har ikke overrendt stedet, siden jeg flyttede hjemmefra for 33 år siden. Hvad er det mon så, der drager én tilbage?
Min mand og jeg satte os og oplistede plusser og minusser for begge steder, og sjovt nok var antallet af plusser mere end dobbelt så stort for det jyske. Det bekræfter måske udtrykket ”En gang jyde altid jyde”. I hvert fald kan jeg godt more mig lidt over min mands positivitet over den noget anderledes mentalitet her. Ofte kommer han og fortæller, at nu har han igen talt med nogle rigtig flinkemennesker, selvom de snakker et mærkeligt sprog. Jeg tror og håber, vi har taget den rette beslutning. Jeg nyder til fulde, at sidde i mit køkken og se egern komme hoppende nede fra skoven og ind i haven sammen med div. fuglearter og ind i mellem et par rådyr.
Som barn tænkte jeg ikke over dette privilegium, at vokse op i disse omgivelser. Det var jo helt naturligt at have skoven i baghaven som sin legeplads både sommer og vinter. Nu kan jeg så gå de selv samme steder og se, hvordan mit ene klatretræ efter det andet må give op på grund af råd og alderdom. Det, der dog har undret mig mest gennem de forløbne to år, er hvor lidt jeg har haft brug for og ikke mindst savnet af alle mine ting. Godt nok har der stået et fuldt møbleret hus begge steder, men lige nøjagtig mine ting, har jeg ikke følt, jeg manglede. Gad vide hvorfor! Tjae, livs værdier er mange ting.
Kilde/ forfatter: Ulla Blicher Andersen, Dato: 1/3-2009
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Sikken en forandring


Og det virker sgu!
I november fik jeg at vide, at næste gang min mand skulle af sted, ville vi både kunne maile til hinanden og tale sammen over Skype. Og helt gratis endda. Mærkeligt nok glemte jeg denne information, måske fordi jeg ikke helt stolede på dens rigtighed.
Men hold da op. Jeg skulle blive klogere. Årets fælles julegaver var 2 headset, et til os hver, når vi nu skulle til at skype. Det vakte straks min interesse, og en afprøvning kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg ville gerne, at vi fik grejet afprøvet med skibet, inden han tog af sted, så jeg var helt sikker, men nej. Han havde lavet en automatisk test og fra skibet hørt, at det virkede.
Det sidste jeg råbte på afrejsedagen om morgenen meget tidligt, inden han steg ind i taxaen var.” Send en sms, når vi skal prøve, om det virker.”
I løbet af dagen fik jeg afprøvet mit nye headset ved at tale med en veninde, så vidste jeg, i hvert fald, at jeg var parat. Kl. 19 kom der en sms: Skal vi skype? Yes.
Klart og tydeligt og uden ekko. Ren luksus. For mit vedkommende uden tvivl den største og bedste forandring jeg gennem alle årene har oplevet.
Nu kunne man godt tro, vi så sidder og sludrer dag og nat. Næ nej et par gange om ugen + nogle mails. Det er helt fint. Så fra nu af vil det være helt slut med dårlige mobilforbindelser og de alt for høje regninger.
Tak for det.
Hilsen en glad fynsk sømandskone
Kilde/ forfatter: Glad fynsk sømandskone, Dato: 1/3-2009
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Et hverdagsagtigt juleeventyr


Jeg blev bedt om at komme med en lille juleberetning i forbindelse med udsendelse af Søhesten i December. Først sagde jeg nej til at skrive indlægget, for hvad er det lige, jeg kan fortælle, som er interessant for andre at læse? Min mand er ikke hjemme i år og hvorfor skulle I andre belemres med min klynkehistorie? Jeg har ikke lyst til at blive ynket og søger ikke medlidenhed, for det er jo sådan, vi har valgt at leve og dette er bare en konsekvens af den beslutning som jeg/vi må acceptere.
Det er muligvis ikke et skoleeksempel på den lykkelige familiejul, men hvis ikke jeg skulle tage udgangspunkt i min egen situation, hvor skulle jeg så starte?
Og hvad gør man så, når den ene forælder skal påmønstre d. 8/12??? Skal man sidde og føle sig amputeret og være ked af, at det var hans tur til at arbejde i julen, eller får man det bedste ud af situationen og tager det i stiv arm? I denne tid bliver jeg ofte spurgt om, hvorvidt han er hjemme i julen, og folk bliver helt sørgelige i blikket, når jeg svarer ”Nej, det er han ikke”. Nå, det var godt nok ærgerligt, er standardsvaret, og ja – det havde været dejligt at have ham hjemme, men så har vi til gengæld haft ham hjemme til vores søns fødselsdag og han når lige at komme hjem igen, før vinterferien starter.
Jeg har glædet mig over at ”Far” har været hjemme 1. Advent og også kommer til at være det 2. Advent. Jeg har nydt at være fælles med ham om, at dele børnenes begejstring og glæde da de d. 1. December om morgenen så, at julemanden igen i år var kommet med pakkekalender i ly af natten. Glædet mig over at drillenissen fra børnehaven kom med hjem på besøg hos os, mens han stadig var hjemme. Glædet mig over, at vores datter havde mulighed for at have sin far med til julestue i skolefritidsordningen.
Selvfølgelig kommer vi til at savne ham juleaften, men vi kan jo sende ham en
kærlig tanke og jeg er sikker på, at der også bliver sendt én til os fra skibet. Jeg
har lavet en lille pakkekalender til ham, som han kan tage med sig ud på skibet
og ”julehygge” med, når nu han ikke kan være hjemme – med små breve i nogle af
pakkerne. Børnene har udformet fantasifulde hjemmelavede pakker i henholdsvis
børnehave og SFO og dem får han med i kufferten, når han drager af mandag morgen.
For mig gælder det om at fokusere på de positive ting. Jeg vil ikke benægte, at jeg
indimellem bliver ked af hans manglende tilstedeværelse i nogle situationer, hvad
enten det er afsnit af vores liv med glædelige og livsbekræftende stunder, som
jeg gerne ville have delt med ham eller de, som er svære at klare alene. Allige-
vel føler jeg mig heldig, heldig at have en mand, som jeg ved kommer hjem igen,
heldig at få lov til at savne ham og blive mindet om, hvor glad jeg er for at have
ham hjemme, heldig at have nogle gode venner i foreningen som jeg ved gerne
træder til, hvis jeg har brug for hjælp. Når det kommer til stykket, så føler jeg
mig ikke overvundet af, at skulle være alene med børnene juleaften og at skulle
klare det alene, men er taknemmelig over alle de andre ting mit liv er beriget med.
Ting, der er umulige for andre, er for os muligt i kraft af min mands arbejdsmønster.
Det giver både begrænsninger men sørme også muligheder.
Glædelig jul til Jer alle
Kilde/ forfatter: Citha Johansen Dechlis, Dato: 23/12-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Svar på forslag fra Web udvalget


Forslag: Egen afdeling udpeger en, der har ansvar for alle de mail fra landsforeningen, der kommer.
Webmaster: Det burde repræsentanterne være, de er jo ansvarlige for formidlingen mellem landsforeningen og lokalafdelingerne. Det er selvfølgelig en god ide at bruge emails til denne kommunikation (som er hurtig og billig), derfor børallerepræsentanterhave en validemail adresse de bruger. Hjemmesiden kunne måske have en mailings liste til repræsentanterne (som den der er under lokalafdelingernes medlemslister).
Forslag: Formanden fra hver afdeling har et billede på + mailadresse.
Webmaster: God ide med et billede af formændene/kontaktpersonerne således at det virker mere personligt. Angående emailadressedirektepåhjemmesidengiver bare en masse spam emails. Derfor vil en web formular der sender en email direkte til formændene/ kontaktpersonerne nok være at foretrække.
Forslag: Medlemmernes mail kommer længere inde hvor der så skal et password til.
Webmaster: Sådan har det altid været, sådan bør det forblive.
Forslag: Der skal være bedre tjek på afdelingernes hjemmesider. Der skal ikke gå måneder inden der sker noget på siden.
Webmaster: Der er fuldt tjek på indholdet af alle sider af hjemmesiden og hjemmesidens indhold opdateres flere gange om ugen, dog er der mange lokalafdelinger der ikke benytter sig af de muligheder der er i hjemmesiden.
Forslag: Vi forestiller os at der skal laves en skabelon over hvordan det skal stilles op.
Webmaster: Forslag/skabeloner, billeder, grafik og indhold til hjemmesiden er altid velkommen. Hjemmesiden er på nuværendetidspunktprimærtbyggetoppå indholdet af Søhesten. D.v.s. stort set alt indhold fra Søhesten i gennem flere år kan findes under punkterne: medlemmernes indlæg, afdelingernes indlæg, formandens indlæg og aktivitets kalenderen. Hvis Søhesten ophører, vil det nok være en fordel at sammenlægge indlæggene evt. i en offentlig del og en kun for medlemmerne synlig del.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg , Dato: 9/12-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Har vi opbakning eller ????


Kære alle.

Har via Landsformanden erfaret, at vores redaktør føler sig sat ud på et sidespor vedr. de nye tanker og ideer, vi i nogle grupper har gang i.
Dette er selvfølgeligt beklageligt, da det absolut ikke har været hensigten.
Jeg bliver nødt til at præcisere, at mødet d. 1. nov. IKKE var et rep. møde, men et arbejdsmøde for alle interesserede.
Invitationen var sendt til repræsentanterne incl. forretningsudvalget, som kunne deltage, tage andre med, sende andre eller helt blive væk. Der var et frit valg.
Mødet havde altså en karakter, der ikke indebar forpligtigelse til at skrive et referat.
Faktisk var det en "tænketank" for at få lidt mere gang i foreningen, og det formoder jeg må være i alles interesse.
Som Landssekretær er det bl.a. mit "job" at skrive referat i.f.m. generalforsamling og rep.møder.
Nogle gange tar det lidt længere tid end andre gange, men jeg er også kun amatør, ligesom mange andre i denne forening, og har også lidt andet at få dagen til at gå med :-)
Jeg gør mit bedste, hvilket jeg er sikker på, alle andre i denne forening også gør.
At det så i nogles øjne ikke er godt nok, kan jeg kun beklage.
Jeg skal også gerne beklage, hvis der er nogle, der ikke modtager mine mails med vedhæftede filer, men jeg er jo ikke herre over, hvilke spam-filtre I har i jeres system.
Kan kun opfordre jer til at holde øje med, hvornår der sker noget. Rykke for materialet, hvis der mangler noget.
I har også et medansvar for at få det, der tilkommer jer.
Der er i øvrigt nogle ret vakse medlemmer, der er gode til at gi mig besked, hvis de opdager, der mangler et og andet. Tak for det :-)
Jeg ved, de mennesker der har sagt ja til at være med i arbejdsgrupperne, virkelig brænder for sagen.
De tryller med børnepasning, arbejde, møder, familiearrangementer etc. for at komme til de ekstra møder, så de/vi har brug for "baglandets" opbakning.
På Landsgeneralforsamlingen blev et stort flertal af de deltagende enige om, at Per Frederiksens (Søfartens Ledere) tiltrængte "skub" skulle munde ud i synlige ændringer på flere områder.
Derfor blev det besluttet, at vi skulle arbejde videre med at få nye ideer, tanker og visioner.
Dette arbejde er nu igang, og der er fra repræsentanternes side anmodet om en ekstraordinær generalforsamling hurtigst muligt.
For vi er udmærket klar over, at ting tager tid at ændre, og vigtigst af alt lige nu er at pointere, at der jo ikke er besluttet noget bag ryggen af nogen.

Dog er der bred enighed om, at bladet på sigt skal erstattes af en ny og moderniseret hjemmeside, hvor vi har mulighed for at opdatere døgnet rundet.

Vi er stort set enige om, at det er fremtidens forum for flertallet af de koner/kærester, der vil være potientielle medlemmer i fremtidens forening for sø- M/K´s familier.

Allerede nu har vi fået kontakt med evt. kommende medlemmer via Facebook. Her er også piger med, som vi aldrig tidligere har mødt.
Det er nemt, hurtigt, uforpligtende, hyggeligt og bedst af alt kan man logge sig på, når man har tid i en ellers stram familiehverdag.
Vi er helt på det rene med , at i.f.m. bladet sker trykningen lang tid i forvejen, annoncørerne har betalt forud osv.
Så faktisk gør vi vores bedste for at være på forkant, så alle kan tilgodeses bedst muligt.
Derfor allerede nu en ekstraordinær generalforsamling så vi har mandat til at arbejde videre med planerne.
Jeg vil gerne sige, at der altid er plads til en til i grupperne, hvis der sidder nogle og synes, de går glip af noget og gerne vil yde en indsats.
Samtidig vil jeg også gøre opmærksom på, at jeg jo ikke er med i alle grupper og derfor heller ikke kender til alt, hvad der foregår.
Meningen med at vælge nogle medlemmer til at varetage de øvrige medlemmers interesser må vel være, at vi overlader arbejdet til de valgte og giver dem opbakning og arbejdsro.
Dette indlæg vil komme på hjemmesiden, hvor der er mulighed for at komme med kommentarer og få en debat igang.
Facebook kan jo også benyttes.
Kilde/ forfatter: Aase Dyrehauge, Dato: 1/12-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Her en sen aften, hvor jeg egentlig burde gå i seng..


Vælger jeg at lægge et lille indlæg, som gerne skulle være en tråd til de andre indlæg :)

I Århus Afd er vi meget opmærksomme på, at der skal være plads til alle.. Yngre, ældre, små børn og teenagere. Derfor forsøger vi, at lave planer lidt ud i fremtiden.. Når vi mødes med "Rollingerne" er det som regel altid en Lørdag el Søndag - fordi det helst skal passe alle dem, som arbejder og har en lidt for hektisk hverdag :) Voksen møder.. Som vi har haft en del af.. Plejer vi vores krop, fx på kosmetolog skolen.. Går i bio.. Vi har holdt PumpDeLux party.. Vi har holdt vores "Berømte & Berygtede" D-Party. . Vi har lavet juledekorationer (hvor rollingerne var med) En jule aktivitet, som ligger og venter på os i Dec.. Er at vi skal mødes ved Britt. Så skal vi låne et skole køkken og julebage.. Dette er bare et lille udsnit af vores aktiviteter :))

Som et forsøg, har vi indført.. At hvert andet år, skal vi på et WellNess ophold :) Forrige år, var vi på Rømø.. Fra Fredag til Søndag.. Hmmmm - skal skåne jer for en masse beskrivelser.. MEN vi gjorde os helt sikkert BEMÆRKET *G* DET meste, der var WellNess for os den weekend, var vist ALT, hvad der kom gennem gangen af sprut :))

Vi holder øje og og tager hånd om hinanden.. Vi har forståelsen for, at nogen gange er der en el to - som har KÆMPE overskud.. For så måske i en periode at være lidt OFF :)

Når vi har nye medlemmer i Århus Afd, kobler vi en af de personer på, som har været i længere tid i foreningen (og som har overskud) til at tage sig af den nye.. På den måde, får den nye en ordentlig velkomst.. Og så er det måske ikke så svært at komme med til møder el andet, når der er mindst en, som man har haft kontakt med :)

Om mindre end en uge.. Skal vi have et møde i Århus Afd. Der er lagt op til kaffe og kage - og så indeholder den debat, om Landsforeningens fremtid :)
Ingen tvivl om, at VI er nød til at sadle lidt anderledes.. OG vi skal have fat i de yngre "Sø-Sild".. Jeg håber og satser på, at det bliver en rigtig god debat. Jeg håber inderligt, at vi kan se, hvad der skal til på sigt.. For at foreningen vil forblive.. Dette siger jeg, fordi jeg har nu været med til fl sammenkomster, når der har været Landsgeneralforsamling.. Jeg synes, det er herligt, at møde, hygge og snakke med andre som er i den samme "Båd" som mig :))

Kære Ida.. Du er mere end velkommen til, at byde ind på vores aktiviteter :)) Du kan til hver en tid konktakte Tina Rosenborg, som er formand.. Eller mig, som er næstformand - og høre, hvilke aktiviteter vi har ude i fremtiden :)

Hermed ønsker jeg alle en god nat´s søvn..

Husk, at pas på hinanden og jeres kære..
Kilde/ forfatter: Gitte Bartholin, Dato: 21/10-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Min første Generalforsamling i "Sømandskoneforeningen af 1976".


Jeg har kun været medlem af Århus Afdelingen i et års tid - men jeg har og har haft megen fornøjelse af denne forening.
Det var derfor en sand fornøjelse for mig at ankomme - til både meget kendte - lidt kendte - og helt nye ansigter.

Det er så dejligt fordi, selv om vi ikke kender hinanden, så har vi 1 ting til fælles.
Et meget varieret liv - laaang tid helt alene på fronten derhjemme - og tid med vores mand hjemme næsten i døgndrift resten af tiden.
Vi har ikke ondt af hinanden - synes formentlig alle at vores liv er nok specielt - men også rigt og ikke mindst lære-rigt.
Vi kan selv alle sammen - og personligt mener jeg, at vi var en forsamling ef "seje koner" - der på trods af en solid aldersforskel fra den yngste til den ældste - har noget til fælles - noget som kan være ret svært at finde hos andre med et helt almindeligt liv.

Selve General-forsamlingen var vist nok noget turbulent :o)

Men det er sådan nogen jo af og til, og da foreningen blev startet for 32 år siden, var der nogen (incl. min selv) der nok mente at tiden var kommet til lidt fornyelse.

Debatten var livlig - noget af den forstod jeg ikke så meget af, mest fordi den omhandlede personer jeg ikke har den fjerneste anelse om hvem er.
Men det der rigtig ramte dybt hos mig, var den dybe forståelse der er for hinanden.
Der er ikke megen af den slags i samfundet, så det gør rigtig godt at være landet et sted hvor det er bevaret.

Efter den hede diskussion, hvor lokalet ind imellem lød som en kalkun-farm............. :o)

Var der spisning - en glimrende middag - vi havde "tyv-startet" lidt - os fra Århus.....
Havde lige hældt lidt af Tinas hjemme-gjorte drinks ned - i rasende fart, for tiden var knap....

Rent personligt er jeg ikke så godt til stærk spiritus, så bunden var lagt inden middagen....... :o)

Da vi havde spist, var tiden kommet til de sidste gevinster i vores amerikanske lotteri - de rigtige "voksen" gaver var gemt, fordi det er bedst med en lille "fjer på" når den slags fordeles.
De blev udloddet - og naturligvis var hovedgevinsten landet hos en der "passede lodder for en anden der var taget hjem" - så kan vi jo tro på det eller lade være......... :o))

Så var der Line-dance - - - - det var sjovt........ Overvejer faktisk om jeg skulle forsøge at presse det ind i en travl hverdag - mellem det andet jeg også dyrker.
Virkelig morsomt - sikkert ikke mindre morsomt når vi nu havde drukket en hel del rødvin til maden.

Efter line-dance var der tid til snak - rigtig hyggeligt.

Jeg er helt sikkert med igen til næste år - Har sjældent været blandt så mange "seje tøser" der bare tager tingene oppefra og ned.

Kan kun opfordre andre til at møde op - vi har det sjovt - vi hygger os.

Og ikke mindst - så behøver vi ikke forklare en disse - Dem der har manden hjemme er heldige - dem der lige har sendt ham ud, er lidt heldige - og os der venter på han snart kommer hjem...........
Vi er osse heldige - for så er der ikke så længe til mere.

Alt det ind imellem - det kan vi snakke med hinanden om - Det er det skønne ved denne forening.

Mange tak til jer alle for denne gang - håber ikke der går ret længe inden vi ses igen.

Kærlig hilsen
Ingefred
Kilde/ forfatter: Ingefred Skovlund, Dato: 6/10-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

En tankevækkende historie


Alle, nogen, enhver og ingen. Det var et vigtigt job der skulle udføres. Alle blev bedt om at gøre det, og alle var sikre på at nogen ville gøre det. Enhver kunne have gjort det, men ingen gjorde det. Nogen blev sure da det jo var alles job. Alle mente at enhver ikke ville gøre det. Til slut beskyldte alle nogen for, at ingen havde gjort, hvad enhver kunne gøre.

Tænk over det og gør det selv inden andre beskyldes.
Kilde/ forfatter: Annemette Bjørndal Pedersen, Dato: 31/8-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Når Ønske barnet ikke kommer med Storken del 2


Fortsættelse fra sidste nr. af Søhesten.
Vi besluttede, at vi skal ud og se verden i stedet for at få barn. Vi besluttede, at vi først skal til Australien. Vi kørte på biblioteket og lånte bøger, regnede på, hvor mange penge turen kunne komme til at koste. Snakkede om, hvad vi ville se, og hvor længe vi ville være af sted, hvilken årstid der er bedst at rejse på. Planlægningen var godt i gang. MEN en nat vågnede jeg med et sæt, satte mig op i sengen og råber ” Carsten vi skal forsøge at adoptere et barn, for ellers kommer vi til at fortryde det senere i livet” Sømanden svarede ”Nå”, og vi sov videre. Resten af natten sov jeg som en sten. Næste dag snakkede vi adoption længe, og blev enige om, at det vil vi. Vi går på nettet for at se på hvilke lande, vi kan få barn fra, og blev meget hurtig enige om Kina. Første skridt er at ringe til Amtet og få adoptions ansøgningspapirerne tilsendt. Det går let, papirerne kommer. Vi går i gang med at indhente en masse attester. Vi skal have helbredsattester, straffeattester, kopiere lån på hus, bil m.m , bo-steds attester for de sidst 5 år, attest på at vi ikke skylder kommune eller staten penge, vielse- og dåbsattester, og sidst men ikke mindst skal vi udfylde en masse papirer om os selv . Det største chok kommer, da jeg skal betale min helbredsattest, den koster 1350 kr, hvorimod Sømandens koster det halve, lægerne må selv fastsætte prisen på disse attester, og de ved godt, at vi betaler, og adoption koster mange penge. Jeg sender alle papirerne midt i oktober 2006, og vi er i gang med Fase 1. I fase 1 skal vi til en samtale i Amtet hos en sagsbehandler. Det kommer vi midt i november 2007, som det sidste par i Storstrøms amt. Den dag vi kørte til Vordingborg, var jeg meget nervøs. sømanden tog det stille og roligt, hvad ville sagsbehandleren spørge om? Samtalen gik godt, sagsbehandlerne var meget venlige og lette at tale med. Vi kunne nu køre hjem og vente på at vores sag kom op i samråd, og blive godkendt til Fase 2. Det svære kom, da godkendelsen lod vente på sig, samrådet ville have nogle ekstra attester på os, og det tog ½ år at få dem. I mellem tiden var amterne blevet nedlagt og blevet til Regioner, det var også medvirkende til, at tiden gik. Ventetiden bruger vi på at kommer til Informations møder hos de 2 adoptionsbureauer, der er i Danmark, AC og Danadopt. Vi vælger Danadopt, da vi syntes, de tiltaler os mest og giver det bedste indtryk. Samtidig gik vi rundt og tænkte, hvad hvis nu vi få afslag på vores ansøgning, det giver en del frustration, og bekymringer. Tiden går og jeg nærmer mig med hastige skridt de 40 år. Endelig 1. juni 2007 kom der brev fra Region Sjælland, aldrig har jeg været så nervøs for at åbne et brev som den dag. Vi er godkendt til Fase 2. Lettelsen var stor, endelig er vi videre i vores adoptionssag, og kan komme på adoptionsforberedende kursus. Sømanden er selvfølgelig ude at sejle, og jeg fejrer det alene, og køber 5 børnebøger, noget måtte jeg bare gøre. Jeg ringer til Familiestyrelsen og melder os på adoptionsforberedende kursus sidst i august og midt i september. Vi er glade og forventnings fulde, og ved nu at vi er 97% sikker på at blive godkendt i Fase 3. Men der er atter et STORT MEN. Mærsk beslutter, at Carsten skal udmønstre sidst i August, og de vil ikke lade Carsten blive hjemme 3 uger ekstra, så vi kan få taget det kursus. Vi skal begge deltage på samme kursus, og mister vi een kursusdag,skal det hele tages om. Det koster 3000kr at deltage på disse kurser. Langt om længe er der et kursus, hvor Carsten er hjemme. Kursuset ligger i Tisvildeleje , og de der deltager er fra Københavns området. Kurset består af et weekendkursus med overnatning og 1 kursusdag 3 uger senere. Vi kommer på weekend kursuset og 2 dage senere ringer Mærsk, Carsten skal på job 5 uger for fortidligt. Jeg ryger som en turboraket op i det mørkerøde felt, og kalder både den ene og den anden for de værste gloser. Det hjælper( i øvrigt den eneste gang, det har hjulpet at blive så hysterisk), vi få forhandlet os frem til, at Carsten skal ud 5 dage efter den sidste kursus dag. Kursuset er spændende og meget lærerigt, vi sidder i rundkreds og er 10 par og 3 eneadoptanter. Der er på forhånd lagt et program med emner. Vi skal arbejde meget i grupper på kryds og tværs, sammen med vores partner og alene. Vi får snakket om det at være barnløs, hvad det har betydet for os som par, hvad vil det sige at være en familie med et adoptivbarn. Det er specielt i manges øjne ( Av tænkte jeg så er vi godt nok en meget, meget speciel familie, når vi også er en sømandsfamilie). Hvordan forholder vi os til at skulle modtage vores barn, hvordan får vi den bedste tilknytning til vores barn. Hvad gør vi, hvis vi får et barn med tilknytningsproblemer? Vi fik vendt mange problemstillinger på disse kursus dage, og vi var meget afklarede, om at vi skal adoptere. Nogle af deltagerne var stadigvæk i tvivl, og nogle par havde ikke afsluttet behandling for barnløshed endnu, og der med ikke opgivet håbet om at få deres eget biologiske barn. For at kunne ansøge om fase 3 i adoptionsforløbet, skal man have afsluttet behandling for barnløshed, det havde vi gjort inde i fase 1, så med kursusbeviset i hånden, kunne vi sende papirerne, og ansøge om fase 3. I et adoptionsforløb skal man være meget gode venner med tålmod, og kun vente. Fra vi havde sendt papirerne til stadsregionen, til vi kom til første samtale gik der 3 måneder, men ok Sømanden var jo alligevel ude at sejle i de 3 måneder, så der var ingen panik over det( Altså næsten) I fase 3 skal vi til 2 samtaler, den første er hos sagsbehandleren i stadsregionen, den anden samtale er et hjemmebesøg af sagsbehandleren. Første samtale gik rigtig godt, Carsten var meget forkølet og kunne næste ikke sige et ord, så det var naturligt, at det var mig der snakkede og fortalte om mit liv, hvorfor og hvad jeg havde tænkt, og vi havde tænkt, m.m, samtalen tog 2 timer. Hjemmebesøget gik godt, Carsten fik fortalt om sit liv, hvorfor og hvad han tænkte, og hvad vi tænkte. Sagsbehandlerne gik meget op i, om vi havde tænkt over, at jeg ville være alene hjemme i lang tid, om der var nogle, der kunne hjælpe mig. Det har vi tænkt over, vi vil finde nogle reservebedsteforældre . Det var 2 gode samtaler, der blev spurgt ind til om mangt og meget, men det var ikke grænseoverskridende på noget måde. De spørgsmål, der bliver stillet, er jo kun for at sikre sig, at vi er egnet til at adoptere, og ærlighed når man nu engang længst med. Vi fik besked på, at vores sag ville komme på samrådsmøde sidst i marts, og vi ville få svar rundt 1. april, men at sagsbehandleren ikke kunne se nogen grund til, at vi ikke skulle blive godkendt. Sagsbehandlerne ville skrive en rapport om os, den ville vi få tilsendt og kunne komme med kommentarer, hvis vi ønskede det. Vi får rapporten og læser den. Vi har kun ganske få kommentarer til den, som vi videresender 7. marts. Vi kan nu kun vente de næste 3-4 uger på, at få svar. Så vi venter og venter, bruger tiden på at snakke lande valg. Vi ved, at det ikke bliver Kina, der er ventetiden 3 år, Sydamerika er vi for gamle til, men ellers kan vi vælge alle andre lande. Det er meget svært, at skulle vælge, men vi har jo også lang tid endnu, inden vi får svar, og SKAL vælge land, så det haster ikke.( tror vi)
13. marts kommer jeg træt hjem fra job, og Carsten siger: prøv lige at læse brevet fra Stadsregionen, jeg spørger: hvad H--
-vil de nu, og er lige ved at blive småhys, men læser og læser, HVAD STÅR DER EGENTLIGT I BREVET??? Vi er GODKENDT, vi skal have BARN.
Vores barn kommer ikke med storken, men vi skal hente det i et land langt væk, men hvilket land???
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 4/8-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Kommentarer til debatten (bladet Søhesten)


Det har været interessant, at læse Åses indlæg i forrige blad og Ilses besvarelse i sidste blad. Jeg syntes måske kommunikationen er lidt langsom, idet den foregår via bladet som kun udkommer 6 gange årligt. Det ville være sjovt hvis hjemmesiden gav mulighed for at fortsætte debatten mere aktivt.
Ilse skriver at bladet kan betegnes som foreningens hjerte, hvor man kan følge med hvis man ikke deltog på sidste møde. Det er jeg uenig i, for da bladet kun udkommer 6 gange om året kan der nå, at ske meget inden man læser om det i bladet næste gang. Her har hjemmesiden den klare fordel, at den kan opdateres allerede dagen efter et arrangement er afholdt og et pludselig arrangeret møde kan skrives ind i kalenderen.
Vores hjemmeside fungerer fint, men kan moderniseres meget og derved komme til at fungere endnu bedre og måske blive mere brugervenlig for dem som ikke er så meget inde i at opdatere på siden. Jeg er helt enig i, at der findes unge ildsjæle i vores forening, men unge ildsjæle ønsker også at arbejde på en moderne måde! Jeg kan godt forestille mig, at bladet afskaffes og der i stedet udnævnes en webmaster som er hovedansvarlig for hjemmesiden. Derudover skal hver lokalforening stille med et medlem, som kan hjælpe webmasteren og selv opdatere på den lokale del, som vi gør i dag. En del af de midler som i dag bruges til bladet kan måske lønne webmasteren? Vores sponsorer som i dag reklamerer i bladet kan være med på hjemmesiden med links eller/og reklamer.
Hvis man i dag ønsker at finde noget, søger man på nettet og en pæn moderne hjemmeside vil præsentere os godt. Inde på hjemmesiden kan ”Bladet” være sat op som en pdf-fil som kan sendes til skibene og evt. printes.
Jeg føler foreningen står på et lidt skelsættende sted. Derfor er det relevant at kigge indad, være kritisk og måske stille spørgsmålstegn ved vores eksistens. Det er trods alt den unge generation som skal føre foreningen videre, men det kan være svært hvis ”Plejer” fylder så meget at de unge skræmmes væk.
Vi har fra Fredericia/Strib/Kolding afdelingens hjemmeside lagt op til en diskussion om foreningens fremtid på Landsgeneralforsamlingen. Vi håber på stor deltagelse og håber på, at vi kan få en rigtig god debat med nye indspark og frem for alt en god tone!
Kilde/ forfatter: Birgitte Bendixen, Dato: 4/8-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Når ønskebarnet ikke kommer med storken.


Da sømanden og jeg fandt sammen, vidste vi hurtigt, at vi ville have børn og helst i går. På det tidspunkt var jeg 36 år og sømanden 35år. Vi kan roligt sige, at mit biologiske ur tikkede meget hurtigt, og i dag ved man at efter 30 år bliver chancen for at blive gravid mindre og mindre.
Den første tid tog vi det, som det kom, for jeg blev jo gravid som alle andre, der ønsker sig et barn, gravid blev jeg bare ikke. Ingen grund til panik tænkte vi, men vi blev alligevel hurtig enige om, at få undersøgt hvorfor der ikke blev noget ønskebarn. 10 dag før vores bryllup kom svaret, det med at få barn på naturmetoden kunne ikke lykkes for os, vi skull have hjælpe.
Nå ja, ingen grund til panik, for nu kommer der jo barn, når vi når der til. Det næste halve eller nærmere 1 år går vi til et hav af undersøgelser, det tager LANG tid, fordi sømanden jo ikke er hjemme hele tiden. Når jeg skal være ærlig, håbede jeg, at der kom barn på naturmetoden i den periode, men der kom bare ikke noget barn.
Langt om længe kom vi til den sidste undersøgelse og fik den besked, at vi blev videre sendt til Holbæk Sygehus, der har de en afdeling for fertilitetsbehandlinger. JUBI og HURRA for nu nærmer vi os barnet.
På dette tidspunkt tager jeg med ud at sejle i 5 uger, og lige inde afrejsen møder jeg en tidligere kollega, der spørger ti,l om vi har fået barn, eller om jeg er gravid. Nej, der er ikke barn eller graviditet under vejs, men at jeg skal med jorden rundt i 5 uger. Hun svarer, nå men så bliver du jo gravid på den tur. Jeg havde mest lyst til at SKRIGE efter hende og hendes barnevogn, at vi får for _ _ _ ikke kan få barn, men går hjem og græder 7 tårer over det.
Vi må vente ½ år på første samtale på Holbæk Sygehus. Da vi endelig kommer der op, siger de, at de nok skal hjælpe os, og om vi vil have første forsøg nu. Vi takker nej til at have første forsøg pt, da vi havde købt hus dagen før, og skal bygge om, og flytte om 1½ måned. Sømanden skulle jo også på søen midt i det hele. Vi få en masse papirer med hjem, vi kan læse for at forberede os på forløbet.
Papirerne læser vi, og vi gør os mange tanker om det, vi skal igennem. Vi taler meget om, at vi kan være så heldige, at vi får tvillinger?Jeg er på det tidspunkt 38½ år. Vi overtager hus og snakker om, hvordan det vil være at have barn/børn i huset, og hvor børneværelset skal være, legeplads, og hvor barnet/børnene skal have deres legetøj i køkkenet. Vi glæder os til, at vi bliver forældre og har mange tanker i den tid. Det er i denne periode, at vi begynder at fortælle,at vi ikke kan få børn og skal i behandling for barnløshed.
Endelig kommer vi til den tid, hvor vi skal starte på vores første behandling for barnløshed. Vi glæder os og ønsker os tvillinger. De næste 4 uger står den på næse spray og hormoner, jeg bliver noget så hysterisk på 10. dagen, og har mest lys til at råbe og skrige efter alt og alle, men holder mig inde den dag ( Det går over i løbet af nogle timer). Jeg har produceret 4 æg ( senere finder jeg ud af, at det normale antal æg ligger på mellem10-30 æg), som tages ud, et går til grunde under udtagningen, så der er 3 tilbage. Sjældent har jeg været så nervøs som den dag, det gik jo godt. Æggene bliver befrugtet og skal ligge i 2 døgn, for at se om, de deler sig, som de skal. 2 døgn senere køre vi igen mod Holbæk, vi håber at de 2 æg kan bruges, så vi få tvillinger. Da vi kommer derop, er der kun 1 æg, som kan bruges. Men det ene æg kan jo nå at dele sig, så der kommer tvillinger (håbet er jo lysegrønt meget længe, også selvom fornuften siger noget andet).
Vi reger med at jeg bliver gravid, jeg får kvalme m.m., så håbet er meget stort og forventningerne kæmpe STORE. På 10. dagen sker der en forandring i min krop, og jeg ved godt, at jeg ikke er gravid, men skyder tanken væk, for jeg skal jo være gravid. På 12. dagen tager jeg en graviditetstest, som er negativ, men det gør ikke noget for det er jo først på 14. dagen, at den skal være positiv, men ak den er også på 14 dagen negativ, jeg er ikke gravid, og må ringe til Holbæk Sygehus og sige, at det ikke lykkedes.
1 måned senere skal vi have endnu et forsøg, som aldrig kommer i gang, fordi jeg har dannet æggeblærer til næste menstruation. På vej hjem i bilen pipper jeg forsigtigt ordet adoption, men vi bliver enige om at prøve igen om 3 måneder. Vi prøver igen, og denne gang er jeg meget påvirket psykisk, græder let og har ikke de store forhåbninger, om at det skal lykkes. Men jeg går i gang med næsespray og hormoner, allerede ved undersøgelsen inden jeg starter på hormonerne, er tingene ikke helt som de skal, men vi bliver anbefalet at fortsætte, dog efter 6 døgn på hormoner viser det sig, at jeg kun har produceret et lille bitte lille æg, som ikke kan bruges, og vi stopper forsøget. Jeg er meget dårlig både fysisk og psykisk, der går over en måned, inde jeg er mig selv igen.
Vi bestiller tid til en samtale på Holbæk Sygehus, hvor vi vil have ren besked, om hvor stor chancen er, for at vi får et barn ud af det. Den er til stede, og de vil gerne give os de 2 forsøg vi har tilbage, men vi skal tænke os godt om inden, vi beslutter os , og at der er andre måder at få barn på. Jeg svarer lægen, at vi næsten er sikre på, at vi ikke vil prøve igen. 2 måneder senere bliver jeg kaldt til samtale på Holbæk Sygehus, det viser sig, at jeg ligger på kanten til overgangsalderen, og vi har besluttet, at hvis vores chancer for et barn er meget små, vil vi ikke have flere behandlinger for barnløshed.
Vi afslutter vores behandlinger for barnløshed, vi får ikke et biologisk barn. Beslutningen er let, men vi er kede af det, og tænker og snakker meget, hvad skal vi så?????
Vi beslutter, at vi ikke skal have børn, men at vi vil rejse. Den første tur skal gå til Australien.
Fortsættelse følger……
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 24/6-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Kære Aase (Bladet Søhesten)


Dit indlæg i sidste blad er dybt provokerende, - så hvis det var dit mål, indfriede du til fulde din målsætning.
Du skriver, at vi er en forening, der holder kaffeslabberads, tager på ture i det fri mv., og dog er din ønskedrøm at hele familien er velkommen, også børn og ældre. Vores forening har altid haft ildsjæle, der går foran, men også "menige" medlemmer, der bare ønsker at mødes med ligesindede til de arrangementer, der bliver afholdt. Vi er en forening af sømandskoner, der på godt og ondt støtter hinanden og hjælper hinanden med de op- og nedture, der nu engang er. Vi har en forståelse for hinandens hverdag, og kan både le og græde sammen. Er det ikke også det, der er meningen med foreningen?
Som jeg forstår dit indlæg, vil du gerne bevare foreningen, (-eller vil du?) blot vil du nedlægge bladet og overgå til, at al information foregår via hjemmesiden.
Vi har gennem årene diskuteret bladet og foreningens fremtid flere gange. Og heldigvis har Søhesten og foreningen ikke mistet luften, men er svømmet videre hver gang.
Der bliver brugt en del ressourcer på bladet, -ja det er korrekt. Men vi får også meget igen. "Søhesten" må betegnes som foreningens hjerte. Vi når ud til alle, - også dem, der ikke deltog på det sidste møde, - men som alligevel kan følge med. Ved at være synlige på skibene fanger vi også en del søfolk samt deres ægtefæller,
-det gør vi ikke på samme måde med en hjemmeside.
Vi har en flot hjemmeside i dag, - og den kan muligvis godt udbygges yderligere, -jeg ved ikke helt, hvad det er du vil have med?
Du skriver "Trods "nej tak" til reklamer dumper "Søhesten" alligevel ind af postkassen". Som jeg forstår dig, - vil du hellere have reklamerne poppende op på hjemmesiden?? Hvori ligger forskellen?
Jeg tror på, at der findes et par piger blandt vores medlemmer, der har interessen i at videreføre arbejdet med at redigere "Søhesten" samt stå for foreningen udadtil ,også fremover, - det er trods alt lykkes indtil nu.
Der er et ordsprog der siger: Gør problemer til opgaver og løs en opgave hver dag, gør du opgaver til problemer, da går alting i stå.
Med håb om en positiv debat.
Kilde/ forfatter: Ilse, Dato: 23/6-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

En lille kommentar til Birgits indslag


Jeg har oplevet lidt af det samme som Birgit. Da sømanden sejlede på Østen, og vi stort set kun havde Lyngby Radio at kommunikere på, kunne man ikke lige indenfor nogle minutter få fat i hinanden, derfor var "problemet" med at fortælle dårlige nyheder hjemmefra ikke så let. Inden man fik fat i skibet og sømanden, havde man ofte fået svar på, om uheldet faldt godt ud eller ej.
Da sømanden de sidste år begyndte at sejle på Nordeuropa, mobilen var blevet indført plus satelitten, man kunne få kontakt på ganske kort tid med hinanden. Vores barnebarn blev meget syg, og så stod jeg pludselig med det dilemma, skulle jeg ringe eller vente 24 timer på svar??? Jeg valgte at ringe, og det var så også det rigtige, vores barnebarn var ikke så syg som ventet, dejligt, Men…. Det gjorde det klart for mig, at nu med den gode kommunikation til skibene, bør man have en snak sammen, vil sømanden have besked her og nu, eller vil han hellere vente, det må være svært at sidde midt ude i Atlanten eller Det indiske Ocean, og ikke kunne komme hjem, ligesom det er svært at være den, der sidder derhjemme med problemerne.
Tænk rigtig meget over det. Det er meget svært at skulle stå med det ansvar og samtidig være midt i ængstelsen for, hvordan det går.
Få en snak om det, måske tænker I ikke helt ens på tingene.
Kilde/ forfatter: Kirsten , Dato: 17/4-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Trods et "nej tak" til reklamer dumper "Søhesten" alligevel ind af postkassen


Så nu kan de næste fem minutter tilbringes i velværelset med bladet, hvori man kan læse om dagens opskrift, kommende dildo-parti i lokalforeningen, eksotiske rejsebeskivelser og reklamer fra nogle velmenende firmaer, der synes, det er en god ide at holde liv i Sømandskoneforeningen af 1976.
Er det nu også en god ide??
Hvad skal vi med en forening af en flok originale fruer, der kun har det tilfælles, at deres mænd er beskæftiget i det ”blå Danmark”. De holder kaffeslabberads, tager på ture i det fri med deres yndige afkom; mødes til landsgeneralforsamling en gang om året for at bekræfte hinanden i, hvor godt det hele går; og en lille inderkreds mødes et par gange om året for at glatte ud og holde fast i de gamle traditioner og dyder. For ”dengang jeg startede som sømandskone var der koner til” lever i bedste velgående. Det var dengang de fik mange børn,selvom manden var væk i årevis, hvordan det så hang sammen? Måske havde vi flere storke i Danmark dengang?
Er det ikke på tide, de vågner op og opdager, de lever i år 2008. En tidsalder, hvor computeren er til andet end at større støv af på. Faktisk kan der spares enorme summer på at undlade at sende en stak papirer verden rundt til skibe, koner og andre interesserede. Tænk hvor meget hjemmeside der kunne købes for de penge, det koster at producere og distribuere det lille blad, som nu kun kommer 6 gange om året.
Der kunne endda blive råd til at få en m/ k til at passe hjemmesiden, så de lokale afdelinger kan koncentrere sig om det, de er gode til, nemlig at samle medlemmerne om noget, der er til fælles bedste. Det kan jo nok være, det kan få en og anden op af stolen at lave om på noget, som alle har prøvet at overbevise hinanden om, har fungeret udmærket i en halv tidsalder. Måske er der ikke længere brug for, at nogle prøver på at overbevise andre, eller måske især sig selv om, at de er uundværlige. Så behøver de ikke længere at sige, de lige snupper et par år mere på en eller anden post , for at foreningen ikke skal gå nedenom og hjem. For det er måske lige netop det, der skal til, for at nogle af dem, der betaler deres kontingent med glæde og så i øvrigt læner sig tilbage i troen på, at alt arbejdet kommer helt af sig selv, vågner op af tornerosesøvnen, uden at det ligner et mareridt.
Ønskedrømmen kunne være:
”Søhesten” Foreningen for Søfartsfamilier.
Her er hele familien velkommen, også børn og ældre. Formanden er den person, der tegner foreningen udadtil, men ellers læner sig tilbage efter at have uddelegeret arbejdet. Et par stykker fra hver lokalafdeling mødes med jævne mellemrum og opdaterer foreningens aktiviteter. De har det sjovt og hyggeligt, og både transport og kost bliver betalt, det mangler da bare. Bladet kommer ud til medlemmerne via internettet, og de få medlemmer, der ikke er koblet til det moderne samfund, får selvfølgelig en papirudgave i genbrugspapir, for der skal jo spares. Både på finanserne og miljøet.
Rederier, håndværkere og andet godtfolkvil stå i kø for at få lov at reklamere på hjemmesiden, for hvilket kundepotientiale gemmer der sig ikke på foreningens medlemsliste. Rederierne kan kapre folk ( selvom de er imod pirateri) fra hinanden. Håndværkere og handelsmænd kan kapre kunder, for de har jo penge de søfolk, siges der ude i byen. Så alt i alt en en god forretning for alle parter, og alle laver det, de er gode til.
Jeg vil sluttelig bemærke, at det var min åbenmundethed på seneste repræsentantskabsmøde d.12.4.08 der er skyld i dette indlæg. Flere medlemmer opfordrede mig til at komme med en provokation i bladet, det være hermed gjort. Håber der bliver debat til lands og til vands.
De bedste hilsner fra Landssekretæren.
Kilde/ forfatter: Aase Dyrehauge, Dato: 17/4-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Hvad siger man i en svær situation?


Pludselig sad jeg og kiggede længe og meget eftertænksomt på min mobiltelefon, - og ser det stadig for mig igen og igen, – hvad skulle jeg skrive??... Eller skulle jeg ringe i stedet for at skrive en sms? Jeg var virkelig i tvivl. Hvornår var det rigtige tidspunkt? Vente og se det an? Jeg var sikker på, at jeg nok skulle få ham med hjem igen, efter de havde undersøgt ham, han så jo så frisk ud, trods han havde ondt i maven. Men det var naturligt nok efter den flyvetur… Jeg har ofte hørt sømandskoner fortælle, hvordan de først berettede til sømanden derude, om børnenes uheldige skader og tur på skadestuen, når det var vel overstået. Så han ikke blev unødigt bekymret. Og hver gang har jeg selv tænkt en lignende situation igennem. Hvad ville jeg selv gøre? Jeg tænkte, at det ville jeg nok også selv gøre. Jeg husker faktisk ikke engang i skrivende stund, om min sømand og jeg har talt om netop dette.
Jeg ved, at flere yngre sømandskoner tænker lige modsat. De synes, at når man er en familie, deler man bekymringer ligeligt. Han har selv valgt sin levevej, og det er ikke mit problem. At det så kan være svært for ham ude på skibet, at være ”alene” og ikke kunne være hos sine kære, i en situation, hvor familien hjemme er belastet af bekymringer, det må han selv løse, eller vi løser det sammen. Måske har de et bedre argument. Måske er den unge sømand bedre indstillet på denne holdning til at dele livets svære stunder. Måske er det ikke rimeligt. Og måske er det i virkeligheden umuligt at sige, at det ene eller det andet er det mest rigtige, for hver opstået situation har sit unikke særpræg og egne omstændigheder, og hvert parforhold har sit unikke særpræg.
I hvert fald sad jeg nu der på skadestuen, og ventede mens vores søn på 16 år var i CT-skanneren efter et trafikuheld, hvor han kørte på scooter, og en 90-årig dame i bil overså ham og kørte lige ind i ham. Han kørte formentlig omkring 60km/t, så selvom han så fin og frisk ud, var ved fuld bevidsthed, havde kun en enkelt hudafskrabning på benet, og havde haft styrthjelm på, så var det sket med stor kraft. Alligevel regnede jeg fuldt og fast med at få ham med hjem fra skadestuen. Og så var der jo ingen grund til at gøre hans far unødigt bekymret, når han ikke, som jeg, kunne se vores søn med egne øjne. En indre stemme har nok alligevel sagt mig, at trods min mange årige erfaring som intensiv sygeplejerske, så kunne jeg ikke vide, hvad denne situation kunne udvikle sig til. Eller måske netop derfor. Og hvis jeg ventede med at underrette hans far, til det måske så helt galt ud, så følte jeg vist nok, at jeg ville få et forklarings problem. Jo! -set i bakspejlet, kom jeg nok i denne unikke situation til den erkendelse, at hans far havde krav på at være orienteret om sin søns tilstand. Men væsentligst af alt, at han kunne nå at være med i processen, efterhånden som tingene skred frem.
Så jeg sendte en sms, så forsigtigt jeg syntes, jeg kunne uden at forskrække ham. Det lykkedes vist ikke! Der findes ingen ”skåne-kur” her. Men jeg er glad for nu, at jeg skrev, mens han var i skanneren, for så kunne jeg med sindsro svare på hans spørgsmål om, hvad der var sket: ”Jeg ved det ikke, de er ved at undersøge det netop nu”. Og så: ”Jeg vender tilbage, når jeg har fået svaret, men han ser ok ud”.


Det var værre end jeg troede, fandt jeg ud af. Han havde sprængt milt, hvilket i sig selv er livstruende, dertil en sprængt nyre, og kraftige blødninger i maven. På et eller andet tidspunkt ringede jeg og fortalte min mand det, men jeg husker faktisk ikke rigtigt hvad jeg sagde. Kun husker jeg, at jeg bad ham fortælle familien det, hvilket jeg nu undrer mig over. Jeg var, i mine tanker, optaget af at ”filtrere” oplysninger til min mand, for at skåne ham mest muligt, men her svigtede kontrollen altså delvist. Sådan er det jo, når man ganske pludseligt får revet tæppet væk under fødderne. Med min faglige ballast, havde jeg en viden om mulige komplikationer, og jeg havde virkelig mange skræk scenarier kørende på den indre skærm. Og det var vigtigt for mig, ikke at belaste min mand med dette scenarium, hvilket unægtelig gjorde det mere belastende for mig. Han var alene med sine bekymringer, og værst af alt, han kunne ikke være til stede, og jeg var ene med mine. Jeg tror egentlig ikke, man helt undgår dette dilemma. Det kan man først løse efterfølgende ved at snakke det igennem, når man atter er sammen uden nogen forstyrrende elementer. For selv hvis jeg havde delt hver en tanke og følelse med min mand, så kunne han stadig ikke være der. Og det var det, der netop var vigtigst for os alle tre – min mand, vores søn og jeg – i denne angst fyldte situation.
Ydermere stod jeg med ansvaret for den beslutning, jeg måtte træffe: Var det påkrævet, at min mand tog hjem her og nu? Det mente jeg ikke, og det var heller ikke muligt. Men mange stillede spørgsmålet, så det var et pres.
De første døgn var usikre, ville han klare det uden operation? Det holdt jeg, så vidt jeg husker, for mig selv. Men han klarede det.
Der var op og nedture, som jeg undlod at dele med min mand, eller jeg tog brodden af det. For eksempel valgte jeg, i stedet for: ”Han røg af sted med udrykning til Rigshospitalet, fordi de mente der var opstået en akut komplikation” at sige: ”Vi er lige et smut forbi Rigshospitalet til en undersøgelse, men skal snart retur igen”.
Det er i skrivende stund 3 måneder siden ulykken skete. Vores søn tabte 11 kg, måtte tage orlov fra gymnasiet pga for meget fravær, og han skal måske opereres, for at få fjernet den ødelagte nyre, som menes at skabe problemer. Men han kører scooter igen.
For hele familien var det en slem forskrækkelse, som det tager tid at fordøje. Og der er ikke tvivl om, at denne tid forlænges af, at man er alene om det, både sømanden og sømandskonen, samt sønnen der savner sin far. Jeg tror, dette er et faktum, man ikke kommer uden om, uanset hvilken indgang man har, til det at deles om sorger og bekymringer. For det alt afgørende, når sådan noget indtræffer, er om man kan være der, ved siden af sit barn, og sammen som familie.
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 24/3-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

På vej mod foråret


Når I sidder med dette blad i hånden, er der ikke længe til, at vi ifølge kalenderen kan sige, det er forår.
Noget af det jeg glæder mig mest til ved foråret er igen at tage til Christiansø – Danmarks østligste punkt. Min familie har en hytte på Christiansø, som vi bruger meget i sommerhalvåret.
Efter en lang vinter er det skønt at komme til øen igen - åbne hytten, få luftet ud, vasket af og vasket op, så det hele fungerer, når vi kommer i week-ender og ferier det næste halve år.
Noget helt specielt ved foråret på Christiansø er edderfuglene, der ligger på rede. De ligger overalt og kan være meget svære at få øje på, for de ligger helt stille på klipper, under buske og langs med mure. Man kan gå tæt forbi dem uden at få øje på dem.
Vi har en enkelt edderfugl liggende i vores have, og den ligger samme sted hvert år. Det må være den mest fotograferede edderfugl. Til at begynde med er den ikke så begejstret, men efter et par dage begynder den at vænne sig til de utallige klik.
I maj/juni måned når æggene er ruget ud, går edderfuglemor mod havet med sine unger for at svømme mod Bornholm. De går i en lang række og hopper i vandet fra klipperne. Her passer fædre, mødre og tanter (edderfugle, der ikke selv har fået unger) på de små nye, da mågerne meget gerne vil have fat i dem.
Og så er det ved at være sommer ……
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 1/3-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Tak for alle de dejlig reaktioner på min artikel


Kære sømandskoner.

Fantastisk at læse Søhesten denne gang og se alle jer der havde skrevet noget.
Især syntes jeg det var dejligt at høre fra "børnene". Det er jo dem jeg tænker mest på.
Skønt debat jeg her har fået igang. Vi forsætter snakken i Århus afd. hvor vi jo har mange børn.
Kilde/ forfatter: Gitte Jensen, Dato: 27/2-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Hej Gitte Jensen


Mange af os kender helt sikkert problemet. Jeg gør i alt fald. Vores børn er i dag 18 og 25 år.
Nogle af de ting, der fungerede for os, var:
Begge var 2 år, første gang vi var medderes far ude at sejle, så de kunne se hvorhan opholdt sig, når han ikke varhjemme.
Deres eget billede af far. Billedet blev efter behov kysset, krøllet sammen, vredet,var med i legen, med i seng eller gemt/glemt. Altid fundet frem igen.
Far skrev breve/postkort til dem. Brevene/kortene kunne de få læst højt, når dehavde lyst til at høre dem igen og igen.De blev gemt som klenodier.
Fars sengetøj blev skiftet 1-2 dage indenudmønstring. Børnene nød at putte sig ifars seng, som duftede så dejligt af far.
Det med at vise på et kort, hvor far erhenne, havde vores børn også stor glædeaf. Især en globus er rigtig god, for såfår børnene en bedre fornemmelse for, hvor lang vej hjem, der er.
Men snak med dine børn om, hvordan de har det med, at deres far er væk, og om at det er tilladt at savne, og at det er noget I alle gør, også Jer voksne. For vores børn var det også vigtigt, at de altid vidste, hvor jeg var henne, så de ikke følte at jeg også ”forlod” dem. Og at de kunne komme med, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre.
Håber du kan bruge dette til noget.
Med venlig hilsen Eva Christensen + børn
Kilde/ forfatter: Eva Christensen, Dato: 26/2-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Kære Gitte


Det er flot, at du skriver om dine børns reaktion på at de savner far.
Vores søn er nu 16 år, men jeg husker meget godt nogle af de samme frustrationer, da han var i samme alder. Og det er IKKE sjovt! Dertil kommer at i den alder, som dine børn har nu, har børn ikke tidsfornemmelse nok til at forstå, at far kommer hjem om 7 uger eller lignende.
Jeg var faktisk selv så desperat på et tidspunkt, at jeg kontaktede PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i vores kommune. Og jeg må have lydt ret desperat, for jeg fik 10 timer hos en psykolog, i deres regi, som er gratis. Jeg lærte der, at det bedste jeg kunne gøre for min søn, var først og fremmest, at gøre noget ved mit eget savn. Barnet reagerede mindst lige så meget, og måske endda mere, på mit savn, som på det faktum at far var væk. Det var et godt værktøj jeg fik der, selvom det ikke var som at knibse med fingrene, og så er alle problemer væk. Men det hjalp! Det er et faktum, at hvis mor har det godt, og formår at hvile i sig selv, så klarer børnene langt mere. Så mit råd er: Gør noget godt for dig selv, arbejd med dit eget savn, via psykolog eller hvad der er aktuelt for dig. Jo bedre du har det, jo bedre får dine børn det.
Jeg tror, at vi sømandskoner stiller ret store krav til os selv. Vi piber ikke over, at sømanden er væk, over savnet, over alle hverdags problemerne, vi ofte står alene med osv. Men det kan blive for svært ind i mellem, og det er en styrke at kunne vise sin svaghed, frem for at gemme den af vejen. Når vi viser svagheden, er vi allerede i gang med at ændre på det, og det er positivt. Jeg tænker på dig!
Knus Birgit
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 26/2-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Min far er sømand


I sidste nummer af Søhesten efterlyste en ung sømandskone at høre, om andre sømandsfamilier havde samme reaktionsmønstre hos de små børn, som hun oplevede i sin familie.
Jeg er selv sømandskone, og min mand har sejlet i mere end de 25 år vi nu har været gift. I min familie kendte vi ikke de problemer, som bliver beskrevet. Men jeg ved og har hørt fra andre unge familier, at de har - eller har været igennem den samme problematik. Mine tanker er, at det må være forfærdeligt hårdt, ikke kun for den hjemmeværende familie, men også for faderen derude til søs. Jeg har selv før i dette blad skrevet om, at det kan være dejligt at savne, men som nogle familier oplever savnet, må det være ganske uholdbart. Jeg har desværre ingen gode råd, for det som har været godt for vores familie, behøver jo nødvendigvis ikke at være godt for en anden. Jeg har dog den idé, at er det hårdt for moderen at savne, (og det kan man jo ikke sådan lige lave om på!) vil det uvægerligt påvirke den lille familie. Måske er det hos nogle familier sådan, at børnene, hvor små de end er, kan mærke moderens savn og reagerer på det? Og selvfølge savner de små størrelser også deres far. Det ville være unaturligt andet!


Savnet skal bare ikke være ubærligt. Da jeg læste den unge mors artikel, kom jeg til at tænke på, at min datter da hun var 14 skrev en artikel til Søhesten. Den kommer her igen:
Min far er sømand
Savner du ham ikke? Ville du ikke ønske, han lavede noget andet? Synes du ikke, det er længe han er væk? Det er bare en lille del af de spørgsmål, folk altid spørger mig om, når de hører, at min far er sømand. Og jeg har altid svaret det samme: NEJ! Selvfølgelig savner jeg ham, og selvfølgelig synes jeg nogle gange, det er længe han er væk, men det er ikke noget jeg tænker på. Altså nogle gange er han der, og nogle gange er han der ikke! Sådan har det altid været, og sådan bliver det sikkert ved med at være lang tid endnu. Sjovt nok er det næsten altid mine venner, der er mere ked af det, når han tager af sted, og de syntes, det er synd for mig. Man er selvfølgelig lidt ked af det, når han rejser, men jeg har da aldrig grædt, når han skulle af sted, heller ikke da jeg var lille. Jeg ved jo, at jeg ser ham igen om et par måneder. Når ens far er sømand, lever man faktisk to liv. De er ikke meget forskellige, men der er forskel på kun at have sin mor hjemme, og så have begge sine forældre der. Man laver jo også forskellige ting med sine forældre. Min mor køber jeg tøj og går på café sammen med. Min far går jeg i biografen og en tur i mosen med. En ting jeg aldrig har forstået er, hvorfor der altid skal gøres rent, når han skal komme hjem. Jeg mener, han ved jo godt, hvordan det plejer at se ud. Når vi skal hente min far, får jeg altid en lidt underlig fornemmelse i maven, det bobler næsten, og man kan ikke lade være med at smile. Det er som om, at det først er der, det går op for en, at han altså har været væk i tre måneder, og så vælter glæden bare op i en. Der er dog også nogle få ulemper ved, at ens far er sømand. F.eks. så har min far, ud af de 14 år jeg har levet, kun været hjemme 4 gange til jul, som jeg kan huske. Og han har ikke altid været hjemme til min fødselsdag. Nu er jeg tit alene med min mor, men for et par år siden, fik jeg lov til at prøve at være alene med min far. Jeg var nemlig ude at sejle med ham i en måned. Her fik jeg en chance for at se, hvad min far lavede, når han var på arbejde. Jeg så, at det han lavede, ikke bare var en ferie, som nogle måske tror det er. Jeg fandt ud af, at han faktisk havde ansvaret for maskinen, og at han tit var på vagt. Selvfølgelig var resten af besætningen søde til at tage nogle af hans vagter, så vi kunne komme ud at se noget. Vi oplevede mange spændende ting. Vi kørte i taxi i Pisa, vi spiste en Big Mac i England og købte en læderjakke i Marokko. På turen fik jeg også prøvet, hvordan det er at være rigtig søsyg, og det er ikke rart! Jeg fik i det hele taget prøvet, hvordan livet er ombord på et skib. Jeg prøvede hvordan det er at være i havn, og hvor kedeligt det kan blive, når man ikke har set land i 3 dage. Og så oplevede jeg, hvordan det er at komme hjem, og det er faktisk ret rart!


Jeg har altid sagt og vil sikkert altid sige, at jeg har haft en af de bedste opvækster, man kan få. Fordi jeg har prøvet, at have min far hjemme hele sommerferien. Ikke kun før 9 og efter 17, men alle døgnets 24 timer. Jeg vil aldrig ønske, at min far lavede noget andet. Aldrig! Tina Hansen, 14 år.
Ak, ja! Tina er i dag næsten 25 år, og har for længst forladt den hjemlige rede, men når hun er i byen er det stadig sin mor hun køber tøj og går på café med, og sin far hun går i biffen eller til fodbold med. Hun kommer her jævnligt, hvad enten hendes far er hjemme eller ej. Det sidste afsnit i hendes artikel, står hun stadig inde for!
For de unge familier ville jeg ønske, at deres sømandstilværelse måtte være lige så harmonisk, som den har været for vores børn. For vores familie har det været en livsstil, som vi bare tog til os. Jeg håber, at du som skrev i sidste nummer, på en eller anden måde må finde roen og harmonien i den tilværelse, som indebærer at vores sømand er væk fra hjemmet i lange perioder og ofte langt ude i verden, men som også betyder at, når han er hjemme, så er han det på fuld tid.
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 26/2-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

14 dage


I efterårs- og vinter månederne er det ikke ualmindeligt, at naturens små gnavere, musene, smutter en tur ind i vore boliger.

For flere år siden, oplevede jeg ofte om aftenen pludselig at kunne høre små ben pile af sted hen over loftet. Hvis det gentog sig flere dage i træk, satte jeg altid kassefælden fyldt med forskellige go´bidder op på loftet. Ofte gik der kun 12-24 timer, så sad den der, mæt og bange og kiggede på mig ud gennem gitteret. Herefter fulgtes vi så mindst et par km væk eller over på den anden side af en nærliggende lille å. Sættes de ikke ud tilpas langt væk, vender de nemlig tilbage, og det kan gå rigtig stærkt. Taler af erfaring.
Sidste år var det igen blevet tid at fylde fælden men det kneb lidt med at fange den lille fyr. Vippepinden og slidsken blev gentagende gange hevet ud og maden spist. Lidt mod min vilje spændte jeg nu en klapfælde af dem til rotter, da de andre er for små. Det kunne jo være, kalorius var for tyk til at komme ind i kassen. Næste dag lå der en hale i klapfælden, en blodplet ved siden af, og begge fælder var tømt for mad. Nå – endnu en fælde blev sat. Et glas med et låg med vippeklap og dufthuller, blev placeret tæt på de andre. Der var ved at gå helt sport i det.
På 3. dagen var alle 3 fælder tømt og lå spredt ud over et større område. Gad vide, hvad det var for en ”snu fætter” jeg havde fået besøg af? Det kunne være sjovt at videofilme nattens hurlumhej. Jeg må da indrømme, at gift lige strejfede mig, men så har man på et tidspunkt et stinkende kadaver liggende. Så jeg fodrede atter og skruede låget meget hårdt fast, surrede kassefælden og satte en
4. lille klapfælde ved siden af alle de andre. Næste morgen lå den, som sådan én nu skal, i den store klapfælde. Det var et pænt stort eksemplar af en halsbåndmus, som aldrig ville kunne kommet ind i kassefælden. Det værste var blot, den manglede ikke sin hale, så jagten var endnu ikke slut. Eller var den? Det kunne jo tænkes den haleløse lå nede mellem rockwoolen og var forblødt!

Alle 4 fælder blev atter sat, og lidt ekstra go´bidder blev lagt omkring fælderne tæt på de huller, jeg med en lygte kunne se, var gravet ned i rockwoolen. Men der var meget stille de følgende dage. Pludselig undrede jeg mig over en svag, sødelig lugt inde i stuen, jeg ikke kendte. Dagen igennem, når jeg blev mindet om den gik/kravlede jeg rundt og lugtede til alt fra potteplanter til gulvtæppet. Det endte med en gang rengøring. Den følgende dag var lugten der imidlertid fortsat. Nå- så måtte jeg en tur på loftet, selvom jeg ikke fattede, hvordan en evt. lugt deroppe fra kunne trænge ned gennem gipspladerne til stuen. Da jeg løfter loftslemmen, forventer jeg at blive mødt af den mest ulidelige stank. Men nej, efter at være gået søgende rundt deroppe, stak jeg som en sidste forsikring næsen ned i nærheden af musegangene. Fy for h…. en lugt. Jeg var ikke længere i tvivl om, at dernede et sted lå den haleløse og måske et kuld døde unger, som nu var gået i forrådnelse. Jeg kontaktede min bror, der er biolog, for at få et godt råd. Han bliver ofte kontaktet desangående og svaret lød promte: Store mus mumificeres i løbet af 8-10dage og rotter 14 dage. Ok, der var en tidshorisont. For mig, der beskyldes for at have et ret fintfølende duftorgan, var det dog ikke nogen rar tanke. Jeg måtte hurtigst muligt finde ud af, hvordan lugten trængte ned gennem loftet. Jeg tjekkede samlingerne mellem gipspladerne, hvor ingen gabte, men måske var det helt ude, hvor loftslister og vægge mødtes, for her kunne jeg se små mørke lufthuller hist og pist. En stol, en fugepistol og noget loftsmaling og i løbet af dagen, havde jeg været rundt over det meste af huset. OG PIST VÆK VAR DØDEDYRSSTANKEN.

Denne seance foregik for ca. 12 måneder siden. I skal da ikke snydes for dette års fangst.

De sidste 2 måneder er det blevet til 5-(6) måske snart 7 store halsbåndmus. De 5 har jeg fanget i den store klapfælde på rosiner. Og jeg vil gerne sige, at det hver gang er med vemod, når jeg tømmer fælden, da jeg hellere vil gå en tur i engen med dem. Problemet er blot, at ingen af de mus, der godt kan lide at besøge vores loft, har mulighed for at mase sig ind i kassefælden. Den 6. mus er imidlertid pist væk sammen med en lille klapfælde!! Den 7. har jeg netop hørt pile frem og tilbage. Godt jeg fik fuget sidste år.
Kilde/ forfatter: Ulla, Dato: 26/2-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Vigtigt at kunne - let at lære


Under en havefest snublede en pige – Ingrid – og faldt.
Hun forsikrede alle, at hun havde det godt, da de tilbød at ringe efter en læge. Hun
var bare snublet over en lille sten, for hun havde nye sko på.

De hjalp hende med at ordne sig, og gav hende en ny tallerken mad – og selvom hun
virkede lidt rystet, fortsatte Ingrid med at more sig resten af aftenen.

Ingrids mand ringede senere og fortalte, at hans kone var blevet kørt på hospitalet.

Kl. 6.00 var hun død!

Hun havde fået et slagtilfælde til festen.
Men havde man vidst, hvordan man genkender tegnene på slagtilfælde, havde Ingrid
måske fortsat været i live i dag.

Det ta´r bare nogle minutter at læse dette:
En neurolog siger, at hvis han får en slagpatient i hænderne inden 3 timer, kan han totalt ophæve effekten af slagtilfældet …..totalt!
Han siger, at det vanskelige er, at genkende slagtilfældet, få det diagnosticeret, og få patienten til læge inden 3 timer.
At genkende et slagtilfælde::
Nu siger lægerne, at alle kan lære at genkende et slagtilfælde ved at stille tre enkle
spørgsmål:

1.* Bed personen om at LE.
2.* Bed personen om at LØFTE BEGGE ARMENE.
3.* Bed personen om at SIGE EN ENKEL SÆTNING (sammenhængende) f.eks.
Solen skinner i dag.

Hvis personen har problemer med nogen af disse opgaver: ring snarest 112 og
beskriv symptomerne.

Du kan rede liv ved at være en ven og dele dette med så mange venner som muligt.
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 24/2-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Juletræsfest hos A.P.Møller


Der var lagt op til det helt store gilde d. 18. nov. i Svendborg , da familien og jeg gæstede Svendborg Hotel den 18. november i år, hvor AP Møller holdt juletræsfest for sømandsfamilierne. Særligt var der fokus på børnene da underholdningen både bød på børnebandet ”Dyr i drift”, der formåede at fange alle størrelser med deres rockede fortællinger om dyr og på julemandsbesøg, hvor der blev danset om juletræ og uddelt en lille gave. Der var også tegnekonkurrence om at vinde en cd med bandet, som der blev gået op i med stor iver. Frokost buffeten var – om end den var omtalt som en let anretning – bestemt velassorteret og meget velsmagende, så det var ingen sag at spise sig mæt. Børnene havde fået deres helt egen buffet, ligeledes med et bredt udvalg af lækkerier, hvor især lasagnen faldt i de små smagsløgs interesse. Og så var der da også en hel del for dessertmaven: Osteanretning, chokoladekage, ris a la mande og afslutningsvis hjemmelavet varm chokolade med æbleskiver. Virkelig lækkert. Stor ros til køkkenet.

Folkene fra kontoret var meget imødekommende og interesseret i at få en god dag stablet på benene. Lidt nervøsitet var måske at spore, da det endnu er et arrangement i sin begyndelse, og der var da også tydelig interesse i at finde ud af, hvordan dette nye koncept ville blive modtaget. Det blev modtaget godt af os og de folk vi talte med. Det er rart at der er kommet lidt fokus på at gøre lidt mere for familierne hjemme – navnlig børnefamilierne – som ofte føler savnet af sømandens tungere i familiehøjtiderne som juletiden jo må siges at være. Signalværdien er meget tydelig i sådan et arrangement og det er en glæde at opleve at AP Møller også ser et behov for pleje af familielivet. Når alt kommer til alt, er det jo familierne hjemme, der sørger for at sømanden har et godt fundament at rejse hjemmefra på.
Derfor ros til AP Møller for et godt arrangement, som vi håber vil blive en fast tradition i fremtiden.
Kilde/ forfatter: Ida Jakobsen, Dato: 15/12-2007
Kategori (i): Hverdags betragtninger

En 3-årig søn´s reaktion på savnet af sin far.


Hej alle sømandskoner.

Hvordan takler man sine børns savn af deres far ????
Mine børns far sejler langfart (8-9uger) og der er ikke daglig kontakt.
Mine børn er kun 2 og 3 år, så det er osse lidt svært at forklarer, hvordan tingene hænger sammen. Min søn forstår dog godt far er på arbejde og han kommer igen.
Engang imellem er der telefon kontakt. Og jeg forsøger at snakke meget med børnene om far kommer igen og hvor han er henne nu og viser dem et kort - som de jo ikke aner hva er.

Men nu har far været væk i 6 uger og jeg tror sønnen reagere ved at lave en masse ulykker og gøre hvad der passer ham.
Derfor bliver mor gal, og skælder mere ud, hvad jo er pisse træls. Kan godt blive en ond cirkel ikk.
Men så plusli´ begynder sønnen at pisse og skide i bukserne (undskyld udtrykket) men jeg er bare lige fyldt op af konflikter med min 3 årig ikk.
Hva sker der ????
Tog ham med til lægen og fik tjekket urinen for en sikkerheds skyld. Den fejlede selvføldig ikke noget. Så er det psykisk. Hmmm....
Er der nogen der kender det eller har lyst at give mine oplevelser en kommentar ????
Kan nogle gange ikke lade være at tænke "bare det nu ikke skader mine børn at undværer far så lang tid !!!!! Kender i det ???
Det er hårdt for mig at undværer manden, men det må være endnu sværer for børnene.
Kilde/ forfatter: Gitte Jensen, Dato: 3/12-2007
Kategori (i): Hverdags betragtninger

En spøjs historie fra Nordfyn


Hermed en hilsen til søens folk med en lille fortælling om en af jeres egne, som lagde sig ud med de store rederier, skibsværfter og bådebyggere, endda så godt at han endte med at blive Danmarksmester indenfor faget!!!

Fredag den 14. september vandt vi konkurrencen - DM i legehus. En førsteplads som vores sørøverskib Vandskræk hev i land efter at vi havde sendt nogle billeder og et par linier der skulle beskrive, hvorfor lige netop vores legeskib kunne være inspirerende for børn og voksne i det ganske danske land. En fin placering som ydermere indbragte os hovedgevinsten på en tur til Legoland, med to overnatninger, guided tour backstage og 1000 kr. pr. mand til at snoller lego for! (Venter p.t. på at sømanden kommer hjem så vi SNART kan drage til Billund i Jylland og boltre os i lego).
For to år siden købte vi hus med tilhørende MEGA grund som vi bestemte os til at bruge til en legeplads for både børn og voksne. Sidste forår gik sømanden så i gang med udgravningen på vores sørøverskib, et valg som næppe kunne være anderledes til to små drenge, hvis farmand er en vaskeægte søulk! Farmand byggede og sørøver mor malede, Oldefars rat fra hans fiskekutter fik lov at styre slagenes gang og derefter gik drengene ombord og siden hen er der blevet kæmpet mange brave sørøverslag: Nogle har måttet gå planken ud, andre har kastet med kanonkugler, skattekisten er blevet fyldt med guldklumper, kokken har forlystet sig i kabyssen og en menig pirat har snuppet en lur i hængekøjen mens skipper har styret skuden sikkert i land.
At andre så har syntes at vores idé er lige så god som vi selv synes, er jo bare helt genialt, og at DM titlen har gjort os til kendisser her på Nordfyn har jo været en fantastisk sjov oplevelse. Vi har efterhånden klippet artikler ud fra flere forskellige aviser og oveni kan vi prale af at den er bygget med statsstøtte, (ungernes børnepenge!).
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 1/12-2007
Kategori (i): Hverdags betragtninger

For lidt eller for meget tid!


At have uendelige mængder af tid til sin rådighed, kan være lige så svært som at leve i en stresset dagligdag. Efter at have levet et travlt liv – alene med to børn, et stort hus, fuldtidsarbejde, en pludselig opstået trang til at lære mere, hvorfor jeg oveni alt det andet valgte at begynde på lærerseminariet, hvor jeg læste dansk i to år og var af sted to eftermiddage/aftener om ugen og desuden havde ret så mange lektier – så sad jeg pludselig i sofaen efter en mislykket knæoperation, ventetid på en ny operation og derefter rekreation samt ventetid på en operation i det andet ben. Alt i alt har jeg i disse dage ”siddet stille” i 3 år !!
I begyndelsen var det herligt at have tid til at fordybe sig i gode, tykke bøger. Jeg sad stille i sofaen det meste af dagen, så når ungerne kom hjem, havde jeg tid til dem, og det udløste mange hyggestunder. Jeg havde god tid til at surfe rundt på internettet, og jeg er da også blevet klogere på nogen ting og bedre til andet. Men indimellem har det også været uendelig svært med al den tid.
Og ikke nok med det, det stillesiddende liv kostede mig også ca. 15 kilo på sidebenene, og da jeg ikke var en splejs i forvejen, vejer de sidste kilo særdeles tungt.
Jeg besluttede, at noget måtte der gøres. Jeg tog til psykoterapeut for at finde ud af, hvordan jeg skulle få hold på mit liv og finde ind til pigen under fedtet… Det har været en lang og svær tur, men den har også ført en masse godt med sig, og den har ændret mig enormt. En af de første store ændringer kom, da jeg indså, at det med at tabe mig, det havde jeg prøvet på at klare alene i 25 – 30 år uden det store held, så det var en ting jeg måtte ændre. ”Ring til dine veninder” sagde psykoterapeuten ”fortæl dem, at du har det elendigt”. Jeg ringede også, men fik vist aldrig fortalt nogen af dem, hvor dårligt jeg havde det.
Men så en dag fandt jeg en løsning. Jeg satte mig ned og lavede et brev til veninder og venner, hvori jeg fortalte dem, om hvor elendigt jeg har det med min overvægt, hvor meget jeg vejer, at jeg havde brug for deres hjælp og støtte, da jeg havde indset, at jeg ikke kunne komme ned i vægt uden hjælp. Vigtigst af alt, bad jeg mine venner om hjælp. Og det fik dem faktisk op af stolene!! Nu er der en veninde, der tager mig med ud at svømme en gang om ugen, en god ven hiver mig med på en ugentlig, lang gåtur, en veninde har ”sponsoreret” hjælp til at tabe de næste to kilo, en anden veninde ”sponsorerer” et kilo lidt senere i forløbet, nogen ringer bare for at gi et godt råd eller gir mig nogen gode madopskrifter, en ven har hjulpet mig med at sætte min cykel i stand osv. osv. Selv bidrager jeg med daglige gåture og cykelture, sund mad og motivation og har desuden oprettet en hjemmeside, hvor alle kan følge med i mine frem- og tilbageskridt. Endnu lader det store vægttab vente på sig, men det kommer, det er jeg ikke i tvivl om, og i al fald ryger vægten nedad – langsomt men sikkert !!
Kilde/ forfatter: Ulla Jürgens, Dato: 15/10-2007
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Det er dejligt at savne hinanden....


...Skriver Christina i en artikel i Femina fra torsdag den 30. august. Den har jeg s´gu tænkt mig at klippe ud! Jeg kunne selv have skrevet den artikel om vores familie, faktisk tror jeg at hendes kæreste og min er kolleger.
Christina beskriver rigtig godt hvordan jeg oplever de skiftende arbejdsperioder min kæreste har, og omstillingen som kan gøre os alle, men specielt børnene, helt rundtossede, når Far er væk fra mandag til fredag og hjemme i weekenden.
Hermed en opfordring til alle om at læse artiklen. Jeg har tænkt mig at gemme den, og tage den frem når jeg trænger til lidt moralsk opbakning.
God fornøjelse!
Kilde/ forfatter: Turi Lykke Møller, Dato: 3/9-2007
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Dræbersneglene er over os!!


For ganske få uger siden kom min mand ind fra haven og sagde:” Der er nogle dræbersnegle, tror jeg.” Jeg gik med ud og kiggede på de små dyr, og i følge diverse avisartikler, hvor jeg havde læst om problemet, måtte jeg give ham ret. Det var helt sikkert dræbesnegle, eller den iberiske skovsnegl, der muntrede sig der i vores have. Jeg havde læst om de store skader denne snegl kunne forårsage i en have, så kampen gik omgående ind! Jeg havde hørt om mange forskellige bekæmpelsesmetoder, og en af dem var ØL. Vi satte derfor et par skåle med øl ud i haven. Og jeg må sige, at der blev ”happy hour”.
Vi fandt ud af, at sneglene i den grad blev tiltrukket af ølduften. De kravlede op over kanten på den lille skål, sad og drak lidt, og når de så havde slukket deres tørst, så det ud som om, de ville glide ud af skålen igen, men jeg tror at de blev så berusede, at de dejsede ned i øllet og druknede. Vi havde i starten 4 skåle i haven, og hver morgen og aften tømte vi dem. I hver skål, var ca. 15-20 stykker pr. tømning.
Det vil sige 120 snegle pr. døgn! Ud over ølfælden, gik vi hver aften n runde i haven, hvor vi klippede sneglene over med en saks. Ærghh!! Inden der var gået 2 uger, havde vi snuppet mere end 2000 snegle. Det var ikke så rart at tømme skålene, og dyrt blev det også i øl. 3 dåser hver aften – og vi havde fundet ud af, at det der trak mest var classic øl. Da sømanden var mønstret ud, kom jeg på den idé, at vi måske trak snegle ind fra de omkringliggende haver. Jeg stoppede med ”baren”, og går nu 2 runder hver aften med min saks. Ærghh!! Men jeg snupper ca. 60 snegle hver aften. Flere stauder i vores have er gået ud, så jeg har på ingen måde medlidenhed med det lille dyr, som ellers er en utrolig flot snegl, med sin ræverøde farve og de sorte antenner.
P.S. Hver snegl (som er hermafrodit) lægger omkring 400-700 æg!!
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 29/8-2007
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Tro det eller lad være del 2


Lokalarkivet kunne desværre ikke nøjagtigt understøtte mit ønske om, at bekræfte mediets påstand om en større gård i brand samt dennes placering netop på vores matrikel. Et gammelt kort viste dog, at der et eller andet sted, indenfor et lidt større område engang havde ligget en gård.
Nå – 12 uger går der, inden min nabo lidt modvilligt indrømmer, at helt ro er der altså ikke længere. Det rumsterer atter i det små inde hos os. Vi aftaler, at jeg straks ringer til mediet næste gang, hun hører noget.
Efter et par dage i Jylland -14 dage senere siger hun, at knapt havde jeg forladt huset, før rumsterierne begyndte i såvel stue som baggang. I samme tidsrum har hendes mand klaget over kulde omkring benene.
Denne oplysning medfører, at jeg prompte går ind og ringer til mediet. Hun spørger, hvorfor vi ikke har sagt til med det samme, der var noget. Det kan jeg desværre ikke svare på. Tingene må nemlig helst ikke hobe sig op igen. Mediet siger, hun straks vil gå ind og ”fjernkigge” og rense op, hvilket betyder, at hun vil give evt. oversete eller nye sjæle fred ved at sende dem op i lyset. Jeg skal ringe tilbage et døgn senere for at høre nærmere.
Jeg glæder mig stort set lige så meget som 1. gang til at høre, hvem hun mon nu har fundet. Det viser sig, at der i baggangen ligger en ung, lyshåret knægt under en hestevogn. Han blev kørt over under alt postyret, da branden huserede. Ham har hun i 1. omgang overset men han er let at ekspedere videre. Værre er det inde i stuen, hvor det har været nødvendigt at arbejde delvist på den anden side væggen, dvs inde hos naboen, hvilket hun normalt ikke gør. Men – da der her befinder sig en høj, ældre, gråhåret, piberygende herre med ”rigtig mange kræfter” kommer mediet virkelig på arbejde. Han er svær at få halet ud. Heldigvis ønsker også denne herre langt om længe at få fred. Naboen har selv adskillige gange overfor mig talt om en ældre ”kraftfuld” herre, så mon nu ikke, vi har fået ryddet helt op? Det er jo alt sammen for hendes skyld.
Symbolerne på indersiden af dørene skal vi lade hænge. Skulle vi engang gå hen at flytte, skal de puttes i en plasticpose, bindes for og mediet vil herefter hente dem til afbrænding, så der ingen askerester bliver. For som hun siger. De kan indeholde meget forskelligt, der alt sammen skal fjernes helt og fuldstændigt. Jeg regner ikke med, der kommer yderligere fortsættelser. Men hvem ved…… Naboens slutbemærkning lød: Det kan være jeg har et helt regiment siddende i væggen inde hos mig, som jeg skal til at have fjernet. Ja, måske……..
Kilde/ forfatter: Tue Vigerø Dyrehauge, Dato: 1/8-2007
Kategori (i): Hverdags betragtninger

De holder skruen i vandet i den hjemlige havn...


...sådan lød overskriften til en artikel i Kalundborg Folkeblad den 12. november i 1994.
Anledningen var oprettelsen af Sømandskoneforeningens lokalafdeling på Vestsjælland -”Skruerne” - i maj samme år. Det var en fin artikel med vægt på sømandsfamiliens liv og samtidig en god og realistisk beskrivelse af dagligdagen for sømandskonerne og børnene – med og uden sømanden.

Artiklen var også for at gøre reklame og dermed ”lokke” flere sømandskoner til lokalafdelingen. Et par stykker kom til fra Kalundborg og nærliggende kommuner. Året efter også et enkelt medlem fra Københavnsområdet. I starten var der flest medlemmer fra Vestsjælland, men i dag er der kun et medlem fra denne del af Danmark, så vi fordeler møder og aktiviteter mellem Vestsjælland og Østsjælland.

”Skruerne” har i de forløbne år haft - og har stadig - et rigtig godt sammenhold. Mange, både gode og dårlige - oplevelser har vi delt med hinanden. Selv om vi ikke har været en stor flok, så har vi formået at holde ”skruen i vandet” også i lokal foreningen. En overgang var der meget få medlemmer, men i de seneste par år er der igen kommet nye til. Næste generation med små børn er rykket ind og det er en lærerig proces – specielt for os ”gamle” medlemmer med halvstore og voksne børn.

Aktiviteterne i Vestsjællands Afdeling har været og er mangeartede, f.eks. strandture, instruktion i rengøring, sommerfest med overnatning og besøg på Lyngby Radio. Møder hos de enkelte medlemmer er også populære – der er en positiv stemning !

Vi har netop på vores årlige generalforsamling besluttet, at vi fremover fast vil holde et sommerarrangement og et julearrangement. Da vi har sparet op, kan det gøres uden for store udgifter for medlemmerne.

Dette års sommerarrangement gik til Sverige, hvor vi fik mulighed for at slappe af i et par af medlemmers ødegårde. Nu ser vi frem til at mødes igen efter sommerferien med nye kræfter til efterårets nye aktiviteter.
Kilde/ forfatter: Marian Bliesener, Dato: 1/6-2007
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Tro det eller lad være


Hvor længe har det efterhånden stået på. 10 år måske længere. Hvilket? Lydene i vores hus, når vi er bortrejst.
Hvad er det for lyde, du taler om?

Sådan kunne en samtale mellem vores nabo og jeg lyde for år tilbage. Vi bor i rækkehus og hun har helt tydeligt kunnet registrere, at det puslede inde hos os. Der kunne gå lang tid imellem eller også spurgte jeg ikke til det, nok fordi jeg glemte alt om det og der var jo ikke noget, hver gang hun tjekkede. Årene gik og jeg ved naboen nogle gange forudsagde forskellige hændelser hos bekendte, havde besøg af afdøde slægtninge samt kurerede syge heste, fordi hun kan ”tale med dem”. Lidt hokus pokus i min bevidsthed men hvorfor skulle hun lyve i årevis? Nej.

For små 2 år siden, ændrede pusleriet inde hos os sig til decideret larm med smækkende døre, host og af og til bankelyde. Jeg fik ofte en sms, at nu lød det igen som om, vi havde indbrud. Heldigvis viste det sig altid, at være falsk alarm. For et par mdr. siden, var der en vældig støj i vores baggang. Det nye var blot, at vi begge var hjemme og sad og småsov foran TV´et ! Hvad var nu det? Jeg kunne godt mærke på min nabo, at hun efterhånden ikke syntes, det var så morsomt længere. Noget måtte gøres.

Jeg kontaktede en ”husrenser”, der gerne ville komme forbi. Både min mand og jeg samt naboen og dennes hund skulle stå til disposition. Dyr og småbørn reagerer lettere, da de er uvidende.

Dagen for husrenselsen oprandt
Da kvinden når dørtrappen, åbner jeg for at sige velkommen men får vist intet sagt, da hun i stedet siger:”Det var dog en ubehagelig indgang. Det hele gynger. Her er ikke rart at være. Jeg kunne fornemme det allerede ude på gaden.”Hold da op tænker jeg mens hårene rejser sig over hele kroppen. Mediet ønsker, vi samlet går en runde i hele huset, så hun kan fornemme, hvad der måske foregår. Ikke færre end 6 steder indenfor 80 kvadratmeter føler hun ubehag og er meget forbløffet over, at vi intet kan mærke og ej heller lider af hovedpine. Naboen holder lav profil men er klart påvirket. Hunden har siden mediet ankom slet ikke kunnet falde til ro og bliver efter en halv time parkeret inde hos sig selv. Efter den fælles rundtur, vil mediet gerne overlades til sig selv. Den flg. time gennemgår hun minutiøst hvert rum i huset. I dette tidsrum får jeg selv adskillige kulderystelser mens naboen føler en vældig kulde trænge ind under tøjet.

Efter en grundig håndvask og masser afkildevand er mediet klar til at berette,hvad/ hvem vi er og har været omgivet af.For meget længe siden, måske flere 100år, har der her ligget en gård med en storsmedje, som blev bestyret af en grumherremand. På et tidspunkt har der væreten eksplosionsagtig brand med fleredræbte, som er blevet begravet netop,hvor vi for 2 år siden byggede et havehus.Vi skal derfor helst undgå yderligere grave-arbejde på grunden.Den tiltagende megen larm naboen harhørt, stammede fra smedjen. Der befandtsig yderligere 3 personer i huset, hvis sjælefik fred.Fredløse sjæle opstår ved pludselige uven-tede dødsfald, hvor sjælen ikke bliverlukket ud. Personerne ved ikke selv, de erdøde og fortsætter derfor ofte et frustre-ret liv i gamle vante omgivelser.

Man kan tro på denne beretning eller ladevære men fakta er, at der i vores hus nugennem flere mdr. har været musestille.Skulle der mod forventning atter opståforskellige lyde kræver det blot en opringning til ”husrenseren”, der så straks vil”fjernkigge” ind hos os og fjerne uønskedeelementer.På indersiden af dørene hænger symbo-ler, der skal forhindre indtrængen af uøn-skede. Sjovt nok har endnu ingen spurgtom, hvad disse betyder. Hvorfor mon?…..

I skrivende stund er lokalarkivet ved atlede efter den omtalte gård.

Vinder af Trainee, Tall Ships Race

Vi fik 4 ansøgninger i forbindelse med vores sponsorat af Trainee.
Mick Acer, Svendborg - Rasmus Petersen, Svendborg - Dan-Bjarti Larsen Jensen,
Vestsjælland - Tue Vigerø Dyrehauge, Svendborg

Jeg fik en helt uvildig, nemlig min far til, at trække lod om hvem, der skulle vinde turen
fra Århus til Finland. Vinderen blev Tue Vigerø Dyrehauge, Svendborg. Tue skal med
en finsk tremaster ”Estrelle”. Dan-Bjarti Larsen Jensen var heldig at få tildelt en plads
gennem Søfartens Fremme.

Vi ønsker Tue og Dan-Bjarti en god tur og håber de vil skrive lidt om deres oplevelser
til ”Søhesten”.


Skrevet af Tue Vigerø Dyrehauge fra ? dato: 2007-05-29

Kilde/ forfatter: Tue Vigerø Dyrehauge, Dato: 29/5-2007
Kategori (i): Hverdags betragtninger

I skole igen


Jeg var kommet til det punkt i arbejdslivet, at der skulle ske noget nyt.
Jeg er i dag 38 år gammel.

Efter en snak i efteråret 2005 med en veninde, der også er gift med en sømand, meldte vi os i skole på EUC, på linien til tandklinikassistenter. Der kunne vi godt komme ind, med vores 10-15 års gamle eksamens papir.
Vi startede i skole i januar måned 2006, hvor vi skulle gå i 10 uger. Min veninde faldt fra efter 5 uger, men jeg forsatte. Efter et 10 tal og et 11 tal til eksamen i april måned, men uden praktikplads hos en tandlæge, holdt jeg 3 måneders sommerferie.
Hvor vi, Magnus på 5 år og jeg var med på vores første medsejlads. Vi var med fra Europa til Hongkong, hvor vi afmønstrede. Det var vores første tur med far på arbejde, men ikke den sidste.
Jeg startede, i skole igen, midt i august 2006 på Handelsskolen på en ny uddannelse, nu som sundhedsservicesekretær.
Sundhedsservicesekretær er en sekretær, der kan arbejde hvor som helst i sundhed og helse sektoren. F.eks. hos en kiropraktor, fysioterapeut, fodterapeut, tandlæge, hudpejeklinik, praktiserende læge, dyrlæge, motionscentre, plejecentre, osteopater osv.
Vi er ikke ved at overtage lægesekretærens job, da vi ikke lærer latin, som lægesekretæren bruger hele tiden, når de skriver journaler.
Men de studerende der er social og sundhedsassistent uddannet, har stor fordel og stor chance for at få arbejde ved en praktiserende læge eller måske endda på sygehuset eller skadecentre.
Vi er 24 piger i klassen, i alderen 18 til 55 år. Mange er på omskoling pga. nedslidning efter mange år på arbejdsmarked. De helt unge piger, er først lige startet på deres uddannelse.
Men der er også flere som jeg, der selv har valgt at starte forfra.
Jeg synes, det er rigtig sjovt og meget lærerigt, at gå i skole igen. Lærerigt selvfølgelig for jeg lærer et nyt fag, arbejdsområde at kende, men også lærerigt med hensyn til at møde nye mennesker.
Vi lærer meget af og om hinanden i klassen. Vi kommer fra forskellige uddannelser, har forskellige livserfaringer, erhvervserfaringer og derudfra får vi nogle rigtige gode dialoger og gruppearbejde, hvor vi supplerer hinanden forskelligt.

Det er også meget op til underviseren, hvor godt undervisningen bliver, men jeg kan godt selv mærke, at jeg nu som 38 årig, er meget mere skolelysten og lærelysten end da jeg var 20 år gammel.

Men vi "kræver" også vores i klassen af vores undervisere. Vi har selv valgt at gå i skole igen, derfor vil vi også lære så meget som muligt, for derved at få de bedste muligheder, til et arbejde efter endt ud-
dannelse.

Jeg har lige været i praktik, i 8 uger, på en alternativ kosmetologskole / hudplejeklinik.
Jeg arbejdede sammen med sekretæren, og jeg lærte rigtig meget af hende, hvad en sekretær arbejder med.
Jeg arbejde bl.a. med renskrivning af undervisningsmaterialer, tage telefonen, booking af kunder til behandling, servicere kunder, brevskrivning, sende mail til kunder, og meget mere.

Jeg er nu tilbage i skole igen og skal være i skole til sidst i april måned, hvor vi igen skal i praktik.
Til denne praktikperioden anbefales det fra skolens side, at vi søger et andet område

end første praktiksted, for at få så bred viden som muligt, så vi igen er bedre rustet til at søge arbejde, når vi er færdige med uddannelsen 31.8.2007.
Det at starte forfra og lære noget nyt er det bedste, jeg længe har gjort for mig selv.
Jeg kan kun anbefale det til andre, der tænker på at tage en ny uddannelse, så gør det. Godt nok er SU´en ikke høj, men det er en prioritering.
Men jeg har fået det meget bedre og familien har fået en meget mere glad mor og hustru.
Kilde/ forfatter: Brita Sangaard, Dato: 7/3-2007
Kategori (i): Hverdags betragtninger

En telefonsamtale


Han ringede hjem, som han så ofte gør, lige nu hvor han sejler i nordeuropæisk fart. Vi snakkede om løst og fast – bare sådan helt almindelig snak, som man gør, når man taler sammen i telefonen flere gange ugentligt. Om vind og vejr - og om at det snart var tiden for hans afmønstring. Lige før det var tid at sige godnat og sov godt, kom det sådan lige som en afsluttende bemærkning: ” Vi mistede for resten en mand i dag!” ”Nå”, svarede jeg, ”hvad skal det sige?”
til den nærmeste, jeg kom i kontakt med, og ikke sådan som en indskudt bemærkning.
Jeg overvejede, om det var min egen mand, mænd eller sømænd, som havde sådan en indgangsvinkel til et traumatisk problem – eller om det var mig selv, der tillagde hændelsen en større betydning?! Næste gang vi havde mulighed for telefonisk kontakt, fik jeg spurgt lidt ind til stemningen ombord. ”Jo, de var da påvirkede, og talte sammen om, hvad der kunne være hændt. De havde måske nok bemærket en adfærdsændring hos manden den sidste tid, men han havde jo sine landsmænd at tale med, og de havde ikke tillagt mandens ændrede adfærd større betydning. Jo – rederiet havde tilbudt krisehjælp, men ingen mente at have brug for denne.”
Dette satte flere tanker i gang i mig. Er man Og så kom en beretning om en sømand fra som sømænd ubevidst eller bevidst de baltiske lande, som havde været rundt forberedt på sådanne hændelser? Vi ved at purre folk sent om aftenen, da de var på jo alle, at jobbet til søs, til tider kan være ved at nærme sig en europæisk havn. Da farligt og risikofyldt! Har mænd i det hele skibet skulle lægge til kaj, var manden taget en anderledes måde at håndtere sporløst forsvundet. Man formodede, at traumatiske oplevelser på? han enten var hoppet eller faldet over Burde besætninger undervises i at bord! Det havde været hårdt vejr! observere og kunne handle på Bagefter gik jeg lidt og funderede over psykologiske adfærdsændringer hos en samtalen, som ved afslutningen fik en kollega? mærkværdig drejning. Ikke kun over indholdet som sådan, men også over den måde det blev fortalt på. Sådan lige som en sidebemærkning, der Hanne Vestrup ikke skulle tillægges nogen værdi!? Jeg mener – havde det været mig, som havde haft en sådan oplevelse, ville det nok være noget af det første, jeg ville fortælle afdelingens tur til at skrive.

Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 4/12-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Sømandens kat


Sømandens kat hedder Thilde, er 8 år og Næstveds mest forkælet hunkat.
Thildes historie er, at at jeg fik hende, da hun var 8 uger, dengang boede jeg alene og i lejlighed, så hun skulle være en indekat, Hun voksede op og blev meget sær, ville ikke kæles af andre end sin madmor, gemte sig i reolen i dagevis efter besøg hos dyrlægen, og når vi havde gæster, specielt børn. Selvfølgelig delte hun seng med mig, det var jo hendes seng jeg lå i.
Men der er jo altid et men ved gode historier, og efter 5 år som herskerinde i hjemmet, kom sømanden ind i vores liv, gode råd var dyre, hvordan få jeg nu Thilde til at akceptere sømanden??????? Katten ud af sengen, det gik ikke, forThilde sad uden for døren og råbte meget højt LUK MIN IIINNNDDDD, og ind kom hun. Sømanden måtte forklare noget kattepædagogik, "du må snakke med hende og give hende mad!!!!???" Stor var min overraskelse for efter 2 dage var de perlevenner, og Thilde havde fået en ny ven. Da Carsten tog på søen første gang, gik Katten rundt og ledte efter ham, og blev mægtig glad, da han kom tilbage, kom springende og råbte meget HØJT MMMIIIIIAAAAVVVVVV. I løbet at et ½ år udviklede Thilde sig til at blive en selskabs kat, gæster fint "jeg går lige en tur på bordet, ligger midt i sofaen, og børn JUBBBIIII skal vi lege??"
2½ år senere købte vi hus, selve flytningen tog Thilde med stil (hun havde prøvet det 1 gang før). Problemet er bare, at indekat og hus er en dårlig cocktail, og jeg havde lovet sømanden, at katten skulle være inde, til han kom hjem, for til foråret skulle hun prøve sit nye udeliv, sammen med ham. Med til historien hører, at Carsten tog ud at sejle 10 dage, før vi skulle flytte ind (januar 2006), vinteren kunne blive kold og med megen sne, alt for kold til at en indekat kunne komme ud, mente jeg.
Jeg brugte meget krudt på at sørge for at lukke Thilde inde og ude af rum, hvor vinduer stod åbne, informerede håndværkere om at ikke lukke katten ud af soveværlset opsv. Elektrikkeren syntes nu, at Thilde skulle have lov at gå frit rundt i huset, og han skulle nok sørge for, at hun blev inde. Den aften løb jeg rundt og ledte efter katten i 2 timer, kravlede rundt med lommelygte på loftet og ledte , Ingen kat nogen steder, flyttede på alt, men INGEN KAT, jeg var overbevist om,at katten var stukket af, og at vi ALDRIG så hende igen, med tårer i øjnene satte jeg mig på min seng og slog hånden hårdt ned i Carsten seng og sagde "Mollemøgkat" MIIIIAAVVV kom det fra dybt under dynen, der var hun, og havde ligget der hele tiden!!!!
4 uger efter flytningen begyndte Thilde at vise megen interesse for terassedøren, miavede og skrabede på, interessen blev bare større og større, jeg prøvede desperat at fortælle hende, at der er endnu 6 uger til sømanden kommer hjem, og du kan komme ud. Det var Thilde nu kold over for.
Torsdag 2. marts 2006 står jeg op, åbner vinduet, tager katten under armen, lukker døren til soveværelset, og ud i køkkenet, hun får mad, og jeg sætter mig til at læse morgenavisen, jeg syntes der lød et brag ??? regnede med, at der var faldet noget på gulvet, (Hele vores hjem stod i byggerod). Efter 1 time går jeg ned mod soveværelset, og opdager, at døren står åben, det samme ved jeg, at vinduet gør, KATTEN!!! hvor er katten!!??? ikke inde og ikke ude, ok jeg er nu klar over at Thilde er blevet udekat, lukker vinduet og håber hun komme hjem igen, og ganske rigtig efter 10 sekunder banker hun på vinduet og råber MMMIIIAAAVVV, jeg vil ind. Jeg må holde masken og rose hende til skyerne, selvom jeg har mest lyst til at skælde hende pelsen fuld. Jeg bruger resten af formiddagen på at lukke Thilde ud og ind at terrassedøren, roser hende og til sidst få hun en katteguffer. Efter 2 dage som udekat, banker vores lille kat genboens 2 store dovne hankatte (Johnny og Junior), følger dem helt hjem til deres kattelem, tager en tur rundt i deres hus, så hun er helt sikker på, de bliver hjemme fra nu af.

De næste 2 måneder slås de dagligt, og Thilde er den mest hysteriske af de 3, hun slår først.
Jeg må skrive til Sømanden, at hans kat har klarede selv at blive udekat, der ligger svar 2 timer senere til Thilde.
I april kommer sømanden hjem, og Thilde viser med glæde, hvor dygtig hun er blevet til at være ude, sømanden er meget bekymret for sin Kat, for hvor er hun nu?? han har brugt timer på at lede efter sin kat, for at opdage at hun sover i klædeskabet under min uldtrøjer.
I skreven stund har Thilde lært at besøge naboen, for det gør genboens hankatte, som hun næsten har sluttet fred med, en rask slåskamp er kærkommen, så de lige kan minde hverandre på, hvem der bestemmer. I sommer kom hun hjem med sin først levende fugl, som heldigvis fløj ud af det åbnet vindue, afleverede sin første døde fugl i haven, som hun lod Johnny(genboens hankat) tage med hjem.
Om 4 timer kommer sømanden hjem, og selv om Thilde snorksover inde i mit skab unde 2 uldtrøjer, skal hun kun høre hans stemme, så kommer hun løbende i fuld katte spring og skal kæles at sin Ven.
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 9/11-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Forårets kødskandaler - set med andre øjne


Foråret bugnede i div. medier med den ene kødskandale efter den anden. For gammelt kød som blev videresolgt til restauranter, eller ompakkket med ny holdbarhedsdato, og der var ingen eller manglende kontrol fra myndighederne. Der blev vist billeder i BT af møgbeskidte restauranter, hvor maden blev opbevaret under forkerte temperaturer og på gulvet i beskidte beholder. Ligeledes er der gentagende gange fundet Salmonella DT104 i dansk produceret fjerkræ, fjerkræ som af økonomiske årsager er sendt til slagtning i udlandet.
Der herskede nærmest lynchstemning på Forbrugerministeren i medierne pga. de mange eksempler som rullede over skærmen. Vi har som forbrugere krav på, at vores fødevarer er i orden, og det er ingen hemmelighed, at det er Regeringens ansvar, at sikre forbrugerne en god fødevaresikkerhed. Et ansvar som de bestemt ikke har levet op til.
Men jeg undrer mig lidt over hvor forbrugernes ansvar er i denne sag?
Danmark har i mange år arbejdet for at sikre, at fjerkræ skulle være salmonellafri, en indsats som har virket, men som koster penge.
Men når vi står nede i supermarkedet, så køber vi de billige udenlandske produkter frem for de dyrere danske produkter.
Hvorfor gør vi det?
Min påstand er, at vi som forbrugere er mere prisbevidste, end vi er kvalitetsbevidste!
Helt ærligt, er der slet ingen som undrer sig over, at de kan gå på restaurant og spise sig mæt for mellem 50 og 100kr.?
Man kan da sige sig selv, at når en restauratør skal betale omkostninger til lokaler, inventar og lønninger, så er der ikke meget tilbage til ham selv. Og da han sjældent kan skære i sine omkostninger, så må det nødvendigvis være det produkt, som han leverer til kunderne, han sparer på. Da der samtidigt er stor efterspørgsel på billig mad, så efterkommer han jo det ønske.
Gør han ikke? Får vi som forbrugere ikke netop det vi beder om?
Man skal da være lidt naiv hvis man tror, at god kvalitet og billig pris nødvendigvis hænger sammen.
I forbindelse med kødskandalen blev der sagt, at man måtte forvente, at de produkter som man køber i butikkerne er i orden. Det er jeg da helt enig i, men når vi som forbrugere ikke stiller krav til de varer vi køber, og til hverdag er ligeglade med hvad vi putter i munden, er det så underligt at producenterne snyder og bedrager os?
Kilde/ forfatter: Bente Madsen, Dato: 9/11-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Otte hurtige om ernæring og sundhed


Som opfølgning på Frederikshavnafdelingens indlæg om motion, er denne side tænkt som en hurtig information til dig - om dig, din ernæring og din sundhed. Den er kort og faktabaseret og kan læses i forbifarten, en kvalitet som matcher en travl hverdag. Der SKAL være plads til sundhed i hverdagen og da jeg klart mener, at lidt også har ret, vil jeg derfor spørge dig:
Vidste du at...
...du kan tappe 250 liter vand fra hanen til samme pris som du giver for halvanden liter sodavand? Faktisk kan du dække dit årlige væskebehov for ca. 20kr, hvis du slukker din tørst i vand fra hanen.
Kilde: Flekx
...forbrændingshierarkiet er som følger: alkohol, protein, kulhydrat og fedt. Da fedt er det sidste fra vores kost som forbrændes, er det forståeligt, at du bør spise fedtfattigt. Hvis kosten indeholder mange kulhydrater (især fra tilsat sukker), og du samtidig har et lavt energiforbrug, så når du måske slet at forbrænde noget af kostens fedt, som dermed deponeres i fedtdepoterne.
Kilde: A. Astrup
...avokado har en lang række gode egenskaber. Bl.a. har kolesterolforskningen dokumenteret, at indtagelse heraf kan hjælpe til at sænke kolesteroltallet. Avokado kan med fordel erstatte smør på brødet, da frugtkødet indeholder ligeså mange mineraler og vitaminer som smør, men har et fire gange så lavt fedtindhold (23%).
Kilde: Workout og fitness
...når man griller kød, bør fedtet fra kød samt marinaden ikke dryppe ned på det glødende kul, da det danner tjæreholdig røg, som øger risikoen for at udvikle kræft.
Kilde: I form
...langt de fleste bruger for lidt solcreme, hvorved cremen ikke er så effektiv som faktoren angiver. Der skal bruges en god håndfuld til at dække hele kroppen. Hvis du følger denne angivelse er faktor 15 nok til, at beskytte dig mod solens farlige UV-stråler, idet 93,3% af disse heraf udelukkes. Husk det til sommer eller næste gang du skal på hustrusejlads.
Kilde: Tænk
...nødder og mandler er godt for hjertet, fordi de blandt andet indeholder sunde fedtsyrer.
Kilde: A. Astrup
...parforholdet feder! Kærlighed bibringer dig ca. 1kg mere på sidebenene hvert år. Årsagerne er bl.a. at kildevand skiftes ud med rødvin og en kærlig kræsen for hinanden med god mad lidt for ofte. Så her er der heldigvis en fordel ved at være sømandskone, hos os kan det jo kun blive til ½kg om året.
Kilde I form
...hjerteforeningen har udgivet en indkøbsguide, som viser vejledende værdier for, hvor meget fedt og kostfibre, der bør være i de enkelte produkter pr. 100 g for at tilgodese din sundhed og dit velvære. Eks. bør et godt rugbrød højst indeholde 5g fedt og mindst 8g kostfibre pr. 100g.
Kilde: Hjerteforeningen


Anbefalet indhold pr. 100g af varen Kostfibre Fedt
Hvedebrød mindst 5 gr. højst 5 gr.
Rugbrød mindst 5 gr. højst 5 gr.
Morgenmadsprodukter mindst 5 gr. højst 10 gr.
Mælk og mælkeprodukter højst 1,5 gr.
Ost højst 18 gr. / 30+
Kød og pålæg højst 12 gr.
Fisk (uden panering) ingen øvre grænse
Færdigretter, frosne kartoffelprodukter højst 5 gr.
Mayonnaisesalater højst 15 gr.
Dressinger, saucer højst 5 gr.
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 9/11-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Vor Fader


Faderen vor, du som er på skibet!
Hellige vorde din havn, komme dine skibe.
Ske din vilje som i maskinen således også i garagen
Giv os idag vor daglige lommepenge
og forlad os vores rod, som også vi forlader andres rod.
Og led os ikke ind i ferskvands søer
Men fri os fra at blunde
For dit er hjemmet og magten og æren i evighed. Drammen
Kilde/ forfatter: Annemette Bjørndal Pedersen, Dato: 23/10-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Ud i det blå med klip-klapper på


En del piger har vi været på en rigtig spændende tur til Svendborg. Turens tema var" ud i det blå med klip-klapper på". Annette og Elsebeth var i denne omgang turlægger og havde planlagt en dejlig tur for dem der havde tid og lyst til at deltage. Turen gik til Valdemar Slot". Vi startede kl. 9.00 PRÆCIS fra Esbjerg og skulle så mødes med Juliane og Elsebeth ved en motorvejsrasteplads lige før Kolding. Der indtog vi en kop kaffe og et rundstyk og så gik turen videre til Svendborg. Kl. 10.30 PRÆCIS skulle vi ankomme til færgehavnen hvor vi skulle med M/S Helge til Tåsinge. Inge havde taget en flaske vin med som vi fik skænket på turen med færgen. Det var en rigtig hyggelig tur og vi nød den dejlige udsigt selv om vejret ikke var som lovet i vejrudsigten. Men bare man har det godt, forsvinder alt det dårlige. Og vi havde det rigtig godt, for vi lagde dårligt nok mærke til solen da den endelig kom frem.
Godt ankommet på Tåsinge fandt vi et lille sted, Æblehaven", hvor vi indtog de dejlige sandwishes som Elsebeth havde lavet inden hun tog hjem fra Sverige dagen i forvejen. Dertil nød vi en enkelt en og så gik turen op på slottet hvor vi besigtigede den flotte lysekrone fra Venedig og den lille seng som dronningen efter sigende sover i når hun er på slottet. Da vi var færdige på slottet og havde købt det vi gerne ville i slottets lille butik, tog vi tilbage til "æblehaven" hvor vi drak kaffe og hjemmebagt æblekage - pudsigt nok.
16.25 PRÆCIS var der atter afgang fra færgehavnen på Tåsinge tilbage til Svendborg og så gik turen delvis hjemad. Vi var nemlig enige om at indtage et aftenmåltid et eller andet sted på hjemturen - nærmere bestemt der hvor der var hyggeligt at sidde. Vi tog den smukke tur hjem og kørte over Fåborg. Hvor er der flot i Fåborg. Derfor blev det også det sted vi valgte til at spise aftensmad inden vi deltes og kørte hjemad. Det var en rigtig dejlig dag og en veltilrettelagt tur vi var på. Næste års arrangører har noget at leve op til. Tusind tak til Annette og Elsebeth for en dejlig dag og tur.

Enkelte var taget til Svendborg til Landsgeneralforsamlig og de havde en rigtig dejlig dag og aften.
Tak til Svendborg afd. for et godt arrangement. Hilsen Esbjerg pigerne.
Kilde/ forfatter: Annemette Bjørndal Pedersen, Dato: 23/10-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Motion -et emne der oppe i tiden


Som tiden dog flyver af sted, det er allerede Frederikshavnskredsens tur til at skrive til bladet igen. Så spekulerer man i flere dage på, hvad man dog skal skrive om.
Motion er jo et emne, der er meget oppe i tiden, og når man ser sig omkring, må man jo nok erkende, der er blevet lidt mere af os, det er ikke alle, der kan skrue sig ned i den kjole, der hænger bagest i klædeskabet, den man har gemt til ”hvis, ifald” man tabte de der 5 kg man inderst inde godt ved burde væk, men som er så svære at komme af med. Man ved godt, man burde tage ud og bevæge sig noget mere, men det kan være svært at finde tid og overskud til det med arbejde, børn, hus og for manges vedkommende også have (men det giver overskud, når man er kommet af sted).
Der er mange muligheder overalt i landet for at komme til at dyrke motion, og det behøver jo ikke at koste noget. De fleste steder er der anlagt cykelstier og afmærkede cykelruter. Motionsstier i skovene er der også mange af, så det er jo bare med at komme derud, og børnene vil nok synes, det er sjovt at komme med, evt. cyklende ved siden af mor, der løber. Den bedste måde at få startet på er at lave en aftale med et par venner. Når man ved, der er nogen, der venter på en, er det lettere at komme ud af døren, næsten uanset hvordan vejret er. Vi har her i afdelingen gjort det.
Vi er tre, der mødes næsten hver morgen og går en god lang tur i rask tempo i godt en times tid, vi får pulsen lidt op og sved på panden. Der er næsten ikke noget, der er skønnere, end at gå en tur langs stranden en stille morgen med sol fra en skyfri himmel eller en tur gennem skoven med fuglesang. Man fornemmer årstidernes skiften, på en helt anden måde ved at komme ud hver morgen, og humøret præges af det dagen lang, uden tvivl.
I år har vi jo haft en kanon god sommer, så det har været let at få rørt sig, fordi det jo har været badevejr i en rigtig lang periode, og bor man i nærheden af vandet, var det jo bare med at komme til stranden hver dag og få en god svømmetur. Ved at trave vores tur hver morgen, håber vi, at vi kan forhindre nogle af de mange livsstilssygdomme eller nedsætte risikoen for dem. Efter sådan en lang travetur har man det jo dejligt, man kan faktisk mærke det i kroppen det meste af dagen, der er mere energi til at gå i gang med dagens gøremål. Som en sagde til mig engang: ”man bliver helt afhængig af morgenturen”. Rundt om i landet arrangerer Skov- og naturstyrelsen også mange naturture. I vores område kan det varmt anbefales at deltage i turene. Vi er et par stykker, der har været med et par gange, og det har både været sjovt, hyggeligt og lærerigt. Der er mange turister, der har deltaget i turene, og de ser på området på en helt anden måde end vi lokale. De stiller nogle andre spørgsmål end vi andre, så man får en hel anden oplevelse af den natur, man Hermed en opfordring til at tage emnet færdes i til daglig. op i lokalafdelingerne. Vi står gerne for Der arrangeres jo også mange løb/stavgang planlægningen osv. eller cykelløb rundt om i landet, og det kunne da være sjovt at stille med et stort hold sømandskoner til et af disse arrangementer. Vi er nogle stykker, der i hvert fald gerne vil prøve at undersøge mulighederne for deltagelse i evt. cykel/gå/ løbe arrangementer et sted i Danmark.
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 19/10-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Gamle skibe - stadig i drift


M/S »Caroline S« ejes af Foreningen Caroline S, der blev stiftet i august 2001 i Svendborg. Formålet var og er at sikre et skib af den navnkundige danske skibstype, carolineren, for eftertiden.

Opgaven søges løst ved dels at holde skibet i sødygtig stand og sejlende med fragt i indskrænket fart - hovedsagelig dansk indenrigsfart - dels ved at lade det fremstå som et sejlende museum med adgang for publikum til ved selvsyn at danne sig et indtryk af dansk skibsbyggeri og småskibsfart i efterkrigsårene og de forhold, søfarende i coasterflåden virkede under. Videre kan skibet fungere som udstillings skib ved charterture eller som base for lejrskoler eller for kortere dagture med begrænset antal passagerer. Caroliner-typen har sit navn efter det første skib i serien, M/S »Caroline«, bygget ved H.C. Christensens staalskibsværft i Marstal i 1951. Typen var tænkt som afløserne for de aldrende skonnerter og galeaser samt ofte gamle tyske eller hollandske stålskibe, som dannede kernen i den danske indenrigs flåde i 30‘erne og 40‘erne. En fornyelse trængte sig på, og en del af det store Marshalllån til Europas genopbygning efter krigen blev sat af til finansiering af bl.a. dette skibsbyggeri.
Så populær blev carolinerne, at ialt 23 blev bygget. De lastede ca 240 tons og havde en rummelig og dengang moderne aptering til sædvanligvis skipper og styrmand samt fIere mand på dækket, bedstemand, matros, ungmand og dæksdreng - eller andre kombinationer efter rederens valg, skibets fartsområde m.v. Maskineriet var ligeledes nyskabelser med god maskinkraft til 8-9 knob, hjælpemotor, lossespil drevet af egen dieselmotor eller hydraulisk. Se tekniske data på bagsiden af denne folder.
Carolinerne kom for en dels ved­kommende langt omkring, men hovedparten blev i nordeuropæisk fart eller i nærfarten omkring Danmark. Udviklingen gjorde, at en del ret hurtigt blev forlænget med ca. seks meter for at øge lasteevnen til omkring 300 tons, men ind i 70‘erne og 80‘erne begyndte salget fra dansk flag. Konkurrencen med større coastere og lastbilerne samt DSB satte bom for økonomien i den originale caroliner-størrelse også selvom skibene nu må sejles af to-tre mand. Der blev i efteråret 1995 udgivet en bog om netop denne skibstypes historie titlen er: ”Caroline og de andre”.

Inden de to sidste i original skikkelse, m/s »Samka« og m/s »Jane«, kom i risiko for at måtte stryge Dannebrog blev der taget et initiativ af en gruppe søfartsinteresserede, der kunne se den overordnede ide med at bevare et sådant skib og især søge at holde det i drift i privat regie uden behov for løbende offentlige indskud.
Caroline S for at understrege såvel det maritime begreb Carolinertypen, som tilhørsforholdet til Svendborg, Svendborg Internationale Maritime Academy, Svendborg Søfartsskole samt det tidligere nok så kendte Svendborg Rederi A.E. Sørensen hvis skibs navne altid sluttede med S.
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 17/8-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Tid til reflektion - er også meget vigtig


Jeg har læst flere af indlæggene i Søhesten / her på siden - og vil gerne bidrage med mit syn på sagen. Jeg kommunikerer ikke dagligt med "gemalen" til søs. Vi tales ved ca. 1-3 gange om ugen - og mailer nok sammen 1-2 gange om ugen. Jeg fortæller mest om "hjemlige problemer" - som jeg gerne vil have vendt - og sjove episoder med børnene. Men jeg føler mig på ingen måde forpligtiget til at opdatere ham om alt herhjemme - og forventer på samme måde ikke, at få beskrevet meget fra dagligdagen til søs. Det sker faktisk yderst sjældent.

Men i perioder, hvor der er aktuelle emner, hvor jeg har behov for at få snakket om ting og sager, så skriver jeg og ringer jeg flittigt. Jeg synes, at det må være vigtigt at der er forskel på kommunikationen - for ellers bliver det vel bare en sur pligt - som måske med tiden og de stadig flere kommunikationsmidler tiltager til et omfang - som ingen steder hører hjemme.

I samme forbindelse vil jeg gerne gengive en artikel i jyllandsposten, der netop fokuserer på, at vi voksne i dag ikke har tid alene - at vi ikke oplever stilhed, åbne samtalekøkkener giver ikke den ro og tid til fordybelse - som alle mennesker har brug for (basale behov). På samme måde har miljøministeren netop haft en landsplanredegørelse i høring, hvor der lægges op til at der sikres områder til rekreation - og ikke mindst - områder med stilhed.

Mit indlæg i debatten skal derfor være - at vi i høj grad skal lære at sætte stor pris på vor skiftende livsstil. Hvor vi i perioder med sømanden hjemme lever på én måde - måske med et overtal af arrangementer mv. I andre perioder skal vi være bevidst om, at vor tid til reflektion, hvor vi selv tager beslutninger, hvor vi gør tingene helt på vor egen måde - er utroligt vigtigt - for at skabe balance i ethvert liv / menneske. For mit vedkommende med fuldtidsarbejde, deltidsuddannlese, to små børn og alt muligt andet - hører jeg tit undren over at jeg "gider", at jeg kan nå dit og dat mv. Men jeg er sikker på at jeg gennem afvekslingen får skabt den balance - som giver ro og tid til fordybelse i perioder (egoet plejes i udpræget grad) - og i andre perioder har jeg stort overskud til at leve drømme ud - og leve noget mere "hektisk".

Derfor vil jeg gerne opfordre til at også kommunikationen ikke altid skal udvikle sig til en pligt - at det nok ikke altid er nødvendigt at maile dagligt eller opdatere manden med kedelige hverdagsdetailjer. Kommunikationen bliver vel derefter efter et stykke tid - hvis der ikke er liv og sjæl bag skriften. Skriv når du har lyst - ikke af tvang - for du er jo selv med til at fastsætte niveauet - forventninger er man vel selv med til at skabe. Accepter, at vi i perioder lever hver vort liv og nyd det til fulde.

Den forskel mellem mand og kvinde - dreng og pige, som så udmærket er beskrevet i nedenstående oplæg - synes jeg at kunne genkende. Jeg har talt med min sømand om hvad han "forventer" af mails - og det er ikke overvældende. Jeg fornemmer, at han hellere vil have den "ægte vare" -frem for at jeg bruger tid på at skrive noget - som jeg bare omfatter som en pligt eller noget jeg slavisk gør for at han skal vide hvad jeg bruge min tid til / hvad børnene foretager sig. Jeg er sikker på, at min mand ikke på noget tidspunkt ville forlange daglige mails/periodiske afrapporteringer. Hvis det skulle blive tilfældet - så ville jeg straks tro - at der var noget galt. Enten med hans arbejde derude (keder han sig - får han ikke opfyldt hans ambitioner ?) eller med tilliden til mig herhjemme (tror han ikke på at jeg kan administere min tid)

Det var vist lidt forskellige emner - jeg kom et stykke længere omkring - men jeg synes at vi herhjemme skal leve vort eget liv og sætte pris på det - og værne om den kvalitet "tid til ro og fordybelse" har. Det bliver vigtigere og vigtigere i vores ellers stressede informationssamfund. Jeg mener at kunsten nu er at sige fra over for mobiltelefoner, mails mv. - fremfor bare slavisk at benytte dem hele tiden.

Er der er mon andre, der deler denne holdning ? Jeg ved ikke, om det er et nyt emne - men jeg synes det kunne være rart at høre om der er andre, som ser tiden, hvor han er ude - som en meget positiv sideeffekt af dét at være sømandskone. Især i vor digitale hverdag - med stadig flere kommunikationsmidler. Hermed også en lille bemærkning til dét indlæg - som påpegede, at ikke alle benytter de digitale midler. Jeg synes ikke altid, at de digitale medier er et gode, - jeg kan i hvert fald hurtig blive en slave af dem - og det ønsker jeg ikke. Ikke lige nu.
Kilde/ forfatter: Ida Rytter Jensen, Dato: 25/4-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Tusind tak!


På en dag - to dage efter min kære sømands bisættelse, hvor man tuller rastløst omkring med en stor sorg og tomhed indeni og kaos inde i hovedet over alt det, man skal have klaret, kommer der - til min store overraskelse et sødt brev og en check til mig fra Sømandskoneforeningens Enkekonto. Jeg havde ingen aning om, at ordningen også gjaldt pensionister, men jeg blev så glad og varm indeni over, at nogen tænkte på mig i denne stund.
Jeg har jo aldrig været den store tilhænger af den enkepension, som I ved, men jeg blev så glad, da jeg hørte fra jer. I skal alle have stor tak.

Til sømandskonerne i Esbjerg Afd. en ganske særlig tak for blomster, hilsner, trøstende ord og deltagelse i Jens´s bisættelse eller sidste udmønstring. Det har betydet meget for mig.

P.S: I en sådan forening kan man ikke andet end forblive medlem fremover, selv om jeg nu ikke mere er sømandskone - men sømandsenke.

Ændret i stilhed
I et øjeblik af oplysthed
stod hele verden stille
alle holdt vejret
fuglene stoppede deres sang
hundenes gøen stivnede
alt musik stoppede
selv træernes stille svajen
syntes forsvundet.
Alle sanser var rettet mod himmelen
Deroppe
i et øjebliks vidunderlige
et blå violet skær
tonede frem
manet af dyb varme

Bliv et med alt
i kærlighed og fred
På et split var alt forandre
tmenneskene sansede
sig selv og andre
i værdighed og respekt
ødelæggelse og massevåben
forsvandt som dug
i udåndingens overgivelse
faldt de tunge skulder skyts

Samhørighed
talte vinden
samhørighed
Kilde/ forfatter: Inge Krüger, Dato: 19/4-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Den svære balancegang med manden til søs - og hjemme igen...!


Endnu et bidrag til debatten
Allerførst vil jeg sige, at jeg har nydt at følge responsen på debatoplægget for snart nogle måneder siden. Det var et fint initiativ! For mit eget vedkommende udmundede det først og fremmest i en god snak over aftensmaden om, hvad vi egentlig fortæller hinanden, når han er på søen – og det gav i hvert fald stof til eftertanke i det lille hjem for os begge.

Jeg skal være den første til at kommentere, at der ofte er himmelvid forskel på, hvad man forestiller os at gøre og så det, som man rent faktisk gør, fordi det er umuligt at forudsige sin egen reaktion i forhold til pludselig at stå midt i noget uventet! I relation til det konkrete oplæg omkring potentiel alvorlig sygdom må jeg tilstå, at min mand og jeg ret hurtigt blev enige om, at vi begge syntes, at man som ægtepar ”har krav” på at vide, hvis noget sådant pludseligt sker. Men det var nu mest ud fra tankegangen om, at tænk nu hvis der stødte noget yderligere til, og sømanden ikke vidste besked. Måske ville han opleve at få en meget chokerende besked på en uheldig måde af en uvidende! Det ville være ubærligt for begge parter. Men det er vel også dét, der ligger i at være par, ikke? At man deler de store ting i livet – uanset om han har vand eller jord under fødderne.. Og ja, distancen gør selvfølgelig en forskel, men som min mand altid har sagt: ”Jeg er her jo stadigvæk, selvom jeg er langt væk!”. Det er rart at tænke på - især i de perioder, hvor man bare synes, at det trælse altid sker i de perioder, hvor han er til søs!

Svære situationer
Jeg håber, at der også i tiden fremover vil komme respons på debatindlægget om, hvad vi fortæller sømanden. I mellemtiden kan jeg selv lufte nogle tanker, som også kunne være spændende at høre andres syn på – nemlig hvordan man som sømandskone tackler svære, uventede situationer, når sømanden efterfølgende kommer på landjord igen. Mange af jer har højst sandsynlig – ligesom jeg selv – oplevet svære, akutte hændelser, som for en stund ændrer hverdagen totalt, mens sømanden er på job. Jeg har selv oplevet både at få et lille spædbarn opereret akut 4 uger gammel og er siden hen også selv fuldstændig uventet blevet indlagt akut. Begge gange skete det få dage efter min mands udrejse. Med hensyn til den sidstnævnte situation kan jeg huske, at det der - på trods af sagens daværende akutte islæt - fløj i gennem mit hoved, mens sirenerne hylede over mig, var: ”så skete det igen – jeg har ikke engang skibets telefonnummer med mig….! (Det havde jeg heller ikke sidst…!) Og hvem skal nu komme med min toilettaske? Hvor mange dage kan jeg trække på min mor som barnepige…?! Hvor meget strøm har jeg på min mobiltelefon?” Jeg havde end ikke tid til at tænke over min egen situation - det skal dog siges, at mine kollegaer fuldstændig tog over. Jeg husker endnu, hvordan min kollega meget nænsomt havde fortalt min mor i telefonen, at jeg nok ikke lige kom direkte hjem fra arbejde den dag, og om hun kunne passe barn? Jeg havde bedt til, at de nåede at ringe af, før ambulancens larmende ankomst…

Uvisheden og den geografiske afstand
De efterfølgende dage var et stort kaos med mange alvorlige diagnose-mistanker og et utal af undersøgelser. Jeg røg fra den ene undersøgelse og direkte til den næste og var fuldstændig udmattet. Mine kollegaer troppede op i en lind strøm og blev for en tid mine ”nærmeste”. Jeg vil aldrig glemme dem for det. De blev på alle måder den ”ægtefælle”, der ikke kunne være der fysisk. De så mig fra alle tænkelige sider (!!!), og heldigvis var min mand da også så betænksom, at han efterfølgende uden min viden sendte en stor smuk buket til min arbejdsplads med en varm hilsen som tak for omsorgen under min indlæggelse. Det taler de såmænd stadigvæk om!
Under min indlæggelse sad min mand frustreret tilbage på skibet et sted i Europa og havde det nok endnu dårligere end jeg over ikke at kunne gøre ret meget andet end bare vente på næste opkald – vel vidende at det faktisk kunne ændre resten af vores liv. Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg bevidst ikke spurgte lægerne, om vi skulle kalde min mand hjem, for jeg var hundeangst for, at de skulle sige: Ja, det synes vi…! Men jeg kan huske, at jeg omhyggeligt fortalte dem hver og én , at han var til søs – og i mit stille sind tænkte, at så måtte lægerne tage ansvar for at agere ud fra dette. Min mand og jeg havde telefonkontakt et par gange dagligt, og telefonregningen fra den sommer er da også den ting, som vi forsøger at fortrænge mest ihærdigt i vores ægteskab. Jeg mærkede, at vi stod enormt meget sammen om at have stor geografisk afstand mellem os. I mit stille sind vidste jeg jo også godt, at hvis han kom hjem i ”utide”, ja, så ville han også skulle af sted igen ”i utide”, og jeg vidste også, at det nok var, når jeg forhåbentligvis kom hjem igen, at jeg havde mest brug for ham, da jeg ikke kunne så meget og nok heller ikke kom til det foreløbig. Og han var der jo for mig alligevel – præcis som han altid havde sagt. Og indrømmet – jo, jeg forsøgte da at sende så positive SMS-beskeder som muligt – og undlod at give lyd fra mig, når jeg havde det værst. Jeg vidste jo, hvor svært det var at være i hans sko i forvejen, for jeg blev gang på gang rørt over at høre hans overvældende lettelse, når jeg havde meldt om bare den mindste fremgang – eller om ikke andet så det i hvert fald bare om stilstand.

Hjemkomst
De alvorlige diagnosemistanker blevafkræftet, og halvanden uge efter blev jegudskrevet fra sygehuset. Udmattet og ikkeret meget værd. Da jeg så, at vores nyplantede roser i indkørslen stod i fuldt flor for første gang, var jeg lamslået af taknemmelighed. Hvor var de dog uendelig smukke! Tænk, at jeg fik lov at opleve dette! Det var stort! Og da jeg stod i mit køkken kunne jeg ikke rigtig kende det. Jeg kan ikke sige, hvad der var galt, men dimensionerne var ligesom anderledes! Følelsen af at have været tæt på at miste alt, fyldte stadigvæk meget i mig, og jeg så på alting med helt andre øjne. Jeg tror, at det vist nok var det, der kaldes en eksistentiel oplevelse, og den sad i min krop i lang, lang tid efter.

Få uger efter kom min sømand hjem efter planen. Jeg kan huske, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Jeg var stadig kun lige midt i alt det uhåndgribelige, der var sket omkring mig forinden. Han tog samme runde i haven og var lige så benovet over rosernes farve og duft, som jeg selv. Men han så dem ikke med samme øjne som jeg, tror jeg. Faktisk ventede jeg hele den første dag på, at han skulle sætte sig ned og udspørge mig om hele – og jeg mener virkelig hele – forløbet. Det gjorde han ikke. Selvfølgelig talte vi en hel del om det og om vores begges lettelse, men jeg ventede på at få rum til at fortælle alt. Fra start til slut: Følelser, frygt, fornemmelser, tanker – kort sagt alt. I en sen nattetime sagde jeg til ham, at jeg undrede mig over, at han ikke havde behov for at høre om hele forløbet – stykke for stykke. Lige så forundret så ham på mig, og sagde: Jamen, jeg var der jo – vi talte sammen flere gange om dagen! Og det havde han jo fuldstændig ret i. Vi havde uden at skæve til den høje udenlandstakst haft nogle rigtig gode samtaler – han havde bestemt været der for mig i hele forløbet – faktisk meget mere end jeg på noget tidspunkt havde forestillet mig kunne være muligt over en mobiltelefon under de omstændigheder. I denne sene nattetime udmundede det dog i, at jeg alligevel fik fortalt om hele forløbet. Han var stille og eftertænksom, og jeg indså, at han nok havde haft det endnu sværere end jeg ved at sidde magtesløs så langt væk – hvor jeg jo ligesom havde været i det og ikke kunne stille andet op end bare følge slagets gang – og så i øvrigt håbe på det bedste.

Nyt emne til debat?
Efterfølgende har jeg tænkt meget over, om det måske handlede mere om, at jeg selv skulle have bearbejdet det skete, end om at jeg var sømandskone…?! Ligeledes har jeg tænkt på, at mænd altså ikke pr. automatik kan læse vores tanker og forventninger - og hvad forventer vi egentlig af ham i en sådan situation? Går livet bare videre derfra af – eller har vi brug for i fællesskab at ”spole tilbage” i detaljer - på trods af, at det akutte er veloverstået, og man har haft jævnlig kontakt undervejs? Eller er detaljerne udelukkende et kvindeligt behov, som vi gerne vil pådutte vores mænd at tage del i uden at det er deres behov?

Rundt omkring i landet sidder der nok mange andre, der har stået alene i svære situationer. En idé til endnu et debatemnekunne derfor måske være: Hvordan får man samlet op på de svære situationer, som man har stået i alene, når sømanden kommer hjem igen?

Og så et hjertesuk…
Afslutningsvist har jeg behov for at kommentere, at jeg oplever, at det efterhånden nærmest i enhver sammenhæng bliver taget udgangspunkt i ”de moderne kommunikationsmidler” som en given ting – fx det at maile jævnligt(om ikke dagligt) med sømanden opfattes efterhånden nærmest som en selvfølge! Jeg vil gerne pointere, at der stadig findes sømænd, hvis daglige arbejdsredskab ikke er computeren, og som dermed heller ikke har mulighed for at maile med familien der hjemme. Så der sidder altså stadigvæk ”oldnordiske” piger rundt om i landet, der ikke har mulighed for at bruge mail som kommunikationsmiddel, og som stadigvæk må nøjes med de få dyrebare minutter i telefonen, når lejligheden lige byder sig - og så selvfølgelig SMS’erne, hvis begrænsning på godt og vel 100 tegn dog giver sin naturlige begrænsning for at nuancere diskussionerne…!
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 19/4-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Vi er så forskellige og dog så ens


En lille pige vil samle en pind op fra jorden og undrende kigge på den. En lille dreng vil samle den samme pind op og straks lave den om til et gevær.

Piger, der finder mors make-up, starter instinktivt med at male sig i ansigtet. Drenge, der finde mors make-up, starter instinktivt med at male væggene.

Hvis en pige ved et uheld kommer til at bøvse, bliver hun flov. Hvis en dreng ved et uheld kommer til at bøvse vil han straks prøve at bøvse ti gange mere.

Piger tiltrækkes af drenge, selv som små piger. Små drenge tiltrækkes af snavs.

De fleste piger lærer at tale før drenge. Før drenge lærer at tale, lærer de at sige som et maskingevær.

Piger bliver til kvinder. Drenge bliver til store drenge
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 19/4-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

En salut til en dygtig pressepige


Vi har i Esbjerg en utrolig dygtig pressepige, der aldrig har følt at arbejdet til ”Søhesten” var for meget. Hun har skrevet ”afdelingens side” hver gang uden at spørge andre i afdelingen om hjælp – altid klaret det hele. Hun har på mange måder været vores frontfigur og initiativtager til mange ting, vi har foretaget os. I mange år var hun vores repræsentant til landsforeningen, og hun kom altid glad hjem i afdelingen og fortalte, hvad der skete i de andre afdelinger. En rigtig portion optimisme i stemmen, og vi andre følte, vi var med i det hele.
Jeg sagde ja til at overtage dette hverv i en tid, hvor vores ”gamle” pressepige har behov for en pause, og jeg var ikke helt klar over, at der også skulle skrives ”afdelingens side”. Så jeg meldte fra i første omgang, da jeg blev kontaktet af Ilse. Men alligevel sidder jeg her en stille aften og tænker på – hvad kunne egentlig interessere ”pigerne” – og andre at høre? I hvert fald ikke hvad jeg laver til dagligt… Sømanden er taget ud at sejle igen efter en kort ferie (han fik ikke lavet alt det herhjemme, som JEG havde planlagt) og kommer ikke hjem de næste mange uger, selv om jeg er begyndt at synes, det er træls, når han skal af sted (man bliver vel lidt sentimental med alderen) – men også når han kommer hjem (når så man har vænnet sig til at være alene, kommer han ”allerede” hjem igen)… ikke nem at gøre tilfreds.

Nej… jeg vil hellere give Inge et skulderklap for hendes gode humør og hendes altid gode opbakning i foreningen. Hvordan hun altid er kommet på noget at skrive til, er mig en lille gåde, men jeg for den nok løst en dag.
Jeg hører tit unge mennesker sige – ”det kan jeg ikke nå…..” selv om de ”kun” har deres skole eller arbejde at koncentrere sig om. Men ofte når man også kun det, man vil nå.

Jeg har haft brug for Inges ekspertise i forbindelse med hendes arbejde, og jeg er endnu aldrig gået forgæves, når jeg har haft brug for hjælp, og jeg tror heller ikke andre vil gå forgæves, hvis de skulle få brug for hendes hjælp og rådgivning. - Jeg har fået det svar, der skulle til, for at komme videre med tingene, og jeg har fået den rådgivning, der har været behov for.
Inge har også haft sit arbejde, hvor det tit har varet til sent på aftenen – udover har hun også haft tid til at skrive revyer og været aktiv i vores forening. Jeg misunder ind i mellem Inge for hendes energi, og ville gerne selv ha’ lidt af den. Det kunne godt smitte…. Men ”evner” smitter mig bekendt ikke.
Kilde/ forfatter: Annemette Pedersen, Dato: 19/4-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Enhver forældres værste mareridt


Den 20. september 2004 kl.20.30 skete enhver forældres værste mareridt. Jeg blev ringet op fra Rigshospitalets traumeafdeling.
Vores 21 årige datter havde været involveret i et færdselsuheld, og hun ville gerne have, at jeg/vi kom over til hende. Heldigvis havde vores datter flere gange insisteret på, at der skulle ringes til os hurtigst muligt med natfærgen til København. Næste morgen var både fly og færge indstillet på grund af blæsevejr, så det var godt, vi blev kontaktet så hurtigt.
Efter en måned på Rigshospitalet, hvor jeg var hos hende under hele forløbet, endte alt heldigvis godt. Vores datter har det i dag godt og har ingen mén af ulykken.
For det første: Ulykken skete kl. 18 og vores datter vidste, det kan tage sin tid at komme fra Bornholm til København.
For det andet: Jeg fik heldigvis førstehåndsviden om vores datters tilstand. Det var godt. Politibetjentens besked, et kvarter senere, opfattede jeg som noget mere alvorlig, 2 sammenklappede lunger. Da vidste jeg, det heldigvis kun var lungespidserne, der var sammenklappede. Min mand var på langfart og kunne ikke kontaktes via mobiltelefonen. Så midt i alt det andet måtte vi finde ud af at kontakte ham og fortælle, hvad der var sket. Vores søn, på 14 år, og jeg talte om, hvordan vi skulle fortælle om ulykken til min mand. Vi blev enige om, at han skulle skrive en email, som jeg så gennemlæste, inden den blev sendt.
På trods af den ulykkelige omstændighed har vi også haft mange positive oplevelser. Vi har ikke alene oplevet en utrolig stor imødekommenhed og hjælpsomhed fra familie, venner og bekendte, men også fra fremmede mennesker både i og udenfor behandlingssystemet.
Så skulle der pakkes. Det blev absolut ikke en velovervejet og godt sammensat Eva Christensen, Bornholm garderobe, vi havde med. Der blev bare kylet noget mere eller mindre tilfældigt i kufferten.
Kilde/ forfatter: Eva Christensen, Dato: 30/3-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Debat: Hvad vi fortæller sømanden om hjemlige problemer


Jeg har med stor glæde læst de indlæg der har været, som svar på mit debatoplæg omkring emnet: Hvad vi fortæller sømanden om hjemlige problemer.
Det er dejligt at se, at det har givet anledning til en snak om det, i den enkelte familie. Når vi debatterer og efterfølgende indtager en holdning til tingene, er det lettere at takle evt. problemer, når de opstår. Vi ved så, hvor vi har hinanden.
Jeg synes det er positivt at se, at den yngre, moderne sømand er indstillet på, at konen/ kæresten naturligvis kan læsse af på mail, til manden til søs. Hvilket så også gælder den anden vej.
Jeg tror det er en ændring der er kommet, dels med en ”ny” årgang, dels i kraft af bedre kommunikationsmidler. Jeg ved, at det ikke altid har været sådan. Hvad vi ikke ved, er om det på sigt, er et gode eller en stressfaktor for sømanden. Det vil først de næste generationer kunne svare på.

På den ene side, tror jeg det er godt, at sømanden ”tvinges” til at følge med på meget nær hold i set og sket samt følelser i hjemmet. Det kan måske være med til at forhindre, at han isolerer sig for meget i en monoton verden, som skibsmiljøet ofte er. Og dermed på sigt kan bevare sin mentale sundhed, i det henseende, at han stadig føler sig som en integreret del af et socialt fællesskab.
På den anden side, tror jeg også det i visse situationer kan være en stressfaktor. Afgørende er især, hvordan budskaber leveres, da den fysiske afstand er et faktum, og en væsentlig del af al kommunikation. Jeg tror vi alle kender tanker som: ”Hvad i alverden mener han/hun med det? Åh nej, det er helt misforstået, det var ikke det jeg gav udtryk for. Hvorfor skal jeg nu bebrejdes det? Skal vi absolut diskutere det nu?” osv. Ting, som også siges i dagligdagen, når sømanden er hjemme, men hvor der ikke er den fysiske afstand.

Ombord kører det i tankerne, og der er måske ikke en fortrolig at dele det med, hvis det føles belastende. Hjemme er det væsentligt lettere at rede trådene ud her og nu. Det tror jeg nu, de fleste af os er bevidst om, når vi sætter os til tastaturet. Så mon ikke vi alle alligevel et eller andet sted filtrerer hvad vi siger/skriver? I hvert fald, når vi har tid, overskud osv. Hvordan går det så for sig, når vi ikke føler noget som helst overskud? Hvis vi er i krise? Enten personligt, eller parforholdet er i krise? Jeg kan i hvert fald godt se for mig, en situation min mand fortalte om: Han oplevede engang, hvordan en kollega fik det rigtig dårligt, da konen fortalte at hun ville skilles, mens han var til søs. Jeg kunne næsten se smerten hos min mand, smerten over ikke at kunne gøre noget, eller over bevidstheden om, hvor begrænsende den fysiske afstand da netop var. Det er let at sige: ”Det ville jeg aldrig gøre”, og alligevel overraskes vi mennesker ofte over vores egen reaktion i givne situationer.
Jeg siger ikke, at det ene eller det andet, er det rigtige. Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Når vi i bladet, ”kun” ser indlæg, der giver udtryk for, at vi som sømandspar deler alle sorger og glæder til hver en tid, bliver jeg bekymret for, at der sidder nogen, og holder en smerte over de modsatte oplevelser, for sig selv. Kom frit frem.
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 25/3-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Svar til Tina M. L. Campbell


Kære Tina, jeg blev både ked af det og forundret da jeg læste dit indlæg i “Søhesten” nr. 1 omkring din oplevelse af hvordan “Sømandskoneforeningen af 1976” modtager nye medlemmer.
Ked af det, blev jeg fordi vi i foreningen gør ret meget ud af, at byde vores nye medlemmer velkommen. Vi ved hvor svært det er, når man skal ind i et privat hjem til en flok “piger” der måske har kendt hinanden i længere tid. Jeg tror ikke du vil finde ret mange i vores forening der ikke har været på vej til telefonen mange gang for at tage kontakt til os, men alligevel har modet svigtet i sidste øjeblik - når den samtale endelig finder sted, skal nye føle sig lige så velkommen, som de er !
Jeg er lidt forundret over du skriver at du ikke modtog de oplysninger du søgte. Jeg skrev en lang mail til dig omkring de to afdelinger, der ligger tæt på hvor du bor. Jeg beskrev, det jeg kender til de to afdelinger, samtidig oplyste jeg dig, at vi har forskellig kontingent fra afdeling til afdeling samt at flere afdelinger sparer op til diverse arrangementer. Sidst spurgte jeg om du evt. ville maile dit telefon nr. da jeg syntes, der var så mange ting jeg gerne ville fortælle dig om foreningen og du så samtidig havde mulighed for at stille spørgsmål. Mail er godt men sommetider er en samtale endnu bedre! Du skrev tilbage at du ikke var interesseret i jeg skulle ringe til dig og du ville tænke over om det var det du havde brug for. Samtidig ved jeg Frederikshavn afd. også har kontaktet dig.
Du skriver, at du har gjort mange forsøg på at finde os på google - hvis man skriver sømandskone kommer vores hjemmeside op som nr. 3
Frederikshavn afd. har senest kontaktet dig i nov./dec. måned - men så vidt jeg er orienteret har du ikke besvaret deres henvendelse.
Jeg håber ikke dette bærer præg af “mudder-kast” - Tina, jeg håber meget, vi kommer til at se dig i “Sømandskoneforeningen af 1976” du er meget velkommen.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 15/3-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Kære Tina M. L. Campbell


Tak for dit indlæg ”Måske en dag..?” i sidste nummer af Søhesten.
Først og fremmest så synes jeg, det er dejligt at høre fra dig, og jeg kan forstå, at du går og tumler med de samme problemer som de fleste andre sømandskoner. Vi kender alle til følelsen af at veninderne, der er gift med ”landkrabber”, ikke helt forstår de problemer, som sømandskoner nu engang har - med en fraværende far, en mand, der aldrig eller sjældent er der, når vi har allermest brug for ham osv. osv.
I din situation har du gjort det eneste rigtige, du har fundet frem til en forening for kvinder med netop dit problem, du har kontaktet foreningen og så sker der ingenting!!! Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, at du er irriteret over.
Det er rigtig, rigtig træls, at du ikke er blevet kontaktet af den lokalafdeling, som du hører til. Det er brandærgerligt, at du ikke synes at arrangementer i lokalafdelingerne bliver annonceret i god tid, og det er virkelig irriterende, at vi ikke har haft nogen nye medlemmer, der har haft lyst til at skrive til bladet, om det at være ny, i den tid du har modtaget bladet. Men i det mindste ved du, at ”nogen” har registreret, at du gerne vil være medlem, for du har fået svar på din henvendelse og du modtager foreningens blad, så der er altså nogen ”i den anden ende”. (Jeg er ret sikker på, at hvis du havde bestilt en vare via nettet, men ikke havde modtaget den, så ville du have kontaktet firmaet, for at finde ud af hvad der var gået galt.)
Du skal vide, at vi jo bare er en lille forening, vi arbejder alle frivilligt og i vores fritid for foreningen, og vi er bare menneskelige og kan altså fejle, sådan som vi har gjort i dit tilfælde. Det er beklageligt, men forhåbentlig har dit indlæg gjort, at du nu har fået en henvendelse fra den lokalafdeling hvor du hører til. Du har sikkert læst indlægget i Januar måneds blad, om at være ny i Århusafdelingen. Du har set, at 8 ud af 13 afdelinger har offentliggjort arrangementer helt frem til marts måned, så jeg er sikker på at nogen af os får glæde af at kunne byde dig velkommen til et af vores kommende arrangementer. Du skal i al fald være hjertelig velkommen!!!.
Venlig hilsen Ulla, Aalborg afdelingen.
Kilde/ forfatter: Ulla Jürgens, Dato: 15/3-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Kære Kirsten


På Søpigernes vegne vil jeg takke dig for at du for 10 år siden startede Søpigerne, så vi i dag kan mødes på tværs af alder og bruge hinandens erfaring som sømandskone/kæreste her i Storstrøms Amt. Vi vil takke dig for at du har været vores formand i 10 år. Du har bruget meget tid på at starte foreningen op, og du har været god til det, og en god formand
Tak Kirsten
Kilde/ forfatter: Anne Marie Petersen, Dato: 12/3-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Svar debatoplæg: Hvad fortæller vi sømanden om hjemlige problemer?


Jeg syntes det var interessant at læse debatoplægget omkring hvad vi fortæller sømanden, mens han er væk. For mig er det vigtigt at fortælle ham alt, hvad der sker på hjemmefronten. Vi har, siden vi lærte hinanden at kende, mailet og talt meget sammen, mens han er væk. På den måde har det altid været en naturlig del af forholdet, at han får alt at vide.Vi har talt sammen om dette debatoplæg og er begge enige om, at det ikke er gavnligt for hverken ham eller jeg, at udskyde samtalen om problemer til hans hjemkomst. Jeg ville føle, at vi gled fra hinanden, hvis vi ikke fik talt fortroligt den måned, han er på havet. Som min sømand selv siger, opnår han jo ikke immunitet overfor problemer ved at være væk hjemmefra. Måske kan han også bedre finde ro til søs, og spekulere mindre på om der er problemer hjemme, når han ved, jeg altid fortæller ham, hvad der sker herhjemme af både godt og ondt. Jeg ser min kæreste som min bedste ven, og jeg tror det ville ødelægge en del af vores fortrolighed at skjule problemerne. Hvis jeg ikke skulle snakke med ham om de dybeste problemer, ville en anden ven eller veninde blive min fortrolige, og det tror jeg ikke ville gavne vores forhold.
Kilde/ forfatter: Birgitte Bendixen, Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Det er med stor interesse jeg læser Birgit Larsen Jensens debatindlæg


Det er med stor interesse jeg læste Birgit Larsen Jensen’s debatoplæg „Hvad fortæller vi sømanden om hjemlige problemer?“ I Søhesten Nr 8/2005.
Med mine 38 år og beskedne 17 år til søs, ligger jeg nok midt imellem de to årgange, der skelnes mellem, men jeg syntes spørgsmålet er meget relevant, da det ikke kun er noget, der debatteres mellem jer, der går derhjemme, men også mellem søfolk. Hvad vil vi vide, og hvad kan vi tåle at høre? Jeg skal lige understrege, at de synspunkter, jeg kommer med, alene står for min egen regning. Der er givetvis en masse, der er uenige med mig, men i forhold til mig selv er jeg helt på det rene.
Der er ret store krav, forbundet med at være Sømandskone/kæreste. Det forventes, at I er i stand til at træffe selvstændige beslutninger i hverdagen, og at I har det fint med at stå alene med husholdning, børn, indkøb osv, alt det, der hører dagligdagen til og for de flestes vedkommende, er der også lige et job, der skal passes. Oveni det, ramler I også ind i problemer, som Birgit Larsen Jensen nævner. Nogle af dem kan jeg godt nikke genkendende til. De mere seriøse (alvorlig sygdom) har jeg heldigvis indtil nu været forskånet for at skulle tage stilling til.
Efter at have læst artiklen, vendte jeg det lige med min kæreste, og for vores vedkommende er der ingen slinger i valsen. Der er forskel på at blive informeret og at blive inddraget. Hun fortæller mig alt, hvad der sker derhjemme lige fra lus i børnenes skole, til hun selv har tandpine.
Og kommer hun og fortæller mig at nu er fryseren altså også brækket ned, så vil jeg da syntes det er lidt træls, at hun skal bøvle med alt det. Omvendt har jeg også tillid til, at de ben hun har i næsen, er stærke nok til at hun selv afvikler problemerne, uden at jeg skal fortælle hende step-by-step, hvad hun skal gøre i hvert enkelt tilfælde. I sådanne ting (jeg betegner dem som hverdags-problemer) vil jeg da gerne informeres på lige fod med de sjove og positive ting. Og har hun brug for lige at læsse af, så gør hun det. Det kan jeg godt bære herude, og hun har det bedre bagefter. Men det ødelægger altså ikke min hverdag og arbejdsindsats herude.
Guderne forbyde at det nogensinde skulle ske, men hvis hun skulle gå hen og blive ramt af en alvorlig sygdom med et forløb, der kræver indlæggelse eller regelmæssige hospitalsbesøg for behandling, så VIL jeg inddrages. Jeg vil have muligheden for at kunne støtte hende og være der. Hvis hun, oveni børn, hus, husholdning, job TILLIGE også skulle kæmpe mod en truende sygdom, så ville jeg, om jeg så skulle rejse fra den modsatte side af kloden, hjem og være der (jeg er beskæftiget på Nordsøen, men anser det som irrelevant, selvom det er en fordel, når det handler om at komme hjem meget hurtigt). Den vished har min kæreste, og det bliver aldrig anderledes. Det har man som sømand, lovfæstet ret til iht. Sømandslovens §18d (Søfarendes ret til tjenestefrihed som følge af tvingende familiemæssige årsager) stk 1 og 2 og med henvisning til §5 og §37. Før i tiden var det en årsag og ret til at kræve sin afsked.

Det koster nok penge at rejse hjem og betale sin afløsers udrejse, men er det ikke en ringe pris at betale set i det store perspektiv? Der findes jo banker, hvis det kniber. Vi lever i dag i et samfund i en rivende udvikling, og det stiller store krav til engagement, og det er tydeligt, at flere og flere kører efter devicen „Lever for at arbejde“ og ikke „arbejder for at leve“. Men arbejdet kommer i sådanne tilfælde ALDRIG i første række. Det gør mine kære derhjemme. Og det ved de.
Som nævnt taler jeg for egen regning og har ikke den store forventning om, at alle er enige i mine synspunkter. Syntes blot at debatten er vedkommende og interessant og ville lige smide et ord ind.
Kilde/ forfatter: Jesper Holm Svendborg , Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Birgit Larsen Jensens debatoplæg


Kære Birgit Det kunne være godt med en debat i
”Søhesten” – det kunne være interessant Jeg har læst dit indlæg med stor interesse at vide, hvad sømandskonerne ”skåner” og tror, at der er lige så mange svar på det deres sømænd for, og hvornår de gør det. spørgsmål, som der er sømænd og koner. Åbenhed om dette emne kunne være Det er en balancegang. Det afhænger af godt. Hvis det kunne føre til, at sømændsituationen, af hvordan man selv (konen) ene OGSÅ fortalte, hvordan de oplever har det, når situationen opstår og også af, situationen, så ville det være endnu bedre, hvordan sømanden har det (det ved mange men det er måske for meget at håbe på ? koner jo KUN i kraft af mail’s og IKKE fordi hun har talt med sømanden !)
Kilde/ forfatter: ”En læser”, Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Måske en dag...?


Hold op, hvor er det her dobbeltliv bare svært. Der er ingen, der forstår, at jeg i nogle uger er i en travl familie og andre uger total mutters alene. Når min mand er hjemme, flyver vi rundt for at nå alting. Han og jeg skal være sammen. Han og Cecilie skal have kvalitetstid. Han skal nå almindelige gøremål, og så skal vi selvfølgelig nå at se alle vennerne. Jeg må også lige huske at fortælle ham, hvad der er sket i de uger, han har været væk. Og så skal jeg have fortalt ham, hvad jeg har planlagt, der skal ske, når han er hjemme. Sedlen over arbejdsopgaver på huset skal også lige gennemgås. Beslutninger, jeg har truffet på vores begges vegne, skal drøftes. Har jeg nu taget de rigtige beslutninger? Jeg gad godt, at der var nogle, der forstod, hvordan det er at være sømandskone.
Måske en dag kan Neil være med til nogle af de ting, vi begge bliver inviteret til. Tænk hvis der var nogle, der tænkte på, hvornår han var hjemme, inden de inviterede. Måske kiggede de lige frem på den kalender, jeg har lagt på vores hjemmeside over de dage, han er hjemme. Sådan helt ”tilfældigt” lagt ud, I ved.
En dag sagde en venindes veninde: ”Nej, har du fået kæreste, Tina?”. Ja, jeg er såmænd gift med ham, jeg har været sammen med i over 5 år. Det var ikke gået op for en række piger i omgangskredsen. Det er heller ikke gået op for nogen, at Neil også kan sejle f.eks. til jul eller nytår. Dvs. så kunne jeg godt bruge lidt socialt samvær i stedet for at skulle være alene. Det kunne være så dejligt at være mere sammen med vennerne, der alle har familie. Også selvom jeg er alene.

Måske en dag finder jeg nogle, der er i samme - båd? Tænk, hvis der var andre som jeg. Her i forenings Danmark er der måske en gruppe af disse sømandskoner. Der må der være andre? Måske kunne man google på det. Huhej, efter mange forsøg finder jeg en hel forening fuld af sømandskoner. Hurra! Det var da fantastisk, at der gemte sig en hel forening bag en masse søgningsforsøg. Hold da op, der må være mange. Der er sikkert mange, der forstår, hvordan det hele føles som sømandskone. Jeg sender dem lige fluks en mail. Jeg må hellere vise min interesse og straks spørge efter pris på kontingent. Jeg fik en mail nogle dage senere. Ingen svar på pris, men besked om, at jeg ville blive kontaktet af nærmeste kontaktperson. Så fint. Der sidder nogle i den anden ende og er interesseret i at få mig som medlem. Hmm, det er da egentlig halvanden år siden. Jeg har endnu ikke hørt fra den person.
Måske en dag bliver jeg kontaktet af Sømandskoneforeningen. Så bliver jeg nok budt velkommen. Det kan være, jeg får at vide, hvor jeg sådan kan blive mødt første gang. De har nok en særlig procedure for nye, så de kommer godt med i foreningen. Måske har de lige som andre foreninger et særligt tiltag eller et specielt arrangement, de venter på at kunne invitere mig til. Det jo vigtigt. De ved nok også, at nye medlemmer er foreningens fremtid. Jeg må væbne mig med tålmodighed, selvom det ikke er min stærke side.


Måske en dag kommer der noget i bladet. Jeg må hellere holde øje med det i bladet, som jeg begyndte at få helt automatisk. Der kommer nok også en opkrævning for det blad en dag. Jeg åbner det med spænding hver gang. Mon der står noget om den der specielle følelse, man har som sømandskone. Nej, der er stadig kun en masse indforstået. Der står en masse om en masse personer, jeg ikke kender.
Måske en dag jeg når at tilmelde mig et arrangement. Åh nej, igen er sidste frist, før jeg overhovedet har fået bladet eller i bedste fald få dage efter. Det kan jeg ikke nå. Det er også igen mest om nogle, der kender hinanden og har hygget hjemme hos hinanden. Jeg er jo ny. Selvom jeg ikke er specielt genert, vil jeg alligevel ikke bare tage ud til nogle fremmede i deres private hjem. Jeg prøver igen at se i næste nummer. Måske er jeg mere heldig med datoerne der. Eller måske kommer der alligevel bare lige en artikel om, den der følelse, man har som ny.
Måske en dag en ”gammel” sømandskone kommer ind på temaet. Eller? Mon jeg kan tillade mig at skrive det, når jeg ikke sådan er helt medlem? Jeg har jo ikke betalt eller noget. Mon jeg selv kan gøre andet for at dele den der særlige sømandskone-følelse?
Her er lidt gode råde, som jeg har sakset fra et blad.
Kilde/ forfatter: Tina M.-L. Campbell, Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Det kunne være gået galt, men...


Vi skulle som altid være mange til jul, mange er 22 store og små julegæster. Torsdag før jul kommer vi hjem med et læs julemad og deslige, begynder at pakke ud og opdager at opvaskemaskinen ikke har gjort sit arbejde. Puha, vi begynder at rode med den, nej, den tager ikke vand ind, mener efter flere forskellige forsøg, at det må være timeren. Datteren i den tilstødende længe har netop fået nyt køkken, måske må vi låne deres gamle maskine. De to maskiner bliver skiftet, hurra. Men nej, det var for tidligt. Heller ingen vand her, nå, så må det være ventilen under vasken, lukker for hovedhanen og begynder at skifte ventilen, men hovedhanen var også defekt, vi tog bad. Ned på hestefolden i mørke og regn og visne blade, hestene havde leget fodbold med afmærkningen, og efter lidt tid på alle fire i sjap og visne blade lykkedes det. Tilbage til huset og reparere ventil, hurra, nu virkede det hele.Alle var glade.
Næste dag begyndte de store forberedelser med kartofler, suppe, grønsager og hvad der ellers hører til juleforberedelserne, der nødvendigvis må gøres lige til sidst. Hanen i køkkenvasken knækkede,og jeg tog endnu engang bad. Nå, heldigvis var naboen igen behjælpelig med en sådan hane, men desværre den passede ikke helt. Vor handyman var på Amager med en campingvogn. Hurra for mobilen, kunne du ikke lige…. Jo, han skulle nok køre inden om et byggemarked, han fik målene, men da han ikke troede helt på os, kom han hjem uden, og så var det lige sent nok at nå et byggemarked 20 km væk. Der blev sat en plastikslange på (og da sikkert flere ad erfaring ved, hvad der sker, når der sættes fuld vandkraft på en sådan, ved I også at adskillige fik mindre brusebade engang i mellem). Nå, det kunne vi leve med, vi havde da nu vand i køkkenet.

Godt trætte, men næsten færdige hen på aftenen, ville vi lige lave lidt hyggelig lillejuleaftens mad, og så, ja, det var næsten det værste, 1 liter madolie var væltet i skabet, .. og som det sidste faldt jeg med opvaskebakken fyldt med koncenteret sulfo på gulvet og tog for sidste gang bad i køkkenet. Nu havde jeg heller ikke flere badehåndklæder. Julen lykkedes… over alt forventning, trods strabadserne.
Godt nytår
Kilde/ forfatter: Kirsten Nybroe, Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Denne lille episode skete først i December :


Det var sengetid for Rebecca 4 år, hendes far er ude at sejle.
Jeg fortæller hende, at når hun vågner næste morgen vil hendes far komme hjem, for der er jo ingen grund til at fortælle hende, at han kommer om 4 timer.

Næste morgen skal familien til barnedåb, så jeg går i bad og Bo Rebeccas far er i køkkenet, mens hun stadig sover.
Jeg kan høre hun står op, og at hun kalder på mig, jeg råber tilbage jeg er i bad, så hun ved hvor jeg er.
Jeg kan derefter høre hende hvine FAR, jeg bliver helt glad inden i, for så fik jeg jo igen bekræftet at hun var glad for, at se ham og havde savnede ham.
Lidt efter kommer hun råbende ud på badeværelset, jeg trækker forhænget til side, hvor jeg ser hende stå og hoppe, armene køre op og ned i utakt:
MOR MOR, NISSEN ER KOMMET MED MIN FAR.
Nej hvor jeg grinte, det var da sødt.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 5/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Mit tilfældige møde med sømandskoneforeningen.


Undertegnede var en af de heldige. I sommeren 2005 i venteværelset hos min læge, sad jeg som de fleste andre og fordrev tiden med at bladre i diverse ugeblade og lige der, i blad nr. 7 eller deromkring var artiklen om Sømandskoneforeningen. I mine 18 år som sømandskone har jeg aldrig været klar over at den var der og var derfor en smule skeptisk. Min medfødte, umættelige nysgerrighed fik selvfølgelig overtaget. Det måtte jeg undersøge og heldigvis for det. Via Ilse, som henviste til Tina i Århus afdelingen, fik jeg kontakt. Først forsigtigt og med muligheden for hurtig tilbagetrækning, men efter det første møde uden forbehold.
Vi er meget forskellige i Århus afdelingen, og netop præcist det er styrken. Vi har meget at give hinanden i kraft af vores forskellighed. Aldersforskellen ligger mellem sidst i 20érne og til først i 40érne. Vi er således en ung afdeling og med kun 8 medlemmer har vi muligheden for at holde møderne privat på skift hos hinanden. Vores mænd er væk fra hjemmet, sammenlagt ca. 1/2 år, på nær undertegnede hvis mand de sidste 5 år har været væk ca. 300 dage årligt.
Med 18 år på bagen som sømandskone, har omstændighederne lært mig at der er to ting som er vigtigere end alt andet hvis et ægteskab skal overleve, vilje og kommunikation.
Viljen til at ville et forhold, på de givne og klart definerede betingelser.
Kommunikation, nok den sværeste kunst i verden. Hvem har ikke prøvet at blive misforstået, og overhovedet ikke fatte at det kunne misforstås, det der ifølge en selv, var så klart fortalt. Som sømandskone er man slem til at tænke tanker som man derefter mener at have fortalt partneren fordi det hele har en tendens til at flyde sammen. Hvad har jeg fortalt og hvad har jeg tænkt? Hvad har jeg gjort som burde være en fælles beslutning og hvad forventes der at jeg skal tage stilling til alene?
Det kræver stor omtanke ikke at havne i følelsen af at manden er skaffedyr og konen servicemedarbejder i vores fælles ApS.
Det kræver at man definerer dit, mit og vores arbejdsområde helt klart. I vores hverdag har det betydet, at jeg valgte at blive hjemmegående. En beslutning jeg, i vore dage står ret alene om at vælge. Så glæden var stor da jeg fandt en ligestillet i Anne Mette fra Århus afdelingen. Hun og jeg tilhører en næsten uddød race. Men vi kan varmt anbefale det.
Alt i alt har det været en fornøjelse at lære de gæve "sømandskoner" i Århus at kende, selvom Britt og jeg bliver en smule mobbet p.g.a. vores interesse for at brodere korssting.
Tilbage står spørgsmålet: Hvordan får vi bedst udbredt kendskabet til vores forening? For tænk på alle de sømandskoner rundt om i Danmark, der dagligt går glip af det samvær, som ligestillede har at give hinanden. Og alle knusene, de dårlige vittigheder, hinandens "umulige unger" og de gode grin.
Kilde/ forfatter: Susanne Dalsgaard, Dato: 5/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Her en lille historie fra det virkelige liv. Plasket.


Vi kender det alle. 5 min før vi skal ud af døren, tjekker vi lige, at vi har såvel penge som nøgler med os. Men – netop denne aften, hvor jeg et øjeblik senere skal hente en anden sømandskone, så vi sammen kan fortsætte til summemøde på Nordfyn, kan jeg pludselig ikke finde min pung. Den er ikke på sin sædvanlige plads. Jeg farer huset rundt for at sikre mig, den ikke ligger og flyder et eller andet sted. Men nej. Jeg må køre uden og det vil også sige uden kørekort.

Da jeg er på vej ud af døren, hører jeg for mit indre øre et plask. Jeg råber til min mand: ”Nu ved jeg, hvor den er. Den ligger ude i Langesø.” Kan du huske plasket, som vi hørte men ikke lige kunne finde ud af, hvad skyldtes, da ingen af os umiddelbart manglede noget? Kort forinden havde en børnefamilie passeret os, så det var sikkert én af ungerne, der havde kastet noget i vandet! Selv er jeg nu 110% sikker på, hvor plasket kom fra. Pungen havde ligget i baglommen på mine jeans, fordi jeg hverken medbragte taske eller overtøj. Vi var 3 på skovtur ved Langesø med eftermiddagskaffen og sad rigtigt og gassede os i solskinnet på en af de meget skråtstående bænke, der er bygget ud i Under aftenens summemøde kan jeg simpelthen ikke lade være, at fortælle om min fadæse og må love, at tage billeder af dykningen næste dag. Det er lidt svært at falde i søvn den aften. Og straks jeg vågner starter planlægningen. Jeg er på loftet efter snorkel og dykkermaske, regnbukser og gummistøvler bliver lavet til waders ved hjælp af gaffatape, en sort sæk fyldes med skiftetøj og håndklæde og i udhuset hentes en kultivator.
Indtil vi når ud til Langesø igen, har jeg ikke været spor i tvivl om, at jeg nok skal finde pungen. Men da vi kommer derud, mødes vi af indtil flere skoleklasser og pludselig breder uroen sig. De 5 min´s gang hen til bænken føles som en hel time. Gudskelov er vi alene, da vi når derhen og heldigvis, er det dén af de 2 bænke, der er omgivet af lavest vand, vi har siddet på. Men – da vi kort efter hænger udover ryglænet og stirrer ned på den sorte søbund, ser vi kun en masse nedfaldne blade og grene. Jeg rækker ud efter mine waders og får i samme øjeblik øje på et lille rødt mærke næsten helt inde ved bredden. ”Hej, der er den, jeg kan se mærket fra Brugsens divi-dendekort,” næsten råber jeg. Pungen er drevet så langt ind, at jeg kan snuppe den helt uden brug af waders og uden at få våde fødder. Hele seancen er overstået på et øjeblik. Alt udstyret har været overflødigt og pludselig synes jeg, det hele er gået alt for let. Pungens indhold er intakt, så vi hanker op i den sorte affaldssæk og kultivatoren og vender atter næsen hjemad.
Kilde/ forfatter: Ulla Blicher Andersen, Dato: 30/11-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Smukke kvinder


En lille dreng spurgte sin mor: „Hvorfor græder du?“
”Fordi jeg er en kvinde“, svarede hun ham.
”Det forstår jeg ikke“, sagde han, hans mor gav ham blot et knus og sagde: „Og det kommer du heller aldrig til“
Senere hen spurgte den lille dreng sin far: „Hvordan kan det være, at mor græder sådan uden, at der er en grund til det?“
„Alle kvinder græder nogen gange, uden at der er en grund til det“, var alt, hvad hans far kunne sige...
Den lille dreng voksede op og blev en mand, stadig undrende over, hvorfor kvinder græder.
Til sidst ringede han til Gud, og da Gud kom til telefonen, spurgte manden: „Gud, hvorfor græder kvinder så let?“
Gud svarede: „Da jeg skabte kvinden, skulle hun være noget særligt. Jeg gjorde hendes skuldre stærke nok til at bære verdens byrder; og dog blide nok til at kunne yde trøst...“
„Jeg gav hende indre styrke, til at kunne udholde at føde børn og til at kunne udholde de afvisninger, der mange gange kommer fra hendes børn...“
„Jeg gav hende en hårdhed, der tillader hende at fortsætte, når alle andre giver op, og til at passe sin familie selv under sygdom og udmattethed uden beklagelser...“
„Jeg gav hende følsomheden, til ubetinget at elske sine børn, selv når hendes barn har såret hende dybt...“
„Jeg gav hende styrke, til at kunne lede sin ægtemand gennem hans mangler, og skabte hende fra hans ribben så hun kunne beskytte hans hjerte...“
„Jeg gav hende kundskab til at vide, at en god ægtemand aldrig gør sin hustru fortræd, men prøver sommetider hendes styrke og hendes beslutning om at stå ved hans side uden vaklen...“
„Og endelig gav jeg hende en tåre, hun kunne fælde... Den er hendes eksklusivt til at bruge, når der er behov for det.
For ser du: Det smukke ved en kvinde er ikke det tøj hun har på, ej heller den krop hun har, ej heller måden, hvorpå hun ordner sit hår.
En kvindes skønhed skal ses gennem hendes øjne, fordi det er hoveddøren til hendes hjerte - det sted, hvor kærligheden bor.“
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 24/9-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Kommunikation


“Piger”, ved I egentligt hvor privilegeret, vi er som sømandskoner, når det gælder kommunikation med vores sømænd, ude i den store verden?
Jeg har ikke tænkt meget over det. Det er jo en selvfølge, at sætte sig foran PC´en fortælle om dagens begivenheder, stort og småt, glæder og bekymringer - MEN nu tænker jeg over det! Skibet er i dok i Columbia og dets inmarsat-C system er ude af drift på 3. uge, så kommunikationen er en telefonsamtale en gang om ugen, hvor sker der meget på en uge ……….. Og når samtalen er slut, var der alligevel noget jeg ikke fik sagt.
Generationer af sømandskoner før mig, tænker sikkert “tude-fjæs” og det syntes jeg er okay !
Kilde/ forfatter: Lotte, Dato: 15/9-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Hvad man dog kan bruge mobiltelfonen til


Nutidens kommunikationsmidler er talrige i forhold til den tid, hvor jeg var nybagt sømandskone. Dengang var der for det meste kun det skrevne brev – og måske engang imellem en telefonsamtale pr. fjerndistance, når jeg skulle høre nyt fra manden.
I dag benytter vi os næsten alle af computerens muligheder for elektronisk korrespondance. Og selv om mobiltelefoni stadig er en dyr fornøjelse, er det nu muligt at tale med sin mand, når skibet er under land. Hvis man er forsigtig, og specielt i Europa, KAN det lade sig gøre, uden at regningen løber op i astronomiske summer. Der findes også forskellige telekort, så man kan ringe fra mobil eller telefonautomat langt billigere end lokaltakster og udenlandstakster. Alt dette er der mange der er meget bedre inde i end jeg. Men vi er altså også med på det ”nye”. Ud over at jeg jonglerer med tasterne i rivende fart, når jeg skriver direkte på Messenger til børn eller venner, må jeg også være fiks på fingrene når der skal SMS’ses på mobilen. Denne ”samtaleform” benytter min mand og jeg os i høj grad af, når han sejler i Europa. Næsten hver dag sender vi små beskeder til hinanden, så vi begge følger med i hvordan livet går for den anden.
Uden for mit køkkenvindue har jeg et foderbræt til havens fugle. Jeg har fodret gennem hele sommeren også, og jeg bliver rigt belønnet med synet af de mange fugle, der hver dag flokkes om foderbrættet.
Der er mange forskellige slags, og jeg må ofte hente vores fuglebog for at identificere de arter, jeg ikke er så dus med. Ud over mange forskellige spurvefugle, har her også været dagligt besøg af flagspætten (med familie) og skovskaden (også med familie). En dag forsvinder pludseligt alle fugle som dug for solen. Det som forstyrrede dem, var en rovfugl som sad på vores plankeværk. Nu er jeg heller ikke stiv i rovfugle, men jeg var så fascineret af den, og turde ikke flytte mig fra vinduet for ikke at skræmme den væk. Så der var ikke tid til at hente fuglebogen. Raskt SMSede jeg til min mand: Rovfugl, lidt mindre end en due, gult øje med sort pupil, striber på gråt bryst, brune dækfjer og gule kløer! Jeg sendte SMSen og ret hurtigt var der svar: Duehøg! En anden gang var jeg i Bulgarien med nogle beboere fra det bofællesskab, hvor jeg arbejder. Mens vi i en lille landsby overværede noget folkloredans, fik jeg en besked på mobilen. Jeg listede den diskret op af tasken. Den var fra min mand: 500 i romertal? Og lige så diskret fik jeg sendt tilbage: D. Han var hjemme og ved at gætte krydsord, og netop romertal er ikke hans stærke side.
Dette havde jeg ikke drømt om, da jeg som ung sømandskone sad og skrev breve til min mand om dagligdagen i stort og småt. Herligt var det også, når posten havde været der med et ”luftpostbrev” fra et eller andet sted derude i det fjerne. Man bliver dog hurtigt forvænt og vil gerne have den ”hurtige kommunikation” som nutidens elektronik gør mulig.

Det har dog ikke i skrivende stund været muligt, gennem SMS at få løst et stort problem, jeg har lige nu. Jeg har kun varmt vand i ca. 1 minut – så bliver det isnende koldt! Forestil jer et brusebad med hårvask og det hele på under 1 minut?! Sømanden er på vej hjem og jeg vil gerne spare VVS-manden, så jeg stepper videre derude under bruseren.
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 15/9-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Fornyelse af hjemmesiden


Den 11.6.05 kl. 21.00 blev foreningen hjemmeside fornyet, og det går rigtig godt. Tælleren stod på 2710 og se så nu d. 5.7 er tælleren på 3395, det er
små 700. Tælleren tæller kun pr. besøg 1 gang om ugen, det vil sige,at men kan gå ind 7 gang om ugen, men vil stadig kun blive registeret 1 gang.
Hvis folk vil have muligheden for at ændre eller tilmelde sige selv, i deres lokal forenings adresseliste, er de meget velkommen til at sende deres mail
adresse til tina_rosenborg@get2net.dk ( helst i denne uge)
De forskellige lokal afdelingens formænd skal sikre sig at deres mail er
opdateret, hvis denne hjemmeside skal køre optimalt, det vil gøre jeres /
vores arbejde meget lettere.
Det er derefter meningen at afdelingerne selv skal opdater info om deres
afdeling så som kommende aktiver, og siden sidst.
webmaster
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 5/7-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Tanker fra en nu forhenværende sømandskone


Jeg blev sømandskone for små fire år siden. Det var efter 3 års hårdt arbejde, da manden læste til maskinmester. Vi fik et barn, der ikke helt lige var ventet da han læste, vi havde ingen bil og manden LÆSTE! 50 timer om ugen, men så læste han næsten heller ikke lektier i weekenden, (de første år)
Han blev så færdig med sin uddannelse og fik allerede før dimissionen arbejde ved et stort dansk rederi som juniormester. Så 14 dage efter endt eksamen gik turen over de vilde vover.
Sikken en omvæltning, lige pludselig havde vi penge og bil. Jeg kunne andet end at trille tur med barnevognen her i vores lille by nord for Odense.
Moooaaar hver andet øjeblik. Der kunne være helt stille. Dagene blev brugt til at læse, spise og tage solbad og snakke med folkene. (+ 2 kg. og lækker solbrun).
Efter 30 år havde min kære sejlende maskinmester (han er ikke sømand siger han) fået nok..
Han var glad for arbejdet, men personaleforholdene var blevet forringet i en grad så det ikke var behageligt at være på arbejde, for slet ikke at tale om det sociale i fritiden. Han sagde op, uden at have noget andet, men efter en måned havde han fået et nyt godt job, med tiltrædelse to måneder senere.
Nu er jeg ikke sømandskone mere... Det har jeg mødt stor forståelse for i mange kredse. Hvor er det rart for dig etc. Det er det også, men de eneste dertil fulde har forstået mig har været andre SMK. Din stakkel, det må være hårdt, etc. Det er det også, men tilvænningen er ved at være ovre, det går godt. Der er ulemper og fordele som der er ved alting.
En stor fordel er for vores yngste barn. Først nu har hun endelig fuldt ud accepteret sin far på lige fod med mig, og det kom næsten fra den ene dag til den anden da hun fik at vide at han ikke skulle sejle mere.
Alt i alt: Det har været en god tid da han sejlede, og det blev bedre og lettere som børnene blev store.
Vi har det fint nu og de fleste indkøringsproblemer, med (ikke) faste arbejdstider, flere madpakker og der er en mere der skal bruge bilen, er løst.
Til gengæld kan jeg mærke at interessen for at læse i Søhesten og for sømandskonearbejdet svinder hurtigere end forventet, så om få år er jeg nok ikke mere at finde på den aktive medlemsliste, selvom vi vil komme til at savne folk meget, da vi har det alle tiders her i Odense.
Kilde/ forfatter: Lisbeth Emming, Dato: 25/6-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Århus afdelingen i den lokale presse


Idag hørte Britt i Radio Østjylland at vores lokal afdeling havde fået afslag for overtagelse af Århus Amts våbenskjold til afdelingens logo. Ligeledes var foreningen omtalt i MetroXpress (Århus udgaven)
Følg link til artikel: Link til artikel i DR Østjylland
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 3/6-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Hygge tur til Horsens i pinsen.


Århus afdelingen har igen været på tur. Denne gang gik turen til Horsens Open Air, som forgik i pinsen. Birthe og hendes datter Sara bor 10 min. kørsel fra festpladsen, så det var der Tina og Britt med hendes datter Michelle mødte op lørdag den. 14.05.05 over middag.
Birthe havde lavet en lidt frokost, men Sara og Michelle var lidt utålmodige. De ville gerne ind på festpladsen, da Nick og Jay kom på scenen kl. 15.00. Nick og Jay stod på scenen da vi ankom, så tøserne forsvandt hurtigt op foran. Resten af eftermiddagen gik med at høre en masse god musik, men det store højdepunkt om lørdagen var Thomas Helmig, så da han kom på scenen, var vi ikke til at styre.

Søndag var vi på festpladsen kl. 13.00, da tøserne ville høre Cartoons. Senere kom Bamse og vennerne på scenen og så kan det nok være at de unge og dem omkring de 50 kunne rocke og synge med. Søndag aften blev lukket og slukket af Big Fat Snake, hvilket jeg slev var meget begejstret over. Og da vi gik fra festpladsen med to meget trætte tøser var der fyrværkeri.

Vi tog afsked med hinanden på p.pladsen og blev enige om at dette måtte vi gøre om til næste år, og med håb om at der kunne komme flere med fra afdelingen.

For min datter Michelle var det en stor oplevelse at se live musik. Det var første gang for hendes vedkommen og hun er 12 år.

Til Birthe, Sara og Tina vil Michelle og jeg sige mange tak for en fantastisk weekend, meget afslappet men lidt dyr da det kostede 30 kr. pr. mand hver gang tøserne ville prøve noget i tivoliet.


Kilde/ forfatter: Britt Jensen, Dato: 1/6-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Søkonemande-foreningen af 200X.


Nej du havde ikke fået de forkerte briller på. Prøv lige at smage på ordet. Formanden for Sømandskoneforeningen af 1976 har garanteret allerede fået morgenkaffen i den gale hals, hun vejrer konkurrence. I stedet vil jeg foreslå at oprette nogle underafdelinger i vores forening. Se så, nu blir hun glad, det betyder nye medlemmer, tænker hun.
Nok ikke i hobetal, for der er nok ikke så mange kvindelige søfolk med ikke-sømænd, men de er der, og vi skal vel være en fremtidssikret forening. Hvor skal de gå hen,de stakkels mænd, hvis de har behov for en social rundkreds med nogle, der forstår dem og deres små problemer. Forestil jer en mand møde op til et af vores møder. Er han ikke gået forkert, men nej, lyder det: ”Jeg er mand til min kone, der er sømand”. Det lyder ikke alt for godt, vel?
Selv i disse moderne tider får ikke ti vilde sømandskoner ham til at møde op sammen med dem og snakke om ingenting.Ikke at jeg har løsningen som en færdig pakke, men blot noget vi kunne tage op ved lejlighed.
Det hele udsprang egentlig af min nyopdagede glæde ved at være med i den ”rigtige” forening.For hvor går man ellers hen og får gode råd og trøst, når ens datter inden længe skal udmønstre som dual-aspirant. Kom så til at tænke på, og høre om, de stakkels forældre, der ikke aner en pind om livet på de vilde vover, og som skal sende deres håbefulde poder ud første gang til noget ganske ukendt.
De har hørt en masse om tårnhøje bølger, pirater uden sørøverflag og en pige ( m/k ) i hver en havn. Hvor svært må det ikke være.
Vi er da nok nogle stykker, der vil øse af vores sparsomme erfaringer med unge mennesker, der heldigvis vælger uddannelse efter hjertet, og ikke efter hvor mange kleenex moren brugte den aften, det blev afgjort.
Så atter en underafdeling er undervejs, hvis vi vil.

Nu vil jeg så småt vænne mig til at huske:

at der er to, jeg skal hente og bringe ved stationen
at der er to jeg skal maile sammen med ofte
at sætte pris på min somme tider hjemme-søn plus familie og nære venner
at der er to der vil være elsket og savnet i døgndrift
at købe ekstra kleenex - og bruge dem uden dårlig samvittighed
at være stolt af at være sømandskone / mor til kommende skibsofficer
at leve livet trods savn

plus de 1000 andre ting en sømandskone altid skal huske.
Kilde/ forfatter: Aase Dyrehauge, Dato: 1/4-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger

ET LIV SOM SØMANDSKONE/KÆRESTE…


Et liv som sømandskone/ kæreste, et anderledes men spændende liv, som altid byder på fuld udfordring og en anderledes, men dejlig forelskelse… Dette er en kort historie om at starte et liv som kæreste med en sømand, alt imens man stadig er meget ung og uerfaren…
- At leve som sømandskone/kæreste er ikke noget nemt liv, intet kommer nemt og forærende til en..
Nu tænker mange, Ja men, for hvem gør livet det? Og ja, for hvem som tænker det, så har I selvfølgelig på mange måder ret, men der er alligevel en forskel… For mig har et liv som kæreste til en sømand givet mig utrolig mange udfordringer, som jeg aldrig havde troet, jeg skulle stå ansigt til ansigt med. Det har givet mange op og nedture, men mest af alt så har det lært mig, hvilken stærk personlighed jeg har, og hvem jeg virkelig er…
Jeg mødte min sømand, da jeg var 19 år, og vi var nok som alle andre unge fyldt med forelskelse og kunne, når vi var sammen svæve på de lyserøde skyer i timevis… Min sømand var lige hjemvendt fra de 7 have, dagen før vi mødtes, så det gav os lige 2 måneder i ren lykke og forelskelse, inden den grimme dag kom, hvor han måtte pakke sin kuffert og af sted igen… Og det var bare alt andet end sjov..
Jeg er, og har altid været en personlighed, som hungrer efter meget tryghed, og derfor har mange også altid sagt, at det er paradoksalt, at jeg lige skulle ”rende” ind i en sømand, og det kan jeg kun selv give folk helt ret i. Men som jeg ” forklarer mig med” ; - når kærligheden og forelskelsen har fat, ja så stikker man jo ikke af… Men efter sømanden var rejst, så kom alle de kaotiske tanker, som vi alle nok har været igennem.. Hvad laver han nu? Har han glemt mig? Kommer han stadig hjem og er forelsket i lige netop mig, eller har han bare en pige i hver havn, som man jo oftest hører folk sige… Og det krævede sin kvinde at det stå igennem, må jeg ærligt tilstå, for det var bestemt langt fra alle, som virkelig kunne forstå alle de her tanker, man gik og rodede med. De fleste sagde jo bare arrjj, det må være hårdt, og selvfølgelig prøvede de at forstå, men alt, hvad folk sagde, var ligesom en slags medlidenhed, og det hjalp bare aldrig.. Tværtimod… Det eneste som rigtig hjalp, var når folk gav noget modspil, og man kunne få nogle realistiske diskussioner i gang, og det har desværre været de færreste, som har formået det…
Meen så har der jo også været alle de gode sider ved at være kæreste med en sømand.. For mit vedkommende har det betydet, at jeg har fundet en meget stor selvstændighed i mig selv, som jeg ikke troede fandtes… At være nået til et punkt, hvor jeg helt præcist ved, hvem jeg er, og hvad jeg indeholder, er en rar følelse, og det kan jeg med sikkerhed takke min sømand for, og det liv som græsenke til en sømand, det er… Det at lære og tackle alle de her følelser på den mest fornuftige måde er jo en overvindelse i sig selv, og indimellem skal man træffe valg i nogle underlige situationer, som man ikke troede, man ville havne i.. Men alt det gavner jo selvværdet og troen på at man er to, trods man det halve af tiden kun er én..
Selvfølgelig findes der stadig tider, hvor man er så grusomt i tvivl om alt muligt, og der kommer da også stadig problemer henad vejen som må løses… men sådan er det jo for os alle..
Nu sidder jeg så på 5. år som kæreste til en sømand og tænker tilbage på alt, hvad der er hændt, og det er bestemt ikke småting… Fra at være en ung og uerfaren teenager som boede hjemme hos mor og far, i færd med en studentereksamen, og brugte hver en lejlighed til at holde fest, er jeg nu blevet færdig med studentereksamen. Har været i England og opdrættet heste, har taget en videregående uddannelse som bioanalytiker, sidder nu i et fast job i et privatejet firma, og ja så, er jeg også flyttet fra mor og far. Bor nu i hus sammen med sømanden, og er snart lige så sat og kedelig som alle dem der ”engang var så kloge at høre på, når man sad med sine skrupler over kærligheden”…
Men her er jeg så endt, og har det faktisk helt vidunderligt med det… Ligeledes kan mit liv som kæreste til en sømand tilskrives et utal af rejser både over Atlanten og Stillehavet, og det er jo bestemt ikke at kimse af… Det sjove er så nu, når vi i sømandskoneforeningen mødes, at vi alle unge som gamle kan snakke om alt mellem himmel og jord. Vi kan hygge os på kryds og tværs, trods det faktum at vi alle er meget forskellige og har meget forskellige erfaringer af livet… Men det som det hele jo handler om er, at vi på et punkt er bundet sammen af noget fælles, det at være sømandskone/kæreste, og det betyder at vi alle har en stor forståelse for hinanden på netop det punkt, som rører ved mange helt almindelige ting i ens dagligdag… For når alt kommer til alt, så ligner vi mennesker jo hinanden uhyggeligt meget, vi har næsten alle 2 arme, 2 ben og et hoved… Vi kan le og vi kan græde, og så har vi alle en vilje og en tanke om livet, forskellen, og det forunderlige ved os alle er, hvordan vi vælger at bruge den…

Kilde/ forfatter: Lotte Kjærgaard Olsen, Dato: 1/4-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger

No Smoking



Sådan en grå, kold og trist februarmorgen, hvor man er ved at få nok af den danske vinter, kan det være svært at få øje på lyspunkter i de mørke dage.
De er der, det ved jeg, men nogle gange må man altså skabe dem selv!
Det var jeg denne morgen i færd med, idet jeg var i gang med at tælle mine sparepenge. I månedsvis havde jeg lagt penge til side i et syltetøjsglas. Penge som jeg havde ”tilovers”, fordi jeg er stoppet med at ryge!!
Efter at have røget cigaretter siden mit 14. år, og de sidste år som storryger, var jeg nødt til at stoppe på grund af helbredet. En slem astmatisk lungeinfektion gav mig voldsomme og meget ubehagelige gener, så jeg havde ikke rigtig andet valg. Efter 4 dages indlæggelse, hvor jeg ikke havde røget, besluttede jeg at ”prøve” at lade være. Jeg ville ikke love mig selv eller andre noget, jeg måske ville have svært ved at holde!
De cigaretter jeg havde i tasken bad jeg min datter om at gemme et sted i huset, og jeg skulle ikke vide hvor. Dette som en redningsplanke ifald jeg slet ikke kunne klare projektet.
Det anbefales at man melder sig til et rygestopkursus, hvor man bliver instrueret i udtrapning af smøgerne, og hvor man kan være sammen med lidelsesfæller som kan støtte hinanden, ligesom det anbefales at bruge et nikotinprodukt, hvilket skulle øge chancerne for at overholde rygestoppet. Dette valgte jeg fra. Jeg var klar over, at med det rygemønster jeg havde, skulle jeg klare en ”kold tyrker”, ellers ville det ikke virke. Og jeg var helt ærligt ikke interesseret i at være sammen med andre og høre på, hvor synd det er for os!
Jeg brugte altså et andet ”kneb”. Jeg fortalte rigtig mange i min omgangskreds samt alle mine kolleger, at jeg ville forsøge at holde op med at ryge. Jeg mødte næsten kun positiv respons. Både fra rygere og ikke rygere. Og jeg fik utrolig megen støtte, specielt fra eksrygere. Der blev ringet eller mailet til mig med gode råd. Mine børn skiftedes til at ringe, og det første de spurgte mig om var: ”Har du røget?”
Jeg har fundet ud af, at rigtig mange mennesker er glade for, at jeg vil forsøge dette. Mennesker som oprigtig holder af mig, og har været bekymret for mit liv i de tætte røgtåger!!
I det materiale man kan få fra bl.a. Sundhedsstyrelsen er beskrevet de mange gevinster, man får ved et sådant rygestop. Det er gevinster man ret hurtigt kan ”indløse”! Der gik ikke mange dage, før jeg kunne mærke, at min lugtesans var skærpet. I en forretning duftede jeg lige pludseligt friskt træ! Det var pejsebrænde! Har aldrig før tænkt over, at sådan noget kunne dufte. Smagssansen skærpes ligeledes. Nu kan jeg smage nuancerne i et godt glas rødvin. Etikettens beskrivelse om strejf af vanille og egetræ er god nok! En anden sjov ting er, at jeg nu kan dufte når jeg kogevasker. Duften af ”renhed” i bryggerset giver associationer om de ugentlige vaskedage i vaskehuset, da jeg var barn.
Nu kan det jo virke ganske rosenrødt med al den omsorg og interesse! Men medaljen har nu også en bagside! En meget stor endda. Kun meget få har berettet om de meget negative oplevelser, som flere end jeg må have oplevet. Jeg medgiver at det må være individuelt.
Men hør nu her: Hvordan tror I det er at finde sig selv med en kuglepen i munden, eller at snurre den rundt mellem hænderne i et sådant omfang, at fingrene bliver hudløse? At opleve, at man ”sniffer” kollegaens røg i sig? For slet ikke at tale om vægtøgningen! UHA, man var advaret, og det er altså ikke så morsomt at se skalaen på vægten kører næsten i bund, samtidig med at man må udskifte garderoben flere gange. Ligefrem kønt er det jo heller ikke.
Men det aller, allerværste er nu alligevel humørsvingningerne. Mange er de vittigheder der er blevet fyret af omkring eksrygeres humør og temperament. Det er vand!!!!
Jeg tror at ingen andre end tidligere rygere kan sætte sig ind i, hvilket savn det er at sige farvel til smøgerne. Det er ikke kun nikotinens abstinenser man skal kæmpe med.
Nej hele dit mentale og sociale liv er også kastet ud i stormvejr! Når man f.eks. føler sorg over den mistede livsstil, ja så er det noget man kæmper med alene, for hvem kan dog sætte sig ind i at røgen har sådan en indflydelse på dit liv? Når man over kaffen på en café kan blive ganske misundelig over nabobordet, som har askebæger og benytter det? Tristheden i forsamlinger, hvor man ikke længere er med ude i rygepauserne? Ofte er det der hvor der diskuteres og dannes grundlag for senere beslutninger! Humørsvingninger som din familie og arbejdskolleger må stå model til, og som varer meget længere end de 14 dage, der tales om i diverse brochurer, og som gør dig selv så ked af det, når det går op for dig, hvor urimelig du har været.
Nej ingen skal fortælle mig, at der kun er gevinster ved et rygestop!
Tilbage til den mørke vinterformiddag, hvor jeg talte mine sparepenge. Det var ikke første gang jeg tømte glasset. Først var der næsten penge til en ny computer (fladskærm, trådløs tastatur og alt det, som dog stadig ikke kan få kabalespillet Edderkoppen til at gå op!) Denne morgen gjaldt det lommepenge til en ferie på Madeira. Beløbet var endnu engang 4cifret, så her er nok en af de største gevinster! Nå ja, og så lige helbredet, som jo var det der krævede rygestoppet!!!!
Og så må jeg indrømme at livet på andre områder måske er blevet en lille smule lettere. Jeg har nu ikke røget i snart ½ år, og jeg behøver ikke længere at lade øjnene flakse rundt i et lokale, når jeg kommer ind. Jeg behøver nemlig ikke længere at finde en rygerplads. Jeg frygter ikke længere de lange flyveture, hvor det ikke er muligt at ryge, og de ryge-rum der er indrettede i lufthavne og andre steder, behøver jeg heller ikke at smutte ind i. De var sgu da også forfærdelige ulækre, selv da jeg var ryger!
Næste gang jeg tømmer syltetøjsglasset, tror jeg pengene skal gå til en maler som skal komme og male stuens vægge. De bærer stadig af at der har været røget rigtigt meget. Og så har jeg lovet mig selv, at jeg ikke vil være en af de der ”frelste” eksrygere. De er sat’me ikke til at holde ud at høre på!! Og der må stadig ryges i mit hjem. Blot kun af andre end mig selv.
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 1/3-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Bogklubben!


Klokken er elleve torsdag aften, og jeg skal skrive lidt til Søhesten. Klappen er gået ned, og jeg er total hjernedød, og kan ikke finde på noget og skrive om.

Jeg er lige kommet hjem fra vores ”litteraturaften”, det kalder vi vores møder, selv om det jo egentlig er en ”bogklub”.
Vi er seks kvinder her fra byen, to er under fyrre en midt i fyrrene og to er over halvtreds, Vi er vidt forskellige og derfor har vi selvfølgelig vidt forskellige meninger om de bøger vi læser. Det giver nogle gode diskussioner, og nogle hysteriske grineture en gang imellem.

Vi aftaler til møderne, hvad vi skal læse, og en af os sørger for at vi får bogen, så den er læst inden vi mødes igen. Vi mødes ca. en gang om måneden, alt efter, hvordan vores kalendere passer sammen. Ved at vi skal låne så mange på biblioteket, kan vi desværre kun læse de bøger som er mindst tre år gamle. Det er en god måde og få læst nogle bøger af en forfatter, som du normal ville springe over. Nogle gange har jeg haft lyst til at lægge bogen langt væk, fordi jeg syntes den var for kedelig eller for forvirret, men har læst den færdig, for det gør de andre, og har så fundet ud af, at den blev rigtig god.

Vi har været omkring mange forfattere. Jane Aamund kommer vi ikke udenom, hende har vi læst et par stykker af. Af andre forfattere kan nævnes: Lotte Tarp, Lise Marklund, Wilbur Schmidt, Leona Blair, Maive Binchy og Grethe Stenbæk som er en
ældre dame og bor her i byen. Til vores næste møde skal vi læse en bog af Anne Marie Løn som hedder Prinsesserne. Det er en ”mursten”, så jeg må hellere gå i gang, jeg har heldigvis fri i morgen fra arbejde.

Og sådan blev der alligevel skrevet lidt ned.
Kilde/ forfatter: Annie Brodersen, Dato: 1/2-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Min bedste nytårsaften


Min egen erfaring angående nytårsaften. Denne nytårsaften må jeg sige i bakspejlet, der den bedst jeg nogle sinde har haft, af dem, hvor jeg har
været alene hjemme. Inden vi fik børn var der mere fest, jeg var yngre, og det skulle da ikke se ud som om, jeg sad der hjemme, og savende min sømand,
så jeg gav den fuld gas.
Så var der det år, hvor jeg var i byen, alene med et lille barn, det eneste barn der var med, hold da op alt det krudt og bordbomber, et lille barn der
bliver meget forskrækket hver gang der kom der kom en bordbombe, det var da godt nok stressende, men sådan er det jo en nytårsaften.
I år var der så kommet et barn mere, og jeg var meget afklaret med det, at skulle være alene hjemme, det er sådan at min mand sejler hver andet år, så
det er til at forholde sig til.
Jeg foreslog til et af vores møder, om os der var alene hjemme ikke skulle fejre nytår sammen, vi var 2 + ungerne. Alt blev planlagt i sidste øjeblik, stille og roligt, der var jo bare os.
Ungerne pyntet op, vi hørte Dronningens nytårs tale, og så skulle der laves mad, men først skulle Lucas vugges i søvn, så Gitte, der var gæst og måtte
lave mad, så skulle Rebecca tisse og det var kun mor der måtte tørre. Men Gitte fik lavet en dejlig mad, og det var spise tid, guf, hvor det smagte.
Næsten halv vejs i bøffen vågnede Lucas, så var det tid til at lav grød, nu var det hans tur til at spise, og derefter min til, at spise min nu kolde bøf, men det vender man sig jo til.
Så var der guf for til børene, derefter læste Kasper (Gitte ældste) bøger op, så da det var tid til, at putte Rebecca i seng, var det lige til, for godnat historien var jo læst, og hun gik ud som et lys. Lidt efter var det Lucas tur til at komme i seng.
Kl.00.00 skålede vi det nye år ind i rødvin, det er første gang jeg har prøvede det, men det var lidt meget at åbne 1 flaske champagne, for 2 bundskjuler, men det gik jo da også.
Men selv om der var gang i den, og fart på som det plejer, at være hver aften, og at der først var ro fra det sidste barn kl. 1.00.
Så har det været den mest hyggelige og mest afstressende nytårsaften, jeg har kunne ønske mig, for jeg tog det selv stille og roligt, for jeg viste jo, at Gitte ved hvordan der er, at være alene hjemme.
Men det jeg enlig ville skrive var, at denne aften fandt jeg virkelig ud af, hvad Sømandskone foreningen havde givet mig, et supert netværk, det er jeg
bare så taknemlig for, hvorefter jeg tænker ja, lige børn leger bedst, der er måske noget om snakken !!!
Gitte, mange tak for en dejlig aften, selv om der ikke blev tid til så meget snak, så når vi jo nok i det nye år, det vil jeg da se frem til.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 1/1-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Januar 2005


Ja så sidder man her igen foran en tom skærm og spekulerer over hvad man dog skal skrive, da det nu er Frederikshavnskredsens tur.
Da vi jo lige har taget hul på et nyt år er det naturligt at lade tankerne glide hen over det forgangne år.
For Frederikshavnskredsen har det været et spændende år, der blev domineret af Landsgeneralforsamlingen, hvor vi stod for arrangementet.
Det hele startede med at vor formand for lokalforeningen på et møde lod falde et par ord om, at hun havde sagt ja til at vi skulle afholde den kommende landsgeneralforsamling i foreningen.
Da den første overraskelse havde lagt sig, syntes alle vist at det lød spændende. Det skulle vi da nok kunne klare, lød det optimistisk og mange ideer blev vendt.
Der blev talt landsgeneralforsamling hver gang vi mødtes, men det var først efter sommerferien planerne blev mere konkrete.
Et af de første store spørgsmål var, hvor skulle arrangementet foregå og hvor skulle alle de mange, som ville komme, overnatte. Som vi blev enige om: hvad var mere naturligt end at det skulle foregå på Sømandshjemmet og da det viste sig at der var plads til så mange mennesker der, var det afgjort.
Resten faldt lidt efter lidt på plads, med festmiddag og søndagsfrokost.
Det har været en spændende og måske somme tider lidt stressende oplevelse. Indkvarteringen var nok den del, der krævede det meste, men til sidst lykkedes det at få det hele til at gå op i en højere enhed.
Vi har haft nogle sjove oplevelser i forløbet med restaurantbestillinger, indkøb af præmier til amerikansk lotteri, der skulle jo en del til. Bordplan, det var også lidt af en udfordring at få placeret så mange mennesker man ikke har truffet før, men jeg tror det gik og at alle fik en fin aften.
Men vi glemte dog ikke vores tradition i afdelingen, hvor vi samles og laver juledekorationer, så dette møde blev også brugt til evaluering af generalforsamlingen, man kan jo godt snakke selv om man er flittig med grangrene og lys.
Så vil vi fra Frederikshavnkredsen ønske alle sømandskoner med familier et rigtig godt nytår.

Kilde/ forfatter: ?, Dato: 1/1-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Måske ku’ vi?


Den største forandring i menneskets tilværelse, er nok når man bliver forælder.
Ens eget liv forandrer sig totalt fra det øjeblik, man holder sit første barn i armene. Forandringen er ikke kun i det følelsesmæssige plan, men i alt hvad man tidligere har beskæftiget sig med. Glæden ved at blive forælder overskygger alt andet man har kendt, og man har nu pludselig ansvar og bekymringer for dette lille væsens opvækst. Det er ikke kun de næste mange, mange år man optaget af denne forældrerolle, men faktisk resten af ens liv!!
Jeg har oplevet denne rolle give mig identifikation og personlighed. Jeg er sikker på at mange både mødre og fædre er enige med mig i disse udsagn.
Jeg har haft barselsorlov og barnets 1. sygedag. Jeg har været med i utallige børnefødselsdage, enten som deltager eller arrangør. Jeg har siddet utallige timer på tilskuerpladser. Enten i svømmehaller, på rideskoler eller i gymnastiksale. Jeg har siddet og ventet i en sen nattetime på at puslingerne vendte hjem fra deres første halballer. Jeg har ryddet op efter deres fester. Bandet, svoret og glædet mig!!
Jeg har sammen med andre forældre deltaget i forældremøder og andre arrangementer i folkeskoler og på gymnasier.
Jeg har stolt deltaget i translokationer og været vært ved studenterfester.
Kigget på og hørt om kærester. Været nysgerrig, meget!
Jeg har oplevet dem vokse op, blive til selvstændige mennesker. Jeg har følt dem fylde utroligt meget i vort hjem og mit liv. Jeg har med stor glæde sammen med masser af andre forældre identificeret mig med denne rolle. Jeg har mere eller mindre bevidst forsøgt og tilstræbt at opdrage og forberede mine børn til en selvstændig tilværelse.
Det har givet resultat: Begge mine børn er flyttet hjemmefra.
Fra den første til den sidste forsvandt, er der gået næsten 10 år, så jeg har haft masser af tid til tilvænning.
Og jo, de kommer tit hjem. For at snakke, fortælle, låne vaskemaskine, penge og tømme køleskab.
Den næststørste forandring i et menneskes liv er nok, når børnene er flyttet fra hjemmet. Man er stadig forælder med de samme glæder og bekymringer. Forældrerollen slipper man aldrig!!!
Det er med stor glæde at jeg følger mine børns videre livsforløb.
Jeg synes dog at det er bemærkelsesværdigt så lidt vi, sammen med andre forældre, taler om denne endnu engang store forandring i menneskets tilværelse.
Når jeg i denne artikel skriver JEG, er det i samråd med min sømand. Han har selvfølgelig været med hele vejen igennem. Når han har været hjemme, har han bestemt deltaget i alt, hvad der vedrørte børnene. Han har haft de samme tanker som jeg, og som alle andre forældre. Vi har sammen lagt planer for, hvad vi gerne vil foretage os, når vi ikke længere er ” bundet” af forældrerollen.
Noget andet er den tid, hvor jeg er alene.
Altså hvor sømanden stadig er til søs.
Når jeg kommer fra arbejde, sidder katten og kigger på mig. Nå, jah, den skal selvfølgelig ikke glemmes. Madskålen skal fyldes op!! Men der er ingen sko eller tøj, der ligger og flyder. Fjernsynet er tavst! Ingen spørger hvad aftensmaden står på! Mælken i køleskabet er pludselig blevet sur! Telefonen er faretruende tavs! ( Og regningen blevet mindre!!)
Jeg oplever nu denne del af min tilværelse , som en udfordring! Sikkert sammen med en masse andre forældre.
Lad os her i Søhesten høre om dine erfaringer eller forventninger til Seniortilværelsen, hvor børnene nu ikke længere er den største del af din tilværelse!!. Også gerne fra forældre i den anden ende af tidsskalaen!!
På den nyligt overståede landsgeneralforsamling var det for mig en stor, stor glæde at sidde sammen med og opleve nybagte forældre, og at høre deres bud på fremtiden for sømandsfamilien. Et enkelt par havde deres lille baby med! Det var en ren fornøjelse at opleve!
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 1/12-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger

En anderledes Restaurant.


Da jeg sidste år læste, at den gamle udtjente isbryder "Elbjørn" var blevet solgt til kokken Lars Jeppesen, der ville lave den om til restaurant, var min første tanke.
Det glæder jeg mig utrolig meget til at se resultatet af.
Lars, der sammen med familie og venner selv har forestået ombygningen, har bl.a. hevet 130 tons ud af bjørnen, inden der kunne blive plads nok til den nye indretning. Men siden den 10. august har "Elbjørn" ligget stolt og nymalet langs kaj i Ålborg.
I godt vejr kan man sidde i havemøbler på dækket, ellers er der indgang henne agter ved den store trækkrog, der nu er blevet overdækket. Herfra er der 2 nedgange. Går man forefter, kommer man ned til et mindre spiseområde, hvor ligeledes baren forefindes. Fortsættes endnu en etage ned, kommer man ned i det tidligere agterste maskinrum. Dette ses tydeligt, da forskelligt maskineri nænsomt er bevaret, hvor pladsen tillader det. Ellers står her smukt dækkede borde omkranset af hvide læderstole. Skotterne er dekoreret med fotoforstørrelser af flotte vinter-billeder fra de danske farvande. Fra forkanten af rummet fører en lille dør ind til det forreste
maskinrum, der fortsat står uberørt.
Går man ude agter, hvor det iøvrigt er muligt at kikke ned på skrueakslen, en etage op, kommer man op i loungen. Her kan kaffen eller en lille én nydes evt. henslængt i
en chaiselong. Ligeså i loungen ses den gamle styremaskine samt det store nødrat.
Inden jeg går fra borde, er jeg lige et smut oppe på broen, i bestikket og i radiorummet. Udenfor i hver brovinge står fortsat de store gamle maskintelegrafer.
I dækshuset midtskibs foran skorstenen, er indrettet glaspusteri. Jeg tror ikke man behøver være specielt skibsinteresseret, for at synes dette er en spændende
restaurant at besøge. Men det skader da ikke.
Kilde/ forfatter: Ulla Blicher Andersen, Dato: 1/12-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Julemandsdalen


Der skal i årets sidste ”Søhest” være noget for hele familien !!

Det var en flot decemberdag lige før jul. Blæsten havde lagt sig, det var koldt og klart, og solen kunne lige anes over fjorden. Rasmus og Julia var ude for at kigge efter spor i sneen Jeg tror faktisk, jeg kender alle dyrespor, sagde Rasmus - han skulle altid være så vigtig, bare fordi han var født 9 minutter før sin tvillingesøster. Det dèr er f.eks. snespurvespor, og dér har der gået en polarræv. Nå, sagde Julia Men, hvis du ved så meget, så kunne du måske fortælle mig, hvad det dér er?
Julia havde fundet nogle mærkelige fodspor. Det lignede nærmest sporene efter bittesmå kamikker. Der er i hvert fald ikke nogen i hele bygden, der har så små fødder som dem der! Næ…. Men så er der jo kun en ting at gøre: Vi følger sporene og finder ud af, hvem der har lavet dem!, foreslog Rasmus.
Tvillingerne fulgte sporet op langs fjorden. Da de havde gået i næsten en time, drejede sporet skarpt til venstre, ind i landet. Og så begyndte det at opføre sig underligt: det snoede og bugtede sig, frem og tilbage, rundt og rundt. Rasmus og Julia fulgte sporet, så godt de kunne, men til sidst anede de ikke, hvad var nord, syd, øst eller vest. Vi finder aldrig tilbage sagde Rasmus, og det var lige før han begyndte at græde.
Hej, hold op med det. Det var bare for sjov! Sagde en lille stemme. Rasmus og Julia vendte sig forskrækkede om. Bag dem stod en lille fyr med en rød hue:Jeg opdagede, at I fulgte efter mig, og så ville jeg bare lave lidt sjov. Jeg tror, det er derfor man kalder mig Drillenissen.
Er du en nisse?! spurgte Rasmus og Julia i munden på hinanden. Jep! Den aller-helt-og-aldeles-yngste- jeg er kun lige fyldt 134 år, svarede Drillenissen stolt. Men hvem er I?
Vi hedder Julia og Rasmus, og vi tror altså ikke på nisser. Far siger, at de ikke findes, svarede Rasmus.Jamen, jeg står jo lige her sagde Drillenissen, -og hvis ikke der findes nisser, hvem i alverden skal så hjælpe Julemanden?
Der findes altså heller ikke nogen julem….av! Julia gav Rasmus en albue i siden for at få ham til at tie stille. Må vi ikke tage dig med? Vi vil meget gerne møde Julemanden! Kun hvis I lover, at I aldrig fortæller nogen, hvad I har set. Det lover vi svarede de i kor.
Rasmus og Julia måtte næsten løbe for at følge med Drillenissen. Hvor langt skal vi? spurgte Julia forpustet. Drillenissen pegede op på et fjeld lidt længere borte. Det der er Julemandsfjeldet. Bagved ligger den skjulte dal – og der bor Julemanden og alle hjælpenisserne.
Den skjulte dal var det smukkeste sted, Julia og Rasmus nogensinde havde set. De sødeste små huse lå klinet op ad fjeldet, og midt i al sneen lå en vidunderlig grøn eng. På engen gik en flok rensdyr og græssede. Ham med den røde tud hedder Rudolf, og han kan flyve fortalte Drillenissen. Og det her er vores postkontor. Vil I med ind? Tvillingerne nikkede.
På Postkontoret havde Postnissen travlt med at stemple breve. Hej Postnisse - her er Rasmus og Julia, mine nye venner! sagde Drillenissen. Nej, det var da skægt. Jeg står netop her med et par breve til Julemanden fra nogen, der hedder Rasmus og Julia. Det skulle vel aldrig være jer? spurgte Postnissen venligt. Tvillingerne blev ildrøde i hovederne. Har du skrevet til Julemanden?! Jeg troede ikke, at du troede på ham? sagde de i munden på hinanden. Postnissen smilede til dem: Pyt med det! Julemanden tror i hvert fald på jer. Og I kan være sikre på, at han bliver glad for jeres breve. Kunne i for resten ikke smutte over med hans post - det ville være en stor hjælp. Den fikser vi sagde drillenissen og tog imod postsækkene.
Det var blevet mørkt udenfor. Vi skal denne vej, sagde Drillenissen og førte an. Julemandens hus var en stor og hyggelig gård med et kæmpe tårn og lys i alle vinduerne. Drillenissen bankede på. Ingen svarede. Han prøvede igen. Stadig intet svar. Øv, han er ikke hjemme lige nu sagde Drillenissen ærgeligt- men jeg kan vise jer legetøjsmaskinen! Rasmus og Julia fulgte med hen på værkstedet, hvor maskinene stod. Den fyldte næsten hele rummet og var flere etager høj. Man starter den sådan her – tror jeg nok- sagde Drillenissen og drejede en kæmpestor guldnøgle en halv omgang.
Maskinen gik i gang og ud strømmede dukker og biler og bamser, så det var ren fornøjelse. Vil I se noget andet sjov? spurgte Drillenissen og trak dem hen til et lille vindue. Henover den mørke nattehimmel flagrede det smukkeste lys i alverdens farver. det kommer oppe fra tårnet, fortsatte Drillenissen. Når maskinen kører så opfanges lyset af en stor diamant i tårnet. Hvis det er mørkt og klart, kan man se lyset over hele Grønland- og så véd man, at Julemanden laver legetøj
Tror du også, at far og mor kan se det hjemmefra? spurgte Julia. Far og mor?! gispede RasmusÅh nej, vi skulle have været hjemme for længst. De tror garanteret, at vi er gået gennem isen eller noget andet frygteligt. Har I ikke en telefon, vi kan låne?
En tele-hvad? spurgte Drillenissen, for sådan én havde han aldrig hørt om. Men måske har jeg noget andet, I kan bruge. Han fór afsted og kom snart tilbage med en kulsort og skinnende blank sten. Hvordan virker den? spurgte Julia. I skal bare lægge hånden på den, lukke øjene og ønske, at I var hjemme
Tvillingerne gjorde, som Drillenissen sagde. Og hvad så, Drillenisse? spurgte Rasmus. Ingen svarede.Hvad så nu? gentog Julia og åbnede øjnene. Væk var Drillenissen og den skjulte dal og legetøjsmaskinen- de stod lige midt i deres egen stue! – Og vi fik ikke engang sagt ordentligt farvel, sukkede Julia.
Far stak hovedet ind:Nå, dér er I!? Kom og se, der er det flotteste lys på himlen i aften – det hedder
ordlys. Det kender vi godt, det er fordi Julemanden laver legetøj sagde Julia.Schyyys…vi lovede ikke at fortælle det til nogen! hvæsede Rasmus. Hvad står I og hvisker om? spurgte far. Åh, det er bar én slags julehemmelighed, svarede tvillingerne og blinkede til hinanden.

Glædelig jul til alle.
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 1/12-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Nutidens familiestruktur her i landet er meget forskelligt skruet sammen.


Mange børn har eet sæt forældre, to sæt bedsteforældre og mange også fire sæt oldeforældre. Mange børn har flere sæt voksne i forskellige kombinationer omkring sig, men det gør det ikke altid nemmere at finde en nær voksen, der kan tage sig af ens barn, når man ikke selv er disponibel. Bedsteforældre og andre familiemedlemmer har alle deres at se til med arbejde og fritidsinteresser, der ofte er skemalagte, så de har lige så travlt som børneforældrene.

Jeg har nu rundet de 60 år, er holdt op inden for mit tidligere erhverv i sundhedssektoren, men min dag er godt booket ud og min kalender fyldt op i den nærmeste fremtid.

Dette hindrer dog ikke, at jeg i nødens stund tager mine 2 yngste børnebørn på ”ferie” i skoleferier, og når deres far må tage dem ekstra uger, når deres mor er syg. Mor og far er fraskilt, lever begge uden ny partner, og bor 2½ times kørsel fra hinanden. Det er ikke altid så let at få hverdagen til at glide, når man er ene, og arbejdet skal jo også passes.

Men vi gamle nyder at få liv i huset. Legetøjet bliver fundet frem fra loftet, og et hjørne af stuen bliver ryddet til Legolandsbyen. Der bliver gået ture i plantagen og på stranden og, når vejret er til det badet og fløjet med drager. Vi laver mad med børn ved køkkenbordet, der bliver skåret ud og rørt i gryder – og så er det dejligt at kunne spise det sammen bagefter.

Når vi sidder sammen, børnebørnene og vi gamle, fortæller vi tit om ”da vi var børn”.

Det får mange mindre frem om hvordan ens egne forældre klarede sig med os børn, og hvordan min mor som ung styrmandskone klarede sig i hverdagen med 3 børn og manden på havet, det meste af tiden på Østen. Breve fik hun kun, når skibet havde været i havn. Vi fik meget tidligt telefon, men der skulle held til for at få en samtale nogenlunde igennem ude fra Stillehavet, med skiftetale og støj.

Når der var problemer, sygdom og ulykke kunne der ikke med det samme gå besked til sømanden, så han kunne blive involveret. Problemerne blev løst, sygdommen ofte overstået og begravelserne foretaget uden hans medvirken. – Og hvad skal den stakkels mand da også gøre ude fra havet!

Jeg mindes engang, jeg har været omkring 9 – 10 år, min mor blev alvorligt syg og måtte akut på sygehuset. Vi boede i København og far var på langfart.

Vi havde ikke så meget familie i København, og i hvert fald ingen som kunne have 3 børn i pleje. Min mors søskende boede i Odense, hvortil min lillesøster blev bragt. Jeg husker ikke, hvor min lillebror var i den periode, men jeg kom til min bedstefar og hans nye kone Eline, som boede i Korsør. Vi var væk fra vores mor i 6 uger.

Bedstefar og bedstemor, som jeg kom til at holde rigtigt meget af, var et par ældre mennesker, som havde fundet hinanden sent i livet. Bedstefar var matros og i de sidste år af sit arbejdsliv ansat ved Storebæltsoverfarten. Han havde haft et rigt liv ude omkring i verden. Han var en meget bestemt og noget bøs herre. Bedstemor var en ”fin” dame, der var stil omkring hende, og hun sørgede for menageriet hjemme. Min bedstemor havde sukkersyge og var meget omfangsrig.

Når jeg sammenligner mine børnebørns ophold hos mig med de ophold, som jeg fik hos mine bedsteforældre, så er der himmelvid forskel.

Bedstefar og bedstemors lille gule hus lå på Havnepladsen bag en fin gulmalet mur med låge i. Mit første ophold var stort set kun i huset og haven og udenfor med bedstefar og bedstemor. Under senere ophold har jeg leget med andre børn i nabolaget.

Det fine lille hus var fyldt med de særeste ting og sager.

Der var en fin entre og pyntestue. Der var en fin trappe til ovenpå, hvor der var pyntelige værelser. Alle steder var der fint porcelænsnips, plydsmøbler med klunker, polerede borde og rygearrangementer og skabe med fine kopper, glas og sølvtøj. Det var ikke noget ”man” rørte ved. Jeg husker, at der var en lille broget porcelænsko med låg i ryggen, og man kunne drikke mælk ud af dens mule. Den fik jeg lov til at adoptere (måske for at få mig til at drikke mælk!).

Men det var ikke de steder livet blev levet, det var i den anden end af huset.

Bagrum, vaskerum, køkken og den lille stue – det var der vi opholdt os i det daglige.

Der var nydeligt, men spartansk. Køkkenet var ret stort med komfur og høkasse og viskestykker og håndklæder gemt under de fineste blå broderier. Den lille stue, hvor radioen stod, var møbleret med 2 gode stole med et lille sybord imellem ved vinduerne, et spisebord med stole og en divan. Her var også en kakkelovn, den eneste (udover komfuret i køkkenet) der i dagligdagen blev tændt op i. Den gav også lidt varme til soveværelset ovenpå.

Selv om de gamle nu havde fået et barn i huset, blev der ikke lavet om på hverdagen. Man passede sin dont. Blandt de mange ting, som mine bedsteforældre havde stående, var på en eller anden forunderlig måde også en dukkevogn og en gammel dukke. Den fik jeg megen tid til at gå med.

Om formiddagen kom de handlende til døren med deres varer, slagter, ostemand og mælkemand. Mælken blev tappet direkte fra hestevognens mælkeboks ned i bedstemors kande, og så blev den stillet i spisekammeret. Jeg drak ikke mælk, hvis jeg kunne blive fri, da jeg var barn!

Om aftenen, når bedstefar kom hjem, var der skumringstime. Jeg skulle sidde lige så stille ved bordet og tegne, mens bedstefar lå på divanen med avisen over hovedet og bedstemor sad i den ene stol ved vinduet, og lyset blev ikke tændt, før det var tid at gå ud til kartoflerne. Bedstefar kunne jo heller ikke lade være med at sove lidt og snorke, hvortil fulgte bedstemors fortrolige lille blink med øjet til mig, for bedstefar sov aldrig.

Når bedstefar var hjemme om dagen, skulle jeg være meget stille, specielt hvis han hørte noget i radioen, for alt var af interesse for ham.

I dagligdagen vaskede man sig ovenpå i det lille tekøkken, det var rigtigt koldt og med koldt vand. Der blev ikke åbnet et værelse på grund af mig, - næ, der blev stillet en jernseng op i krogen ved klædeskabet, og så sov jeg sammen med bedstefar og bedstemor. De sov i tunge stribede dyner med stift, hvidt linned med navnetræk, og bedstemor havde en strop med håndtag i loftet (hun var jo temmelig stor). Bedstemor havde gråt hår, opsat i en flettet knude i nakken. Den sad hun gerne på sengekanten og flettede i en meget lang, tynd pisk og satte den fast med masser af små hårnåle, hvorefter hun i sin store hvide natkjole lagde sig ved siden af den allerede sovende bedstefar.

Om lørdagen skulle vi bade, så bedstefar tændte op under grukedlen i vaskehuset. Badekarret var stillet på højkant op ad væggen, og blev nu sat på sine ben og proppen sat i, hvorefter bedstefar fyldte op med det dejlige varme vand. Hele rummet emmede af damp. Det var herligt!

Der var jo også et liv udenfor den gule mur, og jeg havde fået strenge ordrer på, at jeg ikke måtte gå ud på pladsen. Pladsen var kranset af huse og butikker, men da det var en havneplads var den også åben mod vandet, og det var naturligvis vandet som kunne være til bekymring. Jeg var meget nysgerrig, for der skete jo meget på Havnepladsen dengang. Jeg tror, at Fyr- & Vagervæsenet havde materiale liggende, og der kom tit småbåde, der lagde til.

Blandt andet afgik den lille båd (eller færge), der bragte forsyninger til Sprogø. Dengang var der pigehjem derovre, og der skulle vel også nye beboere over til dette hjem. Men mine bedsteforældre havde fortalt mig, at det var ”uartige piger”, der blev sejlet med den båd. Jeg var meget nysgerrig efter at se, hvordan sådan nogle så ud – men jeg mindes ikke at have set nogen, der så anderledes ud end andre damer. Men det var jo den tid og den tids opfattelse af samfundets tilpasning.

Vi kom jo hjem til vores mor igen og siden holdt har vi alle tre børn været i det lille gule hus på rigtig ferie. Bedstemor levede desværre ikke så længe – så det er godt at have nogle dejlige minder om en hjertevarm kvinde, der kunne tage os børn til sig – selv fik hun aldrig nogen.

Hermed mange hilsner til alle fra os i Fanøafdelingen.
Kilde/ forfatter: Lonnie Møller Jepsen, Dato: 8/10-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Nutidens familiestruktur her i landet er meget forskelligt skruet sammen.


Mange børn har eet sæt forældre, to sæt bedsteforældre og mange også fire sæt oldeforældre. Mange børn har flere sæt voksne i forskellige kombinationer omkring sig, men det gør det ikke altid nemmere at finde en nær voksen, der kan tage sig af ens barn, når man ikke selv er disponibel. Bedsteforældre og andre familiemedlemmer har alle deres at se til med arbejde og fritidsinteresser, der ofte er skemalagte, så de har lige så travlt som børneforældrene.

Jeg har nu rundet de 60 år, er holdt op inden for mit tidligere erhverv i sundhedssektoren, men min dag er godt booket ud og min kalender fyldt op i den nærmeste fremtid.
Dette hindrer dog ikke, at jeg i nødens stund tager mine 2 yngste børnebørn på ”ferie” i skoleferier, og når deres far må tage dem ekstra uger, når deres mor er syg. Mor og far er fraskilt, lever begge uden ny partner, og bor 2½ times kørsel fra hinanden. Det er ikke altid så let at få hverdagen til at glide, når man er ene, og arbejdet skal jo også passes.
Men vi gamle nyder at få liv i huset. Legetøjet bliver fundet frem fra loftet, og et hjørne af stuen bliver ryddet til Legolandsbyen. Der bliver gået ture i plantagen og på stranden og, når vejret er til det badet og fløjet med drager. Vi laver mad med børn ved køkkenbordet, der bliver skåret ud og rørt i gryder – og så er det dejligt at kunne spise det sammen bagefter.

Når vi sidder sammen, børnebørnene og vi gamle, fortæller vi tit om ”da vi var børn”.
Det får mange mindre frem om hvordan ens egne forældre klarede sig med os børn, og hvordan min mor som ung styrmandskone klarede sig i hverdagen med 3 børn og manden på havet, det meste af tiden på Østen. Breve fik hun kun, når skibet havde været i havn. Vi fik meget tidligt telefon, men der skulle held til for at få en samtale nogenlunde igennem ude fra Stillehavet, med skiftetale og støj.
Når der var problemer, sygdom og ulykke kunne der ikke med det samme gå besked til sømanden, så han kunne blive involveret. Problemerne blev løst, sygdommen ofte overstået og begravelserne foretaget uden hans medvirken. – Og hvad skal den stakkels mand da også gøre ude fra havet!

Jeg mindes engang, jeg har været omkring 9 – 10 år, min mor blev alvorligt syg og måtte akut på sygehuset. Vi boede i København og far var på langfart.
Vi havde ikke så meget familie i København, og i hvert fald ingen som kunne have 3 børn i pleje. Min mors søskende boede i Odense, hvortil min lillesøster blev bragt. Jeg husker ikke, hvor min lillebror var i den periode, men jeg kom til min bedstefar og hans nye kone Eline, som boede i Korsør. Vi var væk fra vores mor i 6 uger.
Bedstefar og bedstemor, som jeg kom til at holde rigtigt meget af, var et par ældre mennesker, som havde fundet hinanden sent i livet. Bedstefar var matros og i de sidste år af sit arbejdsliv ansat ved Storebæltsoverfarten. Han havde haft et rigt liv ude omkring i verden. Han var en meget bestemt og noget bøs herre. Bedstemor var en ”fin” dame, der var stil omkring hende, og hun sørgede for menageriet hjemme. Min bedstemor havde sukkersyge og var meget omfangsrig.
Når jeg sammenligner mine børnebørns ophold hos mig med de ophold, som jeg fik hos mine bedsteforældre, så er der himmelvid forskel.
Bedstefar og bedstemors lille gule hus lå på Havnepladsen bag en fin gulmalet mur med låge i. Mit første ophold var stort set kun i huset og haven og udenfor med bedstefar og bedstemor. Under senere ophold har jeg leget med andre børn i nabolaget.
Det fine lille hus var fyldt med de særeste ting og sager.
Der var en fin entre og pyntestue. Der var en fin trappe til ovenpå, hvor der var pyntelige værelser. Alle steder var der fint porcelænsnips, plydsmøbler med klunker, polerede borde og rygearrangementer og skabe med fine kopper, glas og sølvtøj. Det var ikke noget ”man” rørte ved. Jeg husker, at der var en lille broget porcelænsko med låg i ryggen, og man kunne drikke mælk ud af dens mule. Den fik jeg lov til at adoptere (måske for at få mig til at drikke mælk!).

Men det var ikke de steder livet blev levet, det var i den anden end af huset.
Bagrum, vaskerum, køkken og den lille stue – det var der vi opholdt os i det daglige.
Der var nydeligt, men spartansk. Køkkenet var ret stort med komfur og høkasse og viskestykker og håndklæder gemt under de fineste blå broderier. Den lille stue, hvor radioen stod, var møbleret med 2 gode stole med et lille sybord imellem ved vinduerne, et spisebord med stole og en divan. Her var også en kakkelovn, den eneste (udover komfuret i køkkenet) der i dagligdagen blev tændt op i. Den gav også lidt varme til soveværelset ovenpå.
Selv om de gamle nu havde fået et barn i huset, blev der ikke lavet om på hverdagen. Man passede sin dont. Blandt de mange ting, som mine bedsteforældre havde stående, var på en eller anden forunderlig måde også en dukkevogn og en gammel dukke. Den fik jeg megen tid til at gå med.
Om formiddagen kom de handlende til døren med deres varer, slagter, ostemand og mælkemand. Mælken blev tappet direkte fra hestevognens mælkeboks ned i bedstemors kande, og så blev den stillet i spisekammeret. Jeg drak ikke mælk, hvis jeg kunne blive fri, da jeg var barn!
Om aftenen, når bedstefar kom hjem, var der skumringstime. Jeg skulle sidde lige så stille ved bordet og tegne, mens bedstefar lå på divanen med avisen over hovedet og bedstemor sad i den ene stol ved vinduet, og lyset blev ikke tændt, før det var tid at gå ud til kartoflerne. Bedstefar kunne jo heller ikke lade være med at sove lidt og snorke, hvortil fulgte bedstemors fortrolige lille blink med øjet til mig, for bedstefar sov aldrig.
Når bedstefar var hjemme om dagen, skulle jeg være meget stille, specielt hvis han hørte noget i radioen, for alt var af interesse for ham.
I dagligdagen vaskede man sig ovenpå i det lille tekøkken, det var rigtigt koldt og med koldt vand. Der blev ikke åbnet et værelse på grund af mig, - næ, der blev stillet en jernseng op i krogen ved klædeskabet, og så sov jeg sammen med bedstefar og bedstemor. De sov i tunge stribede dyner med stift, hvidt linned med navnetræk, og bedstemor havde en strop med håndtag i loftet (hun var jo temmelig stor). Bedstemor havde gråt hår, opsat i en flettet knude i nakken. Den sad hun gerne på sengekanten og flettede i en meget lang, tynd pisk og satte den fast med masser af små hårnåle, hvorefter hun i sin store hvide natkjole lagde sig ved siden af den allerede sovende bedstefar.
Om lørdagen skulle vi bade, så bedstefar tændte op under grukedlen i vaskehuset. Badekarret var stillet på højkant op ad væggen, og blev nu sat på sine ben og proppen sat i, hvorefter bedstefar fyldte op med det dejlige varme vand. Hele rummet emmede af damp. Det var herligt!
Der var jo også et liv udenfor den gule mur, og jeg havde fået strenge ordrer på, at jeg ikke måtte gå ud på pladsen. Pladsen var kranset af huse og butikker, men da det var en havneplads var den også åben mod vandet, og det var naturligvis vandet som kunne være til bekymring. Jeg var meget nysgerrig, for der skete jo meget på Havnepladsen dengang. Jeg tror, at Fyr- & Vagervæsenet havde materiale liggende, og der kom tit småbåde, der lagde til.
Blandt andet afgik den lille båd (eller færge), der bragte forsyninger til Sprogø. Dengang var der pigehjem derovre, og der skulle vel også nye beboere over til dette hjem. Men mine bedsteforældre havde fortalt mig, at det var ”uartige piger”, der blev sejlet med den båd. Jeg var meget nysgerrig efter at se, hvordan sådan nogle så ud – men jeg mindes ikke at have set nogen, der så anderledes ud end andre damer. Men det var jo den tid og den tids opfattelse af samfundets tilpasning.

Vi kom jo hjem til vores mor igen og siden holdt har vi alle tre børn været i det lille gule hus på rigtig ferie. Bedstemor levede desværre ikke så længe – så det er godt at have nogle dejlige minder om en hjertevarm kvinde, der kunne tage os børn til sig – selv fik hun aldrig nogen.

Hermed mange hilsner til alle fra os i Fanøafdelingen.
Kilde/ forfatter: Lonnie Møller Jepsen, Dato: 1/10-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Ærø hvor er det????


Ja, sådan tænkte jeg første gang jeg hørte øen blive nævnt!!

Vores kære ø bliver omtalt som perlen i havet – et lille irgrønt smykke i det blinkende blå hav – et stykke af Danmark hvor der findes alt hvad det øvrige Danmark ellers byder på.

Jeg hørte øen omtalt første gang en dag i april 2002 – min kære fætter havde været her for at se på en egnet gård til en gårdbutik og havde fundet et par stykker som måske kunne bruges – kom tilbage til Jylland og fortalte om øen – jeg tænkte inderst inde, hvad kommer det mig ved - indtil han langt om længe fik mig fortalt at ham havde tænkt, at jeg skulle ned og starte butikken op, og ”måske” kunne jeg så tænke mig at blive, kunne jo altid prøve et halvt års tid!!!

Det korte af det lange blev, at jeg tog af sted – Og det har jeg den dag i dag ikke fortrudt.

Jeg blev modtaget meget åbenhjertigt af alle her på øen. Fik ret hurtigt en bred bekendtskabskreds. Og nogle virkelige gode venner.

Deriblandt en pige som tilfældigvis havde en god bekendt som sejlede, og som hun mente at ”lige var noget for mig”, Mail dog til ham – var hendes ord hver gang jeg så hende, så jeg tænkte ja, det kan der jo ikke ske noget ved og som sagt så gjort. Det blev til en, og derefter mange mail der blev sendt og modtaget – sømanden lød virkelig til at være sød og dejlig. Og i december 2002 mødte jeg ham så for første gang – det var med lidt uro og spænding at jeg nu skulle se ” ham” som jeg havde skrevet med i 3 mrd. Men alt min uro forsvandt da jeg så ham og snakkede med ham – han var jo den samme som i sine mail.( Kort fortalt – vi skal giftes til maj.)

Fik gennem nogle andre bekendte her på øen at vide, at der var noget der hed Sømandskone-foreningen, og det måtte jeg da lige se, hvad et var – og tak for det – for her mødte jeg ligesindede piger og derigennem bedre kendskab til livet til søs, som for mig var en by i Rusland. Sad virkelig de første gange meget og lyttede til de andres snak og kunne forstå, at de jo havde eller havde haft de samme tanker og savn som jeg. Men ikke nok med det, man for jo også nye bekendtskaber og har meget sjov og morskab når vi mødes. Så herigennem vil jeg gerne give et stor tak til Sømandskoneforeningen på Ærø for deres positive og åbne måde at modtage nye medlemmer på.

Når jeg engang , forhåbentlig til december skal med på min første” konesejlads”, skal jeg nok vende tilbage og fortælle, om hvordan jeg har oplevet det.

Ellers må i alle have et godt forår .

De bedste Ø – hilsner fra en jyde
Kilde/ forfatter: En Jyde, Dato: 1/1-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Tanker over et skibsforlis


Det er svært, og det gør faktisk også ondt.

Margit, som vi er mange der kender, fra sit engagement på landsplan, mistede sin mand ved skibsforliset ved Nigeria.

Jeg ved ikke om man kan sige, at hun mistede ham to gange, først ved at han døde, dernæst ved at han blev i dybet. Sådan kan jeg i hvert fald godt komme til at tænke på det.

Den angst, som enhver sømandskone kan nikke genkendende til, titter frem. Døren står på klem, som vores formand skrev i sidste blad. Og det er rigtigt, den skal lukkes i igen, for vi kan ikke leve med den, som værende i vore tanker hele tiden.

I skrivende stund er Margit sammen med de øvrige pårørende i Nigeria for at begrave sin mand på havet. Jeg tænker på hende, og vi har for længst besluttet at sende en blomst. Men hvordan gør man nu lige med blomster, når der ikke er en kiste? Jeg ringer til min egen præst, men hun har aldrig stået i den situation. Man kan gøre det på hvilken måde man selv ønsker, vil hun mene. Jeg er ikke helt tilfreds. Så jeg finder frem til præsten i Stige kirke, hvor jeg ved der skal være en mindegudstjeneste når Margit og familien er hjemvendt fra Nigeria. Vi får faktisk en lang snak, både om blomster og om det at være sømandskone. Jeg tror hun får lidt mere, værdifuld, viden med sig. De havde besluttet at arrangere blomster, fuldstændig som hvis det var en almindelig begravelse med en kiste. For netop at gøre det så genkendeligt som muligt. Ja, selvfølgelig er det det eneste rigtige, tænkte jeg. For ritualerne er utrolig vigtige, når vi står ved afgørende faser her i livet, specielt døden. Det er ritualerne, der gør det smertelige lidt mindre smerteligt, så vi bedre kan bære smerten. Mens jeg taler med denne søde præst i telefonen, og bl.a. læser et par avisartikler vedrørende begravelsen i Nigeria højt for hende, triller et par tårer, og min stemme er flere gange ved at knække over. For selvom jeg ikke kendte Margits mand, så kender jeg Margit, og det gør at det kommer meget tæt på. Og så har jeg endda min egen sømand i fuldt vigør, om end han ringede i går, og fortalte de havde haft en storm, og de sejlede for halv kraft p.gr.a. maskinskade… Jeg tror mest jeg lukkede ørerne, og talte om andre ting.

Når dette kommer i bladet, er det hele overstået. Margit må igennem en sorgproces, for atter at finde sig selv og skønheden ved livet. Jeg vil fortsat tænke på hende, mens jeg langsomt men hermetisk atter lukker denne angstens dør godt og grundigt i igen.
Kilde/ forfatter: Birgit, Dato: 1/1-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Besøg hos Dronningen, på Københavns Rådhus


Den 13. maj 2003 var en stor dag for mig og mit firma. Vores serigraf-elev, skulle have overrakt en bronze medalje af Dronningen. Vi skulle deltage i et arrangement med Dronningen og det bedste af Danmarks ungdom, der alle skulle belønnes for et godt svendestykke. Vi kom i god tid, vi skulle jo gerne have det hele med. Jeg havde brug for, at låne et toilet, og spørger pænt i receptionen på Københavns Rådhus hvor jeg finder sådan et – det kan desværre ikke lade sig gøre, før dørene til rådhussalen åbnes. Ærgerligt, at jeg havde glemt, at man skal spise bananer, når man skal til ”fest” med Dronningen. Dørene blev åbnet og vi fandt vores pladser, hvor var det sjovt, at sidder der midt i det hele og se den en store flotte kjole passere forbi efter den anden. Jeg tror der var ca. 100 mænd med ”borgmester” kæde om halsen. Endelig kom Dronning Margrethe og Prins Henrik, Overborgmester Kramer Mikkelsen, op til flere ministre, Githa Nørby o.s.v, jo, man kan snart få set ”Billede Bladet” – men det er en stor oplevelse, at se det hele live. Festtalen blev holdt af Mads Clausen, direktør for Danfoss. Endelig kom tidspunktet hvor VORES elev blev kaldt frem, fik medalje og bukkede pænt for Dronningen og Prinsen. Indrømmet jeg var pave stolt og meget, meget glad – det var ikke mig, der have lavet svendestykket, men følte alligevel en lille andel i medaljen !!
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 13/5-2003
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Lidt engelskundervisning


"We have to start at the beginning : øvelse gør mester
 
Between you, me and the bedpost : under fire øjne
 
Set the cart before the horse : vende tingene på hovedet
 
Dumb as a statue : stum som en østers
 
It`s the early bird that chatches the worm : den, der kommer først til mølle...
 
Emty vessels make the greatest noise : tomme tønder buldrer mest
 
A fly in the ointment : en streg i regningen
 
That`s just sour grapes : de er sure, sagde ræven.....
 
Take a hair of the dog, that bit you : rejse dig ved det træ du er faldet (en drink mod tømmermænd)
 
Keep a stiff upper lip : ikke fortrække en mine"
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Opfyld dine drømme.


Jo ældre man bliver tænker man oftere og oftere over, om man får det ud af livet man inderst inde går og ønsker sig. Har man måske mulighed for at få et drømmejob, - eller går man rundt med nogle gamle drømme, man for længst har opgivet at få opfyldt?

De sidste år har jeg gået med en drøm om at se hvaler, specielt pukkelhvaler ”in natura”.

Efter på video at have set adskillige timer med disse gigantiske kæmper, er denne drøm stille og roligt vokset.

Til oplysning kan jeg fortælle at pukkelhvaler kan blive 15 m lange, veje 40 tons, have 2 kbm. Vand i gabet og æde 1 ton krill eller småfisk i døgnet. Årligt tilbagelægger hvalerne på den nordlige halvkugle en distance på mellem 4500 og 5500 km. Mellem æde pladserne ved Island, Grønland og Alaska, og parrings- og fødeområdet nord og øst for den Dom. Rep. i Caribien. Pukkelhvaler æder kun I den periode de befinder sig længst nordpå. I det tidsrum skal de nå at forøge deres vægt med ca. 8 tons, hvilket svarer til en fortykkelse af spæklaget på 15-20 cm.

Kalvene, der ved fødslen måler 3,5 m og vejer 1,5 tons, forøger dagligt deres vægt med 50 kg, grundet den ekstremt fedtholdige mælk på 40-60%.

Havet omkring den Dom. Rep. er varmt og fyldt med banker, hvorfor mødrene opholder sig her med ungerne, indtil de er store og stærke nok til den lange rejse nordpå med farer for at blive fanget i drivende fiskenet, blive beskadiget af skibsskruer eller harpuneret, da ikke alle lande har underskrevet hvalkonventionen, der forbyder næsten al fangst af hvaler.

Tilbage til mine drømme, som gik i opfyldelse sidste år.

I stedet for en færdigpakket rejse ”alt inklusive”, som størstedelen af gæsterne til den Dom. Rep. køber, købte vi en uspec. Billet og rejste så selv rundt på må og få med hovedvægten lagt på den østlige del, hvor der stadig burde opholde sig hvaler, selvom det var sidst på sæsonen. Vi var der i marts, mens januar og februar er højsæson.

To gange tre timer sejlede vi rundt i Samanabugten og begge gange kom vi tæt på dvs. 50-75 m fra en moder med unge. Begge gange var ungen meget livlig og sprang igen og igen op i luften, hvor den drejede rundt for et øjeblik efter med et plask at lande på ryggen. Moderen viste kun få meter af ryggen frem, men hun skulle jo også spare på energien, der gik et par måneder, inden hun ville få noget føde.

Fordelen ved at komme i marts var, at vi var den eneste hvalkikker båd. Hvorimod der i jan. og feb. er massevis af både og tiden, hver båd derfor får i nærheden af hvalerne er minimal.

Efter endelig at have set disse havets giganter, har jeg fået sådan en dejlig ro indvendig.
Kilde/ forfatter: Ulla Blicher Andersen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Hvad blev der mon talt om...?


For noget tid siden kom vi ad omveje i forbindelse med en journalist fra DR P2. Han ville gerne interviewe vores søn på 11 år til børneprogrammet ""Fabulatoriet"" på radioensP2. Anstændigvis måtte vi spørge hovedpersonen først: Jo, det ville han godt.
Journalisten havde fået den ide, at tale med børn som måtte kommunikere med sin far, som har et job på søen. Han spekulerede på, om det var via mail, og hvordan det var for et barn.
Han kontaktede først Maersk, men de kunne ikke hjælpe ham! Så kontaktede han Sømændenes Forbund, som henviste til Sømandskoneforeningen af 1976. Sådan
gik det til, at Knud Erik (journalisten) kom på besøg hos os en dag i februar.
Vi var en smule anspændte da han trådte ind af døren, men det blev hurtigt gjort til skamme. Knud Erik trådte ind ad døren med al sit udstyr, på en måde, som var det, det naturligste af verden. Og han var i kontakt med Dan-Bjarti (vores søn) med det samme. Vi to forældre var tydeligvis ""til overs"". Jeg spurgte om de ville sidde i stuen eller på Dan-Bjartis værelse.
Knud Erik ville da helst være på Dan-Bjartis værelse. Men da blev Dan-Bjarti lidt forlegen, og sagde at der var altså lidt rodet....! Nå, sagde Knud Erik, så skulle du se mit skrivebord! Men jeg har det nu sådan, at så længe jeg kan finde det jeg skal bruge inden for en halv time, så er det okay!
Dermed forsvandt al Dan-Bjartis anspændthed som dug for solen. Så de fik lige ryddet en plads til dem begge mellem diverse legetøj, og snakkede sammen den næste time. Det var med stor beklagelse, at de lukkede døren. For vi var meget spændte på, hvad han ville sige, og dog var det helt klart vores indstilling, at det var hans private sag. Vi lyttede ikke ved døren, selvom det var fristende.
Da de endelig var færdige, måtte jeg lige have en kommentar fra Knud Erik, og sagde spørgende: Jeg kan tænke mig det gik godt, for vores søn er ofte god til at snakke? Jo, han mente han ville kunne leve af det en dag. Da var Dan-Bjarti hurtig, rakte hånden frem, og sagde: Løn, tak! Vi morede os, for ærlig talt, så tror jeg Dan-Bjarti havde fundet sin ligemand der. Knud Erik blev tavs et sekund (det var længe), dykkede så ned i sin taske, og sagde: Nej, men du kan få en kuglepen fra DR, og den er så smart, at man kan se
hvilken dag man er blevet interwievet! Vi gloede noget, og tænkte, det var pokkers. Han fandt noget mere frem fra sin taske: En skriveblok. Skrev datoen for den dag, og sagde: Se bare, den skriver datoen du er blevet interwievet. Vi var sat skakmat! Det var en fornøjelig oplevelse, og Dan-Bjarti syntes godt om ham. Han blev lovet en CD med interwievet, samt besked om hvornår interwievet bliver sendt i radioen. Vi har i skrivende stund ikke hørt noget, men han sagde også, der godt kunne gå noget tid. Han skulle til Esbjerg og lave et interwiev med et andet barn, ét hvor kommunikationen var let, i modsætning til hos os, hvor det er vanskeligt. Han ville højst sandsynligt mixe de to, over to udsendelser. ""Fabulatoriet"" sendes hver dag på P2 kl. 18.40 til 19.00. Det er et program for de 7 til 12 å-rige. Vi er begyndt at lytte til det, og det kan anbefales. Vi er spændt på at høre interwievet, for hvad blev der mon talt om...?
Kilde/ forfatter: Birgit, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

E-mailen er gaven til sømandskonerne! Og deres mænd!


"Jeg vil nødigt nogensinde skulle undvære den igen. Det er simpelthen et vidunder, at i nu har fået forholdsvis hurtig mulighed for at komme i kontakt med vores sømænd, hvis der er ting der skal afklares eller tages stilling til ""her og nu"". Vi her i huset har aldrig brugt, at jeg ringer ud til skibet med mindre der er sket noget virkelig alvorligt og det er jo aldrig rigtigt til at vide, hvornår der er ""fred og ro"" ombord til at snakke. En e-mail kan sømanden læse, når han modtager den og reagere med det samme - eller når lejlighed byder sig, alt efter indholdet og omstændighederne. I ""gamle dage"" ville nogle jo så sige, var der ikke andre muligheder, end at konen måtte tage affære uanset hvad det gjaldt, for da var far væk et år eller halvandet, men nu vil fædrene også gerne følge med i deres børns udvikling/opdragelse - og selvfølgelig skal de da det!

Og til E. Larsen vil jeg så sige, at jeg da stadigvæk skriver brevet i hånden, så kan jeg skrive lidt hver dag - som en dagbog - og det bliver nemt til en meget lang mail i løbet af nogle dage, der skal skrives ind. Hvis der går en uge imellem jeg skriver, er det der skete for fire dage siden jo blevet uaktuelt - og så er det, det nemt bliver kort!. Men hvis man skriver en kladde, så er det hele tiden dugfriskt! Og så kan der snildt gå et par timer med at få skrevet flere sider ind på mailen. Der er jo ingen der siger, man skal sende hver dag - med mindre det er presserende.

Min far døde (ret uventet) i november, hvor min mand netop var taget ud at sejle og jeg synes, det var guld værd at jeg kunne sende en mail midt om natten, da det var sket, og bede ham ringe hjem ved første lejlighed, for han skulle ikke bare have ""nyheden"" på skrift, selvom han så godt anede, hvad det handlede om, fordi han vidste, min far i en alder af 85 år var blevet indlagt med en brækket hofte. Men i løbet af formiddagen havde vi ham i telefonen fra Vestafrika. Hvis vi kun havde haft ""snail-mail"" havde han jo ikke fået det at vide, før han kom hjem, men nu fik jeg så lejlighed til at øse ud af min sorg og vi kunne få det bearbejdet - også via e-mail! Og jeg vidste, at det ikke ville have været i min fars ånd, at han skulle komme hjem til bisættelsen! Selvom både jeg og vores datter gerne ville have haft ham hos os i den situation!

Det jeg så spekulerer lidt over er, om vi så som sømandskoner i den fagre nye verden blevet mere uselvstændige eller vi bare føler, at lejligheden er der til at tage sømanden mere med på råd, fordi det nu er blevet så nemt. Jeg synes bestemt, det er en fordel for sømændene, fordi (sådan har min mand det i hvert fald) de føler de er mere med i hverdagen og ikke sat udenfor alle beslutninger og er ""fremmede i hverdagen"" når de kommer hjem og her går vi i hvert fald ind for, at far er lige så meget med i det hele og hverdagens beslutninger (takket være e-mailen) som mor er. Men vi er også privilligerede, at han kun er ude i 7 uger! Og til sidst - jeg ved ikke af at kryptering af mails skulle være nødvendig - vi bruger det ikke, men der er jeg måske for naiv?"
Kilde/ forfatter: Pia Wangberg, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Odense afdelingens årlige Zoo tur.


På trods af syndflodslignende regnvejr, mødtes sømandskoner, mænd og børn fra Fredericia og Odense afd. søndag formiddag i Odense Zoo.

Godt klædt i regntøj, gummistøvler og under paraplyer vandrede vi gennem hele haven. Dejligt er det jo, når vi her fra Odense har Ulla med os, som altid er villig til at berette om de forskellige dyr og deres adfærd. Hun kender til mange små ekstrahistorier, som krydrer det hele så det bliver lidt mere interessant.

Efter at have kigget på bl.a. søkøer, pingviner, aber, løver, tigre og mange andre dyr endte vores tur i kostalden, hvor de danske køer stod for at skulle malkes. Ulla var ikke sen til at sætte sig og formalke, som gøres pr. håndkraft.

En rigtig dejlig dag blev det på trods af vejret. Flere var enige om, at det er hyggeligt at flere afdelinger står sammen om eller inviterer til sådanne arrangementer. I er altid velkomne i Odense!

Vi legede også lidt med tanken om, at mødes på en sommerlejr. Det kunne da være vildt hyggeligt. Gå bare i gang, Charlotte!

Her er det medlemmerne fra Fredericia, som er kommet en tur til Okavango.

Ulla kunne det der med at rykke i patterne, og der kom sandelig mælk ud!

Søløverne stillede op til parade.

Tak for en dejlig dag.

Folk over 30 burde være døde….

(Jeg formoder, at vi vandt trods dårlige odds…) Ifølge dagens lovgivere og bureaukrater burde de af os, som var børn i 40erne, 50erne, 60erne, ja til og med tidligt i 70erne ikke have overlevet. Vores børnesenge var malet med blybaseret maling. Vi havde ingen børnesikring på medicinflasker, døre eller skabe, og når vi cyklede, bar ingen af os hjelm.

Som børn kørte vi i biler uden sikkerhedsseler eller airbags. Og det at sidde bag på en ladvogn en varm sommerdag var altid en speciel nydelse. Vi drak vand fra haveslangen og ikke af flasker. Skræk og rædsel.

Vi spiste brød med smør, drak sodavand med sukker i, men blev aldrig overvægtige, fordi vi altid var ude at lege. Vi delte gerne en sodavand med andre og drak af samme flaske, uden at nogen rent faktisk døde af det.

Vi brugte timer på at bygge sæbekassebiler af ting, der var kasseret, og ræsede i fuld fart ned ad bakken bare for så at finde ud af, at vi havde glemt at sætte bremser på. Efter nogle ture i grøften lærte vi at løse problemet. Vi tog hjemmefra tidligt om morgenen for at lege ude hele dag og kom først hjem, når gadelygterne blev tændt. Ingen kunne få fat i os i løbet af dagen – ingen mobiltelefon. Utænkeligt!

Vi havde ingen playstations, Nintendo 64 eller X-boxe – i det hele taget ingen TV-spil, ikke 99 TV-kanaler, ingen videofilm, surround, mobiltelefoner, hjemme-PCèr eller chatrooms på Internettet. Vi havde venner! Vi gik ud og fandt dem.

Vi faldt ned fra træer, skar os, brækkede arme og ben, slog tænder ud, men ingen blev sagsøgt efter disse uheld. Det var uheld. Ingen andre kunne få skylden – kun os selv. Husker du uheldene? Vi sloges, blev gule og blå og lærte at komme os over det.

Vi fandt på lege med pinde og tennisbold og spiste jord og græs. Til trods for advarslerne var det ikke mange øjne, der blev stukket ud, og græsset voksede ikke inden i os resten af vores liv. Vi cyklede og gik hjem til hinanden, bankede på døren, gik lige ind og blandede os i samtalen.
Nogle elever var ikke så kvikke som andre i skolen, så de dumpede og måtte gå et år om. Frygteligt! Denne generation har fostret nogle af de mest risikovillige, de bedste problemløsere og investorer nogensinde. De sidste 50 år har været en eksplosion af nyskabelser og nye ideer. Vi havde frihed, fiaskoer, succesèr og ansvar, og vi lærte at forholde os til det alt sammen. Og du er en af dem.

Det gode liv var vort!
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Forslag til nyt emne/ny side


Hvilket køb er dit bedste?

Jeg købte en brevordner og den hjælper virkelig med at holde orden på alle papirerne.

Der er nemlig din, min og fælles.

Engang på Fredericia Kommunes Genbrug købte jeg en lille hvid lampe til kr. 5,00. Den fik ny ledning med afbryder og en ny skærm.

I alt blev det kr. 85,00 for en sjov, charmerende ting til hjemmet som hygger i vinduet og spreder lys omkring.

En anden gang fandt jeg et gammelt toiletbræt i træ til kr. 40,00, det blev afsyret og fik spejl sat i.

Det er også ret charmerende.

Det sjove er at se mulighederne i fundene man gør, nogen gange skal der knofedt til, andre gange er det nok med lidt rengøring.

Det andet sjove er at kende baggrunden for de ting man har fundet og vide hvordan de så ud inden man fik dem i hænderne.
Kilde/ forfatter: Marianne Skovby Madsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Candida svamp


Hvad er Candida ? – det spørgsmål stillede jeg til kostvejleder, Aase Jensen – der efter ca. ½ times konsultation konstaterede, at jeg havde Candida svamp i meget svær grad. Jeg havde aldrig hørt om Candida svamp, og hvis jeg havde, var det da ikke noget, jeg havde hæftet mig ved.

I som har mødt mig, ved jo at jeg er overvægtig – hvad I sikkert ikke ved er, hvor meget det har gået mig på, men jeg har ikke kunnet gennemføre en slankekur. Hver morgen tænkt jeg ,i dag – i dag kan jeg, startede dagen fornuftigt, til frokost gik det også nogenlunde, men når jeg nåede midt eftermiddag var det slut, da var jeg så drænet for sukker og energi, at jeg begyndte at spise, og her blev det ikke noget fornuftigt mad der røg ned, men sukker og kulhydrater - NÅ så var den dag også blevet til endnu en dårlig oplevelse.

En aften så jeg på TV clairvoyant Susan Sylvest Hansen (som jeg nu ved flere af jer kender) – jeg blev så grebet af hvad Susan fortalte, at jeg måtte have en tid hos hende – når jeg ikke kunne tabe mig, måtte det være fordi, der var noget galt i mit hoved, noget jeg skulle have bearbejdet her. Jeg er i dag Susan evig taknemlig for det, hun har hjulpet mig med på den konto, MEN jeg blev jo ikke tynd af det !!!

Sidst i november 2002, havde jeg det så dårligt med mig selv, at jeg tænkte, det her må høre op – ja, jeg fik faktisk selvmords tanker, var hos lægen mange mange gange jeg troede, jeg havde fået gigt, var ved at blive blind, havde ondt i ryggen (gik som dronning Ingrid) mit levertal var langt over det tilladte, udflåd i stor stil – kløe over hele kroppen, ja jeg kunne bare ikke overskue situationen. Jeg talte igen med Susan, og hun satte mig i kontakt med kostvejleder Aase Jensen, der bor i Vejle, noget lettere for mig end at skulle til Ryslinge.

Som fortalt i indledningen, tog det Aase ca. ½ time at konstaterer, at jeg havde Candida svamp – alle de symptomer jeg beskriver ovenfor er henført til, at Candida har overtaget magten i min krop.

At den er begyndt at vokse skyldes, at jeg p.g.a bylder har fået penicillin igen og igen, usund kost med for mange kulhydrater og sukker, hvilket er noget svampen elsker. Aase gav mig en lang forklaring om, hvorfor Candida har haft så gode vækstbetingelser hos mig. Aase anbefalede mig at smidt mit dårligste måltid ud – og vi fandt frem til, det var morgenmaden, at starte dagen med masser at kulhydrater var ikke lige det bedste – MEN da jeg fandt ud af, hvad det var Aase nu var i gang med, var jeg på vej ud af døren igen – GLEM det !! jeg skal ikke have noget Herbalife pulver, det har jeg jo prøvet. Igen måtte Aase til at forklare hvorfor dette var en god ide´, og jeg lod mig overtale, var nu så træt at jeg var ved at falde i søvn. Sammen med Herbalife pulver fik jeg stikpiller til endetarm og skede, vitaminer og mineraler samt Aloe juice. En diæt hvor mel, gær, sukker, pasta, ris, kartofler diverse peberfrugter, frugt, p.g.a frugtsukker og mælkeprodukter var bandlyst.

Ja, det måtte jo have en chance, hvis jeg skulle overleve den onde cirkel, jeg befandt mig i.

Jeg var meget skeptisk, så jeg ringede til min læge dagen efter og fortalte hende hvad Aase havde fortalt mig – hun slog en latter op og sagde, at Candida var alle alternativbehandleres yndlings beskæftigelse, vi har jo alle Candida, men du er jo et let offer !! – det var lige det, hun ikke skulle sige til mig – nu skulle jeg finde ud af, om det her var rigtigt. Efter den første uge havde jeg det mærkbart bedre, og da jeg efter 14 dage havde tabt mig 6 kg, ja så fik jeg blod på tanden. Julen kom jeg over med et tab på 4 kg, og i skrivende stund den 5. april har jeg tabt 25 kg. Det er det letteste jeg nogensinde har oplevet samtidig med, at jeg ikke har haft ondt i ryggen, ingen smerter i led, mit syn er nu normalt igen og efter en scanning på hospitalet, har jeg fået besked på, at min lever bare har det fint.

Jeg tænkte, at dette må kanaliseres ud til flere – og har holdt mit første indlæg i Fredericia Idrætscenter, hvor 43 kvinder og et par enkelte mænd var mødt op. Mødet var berammet fra kl. 19.00 til 21.00, jeg var hjemme kl. 23.30, langt de fleste af de, der var mødt op, sad præcist på samme måde, som jeg gjorde, da jeg besøgte Aase første gang den 2. december – jeg glemmer aldrig den dato – den var starten på et nyt liv for mig !
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Livet er ikke så dårligt endda


Jeg sidder her, kl. ”meget sent om natten”, og kan ikke sove, selv om jeg er udmattelsen nær. Hvorfor kan jeg ikke sove?? Dels pga. smerter pga. sygdom og dels fordi tankerne ikke vil holde op med at kværne gennem hovedet, udløst af stress som følge af sygdommen og en chef, der tror at det er pjæk.

Men selv om min verden pga. ovenstående lige for tiden er temmelig ”sort”, så føler jeg mig alligevel utrolig privilligeret.

Min mand (som udmønstrede for en uges tid siden) har lige siden lægen sygemeldte mig med mistanke om mavesår, været utrolig sød – som altid. Han hader når de mennesker, han elsker, er syge, men alligevel formår han at være den stærke, der altid har de rigtige måder at løfte mit humør på, uden at han negligerer sygdommen, eller at jeg har de følelser omkring det, som jeg har. Tusind tak, skat.

Min stedsøn (11 år) kan ikke fordrage piger, knus, kys og kram, men valgte alligevel at give mig mit allerførste store knus, da vi for nylig var på ferie. Han hilser altid, når han fræser forbi på cykel, løbehjul eller hvad han nu er på den dag. Og han har altid en masse at fortælle.
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Flytterod


Mon ikke mange af os har prøvet det! At tiden for sømandens udmønstring er kommet snigende bag på én? Normalt er vi jo vant til tiden MED ham og tiden UDEN ham, og sådan er vores dagligliv splittet op, når nu engang manden ”står til søs”. Man ser hen til den dag han skal komme hjem og nogen gange til den dag han skal af sted igen. Vi bliver jo vanemennesker! Sådan var det også for os denne sommer. Men:

Vi havde igennem det sidste års tid snakket om, at huset vi havde boet i de sidste 18 år, nu var ved at være for stort. Den første af ungerne var for længst flyttet fra reden og den sidste er nået til den alder, hvor ”fraflytningen” måske ikke ligger så fjernt. Derfor havde vi de sidste gange min mand havde været hjemme været rundt og kigge på mindre boliger. Vi tog det stille og roligt, det var jo ikke ”et must”, og vi havde begge forskellige ønsker og krav til den nye bolig: Ingen hjørnegrund mere, jeg var træt af at skovle sne på så lang en strækning. Der skulle være spisekøkken, da det meste af vores fritid foregår i netop dette rum – og så ønskede jeg så brændende et bryggers i stedet for den skumle kælder vi havde det gamle sted.

Når man sådan er rundt og kigge på huse, træffer man en ganske bestemt art af menneskeheden: Ejendomsmægleren! Selvom vi faktisk havde besluttet at prøve at sælge vores bolig uden dennes mellemværende ( de tjener uligt meget i forhold til deres indsats), billigede vi at han kom og vurderede vores hus. Mod vor forventning kom han med et tilbud, vi ikke kunne afslå. Vi fik travlt med at ”shine op” med maling af stue og soveværelse. Selv havde vi kig på et lille hus hos samme ejendomsmægler, der var blot det, at der skulle en hel masse forandringer til, så vi ville lige tygge på det. Inden der var gået 14 dage var det gamle hus solgt, med den klausul at de nye ejere skulle overtage til den førstkommende første!

Datteren gik til studentereksamen i den samme tid, og da hun havde bestået den med bravur, skulle der jo afholdes studentergilder i flere tempi! Ind i mellem rendte vi til og fra det hus vi havde kig på, for til sidst at beslutte os for at købe! Nu gik der for alvor maraton i det! Vi rendte fra advokat til bank til ejendomshandler. Alt skulle jo være på plads inden manden stod til søs! Selvom man kan få lavet en generalfuldmagt er der jo mange ting at tage stilling til, og hvor det er helt rart at disse ting er på plads inden man skilles for en periode. Vi havde fået tilsagn om, at vi kunne overtage det nye hus et par dage før den første, så da rederiet ringede den 28. og meddelte at sømanden skulle mønstre sit skib den 30. måtte vi appelere om hurtig indflytning hos den forrige ejer. Han og flyttefolkene var velvillige, så vi startede d. 29. kl. 17. Vi flyttede til kl. 02 om natten og næste morgen var det tilbage til det gamle hus, for at smide ud, gøre rent og hvad ved jeg! Kl. 13 kørte jeg sømanden til toget. Han havde da befundet sig i sit nye hjem i ca. 5 timer! Her stod jeg så mellem flyttekasser og gammelt skidt, som skulle køres på lossepladsen. Min arbejdsgiver kunne fornemme mit arbejdspres og gav mig uopfordret ferie i 10 dage! Der gik 3 dage, så var kasserne tømt og skabet stod, hvor jeg (om jeg så må sige) havde besluttet det skulle stå. Nu bøvler jeg så videre med håndværkere der ikke kommer, med adresseændringer og med skatteændringer. Jeg kan ikke finde ud af varmesystemet, går tit i lunkent bad og jeg forklarer mine nye naboer at jer HAR en mand. Men jeg har det skønt – og sømanden glæder sig til at komme hjem og se hvordan vi bor!

Efterskrift: Gør det til en regel at smide ud, hvad du ikke har haft brug for det sidste år. Denne regel havde jeg ikke ( er lidt af en samler ) og kors i hytten, hvor vi fik travlt med sortering og ragelse, der blot skulle have været kørt bort for flere år siden!
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Kommunikation med sømanden.


I lang tid gik min mand og jeg og ønskede, at han kunne komme på et skib, hvor der var e-mail ombord, det ville lette kommunikationen meget, når nu for eksempel bilen skal på værksted, børnene kommer til skade eller lignende.

Men jeg troede aldrig, at jeg ville skrive dette, men nu synes jeg faktisk, at en del af glæden ved at sende ham et brev, den er væk.

Det er så dejligt nemt at gå hen til computeren, tænde den, skrive et brev og sende det til ham. Men alligevel:

Før i tiden sad jeg personligt nemt en hel aften og skrev et brev i hånden, samlede ting at fortælle sammen i en uges tid, så der var ofte 6-7 tætskrevne A4 ark, når brevet blev sendt. Nu tager det ikke engang en time, så har man skrevet et brev, men det er altså ikke så hyggeligt at sidde ved computeren og skrive. Med en blok og en kuglepen kan man sidde i sofaen og ”slappe af” samtidig. Han er så også – ved det håndskrevne brev – måske heller ikke så langt væk, rent følelsesmæssigt, som ved en kold skærm.

Grunden til, at jeg skriver dette her er, at jeg efter at have sendt et brev forleden, kom til at tænke på hele atmosfæren omkring disse e-mail-breve. Hvad står der egentligt i dem? Måske er det også fordi, at jeg p.t. er uden arbejde, der er ikke så meget at fortælle, men alligevel. Der burde stå andet og mere end bare lige, at bilen er repareret, ungerne har det fint, og så videre.

Måske er det for nemt at skrive ved computeren?

Når man (jeg) føler den mindste smule savn, fluks ned til skærmen og skrive et eller andet, så han ikke er så langt væk?

Jeg ved det ikke, men er jeg den eneste, der stadig synes, at håndskrevne breve er bedre at sende og at få?

Der er da i hvert fald én fordel ved de håndskrevne breve: Man behøver ikke at sætte en adgangskode på dem, men vi har valgt at kryptere vores e-mails.

Jeg synes nu generelt, at de håndskrevne breve er bedst, men når nu postgangen til og fra skibe er så uregelmæssig, så må man jo nøjes…
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Til søs og Gitte.


"Det til søs langfart altid at sejle
for 25 år siden det var mit valg
det var dog før jeg til dig ville bejle
og nu er det faktisk blevet mit kald.
 
Fordele og ulemper
kærlighed kontra kildevand
med tvivlen jeg kæmper
er det livet at være sømand?
 
Intens samvær og kvalitetstid
”ny” forelskelse og bankende hjerter
tid til børnene og ja, selv til husflid
det dejlige liv man virkelig mærker.
 
Langt fra hinanden og familien
mange arbejdstimer, stress og jag
det følger med i handels-flotillien
malaria, ufred og alskens ubehag.
 
Det ene udelukker ikke det andet
takket være dig min elskede Gitte
begejstringen her ude er ofte blandet
men mit lod i livet er langt fra en nitte."
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Rør blot ikke ved min gamle jul.


Vi har haft en dejlig sommer, og nu pludselig er det blevet koldt. Man har kun lige fået badetøj og shorts lagt væk, og så er det næsten JUL!!! – i hvert fald iflg. forretningerne, deres udsendte reklameaviser og ugebladene.

Normalt synes jeg, at det begynder alt for tidligt, men så kom jeg til at se i et af ugebladene, som havde masser af ”gammeldags” julepynt, og så blev jeg helt nostalgisk og kom til at tænke på mine egne julekasser med alt det gamle ”skrammel”. Den halve papkugle, overdrysset med ”sne” ,foret med rødt papir og en stjerne, som jeg havde fået af min farmor, børnenes skæve julehjerter, kravlenisserne, der var klippet lidt i stykker (på bagsiden står der 2.kl, så fingerfærdigheden var ikke så stor), et syet julehjerte med en kat og en skål risengrød, hvor hanken var faldet af, musetrappen der snart mere består af tape end glanspapir, for slet ikke at tænke på alle de vind og skæve lernisser jeg har liggende. Jo, minderne er mange.

Nu er børnene for længst flyttet hjemmefra, og jeg synes at der gerne måtte komme lidt mere stil over julepyntningen og juletræets udseende, så det prøvede jeg for nogen år siden, men det gik slet ikke. Jeg må allerhøjest være kreativ med adventskransen (bare den er der), og med noget af julepynten, men juletræet….., ja, det skal altså ligne et juletræ. Den skæve stjerne er skiftet ud med en flot en, som jeg har fået af min mor. Lysholderne er skiftet ud med de flotte fra Georg Jensen – den ene af pigerne fik de gamle, så det er ligesom i orden. Men de kigger kritisk på træet, for nu at se om ”deres” ting også er der, og der er ingen undskyldninger for at de er gået i stykker, for julepynt kan sagtens repareres med lim og tape, ja, og så ser mit juletræ lige så ”rodet ” ud som det plejer – med alle minderne.

Jeg husker også en gang, da pigerne var små, og vi var på besøg hos deres faster, som havde pyntet op med kun hvidt og sølv (også juletræet). Det skal siges, at det var meget flot, men én af pigerne spurgte, hvorfor der ikke var pyntet til jul??!!!. Meget pinligt, og meget svært at forklare at der var pyntet til jul, men at man kan gøre det på forskellige måder. Den købte hun nu ikke, for som hun sagde: ”Der er jo ingen nisser”.

Vi synger naturligvis også de samme julesalmer og –sange som vi altid har gjort, og vi springer de samme vers over hver gang. Der kan dog godt snige sig en enkelt ”ny” ind, nu da vi har fået svigersønner, som selvfølgelig også har traditioner.

For et par år siden mente jeg ikke, at jeg ville have et juletræ, for sømanden var ikke hjemme, og jeg skulle ikke være hjemme juleaften og juledag, men stor opstandelse fra pigerne – i ”vores” hjem har der da altid været juletræ, så selvfølgelig anskaffede jeg et, og hyggede mig også med det .

Det her får mig så bare til at tænke på vores gode gamle julesang ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, som slutter med ordene: ”Rør blot ikke ved min gamle JUL”.

Glædelig jul til alle der læser dette og til jeres familier.
Kilde/ forfatter: Lis Larsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Hvordan ville du reagerer ?


Der er dagen, hvor min mand skal af sted . Vi forlader begge huset kl. 8, han med taxa til stationen og jeg på min cykel.

Jeg kommer hjem igen 19.30 og er kun lige trådt ind ad døren, da telefonen ringer. Det er skipperen ombord, der gerne vil vide, hvor min mand er, da han ikke har været med flyet. Jeg siger hvabehar et par gange, for jeg tror ikke mine egne ører, det kan ikke være rigtigt. Han tager altid af sted i meget godt tid, så der er plads til div. uforudsigeligheder. Jeg ved ham medbringer såvel rederiets som skibets tlf. nr. og selvfølgelig vil ringe, hvis der er sker uregelmæssigheder.

Skipperen og jeg aftaler, at jeg kontakter Kastrup i håb om at få at vide, om han har benyttet sin billet. Desværre, er der ikke megen hjælp at hente. Det nærmeste jeg kommer er fragtafdelingen hos British Airways, der oplyser, at selvom de kan se, en billet har været benyttet, må de ikke oplyse om det. Nå, - tak for det.

Hvis min mand har været med flyet, hvor også skipperens afløser skal med, er han vel aldrig nået til Kastrup.

Mine tanker begynder uvilkårligt at kredse om hjertestop samt andre former for blackout. Jeg ringer til DSB, der desværre heller i kan hjælpe.

Tilbagemelding til skibet, der nu vil være i havn i løbet af 2 timer. Vi håber selvfølgelig han står på kajen, men tvivlen er efterhånden ret stor.

Der er gået 3 kvarter siden jeg trådte ind ad døren og uroen er i tiltagende. Telefonen ringer, det er konen til ham min mand skal afløse. Vi kender hinanden og hun bryder sig heller ikke om situationen.

Jeg beslutter at tjekke, hvad tjekkes kan inden skibet når i havn. KBH´s politi, Rigshospitalet som også undersøger akutindlæggelser på nabohospitalerne. Negativt.

Måske han aldrig er kommet med toget så jeg prøver politiet og hospitalet her i byen. Alle er meget hjælpsomme, men ingen har oplysninger om ham. Hos politiet spørger jeg, om der er mere jeg kan gøre og får at vide, at jeg stort set har fulgt deres procedure. Der mangler kun et opkald til taxaselskabet. Her kan de se bestillingen og ringer sågar hjem til chaufføren privat, så det er bestemt ikke hjælpsomhed det skorter på. Jeg kan ikke gøre mere blot vente på tlf. ringer.

Og det gør den. Jeg flår røret af – jaa. Det er min mand, det lige vil sige, at vores kommende ferie til England er bestilt.

Jeg kan slet ikke kende min egen stemme, da jeg råbende spørger, hvor fanden han er og hvorfor han ikke var med flyet ?. Han siger han sidder på kajen sammen med afløserskipperen og venter på skibet og at de var med samme fly. Han fatter selvfølgelig ikke, hvorfor jeg lyder ret hysterisk.

Situationen, og hvad jeg har fortaget mig de sidste par timer bliver hurtigt forklaret, og så dutter tlf. – heldigvis. Nu har jeg også fået nok. Et øjeblik efter føler jeg mig slatten som en karklud.

Alt endte heldigvis som det skulle, men det var ikke en rar besked at modtage. Og jo ganske unødvendig.

Med venlig hilsen Sømandskonen
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Når den ”kære” sømand skal afsted


I mange af de indlæg vi ofte læser her i Søhesten, handler det om livet i sømandsfamilien.

I de fleste tilfælde omhandler det skrevne de mange gode oplevelser vi har, hvad enten sømanden er ude eller hjemme. Mange af os har beskrevet hvor godt det er at få sømanden hjem på landlov, og lige så tit har vi skrevet om, hvordan det er for familien, når han tager af sted på job igen. Tiden op til afskeden kan være ganske hektisk. Måske skal han lige nå at tømme tagrender eller bilen skal have skiftet tændrør og måske er det lige nu, han skal til lægen for at få fornyet den blå bog. Hvorfor det i vores familie altid skal foregå dagen før afrejsen, har altid været til stor forundring for mig, men man vænner sig jo gennem årene til, at sådan er det bare!

Og man ved jo, at når først han er taget af sted og nået godt frem til skibet, så kan man stille og roligt finde sin egen dagligdag.

Men jeg husker dog et par gange, hvor det blev særligt hektisk!

Jeg havde gennem et stykke tid bemærket, at et fjernvarmerør på gæstetoilettet var begyndt at dryppe, bare ganske lidt. Jeg havde gjort sømanden, som er uddannet klejnsmed (inden søfartskarrieren), opmærksom på det ”lille” problem. Han kiggede grundende på røret, og svarede mig så, at sådant et gammelt rør havde masser af rust, og at den lille læk ville lukke af sig selv!! Jeg stolede selvfølgelig på ekspertisen, og da afskedsdagen kom, kørte jeg ham i lufthavnen, som så mange gange før. Da jeg vendte hjem, opstemt efter kys og kram i den lille indenrigslufthavn, bemærkede jeg en usædvanlig fugtig luft i stueetagen. Det undrede mig noget, indtil jeg fik åbnet døren til gæstetoilettet! Den lille læk var blevet til ikke mindre en et sprunget rør, hvorfra der nu udspyedes kaskader af varmt vand. Jeg stod vel et par minutter, handlingslammet, og kiggede på det våde inferno, med tårer der trillede næsten lige så hurtigt som det vand der fossede ud af røret. Indtil jeg mærkede en harme vokse op i mig. Det skulle han sateme få betalt! Som sømandskone er man jo vant til, at klare tingene, så jeg slog op i telefonbogen og fik ringet til et VVS’firma. De må have kunnet høre at gråden stod mig i halsen, for der gik ikke ½ time, før en blikkenslager ringede på døren og fik skiftet det forpulede rør. Og sømanden? Da han ringede hjem, fik han en skideballe af rang, men tingene var jo klaret, så jeg fik ham aldrig ”betalt”!

En anden gang skulle sømanden af sted, mens jeg var på job. Vi havde sagt behørigt farvel og lavet aftaler som vi plejede. Han skulle tage en taxa til banegården og ville ringe, når han nåede frem!

Da jeg kom hjem fra job, lå der en lille seddel til mig på køkkenbordet. ” Jeg fik lige lidt travlt. Tog bilen til banegården! Kys, kys. Sømanden!”

Jeg blev ret målløs, for hvor havde han parkeret bilen? Der er op til flere parkeringspladser, og den gang var der på alle pladserne begrænset parkeringstid! Sønnen og jeg tog en taxa til banegården, og så gik eftersøgningen ellers i gang. Jeg var fuld af harme, for hvis nu der oven i købet var en parkeringsbøde , vidste jeg at så ville mit temperament slå ud i fuld lue! Så skulle han sateme få det betalt! Vi fandt dog ret hurtigt bilen. Sømanden havde stillet p-skiven 4 timer forud og heldigvis havde ingen P-kontrollør været forbi, men jeg må indrømme at det ikke var de varmeste tanker jeg sendte den udmønstrende sømand. Da han ringede hjem, var tingene jo klaret, og jeg har vist aldrig fået ham ”betalt”.
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Et Smil


Et smil koster intet, men giver meget.
Det gør den rig, som modtager det,
uden at gøre den fattigere som giver det.
Det kræver blot et øjeblik,
men mindet om det kan ofte leve for bestandig.
Ingen er så rig eller mægtig, at han kan undvære det,
og ingen er så fattig, at han ikke kan blive rig ved det.
Et smil skaber lykke i hjemmet,
fremmer god vilje i forretninger
og er venskabets besejling.
Det giver hvile for den trætte -
opmuntrer den nedtrykte -
er solskin for den bedrøvede -
og er naturens bedste lægemiddel mod bekymring.
Alligevel kan det ikke købes, tigges, lånes eller stjæles,
for det har kun værdi, når det gives.
Nogen er for trætte til at give dig et smil -
GIV DU DEM ET
Kilde/ forfatter: Margit Junker Hansen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Mit nye Job


De af jer som læser søhesten jævnligt, er nok ikke i tvivl om at jeg dykker. Men at det skulle blive min fuldtids beskæftigelse, var ikke noget jeg havde forestillet mig, da jeg startede med at dykke for 5 år siden.

Men nu er det blevet næsten hele min hverdag.

Jeg startede som almindelig fritidsdykker, sådan lidt hygge på ferier og ikke ret meget i det danske ""kolde"" vand. Men nu er jeg blevet Assistent Instruktor, som hjælper instruktørerne med at uddanne de nye dykkere, så nu skal jeg også i det kolde vand.

Her i løbet af sommeren tog denne hobby så meget af min tid, at jeg besluttede mig for at tage et års orlov fra mit job som pædagog i en fritidsordning.

Beslutningen var ikke svær at tage, især ikke da min mand støtter mig fuldt ud. Jeg gik så fra mit pædagog job 1. september, og startede i dykker branchen på fuld tid. Jeg er i forretningen, ordner lidt regnskab og dykker ellers til den store guldmedalje.

I går kom jeg hjem fra en uges tur til Sverige, hvor vi var 4 af sted med 34 efterskole elver fra Oure. Vi har uddannet dem til dykkere og nu skulle de på deres første dykkerrejse.

Vi tog af sted søndag eftermiddag og ankom til Ängelholm lidt nord for Helsingborg. Et dejligt vandrehjem lige ud til vandet helt i Emil fra Lønneberg stil.

Mandag morgen tog halvdelen på kajak tur inde i landet, mens vi 4 skulle dykke med resten. Vi fik nogle skønne dyk med klart vand og masser af natur under vand. Når vi kom hjem skulle der laves mad til os alle 20, og det skulle de unge hjælpe med til. Vi havde selv alt vores mad med til alle dagene, så det var et stort læs der skulle holdes styr på, men heldigvis var der rigeligt med, for de unge mennesker stopper ikke med at spise bare fordi vi gamle er mætte, nej der skal noget til sådan en krop på 16 år.

Klokken 23 var det sengetid for de unge, vi gamle var ellers klar klokken 22, men måtte vente lidt da vi lige skulle på godnat runde. De skulle jo gerne sove i deres egne senge, det var de også gode til.

Næste morgen op igen kl. 7 og lave morgenmad. Ud og dykke klokken 0830, frokosten tog vi med, og var hjemme igen ved 15 tiden.

Sådan gik de første 2 dage. Onsdag skiftede de, så dem der var på kajak kom tilbage til dykning og dykkerne tog ind på kajak, og vi startede forfra.

Den sidste dag kom de så tilbage fra kajak, og vi kørte alle hjem til Oure igen.

Vi fik en rigtig hyggelig og god tur. De unge havde det sjovt og fik en masse nye udfordringer, og det er forhåbentlig ikke sidste gang vi tager af sted på sådan en tur. Jeg synes det var utrolig lærerigt at have med den alders gruppe at gøre. I vores hverdag inden for dykningen har jeg jo med voksne mennesker at gøre.

Om 14 dage skal jeg til Rødehavet og være med til at guide en gruppe kunder i en uge.
Kilde/ forfatter: Inger Bøttger, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Kommentarer til E. Larsens indlæg i sidste nummer.


E. Larsen skriver i sidste nummer af Søhesten om den moderne kommunikation med sømanden. Nemlig den elektroniske. Hvor kan jeg kun give hende ret. Jeg ved ikke om vi er fra samme generation? Men det er mit indtryk at nutidens unge betragter den elektroniske kommunikation som noget ganske naturligt og hverdagsagtigt. Mine egne voksne børn er et tydeligt eksempel på det!
Anderledes er det for mit vedkommende - eller var! Da jeg lærte min mand at kende foregik vor kommunikation pr. brev, som blev sendt det halve jorden rundt. Vi var så heldige at han havde en fast charter igennem mere end 8 år, så det var bare om at fatte pennen og få brevet i postkassen. Åh, ja, der kunne nemt gå over en uge inden han modtog brevet, men der var dog en vis kontunitet i postgangen. At han så måske ikke var så flittig til brevvekslingen den anden vej, var jo noget man lærte at leve med. Det skete da, at jeg modtog et dejligt brev med de kendte røde og blå striber på konvolutten et par gange under hans udmønstring. Sådan et brev flåede jeg ikke op lige så snart det røg ind ad brevsprækken. Næh, der blev lavet en kop kaffe af de gode, så satte jeg mig godt til rette for at nyde de skrevne ord og det indhold de havde med sig. De indeholdt som regel de sidste nyheder fra stedet, men ellers alt det der dejlige, som man ikke altid får sagt til hinanden. Når jeg selv skrev breve lavede jeg altid en aften ud af det. Satte mig ved køkkenbordet med et godt glas vin og måske stearinlyset tændt. Så berettede jeg i ro og mag om dagligdagen herhjemme. Om mine tanker om dette eller hint - meget sjældent noget om de små daglige problemer, som
jo oftest var løst når han kom hjem - og som han alligevel ikke kunne tage stilling til så lang tid efter modtagelsen af brevet derude i det fjerne. Så ændrede tiderne sig. Der kom færre folk ombord og dermed også færre afløsninger. Det var ikke nemt at få et brev af sted. Ofte fik han posten ved afløsningen, og kunne så læse den på vej hjem i flyet. Selvom han ringede hjem, når han havde mulighed for det, var det ikke det samme. Jo, det er da dejligt at tale i telefon sammen, men måske er tidspunktet han ringer på midt om natten. Man bliver vækket af en kimen og inden man næsten er vågen, er vi færdige med at tale sammen. Eller man stod midt i en diskussion med teenagedatteren og glemte at fortælle de sidste nyheder, fordi man var opfyldt af noget helt andet. Så kom tiden med faxen. Jeg skrev stadig i hånden og sendte en A4 side af sted, til en pris der lignede en halv bondegård! Men vi kommunikerede da! Bevidstheden om, at det måske var en anden ombord som rev faxen af, ændrede ganske stille min måde at skrive på - og da vi fik mulighed for at maile, blev skriveriet nærmest i telegramstil.
Her nok mest på grund af de helt enorme priser, man kommer til at betale, hvis da ikke rederiet tilbyder denne personalegode. Jeg er selv en af de, som ofte sidder ved PCeren og kommunikerer med mennesker, men meget går tabt. Ved Gud, det er da nemt. Vi sender lige så snart vi har fået filet lidt rundt på tastaturet. Skal ikke ud at finde de krøllede frimærker i pungen. Men gav vi os tid til eftertænksomhed? Og en helt anden bagside! Min håndskrift har ændret sig! Det er nu kun huskesedlen til Bilka som bliver skrevet i hånden, og den ligner nærmest stenografi! Det er jo også kun mig som skal tyde den. Jeg tror desværre ikke, at det nytter noget med en parole: “ Giv os det håndskrevne brev tilbage!” Der er tiden nok kommet os i forkøbet. Men vi bør nok skelne mellem “ den korte besked” og så det rigtige brev - selvom det er på mail! Men svært er det!
Kilde/ forfatter: HEME, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

LIVET !!!!!!!!!!!!!! ja, det er da dejligt ik´


Da jeg var yngre, vejede jeg nogle kilo mindre. Jeg behøvede aldrig at holde maven inde, når jeg havde en stram kjole på. Men nu hvor jeg er blevet ældre, har min krop gjort sig fri. Der findes en form for elastisk komfort der hvor min talje var engang. De italienske sko skal være to numre større, hvis jeg da overhovedet kan få fødderne i dem og skridtet på strømpebukserne sidder alt for ofte nede ved knæene.

Men jeg har også lært, at det ikke betyder noget hvad der sker, eller hvor sort alt føles i dag; Livet går videre og i morgen bliver en bedre dag.

Jeg har lært, at det siger meget om et menneske, hvordan han/hun håndterer disse tre ting:

En regnvejrsdag, mistet bagage og sammenfiltrede juletræskæder.

Jeg har lært, at uanset hvilket forhold du har til dine forældre, så vil Du savne dem, når de ikke er her mere.

Jeg har lært, at det at skaffe sig penge og ting, ikke er det samme, som at skabe sig et liv.

Jeg har lært, at livet af og til giver dig en chance mere.

Jeg har lært, at man ikke kan gå gennem livet med en baseball-handske på begge hænder. Af og til skal man også kaste bolden tilbage.

Jeg har lært, at når jeg beslutter noget direkte fra hjertet, så har jeg for det meste også truffet den rette beslutning.

Jeg har lært, at selvom jeg er såret, behøver jeg ikke såre andre.

Jeg har lært, at man hver dag skal række sin hånd ud til nogen. Alle behøver en varm tanke eller et venligt klap på skulderen.

Jeg har lært, at jeg stadig har meget at lære.

Jeg har lært, mennesker vil glemme hvad du har sagt og ting du har gjort, men de vil aldrig glemme, hvad du fik dem til at føle.

Send dette til mindst fem fantastiske kvinder i dag og noget godt vil ske........

Du kommer i hver tilfælde til at have fortalt en anden kvinde, at du synes hun er fantastisk, og du har måske fået hende til at smile. Men hvis du ikke gør det...........så går lynlåsen i stykker, dine strømpebukser vil rulle ned til fødderne, hvor dine italienske sko klemmer!

Med frisk forårshilsen til alle I gode qwuinder
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

LIVET !!!!!!!!!!!!!! ja, det er da dejligt ik´


Da jeg var yngre, vejede jeg nogle kilo mindre. Jeg behøvede aldrig at holde maven inde, når jeg havde en stram kjole på. Men nu hvor jeg er blevet ældre, har min krop gjort sig fri. Der findes en form for elastisk komfort der hvor min talje var engang. De italienske sko skal være to numre større, hvis jeg da overhovedet kan få fødderne i dem og skridtet på strømpebukserne sidder alt for ofte nede ved knæene.

Men jeg har også lært, at det ikke betyder noget hvad der sker, eller hvor sort alt føles i dag; Livet går videre og i morgen bliver en bedre dag.

Jeg har lært, at det siger meget om et menneske, hvordan han/hun håndterer disse tre ting:

En regnvejrsdag, mistet bagage og sammenfiltrede juletræskæder.

Jeg har lært, at uanset hvilket forhold du har til dine forældre, så vil Du savne dem, når de ikke er her mere.

Jeg har lært, at det at skaffe sig penge og ting, ikke er det samme, som at skabe sig et liv.

Jeg har lært, at livet af og til giver dig en chance mere.

Jeg har lært, at man ikke kan gå gennem livet med en baseball-handske på begge hænder. Af og til skal man også kaste bolden tilbage.

Jeg har lært, at når jeg beslutter noget direkte fra hjertet, så har jeg for det meste også truffet den rette beslutning.

Jeg har lært, at selvom jeg er såret, behøver jeg ikke såre andre.

Jeg har lært, at man hver dag skal række sin hånd ud til nogen. Alle behøver en varm tanke eller et venligt klap på skulderen.

Jeg har lært, at jeg stadig har meget at lære.

Jeg har lært, mennesker vil glemme hvad du har sagt og ting du har gjort, men de vil aldrig glemme, hvad du fik dem til at føle.

Send dette til mindst fem fantastiske kvinder i dag og noget godt vil ske........

Du kommer i hver tilfælde til at have fortalt en anden kvinde, at du synes hun er fantastisk, og du har måske fået hende til at smile. Men hvis du ikke gør det...........så går lynlåsen i stykker, dine strømpebukser vil rulle ned til fødderne, hvor dine italienske sko klemmer!

Med frisk forårshilsen til alle I gode qwuinder
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Trivsel til søs og på hjemmefronten


"Sømandskoneforeningen er socialt netværk, samvær og fælles oplevelser, siger formand Kirsten Nybroe, der opfordrer flere unge til at tage aktivt del i foreningens arbejde
 
- Søfolk ved godt, hvor meget det betyder for deres trivsel om bord, at de efterlader familien i en god stemning, når de sejler ud. Det er fantastisk vigtigt, at begge parter undgår søvnløse nætter på grund af hjemlige konflikter, der ikke er blevet løst i tide. Men en ting er at vide det, noget andet er at få snakket om det.
 
Sådan siger Kirsten Nybroe, der er formand for 200 medlemmer af Sømandskoneforeningen. Hun er ikke i tvivl om, at foreningens medlemmer har glæde af hinanden, og hun retter derfor en opfordring til alle danske sømandskoner om at melde sig ind uanset deres mands organisatoriske tilhørsforhold.
 
Udbytterigt
 
De, der ikke kender foreningen, synes umiddelbart at navnet klinger af støvede gamle koner, men sådan er det ikke. Vi er en blanding af unge og gamle, sjove og alvorlige. Vi har meget til fælles og oplever en gensidig solidaritetsfølelse. Det fører til udbytterigt samvær og gode fælles oplevelser, siger Kirsten Nybroe
 
Netværk
 
Foreningen arbejder for at forbedre hverdagen for medlemmerne. Den fungerer som sådan også som et socialt netværk, hvor der er nogen klar til at række en hjælpende hånd, og så kan man altid finde én eller flere, der har lyst til at tage med en tur i “biffen”, i teatret, til koncert, idræt, foredrag, eller noget helt andet, oplyser Kirsten Nybroe.
 
Formanden, der selv er aktiv i Næstvedafdelingen, er gift med en mand, der har sejlet i 35 år, så hun ved, hvad hun snakker om, når det handler om at stå alene med de daglige problemstillinger.
 
Unge løber ind i problemer
 
- Det er mit indtryk at flere unge sømandskoner løber ind i nogle problemer, når de får børn. Jeg har set tilfælde, hvor en dreng ændrede adfærd i børnehaven, når faderen tog ud at sejle. Her var der åbenlyst brug for en bedre kommunikation mellem børnehavens ansatte og den pågældende familie. Næsten alle medlemmerne i foreningen har mødt lignende problemer, og den gensidige udveksling af erfaringer og ikke mindst bevidstheden om, at man ikke står alene, har betydning, fortæller Kirsten Nybroe videre.
Lokalforeninger
 
Sømandskoneforeningen har afdelinger på Bornholm, i Esbjerg, Fanø, Frederikshavn, Holstebro, Ålborg, Fredericia, Strib, Odense, Svendborg, Ærø Vestsjælland og Næstved. Man bliver medlem af foreningen ved at rette henvendelse til af følgende kontaktpersoner:
 
Jylland: Ilse Schmidt tlf. 75 92 59 55, e-mail: ilse.Schmidt@mail.tele.dk
 
Fyn: Hanne Vestrup tlf. 66145858, e-mail: vestrup-hansen@mail.tele.dk
 
Sjælland: Kristen Nybroe tlf. 55 99 03 27. e-mail pontneuf@get2net.dk
 
Lokalafdelingerne er opstået ved, at nogle enkelte sømandskoner fra et område har taget initiativ til oprettelse af en forening, og vi er meget interesserede i at flere tager initiativ til oprettelse af lokalforeninger, så foreningen kan knopskyde sig større. Hvis nogle er friske til at prøve at danne en forening er bestyrelsen klar til at hjælpe til, siger Kirsten Nybroe.
 
Sømandskoneforeningen har også en hjemmeside, hvor man kan søge yderligere oplysninger.
 
Kirsten Nybroe opfordrer flere unge til at melde sig ind i Sømandskoneforeningen."
Kilde/ forfatter: Kirsten Nybroe, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

At turde – er at miste fodfæste for en tid. Ikke at turde – er at miste sig selv.


Sådan har Lotte måske slet ikke tænkt, da hun skrev sit indlæg om candida svamp i forrige nr. af Søhesten. Men sådan tænker nogle af os måske: Puh ha, det var modigt gjort, det turde jeg nok ikke selv, - eller hvad ved jeg. Lotte er hudløst ærlig. Nogle vil måske sige, hun blotlægger sig selv, for meget måske? Jeg vil sige, som Søren Kierkegaard: At turde – er at miste sig selv for en tid (måske). Ikke at turde – er at miste sig selv.

Det er flot gjort. En stor cadeau til Lotte. At hun har modet til at stå frem, og gøre andre opmærksom på lige den problematik, som måske ellers opleves meget privat, både af dem, som selv har problemet, og af dem, som slet ikke kender til problemet. At vise sin svaghed (hvad det så end er), er i virkeligheden en styrke.

Jeg ville ønske Lotte kunne få det bragt i samtlige lægelige tidsskrifter. For det her er, som Lottes læge også røbede, noget lægevidenskaben i stor udstrækning lukker øjnene for. Og tænk på alle dem som i fuld tillid henvender sig til sin læge, men blot negligeres, og i værste fald bliver grinet af.

Det var befriende læsning. Lotte rørte i princippet ved noget urørligt, og hvad er mere forfriskende? Måske ligger der dét i det, at det er kvinder der ændrer verdens gang, trods det er mændene der er ved magten?

Men her gælder det først og fremmest en gæv sømandskone, der har udrettet noget stort. Hun har efter lang tids søgen, fundet løsningen på et invaliderende problem. Hun holdt fast, og fik endda mod og styrke til at berette det for omverden. Venner, det er altså noget af en bedrift!
Kilde/ forfatter: Birgit, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

En heksagonal og 13 tons fliser


Sidst jeg skrev et lille indlæg her til Søhesten, kom jeg vist til at give et lille suk omkring 13 tons fliser og et 6kantet drivhus! Ilse ville gerne have historien, så her er den:

Umiddelbart er der jo ingen historie i at skulle lægge fliser eller sætte drivhus op, men medens det står på håber man i høj grad, at dette næsten mareridt vil ende med at blive en god historie.

Vi havde jo sidste år købt andet hus, som i vinterens løb havde fået nyt tag og der var bygget en flot carport med skur. Nu manglede kun fliserne at blive lagt, så vi anstandsmæssigt kunne tage carporten i brug. Men sagen var ikke så lige til! Vi skulle tage beslutning om, hvilken størrelse, farve og facon fliserne skulle have. Ud på flisen, Karoline! De findes jo i alle størrelser lige fra 5x5 cm til over 75x75, for ikke at tale om faconer og farver. Det er altså svært med så mange valg- og kombinationsmuligheder, men vi havde i grunden bestemt os for almindelige 40x40 grå fliser med røde såkaldte chaussesten af 10x10 rundt om. I indkørslen skulle blot være de ordinære såkaldte kørebanefliser! Jo, jo man lærer mange fagudtryk, når man snakker med fagfolk! Der bliver målt op, aftalt pris på sten, grus og sand. Sømanden tager ud at sejle, - og så sker der bare ikke mere! Græsplænen som jeg kører ind på for at bilen kan være under tag ( det var SÅ TRÆLS at skulle skrabe bilruder kl. 6.20 om morgenen!) er snart kørt ned til to store smattede huller, som jeg jævnligt fylder op med barkflis, for at hjulene kan dreje rundt! Jeg undrede mig hver dag over hvor F.. de brolæggere blev af. Indtil jeg fik fortalt, at man ikke kunne lægge fliser så længe der var frost i jorden. Da jeg fik det at vide kunne jeg da godt se det, der skulle jo skrælles jord af og lægges grus, som fliserne skulle stabilisere sig i. Der gik 2 måneder og så var sømanden hjemme igen. Lige nu sejler han ikke under en 1 –1 ordning, så hjemmeperioden var kun en måned. Nu skulle der lægges fliser. De ankom også allerede 2 dage efter hans hjemkomst. Der var så også lige det ved det, at mens han var ude, havde vi talt sammen i telefonen om køb af vores nye drivhus. Skulle vi nå at have glæde af det i år, var det jo også tiden at få det indkøbt og sat op. Derfor havde jeg været rundt i diverse byggemarkeder og kigget på disse bygningsværker. Jeg var faldet for et sekskantet, som godt kunne minde lidt om en havepavillon, jeg havde endda fået beskeden ude fra de blå bølger om at jeg blot skulle købe det, så det var klar til opsætning, når handymanden var godt hjemme igen. Som sagt så gjort! Pakkerne blev leveret i carporten, som jo stadig ikke havde fliser, og der lå de så til han kom hjem. Allerede dagen efter hjemkomsten blev de mange papkasser åbnet, for blot at konstatere, at det ikke var den grønmalede model, som jeg havde givet et par tusinde ekstra for! Hvorfor er det sådan så tit ( læs altid )?? Der blev rettet henvendelse til forhandleren, som kunne oplyse, at der ville gå 14 dage før jeg kunne få mit grønne 6kantede drivhus, da det skulle leveres fra England. Vi kunne jo ikke gøre andet end at acceptere. Jeg var efterhånden ved at være bekymret for både drivhus og fliser. Manden var jo kun hjemme 1 måned og han skulle selvfølgelig også have lidt ferie! ” Det skal du ikke bekymre dig om!” var hans dejlige svar. ” Det drivhus sætter jeg op på 3 timer!” Sætningen var næsten ikke fuldendt før en lastbil ankom og begyndte at læsse fliser af. I Guder, hvor var der mange! Brolæggeren ankom næste dag, for at konstatere at 40x40 fliserne ikke havde fals, så de skulle byttes. ( Der var den igen!) Nå men sidst på eftermiddagen kom en lille handy maskine og skrællede græs og jord af. Gruset blev spredt ud og planeret. Allerede næste dag var de rigtige fliser ankommet. Brolæggeren mødte op uden sin svend, ( som vist nok lige havde fået sig en kæreste ) så sømanden trak i kedeldragten for at hjælpe til. Det måtte han fortsætte med i alle dagene, da kæresten åbenbart har været meget attraktiv. ( Vi så i hvert fald aldrig svenden!) Når brolæggeren gik hjem, skulle der så gang i det hersens drivhus. ( Husk lige det der med de 3 timer! ) Først skulle elementerne tages ud af kasserne og kategoriseres . Der var mange sprosser af vidt forskellige længder. Brugsanvisningen var blot en A4side med nogle mærkværdige tegninger, så den blev lagt til side. Nu skulle fundamentet lægges og her startede de første udregninger! Hvordan beregner man lige vinkelen i en heksagonal? Det må være noget med en cirkel, som har seks punkter med lige meget afstand i mellem sig. Buddene var mange. Hele familien blev involveret, der blev regnet med ligninger, geometriske læresætninger og hvad ved jeg, selv på min arbejdsplads begyndte chefen at sidde med små tegninger af cirkler og punkter. Men til sidst blev fundamentet da også lagt. Med nogenlunde lige vinkler! Vi var nu nået til dag 6 ( husk lige det med de tre timer ). Der blev skruet sammen, skruet af igen og ederne fløj gennem hele kvarteret! Utallige udflugter blev gjort til forhandleren, som havde modellen opstillet. Hjem igen for at konstatere, at det hele ikke passede sammen! Naboerne trøstede over hækken, men har nok taget sig et billigt grin! Sønnen og hans kæreste kommer af og til for at hjælpe, men må mange gange gå hjem igen med uforurettet sag. Til sidst står det der dog – og hvor er det dog pænt! Midt i alt dette blev de 13 tons fliser lagt. Sømanden var noget så føjelig om aftenen. Han var simpelthen dødhamrende træt! 30x30 fliserne vejede 28 kg. stykket, for ikke at tale om kørebanefliserne, som vist vejede 40 kg. Hertil havde den faglærte en dims som kunne lægge flisen. Men det var yderst vigtigt, at den blev lagt korrekt ellers var det om igen! Tilbage til heksagonalen! Vi går og nyder synet af den, da følgende mail popper op i min postkasse. Her er det sønniken, der lige vil komme med et par råd:

! Efter nøje overvejelser er vi kommet frem til, at der må forelægge en række fejlberegninger omkring vinkelsummen i det polygonske værk. Dette skyldes, at man ikke har taget højde for effekten af en række implicitte faktorer i forbindelse med samlingen af det aktuelle bygningsværk. Arkitekt eller bygherre har således undladt at indberegne den såkaldte drivhuseffekt, hvorved er række indviklede forvinklinger har resulteret en forskydning af de geostatiske punkter.

Vi anbefaler derfor i linie med anden forskning på området, at det undlades at slippe

visse drivhuseffektfremmende gasser( en vind ) i nærheden af bygningsværket.

Vi minder i øvrigt i denne forbindelse om, at det ikke er fornuftigt at accelerere objekter af geologisk oprindelse i en balistisk bane, såfremt man residerer i et domicil af let fragmenterbar karakter.

Hvor meget skal man dog finde sig i? Nå, men heksagonalen har nu stået der et par måneder. Agurk og tomater ser ud til at have det godt. Sømanden drog af sted igen, så nu døjer jeg bare med alt sandet, som skal fejes og fejes. Ud over på fliserne, har jeg det i hele huset. Selv i sengen! I skulle bare prøve selv.
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Landsgeneralforsamling 2012


Hvem står for Landsgeneralforsamlingen 2012 ?

Vi har pt. ikke en klub som har ønsket, at være vært for Landsgeneralforsamlingen 2012.

Jeg håber derfor, at I evt. under jeres næste møde, kunne diskuterer, om ikke lige netop jeres klub kunne være værter i 2012.
Kilde/ forfatter: Charlotte, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Almindelig/ simpel søgning




Udvidet søgning

Kategorier i forummet


Sidste nyt


Indlæg fr Facebook

Søndag den 22/10-2017

FOR OG IMOD

Tirsdag den 17/10-2017

Re: Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i sømand

Fredag den 13/10-2017

Landsgeneralforsamling

Lørdag den 7/10-2017

© Sømandskoneforeningen af 1976