Kære alle medlemmer af Sømandskoneforeningen og familier, måske kommende medlemmer.
Håber julefreden er ved at sænke sig ved alle. 🌟
Jeg og resten af bestyrelsen vil gerne ønske alle en rigtig glædelig jul samt sende tanker ud til jer alle, om man er ude at sejle eller hjemme ved familie.
Måske der er mulighed for at samme familie og venner fra nær og fjern her i højtiden.
Højtiderne er de sværeste at være alene hjemme uden sin sømand, men kun de stærkeste klare det, og det er dem vi kalder sømandskoner ♥
Fra alle os til alle jer.🎄
I ønskes alle en rigtig glædelig jul ♥
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 23/12-2023 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Forslag til vedtægtsændring §4 og 5
Forslag til vedtægtsændring på Landsgeneralforsamlingen den 7/10-2023.
Forslag til ændringerne af vedtægterne for Sømandskoneforeningen af 1976 i paragraferne 4 og 5
Se forslag i link til højre
Gul tekst slettes
Grøn tekst indsættes
Formålet er at minimere medlemmerne til bestyrelsen til det vi nu allerede har og give mulighed for
bestyrelsen at konstituere sig selv ved ændringer i bestyrelsen
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 31/8-2023 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Forslag til vedtægtsændring §10
Forslag til vedtægtsændring på Landsgeneralforsamlingen den 7/10-2023.
Forslag til ændring af paragraf 10, Enkekontoen.
Nuværende ordlyd:
Enkekontoen skal bestå lige så længe Sømandskoneforeningen af 1976 eksisterer. Dersom
Sømandskoneforeningen af 1976 opløses, skal halvdelen af Enkekontoens midler tilfalde
Dansk Sømands- og Udlandskirker (DSUK) øremærket kirker der relaterer til Dansk Søfart
og halvdelen tilfalde Feriehjem for Sømandsenker.
Følgende ændring:
Enkekontoen skal bestå lige så længe Sømandskoneforeningen af 1976 eksisterer. Dersom
Sømandskoneforeningen af 1976 opløses, skal Enkekontoens midler tilfalde Dansk
Sømands- og Udlandskirker (DSUK) øremærket kirker der relaterer til Dansk Søfart.
Bestyrelsen har idag snakket om at afholde en lille udflugt til Kolding hus med Kongeskibet Dannebrog i centrum, søndag den 8/10-23. Altså dagen efter vores landsgeneralforsamling.
Landsgeneralforsamlingen bliver i år afholdt den 7/10-23 med mulighed for overnatning som sædvanlig, så man kan deltage i udflugten dagen efter.
Landsforeningen vil betale for guiden på udstillingen men hver deltagende skal selv betale entré som er 130kr pr. voksen.
Da en guidet tur skal bookes i god tid og da vi ønsker at hører om der er stemning for sådan en tur eller ej, sender vi hermed en lille teaser ud og beder jer om at svare på nedenstående spørgsmål inden den 15/8-23 hvor bestyrelsen igen skal mødes.
Vi håber I alle har husket at sætte kryds i kalenderen den 7/10-23 og at I ønsker at deltage i udflugten dagen efter.
1: valg af dirigent:
Lis Bøgelund Larsen - Svendborg
Vi synger vores fælles sang.
Mia er sekretær og noterer ned.
2: Formandens beretning:
Annemette har glædet sig meget til denne omgang. Vi er ved at nå en normal hverdag uden om Corona. Det glæder formanden at vi nu igen kan se hinanden.
Desværre må Annemette meddele at vi har mistet et kært medlem. Lis Jensen er desværre ikke iblandt os mere, vi holder et minuts stilhed.
I 2020 havde vi snakket om en tur til Christiansfeld, desværre blev det ikke til noget men Annemette ønsker fortsat at vi tager på en tur og ønsker at hører om nogen har nogen forslag til fælles ture.
I selve forenings regi er der ikke sket det helt store. Formanden vil dog her, lige fremhæve Hanne Hansens stor deltagelse i Velfærdsrådets bestyrelse. Hanne gør et enormt stort stykke arbejde for at repræsentere vores forening udadtil.
Tusind tak til Hanne som er en uvurderlig hjælp for formanden.
Formanden har været til repræsentantskabsmøde i Sømands-og udenlandskirkers årsmøde.
Det var et rigtigt godt møde, hvor hun mødte en hel del repræsentanter fra de forskellige kirker i udlandet.
De fortalte om deres arbejde, og hvor svært det var at samle penge sammen, delt til præstens løn, til huslejen og til alt det andet de involverer sig i.
Annemette fik et helt andet syn på de Danske Sømands og udlandskirker.
3: Enkekontoens beretninger og aflæggelse af regnskab, herunder fastsættelse af udbetalingsbeløb efter indstilling fra enkekontobestyrelsen:
Chita: Der har ikke været nogen udbetaling i år. Der har været en frivillig donation fra Ærø. Udbetalingsbeløbet er besluttet at være det samme som de 7000kr altid har været.
4: Aflæggelse af regnskab:
Kirsten: Regnskabet for perioden 1/7-2021 til 30/6-2022. Der har ikke været kontingenter sidste år grundet Corona.
Udgifter fra sidste års landsgeneralforsamling pga. Thomas Warberg var på 36.970kr.
Der har været lidt udbetaling til kørsel, gaver, bestyrelsesmøde, samt renteudgifter.
Der er 76 betalende medlemmer i foreningen. Vi har ca. 200.000 kr. i kassen
Nærmere info samt budget for 2023, se vedhæftet bilag.
5: Fastsættelse af kontingent efter indstilling fra bestyrelsen:
Kontingentet er det samme som det plejer 150 kr. for aktive og 75 kr. for passive
6: indkomne forslag:
Tina Rosenborg er kommet et forslag til vedtægtsændring. Det ligger også på hjemmesiden.
Forslaget lyder på at ændre dels dagsorden, sammensætningen af
bestyrelsens suppleanter og ombytning af valgår for at komme nærmere det
vi har praktiseret de sidste år. Alt sammen for at gøre det nemmere og mere overskueligt for alle. Altså en oprydning i poster som ikke bruges alligevel.
Der foreslås ændringer således:
• Valg til bestyrelsen: Formand, kasserer, sekretær, webmaster og 1 medlem, som vælges for 2 år ad gangen.
• Formand og webmaster vælges i ulige år.
• Kasserer, sekretær samt 1 medlem vælges i lige år.
• Alle suppleanter koges ned til én suppleant som dækker alle suppleantposterne.
Der blev lavet en håndsoprækning for indkommet forslag og det blev hermed vedtaget at forslaget skal træde i kræft fra d.d. og vi har sammen besluttet at der skal ryddes op i de poster som ikke bruges alligevel.
7: Valg af bestyrelse, på valg er kasser, sekretær, samt 1 bestyrelsesmedlem:
Kirsten er valgt til kasserer. Mia er valgt til Sekretær, Jeanette er valgt til bestyrelsesmedlem. Stort tillykke og tak til alle tre.
8: Valg af suppleant:
Tina ønsker at blive. Stort tillykke og tusind tak til Tina.
9: Valg af suppleant til webmaster:
Udgår ifølge punkt 6 (Tina er suppleant for alle poster)
10: Valg til enkekontoen:
Enkekontoen er valgt for 4 år ad gangen, sidste valg var 2018. Citha Dechlis, Kirsten Carlsen og Birgitte Andersen ønsker at blive. Stort tillykke og tusind tak alle 3.
11: Valg af revisor samt revisorsuppleant til foreningen: Revisor vælges for 1 år ad gangen.
Lis er valgt som revisor, Tina er suppleant. Stort tillykke og tusind tak begge to.
12: Valg af revisor samt revisorsuppleant til enkekontoen: Revisor vælges for 1 år ad gangen.
Kristine er revisor. Tina er suppleant. Stort tillykke og tusind tak begge to.
13: evt.:
Inger: Har en hilsen fra Hanne Hansen som desværre er blevet Demens og er kommet på plejehjem i april måde i Odense. Hun bliver overflyttet til Greve i oktober måned så hun kommer tættere på hendes børn og børnebørn. Hanne kan godt huske hun er sømandskone og har sin søhest at ligge fremme, men desværre er der rigtig mange ting hun ikke kan huske. Hanne er kun 69år.
Vi vil gerne sige stort tak til Inger for at holde forbindelsen og underrette os om Hannes helbred <3
Inger fortæller Hanne er blevet æresmedlem i Odense.
Tina oplyser Hannes navn stadig står på hjemmesiden, men ikke med tlf. nr. og mail. Dette er af respekt for Hanne.
Der er uddeling af søhest i år. Der er én præsenteret på hjemmesiden. Mia fra Skruerne er peget ud til at modtage Søhesten. Mia får søhesten udleveret af formanden Annemette sammen med en flot udtalelse.
I indstillingen står der bla.:
Mia er en rigtig ildsjæl og gør et stort arbejde i foreningen. Hun deltager aktivt på de sociale medier, Instagram og Facebook hvilket gør foreningen mere synlig ud af til.
Mia er ihærdigt med at prøve at lave aktivitet i klubben ”Skruerne” så medlemmerne bliver selvom der ikke er meget fælles aktivitet i klubben. Mia sørger altid for at holde Skruerne orienteret om hvad der sker i Landsforeningen og opfordrer altid flere gange til deltagelse når der er arrangementer. Mia er aktiv i landsforeningens bestyrelse, hvor hun bl.a. var primus motor for sidste års underholdning (hyring og formaliteter for at få komikeren Thomas Warberg).
Man går aldrig forgæves til Mia.
Vi synes, at årets søhest skal gives til Mia Greve Kofoed, fordi hun er en rigtig ildsjæl og gør et stort arbejde i foreningen.
Hun deltager aktivt på de sociale medier bl.a. Instgram profilen”Sømandskoneforeningen af 1976” og Facebook gruppen ”sømandskoner og græsenker med børn”, dette gør foreningen mere synlig ud af til.
Mia er ihærdigt med at prøve at lave aktivitet i klubben ”Skruerne” så medlemmerne bliver selvom der ikke er meget fælles aktivitet i klubben. Mia sørger altid for at holde Skruerne orienteret om hvad der sker i Landsforeningen og opfordrer altid flere gange til deltagelse når der er arrangementer.
Mia er aktiv i landsforeningens bestyrelse, hvor hun bl.a. var proimus motor for sidste års underholding (hyring og formaliteter for at at få komineren Thomas Warberg).
Indkommen forslag til Generalforsamling 2022 - Vedtægter §4
Forslag til vedtægts ændring hørende under paragraf 4:
Se vedhæftede dokuments gule markeringer (til højre på siden) "Forslag til §4 vedtægts ændring" .
Forslaget er for at ændre dels dagsorden, sammensætningen af bestyrelsens suppleanter og ombytning af valgår for at komme nærmere det vi har praktiseret de sidste år.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 31/8-2022 Kategori (i): Hverdags betragtninger
Landsgeneralforsamling referat
Sømandskoneforening
Generalforsamling 2/10-2021
Fælles sang. Vi har en forening
Mia er sekretær og noterer.
1: Valg af dirigent:
Cecilie
2: formandens beretninger:
Formanden glæder sig over at vi alle nu endelig må mødes igen.
Mia får ros for aktiviteten på de sociale medier, hun har haft fart i gruppen ”sømandskoner og
græsenker med børn” i håb om at de ville deltage i dag. Desværre har der ikke været nogen
tilslutningen derfra trods vi har sørget for ekstra underholdning fra komiker Thomas Warberg.
Bestyrelsen har mødtes virtuelt i stedet for ansigt til ansigt. Der er derfor ikke brugt de store midler
på transport og fortæring. Virtuelt møde er gået godt så det er muligvis vejen frem.
Hanne fra Storstrømsgruppen har været til møde med velfærdsråde. Hanne er her desværre ikke i
dag så vi kan ikke fortælle så meget om hvordan mødet er gået.
Formanden håber at foreningen stadig vil stå trods Corona og svære tider.
3: Enkekontoens beretninger og aflæggelse af regnskab:
Cita har sendt regnskabet til Kirsten. Citha kunne desværre ikke selv deltage i dag.
Der er ikke været nogen indtægter men 1375 kr. i gebyr fra rise sparekasse som tager et
engangsgebyr. Der bliver udbetalt 7000kr ved dødsfald som tidligere.
4: Aflæggelse af regnskab:
Vi er 80 betalende medlemmer.
Der er to regnskaber.
Kontingent indbetaling for 1/7-20 til 30/6-21
Hanne har fået kørselspenge for turen til velfærdsrådet.
Gebyr på 1377kr til rise sparekasse
Overskud på 7932kr
223.800kr i alt i risesparekasse
Budget sat til:
Ingen kontingent
35000kr til generalforsamling (B.la Thomas Warberg)
Bestyrelsesmøde 2000kr
Hjemmesiden ingen
Gave 400kr
Gebyrer 1300kr
Underskud på ca. 40.000kr
Anne-Margrethe synes bestyrelsen skal mødes ansigt til ansigt og ikke spare på budgettet. Sød
tanke.
5: Fastansættelse af kontingent efter indstilling fra bestyrelsen:
Ingen ændringer. Vi forsætter som tidligere. kontingent 150kr for aktiv og 75kr for pensionister
6: Indkomne forslag:
Der er ikke kommet nogen indkommende forslag.
Tina læser webmasterens beretninger op.
Hjemmesiden er delt op i 9 klubber. Her kan man uploade aktiviteter osv. Den har kørt uændret de
sidste 8 år. Den har ikke kørt optimalt siden 2018 grundet spam. Der er derfor ikke nogen
opkrævninger for hjemmesiden.
490 personer er inde og besøge vores hjemmeside hverdag.
Der er registreret 83 medlemmer på hjemmesiden.
Holstebro får stor ros. De kører med klatten på den hjemmeside og de lægger indlæg op.
Facebook trækker nye og tidligere medlemmer til kan det ses.
Vi er alle ansvarlige for at der er aktivitet på hjemmesiden.
7: Valg af bestyrelse:
Formand og webmaster er på valg denne gang.
Webmaster: Tina er på valg og ønsker ikke at stille op som webmaster.
Tina vil gerne være webmaster suppleant
Formand: Der er ingen som ønsker at stille op som formand. Anne-Mette tager derfor gerne to år
mere.
8: Valg af suppleant til bestyrelsen:
Tina er suppleant for alle
9: Valg af webmaster og dennes suppleant:
Jeanette Nielsen fra Storstrøm tager posten og Tina bliver suppleant.
10: Valg af revisor samt revisorsuppleant til foreningen:
Lis er revisor og hun ønsker at blive. Lis siger ja.
Revisor suppleant er afskaffet
11: Valg af revisor samt revisorsuppleant til enkekontoen:
Chita, Birgitte og Kirstine er genvalgt.
12: evt.:
Kirsten har et brev med fra Hanne fra storstrømsafdelingen.
Hanne har deltaget i tre bestyrelsesmøder i velfærdsrådet
Hanne har taget mødet for Formanden Annemette da Hanne bor tættere på, det er rigtig sødt af Hanne. Hanne havde regnet med at der skulle være et indslag efter generalforsamlingen med Irene fra velfærdsrådet, men der er desværre sket en misforståelse så Annemette troede at Irene ville lave indlæg under selve generalforsamling men Hanne troede at et skulle være efter generalforsamlingen. Her var der planlagt anden underholdning (Thomas Warberg) så tiden var desværre knap.
Hanne har skrevet flyvefisken to gange og fået Tina til at lægge den på hjemmesiden. Den er
uddelt flere steder og to afdelinger er blevet spurgt om de vil lave et indlæg. Desværre har der
ikke været tilslutning til dette så Hanne spørger om vi skal fortsætte på flyvefisken?
Hanne har desværre valg ikke at deltage i landsgeneralforsamlingen da hun føler at bestyrelsen hr valgt ikke har taget hendes oplæg med Irene fra velfærdsrådet med på generalforsamlingen.
Jeannette ønsker navneskilte med navn og afdeling på fremover. Dette har bestyrelsen ikke lavet i
år. Desværre.
Vi tog en hurtig navne runde.
Inger, ønsker at hører om de forskellige arrangementer i afdelingerne. Hvad laver I andre?
I deres lokalforening holder de jul- og sommerhygge og de har altid mændene med.
Mia forklarer at der ikke sker noget i skruerne desværre. Men at hun ønsker at der skal ske noget. Vivian har meldt sig helt ud og Mia overtager derfor teten i Skruernes lokalforening.
Jeanette fra Storstrøm fortæller at de har været på Holmegaard og at de vil lave en biograftur. Næste
gang de ses, er den førstkommende lørdag og der skal de mødes hos Hanne. Storstrømsgruppen og
Skruerne har snakket om evt. at slå deres to grupper sammen til én.
Cecilie fortæller om Ærø. Det har ligget lidt stille, men de holder julefrokost og sommerhygge. Dog
har det seneste år været inaktivt. De mødtes i sommer til pizza og øl. De var 12-13 stykker som
deltog. De lavede et uformelt møde som gav god pote.
Cecilie er nyt medlem på Ærø og føler sig taget godt imod.
Annette fra Esbjerg meddeler at hun tror at medlemmerne fra Esbjerg er døde.
Der er ingen der skriver, der er ingen der svare. Hun er ked af at der ikke sker mere og ønsker at
der kommer lidt gang i gruppen igen. Anne-Margrethe foreslår at man laver en Messenger grupper
og skriver der i. Det har de god tilslutning på i Svendborg.
Lis fortæller at de har mødtes til minigolf, mad og hygge inden Corona og ønsker at genoptag dette
igen.
Tina fortæller at Mias opslag på Facebook har bragt to nye medlemmer til lokalforeningen samt en
som har været her før, og nu er tilbage. De har mødtes én gang og skal mødes igen i uge 42. Der er
gang i Århus igen. Det er dejligt.
Benny fortæller at en sømandskone og hendes mand har sendt en sms at de gerne vi med til
næste års generalforsamling.
Stor tak til Cecilie for at være en god ordstyrer.
For anden år i træk, må vi hilse et nyt år velkommen i corona pandemiens tegn. Nogle må isoleres alene, og andre isoleres med hele familien.
Skal vi vaccineres, hvor mange gange skal vi vaccineres? Eller skal vi lade andre blive vaccineret og tænke, det rammer ikke mig? Bliver det lige som med influenzaen – vi skal vaccineres en gang om året? Spørgsmålene er mange, og dem for vi nok ikke nogen svar på.
Jeg tænker meget på de sømandsfamilier og alle de græsenker med mindreårige børn, der har svært ved at forstå, hvorfor far/mor, ikke kan komme hjem som planlagt. Det er svært at forklare – specielt små børn – hvorfor de ikke kan komme hjem og fejre jul og nytår som planlagt.
Mange hverdagsagtige ting, har ændret sig med pandemien. Bedst som vi troede, det var et overstået kapitel, kom der en ny omgang, og sømandskoneforeningen måtte udskyde den planlagte generalforsamling i marts, til oktober.
Den 2. oktober 2021 afholdt sømandskoneforeningen, den årlige generalforsamling. Det blev en rigtig dejlig dag, hvor der blev snakket en del og hygget. Efter generalforsamlingen, var der underholdning med Thomas Warberg. Jeg tror, han blev lidt forbavset over at møde så godt et publikum, som sømandskonerne og deres sømænd var. Der blev også tid til en lille gåtur og et besøg på den nærliggende pub inden vi skulle mødes til en veludsøgt middag.
Mit håb for det kommende år er, at vi kan mødes til et arrangement eller to. Vi har jo en hel del tilgode. Men under alle omstændigheder, er der Landsdgeneralforsamling lørdag den 1. oktober 2022. Stedet for afholdelse, er endnu ikke planlagt.
Foreningen har fået nye medlemmer, og jeg har også et håb om at foreningen igen vil vokse. Vi har desværre mistet nogle afdelinger, og dermed nogle dejlige medlemmer. Dog håber jeg for de afdelinger, at de vil fortsætte det gode sammenhold og fællesskab de har fået igennem foreningen.
En stor tak til Hanne Hansen, som varetager foreningens interesser ved Søfartens velfærdsråd. Hanne gør et stort stykke arbejde, og bestyrelsen er utrolig glad for at Hanne vil tage sig tid til at deltage i de møder der er i den forbindelse. TAK HANNE.
Med disse ord, vil jeg ønske, den næste corona kan nydes med en skive lime og ønske jer alle et rigtig godt nytår.
Annemette
...hvor er det træls vi ikke kan være sammen, som vi gerne vil. Men det positive er - her hos mig skinner solen i øjeblikket og haven er lige så flot som naboens.
Det er med at finde de positive sider og ting i øjeblikket. Manden er kommet på havet, med en frisk coronatest i lommen, og hvornår han så kan komme hjem igen, det ved vi ikke. Men, på et tidspunkt kommer han hjem.
Det sidste år, har været småt med aktiviteter fra landsforeningens side, og bestyrelsen har derfor besluttet at fritage alle afdelinger for indbetalinger af kontingent til Landsforeningen.
Samtidig har vi snakket om Landsgeneralforsamlingen som er sat til den 13. marts. og for at være sikker på at vi overholder alle restriktioner og passer godt på hinanden, har vi derfor besluttet at udsætte den til første weekend i oktober - den weekend hvor vi "normalt" har landsgeneralforsamling. Vi håber på at alt det her pandemi er et overstået kapitel og at vi kan mødes, som vi plejer til en hyggelig landsgeneralforsamling lørdag den 2. oktober.
Citat: Søren Kierkegaard...
..."Det er utroligt, hvad et menneske kan udholde, blot det føler, at der er en mening med modgangen eller lidelsen"....
2020 rinder snart ud og et nyt år - 2021 - venter lige om hjørnet, med nye udfordringer og forventninger.
2020 har på alle måder været et anderledes år. Et år vi alle vil huske i lang tid fremover, og som vi nok vil komme til at referere til mange år i fremtiden.
Vi tog imod året med mange forskellige forventninger. Dem har vi stadig. Udfordringerne, dem fik vi, i stor stil.
Jeg håber, rigtig mange af jer har haft mulighed for at holde julen sammen med jeres kære, og ikke mindst, sammen med sømanden, der jo også i den grad har været ramt af pandemien på den ene eller anden måde.
Jeg er ikke så god til at skrive, når der er noget der går mig på, - men tro mig -,mine tanker har tit været hos jer. Jeg har tænkt meget på jer og specielt de familier der står med små børn - alene uden manden - og skal klare det hele selv. Jeg har selv haft travlt med mit arbejde og de gamle i familien, og med at passe på mig selv og mine nærmeste.
Da bestyrelsen i september blev enig om at aflyse landsgeneralforsamlingen, havde jeg det rigtig dårligt. Jeg havde mange tanker - var jeg for pylret? Men set i bakspejlet - så er jeg glad for at vi aflyste.
Vi har dog en forhåbning om at det hele kan gennemføres i 2021. Foreløbig har vi sat en dato for landsgeneralforsamlingen - den 13. marts 2021. Dette vil I få nærmere besked om, når vi efter nytår for at vide hvorvidt Danmark igen kommer til at fungere.
Jeg glæder mig umådelig meget til at se jer alle igen og ser frem til en hyggelig landsgeneralforsamling, som bliver den første aktivitet i foreningen i 2021. Og forhåbentlig kommer vi til at se hinanden lidt mere.
Med disse ord vil jeg ønske jer alle, et rigtig godt nytår, en god aften med jeres nærmeste, og pas nu godt på hinanden.
Nu har Bogø Mølle endelig fået sin hat … 24.6.2020
I løbet af søndagen rygtedes det at Møllehatten nu skulle hæves fra
jorden og op på toppen, og det skulle ske tirsdag kl. 9.00, hvis altså
vind og vejr artede sig. Denne morgen var vi vist mange der skævede
til mobilens meldinger om vindhastighed, og den kritiske grænse på 5
sekundmeter. En lokal rimsmed var allerede på færde på facebook
dagen før med en hyldest på forhånd, dog også med et hvis …
Løfter de mon hatten?
Hvis kranen er kapabel
og ikke helt kassabel
og vinden ræsonnabel,
så løftes hatten op
på møllekroppens top.
Den hat er formidabel,
det er en Bogø-fabel.
GODT den var reparabel.
Den er så præsentabel -
og yderst venerabel -
ja rent ud sagt sensationel,
af væsen helt exceptionel
og hæves nu til Bogøs held.
Allerede før kl. 9 var de første tilskuere på plads foran møllen, inklusive udenbys pressehold, og
kranen var der heldigvis også. Da forberedelserne gik i gang med trosser og wirer var al tvivl om
yderligere udsættelser heldigvis glemt. En lille time senere fik hatten luft under sig, og ganske
hurtigt sad den hvor møllehatte skal sidde. Smuk og glinsende i sommersolen. Hos naboerne
kom flagene op, Møllefolkene fremtryllede dråber med brusende perler, og de tilstedeværende
kunne endelig sige tillykke til hinanden. Hyldestdigtet var nu heldigvis en historie der endte
ganske som den skulle. Tirsdag formiddag kl. 10.02. Det var en dejlig dag på Bogø
Med SARS, MERS, Ebola, Covid-19, Hundegalskab, Herbes og hvad man ellers kan forestille sig
af menneskelige plager fra den kant (indenfor de sidste hundrede år har 1918 influenzaen og
kopper alene kostet mere end 300 millioner menneskeliv) er det forståeligt nok hvis nogen ønsker
alle vira ad Hekkenfeldt til.
Hvis alle vira virkelig forsvandt, ville vi så gå en lykkelig fremtid i møde? Ja verden ville blive et
bedre sted at være… i en dag eller to, men så ville vi alle sammen dø. Vira er nemlig vigtige. De
essentielle ting som vira gør opvejer langt de dårlige ting.
Hvad vi ved er at en Bakteriofag eller i kort form Fag Eller Phag er en virus, som spiser bakterier
og reproducerer sig ved hjælp af bakterier og at Bakteriofager er de organismer på kloden der er
flest af. Fagere er de primære regulatorer af alverdens bakterier, og gør det af med omkring 50 %
af oceanernes bakterier hver dag; og skulle vira af en eller anden grund forsvinde vil bakterielivet
på jorden eksplodere og alt andet levende vil få uoverskuelige problemer.
Vira tager sig også af populations-kontrol. Hvis en art bliver for talrig, formerer vira sig hurtigt og
decimerer eller udsletter arten, så der igen bliver plads til alle de andre. Et forløb man kender fra
mange arter inklusive vores egen, og som populært kaldes ”dræb vinderen”. Homo Sapiens fylder
efterhånden godt op på kloden og må derfor ind i mellem finde sig at slås med pandemier og
lignende.
Antibiotika har de sidste hundrede år givet os et våben modbakterier, men mutationer gør flere og
flere bakterier resistente så vi igen nærmer os den dag hvor mennesker vil dø af ”uskyldige”
infektioner. Der er dog håb forude idet forskere arbejder på at udnytte vira mod de genstridige
bakterier.
Generelt ved vi forsvindende lidt om vira. Fx har vi stort set ingen anelse om der findes tusinder af
dem eller millioner. Videnskaben har hidtil koncentreret anstrengelserne om at skaffe viden om
dem der er skadelige for os, men flere og flere virologer forstår hvor vigtige de er for vor
overlevelse og begynder at skaffe sig en fair og balanceret viden om de vira som holder os og
planetens andre indbyggere i live, og vil kunne fortælle mange historier om at der er noget som
hedder gode vira.
Kære Sømandskoner
Dette år 2020 har i mange henseender været et forunderligt år. Vi har ikke kunnet mødes på kryds og tværs som vi plejer og vi har ikke kunnet samles til hygge og nærvær som vi gerne vil og nyder. Denne pandemi har gjort noget særligt ved mange af os. Ikke mindst mig. Men når dette så er sagt, vil jeg gerne udtrykke, hvor meget jeg har savnet, og savner, at være sammen med jer.
Bestyrelsen for vores forening, har heller ikke været samlet. På det sidste bestyrelsesmøde – inden Danmark blev lukket ned – havde vi hele vores kommende Landsgeneralforsamling så meget på plads, at vi kun manglede at reservere stedet hvor vi skulle være. Men på grund af corona var der rigtig mange ting som blev sat på stand by.
Der har dog i den periode, været meget aktivitet på face book, hvor mange medlemmer og ikke medlemmer, har skrevet sammen og udtrykt deres bekymringer for hinanden. Og deriblandt specielt for de familier der har været hårdt ramt af, at manden har været længere ude og ikke haft mulighed for at komme hjem.
Jeg tænker også at mange af jer medlemmer har – lige som mig – haft rigeligt at se til, med hjemmearbejdsplads og få tingene til at fungere derhjemme, i denne coronaperiode.
I øjeblikket er der en stigning mange steder, med smittetilfælder af corona og nogen steder er skolerne igen blevet lukket ned og forældre skal arbejde hjemmefra. Og nu nærmer vi os efteråret, hvor der vanligvis er mange der bliver forkølet, får influenza og i det hele taget et tidspunkt med mange sygdomstilfælde.
Bestyrelsen har derfor besluttet at udsætte Landsgeneralforsamlingen til Den 13. marts 2021. Stedet til afholdelse af Landsgeneralforsamlingen er på plads, men med forbehold for at vi igen må være samlet uden at skulle være bange for smitte.
Ved at rykke datoen, er vi forhåbentlig også ovre den værste vintersnue og den coronabølge som sundhedsmyndighederne har snakket om, kunne forekomme.
Bestyrelsen håber på jeres forståelse og at I vil reservere den nye dato til hyggeligt samvær med ligesindede.
På vegne af bestyrelsen
Annemette.
Når jeg har siddet og lavet forberedelse til fjernundervisning til mine elever, har jeg tænkt en hel del på jer sømandskoner, hvor manden ikke er hjemme.
Jeg er af den årgang der ikke har hjemmeboende børn mere, men jeg er også af den årgang, hvor manden var ude 5-7 mdr. af gangen og hjemme 2 mdr. Så jeg kan godt forstå det tager på kræfterne, når I skal undervise skolebørnene, arbejde hjemmefra, underholde de mindre børn og holde hus. Men jeg ved I kan klare det og sømanden kommer hjem igen.
Der går også sømænd hjemme som venter på at komme ud. Han bruger måske af sin optjente ferie og den næste hjemmeperiode bliver forskubbet for at kunne kompensere for afløserens forlænget udeperiode. Samtidig bliver sommerferien heller ikke på det tidspunkt som måske var tilrettelagt.
Der er rigtig mange ting der ændrer sig i denne tid, såvel for befolkningen generelt som for sømandsfamilierne.
Hold modet oppe og lad skidtet ligge, der er ingen der kommer og ser det. Hyg jer med jeres børn og måske lav alternativ undervisning ude i det fri. Der kan laves rigtig meget.
Hyg jer med hinanden og rigtig god påske.
Annemette
Kære sømandskoner og sømænd.
Vi har det alle svært i øjeblikket og vi ved endnu ikke hvornår det vender.
Derfor aflyser jeg arrangementet den 25. april turen til Christiansfeld. Den er ikke mere vigtig end den kan vente.
Og så en lille opmuntring til vores kære sømænd. ...
Det er nogle stærke sømandskoner I har kære sømænd, og jeg ved at I er ventet derhjemme med længsel. Både så jeres koner ved I er i sikkerhed med også til at hjælpe til med børnene - store som små.
Det er hårdt at have hjemmearbejde, sørge for hjemmet men også at skulle underholde børn der keder sig og med lidt større børn, at hjælpe dem med skoleopgaver, samtidig med at de også skal passe deres eget job hjemmefra.
Men jeg ved at sømandskonerne kan styre det med sikker hånd og passer godt på hjemmet.
Den 6. oktober blev der afholdt landsgeneralforsamling. Mit første år som landsformand er gået og jeg er da lidt stolt over at se så mange fremmødte. Jeg håber I har hygget jer lige så meget som jeg har.
Det var nogle flotte rammer den blev afholdt i, men mindre kunne også have gjort det.
Måske er der en afdeling der kunne have lyst til at overtage tjansen til næste år? Selvfølgelig med hjælp fra landsforeningen.
Med disse ord følger referatet, regnskabet fra landsforeningen og fra Enkekontoen. Se de 4 linkede dokumenter til højre.
Kære medlemmer
Allerførst vil vi takke jer for den tillid I har vist os til at prøve at føre denne forening videre. Men helt uden jeres hjælp kan dette ikke lade sig gøre. Så hvis I har forslag til aktiviteter er I meget velkommen til at sende os en mail eller på Face book. I er også velkommen, som afdeling, at invitere på en udflugt, oplevelse eller udfordring. Intet er for dumt og alt kan være sjovt og hyggeligt.
Dernæst vil vi præsentere os for jer, så I ved hvem vi er.
Formand:
Annemette Pedersen
Nogle af jer kender mig men der er også nogen der ikke kender mig.
Jeg er efterhånden en moden dame – synes jeg selv - med nogle år på bagen. Men jeg har stadig lyst til at gå ind i dette arbejde med åben sind. Ikke fordi jeg tror jeg kan gøre det bedre end mine forgænger, for de har gjort et kanon stykke arbejde, men fordi jeg syns der stadig er behov for vores forening.
Jeg har været med til at starte Esbjerg afdelingen i 1978, har været næstformand for landsforeningen i 2 år, været sekretær for landsforeningen i 6 år og været i bestyrelsen i 4 år. Jeg har været formand for vores lokalafdeling ad 2 omgange og er kontaktperson for Esbjerg i øjeblikket.
Udover at være i Sømandskoneforeningen har jeg været kasserer for 2 rideklubber i Esbjerg i 6 år.
Jeg har været gift med min sømand i 39 år og vi har 3 drenge og 6 børnebørn. De af jer der kender mig ved at vi desværre kun har 2 drenge tilbage.
Og når ikke jeg er i foreningen eller er sammen med mine børnebørn, arbejder jeg som pædagog på et bo-sted for anbragte børn og unge og så er jeg lærer på en folkeskole i Esbjerg.
Esbjerg klubben.
Kasserer:
Jeg hedder Kirsten Carlsen og kommer fra afdelingen på Ærø.
Der har jeg været medlem siden starten i 1994. Jeg har været medlem af dens bestyrelse fra 1994 og har været kasserer fra 1998 til 2015, nu er jeg suppleant.
Jeg har tidligere været landskasserer i ca 12 år, så jeg er ikke ukendt med det arbejde der ligger i at være kasserer for foreningen.
Ærø Klubben.
Sekretær:
Charlotte Cramer Bøgelund. 40 år,
Gift med HH, Hans-Henrik 1 barn, Mikkel
Uddannet bygningsmaler.
Svendborg Klubben
Medlem af bestyrelsen:
Elisabeth Larsen
48 år. Gift med Martin.
Uddannet handelsassistent med speciale i salg, inden for business to business.
De sidste 3 medlemmer kender I.
Næstformand: Vivian Roth Olsen, Skruerne
Wep-master: Tina Rosenborg, Aarhus klubben
Suppleant: Mia Greve Kofoed, Skruerne
Formand: Annemette Pedersen
Næsteformand: Vivian Roth
Sekretær: Charlotte Cramer Bøgelund
Kasserer: Kirsten Carlsen
Webmaster: Tina Rosenborg
Bestyrelses medlem: Elisabeth Larsen
Suppleant: Mia Kofoed
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 14/1-2018 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Indlæg fr Facebook
Kære alle medlemmer at Sømandskoneforeningennaf 1976: Jeg forstår slet ikke Dominics udsagn, på vores sidste generalforsamling, om at nedlægge vores forening! Jeg forstår til fulde, at man kan køre træt, være frustreret og træt, og have vigende medlemstal! Jeg har prøvet det selv! Jeg valgte at gå som formand, efter 8 år på posten. Som i alle foreninger, kan der være uenigheder, frustrationer mm. Men ligefrem at nedlægge foreningen, er da ikke det, der skal være Dominics eftermæle! Du har gjort det så godt! Og jeg blev ikke helt klar over, hvad årsagen til din udmelding er! Er bestyrelsen uenige? Vigende medlemstal har der været før! Lige nu har vi fået nye medlemmer til Odense og evt. Svendborg! Ser frem til en belysning på den ekstraordinære generalforsamling ! Vi er altså nogle, der gerne vil vores forening! Måske er vi lidt dovne i hverdagen, men at mødes med alle jer skønne piger ind imellem, gør mig så glad!
Skrevet af Hanne Vestrup Odense.
Kommentar fra Charlotte Munk
Kære Medlemmer af Sømandskoneforeningen af 1976
Jeg forstår ikke hvordan det kan komme bagpå nogen som har deltaget i foreningens Landsgeneralforsamling de sidste 4 år, at der nu er kommet et forslag om at lukke Landsforeningen ned. Det har været diskuteret igen og igen, men det skulle åbenbart ned på skrift før ”skriften på vægen blev forstået”.
Jeg har lidt svært ved, at forstå hvorfor forslaget om, at nedlukke foreningen, skal vendes til at bestyrelsen er uvenner, uenige eller hvad vi ellers har hørt af gode forslag til årsagen. Jeg vil mene vi i bestyrelsen holder utrolig meget af vores forening og har vores forstand i behold, så derfor kære medlemmer STOP den snak. De som ikke har ønsket genvalg syntes faktisk ikke de giver foreningen den energi den fortjener, så i min optik er det rettidig omhu, når man vælger at sige nu skal der andre til.
Jeg har været formand for foreningen i 10 år og er den eneste formand, der er blevet siddende i bestyrelsen og nydt at være med i foreningen, efter min tid som formand. De formænd som jeg har kendt i de 17 år jeg har været medlem, har vi ikke set i flere år efter de har forladt formandsposten, men dejligt de efter nogle år finder ud af de gerne vil være med igen.
Jeg vil rigtig gerne opfordre til at retorikken forbliver saglig, for jeg syntes den begynder, at tage en drejning, der kommer til, at få alt for meget fokus på vores formand. Hun har kun gjort hendes job – og har HUSKET hvad der er blevet diskuteret på de sidste 4 års Landsgeneralforsamlinger.
Kommentar fra:
Kirsten Nybroe en lille rettelse. jeg forblev også i bestyrelsen efter min tid som formand, som hjælperedaktør. både Hannr og jeg har deltaget i adskillige generalforsamlinger??
Hannemia Jensen Kunne denne tråd blive lagt på hjemmesiden så alle kan følge med
Venlig hilsen
Hannemia Holstebro afd
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 22/10-2017 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Re: Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i sømand
På vegne af Aarhus-afdelingen er nedenstående opslag lagt på hjemmesiden og udsendt til alle medlemmer i Landsforeningen
Lørdag d. 7. oktober til årets generalforsamling spurgte vi fra Aarhus-afdelingen vedholdende ind til om generalforsamlingen var lovlig indkaldt. Det skyldes dels, at vi ikke før selve dagen havde haft adgang til dagsordenen (de lå på vores plads da vi ankom i lokalet) og fordi vi blev meget overraskede/forbavsede og umiddelbart rigtig kede af formandens forslag om at lukke Sømandskoneforeningen.
Vi spurgte derfor ind til lovligheden, da dagsordenen ikke var udsendt rettidig. Datoen i bunden af dagsordenen var helt i tråd med kravet om 30 dage før - den 9. september, men da havde medlemmerne bare ikke adgang til at se dagsordenen, da vi først fik den præsenteret på selve generalforsamlingen.
Ved forespørgsel til nogle af de øvrige bestyrelsesmedlemmer, så havde de heller ikke kendskab til forslaget før på selve generalforsamlingen. Da omfanget af forslaget berettiger til en ordentlig og reel behandling, så mener vi det er rettidig omhu at sikre at medlemmerne har de muligheder for indflydelse, som vedtægterne giver os. Det er et fundamentalt forhold, som vi på vegne af os selv - og alle de medlemmer (ca. 90 stk?), som ikke var til stede, ikke kunne sidde overhørigt.
Formand og forslagsstiller Dominique var enige med os heri og derfor overgik Generalforsamlingen til at være et møde, hvor der blev udvekslet meninger og ideer i flittig omfang. Reelt set fik Dominique rigtigt rusket op i os unge og gamle sømandskoner ift. vores behov fremadrettet for foreningen, så det kan vi reelt set takke hende for, kom til at ske på mødet.
Men fremadrettet vil vi gerne bidrage og gøre opmærksom på, at bestyrelsen skal sikre at formalia ifm. det fremadrettede arbejde i foreningen - om det er nedlukning eller for nedsat blus eller noget helt andet - bliver respekteret ift. vedtægterne, så vi ikke spilder unødig tid og ressourcer i tilfælde af at foreningen skal opløses.
Derfor vil vi også gerne henlede opmærksomheden på nedenstående punkter:
Den foranstående generalforsamling d. 11. november 2017 er en ordinær generalforsamling - ikke en ekstraordinær. Dette skyldes, at når en generalforsamling ikke afholdes efter foreningen vedtægter, da skal der afholdes en ny ordinær generalforsamling. Den skal holdes i sidste kvartal af året, så det nås fint.
På den ordinære generalforsamling skal vi i fællesskab tage stilling til formandens fremsatte forslag om opløsning af foreningen. Det betyder, at vi reelt skal stemme, om vi vil indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. Ifølge vores vedtægter kan foreningens opløsning kun ske på en ekstraordinær generalforsamling indkaldt med dette for øje, med ¾ af de fremmødtes stemmer for forslaget om at ophæve foreningen. Det er faktisk en del.
Det skal bemærkes at for at holde en ekstraordinær generalforsamling, så kræves det at 1/3 af medlemmerne eller 2/3 af bestyrelsen fremsætter skriftlig anmodning herom til bestyrelsen. Det er endnu en årsag til at man ikke kan kalde generalforsamlingen den 11. november for ekstraordinær (da det os bekendt ikke er sket).
Den ekstraordinære generalforsamling skal indkaldes på hjemmesiden af formanden senest 1 måned efter anmodningens fremsættelse - dvs. at hvis der på den ordinære generalforsamling d. 11. november 2017 anmodes om afholdes af en ekstraordinær generalforsamling skal dette ske senest en måned herefter. Væsentlig er det at indkaldelsen angive det emne, der ønskes behandlet.
Det er vigtigt for os I Aarhus, at vi alle bidrager til at formaliteterne bliver overholdt, så vi på ordentlig vis kan få afholdt generalforsamlingen og en eventuel ekstraordinær generalforsamling, så der kan komme fokus på indhold fremfor formalia og så der ikke bliver tilbageløb i tilfælde af at foreningen nedlukkes.
Vi håber at ovenstående dels har været med til at belyse hvorfor generalforsamlingen blev aflyst den 7. oktober, for dem som ikke deltog (vi var ca. 26 deltagere ud af ca. 120 medlemmer), og dels har synliggjort det for medlemmerne, hvordan en evt. beslutning om nedlukning formelt kan ske.
For at undgå, at der bliver usikkerhed omkring vores muligheder og krav til formalia for nedlukning/ændring i vedtægterne, så tillader vi os at anbefale bestyrelsen at gør brug af en uvildig juridisk komptence, som kan lede generalforsamlingen den 11. november, så alle kan føle sig betrygget i at handlingen følger den rette kurs, og så vi kan få den rette rådgivning til hvad vi alternativt kan gøre mens vi alle er samlet på stedet. Det tror vi er givet godt ud.
Vi håber I alle modtager dette indlæg i den ånd det er givet: vi vil os alle det bedste, men store beslutninger kræver omtanke og respekt for de vedtægter, som vi selv har besluttet skal gælde for foreningen. 41 år er altså svært at kaste bort - også for os, som ikke har så mange år på bagen i foreningen, men vi lytter jo til jer mere erfarne og glædes over historierne I kan fortælle om før og nu.
På vegne af Aarhus-afdelingen
Kristine Løgsted Rasmussen
Den 9. oktober 2017 kl. 19.32 skrev Dominique Jacobsen Kære Medlem
Hermed indkaldelse til Ekstraordinær generalforsamling
Vi håber at se dig
Med venlig hilsen
Formand
Dominique Jacobsen
...
NB denne e-mail skulle være sendt til alle medlemmer.
Vi i Svendborg afdeling ønsker hermed at indstille Dominique Jacobsen til at modtage Søhesten.
Dominique var straks klar til at blive formand hos os, da hun havde været medlem i kort tid, og det har vi alle været glade for.
Dominique er positiv, hjælpsom og altid i godt humør.
Hun finder en løsning straks, hvis vi får et problem. F.eks, så stod vi omkring 20 pers. ved Færgegården, som vi havde lejet til generalforsamling, men her var optaget af andre, som mente at de plejede at være der den dag, og så sagde hun: "Hvis I gider, så kan vi bare køre hjem til mig", og sådan blev det.
Hun lægger altid gerne hus til hvad som helst, og hvis Renè er hjemme, virker han også helt afklaret med det og hjælper gerne.
Hvis hun foreslår et arrangement, stort eller lille, så skal hun nok følge det til dørs - bestille mad, bage kager, ordne transport osv. Og hun deltager, så vidt muligt i alle vores arrangementer. Hun er også god til at huske os på datoer, hvor vi har aftalt noget (hun har opdaget at nogen ikke husker så godt :-))
Kun når der er MEGET travlt på hendes arbejde melder hun fra.
Hvis nogen har brug for en snak, så er Dominique straks klar.
Hun træder også til og hjælper, hvis lynet er slået ned i en computer, eller hvis en sømands telefon (igen) er gået i sort.
Vi mener så bestemt at Dominique har fortjent at få Søhesten.
Storstrøm vil gerne indstille Margit til en søhest, dette fordi hendes tro tjeneste og medlemskab, især da Margit altid så og sige har deltaget i alt, hvad der har værtet muligt at være med til, heriblandt mange af generalforsamlingerne. Hun er altid villig til at hjælpe og deltage og gøre et stykke arbejde for både lokalforeningen og landsforeningen.
Margit har næsten været med siden starten dette skal belønnes i jubilæumsår.
Kilde/ forfatter: Dominique M. Th. Jacobsen, Dato: 12/7-2016 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Så kom Ærø på landkortet
Så kom vores forening på Ærø på landkortet
Velkommen til de mange nye medlemmer og den nye bestyrelse
Hvis du har adgang til Fyns Amts Avis, kan du læse på dette link:
http://www.mitfyn.dk/article/709092
Ellers er der en åben artikel her:
http://www.fyens.dk/aro/Der-er-ingen-klynk-hos-soemandskonerne/artikel/2968719
Kilde/ forfatter: Dominique M. Th. Jacobsen, Dato: 30/3-2016 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Butikken genåbnes
Danske sømands og udlandskirkers Genbrugsbutik i Solrød, åbner igen efter branden og Vi i Sømandskone foreningen kommer til at hænge i deres butik
Kilde/ forfatter: Dominique M. Th. Jacobsen, Dato: 22/3-2016 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Den årlige generalforsamling
Vi har lige afholdt vores årlige generalforsamling i Esbjerg.
Som altid var der mange der deltog og snakken gik flittigt.
Der kom rigtig mange gode forslag om aktiviteter til det kommende år i vores lille klub.
Idet mange af vores medlemmer bor i andre byer end Esbjerg, kommer de ikke bare lige når der annonceres biograftur eller en kop et eller andet på en café i Esbjerg.
Vi aftalte på generalforsamlingen at melde ud hvis vi havde et forslag til en fælles tur og de der har tid og mulighed for dette kan så deltage. Forslaget sendes ud pr. mail, idet ikke alle er på de sociale medier - Facebook book.
Alt i alt havde vi en rigtig hyggelig dag.
Stor cadeau fordi I har skaffet Mikkel Beha Erichsen til generalforsamlingen.
Måske det viser sig, at hotellet ikke er stort nok!
Ulla Andersen
Holstebro afd.
Kilde/ forfatter: Dominique M. Th. Jacobsen, Dato: 29/6-2015 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Nyhedsbrev Juli 2015
Kære medlemmer
Siden vores sidste nyhedsbrev har vi afholdt møde i landsbestyrelsen, referatet bliver tilgængeligt på hjemmesiden inden for de næste dage.
Det er også ved at være tid til at planlægge vores Landsgeneralforsamling og invitation og dagsorden til denne vil, være at finde på hjemmesiden inden for nogen dage, og blive fremsendt til jer pr. mail i samme omgang.
Den sidste lørdag i maj, havde vi glæden af at holde familiedag i solskin hjemme ved Charlotte, en dejlig dag, hvor flere lokalforeninger var repræsenteret,
og vi også fik hilst på et muligt nyt medlem og hendes mand.
Det var muligt at hygge i en solstråle, med en kop kaffe i den
ene hånd og kage i den anden, men det blev også til en turnering i
rundbold, og så blev vi præsenteret for pingvin fodbold, et spil som alle deltog i, enten som tilskuer, dommer, eller udøver.
Men det blev også muligt at kører på ATV, gå en tur i skoven og få
frokost, på terrassen.
Ved dagens afslutning kom denne meget dejlige tilbagemelding fra en
sømand der var med for første gang.
”Hvor er jeg glad for at være kommet med, jeg kan mærke ægtheden, og at I ønsker at være der for hinanden”
Kan vi så ønske os mere??
Sommeren er på vej og vi i landsbestyrelsen vil gerne ønske jer og jeres familier en glædelig sommer.
Landsbestyrelsen
Ved at klikke på "Nyhedsbrew i PDF format" kan nyhedsbrevet læses som PDF fil
Kilde/ forfatter: Dominique M. Th. Jacobsen, Dato: 15/6-2015 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
De passer på de søfarendes familier
Bag om | Sømandskoneforeningen af 1976
De fylder ikke så meget i antal. Men de er der, og de gør et stort stykke arbejde for ægtefæller og kærester til landets søfarende.
NYT har mødt Charlotte Munk og Dominique Jacobsen fra Sømandskoneforeningen af 1976.
SØMANDSKONEFORENINGEN AF 1976 Også for mænd
Charlotte Munk og Dominique Jacobsen står her på havnen i Odense. De er henholdsvis tidligere og nuværende formand for Sømandskoneforeningen af 1976.
»Ja, navnet er lidt langt og gammeldags. Men hver gang, vi har drøftet en ændring, er det ikke blevet til noget. Men det er vigtigt at sige, at vi også er til for de mænd, hvis ægtefælle eller kæreste sejler,« siger Dominique Jacobsen.
Vandet i Odense Havn klukker stille. Charlotte Munk og Dominique Jacobsen går hen til en forladt fiskekutter og spejder derud, hvor havnen møder det noget større vand. Det er derude på søen et sted, at deres bedre halvdele arbejder. De er sømænd, og Charlotte Munk og Dominique Jacobsen er sømandskoner. Det er sådan, de omtaler sig selv, og det er som sådan, at de kender hinanden.
De er begge involveret i Sømandskoneforeningen af 1976 med Charlotte Munk som tidligere formand og Dominique Jacobsen som den nuværende.
»Sømandskoneforeningen gør et stort arbejde for de søfarendes familier. For vi ægtefæller og kærester betyder det, at vi har et netværk, hvor vi kan tale om fælles problemer, udfordringer og muligheder,« siger Charlotte Munk. Ikke et 8-16-job Det er Dominique Jacobsen enig i. »Det er noget specielt at være gift eller være kæreste med en sømand. Det er jo ikke et 8-16-job, og hvis man ikke lever i det, forstår man ikke, hvad det vil sige. Men det gør vi i vores forening, og på den måde kan vi tale med hinanden uden fordomme og uvidenhed,« siger Dominique Jacobsen og fortsætter:
»Det er også lettere for børnene. Når de er sammen med andre børn af søfolk, behøver de ikke forklare så meget, som de ellers gør. Børn af søfolk ved godt, at deres mor eller far har et arbejde, der ikke er som de fleste andres. Når de så er sammen med hinanden, oplever de et større fællesskab.«
Et unikt netværk
Dermed har hun sagt, hvad Sømandskoneforeningen af 1976 også er: en forening, der er optaget af trivslen for de søfarendes familier.
»Vi plejer at sige til de søfarende, at vi er den forening, der passer på din familie, mens du er væk. Det giver dem en tryghed, når de ved, at der er nogle herhjemme, der bekymrer sig om dem, de holder af,« siger Dominique Jacobsen.
Selv har hun og hendes kæreste, Réne Hansen, ingen børn. Men det ser hun så som en mulighed for at hjælpe dem i foreningen, der har. »Vi har en intern SMS-service, hvor vi skriver rundt til hinanden om alt muligt. Og hvis nogle mangler én til at passe børn, springer jeg gerne til, hvis det ellers passer ind i min kalender,« siger hun. Dominique Jacobsen arbejder som projektmedarbejder på det kommende supersygehus i Odense, og fra sit hjem i Svendborg prøver hun at holde styr på foreningens mange aktiviteter. »Vi er en forening med et højt aktivitetsniveau, og vi laver mange sociale arrangementer sammen. Det er vigtigt for sammenholdet og for, at ingen skal føle, at de er alene, når deres ægtefælle eller kæreste er ude at sejle,« siger Dominique Jacobsen.
Den lille forening Sømandskoneforeningen af 1976 er en lille forening. Blot 120 medlemmer har den, og selvom medlemstallet har været stabilt i mange år, ønsker de begge en tilgang.
»Vi kan sagtens være flere, og vi gør, hvad vi kan for at udbrede kendskabet til vores eksistens. Men det kræver også, at folk kan se, at vi gør en forskel for dem,« siger Charlotte Munk. Hun taler af erfaring. Hendes mand, Kim Munk, har altid sejlet, men det var først, da de i 2000 flyttede fra Nordjylland til Vejle, at hun meldte sig ind.
»I Nordjylland havde jeg mine venner, og jeg havde ingen grund til at være medlem af Sømandskoneforeningen. Men da jeg kom til Vejle, måtte jeg begynde forfra, og så meldte jeg mig ind. Og det har jeg ikke fortrudt, for nogle af mine allerbedste venner har jeg, fordi min mand er sømand,« siger Charlotte Munk, der ejer sin egen grafiske virksomhed. Også Dominique Jacobsen har fundet mange af sine venner i foreningen.
»Vi er en blandet landhandel med stor aldersspredning. Men det er kun positivt.
De unge hjælper de ældre med at opsætte deres iPhone, og de ældre fortæller så de yngre, hvordan de laver det bedste brød. Det er helt fantastisk,« siger Dominique Jacobsen.
Kilde/ forfatter: Bo Nygaard Larsen fra DSUK bladet , Dato: 11/5-2015 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Ny bestyrelse i Esbjerg klubben
Den 15. marts havde vi "generalforsamling" i Esbjerg. En rigtig hyggelig dag hos Heidi Sørensen i Nr. Nebel. Hun havde selv stået for den dejlige frokost vi havde fornøjelsen af at nyde.
Vores formand Ditte Kolding, der blev valgt sidste år, valgte desværre at forlade posten i år og gå på stand by med sit medlemskab.
Derved har vi fået nye navne på nogle poster.
Annemette Pedersen blev valgt som formand og hjemmesideredaktør, Heidi Sørensen som sekretær/næstformand og Annette Petersen fortsætter som kasserer.
I går åbnede sømandsklubben i Brielle, Rotterdam, det var en fin dag med besøg af søfolk og andre gæster.
Klubben er centralt beliggende i Brielle, på Vischstraat 19, og er indrettet med internet-café, tv-stue m.m. Her kan man slappe af i rolige omgivelser eller benytte byens muligheder for indkøb, gå i banken, sætte sig på en café eller bare slentre langs kanalen i en stille stund, væk fra skib og pligter.
Når man ønsker, at besøge sømandsklubben kan man kontakte Handelsflådens Velfærdsråd i Rotterdam v. Jacob Christensen på email: rotterdam@hfv.dk, eller ved at ringe tlf. (+31) 620 406 860.
Men kontakt Jacob så tidligt som muligt – helst inden ankomst.
Klubben er i besiddelse af en minibus, så der kan arrangeres fri transport til og fra Brielle.
Vi håber rigtig mange vil få glæde af denne nye mulighed, tillykke med åbningen
Kilde/ forfatter: Dominique M. Th. Jacobsen, Dato: 8/3-2015 Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
Møde med Center for Maritim Sundhed og Samfund Januar 2015
Hvert år bliver Sømandskoneforeningen af 1976 inviteret til et møde, om hvad der for tiden forskes i på det maritime område.
Det er altid meget interessant og oplysende. Jeg har nu deltaget som forenings repræsentant i 4-5 år og ser altid frem til mødet.
CMSS opgave er at levere forskning og dokumentation, der kan bidrage til at optimere arbejdsmiljø, sundhed, sikkerhed og miljøøkonomi i relation til Det blå Danmark.
CMSS er opdelt i tre hovedområder:
• Søfart
• Fiskeri
• Offshore
Der forskes i rigtigt meget spændende, men set ud fra vores forenings medlemmers synsvinkel er disse to projekter dem jeg har fundet mest interessant.
Jeg kan dog kun opfordre foreningsmedlemmer til at kigge forbi CMSS hjemmeside:
http://www.sdu.dk/Om_SDU/Institutter_centre/Ist_sundhedstjenesteforsk/Forskning/Forskningsenheder/MaritimSundhedSikkerhed
Her kan man også tilmelde sig et nyhedsbrev, hvis man har lyst til at følge med i hvad CMSS arbejder med.
Det første projekt som jeg udvalgt er lige påbegyndt og forventes afsluttet ultimo 2017. Overskriften herfor er:
Det maritime telemedicinske Sundhedsvæsen
(også kendt som Radio Medical)
Formålet med dette projekt er at optimere kvaliteten af de maritime telemedicinske ydelser samt at vurdere, hvorvidt disse ydelser leveres på et internationalt sammenligneligt og højt niveau. Der stilles spørgsmålstegn ved om den forebyggende indsats, der pt ydes, er tilstrækkelig, om det akutte beredskab er det mest effektive man kan få, om folk er tilstrækkeligt uddannet og om den viden, som der rutinemæssigt indsamles i forskelligt regi i efterforløbet for hændelserne, kan samles og anvendes bedre.
Meget spændende og vedkommende for vores “mænd” til søs.
De er jo lidt sårbare overfor ulykker og alvorlig sygdom.
Det andet projekt jeg har valgt at nævne er:
Det metaboliske syndrom.
CMSS har i de seneste år sat fokus på danske søfarendes levevilkår, livsstil og helbred.
Centeret er i samarbejde med interesserede søfartslæger og endokrinologisk afdeling på Odense Universitetshospital ved kortlægge forekomsten af det såkaldte metaboliske syndrom, som er en livsstilssygdom, der skyldes nedsat fysisk aktivitet og øget kalorieindtag. Det metaboliske syndrom defineres ved en øget livvidde i kombination med et øget blodtryk, et øget sukkerindhold i blodet og/eller en ændret fedtsammensætning i blodet.
Det metaboliske syndrom er forbundet med sukkersyge, hjertekarsygdomme og andre alvorlige sygdomme og påvirker dødeligheden heraf.
Hvordan er tilstanden hos danske søfarende. Studier I udlandet har påvist en overdødelighed heraf.
Projektet er i sin afsluttende fase - det bliver meget spændende og måske også lidt skræmmende at se resultatet af projektet.
Som tidligere nævnt forskes der i meget mere i ” Det blå Danmark”, så hvis disse to små teser har gjort jer nysgerrig, så ved I hvor I kan finde mere.
Kilde/ forfatter: Dominique M. Th. Jacobsen, Dato: 22/12-2014 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Lejlighed / værelse søges
Kære skønne søsild
Min søn Christopher skal starte på Journalist højskolen i Århus den 2. Februar 2015.
Vi søger derfor en lejlighed /værelse til ham. Er der nogen af jer som kender nogen eller måske ved hvor vi kan søge ?.
Med venlig hilsen
Vivian Roth Olsen
Tlf. (Vivian) 53341579 mail : vivian.roth@hotmail.com
Vi har stadig nogen tørklæder tilbage med det nye logo.
Det er 75x185 cm er lavet af 20% bomuld og 80% polyester og kan maskinvaskes ved 30 grader.
Pris 200,-
Skriv til Dominique hvis det har interesse.
Kilde/ forfatter: Dominique M. Th. Jacobsen, Dato: 5/10-2014 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Indkommende forslag til generalforsamlingen
Muligvis kunne der være fordel i at etablere en seniorgruppe på landsplan, der kan reflektere over dengang det handlede om de få breve fra søen, og hvor udmønstringen var rigtig lang. - Et modstykke til en mere nutidig gruppe for sømandskoner under de 50, der kan bruge de sociale medier, og på den måde kan være i kontakt dagligt med sømanden på trods af udmønstringstider, der generelt ikke overstiger de 3 mdr. - Elsebet
Kilde/ forfatter: Elsebeth Reschefski, Dato: 27/9-2014 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Indstilling til "Årets Søhest"
Indstilling til årets søhest.
Jeg vil gerne indstille Tina Rosenborg til årets søhest.
Tina har gennem hele sit medlemskab af landsforeningen og som medstifter og formand for Århus afdelingen lagt et kæmpe arbejde i foreningen i over 10 år.
Tina har og gør et stort arbejde for foreningen både i landsforeningen og på lokalt plan. Hun har og sidder i bestyrelsen i landsforeningen og yder her en stor indsats og har igennem årene været vores formands store støtte og sparringspartner.
Tina har en stor andel i at foreningen fik en hjemmeside og implementeringen af denne. Jeg tror ikke der er nogen som har ringet forgæves til Tina om brugen af hjemmesiden. Og som jeg husker var der begynder vanskeligheder – som i alle ” store organisationer”.
Århus afdelingen havde ikke eksisteret hvis det ikke var for Tina.
Hun har gennem alle årene været den drivende kraft.
Det er hendes indsats og væremåde samt evnen til at invitere nye ind i vores fælleskab på, der udgør Århus afdelingens hjerte.
Sømandskoneforeningen har og vil altid for Tina være et hjertebarn og derfor er Tina en ildsjæl for foreningen både på landsplan og lokalt.
Dette håber jeg at vores foreningen vil anerkender ved at tildele Tina Rosenborg til årets søhest.
Ann-Charlott Ravn Århus afdelingen.
Kilde/ forfatter: Ann-Charlott Ravn Hjertmann, Dato: 21/9-2014 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Skibsdåb
Havde den store fornøjelse at være med til navngivning af "ESVAGT Claudine"
HUSK - HUSK, det er I år vi uddeler "Søhesten".
Ønsker I at indstille et medlem, som har gjort et stort stykke arbejde for din lokal klub eller landsforeningen, skal dette være landsbestyrelsen i hænde senest den 25. september.
Kilde/ forfatter: Charlotte, Dato: 6/9-2014 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Referat Landsgeneralforsamlingen 2013
Det er med stor beklagelse, at jeg, på vores bestyrelsesmøde, har erfaret, at referat fra Landsgeneralforsamling 2013, ikke har været tilgængelig på hjemmesiden - det kan jeg kun dybt beklage.
Bestyrelsen består som bekendt af frivillige, der alle har en travl hverdag med job og børn for hvem, de er både mor og far, det halve af året..... skulle der svipse et eller andet for os og du mangler information, så send os en mail eller giv os et kald, så vi kan få rettet op på det vi har misset.
Sømandskoneforeningens Landsgeneralforsamling d. 5. oktober 2013 i Fåborg
Formand Charlotte Munk bød velkommen til landsgeneralforsamling. Bestyrelsen præsenterede sig og vi sang foreningens sang
1. Lis Bøgelund Larsen, Svendborg afd. blev foreslået af bestyrelsen som dirigent, Lis accepterede forslaget.
2. Charlotte Munk aflagde sin beretning
3. Webmaster Tina Rosenborg aflagde sin beretning.
4. Lise Stamer Hedin var ikke tilstede pga. rejse. Regnskabet var blevet tilsendt og der var en enkelt post et medlem gerne ville have uddybet en bøde på 50,-kr. Vi afventer svar. Ellers blev regnskabet godkendt. Et medlem efterlyser at der søges flere fonde, således at enkekontoen kan få flere midler.
5. Lisbet gennemgår regnskabet og beklager at hun har glemt at kalkulere med udgift til nyt logo. Der skal lægges 25.000kr. til. Således bliver underskuddet noget større i budgettet til 2014, derudover blev regnskabet godkendt.
6. Kontingent fortsætter uforandret
7. Der var ingen indkomne forslag
8. Valg til bestyrelsen: Næstformand Ann-Charlott(Århus afd.) ønsker ikke genvalg, Dominique Jacobsen (Svendborg afd.) ønsker at stille op, hun vælges med applaus. Kasser Lisbeth Kranker (Vendsyssel afd.) ønsker ikke genvalg, Birgitte Vendelbo Erhard- Frederiksen (Skruerne Sjælland) ønsker at stille op, hun vælges med applaus. Sekretær Hanne Grau (Vendsyssel afd.) ønsker ikke genvalg, Christina Jersild Carstensen (Skruerne Sjælland) ønsker at stille op, hun vælges med applaus. Bestyrelsesmedlem Lone Lysen Salminen ønsker genvalg og hun genvælges med applaus.
9. Valg af suppleant til bestyrelsen: 1. suppleant Dominique Jacobsen (Svendborg afd.) kan ikke vælges. Karina Leerhøj Larsen (Århus afd.) ønsker at stille op, hun vælges med applaus. 2. suppleant Anne Mette Bjørndal Pedersen (Esbjerg afd.) ønsker ikke genvalg, Anne Margrethe Retvig (Svendborg afd.)ønsker at stille op, hun vælges med applaus.
10. Valg til suppleant til web master Ann Charlott ønsker genvalg og får dette.
11. Valg af revisor samt revisor suppleant til Foreningen, vælges for 1 år ad gangen Revisor Lis Bøgelund Larsen (Svendborg afd.) genvælges. Suppleant Lise Stamer Hedin (Aalborg afd.) genvælges.
Valg af revisor samt revisor suppleant til Enkekontoen, vælges for 1 år ad gangen. Revisor Jonna Skovgård Sørensen (Aalborg afd.) og revisor suppleant Lis Bøgelund Larsen (Svendborg afd.) blev genvalgt.
Evt. Foreningen navn blev diskuteret igen Der er et kommende medlem der synes vores hjemmeside er uoverskuelig og foreslår at den bliver anderledes. Susanne fra Århus afd. har fået lavet et tilbud til en ny hjemmeside til 13.500 kr. denne nye hjemmeside vil linke til andre relevante hjemmesider. Det siges man har 5 sekunder til at være klare, tydelige og smarte og gribe brugeren. Dette tilbud skal bestyrelsen afgøre om man vil investere i. Nye medlemmer har stadig en fornemmelse af at foreningen er en ”gammelkoneklub”. Der foreslås at vi er mere synlige og ”på pletten” f.eks. på navigations skoler. Et medlem efterlyser hvad det er de nye/unge vil bruge foreningen til. Der bliver igen talt om foreningens navn er forældet og ikke inspirerende. Et medlem mener at den nuværende hjemmeside er hvad du selv gør den til. Der var ivrig diskussion om vores image/hjemmeside. Det er vanskeligt at finde et andet navn. Der var et forslag om at involvere off-shore branchen. Der var forslag om at lave pjecer til flådestationer, off-shore platforme. Der var gode diskussioner rundt om bordene. Et forslag om at lave: ”to go kort”, det er gratis postkort man kan tage på cafeer, vores logo/hjemmeside skulle pryde kortets forside, det er en interessant ide`. Formand Charlotte vil finde ud af dette. Der foreslås gode artikler på hjemmesidens forside, så de ses lige når man kommer på.
Der opfordres til at alle lokalforeninger finder ud af hvad de vil med foreningen hver især og melder tilbage til bestyrelsen med deres bud.
Der er blevet produceret tørklæder med foreningens logo, disse blev solgt 200,-kr stk. og der foreslås at de også sættes til salg via hjemmesiden og Face book.
Formanden afsluttede generalforsamlingen med tak for en god generalforsamling og et velkommen til de nye bestyrelses medlemmer.
Ålbæk den 27/1002013
Referent Hanne Grau
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 6/9-2014 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Sømandskoneforeningen er hverken støvet eller gammeldags. Den har måske bare et lidt kedeligt navn. Her er der hjælp og støtte at hente fra de andre i foreningen, - og så der total forståelse for, at man ikke kommer, når ”sømanden” er hjemme. Og så er det aldrig træls at komme alene.
- Det at være medlem af Sømandskoneforeningen er en super god støtte, og det er dejligt at være sammen med nogle, der forstår din situation.
De kender til at være alene. De har forståelse for, at børnene er krop umulige, når mor og børn har været alene i to en halv måned, - og mest af alt, der er ikke nogen af dem, der siger: Du har jo selv valgt det - for de ved godt, hvordan det er, siger Dominique Jacobsen, der er næstformand for Sømandskoneforeningen af 1976.
Ikke gammeldags og støvet
Hun understreger, at Sømandskoneforeningen ikke, som navnet måske kunne signalere, er en støvet klub for sømandskoner på 60+ (dem er der masser af plads til, og de er meget velkomne), men en forening for den danske sømandsfamilie anno 2014:
- Vi passer godt på hinanden, når vores mænd passer deres arbejde, om det er på de 7 verdenshave, offshore eller i Søværnet. Vi er et netværk, hvor sømandskoner/kærester kan hente hjælp og støtte. Når familien og veninderne ikke forstår vores situation, så har du en sømandskone i dit netværk, som præcis ved, hvad du "slås" med.
To arrangementer flere gange om måneden
Der er arrangementer nogle gange om måneden. Nogle gange er det større ture, fx til Legoland, andre gange er det bare en lille gruppe på fire fem unge mødre, der mødes til pandekageaften.
- Vi samles til "pige" aftner, og vi samles om aktiviteter for børn og for hele familien. Der er ca. et arrangement hver anden uge, ud over det, medlemmerne gør fælles uden for det skemalagte fra foreningen. Og børnene er aldrig en begrænsning, de kommer bare med, understreger Dominique Jacobsen.
Med på, at alle lever dobbeltliv
Alle i foreningen er med på, at medlemmerne lever et dobbeltliv. Når manden/kæresten er ude at sejle, deltager de i arrangementerne, og når han er hjemme, kommer de ikke.
- Den forståelse er der jo ikke i andre sammenhænge. Hos os er der aldrig hævede øjenbryn, hvis man ikke kommer, understreger Dominique Jacobsen og tilføjer:
Og det er aldrig træls at komme alene. For det gør alle de andre også!
Lise Mortensen Høy, Søfartens Ledere
Kilde/ forfatter: Lise Mortensen Høy, Søfartens Ledere, Dato: 12/6-2014 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Pressemeddelelse Nicolaj Wibe er ny generalsekretær i Sømand
Sømandsmissionen har netop ansat 51-årige Nicolaj Wibe som ny generalsekretær. Han kommer fra et job som missionssekretær i Evangelisk Luthersk Mission og har årelang erfaring indenfor mission og diakoni i flere kirkelige organisationer. Her har han brugt kompetencer som pædagog, underviser, sjælesørger, forkynder og leder. Fra sit nuværende job er han vant til at møde mennesker fra flere lande – fx i Peru, og han formår at se og lede den enkelte medarbejder. Det har betydning i Sømandsmissionen, hvor medarbejderne agerer rundt i Danmark og Grønland. Fra barndommen på Bornholm kender han Sømandsmissionen, og som yngre arbejdede han nogle måneder som assistent på Sømandshjemmet i Nuuk, hvor han tabte sit hjerte til Grønland. Derfor passer det ham også fint, at Sømandsmissionen både arbejder i Danmark og Grønland. Nicolaj er gift med Ellen, far til fem og aktivt med i arbejdet omkring Indre Mission i Stjær-Galten samt i Galten Valgmenighed. Fritiden bruges med en bog, i naturen og sammen med venner og familie. ”Jeg glæder mig til at prøve kræfter med noget nyt - i særdeleshed fordi Sømandsmissionen har en tydelig missions- og diakonalprofil, som jeg fremadrettet vil arbejde med på at styrke. Målet er, at flere i Danmark og Grønland får smag for evangeliet”, siger Nicolaj Wibe. Få flere informationer Nicolaj Wibe – mobil: 23 69 96 64 Venlig hilsen Hanne Baltzer Journalist
Kilde/ forfatter: Hanne Baltzer , Dato: 7/5-2014 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Ny formand
Den. 22. marts afholdt Esbjerg den årlige "generalforsamling". Denne gang blev det afholdt hos Didde.
Et nyt kapitel blev skrevet i Esbjerg... Efter at have været formand i Esbjerg i mere end 20 år, valgte Benny at gå af. Esbjerg pigerne takkede Benny for den tid hun havde varetaget vores interesser og sørget for at holde sammen på os. Didde Kolding blev den nye formand og vi er sikre på at hun nok skal gøre sit til at der sker noget i vores lille "klub".
Maritim børnebog
Tirsdag den 15. oktober kl.11 er der en ny bogudgivelse på Marstal Søfartsmuseums forlag. Det er Katrine Sindal fra Marstal, som debuterer med børnebogen ”Petreas far er sømand”. Den første ud af fire planlagte bøger om pigen Petrea. Bøgerne beskriver hver især det maritime liv, havets muligheder og ø-tilværelsen i børnehøjde. De kredser om emner som det nære, familien, naturen, det at sige farvel og savne, drømme og glæden ved alt det nye og ukendte - set med barneøjne.
Tonen i teksterne er blid og fabulerende, tempoet er roligt og man fristes til at tænke tilbage på Thomas Windings vidunderlige sprogunivers, samt en tid, som måske er svunden – eller på vej tilbage.
”Petreas far er sømand” er en oplæsningsbog for de 3 – 8-årige, men det er også en bog, der luner enhver, som har eller har haft berøring med søen og det maritime liv.
Illustrationerne i bogen er af billedkunstner Jan Kiwi ligeledes fra Marstal. Tegningerne har en heftig penselføring og et kraftigt farvevalg og sammen med de blide tekster, giver det børnebogen en sand glæde for store og små. Ja! Måske er det endda en lille børnekunstbog.
På udgivelsesdagen kan du købe bogen og få den signeret af Katrine Sindal.
Velkommen til en herlig børnebog i ord, streg og farver.
”Petreas far er sømand”
Tekst: Katrine Sindal
Illustrationer: Jan Kiwi
Forlag: Marstal Søfartsmuseum
Tryk: Mark & Storm 2013
”Petreas far er sømand”
Resume:
Petreas far er på vej ud at sejle med sit skib. Han skal være væk i lang tid. Petrea hjælper far med at pakke kuffert og under pakningen, når de i fantasien, vidt omkring på verdenshavene og oplever livet til søs.
De sejler til Grønland, hvor de ser isbjerge og isbjørne. De sejler mod varmere himmelstrøg, og Petrea får sin ækvatordåb. De svømmer med delfiner og oplever verdenen under havoverfladen. Faren truer pludselig – der er hajer i farvandet. Heldigvis når de ombord og hjem igen, inden hajen sætter tænderne i dem. Og så er det blevet tid til at fortælle mor om turen og sige godnat.
Undervejs i fortællingen lærer Petrea maritime ord, om søens traditioner og livet ombord.
Kilde/ forfatter: Katrine Sindal, Dato: 7/10-2013 Kategori (i): Bog anmeldelser
Overstyrmandens kæreste: Så kun René 24 dage på ét år
Man kan næsten se billedet for sig med det samme.
Sømandens kone der med længsel og bekymring spejder udover havet efter sin mand, imens den kraftige vind blæser hende i ansigtet, og bølgerne banker indover havnekanten.
Virkeligheden er dog en helt anden og meget mere pragmatisk, i hvert fald for kæresteparret René J. Hansen og Dominique Jacobsen.
Imens overstyrmand René sejler i tre måneder ad gangen på verdens største containerskib M/S Mærsk Mc-Kinney Møller, så styrer Dominique hjemmefronten alene.
- Forrige gang da Rene var af sted, der havde vi vand i hele vores gang på grund af en utæt skorsten, og det gav en håndværkerregning på 45.000, hvis det hele skulle udbedres.
- Der kan jeg jo ikke lige ringe René op og høre, hvad han synes, så der må jeg selv tage beslutningen og stole på, at den er rigtig, siger Dominique Jacobsen til tv2.dk
Vidste hvad de gik ind til
I alt har hun og René J. Hansen været kærester i 11 år, og Dominique fortæller, at de begge hele tiden har vidst, hvad de gik ind til.
- Vi har vidst fra starten af, hvad det skulle ende med. Mange vælger at sige, at de ikke kan leve med at være væk fra hinanden i så lang tid ad gangen.
- Det første år, hvor René sejlede meget, der så vi hinanden 24 dage på ét år, og vi var ligesom enige om, at hvis vi kunne klare dét år, så kunne vi klare alt.
Nervøs for egen reaktion
Der kan ske mange ting, når man sejler i længere tid ad gangen, og jobbet til søs er ikke uden faremomenter. Men pirateri og de farer der lurer på det åbne hav er ikke noget, som Dominique tænker så meget over.
- Jeg tænker ikke over det i hverdagen. Jeg kan følge skibet på nettet via skibets ais-sender. Men jeg ved godt, at når skibet forsvinder fra oversigten, så er det enten fordi, det er ude på åbent hav, og senderen er udenfor signal, eller fordi de har slukket for signalet , når de sejler ind i områder med pirater.
- Men jeg bliver mere bekymret over min egen reaktion, når folk spørger, om ikke jeg er nervøs.
Se billederne: Her sejler kæmpeskibet under Storebæltsbroen
Åbenhed er alfa omega
For at kæresteparret Jacobsen og Hansen kan få forholdet til at fungere, er det vigtigt, at de er åbne omkring alting.
- Hvor andre kan gå hjem og tale med deres kæreste, så har jeg et forhold til min mailbox. Det kan være, at jeg har dårlige nyheder om et dødsfald, og hvordan fortæller man det til en person, der er på den anden side af jordkloden?
- Vi har talt om, hvad der kan ske, imens han er væk, og vi har forberedt os på, at alt kan ske, når han tager af sted.
Den nødvendige åbenhed og den sparsomme tid de to har sammen har den fordel, at de meget hurtigt får talt ud om problemer.
- Mænd der ikke sejler, kan godt gå i flere uger og være sure over noget uden at forklare hvorfor. Men vi har ikke den tid, vores tid sammen er for kostbar til, at vi vil ødelægge den.
- Derfor er vi hurtige til at få slået hul på problematikken. Det er ikke fordi, at man ikke kan være uenige, men vi er ret gode til at være enige om, at tiden er for kostbar til at være uvenner.
Fantastisk når René er hjemme
Dominique arbejder for et arkitektfirma som teknisk designer og har derfor masser at se til i hendes egen karriere, derfor trækker hun ikke stikket, når René kommer hjem.
- Det er fantastisk, når han kommer hjem, det er derfor, at jeg kan holde de 12 uger ud. Jeg kan ikke lægge alt på hylden, men det er rigtig vigtigt at vise, at det ikke er ligegyldigt, at han er kommet hjem.
Derfor har hun da også svært ved at nå alle de ting, hun gerne vil forberede derhjemme i ugen op til, at overstyrmanden kommer hjem.
- Jeg synes ikke det er et problem, at René sejler. Det vil jeg unde ham, at han bliver ved med, for jeg har set hvor glad og fokuseret han er, når han er ude at sejle, fortæller Dominique Jacobsen, der både sidder i bestyrelsen i den lokale afdeling og i landsforeningen for sømandskoner.
Kilde/ forfatter: Dominique M. Th. Jacobsen, Dato: 29/9-2013 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Se spændene indlæg fra Søfart.
Tryk på linket til højre.
Slynger, vikler og andre bæreredskaber til børn og babyer
Som sømandskone har jeg tit haft brug for at få frigjort hænderne til at klare det praktiske, og det kan være ret svært nu hvor vi har fået en lille datter. Jeg har netop færdiggjort en uddannelse i selv at bruge, samt formidle brugen af, slynger, vikler og andre bæreredskaber til børn og babyer, og det har gjort en verden til forskel for mig, når jeg alene skal lave mad, vaske tøj og andre ting. Oveni købet giver det at bære sit barn tæt jo mange andre fordele for både mor og barn, såsom sociale kompetencer, motorisk udvikling, mindre gråd osv.
Derfor kunne det måske være noget for nogle andre sømandskoner at lære teknikkerne og prøve bæreredskaberne af. Jeg vil rigtig gerne afholde en workshop hvis nogen skulle have lyst til det...
Kilde/ forfatter: Anna Hollyoak Helleberg, Dato: 3/6-2013 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Tillykke
Vi ønsker Hans Harboe-Hansen Tillykke med de 90 år i dag.
Jeg hedder Karl Zilmer er 58 år og gift med Ann. Børnene er for længst flyttet hjemmefra. Jeg er uddannet skibsfører og jeg haft størstedelen af min sejltid på sejlskoleskibe og passagerskibe. Jeg fungerer som coach - eller om du vil - som professionel samtalepartner. Efter 40 år til søs og de sidste 20 som kaptajn har jeg en bred erfaring med de faglige - og sociale udfordringer, der er en del af sømandens (og ikke mindst familiens) liv. Jeg tilbyder coaching til søfolk og medarbejdere i virksomheder, der i fortrolighed har brug for at få vendt problemstillinger Jeg er uddannet systemisk coach fra RMC - Attractor A/S og uddannelsen er akkrediteret af European Mentoring and Coach Counsil på senior practice level. Det betyder, at jeg arbejder efter EMCC’s etiske kodeks for coaching og mentoring. Er du interesseret i at høre mere kan jeg kontaktes på: Mobil: 30497535 Email: karlzilmer@troensemail.dk Web: www.karlzilmer.dk Venlig hilsen Karl Zilmer
Kilde/ forfatter: charlotte, Dato: 20/4-2013 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Om antropologiske forsking om søfarende og pirateri:
Jeg vil gerne mødes med Jer og jeg håber på at I er friske på ideen!
Jeg har været i kontakt med mange af Jer i løbet af mit forskningsprojekt og jeg har ville længe organisere en tur ud i det danske landskab for at besøge Jer. For nogles vedkomne, har vi allerede mødtes personligt, for andre har der været delvist intenst e-mail kontakt, men vi har aldrig mødtes.
Det praktiske:
• Mit foreløbige plan er at, være i Jylland og Fyn i uge 8 og/eller 9: dvs. ca. fra 16 februar – 1. marts 2013 (Er du på Sjælland og føler dig forbigået? Skriv til mig og vi finder en tid).
• Jeg kommer gerne hjem til Jer og vi kan også mødes på en cafe eller lign – det skal være et sted som er nemt for Jer.
• Det kan vare en time eller en hel dag (eller mere) – alt efter hvad I har lyst til at fortælle og hvor mange der skal med.
• Jeg har snakket med nogle om at, familie medlemmer og endda nære venner også vil bidrage med en fortælling om deres oplevelser med pirateritrusler. Derfor er det muligt at mødes til en personlig samtale under fire øjne eller holde en gruppe samtale – eller en kombination deraf. I bestemmer selv hvad giver bedst mening og hvordan I plejer at omtale emnet – vi tager bare afsæt i det.
Vil I være søde at overveje om der er et tidspunkt indenfor den tidsramme beskrevet ovenfor, hvor I kan mødes med mig, og skrive tilbage til mig i en privat besked eller via mail: am@seahealth.dk? Skriv gerne flere dato muligheder, da det er et lille puslespil der skal gå op. Hvis I ikke har tid selv (fx hvis du sejler på det tidspunkt), overveje om der er en anden relevant person indenfor Jeres familie/vennekreds der kunne have lyst til at tale med mig.
Og endelig: Hvis I kender andre som I mener kunne relevant for mit projekt, er I velkomne til at videresende denne mail til dem.
Jeg ser frem til at høre fra Jer og takker på forhånd for Jeres hjælp.
Mange venlige hilsener,
Adrienne
Det med det småt: I skriver endelig hvis i har spørgsmål:
Målgruppe:
Som jeg har været inde på, det er ikke afgørende at I eller den søfarende I er tætte med, har haft en konkret piratangreb inde på livet. Det er lige så relevant at høre om jeres oplevelser af risiko for angreb. Derfor er det også lige så relevant at høre om bekymringer for piratangreb såsom mangel deraf. Folk har mange måder at opfatte og derfor håndtere truslen og jeg er interesseret i denne mangfoldighed.
Fortrolighed:
Fortrolighed og anonymitet er en af hovedsøjlerne i projektet. Efter jeg har behandlet min data, vil man ikke kunne kæde beskrivelser, udsagn mm tilbage til enkelte personer eller rederier. Derfor er meningen, at det der bliver ”tilbage” efter alt er anonymiserede, er beskrivelser af processer, situationer, holdninger osv der kan bruges i hele industrien, uden at vi ved hvem præcis der er tale om. Heller ikke min arbejdsgiver, Søfartens Arbejdsmiljøråd får adgang til min rå-data. Jeg er ikke ansat i et rederi og derfor skal jeg heller ikke melde tilbage til dem om mine konkrete indtryk. Jeg er heller ikke journalist med behov for at levere en spændende historie, men en forsker der vil forstå jeres realitet – om den er kedelig eller ej :-).
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 5/2-2013 Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
Pirateri (Søfartens Ledere)
Dette er ikke en pressemeddelelse, men en intern information til Søfartens Lederes medlemmer.
I forbindelse med 2-årsdagen for kidnapningen af vores seks kolleger fra Leopard, er Søfartens Ledere fra flere sider blevet opfordret til at uddybe sin appel om ro om sagen.
Søfartens Ledere, bestyrelse og medarbejdere, deler fuldt ud frustrationerne over, at Søren og Eddy og deres fire filippinske kolleger nu sidder som gidsler på tredje år. Det er dybt tragisk, og det er ikke værdigt for en søfartsnation som Danmark, der vil slå sig op på kvalitetsskibsfart. Vores dybtfølte tanker går hver eneste dag til både besætningen og deres pårørende.
Vi ville meget gerne uddybe offentligt, hvad der ligger til grund for vores appel om tavshed i sagen, men det kan desværre ikke lade sig gøre på nuværende tidspunkt. Det vil komme når vores kolleger er sikkert genforenet med deres familier. Derfor denne interne information.
For halvandet år siden lagde vi et offentligt pres. Det gjorde vi, da der dengang intet skete i sagen. Dette har siden ændret sig, og det har vores tilgang derfor også.
Det er vigtigt for os, at gøre følgende klart:
Søfartens Ledere er enig i, at staten og myndighederne naturligvis skal hjælpe og presse rederiet maksimalt til at løse opgaven og påtage sig sit ansvar. Det er vores klare overbevisning, at det sker, og det ville derfor være forkert af os at forlange noget, som allerede finder sted.
Særligt når vi ved, at piraterne udnytter medieomtale og demonstrationer til at trække sagen i langdrag. Vi ville dermed bidrage til at forlænge gidslernes lidelser. Medieomtalen har stået på i mere end et halvt år, og i den tid har der nu været afholdt fire demonstrationer.
Det handler ikke om at rederiet skal ”slippe så billigt som muligt”, men om at forhandlingerne under de nuværende vilkår kan trække yderligere ud og koste tid i forhold til at få vores seks kolleger frigivet.
Søfartens Ledere følger sagen tæt, og vi beder om jeres tålmodighed med hensyn til nærmere information, indtil sagen er løst og vores savnede kolleger er genforenede med deres familier.
Endeligt og ikke mindst skal det nævnes, at foreningens holdning til ro om sagen bakkes op af både Eddy Lopez’ hustru i Chile, hans pårørende i Danmark og Søren Lyngbjørns familie.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 22/1-2013 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Glædelig jul
Hermed de bedste ønsker om en rigtig glædelig jul, samt et godt og lykkebringende nytår.
Tak for mange hyggelige timer og gode snakke både når vi ses og her på Facebook, dejligt når vi får vendt nogle ting, som ligger os på sinde.
Mine tanker, går til alle de, der holder jul langt fra deres kære og alle de sømandskoner og børn, der må undvære deres sømand i jul og nytår.
Sender mange tanker og tænder et lys for Eddy og Søren, deres besætning samt familie.
Mange hilsner
Charlotte
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 24/12-2012 Kategori (i): Hverdags betragtninger
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 29/9-2012 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Indstilling til Søhesten 2012
Fra Svendborg Afdeling synes vi, det er på tide at indstille vores trofaste landsformand, Charlotte i daglig tale Lotte.
Der har ikke været tradition for at indstille landsformanden til en Søhest, mens formanden stadig sidder i stolen.
Den tradition vil vi hermed bryde....
Foreningen har været og er stadig i en udviklings- og forandringsfase, og denne har Lotte været en stor del af.
Lotte er en lyttende, loyal, farverig, indlevende, aktiv og meget afholdt person. Der er livlig meningsudveksling, for Lottes vedkommende altid på en god, lyttende og anerkendende måde.
Lotte har været yderst dygtig til at få fremført, drøftet og søsat nye ideer og initiativer i vores forening.
Lotte har deltaget i mange arrangementer på foreningens vegne, og hun har altid repræsenteret foreningen på en yderst professionel og indlevende måde. Lotte har været medvirkende til at få vores forening til at blomstre og udvikle sig.
På Svendborg Afdelings vegne Anne Margrethe.
Kilde/ forfatter: Anne Margrethe Retvig Jensen, Dato: 26/9-2012 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Mange tak
Mange tak til de kære sømandskoner der stod ved vores dør d. 4.3.12 til morgenssang i andledningen af vores kobberbryllup. Også mange tak for de smukke blomster vi fik af Århus klubben.
Vi havde en skøn dag, som vil med glæde tænke tilbage på.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 4/9-2012 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Indstilling til årets søhest.
Jeg synes Birgit fra Skruerne skal have årets søhest. Dette selvom hun har fået den før, så vidt jeg er informeret. Birgits engagement i både lokal foreningen og landsforeningen fortsætter ufortrødent til trods for at hun både er blevet skilt fra sin sømand og hendes sygdom. Hun gør rigtig meget for at byde potentielle medlemmer af lokal foreningen velkommen på en god måde. Dette er medvirkende til at vi lige nu har en som forhåbentlig betaler kontingent for første gang i år. Jeg glæder mig til at høre hvordan generalforsamlingen forløber og håber at Birgit er en Søhest rigere.
Esbjerg afdeling indstiller Annette Petersen til årets Søhest. Annette er afdelingens tovholder og kasserer gennem mange år. Havde vi i Esbjerg ikke haft Annette, så havde vores afdeling ikke haft så mange medlemmer. Hun er den der "lige" sender en mail til remember - kommer og spør om "du" vil med i biffen - hurtig indskydelse på er
n frokost når man møder hende inde i byen... Kort og godt - Annette har OVERSKUDET...Derfor synes vi hun fortjener en anerkendelse for sit mangeårige arbejde i foreningen.
Hilsen Mette Esbjerg
Vi i Holstebro afd. vil meget gerne indstille vores medlem Bodil Carstensen til en søhest. Hun har, uden afbrydelser, været vores kasserer i 31 år, og fortsætter forhåbentlig i mange år endnu. Vi syntes, hun fortjener anerkendelse for sit arbejde i foreningen. Bodil er en gæv pige, der næsten altid er med til vores møder. Hun har været med lige fra starten, og hun er absolut medvirkende til, at vores afd. er så hyggelig og festlig. På afd. vegne Annie Brodersen (formand)
Familieliv. Det skal være slut med at sejle i egen sø, mener initiativtageren til den århusianske sømandskoneforening.
Af Solveig Larsen Kolstad, soko@berlingskemedia.dk
Onsdag den 22. august 2012, 09:10
Når vaskemaskinen går i stykker, børnene savner far, eller mandens hjemrejse udskydes, så står de århusianske sømandskoner sammen.
Den århusianske forening har snart ti års jubilæum, og det kan Tina Rosenborg tage en del af æren for. Hun startede foreningen i 2003, fordi hun selv opdagede, at hun som sømandskone stod med særlige udfordringer.
Løber et maraton hver gang
Det hårdeste ved at være gift med en sømand er, når han kommer senere hjem, end det var planen, fortæller Tina Rosenborg.
»Det er ligesom at løbe et maraton, og så når du er lige ved at være i mål, bliver du bedt om at løbe endnu længere.«
Det har Tina Rosenborg og hendes veninder fra foreningen ofte snakket om. Hvordan der bare ikke er mere strøm på batterierne lige op til mandens hjemkomst. Og når han så er hjemme igen, bliver batterierne opladet lynhurtigt. Det giver liv og lykke til både børnene og hende selv.
Det ekstra overskud, der kommer, når der er en ekstra voksen til at putte ungerne og hjælpe med lektierne, bliver brugt på lange kaffestunder om morgenen og senere sengetider til børnene, fortæller Tina Rosenborg.
»Når Bo er hjemme, bliver hele vores hjem mere åbent, og det gør ikke noget, om der kommer tre eller fem af børnenes venner med hjem til middag,« siger hun.
Hendes mand, Bo Rosenborg, er skibsfører i rederiet Norden og sejler i ti uger i træk for bagefter at være hjemme i ti uger.
Kernen i familien
»Jeg er familiens kerne,« siger Tina Rosenborg og forklarer det med, at sådan må det nu engang blive, når hendes mand er ude at sejle halvdelen af året.
Hun er det faste element i hjemmet, og halvdelen af tiden skal hun klare hele familiens dagligdag. Derfor har hun også valgt at arbejde på nedsat tid for at få alle enderne til at hænge sammen. 23 timer om ugen bliver det til i skoletandplejen. Så kan hun nå at gå til frisøren og til spinning, selv om hun også skal hente børn, lave mad og købe ind.
Samtidig og lige så vigtigt, så har hun også mere tid sammen med sin mand, når han er hjemme. Der er tid til, at de kan sidde sammen og nyde morgenen, efter at børnene er fulgt i skole. For Bo Rosenborg skal jo primært tage sig af hende og de to børn, når han er hjemme.Navnet Sømandskoneforeningen lyder noget gammeldags og får en til at tænke på fællesstrikning og vanillekranse. Sådan havde Tina Rosenborg det selv, da hun hørte om landsforeningen første gang. Hun synes også, at hun bliver identificeret lige rigeligt med sin mands job. Men på den anden side, så er navnet til at forstå, og de kvinder, der er med i foreningen, laver alt muligt andet end at strikke slumretæpper til deres mænd.De tager til koncerter, snakker om børn, mode, politik og arbejde ligesom alle andre. De fejrer højtiderne sammen, hvis de er uden mænd, og fester og hygger sammen med både mænd og børn.
Aarhusafdelingen er på 16 medlemmer, og kvinderne er mellem 30 og 60 år.
Hjælper hinanden
Hvis græsslåmaskinen går i stykker, eller vandhanen drypper, og manden er ude at sejle, så er det også sømændenes koner, Tina Rosenborg går til. Deres mænd er jo ikke alle ude at sejle på én gang, så de, der er hjemme, kan hjælpe de sømandskoner, der har brug for en handyman.
»Da vaskemaskinen gik i stykker, ringede jeg til en af pigerne, som jeg vidste havde sin maskinmestermand hjemme. Han hjalp mig, så jeg slap for at købe nyt. Sådan hjælper vi hinanden,« siger hun.
Det samme gælder, når piratfrygten suger i maven, og manden sejler rundt ved Somalias kyst. Den frygt, er det også kun de andre sømandskoner, der forstår, synes Tina Rosenborg.
»Vi er jo ikke nogen politisk forening, men når det kommer til pirater, så følger vi med og har også vores meninger,« siger hun.
Børnene bliver forstået
Bo Rosenborg er selv barn af en sømand, og hans mor tog ham med i den lokale sømandskoneforening, da han var en lille knægt. I dag har han stadig venner tilbage fra dengang. Venner, som også havde en far, der sejlede, fortæller Tina Rosenborg.
Det samme, kan hun se, sker for hendes egne børn. De behøver ikke at sige så meget til deres kammerater i foreningen. Spørgsmålet »Er din far taget af sted?« er nok og så et efterfølgende indeforstået nik, inden legen fortsætter.
Tina Rosenborg bruger sine sømandskoneveninder, for det er de blevet efterhånden, netop til at få råd og dele erfaringer med, hvis børnenes savn bliver for stort. Kvinderne fra foreningen forstår det, fordi de kender det fra deres eget liv. Det gør de veninder, der ikke er gift med en sømand ikke, forklarer Tina Rosenborg.
»De forstår ikke, hvor enormt frustrerende det er, når ens mand kommer flere dage senere hjem, end det var planen,« siger hun.
Tina Rosenborg er overbevist om, at det fællesskab og de betroede veninder, hun har fået i Sømandskoneforeningen, har styrket hendes ægteskab. Og den store glæde hun har af foreningen, vil hun gerne dele med andre.
Til næste år, kommer Tall Ship Race til Aarhus, og med skibsfesten en masse søfolk med deres koner. Så er Tina Rosenborg og de andre sømandskoner klar til at rekruttere nye medlemmer til deres forening.
Du kan læse mere om foreningen på deres hjemmeside: www.soemandskoner.dk
Kilde/ forfatter: Solveig Kolstad, Aarhus Stiftidende, Dato: 22/8-2012 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Indstillingen til Søhesten
Vi vil gerne på vores afdelings vegne indstille Hanne Grau til Søhesten.
Hanne gør og har altid gjort et kæmpe stykke arbejde for foreningen og for vores afdeling i særdeleshed.
Hun er den, der altid har overskud, selv om hun tit selv er "hængt op". Jeg tror helt ærligt ikke vores afdeling
var eksisterende, hvis ikke det havde været for hendes utrættelig indsats.
Håber I vil tage hende i betragtning. Vi har altid glemt at indstille hende, og har hver gang Søhesten er blevet uddelt
sagt til hinanden, hvorfor har vi glemt at indstille Hanne?
Glæder mig til vi ses til vores generalforsamling i Faaborg.
Fortsat god sommer.
hilsen
Lisbeth, Frederikshavn Afd.
På vegne af Vores lille forening, Fredericia, Strib, Kolding afdeling skal jeg hermed ønske at årets søhest uddeles til vores alle sammen s Charlotte Munk.
Charlotte kendetegnes ved at hun altid går forrest i alt hvad vi foretager os.
Charlotte er den første der er klar med kalenderen, når talen falder på nye aftaler, hun møder stort set op til alle arrangementer og er altid i godt humør.
I vores afdeling er Lotte ikke formand, men menig medlem som alle andre.
Der er bare lige det ved hende, at hun skaber glæde og omsorg, og hun favner os alle.
En ildsjæl af få.
Tak for det Lotte og for at du er den du er !!!
Med venlig hilsen
Fredericia,Strib,Kolding afdeling
Som Sømandskone, kan jeg ikke lade være at resoner over, hvorfor er det aviser, radio og TV kan bruge tid til at fortælle hvor frustreret familier til soldater, der er 3-4 dage forsinket på deres hjemrejse fra Afghanistan - hvor er det godt de ikke er i familie med en sømand, for sådan er livet for en sømandsfamilie hver gang, de skal have deres far/mand hjem efter en udmønstring !
Er soldaterbørn mere vær end sømandsbørn ? Er en soldat mere vær end en sømand ?
Er soldaternes job efterhånden mere farlig end en sømands ? Er ikke viden om, at der sidder danske soldater til fange på døgn nr. 577 - det ville aldrig ske for en soldat, for så var der gjort noget fra alle sider af regeringen for at få dem hjem !!
Ved jo godt at ikke alle soldater kommer hjem i live, men det er egentligt ikke det, det handler om i denne sag, men dem der kommer hjem 3-4 døgn senere end forventet. Brug dog tiden på at glædes over de kommer hjem !!
Skruerne kipper med flaget og ønsker Christina stort til lykke med deres lille nye prinsesse, som kom til verden søndag den 27. maj. Dejligt at alle har det godt.
Kilde/ forfatter: CM, Dato: 23/4-2012 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Saftig appelsinkage med marcipan
Ingredienser:
2 revne og pressede øko. appelsiner
150g revet marcipan
150g blødt smør
150g sukker
3 store æg
225g hvedemel
2ts. bagepulver
Chokoladeglasur:
1dl piskefløde
100g mørk hakket chokolade
10g smør
Pynt:
Halverede friske jordbær
Bland dejen i en foodprocessor og fyld den i en smurt firkantet form (22-24 cm) og bag midt i ovnen ved 175 gr. i ca. 50 min. Lad den stå 10 min., før den vendes ud på en rist.
Giv fløden et opkog og hæld den over chokoladen. Rør, til det er jævnt og blankt og tilsæt smørret. Bred glasuren ud og stil kagen køligt mindst 1 time inden den pyntes med jordbær.
Nedennævnte er modtaget fra Jakob Wandel, Søfartens Ledere
Jeg tillader mig at skrive til jer, for at gøre opmærksom på en ny bog, som Søfartens Ledere har hjulpet til verden. Der er tale om en international gidselhåndbog, som gør det muligt for søfarende i hele verden at forberede både sig selv og deres familier på pirattrusle omkring Afrikas Horn.
Læs meget mere på bogens hjemmeside www.copingwithcapture.com, og se nedenfor, hvad piratforsker Lars Bangert Struwe skrev i sin anmeldelse af bogen.
I er naturligvis meget velkomne til at kontakte mig for yderligere oplysninger, hvis I har behov for det.
Venlig hilsen
Jakob Wandel
Kommunikationschef,Journalist (DJ)
Søfartens Ledere
Havnegade 55
1058 København K
mob.: +45 2989 0098
jw@soefartens.org www.soefartensledere.dk
ANMELDELSE coping with Capture - Hostage Handbook on Somali
At blive taget som gidsel er et mareridt. For søfarende i Aden-Bugten, Rødehavet og Det Indiske Ocean er det i dag en frygt man må leve med dagligt. Heldigvis er det kun et fåtal af alle angreb der lykkes, men her en håndbog, som kan hjælpe de ulykkelige, der bliver taget som gidsler af de somaliske pirater. Bogen bør læses af alle søfarende, deres redere og ikke mindst deres familier. Bogen er fyldt med informationer –hvem er piraterne, hvad er deres kultur etc. Den er opbygget logisk og let læst.
Der er således ingen undskyldning for ikke at forberede sig. Det er ikke rar læsning. Tortur, underernæring, risiko for depressioner og frygt. Men bogen har en lang række meget basale anvisninger til gidslerne. Alt fra hvordan man bruger de lokale traditioner til at opnå fordele til, hvordan man skal gebærde sig når man vil tale med eller i kontakt med piraterne. Har man læst bogen inden man bliver taget som gidsel bør ens chancer for at komme rimeligt igennem situationen bliver forøget - men man skal huske at læse den inden. For familierne kan denne bog også være meget fornuftig at læse inden den søfarende tager af sted. Man bør f.eks. overveje om man har sikret sig ordentligt finansielt, så familien kan klare en gidselsituation – ikke om man kan betale løsesummen, det bør være rederiet problem, men om man kan klare alt det andet. Bogen viser også vej igennem hele forløbet, så familien kan forstå forhandlingsforløbet. Ud over at være en håndbog om gidsler er det også en af de bedste korte introduktioner til somalisk pirateri som findes på markedet. Dette er ikke en forskningsbog om pirateri, men en helt nede på jorden introduktion til denne plage. Den kan således også med stor fordel læses af alle interesseret i pirateri. Lars Bangert Struwe PhD., forsker i pirateri Center for Militære Studie Københavns Universitet
Kontakt information på afsenderen:
Jakob Wandel
jw@soefartens.org
Ved at besvarer denne email, sendes en email direkte til afsenderen.
Kilde/ forfatter: CM, Dato: 9/4-2012 Kategori (i): Bog anmeldelser
Til lykke
Et stort til lykke til Birgitte og hendes familie med det sidste skud på stammen, en lille fin pige der blev født den 14. marts. Hun skal hedde Sigrid. Både mor og barn har det godt.
Skruerne ønsker dem alle alt godt på vej i livet.
Referat af Bestyrelsesmøde Søndag den 11 Marts 2012...
Fremmødte var:
Citha
Ann-Charlott
Tina
Gitte
Afbud fra:
Kristine
Formål med møde:
Klarlægning af indhold af bestyrelsens opgaver. Dette delt ud på hver post - Således alle ved, hvilket ansvar man påtager sig ved et valg.
Poster i vores bestyrelse.
Formand:
* Har den første kontakt med "Prøve Medlemmer" (Mail/Telefon)
* Formandens beretning til Generalforsamling
* Kontakten til Landsforeningen
* Hjemmesiden
Næstformand:
* Aflaste/Afhjælpe andre i bestyrelsen, hvis der opstår behov
* Tovholder for at arrangere deltagelse i Landsgeneralforsamling (Kørsel, færge, mad. Hvis Næstformand ikke selv skal deltage i Landsgeneralforsamling, har denne lov til at give opgaven til en som skal deltage)
Sekretær:
* Indkaldelse til Generalforsamling
* Skriv referat af Generalforsamling
* Skriv referat af Bestyrelsesmøder
* Afsende referat af Generalforsamling/Bestyrelsesmøder (Inden 14 dage)
* Læg referat ind på hjemmeside
Vi havde yderligere snak omkring:
* Hjemmesiden - Skal "Prøvemedlemmer" være opført her? Snakken gik på fordele og ulemper. Tina melder ud til alle, når der er nye medlemmer, som har vist interesse. Ellers kan det være svært for dem der har deres eget mail system. Vi har lige nu 3 nye "Prøvemedlemmer" - Alle fra Djursland. Men ikke rigtig noget i kalenderen, hvilket gør det lidt svært, at få dem inddraget i vores forening.
* Mail Korrespondance - Det er meget vigtigt, når vi sender indbydelse ud til arrangementer, at vi får sendt til alle medlemmer. Alle skal have buddet om et arrangement, som vedrører foreningen. Husk, at få sendt til "Prøvemedlemmer"
* Kontingent - I år bliver det indkrævet 1 Juni - Vores forslag vil være nedsat til 400 Kr. (Bliver uddybet på Generalforsamling) Pr 2013, bliver dette opkrævet 1 Maj. Husk - At vi giver 25 % i rabat, når man deltager i Landsforeningens aktiviteter.
* Kalenderen 2012 - Ikke mange fastlagte aftaler i vores forening? - Vi har tænkt, at det vil være en meget god idé, at have 4 faste aftaler pr år. Vi snakkede om, at hvis man ikke har overskud til at være alene om at arrangere på vegne af foreningen - Er det helt i orden at bede om en "Hjælper"
* Opfordring - Når vi mødes til Generalforsamling, at vi får snakket om; Hvad vil vi - Hvad gør vi - Hvad skal vi - Hvad kan vi - Med vores forening? Hvad, mener den enkelte i foreningen? (Tænk over det til vi mødes)
* Aktiv el mindre aktiv - Vi er en frivilligforening, hvor det er vigtigt, at vi respektere hinandens tilvalg og fravalg. Vi kan have forskellige prioriteter i vores liv, som gør at vi indimellem er mindre aktive i foreningen. Dette skulle vi gerne kunne håndtere.
* Ideer - Vi opfordre alle til, at byde ind med forslag til vores kalender. Forslag til tiltag. Håber, at nogen har input, som kan være givende for vores samvær.
* Værten - Dvs den som holder arrangement, må prikke én i selskabet til at skrive referat. Indlæg til vores hjemmeside (Inden 14 dage) Dette gælder, når det er et helt alm arrangement.
* Landsgeneralforsamling på Sjælland i 2012 - Tina fortalte, at der stadigvæk kigges på prisen. Og der er ikke endnu nyt på denne front. Tina melder ud, når hun har hørt mere fra dem som skal arrangere i år.
* Kommende arrangementer - Generalforsamling - Sy dag - Påske Hygge - Æble dag - Landsgeneralforsamling. Kom an med mere.
Takker til Tina, for at afholde møde (Og kaffebrygning - Skal der jo til)
Takker til Citha for medbragt hjemmebagt brød - Det var lækkert.
Korrespondance mellem den filippinske og danske sømandskonef
Alice Lamigo - formand for SWAPI - den filippinske sømandskoneforening, sender igennem denne brev veksling, sin hilsen til alle sømandskoner her i landet:
Sun, 1 Jan 2012 22:59:41 +0800
From alicelamigo@yahoo.com
To birgitlarsenjensen@hotmail.com
Happy holidays, Birgit! How are you?
Affectionately Yours,
Alice
From birgit
To alice lamigo
Friday, February 3, 2012
Dear Alice
Thank you very much for your holday greeting.
Well, time is runnig far too fast. I am enjoying new love and new place of living, on a farm with a tractor museum and many actitivties referring to this.
I am also still member of the Danish Seaman Womans Association, and in my old local area of Denmark, we are these days preparing the next yearly seminar on 6th of October this year.
Are you coming to join us on this occasion??
I keep thinking of all of you and wish that you are all happy. Also that all the disaster your country is encountering, is not harming your members and families.
I pray for all of you.
I heard from the Danish Seahealth Board, that some of their employers had a very giving and interesting meeting with you and your members. One of them took the parcel from Melly Pagunsan along to Denmark. Thank you very much.
Warmest regards
Birgit
10-02-2012
From alicia curada lamigo
Til birgit larsen jensen
Dear Birgit,
We are glad that you've adjusted your love life in the farm which we believe is more peaceful and refreshing. Life is what we make it.
We are facing economic and political crisis as you've already known from international media. Our government is bent on punishing past and present corrupt officials. We are really requesting for prayers that his anti-corruption drive will succeed so that peace and understanding will reign in our land.
Yes, the representatives from Danish Seahealth Board visited us but their time was limited and so we were not able to treat them as we wanted to. Please extend our regards to them.
Our activities since last year were mostly in giving assistance to our members who had been victims of natural calamities and incurable diseases. Two active members passed away already and still we have two suffering from cancer.
I was also hospitalized last December 25 until 27 for acute gastritis. Thank God I have recovered and back to advisory work.
Our regards and valentine greetings to you and to all members of your organization.
Affectionately Yours,
Alice
Kilde/ forfatter: Alice Lamigo, Dato: 16/2-2012 Kategori (i): The Phillipines
Brev til Statsminister Helle Thorning-Schmidt
Statsministeriet
Christiansborg
Prins Jørgens Gård 11
1218 København K
Att.: Statsminister Fru Helle Thorning-Schmidt
Fredericia, den 25. januar 2012
Vedr.: Pirateri.
Kære Statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Vi er en forening af Danske Sømandsfamilier, som nu ikke kan holde vores vrede og frustrationer tilbage længere - at vi så netop i dag skal informeres om at en dansk nødhjælpsarbejde er befriet, skal jeg hilse og sige ikke har gjort det bedre for os !!
På os virker det, som om, det kommer bag på regeringen, at Danmark deltager med Esbern Snare i farvandene omkring Somalia. Hvorfor er der ikke lavet aftale om hvad Esbern Snare, der jo gør et formidabelt arbejde dernede, skal gøre af dybt kriminelle pirater ?
Det er ikke første gang vi skal lægge øre til, at der ikke findes et land, som vil retsforfølge disse dybt kriminelle mennesker. Hvorfor er der ikke fundet en løsning på dette fra sidste gang besætningen på Esben Snare måtte sejle til Somalias kyst for at sætte pirater i land, så piraterne igen dagen efter kan sejle ud og tage et nyt Dansk skib ?
Det ligger jo helt klart, at de Danske Handelsskibe er i høj kurs hos Piraterne, der sker jo ikke noget med dem hvis de må overgive sig - ikke andet end de skal bo på en meget lille plads ombord på et moderne krigsskib - det er simpelt hen ikke i orden !!
Hvordan tror du, Kære Statsminister, det er for vore Danske Søfolk, der møder skibet Leopard ude i verden ?? Hvordan kan I lade det ske ?? Hvordan kan det rederi, der har en hel besætning siddende i Somalia på 13. måned, få lov at drive virksomhed på bekostning af andres liv ??
Ville Regeringen lade 2 kaprede fly stå på en landingsbane i 13 måneder, nej vel !!
Vi som Sømandsfamilier føler os i den grad tilsidesat af den Danske Regering og måden I tackler pirateri på, altså pirateri mod Danske Søfolk. Er man en dansk familie, der efter adskillige advarsler alligevel sejler ind i piratfarvand, så kommer man hjem - tror ikke der, er mange i vores verden, der ikke tænker tanken, at det har den danske stat betalt - alt andet ville være utopi at tro !! Men hvem betaler for danske søfolk, når rederiet ikke gør det???
Hvad er dagsorden fremadrettet, kære Statsminister - I kan ikke behandle de folk, der bidrager mest til handelsbalancen på denne måde - det er bare ikke i orden.
Med venlig hilsen
SØMANDSKONEFORENINGEN AF 1976
Charlotte Munk
Landsformand
Tlf. 76201090/22563705
www.soemandskoner.dk
Kilde/ forfatter: CM, Dato: 25/1-2012 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Godt nytår
Hermed de bedste ønsker om et godt og lykkebringende nytår. Jeg håber rigtig mange af jer, kan være samlet som familie her på årets sidste dag.
Tak til alle jer, der har været med til at gøre 2011 til et godt og positiv år i Sømandskoneforeningen. Vi har haft mange sjove, hyggelige og eftertænksomme timer samme på kryds og tværs.
Vores Landsgeneralforsamling på Ærø, var helt fantastisk. Alle hyggede sig - det var en god og generalforsamling, hvor medlemmerne gave bestyrelsen noget at arbejde med. Vejret, hotel, mad osv. var helt i top, tror alle vi melde tilbage til deres klub, at de der ikke var med gik glip af en skøn weekend.
Foreningens gruppe på Facebook, har i det forgangene år, været et godt samlingspunkt og givet anledning til mange "samtaler" hvor både medlemmer og ikke medlemmer, mødes og får vendt de mange fordele/ulemper ved at være en sømandsfamilie, det er så dejligt at være en del af.
Pirateri, har fyldt alt for meget i os i 2011. Her på årets sidste dag, går mine tanker til de søfolk, der sidder fanget i Somalia. Jeg håber af hele mit hjerte, at 2012 må bringe dem tilbage i Danmark. Sender mange tanker til deres familier og håber de er informeret om hvordan deres kære har det.
På gensyn i 2012
Godt nytår
Charlotte
Kilde/ forfatter: charlotte, Dato: 31/12-2011 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Fra hjemmesiden www.maritimedanmark.dk
Mere end 140 medlemmer samt repræsentanter fra Sømandskoneforeningen af 1976 er tilmeldt Maskinmestrenes Forenings Vejle Kreds møde om pirateri, som finder sted onsdag den 2. november i Fredericia.
Mødet er en foredragsaften, hvor de to journalister Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen fortæller deres medrivende historie om deres møde med piraterne på Somalias kyst. Foredraget bygger på den dokumentarbog, de har skrevet på baggrund af deres rejse ind i piraternes verden
Dokumentarbogen giver et grundigt indblik i konsekvenserne for de søfarende, gidslerne, skibsrederne og lokalbefolkningen i Somalia
Kilde/ forfatter: CM, Dato: 1/11-2011 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Maritim sikkerhed, sundhed og miljø - året søfartkonference
Igen i år havde jeg fornøjelse af at repræsentere vores forening, sammen med Lotte og Birgit, på MSSM konferencen i Nyborg.Årets hovedtema var Socialkapital - at få de skjulte ressourcer frem til gavn for medarbejdere og for bundlinjen.
Social kapital har stor betydning både for virksomhedens resultater og for medarbejdernes trivsel. Socialkapital er de sociale relationer, der er nødvendige for, at ledelse og medarbejdere kan løse virksomhedensopgaver effektivt. Det afgørende er tillid, retfærdighed og god samarbejdsevner. Virksomheder med høj socialkapital har mindre sygefravær, er bedre til at fastholde personale, har færre omkostninger og producerer mere af højere kvalitet.Dette blev spændende fremlagt af Eva Thoft, Grontmij, Ekstern konsulent for SeahealthDenmark.
Hans Scheider fra A2SEA fortalt om hvordan en høj sikkerhed kultur er en økonomisk gevinst for virksomheden. Om hvordan de har, måtte bygge en hel ny sikkerhed kultur op i deres organisation.
Pirateri var temaet på en af de valgfrie sessioner.( det var også her at "vores Birgit" holdt et super fint oplag). Rederiet Torm sikkerhedschef fortalte om hvordan og hvad Torm gør: - hvordan holder rederiet sig orienteret om forholdene i farvandene - hvordan forbedres besætningen på en gennemsejling- hvad gør rederiet når noget sker - støtte til hjemmefronten- efter behandling. Det var dejligt at høre en meget engageret sikkerhedschef fortælle om dette.
Herefter kom Birgit på banen med et fint oplæg om hvordan det kan opleves fra hjemmefronten.
Til interesseret er linket: MSSM præsentation Sessionen blev af sluttet af Krisepsykolog Michael Linde fra Søfartens Arbejdsmiljø Råd.Han holdt et meget spændende oplæg med titlen ”Krisehjælp - er det noget for rigtige mænd”.
Han sluttede sit oplæg af med at fortælle om et døgn åben telefonlinje som tilbyder:
* assistance til søfolk og besætninger døgnet rundt.
* Rederi, Kaptajn eller andre kan ringe ind hvis der er behov for hjælp, eller blot vejledning
* TELEFON: 3311 1833.
Hvis man har lyst at læse hele oplægget af krisepsykologen, kan det findes her:http://www.mssm.dk/public/dokumenter/MSSM/2011/Praesentationer/ses.1%20Michael%20Linde.pdf.
Den sidste session jeg deltog på konferencen hed ” Hvem passe på at du trives, når du ikke er hjemme”
Psykolog Bente Høngsmark fra Søfartens velfærdsråd gav bud på hvad sømanden kan gøre for at forebygge mistrivsel, hvordan spotter man kollegaer, hvilke faresignaler er der, hvordan tilbyder man hjælp. Det vigtigste budskab var: at lytte lyttelytte, stille spørgsmål også lytte lytte.
Søren P. Sørensen, Direktør for Handelsflådens Velfærdsråd, afsluttede med at tale om den stigende internationalisering gør det nødvendigt at se på både den enkelte søfarendes vilkår og ikke mindst besætningerne som helhed i forhold til trivsel og velfærd. Hvilke behov er der for trivsel og velfærd i dag, hvilke muligheder er der i fremtiden, da Søfartens velfærdsråd er ikke længere på finansloven.
Udover at høre en masse spændende oplæg, havde vi også i år en lille stand hvor vi reklamerede for foreningen. Vi var ikke så godt placeres som sidste år, men alt taget i betragtning blev vi pænt besøgt.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 16/10-2011 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Søfartsmuseet i Helsingør og Filippinske sømandskoner
Hej Birgit
Jeg har modtaget en mail fra Alice Lamigo. Hun har haft travlt med hjælpearbejde i forbindelse med den seneste stormflod i Filippinerne og har også fejret søfartens dag. Hun er meget hjælpsom og har sendt mig en masse materiale, som jeg forventer at modtage om et par uger. Hun bad mig om at hilse dig mange gange.
Mvh
Torkil
___________________________
Torkil Adsersen
Museumsinspektør
Handels- og Søfartsmuseet
Kronborg
3000 Helsingør
Endnu engang skal lyde et stort TAK til landsforeningen og ikke mindst Ærøklubben for et fantastisk arrangement i forbindelse med den årlige landsgeneralforsamling. Også vejrguderne skal takkes for den utroligt smukke sensommer weekend. Og alle I andre sømandskoner fra hele landet, som var med til at gøre weekenden festlig og meget fornøjelig. Rammerne om arrangementet var Marstal Hotel. Her var fine værelser, specielt i den nye afdeling, hvor vi 2 Odensepiger havde indlogeret os. Betjening og mad var også i top! Flere af os var mødt frem allerede fredag eftermiddag, og kunne nyde de sidste soltimer på den dejlige terrasse. Sammen gik vi ud at spise, hvilket var meget hyggelig, og som vanligt gik snakken muntert og nok også lidt højlydt! Nogle af os gik hjem, andre kiggede lidt på Marstals natteliv! Lørdag blev der vist shoppet i den helt store stil! ( Som alle de andre år!) Generalforsamlingen gik som vanligt i god ro og orden! Efter generalforsamling og foredrag fik vi kendskab til en drink bestående af vodka, kahlua og soyamælk! Mindede lidt om en White Russian. Indsigten i forskelligheden på mænds og kvinders hjerner skulle lige skylles ned!
Festaftenens indhold var selvfølgelig igen med lotteri og mange gevinster. Ud over gevinsterne fra de lokale klubber, havde Ærøklubben mange gode sponsorgaver fra de lokale forretninger. Så det var meget spændende. Jeg selv smuttede med 3 gevinster!! Søndag formiddag var det tid til afgang med færgen mod Rudkøbing. På kajen stod sømandskoner og vinkede, til vi ikke kunne se dem mere. Endnu engang TAK til jer alle! Glæder mig til vi ses næste år. Der er forlydender om, at det bliver i Helsingør!
Date: Mon, 3 Oct 2011 09:58:45 +0800
From: alicelamigo@yahoo.com
To: birgitlarsenjensen@hotmail.com
Dear Birgit,
How are you?
Our country has suffered three successive typhoons. Seafarers families have been affecteed especially those living in provinces.
I keep communicating with Torkil Adsersen. I hope he understands the delay of our correspondence, due to bad weather. We are financially affected. Many seafarers have been unable to work on board due to new regulations, poor health and by-pass opportunities.
Regards and also pray for our countrymen who are victims of natural calamities.
Sincerely,
Alice
mit svar til Alice:
Dear Alice
I am very sorry to hear about the hardships and difficulties your countrymen are enduring.
I know that you personally are very affected whenever there is a seafarer family facing hardships.
I will send prayers for all of your families and hoping for better times soon.
In Denmark we are still better off, but nevertheless also preoccupied, especially concerning piracy off the Somalian coast.
At the moment 2 Danish seafarers - together with - 5 Filipino seafarers are still being captured by Somalian pirats for more than 8 months.
I am glad to hear that you are stilll in contact with Torkil Adsersen from the Danish Maritime Museum in Helsinore.
I am sure he is gaining a lot from the contact with you.
We just had our general assembly this weekend on a small island called Aeroe.
Next year, at the same time - it is always the first weekend of October - the general assembly will be in my local division of our association, and will take place in the town of Helsinore, where the museum of Torkil Adsersen is situated. Therefore we expect to see his new exhibition at that time.
So, it would be fantastic if you could join us!! It will be on the 6th of October 2012. Make a reservation!
I wish all the best for all Filipino seafarers and their families.
I hope the sufferings in your country will soon come to an end.
Warm hugs and love from my heart to you
Birgit
Kilde/ forfatter: Alice Lamigo, Dato: 3/10-2011 Kategori (i): The Phillipines
Strøtanker
Så er landsgeneralforsamlingen overstået, vi havde glædet os meget til og se jer, og Ærø viste sig fra sin allerpæneste side med blå himmel og spejlblankt hav.
Vi er blevet MEGET klogere på kvinder og mænds hjerner, vi har grinet pjattet shoppet, vi har fået "go gedin ma" og lidt til og skylle det ned med.
Velkommen til de 4 nye piger fra Sjælland, håber I har har følt jer godt tilpas, og vi glæder os til og komme til Helsingør til næste år.
Alt i alt, jeg har haft en fantastisk week-end og det håber jeg også I har haft.
Jeg har nu mailet dagsorden og indbydelse fra Ærø Klubben vedr. Landsgeneralforsamlingen rundt til alle vore medlemmer, med mail adresser.
Desværre får jeg en del fejlmeldinger retur - er I søde og tjekke om jeres mailadresse, her på hjemmesiden, er up to date.
Kilde/ forfatter: CM, Dato: 16/8-2011 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Invitation til landsgeneralforsamling 2011
Landsgeneralforsamling/ lands møde
Lørdag den 1/10-2011 kl. 11:30(i)
Sted: Hotel Marstal(i)
Sømandskoneforeningen af 1976´s
Landsgeneralforsamling på Hotel Marstal, den 1. og 2. oktober 2011
11.30-12.00 Ankomst, udlevering af nøgler og indkvartering
12.00 – 13.00 Frokostbuffet inkl. 1 øl eller vand. kr. 150,00
13.00 – 15.00 Generalforsamling
Derefter kaffe og Ærøpandekager kr. 55,00
15.30- 17.00 Generalforsamlingen afsluttes
19.00-
Velkomstdrinks
2 retters menu med kaffe og småkager. Kr. 270,00
Pris på overnatning fra lørdag til søndag med morgenmad pr. person i dobbeltværelse i værelserne med bad på gangen. kr. 325,00
I værelserne i den nye afdeling. Kr. 450,00
Pris for ekstra overnatning med morgenmad fredag til lørdag. Kr.325,00/450,00 -20%
Bestilles og betales direkte ved Hotel Marstal. Tlf. 62 53 13 52
Tilmelding senest 05.09.2011 til
Karin Weber Jensen (helst på email, med også på tlf. 30 27 51 81)
karin.weber.jensen@mail.tele.dk
Følgende bedes oplyst:
Afdeling:
Navn(e) på tilmeldte:
Type hotelværelse inkl. Forplejning:
Kun forplejning:
Samtidig med tilmeldingen bedes betalingen indsættes på konto 0847 0000152005
Kilde/ forfatter: Karin Weber Jensen, Dato: 10/8-2011 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Landsgeneralforsamlingen/forslag
HUSK - Forslag, der ønskes behandlet på Landsgeneralforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. september 2011.
Kan fremsendes via mail til følgende adresse
soemandskoner@gmail.com
Kilde/ forfatter: CM, Dato: 7/8-2011 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
God sommer
Alle ønskes en rigtig dejlig sommer – vejret viser sig ikke fra sin bedste side……….. men så er det klichéen: ”Der findes ikke dårlig vejr, kun dårlig påklædning” må holde modet og humøret i top.
Rigtig god ferie til alle
Kilde/ forfatter: CM, Dato: 19/7-2011 Kategori (i): Hverdags betragtninger
Filippinske sømandskoner nu kontakt m Søfartsmuseet Kronborg
Juni/juli 2011.
Foreningen har stadig kontakt med de filippinske sømandskoner. Senest er kontakten blevet udvidet med museumsinspektør Torkil Adsersen fra Søfartsmuseet ved Kronborg i Helsingør. Jeg skrev til Alice Lamigo, og fortalte at Torkil Adsersen ønsker kontakt med dem, og her er svaret fra Alice, som samtidig er meget oplysende.
________________________________________
Date: Fri, 24 Jun 2011 09:38:52 +0800
From: alicelamigo@yahoo.com
Subject: Re: Danish National Maritime Museum
To: birgitlarsenjensen@hotmail.com
Dear Birgit,
Thanks for your message and concern for the families of seafarers here in the Philippines. It's true we have different cultural heritage, but one destination: a joyful fulfilled life with the Lord.
About 34 years ago I was at Copenhagen with my seafaring spouse. This was the last country I visited before I flew for Amsterdam with him to catch up with the ship "MS General Valdes," and then home alone via Singapore Airlines. The ship was on a tramping voyage. He was the Chief Engineer.
I've known several seafarers' wives at different ports with limited bonding time and I've been missing them. When my husband passed away in 1998, I received sympathy messages and prayers from them,
Filipino seafarers' families are special in three visible aspects. One, they are lifelong honeymooners. Second, their lifestyle is unique, series of departures and homecomings. Third, parenting is shouldered by the wife at home and at a distance by the seafarer. However, marriage of seafarer are not always lifelong existing and blessed. A few or more are "broken" caused by in-laws' intervention, alluring women on board ships at ports, lack of communication and limited bonding, seafarers' wives failure to budget allotment, working wives' failure to attain the children's emotional and psychological needs and incurable illnesses. There are other minor reasons, but can easily be reconciled.
Mr. Adsersen can contact me by e-mail with regards to the Filipino family prevailing concerns and impact on the values and norms of Filipino seafarers relationship on board the ship, at ports, and at home.
On Sunday, 26th of June, all SWAPI will meet at the Aristocrat Restaurant to witness the oathtaking of Melly Pagunsan as Chairperson of our Credit Cooperative (SWAPCO). Certainly, I will bring the message from you to everyone. I am sure our officers will be happy and will feel your spiritual presence as if you were with us.
Regards and hugs,
Alice
Kilde/ forfatter: Alice Lamigo og Birgit Larsen Jensen, Dato: 12/7-2011 Kategori (i): The Phillipines
Referat fra Bestyrelsesmøde, 27. februar 2011
Hermed referat fra sidste bestyrelsesmøde.
Vi havde egentlige bestemt, at referat først vil blive lagt her på hjemmesiden, efter godkendelse og underskrift. Jeg syntes imidliertid, der kommer til at gå for lang tid, inden bestyrelsen samles igen. Derfor har referat været rundsendt til bestyrelsen pr. mail og er godkendt.
Efter sidste bestyrelsesmøde, har Gitte meddelt mig, at hun ikke ønsker at stille op til næstformand ved næste Landsgeneralforsamling.
Jeg beder jer derfor overveje hvem af jer, der kunne tænke sig at stille op - KOM NU, det er ikke SVÆRT - det KRÆVER ikke at du sidder til møde både tidligt og sent. Vi afholder 2-3 bestyrelsesmøder om året !!!
Bestyrelsesmøde 27/2 2011 kl. 11:30, hos Tina Rosenborg, Møllegårdsparken 47, 8355 Solbjerg.
Tilstede: Lotte Munk Fredericia, Anne Mette Bjørndal, Esbjerg, Anne Margrethe Retvig, Svendborg, Birgit Larsen Jensen Sjælland, Gitte Bartholin Lauridsen, Tina Rosenborg Århus, Hanne Grau Vendsyssel.
Ikke til stede: Kirsten Carlsen Ærø, Lone Salminen Fredericia
Referat
Før dagens møde bød Lotte velkommen og der blev lidt small talk inden vi gik til mødet.
Ad 1. dirigent (vi holdt møde uden dirigent)
Ad 2. Referatet fra landsgeneralforsamlingen blev godkendt og skrevet under.
Ad 3. Formanden orienterede om forskellige mails der var kommet. Bl.a.
Søfartsmuseet i Åbenrå har henvendt sig ang. et projekt de er ved omkring søfartsfamilier. De vil gerne interviewe en sømandskone omkring det at være en moderne søfartsfamilie. De vil også gerne modtage/tage nogle billeder/logoer ect. Det skal helst være en sømandskone fra Sønderjylland. Lone Salminen blev forslået, og Inger Kryger fra Esbjerg (selvom det jo er Vestjylland)
Handelsflådens Velfærdsråd har holdt møde og denne gang deltog Lotte ikke pga. vejret. 22. marts skal Lotte til møde med Velfærdsrådet.
Bl.a. omkring emnet: rederne skal overtage alle udgifter på/omkring TV-ordning. På nuværende tidspunkt får ”søens folk” 4 timers TV på en CD pr. måned fra Velfærdsrådet. ICSW (international council on social welfare) med Søren Philip Sørensen som formand for det danske Velfærdsråd, har mange ting i gang.
Bl.a. idrætsdag mange forskellige steder, hvilket der er tilslutning til. Samtidig er der en del skibe der indberetter forskellige distancer fra løbebånd, romaskiner osv. til velfærds rådet og modtager gevinster for deres anstrengelser, så der sker noget på dette område.
Der er nedgang i filmordningen.
Velfærdsrådet har givet tilskud flere steder: Hull Algeciras- Singapore.
Velfærds rådets drift overskud skal være: 563.000 kr.
Hvad vælger de danske søfolk i stedet for dansk TV-ordning, finder de noget selv??
Velfærdsrådet bidrager med hjælp til strandede skibe ex: Polsk skib i Vejle. Lotte får en tanke om at vores forening evt. kunne bidrage til samme slags sager.
Lotte er blevet kontaktet af Pia Elers journalist/tidligere sømandskone ang. misbrug af Facebook?? Sagen er opstået da der sker en ulykke ombord på et skib og en kollega til tilskadekommende skriver om ulykken får familien i land er orienteret fra rederiet. Dette diskuteres og der er mange forskellige holdninger til dette.
Bilag deles om: spørgsmål fra Svendborg (Lis)+ regnskabet for 1/7-6/2-11
Der bliver læst spørgsmål op fra Svendborg afd. som har en del spørgsmål. Bl.a. om lidt mere struktur. Men den ”nye” struktur er netop at den skal være mere enkel på den måde at vi ”bare” indbetaler til landsklubben.
Der er talt om en vedtægts ændring som vil blive taget med som et forslag på landsgenralforsamling på Ærø.
Angående Landsgeneralforsamlingen i 2012 vil denne blive afholdt og tilrettelagt af bestyrelsen.
Der var enighed om at den klub der afholder landsmøde/generalforsamling skal modtage 3.000,- kr. til afholdelse.
Ærø vil således modtage kr. 3.000,- i år.
Ad 4. Regnskabet blev gennemgået og godkendt.
Ad 5. Hjemmesiden virker for dem som bruger den og det siges at det er den vej man får medlemmer!
Der skal være en web-ansvarlig for hver afd.
Næste møde 4/9-11 Hos Lotte i Fredericia kl. 11:30
Kilde/ forfatter: CM, Dato: 24/6-2011 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Tak
kære Alle Sømandskoner
Det har taget mig lang tid at forfatte dette brev til jer, da jeg hver gang kommer til at tænke på ham vi mistede i så tidlig en alder, og som jeg savner hver dag.
En stor tak til jer alle for den flotte buket der blev sendt til os i forbindelse med vor søns alt for tidlige bortgang.
Det er så dejligt at mærke, at der bliver sendt tanker til en i så svær en stund som det er at miste en man holder meget af og specielt når det gælder ens barn.
Martin nåede at blive 30 år den 2. april og sagde farvel til livet den 7. april. Da havde kræften overtaget og lægerne mente de havde gjort hvad de kunne.
Brev fra Alice - formand for de filippinske sømandskoner
Hilsen fra Alice, SWAPI – Seaman Wives Association of the Philippines Inc.
Dear Birgit,
We received your e-mail long time ago.
I am glad that you are concerned of the family life of Filipino seafarers.
Sad to mention of the hostage crisis of seafarers in Somalia. We are one universal family victimized by this satanic piracy. I hope and pray that we overcome this global crisis.
I had been busy attending to household chores and meeting the needs of SWAPI members.
We celebrated SWAPI 32nd Foundation Day last January 28, 29, and 30 at Puerto Princesa, Palawan where the world famouse underground river is located. Our SWAPI Chapter in Palawan hosted the anniversary celebrations.
How are you these days? You've perhaps read in the papers of the earthquake and tsunami that devastated Japan. I am emotionally affected because I was in those cities and I enjoyed the courtesy of Japanese Seafarers's families there.
We are also under threat of these natural calamities today. We have awareness lectures and instructions on what to do in times of these disasters.
We tried to organize a committee to meet Mrs. Ma. Connie Gehrt, but we did not get her schedule and details of her coming to the Philippines. Where is she now?
Regards and hello to all Danish Seafarers' wives.
Be Well,
Alice
Kilde/ forfatter: Alice Lamigo, Dato: 4/4-2011 Kategori (i): The Phillipines
Sømandskone anno 2011
Fra "Søfartens Ledere" nr. 1. 2011.
Sømandskone anno 2011
”Lad ham sejle”, siger jeg. Så må vi tøser stikke hovederne sammen og finde ud af hvordan vi tackler hverdagens udfordringer.
Af Anna Barner Sarp
Da jeg var 15 år forelskede jeg mig i en høj, mørkhåret aspirant, der netop var begyndt på navigationsskolen. Vi blev kærester. I dag er jeg 33 år, mor til 2, og livet som sømandskone er nu en helt fast del af hverdagens rutine. Afsked og hjemkomst afløser afsked og hjemkomst.
Jeg tror, at alle sømandskoner med tiden får bestemte karaktertræk, der også kan aflæses i fugerne i ansigtet. Måske en hårdhudethed og en lille snert af bitterhed blandet med en usædvanlig frihedsnydelse, stolthed og selvstændighed. Sømandskoner skovler selv sne, renser selv kloakafløb og holder selv styr på papirerne fra banken. De elsker også deres sømænd med stor passion og fornyet lyst, når han kommer hjem igen.
Det faldt mig aldrig ind at kontakte sømandskoneforeningen. Jeg var for ung, for travl, for selvoptaget eller bare for dum. Det var nok mine fordomme og navnet, der stod i vejen. Min tante Lenes historier fra dengang hun var ung, skabte en distance i mit hoved mellem sømandskoner fra fortiden og min livsstil som moderne sømandskone. Tante Lene fortalte, at dengang hun var ung fandtes ingen E-mail, al kommunikation foregik med brevpost og sømændene sejlede i 1-2 år ad gangen. Hendes historier fra fortiden havde ligesom ikke noget med mig at gøre. Jeg kommunikerer jævnligt med min mand via E-mail, og hans udmønstringer varer kun 7-8 uger. Min forestilling om sømandskoneforeningen var noget med bløde vaniljekranse, højskolesangbogen og gråt hår.
Men så en dag fik jeg alligevel behov for at møde andre kvinder i samme situation. Det skete i en periode, hvor de praktiske og mentale udfordringer hobede sig op. Jeg er ikke kun sømandskone og mor til to. Jeg er også selvstændig erhvervsdrivende med skæve arbejdstider og har en del rejseaktiviteter selv. Hverdagen er et logistisk puslespil, som det er for de fleste, og jeg nægter at gå på kompromis med mine egne karriereambitioner. Rødstrømperne har vel ikke levet forgæves. Os der blev født i 70’erne blev fortalt ”I kan alt hvad I vil”, og vi agter at bevise det. Jeg tror, at dette drama udspiller sig på hjemmefronten hos rigtig, rigtig mange unge sømandsfamilier i dag. Han vil sejle. Hun vil også lave karriere. Hvem skal hente børnene? Det er en udfordring. En del går vel på land fordi kæresten eller konen forlanger det (Vær nu bare ærlige!). Men det løser ingen problemer. Så går han jo bare rundt og skumler derhjemme i stedet for. Lad ham sejle, siger jeg. Og lad så os tøser stikke hovederne sammen og finde ud af hvordan vi tackler det. Jeg var simpelthen nødt til at tale med de andre sømandskoner og spørge dem om gode råd.
Jeg fandt dem på www.soemandskoner.dk. Lokalforeningen i mit område mødes ca. en gang om måneden til uformelt samvær med børn. Fællesskabet, som mødte mig der, både varmer og støtter på en helt uventet måde. Der er en usagt fælles forståelse for, at afsked og hjemkomst deler livets bog op i mange små kapitler med eftertrykkelige punktummer. Vi har mange ting til fælles og meget at tale om. Jeg blev mødt af mødre på min egen alder med små børn, og det kom bag på mig. For jeg havde da forestillet mig at alle sømandskoner måtte være 60+. Men det er de selvfølgelig ikke. Og ser man på tallene, så må der side hundredvis af unge kvinder med børn derude, uden kontakt til netværket, uden den støtte og opmuntring, de kan hente der.
Ungerne råhygger sig i hinanden selskab. Selv de mindste forstår: Vi har noget vigtigt til fælles. Der hvor vi bor, er vores familie den eneste sømandsfamilie. Hvor er det dog godt og sundt for dem at møde kammerater, som er i samme situation. Mit yngste barn, en dreng på 3 år, satte trumf på overfor en 19-årig fyr: ”Min far sejler på et stort skib!” Fyren svarede: ”Ved du hvad? Min far sejler også på et stort skib!” Jeg glemmer aldrig deres ansigter. Næse mod næse. Der stod den lange lømmel med et helt barnelivs erfaringer i at sige goddag og farvel til far. Og der stod min lille dreng fuld af beundring overfor en kommende læremester, med erkendelsen af, at andre mennesker faktisk lever ligesom vi gør.
Jeg mener, at navnet Sømandskoneforeningen har haft sin tid og burde udskiftes med noget mere tidssvarende. Navnet i sig selv holder de unge kvinder væk. Det stammer fra en tid hvor overlægens kone hed Fru overlæge Mogens Hansen (hvad hed hun?). Kald hellere foreningen for Netværk for kvinder gift med sømænd. Min generations kvinder vil ikke identificeres med deres mænds karrierevalg. Vi er ikke vores mænd. Vi har vores egne identiteter. Vi er gæve kvinder med stærke personlige ambitioner, lyster og bevidste erhvervsvalg. At vi tilfældigvis er gift med sømænd er bare et vilkår vi forholder os til. Og det kan vi lettest gøre sammen.
Har du en kæreste eller kone, som ikke kender til www.soemandskoner.dk, så skynd dig at give hende et tip.
Det ligger nu helt fast, at landsgeneralforsamlingen 2011 bliver på Hotel Marstal, så hvis nogen har lyst til og kigge, kan man logge sig ind og se stedet, håber vi bliver rigtig mange.
Husk nu og hold fri d. 1 og 2 oktober ( som minimum I er velkomne før )
Link til Hotel Marstal her
Log ind på www.SaveOurSeafarers.com Under Support skriver du dit navne og mail adresse.
Her skriver du under på et brev til den Danske Regering, der nu må tage aktion således, der sker noget omkring pirateri.
Foreningen har modtaget nedennævnte mail fra Adam. Adam er ved at lave en analyse for Farvandsvæsnet og mangler 3-4 navigatører til analysen, håber vi kan bidrage med et par stykker.
For din medvirkende i analysen modtager du et gavekort på kr. 400,00 til Magasin.
BEMÆRK FREMMØDE ER I KØBENHAVEN !!!!!!
Hej, Jeg arbejder på et analyseinstitut, som er i gang med en undersøgelse for Farvandsvæsenet (beskrivelse nedenfor). Jeg ville høre om du/I har lyst tiul at videresende denne invitation til kaptajner/navigatører, som kunne have lyst til at deltage i 2 fokusgrupper, som bliver afholdt tirsdag d. 1 marts (den enkelte deltager kun i 1 af grupperne). Jeg/ ville påskønne meget din hjælp i at videregive denne invitation til personer, som kunne være interesserede. På forhånd tak og jeg håber ikke vi har været til ulejlighed. Er du kaptajn/navigatør på et skib, vil Farvandsvæsenet og People Research meget gerne invitere dig til en spændende fokusgruppe d. 1 marts. Det tager 2 timer og du får et Magasin gavekort på 400 kr. for at deltage. Fokusgruppen afholdes i København. Farvandsvæsenet gennemfører en brugerundersøgelse for at forbedre sin kommunikation til kaptajner og navigatører og er meget interesserede i at forstå dine behov og synspunkter på dette område. Derfor vil vi gerne invitere dig til et spændende møde – også kaldet fokusgruppe, sammen med 6-7 andre, der også arbejder med farvandsinformation eller bruger de danske farvande. Er du interesseret, så skriv en mail til MKA@FRV.DK eller AS@PEOPLERESEARCH.DK eller ring på 31 34 73 70. Vi glæder os til at høre fra dig.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/3-2011 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Landsgeneralforsamling 2012
Det er på bestyrelsesmøde d.d blevet besluttet, at bestyrelsen arrangerer Landsgeneralforsamlingen i 2012.
Kilde/ forfatter: Charlotte, Dato: 27/2-2011 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Tak for opmærksomheden
En stor tak til Sømandskoneforeningen af 1976 , Århus afdeling.
Tak for opmærksomheden til " Den gamle sømand", Oles begravelse. Det varmede og glædede mig rigtig meget
selvom Ole har været syg igennem længere tid. Kommer døden alligevel uventet.
Mange hilsener
Ulla Pedersen
Kilde/ forfatter: Ulla Pedersen, Dato: 19/2-2011 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Tak til Witt Fonden
Tusinde tak til Witt Fonden for at have påtænkt Sømandskoneforeningen af 1976 med kr. 10.000,00
Alle mine tanker går til besætningen og deres familier ombord på Leopard.
Info fra maritimedanmark.dk
Det danske fragtskib Leopard kom onsdag under angreb af pirater ud for Oman i Aden Bugten. Der er to danskere om bord på skibet, der i alt har en seks mand stor besætning. Der er torsdag morgen ingen nye oplsysninger om skibet og besætnings skæbne.
”Vi har meget travlt lige nu. Men ja - skibet er under angreb”, sagde rederiet Shipcrafts administrerende direktør Claus Bech, onsdag aften til maritimedanmark.dk.
”Der er to danskere om bord, og besætningen er i alt på seks mand. Mere kan jeg ikke sige lige nu”, sagde Claus Bech.
Satellitkommunikationen til skibet er blevet afbrudt.
Det sidste der er hørt fra skibet er, at det var under beskydning fra to piratskibe, og at besætningen havde søgt ly i et særligt indrettet sikkerhedsrum, indrettet netop med henblik på at sikre besætningen i tilfælde af piratoverfald.
Ifølge Ritzau, er skibet sikret med pigtråd og stålplader for døre og vinduer, og den ene af de to danskere er skibets kaptajn, mens de sidste fire besætningsmedlemmer er filippinske søfolk.
Alle ønskes hermed et godt og lykkebringende nytår. Tak for mange hyggelige stunder i Sømandskoneforeningen af 1976, både i klub- og landsforenings regi.
2010 blev året hvor vi fik sagt farvel til ”Søhesten” – og goddag til et nyt kapitel i foreningen. Personligt syntes jeg, det har været et godt og positivt kapitel med god energi.
Landsgeneralforsamlingen i Århus syntes jeg gav et godt indblik i, at vi har valgt den rigtige vej for vores forening.
Tak til foreninger og organisationer i ”Det blå Danmark”, for jeres altid store støtte, når vi henvender os til jer.
En stor tak til Witt Fonden for kr. 10.000,00.
Endnu engang rigtig godt nytår til alle.
Mange hilsner
Charlotte
Kilde/ forfatter: Charlotte, Dato: 31/12-2010 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Kære Sø-sild
Så sender vi en glade julehilsen fra Århus klubben.
Mange tak for det næsten forgangene år til alle. Det er med glæde og stolthed vi fra Århus kan tænker tilbage på året. Ann-Charlott der stolt og arbejdsomt presenter os ved Maritim sikkerhed, sundhed og miljø – MSSM – årets søfartskonference i Nyborg, Citha der fik åres Søhest og ikke mindst vi fik afholdt vores første og meget vellykket landsgeneralforsamling.
3 nye piger er også med som endnu prøvemedlemmer, vi håber da meget på at i har lyst til at melde jer ind i vores forening.
Vi kan kun være stolte af vores klub i Århus.
Til dem der måske og kun måske er i tvivl så tryk på det blå links for neden.
Håber i får en rigtig glæde jul samt et lykkebringende nytår.
Knus Tina & Co
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 23/12-2010 Kategori (i): Lykønskninger/ æresord
Glædelig jul
Hermed de bedste ønsker om en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.
Tak for hyggelige timer både i lokale klubber og landsforeningen.
Tak til ”Det blå Danmark” for jeres altid velvillige hjælp og støtte, vi går aldrig forgæves.
Kære medlemmer
Jeg har modtaget nedennævnte - og jeg syntes det lyder som et super spændende projekt. Håber meget, at vi har et par medlemmer, som også syntes,det kunne være rigtig spændende, at være med i.
Mange hilsner
Charlotte
Kære koner/enker af sømænd Jeg er studerende på kunstakademiet og er i gang med et projekt om havet- de mennesker som opholder sig på havet og de mennesker som venter på dem som er væk. Jeg vil meget gerne undersøge den kvindelige side af det liv som mændene har/har haft. Der er ikke så meget fokus på hvordan det egentligt er at være gift med en sømand, hvordan det er at have familie og børn sammen osv. Portrætterne jeg gerne vil tage af sømands koner/enker er inspireret af gamle malerier af fiskerkoner/sømandskoner. Jeg har allerede taget et portræt som jeg meget gerne vil sende til jer så I kan se hvad det er jeg laver. Og I får selvfølgelig et kopi af billedet som tak. Jeg håber meget på at høre fra jer og at der er nogen som syntes det kunne være sjovt at være med. De bedste hilsner Kristina Elisabeth Steinbock 28189656 mail@kristinaelisabethsteinbock.dk
Kilde/ forfatter: Studerende, Dato: 5/12-2010 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Billeder fra vores generalforsamling Aarhus 2010
Ann-Charlott byder velkommen
Og snakken går...
Anne Margrethe, Per, Hanne Mia, Michael m. flere
Anne Margrethe & Per m.m. på vej til møde lokalerne
Per Fredriksen og Gitte B sætter banner op
Prøve medlem Birgitte med Lærke & Annemette
Frokosten
Ann-Charlott deler programmet ud
Næsten ro på før general forsamlingen
Formandens beretning
Kaffe til
Pernille Sædam Marstal holder debat oplæg
Jens Nordentoft fra PFA
Lille generalforsamlings middag
Lille generalforsamlings middag
Vejen gennem skoven til SOK for dem på herre turen
Pit stop på Kurts Mor
Fra venstre Per, Kirsten & Charlotte
Thorups kælder
Susanne er præmiepigen
Ann-Charlott trækker vinder nummerne
Gaverne til lotteriet
Præmierne deles ud
Flere præmier deles ud
Endnu flere præmier deles ud
Susanne er præmiepigen
Årets Søhest: Citha fra Århus Klubben
Lidt nat mad, for de få der fik plads til det
Gitte B og trommeslageren Sten
Flødeskum til næserne
Og dem der aldrig går hjem
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 16/10-2010 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
1. Rør havregryn, sesamfrø, hørfrø, solsikkerkerner, græskarkerner, hvedemel, bagepulver og salt sammen i en skål.
2. Tilsæt vand og olie, og rør dejen godt sammen – ja, den skal være klistret!
3. Læg et stykke bagepapir på bordet foran dig, hæld halvdelen af dejen op på papiret og læg endnu et lag bagepapir ovenpå.
4. Rul dejen ud mellem de to stykker bagepapir, læg det hele over på en bageplade og fjern det øverste lag papir.
5. Gør det samme med den anden halvdel af dejen.
6. Skær dejen ud i firkanter (eller hvad du nu synes) med en pizzaskærer, og bag knækbrødene i ca. 15 min. ved 200 grader.
Formanden for SWAPI Alice Lamigo havde séndt mig en ret kort mail, to dage tidligere, at Melly Pagunsan ville opholde sig nogle timer i København under en gennemrejse.. Det var midt i september..
Med den smule information jeg havde fået, tog det nogle timer at finde hende. Jeg måtte give rejselederen frokost først, og så endelig fandt jeg Melly. Gensynsglæden var stor. Og naturligvis havde hun gaver med til mig. Filippinere giver mange gaver og er ekstremt gæstfrie! Vi havde det sjovt sammen, da jeg besøgte den filippinske sømandskoneforening SWAPI i februar 2009. Så det var rigtig dejligt at se Melly igen. Vi havde kun ca 5 timer sammen, så der var ikke tid til at køre hjem til mig. Men til alt held var min veninde i Valby hjemme, og gav gerne en kop kaffe. Melly nød at gå rundt og se, hvordan et dansk hjem er indrettet, ligesom hun var optaget af, hvilke planter vi har i haven.
Melly fortalte at bestyrelsen ude i Manila planlægger at komme og besøge Sømandskoneforeningen af 1976 ved vores næste Landsgeneralforsamling i 2011. Det bliver på Ærø. Og det bliver spændende... om de kommer ... hvor mange der kommer... og hvor længe de vil blive...? Hvis de kommer, får vi noget at se til... vi har meget at "betale tilbage"...
Vi her på Ærø vil også gerne takke de gæve piger i Århus klubben, det var en fantastisk week-end I havde fået stablet på benene, det var så lækkert og hyggeligt, og som Hanne skriver, måske kunne der sidde nogen og blive misunderlige når de læser hvor godt det var, vi kan da håbe at nogen lader sig friste, og kommer ud af busken til næste år.
Tusind tak tøser, der bliver noget og leve op til til næste år.
Jeg kunne ikke lade være med at bruge denne overskrift. For smil og venlighed var, hvad Inger og jeg blev mødt med under hele vort ophold på landsgeneralforsamlingen i Århus. Vi valgte at komme allerede fredag aften, for vi ville absolut ikke gå glip af noget som helst. Da vi ankom til hotellet, som lå ved Marseillesborg Marina, blev vi modtaget og introduceret til det penge- og personalefrie hotel. Fra værelset havde vi udsigt til lystbådehavnen og bølgernes kraftige skvulp mod kysten. For blæsten i de dage var ret hård, men dejlig forfriskende! Der var flere, som havde fundet byen fredag aften, og vi var 12 sømandskoner som spiste på Nordisk Folkekøkken. Vi savnede Hedvig, som måtte blive på hotellet med et slemt maveonde, men heldigvis var hun frisk næste dag. En dejlig restaurant med rigtig god mad og priser der var rimelige. Lørdag formiddag var flere på shopping, mens andre gik en dejlig tur i den friske blæst. Til frokost var alle deltagere ankommet, og vi nød den dejligste frokostbuffet. Under generalforsamlingen var de fremmødte sømænd på tur til S.O.K. Alt forløb som vanligt i god ro og orden. Efter kaffen var der foredrag om pension, arv og testamente. Her blev der spidset øren af alle deltagere. Om aftenen var der arrangeret middag i en kælderrestaurant i midtbyen. Også her var maden rigtig god. Et band spillede rigtig god musik og der blev danset og vrikket og sunget med til sent på natten (for nogle);-) Der var også stor omsætning i det traditionelle lotteri. Aldrig før har jeg set så mange gevinster! Og jeg, som ellers aldrig vinder andet end sidegevinster, vandt mange gode gaver! Det har for mig været en stor fornøjelse at være gæst hos Århusklubben. Der er "drive" i de piger! Og allergladest var jeg for at gense alle de gæve sømandskoner fra hele landet. Hvor har det været hyggeligt! Jeg kan kun opfordre Odenseklubben til at deltage i den årlige generalforsamling! En stor TAK skal lyde til Århusklubben (man skal lige vænne sig til det nye udtryk, ikke?) for store indsats og gæstfrihed. Jeg glæder mig til at se jer alle næste år på Ærø!
Hanne Vestrup. Klub Odense
Tusind tak til pigerne i Århus for et fantastisk arrangement i forbindelse med Landsgeneralforsamlingen, der var styr på det.
Tak til alle jer der deltog i generalforsamlingen, det var dejligt, at se så mange, både nye og gamle ansigter.
Tak for jeres tillid til, at jeg kan styre tropperne endnu en periode.
Tak til Per Frederiksen, Søfartens Ledere for igen i år at ville styre slagets gang under generalforsamlingen.
Tak til Pernille Marstal, Søfartens Ledere for en grundig gennemgang af testamente og arvelovgivning
Tak til Jens Nordentoft, PFA for en god gennemgang af hvordan vi forvalter vores pensionspenge.
Tak til rederier og organisationer i ”Det Blå Danmark” for gevinster til et helt fantastisk lotteri.
Vi glæder os til næste år hvor vi skal til Ærø.
Mange hilsner
Charlotte
Kilde/ forfatter: Charlotte, Dato: 4/10-2010 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Maritim sikkerhed, sundhed og miljø - året søfartkonference
Maritim sikkerhed, sundhed og miljø – MSSM – årets søfartskonference i Nyborg den 26. og 27. august 2010.
Ann-Charlott, Lotte og Birgit deltog i konferencen, hvor vi reklamerede for Sømandskoneforeningen med en stand. Lotte havde sponsoreret en flot Roll-up, som var et fint blikfang.
Der var lidt problemer med, at buddet ikke havde kunnet finde ud af at aflevere den dagen før, så den dukkede først op om eftermiddagen, den første dag af konferencens to dage. Men – bedre sent end aldrig.
Vi havde de nye brochurer klar. De lå ligeledes i samtlige ca. 250 deltagers taske med program osv. for konferencen. Det er en videre udvikling af den brochure, som Århus pigerne har lavet, så den nu dækker Landsforeningen, og den er god.
Birgit havde lagt billeder ind i et diasshow. Det var billeder fra sammenkomster blandt Århus pigerne, blandt Skruerne Sjælland og billeder fra mødet med de filippinske sømandskoner samt fra en af vores seneste Landsgeneralforsamlinger.
Der kom en del og snakkede med os ind imellem, og det er helt sikkert at samtlige deltagere samt øvrige udstillere bemærkede os. Konferencens deltagere kommer bredt fra alle dele af søfartserhvervet, både til søs, i land, uddannelsessteder, samarbejdspartnere til ”søens folk”, rederier, søfolk selv og mange andre.
Torsdag formiddag var der et fælles program med tre oplæg om dansk søfart position nu og hvilke udfordringer fremtiden byder.
Programmet blev indledt af direktør Andreas Nordseth fra Søfartsstyrelsen. Han talte om vækststrategi for dansk søfart. Hvordan status var lige nu og fremtids udsigterne. Trods finanskrisen er den danske tonnage vokses og antallet af ansatte i relation til søfart og søfarende uændret siden 2008. Hvordan fordelingsnøglen så kom han ikke ind. (Mon ikke vi er nogen som undrer os over hvorfor han ikke viste tallene opdelt). Kvalitetsskibsfart- og at vi vil konkurrere på høj standard var hans bud hvordan dansk skibsfart skal klare sig i fremtiden. Han talte om hvor vigtig rekrutteringsgrundlaget er for søfarten fremtid og at søgning til de maritime erhverv så lovende ud. Han rundede sit oplæg af med kort at berøre pirateri om det internationale sikkerhedsproblem det udgør. Der arbejdes på internationalt plan, men der lå ikke nogen løsning på problemet i den nærmeste fremtid. Overordnet set synes han det så lovende ud for dansk søfart.
Herefter talte Henrik Sorn-Friese, Associate Professor, om Outsourcing af maritime funktioner fra Danmark til udlandet. Hans forskning viste klart at flere og flere funktioner vil blive outsourcet. Både søfolk og funktioner tilknyttet hertil. Hans bud på hvordan vi bevarer danske arbejdspladser problemet kunne bl.a. være mere fleksible søfartsuddannelser, som passer til både sø og land. Kontrakter, som binder de danske søfarende over en lidt længere periode, så de ikke går i land efter 1-2 år, ny teknologi og sådan noget som en fælles skandinavisk farvandsmyndighed. Et noget mere dyster billedet.
Afslutningsvis på formiddagens program talte Bent Nielsen, Di rector and Head of Marine Standards i Maersk Tankers, om bæredygtig rederi og skibsdrift - hvad skal der til for at være konkurrencedygtig. Hovedbudskabet var her at bæredygtighed er en afgørende faktor for konkurrenceevnen – særligt hos olieselskaberne er bæredygtighed i høj kurs. F.eks. holder man et vågent øje med børnearbejde. Miljø og sikkerhed vægtes ligeledes højt. Der er ingen tvivl om de seneste års oliekatastrofer, har gjort olieselskaber mere krævende. Der kræves og stilles høje krav til miljø og sikkerheden. Lige netop disse områder mener Bent Nielsen at Danmark er konkurrence dygtige og at det er her vi fremover skal markedets føres på.
Torsdagens eftermiddag bestod af en masse forskellige valgfrie sessioner. Vi havde valgt at hører om søfartsmedicin. Første del handlede om hvilke muligheder de søfarende har for at få lægehjælp om bord via Radio Medical. Hvordan sikres det, at den rigtige medicin er til stede i medicinkisterne om bord og hvordan skaber vores uddannelse af kaptajner og styrmænd en større sikkerhed om bord? Disse emner blev af søfartsstyrelsens to instruktionssygeplejersker Kent Østermark Jensen & Torben Leth, som også i det daglig er med til at varetage og uddanne kaptajner og styrmænd, på underholdende og lærerig vis via små scenarios/rollespil. På dramatiskvis blev vi ledt igennem en ulykke om bord på et skib. Vi blev introduceret til søfartsstyrelsen nyeste redskab en hel ny bog, som hedder” Maritime Life Support – ved enhver given lejlighed”, som er en førstehjælps bog for sygdomsbehandleren om bord.
Andel af eftermiddags program bestod af 3 små oplæg:
A. Influenza og epidemier
Verden havde ikke oplevet en influenzapandemi i 40 år, da de første tilfælde af en helt ny type smitsom influenza fra Mexico blev meddelt 24. april 2009, men der havde i årene forud været gjort mange forberedelser. I oplægget vil følgende spørgsmål blive søgt besvaret: Hvad skete der? Hvem er de vigtigste aktører nationalt og internationalt? Hvad har vi lært? Hvad kan vi vente?
Tove Rønne, Center for Forebyggelse, Sundhedsstyrelsen
Et emne som måske ikke lige direkte kan kobles til søfart, men da mange af vores mænd jo færdes og hele kloden – jah så var det meget relevant og interessant. Meget fyldte det i medierne sidste efterår. Konklusionen på forløbet var, at det nok ikke kunne være blevet taklet meget anderledes. Dog havde de lært at udmeldingerne skulle være helt klare.
B. Søfartslægernes myndighedsrolle
Søfartslægerne er autoriserede af Søfartsstyrelsen til at undersøge søfarende og fiskere og træffe afgørelse på styrelsens vegne om, hvorvidt og eventuelt i hvilket omfang de er egnet til skibstjeneste. Målet med dette oplæg er at stille skarpt på, hvad det juridisk betyder, at søfartslægen træffer afgørelser på vegne af Søfartsstyrelsen, hvilke konsekvenser det har for søfartslægens arbejde, og hvilke krav det stiller til søfartslægen, afgørelsen og lægeundersøgelsen.
Fuldmægtig Tina Bolbjerg Winther-Nielsen fra Søfartsstyrelsen
Her blev det belyst hvornår hvilke muligheder den søfarende har hvis søfartslægen ikke vil forny ”blå bog” og hvilke retningslinjer søfartslægen arbejder under. Her er oplægsholderen opsummering:
- Søfartslægerne handler på vegne af Søfartsstyrelsen
- Søfartslægerne skal overveje om der er problemer med inhabilitet
- En god dialog mellem søfartslægen og den søfarende sikrer at fleksibiliteten i reglerne kan benyttes
- Søfartslægen skal begrunde eventuelle begrænsninger i sundhedsbeviset.
- Søfartslægen bør henlede opmærksomheden på ankefristen, hvis der er begrænsninger i sundhedsbeviset.
Særdeles nyttige oplysninger at være bekendt med, hvis der skulle opstå problemer med ”blå bog”.
Sidste oplæg handlede om:
C. Helbredsundersøgelsen og psykiske lidelser
Unge, som søger en karriere til søs, og nogle gange også ældre søfolk og fiskere, medbringer i tiltagende omfang en psykiatrisk diagnose i køjesækken. De møder op hos søfartslægen med diagnoser så som ADHD, lettere grader af depression, angst, stress, og forskellige former for personlighedsforstyrrelser. Senest er diagnosen voksen-ADHD i tiltagende grad taget i anvendelse blandt læger, som varetager misbrugsbehandling. Målet med denne session er at sætte fokus på disse tilstande og betydningen for en karriere til søs og muligheden for at få udstedt den "Blå bog".
Ledende embedslæge, Ph.d. Henrik L. Hansen, Lægefaglig sagkyndig i Ankenævnet for Søfartsanliggender.
Dette oplæg kom primært til at handle om når den første ”blå bog” skal udstedes. Psykiske lidelser er ofte et gråzone område når det gælder erhvervsevne. Konklusionen fra embedslægen var dog ikke til at tage fejl af at psykiatriske lidelser høre ikke til i moderne skibsfart og bør afvises. Undtagelser kan dog forekomme ved begrænset sejlads.
På fredagen program bemærkede Birgit et foredrag ved en svensker: Martin Hernqvist, direktør for det svenske forsikringsselskab The Swedish Club Academy som talte om et nyt syn på menneskelige fejl.
Hvorfor laver vi fejl? Han viste et kort filmklip, hvor en ung fyr sidder og drikker en kold cider ved poolen. Hans kammerat dukker op, og siger: What is it like? Vennen der nyder den kolde cider siger, it´s cold and refreshing, hvorpå den anden frejdigt springer på hovedet i poolen – som er tom for vand!!!! Den ene taler om den kolde og forfriskende cider, den anden taler om den kolde og forfriskende pool….
Vi tager beslutninger, som ikke er baseret på realiteterne, men på et billede af realiteterne! Dvs. det reelle og det mentale billede af realiteterne er forskelligt!
Med andre ord: Vi begår ikke fejl med overlæg.
For at forebygge ulykker og katastrofer, må vi blive bedre til at forstå hvorfor der sker uheld, og vi må lære noget omkring folks attitude, for at kunne etablere en sikker organisatorisk kultur.
Som forsikringsmand i den maritime verden, havde han adskillelige udsagn fra søfolk, der bliver udspurgt om en ulykke efterfølgende, ofte skibsforlis. Udsagnene er svar på spørgsmålet: Hvorfor stiller du ikke spørgsmål ved en kollegas forkerte og direkte farlige handlinger?
”Han vidste de var på vej mod en katastrofe, men ville ikke sige noget…”
”I might loose my job” eller: ”I might be wrong”
”Never again, he never talked to me since then..”
Det har noget med kultur at gøre. Dvs. hvordan vi er opvokset med hvilke normer for adfærd og attituder. Med attitude menes den måde hvorpå du tænker om et andet menneske. Din opførsel overfor andre, afhænger af din attitude.
Der er national kultur, som alle indenfor søfart er bevidst om. Og der er professions kultur, hvor hver sin profession har sin kultur, som f.eks. kirurger og piloter. De blev i en undersøgelse spurgt; Kan du reagere tilfredsstillende i en kritisk situation, når du er træt? Kirurgen siger han opererer lige godt om han har været oppe i mange eller få timer, mens piloten godt ved, at han navigerer ikke lige sikkert, hvis han har fløjet i mange timer. Og søfolk ligger tæt op ad kirurgerne!
Dertil er der organisatorisk kultur., altså den kultur, der ligger på enhver arbejdsplads. Den nationale og den professionsrettede kultur, er det vanskeligt at ændre på, men den organisatoriske kan vi ændre.
Det nye syn på menneskelig fejl:
Det er naturligt at mennesker begår fejl!
Ingen begår fejl med overlæg!
Vi skal ændre attituder, ikke færdigheder!
De forskellige faggrupper, uanset nationalitet, er stort set tilstrækkeligt uddannede. Det er attituder, der skal ændres på.
Og det skal gøres ved at lave workshops med søfolk og rederifolk sammen på konferencer.
Dette var hvad vi har fået ud af året MSSM – konference.
125 g. Smør
250 g. Melis
100 g. Kokosmel
100 g. Mel
3 Æg
100 g. Chokolade
Smelt smøret i en gryde.
Melis og æg piskes til skum.
Mel, kokos og den hakkede chokolade vendes i.
Til sidst tilsættes den afkølet smeltet smør.
Kommes derefter i bageforme ca. 32 stk.
Bages ved 200 grader i ca. 12 minutter, ikke varm luftovn.
Som formand for Århus Klubben indstiller jeg hermed Citha Johansen Dechlis til æres beviset Søhesten.
Hun indstilles grundet hendes meget store indsats.
Vi har haft stor glæde af Cithas færdigheder.
Da der i Århus blev besluttet, at vi skulle lave vores egen folder, var Citha den helt store prima motor i dette. Folderen blev faktisk så god, at den nu er lavet lidt om, men så er den tilpasset til landsforeningens folder.
Da invitationer skulle laves til landsgeneralforsamlingen og ansøgningerne til diverse erhvervsdrivende der havde relation til det blå Danmark, (hvor vi søgte gevinster til det Amerikanske lotteriet) var Citha den bærende kraft.
Citha er altid velforberedt, når hun er med i en arbejdsgruppe, hun har altid lige lavet en ide, skitse eller startet på et udkast. Det sætter vi andre meget stor pris på.
Citha er vores kasser, hvilket hun har et godt overblik over.
I en periode har hun været vores pressepige.
Hjulpen med indlæg til bladet Søhesten i lige sidste øjeblik.
Som formand kan jeg kun skrive, at Citha fortjener anerkendelse, hun har gjort meget for vores klub, og jeg syndes at hun ofte har hjulpet os. Citha har været en stor aflastning for mig som formand, når hun har fået/taget en opgave til sig, så kan man roligt regne med, at det er der styr på tingene.
Citha følger altid en opgave helt til døren, gør ikke noget halvt eller det mindste sløseri, der orden i sagerne fra hendes side.
Indsendt af formand i Århus Tina Rosenborg
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 28/8-2010 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Kursus med Bo
Så er jeg lige kommet hjem fra Marstal Navigationsskole, hvor Bo fra Århus har været så venlig og gennemgå vores nye hjemmeside.
Det var meget ny information, men der er vist kun en måde og lære det på og det er og prøve sig frem, ærgeligt vi kun var 3 for det var rigtig spændende.
Der er mange muligheder til og gøre mange ting nemmere, såsom telefonlister adresser osv. og vi siger mange tak for din tålmodighed Bo.
Disse boller tager 5 minutter at røre sammen - efter en overnatning i køleskabet, tager det 5 minutter at slå dem op og et kvarter efter har du nybagte boller.
Ingredienser til ca. 15-16 stk:
7 dl lunken vand
5 g gær (ja det er ikke en stavefejl - der skal kun 5 g i)
1 spsk salt
1 tsk sukker
3 dl havregryn (kan erstattes af durummel)
600-650 g mel (hvedemel, eller blanding af forskellige melsorter, fx spelt og pizza efter smag)
Rør alle ingredienser sammen. Dejen skal være meget klistret. Sæt låg på skålen. Hvis du ikke har et tætsluttende låg til din skål, kan du dække skålen med plastfilm og lægge et grydelåg over. Lad dejen hæve natten over i køleskab.
Tag dejen ud af køleskab, og tænd ovnen på 250 grader. Sæt dejen på plader med bagepapir vha en grydeske og en spiseske. Dejen slipper lettere, hvis de skylles i koldt vand et par gange undervejs.
Når dejen er varm, pensles bollerne med vand. Bages i ovnen i ca 15 min, til de er gyldne.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 30/7-2010 Kategori (i): Opskrifter
Dear Birgit
We will be celebrating our 32nd Foundation Anniversary by December in Puerto Princesa City, Palawan, where the famous underground river and the crocodile farm are located. We have a chapter there whose members are willing to host the national affair. Other chapters will be represented, too.
Our plans have been approved but there might be unpredictable hazards or more important events to alter our plans. It remains to be seen until October.
We are preparing our publication of the past events and accomplishments of our association. We always provide a page for correspondence. If you send us your message or any relevant information to our association, please do so for our publication, as soon as possible. You are our Honorary Member.
You are interested to know what is a pre-need office. It is a sales office for pension, education, health, life insurance and non-life insurance. Anna Lee has been appointed Agency Manager of D' Stella Maris General Agency. Our officers and members have joined this marketing endeavor for additional income and also for protection and security.
Good news, I was gifted a tour by Anna Lee to Puerto Princesa City as a belated Mother's Day gift. We enjoyed and visited the tourist spots from May 31 to June 2.
Bad news, upon arriving home from the trip, Minda Gomez informed me that our former director, Marieflor Teoxon, passed away on the day I left for Palawan. She died of cardiac arrest. You have not seen her because she was out of the country with her husband when you were around.
Regards and wishing you success in your August Conference.
Affectionately,
Alice
Kilde/ forfatter: Alice, Dato: 6/7-2010 Kategori (i): The Phillipines
Invitation til landsgeneralforsamling 2010
Landsgeneralforsamling
Århus 2010
Program
2. og 3. oktober 2010
Sted: Havnehotellet, Marselisborg Havnevej 20, 8000 Århus C
www.havnehotellet.dk
Lørdag d. 2. oktober
11:30 – 12:00 Ankomst, udlevering af nøgler og indkvartering
12:00 – 13.00 Frokost inkl. 1 øl/vand
13.00 – 15:00 Generalforsamling
15.00 - 15.30 Kaffe/the med kage
15.30 - 17.00 Generalforsamling fortsat
(13.00 - 16.00) Herretur til Søværnets Operative Kommando (SOK)
19:00 - 19.30 Velkomstdrinks
19.30 Middag på Restaurant East Coast
24.00 Natmad
I år har vi været så heldige at få en god aftale i stand med ”Havnehotellet” der er skønt beliggende på Marselisborg Havn. Det ligger i gåafstand (2,5 km) til centrum, banegården og Aros.
Hotellet har dobbeltværelser, derfor er det vigtigt at tilmelde sig to og to, hvis man gerne vil bo sammen med én bestemt. Deltager man med et ulige antal medlemmer fra en afdeling, hjælper vi gerne med at finde en værelseskammerat.
Nogle af værelserne har havudsigt, disse bliver fordelt efter ”først til mølle-princippet” når betaling er overført til bankkontoen.
For de der eventuelt skulle have lyst, er det muligt at indkvartere på hotellet fra fredag efter klokken 14.00.
Århusafdelingen deltager gerne i fællesspisning fredag aften. Lad os gerne vide det et par dage i forvejen, så vi kan nå at reservere bord. I Århus er bordreservation nødvendig fredag aften, hvis man er et lidt større selskab.
Har du problemer med børnepasning kan vi måske hjælpe, kontakt Århusafdelingen for nærmere info.
Husk at invitere Jeres mænd, de er også velkomne. Hvis vi kan skrabe 50 deltagere eller flere sammen til middagen, vil hotellet sørge for live musik om aftenen.
Frokost, generalforsamling samt middag om aftenen foregår på Restaurant East Coast, der ligger side om side med hotellet.
Priser:
Forplejning om lørdagen pr. person 600 kr.
Overnatning pr. person i dobbeltværelse 400 kr.
(inkl. morgenmad, linned, håndklæde og internet)
Ekstra overnatning pr. person fra fredag 400 kr.
Tilmelding skal ske til Tina Rosenborg og så vidt muligt via mail:
smkf-tilmelding@bopr.dk
eller på tlf. 86929022
Der skal oplyses følgende:
• Navn(e) på tilmeldte
• dato for ankomst
• ønskes hotelværelse inkl. forplejning
• ønskes kun forplejning
• deltagende mænds cpr. nr. - påkrævet af SOK af sikkerhedsmæssige hensyn
Betaling skal overføres senest 1. september til følgende konto nr.
Reg. 9501 konto 1024635
Det er VIGTIGT AT OPLYSE NAVN OG AFDELING i forbindelse med bankoverførslen.
Mange tak for opmærksomheden til min konfirmation. Det betyder rigtig meget for mig og min familie.
Jeg havde en rigtig god fest med familie og venner.
Jeg har modtaget nedennævnte mail fra
Søren Diederichsenns, Søfartens Arbejdsmiljøråd. Jeg håber vi kan bidrage med mange "in-put".
Mail fra Søren:
Jeg skriver til dig, fordi vi (Søfartens Arbejdsmiljøråd) i efteråret 2009 lavede en spørgeskemaundersøgelse vedr. trivslen til søs. I undersøgelsen deltog ca. 1.700 sejlende. Det fremgik af undersøgelsen, at der var plads til forbedringer i samarbejdet og kommunikationen mellem skib og kontor.
Jeg er i øjeblikket i gang med at finde ud af mulige årsager til ovennævnte – herunder udvikle værktøjer der kan forbedre samarbejde og kommunikation. I denne sammenhæng vil jeg gerne have input fra folk med fingeren på pulsen. Rent praktisk laver jeg interviews med sejlende af 1 times varighed.
Kender du/I nogle sømand der kan rive en time ud af kalenderen til et interview? Vi kan både mødes hos os i København, på mit hjemmekontor i Århus eller hjemme hos dem?
Jeg ser frem til at høre fra dig og takker på forhånd for hjælpen.
Med venlig hilsen
Søren Diederichsen
Søfartens Arbejdsmiljøråd
Mobil 27857335
Hermed indkaldelse til bestyrelsesmøde den 6. juni 2010.
Bestyrelsesmøde
Indkaldelse til bestyrelsesmøde søndag, den 6. juni 2010 kl. 11.00
Andkærvej 207, 7080 Fredericia
Dagsorden
1. Valg af dirigent
2. Godkendelse af referat
3. Orientering fra formanden
4. Orientering fra landskassereren
5. Orientering fra web-redaktør
6. Landsgeneralforsamlingen
7. Diverse
8. Næste møde
Tilmelding til Charlotte
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 18/5-2010 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
40 års fødselsdag
Heidi Sørensen har rundet et skarpt hjørne.. Beklagelig vis er det ikke kommet med i kalenderen, men derfor skal der alligevel lyde et stort tillykke med dagen her fra Esbjerg afdeling...
Det er med beklagelse vi kan meddele at vi i Esbjerg har mistet et kært medlem og menneske.
Vibeke Knudsen er gået bort i en alder af 70 år.
Hun har sat sine spor i Sømandskoneforeningen igennem en hel del år.
Vibeke var i en periode næstformand under Jette Hovgård, og hun har holdt styr på pengene i Esbjerg afdeling i en hel del år, indtil hun synes der skulle nye kræfter til. Hun var med i Esbjergs revy, hvor hun bidrog med gode viser.
For nogle år siden havde Vibeke problemer med hjertet og dette satte en stopper for hendes aktiviteter i afdelingen.
Men trods alt var hun fuld af livsmod til det sidste.
Vibeke bisættes onsdag den. 28. april i hjerting Kirke.
Synes du de helbredsundersøgelser, der ligger til grund for Den Blå Bog er tilstrækkelige?
Vi snakker ofte om, at det er de ikke. Jeg har ofte hørt argumenter, som "grænsen for overvægt er for bred - de kan være så store, at de er til fare for sig selv og andre, for de kan hverken redde sig selv eller andre, og de kan ikke komme igennem mandehullerne" og "På min mands skib var en sømand med sukkersyge, der tog insulin, hvordan kan han få lov til det?" osv.
Argumenter mod at stramme op på reglerne, er at man ikke vil tage brødet fra folk.
Andre nationaliteter, feks filippinske søfolk har langt strammere krav, der skal opfyldes hvert halve år, for at få Den Blå Bog. Men der er jo også "nok at tage af"..
Hvordan ser du på det?
Er det måske dybest set et spørgsmål om tider? Nu fyres der jo søfolk "alle steder"?
Er det, som det er nu, en reel balance mellem at se på sundhed og sø-egnethed og så muligheden for sømanden for at beholde sit erhverv?
Eller burde søfartslæger have større mulighed for, at hindre tivivlsomme egnede i at komme til søs, før de har rettet op på sundheden, hvis muligt?
Hvad mener du?
Jeg vil meget gerne høre din mening - og meget gerne meget snart!
Jeg skal nemlig deltage i generalforsamling i Dansk Selskab for Maritim Medicin den 23. april hvor emnet bliver taget op, og man gerne vil høre hvad Sømandskoneforeningen af 1976 siger om dette emne!
Så skriv til birgitlarsenjensen@hotmail.com eller ring/sms 22 21 49 12 - eller på facebook.
Se evt dette link til dagsorden for denne generalforsamling: http://www.dsmmweb.mono.net/upl/9893/generalforsamling2010indkaldelseudsendtd.8marts2010.pdf
How are you? We are all eager to hear from you. Our busiest days have been over and we are back to normal life. Although I have attend to our family problems more often. I always set aside a time for correspondence. Until now we are still hoping for your second visit to our country. Maybe a more orderly and extensive tour will be arranged by Melly Pagunsan and Cora Lorezo.
A plan of visiting Denmark is being considered, or a tour of the Scandinavian countries with a longer stopover in your city is under study. No decision has been carried yet. For the mean time, we are soliciting advertisements for our newsletter and also articles which are relevant to our objectives.
Paid ads support printing and distribution of the finished newsletter/ magazine. We handle the editorial job, the gathering of articles and photos and arrangement of articles. So far, so good.
Let us enjoy life as it comes and goes. Life is what we make it. May the Lenten season prepare us for a blessed and joyful Easter!
Alice
Kilde/ forfatter: Alice, Dato: 10/4-2010 Kategori (i): The Phillipines
God påske
Jeg vil opfordre jer til at læse referat af sidste bestyrelsesmøde, som findes her på hjemmesiden.
Som I kan læse, prøver vi at sætte en lidt mere ensrettet linje i vores folder ved at tage udgangspunkt i den Århus afdelingen har fået fremstillet.
Kopi af denne kan rekvireres pr. mail og I kan så rette tekst og biller til efter eget ønske – men selv opsætning bliver ens for alle afdelinger.
I håb om vi alle nu efterhånden er blevet gravet fri af snemasserne, ønskes alle en rigtig god påske.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 28/3-2010 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Pirateri
En del sømandskoner har en mand der sejler i pirat farvande, og det er forskelligt, hvordan man tackler den frygt det kan give anledning til. Nogle undertrykker det, og er overbevist om, der ikke sker noget, andre er mere bekymrede. Men uanset det, er det altid godt, at se lidt med egne øjne. For ”vished” er bedre end uvished, og at se med egne øjne, kan give lidt vished.
Derfor vil jeg opfordre til at klikke ind på nedenstående og se den dvd, der tales om. Det er sakset fra et medlemsbrev fra Rederiforeningen.
Birgit
Pirateri – anti-pirat DVD fra NATO
NATO har i samarbejde med EU NAVFOR lavet en anti-pirat DVD for at gøre opmærksom på de selvbeskyttelsesforanstaltninger mod somaliske pirater, som skibsfarten kan tage ved sejlads i Aden-bugten og Det Indiske Ocean. DVD’en henvender sig både til rederiet og de søfarende, der sejler gennem farvand, hvor pirater udgør en trussel.
På NATO’s hjemmeside er det muligt at se og evt. downloade DVD’en under linket til venstre med titlen Merchant Shipping Self Protection Video.
Bachelor projekt:
Hej, jeg går på SIMAC, i Svendborg, som dual juniorofficer og er ved at lave mit afsluttende bachelor projekt. Mit projekt handler om, hvordan det påvirker en sømandsfamilie, at sømanden sejler i pirat farvand. I den anledning kunne jeg godt tænke mig at interview nogle søfolk og deres pårørende. Så hvis du og din familie kunne tænke jer at hjælpe, ville det være til stor hjælp.
Jeg søger ca. 3-4 familier, hvor sømanden har sejlet i pirat farvande op til flere gange og på mindre skibe.
Interviewet vil blive foretaget som en samtale, eller e-mail, hvis vi ikke lige kan finde en dag hvor det passer. Da der skal findes tid til interview, vil jeg gerne have svar fra folk, som kunne tænke sig at hjælpe hurtigst muligt.
Som skribent for Esbjerg afdeling, vil jeg også gerne benytte lejligheden til at ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår. Jeg vil samtidig benytte lejligheden til at byde alle de nye medlemmer velkommen i vores afdeling og håber de vil få rigtig meget glæde af at være i foreningen.
Den. 3. Dec. var det 10 år siden der på landsplan var en frygtelig storm, som ødelagde mange ting og gjorde mange familier husvilde.
Når jeg tænker tilbage på hvad der egentlig er sket i min familie i de 10 år har der været mange storme og orkaner. Storme er der i enhver familie og jeg vil nu ta’ den næste storm i familien med glæde – jeg vil fremover glæde mig over vores barnebarn/børnebørn, og se dem vokse op og blive en del af denne verden.
Kirsten skriver så fint til os, at det nu er sidste gang hun vil genere os med indlæg til Søhesten og om vi ikke synes det er dejligt??? – Jo det er det nok men det er nu også rart engang i mellem at få et lille los bagi til at gøre nogle ting som måske bare var blevet udskudt den ene dag efter den anden… Tak Kirsten, for dit lille los engang i mellem…
Jeg kan huske mit første møde med sømandskonerne i Esbjerg. Ved det første møde der blev holdt på Esbjerg maskinmesterskole var den daværende landsformand Ruth Olesen tilstede. Jeg syntes dengang hun virkede meget skrab og jeg tænkte, at den forening skulle jeg ikke være med i. Jeg var dengang kun 21 år og jeg var på det tidspunkt endnu ikke gift med ham der senere blev min mand. De fleste af de fremmødte havde børn og var hjemmegående husmødre. Hvis ikke det var for min veninde, der også var gift med en sømand, havde dette møde været mit første, eneste og sidste møde, men Annie trak mig med hver gang de første mange gange.
Jeg kan godt forstå mange af de unge sømandskoner bliver bange, når de ser så mange ”gamle” koner når de kommer til deres første møde… Men til alle de nye vil jeg bare sige – nyd godt af ”de gamles” erfaringer. Selv om de fortæller om ”dengang”… Jeg har været og er meget glad for at være en del af foreningen og har kunnet være med til at udvikle den til det den er nu… Med disse ord vil jeg takke dem der har lagt så mange kræfter i vores forening og gjort så mange ting for, at den er kommet frem i sin nuværende form.
Fremadrettet vil jeg glæde mig over en ny hjemmeside og en ny mode at være i kontakt med andre i samme situation som jeg.
Jeg har haft møde med Bo omkring vores hjemmeside. Det skrider frem ad og ser rigtig lovende ud, med mange fine detaljer.
Tina har sendt mail runde til hver afdeling. Den er sendt til de tidligere repræsentanter/pressepiger. I mailen beder Tina hver afdeling skrive lidt om "sig selv", til det er der kommer til at være hver afdelings hjemmeside.
Bo kan ikke lave siden færdig før vi alle har skrevet lidt/meget om hver vores afdeling.
Så kære piger nu er det op til os !
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 14/2-2010 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Letter
Dear Birgit,
We are all sad about the bad accident you suffered. We are grateful to our Lord for healing you. We pray for your complete recovery.
Our last "Sagip Puso" laboratory examinations last December 12, 2009 was a great help. Many availed the lowest price from about PhP 3,000 ($67) to PhP250 ($6) only. Our members whose spouses are already retired or jobless are in deed grateful to our foundation.
Our 31st Foundation Day held on December 30, 2009 was successful. It was well-attended. We acknowledged our successful youth with Certificate of Recognition.
It is good news for us that you celebrated Christmas/ New Year with the Filipino seafarers on board the ship. Yes, Christian bonding is necessary for a good working life at sea.
We are all praying and hoping for our well-being, for peace and understanding in our family, organization, and in our country. Our best regards to your loved ones and to all seafarers and their families in your association.
Love and hugs,
Alice
Kilde/ forfatter: Alice, Dato: 22/1-2010 Kategori (i): The Phillipines
Godt nytår
Hermed de bedste ønsker til alle om et godt og lykkebringende nytår. Jeg har desværre ikke kunnet komme i forbindelse med vores hjemmeside i ca. 3 uger, så derfor har jeg først haft mulighed for at ønske jer et godt nytår nu.
Jeg må blankt erkende at sidste nr. af ”Søhesten” rørte mig meget, at læse en nekrolog over bladet syntes jeg var underligt, men jeg er stadig sikker på det var den rigtige beslutning.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 2/1-2010 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Formandens side, december
Efter en hyggelig eftermiddag i Sømandskone regi, bliver det tid for at skrive for sidste gang til ”Søhesten”.
Tusind tak til alle annoncører, der har ydet os støtte, gennem de mange år foreningen har udgivet ”Søhesten”, uden jer ville det ikke være muligt at udsende bladet.
Tak til Peter, det har reddet os utallige gange på målstregen og bladet er kommet ud til den fastsatte tid.
Tak til vores redaktør, det også har kæmpet en brag kamp for at få stof til bladet, tak til alle I som trofast har sat jer til tasterne, når det kneb med en enkelt side eller to.
Tak til Niwi Tryk som har tryk bladet gennem mange år.
Nu går vi så en ny epoke i møde. I kan læse status for foreningens nye hjemmeside andet sted i bladet.
Mit ønske er nu at vi får masser af liv og indslag på www.soemandskoner.dk
Jeg glæder mig meget og ser frem til foreningens nye bestyrelse skal mødes i januar. Det bliver spændende at få gang i alle de gode idéer vi har arbejdet med på kryds og tværs gennem det sidste halve år.
Julen står for døren!
Så flyt den da for søren.
Den står der igen hvert eneste år
Og minder mig om, at tiden den går.
Jeg bliver stresset og håret det stritter.
Gaver skal købes. Hvad er det der hitter?
Julekort skrives i lange baner.
- Brug nu ikke de gamle vaner!
Skriv noget nyt! - Noget sjovt! - Noget sødt!
Pas endelig på ,at ingen bli´r stødt.
Jeg sender et digt. Måske en historie.
- Pudser grundigt, min egen glorie.
Jeg giver et bidrag til dem der trænger.
Nødder og frø i træerne hænger.
De blinde, de døve, de gamle især.
Dem uden tøj, de får mine klæ´r.
Marcipanmænd og alskens dejlige kager
med krudt og kanel, om natten jeg bager.
- Lys og gran i krukker jeg sætter.
Stress giver mig mange søvnløse nætter.
Jeg sætter nissehuen på skrå.
Køber det skæveste træ, jeg kan få.
Pynter det fint, med "hvad jeg nu har".
Og før end du aner, så er jeg klar.
Endelig er min samvittighed god.
Alt er i orden. Intet i rod.
Alt er husket. Intet er glemt.
Men jeg påstår ikke, at det var nemt.
Hermed de bedste ønsker om en rigtig glædelige jul samt et godt og lykkebringende nytår.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/12-2009 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Fra Søhesten, november 2009
Formandens side
TILLYKKE til Sømandskoneforeningen af 1976 med den nye struktur og nye vedtægter!
Vi, der har arbejdet på denne ”modernisering” vil hermed gerne takke alle jer, der mødte om og bakkede op om den energi og entusiasme, der har været i repræsentantskabet og forretningsudvalget for, at få grundlagt stenen til en mere moderne og tidssvarende forening.
Det har ikke været lige let det hele, der har været et par bjerge der skulle ”sluges” - MEN nu er vi i mål, og det bliver helt sikkert godt.
Repræsentantskabet og forretningsudvalg er nedlagt, erstattet af en bestyrelse der i dag består af:
Formand: Charlotte Munk, Fredericia afd.
Næstformand: Gitte Bartholin, Aarhus afd.
Sekretær: Hanne Grau, Frederikshavn afd.
Kasser: Kirsten Carlsen, Ærø afd.
Web master: Tina Rosenborg
Mening medlem: Lone Salminen, Fredericia afd.
Mening medlem: Anne Margrethe Retvig Jensen, Svendborg afd.
Enkekontoen: Lise Hedin, Aalborg afd.
Suppl. til menig medlem: Anne Mette Pedersen, Esbjerg afd.
Suppl. til menig medlem: Birgit Larsen Jensen, Vestsjælland afd.
Foreningens nye vedtægter kan læses på vores hjemmeside: www.soemandskoner.dk
Dette nr. af ”Søhesten” bliver så det næstsidste nr. herefter ville alle informationer omkring vores forening være at finde på www.soemandskoner.dk kombineret med et enkelt eller to nyhedsbreve pr. år.
Jeg håber I vil være vores redaktør behjælpelig med at afslutte ”Søhesten” med pomp og pragt, således sidste nr. af bladet i december afsluttes med maner.
Kirsten Hansen, Fanø afd. arbejder på lokalt historisk arkiv på Fanø og har tilbudt at samle alle foreningens scrapbøger, gamle referater, blade osv. på arkivet på Fanø, dette har vi med tak tage imod. Hvis der i lokalafdelingerne findes tilsvarende effekter, tager Kirsten også gerne imod dem.
Det er nu Ann Charlotte Ravn, Århus afd. og Birgit Larsen Jensen, Vestsjælland afd., der mødes med repræsentanter fra Forskningsenheden Maritim Medicin, Esbjerg. Jeg deltog på sidste møde og var meget stolt da jeg gik derfra, vores repræsentanter er meget kompetente til, at varetage denne opgave!
Tusind tak til pigerne fra Holstebro afd. for et rigtig godt og hyggelig arrangement i forbindelse med Landsgeneralforsamlingen.
Sæt allerede nu kryds i kalenderen til næste år, første weekend i oktober mødes i Århus afd. og i 2011 bliver det på Ærø vi skal mødes.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 8/11-2009 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Cithas Kartoffelsuppe
Kartoffelsuppe-opskriften kommer her:
Ingridienser
1 kg. kartofler
175 g. selleri
75 g. gulerod
200 g. porrer
1 kvist timian
1 L grøntsagsbouillon
1 dl. fløde
1 bdt. persille
1 tsk. karry, salt og peber
Fremgangsmåde
Skræl grøntsagerne og skær dem i mindre stykker, kom det i en gryde med timian og karry. Hæld bouillonen over og bring det i kog. Koges i cirka 20 minutter til urterne er møre. Blend suppen. Hæld fløde i og kog suppen op et par minutter. Smag til med salt og peber, pynt med persille. Serveres med stegte bacontern.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 25/10-2009 Kategori (i): Opskrifter
Vedtægter
Så ligger foreningens nye vedtægter her på hjemmesiden.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 24/10-2009 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Netbutik m/tilbud 10%
Kære Sømandskoneforening.
Som datter af en sømand og en mor (Juliane Schramm fra Rømø), der er medlem hos jer, har vores webbutik BabadutÒ besluttet at give 10% i rabat til alle jeres medlemmer.
HVAD KAN BABADUTÒ TILBYDE?
Vi sælger praktiske ting, der skal gøre hverdagen nemmere for børnefamilier. Vi henvender os til familier med børn i alderen 0-8 år. Vi sælger praktiske som BØRNEWADERS, TØJSTEMPLER TIL MÆRKNING AF BARNETS EJENDELE, 24 FÆRDIGPAKKEDE NISSEGAVER, HØREVÆRN TIL BØRN, BARSELSGAVEKASSER og meget meget andet.
HVORDAN FÅR VI RABATTEN?
I skal blot anføre i kommentarfeltet til sidst , at I er medlem af Sømandskoneforeningen. Så fratrækker vi manuelt de 10% af hele beløbet (også porto og udsalgsvarer)
Tusind tak til pigerne i Holstebro Afdelingen for en super weekend, i forbindelse med Landsgeneralforsamlingen.
Sæt allerede nu kryds i kalenderen til næste år. Første weekend i oktober skal vi mødes i Århus.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 5/10-2009 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Møde med Center for Maritim Sundhed og Sikkerhed (CMSS)
Den 9. Okt. havde jeg fornøjelsen at deltage i et dialogmøde med repræsentanter fra Center for Maritim Sundhed og Sikkerhed; Lulu Hjarnø og Fabienne Knudsen, desuden deltog Ulla Pedersen fra sømandskoneforeniningen af 1996, vores formand Lotte samt undertegnede.
Ud fra en meget officiel mødeindkaldelse, havde jeg forstillet mig et meget formelt møde, det viste sig at være dejligt uformelt med en stor gensidig interesse for søens folk. Overskriften for mødet var:
”Årligt møde om forskning- og udviklingsaktivitet vedr. arbejdsmiljø, sundhedsfremme og sømandslivet om bord.”
Efter en kort præsentation af mødedeltagerne, indledte vi mødet med at fortælle lidt om hvad der rører sig i de to sømandskoneforeninger. Ret hurtigt kom emnet pirateri på banen og afledt heraf hvilken betydning og påvirkning det har på de søfarende og deres familier. Spørgsmål som kunne være interessant at få belyst i et forskningsprojekt. Endvidere snakkede vi om hvor der evt. var hjælp at hente( f.eks. i form af psykolog hjælp til familien og den søfarende ved hjemkomst ). Et interessant spørgsmål at stille til det rederi ens ægtefælle er ansat ved.
Ulykker ombord var et andet område vi var omkring. Der er noget der tyder danske sømænd har flere ulykker i forhold til philipske. Det man kunne registrere, er at de anmelder flere. Et kommende projekt ” Sikkerhedskultur og anmeldelsespraksis på Dansk Internationalt Skibsregister” vil prøve at gøre os klogere på dette. Personligt overrasker det mig. Jeg vil se frem til at læse resultatet af projektet.
Sundhedsfremmende tiltag i befolkningen er meget oppe i tiden, hvilke tiltag er rettet mod søens folk. Jeg havde en formodning om at sundheds tilstand generelt blandt søfolk var ringere. Lulu Hjarnø kunne bekræfte dette ud fra et i gangværende projekt, hvor formålet er at belyse følgende:
1. Hvor intensiv opfølgning bør man anbefale for at opnå en ændring i livsstilsadfærd (motion, sund kost, rygestop)?
2. Hvilken betydning har forskellige faktorer for ændring i livsstilsadfærd (fysiske rammer på skibene, opbakning fra kolleger og ledelse i land og på skibene, opbakning fra familie i hjemmeperioden, opfattelse af betydning for sikkerhed, m.m.)?
3. Har et projekt med fokus på sundhedsfremme og arbejdspladstrivsel betydning for sygefravær og arbejdspladsfastholdelse?
Foreløbig har undersøgelsen påvist et højere BMI samt at der er flere rygere end i gennemsnittet af befolkningen. Hvilke er to faktorer som har betydelig indflydelse på sundhed? Også dette projekt bliver spændende læsning, når det ligger færdigt. Blå bog og kvaliteten af denne kom på banen. Er der krav om sundhedsfremmende tiltag? Tilsyneladende ikke, dog må den søfarende BMI ikke overstige 40. ”Sundhedsundersøgelse af søfolk, psykiske lidelser og overvægt” udarbejdet af studerende ved Simac, opfordrer til der stilles større krav til Blå bog. Jeg sender gerne et link, hvis andre skulle være interesseret i at læse dette.
Mødet sluttede af med en kort information om at CMSS får ny leder pr. 1/12 arbejdsmediciner Jørgen Riis Jepsen, samt invitation til nyt møde næste år.
For mig et spændende og oplysende møde, som jeg ser frem til at deltage i igen.
Ann-Charlott, Århus afd.
Greetings from all of us in the Philippines. Our meetings at Marian, Melly and Cora were all successful. Our subject matters were more on fundraising to cope up with our needs. We have scheduled a Feeding Program for poor children in the slum areas, Laboratory Blodd examinations every six months, and scholarship for children of seafarers who are financially hard-up.
Every meeting we had, after the formalities, we often remembered the camaraderie we experienced with you. I will suggest to all our member chapters and officers you've known to enlist you as Honorary Member. That is, if you will agree. Your donation qualifies you as an auxiliary member regardless of citizenship, our young Atty. Mickey Pabalinas said!
Our next officers' meeting will be on May 17th during the birthday celebration of Jonette. I will bring the issue of Honorary Membership to all of them,.
Melly left for London last night. Lydia Sampollo (former treasurer) left for California. The rest are all at home as usual. Captain de Guia, Chief Engrs. Pabalinas and Daysor are still on vacation with their respective families.
Enchanted Kingdom is a theme park similar to Disney Land where families go for recreationary rides and entertainment. This is the company where Anna Lee is employed as Corporate Communications Officer. She also performs in some shows produced by her company every time she is requested by management. This is another place or locale that you can appreciate. Anna Lee performs in a musical show this May.
Regards and extend our message of love, justive and peace to the travelers and wives at home. We are all fine.
Loving hugs,
Alice
Kilde/ forfatter: From founder Alice Lamigo, Dato: 26/9-2009 Kategori (i): The Phillipines
Letter
am glad u recd my mail. hope ur fine. SWAPI are busy practicing our dance . A filipino Folk dance . We will perform tomorrow onthe National Seafairer'sDay Celebration . Last time we also perform at OWWA maybe they find us good so again they requested us to dance. Maybe this Oct. we are planning for our Youth Day. Intended for our children or youth. Do you plan for a vacation here. Am glad to see u again. ! More updates later.. How's your group . Regards all esp. to u.
God Bless u and your family... luv u .. cora
kulturel rejse til Filippinerne
15. – 22. februar 2009 (fortsat fra forige nummer)
Dag 4 onsdag 18.2.
Vi skal i TV studie til live optagelse siger de. Det er ikke på programmet, for det er noget de har fået i stand de sidste par dage. De er meget oppe at køre, glade og spændte. Jeg prøver at finde ud af, hvad det er for en udsendelse, men det er svært. Noget med nogle spil, interview, og andet. De har lavet et nyt banner, igen med: ”SWAPI w/Special guest from Denmark, madam Birgit Larsen Jensen”. Og vi har alle gule trøjer på, med foreningens
logo.Vi er ca 14 piger, der tager af sted i 3 biler. Atter en lang køretur i den hektiske trafik.
Vi bliver placeret rimelig tæt på i TV studiet, hvor vi er en del af publikum. Men da vi har siddet i noget tid, jubler de pludselig alle sammen i vilden sky. Hvad sker der, spørger jeg. Lu´s fætter arbejder herinde, så nu har vi ret til at sidde helt nede foran, siger de. Jeg fortæller, at hvis det overhovedet kunne forekomme i Danmark, ville vi i det mindste gå stille med dørene. Ikke her, siger de, det er en selvfølge! Og griner.
De fortæller, at selvom vi kun er publikum, så er det meget tænkeligt, at de kommer hen og snakker med mig, da de kan se, jeg er udlænding, og de plejer at tage en snak med nogen blandt publikum. Der er rigtig mange mennesker, og trods jeg er forvirret, for tv folkene taler tagalog, er det nu meget sjovt at være en del af. Det er deres middags underholdnings program ”Eat Bolaga”. Et amerikansk underholdnings program,som de selv fylder indhold i, så vidt jeg kan se. Jeg ser godt nok, at tv værterne skæver hen til mig, men jeg går fri. Med en vis lettelse, må jeg indrømme, trods jeg havde forberedt mig på, at sige et eller andet om deres gode forening, hvis jeg blev spurgt af en af tvværterne. Det er noget af en heksekedel, og meget langt fra det, man oplever med en filippinsk besætning ombord. Pigerne fortæller bagefter, at de havde som dagens emne: Hjemvendte familier fra udlandet blandt publikum, og det er jo også en god sag.
Denne aften er vi så til spisning hos Capt & Mrs Rene Carpio. Vi er nok 14 – 15 stykker igen. Vi er i røde bluser i aften, får jeg at vide. OK! Danny kommer med, for vi skal danse! Dels filippinsk, som er en blanding af traditionel linedance og disko, og så skal vi have lært Totur fra Vejle
ordentligt. Danny har spillet den over på en cd, så nu kører det. Lourdes, som Mrs Carpio hedder, og hendes familie bor i et hus, der vel er lidt mere luksuøst end de
fleste huse på Strandvejen i København!
Der er selvfølgelig også swimmingpool, og flere mercedes biler i garagen. Huset ligger i en ”landsby”, isoleret fra resten af Manila, med skarp sikkerheds kontrol. De ringer værten op, for at tjekke, at det er korrekt de venter os. De har egen skole her!
Jeg snakker med Rene, manden, og finder ud af, at det er en del år siden han var til søs. Han stoppede, og begyndte at bygge huse som dette. Deraf rigdommen. Jeg tænker på, hvordan feks Ninfa føler sig tilpas her, som kommer fra langt mindre midler. Men så ser jeg hen på Alice, og så har jeg svaret. Alice holder næsten hvad som helst i skak. Ulmende ballade, jalousi, fnidder og fnadder, som kvinder kan være rigtig gode til, og frem for alt, hun er som en mor for dem alle. Jeg er også begyndt at sige ”Yes, mother”,når hun taler til mig, for hun er utrolig omsorgsfuld.Og jeg kan se,at det er hun for dem alle,og hun taler også om, at den og den havde problemer, og så gjorde de sådan og sådan. Og når jeg siger; ”Yes, mother”, får jeg det skønneste og varme smil igen. Hun kan virke afmålt og lukket, men der er meget mere end det. Hun er en dygtig formand, for over 1000 sømandskoner, og et meget klogt menneske, som jeg kommer til at beundre og holde rigtig meget af.
Vi spiser af den gode mad, og Lourdes og
jeg driller hinanden lidt. Jeg nævner for
Lourdes, at jeg godt kan forstå, hvorfor vi nogen gange studser over, at eksempelvis en filippinsk AB, kun har udført en del af sit arbejde, som om han regner med, nogen kommer og rydder væk efter ham. For I har alle sammen mindst én medhjælper i huset, siger jeg! Hun giver mig ret, og siger, ”Ja, vi bliver nok lidt dovne af det. Men det er jo fordi, der er så mange fattige, der kommer og tigger om at få et
job, og så giver vi dem arbejde i huset. Vi kan feks sagtens køre selv, alligevel har vi privat chauffør. På den måde, synes vi, at vi gør nogen mennesker noget godt.”
Jeg betragter den lokale papegøje, som giver sit besyv med af og til. Så er det tid til dans med Danny. Danny er meget energisk, og man kan blive helt betaget af at betragte ham. Sveden perler af ham, når han begynder at danse og instruere samtidig. Først et par filippinske danse, og så Totur fra Vejle. Også i aften giver det en masse sjov, fordi vi laver fejl, og Danny og jeg er i tvivl om, det nu er 4 eller 8 chassis.. Men til sidst lykkes det, og vi er både stolte og glade, og har haft en masse sjov med det undervejs. Jeg må sige, at det rører mig på en særlig måde, at danse mit lands folkedans med disse vidunderlige piger, - sømandskoner -, som jeg fornemmer en masse fællesskab med, trods vores forskellige kulturer. Jeg kan allerede nu mærke at det bliver svært at skulle sige farvel til dem. Vi har opbygget en slags bonding, et fællesskab, hvor vi føler os i samme båd, trods vidt forskellige livsvilkår, men med mange af de samme sorger og bekymringer.
Dag 5 torsdag 19.2.
Dette er pigernes ”fridag”, selvom de ikke er begejstrede. Men jeg har planlagt andre ting, og måske havde jeg oprindeligt et ønske om et ”lufthul” og lidt fritid denne dag. Men det er umuligt.
Jeg skal besøge vores egen bemandings agent. Jeg bliver hentet kl 8 af Alison Asarcon, der er crewing manager. Han har tidligere været AB, men er nu på kontoret, hvor han finder nye søfolk osv. Igen, trafikken tager meget tid, og han har chauffør på, så vi får snakket en del på vej til kontoret. Jeg spørger, om de også benytter Seafarer´s Place, men det gør de stort set ikke. De bryder sig faktisk ikke om det, og desuden får de mange fra provinsen og benytter sig meget af networking. Desuden har de børn af tidligere søfolk nu,fordi de har eksisteret så længe.Jeg får drøftet problemer med besætning med ham, og det er rigtig godt at få en helt an-den vinkel, på problemerne. Han mener de tider,hvor den filippinske sømand,svarede ”Yes, sir” til en arbejdsordre uanset om forstået eller ej, er passé. Det siger jeg, ikke er tilfældet.Vi får en god snak.
På kontoret møder jeg den unge kvindelige direktør, Emily. Business kvinde med stort b, men også åben for dialog. Jeg fortæller, at sømandskonerne siger, at der fortsat er manning agencies, der ikke betaler løn til tiden. Spændt på hendes svar: Det er rigtigt, siger hun, men det er mest de græske principals. Så rykker vi og rykker, for det er jo sømandens penge.
Vi drøfter de stigende officer lønninger trods krise, benefits frem for lønstigning og andet. Philhealth osv. Jeg spørger om hun er interesseret i en kontakt med SWAPI, bla fordi hun nævner, at de vil arrangere små kurser for sømandskonerne i provinsen, for her arbejder de ofte ikke, og er dermed mere sårbare. Det samme gør SWAPI, derfor synes jeg måske navnlig det var en ide, med et samarbejde. Jo, de må gerne komme på besøg, siger hun. Nå, her var ikke den store interesse!
Alice fortæller senere, at det bliver næppe aktuelt, ”for de kan ikke lide mig, de ved hvem jeg er, og de ved, jeg siger min mening”.Alice havde inviteret dem til den første aften ved receptionen. De havde sendt moderen, som kun er lidt med i bestyrelsen. Generelt er der meget stor mistillid til manning agencies blandt sømandsfamilierne. Alice fortalte mig også, lidt hånligt, at hun havde diskuteret mit program for ugen med dem, da hun vidste, at jeg ville besøge dem denne dag, og hun ville sikre sig,at de passede ordentligt på min sikkerhed.Det mente de ikke,ville blive noget problem, men Alice var ikke helt tilfreds… Emily, direktøren, tilbyder mig da også hendes chauffør for resten af dagen da jeg bliver hentet af Gichelle ved
middagstid.Vi siger ja tak, for det sparer
tid.
Gichelle har fødselsdag, og derfor kan hun tage fri fra universitetet. Ellers arbejder hun nærmest non-stop, og i weekender tager hun privat ekstra arbejde.Trods sin ret høje stilling ved universitetet og dermed ret gode løn, må hun arbejde så meget, for at få pengene til at slå til. Men hun skal også delvist forsørge sine forældre, og sine mindre søskende. Gichelle er enlig, og bruger ikke mange penge på sig selv.Hendes far arbejdede i mange år som bådsmand hos Mærsk, men blev tvunget i land for et par år siden, da de, ved de ret så udførlige sundhedstjek fandt en lille nyresten, som dog ikke giver symptomer. Trods behandlinger, forsvandt den ikke, og han kunne ikke komme til søs igen.
Filippinerne kommer til sundhedstjek for hver kontrakt periode, dvs ca hver 6. måned, og det er manning agencies, der fastsætter dette. Der er ingen lov for det. Jeg tror manning agency i Filippinerne er en rigtig god forretning, og det er nok ikke uden grund, at sømandsfamilierne er så skeptiske overfor dem. Manning agency har sat sig godt og grundigt på dette marked, med at ”eksportere” søfolk ud i verden. Og da jeg taler med Emily om forskellige ting vedrørende vores egne folk, fornemmer jeg også, at jeg ikke skal gøre tingene selv. Lad os gøre det, vi ved lige hvordan, siger hun med en anelse ordregiven i stemmen. Tag ikke noget fra vores forretnings område! Dette manning agency er akkrediteret, hvilket jeg fortæller Alice senere. Men det giver hun ikke noget for; Det kan de købe, siger hun. Der er ca 400 manning agencies i Manila.
Jeg taler med Alice om, at jeg synes det er særdeles vanskeligt at finde ud af, hvad er sandhed.Det giver hun mig ret i.Men mener selvfølgelig, at hendes syn på tingene er sandheden. Jeg så dog, at direktøren for dette manning agency viste mig, hvordan de registrerede forskellige ting, fordi det krævede akkrediteringen, og hvordan de brugte masser af tid på det, for at fastholde deres akkreditering. Men måske er det også rigtigt, at hvis de ville, kunne de undlade at gøre arbejdet tilfredsstillende, og så købe denne akkreditering. Men måske, er det bare svært, at komme denne skepsis overfor manning agency til livs, når man et langt liv har set, hvor meget korruption, der er på alle niveauer…? Jeg opgiver denne tankerække!
Under besøget hos dette manning agency, viser Emily mig et ”certificate of appreciation”, som de uddeler til søfolkene. Straks kommer den mistroiske dansker op i mig:Hvad skal det gøre godt for? Men det er, som navnet jo også siger, en anerkendelse af den søfarendes indsats. Hun fortæller,at de bliver meget glade for at få det. Nogle græder ligefrem.Ved nærmere eftertanke, er det meget menneskeligt.Vi brænder jo alle efter anerkendelse! Efter vores symposium, får jeg også et ”certificate of appreciation” fra SWAPI.
Som dansker, er man tilbøjelig til at synes, at det er en anelse til grin. Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at være glad for det… Men da Alice ved min afrejse begynder at snakke om, at gøre mig til æresmedlem på højde med ”the governor”, spørger jeg lidt spøgende, om ikke bare jeg kan få lov til at søge om ganske almindeligt medlemskab…
Jeg har før hørt, at filippinske søfolk er
meget loyale overfor deres arbejdsgiver. Det har jeg tidligere været lidt skeptisk overfor. Men så alligevel tegn på det i Filippinerne. Hos Nenita så jeg, der hang et stort maleri af et skib. Det havde de fået malet efter et fotografi, af det skib manden sejlede med. Gichelle talte me-get om, hvordan hun med sin venstre orienterede indstilling, adskillelige gange havde diskuteret Mærsk med sin far. For han talte altid positivt om Mærsk, og hun sagde til ham, at det bare var en fabrik, der udnyttede hans arbejdskraft… Hun ville åbne hans øjne.Men hun måtte mere eller mindre erkende, at det var nytteløst.
Vi talte om,om ikke han skulle have lov at have det lidt rosenrøde billede. Hvorfor tage det fra ham? I øvrigt hører jeg også adskillelige danske søfolk være stolte af at arbejde for Mærsk
Gichelle og jeg finder hendes forældre og hendes to mindre søskende, der er kommet ind til byen, for at fejre hendes fødselsdag, som jeg nu er blevet en del
af. Vi spiser på en ydmyg restaurant, og
forældrenes fødselsdagsgave, er en lagkage med et lys i, som jeg næsten tror hun selv har betalt. Roberto, hendes far, har lidt arbejde med noget byggeri, så vidt jeg forstår. Han ville hellere til søs, ikke mindst pga den væsentligt bedre løn.
Gicheller er, som Fabienne sagde, god til at se tingene i et andet lys. Hun fortæller om en opvækst, der har været meget præget af at hendes far, var meget væk.
Faktisk fik hendes bror nogle misbrugs problemer, og det mener hun helt klart er pga den manglende fader rolle. Det var det præsten talte om. Broderen har stadig et misbrugs problem med narkotika. Hun husker også, hvordan hendes mor fandt ud af, at faderen havde en dame et eller andet sted, og alle de fights de havde.
Jeg nævner for Gichelle, at et par af pigerne genkendte billedet af sømanden, der er asocial, når han kommer hjem, og ikke vil nogen steder. Det var også noget de af og til oplevede, og snakker om i SWAPI.
Gichelle mener det er et mindretal, der har det sådan. De fleste går ud og drikker med vennerne, når de kommer hjem fra søen, og spenderer alle pengene på kort tid, siger hun. Men da vi snakker isolation, medgiver hun, at denne reaktion, kan være en side af samme sag,en slags ”overdoing”. Men jeg tænker efterfølgende, at der måske også er forskel på, hvordan ra
tings og officerer reagerer, pga forskellige funktioner ombord, forskellige lønninger, og forskellig prestige i samfundet og familien. Desuden har hun indtil nu, ikke rigtig kendt andre sømandsfamilier.
Gichelle har en gave med til mig, det er
en motherpearl. Den er meget flot, og jeg
kan næsten ikke få øjnene fra den. Jeg er blevet meget interesseret i deres kultur perler hernede, efter jeg fik en armlænke med kulturperler af Ninfa, da jeg besøgte hende. I det hele taget over øses jeg med gaver, smykker, tasker og meget andet.Sømandskonerne, som jeg er sammen med, er – på nær Ninfa - alle officers koner, og har nok en bedre økonomi end Gichelle, tror jeg. Heldigvis
(Fortsættes i næste nummer)
15. – 22. februar 2009 (fortsat fra forige nummer)
Dag 3, tirsdag 17.2.
I dag er det besøg hos 3 sømandsfamilier. Det har jeg set mest frem til. Første besøg er hos Ninfa A. Borgonia og hendes mand Arnel, som er hjemme på ferie. Vi kommer til et mindre, lidt mere ydmygt hus, end det jeg hidtil har set. Man-den tager imod udenfor, og viser os ind. Udenfor står konens gasflasker, som hun sælger videre, det er hendes bibeskæftigelse.Ved siden af huset, er en lille gård med et par kyllinger. Huset har de selv bygget lidt hen ad vejen, når de fik råd, og med venners hjælp. Her bor dette ægtepar med 3 voksne børn.
Vi skal naturligvis spise. Filippinerne spiser ca 6 - 7 gange i døgnet, og de griner hver gang jeg kommenterer det. Jeg snakker i første omgang mest med manden, hvor han sejler osv. Han er pumper på en tanker. Jeg forstår på ham, at han ikke er officer, men heller ikke rating, sådan lidt midt imellem. Og det virker som om, han forstår begge ”lejre” lidt. Han taler ret frit fra leveren. Jeg spørger om han foretrækker nogle nationaliteter frem for andre, at arbejde sammen med ombord, eller om det er et problem med de mange forskellige nationaliteter. Det benægter han, dog bliver det lidt mere nuanceret senere i samtalen. Men der er ingen tvivl om, at filippineren generelt ser, det med forskellige nationaliteter ombord, med andre øjne end danskeren. Måske skyldes det, at de selv er et multietnisk samfund, igennem århundreder (ikke noget med første- og andengenerations) og at de er så folkerig og fattig en nation, at det, at arbejde udenlands med mange nationaliteter,er en given livsbetingelse.De arbejder for at kunne underholde hele familien, og frem for alt sikre børnene en uddannelse, som igen er deres pension. Fremtiden er hele tiden deres agenda. Jeg hører flere gange, også på symposiet, at ”it is a matter of personal relationship”, mere end det er nationaliteten, der er det afgørende ombord. Jeg får i hvert fald en fornemmelse af, at det er os danskere, der måske er mere fordomsfulde. Det er i øvrigt også hvad Fabienne Knudsen skriver i ”If you are a good leader, I am a good follower”, som jeg husker det. Jeg drøfter konkrete eksempler på problemer, vi har haft ombord blandt den filippinske besætning, hvor vi havde svært ved at finde frem til den egentlige årsag til, at de pludselig ikke kunne enes. Jalousi, siger han! Filippinerne siger selv, de har en krabbementalitet. Hvis nogen kommer for langt frem,trækker de andre ham tilbage. Jeg tager mod til mig, og fortæller at den danske sømand ofte frustreres over,at når han giver en filippinsk sømand en arbejdsordre, siger denne: ”Yes, sir!” Uden at noget sker. ”De føler ikke ansvar, som de bør gøre”, siger han. Jeg tror på, at ham her, er ansvarsfuld i sit job, for han er ikke på nogen måde underdanig over-for mig, som jeg ellers godt kan opleve det ind imellem. Og han siger sin mening. Også da jeg spørger, hvad han synes om, at hans kone er medlem af SWAPI. Jeg bliver sommetider gal, siger han. Jeg overraskes. Hvorfor det, spørger jeg. ”Jo, når hun kommer sent hjem fra møder og sådan”. Senere tænker jeg, at denne reaktion kan være en del af reaktionsmønsteret på den isolerede tilværelse ombord; Nu er jeg her, så skal hun være her, for mig.Jeg spørger,om ikke han synes,det er godt, at hans kone har støtte og opbakning, når han er til søs! Jo, det synes han nu også. Både han og konen, bekræfter, at når manden er ude, skåner de begge hinanden for hver deres problemer. Et mønster, som vi danske sømandsfamilier jo også kender. Konen siger, at hun har været meget glad for, at kunne være med på hustrusejlads, det giver mere forståelse for mandens arbejde og betingelser, og man kan nemmere tilgive ham, når der er noget. Men de (sømændene) kunne nu også trænge til et ”brush-up” engang imellem, siger hun. Det griner vi af, for vi forstår begge to ganske udmærket, hvad der ligger i det…
Vi taler om manning agencies. Noget som jeg hele tiden hører om, mens jeg er på Filippinerne. Pigerne er alle meget skeptiske overfor dem, og de tænker ikke me-get på, hvem der er principal (skibsejer) eller, i hvilket land de er. Det er manning agency, der tæller i deres hverdag. Ninfa og manden,Arnel,taler begge om,at manning agency ofte sender dem på adskillelige kurser, som de enten har været på før, eller er helt unødvendige, fordi manning agency tjener på det. De taler også om, at der stadig er agencies, der ikke betaler løn til tiden,ofte kan lønnen komme både 1, 2 og 3 måneder for sent. De sætter de gode dollars i omløb, og laver business på den måde, siger de. Arnel taler en del om Esso, hvor han tidligere var ansat.Der kunne han godt lide at være, for der var forskellige benefits, som han lagde meget vægt på, mere end på at få en høj løn. Feks fik de 50% i feriepenge, hvis de kom tilbage til skibet. De fik kurser betalt, julearrangementer for deres familier, med ophold og transport betalt. Næste besøg er hos familien Nenita A. Pahed. Nenita er forstander for den italienske nonne skole, hvor vi senere har symposium. Her er manden til søs. Da vi ankommer tænker jeg, åh nej nu igen. Der står tjenere helt ude på vejen, og siger good morning madam… Der er atter li-net op, denne gang lidt anderledes, og jeg ved ikke rigtig hvad det går ud på nu, for set-up´et ser forskelligt ud. Jeg får ikke så meget forberedelse på den måde.Men jeg har efterhånden vænnet mig til, bare at følge trop i det der sker. Det viser sig, at der atter er inviteret hvem der kan, og her er vel en 20 stykker samlet. Jeg får stukket et tændt stearinlys i hånden, og da jeg går ind i huset, hører jeg en præst tale. Der er også et par nonner. De er katolikker. Det er Blessing of the house, der foregår. Der synges, og præsten går rundt og kaster vand på husets indbo. Bagefter lykønskes Nenita, som bor her, og hun er meget glad.
Jeg bliver placeret ved siden af præsten, de synes åbenbart, jeg skal tale med ham. Det er ikke lige mit behov, men ok. Og det bliver alligevel en interessant samtale. Han taler en del om hans syn på sømandsfamilien, og dens problemer, som han hjælper med at løse. Han siger at nogle sømandsfamilier oplever, at specielt drenge kommer ind i narkotika problemer i teenage alderen, fordi far aldrig er hjemme,og de mangler fader figuren i de-res liv, og moderen respekterer de ikke. Desuden hører de fra andre børn, at de-res far har en dame i et andet land, og de føler svigt. Han går så ind og konsulterer, for at afhjælpe disse problemer. Jeg tænker lidt, at, det er jo også hans levebrød, men han har nu nogle gode pointer. Jeg hører også nogle af pigerne, især Alice, tale om ”ekstra marital problems”. No-get jeg ikke når at dykke mere ned i, så jeg ved ikke om det er så meget anderledes end for alle andre sømandsfamilier. Måske er de bare lidt mere åbne omkring det? En af de andre piger talte også om det på symposiet. Om hvordan hun fandt ud af, at manden havde en dame i Indien, hvor han sejlede fast, og hun fik gjort en ende på det. Og det blev fortalt med megen styrke bag, så jeg nærmest røg lidt tilbage i stolen, og tænkte okaayy…! Men det er klart, at problematikken let bliver mere manifest, når manden er til søs i 14 måneder, som Cora´s mand var for nylig. Rederiet kunne ikke finde afløser, og så kom han bare ikke hjem.
De har lavet en flot kage, med mit navn på! Jeg skal skære til alle, det er en ære! Efter præsten, placerer de to sønner af sømænd ved mig. Først Nenitas søn, som er først i tyverne.Velformuleret på flydende engelsk, uddannet indenfor IT. Men han er uden job i øjeblikket, han vil til USA og arbejde. Jeg spørger, hvorfor han så ikke laver noget i ventetiden. Han griner, og siger, at han kan vist ikke forvente solidaritet fra mig. Måske fordi, jeg selv er mor, siger jeg. Han er lukket omkring det, at være søn af en sømand. Han synes bare, det er fint nok. Det kan jo også være tilfældet, men jeg fornemmer snarere, at det er svært for ham, at sætte ord på i denne forsamling, og det forstår jeg nu også godt.
Michael, derimod, som er søn af Lu, og som er uddannet advokat, dog også lidt ældre, ca 27 år, er langt mere åben, og bedre til at beskrive sin opvækst i en sømandsfamilie. Han fortæller, at han har 3 billeder af sin opvækst. Det første billede er hans første år, hvor en mand kommer på besøg, siger han er hans far, sover med hans mor, og giver ham legetøj. Legetøjet er fint, men han mener ikke det er hans far. Næste billede, er han lidt ældre, måske 6 år,han ved nu,at det er hans far,der kommer hjem og sover med hans mor, og giver ham legetøj. Legetøjet er stadig fint, men han føler sig ikke connected til sin far. Tredje billede er, da han er teenager,da er det virkelig svært,for han føler sig stadig ikke connected til sin far, og i den svære teenagetid savner han virke lig fader figuren. Han får nogle problemer omkring det, søger conultation hos præsten, og får det på den måde lidt bedre med sig selv. Han fortæller, at i dag, hvis han har problemer, vil han ikke fortælle sin far om det, når han er til søs. Kun når han er hjemme. Jeg kan se, at Lu er meget stolt af sin søn, og med god grund.
Men jeg opdager så også pludselig, at Nenita kommer hen og siger noget, meget skyndsomt omkring hendes søn, noget med, at han snart får et godt job. Den jalousi, jeg hører filippinerne selv beskrive, dukker pludselig op. Jeg gav jo Michael mere opmærksomhed, for han havde mere at byde på.
Sidste familiebesøg den dag. Jeg er træt, og har næsten ikke overskud til mere. Får generelt for lidt søvn.Vi skal besøge Marian P. De Guia, som er president for SWAPI. Da jeg så hende første gang, undrede jeg mig over, at Alice, som jo er grundlæggeren, og som stadig styrer foreningen rigtig meget, har udpeget Marian til at være hendes efterfølger.Alice er 74 år! For Marian er meget stille, siger intet, og gør ikke væsen af sig selv. Men ved nærmere eftersyn, og Alice´s kommentarer (Jeg tror Alice har læst mine tanker) kan jeg godt se, at det er klogt gjort. Marian er en meget klog og sød pige,med mange jern i ilden, og hun tænker sig godt om. De har et catering firma, og det går nu op for mig, at jeg har fået af hendes mad før, og den er god. Hendes mand er kaptajn, han er til søs i øjeblikket, de har tre voksne børn, som dels er med i firmaet, dels højt uddannet, husker dog ikke lige hvad. De bor i et stort hus. Vi sidder oppe på taget, hvor der er en stor tagterrasse. Atter mad! Og der er inviteret mange mennesker. Jeg må tilstå, at jeg er ved at være træt af, hele tiden at være centrum, og stille kloge spørgsmål. Det ser ud som om, de gerne vil ”pudse” flere på mig, jeg kan ”interviewe”… Jeg afværger, og slår over i sjov og spas. Faktisk ser jeg, at nogle af pigerne, der har været mest på, sammen med mig, som Cora, Melly, Gie, Lu, Jonette, Minda og andre, også er trætte. Så det bliver mest sjov og pjank denne aften. Og nogle gode sømandskone historier!! Det kan vi – også – samles om!
(fortsættes i næste nummer)
Boganmeldelse
Jeg kan bedst lide at se filmen før, jeg læser bogen – man bliver næsten altid dybt skuffet hvis man tager det i omvendt rækkefølge, den person, der er vokset frem i ens bevidsthed, er aldrig den samme som personen i filmen.
Men sæt dig med bogen Chokolade en trist søndag og find billederne af Juliette Binoche og Johnny Depp frem på nethin
den – og nyd så at læse dig til filmen…
Bogen lever absolut op til forventningerne,man få et dybere indblik i Viannes fortid, i præstens bekymringer, i landsbyboernes baggrund,samtidig med at man kan se dem alle så levende for sig. Bogen er en noget mindre kærlighedshistorie, som vel nok er det bærende i filmen, men det er en smuk og let læst bog, der gir lyst til
at se filmen endnu engang!
Rigtig interessant er det at læse artiklen, som Joanne Harris har skrevet om filmens tilblivelse, og den store indflydelse hun selv har haft på dialogen i filmen –
og ja, Juliette Binoche var hendes drøm til rollen som Joanne. Find artiklen her: www.joanne-harris.co.uk/pages/feature
pages/chocolatfilm/chocolatfilm.html Og hvis du ikke allerede har set filmen, så nyd bogen, lær den levende og lidt mystiske Vianne at kende, mød datteren Anouk,nyd livstykket Armande,den gamle dame, der altid må gå i sort fordi der hele tiden er en, der dør i vennekredsen, men hun ”snyder” og ifører sig kulørt undertøj under de sorte gevandter, den gamle mand, der kærligt (og alt for længe) passer sin syge hund, præsten, der kæmper en forgæves kamp mod Vianne og alle hendes fristelser, og selvfølgelig
Roux (Johnny Depp) og hans flodfolk.
Chokoladeheksen foregår ca. 5 år senere og handlingen udspiller sig på Montmartre i Paris. Bogen er noget mere mystisk og lidt sværere at gå til end forgængeren. Den mystiske Zozie lever af og for at overtage folks identiteter og helst også deres bankkonti. Hun er mystisk og en dreven heks,der charmer sig ind i Viannes,Anouks og datter nummer 2’s liv.Vianne er nået frem til,at hvis hun skal falde ind og blive accepteret,så må hun gemme mystikken og de farverige gevandter væk, og hun er – meget mod Anouks vilje – blevet til en grå og trist dame, der sælger kedelig, masseproduceret chokolade i et lille ”Chocolaterie” på Montmartre. Det får Zozie vendt op og ned på – hun får sat gang i Viannes færdigheder som
chokoladekunstner, gir butikken et løft, hjælper Anouk med diverse veninde- og skoleproblemer og gir i det hele taget de-res liv et løft i positiv og farverig retning. Men hele tiden ved man som læser,at hun også har en skjult dagsorden. Så det bliver lidt mystisk, forvirrende og til tider lidt for overnaturligt. Bogen bliver bedre, da også Roux indfinder sig i Paris, og det fremgår tydeligt, at denne bog er skrevet efter tilblivelsen af filmen,for kærlighedshistorien mellem Vianne og Roux er ikke tydelig i den første bog, men i denne bog fortsætter histori
en fra filmen, og kærligheden overvinder jo – selvfølgelig – alt!!!
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 26/8-2009 Kategori (i): Bog anmeldelser
Handelsflådens velfærdsråd
Hvad er det egentlig for en ”butik”, og hvad foretager de sig? Det var nogle af de spørgsmål, jeg selv tumlede med, da jeg mødte op til mit første møde i Handels flådens Velfærdsråd den 18. juni.
Jeg har ofte hørt beskrevet den ultra korte tid disse møder tog,og tænkte,at det måske var et udtryk for, at der ikke var det helt store engagement. Men deri tog jeg fejl. Der var bestemt både interesse og engagement.
Lad mig berette lidt fra deres egen beskrivelse af Året der gik:
Velfærdsrådet forlængede det 3-årige projekt om udsendelse af radio- og tvprogrammer fra DR, som udløb med udgangen af 2008.
Man har avis-tjeneste – hvor der dagligt udskrives dugfriske aviser på adskillige sprog i Rotterdam,HongKong,Singapore, Algeciras, og som noget nyt, nu også ved sømandskirken i Hull.
Velfærdsrådets mobile fotoudstilling var i
2008 udstillet hos SIMAC i Svendborg – måske har din mand sit billede med her. Velfærdsrådet holder møder med SøfartensBibliotekogSøfartensArbejdsmiljøråd om et tættere samarbejde.
I 2008 var Velfærdsrådet i kontakt med størstedelen af handelsflådens skibe i forbindelse med enten kollektiv eller individuel service.Alle henvendelser fra skibe og søfarende følges op,og der fremsendes materialer, råd og vejledning til afvikling af arrangementer ombord og i land, samt til brug for Velfærdskontorets faste tjenester.
Mange henvendelser fra besætninger bekræfter, at den kollektive fritids virksomhed har en positiv indflydelse på den daglige tilværelse ombord.
Velfærdsrådetgiverogsåøkonomiskstøtte til blandt andet: Aalborg-Nørresundby Søfarts-service, Esbjerg Havneservice, Århus Søfarts-service,KalundborgSøfartsservice, Sømandskirken i Algeciras, i Singapore, i Hong Kong, i Rotterdam, og til Dansk Sømands- og Udlandskirker.
På rådets hjemmeside: www.hfv.dk kan man se alle motions- og idrætsresultater blandt de søfarende. Hjemmesiden opdaterer automatisk de indkomne sportsresultater fra skibene. Der er oversigt over udsendte tv- og radioprogrammer. TV-betjeningen omfatter dansk producerede programmer, og er normalt 2 uger gamle ved udsendelse til skibene. Der er endvidere uddybende radioprogrammer, som giver den søfarende mulighed for at være ”opdateret”, så man kan følge med i debatten hjemme, efter udmønstring. Desuden kan danske skibe modtage et udvalg af DR´s bedste radio-udsendelser, i form af mp3-filer på cd-rom.
Af nyhedsformidling i øvrigt, sendes der aviser ud til såkaldte støttepunkter (Velfærdsstationer og sømandskirker) i Port Said, Aberdeen, London, Hamborg, San Pedro. Der udsendes dagligt email-aviser på ca 20 forskellige sprog til de skibe, der tilmelder sig.
Velfærdsrådet udsender dagligt danske nyheder fra DR´s nyhedssite, som en zippet word-fil eller pdf-fil.Desuden færøske
nyheder, polske radio online og Philnews.
Velfærdsrådet foretog sidste år en spørgeundersøgelse blandt besætningerne i danske skibe.Der blev spurgt,om der ombord eksisterer faciliteter, herunder bredbånd eller satellit-tv, til at nedtage dansk tv, eller om man forventede det indenfor en overskuelig fremtid. 158 skibe reagerede på forespørgslen, og heraf svarede 144 benægtende!!
Velfærdsrådet konkluderede derfor: Rygter og myter om skibenes tv- og internetfaciliteter, har greb selv langt ind i branchen. Der eksperimenteres stadig med en effektiv global dækning,men denne er endnu forbeholdt skibe indenfor satellitternes footprints – og er endnu ikke anvendelig på oceanerne. Har man endelig internet ombord,giver båndbredden ikke adgang til streamet tv,og skulle skibet være udstyret medenparabolantenne,erfarten–bortset fra enkelte supplyskibe i Nordsøen – af en sådan art, at dansk tv ikke kan modtages på lokaliteten.
Hovedparten har svaret, at man ikke er i besiddelse af hverken bredbånd eller har paraboludstyr ombord – og at man ikke kender til planer,om et sådant tiltag fra rederiets side inden for en overskuelig fremtid. Der er ca 226 skibe tilmeldt tv-ordningen.
Motionskonkurrencer ombord har haft en pæn stigning i antallet af deltagere.Tilmed gives der præmier, hvilket måske er med til at få flere af vore mænd op af stolen…
Vidste du i øvrigt, at Velfærdsrådet har 3
ferieboliger i Danmark? Se det på deres hjemmeside.
Velfærdsrådet blev i 2008 evalueret af
COWI i tæt samarbejde med Søfartsstyrelsen. Rapporten var positiv og understreger vigtigheden af velfærdsarbejdet. Desuden var en blandt flere konklusioner, at behovet for service ydelser er steget markant gennem de seneste 10 år. Dette til trods for forbedrede kommunikationsmuligheder. Det siger – i mine øjne – noget om vigtigheden af dette arbejde, og hvad der ellers kan gøres for sømanden ombord, så han ikke føler sig hægtet af af samfund og familie.
Efter dette møde, blev jeg inviteret på
besøg, af Velfærdsrådets direktør Søren
Philip Sørensen,for at lære dem lidt bedre at kende. Og det var et godt besøg.
Det var dejligt at høre,se og mærke at disse mennesker dels ønsker at gøre noget for vores mænds velbefindende ombord, men sandelig også gør deres bedste til det. Og at de også ser vigtigheden af dette arbejde. Det synes jeg er specielt rart at mærke i en tid,hvor der ellers ikke synes at være plads til sådan et arbejde i det danske samfund.
Det hele startede så godt, men endte så skidt…………. Sådan kan det Danske sommervejr vel bedst beskrives, håber at sensommeren kan give os lidt energi, at komme gennem efteråret/vinteren på !
Håber I alle på trods af regn og blæst, har haft en rigtig god sommer.
Som nogle af jer måske har bemærket har Sømandskoneforeningen skifte mail adresse (soemandskoner@gmail.com). Denne mail adresse virker åbenbart mere officiel end når det har været formandens private mail adresser, der har været anvendt. Dette har jeg bemærket ved, at vi nu modtager sjove forespørgsler, bl.a. har en mor, der har købt ”Sømands hundene” til sin søn spurgt om vi ikke kunne hjælpe med den rigtige historie om hvorfor hundene vender forskellige veje når sømanden er hjemme og ude. En har spurgt om vi kunne hjælpe omkring et væddemål på hvem der synger en bestemt sømandssang o.s.v. Det giver lidt arbejde at besvare disse mail, men på den anden side, så finder folk vore hjemmeside og jeg tror de læser lidt omkring vores forening og fortæller om den. Det er da positivt
Nu nærmer sig tiden for Landsgeneralforsamlingen i Holstebro. Andet sted i dette nr. af ”Søhesten”, kan du læse indkommet forslag om ændringer af foreningens vedtægter. Jeg håber I vil give jer tid til at læse dette indkommende forslag godt igennem og forholde jer til det. Håber samtidig, at rigtig mange af jer møder på til Generalforsamlingen og tilkendegiver jeres mening!
HUSK, du er den del af foreningen og medbestemmende om hvordan den fremtidige foreningsstruktur kommer til at se ud.
HUSK, du kan ikke brokke dig hvis du ikke har givet din mening til kende !
HUSK, at tilmelde dig i dag, der er ingen grund til at vente.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 22/8-2009 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Gad vide hvor min mand mon befinder sig lige nu !
En tanke langt de fleste af os får igen og
igen. Er du rigtig nysgerrig, og sejler din ægtefælle i Europa omkring USA samt til større havne verden over,har du mulighed for via din pc, at finde skibet helt nøjagtigt og helt gratis. Du kan eksempelvis følge det ind gennem Kielerkanalen, ned gennem den Engelske kanal, ind i en havn eller se helt præcis, ved hvilken kaj skibet ligger. Det muligt at se kurs og fart, hvilke andre skibe, der er i nærheden, ETA for næste havneanløb oma. På siden kan der vælges forskellige baggrunde. Ligger skibet langs kaj, kan man få oplyst gadernes navne, se om der er et busstoppested tæt på eller blot se området som luftfoto.Til søs kan vælges et søkort som baggrund. Nogle vil måske sige,det er da lige gyldigt, nu er han ude. Selv har jeg altid i telefonen som det første spurgt, hvor er I? Ofte når det har været rigtigt møgvejr, har jeg prøvet at følge skibet v.h.a.Lloyd´s maritime atlas. Men nu, hvor skibet udelukkende besejler europæiske farvande, er jeg tit lige inde at se, om det sejler, ligger til kaj eller til ankers. Og modtager jeg så en mail, at nu er de der og der, kan jeg jo altid svare, det ved jeg da godt. Så er du blevet nysgerrig, hedder siden:
www.marinetraffic.com
Hej alle sammen, jeg er ved at samle vore blade, fra vi startede. Der er nogle få blade jeg mangler, det ville være dejligt, om I kunne hjælpe os med at finde dem. Årgang 1: Nr. 1, nr. 2 og nr. 3. Det er jo de allerførste numre af bladet. Årgang 31: Nr. 3 Mange hilsner kirsten
En sømands oplevelser i de tidlige firsere/samt hjemrejse fra Italien
Jeg vil fortælle om pirater ved Afrikas Horn længe før, der var tale om kommercielt sørøveri. En tidlig morgen i 1981 sejlede det gode skib Costas med kurs mod Djibouti for bunker, vi kom fra Singapore, eller nærmere benævnt Penang længere oppe i Malaga strædet,hvor vi havde lastet teaktræ til en lille by på østkysten af Italien ved navn Vasto
På min vagt på denne dejlige morgen omkring kl. 500 observerede jeg nogle små åbne både, der stævnede ud fra land, vi var på daværende tidspunkt ikke så langt fra fastlandet, idet vi skar sejlruten af for headning mod Djibouti Jeg tænkte at, det var fiskerbåde, der var på vej til fiskeri,men jeg skulle hurtig blive klogere, den første båd styrede lige på os, da den kom nærmere, kunne jeg se, at de var bevæbnet med raketaffyrings rør, og på deres opførsel samt fagter kunne jeg godt forstå, at vi skulle stoppe vor videre fremfærd.
Imens alt dette foregik,havde jeg kaldt jeg påskipperen,derkomopmedsøvniøjnene Han spurte fortumlet, hvad der skete, jeg fik ham forklaret, at det vist var fjendtlige sindede mennesker, der ville ombord, jeg havde i mellemtiden været inde i søkortet for at tjekke sidst taget position, ligeledes tjekke for strøm og afdrift, hvis der nu skulle have været navigationsfejl, det var ikke tilfældet. Vi fik omsider stoppet skibet,de somaliske folk insisterede på at komme ombord, og da vi ikke kunne kommunikere med dem på normal engelsk, foregik meget af det på tegnsprog, vi blev klar over, at det var pirater, efter de var kommet om bord. Der var en såkaldt leder, som var i star-ten af tyverne, resten var store børn med maskinpistoler, det var det mest skræmmende,ikke i første omgang,at vi var blevet kapret, men på den måde de svang rundt med disse relative farlige våben. Vi blev beordret til at sejle efter deres båd, længere ind til land,hvor vi skulle ankre op, vi måtte ikke bruge vor radio til at kalde Lyngby radio, de vidste godt, hvordan det fungerede ombord.
Omsider var vi nær nok til kysten,vi skulle ankre op i nærheden af et koralrev,jeg tror ikke, der var mange ombord, der var tryg ved situationen. Alle blev beordret op i messen,devillehavenøglernetilskipperens kahyt, hvor de ville lave kontor. Alle rum blev undersøgt for evt.våben,og vi måtte ikke være flere samlet, uden der var en fra dem selv iblandt os Den første dag prøvede vi at forklare dem, at det var nødvendigt for os at komme i forbindelse med vort kontor i Danmark, for at afgive en position meddelelse, det havdede ikkemegetforståelsefor,omsider lykkedes det skipper at få lederen overtalt til at måtte bruge radioen for en meget kort besked.
Skipperen nåede i sin meddelelse at for tælle rederiet hjemme, at vi var bordet af sørøvere, samt at de måtte tage aktion på sagen.
De somaliske pirater var sultne, så der skulle diskes op med alkens lækkerier, uagtet at vi prøvede at protestere,lige lidt hjalp det,der skulle bare diskes op af al vor gode proviant,dengang var der ingen snak om muslimsk madkultur, de var ligeglade, uanset det var svinekød ,det rørte dem langsom, vi kunne så se på, samtidig med at vi skumlede af raseri.
Næste dag skulle skipperen med i land for at forhandle med ledere,om løsesummen, jeg var så pludselig lederen ombord, det var jeg ikke særlig tryg ved, men der var ikke noget at gøre ved det faktum, sådan gik der atter en dag uden,at vi vidste,hvad der var hændt med skipper.
Næste dag kom båden ud igen med besked på, at nu skulle styrmanden med i land.Vi havde en australsk /dansker med som kok, han sejlede med på turen mod at arbejde i kabyssen, samt en lille beløb oveni, så havde han sparet billetten,han skulle hjem til sine bedsteforældre i Danmark. Jeg spurgte, om ikke han ville tage med i land i stedet for mig, ikke fordi jeg var bange, men fordi der var en som skulle passe alt maskineri ombord, fordi vi ikke havde nogen maskinmester med, jeg var både styrmand og mester. Dette gik han med på , som han sagde så kom han da i land, de sejlede mod kysten i den tro, at det var styrmanden, de havde med,personligt tror jeg det var sikkerhed mod,at vi eventuelt skulle finde på at sejle uden skipperen.
Efter det meste af dagen var gået, kom både skipper og den såkaldte styrmand tilbage, efterfølgende fortalte skipperen, at han var sat i husarrest, medens man havde forhandlet med den danske konsul fra Mocadisio, som var ca. 800 kilometer derfra. Hvad det kom til at koste, ved jeg stadig ikke den dag i dag, men et ved jeg, at det ikke var billigt, vi blev derefter frigivet og kunne forsætte vor sejlads mod bunkerhavnen, hvor vi ankom sent om aftenen næste dag. Det første, vi gjorde, var at gå op og få et stort krus kold øl samt pandekager, som var deres specialitet (crepe zusette) det var en herlig førelse atter at være fri uden at skulle være bange for livet Vi glemte helt at komme til psykolog, det var ikke moderne dengang, eller også var vi af en anden støbning.
Næste morgen sejlede vi videre til Italien via Suez kanalen. Vel ankommet til Vasto i Italien skulle alt vort teaktræ losses, det gik meget fint, indtil havnearbejderne tabte et slæng med stammer, uheldigt vis var min højre fod lige under en stor stamme,som blev ramt af nedstyrtende træ, selv om jeg havde sikkerhedssko på, kunne jeg godt mærke det i tæerne, efterfølgende da min fod var blevet befriet, kunne jeg godt bevæge foden, tæerne var lidt klemte for ikke at sige meget klemte, men jeg mente nok det skulle gå over, så vi forsatte med at losse til fyraften, hvorefter vi selvfølgelig skulle i byen og have Italiensk mad, samt et par kolde øl,jeg kunne godt fornemme, at foden ikke havde det så godt, men pyt, man er vel sømand
Næstemorgen kunne jeg ikke støttefoden, så skipper og jeg blev enige om, at konsultere sygehuset, agenten blev tilkaldt og fulgte med til skadestuen, som tolk Har nogle af jer været på hospitalet i Italien, nå ikke,så skal jeg prøve at fortælle lidt om det,for det første var der ingen af lægerne, der kunne engelsk, hvad jeg i min naivitet troede,at man som medicinstudent skulle kunne, når man havde studentereksamen Skadestuen lå op ad fødegangen,da vi passerede,kiggede alle de nybagte mødre,om det nu skulle være en af fædrene ,derkom, hvad det jo ikke var.Vi blev modtaget af en læge, der lige havde været inde til en fødsel,regnede jeg med,han havde blod på kitlen, vi fik besked om at sidde og vente sammen med to til tre andre, da endelig det blev min tur, kaldte de på en mister ”Ansen ” , alle skulle se mister Ansen, der havde været en del Hansener i Italien gennem årene , dog som fodboldspillere, hvad jeg bestemt ikke var,selv om det var en fodskade. I første instans havde ingen lagt mærke til mig,idet jeg lignede en sort snusket italiener på daværende tidspunkt, men da ordet mister ”Ansen ” kom ud i æteren, skulle alle se giraffen. Efter nogen palaver fandt vi en læge, der kunne noget sommerferie tysk, ham fik jeg forklaret, at jeg hellere ville hjem til Danmark og have lavet skaden,i stedet for som jeg kunne forstå,at de ville amputere storetåensamttoandre tæer,hvad jegselvfølgelig ikke var helt stolt ved. Resultatet efter en del gestulering og på gebrokkent Tysk /Engelsk/Italiensk blev, at lægen skulle lægge gips om foden,som lægen stolt viste mig , en rigtig Michelangelo gips fod, så jeg kunne rejse til Danmark,mig ,en rigtig Der skulle skaffes en afløser fra Danmark, og jeg skulle hjem, og da der desværre ikke var ledig hotel plads,måtte jeg tage til takke med et tomt badekar hos agenten, jeg skulle tidligt op for at nå ekspres bussen VASTO- ROM,som var den hurtigste forbindelse til flyet,dervillekomme enTaxa efter mig,for at køre mig til busterminalen. Den næste morgenvågnede jeg af mig selv, kiggede på klokken, så straks at bussen var kørt , taxachaufføren, der skulle køre mig,havde sovet over sig .Jeg fik larmet så meget,at agenten vågnede,og fik fremskaffet en hyrevogn, og af sted gik det for at fange bussen. Et stykke ude af byen fik vi kontakt med bussen,chaufføren gjorde på vanlig Italiens vis bussen tegn på, at jeg skulle med, ved simpelthen at smide taxaen ind foran bussen midt på autostradaen, vild gestulering fra begge chauffører, enden blev at kom med bussen, alle skulle se denne snuskede mandsperson med fodenigips,efterufrivillig ophold kom bussen af sted, jeg troede at det var nonstop , men jeg skulle snart blive klogere, hvert sted hvor der stod en morlil med en høne eller andet levende væsen , stoppede bussen.
Omsider kom vi til ROM midt inde ved Peters Pladsen,jeg fik forklaret chaufføren, at,jeg skulle have en taxa til lufthavnen,det kunnehanmærkværdigvisgodtforstå,fluks kom et styk gul taxa,jeg forklarede chaufføren,at jeg skulle til domestik lufthavnen, idet min billet lød , at jeg skulle flyve til Milano og derfra til København. Taxachaufføren troede, jeg var skør lige meget,hvor meget jeg prøvede at forklare ham, påstod han, at jeg skulle køres til Leonardo da Vinci lufthavnen,idet den var international, endenpåhistorienblev,atjeg blev sat af ved Leonardo da Vinci ,forinden havde jeg fået hele Rom at se,det var ikke den lige vej til lufthavnen,om der så havde været vejarbejde , skal jeg lade usagt. Det må have set komisk ud, da jeg med fodenigipssamtmedtokufferter,humpede jeg over til indenrigsterminalen.
Der var overhoved ingen hjælp at hente fra omkring stående Italienere, alle lod, som de ikke kunne eller ville se mig,. Efterhånden fik jeg mig humpet over til terminalen, kom ombord i flyet, af sted til Milano,hvor jeg skulle med SAS det sidste stykke , da der blev kaldt ud til flyet, fik de skandinaviske stewardesser øje på mig, guuud udbrød de, sådan kan du ikke gå ombord,,fluks kom der en kørestol,hvori jeg blev anbragt, og kørt ombord, fik tre hele sæder ,hvor mit ben kunne komme til at ligge i hvile, det var anderledes service end den Italienerne udviste.
Efter hjemkomsten frekventerede jeg hospitalet i Esbjerg, de konstaterede at tre tæer var brækket /knust, det var ikke nødvendigt med en amputation,. Jeg har i dag ingen men af ulykken.
Med venlig hilsen Søren
Vi, de druknede, er en mursten af en roman - men sikken mursten !! Det gik noget trægt med at komme igang, ikke fordi bogen er dårligt skrevet eller uinteressant, men søslag har aldrig haft min store interesse, og jeg måtte virkelig kæmpe mig igennem slaget i Eckernförde Fjord i 1848 eller ca. deromkring da der var krig i … Tyskland. Men langsomt og sikkert tryllebandt historien om Laurids, støvlerne, havet, Marstal, Albert, Knud Erik, Klara og mange, mange flere mig, og jeg slugte de 693 sider med god appetit. Bogen er fantastisk velskrevet. Nutidigt og vedkommende og de skiftende vi-fortællere gør historierne meget personlige, og man er absolut til stede sammen med drengebanden, de gæve søfolk, i enkernes stuer osv. Og man føler sig som deltager i kampene, får næsten havgus i øjnene og skumsprøjt i ansigtet og føler absolut man er med både til lands og til vands hele vejen gennem bogen.
Citat: Han havde været syd om Kap Horn og hørt pingvinen skrige i den begsorte nat. Han havde set Valparaiso, vestkysten af Amerika og Sydney, hvor træerne om vinteren mister barken i stedet for bladene, og kænguruerne springer omkring. Han havde mødt en pige med drueøjne ved navn Sally Brown og kunne berette om Foretop Street, La Boca, Barbary Coast og Tiger Bay. Han havde krydset ækvator, hilst på Kong Neptun og mærket det bump, det giver, når skibet krydser Linjen. Han havde ved den lejlighed drukket salt
vand, fiskeolie og eddike. Han var blevet døbt
i tjære, lampesod og lim, barberet med en rusten kniv med hakker i bladet og havde fået sine rifter plejet med salt og kalk. Han havde
kysset den koparrede Amfirites’ okkerfarvede
kinder og haft næsen nede i hendes lugte
flaske, som var fyldt med afklippede negle.
Laurids Madsen havde været vidt omkring.
Ja, det kan man da kalde en sømand !!! Selvom Laurids nu ikke kommer igennem alle strabadserne uden mén. Men læs selv mere, du kommer helt sikkert ikke til at kede dig,og imens du læser kan du jo spekulere over, om der virkelig VAR en kvinde på Ærø med Klaras had til søen, eller om mange gæve Ærø-kvinder er samlet i én person i bogen ?? !! Det må vores Ærø-afdeling kunne fortælle mere om !!
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 14/6-2009 Kategori (i): Bog anmeldelser
For sommer 2009
Først skal der lyde en stor tak til Kirsten Nybroe og vores altid hjælpende hånd Peter,for at vi fik sidste nr.af ”Søhesten” ud til tiden, på trods af at vi pludselig mistede vores redaktør. Vi er i skrivende stund ved at sende fakturaudtilvoresaltidvenligeannoncører og håber, at I vil have os undskyldt, hvis der skulle fremkomme 2 faktura eller gøre os opmærksom på,hvis en faktura helt udebliver. Ligeledes skal jeg undskylde over for de rederier,der plejer at få ”Søhesten” tilsendt med postpakke,men vi har haft lidt problemer med at få overblik over hvilke rederier, det omhandler. Ja, det er en erkendelse, at vores redaktør har haft det fulde overblik over vores blad, og hvordan ”postgangen” i dette har været.
Det er med stor glæde at Sømandskoneforeningen af 1976 igen i år bliver inviteret som oplægsholder på MSSM 2009, Maritim Sikkerhed, Sundhed og Miljø.Det er Birgit Larsen Jensen,der er inviteretafSøfartensArbejdsmiljørådtil, atfortælleomhendesturtilFilippinerne.
Birgit Larsen Jensen er ligeledes blevet godkendt som vores repræsentant i Handelsflådens Velfærdsråd.
Vi har afholdt repræsentantskabsmøde med det ene punkt på dagsordenen, at gennemgå vores vedtægter og omformulere dem således at de bliver mere tidssvarende.Disseændringervilkomme i næste nr. af ”Søhesten” som indkommende forslag, der skal behandles på generalforsamlingen i Holstebro i oktober md. Læs om og tilmeld dig allerede nu til Generalforsamlingen!
I forbindelse med vort sidste repræsentantskabsmøde var der flere repræsentanter, vi ikke hørte fra. Jeg skal endnu engang bede om, at I sender en mail, om I kommer eller er forhindret.Mange rejser langt for at deltage i møderne og kan komme frem til et møde, hvor, der intetkanvedtagespga.atforfåmøderop.
Med ønske om masser af sol og sommer, ønskes alle en rigtig god sommer.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 31/5-2009 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
En lille hilsen til Ilse
Det var meget trist, at høre, at Ilse ikke er mere her hos os.Vi har jo talt om det i årevis, at dette kunne ske, men alligevel så kommer det så uventet.
Det var dejligt, at Ilse fik lov til at sove stille ind, og ikke skulle sendes af sted
til hospital og gennemgå en masse. Jeg kommer til at savne Ilse rigtig meget, vi har haft vore diskussioner og de-
batter m.m., men altid er vi kommet fint igennem det og fået et blad af sted.
Et kapital er slut, og i det kapitel har Ilse fyldt meget, hun har i tidligere tid, gjort et meget stort arbejde inden for foreningen, og som Lotte skriver været
med til flere opstarter af nye foreninger og holdt sammen på os alle sammen,
når vi var ved at skride i svinget. Kære Ilse, du efterlader et tomrum, og vi skal prøve at få det udfyldt på bedste måde.
En sidste kærlig hilsen Kirsten
Den 10/1 rejste jeg med min sømand ned til Ferrol i Spanien, hvor vi kom ombord sent om aftenen. Dagen efter sejlede vi med kurs mod Fujairah. For at komme dertil skal man igennem Adenbugten, hvilket jo ikke er helt ufarligt; men der var heldigvis gjort en del for at forhindre piraterne i at kapre os. Alle døre var låst, brandslanger med vandtåge var hængt ud over rælingen og så måtte vi ikke gå udenfor i 2 dage. Jeg må indrømme at jeg var en smule utryg ved situationen. Der blev kapret et par skibe efter vi var kommet igennem.Fremover vil der ikke være hustrusejlads når skibene skal igennem Adenbugten i Somalia.
Vi kom godt til Fujairah, og jeg var med min sømand en tur i Dubai, en enkelt dag. Der er meget at se, bl.a var vi i et stort indkøbs center hvor der var en stor skøjtebane i midten af centret, meget sjovt at se folk more sig med at stå på skøjter.
Der var flere der faldt på halen… Man tænker ikke lige på en skøjtebane på sådan et sted!!
Efter 4 dejlige uger ombord kom tiden hvor jeg skulle hjem. Det var med en del dramatik da jeg skulle ned i en lille båd. Det foregik på den måde at jeg var inde i en basket som så blev hejst ned ved hjælp af kranen. Det blæste rigtig meget, omkring 30 knob. Jeg kom velbeholden hjem.
Kilde/ forfatter: Ingrid Hougaard, Dato: 24/5-2009 Kategori (i): Rejse beskrivelser
En genial idé.
Under generalforsamlingen i Odense afd. siger sekretæren pludselig: ”Skal vi ikke lave en evighedskalender, hvor vi plotter de 5 vigtigste arrangementer ind på faste datoer.”?
Vi har ellers altid siddet med hver vores kalender, når der skulle arrangeres. Og de, der denne dag var mest opsat på at arrangere noget, var måske blevet forhindret måneder senere. Med en sådan kalender, kan man længe i forvejen vælge og prioritere. Jeg tror det fremover vil give et bedre fremmøde og jeg kan helt ærgre mig over, vi ikke har været så
opfindsomme før. Men bedre sent end
aldrig. Og alle I andre kan jo også bruge idéen.
Den 13.02.09 afholdt vi generalforsamling, hvor et af punkterne var forslag om nedlæggelse af lokalafdelingen ”Skudarna” på Bornholm. Punktet blev enstemmigt vedtaget.
Flere årsager ligger til grund for beslutningen:
Ingen tilgang af nye medlemmer.
Udmeldelse af nuværende medlemmer.
Ansvaret for lokalforeningen var lagt
på for få hænder.
• De øvrige lokalafdelinger er ”langt”
væk, så samarbejde på tværs af landet har været vanskeligt.
• Ligeledes har det været økonomisk
og tidsmæssigt umuligt at deltage i
de forskellige landsdækkende arrangementer.
• Ikke behov for lokalforeningen længere af flere årsager. De unge er på arbejdsmarkedet og får deres sociale behov dækket ad den vej. Kontakten til sømanden er blevet meget nemmere (e-mail, skype, sms).
Vi ønsker alle medlemmer i Sømandskoneforeningen held og lykke fremover.
”Skudarna” Bornholm
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 24/5-2009 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Kulturel rejse til Filippinerne
15. – 22. februar 2009
Som repræsentant for Sømandskoneforeningen af 1976, besøgte jeg de filippinske sømandskoner i foreningen -SWAPI; Seaman Wives Association of the Philippines Inc.
Siden ca 2001 har Sømandskoneforeningen af 1976 haft kontakt med SWAPI.Vi har skrevet sammen på mails. Kontakten kom i stand ved hjælp af Fabienne Knudsen, forsker i søfartsmedicin ved Syddansk Universitet, da hun rejste derud for at lave interwievs til sit projekt:”If you are a good leader, I am a good follower”.
SWAPI har ofte inviteret os til at deltage i forskellige arrangementer og festivitas, men det har ikke været økonomisk muligt.Ved hjælp af tilskud fra Søfartens Ledere og Maskinmestrenes Forening, som vi siger tak, og at det på sidste Landsgeneralforsamling blev besluttet, at sende mig af sted for foreningens midler i øvrigt, kom jeg omsider af sted.
Alice C. Lamigo som grundlagde foreningen for 32 år siden, og som hele tiden har været vores kontakt person, sendte mig et program for denne uge, hvor jeg havde besluttet at være på Filippinerne. Det var et rimeligt tæt pakket program, som var ved at tage pusten fra mig. Og en masse besøg og steder, som ikke sagde mig noget. Det startede med: The welcome committee will meet Birgit Larsen Jensen at the international airport… Puhha, tænkte jeg, og så nærmest den røde løber rullet ud, også. Der blev noget at leve op til, fornemmede jeg. Allerede samme dag: Filipiniana Reception med dans, sang og meget andet. Også for at fejre Valentine´s day.
Jeg tænkte, det var en god ide, foruden at skrive en tale, også at forberede et kulturelt indslag. Så jeg allierede mig med en kollega, der underviser i folkedans, og fik hende til at lære mig Totur fra Vejle. Den kendte jeg lidt i forvejen, og det skulle være nemt, så jeg kunne formå at lære en fremmed kultur at danse dansen. Det blev sværere end jeg troede! Men forberedelsen gav mig modet, og det var rigtig godt.
På programmet var også ”Symposium on seafarer family life”. Det gav også lidt grå hår i hovedet. Og de syntes åbenbart, at jeg skulle fortælle om hvordan den danske sømand klarer sig ombord blandt mange nationaliteter.Hhmmm….Jeg skrev til Fabienne Knudsen, som har interwievet adskillelige filippinske søfolk, for at få gode råd. Fabienne syntes jeg skulle kontakte Gichelle Cruz,som er senior lecturer ved University of Manila, underviser i kommunikation. Hun er god til at distancere sig til sin egen kultur, sagde Fabienne. Det er også rigtigt, men det er også aldeles rigtigt, at filippinere er MEGET gæstfrie, og ønsker at gøre det absolut bedste for deres gæst. Så Gichelle kom med stort set lige så stort program, for hvad hun syntes jeg skulle opleve i den uge… Jeg var ærlig talt ved at løbe skrigende væk!... Samt mange gode forslag til hvilket hotel jeg skulle vælge, i hvilken bydel m.m. SWAPI havde foreslået et hotel, hvor de fik rabat. Jeg endte med at vælge det, og det viste sig at være en god ide, for det lå tæt ved deres forenings kontor, som er Alice´s hus. Desuden gav de rabat til SWAPI, som jeg så også fik glæde af. Hotellet var ejet af en koreaner,der sad og så film på sin bærbare i restauranten, mens underdanige filippinere piskede rundt.
Hans eneste pc for gæsterne, hvor man skulle købe internettet for en time ad gangen, var med kinesisk windows!!! Men ud over, at jeg gerne ville skrive lidt hver dag, for at kunne huske alle indtryk, og også havde lovet vores lokale avis nogle rejsebreve, så var hotellet ok, og i øvrigt var jeg der næsten ikke… SWAPI pigerne holdt mig i ave fra tidlig morgen til sen aften hver dag.
Jeg ankom til Manila med næsten 6 timers forsinkelse pga flyproblemer, ombooking osv. Så den frokost de havde arrangeret til ære for mig, måtte de spise selv. Så det blev først søndag aften, jeg var fremme, hvor gæsterne allerede sad ved aftenens Filipiniana reception og ventede på æresgæsten!
I lufthavnen finder jeg, som den sidste passager, min kuffert stående på gulvet. Træt og lidt forvirret går jeg mod en eller anden udgang. Da ser jeg en flok piger stå og vinke med blomster og stort banner: Welcome Madam Birgit Larsen Jensen. Hold da op, jeg bliver helt rørt. Vi har travlt,for som sagt sidder gæsterne allerede og venter ved receptionen. Men jeg kommer dog til hotellet, og får lov at tage et bad. Jeg skal tage kjole på, får jeg at vide. Det har jeg heldigvis også med. Senere ser jeg,at det skulle have været en lang kjole! Det havde jeg ikke tænkt på.
På hotellet spørger jeg,om ikke der er en vase, så jeg kan sætte de flotte blomster i vand. Hotel portieren kommer med en lille bitte vase, hvori der kan stå højst 2 vintergækker, til en stor buket!! Jeg ser spændt efter pigernes reaktion? De skælder ham ud, sender ham væk, og siger de selv vil hente en ordentlig vase. Det fremkommer også. En vase de har hentet i Alicé´s hus.Men denne lille scene har jeg tænkt på flere gange, for det virker typisk for mig, at filippineren vil gøre alt for at opfylde ønsket, ligesom det er vigtigt for ham, ikke at tabe ansigt. Hotelportieren klarede nogenlunde begge dele. Han var selvfølgelig klar over, det frembragte ikke duede, men det var så det næste, som var ude af hans hænder,da hotellet ikke ejede en vase der kunne bruges. Hans mission var ”fuldført!...
Jeg bliver sat ind i en bil, og kørt til det sted, hvor der er Filipiniana reception. Mine bange anelser bliver indfriet: Fint og storstilet, og mig som æresgæst! Og alle venter spændt på at se giraffen! Jeg aner ikke hvordan jeg skal agere, og spørger simpelthen Alice: Skal jeg gå rundt og hilse på gæsterne eller hvad og hvordan? Nej, jeg skal bare følge efter hende, og sætte mig ved hovedbordet.
Vi befinder os i Capt & Mrs Rosales´ Garden, en fin gårdhave med palmer, musik, flot pyntede borde, helstegt pattegris og meget andet mad, adskillelige tjenere og så et nyt banner: ”Valentine´s Day. Special guest Madam Birgit Larsen Jensen from Denmark”!! Jeg spiser lidt, og prøver at finde en grimasse der kan passe. Ærlig talt, det er ikke helt nemt, og der sker flere ting, samtidigt med at jeg skal snakke med de nærmest siddende. Jeg ved også, at om ikke mange minutter skal jeg holde tale, og jeg er altså lige landet…
Nationalsangene, den danske og den filippinske bliver spillet, der synges solosange af et par sømandskoner, som udtrykker hvordan hun savner sin sømand, der er lovprisning, taler, og jeg bliver præsenteret.Alice havde bedt om mit cv forinden. Midt i alt dette, tænker jeg: Mit vigtigste mål for denne rejse, er at komme ind under huden på disse piger, og få en fornemmelse for deres livsbetingelser. Så jeg prøver at ”afstive” lidt, via min tale og ageren, men samtidig respektere de-res agenda. Her er ”Totur fra Vejle”, og også deres dans et godt redskab. Danny hjælper mig med Totur fra Vejle.Danny er en autodidakt danselærer, som de altid kalder på, når de skal danse. Han instruerer primært på tagalog (lokalsprog), og det giver selvsagt lidt problemer for mig. Og han kender altså heller ikke dansk folkemusik, plus at jeg ikke selv er helt stiv i det. Men vi får en masse sjov ud af det, efterhånden som de begynder at tø op, og også tør grine af, at jeg heller ikke rigtigt kan finde ud af det. Det hjælper også, at de ser,jeg griner af mig selv… Vi aftaler at vi prøver igen senere på ugen, også fordi det slidte gamle kassettebånd, som min kollega har givet mig, begynder at spille modsatte side hver gang…
Ved højbordet sidder bla en ældre, men meget frisk dame, som jeg falder godt i hak med, vi kan grine lidt af det hele. Jeg kan se på hendes tøj, at hun har det godt økonomisk, og af hendes ageren, at hun er af det bedre selskab. Jeg møder hende igen senere på ugen. Det er hos hende, vi skal spise middag på dag 4: Dinner at Capt & Mrs Rene Carpio. Men at fange navne den første dag blandt høj musik og massive nye indtryk, er mig helt umuligt.
Der er 3 piger, der hver giver et sangnummer. Den ene, får jeg at vide, har fået sin uddannelse via et scholarship fra SWAPI´s fond. Det er de tydeligt stolte af, og det er forståeligt nok. De har selv meget besvær her i livet, alligevel har de overskud til at lave aktiviteter, så de kan samle penge ind til deres fond. Fonden er primært til at hjælpe familier, hvor sømanden pga sygdom eller andet,ikke længere kan være til søs. Så sørger de for at børnene får en uddannelse. På den måde er de med til at sikre forældrene på deres gamle dage, og børnene en fremtid. Her er jo ikke nogen social sikring.
Borgmesteren fra denne del af Manila;Paranaque City er også inviteret, og holder en mindre tale,og skal selvfølgelig hilse på mig. Jeg kan se på ham, at dette ikke lige er hans største interesse, måske ville han hellere noget andet denne søndag aften. Men jeg vælger at fastholde ham blot et par minutter. Jeg synes han skylder disse familier noget respekt, for som han selv siger, de bringer gode dollars til landet! Omsider kommer jeg tilbage til hotellet, og går i drømmeland.
Dag 2, mandag 16.2.
Inden dagens begivenheder giver jeg Alice og de piger, der er kommet til morgenmad, gaven fra os danske sømandskoner. Det er to sømandshunde (staffordshirehunde). Jeg fortæller dem om deres betydning for danske sømandsfamilier. Det synes de er ret morsomt og interessant. De kender ikke skikken.
Manila City tour, står på programmet. Oprindeligt tænkte jeg vist, at jeg ikke er kommet som turist, men som arbejdende sømandskone,der primært skal lære dem at kende. Men skik følge eller land fly. De vil gerne vise deres land frem, give mig et godt indtryk. Og jeg opdager, at det faktisk er helt fint, for trafikken i Manila er så heftig, at det tager 4 gange så lang tid at nå fra A til B, som her hjemme. Og i al den tid får vi nogle gode snakke. For vi kører naturligvis rundt i private biler med aircondition og karaoke, og sommetider også chauffør. Men ofte er det en af pigerne der kører selv. Alice lærte dem for mange år siden at tage kørekort,så de bedre kunne klare sig.
Af interessante seværdigheder i dag er Seaman´s Hospital og Seafarer´s Place. Seaman´s Hospital ejes af AMOSUP. Det lykkes dem, at få en oversygeplejerske i tale, og få en rundvisning, trods det ikke var planlagt. Men alt for en special guest from Denmark! Jeg ser specielt Intensiv afdelingen, som er mit eget speciale, og ser,at om end det ikke helt er dansk standard, så er det ikke ringe, og der er rent, og de ser ud til at have, hvad de har brug for. Oversygeplejersken er selv sømandskone, og selvfølgelig medlem af AMOSUP.
Pigerne taler en del om AMOSUP, og hospitalet, som de siger, er af lidt bedre standard end øvrige hospitaler. Men også at sømanden mister alle sine rettigheder hos AMOSUP, hvis han efter 6 mdr ikke har en ny kontrakt til søs. Og han kan ikke selv tegne medlemskab, for at fastholde sine rettigheder. Jeg taler med Morten Bach ITF København om det, da jeg er kommet hjem igen. Han bekræfter dette, og siger at AMOSUP ikke er populære hos ITF, for de har en meget ringe overenskomst, og i nogle tilfælde trækker helt op til 40% af sømandens hyre. Det er en forretning ejet af en familie (Oca) og ikke en fagforening der vil noget godt for deres medlemmer, siger Morten Bach. Vi besøger Seafarer´s Place, som jeg har hørt lidt om hjemme fra, uden at vide særlig meget om det. Det er en speciel oplevelse. Der er en del stande, hvor manning agencies sætter skilte op med ledige stillinger. Der er en del fintklædte mænd (sorte bukser, hvid skjorte) der går rundt med skriveblok, mellem en masse hyresøgende søfolk, og kigger folk ud. Nogle er i gang med at interviewe. Det er ret specielt at opleve. Noget udstillet, og i nordiske øjne, en anelse ubehageligt. Dybest set, er princippet det samme, som at søge job hjemme. Jeg ville dog ikke bryde mig om at søge job på den måde. Jeg bliver overrasket over, at officer lønningerne er temmelig høje.
Det lykkes pigerne, at få mig ind til ham, der leder kontoret ved Luneta Seafarer Center, som ligger på Seafarer´s Place. Han tager penge fra manning agencies for denne formidling, og foretager noget registrering. Han fortæller, at der er i alt ca 11 millioner filippinere, der arbejder i andre lande rundt omkring i verden. Heraf er ca 500.000 søfolk. Hver dag kommer der ca 700 nye hyresøgende søfolk til stedet, og ca halvdelen får sig et job. Og vi siger, vi er en ”stor” søfartsnation!..Vi er ”peanuts”, og de fleste af pigerne, jeg er sammen med, kender end ikke Mærsk, kun et par stykker har hørt om dette rederi. De fleste af dem, har deres mænd i asiatiske rederier.
(Fortsættes i næste nummer)
Jeg vil gerne boganmelde :
Majbrude og Julebukke. Skrevet af Anne Mette Bladt. Udgivet af Egmont.
Denne bog har jeg megen glæde af,og om Påsken står blandt andet.
Påske
De tre forårsfester, påske, Kristi Himmelfaartsdag og pinse, har alle rod i den
kristne beretning om Jesu død, opstammelse og himmelfart. Den kristne påske bygger på den jødiske påskefest. det gamle jødiske rituelle år var et måneår, der blev fastlagt efter månens faser, hvorimod vores år er et solår. påsken bliver fastlagt ud fra en blanding af disse to beregningsmetoder. påskedag er nemlig første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Palmesøndag er søndagen før, og skærtorsdag og langfredag er torsdag og fredag før påskesøndag. kristihimmelfartsdag er den fyrretyvende dag efter påskesøndag og pinsedag er så igen ti dage efter. Derefter er beskrevet den jødiske påskefortælling og bagefter den kristne påskefortælling.
En dejlig nem og sjov bog hvori ritualer, årets fester samt julen er fint beskrevet, søde små tegninger fortæller deres egen historie.
Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at skulle skrive formandens side til denne første udgave af ”Søhesten”, der skal udkomme første gange efter vi har mistet vores trofaste redaktør, Ilse Schmidt. Jeg mangler den mail,hvor Ilse så pænt pakket ind skrev at nu var jeg igen bagefter med stof til ”Søhesten”.
Personlig var Ilse mit første møde med Sømandskoneforeningen af 1976 og det er blevet til mange gode snakke gennem 9 år, vi var ikke altid enige om tingene,
menkunnefindeenløsningpådetmeste.
Jeg har i min sidste hilsen til Ilse lovet at passe godt på foreningen,som betød så meget for hende.
Ovenpå lidt uro rundt omkring, har vi afholdt forretningsudvalgsmøde og repræsentantskabsmøde.Jeg føler at vi igen er på banen,med de nye tiltag omkring foreningen.Vi arbejder bl.a. på at
gøre foreningen mere flad i strukturen
gennemen”oprydning”ivorevedtægter. Jeg hører allerede efter generalforsamlinger rundt om i afdelingerne, at I ser frem til disse ændringer.
Det er med stor beklagelse at vi har modtaget meddelelse fra Pigerne på Bornholm om, at de har valgt at nedlægge deres afdeling pr. 1. juni. I skal altid være velkommen tilbage.
En stor tak til Søfartens Ledere for tilskud til Birgit Larsen Jensens tur til Philipinerne . Søfartens Ledere har i
sidste nr.af ”Navigatøren” bragt en flot
artikel fra Birgits tur.Vi kan selvfølgelige også følge Birgits meget spændende tur i de næste nr. af Søhesten. Det har været en meget givende tur både for Sømandskoneforening og for SWAPI.Se evt. på vores hjemmeside hvor SWAPI nu også informerer fra deres forening.
”Tag det første trin fuld af tillid.Du behøver ikke at se hele trappen.Tag blot det første trin”
Dr. Martin Luther King jr. (1929-1968)
Charlotte Munk
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 24/5-2009 Kategori (i):
Sikken en forandring
Som jeg har forstået, bliver foreningens gøren og laden jævnligt taget op til revision. Det er kun et sundhedstegn – uden debat
– ingen udvikling! Udvikling må der til,da enhver stilstand er lig med tilbagegang!
Hvordan servicerer vi vores medlemmer på bedste måde ? Hvordan kommer vi videre? Det er i disse år, en stor udfordring for mange foreninger at skaffe ildsjæle som vil sætte tid, energi – penge, på den opgave det er at ”drive ” en forening.
Starteop–kørevidere–overtagefraandre. Vi er på mange områder kommet ind i en zappe-kultur,hvor man hele tiden springer videre til det næste …..
Som udgangspunkt er vi en broget flok ,
og TAK for det. Lad os sætte pris på forskelligheden og sørge for en bred vifte af muligheder og helt forskellige aktiviteter, så der både bydes noget for de 25 årige og de medlemmer, som er kommet længere i tilværelsen.
Har vi mod til at skabe sammenhæng?… Vise viljen, til at ville. Lad os male med den brede pensel og bruge den store palet,når det handler om mulighederog tilgang for vores nuværende og kommende medlemmer.
Lad det ikke være et enten eller, - men et både og…
Favre nye verden…Kan den vente lidt ?
Vil der i fremtiden være mulighed for at
få et trykt blad tilsendt ? De medlemmer der ikke ser på facebook hele dagen, skal også have mulighed for at læse vores fælles blad. For slet ikke at glemme alle mændene ude om bord. De vil næppe gå på nettet for at tjekke aktivitetslisten hos Søpigerne. MEN JA - Hvis det ligger tilgængeligt, bliver det læst til sidste punktum.Selv opsøger man det ikke. OGPRISEN? -ladmændenegiveettilskud!
Fornyelse er spændende, men slet ingen garanti for succes. Hvis vores forening ikke er det sted, man skal indmelde sig, hvis man vil revolutionerer verden, så lad den være den niche, være den oase,mennesker længes imod og søger hen til, når farten er blevet for høj, når det hele bare løber for stærkt. Når man bare trænger til at komme ned på jorden, beklage sig lidt over job, mand og evt. børn eller forældre osv. er det rart at have et sted,hvor vi alle føler os velkomne og hjemme.
Kun ved at bakke hinanden op og vise viljen til at ville dette her projekt, sprede rygtet om, at her vil vi hinanden, på godt og ondt, tror jeg det vil lykkes.
Med venlig hilsen Margit, Faxe
Kilde/ forfatter: Margit Jørgensen, Dato: 24/5-2009 Kategori (i):
Letter
Dear Birgit,
Greetings from all of us in the Philippines. Our meetings at Marian, Melly and Cora were all successful. Our subject matters were more on fundraising to cope up with our needs. We have scheduled a Feeding Program for poor children in the slum areas, Laboratory Blodd examinations every six months, and scholarship for children of seafarers who are financially hard-up.
Every meeting we had, after the formalities, we often remembered the camaraderie we experienced with you. I will suggest to all our member chapters and officers you've known to enlist you as Honorary Member. That is, if you will agree. Your donation qualifies you as an auxiliary member regardless of citizenship, our young Atty. Mickey Pabalinas said!
Our next officers' meeting will be on May 17th during the birthday celebration of Jonette. I will bring the issue of Honorary Membership to all of them,.
Melly left for London last night. Lydia Sampollo (former treasurer) left for California. The rest are all at home as usual. Captain de Guia, Chief Engrs. Pabalinas and Daysor are still on vacation with their respective families.
Enchanted Kingdom is a theme park similar to Disney Land where families go for recreationary rides and entertainment. This is the company where Anna Lee is employed as Corporate Communications Officer. She also performs in some shows produced by her company every time she is requested by management. This is another place or locale that you can appreciate. Anna Lee performs in a musical show this May.
Regards and extend our message of love, justive and peace to the travelers and wives at home. We are all fine.
Loving hugs,
Alice
Kilde/ forfatter: From founder Alice Lamigo, Dato: 11/5-2009 Kategori (i):
Letter
Dear Birgit,
The SWAPI Ladies and their families have arrived home safely. Lu, Marian and Nimfa are advantageous over the rest because their spouses have joined them in this 2009 Summer Function. We are back to work in our foundation project. Tomorrow we will have the SAGIP Puso Laboratory examinations in my house. Our office will be arranged beginning today as a clinic. Jonette is our health coordinator.
I would like to send you the flyer but I don't have a scanner. We'll try to mail you the details of our summer function and also of our laboratory exams. This is a joint project with the Six Global Samaritan Diagnostic Center for the less fortunate.
Our best wishes to your family and friends. We are on the move for the betterment of seafarers and their families. Thanks for your concern.
With our warmest regards. Anna Lee is busy at Enchanted Kingdom. She will bring you there on your return to the Philippines.
Affectionately,
Alice
Kilde/ forfatter: From founder Alice Lamigo, Dato: 4/5-2009 Kategori (i):
Letter
Dear Birgit,
When the films arrived Marian took them home for viewing with the family. Her Captain is here for vacation. Then Melly got the films for reproduction and so with the others. Almost all of these ladies you've known already have their own copies.
Only yesterday morning, Anna Lee and I saw the films at home relaxed. Wow! You could have been a great producer of international movies.
Thanks a lot for your effort, time and perseverance in taking pictures and arranging them in sequence. You've made a wonderful job making seafarers' wives smile with grateful hearts.
Our last meeting (on March 28) at Marian's residence was full of entertainment and sharing. The ladies are indeed very grateful of your impressive "movie" and to your fellow wives in Denmark who are extending their appreciation to us of our memorable camaraderie in the Philippines. SWAPI will have the traditional Summer Function when members and their families join to celebrate Family Day. Now it will be at Guimaras Island and Boracay Beach from April 7 to 15. Wish you were here to join SWAPI.
The story of Michelle is interesting. The other ladies will read it later after the summer function.
Best regards to your associates. Keep up the beautiful things in the life your seafarer and your son.
Cheers,
Alice
Kilde/ forfatter: From founder Alice Lamigo, Dato: 8/4-2009 Kategori (i):
Letter
Dear Birgit,
You are privileged to put my mails or letter on the webpage provided it will do good to the seafarers and their families.
Anyway, our vision and mission are similar if not the same except on certain cultural heritage that have some bearing on family practices and specific values.
By the way, our meeting is moved to March 28 to coincide with the 30th Wedding Anniversary of Capt. Perfecto and Marian de Guia and the blessing of the upper deck of their newly improved house.
Remember that evening when you met the brothers of Marian who are all seafarers - captains and chief engineers. We had our dinner and ballroom dancing in this upper deck.
I have read the research of Michelle Thomas in passing. I will review reading as I finish my book "The Healing Spring of Life." The study of Michelle is a good reference of our students in the Maritime schools. I will write you later of my good impressions.
The swiftcode of my bank is BOPIPHMM. Thank you for your loving concern.
Our warm regards to your loved ones and friends.
Affectionately,
Alice
Kilde/ forfatter: From founder Alice Lamigo, Dato: 29/3-2009 Kategori (i):
Letter
Dear Birgit,
Thank you for all the kindness, feelings of gratitude, and concerns of seafarers and their families. I had a paper presented in 1986 at the ICMA Convention in Baguio City, Philippines which was circulated to all chaplains and ICMA members on the position of Filipino seafarers. This paper was considered by the chaplains as eye opener of those who have been in the service of the seafaring industry. It was a long time but there are still records how SWAPI touched the hearts of those who have ignored the role of the families at home in the shaping and stability of Filipino seafarers on board the ships and at ports. Well, there had been occassion in our country where I stood up for the rights of seafarers and their families at sea and at home. We are to a certain extent recognized at present.
Alice Lamigo
Kilde/ forfatter: Alice Lamigo, Dato: 29/3-2009 Kategori (i):
Dødsfald
Det er med stor vemod, at jeg i dag har modtaget meddelelse om, at vores redaktør Ilse Schmidt er afgået ved døden.
Ilse sov stille ind i morges. Ilse havde ikke været syg og så sent som i går aftes, modtog vi i Fredericia/Strib/Kolding afd. mail fra Ilse om, at hun ikke havde mulighed for at deltage i vores generalforsamling på søndag.
Ilse har gjort et stort arbejde for Sømandskoneforeningen gennem mange år. Ilse har været foregangsmand for opstart af flere afdelinger rundt om i landet. Jeg tror ikke, der findes et medlem, der ikke vidste hvem Ilse var.
Ilse vil efterlade sig et tomrum i Sømandskoneforeningen af 1976.
Ære være Ilses minde.
Charlotte
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 25/3-2009 Kategori (i):
Letter
Dear Birgit,
Thank you for the package. We have scheduled a meeting on March 25 at Marian de Guia's residence for the viewing of the films, video and pictures you have mailed to us. We are all busy this week because of school activities of our children like graduation and celebrations.
When I called them about the package they were all excited to see what we did together in the Philippines and also your meeting with the seafarers' wives upon your return to Denmark. We are now feeling closer to each other. The bonding is real.
Our regards to all concerned. We are all in good shape.
Cheers,
Alice
Kilde/ forfatter: From founder Alice Lamigo, Dato: 22/3-2009 Kategori (i):
Letter
Greetings from Danish seaman wives March 2009:
1. It has been a great pleasure to see pictures and hear Birgit tell about her trip to the Philippines. You have been very hospitable towards Birgit. I am very pleased by this. It has also been a pleasure to be helpfull regarding the webpage.
Warm regards Tina Rosenborg, webmaster
2. Thank you very much for your enourmous hospitality towards Birgit.
3. It has been very nice to hear about you and your association, and to see Birgit´s film from the Philippines.
4. It was very interesting to hear about your lives as seaman wives, and to discover that we have a lot in common.
From Beatrice.
5. It seems as it has been a very exciting journey, however also very busy.
6. Many thanks to you all in SWAPI for taking so good care of Birgit.
Very interesting to hear about your daily life.
7. Lovely to see and hear about other seafaring families. Beautifull welcome of Birgit. We can see that there has been done a great job prior to Birgit´s arrival in the Philippines.
The subdivision of Esbjerg.
Coming back to Denmark, showing all my gifts from the Filipina seaman wives, to the Danish seaman wives, at our representative meeting.
Et kulturelt møde mellem Sømandskoneforeningen af 1976 og den Filippinske Sømandskoneforening i Manila februar 2009 med symposium om sømandsfamilieliv.
På sidste generalforsamling blev det besluttet, at foreningen ville sende mig til Filippinerne, for et kulturelt møde med den filippinske sømandskoneforening. Jeg har haft mail kontakt med deres forening igennem ca 7 år. Adskillelige gange har de inviteret os derud, men det har været et økonomisk problem. Vi søgte midler flere steder, men fik afslag. Til sidst mente vores landsformand altså, at så måtte vi selv lægge ud. Dog sagde Søfartens ledere, at hvis en anden organisation ville støtte det, ville de også. I skrivende stund har Maskinmestrenes Forening støttet med 5000,-kr, hvilket vi siger mange tak for. Så må vi se, om Søfartens Ledere også gør det.
Jeg skrev til Alicia Curada Lamigo, min kontaktperson i SWAPI, som foreningen hedder. Jeg fik svar, at de syntes, jeg skulle komme ud og fejre Valentins dag med dem i februar. Lidt senere kom et langt program for de 8 dage, jeg havde besluttet at være der. Puhha… det tog næsten pusten fra mig!
Her er det, bare i store træk: Dag 1 En velkomst komite vil modtage mig i lufthavnen, og følge mig til hotel-let. Det var lige før, jeg så for mig, at der også ville være en rød løber… Samme dag er der reception med lovpris sang, filippinsk og dansk nationalsang, underholdning med moderne og traditionelle dansenumre, andre sangnumre og surprise number (? Her bliver jeg straks lidt bekymret; Er det mig der skal overraske…?) Jeg bliver introduceret af den person, der har startet foreningen (tror jeg nok,
-de bruger så mange titler, at det er lidt svært at gennemskue, hvem der er højest/vigtigst), og derpå skal jeg holde en tale! Der er ind imellem alt dette også middag.
Dag 2 er der tur rundt i Manila, bla til Seafarers place, hvor jeg har hørt, der er fyldt med arbejdssøgende filippinere, der håber på at få job til søs.
Dag 3 kommer jeg på besøg hos 3 forskellige sømandsfamilier, som de har valgt ud.
Dag 4 tur rundt i Metro Manila og se forskellige steder, som jeg ikke rigtigt ved, hvad er for noget. Desuden besøg hos POEA, som står for Philippine Overseas Employment Administration – et regerings organ, samt middag hos Captain & Mrs. Rene Carpio.
Dag 5 Har jeg mest på egen hånd, da jeg bad om et lille pusterum, den dag var ellers også programlagt. Jeg skal besøge Crystal Shipping, vores bemandingsagent. En anden side af sømandslivet. De har dog også skrevet Den Danske Ambassade på denne dag, hvorfor, er endnu ikke gået helt op for mig. Men denne dag skal jeg også være sammen med Gichelle Cruz. Gichelle er en god ven og kollega til Fabienne Knudsen, med hvem vi har møde hvert år den 10.10. kl. 10 i Center for Maritim Sikkerhed og Sundhed i Esbjerg. Det der engang hed Søfartsmedicinsk Institut. Gichelle underviser i kommunikation ved universitetet i Manila, og er selv barn af en sømandsfamilie. Hun skrev en lang mail, med næsten lige så stort program for, hvad hun syntes, jeg skulle se og opleve….! Der har altså været nogle dage, hvor jeg var ved at løbe skrigende væk, og bare blive hjemme, for det var meget overvældende i starten, og meget af det jeg blev foreslået, sagde mig ikke ret meget. Jeg hev lige stikket ud et par dage, og fandt så omsider ud af med mig selv, at de jo bare ønsker, at give mig mest muligt ud af mit ophold.
Dag 6 Symposium om sømandsfamilieliv. Her starter vi igen med nationalsangene og lovprissang. Jeg skal derpå komme med et oplæg omkring, hvordan danske søfolk klarer livet ombord med andre nationaliteter. Det er ikke lige min ide, og jeg vil måske dreje emnet lidt, men det er jeg endnu ikke nået til i mine forberedelser, så vi får se. Gichelle skal deltage her, trods hun ikke er medlem af foreningen. Men de har vist fundet ud af, at hun er en god kapacitet at have med til dette symposium.
Dag 7 Er der pilgrimstur! Den er ret vigtig for dem, har jeg fået en fornemmelse af, for den har hele tiden været på programmet, trods det har været ændret nogle gange, og noget er blevet taget ud af programmet. Så det er jeg spændt på.
Dag 8 Rejser jeg hjem, og da er jeg helt sikker på, at jeg er træt og overfyldt med indtryk.
Der er i skrivende stund 5 dage, til jeg skal rejse. Jeg har haft travlt med at fin-de den danske nationalsang på cd, som de har bedt mig medbringe. Det har vist sig noget sværere end jeg havde forestillet mig. Jeg har været i en stor FONA med masser af musik på hylderne, men ikke denne. Vores lokale boghandler ville forsøge at skaffe den hjem til mig, men han kunne kun skaffe den som rent instrumentalnummer. Tilfældigvis kommer jeg forbi en anden musik forretning i Roskilde, og utroligt; Her får jeg en meget flot indspilning af ”Der er et yndigt land”, med Radiosymfoniorkesteret. Det siger lidt om os danskere, har jeg tænkt. Vi efterspørger ikke vores nationalsang, og jeg ville heller aldrig selv have overvejet at anskaffe den. Men nu hvor jeg har den, synes jeg faktisk det er en flot sang.
Nå, så bad de mig også medbringe et Dannebrog i skolestørrelse. Hvad er skolestørrelse, tænkte jeg, og spurgte flere, som enten aldrig havde hørt om det, eller mente det var de almindeligt brugte papirsflag man sætter i hækken m.m. Jeg spurgte Alice; Hvad er skolestørrelse? Det var såmænd bare 34 x 56 inches. Det er jo en noget usædvanlig størrelse for os. Men tilfældigvis har min veninde en bror, som har et flagstangsfirma. Jo, det kunne han godt skaffe.
Så var der det med gaver. Jeg er nødt til at have gaver med til de familier, jeg skal besøge, og foreningen skal jo også have en gave fra Sømandskoneforeningen af 1976. Et par sømandshunde, eller staffordshirehunde, som de vist rigtigt hedder, tænkte jeg. Det kender de ikke til derude, det er en europæisk skik. Skrev lidt med vores formand og kasserer om den ide. Det blev godtaget. Men de er jo ikke helt nemme at få fat i. Men lige netop her til aften lykkedes det. Så er det spændende, hvad de siger til dem derude…. I går besøgte jeg en kollega, der underviser i folkedans: Kan du ikke lære mig ”totur fra Vejle”, sagde jeg til hende, så jeg har et eller andet på repertoiret, hvis jeg bliver bedt om det. Det gjorde hun, og jeg fik musikken med. Så jeg dansede løs i går…
De bad mig sende et frisk foto af mig selv, så velkomst komiteen kan genkende mig i lufthavnen. Det har jeg nu gjort, og i sidste mail fra Alice, skriver hun: Vi har holdt møde, og dit billede gik rundt til alle, så din sikkerhed er i orden, og vi vil kunne finde dig. Vi kan næsten ikke vente med at møde dig…. Ja, det bliver spænende…
Da vi for et års tid siden tog beslutningen, at vi i løbet af året ville forlade det fynske til fordel for det midtvest jyske, havde vi aldrig drømt om, at processen ville blive så langvarig.
Vi satte huset til salg først i maj, da det sædvanligvis er en god salgsmåned, og fordi huset, vi skulle flytte ind i, ikke var ledigt før. Vi havde helt klart regnet med et hurtigt salg, da mægleren havde folk i køberkartoteket til netop vores hustype. Men nej, der var ingen kø ved havelågen. End ikke åbent hus kunne lokke andet end snusere indenfor. Vi måtte slå koldt vand i blodet og i stedet tage fat på energiforbedringer på den kommende adresse. I løbet af sommeren og efteråret fik vi skiftet til energiruder, lavet jordvarmeanlæg samt blæst 30 cm isolering op på loftet, så havens fugle fremover også kunne mærke vinterkulden. Den lange tids pendlen mellem de to huse resulterede i, at jeg ofte blev i tvivl om, hvor jeg befandt mig, når jeg vågnede om natten.
Midt i december besluttede vi at flytte permanent til det jyske i stedet for at bo på Fyn og hele tiden køre frem og tilbage. Det er nu to måneder siden. Der er ikke noget, der er fremmet for mig her, da jeg er født og opvokset i byen og sågar på adressen og så alligevel. Jeg har ikke overrendt stedet, siden jeg flyttede hjemmefra for 33 år siden. Hvad er det mon så, der drager én tilbage?
Min mand og jeg satte os og oplistede plusser og minusser for begge steder, og sjovt nok var antallet af plusser mere end dobbelt så stort for det jyske. Det bekræfter måske udtrykket ”En gang jyde altid jyde”. I hvert fald kan jeg godt more mig lidt over min mands positivitet over den noget anderledes mentalitet her. Ofte kommer han og fortæller, at nu har han igen talt med nogle rigtig flinkemennesker, selvom de snakker et mærkeligt sprog. Jeg tror og håber, vi har taget den rette beslutning. Jeg nyder til fulde, at sidde i mit køkken og se egern komme hoppende nede fra skoven og ind i haven sammen med div. fuglearter og ind i mellem et par rådyr.
Som barn tænkte jeg ikke over dette privilegium, at vokse op i disse omgivelser. Det var jo helt naturligt at have skoven i baghaven som sin legeplads både sommer og vinter. Nu kan jeg så gå de selv samme steder og se, hvordan mit ene klatretræ efter det andet må give op på grund af råd og alderdom. Det, der dog har undret mig mest gennem de forløbne to år, er hvor lidt jeg har haft brug for og ikke mindst savnet af alle mine ting. Godt nok har der stået et fuldt møbleret hus begge steder, men lige nøjagtig mine ting, har jeg ikke følt, jeg manglede. Gad vide hvorfor! Tjae, livs værdier er mange ting.
Håber alle er kommet godt i gang med 2009, trods den tunge energi, der har lagt sig over Danmark og hele verdenen. NU gik det lige så godt – men efter en lang opkørsel, kommer der som bekendt en nedkørsel, sådan har det vist været så længe, der har været liv på jorden. Personligharjegfundetbogen ”theSecret” frem, den kan jeg varmt anbefale som et værktøj til, at finde positive tanker og ny energi.
Desværre, har der også været uro i vores forening. Vores Landssekretær, har efter beskyldninger om bevist ikke, at sende referater og informationer om vores nye struktur til dele af repræsentantskabet / redaktørerne, valgt, at melde sig ud af foreningen. Personligt kan jeg kun beklage det og mest af alt, var det meget ubelejligt, nu hvor alle var helt ”tændte på” at nu skal der ske noget. Personligt må jeg erkende, at jeg mistede fodfæste og har haft svært ved at finde det igen. Jeg har taget den kritik, jeg har høstet ud af ovennævnte til efterretning. Forretningsudvalget holder møde den 28. februar, hvor jeg håber, vi kommer frem til en løsning på problemerne.
Birgit Larsen Jensen rejser den 14. februar til Filippinerne, hvor hun skal besøge den Filippinske Sømandskoneforening, en tur der har været forsøgt gennemført gennem de sidste 3 år, men først nu har vi fundet midlertilatkunnegennemføreturen(trods krisen!). Vi har i skrivende stund fået tilsagn fra Maskinmestrenes Forening om kr. 5.000,00 til turen. Tusind tak for det. Birgit har brugt megen energi på forberedelserne til møder med foreningen derude – tak til Birgit, du er den perfekte repræsentant at sende derud. Vi håber, du får en rigtig god tur og glæder os til at høre, hvordan det står til derude.
Vi har indstillet ny repræsentant til Søfartens Velfærdsråd. Valget faldt på Birgit Larsen Jensen.
Jeg vælger at afslutte denne side af med et citat fra ”the Secret” i håb om at vi kan få den positive ånd frem igen.
”Oplev de ting, du ønsker, som om de allerede er dine. Vid, at de vil komme til dig, når det behøves. Lad dem så komme. Lad være med at bekymre dig om dem. Tænk ikke på, at du mangler dem. Tænk på dem som dine, som tilhørende dig, som allerede i din besiddelse”
Robert Collier (1885-1950)
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/3-2009 Kategori (i):
Sikken en forandring
Og det virker sgu!
I november fik jeg at vide, at næste gang min mand skulle af sted, ville vi både kunne maile til hinanden og tale sammen over Skype. Og helt gratis endda. Mærkeligt nok glemte jeg denne information, måske fordi jeg ikke helt stolede på dens rigtighed.
Men hold da op. Jeg skulle blive klogere. Årets fælles julegaver var 2 headset, et til os hver, når vi nu skulle til at skype. Det vakte straks min interesse, og en afprøvning kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg ville gerne, at vi fik grejet afprøvet med skibet, inden han tog af sted, så jeg var helt sikker, men nej. Han havde lavet en automatisk test og fra skibet hørt, at det virkede.
Det sidste jeg råbte på afrejsedagen om morgenen meget tidligt, inden han steg ind i taxaen var.” Send en sms, når vi skal prøve, om det virker.”
I løbet af dagen fik jeg afprøvet mit nye headset ved at tale med en veninde, så vidste jeg, i hvert fald, at jeg var parat. Kl. 19 kom der en sms: Skal vi skype? Yes.
Klart og tydeligt og uden ekko. Ren luksus. For mit vedkommende uden tvivl den største og bedste forandring jeg gennem alle årene har oplevet.
Nu kunne man godt tro, vi så sidder og sludrer dag og nat. Næ nej et par gange om ugen + nogle mails. Det er helt fint. Så fra nu af vil det være helt slut med dårlige mobilforbindelser og de alt for høje regninger.
Tak for det.
Hilsen en glad fynsk sømandskone
Tak til Maskinmesternes Forening og Søfartens Ledere for tilskud til Birgit´s studietur.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 25/2-2009 Kategori (i):
Repræsentantskabsmøde
Husk vi afholder repræsentantskabsmøde lørdag den 7. marts kl. 12.00
Afholdes Vesterballevej 5, 7000 Fredericia
Tilmelding senest den 3. marts til Charlotte
mail: ckmunk@vip.cybercity.dk eller 76201090
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 25/2-2009 Kategori (i):
Letter
My dear girls
I am back with my family. My son says, next time I cannot go without him! My husband is surprised how much I talk about what I have experienced, and all the presents I got...!
Dear Minda! I was reading in the AMOSUP magazine in the aeroplane, noticing that you had written in "SWAPI Corner" about my visit, but it was in tagalog - can you translate??
Dearest Birgit,
We've build the good bridge between Denmark and Philippines
Hope it will be forever
Did you enjoy ?
God Bless
Mabuhay!!!
Love,
Nitz Pahed
Dear Birgit,
Thank you so much for the wonderful moments we been together w/ SWAPI officers and members in different activities
here in manila Phil. We enjoined sharing experiences w/ our group as seafarers wives, culture in your country & our country, problems of seafarers & their families hope you can
visit us again, your such a nice person.happy trip & Von Voyage
Take care
Melly Pagunsan
Dear Nitz, Melly and all you wonderfull girls I have been with.
Thank you!!! You are quick, Nitz and Melly!
Yes, I have enjoyed every minute, although I have often been very exhausted...
On wednesday I realized I would be crying when leaving, but it came before. Today I was crying, because I am sad to leave you all.
I have never before experienced so much warm and caring hospitality, so much sharing, so much taking care of me, so wonderfull girls, and such a huge programme!
The most wonderfull thing though, has been the feeling of mutual understanding of the seafarer family life.
Even though our conditions are quite different, we still have the same feelings about many things, and I felt this was mutual.
You have - in many ways - a tough life, and yet you have so much to give. This has really touched my heart.
I will never forget this, and I hope to come back.
Take care of yourself, your seafarer and your kids.
Love and hugs Birgit
I am going back to Denmark.
Now it is your turn to write here!!!
Love Birgit
I am actually not quite sure where we are going, other than it is far away, that I will be picked up at 05.30 in the morning and that it is a pilgrimage tour, to a beautifull place in the countryside.
Thank you very much girls, for a wonderfull day!
Birgit
Symposium on family life 1.00PM - 5.00PM in Paranaque
After entrance of colours, the national anthem of Denmark and Philippines, and doxology, we had a nice symposium with different views and stories.
We had participation by senior lecturer Ma. Gichelle A. Cruz from The University of Manila, who is also daughter of a seafarer. And her father sailed for many years for Maersk, a Danish principal. But when he got a small kidneystone, that would not disappear, he could no longer go to sea. and there was no longer a regular income.
After the symposium, there was a beautifull traditional dance by one of the students from the school, where the symposium was held.
We ended the day with dinner by Marian's wonderfull catering.
Visit to manning agency Crystal Shipping Inc.
Afternoon with senior lecturer Ma. Gichelle Cruz at Department of Community Development, University of the Philippines, Quezon City
Jeg prøver at skrive så godt, jeg kan. Og egentlig synes jeg, at det er lidt synd at du ikke specielt har ønsket "symposium on family life" - Min opfattelse er, at det er her, at forskellen findes. Her tror jeg, at vi måske kan lære at se anderledes på vor familære situation og de betydningsfulde opgaver, vi har som sømandskone. Faktisk tror jeg, at filippinerne har en meget lang kulturel tradition for at få et familieliv til at fungere optimalt, samtidig med at indkomsten hentes i udlandet.- Jeg tror, at de filippinske sømandskoner er langt mere afklarede i deres position som sømandskoner.
I Danmark står vi ofte med et "ben i hver lejr". Hvor vi prøver på, både at være sømandskoner og samtidig at være ligesom alle vore kolleger o.a. som har de-res mænd hjemme i dagligdagen. - Måske nyder de filippinske koner langt mere respekt i samfundet end vi. Men jeg ved det ikke konkret - Det er blot en formodning. Om vi kan lære noget af hinanden er svært at svare på. Kulturforskellene er meget store - generelt er de katolikker, og vi er generelt protestanter. Det er i sig selv en forskel blandt mange andre. - især den historiske/politiske baggrund er også meget anderledes.
I turistbøger beskrives filippinerne som fatalister, hvor vi nok vil beskrive os selv som aktører, der er drevet af fornuft og videnskabelig tænkning og overvejelse. - Det er jo også et grundlag, der kan betyde forskellige livsformer og opfattelser.
Alt i alt må begge kulturer respekteres. Men det at være mor, kone, gift med en mand, der må trodse farvande med pirater og samtidig være en familie som er afhængig af den indkomst, som vore mænd må arbejde hårdt for langt borte fra familien. Det må være det samme. Savnet og sorgen ved afrejsen og den jublende glæde ved hjemkomsten må være helt den samme. Samt børnene og familien som det helt centrale i sømandsfamiliens dagligdag Jeg tror, at en del af de filippinske kvinder er meget selvstændige i deres tænkning -men måske mangler en del af dem nogle bedre uddannelsesmuligheder til at realisere et fornuftigt og selvstændigt arbejdsliv som både kan bidrage til familiens underhold, men også til at skabe en ligeværdighed mellem kvinde og mand - Her rører man måske ved gammel traditionel tænkning. -Men jeg ved det ikke helt konkret - det er blot en formodning.
Dette var mit bidrag til eftertanke
Mange venlige hilsner Elsebeth Reschefski
Et organiseret fyrvæsen i danmark, startede med Kong Frederik 2. som den 8/6 1560 sender en besked til Otto Brahe, lensmand på Aalborghus, Jacob Brockenhuus, lensmand på Helsingborg og Jenns Jul, lensmand på Kalø, der pålægger dem at etablere afmærkning af sejlruten mellem Skagen og Falsterbo (Sverige), med fyr ved Skagen, Anholt og Kullen (Sverige). Dette var første gang i historien, hvor en sørute blev afmærket.
Til de første fyr anvendtes et brændebål som lysgiver. Bålet var i starten anbragt på en såkaldt "fyrpande", senere i et jernstativ kaldet "lampen", som kunne hejses op i til en højde af omkring 20 alen (12,5 m.). Den konstruktion som lampen var anbragt i, kender man ikke med sikkerhed. Man ved den blev kaldt en "Papegøje", men har ingen kilder der med sikkerhed afbilder en "Papegøje".
Brug af træ som fyringsmateriale gjorde efterhånden så stort et indhug på de omkringliggende skove, at man måtte til at hente det langvejs fra. Da arbejdet med at holde fyret tændt tilmed var besværligt, selv efter datidens forhold, måtte man finde en anden lysgiver. Frem til 1606 benyttede man tran, som blev fabrikeret lokalt af fiskelever, derefter gik man over til talglys og senere omkring 1620 stenkul. Til tran og talglysene byggedes tårne af træ, men en såkaldt "lygte" på toppen hvor lysene var anbragt.
Da stenkullene tog over, anbragte man i starten kulbålet på toppen af de eksisterende tårne. Det viste sig hurtigt at være en dårlig idé. Dels skulle kullene slæbes op i tårnet og dels var der stor risiko for, at der gik ild i tårnet. Løsningen på dette kom i form af vippefyret, som blev en stor succes. De var som farvandsfyr i brug helt frem til 1788 (Anholt) og som havnefyr endnu længere. Efterhånden blev vippefyrene dog erstattet af murede tårne med et åbent kulbål på toppen. Kulfyrene blev senere forbedret ved at anbringe bålet inde i en overdækket metalkonstruktion med ruder (lanterne). Det var forløberen for det moderne fyr. Kullene blev senere afløst af lamper hvorfra lyset blev reflekteret og forstærket af spejle.
Den næste store revolution kom med franskmanden Fresnel´s opfindelse af linser til forstærkning af lyset. Det første fyr med linse var Kronborg (1842). Linser var herefter enerådende som den mest effektive metode til forstærkning af lyset, og er det den dag i dag. Naturligvis blev linsesystemerne forbedret og forfinet gennem tiden, men princippet var og er det af Fresnel opfundne. Belysningskilderne blev også løbende forbedret. Udviklingen gik fra lamper med væger over mere effektive lamper med glødenet til elektriske glødelamper, som anvendes overalt i dag.
Stolthed og fordom Af Jane Austen
Jeg havde fået at vide, at Jane Austens sprog er helt fantastisk, og at den danske nyoversættelse rammer hendes sprog ganske godt, så jeg tænkte, at det nok var på tide at kaste mig over bogen. Og jeg blev absolut ikke skuffet ! Hvis man skal læse bogen for sprogets skyld, skal man nok have fat i en engelsk udgave, men den nye danske udgave er absolut værd at læse (Lindhardt og Ringhof 2007).
De fleste af os har nok set en filmatisering af bogen -den er filmet ikke mindre end 7 gange, og den mest berømte er vist TV-serien med Colin Firth som Mr. Darcy. Sidste gang bogen blev filmatiseret var i 2005 og havde Keira Knight-ley i hovedrollen som Elizabeth Bennett, den filmatisering følger bogens næsten til punkt og prikke.
Handlingen foregår i 1800 -tallets England og den giver et fantastisk billede af middelklasse-kvindernes situation i datidens England. Samtidig er det en skøn kærlighedshistorie, hvor heltene og heltinderne selvfølgelig får hinanden til slut, men først efter mange og lange forviklinger! Elisabeth er en af fem døtre og er absolut af den overbevisning, at man kun skal gifte sig af kærlighed, og hun vil hellere ende som gammeljomfru end ende sammen med den forkerte. Da hun møder den opblæste Mr. Darcy hader hun ham næsten ved første øjekast, og først da hun ser forbi hans opblæsthed, usikkerhed og generthed, finder hun den mand, han i virkeligheden er. Men inden da byder livet på mange genvordigheder, både for hende selv og hendes familie. Læs bogen selvom du har set både film og TV-serie, den er det absolut værd.
Det er ved at være tæt på, at jeg rejser til Filippinerne, for at møde de filippinske sømandskoner i foreningen SWAPI - Seaman Wives Association of Philippines. Det bliver fra 14.2. til 22.2.
De har lagt et stort program for mig derude med bla "symposium on family life" og "visit to seafarer families". Det sidste har jeg specielt ønsket.
Jeg vil meget gerne have lidt input fra jer! Så jeg har her, nogle spørgsmål til jer, for at være lidt konkret. Men ellers skriv gerne, hvad I ellers kan komme i tanker om.
1. Hvad forestiller du dig om de filippinske sømandskoner/familier?
2. Hvad mener du, vi kan lære af dem?
3. Hvad mener du, de kan lære af os?
4. Hvordan vil du beskrive livet som en dansk sømandsfamilie?
Skriv løs - også gerne hverdags-historier - og falder det dig let at skrive på engelsk, ja, så er det jo lige til at tage med, som det er, for mig. :-)
Send meget gerne denne mail videre i din afdeling, så det når ud til flere, og jeg får mere... :-)
Jeg vedhæfter det seneste program, som de har lagt for mig derude, så I kan se det.
Det var med vemod vi den 27. December modtog meddelelsen om Kirstens Sørensens død og 14 dage efter meddelelsen om Anna Hansen også er gået bort.
Kirsten og Anna var søstre og tro medlemmer af Sømandskoneforeningen af 1976.
Begge har været medlem i Fredericia/Kolding/Strib afdelingen siden dens opstart. Begge bidrog de på hver deres måde med stof til eftertanke, om hvordan livet som sømandskone var, da udmønstringerne var 1 år eller mere, ingen telefon, ingen mail. Historie fra det virkelige liv, som vi, der havde fornøjelsen af søstrene fra Strib, kan tage frem og tænke tilbage på, når vi syntes det hele bliver lidt for tungt.
Kirsten og Anna vil med deres positive syn på livet, efterlade et tomrum i Sømandskoneforeningen.
Ære være deres minde
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 20/1-2009 Kategori (i):
Den gamle spillemand
Nordosten farer så bidsk og kold, lavt drejer vor sol sit hjul, den gamle jord er i mørkets vold; thi året hælder mod jul. Småfugle fryser og pipper trist på nøgen kvist.
Som ved et under den stride blæst forvandles til bliden vind; thi julens toner kan allerbedst strø solskin i sjæl og sind. Selv spillemanden, den gamle svend, bli´r barn igen.
Til byen kommer en spillemand, støt drejer han hjulet rundt; ud af sin kasse fremtryller han et strålende tonebundt. Da fyldes gaden af julesang med festlig klang.
Alt som han drejer med megen flid, hans tanker tilbage går. Snart barndomshjemmet ved juletid lyslevende for ham står. Mens øjet dugger, fra dybest gem gror minder frem.
Omkring ham samles en skare små; de toner hvert barn forstår. Der dannes kæde, og let på tå en lystig ringdans de får. Hver kind får rødme, hvert øje glans ved slig en dans.
Kom, julefyrste, til store, små, til rig og fattig i flæng! Tænd håbets stjerne i fattigst vrå! Besøg hver pige og dreng! Trøst spillemanden, det gamle skind! Luk glæden ind!
Og små som store -- hver buksetrold og blåøjet søsterlil -sig giver glæderne helt i vold ved klangen af lirens spil. Nu svulmer hjertet i hvert et bryst af liv og lyst.
Lad julens lysende englehær omstråle hans mørke sti! Lad barnet træde ham kærligt nær, når andre går ham forbi! Sluk alle sorger! Du kan det bedst, højbårne gæst!
Kilde/ forfatter: Jens P. Møller, Dato: 28/12-2008 Kategori (i):
Min tur til World Maritime Day, Grækenland
Hermed et resumé af min tur til World Maritime Day, Grækenland 19.-21. September
Danmarks rederiforening havde i 2006 givet rederiforeningens søfartspris til IMO’s generalsekretær E. Mitropoulos. Dette var baggrunden for at en repræsentant fra sømandskoneforeningen blev inviteret med til denne event i Athen.
E. Mitropoulos donerede en del af dette beløb videre til opførelse af et mindesmærke(Internationational Memorial to the Wife of Seafarers). Sammen med forskellige yderligere bidrag var dette mindesmærke nu gjort færdigt og skulle afsløres i Galaxidi lørdag den 20. september.
Forud for turen var der blevet tilsendt materiale og program om denne tur. Jeg havde en god korrespondance med en sekretær fra rederiforeningen. Der var nogle spørgsmål der lige skulle klares. Fredag den 19. september lettede jeg fra Ålborg lufthavn tidlig morgen og havde derefter god tid i København lufthavn in-den flyet til Athen skulle afgå. Efter en flyvetur på ca. 2 1/2 time som gik helt efter planen var jeg i Athen og fik hurtigt prajet en taxa til hotellet.
Jeg ankom til Hotel Metropolitan midt på eftermiddagen. Stort hotel med mange gæster. Fandt mit værelse hvor der lå gaver og invitation til dinner samme aften i Yacht Club of Greece, hvor værten var the minister of mercantile marine, Aegean & Island policy, til ære for IMO World Maritime day.
Vi skulle køre i bus til havnen og jeg gik i forhallen og der mødtes jeg med mange andre gæster fra hele verden. Jeg fandt to andre sømandskoner at slå følge med, den ene fra Tyrkiet og den anden fra Indien. De to sømandskoner var også alene om at repræsentere deres land. Vi var i alt 20 repræsentanter fra hele verden: Grækenland, Kina, Italien, Norge, Tyrkiet, Indien og Danmark. Der var deltagere fra ministerier, marinefirmaer, fagforeninger, konsulater, søværn, agenturer osv. osv. rigtig mange forskellige deltagere.
Sømandskonerne var jo æresgæster så der blev taget pænt imod, da vi ankom til Yacht Club of Greece.
Vi var mange deltagere i denne middag og der var det dejligste vejr så vi var nogle der indtog mad og drikke på ”dækket” terrassen, i Yatch Clubben der var bygget som dæk på et skib, og der var den flotteste udsigt til Athen om aftenen med alle dens lys. Vi fik super mad og betjening denne aften.
Efter nogle timer på dette dejlige sted var det tid til at køre tilbage til hotellet. Det var lidt knapt med oplysninger om hvornår og hvor; men vi ” flugte med strømmen” og blev kørt tilbage. Så blev der sagt godnat og tak for i aften, ret hurtigt for os der var ankommet om eftermiddagen hyt, var der lige tid til et hurtigt bad og så gøre sig klar, der var bedt om at møde i festtøj, til turens højdepunkt, afsløringenen af statuen… Efter ca. ¾ time blev vi guidet i bus til et sted tæt på stedet hvor afslørings ceremonien skulle foregå; i vores festtøj kom vi desværre til at vente alt for længe , næsten en time uden at vide hvad der foregik; men, men vi havde det gode humør med, bortset fra de damer der frøs, vejret var ikke helt som man kunne drømme om i Grækenland i september!! Langt om længe blev vi hentet i et lille hvidt tog som kunne køre ned til den lille havn. Med noget forsinkelse af æresgæsterne (os) var der det man kalder almindelig uro/utålmodighed i forsamlingen; men vi blev anvist en plads og ceremonien kunne begynde. Der var diverse officielle taler fra ministre, en lokal sømandskone der nylig havde mistet sin sømand, en græsk skuespillerinde der optrådte/fortalte om situationen når sømanden tager af sted, tiden indtil han komme hjem og hjemkomsten…. Hun var meget dygtig til det, det var på græsk og jeg taler ikke græsk, men forstod det hele!!
Talen fra alle de udenlandske sømandskoner blev holdt af den norske deltager. Derefter var vi fire sømandskoner der blev bedt om at træde frem og blive lykønsket og modtage en gave, en buste af selve havets gud Poseidon.
Nu kom kunstneren selv og der var klar til selve afsløringen. En stor kobber statue af en sømandskone med to børn , der står ved kysten og vinker farvel til sømanden.
Aftenen var ved at være slut på dette sted. Vi var jo nu flere timer forsinket og desværre blev der yderligere forsinkelser. ”Toget” der kørte os derned var der ikke. Vi måtte grine lidt af det og
være tålmodige!! Men det var blæsende og koldt så vi var glade da vi kom ind i varmen. Efter denne ceremoni var der budt på en middag en times kørsel fra kysten; men da det var ved at være ved
22:00 tiden, valgte alle bussens passagerer at køre direkte til vores hotelskib og få noget varme. Vi havde heldigvis spist sent frokost, så det gik.
Søndag morgen fik vi dejlig velfortjent morgenmad ombord. Kl. 9:00 var der afgang til den lille by Galaxidi hvor der var mulighed for at gå på søfartsmuseum, et dejligt varmt sted, der havde været me-get koldt alle vegne så det nød vi!! Vi fik frokost på en lokal restaurant inden vi kørte mod Athen hvor vi var først på aftenen. Mandag middag skulle jeg med mit fly mod København og landede i Ålborg omkring 22 tiden.
Det var min tur til Grækenland i september som trods mange forsinkelser og kaos var en spændende tur, hvor jeg mødte og talte med mange forskellige mennesker fra mange forskellige lande og mennesker er jo altid spændende!!
Jeg blev bedt om at komme med en lille juleberetning i forbindelse med udsendelse af Søhesten i December. Først sagde jeg nej til at skrive indlægget, for hvad er det lige, jeg kan fortælle, som er interessant for andre at læse? Min mand er ikke hjemme i år og hvorfor skulle I andre belemres med min klynkehistorie? Jeg har ikke lyst til at blive ynket og søger ikke medlidenhed, for det er jo sådan, vi har valgt at leve og dette er bare en konsekvens af den beslutning som jeg/vi må acceptere.
Det er muligvis ikke et skoleeksempel på den lykkelige familiejul, men hvis ikke jeg skulle tage udgangspunkt i min egen situation, hvor skulle jeg så starte?
Og hvad gør man så, når den ene forælder skal påmønstre d. 8/12??? Skal man sidde og føle sig amputeret og være ked af, at det var hans tur til at arbejde i julen, eller får man det bedste ud af situationen og tager det i stiv arm? I denne tid bliver jeg ofte spurgt om, hvorvidt han er hjemme i julen, og folk bliver helt sørgelige i blikket, når jeg svarer ”Nej, det er han ikke”. Nå, det var godt nok ærgerligt, er standardsvaret, og ja – det havde været dejligt at have ham hjemme, men så har vi til gengæld haft ham hjemme til vores søns fødselsdag og han når lige at komme hjem igen, før vinterferien starter.
Jeg har glædet mig over at ”Far” har været hjemme 1. Advent og også kommer til at være det 2. Advent. Jeg har nydt at være fælles med ham om, at dele børnenes begejstring og glæde da de d. 1. December om morgenen så, at julemanden igen i år var kommet med pakkekalender i ly af natten. Glædet mig over at drillenissen fra børnehaven kom med hjem på besøg hos os, mens han stadig var hjemme. Glædet mig over, at vores datter havde mulighed for at have sin far med til julestue i skolefritidsordningen.
Selvfølgelig kommer vi til at savne ham juleaften, men vi kan jo sende ham en
kærlig tanke og jeg er sikker på, at der også bliver sendt én til os fra skibet. Jeg
har lavet en lille pakkekalender til ham, som han kan tage med sig ud på skibet
og ”julehygge” med, når nu han ikke kan være hjemme – med små breve i nogle af
pakkerne. Børnene har udformet fantasifulde hjemmelavede pakker i henholdsvis
børnehave og SFO og dem får han med i kufferten, når han drager af mandag morgen.
For mig gælder det om at fokusere på de positive ting. Jeg vil ikke benægte, at jeg
indimellem bliver ked af hans manglende tilstedeværelse i nogle situationer, hvad
enten det er afsnit af vores liv med glædelige og livsbekræftende stunder, som
jeg gerne ville have delt med ham eller de, som er svære at klare alene. Allige-
vel føler jeg mig heldig, heldig at have en mand, som jeg ved kommer hjem igen,
heldig at få lov til at savne ham og blive mindet om, hvor glad jeg er for at have
ham hjemme, heldig at have nogle gode venner i foreningen som jeg ved gerne
træder til, hvis jeg har brug for hjælp. Når det kommer til stykket, så føler jeg
mig ikke overvundet af, at skulle være alene med børnene juleaften og at skulle
klare det alene, men er taknemmelig over alle de andre ting mit liv er beriget med.
Ting, der er umulige for andre, er for os muligt i kraft af min mands arbejdsmønster.
Det giver både begrænsninger men sørme også muligheder.
Glædelig jul til Jer alle
Her i Holstebro afdelingen samles vi hos Conny for at inspirere hinanden til juleforberedelserne. Vi har haft besøg af Gitte og Inger som er meget dygtige til at lave dekorationer.
Det blev en produktiv formiddag.
Vi har lært at alt er tilladt i år med hensyn til farver og kreationer, så vi har haft frit spil.
Der blev lavet adventskranse, dørdekorationer, dekorationer med kalenderlys, dedorationer med amaryllis, granatæbler og hyacinter.
når det har en passende temperatur, derefter kommes der 375 g mel og 2 tsk natron i.
Hældes i en form af passende størrelse.
Bages ved 175 grader i ca. 1 time.
Kan spises med smør (bliver bedre af at stå et par dage)
ALKOHOLFRI GLøGG: Bland 2,5 del hyldebærsaft med 0,5 l ceylonte, saften fra 1 appelsin og 1 citron, 2 kanelstænger og 6 hele nelliker. Varm drikken op til kogepunktet. Si krydderierne fra, og servér i to glas med
AFDELINGENS SIDE Denne måneds side kommer fra Holstebro afdelingen
Desuden fik vi et par gode opskrifter på julebag:
DADELKAGE: 250 g dadler skåret i tern 200 g sukker 35 g margarine 50-75 g hakkede mandler ½ tsk vanillesukker
Dette sættes i blød i 3 dl kogende vand
2 æg piskes sammen, hældes i ovenstående
appelsinskiver (usprøjtede.)
Holstebro-afdelingen ønsker alle en rigtig Glædelig jul og et Godt Nytår
Forslag: Egen afdeling udpeger en, der har ansvar for alle de mail fra landsforeningen, der kommer.
Webmaster: Det burde repræsentanterne være, de er jo ansvarlige for formidlingen mellem landsforeningen og lokalafdelingerne. Det er selvfølgelig en god ide at bruge emails til denne kommunikation (som er hurtig og billig), derfor børallerepræsentanterhave en validemail adresse de bruger. Hjemmesiden kunne måske have en mailings liste til repræsentanterne (som den der er under lokalafdelingernes medlemslister).
Forslag: Formanden fra hver afdeling har et billede på + mailadresse.
Webmaster: God ide med et billede af formændene/kontaktpersonerne således at det virker mere personligt. Angående emailadressedirektepåhjemmesidengiver bare en masse spam emails. Derfor vil en web formular der sender en email direkte til formændene/ kontaktpersonerne nok være at foretrække.
Forslag: Medlemmernes mail kommer længere inde hvor der så skal et password til.
Webmaster: Sådan har det altid været, sådan bør det forblive.
Forslag: Der skal være bedre tjek på afdelingernes hjemmesider. Der skal ikke gå måneder inden der sker noget på siden.
Webmaster: Der er fuldt tjek på indholdet af alle sider af hjemmesiden og hjemmesidens indhold opdateres flere gange om ugen, dog er der mange lokalafdelinger der ikke benytter sig af de muligheder der er i hjemmesiden.
Forslag: Vi forestiller os at der skal laves en skabelon over hvordan det skal stilles op.
Webmaster: Forslag/skabeloner, billeder, grafik og indhold til hjemmesiden er altid velkommen. Hjemmesiden er på nuværendetidspunktprimærtbyggetoppå indholdet af Søhesten. D.v.s. stort set alt indhold fra Søhesten i gennem flere år kan findes under punkterne: medlemmernes indlæg, afdelingernes indlæg, formandens indlæg og aktivitets kalenderen. Hvis Søhesten ophører, vil det nok være en fordel at sammenlægge indlæggene evt. i en offentlig del og en kun for medlemmerne synlig del.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg , Dato: 9/12-2008 Kategori (i):
Sølvbryllup i Peru Fortsættelse fra Søhesten nr. 5.
Det var flot at flyve hen over regnskoven. Et prægtigt, mægtig grønt tæppe under os med floder, der snoede sig kilometer efter kilometer. Vi bemærkede dog en del kæmpe store arealer af regnskoven, som var ryddet! Og jeg tænkte på, om mine havemøbler måske havde vokset der?? Tænker mig om næste gang! I Ichitos bliver vi indkvarteret på et me-get flot 4 stjernet hotel. Dejligt med air-condition, da temperaturen her er noget højere end i højderne!
Vi bliver hentet næste formiddag og kørt til den station ved Amazonfloden, hvor vi skal påmønstre M/S Rio Amazonas. Og her fik vi os noget af et kulturchok! Dernede ved flodbredden lå en gammel, rusten og bulet plimsoller. Det skib, som skulle være vores feriehjem den næste uge! Vi var en smule beklemte, da vi entrede skibet. Og kahytten, hvor vi havde troet at vi skulle leve i sus og dus, var meget, meget lille. Kun ganske få kvadratmeter. Det første jeg lagde mærke til var det insektpulver, der var strøet på må og få på tæppet i den lille kahyt, og jeg begyndte at fantasere om kakerlakker, slanger og edderkopper! Alt på skibet var meget gammelt og nedslidt. Var det ikke for de meget søde guider, som lovede os oplevelser ud over det sædvanlige, havde vi nok hanket op i bagagen og sprunget i land igen. Skibet var en gammel engelsk steamer fra det nittende århundrede, som var ombygget med en dieselmotor. Vi gik lidt rundt på båden og hilste på vore medpassagerer. Det var et par gutter fra Canada, et engelsk ægtepar, en hollandsk familie med 2 peruanske teenagepiger og nogle amerikanere. Guiderne var hele ti-den omkring os og fortalte, hvad der ville ske på turen og om de oplevelser vi ville få. Middagen blev serveret i den gamle spisesalon, og maden var rigtig god! Efter middagen lægger skibet fra kaj, og vi sejler ud i hovedfloden. Efter et par timers sejlads lægger vi til ved en gammel romfabrik. Rommen bliver fremstillet af sukkerrør, som kværnes i en gammel engelsk maskine, som bliver trukket enten af mennesker eller køer. Vi smagte på den søde saft, som kom ud af maskinen. Denne saft koges og destilleres til alkohol. Ejeren af romfabrikken boede i et hus på høje pæle, da floden ofte går langt over sine bredder, og her fik vi smagsprøver på hans forskellige produkter. Tilbage på skibet hyggede vi os i baren, som lå midt på dækket.
Næste morgen vågner vi tidligt. Vi har sovet rigtig godt og jeg tager mig et bad.
Det var næste udfordring! Ud af bruseren kom koldt, brunt flodvand! Jeg opdagede
dog snart, hvor blød min hud blev af alt det flodslam, så noget var det da
godt for, og man blev hurtig vågen af det kolde vand! Første ekskurtion går til en
lille landsby, hvor amazonindianere bor. De ventede os, og var klædt i deres festtøj,
som er lavet af bark fra figentræet. Der var opvisning i deres fælleshus, hvor
der blev danset 3 danse til indianernes inciterende trommer og sang.
Jeg fik også lige en tur på det lerstampede gulv! På et tidspunkt blev der en vældig
tumult, og det viste sig at en slange havde forvildet sig ind i huset. Den blev straks
indfanget og slået ihjel., Efter sigende skulle den være meget giftig, og et bid fra
den ville dræbe et menneske! Vi slap heller ikke her for at blive præsenteret for
souvenirs. De var dog fremstillet af beboerne i landsbyen af materialer fra lokalområdet. Efter landsbyen besøgte vi en meget eksentrisk kunstner, som boede der i regnskoven på kanten af Amazonfloden. Et kæmpe hus med store atelierer, Hans kunst var meget fascinerende og i stærke farver med motiver fra Amazonlandet. Francisco Grippa var hans navn. Hvis du skulle blive nysgerrig kan du google hans navn eller se på denne site: www.coloradomagazineonline.com/Art/ Francisco_Grippa/Francisco_Grippa.htm
Vi var mange gange på vandretur i regnskoven. Og det var om at have godt fodtøj på, for der var meget vådt og sumpet. Og masser af myggebalsam og langærmede bluser. Her huserer malariamyggen. Det var regntid og flere gange måtte den planlagte rute ændres på grund af meget store pytter. Når sådan en gruppe mennesker kommer snakkende og trampende ind i skoven, er der ikke mange dyr at se! Men en enkelt slange smuttede foran os og snoede sig væk i en trærod! I Amazonlandet lever den store anaconda, men de slanger vi så var meget små og tynde og de fleste meget giftige! Og nogle fantastiske hærmyrer vandrede ufortrødent i en lang, lang række med afklippede blade på ryggen. Vi kom også til et sted med de store Viktorialiljer – kæmpe åkander! Nogle aftener efter solnedgang sejlede vi i små både rundt langs flodbredderne for at se, om vi kunne få øje på krokodiller
– de såkaldte keymans. Det lykkedes os dog aldrig, at se disse rovdyr. Vi besøgte også andre landsbyer og nogle steder blev vi inviteret ind i en families hus. Det var yderst sparsomt møbleret. Meget foregik på det bare trægulv og husenes omdrejningspunkt var uden tvivl køkkenet. De fleste familier lever af smålandbrug. Sukkerrør er en vigtig indtægtskilde. Men ellers havde hver familie deres egne høns og grise, som gik frit omkring og snaskede i mudderet. Når vi fik fjerkræ ombord, var det kyllinger som var købt i landsbyerne – og de var meget smagsfulde og mættende. Alle steder blev vi mødt me-get venlighed og imødekommenhed. Det syntes som om disse mennesker på trods af ( i vore øjne ) stor fattigdom, var me-get lykkelige og levede i nuet.
(fortsættes og afsluttes senere)
Den 1. november var vi 17 Sømandspiger samlet til en meget idé rig dag i Fredericia. Meningen med mødet var, at vi skulle ”samle tråden” op fra vores Landsgeneralforsamling. Den forventning må siges, at være indfriet.
Personligt, har jeg stor forståelse for medlemmer, som kan syntes dette er en stor mundfuld, men eftersom flere af de ting, vi arbejder med, kræver en del vedtægtsændringer, må vi allerede på nuværende tidspunkt begynde, at tage stilling til hvad der skal ske/kommer til at ske.
En af grupperne har arbejdet med foreningens struktur. Idé oplæget til dette kan læses her:
Foreningens struktur.
I gruppen er: Lise, Aalborg - Sonja, Bornholm - Beatrice, Frederikshavn - Ingefred, Århus - Herdis, Fanø - Lotte, Fredericia.
Vores forslag til ændring af foreningens struktur er følgende:
Strukturen, gøres mere “flad” og gennemskuelig. Vi har set vores vedtægter igennem, med det i mente, at de er skrevet for 30 år siden da foreningen opstod. På daværende tidspunkt have foreningen flere medlemmer, havde samarbejde internationalt. Nu er tiden en anden og ikke mange af os har tid til, det helt store paragraf “rytteri” !!!
Vores forslag er:
Forretningsudvalget ændres til bestyrelse, der består af:
Formand
Næstformand
Kasser
Web-redaktør/redaktør
Sekretær
Bestyrelsesmøde afholdes hver den første lørdag i følgende md. November (grundet generalforsamlingen), marts (midtvejs møde), september (inden generalforsamlingen).
Repræsentantskabet nedlægges, men hver afdeling har en kontaktperson, der altid har lov/mulighed for at deltage i bestyrelsesmøder.
Den kontingent som lokal afdelingernes kasserer i dag administrere overførslen til Landsforeningen af, opkræves direkte af Landsforeningen via PBS.
Herefter kan lokal afd. Selv indkræve den kontingent der går i afdelingens kasse. Flere af vore afdelinger, har desværre efterhånden så få medlemmer, at det er samme person, der er formand, repræsentant, lokal kasserer o.s.v
Vi forslår, at i 2010 og fremadrettet ligger arrangering af Landsgeneralforsamlingen i bestyrelses regi.
Gruppen holder møde igen den 10. december Hvor vi vil forsøge, at omskrive dele af vore vedtægter, der skal danne grundlag til ændringsforslag.
Læs andet sted i bladet hvad, der er kommet ud af de 2 øvrige gruppers arbejde.
Så er atter et år ved at gå på held. Endnu et år med krig og ufred i verdenen, noget som vi nok må erkende, er kommet for at blive.
Som sømandsfamilie, kan vi kun håbe på, at de som føre krig mod os (læs pirater) får så meget modstand, at de opgiver deres ”kamp”. Tror, vi alle holder vejret når de i radio/tv fortæller om nok en kapring – er det en af vores. Egoistisk, for det er jo præcis lige så forfærdeligt for alle de udenlandske familie der bliver ramt af det, men ens egoisme slår vis helt automatisk til.
Sluttelig vil jeg ønske alle Sømandsfamilie en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår. På gensyn til et nyt og spændende år for ”Sømandskoneforeningen af 1976”
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 2/12-2008 Kategori (i):
Har vi opbakning eller ????
Kære alle.
Har via Landsformanden erfaret, at vores redaktør føler sig sat ud på et sidespor vedr. de nye tanker og ideer, vi i nogle grupper har gang i.
Dette er selvfølgeligt beklageligt, da det absolut ikke har været hensigten.
Jeg bliver nødt til at præcisere, at mødet d. 1. nov. IKKE var et rep. møde, men et arbejdsmøde for alle interesserede.
Invitationen var sendt til repræsentanterne incl. forretningsudvalget, som kunne deltage, tage andre med, sende andre eller helt blive væk. Der var et frit valg.
Mødet havde altså en karakter, der ikke indebar forpligtigelse til at skrive et referat.
Faktisk var det en "tænketank" for at få lidt mere gang i foreningen, og det formoder jeg må være i alles interesse.
Som Landssekretær er det bl.a. mit "job" at skrive referat i.f.m. generalforsamling og rep.møder.
Nogle gange tar det lidt længere tid end andre gange, men jeg er også kun amatør, ligesom mange andre i denne forening, og har også lidt andet at få dagen til at gå med :-)
Jeg gør mit bedste, hvilket jeg er sikker på, alle andre i denne forening også gør.
At det så i nogles øjne ikke er godt nok, kan jeg kun beklage.
Jeg skal også gerne beklage, hvis der er nogle, der ikke modtager mine mails med vedhæftede filer, men jeg er jo ikke herre over, hvilke spam-filtre I har i jeres system.
Kan kun opfordre jer til at holde øje med, hvornår der sker noget. Rykke for materialet, hvis der mangler noget.
I har også et medansvar for at få det, der tilkommer jer.
Der er i øvrigt nogle ret vakse medlemmer, der er gode til at gi mig besked, hvis de opdager, der mangler et og andet. Tak for det :-)
Jeg ved, de mennesker der har sagt ja til at være med i arbejdsgrupperne, virkelig brænder for sagen.
De tryller med børnepasning, arbejde, møder, familiearrangementer etc. for at komme til de ekstra møder, så de/vi har brug for "baglandets" opbakning.
På Landsgeneralforsamlingen blev et stort flertal af de deltagende enige om, at Per Frederiksens (Søfartens Ledere) tiltrængte "skub" skulle munde ud i synlige ændringer på flere områder.
Derfor blev det besluttet, at vi skulle arbejde videre med at få nye ideer, tanker og visioner.
Dette arbejde er nu igang, og der er fra repræsentanternes side anmodet om en ekstraordinær generalforsamling hurtigst muligt.
For vi er udmærket klar over, at ting tager tid at ændre, og vigtigst af alt lige nu er at pointere, at der jo ikke er besluttet noget bag ryggen af nogen.
Dog er der bred enighed om, at bladet på sigt skal erstattes af en ny og moderniseret hjemmeside, hvor vi har mulighed for at opdatere døgnet rundet.
Vi er stort set enige om, at det er fremtidens forum for flertallet af de koner/kærester, der vil være potientielle medlemmer i fremtidens forening for sø- M/K´s familier.
Allerede nu har vi fået kontakt med evt. kommende medlemmer via Facebook. Her er også piger med, som vi aldrig tidligere har mødt.
Det er nemt, hurtigt, uforpligtende, hyggeligt og bedst af alt kan man logge sig på, når man har tid i en ellers stram familiehverdag.
Vi er helt på det rene med , at i.f.m. bladet sker trykningen lang tid i forvejen, annoncørerne har betalt forud osv.
Så faktisk gør vi vores bedste for at være på forkant, så alle kan tilgodeses bedst muligt.
Derfor allerede nu en ekstraordinær generalforsamling så vi har mandat til at arbejde videre med planerne.
Jeg vil gerne sige, at der altid er plads til en til i grupperne, hvis der sidder nogle og synes, de går glip af noget og gerne vil yde en indsats.
Samtidig vil jeg også gøre opmærksom på, at jeg jo ikke er med i alle grupper og derfor heller ikke kender til alt, hvad der foregår.
Meningen med at vælge nogle medlemmer til at varetage de øvrige medlemmers interesser må vel være, at vi overlader arbejdet til de valgte og giver dem opbakning og arbejdsro.
Dette indlæg vil komme på hjemmesiden, hvor der er mulighed for at komme med kommentarer og få en debat igang.
Facebook kan jo også benyttes.
Vi i Århus afdelingen ønsker alle foreningens medlemmer og pårørende en god Jul og et godt Nytår.
Århus afdelingen.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 29/11-2008 Kategori (i):
Billede på hjemmesiden
Kære Medlemmer af Sømandskoneforeningen.
Som noget nyt er det nu muligt at lægge et billede af sig selv på vores medlemsliste (mere liv på vores interne sider og mulighed for senere at bruge billederne til at vise kontakt personer m.v. senere).
Sådan gør du!
"Log ind" på hjemmesiden soemandskoner.dk
Vælg "Ret i egne brugerdata"
Under upload af billeder vælg "Gennemse" find på din computer et billede af dig selv (af typen jpg, gif eller png).
Tryk "Upload"
Under "Medlemslisten" skulle der nu være det billede du har valgt, ud for dit eget navn.
Ellers har du mulighed for at webmasteren lægger dit billede ind, hvis det er emailet til mig inden fredag den 21-11-2008.
Vedhæft et billed til en email til webmaster@soemandskoner.dk , husk at skrive dit navn og afdeling.
Er der stadig nogen i din afdeling der ikke har log ind til hjemmesiden. Vil de få det ved samme lejlighed, hvis de sende en af ovennævnte email.
Rigtig god fornøgelse.
Mvh
Webmaster
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 10/11-2008 Kategori (i):
Foreningens struktur.
Fra Repræsentanskabsmødet den 01. november 2008
I gruppen er: Lise, Aalborg - Sonja, Bornholm - Beatrice, Frederikshavn - Ingefred, Århus - Herdis, Fanø - Lotte, Fredericia.
Vores forslag til ændring af foreningens struktur er følgende:
Strukturen, gøres mere “flad” og gennemskuelig. Vi har set vores vedtægter igennem, med det i mente, at de er skrevet for 30 år siden da foreningen opstod. På daværende tidspunkt have foreningen flere medlemmer, havde samarbejde internationalt. Nu er tiden en anden og ikke mange af os har tid til det helt store paragraf “rytteri” !!!
Vores forslag er:
Forretningsudvalget ændres til bestyrelse, der består af:
Formand
Næstformand
Kasser
Web-redaktør/redaktør
Sekretær
Bestyrelsesmøde afholdes hver den første lørdag i følgende md. November (grundet generalforsamlingen), marts (midtvejs møde), september (inden generalforsamlingen).
Repræsentantskabet nedlægges, men hver afdeling har en kontaktperson, der altid har lov/mulighed for at deltage i bestyrelsesmøder.
Den kontingent som lokal afd. Kasserer i dag administrere overførslen til Landsforeningen af, opkræves direkte af Landsforeningen via PBS.
Herefter kan lokal afd. Selv indkræve den kontingent der går i afd. Kasse. Flere af vore afdelinger, har desværre efterhånden så få medlemmer, at det er samme person, der er formand, repræsentant, lokal kasserer o.s.v
Vi forslår at i 2010 og fremadrettet ligger arrangering af Landsgeneralforsamlingen i bestyrelses regi.
Gruppen holder møde igen den 10. December kl. 17-21 hos Ingefred i Århus.
Hvor gruppen vil prøve at omskrive dele af vore vedtægter.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 6/11-2008 Kategori (i):
Forslag fra Web udvalget
Vi vil gerne foreslå : Tina Rosenborg som redaktør.
Udvalgsmedlemmer: Charlotte Munk, Aase Dyrhauge, Anne Mette Pedersen, Kirsten Nybroe og Annette Petersen.
Forslag : egen afdeling udpeger en, der har ansvar for alle de mail fra landsforeningen, der kommer.
På hjemmesiden: formanden fra hver afdeling har et billede på + mailadresse.
f.eks Benny (fra Esbjerg Afd. )
så den mailadresse er Esbjerg@SOEMANDSKONER.DK
Medlemmernes mail kommer længere inde hvor der så skal et password til.
Sådan at dem der vil i Esbjerg afdeling kontaktes direkte
Der skal være bedre tjek på afdelingernes hjemmesider.
Der skal ikke gå måneder inden der sker noget på siden.
Vi forestiller os at der skal laves en skabelon over hvordan det skal stilles op.
Der er ikke færdig drøftet hvad vi gør med det der skal ud i skibene… Måske er nyhedsbreve løsningen. Flere ting er i spil.
Vi havde også en snak om Facebook. Det vil være Gitte fra Århus afd. og Formanden, der vil hovedsagelig være arbejdskraften der…
Mere på næste møde
På Landsgeneralforsamlingen i Vejle lavede vi en SWOT analyse (strenght, weakness, opportunity, threats) på vores forening.
I forlængelse heraf holdt foreningen et ekstraordinært Repræsentantskabsmøde i Fredericia den 1.11.08 for at arbejde videre med denne proces.
Her delte vi os op i 3 grupper.
Gruppe 3 beskæftiger sig med foreningens vision.
Gruppen består af: Aase Dyrhauge, Svendborg, Ulla Andersen, Odense, Hanne Grau, Frederikshavn, Hanne Mia Jensen, Holstebro, Anne Margrethe Retvig Jensen, Svendborg, Birgit Larsen Jensen, Vestsjælland.
Dette skrevet med kursiv er vores forklaringer til teksten, og altså ikke tekst, der skal med. Vi forestiller os hjemmesidens forside springer nye kommende medlemmer i øjnene med en klar vision for foreningen. Over visionen, vil naturligvis stå foreningens navn.
VISION:
At samle søfartsfamilier i et støttende og forstående samvær
At være et ansigt udadtil i søfartserhvervet
Vi ser foreningen med to ”formål”:
På individ niveau – altså for den enkelte sømandskone, hvor vi håber nogle udsagn om det at være sømandskone, vil få et potentielt nyt medlem til at tænke, her er noget jeg har behov for.
På samfunds niveau – for søfartserhvervet, hvor der lyttes til os.
Individuelt:
Her har vi valgt nogle udsagn relateret til, i nævnte rækkefølge, parforholdet, børn, socialt, kolleger, arbejdsplads:
Kender du det?
Frustrationer omkring afmønstring og påmønstring
Børnenes reaktion på afsavn
Ofte at møde manglende forståelse
Kollegernes undren
Fremadrettet planlægning kan være vanskelig
Vi kan:
Forstå det du har svært ved at sætte ord på
Udveksle erfaringer
Blive dit nye netværk
Samfundsmæssigt:
Vores ansigt udadtil:
Vi er en ressource i søfartserhvervet i kraft af erfaring og viden omkring søfartsfamiliens trivsel
Vi er den søfarendes bagland
Vi er med i forskellige søfartsrelaterede sammenhænge
Vi har internationale kontakter til andre søfartsfamilier
Under vores fremlæggelse af dette oplæg blev nævnt: Selvstændighed. Som sømandskone bliver man selvstændig. Vi mener ikke det vil få et potentielt medlem til at tænke, yes, den forening har jeg brug for, eller?... Men det kunne komme med i en mere uddybende tekst andet sted på hjemmesiden, for der er jo meget mere man kan sige om denne specielle livsform, på godt og ondt.
På togt med "Havhingsten af Glendelock" - ombord på Cable One.
Sidste år og i år, har det skib min mand er maskinchef på, været hyret som ledsagerskib til vikingeskibet Havhingsten, som er bygget på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Det er en rekonstruktion af et skib, der blev fundet i Roskilde fjord. Jeg var så heldig at få lov til, at komme med på begge togter.
Togtet skulle starte sidste år fra Roskilde nord om Orkneyøerne til Dublin. Og i år fra Dublin syd om England igennem Limfjorden og tilbage til Roskilde. Havhingsten er ca 30 meter lang og 4 m bred, og der var ca 60 mand ombord.
Ombord på Cable One var der 6 besætningsmedlemmer + mig, 2 fotografer fra BBC, 1 fra DR, en projektleder fra Vikingemuseet og hans søn Frederik på 11 år. Cable One skulle kun sejle med til Orkneyøerne, derefter overtog en Skotsk kutter togtet videre til Dublin.
Togtet startede den 1/7 2007, hvor Cable One lå og ventede på Havhingsten uden for Roskilde fjord. Det er et syn jeg aldrig glemmer, da Havhingsten kom sejlende for fulde sejl imod os. Derfra gik turen til Norge. Først til Kristiansand og derfra til en lille flække der hed Bålly. Her skulle dele af det Europæiske kongehus ,være med til, at indvie en nyrestrureret kanal fra vikingetiden. Det var i anledning af Dronning Sonjas 70 års fødselsdag. Efter indvielsen roede Havhingsten Dronning Margrete, Prins Henrik og Dronning Anne Marie ud til Dannebrog, der lå for anker uden for. Det var en stolt besætning der roede af sted med de kongelige.
Vi kom til at ligge i Bålly i 11 dage. Vinden var svag og i den forkerte retning. Tiden var lang for alle. Jeg hjalp kokken, gik nogle lange ture, og fik plukket blåbær, jeg brugte til kager.Vi var på tur til Mandal og Lindesnæs fyr i øsende regnvejr. Det var i hele taget en våd omgang i Norge. Endelig blev der lidt vind, og turen gik nordpå til Egernsund. Der lå vi et par dage. Endelig kom der lidt vind, så Havhingsten kunne begynde at krydse Nordsøen. Men vind var der for lidt af, så enden på det blev, at Cable One måtte slæbe Havhingsten et godt stykke. Det var en trist besætning på Havhingsten, for et af højdepunkterne var selv at sejle over nordsøen. Men endelig kom vinden, og de sejlede selv det sidste stykke til Orkneyøerne.
Cable One skulle kun være 10 timer på Orkneyø, derfra skulle de hjem på værft i Thyborøn. Vi fik set lidt på øen og et par pubber. Det var hårdt at tage afsked med de gæve vikinger, jeg må indrømme at jeg fællede en tåre da de alle stod på kajen og råbte hurra. Det var helt igennem en fantastisk tur.
EfterathaveovervintretiDublin museums gård, hvor den havde været udstillet,var Havhingsten klar til at sejle hjem igen. Cable One var med helt fra Dublin, men min mand skulle først påmønstre i Portsmouth den 11 juli. Det var dejligt at gense Havhingsten og dens besætning. Der var en del med fra sidste år, og nogle nye.
Portmoutherenhistoriskby.LordNelsons flagskib `Victory` , var vi ombord og se. Det var helt intakt, som om han lige havde forladt det. Det var sjovt at se. Der er også udkæmpet mange slag i første og anden verdenskrig, i kanalen ud for Portsmouth . Det er også Englands største flådehavn. En meget flot og spændende by.
Vi lå der et par dage og sejlede videre til et par småbyer inden vi kom til Lowestoft. Der skulle Havhingsten skifte besætning. Der kom 25 nye og det samme antal skulle hjem. Vi kom til at ligge der i ti dage, og ventede på den rigtige vind. De ville under ingen omstændigheder slæbes igen
Os på Cable One nød det rigtig. Der var også sommer i Lowestoft. De havde den flotteste badestrand,og en masse gode pubber. Det var det rene ferie for os alle. Alt godt får en ende. Endelig kom der lidt vind. Så var det af sted. De krydsede mod Holland, hvor vi overnattede i Dan Helder inden det gik nord på. Vi kom ud i det mest forfærdelige vejr, det regnede tordnede og blæste. De gæve vikinger var godtforkomnedavinåedeLimfjorden.Der skulle vi tageafskedmedHavhingsten. Den 4 August var vi ved Limfjorden,og den 9 august tog en del af os fra Cable One, til Roskilde for at modtage Havhingsten når den kom hjem.
Der var ca 10000 mødt op den dag. Der var et stort vikingemarked, dans og irsk musik, og vejret var nogenlunde. Det var et stort øjeblik, da Havhingsten kom roende ind og lagde til ved Vikingemuseet. Der var mange blanke øjne, da der blev sagt farvel.
For Cable Ones besætning og mig var det enfantastiskoplevelse,hvorvilærtemange dejlige mennesker at kende.
Sølvbryllup i Peru Fortsættelse fra Søhesten nr. 4.
Den nat i Cusco blev det min tur til at have turistmave, så det var ikke megen søvn det blev til. Men vi kom op til tiden, fik pakket de store kufferter, inden agenten hentede os, for at køre os til bussen, som skulle transportere os op til Titicacasøen. Han fortalte at turen ville vare 8 timer imod normalt 6, da bussen ville gøre stop 5 gange undervejs for museumsbesøg, fotos og ikke mindst strække ben. Da vi forventningsfulde sad i bussen, fortalte guiden, at turen ville tage 10 timer! Turen gik nu alligevel forunderligt godt. De sidste 5 timer kørte vi på en stor langstrakt højslette, men endelig nåede vi da Puno – byen vi skulle bo i ved Titicacasøen. Atter blev vi hentet af en agent, som kørte os til et dejligt hotel midt i byen. Hun foreslog os en heldagstur allerede næste dag, men den fik vi udsat til næste dag igen. Vi var godt trætte og møre efter den lange tur, og trængte til hvile. Også her mærkede vi den iltfattige luft, (om end det ikke var så slemt, som i starten.) Titicacasøen ligger over 4000 m over havets overflade!
Efter en rigtig god nats søvn, afleverer vi vores vasketøj på hotellet. Vi havde jo endnu næsten 10 dage tilbage af vores ferie, så det var rart, at få rent tøj igen. Vi spadserer ud i Puno. Luften er også her meget klar og frisk! Vi stiler mod søen, som jo var endnu et mål for denne lange tur. Vi bemærker, at her er folk lidt anderledes klædt end i lavlandet. Her bærer næsten alle kvinder den typiske bowlerhat og skørterne er mange. Men igen bliver vi overalt mødt med stor venlighed. På vores spadseretur kommer vi snart væk fra det noget turistprægede, og befinder os i lokalområdet med knap så pæne bygninger af forskellig art og de fleste bygget i lersten. Asfalteringen er ophørt, og der ligger meget skidt og skrald rundt omkring. Vi kommer forbi en lille frisørsalon, og sender min mand derind. Han trænger til at blive klippet, og hurtigt går en ung pige i gang med maskine, kam og saks! Sikken en frisure han fik, og den blev understøttet af en stærkt duftende brillantine! For alt dette måtte han af med 5 sol (10 kr.) Mens vi går i området, sætter en lille purk sig og forretter sin nødtørft midt i alt skraldet! Lidt forstemmende er det at se sådan noget, men det er jo så også en del af den måde mennesker lever på her! Ved søen kan man se, at der er ved at blive bygget promenader og andet, men her trænger nu altså også meget til at blive ryddet op og saneret. Peruanerne håber at Titicacasøen bliver udråbt til an af verdens 7 naturlige vidundere, for det vil jo angiveligt forøge turiststrømmen. Så i gang med spaderne!
Næste dag, var vi så på en spændende sejlads på verdens højst beliggende sejlbare sø!
Her besøgte vi de berømte sivøer, hvilket var fantastisk spændende. Her bor mennesker, som lever hele deres liv på disse øer, som de bygger af øens siv. Vi fik vist, hvordan sådan en ø bliver bygget, og højdepunktet var en lille sejltur i en sivbåd! Nu om stunder lever folket nok mest af turisme, men der fremstilles endnu mange produkter af sivene, og fiskeri er også en stor del af hverdagen. Ved de fleste beboelseshuse var der en solfanger, og et kig ind i husene afslørede, at Tv-signaler kunne modtages her. Jeg fandt aldrig ud af, om børnene gik i skole, men mener at de sejles til Puno et par dage om ugen. Efter endnu 2½ times sejlads besøger vi nu en naturlig ø. Her havde vi fået at vide, at øen fungerer som et slags kooperativ, hvor alle deler al indtægt fra afgrøderne og fra salget i en lille restaurant. Jeg var derfor noget forbavset over også her, at møde tiggende børn og voksne. Men øen er fantastisk smuk og ikke mindre er udsigten. Højt, højt oppe på øens midtpunkt lå den restaurant, hvor vi skulle spise frokost. Det var en drøj tur op, men absolut strabadserne værd. På restauranten fik vi udendørs serveret det dejligste måltid med grillet fisk, grøntsager og ris alt imens en øbo spillede på harpe for os. Her på øen går mændene med lange huer, (som minder lidt om de færøske), og mange af dem har selv strikket dem. Så var der jo lige den stejle nedtur, som trak tænder, men snart var vi atter på vej tilbage mod Puno.
Fra Puno er næste destination Amazonfloden. Vi flyver fra Puno til Lima, og derfra videre til Ichitos, hvor vi skal have en enkelt overnatning inden vi skal påmønstre MS Amazonas.
(fortsættes)
Nu skal vi have lidt havluft og skumsprøjt ind i sommerlæsningen og tro mig I bliver ikke skuffede, hvis I giver jer i kast med denne dejlige roman!! Eneste minus er, at den ikke gir læsning nok til hele sommerferien, for den er så velskrevet og spændende at man bare får lyst til at læse og læse. Så tag den med i flyet eller på togrejsen, og jeg lover jer: turen ikke vil føles lang.
Det er en fortælling fra Skagen. Velskrevet lokalhistorie, men (desværre) er historien, på nær de historiske kendsgerninger og et par enkelte andre "båre løwn", som forfatteren skriver i sit efterskrift men jeg kunne forestille mig, at den er bygget på sagn og legender om skibsbrud, overlevende, uventede graviditeter, og mørklødede unger. Historien udspiller sig i Skagen og selvom den har enkelte flash-forwards op til vores (og fortællerens) tid, så fortæller den en familiehistorie fra ca. 1902 og 60-70 år frem.
Hovedpersonerne er Ane og hendes søn Anton eller Tonny, som han bliver kaldt. Hans biologiske far er eneste overlevende efter briggen P.S.Penry s forlis i 1902, Frederic Porter, som efter undfangelsen forsvinder på mystisk vis. Hans forsvinden er romanens gåde og familiens hemmelighed. Sandheden og gådens løsning skal jeg ikke afsløre her - den må I læse jer til.
Romanen giver et rigtig godt billede af Skagens udvikling, af det barske liv på søen, af en kvindes kamp for at bevæge sig op ad samfundsstigen, af barske (sø)mænd og kloge kvinder.
Glæd jer !!
På Landsgeneralforsamlingen i Vejle lavede vi en SWOT analyse (strenght, weakness, opportunity, threats) på vores forening.
I forlængelse heraf holdt foreningen et ekstraordinært Repræsentantskabsmøde i Fredericia den 1.11.08 for at arbejde videre med denne proces.
Her delte vi os op i 3 grupper.
Gruppe 3 beskæftiger sig med foreningens vision.
Gruppen består af: Aase Dyrhauge, Svendborg, Ulla Andersen, Odense, Hanne Grau, Frederikshavn, Hanne Mia Jensen, Holstebro, Anne Margrethe Retvig Jensen, Svendborg, Birgit Larsen Jensen, Vestsjælland.
Dette skrevet med kursiv er vores forklaringer til teksten, og altså ikke tekst, der skal med. Vi forestiller os hjemmesidens forside springer nye kommende medlemmer i øjnene med en klar vision for foreningen. Over visionen, vil naturligvis stå foreningens navn.
VISION:
At samle søfartsfamilier i et støttende og forstående samvær
At være et ansigt udadtil i søfartserhvervet
Vi ser foreningen med to ”formål”:
På individ niveau – altså for den enkelte sømandskone, hvor vi håber nogle udsagn om det at være sømandskone, vil få et potentielt nyt medlem til at tænke, her er noget jeg har behov for.
På samfunds niveau – for søfartserhvervet, hvor der lyttes til os.
Individuelt:
Her har vi valgt nogle udsagn relateret til, i nævnte rækkefølge, parforholdet, børn, socialt, kolleger, arbejdsplads:
Kender du det?
Frustrationer omkring afmønstring og påmønstring
Børnenes reaktion på afsavn
Ofte at møde manglende forståelse
Kollegernes undren
Fremadrettet planlægning kan være vanskelig
Vi kan:
Forstå det du har svært ved at sætte ord på
Udveksle erfaringer
Blive dit nye netværk
Samfundsmæssigt:
Vores ansigt udadtil:
Vi er en ressource i søfartserhvervet i kraft af erfaring og viden omkring søfartsfamiliens trivsel
Vi er den søfarendes bagland
Vi er med i forskellige søfartsrelaterede sammenhænge
Vi har internationale kontakter til andre søfartsfamilier
Under vores fremlæggelse af dette oplæg blev nævnt: Selvstændighed. Som sømandskone bliver man selvstændig. Vi mener ikke det vil få et potentielt medlem til at tænke, yes, den forening har jeg brug for, eller?... Men det kunne komme med i en mere uddybende tekst andet sted på hjemmesiden, for der er jo meget mere man kan sige om denne specielle livsform, på godt og ondt.
Nu er det lige før jeg tror på at I vil noget med Sømandskoneforeningen - tak for et super møde i dag !
Vi har været 17 sømands"piger" samlet til møde om foreningens fremtid - alle gav hvad de havde i sig (og det var ikke lidt).
Vi opdelte os i 3 grupper, der arbejde med:
Foreningens visioner
Foreningens struktur
Foreningens blad/hjemmeside
Referat/opsumering vil blive lagt her på hjemmesiden i løbet af nogle dag.
Vær sød og give os lidt respons på det, vi er nået frem til.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/11-2008 Kategori (i):
Efterår 2008
Tak for sidst, til alle jer, der deltog på foreningensLandsgeneralforsamlingiVejle i oktober.
Jeg takker for valget og opbakningen. Jeg var længe om, at lade mig overtale til at tage 2 år mere, men en ekstra ordinær generalforsamling ville nok ikke have ført til en anden sammensætning af forretningsudvalg.
Tak til journalist Per Frederiksen fraSøfartensLedere,dereftergeneralforsamlingen gave os alle et spark, der vist til tider var af en sådan karakter, at vi hoppede lidt på stolen. Alle, der deltog, syntes det var godt at få sat ord på vores formåen eller mangel på samme !!
Vi arbejdede bl.a med en SWOT analyse. I en sådan analyse beskrives Styrke, Svaghed, Trusler og Muligheder. Ud fra dette har vi besluttet, at arbejde videre med foreningenoggøredenmeretidssvarende. Jeg håber at vi får noget rigtig godt ud af dette. Personligt syntes jeg der var rigtig mange gode ideér til en fornyelse, som vi alle var meget enige om ikke kan vente ret meget længere !
Tillykke til Kristen Carlsen, Ærø afd. der i år blev valgt som ”Årets Søhest”. Det var velfortjent, at valget faldt på Kirsten. Kirsten er vores Landskasserer og har i år 10 års jubilæum som kasserer i hendes lokal. afd.
Sømandskoneforeningen er nu også at finde på FACEBOOK - dejligt at ”møde” nye sømandskoner, der aldrig har hørt om foreningen. Her kan vi hurtigt kommunikerer ud hvad der sker i foreningen og på vores hjemmeside, som mange måske ikke kender.
Vi er blevet kontaktet af seniorofficersstuderende fra SIMAC, Niels Erik Rasmussen, der er i gang med sit sidste semester på skibsførerlinien og dermed også i gang meddetafsluttendeprojekt,skibschefsprojektet. Projektet omhandler trivsel og her vil Niels Erik Rasmussen gerne have hjælp fra Sømandskoneforeningen. Niels Eriker i gang med at lave en undersøgelse og hertil har han udarbejdet et spørgeskema som han gerne vil have vores hjælp til at udfylde. Skemaet ligger på vores hjemmeside www. soemandskoner.dk håber I vil kigge forbi og udfylde det. Jeg syntes det ser rigtig spændende ud.
Lykkelige mennesker ved ikke, at de er lykkelige. Vi ser kun lykken, når den kommer eller går.
Carl Erik Soya
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/11-2008 Kategori (i):
Her en sen aften, hvor jeg egentlig burde gå i seng..
Vælger jeg at lægge et lille indlæg, som gerne skulle være en tråd til de andre indlæg :)
I Århus Afd er vi meget opmærksomme på, at der skal være plads til alle.. Yngre, ældre, små børn og teenagere. Derfor forsøger vi, at lave planer lidt ud i fremtiden.. Når vi mødes med "Rollingerne" er det som regel altid en Lørdag el Søndag - fordi det helst skal passe alle dem, som arbejder og har en lidt for hektisk hverdag :) Voksen møder.. Som vi har haft en del af.. Plejer vi vores krop, fx på kosmetolog skolen.. Går i bio.. Vi har holdt PumpDeLux party.. Vi har holdt vores "Berømte & Berygtede" D-Party. . Vi har lavet juledekorationer (hvor rollingerne var med) En jule aktivitet, som ligger og venter på os i Dec.. Er at vi skal mødes ved Britt. Så skal vi låne et skole køkken og julebage.. Dette er bare et lille udsnit af vores aktiviteter :))
Som et forsøg, har vi indført.. At hvert andet år, skal vi på et WellNess ophold :) Forrige år, var vi på Rømø.. Fra Fredag til Søndag.. Hmmmm - skal skåne jer for en masse beskrivelser.. MEN vi gjorde os helt sikkert BEMÆRKET *G* DET meste, der var WellNess for os den weekend, var vist ALT, hvad der kom gennem gangen af sprut :))
Vi holder øje og og tager hånd om hinanden.. Vi har forståelsen for, at nogen gange er der en el to - som har KÆMPE overskud.. For så måske i en periode at være lidt OFF :)
Når vi har nye medlemmer i Århus Afd, kobler vi en af de personer på, som har været i længere tid i foreningen (og som har overskud) til at tage sig af den nye.. På den måde, får den nye en ordentlig velkomst.. Og så er det måske ikke så svært at komme med til møder el andet, når der er mindst en, som man har haft kontakt med :)
Om mindre end en uge.. Skal vi have et møde i Århus Afd. Der er lagt op til kaffe og kage - og så indeholder den debat, om Landsforeningens fremtid :)
Ingen tvivl om, at VI er nød til at sadle lidt anderledes.. OG vi skal have fat i de yngre "Sø-Sild".. Jeg håber og satser på, at det bliver en rigtig god debat. Jeg håber inderligt, at vi kan se, hvad der skal til på sigt.. For at foreningen vil forblive.. Dette siger jeg, fordi jeg har nu været med til fl sammenkomster, når der har været Landsgeneralforsamling.. Jeg synes, det er herligt, at møde, hygge og snakke med andre som er i den samme "Båd" som mig :))
Kære Ida.. Du er mere end velkommen til, at byde ind på vores aktiviteter :)) Du kan til hver en tid konktakte Tina Rosenborg, som er formand.. Eller mig, som er næstformand - og høre, hvilke aktiviteter vi har ude i fremtiden :)
Mødet starter med at jeg kommer mere end 1 time for sent……
Jeg havde nemlig helt svedt ud, at vi til afveksling skulle mødes i Esbjerg, i stedet for i Fredericia, som vi plejer! Havde jeg læst den første mail ordentligt, havde jeg undgået denne fadæse. Hvorom alting er… vi fik et godt og inspirerende møde, ganske som vi plejer:
Det er hvert år, at vi mødes den 10.10. kl. 10: forskerne i søfartsmedicin ved Center for Maritim Sundhed og Sikkerhed (CMSS) i Esbjerg, vores Landsformand, Charlotte Munk, Ulla Pedersen fra Sømandskoneforeningen af 1996 og undertegnede.
Dog sprang vi over sidste år, da vi ikke havde noget aktuelt til fælles at snakke ud fra. Og i år var Charlotte Munk desværre forhindret pga arbejde.
Fabienne Knudsen, seniorforsker - er den trofaste genganger, Olaf Jensen, seniorforsker - ligeså, trods han har slået sig ned i Panama. I år var så tiltrådt to nye forskere: Lulu Hjarnø og Sisse Grøn. Lulu fortalte om sit projekt ang sundhedsfremme blandt søfolk, som er i samarbejde med Søfartens Arbejdsmiljøråd, og foregår hos Esvagt og Royal Arctic Line. De får mange værdifulde og interessante data omkring sømandens livsstil, både ude og hjemme: Hvad spiser han på søen, og hvad spiser han hjemme? Får han mere eller mindre motion til søs frem for hjemme? Er der andre faktorer der spiller ind på sømandens livsstil og trivsel? Hvilken rolle spiller sømandskonen på sømandens livsstil og trivsel?... Giver hun efter, og ”lader ham” spise løs af usund mad, og hænge i sofaen, for endelig kan han vælge sin døgnrytme, kostindtag med mere – selv!? Stresser det ham at være hjemme eller er det her han rekonvalescerer? Er der helt andre forhold der gør sig gældende? Hvad er afgørende for sømandens trivsel? Hjemme? Til søs? Lulu overvejer at medinddrage sømandskonerne. Men det hører vi nok mere om, hvis det bliver aktuelt.
Fabienne og Sisse går nu i gang med et projekt, der har ligget i støbeskeen længe. Det handler om, at finde årsagen til at filippinske søfolk har lavere rapporteret ulykkes frekvens til søs end danske søfolk. Er de mere forsigtige? Fordi de ikke har noget socialt sikkerhedsnet, hvis det går galt? Eller ligger der helt andre årsager til grund?
Olaf har afsluttet et projekt, hvor man udleverede særligt skridsikre støvler til fiskere, ud fra det faktum, at de fleste ulykker til søs (både i fiskeriet og handelsflåden) skyldes glid og fald på dæk. Fiskerne tog godt imod støvlerne, men Olaf havde det indtryk, at når de er slidt op, køber fiskeren igen de billige, og glatte, gummistøvler nede i Netto, i stedet for de skridsikre til ca. 600,-kr. Trods mange fiskere deltog i projektet, var det ikke nok til statistisk at fastslå om det mindskede ulykkesfrekvensen. Olaf er begyndt at undervise i arbejdsmiljø på universitetet i Panama. Samtidig interesserer det ham, hvorfor Panama registeret er så populært i skibsfarten. Er det færre regler/keep it simple? Eller helt andre faktorer? Det bliver spændende om Panama omvender en dansk forsker i søfartsmedicin, eller noget helt andet.?... Olaf var også interesseret i at vide, om søfolk får mulighed for at hvile ud, når de påmønstrer efter en lang flyvetur øst-vest og har jetlag? Jeg kunne kun sige, at det ikke var mit indtryk, men at kolleger forsøger at tage hensyn til det, hvis der er mulighed for det. Der findes ikke rigtig nogen forskning i denne problemstilling. Dog ved man at ulykkesfrekvensen blandt søfolk er højere lige efter påmønstring generelt. Man kender dog ikke årsagerne.
Sisse talte om at komme på medsejlads, for at lære kultur og erhverv at kende. Det prøver vi at arrangere.
Et godt og inspirerende møde, og det er rart at nogen finder vores viden værdifuld. Sømandskoneforeningen har bestemt sin berettigelse og en rolle at spille i erhvervet.
Center for Maritim Sundhed og Sikkerhed har hjemmeside på: www.maritimmedicin.dk
Hold da op der er gang i den, siden vi har været af sted på landsgeneralforsamling. Det hjalp da noget at der blev talt med store bogstaver og Per Frederiksen hjælp os, vi blev alle gjort opmærksom på alvoren i vores forening, det er en fælles opgave og et fælles ansvar, vi fik hvis alle noget at tænke over, og faktisk ikke kun noget at tænke over, men også noget vi SKAL gøre noget. Jeg kan tydeligt se på hjemmesidens aktivitet at nogle gør noget og det er da dejligt.
En STOR særlig tak til Charlotte Munk fordi hun lod sig genvælge og til Per Frederiksen fordi han fik rusket op i os og vores forening.
Tina Rosenborg
Webmaster
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 8/10-2008 Kategori (i):
Min første Generalforsamling i "Sømandskoneforeningen af 1976".
Jeg har kun været medlem af Århus Afdelingen i et års tid - men jeg har og har haft megen fornøjelse af denne forening.
Det var derfor en sand fornøjelse for mig at ankomme - til både meget kendte - lidt kendte - og helt nye ansigter.
Det er så dejligt fordi, selv om vi ikke kender hinanden, så har vi 1 ting til fælles.
Et meget varieret liv - laaang tid helt alene på fronten derhjemme - og tid med vores mand hjemme næsten i døgndrift resten af tiden.
Vi har ikke ondt af hinanden - synes formentlig alle at vores liv er nok specielt - men også rigt og ikke mindst lære-rigt.
Vi kan selv alle sammen - og personligt mener jeg, at vi var en forsamling ef "seje koner" - der på trods af en solid aldersforskel fra den yngste til den ældste - har noget til fælles - noget som kan være ret svært at finde hos andre med et helt almindeligt liv.
Selve General-forsamlingen var vist nok noget turbulent :o)
Men det er sådan nogen jo af og til, og da foreningen blev startet for 32 år siden, var der nogen (incl. min selv) der nok mente at tiden var kommet til lidt fornyelse.
Debatten var livlig - noget af den forstod jeg ikke så meget af, mest fordi den omhandlede personer jeg ikke har den fjerneste anelse om hvem er.
Men det der rigtig ramte dybt hos mig, var den dybe forståelse der er for hinanden.
Der er ikke megen af den slags i samfundet, så det gør rigtig godt at være landet et sted hvor det er bevaret.
Efter den hede diskussion, hvor lokalet ind imellem lød som en kalkun-farm............. :o)
Var der spisning - en glimrende middag - vi havde "tyv-startet" lidt - os fra Århus.....
Havde lige hældt lidt af Tinas hjemme-gjorte drinks ned - i rasende fart, for tiden var knap....
Rent personligt er jeg ikke så godt til stærk spiritus, så bunden var lagt inden middagen....... :o)
Da vi havde spist, var tiden kommet til de sidste gevinster i vores amerikanske lotteri - de rigtige "voksen" gaver var gemt, fordi det er bedst med en lille "fjer på" når den slags fordeles.
De blev udloddet - og naturligvis var hovedgevinsten landet hos en der "passede lodder for en anden der var taget hjem" - så kan vi jo tro på det eller lade være......... :o))
Så var der Line-dance - - - - det var sjovt........ Overvejer faktisk om jeg skulle forsøge at presse det ind i en travl hverdag - mellem det andet jeg også dyrker.
Virkelig morsomt - sikkert ikke mindre morsomt når vi nu havde drukket en hel del rødvin til maden.
Efter line-dance var der tid til snak - rigtig hyggeligt.
Jeg er helt sikkert med igen til næste år - Har sjældent været blandt så mange "seje tøser" der bare tager tingene oppefra og ned.
Kan kun opfordre andre til at møde op - vi har det sjovt - vi hygger os.
Og ikke mindst - så behøver vi ikke forklare en disse - Dem der har manden hjemme er heldige - dem der lige har sendt ham ud, er lidt heldige - og os der venter på han snart kommer hjem...........
Vi er osse heldige - for så er der ikke så længe til mere.
Alt det ind imellem - det kan vi snakke med hinanden om - Det er det skønne ved denne forening.
Mange tak til jer alle for denne gang - håber ikke der går ret længe inden vi ses igen.
Hvilken påvirkning/indflydelse det har på den søfarende og dennes familie/kæreste
Hej alle,
Jeg er en seniorofficersstuderende, der er i gang med mit afsluttende projekt, skibschefsprojektet på skibsførerlinien.
Jeg har i mit skibschefsprojekt valgt at undersøge hvilken påvirkning/indflydelse det har på den søfarende og dennes familie/kæreste, at vedkommende er væk i længere perioder ad gangen, flere gange om året. Jeg kigger både på, hvorledes den søfarende har det med at være væk fra familie og evt. kærste, men også hvorledes familie og evt. kæreste har det med at vedkommende tager til søs.
Selve undersøgelsen foregår dels ved udfyldning af et spørgeskema, men også ved personlige interviews af enkelte personer i målgruppen.
Det er i forbindelse med spørgeskemaet, at jeg skriver til jer. Jeg håber, at i både har tid og lyst til at at svare på det vedhæftet spørgeskema og dermed give en hånd med til at belyse problemstillingen.
Niels Erik Rasmussen
Ved Store Dyrehave 34, 1.th
3400 Hillerød
Spørgeskemaet kan afleveres til og med d. 2.november 2008.
Jeg kan ligeledes kontaktes på følgende nummer: 29938630 i tilfældet af, at der skulle dukke evt. spørgsmål op.
Spørgeskemaet er lavet i word, hvilket betyder at hvis man vælger at svare på spørgeskemaet via e-mail, så kan man ikke sætte kryds i afkrydsningskasserne, men er nødt til at gøre det ved siden af.
Kilde/ forfatter: Niels Erik Rasmussen, Dato: 6/10-2008 Kategori (i):
Tillykke til årets "Søhest"
Tillykke til Kristen Carlsen, Ærø afd., der i år blev årets "Søhest".
Kirsten er kasserer i både Landsforening og i Ærø afd. Kristen yder et stor stykke arbejde samtidlig med hun i sin lokal afdeling altid møder- og støtter op til divers arrangementer.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 5/10-2008 Kategori (i):
Medlemsundersøgelse Sømandskoneforeningen af 1976
Kære medlem,
Som du sikkert/måske har fulgt med i, har der i de sidste nummerer af “Søhesten” været debat omkring hvorvidt “Søhesten” stadig skal udkomme som blad eller om vi er så langt fremme i cyber tiden, at vi i foreningen skal arbejde frem til udgivelse vores lille medlemsblad på vores hjemmeside.
På vores repræsentantskabsmøde, den 30. August blev dette emne naturligvis også debatteret på en god og meget saglig måde. Udfaldet af debatten blev at vi vælger at lave denne medlemsundersøgelse, som vi håber du har tid og lyst til at bruge den tid det tager at svare din repræsentant på medsendte spørgsmål.
Vi har diskuteret omkring hvad vores altid venlige annoncører vil sige til, at deres annonce nu kunne findes på vores hjemmeside og ikke i et blad. Vi er af den mening at, der vil komme mange flere lokale annoncører. Som eks. Kunne den lokale tømrere eller mure have stor glæde af en annonce på en hjemmeside for Sømandskoner !
Vi er selvfølgelig bevidste om, at vi har en del ældre medlemmer, for hvem dette spørgsmål ikke er aktuelt - og til dem vil bladet kunne printes og sendes med post.
Hvad med blade til skibene ? Ja vi er opmærksomme på, at ikke alle rederier er så langt fremme, at de kan modtaget bladet via mail, men de rederier, der modtager flest blade, er i stand til, at modtage via mail. De skibe der endnu ikke kan modtage mail, ville være overkommelig at printe et blad og sende via post.
Et andet spørgsmål vi igennem længere tid har diskuteret på vores Repræsentantskabsmøder, er vores navn “Sømandskoneforeningen af 1976” - Sømandskoner, ja det er det vi er - men den nye generationer af sømandskoner har ikke lyst til den betegnelse og skal vores dejlige forening bestå, må vi nok også til at tage stilling til en fornyelse på dette område. Forslag til ændring af havn finder du på næste side. Flere forslag modtages med tak
Vi håber meget, at du tilkendegiver din mening om ovenstående. Disse emner vil også blive debatteret på Landsgeneralforsamlingen i Vejle, den 4. og 5. Oktober.
Besvarelser kan sendes til følgende e-mail: Charlotte Munk
Med venlig hilsen
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/10-2008 Kategori (i):
CELEBRATION OF THE IMO WORLD MARITIME DAY PARALLEL EVENT IN GREECE (ATHENS AND GALAXIDI)
(19 to 21 September 2008)
The IMO Council having accepted, at its twenty-fourth extraordinary session in November 2007, the offer of the Government of Greece to host the 2008 World Maritime Day "parallel" event, the Secretary-General of the International Maritime Organization and the Minister of Mercantile Marine, Aegean Sea and Island Policy of Greece are pleased to announce that celebrations will be held in Athens on 19 September and in Galaxidi on 20 September 2008.
The Athens event will be held at the Evgenidio Foundation building on Friday, 19 September 2008, and will focus on this year´s theme "IMO: 60 years in the service of shipping". It will comprise:
a.m.: Speeches on the year´s theme delivered by Members of the Greek Government, the Secretary-General, the Chairman of the IMO Council, the Heads of international shipping organizations, ITF, the Hellenic Chamber of Shipping, the Union of Greek Shipowners and the General Secretary of the Panhellenic Seamen´s Federation; and
p.m.: A round table discussion involving the Chairmen of all IMO Committees (on Maritime Safety, Legal, Marine Environment Protection, Technical Co-operation and Facilitation) and a United States Coast Guard representative, followed by a question/answer period.
The second event will take place at Galaxidi* (where participants will be transferred by sea or land courtesy of the organizers) on Saturday, 20 September 2008. It will, in the main, consist of the Unveiling of the International Memorial to the Wife of the Seafarer ceremony to be performed by His Excellency the President of the Hellenic Republic.
For Sunday, 21 September 2008, a tour of the Galaxidi Maritime Museum is planned to be followed by a sightseeing tour of, and lunch at, Delphi (courtesy of the Hellenic Tourism Organization) before the participants are transferred back to Athens.
The Secretary-General of the International Maritime Organization and the Minister of Mercantile Marine, Aegean Sea and Island Policy of Greece are pleased to invite you to join them in celebrating this year´s World Maritime Day parallel event in Greece. A Registration Form is attached, which should be completed and returned to the addresses indicated therein.
The Secretary-General of the International Maritime Organization and the Minister of Mercantile Marine, Aegean Sea and Island Policy of Greece look forward to welcoming you in Athens and Galaxidi.
Alle, nogen, enhver og ingen. Det var et vigtigt job der skulle udføres. Alle blev bedt om at gøre det, og alle var sikre på at nogen ville gøre det. Enhver kunne have gjort det, men ingen gjorde det. Nogen blev sure da det jo var alles job. Alle mente at enhver ikke ville gøre det. Til slut beskyldte alle nogen for, at ingen havde gjort, hvad enhver kunne gøre.
Tænk over det og gør det selv inden andre beskyldes.
Så er Sømandskoneforening af 1976 på Facebook. Håber vi ad den vej kan komme i kontakt med rigtig mange sømandsfamilier.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 30/8-2008 Kategori (i):
Kære medlemmer
Som ordene flyder, sidder jeg godt plantet på en solvogn, tæt ved "Pool 1" på Robert Maersk. Solen skinner, havet er skønt og der styres mod Ravenna i Adriaterhavet. Det er tid til fordybelse og afslapning ind imellem kokkens mange tryllerier. Derfor har jeg, velforberedt til rejsen her, taget de sidste to numre af Søhesten med, vel vidende at jeg gerne vil give mit bidrag til debatten, i form af dette lille indlæg. Dette er min kommentar til Aase´s debatoplæg i nr. 2, samt Ilse´s tilbagemelding i nr. 3. Jeg ønsker ikke at skyde med skarpt, blot vil jeg give min forbeholdne ærlige mening tilkende.
Det drejer sig mest om distributionen af bladet, hvor jeg mener det er spild af penge, at lade så stor en del af foreningens økonomi gå lige ned i Post danmark´s lommer.
Hvad får vi for alle de penge? 6 små blade om året!! Er det det værd? Det er jo det spørgsmål, vi skal forholde os til..
Går foreningen nedenom og hjem, hvis vi i stedet for, at give Post danmark penge, opdaterer foreningen for den økonomi og udvider vores hjemmside til et sted, hvor vi kan gå hen og læse Søhesten, når vi har tiden og samtidig kan besvare de emner der kunne bruge et håb, en mening eller blot en enkelt lille kommentar... Som det ser ud i dag, læser jeg søhesten hen over køkkenbordet, det vil sige den tid det tager at styre kartofler i kog… Bladet bliver lagt ind til sofabordet, men så kommer det heller ikke videre. Når jeg i stedet sidder foran computeren, har jeg god tid og vælger hvad jeg vil læse. Da kunne det være et fortrin, også at kunne besvare eventuelle debatoplæg med det samme, istedet for at skulle skrive det til redaktøren, håbe på, at det kommer med og så ellers vente en måned eller halvanden på, at det bliver sendt. Sikke en skøn hjemmeside vi kunne få os, måske endda lave et debat rum.. Jeg tror endda vi kunne rekruttere nye medlemmer. !!!! Jeg tror -hvis vi skal overleve som en forening af tiden – skal vi opdatere os
Er det ikke ved at være et spørgsmål om Fornyelse, Nødvendighed, Engagement, Beslutsomhed, ærlighed. Pas på vi ikke nedlægger os selv.
Robert Maersk´s besætning består i skrivende stund af 23 ombordværende søfolk. Heraf 7 danskere hvoraf de 2 er aspiranter. Hvis Søhesten udkommer som netpost eller bliver end del af det i forvejen udsendte materiale under betegnelsen nyheder, vil samtlige få læst vores artikler, hvor kun 3 ud af de adspurgte læser den som den udkommer for nuværende..
Som Aase skriver omkring annoncering, er min mening den samme, vi mister ingen sponsor / annonce kroner. ( man kan jo lave en undersøgelse). Der er også økonomi i at have andres links på hjemmesiden...
Hermed håber jeg, at rigtig mange vil overveje deres mening samt give den tilkende på vores kommende landsgeneralforsamling.
Jeg håber på en god, saglig debat.
Mange hilsner og på gensyn
Fortsættelse fra sidste nr. af Søhesten.
Vi besluttede, at vi skal ud og se verden i stedet for at få barn. Vi besluttede, at vi først skal til Australien. Vi kørte på biblioteket og lånte bøger, regnede på, hvor mange penge turen kunne komme til at koste. Snakkede om, hvad vi ville se, og hvor længe vi ville være af sted, hvilken årstid der er bedst at rejse på. Planlægningen var godt i gang. MEN en nat vågnede jeg med et sæt, satte mig op i sengen og råber ” Carsten vi skal forsøge at adoptere et barn, for ellers kommer vi til at fortryde det senere i livet” Sømanden svarede ”Nå”, og vi sov videre. Resten af natten sov jeg som en sten. Næste dag snakkede vi adoption længe, og blev enige om, at det vil vi. Vi går på nettet for at se på hvilke lande, vi kan få barn fra, og blev meget hurtig enige om Kina. Første skridt er at ringe til Amtet og få adoptions ansøgningspapirerne tilsendt. Det går let, papirerne kommer. Vi går i gang med at indhente en masse attester. Vi skal have helbredsattester, straffeattester, kopiere lån på hus, bil m.m , bo-steds attester for de sidst 5 år, attest på at vi ikke skylder kommune eller staten penge, vielse- og dåbsattester, og sidst men ikke mindst skal vi udfylde en masse papirer om os selv . Det største chok kommer, da jeg skal betale min helbredsattest, den koster 1350 kr, hvorimod Sømandens koster det halve, lægerne må selv fastsætte prisen på disse attester, og de ved godt, at vi betaler, og adoption koster mange penge. Jeg sender alle papirerne midt i oktober 2006, og vi er i gang med Fase 1. I fase 1 skal vi til en samtale i Amtet hos en sagsbehandler. Det kommer vi midt i november 2007, som det sidste par i Storstrøms amt. Den dag vi kørte til Vordingborg, var jeg meget nervøs. sømanden tog det stille og roligt, hvad ville sagsbehandleren spørge om? Samtalen gik godt, sagsbehandlerne var meget venlige og lette at tale med. Vi kunne nu køre hjem og vente på at vores sag kom op i samråd, og blive godkendt til Fase 2. Det svære kom, da godkendelsen lod vente på sig, samrådet ville have nogle ekstra attester på os, og det tog ½ år at få dem. I mellem tiden var amterne blevet nedlagt og blevet til Regioner, det var også medvirkende til, at tiden gik. Ventetiden bruger vi på at kommer til Informations møder hos de 2 adoptionsbureauer, der er i Danmark, AC og Danadopt. Vi vælger Danadopt, da vi syntes, de tiltaler os mest og giver det bedste indtryk. Samtidig gik vi rundt og tænkte, hvad hvis nu vi få afslag på vores ansøgning, det giver en del frustration, og bekymringer. Tiden går og jeg nærmer mig med hastige skridt de 40 år. Endelig 1. juni 2007 kom der brev fra Region Sjælland, aldrig har jeg været så nervøs for at åbne et brev som den dag. Vi er godkendt til Fase 2. Lettelsen var stor, endelig er vi videre i vores adoptionssag, og kan komme på adoptionsforberedende kursus. Sømanden er selvfølgelig ude at sejle, og jeg fejrer det alene, og køber 5 børnebøger, noget måtte jeg bare gøre. Jeg ringer til Familiestyrelsen og melder os på adoptionsforberedende kursus sidst i august og midt i september. Vi er glade og forventnings fulde, og ved nu at vi er 97% sikker på at blive godkendt i Fase 3. Men der er atter et STORT MEN. Mærsk beslutter, at Carsten skal udmønstre sidst i August, og de vil ikke lade Carsten blive hjemme 3 uger ekstra, så vi kan få taget det kursus. Vi skal begge deltage på samme kursus, og mister vi een kursusdag,skal det hele tages om. Det koster 3000kr at deltage på disse kurser. Langt om længe er der et kursus, hvor Carsten er hjemme. Kursuset ligger i Tisvildeleje , og de der deltager er fra Københavns området. Kurset består af et weekendkursus med overnatning og 1 kursusdag 3 uger senere. Vi kommer på weekend kursuset og 2 dage senere ringer Mærsk, Carsten skal på job 5 uger for fortidligt. Jeg ryger som en turboraket op i det mørkerøde felt, og kalder både den ene og den anden for de værste gloser. Det hjælper( i øvrigt den eneste gang, det har hjulpet at blive så hysterisk), vi få forhandlet os frem til, at Carsten skal ud 5 dage efter den sidste kursus dag. Kursuset er spændende og meget lærerigt, vi sidder i rundkreds og er 10 par og 3 eneadoptanter. Der er på forhånd lagt et program med emner. Vi skal arbejde meget i grupper på kryds og tværs, sammen med vores partner og alene. Vi får snakket om det at være barnløs, hvad det har betydet for os som par, hvad vil det sige at være en familie med et adoptivbarn. Det er specielt i manges øjne ( Av tænkte jeg så er vi godt nok en meget, meget speciel familie, når vi også er en sømandsfamilie). Hvordan forholder vi os til at skulle modtage vores barn, hvordan får vi den bedste tilknytning til vores barn. Hvad gør vi, hvis vi får et barn med tilknytningsproblemer? Vi fik vendt mange problemstillinger på disse kursus dage, og vi var meget afklarede, om at vi skal adoptere. Nogle af deltagerne var stadigvæk i tvivl, og nogle par havde ikke afsluttet behandling for barnløshed endnu, og der med ikke opgivet håbet om at få deres eget biologiske barn. For at kunne ansøge om fase 3 i adoptionsforløbet, skal man have afsluttet behandling for barnløshed, det havde vi gjort inde i fase 1, så med kursusbeviset i hånden, kunne vi sende papirerne, og ansøge om fase 3. I et adoptionsforløb skal man være meget gode venner med tålmod, og kun vente. Fra vi havde sendt papirerne til stadsregionen, til vi kom til første samtale gik der 3 måneder, men ok Sømanden var jo alligevel ude at sejle i de 3 måneder, så der var ingen panik over det( Altså næsten) I fase 3 skal vi til 2 samtaler, den første er hos sagsbehandleren i stadsregionen, den anden samtale er et hjemmebesøg af sagsbehandleren. Første samtale gik rigtig godt, Carsten var meget forkølet og kunne næste ikke sige et ord, så det var naturligt, at det var mig der snakkede og fortalte om mit liv, hvorfor og hvad jeg havde tænkt, og vi havde tænkt, m.m, samtalen tog 2 timer. Hjemmebesøget gik godt, Carsten fik fortalt om sit liv, hvorfor og hvad han tænkte, og hvad vi tænkte. Sagsbehandlerne gik meget op i, om vi havde tænkt over, at jeg ville være alene hjemme i lang tid, om der var nogle, der kunne hjælpe mig. Det har vi tænkt over, vi vil finde nogle reservebedsteforældre . Det var 2 gode samtaler, der blev spurgt ind til om mangt og meget, men det var ikke grænseoverskridende på noget måde. De spørgsmål, der bliver stillet, er jo kun for at sikre sig, at vi er egnet til at adoptere, og ærlighed når man nu engang længst med. Vi fik besked på, at vores sag ville komme på samrådsmøde sidst i marts, og vi ville få svar rundt 1. april, men at sagsbehandleren ikke kunne se nogen grund til, at vi ikke skulle blive godkendt. Sagsbehandlerne ville skrive en rapport om os, den ville vi få tilsendt og kunne komme med kommentarer, hvis vi ønskede det. Vi får rapporten og læser den. Vi har kun ganske få kommentarer til den, som vi videresender 7. marts. Vi kan nu kun vente de næste 3-4 uger på, at få svar. Så vi venter og venter, bruger tiden på at snakke lande valg. Vi ved, at det ikke bliver Kina, der er ventetiden 3 år, Sydamerika er vi for gamle til, men ellers kan vi vælge alle andre lande. Det er meget svært, at skulle vælge, men vi har jo også lang tid endnu, inden vi får svar, og SKAL vælge land, så det haster ikke.( tror vi)
13. marts kommer jeg træt hjem fra job, og Carsten siger: prøv lige at læse brevet fra Stadsregionen, jeg spørger: hvad H--
-vil de nu, og er lige ved at blive småhys, men læser og læser, HVAD STÅR DER EGENTLIGT I BREVET??? Vi er GODKENDT, vi skal have BARN.
Vores barn kommer ikke med storken, men vi skal hente det i et land langt væk, men hvilket land???
Håber alle har haft en rigtig god ferie og nydt den dejlige sommer, der bare er gået alt for hurtig !
Vores lille forening har nydt sommervarmen og har vist været gået helt i dvale. Kan dog læse på hjemmesiden, at flere afdelinger har haft lidt aktivitet trods ferie.
I august deltager jeg på Søfartens Fremme, MSSM konference i Nyborg. Vi er blevet opfordret til, at deltage i en af sessionerne og talt omkring kommunikation mellem sømanden og hans familie. Danske Sømands- og Udlandskirke afholder også årsmøde i august, men der er jeg desværre forhindret i at deltage.
Jeg kan se, at indlægget i forrige nr. af ”Søhesten” giver anledning til debat, dejligt når vi får nogle synspunkter omkring forenings fremtid ”på bordet”. Jeg vil derfor også gerne opfordre flere til, at deltage i vores repræsentantskabsmøder. På disse møder får vi diskuteret mange ting og det ville være rigtig dejligt at høre meninger fra endnu flere. Repræsentantskabsmøder er åbne for alle, men kun repræsentanter og
forretningsudvalget har stemmeret. Næste repræsentantskabsmøde er ændret fra den 23. August til den 30. August. Mødet afholdes på Fredericia Sømandshjem kl. 11.30.
Der er indsneget sig en lille fejl i konto nr. vedr. indbetaling til Landsgeneralforsamlingen. Konto nr. er: reg. nr. 1551 konto nr. 0005305519. Vi beklager fejlen og de gener det evt. har medført.
Hanne Grau, næstformand deltager i turen til Athen som Danmarks Rederiforening var så venlige at påtænke Sømandskoneforeningen af 1976 med. Vi glæder os til at læse om hvad Hanne har oplevet på turen.
Er du lidt tolerant, er der mange mennesker der ikke tror, du forstår problemet. Merle L. Meachem
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 4/8-2008 Kategori (i):
Kommentarer til debatten (bladet Søhesten)
Det har været interessant, at læse Åses indlæg i forrige blad og Ilses besvarelse i sidste blad. Jeg syntes måske kommunikationen er lidt langsom, idet den foregår via bladet som kun udkommer 6 gange årligt. Det ville være sjovt hvis hjemmesiden gav mulighed for at fortsætte debatten mere aktivt.
Ilse skriver at bladet kan betegnes som foreningens hjerte, hvor man kan følge med hvis man ikke deltog på sidste møde. Det er jeg uenig i, for da bladet kun udkommer 6 gange om året kan der nå, at ske meget inden man læser om det i bladet næste gang. Her har hjemmesiden den klare fordel, at den kan opdateres allerede dagen efter et arrangement er afholdt og et pludselig arrangeret møde kan skrives ind i kalenderen.
Vores hjemmeside fungerer fint, men kan moderniseres meget og derved komme til at fungere endnu bedre og måske blive mere brugervenlig for dem som ikke er så meget inde i at opdatere på siden. Jeg er helt enig i, at der findes unge ildsjæle i vores forening, men unge ildsjæle ønsker også at arbejde på en moderne måde! Jeg kan godt forestille mig, at bladet afskaffes og der i stedet udnævnes en webmaster som er hovedansvarlig for hjemmesiden. Derudover skal hver lokalforening stille med et medlem, som kan hjælpe webmasteren og selv opdatere på den lokale del, som vi gør i dag. En del af de midler som i dag bruges til bladet kan måske lønne webmasteren? Vores sponsorer som i dag reklamerer i bladet kan være med på hjemmesiden med links eller/og reklamer.
Hvis man i dag ønsker at finde noget, søger man på nettet og en pæn moderne hjemmeside vil præsentere os godt. Inde på hjemmesiden kan ”Bladet” være sat op som en pdf-fil som kan sendes til skibene og evt. printes.
Jeg føler foreningen står på et lidt skelsættende sted. Derfor er det relevant at kigge indad, være kritisk og måske stille spørgsmålstegn ved vores eksistens. Det er trods alt den unge generation som skal føre foreningen videre, men det kan være svært hvis ”Plejer” fylder så meget at de unge skræmmes væk.
Vi har fra Fredericia/Strib/Kolding afdelingens hjemmeside lagt op til en diskussion om foreningens fremtid på Landsgeneralforsamlingen. Vi håber på stor deltagelse og håber på, at vi kan få en rigtig god debat med nye indspark og frem for alt en god tone!
Britt & Søren blev gift den 02-08-2008.
Vi fra Århus afdelingen ønskede dem hjertelig tillykke med brylluppet og god vind fremover.
Endnu engang tillykke fra os alle i Århus afdelingen.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 2/8-2008 Kategori (i):
Indstilling til Årets søhest
Vi vil fra Fredericia/Strib/Kolding afdelingen gerne indstille Lotte til at modtage Årets søhest. Begrundelsen er følgende: Lotte yder som formand i Landsforeningen et kæmpe stort stykke arbejde, har altid været meget engageret og repræsenterer foreningen flot udadtil. I vores lokalforening er hun formand, den som holder hjulene igang og hun har altid overskud til en snak. Hendes gode humør og engangement smitter godt af på os andre! Listen med positive ting er i det hele taget lang. Lotte er en skøn person, derfor har hun bestemt fortjent Årets søhest!
Ærø-afdelingen vil gerne indstille Kirsten Carlsen, Ærø, til Årets Søhest 2008. Kirsten har været med i bestyrelsen siden lokal-afdelingens start på Ærø i 1994, først som sekretær og siden 1998 som kasserer, altså 10 års kasserer-jubilæum i år! Hun har altid orden i papirerne. - I flere år har hun også været landskasserer. Kirsten deltager i stort set alle vores arrangementer. Som eneste medlem her er hun tilmeldt alle arrangementer med mindre hun undtagelsesvis melder fra. Hun er en god hjælp i bestyrelsen for hun har stort indblik i mange ting. Hun har sin egen måde at sige tingene på, lunt, men rammende. Så vi på Ærø synes at Kirsten fortjener Årets Søhest 2008
Århus-afdelingen indstiller hermed vores næstformand Gitte Bartholin, til modtagelse af årets søhest, da hun yder en indsats ud over det sædvanlige. Gitte har været næstformand i Århus afdeling fra opstart af og indtil nu. Hun har været en af de bærende kræfter i opstarten af Århus-afdelingen. Og siden har hun været tovholder i at holde foreningen samlet, og rusket op i os andre for opretholdelse af aktivitets niveau i vores afdeling. Gitte er god til at lægge ører til andre, når de har brug for det, og siger gerne sin mening, om der er enighed heller ej. Så vi ved altid hvor vi har hende. Ligeledes er Gitte god til at tilbyde sin hjælp til os andre, når hun selv har overskud, f.eks. at hjælpe os andre med vores børn. Trods svære overvejelser om forsat medlemskab i foreningen for et par år siden, forblev hun og deltog endnu mere aktivt i foreningens virke. Som formand af Århus afdeling er Gitte en god støtte og hjælp.
På Afdelingens vegne
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 1/8-2008 Kategori (i):
Sølvbryllup i Peru Fortsættelse fra Søhesten nr. 2.
Nu har vi hvilet ud og set os omkring i Cusco, som vi forlader for at besøge ”Den hellige Dal”. Vi lader dog de store kufferter blive på hotellet, da vi vil være tilbage om 4 dage. Så vi har blot pakket en ”lille” taske med tøj og toiletsager. Præcis kl. 9 bliver vi afhentet. Vi har på denne tur vores egen rejseleder og chauffør. Ren luksus! Målet er Pisac og Ollantaytambo, hvor der ligger et kæmpe militært inkakompleks. Af rejselederen får vi at vide, at vi vil få det mere behageligt, da vi nu når 500m længere ned i højderne. Vi kører i en dal langs floden Urubamba, mens vi betragter de afgrøder der dyrkes her. Mest majs! Urubambafloden løber på et tidspunkt sammen med andre floder, og ender med at blive til Amazonfloden, som vi jo senere skal sejle på. Så det var ret interessant at følge den. Vi kører stille derudaf, mens rejselederen fortæller om området, dets indbyggere og historie. Vi befinder os nu i det helligste af Inkariget. Lidt nyere historie kommer der dog også på, da vi ved et stop undervejs, bliver vist en kæmpe jordforskydning, som opstod ved et jordskælv i 1990. En hel landsby blev lagt i ruiner! Vi så på et marked (et af de sædvanlige) i Pisac, som er en lille landsby, som er klemt helt inde mellem bjergtinder. Mens vi sad og nød en lille forfriskning foran et lille udskænkningssted, forsøgte en gammel, gammel mand at komme i dialog med os. Det er ret svært, da ingen af os er det, der ligner ferm i spansk, men her taltes der den gamle inkadialekt. Han forsøgte at tegne i støvet på en bil, men hvad han i grunden ville, fandt vi aldrig ud af, men sød var han! Ved Ollantaytambo, som var et helt fantastisk bygningsværk, sandede de 3 af deltagerne i vores lille gruppe, at luften her var knap så tynd. De kravlede nemlig rundt på terrasserne sammen med guiden! Jeg holdt pause efter den 4. terrasse! Imens nød jeg så udsigten til de omkringliggende tinder og de vilde orkideer, som desværre ikke var i blomst på det tidspunkt. Vi skal overnatte på hotel i en lille by Yucay. Her er rigtig dejligt og værelset har 2 store senge! Der er ikke så mange attraktioner her, men naturen er fantastisk og det er sjovt at betragte især børnene, som leger med vandballoner. Det har nemlig lige været karneval, hvor byen har stået på den anden ende, og børnene har altså lov til at kaste med vandballoner. Men ellers slappes der af, og der gættes krydsord og soduko. I haven ved hotellet ser vi små kolibrier, som svirrer foran de mange blomsterkummer. Vi oplever også regn og torden, som varer det meste af en eftermiddag. Der er knald på, der mellem bjergene!
Nu går turen så mod Machupicchu. Udråbt sidste år til et af verden syv nye vidundere! Af hotellets chauffør køres vi til den nærmeste togstation. En tur på ca. 3 kvarter. Ved denne station samles alle backpackere og et specielt tog kører os til Aqua Caliente, som er endestationen før Machupicchu. Toget følger Urubambafloden og vi lægger mærke til, hvordan vegetationen skifter og bliver mere vildsom. Hotellet ligger lige op ad floden, hvilket vi syntes var fantastisk, men der var drøn på den (regntid) og den larmede
helt utroligt. Byen er en værre klondykeby, hovedgaden består af et sæt togspor
-et trinbræt beregnet for turister til Machu Picchu, hvilket kan mærkes på både priser og vekslekurser. I går var vi så på Machu Picchu -i strålende solskin, glitrende klar luft og små vatskyer. Vi hyrede en guide ved indgangen - efter anbefaling
-hvilket vi bestemt ikke fortrød. 2 timers excellent guidning - $ 40 i alt for os 4. Og det er vist, indtil nu turens højdepunkt for os alle. Det er lige så det rislede ned af ryggen og historiens vingesus sang i vores ører, ren poesi. Sikke en udsigt, sikke en utrolig ruinby. Om aftenen fik sømanden en af Perus nationalretter til middag. Stegt marsvin (den lille gnaver)!! Efter hans udsagn, var der ikke meget kød på den! Næste dag kiggede vi lidt rundt i den lille by, der som navnet lyder, rent faktisk havde varme kilder. Men ak, det hele var lavet til pool-bassiner, så det var ikke lige noget for os. Der var selvfølgelig mange hoteller og restauranter, og det var bemærkelsesværdigt at de kvindelige tjenere havde deres børn med på arbejde. De fornøjede sig med hinanden – og også her var der gang i vandballonerne! Vi fik ringet hjem og hørte nyt om det lille barnebarn. Det var fantastisk billigt at ringe til Danmark fra internetcafeerne i Peru. Ca. 2 kr. i minuttet! Sidst på eftermiddagen gik turen så med tog tilbage til Cusco, hvor vi blot skulle overnatte, for næste dag at skulle med bus til vor næste mål: Byen Puno ved Titicacasøen.
(Fortsættes senere)
Mange tak for opmærksomheden til vores Guldbryllup
Hej Sømandskoner
Mange tak for opmærksomheden til vores Guldbryllup siger vi til Esbjerg Afd. og
Ruth, Juliane, Ulla, Inge,Anne Marie, Alice, Mette, Birgitta, Heidi, Anette
Nanna, Eva - Fanø afd, Ilse -Fredericia afd, tak fordi i tænkte på os den dag.
Kærlig hilsen Bent og Benny
På krydstogt med det gode skib Infinity, Celebrity Lines
Da sømanden og jeg fandt sammen, vidste vi hurtigt, at vi ville have børn og helst i går. På det tidspunkt var jeg 36 år og sømanden 35år. Vi kan roligt sige, at mit biologiske ur tikkede meget hurtigt, og i dag ved man at efter 30 år bliver chancen for at blive gravid mindre og mindre.
Den første tid tog vi det, som det kom, for jeg blev jo gravid som alle andre, der ønsker sig et barn, gravid blev jeg bare ikke. Ingen grund til panik tænkte vi, men vi blev alligevel hurtig enige om, at få undersøgt hvorfor der ikke blev noget ønskebarn. 10 dag før vores bryllup kom svaret, det med at få barn på naturmetoden kunne ikke lykkes for os, vi skull have hjælpe.
Nå ja, ingen grund til panik, for nu kommer der jo barn, når vi når der til. Det næste halve eller nærmere 1 år går vi til et hav af undersøgelser, det tager LANG tid, fordi sømanden jo ikke er hjemme hele tiden. Når jeg skal være ærlig, håbede jeg, at der kom barn på naturmetoden i den periode, men der kom bare ikke noget barn.
Langt om længe kom vi til den sidste undersøgelse og fik den besked, at vi blev videre sendt til Holbæk Sygehus, der har de en afdeling for fertilitetsbehandlinger. JUBI og HURRA for nu nærmer vi os barnet.
På dette tidspunkt tager jeg med ud at sejle i 5 uger, og lige inde afrejsen møder jeg en tidligere kollega, der spørger ti,l om vi har fået barn, eller om jeg er gravid. Nej, der er ikke barn eller graviditet under vejs, men at jeg skal med jorden rundt i 5 uger. Hun svarer, nå men så bliver du jo gravid på den tur. Jeg havde mest lyst til at SKRIGE efter hende og hendes barnevogn, at vi får for _ _ _ ikke kan få barn, men går hjem og græder 7 tårer over det.
Vi må vente ½ år på første samtale på Holbæk Sygehus. Da vi endelig kommer der op, siger de, at de nok skal hjælpe os, og om vi vil have første forsøg nu. Vi takker nej til at have første forsøg pt, da vi havde købt hus dagen før, og skal bygge om, og flytte om 1½ måned. Sømanden skulle jo også på søen midt i det hele. Vi få en masse papirer med hjem, vi kan læse for at forberede os på forløbet.
Papirerne læser vi, og vi gør os mange tanker om det, vi skal igennem. Vi taler meget om, at vi kan være så heldige, at vi får tvillinger?Jeg er på det tidspunkt 38½ år. Vi overtager hus og snakker om, hvordan det vil være at have barn/børn i huset, og hvor børneværelset skal være, legeplads, og hvor barnet/børnene skal have deres legetøj i køkkenet. Vi glæder os til, at vi bliver forældre og har mange tanker i den tid. Det er i denne periode, at vi begynder at fortælle,at vi ikke kan få børn og skal i behandling for barnløshed.
Endelig kommer vi til den tid, hvor vi skal starte på vores første behandling for barnløshed. Vi glæder os og ønsker os tvillinger. De næste 4 uger står den på næse spray og hormoner, jeg bliver noget så hysterisk på 10. dagen, og har mest lys til at råbe og skrige efter alt og alle, men holder mig inde den dag ( Det går over i løbet af nogle timer). Jeg har produceret 4 æg ( senere finder jeg ud af, at det normale antal æg ligger på mellem10-30 æg), som tages ud, et går til grunde under udtagningen, så der er 3 tilbage. Sjældent har jeg været så nervøs som den dag, det gik jo godt. Æggene bliver befrugtet og skal ligge i 2 døgn, for at se om, de deler sig, som de skal. 2 døgn senere køre vi igen mod Holbæk, vi håber at de 2 æg kan bruges, så vi få tvillinger. Da vi kommer derop, er der kun 1 æg, som kan bruges. Men det ene æg kan jo nå at dele sig, så der kommer tvillinger (håbet er jo lysegrønt meget længe, også selvom fornuften siger noget andet).
Vi reger med at jeg bliver gravid, jeg får kvalme m.m., så håbet er meget stort og forventningerne kæmpe STORE. På 10. dagen sker der en forandring i min krop, og jeg ved godt, at jeg ikke er gravid, men skyder tanken væk, for jeg skal jo være gravid. På 12. dagen tager jeg en graviditetstest, som er negativ, men det gør ikke noget for det er jo først på 14. dagen, at den skal være positiv, men ak den er også på 14 dagen negativ, jeg er ikke gravid, og må ringe til Holbæk Sygehus og sige, at det ikke lykkedes.
1 måned senere skal vi have endnu et forsøg, som aldrig kommer i gang, fordi jeg har dannet æggeblærer til næste menstruation. På vej hjem i bilen pipper jeg forsigtigt ordet adoption, men vi bliver enige om at prøve igen om 3 måneder. Vi prøver igen, og denne gang er jeg meget påvirket psykisk, græder let og har ikke de store forhåbninger, om at det skal lykkes. Men jeg går i gang med næsespray og hormoner, allerede ved undersøgelsen inden jeg starter på hormonerne, er tingene ikke helt som de skal, men vi bliver anbefalet at fortsætte, dog efter 6 døgn på hormoner viser det sig, at jeg kun har produceret et lille bitte lille æg, som ikke kan bruges, og vi stopper forsøget. Jeg er meget dårlig både fysisk og psykisk, der går over en måned, inde jeg er mig selv igen.
Vi bestiller tid til en samtale på Holbæk Sygehus, hvor vi vil have ren besked, om hvor stor chancen er, for at vi får et barn ud af det. Den er til stede, og de vil gerne give os de 2 forsøg vi har tilbage, men vi skal tænke os godt om inden, vi beslutter os , og at der er andre måder at få barn på. Jeg svarer lægen, at vi næsten er sikre på, at vi ikke vil prøve igen. 2 måneder senere bliver jeg kaldt til samtale på Holbæk Sygehus, det viser sig, at jeg ligger på kanten til overgangsalderen, og vi har besluttet, at hvis vores chancer for et barn er meget små, vil vi ikke have flere behandlinger for barnløshed.
Vi afslutter vores behandlinger for barnløshed, vi får ikke et biologisk barn. Beslutningen er let, men vi er kede af det, og tænker og snakker meget, hvad skal vi så?????
Vi beslutter, at vi ikke skal have børn, men at vi vil rejse. Den første tur skal gå til Australien.
Fortsættelse følger……
Som tiden går, om ikke mange dage er vi igen ved Sankt Hans, og heksene står i kø for at flyve til Bloksbjerg – måske skulle man tage sig en tur i år
Jeg ser med spænding frem til dette nr. af ”Søhesten” skal havne i min postkasse. Har Aase´s indlæg i sidste nr. fået nogle op af stolene og frem til computeren for, at give deres mening til kende. Jeg håber, men har også min tvivl om, der kommer noget respons!
På sidste repræsentantskabsmøde gav jeg udtryk for, at jeg af personlige grunde ikke ønsker genvalg, men ikke ville lade foreningen i ”stikken”, og hvis der ikke kom andre kandidater ville jeg fortsætte til, en af jer fik mod på at overtage. Denne beslutning har jeg igen måtte tage op til revision, jeg har i den mellem liggende periode købt min partner ud af mit firma. Arbejdsbyrden er derfor ikke blevet mindre, og jeg må erkende, at jeg ikke kan få det hele til at gå op i en højere enhed. Mit hjerte har banket for ”Sømandskoneforeningen”, men jeg må erkende, at jeg ikke kan det hele. Jeg har det ikke godt med, at jeg måtte melde afbud til sidste møde i Handelsflådens Velfærdsråd p.g.a min arbejdsbyrde, og det vil jeg komme til at opleve gang på gang.
Vi har modtaget et sponsorat fra Danmarks Rederiforening, til deltagelse på IMO´s World Maritime Day, Grækenland den 19. – 21. September 2008. Baggrunden for denne henvendelse er at Danmarks Rederiforening i 2006 gave E. Mitropoulos Rederiforeningens Søfartspris. En del af dette beløb donerede han videre til opførelsen af et mindesmærke (International Memorial to the Wife of Seafarers). Qua forskellige yderligere bidrag er dette mindesmærke nu gjort færdigt og vil blive afsløretiGalaxidilørdagden20.September (se yderligere andet sted i bladet). Tak til Danmarks Rederiforening for at de har åtænkt ”Sømandskoneforeningen” med denne oplevelse.
Hermed de bedste ønsker for en god og solrig sommer til jer alle.
Husk repræsentantskabsmøde, den
23. august 2008
En ven er en der ved alt om dig Og alligevel holder af dig.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 24/6-2008 Kategori (i):
På krydstogt med det gode skib
Fredag, den 6. december 2007
Tidligt oppe og af sted til toget i Esbjerg. Vi havde 2 tunge kufferter og en lille let samt vor håndbagage. Tog en taxa til stationen, og gav os til at vente på vores togafgang. Kunne ikke rigtig forstå,hvorfor vores tog stod så langt nede på listen, indtil vi opdagede, at vi var kommet en time for tidligt af sted. Men det er dog bedre end at komme for sent. Togrejsengikfintogligeledesindtjekningen i lufthavnen. Vi havde god tid, så vi fik set allebutikkerne.FlyettilParisafgikplanmæssigt, ligeledes ankomst og afgang fra Paris. Det var en lang flyvetur til BA, vi fik sovet og blev betjent på bedste måde. Vel ankommet og ude af lufthavnen i BA blev vi i forhallen afhentet af vores guide Debbie og hendes chauffør. Undervejs til Hotel Sheraton fik vi fortalt lidt data om byen, fik forevist forskellige bygninger og berømte veje.
Vi blev uden besvær indlogeret og fik et værelse på 11. etage. Der var en flot udsigt overbyen,ogetlilleklokketårnligeudenfor vinduerne. BA er en pæn by med grønne parker. Eftermiddagen gik med strøgtur i gågaden Florida Street, lidt frokost i en lille restaurant, en "morfar" og igen af Florida Street, hvor vi i en sidegade fandt en Argentinsk restaurant og fik en dejlig bøf.
Vi synes, at det er billigt at handle i BA, men vi købte ikke noget videre. Der var mangedejligeudstillingsvinduer.Vivarinde i et stormagasin, Galerias Pacifico, der var megetsmukt,storemaledekupler,somien katolsk kirke. Det var de dyrere butikker og parfumerier, der holdt til her.
Lørdag havde vi aftalt at deltage i en bustur. Vores guide Nadia talte både engelsk og spansk. Deltagerne var fra mange forskellige lande. Vi blev kørt igennem flere forskellige distrikter og fik fortalt om historie og seværdigheder. Første stop var på Plaza de Mayo. Her ligger Casa Rosada, Evita Perons bolig, nu en regeringsbygning, hvorfra bl.a. den nye kvindelige præsident, Christina Kirchner, på søndag skal indsættes. Rundt omkring ligger andre flotte regeringspaladser og en park. Bagved strækker sig det gamle havnekvarter El Madero, nu moderniseret med promenade og fine restauranter. Vi kørte til La Boca, hvor vi gik en tur langs etstadion.Etstortanlæg,somargentinerne er meget stolte af. Det er holdt i skrigende gult og blåt og omgivet af souvenirbutikker med alskens sportsskrammel i hidsige farver. Selve området var ellers ret interessant med mangefarvede huse. Man kunne ikke undgå at se fattigdommen i kvarteret. Når man ser bort fra de flot malede huse var alt præget af forfald. Efter en kort pause her fortsatte vi med bussen et lille stykke vej, hvorefter vi blev sat af og af guiden ledt til et Open Museum. Det var en hel lille bydel med folklore. Husene her var også malet i skrappe farver. Der var placeret figurer på altaner og i vinduer, typiske mænd med cigarer og hatte, kvinder der falbød sig og berømtheder som fodboldspilleren Maradona, Evita m.fl. Der var udstillingsområder med farverige malerier og salgsboder med kunsthåndværk. Det hele var krydret med levende tangodansere. Der var opvisning med tango og musik. Overalt kunne man blive fotograferet med en pige eller en ung mand i typisk tangopåklædning. Detvarvirkeligetspændendeområdemed dets farverige og musikalske islæt.
Vi stod af bussen ved La Madero, hvor vi gik en dejlig tur langs de gamle havnebassiner, der nu er fyldt med store lystjagths og omgivet af moderne bygninger på den ene side og restaurerede lagerhaller og indskibningssteder på promenadesiden. Det var hyggeligt at spadsere her og få en bid mad. Vi gik hele strækningen mod vort hotel og måtteidennederste endepassere det endnu fungerende havneområde. Senere på dagen gik vi atter i Florida og til denkrydsendegågadeLavalle,hvorvispiste grilletlam.Ikkenogenoplevelse.Dervaret bjerg af kød, gennemstegt og tørt, hvortil der blev serveret kartofter. De var det bedste af det måltid, små nøddekartofter der var ristet med meget hvidløg. Vi havde pakket vores kuffert, inden vi gik i byen til aftenspadsereturen. Vi skulle sætte dem uden for vores værelsesdør kl. 8, hvor de ville blive afhentet til Infinity. Så skulle vi ikke selv tage os af den sag.
Søndag vågnede vi op til en kaotisk dag. Allerede på vej ned til morgenmadsrestauranten kunne man mærke, at det ville blive en heftig dag. Der var mange mennesker i loungen. Der var ankommet flypersonale, og der var allerede begyndt at være ophobning af bagage, både til indcheckning og udcheckning. Vi fik vores morgenmad og tjekkede om vore kufferter var hentet. Alle de andre var hentet, men vores stod der endnu. Etagepigen ringede ned og gjorde opmærksom på dette, og det skulle nok blive bragt i orden. Så gik vi en tur i de søndagsstille gader og hjem over Plaza de Mayo og La Madero. Det var blevet til en lang tur. Udenfor hotellet var der demonstration til fordel for Venezuelas præsident, som skulle ankomme til hotellet sammen med mange andre honoratiores, der skulle deltage i indsætningen af Argentinas nye præsident. Der var i den anledning også spækket med vagter og politi. Kl. var blevet 11. Nu var der virkelig kaos. Der var fyldt med mennesker og bagage overalt. Der ankom også folk fra 3 krydstogtskibe, sammen med alle de der skulle påmønstre var det en anseelig mængde. Efter at have været i det forkerte tjekindrum, fandt vi det rigtige og stillede os i en meget uorganiseret kø. Mens HP stod i kø ville jeg lige tjekke om vores bagage var bragt ned. Det var den ikke! Mens jeg var deroppe kom hotelkarlen og bragte den ned. Da vi var tjekket ind til Infinity og ud af hotellet, havde vi øje på vores bagage, der stod mellem mange andre. Vi var nu blevet usikre på, om vi overhovedet fik den bragt ombord. Da klokken blev hen ad 3, hvor vi skulle afhentes af Debbie, gik vi til congiergen for at få at vide, hvad der ville blive af vores bagage, da den stod mellem meget andet bagage, der ikke bar de samme labels som vore. Det kunne vi ikke få svar på, hvorefter vi efter nogen diskussion hev vore kufferter ud og trak dem væk. Vi måtte nu selv bringe dem til båden. Men så vidste vi jo også, at de ville komme med ombord. Vi måtte så også mase med den store bagage gennem indtjekningen, hvor vi atter var kommet ind i den forkerte kø, idet vi allerede havde de papirer, vi skulle have. Efter at være omplaceret skulle vi nu kun i Imigration og told, hvorefter der var noget personale, der tog sig af vor bagage, og vi gik ombord. Pu-ha. Sikken en dag. Men nu er vi ombord og har fået vort kammer, vi har været på rundtur for at finde os selv, vi har hilst på Anil, vores kammerboy og hans assistent. Vi har mødt vore nye bordfæller. Det var kun 4 af 8, der var mødt op til middagen ved vort bord. Men hvis alle havde været ude for sådan en dag, kan jeg godt forstå, hvis der ikke var overskud, og måske var de ankommet sent, og havde ikke fået bragt deres bagage op. Vi fik hvilet kroppene, spist lidt af den dejlige frugt, pakket ud og badet. Nu er vi helt veltilpas. Oplevelserne i BA er mange, og det er en pæn og dejlig by. Der er utrolig rigdom, og der er nok også en middelklasse, der har det OK. Der er mange pæne mennesker på gaden, klædt lige som vi er i Europa, fritidstøj og nydelige habitter. Men der er også stor fattigdom. På vejen ovenfor Madero, da vi kørte fra La Boca lå uendelige rækker med blikskure, som fungerede som en lille by med stor armod, skidt og affald. På forretningsstrøgene kom om søndagen mange børn, der tiggede, spillede sig til en skilling eller solgte småting.
Nogle børn var vaskede, men de fleste var utroligt snavsede. Der sad et sted en lille pige, ca. 5 år, på hug på fortovet med et glas vand foran sig. Hun var meget snavset, hun sad og vaskede sine hænder i vandet fra glasset, gned og vred dem for at få dem rene. Så snart hun opdagede, at hun blev fotograferet, rejste hun sig og rakte hænderne frem som bøn til en skilling.
Mandag morgen. I nat har vi sejlet den korte tur til Montevideo, og er nu lagt til kaj efter en stille og rolig sejlads. Vi har spist morgenmad, og kigger nu på regnvejret og vores havneanløb. Vi skal nok en tur i byen. Vi ligger i havn sammen med det norske krydstogtskib Norwegian Dream, der afgik fra BA nogle timer før os. Vi havde en stille gåtur op i Montevideo. Det er ikke nogen spændende by, velstanden blomstrer ikke her. Gader og huse trænger til en kærlig hånd. Vi gik ud til en læderfabrik, der hedder Casa Mario. Der var mange flotte lædervarer, tasker, hatte, handsker, overtøj, dejlige skindtæpper. Vi prøvede også en del, men som vi sagde til hinanden: vi mangler jo ikke noget, og det skal også slæbes hjem. Vi sad lidt på en fortovsrestaurant, en af de få, der var, og spiste calamares romano og drak en lille øl. Derefter vandrede vi tilbage til båden. Vi skulle sejle kl. 17, så vi havde lidt tid til at slappe af. Norwegian Dream var tilsyneladende kommet af sted til tiden. Kl. 18 var vi endnu ikke sejlet og kaptajnen meddelte os over højttaleren, at vi var blevet forhindret i at afgå, da der var sket en kollision i havneindsejlingen. Hen ad vejen blev vi underrettet om, at der var en pram involveret i uheldet, og den havde læsset nogle containere og en del biler af i sejlløbet. Vi kunne se den komme ind og vi kunne se ud over indsejlingen, at det norske krydsskib Norwegian Dream lå ude i indsejlingen. Der ligger også flere skibe derude, samt et krydstogtskib, der ligger og venter på at komme ind. De små skibe kan tilsyneladende passere forbi.
Tirsdag eftermiddag. Vi ligger stadig i havn. Det siges, at det er Norwegian Dream, der har været impliceret i uheldet med prammen. Den skulle have fået et hul i siden og er ved at blive evakueret, da den skal i havn og efterses, men det er rygter. Man arbejder på at få fisket containerne og bilerne op, så sejlrenden kan passeres. Vore passagerer har fået lov til at gå i land, og skal mønstre igen kl. 17. De regner vist stadig med at vi kan nå alle havneanløb på turen rundt. Men bliver klokken 22 eller senere bliver mulighederne revurderet. Så må vi se, hvad der sker. Vi har slikket sol på soldækket i formiddag og har nu spist en let frokost, salat. Jeg kan vist ikke tåle mere sol i dag. Så nu tager vi os en lille slapper.
Alle venter i spændt forventning: hvornår er der afgang herfra. Endelig kan vi se, at der sker noget. Vi har fået tanket mere brændstof. Der er ankommet en slæbebåd. Og ved at kigge ud i horisonten kan vi se, at Norwegian Dream nu er på vej ind igennem sejlrenden. Kaptajnen melder nu også, at vi kan forvente afgang. ND ankommer til havnen med et en kvadratmeter stort hul i boven, ridser i lakken og trykket ind i den øverste del af boven. Det siges, at det var spritnye porcher, der blev skubbet i vandet ved sammenstødet. Vi taler meget om, hvor skrækkeligt det er for passagererne at deres ferietur nu er måske afsluttet eller i alle tilfælde bliver en anden. Men det var godt, at der ikke skete noget med nogen mennesker.
Klokken 7 er det vores tur til afgang. Vi står og betragter udsejlingen, de mange skibe, der ligger på reden og venter og den flotte røde solnedgang. I dag er middagen ”formel”. Vi har fint tøj på og møder vore medspisende ved bordet. Vi træffer for første gang det ene par, som er fra Texas. Et underligt par. Han siger at de begge er 70 år. Det kan godt passe, at han er det, men ikke kvinden, som han siger, ikke er hans kone. Hun har ikke en rynke, er meget mager og lille, markeret og stram i sit ansigt. Hvis hun er 70, kan ansigtsløftninger alene ikke gøre det. Måske kan man i Texas få foryngelsesdråber?
I dag onsdag er det en dag til søs. Vi slapper af og nyder solen. Hen på eftermiddagen kan vi se land om styrbord. I morgen skal vi på en pingvintur i Puerto Madryn.
Fortsættes i næste nr.
Dit indlæg i sidste blad er dybt provokerende, - så hvis det var dit mål, indfriede du til fulde din målsætning.
Du skriver, at vi er en forening, der holder kaffeslabberads, tager på ture i det fri mv., og dog er din ønskedrøm at hele familien er velkommen, også børn og ældre. Vores forening har altid haft ildsjæle, der går foran, men også "menige" medlemmer, der bare ønsker at mødes med ligesindede til de arrangementer, der bliver afholdt. Vi er en forening af sømandskoner, der på godt og ondt støtter hinanden og hjælper hinanden med de op- og nedture, der nu engang er. Vi har en forståelse for hinandens hverdag, og kan både le og græde sammen. Er det ikke også det, der er meningen med foreningen?
Som jeg forstår dit indlæg, vil du gerne bevare foreningen, (-eller vil du?) blot vil du nedlægge bladet og overgå til, at al information foregår via hjemmesiden.
Vi har gennem årene diskuteret bladet og foreningens fremtid flere gange. Og heldigvis har Søhesten og foreningen ikke mistet luften, men er svømmet videre hver gang.
Der bliver brugt en del ressourcer på bladet, -ja det er korrekt. Men vi får også meget igen. "Søhesten" må betegnes som foreningens hjerte. Vi når ud til alle, - også dem, der ikke deltog på det sidste møde, - men som alligevel kan følge med. Ved at være synlige på skibene fanger vi også en del søfolk samt deres ægtefæller,
-det gør vi ikke på samme måde med en hjemmeside.
Vi har en flot hjemmeside i dag, - og den kan muligvis godt udbygges yderligere, -jeg ved ikke helt, hvad det er du vil have med?
Du skriver "Trods "nej tak" til reklamer dumper "Søhesten" alligevel ind af postkassen". Som jeg forstår dig, - vil du hellere have reklamerne poppende op på hjemmesiden?? Hvori ligger forskellen?
Jeg tror på, at der findes et par piger blandt vores medlemmer, der har interessen i at videreføre arbejdet med at redigere "Søhesten" samt stå for foreningen udadtil ,også fremover, - det er trods alt lykkes indtil nu.
Der er et ordsprog der siger: Gør problemer til opgaver og løs en opgave hver dag, gør du opgaver til problemer, da går alting i stå.
Med håb om en positiv debat.
Ingefred & Thomas ønskes hjertelig tillykke med deres bryllup d. 17.5.08.
God vind fremover.
Hurra fra os i Århus afd.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 17/5-2008 Kategori (i):
Forår
Første fredag aften uden X-Factor, den må da kunne bruges til at skrive formandens side.
Jeg har modtaget mail fra afdelingen på Bornholm, der efterlyser lidt mere åbenhed i foreningen. Det kan jeg måske godt forstå I efterlyser, men kære piger på Bornholm, det er ikke fordi vi ikke informerer jer - men, der sker bare ikke så meget i foreningen p.t. Jeres idé om, at få lagt referat af repræsentantskabsmøder samt vedtægter på vore hjemmeside vil jeg videre give til vores web redaktør.
Vi har fået invitation til konferencen Maritim Sikkerhed Sundhed og Miljø i august 2008. På en af sessionerne er temaet kommunikation til søs, noget man må sige vi beskæftiger os en del med.
Vores repræsentantskabsmøde den 8. marts måtte desværre aflyses p.g.a. mange afbud. Nu håber jeg, vi kan gennemføre mødet den 12. april.
Den 16. april, er der møde i Handelsflådens Velfærdsråd.
Den 24. August, er der valg til repræsentantskabet i Danske Sømands- og Udlandskirker. Sømandskoneforeningen er tildelt en plads, så skulle der være en blandt vore medlemmer, der har lyst og interesse for dette, høre jeg gerne fra jer.
Så har Strib/Kolding/Frederica endelig fundet lokaler til afholdelse af Landsgeneralforsamling, den 4. og 5. Oktober 2008. Vi skal denne gang bo på Danhostel i Vejle. Håber de kan leve op til den standard, vi havde i Ribe, der jo var helt i top. Afdelingen arbejder p.t. på et spændende oplæg/foredrag med en coach, der kan give lidt in-put til foreningen og til det enkelte medlem.
Jeg håber I rundt om i afdelingerne hygger jer med hinanden. Jeg følger jeres gøren og laden via hjemmesiden. Dejligt at se den bliver flittigt brugt.
Den første hvisken af forår lyder sagte ud over min have overalt pibler det op af jorden
Jeg roder i gemmer og skuffer jeg leder efter frø skønt jeg godt ved det er for tidligt så er lysten til at se spirende liv stor hvirvlende rundt i hele huset hiver skuffer og skabe op men jeg finder ingenting
Jeg sætter mig opgivende men energien forplanter sig og sår en stille spire i forventning og jeg falder til ro det bliver sommer alligevel nu venter jeg bare med tålmod
Naturen har sine egne frø
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/5-2008 Kategori (i):
En lille kommentar til Birgits indslag
Jeg har oplevet lidt af det samme som Birgit. Da sømanden sejlede på Østen, og vi stort set kun havde Lyngby Radio at kommunikere på, kunne man ikke lige indenfor nogle minutter få fat i hinanden, derfor var "problemet" med at fortælle dårlige nyheder hjemmefra ikke så let. Inden man fik fat i skibet og sømanden, havde man ofte fået svar på, om uheldet faldt godt ud eller ej.
Da sømanden de sidste år begyndte at sejle på Nordeuropa, mobilen var blevet indført plus satelitten, man kunne få kontakt på ganske kort tid med hinanden. Vores barnebarn blev meget syg, og så stod jeg pludselig med det dilemma, skulle jeg ringe eller vente 24 timer på svar??? Jeg valgte at ringe, og det var så også det rigtige, vores barnebarn var ikke så syg som ventet, dejligt, Men…. Det gjorde det klart for mig, at nu med den gode kommunikation til skibene, bør man have en snak sammen, vil sømanden have besked her og nu, eller vil han hellere vente, det må være svært at sidde midt ude i Atlanten eller Det indiske Ocean, og ikke kunne komme hjem, ligesom det er svært at være den, der sidder derhjemme med problemerne.
Tænk rigtig meget over det. Det er meget svært at skulle stå med det ansvar og samtidig være midt i ængstelsen for, hvordan det går.
Få en snak om det, måske tænker I ikke helt ens på tingene.
Trods et "nej tak" til reklamer dumper "Søhesten" alligevel ind af postkassen
Så nu kan de næste fem minutter tilbringes i velværelset med bladet, hvori man kan læse om dagens opskrift, kommende dildo-parti i lokalforeningen, eksotiske rejsebeskivelser og reklamer fra nogle velmenende firmaer, der synes, det er en god ide at holde liv i Sømandskoneforeningen af 1976.
Er det nu også en god ide??
Hvad skal vi med en forening af en flok originale fruer, der kun har det tilfælles, at deres mænd er beskæftiget i det ”blå Danmark”. De holder kaffeslabberads, tager på ture i det fri med deres yndige afkom; mødes til landsgeneralforsamling en gang om året for at bekræfte hinanden i, hvor godt det hele går; og en lille inderkreds mødes et par gange om året for at glatte ud og holde fast i de gamle traditioner og dyder. For ”dengang jeg startede som sømandskone var der koner til” lever i bedste velgående. Det var dengang de fik mange børn,selvom manden var væk i årevis, hvordan det så hang sammen? Måske havde vi flere storke i Danmark dengang?
Er det ikke på tide, de vågner op og opdager, de lever i år 2008. En tidsalder, hvor computeren er til andet end at større støv af på. Faktisk kan der spares enorme summer på at undlade at sende en stak papirer verden rundt til skibe, koner og andre interesserede. Tænk hvor meget hjemmeside der kunne købes for de penge, det koster at producere og distribuere det lille blad, som nu kun kommer 6 gange om året.
Der kunne endda blive råd til at få en m/ k til at passe hjemmesiden, så de lokale afdelinger kan koncentrere sig om det, de er gode til, nemlig at samle medlemmerne om noget, der er til fælles bedste. Det kan jo nok være, det kan få en og anden op af stolen at lave om på noget, som alle har prøvet at overbevise hinanden om, har fungeret udmærket i en halv tidsalder. Måske er der ikke længere brug for, at nogle prøver på at overbevise andre, eller måske især sig selv om, at de er uundværlige. Så behøver de ikke længere at sige, de lige snupper et par år mere på en eller anden post , for at foreningen ikke skal gå nedenom og hjem. For det er måske lige netop det, der skal til, for at nogle af dem, der betaler deres kontingent med glæde og så i øvrigt læner sig tilbage i troen på, at alt arbejdet kommer helt af sig selv, vågner op af tornerosesøvnen, uden at det ligner et mareridt.
Ønskedrømmen kunne være:
”Søhesten” Foreningen for Søfartsfamilier.
Her er hele familien velkommen, også børn og ældre. Formanden er den person, der tegner foreningen udadtil, men ellers læner sig tilbage efter at have uddelegeret arbejdet. Et par stykker fra hver lokalafdeling mødes med jævne mellemrum og opdaterer foreningens aktiviteter. De har det sjovt og hyggeligt, og både transport og kost bliver betalt, det mangler da bare. Bladet kommer ud til medlemmerne via internettet, og de få medlemmer, der ikke er koblet til det moderne samfund, får selvfølgelig en papirudgave i genbrugspapir, for der skal jo spares. Både på finanserne og miljøet.
Rederier, håndværkere og andet godtfolkvil stå i kø for at få lov at reklamere på hjemmesiden, for hvilket kundepotientiale gemmer der sig ikke på foreningens medlemsliste. Rederierne kan kapre folk ( selvom de er imod pirateri) fra hinanden. Håndværkere og handelsmænd kan kapre kunder, for de har jo penge de søfolk, siges der ude i byen. Så alt i alt en en god forretning for alle parter, og alle laver det, de er gode til.
Jeg vil sluttelig bemærke, at det var min åbenmundethed på seneste repræsentantskabsmøde d.12.4.08 der er skyld i dette indlæg. Flere medlemmer opfordrede mig til at komme med en provokation i bladet, det være hermed gjort. Håber der bliver debat til lands og til vands.
De bedste hilsner fra Landssekretæren.
Hvad i alverden er det der gør, at vi valgte at fejre 25 året for vores bryllup på den anden side af jorden?
Tja, forskellen mellem det at befinde sig i nærheden af ækvator og så en vintermorgen i februar i Danmark, var nok det der gjorde udslaget. Vi havde holdt mange familiefester de seneste år, så vi syntes at vi hellere ville bruge pengene på en rejse. Sømanden havde et inderligt ønske om at sejle på Amazonfloden, og jeg syntes, at når vi nu var i den del af Sydamerika, ja så havde jeg en drøm om at bevæge mig rundt i det gamle Inkarige - og så lige et kig på Titicacasøen!
Vi sparede op i 4 år og sammen med et sæt venner, planlagde vi gennem årene rejsen i detaljer, og vi fandt et rejseselskab, som havde specialiseret sig i individuelle rejser. Der blev indkøbt stor kuffert (hvordan pakker man lige til 3 uger, hvor man både skal være i bjerge og i regnskov?). Vi fik diverse vaccinationer, malariapiller og piller mod højdesyge. Tegnet forsikringer, arrangeret katte- og huspasser. Vi ventede vores første barnebarn mens vi var af sted, så mobilen blev tjekket og hotmail oprettet.
3. februar 2008 kom så dagen, hvor vi startede på vores livs rejse. Kl. 4 om morgenen sad vi i en taxa mod Kastrup, da vi fik den dejlige besked at vi var blevet bedsteforældre til en skøn knægt! Afgang fra Kastrup, mellemlanding i Amsterdam, hvor vi blev 1 time forsinket på grund af frossent vandsystem på flyet. 13 timer efter lander vi i Lima kl.
17.30 lokal tid. Tidsforskel mellem Danmark og Peru er 6 timer. Så vi har altså været på rejse i over 24 timer! Vi blev afhentet af selskabets agent og kørt til et gammelt, flot hotel, som ligger midt i byens centrum. Lima har 8 mill. indbyggere, og det ses og høres på trafikken. Efter en nats varm og urolig søvn (ingen aircondition og alle biler dytter på gaden), vågner vi kl. 5.30 og kan ikke sove mere. Morgenmad aftalt til kl. 9, så vi spadserer en lille tur i den vågnende by. Alle steder er der folk, som gør rent og rydder op! Kaffe finder vi ingen steder, så vi napper et glas naturmedicin, som sælges på alle gadehjørner. Den blev fremstillet mens vi så på, og hovedingredienserne var Aloe Vera og kogende vand. På hotellet finder jeg en computer med internet, og nu kunne jeg se de allerførste billeder af den lille nye knægt i familien. Fantastisk! Senere da alle mand er oppe, spadserer vi endnu en tur gennem bymidten, som nu er vågnet op på fuldt blus. Arkitekturen på de mange store, flotte palæagtige huse bærer tydeligt præg af spaniernes erobring af landet i 1500tallet. Vi finder byens marked som summede af liv, og hvor alt fra fødevarer til tøj og isenkram blev faldbudt.
Om aftenen tager vi en taxa til stranden (det er første gang jeg ser Stillehavet), hvor vi er blevet anbefalet en restaurant Rosa Nautica, som er bygget på en mole ud i havet. Her smager jeg for første og sidste gang den berømte cocktail Pisco Sauer. Maden var rigtig god og vinkyperen havde fundet den perfekte vin til os.
Inden vi spiste sad vi på strandens rullesten og nød en meget smuk solnedgang i Stillehavet. Efter en meget behagelig aften måtte vi tilbage til hotellet og tidligt i seng. Vi skulle tidligt op næste morgen og med fly til Cusco. Inden vi dog næsten har fået øjne, ringer det på vores dør og udenfor står vores venner. Der var hornmusik (på mobilen), plastikæresport sat på døren og Gammel Dansk til lige at vågne på! Nå, ja - det var jo vores sølvbryllupsdag! Det var overraskende og glædeligt! Agenten henter os præcis kl. 7 og kører os til lufthavnen.
Efter 1 time og et kvarter lander vi mellem Andesbjergene i Cusco, som ligger
3.400 meter over havet. I lufthavnen står et peruansk orkester og byder de ankomne gæster velkommen til byen med deres typiske panfløjte og trommemusik. Vejret er fint og klart, men jeg mærker med det samme den tynde luft! Puha, hvor man puster ved den mindste anstrengelse! En ny agent henter os og vi bliver kørt til vores hotel. Vi bydes på cocate (anbefales mod højdesyge), og mens vi drikker den, planlægger vi med agenten de næste dages aktiviteter. Nu er det bare om at hvile og slappe af, indtil vi har vænnet os til den tynde luft. Så derfor resten af denne og hele næste dag ingen planlagte aktiviteter! Desværre får to af den lille kvartet turistmave og må lægge sig resten af dagen. Så min sølvbryllupsmiddag blev et kogt æg, lidt skinke og så et enkelt glas rødvin. Man tåler ikke så godt alkohol her i højderne. Hotellet er et sjovt lille hotel med værelser, som minder om klosterceller. Og vi har rigtig dyne!
Næste dag er alle på benene, om end vi alle er lidt matte og utilpasse på grund af den tynde luft. Vi slentrer lidt rundt i den idylliske bjergby, som er utrolig ren og alt virker velholdt i den indre by. Vi spiser frokost på en lille balkon ved torvet, og tager om eftermiddagen på en lille turisttur i omegnen, hvor vi ser på forskellige seværdigheder og inkaruiner. Det var imponerende! 70 % af Cuscos indbyggere lever af turisme. Derfor var det også forståeligt, at der denne dag var en slags strejke eller manifestation, der var foranlediget af at regeringen havde planer om at nationalisere store landområder omkring Cusco - i samarbejde med hotelkæden Mariott! Så kan man jo nok forestille sig, hvad der vil ske. Det er selvfølgeligt at befolkningen var vrede. Det er tidligt til køjs. Den iltfattige luft slider - og næste morgen skal vi køre mod "Den hellige Dal".
"Blå er farven for kærlighed og spiritualitet. Det er troskabens og det hemmelighedsfuldes farve. Det er også farven for fjernhed (de blå bjerge) og udlængsel. Det er tænkningens farve".
Og desuden er Jomfru Marias kappe blå i mange afbildninger.
Romanen går tæt på to kvindeskæbner, den ene en nutidig amerikansk kvinde, Ella Turner, den anden en kvinde fra 1500 tallet, Isabelle Tournier. De to kvinders skæbne flettes sammen og vi fornemmer hurtigt at Isabelle er en af Ellas forfædre. Isabelle levede i en lille fransk landsby i 1500 tallet - hendes mor var jordemoder, og besad en slags overnaturlige (hekse)kræfter. Isabelle har naturligvis arvet moderens "gaver" og lider både pga. af dem, men også pga. sit kobberrøde hår, og sin kærlighed til Jomfru Maria. Ella er - naturligvis - også jordemoder og under sit ophold i Frankrig skifter hendes hår farve fra brunt til rødt, og hun begynder desuden at drømme "blåt". Isabelle gifter sig over sin stand ind i Tournier-familien og hendes mand forbyder hende at praktisere som jordemoder, samt naturligvis at dyrke sin kærlighed til Jomfru Maria. Tournierfamilien er hugenotter/calvinister, (calvinisterne/den reformerte kirke afbilder ikke religiøse symboler og gør op med "Maria-dyrkelsen", hvorfor billeder mv. af Jomfru Maria ofte blev destrueret, hvilket bogen giver et fantastisk eksempel på). Isabelles tilbedelse af Jomfru Maria og især den blå farve, bliver hendes skæbne. Den blå farve påvirker også Ella efter at hun er flyttet med sin mand til Frankrig og naturligvis bosætter sig i den egn, som hendes forfædre levede i. Bogen beskriver Ellas jagt på sine aner, jagten bliver en slags besættelse for hende og hun forventer at finde "peace of mind" hvis bare hun kan få rede på sin fortid. Det er en smuk og velskrevet bog, den giver et godt billede af en 1500-tals kvindeskæbne, et historisk billede af Frankrig og samtidig er det en dejlig nutidsroman med en god beskrivelse af Ellas vanskeligheder ved at finde sig til rette i et lille (lukket) fransk samfund. Hvis du er til både kærlighed og spænding, så skal du læse denne dejlige bog, der er Tracy Chevaliers debutroman. Hun har desuden skrevet "Pige med perleørering", der er filmatiseret, "Jomfruen med Enhjørningen", "Faldne engle" og "Brændende ild".
Alexandra Walling vidste ikke, hvad hun gik ind til, da hun forelskede sig i en skibsfører-studerende, men i dag har hun vænnet sig at være alene-mor i perioder
Om et par uger flyver overstyrmand John Walling, 36 år, til Sydkorea for at påmønstre containerskibet Magleby Mærsk. Det betyder farvel til børnene Anne-Sofie på seks et halvt år og William på fem år - og til hustruen, sygeplejerske Alexandra Walling.
Han har prøvet turen mange gange, og det er ikke så slemt, som det har været at sige farvel:
-Der er da en lille tåre iøjenkrogen, når jeg kører ud ad vænget og har taget afsked, siger John.
-Ja, og lige så snart, John er kørt, trykker jeg på knappen, der hedder alenemor. Nu er jeg ene om alle bunkerne, bemærker Alexandra.
Væk i otte til 11 uger
Der kan gå mellem otte og 11 uger, inden far og mand igen er tilbage i parcelhuset i Svendborgs vestlige del.
-John er rigtig god til at føle sig hjemme fra den første dag og deltage i familielivet, siger Alexandra rosende.
-Jeg har aldrig forstået de af mine kolleger, som siger, at de lige skal vænne sig til at være hjemme efter en udmønstringsperiode. Jeg er hjemme og nærværende med det samme, jeg træder ind ad døren. Derimod kan der gå et par døgn, inden jeg har vænnet mig til at være på skibet igen, siger John.
Først hen omkring afrejse-dagen tænker han på, at nu skal han igen sige farvel til børn og hustru:
-Det var da langt værre, da vi var nygifte. Da var det ikke særlig sjovt, tilføjer overstyrmanden.
-Anne-Sofie og William er kede af det i det øjeblik, de siger farvel til deres far, men de ved, at han skal afsted - og der går ikke lang tid, før de vender tilbage til deres aktiviteter, siger Alexandra.
John Walling er født på Amager og valgte at stå til søs, selv om han skal helt tilbage til sin oldefar, før han finder en sømand i familien. John meldte sig som aspirant hos Rederiet A.P. Møller, kom på Kogtved Søfartsskole og fik sin skibsfører-eksamen fra Svendborg Navigationsskole i 1997.
Alexandra Walling er født i Svendborg for 37 år siden og voksede op i Lohals. Hun valgte sygepleje-gerningen og blev færdig fra Svendborg Sygeplejeskole samme år, som John fik sin eksamen.
De boede sammen i to år, inden de var nået sig vidt. Den 12. juli 1997 sagde de ja til hinanden ved et bryllup - og i august udmønstrede den nygifte ægtemand som andenstyrmand.
Nej tak til kontor
Nu sejler han som overstyrmand i Maersk Lines containerfart mellem Europa og Fjernøsten og kom lidt forsinket hjem kort før jul, fordi hans skib Kirsten Mærsk blev solgt.
Han har mulighed for at avancere til skibsfører i løbet af nogle år, og som alt ser ud nu, kan John Walling ikke forestille sig andet, end at han bliver ved med at sejle
-lige til pensionsalderen.
-Det er jo ikke så let for navigatører at få arbejde i land, siger Alexandra.
-Det eneste relevante for mig kunne være lods. At sidde på et kontor kan jeg i hvert fald ikke tænke mig, bemærker John.
Alexandra Walling arbejder på Sygehus Fyn Svendborgs afdeling M2, der behandler patienter med blodprop i hjernen og hjerneblødninger. Hun har en 33 timers arbejdsuge.
-Fra 1. marts går jeg op til 37 timer, fordi jeg skal prøve at være førsteassistent på afdeling MT. Det er et vikariat, der løber til den 1. september, og jeg har orlov fra min nuværende stilling, fortæller Alexandra.
Lim og tape
Når John er til søs, får hun hverdagen til at holde sammen med lim og tape. Dermed mener hun, at dagliglivet bliver noget hektisk.
-Jeg kører hjemmefra fire minutter i halvsyv om morgenen. Så kan jeg nå at aflevere i Anne-Sofie i skolefritidsordningen henne i skolen og derefter få William i børnehaven. Så kan jeg lige nå at møde på afdelingen kl. 7, fortæller Alexandra.
Når hun har fri kl. 15.30, går turen den anden vej. Nogle dage har hun tidligere fri, og så bliver der tid til indkøb, inden børnene hentes. Der skal laves mad - og hyggetid, inden børnene skal til køjs - og de igen skal op.
En far kalender
-Jo, naturligvis savner børnene deres far. Vi har lavet en far-kalender. Den omfatter hele hans periode ude, og når en dag er gået, sætter vi et kryds over dagen, så vi kan tælle os frem til, hvornår han er tilbage. Det sker, vi glemmer at sætte kryds nogle dage - men så er det jo bare dejligt, når vi kan krydse fire dage over på en gang, så er tidspunktet for Johns hjemkomst jo det nærmere, siger Alexandra.
Når John Walling er hjemme, er der dømt hygge med børnene og adskillige ture i svømmehallen og meget andet.
-Vi kan spise morgenmad sammen og aflyser morgen-SFO´en, ligesom William kommer lidt senere i børnehave, siger John Wallling.
Han får ros af sin hustru:
-John tager sig en hel del af det huslige. Vasker, ordner huset og så videre. Det er han rigtig god til, og jeg er da også noget flad efter at have været alene-mor i en lang periode, siger Alexandra.
Hun erkender, at hun ikke vidste, hvad det indebar at forelske sig i en kommende sømand og gifte sig med ham:
-Nej, det tænker man ikke over, når man er ung og nyforelsket. Det er jo også gået godt, og vi har fundet vor rytme, siger Alexandra.
Hun meldte sig ind i Sømandskoneforeningen i Svendborg og mødte her ligestillede:
-Flere har været gift med en sømand i mange år, så de vidste alt om at støtte én, siger Alexandra.
Med to børn er der ikke mere overskud til at deltage i foreningens aktiviteter, men hun er fortsat medlem, og John støttemedlem.
Alexandra har været med John på en enkelt rejse på Atlanterhavet, før børnene kom til.
-Vi kan godt tage børn med, når de er fyldt to år, men det har ingen glæde af. Vore skal ikke med på en rejse, før de er i stand til at opleve og huske, siger John Walling.
Reglerne i rederiet er sådan, at en hustru en gang om året kan få rejsen betalt ud til det sted, skibet ligger. For børn skal forældrene selv betale flyveturen.
-Ordningen bliver mest brugt af ældre kaptajner, hvis børn er rejst hjemmefra, og så tager hustruen med på en rejse, siger John.
-Det glæder jeg mig så til, indskyder Alexandra med et smil.
Tak for et super repræsentantskabsmøde den 12. april.
Jeg tror og håber det blev startskudet til nye tiltag. Det var rigtig dejligt at mærke og høre, at der blev talt åbent og ærligt om tingene !
Charlotte
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 13/4-2008 Kategori (i):
Vær god ved din krop
Kære sømandspiger!
Han er ikke hjemme og kan ikke massere de ømme steder i nakke og skuldre, hvad gør vi så ? – spiser et par panodil eller treo eller betaler for massagebehandling.
Jeg har fundet et par gode tips til at klare de daglige spændinger ved nemme øvelser og jeg har prøvet dem af. Øvelserne er gode og de minder meget om de øvelser som jeg som altsanger i Ribekoret skulle udføre sammen med mine medkursister for, at frigøre og klare stemmen.
På en ferie i Sverige, hvor jeg som sædvanligt gennemlæste en række af dagens aviser, fandt jeg i Ekspressen en artikel som netop beskæftigede sig med ømme skuldre og nakke. Man havde indhentet en kvalificeret fagperson som kunne give konkrete anvisninger på hvordan man skulle gøre. Det forøgede min interesse og lyst til at prøve øvelserne af. Jeg oplevede at øvelserne fungerede fint for mig, så derfor vil jeg gerne med dette lille indlæg, videregive min erfaring så andre måske også kan få noget godt og inspirerende ud af øvelserne.
Den svenske fysioterapeut Emma Swärdh anbefaler således følgende 7 nemme øvelser som hurtigt kan klares i daglidagen:
1. Øvelse:
Træk armene tilbage så skulderbladene går sammen. Hold fast et stykke tid. Tag armene frem og tænk på at holde skuldrene nede under hele øvelsen.. Udfør bevægelsen ca. 10 -15 gange.
2. Øvelse:
Løft skuldrene op mod ørerne. Hold fast et stykke tid. Mærk efter hvordan anspændelsen mærkes. Sænk skuldrene og mærk forskellen. Udfør øvelsen 10-15 gange.
3. Øvelse:
Træk hagen ind. Vrid hovedet forsigtigt og se først til den ene side. Hold fast i ca. 3-5 sekunder. Det skal strække i nakken og ikke gøre ondt. Vrid tilbage og se frem igen. Gør det samme til den anden side. Udfør det ca. 5-10 gange.
4. Øvelse:
Se lige frem. Træk hagen ind så du viser dine dobbelthager. Slap af. Gør øvelsen ca. 5-10 gange.
5. Øvelse:
”Pluk æbler”. Stræk armene op mod loftet. Se op mod hænderne. Fornem at hele siden strækkes ud, skift arm og gør øvelsen til den anden side. Gennemfør øvelsen 10-15 gange.
6. Øvelse:
Brug en væg. Hvis det gør ondt i armene kan det hjælpe at fingrende klatrer op ad væggen i stedet for. Stå med næsen mod væggen og klatre op med hænderne. Man kan også stå med siden til væggen og lade fingrene klatre op.
Øvelse 7:
Se lige frem. Træk det ene øre mod skuldren så det strækker i nakken. Det gøres samtidig med, at den modsatte arm holdes strakt ned mod gulvet. Hold fast et stykke tid. Gør sådan modsat. Gennemfør øvelsen 5 gange for hver side.
Pludselig sad jeg og kiggede længe og meget eftertænksomt på min mobiltelefon, - og ser det stadig for mig igen og igen, – hvad skulle jeg skrive??... Eller skulle jeg ringe i stedet for at skrive en sms? Jeg var virkelig i tvivl. Hvornår var det rigtige tidspunkt? Vente og se det an? Jeg var sikker på, at jeg nok skulle få ham med hjem igen, efter de havde undersøgt ham, han så jo så frisk ud, trods han havde ondt i maven. Men det var naturligt nok efter den flyvetur… Jeg har ofte hørt sømandskoner fortælle, hvordan de først berettede til sømanden derude, om børnenes uheldige skader og tur på skadestuen, når det var vel overstået. Så han ikke blev unødigt bekymret. Og hver gang har jeg selv tænkt en lignende situation igennem. Hvad ville jeg selv gøre? Jeg tænkte, at det ville jeg nok også selv gøre. Jeg husker faktisk ikke engang i skrivende stund, om min sømand og jeg har talt om netop dette.
Jeg ved, at flere yngre sømandskoner tænker lige modsat. De synes, at når man er en familie, deler man bekymringer ligeligt. Han har selv valgt sin levevej, og det er ikke mit problem. At det så kan være svært for ham ude på skibet, at være ”alene” og ikke kunne være hos sine kære, i en situation, hvor familien hjemme er belastet af bekymringer, det må han selv løse, eller vi løser det sammen. Måske har de et bedre argument. Måske er den unge sømand bedre indstillet på denne holdning til at dele livets svære stunder. Måske er det ikke rimeligt. Og måske er det i virkeligheden umuligt at sige, at det ene eller det andet er det mest rigtige, for hver opstået situation har sit unikke særpræg og egne omstændigheder, og hvert parforhold har sit unikke særpræg.
I hvert fald sad jeg nu der på skadestuen, og ventede mens vores søn på 16 år var i CT-skanneren efter et trafikuheld, hvor han kørte på scooter, og en 90-årig dame i bil overså ham og kørte lige ind i ham. Han kørte formentlig omkring 60km/t, så selvom han så fin og frisk ud, var ved fuld bevidsthed, havde kun en enkelt hudafskrabning på benet, og havde haft styrthjelm på, så var det sket med stor kraft. Alligevel regnede jeg fuldt og fast med at få ham med hjem fra skadestuen. Og så var der jo ingen grund til at gøre hans far unødigt bekymret, når han ikke, som jeg, kunne se vores søn med egne øjne. En indre stemme har nok alligevel sagt mig, at trods min mange årige erfaring som intensiv sygeplejerske, så kunne jeg ikke vide, hvad denne situation kunne udvikle sig til. Eller måske netop derfor. Og hvis jeg ventede med at underrette hans far, til det måske så helt galt ud, så følte jeg vist nok, at jeg ville få et forklarings problem. Jo! -set i bakspejlet, kom jeg nok i denne unikke situation til den erkendelse, at hans far havde krav på at være orienteret om sin søns tilstand. Men væsentligst af alt, at han kunne nå at være med i processen, efterhånden som tingene skred frem.
Så jeg sendte en sms, så forsigtigt jeg syntes, jeg kunne uden at forskrække ham. Det lykkedes vist ikke! Der findes ingen ”skåne-kur” her. Men jeg er glad for nu, at jeg skrev, mens han var i skanneren, for så kunne jeg med sindsro svare på hans spørgsmål om, hvad der var sket: ”Jeg ved det ikke, de er ved at undersøge det netop nu”. Og så: ”Jeg vender tilbage, når jeg har fået svaret, men han ser ok ud”.
Det var værre end jeg troede, fandt jeg ud af. Han havde sprængt milt, hvilket i sig selv er livstruende, dertil en sprængt nyre, og kraftige blødninger i maven. På et eller andet tidspunkt ringede jeg og fortalte min mand det, men jeg husker faktisk ikke rigtigt hvad jeg sagde. Kun husker jeg, at jeg bad ham fortælle familien det, hvilket jeg nu undrer mig over. Jeg var, i mine tanker, optaget af at ”filtrere” oplysninger til min mand, for at skåne ham mest muligt, men her svigtede kontrollen altså delvist. Sådan er det jo, når man ganske pludseligt får revet tæppet væk under fødderne. Med min faglige ballast, havde jeg en viden om mulige komplikationer, og jeg havde virkelig mange skræk scenarier kørende på den indre skærm. Og det var vigtigt for mig, ikke at belaste min mand med dette scenarium, hvilket unægtelig gjorde det mere belastende for mig. Han var alene med sine bekymringer, og værst af alt, han kunne ikke være til stede, og jeg var ene med mine. Jeg tror egentlig ikke, man helt undgår dette dilemma. Det kan man først løse efterfølgende ved at snakke det igennem, når man atter er sammen uden nogen forstyrrende elementer. For selv hvis jeg havde delt hver en tanke og følelse med min mand, så kunne han stadig ikke være der. Og det var det, der netop var vigtigst for os alle tre – min mand, vores søn og jeg – i denne angst fyldte situation.
Ydermere stod jeg med ansvaret for den beslutning, jeg måtte træffe: Var det påkrævet, at min mand tog hjem her og nu? Det mente jeg ikke, og det var heller ikke muligt. Men mange stillede spørgsmålet, så det var et pres.
De første døgn var usikre, ville han klare det uden operation? Det holdt jeg, så vidt jeg husker, for mig selv. Men han klarede det.
Der var op og nedture, som jeg undlod at dele med min mand, eller jeg tog brodden af det. For eksempel valgte jeg, i stedet for: ”Han røg af sted med udrykning til Rigshospitalet, fordi de mente der var opstået en akut komplikation” at sige: ”Vi er lige et smut forbi Rigshospitalet til en undersøgelse, men skal snart retur igen”.
Det er i skrivende stund 3 måneder siden ulykken skete. Vores søn tabte 11 kg, måtte tage orlov fra gymnasiet pga for meget fravær, og han skal måske opereres, for at få fjernet den ødelagte nyre, som menes at skabe problemer. Men han kører scooter igen.
For hele familien var det en slem forskrækkelse, som det tager tid at fordøje. Og der er ikke tvivl om, at denne tid forlænges af, at man er alene om det, både sømanden og sømandskonen, samt sønnen der savner sin far. Jeg tror, dette er et faktum, man ikke kommer uden om, uanset hvilken indgang man har, til det at deles om sorger og bekymringer. For det alt afgørende, når sådan noget indtræffer, er om man kan være der, ved siden af sit barn, og sammen som familie.
Jeg skal starte med, at beklage forsinkelsen på sidste nr. af ”Søhesten”. Der var flere forskellige elementer, der til sammen gjorde bladet forsinket.
Håber I alle er kommet godt ind i 2008. Hvad med alle nytårs fortsætterne, er de stadig intakt?
Præcis som ved indgangen til 2007 håber jeg på, at det er i år, vi skal få en masse nye ideer og medlemmer til vores forening. På Landsgeneralforsamlingen talte vi bl.a. om ”vores” navn, skal det ændres, og hvis til hvad ? Nu går vi jo afdelingernes generalforsamlinger i møde. Jeg vil derfor gerne bede jer om, at diskutere dette emne. Hvordan forholder vores medlemmer, der ikke var med på Landsgeneralforsamlingen sig til et navneskift.
Et andet punkt, I meget gerne må vende ude i afdelingerne, er spørgsmålet om redaktør og suppleant. Vores redaktør, stiller gerne op igen til næste Landsgeneralforsamling, men behøver hjælp, så sidder der en blandt vore medlemmer, der har lyst til at være med til at udgive vores blad, så kom endelig frit frem !
Jeg havde den fornøjelse at være med til dimensions fest på Marstal Navigationsskole den 20. December. Det var i en festlig anledning, jeg var der, men kunne dog mærke den positive ånd, der hviler over skolen, det var dejligt at mærke og se.
Tillykke til I nye sømænd, der nu skal ud og prøve kræfter på de syv verdenshave. Husk, at fortælle din familie om Sømandskoneforeningen. Hvis din familie trives godt mens du er ude, bliver din udmønstring meget lettere.
Jeg har talt med Fredericia Sømandshjem omkring den Filipinske sømand vi samlede ind til. Sømandshjemmet oplyser, at sømanden er overført til sit hjemland. Han er og forbliver uarbejdsdygtig, efter de kvæstelser han pådrog sig i hovedet. Sømandshjemmet har gjort et stor stykke arbejde for familien, og de kr. 90.000,00 der blev samlet ind, er med til at hjælpe familien, således at konen kan være hjemme og passe familien. Jeg forstår, der stadig er en del løse ender i denne sag, men de er vist mere politiske end vores forening skal koncentrere sig om. Vi håber det bedste for familien.
Husk repræsentantskabsmøde den 8. Marts 2008.
Hvis der overhovedet er nogen mening med livet, må det vel være, at man har fået det for at leve det. Troels Kløvedal
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/3-2008 Kategori (i):
På vej mod foråret
Når I sidder med dette blad i hånden, er der ikke længe til, at vi ifølge kalenderen kan sige, det er forår.
Noget af det jeg glæder mig mest til ved foråret er igen at tage til Christiansø – Danmarks østligste punkt. Min familie har en hytte på Christiansø, som vi bruger meget i sommerhalvåret.
Efter en lang vinter er det skønt at komme til øen igen - åbne hytten, få luftet ud, vasket af og vasket op, så det hele fungerer, når vi kommer i week-ender og ferier det næste halve år.
Noget helt specielt ved foråret på Christiansø er edderfuglene, der ligger på rede. De ligger overalt og kan være meget svære at få øje på, for de ligger helt stille på klipper, under buske og langs med mure. Man kan gå tæt forbi dem uden at få øje på dem.
Vi har en enkelt edderfugl liggende i vores have, og den ligger samme sted hvert år. Det må være den mest fotograferede edderfugl. Til at begynde med er den ikke så begejstret, men efter et par dage begynder den at vænne sig til de utallige klik.
I maj/juni måned når æggene er ruget ud, går edderfuglemor mod havet med sine unger for at svømme mod Bornholm. De går i en lang række og hopper i vandet fra klipperne. Her passer fædre, mødre og tanter (edderfugle, der ikke selv har fået unger) på de små nye, da mågerne meget gerne vil have fat i dem.
Og så er det ved at være sommer ……
Fantastisk at læse Søhesten denne gang og se alle jer der havde skrevet noget.
Især syntes jeg det var dejligt at høre fra "børnene". Det er jo dem jeg tænker mest på.
Skønt debat jeg her har fået igang. Vi forsætter snakken i Århus afd. hvor vi jo har mange børn.
Mange af os kender helt sikkert problemet. Jeg gør i alt fald. Vores børn er i dag 18 og 25 år.
Nogle af de ting, der fungerede for os, var:
Begge var 2 år, første gang vi var medderes far ude at sejle, så de kunne se hvorhan opholdt sig, når han ikke varhjemme.
Deres eget billede af far. Billedet blev efter behov kysset, krøllet sammen, vredet,var med i legen, med i seng eller gemt/glemt. Altid fundet frem igen.
Far skrev breve/postkort til dem. Brevene/kortene kunne de få læst højt, når dehavde lyst til at høre dem igen og igen.De blev gemt som klenodier.
Fars sengetøj blev skiftet 1-2 dage indenudmønstring. Børnene nød at putte sig ifars seng, som duftede så dejligt af far.
Det med at vise på et kort, hvor far erhenne, havde vores børn også stor glædeaf. Især en globus er rigtig god, for såfår børnene en bedre fornemmelse for, hvor lang vej hjem, der er.
Men snak med dine børn om, hvordan de har det med, at deres far er væk, og om at det er tilladt at savne, og at det er noget I alle gør, også Jer voksne. For vores børn var det også vigtigt, at de altid vidste, hvor jeg var henne, så de ikke følte at jeg også ”forlod” dem. Og at de kunne komme med, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre.
Håber du kan bruge dette til noget.
Med venlig hilsen Eva Christensen + børn
Kilde/ forfatter: Eva Christensen, Dato: 26/2-2008 Kategori (i):
Kære Gitte
Det er flot, at du skriver om dine børns reaktion på at de savner far.
Vores søn er nu 16 år, men jeg husker meget godt nogle af de samme frustrationer, da han var i samme alder. Og det er IKKE sjovt! Dertil kommer at i den alder, som dine børn har nu, har børn ikke tidsfornemmelse nok til at forstå, at far kommer hjem om 7 uger eller lignende.
Jeg var faktisk selv så desperat på et tidspunkt, at jeg kontaktede PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i vores kommune. Og jeg må have lydt ret desperat, for jeg fik 10 timer hos en psykolog, i deres regi, som er gratis. Jeg lærte der, at det bedste jeg kunne gøre for min søn, var først og fremmest, at gøre noget ved mit eget savn. Barnet reagerede mindst lige så meget, og måske endda mere, på mit savn, som på det faktum at far var væk. Det var et godt værktøj jeg fik der, selvom det ikke var som at knibse med fingrene, og så er alle problemer væk. Men det hjalp! Det er et faktum, at hvis mor har det godt, og formår at hvile i sig selv, så klarer børnene langt mere. Så mit råd er: Gør noget godt for dig selv, arbejd med dit eget savn, via psykolog eller hvad der er aktuelt for dig. Jo bedre du har det, jo bedre får dine børn det.
Jeg tror, at vi sømandskoner stiller ret store krav til os selv. Vi piber ikke over, at sømanden er væk, over savnet, over alle hverdags problemerne, vi ofte står alene med osv. Men det kan blive for svært ind i mellem, og det er en styrke at kunne vise sin svaghed, frem for at gemme den af vejen. Når vi viser svagheden, er vi allerede i gang med at ændre på det, og det er positivt. Jeg tænker på dig!
Knus Birgit
I sidste nummer af Søhesten efterlyste en ung sømandskone at høre, om andre sømandsfamilier havde samme reaktionsmønstre hos de små børn, som hun oplevede i sin familie.
Jeg er selv sømandskone, og min mand har sejlet i mere end de 25 år vi nu har været gift. I min familie kendte vi ikke de problemer, som bliver beskrevet. Men jeg ved og har hørt fra andre unge familier, at de har - eller har været igennem den samme problematik. Mine tanker er, at det må være forfærdeligt hårdt, ikke kun for den hjemmeværende familie, men også for faderen derude til søs. Jeg har selv før i dette blad skrevet om, at det kan være dejligt at savne, men som nogle familier oplever savnet, må det være ganske uholdbart. Jeg har desværre ingen gode råd, for det som har været godt for vores familie, behøver jo nødvendigvis ikke at være godt for en anden. Jeg har dog den idé, at er det hårdt for moderen at savne, (og det kan man jo ikke sådan lige lave om på!) vil det uvægerligt påvirke den lille familie. Måske er det hos nogle familier sådan, at børnene, hvor små de end er, kan mærke moderens savn og reagerer på det? Og selvfølge savner de små størrelser også deres far. Det ville være unaturligt andet!
Savnet skal bare ikke være ubærligt. Da jeg læste den unge mors artikel, kom jeg til at tænke på, at min datter da hun var 14 skrev en artikel til Søhesten. Den kommer her igen:
Min far er sømand
Savner du ham ikke? Ville du ikke ønske, han lavede noget andet? Synes du ikke, det er længe han er væk? Det er bare en lille del af de spørgsmål, folk altid spørger mig om, når de hører, at min far er sømand. Og jeg har altid svaret det samme: NEJ! Selvfølgelig savner jeg ham, og selvfølgelig synes jeg nogle gange, det er længe han er væk, men det er ikke noget jeg tænker på. Altså nogle gange er han der, og nogle gange er han der ikke! Sådan har det altid været, og sådan bliver det sikkert ved med at være lang tid endnu. Sjovt nok er det næsten altid mine venner, der er mere ked af det, når han tager af sted, og de syntes, det er synd for mig. Man er selvfølgelig lidt ked af det, når han rejser, men jeg har da aldrig grædt, når han skulle af sted, heller ikke da jeg var lille. Jeg ved jo, at jeg ser ham igen om et par måneder. Når ens far er sømand, lever man faktisk to liv. De er ikke meget forskellige, men der er forskel på kun at have sin mor hjemme, og så have begge sine forældre der. Man laver jo også forskellige ting med sine forældre. Min mor køber jeg tøj og går på café sammen med. Min far går jeg i biografen og en tur i mosen med. En ting jeg aldrig har forstået er, hvorfor der altid skal gøres rent, når han skal komme hjem. Jeg mener, han ved jo godt, hvordan det plejer at se ud. Når vi skal hente min far, får jeg altid en lidt underlig fornemmelse i maven, det bobler næsten, og man kan ikke lade være med at smile. Det er som om, at det først er der, det går op for en, at han altså har været væk i tre måneder, og så vælter glæden bare op i en. Der er dog også nogle få ulemper ved, at ens far er sømand. F.eks. så har min far, ud af de 14 år jeg har levet, kun været hjemme 4 gange til jul, som jeg kan huske. Og han har ikke altid været hjemme til min fødselsdag. Nu er jeg tit alene med min mor, men for et par år siden, fik jeg lov til at prøve at være alene med min far. Jeg var nemlig ude at sejle med ham i en måned. Her fik jeg en chance for at se, hvad min far lavede, når han var på arbejde. Jeg så, at det han lavede, ikke bare var en ferie, som nogle måske tror det er. Jeg fandt ud af, at han faktisk havde ansvaret for maskinen, og at han tit var på vagt. Selvfølgelig var resten af besætningen søde til at tage nogle af hans vagter, så vi kunne komme ud at se noget. Vi oplevede mange spændende ting. Vi kørte i taxi i Pisa, vi spiste en Big Mac i England og købte en læderjakke i Marokko. På turen fik jeg også prøvet, hvordan det er at være rigtig søsyg, og det er ikke rart! Jeg fik i det hele taget prøvet, hvordan livet er ombord på et skib. Jeg prøvede hvordan det er at være i havn, og hvor kedeligt det kan blive, når man ikke har set land i 3 dage. Og så oplevede jeg, hvordan det er at komme hjem, og det er faktisk ret rart!
Jeg har altid sagt og vil sikkert altid sige, at jeg har haft en af de bedste opvækster, man kan få. Fordi jeg har prøvet, at have min far hjemme hele sommerferien. Ikke kun før 9 og efter 17, men alle døgnets 24 timer. Jeg vil aldrig ønske, at min far lavede noget andet. Aldrig! Tina Hansen, 14 år.
Ak, ja! Tina er i dag næsten 25 år, og har for længst forladt den hjemlige rede, men når hun er i byen er det stadig sin mor hun køber tøj og går på café med, og sin far hun går i biffen eller til fodbold med. Hun kommer her jævnligt, hvad enten hendes far er hjemme eller ej. Det sidste afsnit i hendes artikel, står hun stadig inde for!
For de unge familier ville jeg ønske, at deres sømandstilværelse måtte være lige så harmonisk, som den har været for vores børn. For vores familie har det været en livsstil, som vi bare tog til os. Jeg håber, at du som skrev i sidste nummer, på en eller anden måde må finde roen og harmonien i den tilværelse, som indebærer at vores sømand er væk fra hjemmet i lange perioder og ofte langt ude i verden, men som også betyder at, når han er hjemme, så er han det på fuld tid.
I efterårs- og vinter månederne er det ikke ualmindeligt, at naturens små gnavere, musene, smutter en tur ind i vore boliger.
For flere år siden, oplevede jeg ofte om aftenen pludselig at kunne høre små ben pile af sted hen over loftet. Hvis det gentog sig flere dage i træk, satte jeg altid kassefælden fyldt med forskellige go´bidder op på loftet. Ofte gik der kun 12-24 timer, så sad den der, mæt og bange og kiggede på mig ud gennem gitteret. Herefter fulgtes vi så mindst et par km væk eller over på den anden side af en nærliggende lille å. Sættes de ikke ud tilpas langt væk, vender de nemlig tilbage, og det kan gå rigtig stærkt. Taler af erfaring.
Sidste år var det igen blevet tid at fylde fælden men det kneb lidt med at fange den lille fyr. Vippepinden og slidsken blev gentagende gange hevet ud og maden spist. Lidt mod min vilje spændte jeg nu en klapfælde af dem til rotter, da de andre er for små. Det kunne jo være, kalorius var for tyk til at komme ind i kassen. Næste dag lå der en hale i klapfælden, en blodplet ved siden af, og begge fælder var tømt for mad. Nå – endnu en fælde blev sat. Et glas med et låg med vippeklap og dufthuller, blev placeret tæt på de andre. Der var ved at gå helt sport i det.
På 3. dagen var alle 3 fælder tømt og lå spredt ud over et større område. Gad vide, hvad det var for en ”snu fætter” jeg havde fået besøg af? Det kunne være sjovt at videofilme nattens hurlumhej. Jeg må da indrømme, at gift lige strejfede mig, men så har man på et tidspunkt et stinkende kadaver liggende. Så jeg fodrede atter og skruede låget meget hårdt fast, surrede kassefælden og satte en
4. lille klapfælde ved siden af alle de andre. Næste morgen lå den, som sådan én nu skal, i den store klapfælde. Det var et pænt stort eksemplar af en halsbåndmus, som aldrig ville kunne kommet ind i kassefælden. Det værste var blot, den manglede ikke sin hale, så jagten var endnu ikke slut. Eller var den? Det kunne jo tænkes den haleløse lå nede mellem rockwoolen og var forblødt!
Alle 4 fælder blev atter sat, og lidt ekstra go´bidder blev lagt omkring fælderne tæt på de huller, jeg med en lygte kunne se, var gravet ned i rockwoolen. Men der var meget stille de følgende dage. Pludselig undrede jeg mig over en svag, sødelig lugt inde i stuen, jeg ikke kendte. Dagen igennem, når jeg blev mindet om den gik/kravlede jeg rundt og lugtede til alt fra potteplanter til gulvtæppet. Det endte med en gang rengøring. Den følgende dag var lugten der imidlertid fortsat. Nå- så måtte jeg en tur på loftet, selvom jeg ikke fattede, hvordan en evt. lugt deroppe fra kunne trænge ned gennem gipspladerne til stuen. Da jeg løfter loftslemmen, forventer jeg at blive mødt af den mest ulidelige stank. Men nej, efter at være gået søgende rundt deroppe, stak jeg som en sidste forsikring næsen ned i nærheden af musegangene. Fy for h…. en lugt. Jeg var ikke længere i tvivl om, at dernede et sted lå den haleløse og måske et kuld døde unger, som nu var gået i forrådnelse. Jeg kontaktede min bror, der er biolog, for at få et godt råd. Han bliver ofte kontaktet desangående og svaret lød promte: Store mus mumificeres i løbet af 8-10dage og rotter 14 dage. Ok, der var en tidshorisont. For mig, der beskyldes for at have et ret fintfølende duftorgan, var det dog ikke nogen rar tanke. Jeg måtte hurtigst muligt finde ud af, hvordan lugten trængte ned gennem loftet. Jeg tjekkede samlingerne mellem gipspladerne, hvor ingen gabte, men måske var det helt ude, hvor loftslister og vægge mødtes, for her kunne jeg se små mørke lufthuller hist og pist. En stol, en fugepistol og noget loftsmaling og i løbet af dagen, havde jeg været rundt over det meste af huset. OG PIST VÆK VAR DØDEDYRSSTANKEN.
Denne seance foregik for ca. 12 måneder siden. I skal da ikke snydes for dette års fangst.
De sidste 2 måneder er det blevet til 5-(6) måske snart 7 store halsbåndmus. De 5 har jeg fanget i den store klapfælde på rosiner. Og jeg vil gerne sige, at det hver gang er med vemod, når jeg tømmer fælden, da jeg hellere vil gå en tur i engen med dem. Problemet er blot, at ingen af de mus, der godt kan lide at besøge vores loft, har mulighed for at mase sig ind i kassefælden. Den 6. mus er imidlertid pist væk sammen med en lille klapfælde!! Den 7. har jeg netop hørt pile frem og tilbage. Godt jeg fik fuget sidste år.
Hvis alle kvinder var så modbydelige ved hinanden som især Sara og Tamara er i denne bog, så ville et liv uden veninder være at foretrække !! Sara og Tamara er vokset op sammen - deres mødre var veninder, og Sara og Tamara har derfor kendt hinanden, siden de blev født og er „heldigvis“ blevet veninder. De er uadskillelige og totalt afhængige af hinanden. Så afhængige, at de begge, hele livet, har gjort alt for at intet skulle komme imellem dem.
Det er en fascinerende historie om 4 veninder og deres syklub. De 3 af dem har haft syklubben i 25 år, den sidste, Eva er kommet med for et par år siden. På overfladen er alt perfekt, især Sara og Tamara er perfekte: ser perfekte ud, deres liv er „perfekt“, de går i det rigtige tøj, er gift med „rigtige“ mænd, bor i perfekte huse, er super-gode til at lave mad osv. osv. Men under overfladen er deres liv alt andet end perfekt. Lis, den tredje barndomsveninde er knap så perfekt og har vel hele livet undret sig over, hvordan hun gik fra at være „pissetisse-Lis“ til at blive den udvalgte i Saras og Tamaras tosomhed. Men det finder hun ud af.... Mere skal jeg ikke afsløre.
Bogen er bygget op om syklubbens møder
-der er gået fra at have noget med syning at gøre, til at blive en decideret madklub - og alle kneb gælder for at få alt til at være perfekt (glæd jer til at komme hjem i Evas køkken og følge hendes forberedelser!!) Langsomt, men sikkert kommer vi ind bag facaden på disse fire kvinder og aner hele tiden, at katastrofen må indtræffe før eller siden. Vi bliver introduceret til den i småbidder, og så kulminerer det hele ellers da syklubben fejrer 25 års jubilæum.
Under en havefest snublede en pige – Ingrid – og faldt.
Hun forsikrede alle, at hun havde det godt, da de tilbød at ringe efter en læge. Hun
var bare snublet over en lille sten, for hun havde nye sko på.
De hjalp hende med at ordne sig, og gav hende en ny tallerken mad – og selvom hun
virkede lidt rystet, fortsatte Ingrid med at more sig resten af aftenen.
Ingrids mand ringede senere og fortalte, at hans kone var blevet kørt på hospitalet.
Kl. 6.00 var hun død!
Hun havde fået et slagtilfælde til festen.
Men havde man vidst, hvordan man genkender tegnene på slagtilfælde, havde Ingrid
måske fortsat været i live i dag.
Det ta´r bare nogle minutter at læse dette:
En neurolog siger, at hvis han får en slagpatient i hænderne inden 3 timer, kan han totalt ophæve effekten af slagtilfældet …..totalt!
Han siger, at det vanskelige er, at genkende slagtilfældet, få det diagnosticeret, og få patienten til læge inden 3 timer.
At genkende et slagtilfælde::
Nu siger lægerne, at alle kan lære at genkende et slagtilfælde ved at stille tre enkle
spørgsmål:
1.* Bed personen om at LE.
2.* Bed personen om at LØFTE BEGGE ARMENE.
3.* Bed personen om at SIGE EN ENKEL SÆTNING (sammenhængende) f.eks.
Solen skinner i dag.
Hvis personen har problemer med nogen af disse opgaver: ring snarest 112 og
beskriv symptomerne.
Du kan rede liv ved at være en ven og dele dette med så mange venner som muligt.
Hermed en stor tak til With Fonden, der i år har påtænkt Sømandskoneforeningen med kr. 20.000,00.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 23/12-2007 Kategori (i):
Juletræsfest hos A.P.Møller
Der var lagt op til det helt store gilde d. 18. nov. i Svendborg , da familien og jeg gæstede Svendborg Hotel den 18. november i år, hvor AP Møller holdt juletræsfest for sømandsfamilierne. Særligt var der fokus på børnene da underholdningen både bød på børnebandet ”Dyr i drift”, der formåede at fange alle størrelser med deres rockede fortællinger om dyr og på julemandsbesøg, hvor der blev danset om juletræ og uddelt en lille gave. Der var også tegnekonkurrence om at vinde en cd med bandet, som der blev gået op i med stor iver. Frokost buffeten var – om end den var omtalt som en let anretning – bestemt velassorteret og meget velsmagende, så det var ingen sag at spise sig mæt. Børnene havde fået deres helt egen buffet, ligeledes med et bredt udvalg af lækkerier, hvor især lasagnen faldt i de små smagsløgs interesse. Og så var der da også en hel del for dessertmaven: Osteanretning, chokoladekage, ris a la mande og afslutningsvis hjemmelavet varm chokolade med æbleskiver. Virkelig lækkert. Stor ros til køkkenet.
Folkene fra kontoret var meget imødekommende og interesseret i at få en god dag stablet på benene. Lidt nervøsitet var måske at spore, da det endnu er et arrangement i sin begyndelse, og der var da også tydelig interesse i at finde ud af, hvordan dette nye koncept ville blive modtaget. Det blev modtaget godt af os og de folk vi talte med. Det er rart at der er kommet lidt fokus på at gøre lidt mere for familierne hjemme – navnlig børnefamilierne – som ofte føler savnet af sømandens tungere i familiehøjtiderne som juletiden jo må siges at være. Signalværdien er meget tydelig i sådan et arrangement og det er en glæde at opleve at AP Møller også ser et behov for pleje af familielivet. Når alt kommer til alt, er det jo familierne hjemme, der sørger for at sømanden har et godt fundament at rejse hjemmefra på.
Derfor ros til AP Møller for et godt arrangement, som vi håber vil blive en fast tradition i fremtiden.
Kilde/ forfatter: Ida Jakobsen, Dato: 15/12-2007 Kategori (i):
Kære Sømandskoneforening af 1976
Tak for jeres henvendelse om „Julehilsner fra søens folk“. Carsten Wiedemann har sendt mailen videre til mig, da jeg er ansvarlig for programlægningen på P1.
Det er rigtigt, at DR har besluttet at ophøre med denne juletradition. Som I skriver, så er der i dag ganske gode muligheder for at kommunikere ad flere kanaler og døgnet/året rundt - ligesom udlandsophold i længere perioder ikke længere er et livsvilkår for specielt søfolk.
Jeg er naturligvis glad for at høre, at I og jeres brugere har nydt disse udsendelser. Men jeg mener altså at tiden er løbet fra denne tradition, hvor nytteværdien for en bredere kreds af lyttere trods alt er forholdsvis beskeden - og hvor muligheden for at kommunikere direkte mellem søfolk og deres familier på anden vis er blevet rigtigt gode.
Med venlig hilsen Anders Kinch-Jensen
Kilde/ forfatter: Anders Kinch-Jensen , Dato: 15/12-2007 Kategori (i):
Julen
Så blev det december og første søndag i advent. Julelys og julemænd med slæde og rensdyr lyse op i snart hver en have, nogle med mere held en andre – eller måske er det smag og behag, der er forskellig. Den 1. December var jeg til et rigtigt hyggeligt arrangement i Kolding. I Kolding har man nemlig den tradition, at julemanden kommer ad søvejen, hvad mere kan man ønske sig som sømandsfamilie. Til trods for at vejret satte i med noget, der lignede en efterårs storm, kom julestemningen snigende, i en skøn forening af julemusik, juletræet og julemand. Det skal ikke være sidste gang min december starter der. For mange af os, bryder Danmarks Radio i år en god gammel tradition, Julehilsner til søens folk, er blevet sparet væk. For at lægge lidt pres på Danmarks Radio, har flere af organisationerne, deri blandt Sømandskoneforeningen skrevet lidt om, hvor meget, det program betyder for os og for vore sømænd, selv i disse moderne tider med god kommunikation. Danmarks Radio har besvaret vores henvendelse. Dette brev kan du læse andet sted i bladet. Så skal jeg beklage, jeg ikke har besvaret din mail, hvis du har mailet til mig inden for det sidste 1 ½ måned. Vi har skiftet udbyder af vores internet – og det går desværre ikke altid efter planerne, men nu skulle det virke. Min nye mail adresse er ckmunk@vip.cypercity.dk Årets sidste blad er jo der hvor vi skal gøre status over året, der nu snart går på hæld. Jeg har de sidste dage tænkt meget over, hvad vi har bedrevet af store ting i 2007. Vi, der var i Århus havde nogle helt fantastiske dag – Landsgeneralforsamlingen i Ribe var hyggelig og sjov, men ………… ellers så kommer der ikke mange tanker frem, vi fik ikke 20 nye medlemmer – men det bliver måske i 2008. At leve i håbet er jo heller ikke så dårligt ! Jeg skal indrømme, at jeg personligt har været lidt ”slidt” i 2007, men håber at vende tilbage med fuld styrke i det nye år. Jeg håber at kunne deltage i et par af lokal afdelingernes generalforsamlinger. Jeg syntes det er meget hyggeligt at komme lidt rundt i afdelingerne. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at ønske alle annoncører en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Tak for jeres støtte til vores blad, uden jeres hjælp var det ikke muligt at udgive ”Søhesten”. Sluttelig vil jeg ønske alle medlemmer og deres familie en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.
Julen er over os rundt om os og i os Modstand er nytteløst, intet kan befri os. Dog er der et, det hjælper en smule, Simpelthen selv at begynde at jule. Peit Hein
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 15/12-2007 Kategori (i):
DECEMBER OG JULEBAG.
December er den måned på året, hvor jeg synes at der et mange traditioner til. Nogle har julehygge med pakkespil og andre mødes måske 1. søndag i advent og julehygger med gløgg og æbleskiver.
For et par år tilbage spurgte jeg min svigermor, om ikke hun havde lyst til, at vi sammen bagte julesmåkager, så var der ikke nogen af os, der synes, det var en ”sur” ting at stå med alene. Min svigermor var med på ideen.
Der bliver lavet 4 slags julesmåkager. Hver især laver vi dej til 2 hold julesmåkager og når vi så er færdige, så deler vi dem. Dette foregår som reglen en adventssøndag, og vi hygger os med det, og når vi når hen på eftermiddagen, så har vi fået lavet de julesmåkager, vi skal bruge i december. Dette er en af vores juletraditioner, som alle ser frem til, når vi kommer hen sidst i november. Desuden har jeg en opskrift på jødekager, som min familie synes er rigtig lækre.
Jødekager.
Ingredienser:
250 g mel,
125 g farin,
1 æg,
Korn af 1 stang vanilie,
½ tsk. hjortetaksalt,
175 g smør
Pynt: sammenpisket æg, mandelflager og kanelsukker.
Fremgangsmåde:
Bland alle ingredienser til en fast dej. Stil den i køleskabet mindst en time. Rul dejen meget tyndt ud.
Brug en rund udstikker på cirka 4 cm i diameter. Stik kagerne ud og læg dem på en plade beklædt med bagepapir.
Pensel dem med sammenpisket æg, drys med mandelflager og kanelsukker. Bag kagerne i 8-10 minutter ved 210 grader.
Hvordan takler man sine børns savn af deres far ????
Mine børns far sejler langfart (8-9uger) og der er ikke daglig kontakt.
Mine børn er kun 2 og 3 år, så det er osse lidt svært at forklarer, hvordan tingene hænger sammen. Min søn forstår dog godt far er på arbejde og han kommer igen.
Engang imellem er der telefon kontakt. Og jeg forsøger at snakke meget med børnene om far kommer igen og hvor han er henne nu og viser dem et kort - som de jo ikke aner hva er.
Men nu har far været væk i 6 uger og jeg tror sønnen reagere ved at lave en masse ulykker og gøre hvad der passer ham.
Derfor bliver mor gal, og skælder mere ud, hvad jo er pisse træls. Kan godt blive en ond cirkel ikk.
Men så plusli´ begynder sønnen at pisse og skide i bukserne (undskyld udtrykket) men jeg er bare lige fyldt op af konflikter med min 3 årig ikk.
Hva sker der ????
Tog ham med til lægen og fik tjekket urinen for en sikkerheds skyld. Den fejlede selvføldig ikke noget. Så er det psykisk. Hmmm....
Er der nogen der kender det eller har lyst at give mine oplevelser en kommentar ????
Kan nogle gange ikke lade være at tænke "bare det nu ikke skader mine børn at undværer far så lang tid !!!!! Kender i det ???
Det er hårdt for mig at undværer manden, men det må være endnu sværer for børnene.
Hermed en hilsen til søens folk med en lille fortælling om en af jeres egne, som lagde sig ud med de store rederier, skibsværfter og bådebyggere, endda så godt at han endte med at blive Danmarksmester indenfor faget!!!
Fredag den 14. september vandt vi konkurrencen - DM i legehus. En førsteplads som vores sørøverskib Vandskræk hev i land efter at vi havde sendt nogle billeder og et par linier der skulle beskrive, hvorfor lige netop vores legeskib kunne være inspirerende for børn og voksne i det ganske danske land. En fin placering som ydermere indbragte os hovedgevinsten på en tur til Legoland, med to overnatninger, guided tour backstage og 1000 kr. pr. mand til at snoller lego for! (Venter p.t. på at sømanden kommer hjem så vi SNART kan drage til Billund i Jylland og boltre os i lego).
For to år siden købte vi hus med tilhørende MEGA grund som vi bestemte os til at bruge til en legeplads for både børn og voksne. Sidste forår gik sømanden så i gang med udgravningen på vores sørøverskib, et valg som næppe kunne være anderledes til to små drenge, hvis farmand er en vaskeægte søulk! Farmand byggede og sørøver mor malede, Oldefars rat fra hans fiskekutter fik lov at styre slagenes gang og derefter gik drengene ombord og siden hen er der blevet kæmpet mange brave sørøverslag: Nogle har måttet gå planken ud, andre har kastet med kanonkugler, skattekisten er blevet fyldt med guldklumper, kokken har forlystet sig i kabyssen og en menig pirat har snuppet en lur i hængekøjen mens skipper har styret skuden sikkert i land.
At andre så har syntes at vores idé er lige så god som vi selv synes, er jo bare helt genialt, og at DM titlen har gjort os til kendisser her på Nordfyn har jo været en fantastisk sjov oplevelse. Vi har efterhånden klippet artikler ud fra flere forskellige aviser og oveni kan vi prale af at den er bygget med statsstøtte, (ungernes børnepenge!).
Fra bladet NYT fra DSUK har vi sakset nedenstående artikel.
Af Torben Elmbæk Jørgensen
”I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.” Lukas 2, 9
Sådan hører vi hver juleaften ordene fra Lukasevangeliet om Jesu fødsel. Budskabet om, at en frelser er os født blev sendt fra Gud til mennesker via en engel. Fire ud af ti danskere tror på engle. Flest kvinder, midaldrende og jyder tror på engle. Såvidt en undersøgelse foretaget for Kristeligt Dagblad. Selv blandt ateister findes mennesker, som tror på engle – hele 8%. I USA tror 79% på engle, så her er vi danskere langt bagefter amerikanerne. En af de mest prominente engle-troende i vor tid er den norske prinsesse Märtha Louise, der har indstiftet en alternativ uddannelse, hvor man skal lære at kommunikere med engle. Interessen for engle i vor tid skyldes givetvis også, at vi er blevet mere åbne over for det alternative. 67% af de engle-troende betragter engle som mennesker, de har holdt af, men som nu er døde. 48% mener desuden, at engle kan gribe direkte ind i menneskers liv.
Engle i andre religioner
Troen på engle er ikke knyttet til en bestemt religion. Alle religioner fortæller om engle. I Islam er engle budbringere fra Allah. Hvert menneske har to skytsengle, som følger den enkelte og optegner alt, hvad man gør.
I jødedommen betragtes engle som Guds budbringere og hjælpere, der beskytter og straffer Israel. Inden for buddhismen findes de åndelige devaer, der støtter alt godt, som gøres i verden. Åndelige væsener findes tilsvarende i hinduismen.
Engle i kristendommen
Engle optræder ganske hyppigt i Bibelen, hvorfor det er selvfølgeligt for de forskellige kristne kirkesamfund at forhold sig til engle. De protestantiske kirker, bl.a. Folkekirken, ser engle som Guds budbringere, hvis eksistens vi har kendskab til fra Bibelen. Skytsengle optræder ikke med vægt. I den omsiggribende New Age bevægelse ses engle som vejledere i personlig udvikling.
Syv ærkeengle
I den katolske kirke har man en udbygget teologi om engle. De opfattes som åndelige væsener skabt af Gud før menneskene, tidligt i skabelsens proces. Ifølge Jobs Bog var de vidner til vor jords tilblivelse. Måske er de skabt samtidig med lyset. Deres hjemsted er foran Guds trone.
Syv af englene er ærkeengle, og vi kender deres navne som Michael, Gabriel, Rafael, Uriel, Raguel, Sarakael og Remiel. Alle mennesker har deres egen skytsengel. De bringer bud og hjælper til. Jesu fødsel bebudes af engle, og de beskyttede ham ude i ørkenen og engle kæmper mod Satan i Johannes Åbenbaring. Lovprisning af Gud er engles vigtigste opgave. Men ikke alle engle er gode. Satan
Boganmeldelse
”Den tidsrejsendes kvinde” af Audrey Niffennegger
En god, tyk moppedreng af en hyggelig bog !!!
Især i begyndelsen skal man som læser være ret så vågen….bogen handler nemlig om en mand, der kan rejse i tiden. Så indimellem er Henry 7 år gammel, andre gange er han 42 og indimellem befinder han sig i nutiden, hvor han render ind i smukke Clare, som kender ham da de mødes første gang, fordi Henry - ude i fremtiden - rejser tilbage til Clares barndom og der bliver en naturlig del af hendes opvækst. Det er meget, meget underligt, indtil man får styr på historien og vænner sig til at Clare kender Henry og at Henry kender fremtiden.
Det er en forunderlig viden Henry render rundt med, han kan tænke og tale med fremtidens viden, men han kan ikke ændre på historien, kun se på. (Undtagen selvfølgelig når han investerer i værdipapirer, hvor han udnytter sin viden om fremtiden – og da han er så heldig at kende er en falden engel, som gjorde oprør mod Gud og blev forvist fra himlen. Derfor fristede han Adam og Eva i Paradiset. Den ortodokse kirke har en tilsvarende teologi om engle.
Engle optræder også ofte i kunst og kultur. I ældre dansk litteratur findes mange engle, blandt andet optræder de i tolv af H.C. Andersens eventyr.
lottocifrene fordi han har set tallene i fremtidens avis). Sjovt er det, da han og Clare skal ud at købe hus. Henry styrter ind i samtlige huse, som de ser på, stiller sig ved et vindue, kigger ud og siger så at det ikke er deres hus. Først da Clare går ham på klingen og vil vide hvad det er han laver, fortæller han hende, at han har været i deres hus ude i fremtiden og kender udsigten, men ikke huset !!
Det lyder forvirrende, og det er det sådan set også, men det er også en gribende historie om kærlighed, Henrys kamp for at blive helbredt, ægteskab, forældreskab og livet i al almindelighed. Og så er det da en lidt besnærende tanke, det med at kunne rejse ud og se sin egen fremtid, selvom man måske indimellem får en viden, som man helst vil være foruden!
Klokken er halv 3 om natten d. 8. juli. Det er kun godt 12 timer siden vi forlod Århus havn i stille og roligt vejr, og nu ligger vi midt i Kattegat med 14 sekundmeter vind. Bølger står ind over siden på skibet, vinden er bidende kold vind og får en sommernat til at føles som en efterårsstorm. Alle har svært ved at stå fast og mange må finde et afsides sted at bukke under for søsygen. Velkommen til søs!
Jeg er ombord på den norske fuldrigger Sørlandet, som trainee på Tall Ships Race 2007. Vi var 13 danske trainees der mønstrede Sørlandet i Århus. Alle med forskellige baggrund, alder og forudsætninger og alle spændte på, hvad de næste 14 dages tur til Kotka i Finland skal bringe af oplevelser. Jeg selv var heldig at vinde et sponsorat fra Sømandskoneforeningen af 1976, der havde udloddet en plads på Tall Ships Race 2007 blandt folk med tilknytning til foreningen. Og jeg må sige, at de sendte mig af sted på en af de største oplevelser nogensinde.
Alt fungerer helt anderledes ombord på et gammelt sejlskib. Besætningen og trainees er inddelt i vagthold, der hver skal passe to 4-timers vagter i døgnet. Jeg selv var så ”heldig” at havne på 12-4 vagten, det vil sige, at jeg skulle på vagt fra kl. 12 til kl. 16 og igen fra midnat til 04 om morgenen, den vagt der er kendt som hundevagten. Hele ens døgnrytme bliver vendt på hovedet, men efterhånden vænner man sig til den rytme, der er ombord. Under hele kapsejladsen fra Danmark til Finland fik min dag en fast rutine.
Jeg gik på vagt kl. 12 middag, hvor vi de næste 4 timer var med til at få skibet til at sejle. Det betød at vi skulle ordne sejl, tage dem op og ned, dreje dem, spænde dem, slække dem og ikke mindst, brase! (når man drejer sejlene forhold til vindretningen) Der er flere job end man kan forestille sig. På vagterne fik vi også undervisning i, hvordan en fuldrigger skal sejles, hvordan sejlene skal stilles, hvordan man manøvrerer, laver mand over bord osv. Vi skulle på de 14 dage også forsøge at lære navnene på alle sejlene, der er ca. 26 forskellige, og på alle tovenderne. Dem er der rigtig, rigtig mange af. Det var noget af en udfordring, men efterhånden som tiden gik, fik man styr på flere og flere af dem.
Når vi gik fra vagt kl. 16, havde vi dagens fritid, der kunne bruges på, hvad vi ville. Der blev læst, snakket, sunget sange, spillet guitar, funderet, klatret i master, spillet kort og hvad man nu kunne finde på. Der var ikke meget plads at være på, men vi klarede os. Aftensmaden blev serveret kl. 18 og derefter var der lidt mere fritid at bruge af.
Kl. 22 ramte jeg køjen, det var rart at få sovet lidt inden jeg skulle op på vagt igen kl. 24. Nattevagterne var rigtig lange, især i starten, når man var træt og der ikke var så meget at lave. Det var rarest at holde sig i gang ellers kan fire timer på dækket en råkold nat være rigtig svære at komme igennem. På hver vagt blev fire trainees sat til at passe de fire fysiske vagter, der bestod af en udkigspost oppe forrest på skibet og en brandvagt, der skulle gå to brandrunder i timen og ringe glas (et levn fra gamle dages sejlskibe, til at holde styr på tiden). Derudover en rorgænger der styrede skibet og en mand, der stod standby hos rorgængeren og hjalp der. Især udkigsvagten nød jeg meget, det var den perfekte mulighed for bare at stå oppe på bakken allerforrest på skibet, nyde udsigten og lade tankerne flyve. Man når at få tænkt en forfærdelig masse på sådan 14 dage, det var næsten det, der var det hårdeste på turen. I en travl hverdag får man sjældent tid til at lave intet bortset fra at tænke, det var der masser af tid til på Sørlandet. Et godt afbræk fra vagten var en traditionel kl. 03-sandwich, som blev indtaget med et par af de andre danskere på mit vagthold. Kl. 04 når vagtens sluttede, og vi havde overdraget til det næste hold, var der nærmest kapløb om at ramme køjerne og få lidt søvn. I en lille bås med tre bænke, der kunne slås op som køjesenge, omkring et bord sov vi 6 mand, så der var ikke meget privatliv eller meget ro, men søvnen kom nemt. Man bliver udmattet af sådan en dag til søs, og vi sov typisk hele formiddagen på trods af at resten af besætningen spiste frokost (ja, det var jo et norsk skib, så frokost er morgenmad) mindre end to meter fra os. Kl. 11 stod vi op og spiste middagsmad, lidt sært at stå op til en solid portion varm mad og kl. 12 var vi klar på en ny dag.
Selve kapsejladsen fra Danmark til Finland var også en motivation for at yde noget ombord. Sørlandet havde en klar kappestrid kørende med et af de andre norske skibe, og som kaptajnen fortalte da vi mønstrede, så var det ikke vigtigt om vi vandt, bare vi slog Christian Radich. Det gjorde vi desværre ikke, Sørlandet kom på en samlet 3. plads efter Staatsraad Lehmkuhl og Christian Radich, men vi var alle godt tilfredse. Jeg følte, at jeg havde været en aktiv del af den sejlads, der var gennemført og det var en utrolig fornøjelse.
Kapsejladsen var ret hurtigt ovre. Efter 5 dage med alskens forskellige slags vejr og udfordringer endte med at krydse målstregen allerede fredag d. 14. Det var 3-4 dage før planlagt, men vi fordrev weekenden med at ligge for anker et par skibe samlet en dags tid og fik derefter nogle dages hyggesejlads med mulighed for virkelig at blive dus med hele oplevelsen at sejle fuldrigger. En oplevelse af kompleksitet og samarbejde, det skib kommer altså ingen steder, hvis ikke mange mennesker arbejder koordineret med et fælles mål.
Onsdag fik vi lov til at komme til kajs i Kotka, Finland, hvor vi de næste par dage fejrede en veloverstået sejlads sammen med trainees fra de andre skibe og besætningerne.
Da jeg sad i bussen på vej hjem forsøgte jeg at fordøje alle de indtryk, jeg havde fået de sidste 14 dage (sammen med resterne fra festen dagen før). Jeg havde fået muligheden for at komme af sted, nærmest helt tilfældigt, men hold fast en oplevelse, jeg havde fået mig. Jeg havde lært nogle fantastiske mennesker at kende og var kommet tættere på dem på de 14 dage ombord, end man ofte gør på folk man går i skole med i flere år. Jeg havde prøvet at skulle pakke sejl sammen i toppen af en 35 meter høj mast, mens hele skibet gyngede fra side til side. Jeg havde hentet knækbrød til adskillige af mine med-trainees, det hjælper mod søsyge. Jeg havde læst og tænkt mere, end jeg før har præsteret på så kort tid. Jeg havde fået udvidet min horisont på så mange måder, flere end jeg toede muligt af sådan en lille sejltur. Jeg skylder en stor tak for det.
Historien her sendte jeg til Søfartens Fremme’s konkurrence om den bedste historie fra Tall Ship’s Race 2007. Jeg vandt 3. præmien, et års abonnement på Søfart.
Esbjerg afdeling vil gerne takke nedenstående for at have sponsoreret gaver til vores lotteri på landsgeneralforsamlingen i Ribe.
DS Torm -Nordana Shipping -AP Møller Mærsk Danbor -Stena Line -Marstal søfartsmuseum Søfartens ledere -Maskinmesterforeningen og de 12 afd: der var med på Landsgeneralforeningen
Hej alle søde venner
Vi vil gerne takke jer alle, fordi I var med til at gøre vores generalforsamling i Ribe til en god weekend, som vi vil mindes længe.
Jeg var meget nervøs for, om vi kunne klare det uden problemer, håber I tilgir, hvis der har været nogen fejl. Vi vil også gerne lige takke alle, der gav sponsorgaver til vores amerikanske lotteri på Esbjergs afd. vegne
Tak fra Enkekontoen
-Enkekontoen takker mange gange for de to fine gaver, vi fik under generalforsamlingen i Ribe. Fra en anonym giver var der kr. 500,- og fra de flittige indsamlere på Ærø var der kr. 1000,-.
Så skulle du gå i gang med bogen ”Der findes syv verdenshjørner” – en rejsedagbog af Katrine Engberg og Timm Vladimir. De har rejst jorden tynd i et års tid i 2005/ 2006, og rejsen bragte dem fra Danmark til Borneo, Australien, New Zealand, Argentina, Costa Rica, USA , Canada og tilbage til lille Danmark igen. Bogen koncentrerer sig om Australien, New Zealand, USA og Canada. Det er en dejlig, varm og godt skrevet bog fyldt med fantastiske billeder (det er Katrine, der skriver, og Timm, der fotograferer). Den gir virkelig rejselyst !!!
Bogen er uddrag af dagbogsoptegnelser blandet med nyttige informationer til den rejsende, fx : info om at hike (vandre) i New Zealand, hvordan man kommer på besøg i et aboriginalsamfund i Australien, noget om indianere mv. Læs den og få rejselyst og eventyr hjemme i sofaen. Hvis Katrine og Timm holder et rejseforedrag i nærheden af dig, så skulle du tage med på turen. De fortæller virkelig godt og viser en masse fantastiske fotos fra deres tur.
Af andre bøger i genren kan nævnes Helge Rude Christensens bøger om ”Familie på farten”. Familien har rejst siden yngste søn ikke var større end ”tobak for en skilling”, og de har været vidt omkring (senest i Australien sammen med farmor på 92, en tur som de filmede, og som TV2 har sendt af flere omgange).
Eller hvad med at gå i gang med eller genlæse Troels Kløvedals bøger, genopleve det græske øhav sammen med ham eller rejs med til fjernere egne.
Læs også om Hjalte Tin og Nina Rasmussens ture rundt i verden på motorcykel og i 2CV.
Vi har fået lov til at bruge af teksten fra bladet CO Søfart fra Sø-restaurationen og Metal Søfart
Artikel af Lise Mortensen Høy og Karen Asmussen
Vi har stillet en række spørgsmål til nogle af de hovmestre, der har været på Søfartens Arbejdsmiljøråds kursus: Sund Kost. Hvad er forskellen på at være hovmester før i tiden og nu. Har hovmesteren ansvaret for besætningens sundhed - og hvilke tiltag har du gjort, for at gøre maden sundere?
MAIL 1:
Blandt kokkens og hovmesterens udfordringer i dag, hører i større grad emner, som følge af tidens trend, sund og mager kost samt at være medansvarlig og endda primus motor i at skabe en socialt velfungerende trivsel ombord.
Som denne artikel primært omhandler, er der de senere år kommet mere og mere fokus på sund og velnærende kost, ikke bare til søs, men i hele samfundet generelt. Denne trend følger selvfølgelig også med os på arbejde. Vi som kokke og hovmestre har fået tildelt et vist ansvar for sundheden ombord. Vi skal ikke bare lave velsmagende mad, men den skal være ernæringsmæssig korrekt sammensat, fedtfattig og varieret.
Dette i en tid med store modsætninger om bord, nye unge helsebeviste søfolk og ældre og erfarne med mere traditionsbundne kostvaner.
C/C og C/S skal tilgodese alle typer, og vi skal alle føle os hjemme i vores andet hjem, vore arbejdskammerater har krav på at få en kost, som lever op til deres forventninger hvad angår smag og ernæringssammensætning. Vi bør give dem den variation og det udbud der gør at alle vil blive tilgodeset. Vi skal stadig lave en god frikadelle med sovs i skiver, vi skal stadig have en god gang stegt flæsk med det hele en gang imellem, og desserten vil vi da også nødig undvære. Men vi skal give folk mulighed for at vælge og fravælge. Der bør altid være et indbydende udvalg af frugt, grønt og lækkert brød, vi skal friste de sunde kostvaner frem ikke tvinge. C/C og C/S har ikke til opgave at være sundhedsapostle og forcere noget over hovedet på folk, det vil kun skabe modstand. En sidegevinst kan da også være, at det faktisk kan være en sjov udfordring at kreere en mere sund og varieret kost.
Blandt nogle metoder, som jeg med held har benyttet til at "lokke" lidt sundere spisevaner frem, kan jeg nævne at skabe en god kommunikation om sund kost om bord. Folk kommer ud i kabyssen, og når snakken drejer sig om kosten, hvad den jo ofte kommer til, gør jeg et stort nummer ud af at forklare om ernæringssammensætningen i den mad, de skal have, samt "prale" af , hvor lidt fløde der er brugt i den forgangne uge, og forklare hvordan det er muligt at lave velsmagende saucer uden at benytte en masse fedtstoffer. Dette har skabt en del debat om kosten og har givet en del større afsætning i salatbaren!
Ofte benytter jeg mig også af at anrette på eller farsere med grøntsager, så er det næsten umuligt at undgå at putte dem i munden. Men kort sagt skal grøntsagerne, kartoflerne og frugten være indbydende, spændende og frem for alt lige til at gå til. Ikke noget med en gulerod, der er kogt stendød i flere timer, hvem gider det? Der skal bruges spændende tilberedningsmetoder og masser af krydderier, så ryger der altså en grøntsag mere og en delle mindre.
Vi kokke og hovmestre er jo ikke udlært ernæringseksperter, og de færreste af os er helsefreaks. Vi er hamrende gode til at lave mad, der smager godt og med masser af gode sager i. Derfor er det nødvendigt, at vi bliver klædt på til at imødekomme udfordringerne med at lave ernæringsrigtig kost og skabe trivsel og velvære ombord. Vi kan lige så godt se i øjnene, at kravene bare bliver større og større i den retning, så vi kan lige så godt tage udfordringen op og gøre en indsats for at udvide kendskabet til emnerne. Rederierne er allerede fremme med tilbud og bør gøre meget mere i fremtiden. Jeg mener, det kunne være interessant med en kursusrække, hvor man fik mulighed for at uddybe emner, der havde ens personlige interesse fx ernæringslære. Det bliver en stor udfordring at holde gejsten, når et kostkursus er kommet lidt på afstand og alt ligesom er faldet tilbage i den gamle gænge. Her kommer det til at kræve noget at holde interessen til den mere sundhedsfremmende linie. Det bliver en udfordring at få det til at blive sjovt at lave sund mad og bruge sin ferie på "kedelige" kurser. Men min erfaring er, at det faktisk er sjovt, når man kommer godt i gang.
MAIL 2:
Jeg har måtte ændre vaner og rutiner for at kunne gøre tingene, så jeg selv følte en tilfredsstillelse i det jeg lavede. Jeg mener, at for hvert gram fedt, der bliver skåret væk fra maden, er det et skridt i den rigtige retning.
Til tider vil jeg vel mere betegne mig selv som en Velfærds Officer. Som gerne skulle kunne samle flokken, give råd, lytte, lave noget god, smagsfyldt mad. Men samtidig skal man jo også leve op til forventningerne fra besætningen, vi er jo trods alt til eksamen ca. tre gange dagligt. Nogle vil gerne have fedtfattig mad, andre vil gerne have kage hver dag, osv.. Der er mange hensyn at tage, og hovmesterens rolle er vel at sortere lidt i ønskerne og finde en gylden middelvej.
Jeg mener helt klart, at hovmesteren har et medansvar for besætningens sundhed. Det er nu en gang ham/hende, der producerer det, der bliver serveret; derfor skal hovmesteren også kunne tage sit ansvar og i det mindste forsøge at lave forbedringer på det sundhedsfremmende område. Det vil sige virkelig vurdere, hvad man laver, og hvordan man gør det. Men igen. Det er besætningen der får tilbudet - og vælger…
Der er mange ting, der kunne gøres. Jeg vil her nævne, hvad jeg har gjort, siden jeg var på "Sund Kost" kurset for Søens Gastronomiske Fagfolk.
Jeg har fremstillet skilte, som angiver fedtmængden i maden, disse sættes på retterne, enten det er varm eller koldt, så besætningen kan se fedtindholdet i de forskellige retter. "Low Fat " angiver, at der er under 10 pct. fedt i retten, "Medium Fat" bruges til retter, der har mellem 10 - 24 pct. fedtindhold og "High Fat" har mere end 25 % fedtindhold. I det daglige sørger jeg for at udskære kød, så der er et minimum fedtindhold i, inden jeg tilbereder det, både stege, udskåret eller hakket.
Saucer og supper jævnes kun med "Maizena" eller majsmel, jeg bruger ikke opbagning mere. På en udmønstring på seks uger sparede jeg ca. 15 kg margarine ved denne metode. For at få den rigtige "farve" på de "legerede" supper, tilsætter jeg lidt mælk (behøver jeg at nævne, at det jo er "Low Fat" ), derved får suppen næsten samme udseende, som om det var med opbagning. Jeg laver mere pålæg selv, det vil sige, jeg laver pålægsretter. Alt brød dvs. morgenbrød, flutes, franskbrød bliver bagt uden brug af fedtstof. Jeg laver altid salatbar med 10-12 forskellige ting, så der er alternativer til eksempelvis en fed flæskesteg.
"Salget" til besætningen ser jeg ikke som et problem, tværtimod bliver de glade for at se forandringer og spørger eksempelvis om, hvilken farve en enkelt ret er, hvis man skulle have glemt at markere det med mine skilte (Food Signs). Så derved får man også en feedback.
En anden udfordring bliver så at kunne få skibshandlerne med på den linie, således at vi kan få fedtfattige produkter, og her tænker jeg mest på mejerivarer, der må kunne udarbejdes lister i vores proviantprogram med low fat produkter! Udfordringen ligger faktisk mest i at fremskaffe de rigtige varer, ikke så meget i at producere det. Jeg ved, at man er i gang med at finde løsninger, således at der bliver mulighed for at kunne få disse varer, men hvornår det sker, vides ikke...
Min vej til "Catwalken"
Fik mulighed for at komme ombord nogle dage på det skib, som min mand arbejder på. Sådan et der kan rumme 45.000 tons olie, benzin eller noget i den retning. En arbejdsplads som sejler verden rundt, denne gang med 9 danskere og 9 filippinere ombord.
Jeg har her valgt at fokusere på danskernes samspil ombord. Velvidende at der desværre ikke altid er så mange danskere ombord, hvilket betyder, at det sociale fællesskab ofte er meget begrænset. Meget interessant at gå rundt mellem disse myreflittige mennesker, hvor arbejde og fritid løber ud i et, ihvertfald lever de i de samme rammer døgnet rundt. Respekt for det. Selvom kommunikationen er bedret indenfor de senere år, er det alligevel som om verden ”udenfor” ikke er helt nærværende, når man befinder sig indenfor skibets begrænsede territorium. Selvfølgelig kan man ringe eller maile hjem til konen / kæresten / manden eller vennen, men man kan alligevel ikke stille noget op med de hverdagsproblematikker, der dukker op derhjemme. Let, tror jeg ikke det er, at være derude uden at kunne hjælpe. Det kræver sin m/ k at kunne overlade det hele til dem derhjemme. Sikken en tillid de har til os på hjemmefronten, vi har meget at leve op til. Det var utroligt positivt at opleve stemningen ombord. Uanset arbejdsmængden var det umuligt at møde sure mennesker. Ganske vist var der nogle, der var mere morgenfriske end andre, men alle kendte hinandens særheder, og dem fik man lov at ha i fred. Ingen fik lov at gå rundt og være kede af det i lang tid, for der kom altid en eller anden forbi med en kvik bemærkning, som igen fik smilet frem. En kunne finde på at sige, ”nu trænger du vist til et kram”. Det var da noget, der røg direkte i hjertet på en garvet sømandskone som mig, der har både mand og datter til søs. Sart skal man ikke være derude til søs. Drillerier af den gode slags må man finde sig i, uanset køn. Sørøverhistorier er der masser af, der er trods alt folk ombord, som er fra dengang der var ”rigtige” søfolk til. Det er vist dem over 38 eller sådan noget i den stil. Arbejdsmæssigt skal man kunne klare at kravle til tops til lanternerne og langt ned under havoverfladen, ganske vist indenbords i tankene, men alligevel. Det er ikke for tøsedrenge og –piger. Arbejdssproget er engelsk, det får så være, hvad det er, men der er også en masse sømandsudtryk, som man som udenforstående lige skal ha repeteret en ekstra gang. Det var på den måde jeg stiftede bekendtskab med ”catwalken”, som er den gangbro, der løber hen over alle tankskibsrørere på dækket. På min tur på ”catwalken” stødte jeg på flere ”prærievogne”, og hvordan hænger det nu sammen. Jo, det er en slags læskure som folk kan søge ly i, hvis de af en eller anden årsag under dårligt vejr er nødt til ud at gå i forenden af det ca. 180 m. lange skib. Efter min mening en rigelig spændende tur. Hvem skulle tro, at ”Monkey Island” er toppen af skibet, og at man hele året har ”juletræ”, der er masten til en masse elektroniske dimser.
Et helt andet kapitel er maden ombord. Et meget vigtigt kapitel, vel at mærke. Så ikke uvæsentligt med dansk hovmester (alias kok) ombord. For os ”udefra” kan det synes lidt ligegyldigt, om kaffen er dansk eller amerikansk, men det er det ikke for dem ombord, skal jeg hilse og sige. Især på broen (det er der, styrmænd tilbringer meget af deres tid ) skal de ha store mængder kaffe, af den slags, der kan holde en styrmand vågen (læs: den slags kaffe, der kan holde vi andre søvnløse en halv nat ). Det kan også diskuteres længe og inderligt, om der skal være kerner i rugbrødet eller ej. Nogle vil ha fisk, andre ikke, nogle vil ha grøntsager, andre er bange for at få lange ører af dem. Enkelte kunne risikere at betale kostpenge for at være der, hvis rederiet vidste, hvor meget de spiste. Helt uretfærdigt synes det for os landkrabber, at det ikke altid er at se på dem. Dog må der være nogle, som kan blive nødt til at rejse hjem i kedeldragt, fordi tøjet er krøbet i de 3 måneder, de har været ombord. Jeg blev enig med mig selv om, det skyldtes den tørretumbler, de har ombord, at mit tøj på få dage ændrede facon. Eller også var det fordi jeg ikke hver dag gik i ”gymnasiet”, som ombord er lig med motionsrum med flere maskiner til trimning af kroppen. Retfærdigvis skal siges, at adskillige af de ombordværende helt seriøst brugte maskinerne ofte. Sikken en selvdiciplin. Der skal nu også arbejdes lidt mere end 5 min. for at fjerne sporene af de delikate retter og eftermiddagskager, der med jævne mellemrum dukkede op på bordet. Heldigvis var der gulerødder til 10-kaffen om formiddagen, så man kunne opretholde den gode samvittighed en kort periode.
Det var nogle lærerige dage ombord, hvor jeg også fik snakket med flere af danskerne om det at være sømand. Hvorfor går der sådan nogle arbejdsomme, rare, veluddannede, følsomme, selvstændige og fantastiske mennesker rundt uden kæreste/ ægtefælle? Som de selv sagde, er det ikke et hit at sige, man er væk i 3 måneder ad gangen. Ikke mange kvinder, eller mænd, for der var også en kvinde ombord, synes det er fedt at være alene med hjem, børn, arbejde etc. når partneren er til søs. På en måde forståeligt, men måske har de ikke fået øjnene op for de fordele, der er ved det. F.eks. antallet af timer man tilbringer sammen, er betydeligt flere end med et 8-16 job. Ingen der blander sig i ens gøren og laden, når man er alene om alle pligterne. Det handler jo om at få øje på det positive. Så de kan jo bare sige til, de sømænd, hvis de har brug for hjælp til noget sømandsdating J Jeg er meget glad og taknemmelig for, jeg fik chancen for at komme ombord og få genopfrisket min respekt for de danske søfolk. Så tak til alle ombord på Torm Gertrud i aug. 2007.
Aase
Tak for sidst til alle jer, der var med til en hyggelig Landsgeneralforsamling i Ribe. Det var dejligt at se jer igen. Tak til Esbjerg afdelingen for et rigtig god arrangement.
Generalforsamlingen foregik i en god stemning, vi fik vedtaget en § omkring uddeling af ”Årets Søhest” (se vedtægter andet sted i bladet) Jeg håber, at vi med denne § kan få mange indstillinger, det gør altid det hele lidt mere spændende. En idé kunne måske være, at et punkt på lokal afdelingernes generalforsamling, der hedder indstilling af ”årets søhest”. Det er selvfølgelig i god tid, men her er ofte godt fremmøde til generalforsamlingerne og ”årets gang” bliver vendt, på den måde tror jeg, der vil komme mange indstillinger.
Vi fik vendt flere ting i punktet ”foreningens virke”. Hvordan får vi nye medlemmer/hvordan fastholder vi dem vi har. Hvordan opfattes ”Sømandskoneforeningen” hvordan opfattes vores navn, skal vi have et nyt - skal vi udskrive en konkurrence om et nyt navn ?
Vi kan ikke og skal ikke ”elske hinanden”, men vi skal acceptere hinanden. Hvilke forventninger er det, vi har, når vi tager kontakt til foreningen, der var mange spørgsmål og mange meninger !
Der var stor opbakning omkring indsamlingen, som Fredericia Sømandshjem har igangsat for at hjælpe familien til den hårdt tilskadekommende Philipinske sømand, der på 3. uge ligge i koma på Odense Universitetshospital, efter fald på vej ombord på hans skib. Sømanden faldt ned og ramte kajkanten og er hårdt kvæstet i hovedet. Det var med stolthed jeg kunne aflevere kr.
4.115,00 til Sømandshjemmet. Fredericia Sømandshjem har lavet en flot indsamling der p.t er blevet til ca. kr. 85.000,00. Pengene anvendes til flybillet og ophold i Danmark for sømandens kone og 2 børn.
Hele referatet kan læses andet sted i bladet.
Næste års Landsgeneralforsamling afholdes første weekend i oktober i Fredericia.
Den varslede lukning af en Sømandskirke, er heldigvis blevet ved en varsling . DSUK har fra kirkeministeriet fået tilsagn om en ekstrabevilling, der dog indebærer nedskæring af personale ude i kirkerne.
Den ene varsling om lukning afløser den anden! Danmarks Radio har besluttet at lukke julehilsner til søens folk, som de sidste år har været transmitteret på P1 den 24. December kl. 16. Det er en god gammel tradition, der trods hurtig og god kommunikation mellem familien og sømanden stadig har mange lyttere, og mange skibe der sender hilsner. Sømandskoneforeningen og andre institutioner i ”Det blå Danmark” er blevet opfordret til at skrive til Danmarks Radio i håb om, at vi kan bibeholde programmet i en eller anden form.
Næste nr. af ”Søhesten” bliver det sidste i år, eller skal vi kalde det jule nummeret. Send derfor gerne en god julehistorie eller specielle oplevelser du har haft i forbindelse med julen.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 15/10-2007 Kategori (i):
For lidt eller for meget tid!
At have uendelige mængder af tid til sin rådighed, kan være lige så svært som at leve i en stresset dagligdag. Efter at have levet et travlt liv – alene med to børn, et stort hus, fuldtidsarbejde, en pludselig opstået trang til at lære mere, hvorfor jeg oveni alt det andet valgte at begynde på lærerseminariet, hvor jeg læste dansk i to år og var af sted to eftermiddage/aftener om ugen og desuden havde ret så mange lektier – så sad jeg pludselig i sofaen efter en mislykket knæoperation, ventetid på en ny operation og derefter rekreation samt ventetid på en operation i det andet ben. Alt i alt har jeg i disse dage ”siddet stille” i 3 år !!
I begyndelsen var det herligt at have tid til at fordybe sig i gode, tykke bøger. Jeg sad stille i sofaen det meste af dagen, så når ungerne kom hjem, havde jeg tid til dem, og det udløste mange hyggestunder. Jeg havde god tid til at surfe rundt på internettet, og jeg er da også blevet klogere på nogen ting og bedre til andet. Men indimellem har det også været uendelig svært med al den tid.
Og ikke nok med det, det stillesiddende liv kostede mig også ca. 15 kilo på sidebenene, og da jeg ikke var en splejs i forvejen, vejer de sidste kilo særdeles tungt.
Jeg besluttede, at noget måtte der gøres. Jeg tog til psykoterapeut for at finde ud af, hvordan jeg skulle få hold på mit liv og finde ind til pigen under fedtet… Det har været en lang og svær tur, men den har også ført en masse godt med sig, og den har ændret mig enormt. En af de første store ændringer kom, da jeg indså, at det med at tabe mig, det havde jeg prøvet på at klare alene i 25 – 30 år uden det store held, så det var en ting jeg måtte ændre. ”Ring til dine veninder” sagde psykoterapeuten ”fortæl dem, at du har det elendigt”. Jeg ringede også, men fik vist aldrig fortalt nogen af dem, hvor dårligt jeg havde det.
Men så en dag fandt jeg en løsning. Jeg satte mig ned og lavede et brev til veninder og venner, hvori jeg fortalte dem, om hvor elendigt jeg har det med min overvægt, hvor meget jeg vejer, at jeg havde brug for deres hjælp og støtte, da jeg havde indset, at jeg ikke kunne komme ned i vægt uden hjælp. Vigtigst af alt, bad jeg mine venner om hjælp. Og det fik dem faktisk op af stolene!! Nu er der en veninde, der tager mig med ud at svømme en gang om ugen, en god ven hiver mig med på en ugentlig, lang gåtur, en veninde har ”sponsoreret” hjælp til at tabe de næste to kilo, en anden veninde ”sponsorerer” et kilo lidt senere i forløbet, nogen ringer bare for at gi et godt råd eller gir mig nogen gode madopskrifter, en ven har hjulpet mig med at sætte min cykel i stand osv. osv. Selv bidrager jeg med daglige gåture og cykelture, sund mad og motivation og har desuden oprettet en hjemmeside, hvor alle kan følge med i mine frem- og tilbageskridt. Endnu lader det store vægttab vente på sig, men det kommer, det er jeg ikke i tvivl om, og i al fald ryger vægten nedad – langsomt men sikkert !!
...Skriver Christina i en artikel i Femina fra torsdag den 30. august. Den har jeg s´gu tænkt mig at klippe ud! Jeg kunne selv have skrevet den artikel om vores familie, faktisk tror jeg at hendes kæreste og min er kolleger.
Christina beskriver rigtig godt hvordan jeg oplever de skiftende arbejdsperioder min kæreste har, og omstillingen som kan gøre os alle, men specielt børnene, helt rundtossede, når Far er væk fra mandag til fredag og hjemme i weekenden.
Hermed en opfordring til alle om at læse artiklen. Jeg har tænkt mig at gemme den, og tage den frem når jeg trænger til lidt moralsk opbakning.
God fornøjelse!
Kilde/ forfatter: Turi Lykke Møller, Dato: 3/9-2007 Kategori (i):
Boganmeldelse "Vintersolhverv"
”Vintersolhverv” af Rosamunde Pilcher
Rosamunde Plicher skriver bøger der fanger læseren. Jeg elsker hendes personbeskrivelser, der sjældent eller aldrig frembringer den perfekte person, men derimod en person af kød og blod og med de fejl og mangler der naturligt findes i enhver. Og så smitter hendes kærlighed til Cornwall i England og til Skotland af på mig som læser, så landskaberne står tydeligt for mig, og jeg får lyst til at rejse og se mere. Beskrivelserne i ”Vintersolhverv” er ingen undtagelse.
Historien starter i Hampshire men rykker hurtigt videre til Skotland. Elfrida Phipps er en pensioneret skuespiller, der flytter på landet for at nyde sin alderdom. Som så mange af Pilchers hovedpersoner er hun en selvstændig og handlekraftig dame, og da hendes ven, Oscar, mister kone og datter ved en trafikulykke, er hun ikke sen til at rykke med ham til et hus i Skotland, hvor de planlægger at holde en stille og rolig jul sammen. Roen bliver dog brudt af Elfridas niece Carrie, en ung kvinde med en ulykkelig kærlighedshistorie bag sig, samt hendes niece, Lucy, som er en 12-årig pige fanget midt i forældrenes skilsmisse. Disse fire personer finder hinanden på tværs af generationer, ulykker og i deres ensomhed, og beskrivelserne af deres små og store problemer er ægte og medrivende. Egentlig har de fire nok i hinanden og i den lille bys indbyggere, men da forretningsmanden, Sam, banker på deres dør og rent faktisk sner inde sammen med dem, åbner de deres arme for ham også.
Historien fanger, og selvom man måske hurtigt gætter sig til en slutning, så formår Pilcher at fange læseren i hendes beskrivelser af personerne, deres historier og i hendes fortælleglæde. Både ”Vintersolhverv” samt de andre bøger jeg har læst af Pilcher (bl.a. ”Konkyliesamlerne”, ”September”, ”Vejen hjem”) er underholdende og hyggelig læsning, som fortjener en god stol, en kande te, et tæppe og ikke mindst tid til at fordybe sig og sluge historien.
Vi har med tak modtaget denne artikel fra Jyllands Posten
Sømandskoner i Århus og omegn hjælper hinanden i en hverdag, hvor manden ofte er på langfart. Under The Tall Ships’ Races forsøger de at gøre opmærksom på foreningen og trække flere medsøstre til.
Af MARIE HAUBERG PEDERSEN
Den tid er forbi, hvor alle sømænd har n kvinde i hver en havn; men én kvinde står stadig ofte tilbage, når manden drager afsted. Nogle gange i et par uger, andre gange i et par måneder.
Og det er ikke altid lige let at være denne midlertidige enke – men siden 1976 har hustruerne kunnet søge samvær og opbakning i Sømandskoneforeningen. I fire år har der også været en lokalafdeling i Århus, og den gør i disse dage opmærksom på sig selv med et telt på kajen ved The Tall Ships’ Races.
Vi er 20 medlemmer mellem 28 og 42 år, og vi bruger og støtter hinanden i hverdagen og laver nogle ting sammen.
F. eks. går vi biografen, tager på legepladser med børnene, og vi har også været på et wellness-ophold på Rømø uden børn,« fortæller en af søenkerne, Gitte Lauridsen.
Hendes mand er henholdsvis hjemme og til søs to måneder ad gangen, og i mellemtiden må hun selv stå for parrets børn og hjemmet, samtidig med at hun selv arbejder.
Både mor og far
Det er et specielt liv, når ens mand ikke kommer hjem kl. 16, og man både skal være mor og far på samme tid. Det kan være svært for familie og venner at forstå, og så er det rart at tale med andre i samme situation, f.eks. hvis man er ked og træt af det,« siger Gitte Lauridsen, der sammen med Gitte Jensen og Britt Jensen bemander boden denne formiddag.
Sidstnævnte er på barsel og har sin lille søn på fire måneder med i barnevogn.
Min mand tog ud at sejle i lørdags,« fortæller hun med et smil.
De 20 medlemmer af Sømandskoneforeningen i Århus er kommet i kontakt med hinanden via deres mænds fagforening og foreningsbladet „Søhesten“, som ligger rundt omkring på skibene. Men selv om der findes omkring 4.000 sømænd i Danmark, er der kun cirka 200 sømandskoner organiseret i foreningen.
»Så der er lang vej endnu,« konstaterer Charlotte Munk, formand for Sømandskoneforeningen, som også var til stede på standen til The Tall Ships’ Races.
Måske har det noget at gøre med, at vi ikke har noget klubhus, men mødes i private hjem, og at man ikke har mod til at ringe til en, man ikke kender. Men når først man er med, kender jeg ingen, som siger, at det ikke er noget for dem,« siger Charlotte Munk.
For Gitte Lauridsen har mødet med foreningen i hvert fald været givtigt. Samværet er et lille plaster på såret, når savnet bliver for stort.
»Jeg plejer at sige, at jeg lever med det,
men jeg vænner mig aldrig til det,« fortæller græsenken.
Kilde/ forfatter: Marie Haubergn Pedersen, JP, Dato: 29/8-2007 Kategori (i):
Dræbersneglene er over os!!
For ganske få uger siden kom min mand ind fra haven og sagde:” Der er nogle dræbersnegle, tror jeg.” Jeg gik med ud og kiggede på de små dyr, og i følge diverse avisartikler, hvor jeg havde læst om problemet, måtte jeg give ham ret. Det var helt sikkert dræbesnegle, eller den iberiske skovsnegl, der muntrede sig der i vores have. Jeg havde læst om de store skader denne snegl kunne forårsage i en have, så kampen gik omgående ind! Jeg havde hørt om mange forskellige bekæmpelsesmetoder, og en af dem var ØL. Vi satte derfor et par skåle med øl ud i haven. Og jeg må sige, at der blev ”happy hour”.
Vi fandt ud af, at sneglene i den grad blev tiltrukket af ølduften. De kravlede op over kanten på den lille skål, sad og drak lidt, og når de så havde slukket deres tørst, så det ud som om, de ville glide ud af skålen igen, men jeg tror at de blev så berusede, at de dejsede ned i øllet og druknede. Vi havde i starten 4 skåle i haven, og hver morgen og aften tømte vi dem. I hver skål, var ca. 15-20 stykker pr. tømning.
Det vil sige 120 snegle pr. døgn! Ud over ølfælden, gik vi hver aften n runde i haven, hvor vi klippede sneglene over med en saks. Ærghh!! Inden der var gået 2 uger, havde vi snuppet mere end 2000 snegle. Det var ikke så rart at tømme skålene, og dyrt blev det også i øl. 3 dåser hver aften – og vi havde fundet ud af, at det der trak mest var classic øl. Da sømanden var mønstret ud, kom jeg på den idé, at vi måske trak snegle ind fra de omkringliggende haver. Jeg stoppede med ”baren”, og går nu 2 runder hver aften med min saks. Ærghh!! Men jeg snupper ca. 60 snegle hver aften. Flere stauder i vores have er gået ud, så jeg har på ingen måde medlidenhed med det lille dyr, som ellers er en utrolig flot snegl, med sin ræverøde farve og de sorte antenner.
P.S. Hver snegl (som er hermafrodit) lægger omkring 400-700 æg!!
Efter en lang og kold vinter, er sommeren endelig over os, og så skal vi grille.
Det er derfor nødvendig lige at opfriske etiketten omkring denne sublime udendørs madlavningsform, da det er den eneste form for madlavning rigtige mænd foretager sig - formentlig fordi der er et element af fare involveret.
Rutine:
1. Kvinden køber maden
2. Kvinden laver salat, forbereder grøntsager og laver dessert.
3. Kvinden forbereder kødet, marinerer m.v., placerer det på en bakke sammen med krydderi, saucer, grill-bestik
m.v og bringer det til Manden der står ude ved grillen med en øl i hånden.
VIGTIGT:
4. Manden placerer kødet på grillen.
Mere rutine:
5. Kvinden går ind for at forberede og gennemføre borddækning
6. Kvinden kommer ud for at fortælle manden, at kødet er ved at brænde på. Han siger tak, og beder hende hente endnu en øl mens han klarer situationen.
VIGTIGT igen:
7. Manden tager kødet af grillen og rækker det til kvinden.
Rutine, rutine, rutine:
8. Kvinden forbereder tallerkner, salat, brød, tilbehør, servietter og saucer og sætter det på bordet.
9. Efter måltidet rydder kvinden bordet og vasker op.
10. Alle roser manden for det dejlige måltid.
11. Manden spørger kvinden om hun har nydt sin „fridag“, og konkluderer på reaktionen, at det er umuligt at gøre kvinder tilfredse!
Håber I har haft en god sommer. Hvis ferien har været holdt i Danmark er det ikke penge til Sol Lotion der har sprængt feriebudgettet !
Vores deltagelse ved Tall Ships Race blev hvad jeg vil betegne som en succes. Vi havde 4 dejlige dage, med masser af hygge for os der havde meldt os til at passe vores stand (telt).
Vejret var som gennemsnit af sommeren, sol, regn, regn, sol - men alle tog det med godt humør.
Vi har fået navnet ”Sømandskoneforeningen”
cementeret. Jeg tror at 8 ud af 10 personer der gik forbi, sagde navnet for sig selv, når de så vores banner.
Vi fik mange kommentarer om hvad vi mon var for nogle: er I et datingbureau, er I Marta piger, kan man leje jer for en aften, var nogle af de bemærkninger der gav anledning til et grin og en snak med folk der egentligt ikke ved så meget om søfart !
Vi havde besøg af mange, der havde været sømandskoner og da ville ønske de havde vidst der fandtes en forening for os. En ting der varmede mig meget var når der kom en mand og sagde, jeg vil gerne have en brochure og et blad, til min svigerdatter, hun er sømandskone - det er da omsorg ! Personligt talte jeg med ikke mindre end 4 svigerfædre.
Nu bliver det spændende at se om vi får flere medlemmer - 2 meldte sig ind mens vi stod og talte. Jeg har efterfølgende også fået et par henvendelser pr. mail, som ønsker lidt yderligere information. Min fornemmelse er at det var en god måde at komme ud og synliggøre os på.
Andet sted i bladet kan du læse en artikel som Jyllands Posten har været så venlige at lade os bringe her i ”Søhesten”.
I dag har jeg haft besøg af en journalist fra ”Maskinmesteren” som bringer en artikel om ”Sømandskoneforeningen” i løbet af efteråret.
Så alt i alt syntes jeg vi har fået megen omtale og masser af positiv respons.
Det skib vores Trainee, Tue Dyrhauge havde fået tildelt, var ikke lige det vi havde forventet af et skib der skulle sejle kapsejlads. Det var et skib med aktivister og ikke ligefrem den type skib vi havde fået oplyst ville være en mulighed for denne oplevelse. Efter lidt benarbejde og stor forståelse fra arrangørerne blev Tue flyttet til ”Sjørlandet”, det Norske Skoleskib. Tak til Jacob fra Tall Ships Race og Steen Sabinsky fra Søfartens Fremme for hjælpen. Jeg er sikker på Tue beretter om sin tur i næste nr. af ”Søhesten”.
Jeg måtte desværre melde afbud til årsmøde i DSUK - men har i referatet kunne læse at det er dystre tider for det, der tidligere var Sømandskirken. Der er spået store besparelser og måske kan en lukning af en sømandskirke komme på tale.
Så vidt jeg er orienteret er det ikke pårørende til nogle af foreningens medlemmer, der er taget som gidsler på ”Danica White” - men mine tanker går ofte til både dem der sidder derude og deres familie her i Danmark. Jeg håber de ramte familier, får hjælp og informationer fra udenrigsministeriet - Kære piger, det kunne være en af vore og i en sådan situation er jeg personligt ret sikker på at mit medlemskab i Sømandskoneforening ville være guld værd!
Der findes tid for arbejde. Og tid for kærligheden.
Det er al den tid, der findes.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 29/8-2007 Kategori (i):
Mit første møde med søfarten
Jeg vil fortælle om mit første møde med søfarten. Der var også en stewardesse der havde sejlet før.
Jeg mødte min mand Gunner da han gik på maskinmesterskole i Svendborg. Vi besluttede så at jeg skulle med som stewardesse når han skulle ud at sejle. Så Rederiet Dansk-Fransk blev kontaktet da Gunner havde været der inden han kom på maskinmesterskolen. Jeg måtte så ringe til personaleafdelingen og tale med Friis, det foregik fra en telefonboks som ikke ville tag mod pengene, men det lykkedes da og jeg fik hyre.
Vi flyttede alle vore ting til Gunners forældre i Marstal og 14/5 1972 gik turen til København, hvor vi skulle ind på rederiet og på Seruminstituttet og have de sidste vaccinationer. Vi var af rederiet blevet indlogeret på Sømændenes Mindehotel i Peder Skramsgade. Om aftenen var vi i Tivoli men det blev ikke sent da vi skulle tidligt op næste morgen. Vi havde bestilt vækning og det fik vi også ved at det buldrede op døren og så blev den ellers bare åbnet.
Vi skulle mødes med flere andre besætningsmedlemmer på Hovedbanegården. Der blev vi hentet i en minibus og alm. taxa af Taxa John og hans kone og så gik det over Rødby/Puttgarden til Hamborg, hvor skibet Kinshasa lå og ventede. Jeg havde godt nok sommerfugle i maven, jeg havde ikke været ombord på sådan et skib før. Jeg havde arbejdet i kiosken på Bagenkop/Kiel et par somre men det var ikke helt det samme. Hovmesteren jeg skulle arbejde under var også med i taxaen, han var en meget stor mand med Vi kom til Hamborg lige over middag og skulle så ombord. Den første der modtog os var skibshunden Malle, en lille sort arrig hund, som jeg dog senere blev gode venner med. Jeg blev vist op på et kammer af dessen jeg skulle afløse. Jeg skulle arbejde i officers- og assistentmesserne. Det var ikke den store overlevering jeg fik, hun fortalte hvornår der var spise- og kaffepauser og at jeg ellers skulle passe på for de(besætningen) var flinke i starten men så blev de frække. Så skulle hun med samme taxa hjem. Jeg havde dog stor hjælp i den desse der kom samtidig med mig. Hun skulle være i salonen, hvor der bare spiste 3 mand, skipper, chief og overstyrmand.
Det første jeg skulle var at dække op til kaffe i messerne. Kaffen skulle hentes i kabyssen der blev den lavet i en stor mælkejunge med hane så vi kunne tappe af den. Om aftenen var der koldt bord med en lun ret. Det kolde blev tilberedt i kælderen og sendt op med en lille elevator.Det var kældermanden der anrettede pålægsfade. Han var fra Zaire, ligesom vaskemanden og kammerdrengen. Så vidt jeg husker, var vi ca.35 ombord.
Kinshasa var i fast fart Europa-Congo. Om aftenen skulle vi sejle fra amborg og Gunner skulle i maskinen men 2. mester havde sin kæreste med på hustrusejlads, så vi kunne underholde hinanden og kigge på udsejlingen af Elben. Om morgenen blev vi vækket(purret)på telefon eller ved at der blev banket på døren. Det hele gik fint, men efter nogle dage bad assistenterne om citroner til deres te, så det gik jeg i kælderen og fik af Salomon. Efter nogle dage kom hovmesteren farende og skabte sig - om jeg vidste hvad citroner kostede osv. og hvis de skulle have citroner til deres te kunne de købe dem selv.
Nogle dage senere skulle vi over Biscayen i dårligt vejr. Dvs, det blev det om natten. Så da jeg om morgenen småsøsyg kom ned i messen var bakken med krydderier soyasovs og vitaminpiller væltet på dørked og lå og trillede frem og tilbage. Så gik jeg op til Gunner og sagde at nu skulle jeg hjem og det skulle være nu. Det kunne af gode grunde ikke lade sig gøre, og det blev da også godt vejr igen og denne første udmønstring varede da 11 1/2 måned. Næste gang var jeg med 9 mdr. og sidste gang 6 mdr. Det var lidt andre forhold dengang, men det var nok hyggeligere.
Kilde/ forfatter: Lena Tove Holmsted Rasmussen, Dato: 29/8-2007 Kategori (i):
Flot indsats TAK for det
Jeg er meget stolt over at skrive dette indlæg.
Vi har afholdt Tall ships i Århus og det gik rigtig godt, takket være Susanne (Århus afd.) fik vi en rigtig flot stand, som virkelig trak flok til. Jeg skulle enligt være med til at sætte standen op, men vores søn Lucas, skulle samme dag opereres, og min mand Bo var ude at sejle, så jeg var alene hjemme. Jeg sendte mail rundt og Gitte Bartholin (Århus afd.) tilbød straks at tage min vagt, så jeg kunne være ved Lucas, det er da dejligt, at der er en meget kær sømandskone, der ved hvad det vil sige at være alene hjemme med sygt barn. Jeg skal ikke skjule at jeg var noget nervøs da vagtskemaet havde lagt på hjemmesiden i en uge, og det kun var vores kære landsformand ( 10 vagter) og Birgitte fra (Fredericia afd. 6 vagter) der havde skrevet sig på, selv om de da havde taget utroligt mange vagter, var der da flere vagter der skulle dækkes ind, mail til medlemmer fra Århus afd. hjalp godt på det, derefter ringede jeg rundt og det gav pote fra kære medlemmer fra Frederikshavn. Tak for det. Nu så det straks lidt mere lyst ud.
Birgit fra Vestsjælland meldte sig også, da hendes søn alligevel skulle sejle med et af skibene. Det var en god overraskelse et medlem fra Sjælland, senere kom der mail at hun manglede en ekstra overnatning, og der var Anne Mette (Århus afd.) så sød at tilbyde en sove plads, som Birgit glad tog imod, derefter tog Birgit også flere vagter, det var dejligt.Det hele kørte rigtig godt, folk mødte op til deres vagter og nogle tog nogle ekstra vagter ved at blive i boden, da der var sådan en hyggelig stemning.
Der var mange der henvendte sig for at få en snak, og vi må da sige at pt. fra Århus afd. ser det da ud til at det har givet pote, der er flere der har henvendt sig og er interesseret i foreningen. Jeg ved også at jeg bla. talte med et måske kommende medlem der kom fra Hillerød, så det var langt fra kun Århus afd. folk var interesseret i, der var også flere der ville henvende sig til Fredericia. så det bliver spændende. yllandsposten var også på besøg, der var en stor ertikkel og et billet af Britt og Rasmus 4 mdr. (Århus afd.)
Jeg kan også følge vores hjemmeside, og der er også meget stor søgning dertil. Så nu vil jeg da opfordre alle afdelinger til at være op til date med hjemmesiden, for der er rigtig mange besøgende, og det ser ikke godt ud at den ikke er opdateret.
Men hovedindholdet af dette indlæg skulle være at takke dem der hjalp os i gemmen dette. Jeg er jer alle dybt taknemlig for at dette kunne lade sig gøre.
Enddu engang mange tak.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 20/8-2007 Kategori (i):
Tro det eller lad være del 2
Lokalarkivet kunne desværre ikke nøjagtigt understøtte mit ønske om, at bekræfte mediets påstand om en større gård i brand samt dennes placering netop på vores matrikel. Et gammelt kort viste dog, at der et eller andet sted, indenfor et lidt større område engang havde ligget en gård.
Nå – 12 uger går der, inden min nabo lidt modvilligt indrømmer, at helt ro er der altså ikke længere. Det rumsterer atter i det små inde hos os. Vi aftaler, at jeg straks ringer til mediet næste gang, hun hører noget.
Efter et par dage i Jylland -14 dage senere siger hun, at knapt havde jeg forladt huset, før rumsterierne begyndte i såvel stue som baggang. I samme tidsrum har hendes mand klaget over kulde omkring benene.
Denne oplysning medfører, at jeg prompte går ind og ringer til mediet. Hun spørger, hvorfor vi ikke har sagt til med det samme, der var noget. Det kan jeg desværre ikke svare på. Tingene må nemlig helst ikke hobe sig op igen. Mediet siger, hun straks vil gå ind og ”fjernkigge” og rense op, hvilket betyder, at hun vil give evt. oversete eller nye sjæle fred ved at sende dem op i lyset. Jeg skal ringe tilbage et døgn senere for at høre nærmere.
Jeg glæder mig stort set lige så meget som 1. gang til at høre, hvem hun mon nu har fundet. Det viser sig, at der i baggangen ligger en ung, lyshåret knægt under en hestevogn. Han blev kørt over under alt postyret, da branden huserede. Ham har hun i 1. omgang overset men han er let at ekspedere videre. Værre er det inde i stuen, hvor det har været nødvendigt at arbejde delvist på den anden side væggen, dvs inde hos naboen, hvilket hun normalt ikke gør. Men – da der her befinder sig en høj, ældre, gråhåret, piberygende herre med ”rigtig mange kræfter” kommer mediet virkelig på arbejde. Han er svær at få halet ud. Heldigvis ønsker også denne herre langt om længe at få fred. Naboen har selv adskillige gange overfor mig talt om en ældre ”kraftfuld” herre, så mon nu ikke, vi har fået ryddet helt op? Det er jo alt sammen for hendes skyld.
Symbolerne på indersiden af dørene skal vi lade hænge. Skulle vi engang gå hen at flytte, skal de puttes i en plasticpose, bindes for og mediet vil herefter hente dem til afbrænding, så der ingen askerester bliver. For som hun siger. De kan indeholde meget forskelligt, der alt sammen skal fjernes helt og fuldstændigt. Jeg regner ikke med, der kommer yderligere fortsættelser. Men hvem ved…… Naboens slutbemærkning lød: Det kan være jeg har et helt regiment siddende i væggen inde hos mig, som jeg skal til at have fjernet. Ja, måske……..
Siden sidst er Esbjerg afdeling blevet beriget med endnu en lille ny til en sømandsfamilie. Heidi og hendes mand har fået en dejlig dreng. Et stort tillykke fra alle i Esbjerg afdeling.
Vi har haft planlægningsmøde hos Juliane angående den forestående landsgeneralforsamling. Stort set alle medlemmer i Esbjerg afdeling er involveret og der er kommet mange gode ideer om hvad vi kan foretage os denne dag.
Udflugten til Birgitta måtte desværre aflyses da der ikke var tilslutning nok til den. Vi beklager meget. Lad se om ikke vi kan få det arrangeret her i løbet af sommeren.
Og som det sidste arrangement for denne omgang har Annette været vært, hvor vi hyggede og lige fik lidt mere på plads til Generalforsamlingen.
Jeg skulle hjælpe med mad og opvask til ethyggeligt samvær på Caroline S.
Et kor på 41 sømænd skulle møde kl.16.00, hvor de skulle synge. Og jeg må sige,at de sang for FULD SKRUE. De sang efterderes sanghæfter, men skulle ellers helstsynge uden hæftet, da de jo også skal ud ogsynge for andre. ”Martha” lød til at værederes slagsang.
Forretten kom på bordet, og derefterskulle de splejse, og her kom konerne indi billedet, for de måtte gerne hjælpe dekære sømænd. Så var der tid til mere mad,efterfulgt af en skriftlig prøve, hvor (kunmændene) f.eks. skulle svare på, hvor derene viskestykker var på Caroline S. Indimellem var der også masser af sang. Koretskal jo holdes i gang, da de jo synger desteder, de sejler rundt til.
Så var det kaffetid, og jeg måtte til minopvask, men jeg kunne jo hele tiden hørederes sang og muntre stemning. Det varhyggeligt, at være der, og opleve sådan endag.Senere kiggede jeg på deres hjemmeside:www.caroline-s.dk, da jeg jo har hørt omskibet Caroline S, men ikke rigtig vidstenoget om det. Her kunne jeg bl.a. se, at demangler skipper – styrmand – mester -kok.Da det var sådan en god og hyggelig dag, viljeg gerne dele min oplevelse med jer også,og jeg kunne høre på dem, at de har mangegode timer på Caroline S.
Så er vi allerede halvvejs gennem 2007 planlægning af sommerferien er nok på sit højeste og jeg håber mange af jer kan holde den som ”samlet familie”. Personlig har jeg altid syntes at sommeren var den værste tid at være uden sømanden. Sommeren byder altid på mange arrangementer og ferien er også noget man gerne oplever sammen men vi har jo valgt et liv hvor det ikke altid kan lade sig gøre !
Fra en af vore medlemmer har jeg modtaget artiklen ”Søværnet anklages for vild opførsel” fra Jyllands Posten. Artiklen omhandler den ”kollisionskurs” Jyllands Posten og Søværnet er kommet på efter hjemkomst fra Galathea 3. Det gør mig både vred og ked af det at vi skal læse, jeg citerer: Det kommer nok ikke bag på folk at sømænd drikker når de er i havn, men når der er børn og unge til sted, bør de kunne styre sig” - et andet sted berører journalisten hvordan søfolkene er gået på bordel ved havneanløb. Jeg kan ikke lige på stående fod komme i tanke om et erhverv, der skal svines til på denne måde ! Det er så nedladende både for sømanden og hans familie. Heldigvis har en anden journalist skrevet et tillæg hvor han beskriver hvor dygtigt de 100 sømænd der var med på turen ”fragtede” de 500 mænd, kvinder og børn sikkert rundt om kloden. Citat: "dagligt og døgnet rundt - sørgede for de allerbedste arbejdsbetingelser både for forskere og mediefolk".
I den kommende tid er der møde i Velfærdsrådet, Dansk Sømands- og Udlandskirke og jeg ser meget frem til MSSM (Maritim sikkerhed, sundhed og miljø) konferencen i Nyborg i august.
Jeg vil gerne komplimentere TV-kampagnen i Danmarks Rederiforenings rekrutteringskampagne. Jeg må sige reklamen kommer meget godt omkring erhvervet på den korte tid en sådan reklamespot vare.
Vi nærmer os tiden hvor vi skal til Tall Ships Race i Århus. Der er endnu et par ledige vagter på vores bemandingsliste, så hvis du har et par timer til overs hører vi meget gerne fra dig. Hvem der vandt vores sponsorat kan du læse andet sted i bladet.
Repræsentantskabsmøde den 25. August afholdes hos undertegnede. Ideen med at flytte mødet til København er faldet lidt til jorden i denne omgang, men vi forsøger igen en anden gang.
Jeg ønsker jer alle en rigtig god sommer, med forhåbentligt masser af sol og gode oplevelser.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/6-2007 Kategori (i):
De holder skruen i vandet i den hjemlige havn...
...sådan lød overskriften til en artikel i Kalundborg Folkeblad den 12. november i 1994.
Anledningen var oprettelsen af Sømandskoneforeningens lokalafdeling på Vestsjælland -”Skruerne” - i maj samme år. Det var en fin artikel med vægt på sømandsfamiliens liv og samtidig en god og realistisk beskrivelse af dagligdagen for sømandskonerne og børnene – med og uden sømanden.
Artiklen var også for at gøre reklame og dermed ”lokke” flere sømandskoner til lokalafdelingen. Et par stykker kom til fra Kalundborg og nærliggende kommuner. Året efter også et enkelt medlem fra Københavnsområdet. I starten var der flest medlemmer fra Vestsjælland, men i dag er der kun et medlem fra denne del af Danmark, så vi fordeler møder og aktiviteter mellem Vestsjælland og Østsjælland.
”Skruerne” har i de forløbne år haft - og har stadig - et rigtig godt sammenhold. Mange, både gode og dårlige - oplevelser har vi delt med hinanden. Selv om vi ikke har været en stor flok, så har vi formået at holde ”skruen i vandet” også i lokal foreningen. En overgang var der meget få medlemmer, men i de seneste par år er der igen kommet nye til. Næste generation med små børn er rykket ind og det er en lærerig proces – specielt for os ”gamle” medlemmer med halvstore og voksne børn.
Aktiviteterne i Vestsjællands Afdeling har været og er mangeartede, f.eks. strandture, instruktion i rengøring, sommerfest med overnatning og besøg på Lyngby Radio. Møder hos de enkelte medlemmer er også populære – der er en positiv stemning !
Vi har netop på vores årlige generalforsamling besluttet, at vi fremover fast vil holde et sommerarrangement og et julearrangement. Da vi har sparet op, kan det gøres uden for store udgifter for medlemmerne.
Dette års sommerarrangement gik til Sverige, hvor vi fik mulighed for at slappe af i et par af medlemmers ødegårde. Nu ser vi frem til at mødes igen efter sommerferien med nye kræfter til efterårets nye aktiviteter.
Kilde/ forfatter: Marian Bliesener, Dato: 1/6-2007 Kategori (i):
Kære alle søpiger
Når I gerne vil have noget med i Søhesten, er det en fortræffelig ide at sende det både til Ilse og mig. Det vil sige, billeder indtil videre kun til mig, da Ilse endnu ikke har plads nok på sin computer til dette, bredbånd er under overvejelse, og det kan vi kun tilslutte os.
Mange hilsner
Ilse og Kirsten
Hvor længe har det efterhånden stået på. 10 år måske længere. Hvilket? Lydene i vores hus, når vi er bortrejst.
Hvad er det for lyde, du taler om?
Sådan kunne en samtale mellem vores nabo og jeg lyde for år tilbage. Vi bor i rækkehus og hun har helt tydeligt kunnet registrere, at det puslede inde hos os. Der kunne gå lang tid imellem eller også spurgte jeg ikke til det, nok fordi jeg glemte alt om det og der var jo ikke noget, hver gang hun tjekkede. Årene gik og jeg ved naboen nogle gange forudsagde forskellige hændelser hos bekendte, havde besøg af afdøde slægtninge samt kurerede syge heste, fordi hun kan ”tale med dem”. Lidt hokus pokus i min bevidsthed men hvorfor skulle hun lyve i årevis? Nej.
For små 2 år siden, ændrede pusleriet inde hos os sig til decideret larm med smækkende døre, host og af og til bankelyde. Jeg fik ofte en sms, at nu lød det igen som om, vi havde indbrud. Heldigvis viste det sig altid, at være falsk alarm. For et par mdr. siden, var der en vældig støj i vores baggang. Det nye var blot, at vi begge var hjemme og sad og småsov foran TV´et ! Hvad var nu det? Jeg kunne godt mærke på min nabo, at hun efterhånden ikke syntes, det var så morsomt længere. Noget måtte gøres.
Jeg kontaktede en ”husrenser”, der gerne ville komme forbi. Både min mand og jeg samt naboen og dennes hund skulle stå til disposition. Dyr og småbørn reagerer lettere, da de er uvidende.
Dagen for husrenselsen oprandt
Da kvinden når dørtrappen, åbner jeg for at sige velkommen men får vist intet sagt, da hun i stedet siger:”Det var dog en ubehagelig indgang. Det hele gynger. Her er ikke rart at være. Jeg kunne fornemme det allerede ude på gaden.”Hold da op tænker jeg mens hårene rejser sig over hele kroppen. Mediet ønsker, vi samlet går en runde i hele huset, så hun kan fornemme, hvad der måske foregår. Ikke færre end 6 steder indenfor 80 kvadratmeter føler hun ubehag og er meget forbløffet over, at vi intet kan mærke og ej heller lider af hovedpine. Naboen holder lav profil men er klart påvirket. Hunden har siden mediet ankom slet ikke kunnet falde til ro og bliver efter en halv time parkeret inde hos sig selv. Efter den fælles rundtur, vil mediet gerne overlades til sig selv. Den flg. time gennemgår hun minutiøst hvert rum i huset. I dette tidsrum får jeg selv adskillige kulderystelser mens naboen føler en vældig kulde trænge ind under tøjet.
Efter en grundig håndvask og masser afkildevand er mediet klar til at berette,hvad/ hvem vi er og har været omgivet af.For meget længe siden, måske flere 100år, har der her ligget en gård med en storsmedje, som blev bestyret af en grumherremand. På et tidspunkt har der væreten eksplosionsagtig brand med fleredræbte, som er blevet begravet netop,hvor vi for 2 år siden byggede et havehus.Vi skal derfor helst undgå yderligere grave-arbejde på grunden.Den tiltagende megen larm naboen harhørt, stammede fra smedjen. Der befandtsig yderligere 3 personer i huset, hvis sjælefik fred.Fredløse sjæle opstår ved pludselige uven-tede dødsfald, hvor sjælen ikke bliverlukket ud. Personerne ved ikke selv, de erdøde og fortsætter derfor ofte et frustre-ret liv i gamle vante omgivelser.
Man kan tro på denne beretning eller ladevære men fakta er, at der i vores hus nugennem flere mdr. har været musestille.Skulle der mod forventning atter opståforskellige lyde kræver det blot en opringning til ”husrenseren”, der så straks vil”fjernkigge” ind hos os og fjerne uønskedeelementer.På indersiden af dørene hænger symbo-ler, der skal forhindre indtrængen af uøn-skede. Sjovt nok har endnu ingen spurgtom, hvad disse betyder. Hvorfor mon?…..
I skrivende stund er lokalarkivet ved atlede efter den omtalte gård.
Vinder af Trainee, Tall Ships Race
Vi fik 4 ansøgninger i forbindelse med vores sponsorat af Trainee.
Mick Acer, Svendborg - Rasmus Petersen, Svendborg - Dan-Bjarti Larsen Jensen,
Vestsjælland - Tue Vigerø Dyrehauge, Svendborg
Jeg fik en helt uvildig, nemlig min far til, at trække lod om hvem, der skulle vinde turen
fra Århus til Finland. Vinderen blev Tue Vigerø Dyrehauge, Svendborg. Tue skal med
en finsk tremaster ”Estrelle”. Dan-Bjarti Larsen Jensen var heldig at få tildelt en plads
gennem Søfartens Fremme.
Vi ønsker Tue og Dan-Bjarti en god tur og håber de vil skrive lidt om deres oplevelser
til ”Søhesten”.
Skrevet af Tue Vigerø Dyrehauge fra ? dato: 2007-05-29
Her er en idé til lidt spændende sommer-læsning: Camilla Läckbergs foreløbig tre bøger om politibetjenten Patrik Hedström ogforfatteren Erica Falck. ”Isprinsessen”, ”Præ-dikanten” og ”Stenhuggeren”
C.L. er en ung, svensk krimiforfatter, no-gen vil kalde hendes bøger krimigenrenssvar på ”chicklit”. Ikke desto mindre for-mår hun at fange læseren med sine plots.Hendes sprog er let tilgængeligt og bø-gerne er udmærket oversat med enkelteskønhedsfejl. Alt i alt, synes jeg at alle trebøger er spændende læsning og histori-erne griber dig, som læser, så det indimel-lem er svært at lægge bogen fra sig.
I ”Isprinsessen” bliver vi introduceret tilbøgernes absolutte hovedpersoner, EricaFalck og Patrik Hedström. Erica er påsommervisit i barndomsbyen for at kommesig ovenpå forældrenes pludselige død,samt for at færdiggøre arbejdet med enbog. Patrik er betjent på den nærliggendepolitistation. En kvinde bliver myrdet (Enbarndomsveninde til Erica) og det bringerPatrik og Erica sammen – og sød musikopstår. Men den spændende historie medoptrævlingen af den myrdede kvindes livog løsningen af mordgåden har heldigvisførsteprioritet og gør bogen til spæn-dende læsning. Samtidig introduceres vifor andre af den lille by – Fjällbackas (hvorforfatteren er født og opvokset) – indbyg-gere.
I ”Prædikanten” finder en lille dreng etkvindelig i Kongekløften og det bliverbegyndelsen til endnu en spændende hi-storie med optrævlingen af ikke mindreend tre mord. Erica Falck får i denneEn god krimi i sommervarmen?roman en lidt mindre betydningsfuld rollei forhold til opklaring af mordene, mensPatrik efterhånden træder i karakter somen effektiv betjent. Historien er rigtigspændende og godt skrevet med flash-backs tilbage til 1979, hvor de andre tomord er begået.
”Stenhuggeren” er ligeledes skrevet medto parallelle handlinger, en nutidig medopklaringen af et mord på en lille pige,samt en fortælling fra 20’erne, der efter-hånden gir en forklaring på visse mystiske,nutidige hændelser. Jeg synes alle tre bø-ger er god læsning. Plots’ene fanger én ogdet er svært at gætte sig frem til den rigtigemorder. De parallelle historier virker godtog øger intensiteten, synes jeg.Bihistorierne omkring personernes pri-vatliv føles somme tider lidt unødvendige,bl.a. har jeg lidt svært ved at finde meningmed Ericas søsters historie, men måskehar vi brug for den i en senere bog ?Camilla Läckberg arbejder i al fald på bognr. seks, der har arbejdstitlen”Sjöjungfrun”.
Hendes fjerde bog hedder på svensk”Olycksfågeln” og nr. 5 ”Tyskungen”. In-gen af disse er oversat til dansk endnu.
Velkommen forår, hvor må det være dejligt for de sømænd, der mønstrede ud i januar fra det kolde Danmark for nu at vende tilbage til et forårs klædt hjemland, med skovbunden dækket at anemoner og begyndende grønne blade på træerne men lægger de egentligt mærke til det eller er det kun vi "landkrabber", der kan mærke det hele bobler af gælde og ny energi ?
Jeg skal undskylde, at vi blev lidt forsinket med sidste nr. af "Søhesten" men endnu engang var det mangel på stof til bladet, der skulle have redaktør og redaktør suppleanten på overarbejde. Kære piger, jeg syntes, vi gav hinanden håndslag på ved sidste Landsgeneralforsamling, at vi skulle være flittige ved tasterne og sende masser af stof til bladet - men jeg kan selvfølgelig have husket forkert ?
Vi har afholdt repræsentantskabsmøde, desværre med afbud fra en del afdelinger. Det blev dog et godt og positiv møde, hvor et af de store emner er vores deltagelse ved Tall Ships Race i Århus. Delte var meningerne om, hvorvidt det er Landsforeningen eller Århus lokal afdeling, der skal stå for bemanding, økonomi o.s.v, men som det kan læses et andet sted i bladet skal der 48 personer til at dække en vagtplan fra kl. 9 til kl. 21 i 4 dage, så med 7 medlemmer i Århus fik de sådan set nok at se til. Håber at I har opbakning i jeres lokal afdeling til at deltage med et par "vagter".
Personligt er jeg glad for at, der har været opbakning til, at vi skal sponsorere en Trainee, der skal sejle med fra Århus til Finland. Se pressemeddelelse fra Visit Århus andet sted i bladet.
Esbjerg afdelingen har løftet sløret for at Landsgeneralforsamlingen i år skal afholdes i Ribe. Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen den 6. og 7. oktober.
Fornemmelser for forår
Solens stråler danser om kap, finder en skulder og gi´r den et klap! Viser at vinterens kræfter er tomme, fortæller lystigt om sommerens komme.
Små bitte blomster dukker frem af mulden, strækker sig, vender sig rundt; trodser kulden. Sender et glimt af livsmod og gejst, venter blot på at vint´ren er rejst.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 23/4-2007 Kategori (i):
Hvorfor holder vi Bededag
Den "Store Bededag" var blot én ud af mange bededage.
Idémanden bag Store Bededag er Hans Bagger, som var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693. I løbet af sine to første år som biskop fik Bagger indført hele 3 faste- og bededage. Den midterste af dem blev lovfæstet ved en kongelig forordning d. 27 marts 1686, og placeret den fjerde fredag efter påske. På denne måde kunne Christian den Femte nå at holde Bededag i København, inden han drog ud på sommerrejser til sine riger og lande.
Denne lovfæstede Store Bededag var kun en ud af mange. Der var flere mindre bededage som var spredt ud over kalenderen. Fx var hver onsdag bededag på landet. På bededagene bad præsterne i kirken for fred, dagene var bodsdage og man fastede.
Store Bededags helt korrekte navn var "ekstraordinær, almindelig bededag", og den blev indvarslet allerede aftenen før, ved ringning med kirkens største klokke,
-stormklokken. Ringningen var signal til, at kroer m.v. skulle lukke, og at der ikke længere måtte drives handel. På den måde var der håb om, at folk kunne komme rettidigt (og ædru) i kirke, som forordningen krævede. Man skulle faste indtil gudstjenesterne - inklusive aftensang - var afsluttede, og i øvrigt afholde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al slags "verdslig forfængelighed".
Fra bladet Redningsbaaden har vi sakset nedenstående artikel.
Af grønlandssekretær Jørgen Møller.
Det er lyst uden for. Klart vejr og høj himmel. Det er absolut først på dagen, klokken er 6.25. Det er nu arbejdsdagen begynder på Sømandshjemmet i Aasiaat. Kogepladen tændes, rundstykker hentes i et af de meget store fryserum, og sættes ovnen. Kaffemaskinen tændes. Der koges blødkogte æg, og pålæg stilles frem i disken. Mælk, juice og isvand, - ja alt skal være klar til cafeteriet åbner klokken 7.00.
Yderdørene låses op 5 minutter før klokken 7, og i dag må jeg konstatere at der i nattens løb er faldet ca. 15 cm sne. Flot ser det ud. Alt er pudret med sne, ude i havnen er der meget is, og i det fjerne ses øen Maniitsoq som nu farves rød af den opstigende sol. Sneen skovles væk lige uden for dørene, og trapperne fejes.
Dagligt får vi besøg af vor nabo - John hedder han. Han er leder af byens oliedepot, og har været i Grønland i mere end 40 år. Så når der er tid til det, får jeg en kop kaffe sammen med ham. I dag er der ikke tid til det, fordi vore værelsesgæster er tidlig på færde. Vi har haft 24 af 26 værelser optaget i nat. Det betyder også, at bilens oliefyr skal tændes kl. 8.00, så bilen er varm, når de første gæster skal køres i lufthavnen kl. 8.25. Gæster som bor på Sømandshjemmet bliver transporteret frem og tilbage til skib og fly, og i dag er der flere ture i vente. Temperaturen uden for er -17 grader. På Sømandshjemmet er der ikke 2 dage, som er helt ens. Da vi til morgen kom til lufthavnen med de første gæster, blev det meddelt at flyet var ca. 1 time forsinket. Det betød samtidig at nogle venner vi skulle tage afsked med, ikke var mødt endnu, så vi måtte pænt køre hjem igen. Senere på dagen blev det meddelt, at den ordinære ankomst kl. 12.20 var ændret til 17.20.
På vej hjem fra lufthavnen tømte jeg vores postboks - nr. 216, en stor boks helt nede ved gulvet. Foruden aviser m.m. var et dejligt brev fra kommunen. Da det nye lederpar Lene Leed og Harald la Cour var på besøg, søgte vi kommunen om tilladelse til at have hundehold stående ved Sømandshjemmet. 8-10 gode slædehunde skal stå på kæde, og i vinterperioden være til glæde også for kommende gæster. 2 dage efter ansøgningen var indgivet havde kommunen altså nu givet sin tilladelse foreløbig i 2 år. Kommunen er venlig stemt overfor Sømandshjemmet.
Der er 4,5 kilometer til lufthavnen, og på de travle dage, køres turen 8-10 gange. Så er næsten hele dagen optaget af at hente og bringe gæster, og sørge for at nye gæster bliver rigtig godt indlogeret, også i annekset der ligger 70 m fra hovedbygningen. Der er i alt 26 værelser lige nu, og den 15. maj får vi så 10 helt nye dobbelt værelser. Vi regner med at holde kaffemik og fremvisning af de nye værelser i begyndelsen af juni måned. Borgmesteren har foreslået d. 5. juni, fordi det så er på hans fødselsdag, så det planlægger vi efter. I dag har vi 10 værelser med bad i hoved huset. I annekset er der 8 værelser med bad og 8 uden.
Aftensmaden serveres fra kl. 17.30
19.00 og derefter kan der købes pommes frites mm., hjemmebag og lagkage indtil kl. 21.00. Vore gæster henvises derefter til dagligstuen, og cafeteriet lukker. Der ryddes op, fejes og vaskes gulv, hvorefter den sidste medarbejder går hjem. Yderdørene låses og kun lederparret er tilbage - sammen med de øvrige gæster på værelserne. Nu har vejret taget en drejning igen. Det er snestorm, og temperaturen er nu - 9. Udenfor Sømandshjemmet står bilen og kører i tomgang, det har den gjort hele dagen. Klokken er 21.30 og aftenvagten køres hjem. Bilens motor stoppes og ledningen til motorvarmeren sluttes til. - En herlig dag er slut.
I foråret er der en tendens til, at vinden i en periode går i øst - ofte sker det i eller omkring påskedagene. Deraf navnet påskeøsten.
Grunden til denne ofte tilbagevendende østenvind i foråret skyldes dannelse af et højtryk over Skandinavien kombineret med lavt tryk over Mellem- og Sydeuropa.
Over Mellem- og Sydeuropa opvarmes luften meget her i foråret og det kontinentale vinterhøjtryk nedbrydes, og det erstattes af gode betingelser for faldende lufttryk. Over De Polare Egne er det endnu koldt og det arktiske og sibiriske kuldehøjtryk har endnu gode betingelser.
Disse stabile vinterhøjtryk kan undertiden placere sig over Skandinavien og sammen med det lavere tryk over Mellemeuropa give os en periode - ofte af længere varighed med vind fra øst.
Påskeøsten bringer kold og tør luft fra Rusland frem mod Danmark. På sin vej kan den opvarmes noget, men generelt er Påskeøsten en kold fornøjelse - ikke mindst på grund af det blæsende vejr, som bevirker, at temperaturen føles lavere end den er (Windchill).
Desuden oplever vi ofte med østenvind om foråret store temperaturforskelle hen over landet. Ved østvendte kyster har man det køligt med temperaturer der ligger tæt på havets - mens man bare nogle kilometer inde i landet vil have det mærkbart varmere.
Da luften opvarmes hen over land vil vi med påskeøsten have det varmest i den vestlige del af Jylland og på Øerne - dvs. Vestjylland, Vestfyn og Vestsjælland.
Påskeøsten bringer dog ofte tørt og solrigt vejr med sig - så kan man finde en læfuld krog, så kan en Påskeøsten blive et rart bekendtskab.
The Tall Ships´ Race skal give unge vind i hår og sejl
Pressemeddelse, Århus d. 12/03/2007
Arrangørerne af The Tall Ships´ Race 2007 i Århus kommer med en kraftig opfordring til virksomheder, organisationer og private: Giv et antal unge vind i sejlene og spændende udfordringer til søs gennem at tegne et sponsorskab for en eller flere trainees i forbindelse med The Tall Ships´ Race 2007 i Århus.
Et af de væsentligste elementer i forbindelse med afviklingen af The Tall Ships´ Races er at give unge mennesker mulighed for at prøve livet til søs og for at møde andre unge på tværs af nationaliteter og kulturer.
Sådan er det også, når The Tall Ships´ Race afvikles i Århus i dagene 5.-8. juli. Håbet er at kunne sende et stort antal unge mennesker i alderen 15 - 25 år med på kapsejladsens første etape, der går til Kotka i Finland.
Der er på nuværende tidspunkt indgået aftaler med såvel store som små virksomheder, organisationer og private om at indgå som sponsorer for 60 unge mennesker, der deltager som trainees og dermed får en oplevelse for livet om bord på et af de store sejlskibe på turen fra Århus til Kotka. I den forbindelse kan især nævnes samarbejdet med Maersk Line, "Det Blå Danmark" (den maritime branche), men der er også mange andre, som har valgt at støtte op omkring traineeprogrammet.
Virksomheder, organisationer, fonde og private som ønsker at få den sjældne mulighed for at sponsorere en eller flere trainees og dermed give unge mennesker den kæmpeoplevelse, det er at komme ud at sejle med et stort sejlskib, kan man henvende sig til:
VisitAarhus Events, ErhvervsCentrum Århus Nordhavnsgade 1, 8000 Århus C Tlf.: 8731 5016 / events@visitaarhus.com
Foreløbigt program for trainee-forløbet
Lørdag den 7. juli:
-Ankomst til Århus og velkomst v./ arran
gørerne -Registrering og indkvartering på skibene -Deltagelse i det planlagte program for be
sætningerne (f.eks. sport, konkurrencer og udflugter)
Søndag den 8. juli:
-Klargøring til afsejling -Afsejling mod Kotka
8. juli - 18. juli:
-Sejlads -Deltagelse i arbejdet om bord -Undervisning om bord
Onsdag den 18. juli:
-Forventet ankomst til Kotka -Deltagelse i det planlagte program for besætningerne
Torsdag den 19. juli:
-Deltagelse i det planlagte program for be
sætningerne, herunder: -Kl. 16: Crew Parade -Kl. 20:Crew Party
Fredag den 20. juli:
-Afmønstring -Hjemrejse (bus og fly)
Svendborg- Paris 2001
Her en lille beretning om min sømands tur på cykel til Paris. Det hele startede i 1999, hvor vi var til julefrokost med vennerne. Som aftenen skred frem, blev stemningen ret munter, hvad den i øvrigt altid bliver. Sømanden og hans barndoms kammerat, kommer til at sidde og tale om, hvad de godt kunne tænke sig at udrette, før de fyldte 50 år, siden da er de begge rundet det skarpe hjørne, men det er en helt anden historie. Min sømand nævner at han egentligt altid godt har kunnet tænke sig at cykle til Paris, og at han egentligt har tænkt på det et stykke tid. Ja, kammeraten er jo hurtig til at tage tråden op, og siger straks "Det ka`du sgu ikke", min mand er da heller ikke sen til at svare igen, "jo bare vent og se". Der bliver herefter ikke talt mere om cykelturen til Paris, den aften. Næste dag spørger jeg min mand, om han er klar over og kan huske, hvad han har talt med sin kammerat om aftenen før. Jo, jo det var han helt klar over.
Nogle måneder senere, i år 2000 begynder sømanden at træne til turen. Han træner hver dag i ugen, sætter sig et mål som lyder på 30-50 km om dagen. Efter træning i nogle måneder, beslutter sømanden at sætte sin kondi på en prøve. Beslutter at tage cyklen tur/retur fra Svendborg til Aalborg, hvilket er 600 km.
Som sagt så gjort, det skal lige fortælles, at når min sømand siger noget, og har sat sig et mål, ja så gør han det.
Nå tilbage til turen, sømanden pakker cyklen, med telt og hvad der nu skal til. Jeg skylder lige at fortælle læserne at sømandens cykel er en ganske almindelig cykel med 18 gear, altså ingen racer eller letvægtscykel. Sømanden beslutter at køre ad den gamle hærvej til Aalborg, hvor det var muligt, hvad han senere fortryder, da meget af vejen ikke er særlig cykel venlig. Undervejs oplever min sømand at blive jaget af to meget store og højt gøende hunde, hvilket har sat sine spor i hans hukommelse lang tid efter, og stadig har min mand stor respekt for løse hunde, og ville ønske at hundeejerne kunne holde deres hunde inden for matriklen, eller i det mindste i snor. Turen til Aalborg forløb fint, bortset fra hunde "mødet" og regnvejr. Sømanden måtte for resten slå hans enmands telt op på sin mors altan, for at tørre, ja beboerne kiggede noget, da der lige pludselig blev slået telt op, der på altanen. Efter en overnatning i Aalborg gik turen tilbage til Svendborg. Så havde sømanden gennemført "prøveturen" på 600 km.
Dagen kom hvor sømanden "lagde fra land" på sin cykel med oppakning og 2 store vandflasker, mål Paris. I dagens anledning var sømanden udstyret med en Tshirt, fremstillet specielt til turen påtrykt Svendborg - Paris 2001, desuden selvfølgeligt det danske flag. Der skulle ikke opstå
AFDELINGENS SIDE Denne måneds side kommer fra Svendborg afd.
tvivl om, hvor min sømand havde hjemme og var på vej hen, på sin cykel.
Optegnelser fra turen Dag 1: Svendborg - Schleswig, distance 146 km, gennemsnitsfart 21 km/t max fart 53,8 køretid 9 timer, 7 timer i sadlen. Kørte 10 km forkert for at finde campingplads, lyn og torden om natten.
Dag 2: Schleswig - Hecthausen (syd for Gluckstadt), distance 137 km, gennemsnitsfart 18,3, max fart 40,5 km/t køretid 10 timer, 7,5 i sadlen.
Dag 3: Hechthausen - Bassum, distance 136,4 km, gennemsnitsfart 19,5 km/t max fart 50 km/t, køretid 8,75 timer, 7 timer i sadlen. Der er fliser/sten på alle cykelstierne i byerne, og jeg skal hilse at sige, at det er hårdt ved bagdelen.
Dag 4: Bassum - Ibbenburen (ved Osnabruck), distance 117,2 km, gennemsnitsfart 19,5 km/t, max fart 50 km/t, køretid 10,5 timer, 6 timer i sadlen. Denne dag har sømanden beskrevet som en lortedag, der skete følgende: vasketøjet var ikke tørt ved afgang, lyn og torden 2 gange under kørsel. Bagdelen er ved at være godt øm. Der er slør og klikken fra kranken. Der gik hul på en halv liter Gairo i tasken, og man må jo tørre op med det for håndværende, og i dette tilfælde blev det et af de 2 par underbukser som sømanden havde med. Det er jo ikke sådan nogle der er mest brug for på sådan en tur, det er ikke mange timer sømanden har været "ude" af cykelbukserne. Regnvejr om natten.
Ja, sådan fortsætter turen i 9 dage. Sømanden ankommer til Bernni Riveria Vic sur Aisine.
Vi havde aftalt, at jeg og vores søn, Kasper, og nogle venner skulle køre i 2 biler ned for at møde sømanden, på en campingplads 90 km fra Euro Disney. Vi har tidligere benyttet denne campingplads.
Sømanden er ankommet 2 dage før planlagt, vi er ikke kørt hjemmefra, så sømanden må vente på os, og nyde et 2 dags hvil, inden vi kommer. Ja, sømanden har ikke haft nogle kedelige dage, her er hvad han oplevede: For første gang på turen har sømanden talt med nogle danskere. Det var ved et supermarked, og de kom hen og spurgte om han virkelig kom fra Svendborg PÅ CYKEL, det kunne de jo læse på sømandens T-shirt. Ja, så er der lige det med turens første og eneste styrt. Sømanden var åbenbart dehydreret for efter en flaske hvidvin til aftensmad og 3 øl nede i byen, smed cyklen ham af på vej hjem til teltet. Natten før familien ankom, var der det værste uvejr. Regnen slog så hårdt mod min sømands telt, at der stod en støvsky af vand gennem teltet. For at holde sig selv og bagagen nogenlunde tør, trak han presenning over sig og bagagen. Til alt held skrånede grunden lidt, der hvor teltet stod, så alt vandet, der kom ind, lå i fodenden af teltet. Vi ankom næste dag, men p.ga den megen vand på campingpladsen, det skal lige siges, at det var meget, der var sat pumper op overalt, for af få vandet væk fra pladsen vi besluttede at leje et mobil home i stedet for at overnatte i telt. Næste dag gik turen videre for os alle. Os i bil, sømanden på cykel til målet, som var David Croket Ranch Euro Disney. Distancen var denne sidste dag 90 km, gennemsnitsfart 20 km, max fart 50 km, køretid 6 timer, tid i sadlen 4,5 timer. Det var lidt svært at finde til David Crocket Ranch uden kort, da der faktisk kun er motorvej i det område.
Ja, så var sømanden i mål han havde kørt 1.259,6 km på 10 dage, gennemsnit på 126 km/dag. Sømanden fortæller i sin lille bog om turen, at turen gik bedre end forventet, regnede med at der ville blive vabler, hudløshed i bagdelen, samt flere muskelsmerter. MEN der blev heller ikke sparet på talkumet samt mange strækøvelser.
Det skal lige siges, at sømanden sendte en sms til kammeraten, da han nåede frem, og denne var ikke sen til at sende en sms tilbage med teksten "RESPEKT MAN" ja det sagde jo alt.
Kilde/ forfatter: Anne Margrethe Retvig Jensen, Dato: 20/4-2007 Kategori (i):
Vagt plan Tall Ship Race 2007
På vores sidste rep. møde talte vi om Tall Ship.
Århus afdelingen har for starten lang ud at det var et alt for stort til, at vi selv med vores nu 7 medlemmer, selv kunne stå for dette, men hvis det var noget for hele landsforeningen ville vi meget gerne gøre en stor indsats,
bla. med mulighed for evt. at låne en madras/overnatning , at låne vores græs plæne ud så nogle måske ville sove telt osv..
Men der var da til min store glæde bla. rep. fra Fredericia og Frederikshavn der meldte sig.
Vi aftalte også at der skulle laves en vagtplan som skulle lægges ud på hjemmesiden. Jeg må indrømme, at jeg ikke viste hvor stort arbejde det medførte. Men har nu fundet ud af at det tager noget tid, særligt når ham der skal lave det er uden og sejle, og skal lige i land med sid bærebare computer for at starte det op. Så det tager tid, når man ikke har prøvet det før og sammen tidlig skal passe sit job.
Men jeg vil nu lave en manuel vagt plan, hvor det sender kan sættes på hjemmesiden.
Boden regner vi med skal bemandes fra kl. 9-21 Tors-Søndag. Der skal være minimum 3 på vagt af gangen i 3 timer, 48 vagter. Man er også meget velkommen til at tage flere vagter, som der var nogle der sagde nu er de jo alligevel kommet den lange vej. Morgen holdet starter med fælles morgenmad kl. 9, for egen regning. Skibende sejler fra Århus Søndag eftermiddag, så sidste hold vil stå for oprydning, så det er op til dem selv hvornår de/vi
er færdig. Vi vil prøve at se om vi kan planlægge fælles spisning alle dagene, igen for egen regning, det er jo ikke alle der kan være er til stede eks. Lørdag aften. Der skal jo være nogle tilbage og der passer boden og høre koncerter.
Vagtskemaet vil blive lagt efter først til mølle princippet. Så hvis der er nogle i gerne vil passe bod med, så ring eller mail til mig.
Glæder mig til
at høre fra jer.
Tina Rosenborg Århus
6 gratis koncerter på Pier 2
Hver eneste dag under The Tall Ships´ Race i Århus vil der på Pier 2 være
gratis koncerter med kendte, danske navne. Programmet er som følger:
Torsdag 5. juli
17:30 Big Fat Snake
22:30 D-A-D
Fredag 6. juli
17:30 Danser Med Drenge
22:30 Nik & Jay
Lørdag 7. juli
15:00 Sko/Torp
17:30 Poul Krebs
Søndag 8. juli
14:00 Bamses Venner
Programmet for de øvrige scener følger her snarest.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 4/4-2007 Kategori (i):
Ferie i England
Ved denne tid sidste år, holdt vi familie møde, da Erik og jeg gerne ville invitere vores 2 drenge og svigerdatter med på en ferie i en uges tid om sommeren.
Blandt alle de rejsebrochurer vi havde lagt frem, var der også en fra Euro Study om båd-ferie,(tror jeg havde den fra genalforsamlingen i Sømandskoneforeningen i Odense) og ret hurtigt blev vi enige om at koncentrere os om den. Valget faldt på England eller Frankrig, men de unge ville helst til England. Så vi kontaktede rejsearrangøren i Faxe Ladeplads, Mogens, som anbefalede en rute i England, hvor der ville være lidt forskelligt at se, og hvor vi alle ville blive tilgodeset.
Da vi endelig skulle af sted, blev vores svigerdatter hjemme (gravid) og en af Rasmus og Mikkels venner Villiam var med. Vi rejste fra Billund til Gatwick, hvorfra vi tog toget til Gayton.Vi havde lejet en 6 personers Narrow-Boat, og da vi var 5, var der fint med plads, den var indrettet godt, lang og smal…Da vi havde fået vores ting ombord, så vi en introduktions video, og så tog èn fra personalet med op af floden det første stykke vej, for at vurdere om vi havde styr på det, og undervise i de mest basale ting.(vi havde ikke oplyst at der var en sømand ombord) Ruten gik fra Gayton, til Weedon, Norton, Branston, long Itchington , Liamengton Spa og Warwick/ Hatton.Vi valgte samme rute tilbage, så det vi ikke nåede og se så meget, gjorde vi holdt ved, på tilbage turen.
I Warwick så vi Warwick Castel, som var mit mål, (har haft en penneveninde i byen for uhyggeligt mange år siden) det var meget interessant, og byen er virkelig en middelalderby at se på med fantastiske bygninger.
Vi var også heldige en aften og dumpe ind på byens bedste pub, hvor der var amatør sing along aften, det var virkelig hyggeligt…standup, visesang, pop, rock, forskellige instrumenter… Vi besøgte også en del antik markeder, slæbte en gammel støbejerns postkasse med hjem….den var bare tung, 8 kg. Vi lavede ikke meget mad ombord, der var ellers alt hvad vi skulle bruge, men valgte og indtage vores varme mad på den lokale sea-side pub. Vi fik spillet en del kort, og Villiam havde spillet, Trivial Pursuit på sin mobiltlf. det var ret sjovt. Flere steder sad der lystfiskere, som måtte vige for os, de sad langs brinken og mede-fiskede, med stænger der nåede over til modsatte bred. Der kunne snildt sidde 20-25 fiskere lige efter hinanden, så det så lidt u-overskueligt ud når man kom til sådan et område.
en masse snak med andre bådsejlere.Dog var det nok lidt mindre interessant på tilbageturen, da det var de samme 36 sluser der skulle passeres, men de klarede det meget fint og med godt humør
På et tidspunkt skulle vi igennem en 2 km. lang tunnel, og da vi kom til "hullet", så det bestemt ikke ud som om der kunne passere 2 både derinde. Erik var dog heller ikke helt tryg ved situationen, og stoppede vores båd ved indgangen, indtil der kom en båd den modsatte vej, som han kunne praje, og spørge om der virkelig var plads nok. Det var der, men ikke mere end få cm. spillerum. En interessant oplevelse
Vi havde en uge med blandet vejr. Da ugen var omme, havde det alt i alt været en skøn uge, med mange oplevelser, vi havde sejlet igennem den skønneste natur, de flotteste luksus boliger, lige ned imod brinken, det værste slum, små værfter, industri områder, og mere natur. Vi var alle enige om at det havde været en skøn tur, med mange pub besøg, men de fleste landsby pubber havde ikke svaret helt til de unges forventninger, for lidt unge flotte sild og for lidt crazy dazy stemning. næh det var middelaldrende englændere i arbejdstøj, inde og se lidt bold eller få deres aftensmad.
Det sidste døgn skulle vi tilbringe i London, shoppe og opleve byens stemning. Aldrig har jeg set så mange sportstøjs forretninger, de unge gik helt amok, der var jeg virkelig i undertal, ha ha. I 1975-76 var jeg aupair i England på et kursus center af Frelsens Hær, så inden vi tog af sted havde jeg opsøgt et ægtepar fra dengang, som arbejdede samme sted som kok og gartner, de havde 2 mindre børn, og de inviterede ofte os unge piger til deres hjem, og lavede udflugter, og viste os dele af landet. og de var bla. I Danmark på ferie hos mine forældre. Det lykkedes, og vi satte hinanden i stævne på Lester Square, det var helt fantastisk, de var nu pensionister, men vi genkendte hinanden med det samme, og pludselig var mit skole engelsk, cogney engelsk ligesom dengang, og minderne vældede frem, mærkeligt som man pludselig kan huske små ting og begivenheder fra fortiden. Vi spiste sammen og de unge gik så selv rundt i byen, imens vi tog en laaang spadsere tur rundt med Maureen og Robert. Vi passerede parlamentet, Big Ben, Clarens house, Buckingham, Downing Street, The London Dome. Sluttede af med Kaffe og lovede at der ikke igen skulle gå 27 år, før end vi skulle ses igen. Så I forstår nok at for mig var sommeren 2006 helt fantastisk. En dejlig familie ferie, gensyn med skønne mennesker og ungdoms minder, og da vi kom hjem, fejrede vi sølvbryllup, med en skøn havefest med hele familien i det smukkeste sommervejr, og i August kom vores første barnebarn til, lille Adrianna.
Mona Fredericia afd.
Vores dag med dronningen
Mandag den 4. september 2006, havde Holstebro/Struer havn 150 års jubilæum. Min mand (Lars) er havnemester der, og vi var selvfølgelig meget spændte på, om regentparret ville komme, da man havde sendt en invitation til hoffet. Det ville de heldigvis meget gerne, både dronningen og prinsgemalen. Så blev det jo spændende, for hvor meget skulle Lars med til, og skulle jeg også være med. Det skulle jeg så heldigvis. Vi fik ret hurtig tre invitationer. Vi skulle være med fra morgenen til velkomsten på kajen, når Dannebrog kom sejlende. Så skulle vi med til reception på B&O, og endelig skulle vi til frokost i Folkets Hus. Vi ventede ret spændte på den sidste invitation, men den kom ikke lige med det samme. Men endelig var den der, vi skulle også med på Dannebrog om aftenen, hvor regentparret er værter. Så skulle jeg selvfølgelig ud og have nyt tøj, for jeg havde jo ingenting. Herligt.
Endelig kom dagen. Der var bare lavet lidt om. På grund af vejret, var Dannebrog allerede kommet til kaj dagen før. Men kl. 10.00 præcis kom dronningen og prinsgemalen ned af gangvejen, og lidt efter havde vi fået vores første royale håndtryk. Det var bidende koldt, blæsende og der kom nogle voldsomme regnbyger engang imellem. Lars havde bestilt nogle paraplyer med havnens logo på, de blev flittigt brugt. Dronningen og prinsgemalen skulle køre i åben karet med garderhusarfølge igennem byen, men da dronningen kom frem, så kom solen også frem. Vi skulle stå på kajen og vente til regentparret var kørt, for så bagefter at køre i busser til B&O, hvor de kongelige skulle modtage fabrikkens gave, og høre en museumsdirektør fortælle i lyd og billeder om Struer og havnens historie. Derefter gik det igen i busser ned til Folkets Hus, hvor vi ca. 90 mennesker skulle være på plads, når regentparret kom til en hyggelig frokost. Efter frokosten skulle regentparret videre til Holstebro, hvor de igen skulle i åben karet gennem byen. Så eftermiddagen blev brugt til afslapning, dog ikke så meget til Lars, der var jo lige et og andet hele tiden.
Kl. 19.15 stod vi parat i vores pæne tøj og ventede på at gå ombord på Dannebrog. Der havde samlet sig en masse mennesker på kajen, og jeg havde sagt til vores datter og svigersøn, at de måtte være der, og tage nogle billeder af far og mor når de gik op af gangvejen. Alle gæster blev fløjtet ombord og jagtkaptajnen stod og hilste på hver enkelt. Derefter gik vi ind i en salon, hvor vi skulle skrive i en gæstebog. Da alle gæster var ombord skulle vi hilse på regentparret. Der stod en officer og sagde vores navne, medens vi sagde pænt goddag til regentparret. Det var meget afslappende og der var en god stemning blandt gæsterne, som var fordelt i to saloner. Dronningen og prinsen opholdt sig mest i den ene salon, hvor nogle af gæsterne skulle tale med dem, dog ikke os. Der var sat borde op med nogle lette anretninger, som man kunne spise stående eller siddende uden at det var for besværligt. Rigtigt hyggeligt. Kl. 21.20 blev der meddelt at regentparret ville sige farvel til deres gæster, og så gik vi den modsatte vej og fik sagt pæn tak for en dejlig aften. Alt i alt en dejlig dag at tænke tilbage på, og med tre dronningehåndtryk i bagagen.
Dette er et uddrag af bogen "At overkomme Livet" af Lisbet Dahl.
"At overkomme livet". De ord holder jeg så meget af. At kunne overkomme det, og hvordan man overkommer det. At have fået mange udfordringer i livet - og så overkomme dem. Det skal man kunne. Det er en blanding af sorg og glæde, og man sætter ikke pris på at være højt oppe, hvis man ikke er langt nede en gang imellem. Desværre er der så mange mennesker, der tænker negativt og destruktivt, selv om de ikke selv synes det. Jeg ved, at det eneste, man får ud af de negative tanker og handlinger, er sygdom. Du skal stå ved det, du laver, både af skidt og godt. Det er meget nemt med det gode og langt vanskeligere med det dårlige. Men man kan godt sige til sig selv, at man vil være et positivt, lykkeligt menneske, og at man vil prøve at være et ordentligt menneske over for andre. Selvfølgelig kommer man til at handle forkert, men man skal stå ved det, for ellers ender man med at blive syg af fortrængninger. Hvis du lyver over for dig selv og leger, at sandheden er en anden, end den er, fordi det er mere behageligt, så ved du til sidst ikke, hvad der er sandt.
Så sidder man med disse ødelagte mennesker og kigger på dem og siger:
-Hvordan skal jeg hjælpe dig? Jeg kan ikke gøre det, før du holder op med at lyve. Jeg husker altid mig selv på, at jeg skal kunne se mig selv i spejlet næste morgen. Fortrængninger er livsødelæggende. Det er som at bo i en otteværelses lejlighed, men kun kunne være i de to, fordi de andre seks er proppet med fortrængninger. En dag kommer der én og ringer på klokken på en forkert måde, og så får du et nervesammenbrud og går fuldstændig krakamut.
Vi skal ikke tillade en eneste negativ tanke. Vi skal rense dem ud, så snart de kommer, og vi skal ransage, hvorfor de overhovedet er opstået.
Livet her på jorden er sådan set ligesom en konto, der skal først betales, når du står deroppe og bliver spurgt:
-Hvad har du så udrettet?
For nylig var min mand og jeg atter en tur på besøg hos venner i vor hovedstad. Som altid, når vi besøger dem, tilbringer vi noget af tiden sammen med at gå på sightseeing. Denne gang blev vi foreslået at gå på Arbejdermuseet. Min første tanke var, at det nok var noget støvet historie med "Stauning eller Kaos" eller noget i den stil. Men mine tanker om dette kom hurtigt til skamme, efterhånden som vi bevægede os rundt i museets mange udstillinger.
Arbejdermuseet stiftedes som selvejende institution i 1982. Det blev indrettet i Arbejdernes Gamle Forsamlingsbygning, som er fra 1879, som var mødested for københavnske arbejdere i over 100 år. I dag er huset fredet og den store festsal er fredet, og bragt tilbage til sin oprindelige udseende. Udstillingerne viser arbejderes og deres familiers levevilkår i 1900tallet og frem til 1960´erne.
Man blev ganske nostalgisk på turen rundt i museet. Når vi stod og kiggede på køkkener med zinkvaske, koldtvandshane, gasapparater og ovn med bygasautomaten, var jeg tilbage i tiden hos mine bedsteforældre. De havde også toilet på bagtrappen, som deltes med naboen. Og jeg kan endnu fornemme toiletpapiret, som kaldtes 00, og som slet ikke kunne tørre!! Og den lille sorte bog, som lå der i køkkenskuffen - det var den, som afleveredes hos Købmanden og man bad om at få indkøbene "skrevet". Så afregnedes der, når det var lønningsdag.
I andre rum stod vi pludselig i et interiør, man næsten selv kunne have levet i. Her var teaktræsmøbler, gulvtæppet (som endnu ikke var væg-til-væg), den store radiokasse med "det grønne øje" og standerlamperne med rød, gul og grøn skærm. Børneværelser med køjesenge og legetøj, som fik minderne frem i én. Hulahop-ringen, dukkevognen af træ, sjippetovet, hønseringene og esserne (som vi kaldte dem her i Odense) og hinkestenene. Hvem har ikke også en gang fået "Det lille posthus"? Og PUK-bøgerne! Og drengenes JAN-bøger! Man fik næsten lyst til at læse dem igen. Der var også udstilling fra de legendariske seksdagesløb og "par nr. 7". Den tids største cykelstjerne var Kaj Werner, hvis private fotosamling netop udstilles her. Dette og mange, mange andre opstillinger fik vi nogle timer til at gå med. Herefter besøgte vi museets restaurant "Cafe og Ølhalle", som ligger i bygningens kælderetage. Her byder menukortet bl.a. på gamle historiske retter og dejlig dansk smørrebrød.
Et besøg, som varmt kan anbefales. Ikke kun for at få et par timer til at gå! Se endvidere: www.arbejdermuseet.dk
Sømandskoneforeningen af 1976 vil gerne takke With Fonden for de kr. 10.000,00, som vi har modtaget til jul. Det var en dejlig ting at modtage.
Med venlig hilsen
Sømandskoneforeningen af 1976
---
Tak fra Enkekontoen
"Enkekontoen siger hjertelig tak til Svendborg afdelingen for de 2.000 kroner.
Pengene er overskuddet fra landsgeneralforsamlingen, og vi er glade for
at de er kommet vor konto til gode."
---
Tak til Mayview Maersk
M/S Mayview Maersk
Da skibet er blevet solgt til det græske rederi DANAOS, har den
ombordværende besætning besluttet at donere et beløb på: Kr. 10.000 til
Sømandskoneforeningen af 1976
Vi håber at dette vil komme mange medlemmer til gode.
Med venlig hilsen
Besætningen, M/S Mayview Maersk
Kære besætning på M/S Mayview Maersk
Tusind tak for I påtænkte Sømandskoneforening med overskuddet fra jeres skibs-
klub. Det har varmet os meget. Vi ønsker jer held og lykke med nye job på de 7
verdenshave.
Med venlig hilsen
Sømandskoneforeningen af 1976
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 7/3-2007 Kategori (i):
I skole igen
Jeg var kommet til det punkt i arbejdslivet, at der skulle ske noget nyt.
Jeg er i dag 38 år gammel.
Efter en snak i efteråret 2005 med en veninde, der også er gift med en sømand, meldte vi os i skole på EUC, på linien til tandklinikassistenter. Der kunne vi godt komme ind, med vores 10-15 års gamle eksamens papir.
Vi startede i skole i januar måned 2006, hvor vi skulle gå i 10 uger. Min veninde faldt fra efter 5 uger, men jeg forsatte. Efter et 10 tal og et 11 tal til eksamen i april måned, men uden praktikplads hos en tandlæge, holdt jeg 3 måneders sommerferie.
Hvor vi, Magnus på 5 år og jeg var med på vores første medsejlads. Vi var med fra Europa til Hongkong, hvor vi afmønstrede. Det var vores første tur med far på arbejde, men ikke den sidste.
Jeg startede, i skole igen, midt i august 2006 på Handelsskolen på en ny uddannelse, nu som sundhedsservicesekretær.
Sundhedsservicesekretær er en sekretær, der kan arbejde hvor som helst i sundhed og helse sektoren. F.eks. hos en kiropraktor, fysioterapeut, fodterapeut, tandlæge, hudpejeklinik, praktiserende læge, dyrlæge, motionscentre, plejecentre, osteopater osv.
Vi er ikke ved at overtage lægesekretærens job, da vi ikke lærer latin, som lægesekretæren bruger hele tiden, når de skriver journaler.
Men de studerende der er social og sundhedsassistent uddannet, har stor fordel og stor chance for at få arbejde ved en praktiserende læge eller måske endda på sygehuset eller skadecentre.
Vi er 24 piger i klassen, i alderen 18 til 55 år. Mange er på omskoling pga. nedslidning efter mange år på arbejdsmarked. De helt unge piger, er først lige startet på deres uddannelse.
Men der er også flere som jeg, der selv har valgt at starte forfra.
Jeg synes, det er rigtig sjovt og meget lærerigt, at gå i skole igen. Lærerigt selvfølgelig for jeg lærer et nyt fag, arbejdsområde at kende, men også lærerigt med hensyn til at møde nye mennesker.
Vi lærer meget af og om hinanden i klassen. Vi kommer fra forskellige uddannelser, har forskellige livserfaringer, erhvervserfaringer og derudfra får vi nogle rigtige gode dialoger og gruppearbejde, hvor vi supplerer hinanden forskelligt.
Det er også meget op til underviseren, hvor godt undervisningen bliver, men jeg kan godt selv mærke, at jeg nu som 38 årig, er meget mere skolelysten og lærelysten end da jeg var 20 år gammel.
Men vi "kræver" også vores i klassen af vores undervisere. Vi har selv valgt at gå i skole igen, derfor vil vi også lære så meget som muligt, for derved at få de bedste muligheder, til et arbejde efter endt ud-
dannelse.
Jeg har lige været i praktik, i 8 uger, på en alternativ kosmetologskole / hudplejeklinik.
Jeg arbejdede sammen med sekretæren, og jeg lærte rigtig meget af hende, hvad en sekretær arbejder med.
Jeg arbejde bl.a. med renskrivning af undervisningsmaterialer, tage telefonen, booking af kunder til behandling, servicere kunder, brevskrivning, sende mail til kunder, og meget mere.
Jeg er nu tilbage i skole igen og skal være i skole til sidst i april måned, hvor vi igen skal i praktik.
Til denne praktikperioden anbefales det fra skolens side, at vi søger et andet område
end første praktiksted, for at få så bred viden som muligt, så vi igen er bedre rustet til at søge arbejde, når vi er færdige med uddannelsen 31.8.2007.
Det at starte forfra og lære noget nyt er det bedste, jeg længe har gjort for mig selv.
Jeg kan kun anbefale det til andre, der tænker på at tage en ny uddannelse, så gør det. Godt nok er SU´en ikke høj, men det er en prioritering.
Men jeg har fået det meget bedre og familien har fået en meget mere glad mor og hustru.
GODT NYTÅR (bedre sent end aldrig) vi er jo efterhånden så langt inde i 2007 at nytårsforsætter, så som rygestop og slankekur er gået i vasken !
Velkommen hjem til Willy Larsen, Nakskov. Willy har været så venlig at donere de penge hans hjembragte fangedragt kan indbringe. Dragten har været sat til salg på Internettet. Tak til Willy Larsen, fordi han påtænkte "Sømandskoneforeningen af 1976".
En stor tak skal også lyde til besætningen på "Mayview Maersk" der påtænkte "Sømandskoneforeningen af 1976" med overskuddet fra deres skibskasse da skibet blev solgt. Vi har modtaget kr. 10.000,00. Jeg blev meget glad og overrasket da jeg modtog denne information fra skibets kaptajn Erik Christiansen. Selvom arbejdet med foreningen til tider kan være op ad bakke, så varmer det utroligt at få bevis på at vi virkelig er "kendt" ude i den store verden.
Tina Rosenborg, Århus afdelingen og jeg har været til møde med "Visit Århus". Århus skal i uge 27 (torsdag til søndag) være vært for Tall Ships Race 2007. Foreningen har lagt "billet" ind på en stand i det område "Visit Århus" har kaldt uddannelsesområde hvor diverse organisationer inden for "Det Blå Danmark" vil være at finde. "Visit Århus" regner med omkring en million besøgende på de fire dage. Jeg håber vi kan få hjælpe fra medlemmerne til at bemande standen.
Jeg har desværre et hængeparti omkring kontakt til Familienetværket, som er foreningen for pårørende til udstationerede soldater !! Jeg håber at finde tid til at kontakte foreningen inden vi skal have repræsentantskabsmøde den 17. marts.
Jeg har igen i år haft den glæde at deltage i et par generalforsamlinger i de lokale afdelinger. Jeg syntes det er hyggeligt at komme ud og møde medlemmerne. Høre om hvad der rører sig hos de enkelte afdelinger. Vi har bl.a også haft vores børnebogs projekt oppe at vende. Der er delte meninger omkring dette, men de flest er positive tilkendegivelser
Andet sted i bladet kan I se billede af en del af medlemmerne i Fredericia afdelingen. Jeg vil opfordre andre afdelinger til, når I samles at tage et billede og indsende det til bladet. Skriv lidt om hvad I samles om i netop jeres afdeling. Jeg har et håb om at dette kunne gøre det lidt lettere for nye medlemmer at kontakte os.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 28/2-2007 Kategori (i):
Historien om Skt. Valentin
Før kristi fødsel var Rom omgivet af vilde skov og vilde ulve strejfede om i dem. Romerne havde mange guder og en af dem hed Lupercus. Han var gud for dyr og hyrder. I deres ære blev, der afholdt en fest hvert år i februar kaldet Lupercalia. Det var en forårs fest. Senere under Claudius II havde romerne det svært, da de blev angrebet på næsten alle fronter. Derfor besluttede Claudius II, at alle forlovelser skulle hæves og ingen kunne blive gift. Han mente nemlig det var svært, at få gifte mænd til at blive soldater. På det tidspunkt var kristendommen endnu ikke statsreligion i romerriget. Der var en præst, som alligevel giftede byens børn i kirken. Han hed Valentinus.
Da kejser Claudius II hørte om dette, beordrede han Valentinus arresteret. Mens han sad i Rom’s fængsel udførte han et mirakel. Fængselsvogterens datter var blind og Valentinus fik hende til at se igen. Dette gjorde sagen endnu mere alvorlig og Claudius II beordrede Valentinus halshugget. Den morgen han skulle halshugges skrev han et afskedsbrev til pigen med denne signatur: „Fra din Valentin“. Han blev halshugget den 14. februar år 270. Stedet hvor han blev begravet kan faktisk stadigt ses i Rom.
Det er kyndelmisse den 2. februar. Men hvad er kyndelmisse egentlig? Uddrag fra Dorte J. Thorsen
Kyndelmisse betyder lysenes messe
Kyndelmisse er en fordanskning af det latinske candalarum misa, der betyder lysenes messe. Det er en katolsk højtid, som man vedblev med at fejre i Danmark til længe efter både reformationen og Struense havde afskaffet dagen som fridag i 1770.
Urenhed og lys
Kyndelmisse falder 40 dage efter Jesu fødsel, og det er ikke tilfældigt. Man fejrer nemlig kyndelmisse, fordi det er dagen, hvor baby Jesus blev fremstillet i templet. Det er dermed også dagen for Marias renselse og altså den dag, hvor hun igen kunne komme i synagogen. På Jesu tid var en kvinde nemlig ‚uren‘ efter en fødsel og måtte først betræde de hellige steder 40 dage efter forløsningen. Ideen med at man er uren efter en fødsel findes stadig i vor tid. I den katolske kirke blev og bliver kyndelmissen fejret med lysprocessioner, hvor man indvier alle de lys, som skal bruges i kirken i løbet af året. Enkelte private lys finder også vej til den særlige kyndelmisse-velsignelse. Dem er der efter sigende særligt held ved. I de seneste årtier er højtiden dog gået i glemmebogen i Danmark, men enkelte kirker har fundet dagen frem igen og bruger den til lysgudstjenester eller til at døbe kommende konfirmander.
Kære sømandsfamilier, hermed de bedste ønsker om et godt og lykkebringende nytår. På gensyn i 2007.
Mange hilsner
Charlotte
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 31/12-2006 Kategori (i):
Dansk Selskab for Maritim Medicin
Nyhedsbrev
Dansk Selskab for Maritim Medicin
20. november 2006, årgang 2, nr.4
Dette nyhedsbrev udsendes til DSMMs medlemmer, ca. 6 gange om året i en forsøgsperiode frem til 2007. Formålet er at styrke sammenhængen mellem alle der arbejder med maritim trivsel, sundhed og sikkerhed i DK og gerne andre nordiske lande. Redaktionsgruppen består af: Jørn Brix, drjbihjerting@dadlnet.dk , Fabienne Knudsen fak@fmm.sdu.dk , Vibeke Nygaard vny@fmm.sdu.dk og Olaf Jensen ocj@fmm.sdu.dk. En gruppe faste skribenter vil bidrage med korte nyheder fra deres områder. Kommentarer og bidrag fra alle medlemmer er meget velkomne. Bidrag til næste nummer sendes som mail til en af de fire ovenstående i redaktionsgruppen, senest den 25. januar 2007.
Udbrændthed til søs
Birgit Larsen Jensen, Sømandskoneforeningen af 1976 skriver: Udbrændthed, stress, symptomer på sensorisk deprivation – et tabu til søs?
Jeg hører, ser og oplever det, men jeg nedlægges forbud mod at skrive om det. Kilderne kunne måske spores. Vi lever vist fortsat i en tid, hvor billedet på den store stærke sømand lever i bedste velgående. Og skulle det evt. komme arbejdsgiveren for øre, lurer katastrofen. Tab af livs- og arbejdslyst er én ting, men tab af job er dobbelt så slemt. Også selvom man måske til sidst taber sig selv? Der er vide grænser
Telemedicin og Galathea
Søren Kristensen, Radio Medical Danmark, skriver: Lægegruppen ved Radio Medical Danmark (RMD), siden 1995 placeret på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, varetager den døgnbaserede telemedicinske service for besætningerne på den civile danske handels- og fiskerflåde samt for passagerfærgernes besætninger og passagerer. Den telemedicinske kommunikation foregår typisk ved hjælp af sattelittelefon, fax, telex og via e-mail eventuelt med vedhæftede billedfiler.
Lægegruppen består af 4 overlæger og 2 afdelingslæger, der alle er speciallæger i relevante specialer, og som har status af autoriserede søfartslæger.
Ombord på skibene findes sygdomsbehandlere, der har gennemgået medicinske kurser ved Center for Maritim Sundhedsvæsen (CMS) på Fanø. Sygdomsbehandlerne er i dette klassiske set-up lægens øjne, ører og hænder og kan, når en diagnose er stillet af lægen, udlevere den ordinerede receptpligtige medicin fra skibsmedicinkisten, der har forskelligt indhold afhængig af, hvor langt skibet sejler og hvor stor besætningen er.
Søværnet har egne (værnepligtige) læger ombord på de større flådefartøjer, der besejler Nordatlanten, og herfra kan Søværnets vagthavende læger kontaktes på Marinestation Holmen døgnet rundt året rundt. I disse situationer anvendes også sattelittelefoniske teknikker.
Normalt har det civile sundhedsvæsen og forsvarets sundhedstjeneste intet med hinanden at gøre, men Galathea 3
Ekspeditionen (Vædderen) har åbnet en enestående mulighed for at afprøve et audiovisuelt telemedicinsk koncept som et joint-venture projekt mellem Søværnet og RMD ved Sydvestjysk Sygehus. Vi (embedslæge Henrik Hansen, Dansk Selskab for Maritim Medicin, overlæge Anny Biehl, Marinestation Holmen og klinikchef, overlæge Søren Kristensen, CH/ RMD) designede derfor projektet „Søfartsmedicin til Søs“, der i al sin enkelthed går ud på, at søfartslægerne ved RMD daglig kan konsulteres af patienter ombord på Vædderen kl. 09.00 (Vædderens lokaltid), idet konsultationsstuen på Vædderen er videoovervåget og i direkte audiovisuel kontakt med RMD-kontoret på Sydvestjysk Sygehus. RMD-lægen og patienten kan se og høre hinanden live, medens sanitten ombord fungerer som lægens hjælper. I konsultationsstuen findes der, udover det stationære kamera, et mobilt kamera, som sanitten kan flytte rundt på efter lægens anvisninger. Lægen på Vædderen fungerer i denne situation som observatør.
Efter konsultationen evaluerer Vædderens læge den telemedicinske konsultations fordele og ulemper, patienten evaluerer det telemedicinske scenarium, og endelig evaluerer RMD-lægen den telemedicinske konsultations værdi. Akutte patienter udenfor den aftalte konsultationstid tilses naturligvis af Vædderens læge. Vi håber, at dette 8 måneder varende audiovisuelle telemedicinske projekt kan give Søværnets og RMD’s læger uvurderlig erfaring i at undersøge og behandle patienter med video-overvåget telemedicinske teknik til gavn for fremtidens søfarende.
Konferencer
9th INTERNATIONAL SYMPOSIUM ON MARITIME HEALTH” Esbjerg 3 -6 juni 2007. Se second announcement www.ismh9.com. Deadline for abstracts: 1 januar 2007 MSSM 2006 (Maritim sikkerhed,sundhed og miljø) Nyborg Strand” 24.-25. august 2006
Focus var sat på sikkerhed, sundhed og miljø med mennesket i centrum. Konferencen var informativ - og i øvrigt på alle måder - en stor succes. Det var et vel besøgt arrangement med over 250 personer fra søerhvervet, heraf 42 søfartslæger. Man kan dog undre sig over, kun 1/3. del af alle søfartslæger har kunnet afse tid til at deltage i en så betydende og vel tilrettelagt konference! På hjemmesiden www. mssm. dk findes en udførlig oversigt og referat af de fleste indslag. Søfartslæge Peter Josephsen, Hvide Sande har i næste nyhedsbrev lovet at bringe et kort statistisk referat vedrørende det indlæg, som han fremlagde verbalt på konferencen. Konferencen gentages formentlig næste år, hvis der er interesse for det – og det er der helt sikkert. Arrangøren kunne med fordel orientere sig om, hvorledes nordmændene i en årrække har afviklet lignende store konferencer til søs. En maritim konference
(J.Brix)
Nyt fra forskningen der kunne leve op til DSI’s Vi savner sikker viden om, hvad der virker kvalitetskriterier. (Der findes i øvrigt ingen og ikke virker i store dele af den dokumentation for effektfulde indsatser borgerrettede forebyggelse. En rapport på det maritime område). Dog fremhæves fra september 2006 fra DSI-Institut for Sundhedsprojekt Ebeltoft’, (www.dsi.dk Sundhedsvæsen, gennemgår den publikationer) hvor der er fundet en solid eksisterende viden om effekten af de tiltag, dokumentation af effekten af man kan gøre for at ændre folks livsstil forebyggende helbredsundersøgelser og inden for seks vigtige forebyggelses-helbredssamtaler(oj) områder (rygning, alkohol, kost, fysisk aktivitet, svær overvægt og DSMM generalforsamling 2007 faldforebyggelse). Hovedresultatet af den Afholdes 24. marts 2007 på Flyvestation systematiske litteraturgennemgang er at Skrydstrup der er overraskende lidt sikker viden om, hvad der virker og ikke virker. Der er Documentum Navale meget få gode studier af effekten af indsats Seneste udgave er fra 13 august 2006. på disse områder, og hovedparten er fra Find det på www.nfsm.no under USA. Der var ikke et eneste dansk studie, doc.navale
Han ringede hjem, som han så ofte gør, lige nu hvor han sejler i nordeuropæisk fart. Vi snakkede om løst og fast – bare sådan helt almindelig snak, som man gør, når man taler sammen i telefonen flere gange ugentligt. Om vind og vejr - og om at det snart var tiden for hans afmønstring. Lige før det var tid at sige godnat og sov godt, kom det sådan lige som en afsluttende bemærkning: ” Vi mistede for resten en mand i dag!” ”Nå”, svarede jeg, ”hvad skal det sige?”
til den nærmeste, jeg kom i kontakt med, og ikke sådan som en indskudt bemærkning.
Jeg overvejede, om det var min egen mand, mænd eller sømænd, som havde sådan en indgangsvinkel til et traumatisk problem – eller om det var mig selv, der tillagde hændelsen en større betydning?! Næste gang vi havde mulighed for telefonisk kontakt, fik jeg spurgt lidt ind til stemningen ombord. ”Jo, de var da påvirkede, og talte sammen om, hvad der kunne være hændt. De havde måske nok bemærket en adfærdsændring hos manden den sidste tid, men han havde jo sine landsmænd at tale med, og de havde ikke tillagt mandens ændrede adfærd større betydning. Jo – rederiet havde tilbudt krisehjælp, men ingen mente at have brug for denne.”
Dette satte flere tanker i gang i mig. Er man Og så kom en beretning om en sømand fra som sømænd ubevidst eller bevidst de baltiske lande, som havde været rundt forberedt på sådanne hændelser? Vi ved at purre folk sent om aftenen, da de var på jo alle, at jobbet til søs, til tider kan være ved at nærme sig en europæisk havn. Da farligt og risikofyldt! Har mænd i det hele skibet skulle lægge til kaj, var manden taget en anderledes måde at håndtere sporløst forsvundet. Man formodede, at traumatiske oplevelser på? han enten var hoppet eller faldet over Burde besætninger undervises i at bord! Det havde været hårdt vejr! observere og kunne handle på Bagefter gik jeg lidt og funderede over psykologiske adfærdsændringer hos en samtalen, som ved afslutningen fik en kollega? mærkværdig drejning. Ikke kun over indholdet som sådan, men også over den måde det blev fortalt på. Sådan lige som en sidebemærkning, der Hanne Vestrup ikke skulle tillægges nogen værdi!? Jeg mener – havde det været mig, som havde haft en sådan oplevelse, ville det nok være noget af det første, jeg ville fortælle afdelingens tur til at skrive.
Jeg har et år lavet en pakkekalender kombineret med julegave til min mand, et år han var ude at sejle i julen.
Han var/er ikke så meget for at have gaver med ud at sejle, for som han siger, der sidder han sammen med nogle sømænd, der ingen gaver får, eller som ikke engang fejrer jul.
Men noget skulle han da have med, og fylde for meget måtte det jo heller ikke, så noget måtte jeg finde på.
Jeg lavede en pakkekalender af 24 små tændstikæsker, som jeg hængte på en snor, flot pakket ind, i hver pakke havde jeg kommet et bogstav i, bogstaverne havde jeg købt i legetøjs butikken, i plastik med magnet på bagsiden.
Men hvad finder man på med 24 bogstaver,
Til sidst skulle han samle bogstaverne til et ord, og det var hans julegave, der ventede ham, når han kom hjem.
Jeg måtte lægge hovedet i blød.
Aluminiums forhave cafe sæt, ja, det giver 24 bogstaver.
Magneterne satte han så op på døren, og kunne på den måde lege med bogstaverne.
Hans danske kollegaer gik meget op i det, de kom sågar og mindede min mand om, når han havde glemt at åbne dagens pakke.
Gaven blev til meget større glæde end jeg havde regnet med, særlig at den danske del af besætningen, gik så meget op i det.
Vi har stadig Aluminiums forhave cafe sæt, og det er nu 6 år gammelt.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg , Dato: 30/11-2006 Kategori (i):
December
Så blev det tid for sidste nr. af ”Søhesten” i 2006. I sidste nr. efterlyste jeg et rigtigt jule nummer - jeg kunne derfor mærke panikken bredte sig, da jeg satte mig for at skrive formandens side. Julestemningen var ligesom ikke rigtig til at finde frem her ovenpå efterårets første storm.
Jeg tænkte, at lidt inspiration og stemning måtte kunne hentes, hvis jeg kørte en tur til byen - men stor var min overraskelse da der heller ikke her var antydning af jul ! plejer forretninger og bybilledet ikke at være overpyntet på denne tid ? Jeg syntes da, vi plejer at brokke os i lange baner over, det er alt for tidligt med alt det juleri - men når man har mest brug for det ……….. Ja, så var det altså ikke at finde nogle steder.
Uden hjælp fra den kommercielle verden, måtte jeg så finde den helt ”rigtige” grund til vi fejrer julen og meget forenklet sat sammen blev det nedennævnte lille rim!
Julen er en dejlig tid man møder mennesker hid og did
Til jul Maria – Vor Herre fødte og mange mennesker Jesus mødte
Det var lidt synd for Kongen her at han skulle fødes et sted som der Jesus blev født i en stald i Betlehem mellem dyr og skarn –og en lugt så slem Hyrder og vismænd blev gæster hos ham og det var heller ingen skam Vismændene kikkede på stjernen op og gik så vejen til Jesus – uden stop
Til ham gav de gaver og sære ting inden længe sprang Jesus rundt omkring Julen er Jesus’ fødselsdag på denne dag – skal alle slappe af
Glædelig jul til dig og dine siger jeg fra mig og mine
I forenings regi er der ikke sket meget siden sidste nr. af “Søhesten”. Den 23. November skal jeg til møde i Handelsflådens Velfærdsråd.
Jeg har forsøgt at rette kontakt til Familienetværket. Familienetværket er foreningen for pårørende til udstationerede soldater. Jeg så et indslag på TV omkring denne forening, og da vi tidligere har talt om de sammenfald, vi kunne have, syntes jeg det kunne være interessant at tale lidt med nogle af deres medlemmer. I skrivende stund, har jeg desværre ikke haft held til at træffe deres kontakt person pr. telefon. Jeg vender tilbage omkring dette i næste nr. af “Søhesten”.
Jeg håber, at den positivitet, der var på vores Landsgeneralforsamling må blive det, der kommer til at kendetegne foreningen i 2007. Personligt glæder jeg mig meget til at komme i gang.
Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at ønske alle vore annoncører og samarbejdspartnere en glædelig jul samt et godt nytår. Tak for godt samarbejde til ”Det blå Danmark”.
De bedste ønsker om en glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår til alle vore medlemmer og deres familie.
Fra 1. til 24. December vil der hverdag findes lidt nyt på hjemmesiden
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 30/11-2006 Kategori (i):
Nem Æblekage fra Gl. Estrup
Nem æblekage.
½ kg æbler, 50 g. skoldede rosiner, ½ kop melis, 2 tsk. kanel.
Dej: 185 g. smør, ½ kop (65 g.)hvedemel, 3/4 kop (90 g.) puddersukker, 3/4 kop (65 g.) havregryn.
2 dl. piskefløde, 1 tsk. melis, 1 tsk. vanille.
Æblerne skylles og deles i både. Kernehus, blomst og stilk skæres fra.
Æblebåde og rosiner lægges i et ildfast, smørsmurt fad og drysses med sukkerog kanel. Smør, hvedemel, puddersukker og havregryn blandes. Dejen lægges i klumper på frugten.
Bagetid: ca.1 time ved 185 grader.
Æblekagen serveres varm med letsødet flødeskum, smagt til med vanille.
Velbekomme.
Denne nemme æblekage stammer fra et lille hæfte med andre opskrifter med æbler, og andet godt vi kan få her om efteråret af frugt. Jeg har købt dette hæfte i år, da jeg og min familie var en tur på Gl. Estrup til æble syltedag. Denne dag forgår altid i oktober, og når billetten er betalt er der mulighed for at komme rundt på hele Gl.Estrup.
På sådan en æble/syltedag, er der rig mulighed for at få svar på sine spørgsmål angående de forskellige æblesorter og få smagsprøver på mange af de danske æblesorter der findes. Gl.Estrup har 230 gamle danske sorter.
Der ud over er der mulighed for at købe sit eget æbletræ med hjem. Efter at min familie og jeg havde prøve smagt, valgte vi at købe et Guldborg æbletræ med hjem.
Indenfor i udstillingshallerne er der mange smagsprøver på forskellige retter med æbler, så som salater,æbleflæsk og æbledesserter. Der er også mulighed for at smage friskpresset æblesaft.
Hvis vejret ellers er godt, hvilket det var i år, er det helt sikkert et besøg hver. Og der er rig mulighed for en gåtur rundt om slottet, hvor der også kan samles kastanjer og bog, hvilket den yngste på 22 mdr gik vældig meget op i.
I det hele taget forgår der meget på Gl.Estrup, hvilket kan ses hvis man går ind på www.gl-estrup.dk
Kære medlem af Sømandskoneforeningen af 1976.
Hvis du er enig i nedenstående,sendt til Nakskov Netavis, fra en sympatisør, vil jeg hermed gerne opfordrer dig til at gå ind på www.dana.dk og tilføje dit navn.
En sympatisør har skrevet følgende:
Det er for dårligt at kaptajn Villy Larsen er blevet fængslet på et så latterligt grundlag som at I amerikanere ikke forstår dansk humor.
Vi underskrivere anmoder Den Amerikanske Ambassade i København til at sørge for at Villy Larsen snarest bliver løsladt og hjemsendt til sin familie.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 18/11-2006 Kategori (i):
Savn og nærvær - en rejse i barndommen
Et nyt projekt til støtte for børn i søfartsfamilier
Børn som har søfarende forældre må leve med både savn og nærvær. Savnet når den ene forælder er væk i længere arbejdsperioder og det tætte nærvær i perioder med arbejdsfri. Barnet skal lære at håndtere begge situationer. Begge forældre skal også lære at varetage forældreskabet under disse betingelser. Sømandskoneforeningen har derfor taget initiativ til at starte et projekt for at forsøge at hjælpe både børn og forældre i søfartsfamilierne. Projektet vil forsøge at skabe aktiviteter for både mindre børn og teen-de fleste forældre oplever, er vanskeligheden ved at have en god kommunikation imellem barn og voksne i arbejdsperioden. Det mindre barn tænker meget konkret og har derfor ofte svært ved at gennemføre en telefonsamtale. Barnet kan ikke helt forstå den abstrakte situation, hvor den ene forælder er i den ende af ledningen. Teenageren har derimod ingen besvær med at bruge telefon, men har vel ofte et mere situationsbestemt forhold til forældrene. Forældrene inddrages i teenagerens liv når denne føler der er behov, men ikke når forældrene synes der skal snakkes.
agere.
De fleste søfartsfamilier med børn kender sikkert både følelser og spørgsmål, som ustandselig presser sig på, når den ene forælder arbejder langt fra hjemmet. Hvordan gør jeg det nemmere at leve med savnet af børnene i arbejdsperioderne? Hvordan forklarer man sit mindre barn, at man er væk i flere måneder og at man kommer tilbage til dem igen? Savnet, men vel også indimellem en følelse af svigt, er naturlige følelser at have, når man har valgt et så krævende og specielt erhverv som søfart.
Barnet kan have samme følelser: det stærke savn og følelsen af at være svigtet af den sejlende forælder. Man må lære at undvære sin sejlende forælder til skolestart, ved fødselsdage og højtider. Til gengæld har man længere perioder med en forælder som har fri og som kan være meget nærværende i alle aktiviteter i hjemmeperioden. Et af de problemer som For de voksne kræver det fleksibilitet, at kunne gå ind og ud af et dagligt ansvar som forældre. Den sejlende forælder skal leve med savnet og vanskeligheden ved kontinuerlig kontakt med barnet. Når han vender hjem, skal han omvendt kunne være fuldt tilstede og påtage sig forældrerollen i respekt for den anden forælder. Den ikke sejlende forælder har det daglige ansvar, men skal også inddrage den anden voksne. Det kræver også stor fleksibilitet fordi der vil være forhold som har betydning, når den sejlende er hjemme og andre forhold når den sejlende er til søs.
Det er med baggrund i disse problemer Sømandskoneforeningen har startet et projekt med formålet at hjælpe både børn og forældre i søfartsfamilier. Det er projektets ide, at styrke ressourcerne hos børn og familier i forhold til at være del af en søfartsfamilie. Der vil derfor blive lagt vægt på at give både børn og voksne konkrete værktøjer til at overvinde vanskeligheder og se nye muligheder i situationen hvor den ene forælder er på langfart. Det samlede projekt omfatter tre delprojekter, rettet mod tre børnegrupper:
1 Et småbarns projekt til de 4-7 årige, hvor formålet er at hjælpe til at begrebsliggøre søfartslivet og lære at adskillelsen fra den sejlende forælder kun er midlertidig. Denne del af børneprojektet vil indebære udarbejdelse af en børnebog og et medfølgende forældremateriale. Forældrematerialet vil give viden om barnets udviklingstrin og hvordan det påvirker barnets opfattelse af adskillelse og savn.
2 Et projekt rettet mod børn i 3-6 klasse, hvor formålet er at styrke barnets identitet som del af en søfartsfamilie, sætte ord på både savn og glæder ved at være adskilt fra eller sammen med den sejlende forælder. Vi vil her udarbejde et arbejdshæfte, hvor barnet kan arbejde med familiehistorie, livet til søs, fremtiden og lære hvordan man kan holde en tæt kontakt over store afstande. Projektet vil også hjælpe barnet til at udvikle et aktivt syn på muligheder i fremtiden. Endelig vil bogen have et tema om rejsen, både som barnets rejse igennem livet og den voksnes rejse til søs. Det er muligt, at der udover det skriftlige materiale kunne skabes mulighed for at børnene i denne aldersgruppe får lejlighed til at være sammen og lave fælles aktiviteter. Dette projekt vil også have en forældrevejledning tilknyttet.
3. Endelig er der et delprojekt rettet mod søfartsfamiliens teenagere. En mulighed er at lave et temahæfte om at være ung i en søfartsfamlie og knytte fælles aktiviteter til hæftet, f.eks et weekendkursus eller et sommerstævne.
Projektet skal finansieres fuldt ud gennem fondsansøgninger og støtte fra søfartens organisationer. Det er tænkt bygget op, så der sker et løbende samarbejde med interesserede søfartsfamilier som er tilknyttet Sømandskoneforeningen. Det betyder at det er vigtigt at medlemmerne videregiver erfaringer fra livet med børn, ideer som er opstået til løsning af problemerne ved at være væk fra hjemmet og børnene. Vi vil også forsøge undervejs i projektet at bede om hjælp til at vurdere konkrete materialer og ideer blandt medlemmerne. Vi vil forsøge at lave materialet så det nemt kan oversættes til andre sprog, fordi det så vil kunne anvendes af en meget større kreds af søfartsfamilier. En del af besætningsmedlemmerne i den internationale søfart har kontrakter med meget lange sejladsperioder. Det er klart at et halvt eller helt års fravær fra familien får en forstærkende effekt på de problemer børn og den sejlende forælder oplever.
Vi håber derfor, at foreningens medlemmer og andre interesserede i søfartsmiljøet vil tage godt imod projektet, både i arbejdsprocesen og når det er færdigt. Vil du vide mere er du velkommen til at kontakte os.
Jesper Jørgensen, tlf. 60 88 80 19, mail: jesper@spacearch.com
Den dato og det tidspunkt er det nærmest en tradition at vores landsformand Lotte Munk, Ulla Pedersen fra Sømandskoneforeningen af 1996 og undertegnede mødes med forskere fra Forskningsenheden for Maritim Medicin i Esbjerg. Denne gang repræsenteret ved antropolog Fabienne Knudsen og læge Olaf Jensen.
Det er ikke specielt strukturerede møder, men et møde hvor vi udveksler nyt om hvad der rører sig omkring den søfarendes ve og vel, altså søfartsmedicin kort fortalt. Denne gang forsøgte vi dog at være mere målrettede og havde planlagt at snakke om livsstilssygdomme. Det er jo meget oppe i tiden. Et meget bredt emne, hvor man let kommer langt omkring, da der er mange faktorer der spiller ind, for hvordan vi har det.
Olaf kunne berette, at man statistisk set, ikke kan bevise, at det hjælper at iværksætte diverse indsatser, for at nedbringe livsstilssygdomme. Her tænker man især på sundhedsfremmende tiltag, som at få sømanden til at stoppe rygning, for at undgå lunge- og hjerte- karlidelser, spise mindre fedt og motionere mere, også for at undgå hjerte- karlidelser samt diabetes. I søfarten er man godt nok senere ude, end tilfældet er i land, og det er muligt effekten først viser sig senere. Men det er et spørgsmål om metoden er god nok, eller der skal tænkes i andre baner? Hvad skal der til for at sikre en varig livsstilsændring? Altså få sømanden til at spise mindre fedt, motionere mere og holde op med at ryge, og på en måde, så han ikke bare falder tilbage til gamle vaner efter en given tidsperiode. Og hvad med livskvaliteten undervejs? Hvis livskvaliteten for eksempel er fed brun sovs, i hvert fald engang imellem, eller cigaretter, eller den øl/glas vin der er blevet forbudt til søs, eller helt andre ting? Kan vi ikke måle nogen effekt, fordi vi lader hånt om, hvad der er livskvalitet for den enkelte? Det er jo nærmest et million dollar spørgsmål, og det der giver anledning til mange synspunkter, forbehold med mere. Vi fandt nok heller ikke guldkornet ved dette møde, men diskussionen er interessant og vigtig. I land har man statistisk kunnet måle en effekt af indsats mod diabetes, hvor man sætter ind så tidligt som muligt, og følger op med hyppige målinger, samtaler om livsstilsændringer m.m. Måske fordi det sker individuelt, måske fordi det er konkret og målbart, måske fordi den enkelte hurtigt føler en bedring af alment befindende, når man får behandlet sin diabetes. Både Olaf og Fabienne var inde på, at det var en ide at ændre foreningens navn, meget apropos vores netop afholdte Landsgeneralforsamling, hvor det netop var oppe at vende igen. De ser i krystalkuglen at familien bliver mere og mere vigtig, der vil komme mere fokus på familien, for trivsel afhænger (også) i høj grad af sømandens bagland. Det skal navnet på vores forening måske afspejle? I naturlig forlængelse heraf, talte vi om den børnebog vi påtænker at lave, omkring det at have sin far langt væk, i lang tid ad gangen. Og måske tænker vi sømandskoner lidt for meget på os selv, og mindre på sømandsfamilien som en samlet enhed i foreningsregi? Fabienne arbejder med anmeldelsespraksis omkring ulykker til søs, og sikkerhed generelt, og står for en medsejlads, hvor hun vil studere dette nærmere. Det kan ses af diverse indberetninger, at filippinere generelt har færre anmeldelser af ulykker til søs, og også generelt færre ulykker. Hvad skyldes det? Det er det hun kigger på.
Disse møder afholdes på Sømandshjemmet i Fredericia, og her mødte vi det nyligt tiltrådte bestyrerpar, som er unge, som har mange ambitioner for at gøre noget godt for søfolk, hvor han fortalte om en fortid i Søværnets flåde, og hun fortalte hvordan hun godt kunne have brugt en forening som vores, da hendes mand var til søs. Det gav os noget at arbejde med. Her er måske en del potentielle medlemmer.
Sømandens kat hedder Thilde, er 8 år og Næstveds mest forkælet hunkat.
Thildes historie er, at at jeg fik hende, da hun var 8 uger, dengang boede jeg alene og i lejlighed, så hun skulle være en indekat, Hun voksede op og blev meget sær, ville ikke kæles af andre end sin madmor, gemte sig i reolen i dagevis efter besøg hos dyrlægen, og når vi havde gæster, specielt børn. Selvfølgelig delte hun seng med mig, det var jo hendes seng jeg lå i.
Men der er jo altid et men ved gode historier, og efter 5 år som herskerinde i hjemmet, kom sømanden ind i vores liv, gode råd var dyre, hvordan få jeg nu Thilde til at akceptere sømanden??????? Katten ud af sengen, det gik ikke, forThilde sad uden for døren og råbte meget højt LUK MIN IIINNNDDDD, og ind kom hun. Sømanden måtte forklare noget kattepædagogik, "du må snakke med hende og give hende mad!!!!???" Stor var min overraskelse for efter 2 dage var de perlevenner, og Thilde havde fået en ny ven. Da Carsten tog på søen første gang, gik Katten rundt og ledte efter ham, og blev mægtig glad, da han kom tilbage, kom springende og råbte meget HØJT MMMIIIIIAAAAVVVVVV. I løbet at et ½ år udviklede Thilde sig til at blive en selskabs kat, gæster fint "jeg går lige en tur på bordet, ligger midt i sofaen, og børn JUBBBIIII skal vi lege??"
2½ år senere købte vi hus, selve flytningen tog Thilde med stil (hun havde prøvet det 1 gang før). Problemet er bare, at indekat og hus er en dårlig cocktail, og jeg havde lovet sømanden, at katten skulle være inde, til han kom hjem, for til foråret skulle hun prøve sit nye udeliv, sammen med ham. Med til historien hører, at Carsten tog ud at sejle 10 dage, før vi skulle flytte ind (januar 2006), vinteren kunne blive kold og med megen sne, alt for kold til at en indekat kunne komme ud, mente jeg.
Jeg brugte meget krudt på at sørge for at lukke Thilde inde og ude af rum, hvor vinduer stod åbne, informerede håndværkere om at ikke lukke katten ud af soveværlset opsv. Elektrikkeren syntes nu, at Thilde skulle have lov at gå frit rundt i huset, og han skulle nok sørge for, at hun blev inde. Den aften løb jeg rundt og ledte efter katten i 2 timer, kravlede rundt med lommelygte på loftet og ledte , Ingen kat nogen steder, flyttede på alt, men INGEN KAT, jeg var overbevist om,at katten var stukket af, og at vi ALDRIG så hende igen, med tårer i øjnene satte jeg mig på min seng og slog hånden hårdt ned i Carsten seng og sagde "Mollemøgkat" MIIIIAAVVV kom det fra dybt under dynen, der var hun, og havde ligget der hele tiden!!!!
4 uger efter flytningen begyndte Thilde at vise megen interesse for terassedøren, miavede og skrabede på, interessen blev bare større og større, jeg prøvede desperat at fortælle hende, at der er endnu 6 uger til sømanden kommer hjem, og du kan komme ud. Det var Thilde nu kold over for.
Torsdag 2. marts 2006 står jeg op, åbner vinduet, tager katten under armen, lukker døren til soveværelset, og ud i køkkenet, hun får mad, og jeg sætter mig til at læse morgenavisen, jeg syntes der lød et brag ??? regnede med, at der var faldet noget på gulvet, (Hele vores hjem stod i byggerod). Efter 1 time går jeg ned mod soveværelset, og opdager, at døren står åben, det samme ved jeg, at vinduet gør, KATTEN!!! hvor er katten!!??? ikke inde og ikke ude, ok jeg er nu klar over at Thilde er blevet udekat, lukker vinduet og håber hun komme hjem igen, og ganske rigtig efter 10 sekunder banker hun på vinduet og råber MMMIIIAAAVVV, jeg vil ind. Jeg må holde masken og rose hende til skyerne, selvom jeg har mest lyst til at skælde hende pelsen fuld. Jeg bruger resten af formiddagen på at lukke Thilde ud og ind at terrassedøren, roser hende og til sidst få hun en katteguffer. Efter 2 dage som udekat, banker vores lille kat genboens 2 store dovne hankatte (Johnny og Junior), følger dem helt hjem til deres kattelem, tager en tur rundt i deres hus, så hun er helt sikker på, de bliver hjemme fra nu af.
De næste 2 måneder slås de dagligt, og Thilde er den mest hysteriske af de 3, hun slår først.
Jeg må skrive til Sømanden, at hans kat har klarede selv at blive udekat, der ligger svar 2 timer senere til Thilde.
I april kommer sømanden hjem, og Thilde viser med glæde, hvor dygtig hun er blevet til at være ude, sømanden er meget bekymret for sin Kat, for hvor er hun nu?? han har brugt timer på at lede efter sin kat, for at opdage at hun sover i klædeskabet under min uldtrøjer.
I skreven stund har Thilde lært at besøge naboen, for det gør genboens hankatte, som hun næsten har sluttet fred med, en rask slåskamp er kærkommen, så de lige kan minde hverandre på, hvem der bestemmer. I sommer kom hun hjem med sin først levende fugl, som heldigvis fløj ud af det åbnet vindue, afleverede sin første døde fugl i haven, som hun lod Johnny(genboens hankat) tage med hjem.
Om 4 timer kommer sømanden hjem, og selv om Thilde snorksover inde i mit skab unde 2 uldtrøjer, skal hun kun høre hans stemme, så kommer hun løbende i fuld katte spring og skal kæles at sin Ven.
Foråret bugnede i div. medier med den ene kødskandale efter den anden. For gammelt kød som blev videresolgt til restauranter, eller ompakkket med ny holdbarhedsdato, og der var ingen eller manglende kontrol fra myndighederne. Der blev vist billeder i BT af møgbeskidte restauranter, hvor maden blev opbevaret under forkerte temperaturer og på gulvet i beskidte beholder. Ligeledes er der gentagende gange fundet Salmonella DT104 i dansk produceret fjerkræ, fjerkræ som af økonomiske årsager er sendt til slagtning i udlandet.
Der herskede nærmest lynchstemning på Forbrugerministeren i medierne pga. de mange eksempler som rullede over skærmen. Vi har som forbrugere krav på, at vores fødevarer er i orden, og det er ingen hemmelighed, at det er Regeringens ansvar, at sikre forbrugerne en god fødevaresikkerhed. Et ansvar som de bestemt ikke har levet op til.
Men jeg undrer mig lidt over hvor forbrugernes ansvar er i denne sag?
Danmark har i mange år arbejdet for at sikre, at fjerkræ skulle være salmonellafri, en indsats som har virket, men som koster penge.
Men når vi står nede i supermarkedet, så køber vi de billige udenlandske produkter frem for de dyrere danske produkter.
Hvorfor gør vi det?
Min påstand er, at vi som forbrugere er mere prisbevidste, end vi er kvalitetsbevidste!
Helt ærligt, er der slet ingen som undrer sig over, at de kan gå på restaurant og spise sig mæt for mellem 50 og 100kr.?
Man kan da sige sig selv, at når en restauratør skal betale omkostninger til lokaler, inventar og lønninger, så er der ikke meget tilbage til ham selv. Og da han sjældent kan skære i sine omkostninger, så må det nødvendigvis være det produkt, som han leverer til kunderne, han sparer på. Da der samtidigt er stor efterspørgsel på billig mad, så efterkommer han jo det ønske.
Gør han ikke? Får vi som forbrugere ikke netop det vi beder om?
Man skal da være lidt naiv hvis man tror, at god kvalitet og billig pris nødvendigvis hænger sammen.
I forbindelse med kødskandalen blev der sagt, at man måtte forvente, at de produkter som man køber i butikkerne er i orden. Det er jeg da helt enig i, men når vi som forbrugere ikke stiller krav til de varer vi køber, og til hverdag er ligeglade med hvad vi putter i munden, er det så underligt at producenterne snyder og bedrager os?
I dette efterår er det 30 år siden Sømandskoneforeningen af 1976 så dagens lys. Foreningen tæller i dag 186 medlemmer, heraf er 6 passive, 8 pensionister samt 1 æresmedlem. Ikke en stor forening når man tænker på at der i Danmark er omkring
4.000 aktive sømænd.
Tak for en dejlig Landsgeneralforsamling i Svendborg. Tak til alle jer der mødte op med den positive indstilling til foreningen. Det var en fornøjelse. Tak til Svendborg afdelingen for en rigtig god weekend.
Repræsentantskabet forslog kontingentforhøjelse, der ubeskåret skulle gå til "Søhesten" blev det enstemmig vedtaget med forhøjelsen på kr. 50,00.Vi håber alle vil modtage forhøjelsen som et nødvendigt onde for at holde vores blad i live.
Det indkommende forslag omkring 6 udgivelser af "Søhesten" frem for 8 som nu, blev også enstimmigt vedtaget.
Under punktet Foreningens fremtid, havde vi en god dialog omkring vigtigheden af, at vi komme ud af vores "dødvande" og får flere medlemmer.Vi skal næste år arbejde på tværs af afdelingerne, således vi ikke bare sidder hjemme i hver vores afdeling og bekræfter hinanden i, at det går jo godt ! Vi håber at kunne få hjælp fra en "in-pisker", fra det "blå danmark". Det projekt glæder jeg mig personligt meget til at arbejde med. Flere mener igen at vores navn er en barriere for os, når det gælder nye og unge/yngere medlemmer. Jeg ved det er et ømtålig emne, men er efterfølgende blevet gjort opmærksom på at vi jo ikke bare er en forening for sømandskoner, men en forening for sømandsfamilier, måske er det i virkligheden det der er sket siden 1976. Sømanden vil også være en del af livet sammen med familie når han er på land - så måske kunne "Foreningen for Sømandsfamilier" være et alternativ ??
Læs iøvrigt referat fra generalforsamlingen, andet sted i bladet.
Vi er blevet kontaktet af Psykolog Jesper Jørgensen, der gerne vil skrive en børnebog omkring det at have en far der er til søs. Andet sted i bladet kan du læse hvad Jesper har af ideér til projektet. Jeg syntes det er meget spændende og håber disse ideér må blive til virkelighed.
Næste nr. af "Søhesten" er julenummeret. Det ville være rigtig hyggeligt hvis I ville sende et lille indlæg om juletraditioner, ideér til julegaver o.s.v.
Os efterårsstormen nu river og rusker
og træer og buske rigtig forpjusker,
og det der før var en grøn farvelade
forvandles til komposterende blade.
Før stormen er træerne mangespraglende
røde og gule, men så bli´r de haglende,
Fra træernes kroner til jordens huld,
hvor de forvandles til gødende muld
Så kommer vinden og bladene spreder.
De ældre til sorg vore børn de nu glæder.
Den friske luft og de gyldne blade
for sidste gang prøver at gøre os glade.
For snart kommer vinteren, og den er barsk.
Det er koldt og fugtigt og temmelig harsk.
På trods af jul og nytår og fester,
vi higer efter at som´ren os gæster.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 9/11-2006 Kategori (i):
Otte hurtige om ernæring og sundhed
Som opfølgning på Frederikshavnafdelingens indlæg om motion, er denne side tænkt som en hurtig information til dig - om dig, din ernæring og din sundhed. Den er kort og faktabaseret og kan læses i forbifarten, en kvalitet som matcher en travl hverdag. Der SKAL være plads til sundhed i hverdagen og da jeg klart mener, at lidt også har ret, vil jeg derfor spørge dig:
Vidste du at...
...du kan tappe 250 liter vand fra hanen til samme pris som du giver for halvanden liter sodavand? Faktisk kan du dække dit årlige væskebehov for ca. 20kr, hvis du slukker din tørst i vand fra hanen.
Kilde: Flekx
...forbrændingshierarkiet er som følger: alkohol, protein, kulhydrat og fedt. Da fedt er det sidste fra vores kost som forbrændes, er det forståeligt, at du bør spise fedtfattigt. Hvis kosten indeholder mange kulhydrater (især fra tilsat sukker), og du samtidig har et lavt energiforbrug, så når du måske slet at forbrænde noget af kostens fedt, som dermed deponeres i fedtdepoterne.
Kilde: A. Astrup
...avokado har en lang række gode egenskaber. Bl.a. har kolesterolforskningen dokumenteret, at indtagelse heraf kan hjælpe til at sænke kolesteroltallet. Avokado kan med fordel erstatte smør på brødet, da frugtkødet indeholder ligeså mange mineraler og vitaminer som smør, men har et fire gange så lavt fedtindhold (23%).
Kilde: Workout og fitness
...når man griller kød, bør fedtet fra kød samt marinaden ikke dryppe ned på det glødende kul, da det danner tjæreholdig røg, som øger risikoen for at udvikle kræft.
Kilde: I form
...langt de fleste bruger for lidt solcreme, hvorved cremen ikke er så effektiv som faktoren angiver. Der skal bruges en god håndfuld til at dække hele kroppen. Hvis du følger denne angivelse er faktor 15 nok til, at beskytte dig mod solens farlige UV-stråler, idet 93,3% af disse heraf udelukkes. Husk det til sommer eller næste gang du skal på hustrusejlads.
Kilde: Tænk
...nødder og mandler er godt for hjertet, fordi de blandt andet indeholder sunde fedtsyrer.
Kilde: A. Astrup
...parforholdet feder! Kærlighed bibringer dig ca. 1kg mere på sidebenene hvert år. Årsagerne er bl.a. at kildevand skiftes ud med rødvin og en kærlig kræsen for hinanden med god mad lidt for ofte. Så her er der heldigvis en fordel ved at være sømandskone, hos os kan det jo kun blive til ½kg om året.
Kilde I form
...hjerteforeningen har udgivet en indkøbsguide, som viser vejledende værdier for, hvor meget fedt og kostfibre, der bør være i de enkelte produkter pr. 100 g for at tilgodese din sundhed og dit velvære. Eks. bør et godt rugbrød højst indeholde 5g fedt og mindst 8g kostfibre pr. 100g.
Kilde: Hjerteforeningen
Anbefalet indhold pr. 100g af varen Kostfibre Fedt
Hvedebrød mindst 5 gr. højst 5 gr.
Rugbrød mindst 5 gr. højst 5 gr.
Morgenmadsprodukter mindst 5 gr. højst 10 gr.
Mælk og mælkeprodukter højst 1,5 gr.
Ost højst 18 gr. / 30+
Kød og pålæg højst 12 gr.
Fisk (uden panering) ingen øvre grænse
Færdigretter, frosne kartoffelprodukter højst 5 gr.
Mayonnaisesalater højst 15 gr.
Dressinger, saucer højst 5 gr.
Faderen vor, du som er på skibet!
Hellige vorde din havn, komme dine skibe.
Ske din vilje som i maskinen således også i garagen
Giv os idag vor daglige lommepenge
og forlad os vores rod, som også vi forlader andres rod.
Og led os ikke ind i ferskvands søer
Men fri os fra at blunde
For dit er hjemmet og magten og æren i evighed. Drammen
En del piger har vi været på en rigtig spændende tur til Svendborg. Turens tema var" ud i det blå med klip-klapper på". Annette og Elsebeth var i denne omgang turlægger og havde planlagt en dejlig tur for dem der havde tid og lyst til at deltage. Turen gik til Valdemar Slot". Vi startede kl. 9.00 PRÆCIS fra Esbjerg og skulle så mødes med Juliane og Elsebeth ved en motorvejsrasteplads lige før Kolding. Der indtog vi en kop kaffe og et rundstyk og så gik turen videre til Svendborg. Kl. 10.30 PRÆCIS skulle vi ankomme til færgehavnen hvor vi skulle med M/S Helge til Tåsinge. Inge havde taget en flaske vin med som vi fik skænket på turen med færgen. Det var en rigtig hyggelig tur og vi nød den dejlige udsigt selv om vejret ikke var som lovet i vejrudsigten. Men bare man har det godt, forsvinder alt det dårlige. Og vi havde det rigtig godt, for vi lagde dårligt nok mærke til solen da den endelig kom frem.
Godt ankommet på Tåsinge fandt vi et lille sted, Æblehaven", hvor vi indtog de dejlige sandwishes som Elsebeth havde lavet inden hun tog hjem fra Sverige dagen i forvejen. Dertil nød vi en enkelt en og så gik turen op på slottet hvor vi besigtigede den flotte lysekrone fra Venedig og den lille seng som dronningen efter sigende sover i når hun er på slottet. Da vi var færdige på slottet og havde købt det vi gerne ville i slottets lille butik, tog vi tilbage til "æblehaven" hvor vi drak kaffe og hjemmebagt æblekage - pudsigt nok.
16.25 PRÆCIS var der atter afgang fra færgehavnen på Tåsinge tilbage til Svendborg og så gik turen delvis hjemad. Vi var nemlig enige om at indtage et aftenmåltid et eller andet sted på hjemturen - nærmere bestemt der hvor der var hyggeligt at sidde. Vi tog den smukke tur hjem og kørte over Fåborg. Hvor er der flot i Fåborg. Derfor blev det også det sted vi valgte til at spise aftensmad inden vi deltes og kørte hjemad. Det var en rigtig dejlig dag og en veltilrettelagt tur vi var på. Næste års arrangører har noget at leve op til. Tusind tak til Annette og Elsebeth for en dejlig dag og tur.
Enkelte var taget til Svendborg til Landsgeneralforsamlig og de havde en rigtig dejlig dag og aften.
Tak til Svendborg afd. for et godt arrangement. Hilsen Esbjerg pigerne.
KFUK i London indviede sit kollegieprojekt og navngav det ”Dronning Ingrids kollegieboliger i London” ved en middag fredag den 24. marts med deltagelse af protektor for Dansk KFUK i London HKH Prinsesse Benedikte og HM Dronning Anne-Marie. Siden projektets start i 2002 har fjorten unge danske studerende boet i de fire lejligheder, som projektet foreløbigt råder over.
I løbet af de snart 100 år Dansk KFUK i London har eksisteret, er der sket mangt og meget. K har altid forsøgt at følge med udviklingen og opfylde unges behov gennem tiderne. Ønsket om ikke at gå i stå kombineret med en fastholdelse af bestemte traditioner og værdier har dannet baggrunden for den måde, huset er blevet drevet på. Som seneste skud på stammen har K kastet sig over kollegieboliger for danske studerende i London. I 1996 erfarede K, at de danske universitetsstuderende i London havde problemer med at finde studieboliger. Der blev nedsat en initiativgruppe, som diskuterede forskellige muligheder for at lave et kollegium i London. Efterfølgende arbejdede forstander Palle B. Pedersen, bestyrelsesformand Karen Maibom og præst i den danske kirke i London, Thomas Reventlow Bruun videre med initiativet med fuld opbakning fra K’s bestyrelse.
Flere læser ude
I takt med den stigende internationalisering tager flere og flere danske studerende til udlandet for at læse. Økonomisk betyder dette, at studiebudgettet ofte bliver stramt,
og det kan være svært for mange at få økonomien til at hænge sammen. I en by som London er boligudgifter ofte den største udgiftspost på budgettet. Boliger i London er generelt dyre og dårlige. Tilbuddet om at bo på Dansk KFUK i London henvender sig primært til unge danskere i aldersgruppen 18-25, der vil til London og arbejde. For studerende er dette tilbud ikke egnet, da der ikke er tilstrækkelig ro til at kunne studere og fordybe sig. Dette er baggrunden for initiativet til at etablere danske kollegieboliger i London. Som noget af det første kontaktede projektgruppen forskellige uddannelsesinstitutioner, fonde, privatpersoner etc. i Danmark for at undersøge, om der umiddelbart var opbakning til projektet. Tilbagemeldingerne var overvældende positive. Også K’s protektor HKH Prinsesse Benedikte var begejstret for projektet.
Blåstempling
En egentlig blåstempling af projektet kom hurtigt herefter, da Dronning Ingrid og Kong Frederiks Fond, som den første der gav penge til projektet, donerede et af de største samlede beløb, fonden nogensinde har givet, til kollegieprojektet. Herfra tog projektet hurtigt fart, og flere fonde annoncerede snart deres bidrag. Det oprindelige projekt var tænkt som ét stort hus med ti lejligheder budgetteret til tyve milioner kroner. Det viste sig dog snart at volde en del problemer. Det var svært økonomisk at rejse så mange penge på én gang og ydermere var det problematisk at få de nødvendige tilladelser fra de lokale myndigheder.
Måtte revidere
Det viste sig dog snart at volde en del problemer. Det var svært økonomisk at rejse så mange penge på én gang og ydermere var det problematisk at få de nødvendige tilladelser fra de lokale myndigheder. I forsommeren 2002 så det ud til at projektet måtte opgives på grund af manglende fondsmidler og manglende tilladelser. Men projektgruppen ville ikke opgive så let. Kollegieprojektet blev derfor revideret, og man besluttede at sprede boligerne rundt i byen og rejse penge til en lejlighed ad gangen.
Første lejlighed
I 2003 blev den første lejlighed købt. Den var betalt af The Oak Foundation. Næste lejlighed blev erhvervet i 2004 med støtte fra Kong Frederik & Dronning Ingrids Fond, Dronning Margrethe & Prins Henriks Fond, Kong Christian den Tiendes Fond, Oticon Fonden, Frimodt-Heineke Fonden, Familien Hede Nielsens Fond, Ernst & Vibeke Husmans Fond og Absalon Fonden. Tredie lejlighed blev også købt i 2004 med støtte fra Edith og Godtfred Kirk Christiansen Fond og den fjerde lejlighed blev købt i 2004 med støtte fra Knud Højgaards Fond. Det har været opmuntrende at se den interesse, danske fonde har udvist for projektet. Kun takket været deres hjælp har det været muligt at realisere drømmen om et dansk kollegium i London og på den måde bidrage til, at danske studerende får mulighed for at kvalificere sig yderligere og få international erfaring.
I Hampstead
Alle lejligheder ligger i området omkring Hampstead i det nordlige London. De studerende kan ansøge om at bo i lejlighederne i et år ad gangen, og udvælgelseskriterierne er baseret på karakterer og udtalelser fra deres uddannelser samt et overbevisende budget. Et denominatorudvalg tager hvert år stilling til, hvem der skal have tildelt lejlighederne. Foreløbig har et bredt udvalg af uddannelser i Danmark haft glæde af lejlighederne. Fag såsom kunsthistore, statskundskab, medicin, astrofysik og filosofi har været repræsenteret. Huslejen ligger på lidt under det halve af, hvad tilsvarende lejligheder normalt ville koste i London. Projektet er dog langt fra færdigt endnu. Det er tanken, at der løbende skal købes flere lejligheder, når der er penge til det, så flere og flere danske studerende kan komme til London og studere.
Sådan kommer du i betragtning til en lejlighed
Sidste sommer havde Dansk KFUK ca. 40 ansøgere til tre lejligheder. De udgør ti procent af det samlede antal danske universitetsstuderende i England, idet 367 danskere læste ved et universitet i England i studieåret 2003/04. Lejlighederne bliver opslået i det sene forår på K´s egen hjemmeside og på universiteterne. En skriftlig ansøgning skal indsendes. Et udvalg afgør herefter, hvem der skal have en lejlighed. Udvalget består af professor Bente Maegaard, pastor Thomas R. Bruun (tidligere præst ved den danske kirke, St. Katharines, i London) samt forstander for Dansk KFUK i London, Palle Baggesgaard Pedersen.
Kilde/ forfatter: Aupairsekretær Anne Sofie Hennings, Dato: 19/10-2006 Kategori (i):
Motion -et emne der oppe i tiden
Som tiden dog flyver af sted, det er allerede Frederikshavnskredsens tur til at skrive til bladet igen. Så spekulerer man i flere dage på, hvad man dog skal skrive om.
Motion er jo et emne, der er meget oppe i tiden, og når man ser sig omkring, må man jo nok erkende, der er blevet lidt mere af os, det er ikke alle, der kan skrue sig ned i den kjole, der hænger bagest i klædeskabet, den man har gemt til ”hvis, ifald” man tabte de der 5 kg man inderst inde godt ved burde væk, men som er så svære at komme af med. Man ved godt, man burde tage ud og bevæge sig noget mere, men det kan være svært at finde tid og overskud til det med arbejde, børn, hus og for manges vedkommende også have (men det giver overskud, når man er kommet af sted).
Der er mange muligheder overalt i landet for at komme til at dyrke motion, og det behøver jo ikke at koste noget. De fleste steder er der anlagt cykelstier og afmærkede cykelruter. Motionsstier i skovene er der også mange af, så det er jo bare med at komme derud, og børnene vil nok synes, det er sjovt at komme med, evt. cyklende ved siden af mor, der løber. Den bedste måde at få startet på er at lave en aftale med et par venner. Når man ved, der er nogen, der venter på en, er det lettere at komme ud af døren, næsten uanset hvordan vejret er. Vi har her i afdelingen gjort det.
Vi er tre, der mødes næsten hver morgen og går en god lang tur i rask tempo i godt en times tid, vi får pulsen lidt op og sved på panden. Der er næsten ikke noget, der er skønnere, end at gå en tur langs stranden en stille morgen med sol fra en skyfri himmel eller en tur gennem skoven med fuglesang. Man fornemmer årstidernes skiften, på en helt anden måde ved at komme ud hver morgen, og humøret præges af det dagen lang, uden tvivl.
I år har vi jo haft en kanon god sommer, så det har været let at få rørt sig, fordi det jo har været badevejr i en rigtig lang periode, og bor man i nærheden af vandet, var det jo bare med at komme til stranden hver dag og få en god svømmetur. Ved at trave vores tur hver morgen, håber vi, at vi kan forhindre nogle af de mange livsstilssygdomme eller nedsætte risikoen for dem. Efter sådan en lang travetur har man det jo dejligt, man kan faktisk mærke det i kroppen det meste af dagen, der er mere energi til at gå i gang med dagens gøremål. Som en sagde til mig engang: ”man bliver helt afhængig af morgenturen”. Rundt om i landet arrangerer Skov- og naturstyrelsen også mange naturture. I vores område kan det varmt anbefales at deltage i turene. Vi er et par stykker, der har været med et par gange, og det har både været sjovt, hyggeligt og lærerigt. Der er mange turister, der har deltaget i turene, og de ser på området på en helt anden måde end vi lokale. De stiller nogle andre spørgsmål end vi andre, så man får en hel anden oplevelse af den natur, man Hermed en opfordring til at tage emnet færdes i til daglig. op i lokalafdelingerne. Vi står gerne for Der arrangeres jo også mange løb/stavgang planlægningen osv. eller cykelløb rundt om i landet, og det kunne da være sjovt at stille med et stort hold sømandskoner til et af disse arrangementer. Vi er nogle stykker, der i hvert fald gerne vil prøve at undersøge mulighederne for deltagelse i evt. cykel/gå/ løbe arrangementer et sted i Danmark.
Kære alle, der deltog på Landsgeneralforsamlingen i Svendborg. Tak for en fantastisk weekend. Det var dejligt at opleve så megen positiv energi. Jeg ser frem til næste års arbejde.
Tak til Svendborg afdelingen for et godt arrangement.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 8/10-2006 Kategori (i):
Søhesten
En artikel, der er fundet i konkylien nr. 10 1993
Stolte ser de ud, søhestene, når de med rank ryg svømmer oprejst gennem vandet. Hovedet sidder vandret på kroppen, og de bevæger sig gennem vandet med den lille rygfinne som ”motor”. Som når et stort skib kaster anker, slynger søhesten sin hale rundt om en tangplante og står stille i vandet. Halen er meget smidig, selvom søhestens krop nærmest er dækket af en rustning af ben-ringe.
Eventyr og talismaner
Eventyrene fortæller om søhestene som legekammerater for den lille havfrue og som trækdyr for havguden Neptun. Men faktisk bliver søhestene ikke større end 16 cm. Søhesten er et utroligt spændende dyr. Den kan ændre farve efter omgivelserne og bevæge øjnene uafhængigt af hinanden. Det er nok en af grundene til, at der i gamle dage var mange sange om søhesten. F.eks. brugte man den i tørret tilstand som talismaner, d.v.s. som en slags lykkebringende amulet. Tørrede søheste blev også brugt i mediciner mod mange forskellige sygdomme.
Gift og hundegalskab
Et sagn fortæller, at hvis man blandede asken fra en brændt søhest i et glas vin, fik man en dødbringende blanding. Blandede man derimod asken med beg, var det et godt middel mod skaldethed. Ublandet var asken et godt middel mod bid af gale hunde. Alle disse underlige historier opstod, fordi folk mente, at sådan et besynderligt dyr bestemt måtte have magiske kræfter.
Faderen er ”gravid” Og besynderlig, det er søhesten! Det, der har vakt størst opmærksomhed, er gravide søheste. Det er nemlig ikke moderen, der er gravid – det er faderen. Søheste-hannen har en slags sæk på maven, hvor hunnen lægger æggene. Faderen befrugter dem, og de nye små søheste udruges, mens faderen svømmer rundt og ser gravid ud. Man kan næsten sige, at her er det faderen, der er mor!
Veer eller kilderi?
Når ungerne kækkes og forlader ”sækken” på faderens mave, vrider hannen sig som om den har veer. Man ved dog ikke, om det gør ondt på ham, eller om det bare kilder. Der kan være op til 400 unger i et kuld, alle sammen tro kopier af de voksne søheste.
Kilde/ forfatter: Henrik Hommelgaard Panda Klubben nr. 94, Dato: 1/10-2006 Kategori (i):
Vedtægter for Sømandskoneforeningen af 1976
§ I Foreningens formål:
Foreningens formål er at samle alle sømandskoner i Danmark i en forening, støtte hinanden loyalt, samt i øvrigt varetage sømandsfamiliens almene interesser på tværs af faggrænser.
Foreningen er politisk uafhængig.
§ 2 Foreningens medlemmer.
Som aktive medlemmer kan optages sømandskoner, hvis ægtefæller/samlevere har eller har haft deres daglige arbejde indenfor søfart.
Som passive medlemmer kan optages enhver, som seriøst ønsker at fremme foreningens interesser. Disse har ikke stemmeret.
Som støttemedlemmer til Medlemsbladet kan optages enhver.
Æresmedlemmer udnævnes af generalforsamlingen efter indstilling fra en lokalforening.
§ 4 Landsgeneralforsamlingen: Landsgeneralforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i årets sidste kvartal.
Indkaldelse til generalforsamling sker gennem medlemsbladet senest 1 måned før generalforsamlingens afholdelse. Indkaldelsen skal indeholde angivelse af tid, sted, dagsorden ifølge vedtægterne, samt alle forslag som ønskes behandlet under punkterne 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12.
Dagsorden:
1 Valg af dirigent
2 Formandens beretning
3 Foreningens fremtid
4 Redaktørens beretning
5 Enkekontoens beretning og aflæggelse af regnskab, herunder fastsættelse af udbetalingsbeløb efter indstilling fra Enkekontobestyrelsen
6 Aflæggelse af regnskab for landsforeningen og medlemsbladet
7 Fastsættelse af kontingent efter indstilling fra
repræsentantskabet
8 Indkomne forslag
9 Valg til forretningsudvalget: Formand,suppleanter til næstformand, kasserer og sekretær.
10 Valg af redaktør samt af suppleant til redaktør.
11 Valg til Enkekontobestyrelsen
12 Valg af revisor samt suppleant til revisor til
landsforeningen
13 Valg af revisor samt suppleant til Enkekontoen. Disse vælges for 1 år ad gangen.
14 Eventuelt
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen,
må være forretningsudvalget i hænde senest den 1/9
det pågældende år.
Valg af formand, næstformand, kasserer,
sekretær og redaktør.
Landsformand, næstformand, kasserer, sekretær og
redaktør og suppleanter til næstformand, kasserer,
sekretær og redaktør vælges for 2 år ad gangen,
således at landsformand og redaktør vælges
i lige år og næstformand, kasserer og sekretær i ulige
år.
Valg til Enkekontobestyrelsen:
Valg af medlemmer til Enkekontobestyrelsen skal ske hvert fjerde år. Medlemmerne er valgt første gang i 1992.
På generalforsamlingen kan der ikke stemmes ved fuldmagt, men alene ved brevstemme.
Vedtagelse på generalforsamlingen sker ved almindelig stemmeflerhed, dog kræves til vedtagelse af vedtægtsændringer, at forslaget vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer.
Over det på generalforsamlingen passerede føres protokol, som underskrives af formand og dirigent. Dette referat offentliggøres i medlemsbladet.
Ekstraordinær generalforsamling.
Afholdes, når 1/3 af medlemmerne eller 2/3 af forretningsudvalget eller 2/3 af repræsentantskabets medlemmer fremsætter skriftlig anmodning herom til forretningsudvalget.
Den ekstraordinære generalforsamling indkaldes af formanden senest 1 måned efter anmodningens fremsættelse. Den ekstraordinære generalforsamling indkaldes skriftligt med 1 måneds varsel.
I indkaldelsen skal angives de emner, der ønskes behandlet.
Opløsning af foreningen:
Kan finde sted på en ekstraordinær generalforsamling såfremt 3/4 af de fremmødte ønsker det.
Beslutning om opløsning skal bekræftes på en generalforsamling senest 2 måneder efter.
Vedtages et forslag om landsforeningens opløsning, skal foreningens midler indgå i Enkekontoensformue.
§ 5 Repræsentantskabet:
Repræsentantskabet består af forretningsudvalgets medlemmer samt en repræsentant fra hver lokalafdeling.
Lokalafdelingernes repræsentanter vælges for 2 år ad gangen på lokalafdelingernes ordinære generalforsamlinger.
Repræsentantskabet vælger ud af egen midte 4 medlemmer til forretningsudvalget, samt 2 suppleanter til forretningsudvalget.
Repræsentantskabet fastsætter selv efter konstituering retningslinierne for sit arbejde i en særlig forretningsorden.
Repræsentantskabet kan af generalforsamlingen pålægges eller af eget initiativ påtage sig arbejdsopgaver og kan til udførelse heraf nedsætte arbejdsgrupper.
Repræsentantskabsmøder afholdes efter behov, dog altid i august måned.
Repræsentantskabsmøder indkaldes af forretningsudvalget og afholdes på skift i lokalafdelingernes områder.
Ekstraordinært repræsentantskabsmøde afholdes, når 1/3 af medlemmerne eller forretningsudvalget forlanger det. Mødet afholdes senest 1 1/2 måned efter begæringens fremsættelse.
Repræsentantskabet er beslutningsdygtigt, og vedtagelse sker med almindelig stemmeflertal, dog kun med 1 stemme pr. person.
Landsformanden er tillige formand for repræsentantskabet.
Formanden indkalder repræsentantskabet med mindst 1 måneds varsel med angivelse af tid og sted for mødets afholdelse.
Senest 14 dage før mødets afholdelse fremsender formanden dagsorden.
§ 6 Forretningsudvalget:
Forretningsudvalget varetager foreningens daglige drift og repræsenterer foreningen udadtil.
Forretningsudvalget består af 10 medlemmer, hvoraf de 5 er: landsforeningens formand, næstformand, kasserer, sekretær samt redaktør, mens de øvrige er: 4 valgt af repræsentantskabets midte på det konstituerende møde efter landsgeneralforsamlingen, desuden kassereren fra Enkekontobestyrelsen.
Forretningsudvalget afholder møde hvert kvartal eller efter behov.
Landsformanden indkalder forretningsudvalget med mindst 14 dages varsel med angivelse af tid, sted, dagsorden og indkomne forslag.
Forretningsudvalget er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er mødt.
Forretningsudvalgets beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Landsformanden er tillige formand for forretningsudvalget.
Større dispositioner, herunder indgåelse af lejemål, kræver repræsentantskabets godkendelse.
Køb og salg af fast ejendom samt pantsætning heraf kræver generalforsamlingens godkendelse.
§ 7 Regnskabsår
Foreningens regnskabsår er 1/7 – 30/6.
§ 8 Eksklusion:
Såfremt et medlem overtræder eller modarbejder vedtægterne, kan den pågældende ekskluderes af foreningen.
Eksklusionen foretages af repræsentantskabet efter indstilling fra lokalafdelingen og kan af den pågældende indbringes for landsgeneralforsamlingen.
§ 9 Tab af medlemskab:
Kontingentrestance udover 2 måneder medfører automatisk tab af medlemsskab.
§ 10 Foreningens formue:
For foreningens økonomiske forpligtelser hæfter alene foreningens formue, og intet medlem har andel i denne.
§ 11 Medlemsbladet:
Medlemsbladet udkommer 6 gange årligt.
Redaktøren af Medlemsbladet varetager bladets daglige drift og orienterer løbende landskassereren. Denne varetager bladets økonomi og aflægger endeligt regnskab på landsgeneralforsamlingen.
Landsformanden er ansvarshavende redaktør, men kan ikke arbejde som egentlig redaktør af medlemsbladet.
Redaktøren finder i samråd med repræsentantskabet egnede kandidater til posterne som redaktionsmedlemmer. Disse udpeges for 2 år ad gangen. Redaktørens suppleant kan deltage i redaktionens arbejde.
§ 12 Enkekontoen:
Enkekontoens formål er at yde en håndsrækning til medlemmer med aktivt medlemsskab af Sømandskoneforeningen af 1976, umiddelbart efter deres erhvervsaktive ægtefælles/samlevers død eller bortkomst.
Midlerne til Enkekontoen forudsættes ydet af Sømandskoneforeningens medlemmer, samt ved fondsmidler og gaver.
Midlerne til udbetaling tilvejebringes fra kapitalens renteafkast. Kapitalen skal i princippet ikke røres. Udbetalingsbeløbet fastsattes efter indstilling fra Enkekontoens bestyrelse hvert år på Sømandskoneforeningen af 1976‘s generalforsamling.
Enkekontoen administreres af en bestyrelse, som består af tre af Sømandskoneforeningens medlemmer, hvoraf to ikke er medlemmer af forretningsudvalget og en medlem af forretningsudvalget. Disse tre personer, hvoraf den ene udpeges til kasserer for Enkekontoen, vælges hvert fjerde år på landsgeneralforsamlingen. Bestyrelsen aflægger hvert år på landsgeneralforsamlingen fuldstændigt regnskab over Enkekontoen. Der vælges blandt Sømandskoneforeningens medlemmer en revisor ligeledes på landsgeneralforsamlingen og for et år ad gangen. Enkekontoen tegnes ved samtlige bestyrelsesmedlemmer, og der kan kun hæves der herpå. Det er op til bestyrelsen af Enkekontoen at anbringe midlerne risikofrit, så de giver bedst muligt afkast.
Det påhviler lokalafdelingerne at give Enkekontoens bestyrelse meddelelse, dersom et medlem af lokalafdelingen bliver enke. Medlemmer som udelukkende er tilknyttet landsforeningen har ret til at få udbetalt fra Enkekontoen, dog må disse medlemmer selv give bestyrelsen meddelelse om, at de er blevet enker. Tvivlstilfælde afgøres af Enkekontoens bestyrelse ved afstemning med almindelig flertal.
Enkekontoen skal bestå lige så længe Sømandskoneforeningen af 1976 eksisterer.
Dersom Sømandskoneforeningen af 1976 opløses, skal halvdelen af Enkekontoens midler tilfalde Dansk Sømandskirke i fremmede havne og halvdelen tilfalde Feriehjem for Sømandsenker.
Enkekontoens vedtægter kan kun ændres af Sømandskoneforeningen af 1976‘s generalforsamling. Der kræves hertil 2/3 af de afgivne stemmer.
§ 13 lokalafdelingen
I alle forhold som ikke er nævnt herunder, gælder samme vedtægter for lokalafdelingen som for landsforeningen.
Generalforsamlingen er den lokale afdelings højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i første kvartal, Færøerne og Grønland dog i andet kvartal.
Bestyrelsen indkalder til generalforsamling enten gennem medlemsbladet eller skriftligt med brev til hvert enkelt medlem. Indkaldelsen til generalforsamling sker senest en måned før generalforsamlingens afholdelse. Indkaldelsen skal indeholde angivelse af tid, sted, dagsorden ifølge vedtægterne.
Dagsorden:
1 Valg af dirigent
2 Formandens beretning
3 Aflæggelse af regnskab
4 Fastsættelse af medlemskontingent til lokalafdelingen efter indstilling fra bestyrelsen.
5 Indkomne forslag
6 Valg til bestyrelse
7 Valg af repræsentant samt suppleant
8 Valg af revisor samt suppleant til revisor
9 Eventuelt
Forslag, punkt 6,7,8 dog undtaget, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må være bestyrelsen i hænde senest to uger før generalforsamlingens afholdelse.
Bestyrelsens medlemmer vælges for to år ad gangen. Bestyrelsen varetager den daglige drift. Bestyrelsen udarbejder efter konstituering retningslinierne for sit arbejde i en særlig forretningsorden.
Lokalafdelingens regnskabsår er kalenderåret.
For lokalafdelingens økonomiske forpligtelser hæfter alene lokalafdelingens formue og intet medlem har andel i denne.
En lokalafdeling kan stilles i bero i max. 5 år. I denne periode skal afdelingens midler henstå i landsforeningen og udbetales igen - uden forrentning
-ved lokalafdelingens genopståen. Efter 5 års bero betragtes lokalafdelingen som opløst og midlerne tilfalder uigenkaldeligt landsforeningen.
Ved opløsning skal lokalafdelingens midler deponeres i landskassen og tilbagebetales indenfor 5 år - uden forrentning - såfremt en ny lokalafdeling begynder i samme område som den ved afstemning opløste.
§ 1- 5 vedtaget på Landsgeneralforsamlingen den 29.10.1994 i Svendborg.
§6-13 vedtaget på den ekstraordinære Landsgeneralforsamling den 2.4. 1995 i Fredericia.
§5 vedtaget på den ekstraordinære Landsgeneralforsamling d. 20/4-97 i Svendborg.
§ 4 vedtaget på Landsgeneralforsamlingen den 24.10.1998 i Kalundborg.
§ 11 vedtaget på Landsgeneralforsamlingen den 6.11.1999 i Odense.
§ 11 vedtaget på Landsgeneralforsamlingen den 1. maj 2004 i Fredericia
Vi har afholdt repræsentantskabsmøde. Der var som vanligt godt fremmøde, kun afbud fra 3 afdelinger. Endnu engang blev det „Søhesten“ der kom til at volde os lidt problemer. Vi kan ikke rigtig få økonomien til at hænge sammen efter den store portostigning. Vi havde flere idéer oppe at vende omkring udgivelsen af bladet - som det kan læses andet sted i bladet, endte diskussionen med et forslag om at ændre udsendelsen af bladet fra 8 til 6 gange pr. år. Vi håber med dette, at kunne få en bedre økonomi samt et blad med lidt mere „kød“ på. Til dette nr. af „Søhesten“ er der ikke kommet et eneste indlæg - „piger og drenge“, så er det altså svært at lave et blad !
Grundet personlige omstændigheder har vores suppleant til Landskassereren meldt sig ud af foreningen. Det er desværre ikke lykkedes for os at finde en ny suppleant. Vi håber, der blandt vore medlemmer findes en, som har lyst til at stille op til denne post. Det er ikke et stort forkromet regnskab foreningen har, men lidt kendskab til tal vil være en fordel, da suppleanten gerne skulle være klar til at overtage Landskassererposten, når vores nuværende Landskasserer ikke mere ønsker genvalg.
Den 24. og 25. august deltog jeg på konference om Maritim Sikkerhed, Sundhed og Miljø. En konference arrangeret af Søfartens Arbejdsmiljøråd og Søfartsstyrelsen. Det var en meget interessant og givende konference. Indledningsvis fortalte Professor Tage Søndergaard Kristensen, Arbejdsmiljøinstituttet, omkring arbejde, stress og sundhed, ikke kun fra Søfart, men om emnet i almindelighed. Herefter var det Director Steffen Jacobsen, Rederiet A.P.Møller – Mærsk, der talte om Maritim sikkerhed og miljø. Sidst men ikke mindst var det chefkonsulent Michael Elwert, Danmarks Rederiforening, der meget levende talte om rekruttering og fastholdelse - en udfordring for Det blå Danmark. Michael Elwert efterlyste en serie på dansk tv i den bedste sendetid omkring „Det blå Danmark“, noget vi kan identificere os med eks. som Anna Phil, ansøgningerne til Politiskolen stiger, når den type serie kommer på tv. I dag vil vi kendes på vores job. Når man møder nye mennesker i dag, er en indledning til samtalen, hvad arbejder du med
-for år tilbage var det, hvem er dine forældre !. I uge 38 „søsættes“ en kampagne for at rekruttere unge mennesker til „Det blå Danmark“ - jeg er meget spændt på at se, hvad denne kampagne indeholder og ikke mindst dens virkning.
Efterfølgende var der sessioner, som man så kunne vælge alt efter ens interesse. Der var bl.a emner som, forebyggelse og registrering af ulykker, kontrol af lastskibe og myndighedernes og klasseselskabernes rolle, søfartslægerne og den helbredsmæssige kontrol, sikkerhedskultur og – uddannelse, miljø. Handlingsplan for Danmark som Europas førende søfartsnation. Sundhedsfremme og livsstil. Alle meget spændende emner, som næsten kunne give een stress - hvad skulle man lige vælge. Som sømandskone måtte det blive de lidt bløde emner, som helbredsmæssig kontrol, sundhedsfremme og livsstil
– emner, der ikke er blevet mindre interessant i den forgangne uge, hvor nye tal viser at over 50% af danske mænd og 1/3 af danske kvinder vejer for meget. Vi „landarbejdere“ skal jo ikke stille hos lægen og få et stempel i en helbredsbog - nu findes den i søfart, men tages dette lægetjek seriøst, jeg er blevet lidt i tvivl ved at følge en af ovennævnte sessioner.
Søfartens minister Bent Bendtsen afsluttede de to meget velbesøgte (250 deltagere) og vellykkede dage. Det var dejligt at høre en optimistisk minister, der kun havde rosende ord til overs for vore mænd og deres arbejde ude i den store verden. Ministeren påtalte også de mindre heldige økonomiske vismænd, der i sommer kom lidt galt af sted omkring tonnagebeskatningsordningen og især DIS-ordningen. Ikke engang oppositionen har givet de økonomiske vismænd medhold i deres antagelser. Dette fik Bent Bendtsen til at fastslå at regeringen har bred enighed fra folketinget til at bringe Danmark frem til Europas førende søfartsnation !
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 19/9-2006 Kategori (i):
Informationer fra Landsforeningen
Det er nu muligt at se informationer og tidspunkt for diverse møder i Landsforeningen under aktivitets kalender. Landsforeningens aktiviteter ses sidst på siden.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 20/8-2006 Kategori (i):
Mine oplevelser som medsejlende på TORM Gertrud
Fortsættelse af historien fra sidste nummer af Søhesten.
I dag den 23. maj sidder jeg så på TORM Gertrud et eller andet sted ude på det åbne hav (!), og jeg er meget glad for, at jeg endelig kom herud. Det er en kæmpe oplevelse. Destinationen er vist nok en havn St. Charles nær New Orleans, og når jeg siger det på den måde, så er det fordi, at vi skulle have været til Texas i første omgang og reelt set, så kan vi endnu nå at blive omdirigeret. Ifølge beregningerne når vi New Orleans den 27.maj, og så har min sørejse varet i 13 dage i alt.
Inden jeg tog herud, var jeg lidt spændt på, hvordan det er at være her, og om jeg nu kunne få tiden til at gå. Jeg har set mange billeder af skibene, læst mange e-mails fra Martin og hørt på nogle rigtige sømandshistorier, så jeg havde på forhånd dannet mig en forestilling om hvordan og hvorledes. Jeg må sige, at min forestilling i store træk har svaret til virkeligheden herude. Det er enormt spændende at være her. En fantastisk oplevelse.
Kaptajnen gav et meget godt billede på livet ombord med dets ”indbyggere” og deres indbyrdes tilknytninger. Nu må jeg se, om jeg kan gengive billedet korrekt:
”Skibet er en lille landsby, hvori der bor nogle indbyggere med hver deres øgenavne (dem vender jeg tilbage til), rundt om er der andre landsbyer (skibe), og Rederiet er det omfavnende samfund. Det er en lille verden, hvor der er gengangere hele tiden fra andre landsbyer og samfund, og man kender hinanden på kryds og tværs fra sin studietid og gennem karriereforløbet”.
Mit indtryk er også, at det er et lille lukket samfund herude, og det kan godt minde mig en smule om tiden på et kollegium, hvor vi også levede i et mini-samfund på en måde. Øgenavnene var jeg bekendt med fra Martins fortællinger og oplevelser, ja faktisk tror jeg, at jeg i de fleste tilfælde husker folks øgenavne bedre end deres virkelig navn. Herude har de fleste også et øgenavn, det lyder umiddelbart negativt, men jeg forstår kun øgenavnene på dette skib som små, uskyldige drillerier. Og jeg har ærlig talt moret mig af dem, fordi navnene er meget sigende, og jeg kan se deres berettigelse. Det er til tider ren mandehørm og lidt en hønsegård (!) og sikke nogle røverhistorier, de fyrer af ind i mellem. Det er sgu’ morsomt at høre på deres livagtige fortællinger og sladder, fordi de kan formidle på en måde, så man nærmest kan se det for sig. Jeg har virkeligt forstået betydningen af en rigtig sømandshistorie nu.
Dagene herude er nærmest fløjet af sted, og jeg er kommet ind i den specielle døgnrytme og deres inddelinger af arbejdsdagen, hvor spisetiderne er dagens højdepunkter. Martins arbejde som 2. styrmand foregår primært på broen, hvor han går vagt i tidsrummene kl. 8-12 og igen kl. 20-24, derudover har han arbejde på dækket. Dette betyder, at jeg har fået meget af min tid til at gå oppe på broen sammen med ham. Hvis han havde været maskinmester og skulle arbejde i maskinen, så ville 14 dage på medsejlads absolut have været for lang tid, fordi det ikke er muligt at være sammen dernede i længere tid på grund af støj, varme og deres arbejde ikke mindst. På broen kan vi trods alt stå og snakke undertiden, og ellers er der den fantastiske udsigt, som siger spar to.
Meget af min tid er foregået på broen, hvor jeg har betragtet havet og horisonten. Jorden hedder ikke den Blå Planet for ingenting, har jeg erfaret! Jeg har oplevet delfiner, hvaler, flyvefisk, set solnedgange, oplevet et par skypumper og en stjernehimmel, som kun de færreste oplever. Det er store oplevelser for sådan en landkrabbe, som jeg er, men det vækker ikke en umiddelbar begejstring hos besætningen, fordi det ikke er særsyn for dem længere.
Jeg har hurtigt fundet ud af, at det er de små ting, der gør en forskel i en hverdag, hvor dagene tit flyder sammen og ligner hinanden. Maden og spisepauserne, kl. 7.30, kl.12 og kl. 17.30, er faste holdepunkter, og der er forskellige mad traditioner knyttet til ugedagene. Onsdagen, hvor den halve arbejdsuge er gået, markeres med boller og varm kakao til 15 – kaffen. Hver anden dag er der kage til kaffen og den anden dag suppe inden den varme middagsmad kl. 12. Lørdag serveres den varme lørdagsmenu om aftenen til forskel fra de andre dage, hvor den varme ret serveres til middag. Søndag er der det store frokostbord til middag og typisk fastfood om aftenen.
Hovmesteren ombord gør virkelig en stor indsats for at forkæle besætningen, og hun spørger altid til besætningens særlige ønsker mht. menuen. Jeg har nok grint en smule af Martins begejstring over maden ombord, men nu jeg kan forstå, at det er den gode mad, som i høj grad er med til at gøre hverdagen begivenhedsrig. Der er noget at se frem til i løbet af dagen. På de knap 14 dage jeg har været her, tror jeg, at jeg har fået de fleste af mine livretter. Man skal ikke være ombord i mange døgn, før at man finder ud af, at et glas vin eller en øl til maden er et savn herude, nu hvor Nul-Alkohol-Politikken trådte i kraft ved årsskiftet. Jeg kan forstå på besætningen, at det sociale måske er gået lidt tabt med den nye alkoholpolitik. Tidligere var der tradition for at nyde en fyraftens bajer/ drink inden spisetid i baren, og Vejeklubben, hvor taberen der har øget sin vægt mest giver øl, eksisterer heller ikke længere.
Min hverdag går med læsning, og jeg vil absolut ikke have været foruden mine bøger og kulørte blade, desuden solbadning når vejret tillader, og om aftenen mødes vi tit i Rygesalonen (fællesstuen) og ser en film. Jeg har også fået testet mine evner inden for frisørfaget. Mulighederne her er ret begrænset, så hvis jeg bliver alt for rastløs, så går jeg ned på løbebåndet og brænder energi af i Motionsrummet eller får en sludder i kabyssen. Jeg har endnu ikke kedet mig, men nydt den store oplevelse og den anderledes hverdag ombord. Der er rig mulighed for afslapning herude, og kokken forkæler os virkeligt som tidligere nævnt.
Besætningen er meget rar, og jeg har især hygget mig med folkene på broen, her kan man altid lige gå op og hilse på den vagthavende. Jeg er blevet taget godt imod, og jeg håber, at det er lykkedes mig at passe mig ind. Der er kun et par dage tilbage af sørejsen, og jeg glæder mig efterhånden til at se land igen. Der må godt snart ske noget andet. Jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at opleve Martins arbejdsdag. I fremtiden vil jeg bedre kunne sætte mig ind i de ting, han oplever og kommer ud for. Vi afslutter denne tur med at holde ferie sammen i New Orleans, da Martin har haft sin sejltid.
Skrevet af Trine Skovlund Jørgensen i dagene den 23. maj – 25. maj 2006 et sted ude på det åbne hav.
En stor del af den danske kultur indebærer øl og ølbrygningens kunst. Siden stenalderen har vi danskere nydt den gode smag af humle og byg. I mange år har vi været vant til kendte ølmærker, som kunne købes den hele jord rundt. Mange bryghuse fusionerede til kæmpe ølgiganter og bryggeri-foreninger. Imidlertid har vi de sidste årtier fået kendskab til - og gane for - produkterne fra de mindre og førhen knap så kendte bryggerier rundt omkring i landet. Mikrobryggerier skyder nu op som paddehatte på landkortet. Og mange af dem med rigtig godt øl til følge.
En dag i den tidlige sommer besøgte min mand og jeg sammen med gode venner Nørrebro’s Bryghus i København. Dette lille bryggeri blev kendt gennem en TV-udsendelse for et par år siden. Her fulgte man iværksætterens bestræbelser og kampe for at skabe drikværdigt øl og samtidig en restaurant, hvor man til god mad kunne nyde mikrobryggeriets produkter. Jeg kan anbefale et besøg her!! Frokostmenukortet har få men meget alsidige anretninger. Hertil kan man vælge et af bryggeriets produkter – eller 5 af slagsen! ( 10 cl. pr. glas!) Vi valgte det sidste. Jeg skal ikke her komme med bud på, hvilken øl der var bedst. Det kommer jo som bekendt an på smag og ikke mindst behag. Fra restauranten har man fra flere af bordene udsigt til det lille bryggeri og arbejdsgangen der.
Næste dag stod også i ølbrygningens tegn. Vi besøgte det legendariske Carlsberg Bryggeri i Valby. Den store produktion af Carlsberg øl er for nogle få år siden flyttet til Fredericia. Der brygges dog stadig en mindre produktion af specialøl, der ved Valby Bakke! Store dele af det gamle bryggeri fungerer nu som museum. Ganske interessant er det at gå rundt i lokalerne, hvor der for blot få år siden blev produceret øl, som blev drukket (og stadig drikkes) i den hele vide verden. På turen rundt i museet får man indblik i en kæmpe proces, som ender med det fluidum vi kan læske os med fra flasker, dåser eller fustager. På et loftsrum var udstillet tusindvis af nye og gamle flasker med etiketter fra alverdens forskellige lande! Når man har købt indgangsbillet til Carlsbergbryggeriet, har man også billet til prøvesmagning af et par af bryggeriets specialøl. (Inkluderet i prisen).
På vandringen gennem museets produktionssteder og showrooms, bliver man også guided gennem hestestaldene, hvor man stadig har nogle eksemplarer af de førhen så kendte og elskede bryggerheste. Ude i solskinnet lagde vi mærke til, at et par af hestene stod i et langt kar, med hovene dækket af en sæbespånelignende væske. Ølkusken (må han jo have været) forklarede at bryggerheste jo havde mange lange hår omkring hovene, hvorfor der nemmere opstår skab og svamp. Den væske de stod (og skulle stå i mindst 20 minutter) var en økologisk væske der kostede spidsen af en jetjager, men ellers var meget effektiv mod diverse parasitter. (Gad vide om det ville være virksomt hos mennesker med neglesvamp?) Så dette besøg i Hovedstaden stod så sandelig i ølbrygningens tegn!
Derfor var det for mig magtpåliggende, da jeg en måneds tid senere besøgte Bornholm, at kigge ind på Svaneke Bryghus. Idyllisk ligger det der midt i den lille by. Lige ved Torvet. Her er der også lejlighed til at nyde en herlig frokost enten ude eller inde, og igen med mulighed for at smage 5 forskellige prøver af bryggeriets produkter.
Rundt om i landet findes mange af de små bryggerier. Her på Fyn, hvor vi er bosat, kender vi alle Ørbæk eller Refsvindinge bryggerierne. Her kan man kigge ind, hvis vejen falder forbi og også købe lidt af det gode øl.
Jeg er ikke den store ølentusiast, men herligt er det at have mulighed for at følge øllets tilblivelse og herefter at smage på resultatet. Ikke mindst i den varme og tørstfrembringende sommer vi har haft i år.
SKÅL
M/S »Caroline S« ejes af Foreningen Caroline S, der blev stiftet i august 2001 i Svendborg. Formålet var og er at sikre et skib af den navnkundige danske skibstype, carolineren, for eftertiden.
Opgaven søges løst ved dels at holde skibet i sødygtig stand og sejlende med fragt i indskrænket fart - hovedsagelig dansk indenrigsfart - dels ved at lade det fremstå som et sejlende museum med adgang for publikum til ved selvsyn at danne sig et indtryk af dansk skibsbyggeri og småskibsfart i efterkrigsårene og de forhold, søfarende i coasterflåden virkede under. Videre kan skibet fungere som udstillings skib ved charterture eller som base for lejrskoler eller for kortere dagture med begrænset antal passagerer. Caroliner-typen har sit navn efter det første skib i serien, M/S »Caroline«, bygget ved H.C. Christensens staalskibsværft i Marstal i 1951. Typen var tænkt som afløserne for de aldrende skonnerter og galeaser samt ofte gamle tyske eller hollandske stålskibe, som dannede kernen i den danske indenrigs flåde i 30‘erne og 40‘erne. En fornyelse trængte sig på, og en del af det store Marshalllån til Europas genopbygning efter krigen blev sat af til finansiering af bl.a. dette skibsbyggeri.
Så populær blev carolinerne, at ialt 23 blev bygget. De lastede ca 240 tons og havde en rummelig og dengang moderne aptering til sædvanligvis skipper og styrmand samt fIere mand på dækket, bedstemand, matros, ungmand og dæksdreng - eller andre kombinationer efter rederens valg, skibets fartsområde m.v. Maskineriet var ligeledes nyskabelser med god maskinkraft til 8-9 knob, hjælpemotor, lossespil drevet af egen dieselmotor eller hydraulisk. Se tekniske data på bagsiden af denne folder.
Carolinerne kom for en dels vedkommende langt omkring, men hovedparten blev i nordeuropæisk fart eller i nærfarten omkring Danmark. Udviklingen gjorde, at en del ret hurtigt blev forlænget med ca. seks meter for at øge lasteevnen til omkring 300 tons, men ind i 70‘erne og 80‘erne begyndte salget fra dansk flag. Konkurrencen med større coastere og lastbilerne samt DSB satte bom for økonomien i den originale caroliner-størrelse også selvom skibene nu må sejles af to-tre mand. Der blev i efteråret 1995 udgivet en bog om netop denne skibstypes historie titlen er: ”Caroline og de andre”.
Inden de to sidste i original skikkelse, m/s »Samka« og m/s »Jane«, kom i risiko for at måtte stryge Dannebrog blev der taget et initiativ af en gruppe søfartsinteresserede, der kunne se den overordnede ide med at bevare et sådant skib og især søge at holde det i drift i privat regie uden behov for løbende offentlige indskud.
Caroline S for at understrege såvel det maritime begreb Carolinertypen, som tilhørsforholdet til Svendborg, Svendborg Internationale Maritime Academy, Svendborg Søfartsskole samt det tidligere nok så kendte Svendborg Rederi A.E. Sørensen hvis skibs navne altid sluttede med S.
Det er jo helt fantastisk, sikke en sommer. Det har været dejligt at få fyldt batterierne op med masser af sol og sommer. De varme, til tider næsten tropiske sommernætter ja, hvad mere kan vi så forlange. Jeg håber I alle har haft tid til at nyde denne herlige sommer.
Siden sidste nummer af „Søhesten“ har jeg være til dimissionsfest på Svendborg Søfartsskole. Et hyggeligt arrangement med diverse taler, uddeling af eksamensbeviser og legater (og en lille opsang til de som ikke havde passet deres ting helt som de skulle). Som „garvet sømandskone“ sad jeg og så lidt rundt på de forældre, der nu skal sende deres håbefulde drenge (og en enkelt pige) ud i den store verden. Flere så ud som om de hellere havde set et eksamensbevis til et „landjob“ og kunne få deres håbefulde søn hjem til aften hver dag. For de fleste bliver det jo heldigvis hverdag at have en sømand i familien. Et stort tillykke med eksamen til de håbefulde unge mennesker.
Jeg må indrømme at det var med blandede følelser, jeg kørte hjem fra Dansk Sømands-og Udlandskirkers årsmøde. Det er altid festligt at deltage i disse årsmøder med sang og taler. I år gæstede kirkeminister Bertel Haarder årsmødet. Kirkeministeren var positivt stemt for at hjælpe DSUK i denne globaliseret verden. Talte om vigtigheden af at den danske kirke findes der hvor danskerne flytter ud for at arbejde og bo. Efter aflæggelse af årsrapport og regnskab var det som om den gode stemning fik et lille knæk. Økonomien i DSUK er ikke lige i den bedste „kondition“ og flere savnede mere information omkring økonomien - der var en sand folkevandring til talerstolen for at stille spørgsmål til bestyrelsen. Det var under alle disse spørgsmål jeg tænkte at DSUK stadig har et stykke vej til en samlet enhed.
I vores egen forening har vi en redaktør, der er ved at fortvivle over mangel på stof til „Søhesten“. Håber jeg ikke kommer alt for galt afsted når jeg skriver, at de sidste par blade har været lidt kedlige. Hvad er det, der gør at ingen skriver til vores blad ? Har vi ikke tid - har vi ikke noget på hjertet eller tænker vi bare, det er der nok nogle andre der tager sig af ? „Søhesten“ er vores livline og vi skal passe godt på den. Ingen stof og en lidt dårlig økonomi er ikke lige den bedste cocktail. Kan det passe at der ud af 200 medlemmer ikke er ene enste der har noget på hjertet ? Vi vil selvfølgelig også altid gerne høre fra jer ude i den store verden.
Har du husket at tilmelde dig Landsgeneralforsamlingen i Svendborg, den 7. og
8. oktober.
Husk forslag der ønskes behandlet på Landsgeneralforsamlingen skal være forretningsudvalget i hænde senest den 1. september 2006.
Har du tænkt på hvem der skal være årets „Søhest“ ?
Charlotte Munk
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 17/8-2006 Kategori (i):
Turen går til Korea - Busan
Min mand, Thorbjørn er pt. udstationeret i Busan, det sydlige Korea. Han arbejder som marine super intendend sammen med Niels der er technical super intendend for Clipper Gruppen, der er i gang med at få bygget 14 kemikalie tankers på 11.000 tons. Deres job er, at levere skibene ensartet, få stores ombord (alt lige fra sæbe til it-udstyr) samt klargøre den nye besætning til, at sejle med skibet.
Lærke (datter) og jeg rejste d. 12 juli, fra Billund, via Frankfurt, Seoul og Busan. Turen gik fint, vi var trætte efter rejsen (24 timer fra carporten til Busan lufthavn), men var lettede over at være kommet godt frem.
I Busan er der ifølge kilder 3.8 mill. Indbyggere, de spiser kimchi (forskellige kåltyper, der er syltet i chili og andre krydderier) til hvert måltid, ris, fisk og friske chili. De drikker grøn tea, selv isen kan fås med green tea taste, og chokoladen kan indeholde chili. Deres slik er sødt, man kan ikke opdrive lakrids, så vi havde tyrkisk peber samt haribo lakrids med hjemme fra, det blev Thorbjørn glad for
Vi har besøgt skibsværftet, set hvordan arbejderne løber for, at komme først i køen til kantinen, hver dag kl. 12.00 og hvordan de går rundt og snakker mens de maler. En koreaner har ikke så travlt når det gælder arbejdet. Men når de kører bil, er det med en sådan fart og frækhed, at man skulle tro der var nogen efter dem. Mængden af biler gør selvfølgelig at de ikke kører stærkt i byerne, men den der kører først frem og har mest is i maven, kommer først rundt og over vejen. Midt inde i de gader der omkransede skibsværftet, lå en butik der solgte jern. Nogen dage kunne man knap komme omkring (trods ensrettet kørsel) fordi der var gang i afhentning af jern. Det siger lidt om tilstandende.
Vi gik på fiske torvet en dag for at købe Tuna steak med hjem til aftensmaden. Det er bedre fisk og smagen er friskere end vi er vant til. Prisen var for 7 gode stykker kød, ca. 30 kr. Bortset fra fisken, er alting dyrt i Korea. Frugt for eksempel, koster ca. 4 gange vore priser. Du kan sagtens komme af med 10 kr. for et æble eller en appelsin, vandmeloner, store og dejlige 85,00 kr. Så vi sprang lige over.
Gamle koner sidder på gaderne og sælger deres egne afgrøder, græs der ligner vores purløg, blade som de sidder og bundter. Bladene bruges i rigt mål til deres mad.
I Godjomarket (en hel bydel) er handelsbyen. Butikkerne eller hullerne som vi
AFDELINGENS SIDE Denne måneds side kommer fra Fredericia/Strib/Kolding afd.
kaldte dem, er delt op i gader hvor der er udelukkende madvarer, fiske torv, tasker, sko og tøj og isenkram . Der er også hele gader med tørrede fisk og krydderier. I havne områderne er hullerne udelukkende med skruer, bolte net og al muligt til fiskeriet. At spise ude i Korea er en smule vanskeligt (sprogbarriere). Deres menuer er ofte afbilledet, men de spørger altid om en masse på koreansk, og det er svært lige at fatte hvad eksagtlig de lige mener med det. Det lykkedes os dog, at bestille kylling en aften, dog var der ingen tilbehør med, kun en skefuld salat og 2 store grønne, chilier med. MEN kyllingerne smagte pragtfuldt.
Vi spiste krabber en aften. Thorbjørn havde prøvet det før, så der var han på hjemme bane. Vi valgte en krabbe fra et bassin, fik den vejet ( 2,5 kg) og gik så op i restauranten, hvor der blev serveret mange skåle med tilbehør. Hvorefter kom krabben, kogt og pænt leveret på et fad. Uhm.. det var godt. Senere fik vi ris m/ tang samt en skål med suppe til deling. Det var en god aften.
Niels, Thorbjørn´s makker lever sammen med koreanske soo joung, derfor besluttede vi at spise Koreansk barbecue, hvor vi alle var samlet. Det blev en god oplevelse, de før omtalte blade bruges til at lave små pakker af, et blad, et stykke kød lidt løg, lidt chili, lidt andet dyppelse og man pakker bladet sammen om det hele, spiser det i en mundfuld. Nøj sjældent har jeg fået en himmerigs mundfuld som denne.
De har små spise huller alle steder, men det er vist kun for koreanere, vi tror de har galvaniserede maver.
Det har været en oplevelse at få et lille indblik i den koreanske levestandard. Vi er nu godt hjemme igen, efter 12 dejlige dage, med rygsækken fyldt af oplevelser. Ikke turist oplevelser, seværdigheder, udflugter o.lign. Nej, bagagen er fyldt med indsigt i en ny verden, hvordan koreanere lever i deres dagligdag.
Men som man siger UDE ER GODT, MEN HJEMME BEDST.
Lørdag den 13. maj meget tidligt om morgenen stod jeg på toget i Fredericia til Kastrup Lufthavn. Turen skulle gå til Algeciras i Sydspanien, hvor jeg skulle påmønstre TORM Gertrud. Efter nogen tids planlægning og overvejelse skulle jeg ud og besøge min kæreste og opleve hans arbejdsplads for første gang. Planen var, at jeg skulle sejle med fra Gilbratar til USA, højst sandsynligt Corpus Christi i Texas. En sørejse, der var anslået til at vare 14 dages tid plus/minus. Det var jeg på forhånd blevet informeret om. På rejsen til Algeciras havde jeg følgeskab af en 1.mester og en 2. mester, som i kraft af deres mange rejser til og fra deres ”flyvende arbejdsplads” var rutinerede rejsende. Jeg hægtede mig på dem, og priste mig lykkelig over, at jeg ikke selv skulle hitte ud af at komme helt ud til skibet. En af mine store bekymringer var nemlig flyrejsen på egen hånd, og det at jeg selv skulle finde ud til skibet. Min kæreste havde naturligvis flere gange forsøgt at forsikre mig om, at jeg ville blive afhentet af en af TORMS agenter, som så ville sørge for, at jeg kom ud på skibet. Alligevel var jeg lidt skeptisk og bekymret for, om dette system nu også fungerede for mig.
Indledningsvist bør jeg lige præsentere mig selv. Jeg er 28 år, og jeg har kendt min jævnaldrende kæreste Martin i seks år. Martin var under uddannelse, da vi mødte hinanden, og kort tid efter skulle han ud på sin første tur som aspirant hos TORM. Så han har stort set altid sejlet, imens vi har kendt hinanden. Søfarten er derfor ikke en helt fremmede verden for mig, da jeg med tiden har lagt ører til mange beretninger fra hans dagligdag til søs. Jeg er pt. uden arbejde, hvilket er en af årsagerne til, at jeg kunne rive 2-3 uger ud af kalenderen uden præcist at vide, hvornår jeg skulle på/ afmønstre skibet. Vi har heller ingen børn at tage hensyn til, dog nogle dyr som jeg får passet.
Det har været på tale nogen gange efterhånden, at jeg skulle prøve at sejle med, og det har været Martins store ønske i lang tid. Hver gang det skulle til at planlægges, har jeg trukket i land igen, fordi jeg ikke er den store flyrejse entusiast. Jeg er heller ikke så god til at være væk i længere tid og slet ikke, hvis jeg ikke kender datoen og helst klokkeslettet for, hvornår jeg er hjemme igen.
Da Martin fik grønt lys til, af Kaptajnen og Rederiet, at jeg måtte sejle med, havde jeg ikke flere gode undskyldninger tilbage i posen, så vi besluttede, nu skulle det altså være. På hjemmefronten fik jeg alt planlagt til mindste detalje, inden jeg tog af sted.
(Fortsættes: Hør om turen i næste nummer af Søhesten)
Det var så første halv år af 2006, hvor den ene fridag næsten afløser den anden, og sommerferien står for døren. Håber mange af jer skal holde den som „samlet“ familie.
Det er også allerede tid for indbydelse til Landsgeneralforsamlingen. I den forbindelse har jeg lige genopfrisket referatet fra Landsgeneralforsamlingen 2005. Vi talte der bl.a om foreningens fremtid og et par af de ting kan måske godt opfriskes her:
Hvordan får vi nye medlemmer? Hvordan gør vi foreningen mere synlig? Hvordan fastholder vi eksisterende medlemmer?
Lægge Søhesten på biblioteker og andre offentlige steder.
Plakat der fortæller om foreningen.
Lade manden formidle kontakten på skibene.
Åbent hus.
Kontaktpersoner der kan kontaktes via nettet.
Uddele ekstra blade, som kan rekvireres hos Ilse.
Måske er det nemmere at mødes på ”neutral” grund end ude i de private hjem.
Skal man kontakte ikke så aktive medlemmer.
Århus afd. er efterfølgende kommet med en god idé omkring den lille folder, vi deler ud. Århus afd. har foreslået, at man på bagsiden kan skrive om aktiviteter o.l for sin lokal afd. Hvis andre afdelinger ønsker lidt „lokal“ information på folderen, kan I sende en mail til partu@mail.dk, og I vil modtage en fil, hvor teksten kan ændres efter ønske.Teksten skal efterfølgende godkendes af forretningsudvalget.
Mon ikke vi alle var ved at få aftenkaffen i den gale hals, da de økonomiske vismænd tonede frem på skærmen med deres mening omkring danske søfolk og skat. De ville vist komme på overarbejde for at skaffe milliarder til den danske stat, hvis den danske handelsflåde flagede ud. Det er jo helt uforståligt, hvordan man for åben skærm kan sige, at det er lige gyldigt om de danske sømænd findes eller ej da de ikke bidrager med skat til Danmark. Mig bekendt er den danske handelsflåde den største indtægtskilde for Danmark. I indslaget fremgår det ikke klart, hvordan hele DIS systemet er skruet sammen - altså endnu engang skal folk tro de danske sømænd ikke betaler skat Måske er dette emne i „den grå zone“ for Sømandskoneforeningen, men jeg kunne se på min mail, at dette kunne bringe et par stykker op af stolene !
I juni måned er der Årsmøde i Dansk Sømands- og Udlandskirke samt i Velfærdsrådet. Jeg deltager i begge møder.
Husk repræsentskabsmøde den 19. august 2006
Med ønsket om masser af sol og sommer, ønskes I alle god ferie
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 10/7-2006 Kategori (i):
Indstilling til Årets "Søhest"
Kandidater til årets “Søhest” skal være forretningsudvalget i hænde senest den 1. September 2006.
“Søhesten” gives til en person, der har ydet et stor indsats i en lokal afdeling eller i landsforeningen.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 10/7-2006 Kategori (i):
Landsgeneralforsamling 2006
Lørdag den 7. oktober 2006, på Svendborg Vandrerhjem
Dagsorden
Valg af dirigent
Formandens beretning
Foreningens fremtid
Redaktørens beretning
Enkekontoens beretning og aflæggelse af regnskab, herunder fastsættelse af udbetalingsbeløb efter indstilling fra enkekontobestyrelsen
Aflæggelse af regnskab for landsforeningen og medlemsbladet “Søhesten”
Fastsættelse af kontingent efter indstilling fra repræsentantskabet
Indkommende forslag
9. Valg til forretningsudvalget Formand: Charlotte Munk, modtager genvalg Redaktør: Ilse Schmidt, modtager genvalg Suppl. til redaktør: Kirsten Nybroe, modtager genvalg
Ekstraordinært på valg grundet udmeldelse af Landsforeningen
Suppl. til landskasserer: Bettina Jensen
Valg af revisor samt suppleant til landsforeningen Lis Larsen, modtager genvalg Lise Hedin, modtager genvalg
Valg af revisorer til enkekontoen Jonna Sørensen, modtager genvalg Suppl. til revisor Ulla Jürgens, modtager genvalg
Evt.
Forslag der ønskes behandlet på landsgeneralforsamlingen, må være forretningsudvalgets
formand i hænde senest den 1. September 2006.
Der indkaldes til repræsentantskabsmøde umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning
med eneste punkt på dagsordenen: valg af repræsentanter til forretningsudvalget.
Der ydes ingen kørselsgodtgørelse til dette møde.
På forretningsudvalgets vegne
Charlotte Munk
---
Landsgeneralforsamling
2006
Svendborg
den 7. og 8. oktober 2006
På Svendborg Vandrerhjem,
Vestergade 45, 5700 Svendborg
Program
Lørdag, den 7. oktober:
Kl. 11.30 Modtagelse og fordeling af værelser
Kl. 12.00 Frokost incl. 1 øl/vand
Kl. 13.00 Generalforsamling
Mændene tages med på en lille tur i byen
Kl. 15.00 Kaffe/te med kage
Foredrag: Henrik Rasmussen – ”Styr lige dit kropssprog”
Kl. 18.00 Festmiddag + kaffe/te med småkager
Kl. ca. 23.00 Natmad
Afdeling: E-mail/tlf. nr.
Vil gerne dele værelse med:
Priser:
Forplejning (excl. Frokost den 8. oktober) kr. 394,00
Overnatning pr. person i dobbeltværelse kr. 210,00
Overnatning pr. person i 3-sengsværelse kr. 155,00
Overnatning pr. person i 4-sengsværelse kr. 125,00
Frokost den 8. oktober kr. 125,00
Linned/håndklæde sæt kan lejes for kr. 55,00 pr. sæt
Tilmelding og betaling senest den 4. september 2006
Betaling:
BG Bank 1551 2792524 Check Kontant
Kasserer Lis Larsen tlf. 62 20 59 16 Formand Anne Margrethe Retvig Jensen tlf. 62 80 09 20
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 10/7-2006 Kategori (i):
Ta´ sjælen med - ta´toget til Kina!
Så er kufferten pakket - 17,8 kg. Det er mere, end jeg regnede med, men det må være kaffen, theen, kiksene og alt slikket! Nå, ja og strikketøj, bøger, håndklæder, toiletpapir mm.
På min gamle arbejdsplads, var vi nogle der havde lavet en spareforening, alle havde drømmemål for opsparingen, en ville f.eks. til De vestindiske Øer, og jeg drømte om, at komme med den transsibirske jernbane, andres drømme var ikke så konkrete.
Så da jeg besluttede mig for at gå på efterløn, blev drømmerejsen planlagt. Jeg stoppede den 30. september, og den 3. oktober fløj jeg sammen med min søn Dan alt riddersale. Om aftenen er det så tid for afgang med det transsibirske tog. Vi fik vores kupe og vi var glade for, at vi havde den for os selv. Der er bestemt ikke megen plads til 4 personer som kupeen er beregnet til. Det tager 6 dage at køre de
7.000 km fra Moskva til Beijing.
I lufthavnen i Moskva checkes pas og visum grundigt og efter at have set på rullebåndets mange kufferter, opdager vi vores på nabobåndet! I hallen mødes vi af et hav af mennesker, og en ung pige i forreste række står med et skilt ”Mr. and Mrs. Jensen”. Det må være os. Og det var det. Hun fører os i hurtigt tempo gennem mylderet hen til ”Intourist”s kontor. Her venter vi en rum tid, til en myndig dame kommer med en ung chauffør, han kører os over stok og sten - 5 sporet motorvej, hvor han skiftede spor ustandseligt - til vort hotel ”Ukraine”. Hotellet - en meget imponerende bygning
- kæmpe hall - marmor. Alle vegne står vagter.Vi checkes ind og får et værelse på
8. etage med en flot udsigt over floden og til ”Det hvide Hus”.
Næste dag er vi på byrundtur med en dygtig engelsktalende guide.Vi er bl.a. på Den Røde Plads, Kreml og kører i undergrundsbanen og ser de utrolig flotte undergrundsstationer. De ligner mest af Vågnede ved 6–tiden, det var lidt koldt, lå og hørte togets lyde, hyggeligt. Blev klatvasket i koldt vand. Havde fået at vide, at der var baderum, men nej, kun en lille stålvask med koldt vand. Nå, senere fandt jeg ud af at hente kogende vand fra samovaren i vognen, stadig klatvask men alligevel.
Ved frokosttid gik vi i spisevognen - russisk
-noget af en oplevelse, tjener a la John Cleese. Vi fik med lidt besvær valgt en svinekotelet med ris.Tilbage i kupeen drak vi kaffe, kiggede på landskabet - birkeskove
-der passerede forbi, jeg begyndte på strikketøjet, og Dan læste. Om aftenen igen i spisevognen, denne gang fik vi gullasch, der var lavet af svinekam. Fik en flaske iskold rødvin til! Denne nat sov vi med hovedet ved døren, men var alligevel lidt forfrosne næste dag.
Dagen gik igen med læsning, strikning, frokost (omelet) i spisevognen. Mindede mig om tiden, hvor jeg var på hustrusejlads.
Herligt er det, når vi standser ved en togstation, så myldrer det med folk, der vil sælge drikkelse, æg, tomater, gulerødder, tørret fisk, aviser, brød osv. Om aftenen kunne vi få en wienersnitsel i spisevognen
– det var to tynde svinekoteletter!
Denne aften fandt vi alle tæpperne til de 4 køjer frem og tog over og under os. Så denne nat frøs vi ikke. Men til gengæld var vi vågne 117 gange, når toget stoppede, for vi ville gerne se Irkusk.Vi var der ved 4tiden og det var buldermørkt, så der var ikke meget andet at se end banegården. Senere på dagen kørte vi langs Baikalsøen og senere var der høje skiferbjerge at se.
Ved den russisk/mongolske grænse holdt vi i 7½ time, russerne hentede vores pas, og mongolerne gav os tolderklæringer på russisk. Det havde hele vognen meget sjov ud af, mens vi gættede på, hvad der skulle stå i de forskellige rubrikker. Den russiske spisevogn blev skiftet ud med en mongolsk spisevogn, meget flot udskåret træarbejde med drager, slanger osv.Vi kom til køjs ved 1-tiden, og ved 7-tiden var vi i Ulan Bator, hvor der kom en del rejsende ombord.
Efter Ulan Bator kørte vi igennem et flot landskab med ”bløde” bjerge, nogle med sne på toppen. Der var folk der boede i ger-telte (ligner igloer), vi så store hesteflokke, kvæg, geder og får. Ja, vi så sågar kameler. Toget kørte langsomt gennem Mongoliet. Skinnerne bugtede sig gennem bakkelandskabet,Toget standsede ved flere små stationer. Der blev solgt tegninger, forstenet træ, halvædelstene mm. Vi så ”gamle” damer i silkekimonoer, de samlede brugbare koks fra toget.Toget kørte gennem Gobiørkenen. Så kom vi til den kinesiske grænse, hvor vi igen fik pas checket og sågar fik taget vores temperatur (p.g.a. Sars)! Togvognene skulle have undervognene skiftet, inden vi kunne køre ind i Kina. Skinnebredden er anderledes i Kina end i andre lande. Det var fantastisk at se vognene blive løftet op. Ja, og så havde vi igen fået ny spisevogn – nu kinesisk.
Det var spændende at se landet Kina, der var meget høje bjerge, der så bare og skarpe ud i forhold til Mongoliets bløde kurvede bjerge. Men til gengæld så det ud til, at kineserne kunne få noget til at gro i det barske land. Der var mange majsmarker, som de netop havde høstet, og majsene lå i store stakke.
Vi fik øje på den kinesiske mur, der kunne følges over de høje bjerge.
Togpersonalet begyndte at samle sengetøj ind, så vi nærmede os Beijing, men toget kørte langsomt, og det var hyggeligt, for med jævne mellemrum dukkede muren op.
Kl. 14.32 præcis efter køreplanen ankom vi til banegården i Beijing! Her stod vores Peking guide klar til at tage imod. Men det er en helt anden historie!
Kilde/ forfatter: Lena Hestbek Jensen, Dato: 10/7-2006 Kategori (i):
Det smager af sommer
Gule marker, en mild brise - dansk sommer.
Det er nu, vi ved, de lyse aft´ner kommer.
Tid til at invitere venner til festligt lag
og bringe en hyldest til den gode danske smag.
En krog i haven - ideel til en sommerbuffet.
Byd velkommen med et glas kølig rosé.
Friske, nykogte, dybhavsrejer.
God tid - pil dem selv, mens børnene leger.
Nyd dem på friskbagt brød og pynt med dild.
Det er nok nu, du skal tænde din grill.
Skænk endnu et glas, nyd kullene gløde
i den dejlige danske sommeraftenrøde.
Kartofler fra Samsø´s frodige muld
tættere kommer du ikke smagen af guld.
Tomater, blomkål, jordbær og radiser
- danske lækkerier som vi alle priser.
Den danske sommer er en gave.
Nyd den ved strand, i skov og have.
De bedste sommerønsker
Charlotte
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 6/7-2006 Kategori (i):
Fra en glad og stolt webmaster
Det er mig en meget stor glæde at sende dette indlæg ind, for i skal alle
have ros.
Den 11.6.05 kl. 21.00 blev foreningens hjemmeside fornyet, tælleren stod på
2710, d. 3.6.06 står tælleren på 16.516, det er 13.806 knap et år efter,
det er over 1000 om måneden, så det var/er ikke bare nyheden interesse, det
er bare så godt.
Lige nu er der 149 medlemmer på landsplan registeret hjemmesiden under "hvor
er vi". Så hvis der er flere medlemmer så kom enlig frem.
Der er også de afdelinger der er lidt mere aktive med hjemmesiden, og på den
måde får lidt mere glæde af den, det ser ud til at Frederikshavn, Fanø,
Ålborg, Århus og her til sidst kan jeg se at også Storstrøms (er lige kommet
med) i er kommet i gang, og nogle køre det rigtig godt for, og det er da
bare dejligt, så er det lidt mere spændende at se løbende på hjemmesiden. Nu
håber vi bare de andre afdelinger også kommer lidt med, så de også oplever
denne glæde.
Men det er jo os alle der har lavet det fine tal på tælleren, bare forsæt,
det er virker.
Hvis der var nogle afdelinger der en gang imellem havde et kamera med til
et møde/udflugt ell. kunne i måske tage nogle billeder og ligge ind på
hjemmesiden, eller sende dem til mig, så vil jeg gøre det. Det vil give lidt
mere liv på hjemmesiden, det kunne måske "sælge" foreningen til evt. nye
medlemmer, PR. Vi andre kunne måske lige se, om der var nogle vi kendte, men
det er der jo nok.
Jeg står selvføling stadig til rådighed, hvis der er nogle der har evt.
spørgsmål, bare spørg, så finder vi ud af det sammen.
Mange tak til jer der er aktive på hjemmesiden, om det er er at skrive der
eller om det er ved at gå ind og se/læse på den. Det er dejligt at være
webmaster på en aktiv hjemmeside.
Fra en glad og stolt webmaster
Tina Rosenborg
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 3/6-2006 Kategori (i):
Tid til reflektion - er også meget vigtig
Jeg har læst flere af indlæggene i Søhesten / her på siden - og vil gerne bidrage med mit syn på sagen. Jeg kommunikerer ikke dagligt med "gemalen" til søs. Vi tales ved ca. 1-3 gange om ugen - og mailer nok sammen 1-2 gange om ugen. Jeg fortæller mest om "hjemlige problemer" - som jeg gerne vil have vendt - og sjove episoder med børnene. Men jeg føler mig på ingen måde forpligtiget til at opdatere ham om alt herhjemme - og forventer på samme måde ikke, at få beskrevet meget fra dagligdagen til søs. Det sker faktisk yderst sjældent.
Men i perioder, hvor der er aktuelle emner, hvor jeg har behov for at få snakket om ting og sager, så skriver jeg og ringer jeg flittigt. Jeg synes, at det må være vigtigt at der er forskel på kommunikationen - for ellers bliver det vel bare en sur pligt - som måske med tiden og de stadig flere kommunikationsmidler tiltager til et omfang - som ingen steder hører hjemme.
I samme forbindelse vil jeg gerne gengive en artikel i jyllandsposten, der netop fokuserer på, at vi voksne i dag ikke har tid alene - at vi ikke oplever stilhed, åbne samtalekøkkener giver ikke den ro og tid til fordybelse - som alle mennesker har brug for (basale behov). På samme måde har miljøministeren netop haft en landsplanredegørelse i høring, hvor der lægges op til at der sikres områder til rekreation - og ikke mindst - områder med stilhed.
Mit indlæg i debatten skal derfor være - at vi i høj grad skal lære at sætte stor pris på vor skiftende livsstil. Hvor vi i perioder med sømanden hjemme lever på én måde - måske med et overtal af arrangementer mv. I andre perioder skal vi være bevidst om, at vor tid til reflektion, hvor vi selv tager beslutninger, hvor vi gør tingene helt på vor egen måde - er utroligt vigtigt - for at skabe balance i ethvert liv / menneske. For mit vedkommende med fuldtidsarbejde, deltidsuddannlese, to små børn og alt muligt andet - hører jeg tit undren over at jeg "gider", at jeg kan nå dit og dat mv. Men jeg er sikker på at jeg gennem afvekslingen får skabt den balance - som giver ro og tid til fordybelse i perioder (egoet plejes i udpræget grad) - og i andre perioder har jeg stort overskud til at leve drømme ud - og leve noget mere "hektisk".
Derfor vil jeg gerne opfordre til at også kommunikationen ikke altid skal udvikle sig til en pligt - at det nok ikke altid er nødvendigt at maile dagligt eller opdatere manden med kedelige hverdagsdetailjer. Kommunikationen bliver vel derefter efter et stykke tid - hvis der ikke er liv og sjæl bag skriften. Skriv når du har lyst - ikke af tvang - for du er jo selv med til at fastsætte niveauet - forventninger er man vel selv med til at skabe. Accepter, at vi i perioder lever hver vort liv og nyd det til fulde.
Den forskel mellem mand og kvinde - dreng og pige, som så udmærket er beskrevet i nedenstående oplæg - synes jeg at kunne genkende. Jeg har talt med min sømand om hvad han "forventer" af mails - og det er ikke overvældende. Jeg fornemmer, at han hellere vil have den "ægte vare" -frem for at jeg bruger tid på at skrive noget - som jeg bare omfatter som en pligt eller noget jeg slavisk gør for at han skal vide hvad jeg bruge min tid til / hvad børnene foretager sig. Jeg er sikker på, at min mand ikke på noget tidspunkt ville forlange daglige mails/periodiske afrapporteringer. Hvis det skulle blive tilfældet - så ville jeg straks tro - at der var noget galt. Enten med hans arbejde derude (keder han sig - får han ikke opfyldt hans ambitioner ?) eller med tilliden til mig herhjemme (tror han ikke på at jeg kan administere min tid)
Det var vist lidt forskellige emner - jeg kom et stykke længere omkring - men jeg synes at vi herhjemme skal leve vort eget liv og sætte pris på det - og værne om den kvalitet "tid til ro og fordybelse" har. Det bliver vigtigere og vigtigere i vores ellers stressede informationssamfund. Jeg mener at kunsten nu er at sige fra over for mobiltelefoner, mails mv. - fremfor bare slavisk at benytte dem hele tiden.
Er der er mon andre, der deler denne holdning ? Jeg ved ikke, om det er et nyt emne - men jeg synes det kunne være rart at høre om der er andre, som ser tiden, hvor han er ude - som en meget positiv sideeffekt af dét at være sømandskone. Især i vor digitale hverdag - med stadig flere kommunikationsmidler. Hermed også en lille bemærkning til dét indlæg - som påpegede, at ikke alle benytter de digitale midler. Jeg synes ikke altid, at de digitale medier er et gode, - jeg kan i hvert fald hurtig blive en slave af dem - og det ønsker jeg ikke. Ikke lige nu.
Kilde/ forfatter: Ida Rytter Jensen, Dato: 25/4-2006 Kategori (i):
Tusind tak!
På en dag - to dage efter min kære sømands bisættelse, hvor man tuller rastløst omkring med en stor sorg og tomhed indeni og kaos inde i hovedet over alt det, man skal have klaret, kommer der - til min store overraskelse et sødt brev og en check til mig fra Sømandskoneforeningens Enkekonto. Jeg havde ingen aning om, at ordningen også gjaldt pensionister, men jeg blev så glad og varm indeni over, at nogen tænkte på mig i denne stund.
Jeg har jo aldrig været den store tilhænger af den enkepension, som I ved, men jeg blev så glad, da jeg hørte fra jer. I skal alle have stor tak.
Til sømandskonerne i Esbjerg Afd. en ganske særlig tak for blomster, hilsner, trøstende ord og deltagelse i Jens´s bisættelse eller sidste udmønstring. Det har betydet meget for mig.
P.S: I en sådan forening kan man ikke andet end forblive medlem fremover, selv om jeg nu ikke mere er sømandskone - men sømandsenke.
Ændret i stilhed
I et øjeblik af oplysthed
stod hele verden stille
alle holdt vejret
fuglene stoppede deres sang
hundenes gøen stivnede
alt musik stoppede
selv træernes stille svajen
syntes forsvundet.
Alle sanser var rettet mod himmelen
Deroppe
i et øjebliks vidunderlige
et blå violet skær
tonede frem
manet af dyb varme
Bliv et med alt
i kærlighed og fred
På et split var alt forandre
tmenneskene sansede
sig selv og andre
i værdighed og respekt
ødelæggelse og massevåben
forsvandt som dug
i udåndingens overgivelse
faldt de tunge skulder skyts
Den svære balancegang med manden til søs - og hjemme igen...!
Endnu et bidrag til debatten
Allerførst vil jeg sige, at jeg har nydt at følge responsen på debatoplægget for snart nogle måneder siden. Det var et fint initiativ! For mit eget vedkommende udmundede det først og fremmest i en god snak over aftensmaden om, hvad vi egentlig fortæller hinanden, når han er på søen – og det gav i hvert fald stof til eftertanke i det lille hjem for os begge.
Jeg skal være den første til at kommentere, at der ofte er himmelvid forskel på, hvad man forestiller os at gøre og så det, som man rent faktisk gør, fordi det er umuligt at forudsige sin egen reaktion i forhold til pludselig at stå midt i noget uventet! I relation til det konkrete oplæg omkring potentiel alvorlig sygdom må jeg tilstå, at min mand og jeg ret hurtigt blev enige om, at vi begge syntes, at man som ægtepar ”har krav” på at vide, hvis noget sådant pludseligt sker. Men det var nu mest ud fra tankegangen om, at tænk nu hvis der stødte noget yderligere til, og sømanden ikke vidste besked. Måske ville han opleve at få en meget chokerende besked på en uheldig måde af en uvidende! Det ville være ubærligt for begge parter. Men det er vel også dét, der ligger i at være par, ikke? At man deler de store ting i livet – uanset om han har vand eller jord under fødderne.. Og ja, distancen gør selvfølgelig en forskel, men som min mand altid har sagt: ”Jeg er her jo stadigvæk, selvom jeg er langt væk!”. Det er rart at tænke på - især i de perioder, hvor man bare synes, at det trælse altid sker i de perioder, hvor han er til søs!
Svære situationer
Jeg håber, at der også i tiden fremover vil komme respons på debatindlægget om, hvad vi fortæller sømanden. I mellemtiden kan jeg selv lufte nogle tanker, som også kunne være spændende at høre andres syn på – nemlig hvordan man som sømandskone tackler svære, uventede situationer, når sømanden efterfølgende kommer på landjord igen. Mange af jer har højst sandsynlig – ligesom jeg selv – oplevet svære, akutte hændelser, som for en stund ændrer hverdagen totalt, mens sømanden er på job. Jeg har selv oplevet både at få et lille spædbarn opereret akut 4 uger gammel og er siden hen også selv fuldstændig uventet blevet indlagt akut. Begge gange skete det få dage efter min mands udrejse. Med hensyn til den sidstnævnte situation kan jeg huske, at det der - på trods af sagens daværende akutte islæt - fløj i gennem mit hoved, mens sirenerne hylede over mig, var: ”så skete det igen – jeg har ikke engang skibets telefonnummer med mig….! (Det havde jeg heller ikke sidst…!) Og hvem skal nu komme med min toilettaske? Hvor mange dage kan jeg trække på min mor som barnepige…?! Hvor meget strøm har jeg på min mobiltelefon?” Jeg havde end ikke tid til at tænke over min egen situation - det skal dog siges, at mine kollegaer fuldstændig tog over. Jeg husker endnu, hvordan min kollega meget nænsomt havde fortalt min mor i telefonen, at jeg nok ikke lige kom direkte hjem fra arbejde den dag, og om hun kunne passe barn? Jeg havde bedt til, at de nåede at ringe af, før ambulancens larmende ankomst…
Uvisheden og den geografiske afstand
De efterfølgende dage var et stort kaos med mange alvorlige diagnose-mistanker og et utal af undersøgelser. Jeg røg fra den ene undersøgelse og direkte til den næste og var fuldstændig udmattet. Mine kollegaer troppede op i en lind strøm og blev for en tid mine ”nærmeste”. Jeg vil aldrig glemme dem for det. De blev på alle måder den ”ægtefælle”, der ikke kunne være der fysisk. De så mig fra alle tænkelige sider (!!!), og heldigvis var min mand da også så betænksom, at han efterfølgende uden min viden sendte en stor smuk buket til min arbejdsplads med en varm hilsen som tak for omsorgen under min indlæggelse. Det taler de såmænd stadigvæk om!
Under min indlæggelse sad min mand frustreret tilbage på skibet et sted i Europa og havde det nok endnu dårligere end jeg over ikke at kunne gøre ret meget andet end bare vente på næste opkald – vel vidende at det faktisk kunne ændre resten af vores liv. Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg bevidst ikke spurgte lægerne, om vi skulle kalde min mand hjem, for jeg var hundeangst for, at de skulle sige: Ja, det synes vi…! Men jeg kan huske, at jeg omhyggeligt fortalte dem hver og én , at han var til søs – og i mit stille sind tænkte, at så måtte lægerne tage ansvar for at agere ud fra dette. Min mand og jeg havde telefonkontakt et par gange dagligt, og telefonregningen fra den sommer er da også den ting, som vi forsøger at fortrænge mest ihærdigt i vores ægteskab. Jeg mærkede, at vi stod enormt meget sammen om at have stor geografisk afstand mellem os. I mit stille sind vidste jeg jo også godt, at hvis han kom hjem i ”utide”, ja, så ville han også skulle af sted igen ”i utide”, og jeg vidste også, at det nok var, når jeg forhåbentligvis kom hjem igen, at jeg havde mest brug for ham, da jeg ikke kunne så meget og nok heller ikke kom til det foreløbig. Og han var der jo for mig alligevel – præcis som han altid havde sagt. Og indrømmet – jo, jeg forsøgte da at sende så positive SMS-beskeder som muligt – og undlod at give lyd fra mig, når jeg havde det værst. Jeg vidste jo, hvor svært det var at være i hans sko i forvejen, for jeg blev gang på gang rørt over at høre hans overvældende lettelse, når jeg havde meldt om bare den mindste fremgang – eller om ikke andet så det i hvert fald bare om stilstand.
Hjemkomst
De alvorlige diagnosemistanker blevafkræftet, og halvanden uge efter blev jegudskrevet fra sygehuset. Udmattet og ikkeret meget værd. Da jeg så, at vores nyplantede roser i indkørslen stod i fuldt flor for første gang, var jeg lamslået af taknemmelighed. Hvor var de dog uendelig smukke! Tænk, at jeg fik lov at opleve dette! Det var stort! Og da jeg stod i mit køkken kunne jeg ikke rigtig kende det. Jeg kan ikke sige, hvad der var galt, men dimensionerne var ligesom anderledes! Følelsen af at have været tæt på at miste alt, fyldte stadigvæk meget i mig, og jeg så på alting med helt andre øjne. Jeg tror, at det vist nok var det, der kaldes en eksistentiel oplevelse, og den sad i min krop i lang, lang tid efter.
Få uger efter kom min sømand hjem efter planen. Jeg kan huske, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Jeg var stadig kun lige midt i alt det uhåndgribelige, der var sket omkring mig forinden. Han tog samme runde i haven og var lige så benovet over rosernes farve og duft, som jeg selv. Men han så dem ikke med samme øjne som jeg, tror jeg. Faktisk ventede jeg hele den første dag på, at han skulle sætte sig ned og udspørge mig om hele – og jeg mener virkelig hele – forløbet. Det gjorde han ikke. Selvfølgelig talte vi en hel del om det og om vores begges lettelse, men jeg ventede på at få rum til at fortælle alt. Fra start til slut: Følelser, frygt, fornemmelser, tanker – kort sagt alt. I en sen nattetime sagde jeg til ham, at jeg undrede mig over, at han ikke havde behov for at høre om hele forløbet – stykke for stykke. Lige så forundret så ham på mig, og sagde: Jamen, jeg var der jo – vi talte sammen flere gange om dagen! Og det havde han jo fuldstændig ret i. Vi havde uden at skæve til den høje udenlandstakst haft nogle rigtig gode samtaler – han havde bestemt været der for mig i hele forløbet – faktisk meget mere end jeg på noget tidspunkt havde forestillet mig kunne være muligt over en mobiltelefon under de omstændigheder. I denne sene nattetime udmundede det dog i, at jeg alligevel fik fortalt om hele forløbet. Han var stille og eftertænksom, og jeg indså, at han nok havde haft det endnu sværere end jeg ved at sidde magtesløs så langt væk – hvor jeg jo ligesom havde været i det og ikke kunne stille andet op end bare følge slagets gang – og så i øvrigt håbe på det bedste.
Nyt emne til debat?
Efterfølgende har jeg tænkt meget over, om det måske handlede mere om, at jeg selv skulle have bearbejdet det skete, end om at jeg var sømandskone…?! Ligeledes har jeg tænkt på, at mænd altså ikke pr. automatik kan læse vores tanker og forventninger - og hvad forventer vi egentlig af ham i en sådan situation? Går livet bare videre derfra af – eller har vi brug for i fællesskab at ”spole tilbage” i detaljer - på trods af, at det akutte er veloverstået, og man har haft jævnlig kontakt undervejs? Eller er detaljerne udelukkende et kvindeligt behov, som vi gerne vil pådutte vores mænd at tage del i uden at det er deres behov?
Rundt omkring i landet sidder der nok mange andre, der har stået alene i svære situationer. En idé til endnu et debatemnekunne derfor måske være: Hvordan får man samlet op på de svære situationer, som man har stået i alene, når sømanden kommer hjem igen?
Og så et hjertesuk…
Afslutningsvist har jeg behov for at kommentere, at jeg oplever, at det efterhånden nærmest i enhver sammenhæng bliver taget udgangspunkt i ”de moderne kommunikationsmidler” som en given ting – fx det at maile jævnligt(om ikke dagligt) med sømanden opfattes efterhånden nærmest som en selvfølge! Jeg vil gerne pointere, at der stadig findes sømænd, hvis daglige arbejdsredskab ikke er computeren, og som dermed heller ikke har mulighed for at maile med familien der hjemme. Så der sidder altså stadigvæk ”oldnordiske” piger rundt om i landet, der ikke har mulighed for at bruge mail som kommunikationsmiddel, og som stadigvæk må nøjes med de få dyrebare minutter i telefonen, når lejligheden lige byder sig - og så selvfølgelig SMS’erne, hvis begrænsning på godt og vel 100 tegn dog giver sin naturlige begrænsning for at nuancere diskussionerne…!
En lille pige vil samle en pind op fra jorden og undrende kigge på den. En lille dreng vil samle den samme pind op og straks lave den om til et gevær.
Piger, der finder mors make-up, starter instinktivt med at male sig i ansigtet. Drenge, der finde mors make-up, starter instinktivt med at male væggene.
Hvis en pige ved et uheld kommer til at bøvse, bliver hun flov. Hvis en dreng ved et uheld kommer til at bøvse vil han straks prøve at bøvse ti gange mere.
Piger tiltrækkes af drenge, selv som små piger. Små drenge tiltrækkes af snavs.
De fleste piger lærer at tale før drenge. Før drenge lærer at tale, lærer de at sige som et maskingevær.
Piger bliver til kvinder. Drenge bliver til store drenge
I april måned fylder Danish Room i Hong Kong 25 år. I alle disse år har den danske stue i Mariners Clubs anneks lige uden for gaten til én af verdens største containerhavne været et fristed for danske søfarende og lokalt bosatte danskere. I denne artikel fortæller Johanne Marie Langkjær Fårup om Danish Room i vore dage. Johanne er juniorassistent ved sømandskirken i Hong Kong.
På containerhavnen i Hong Kong ligger en stor og meget karakteristisk blå bygning. Mariners Club er navnet, og på tredje sal ligger et lille rart rum, hvor der på døren står skrevet ”Danish Room” – et ”danskerrum”, med tilstødende lejlighed hvor sømandskirkens assistentpar bor, og som nu i 25 år har været et hyggeligt samlingspunkt for såvel søfolk som for lokale danskere i Hong Kong.
Hvad er det så, der gør Danish Room, til det det er, nemlig et dansk rum? Er det billederne på væggen af majestæten og prinsgemalen? Er det skibsklokken eller de mange danske bøger der fylder hele væggen? Er det at man kan købe dansk slik og kaffe? Måske er det en lille smule af det hele, men mest af alt handler det nok om, at Danish Room i Hong Kong er et rum hvor danskere fra sø og land har mulighed for i hyggelige omgivelser at mødes til hverdag og fest og gladelig gør det.
Søfolk
Til hverdag er det sømændene, der sætter sit præg, da der hver uge ankommer 7-8 danske skibe på den travle havn i Hong Kong. Det kan dog godt mærkes, at tiden langs kaj bliver kortere og at der ofte er travlhed på skibene, så tiden i land ikke er så lang som for blot få år siden. Men på trods af dette har mange søfolk stadig tid og lyst til at lægge vejen forbi Danish Room enten til en kop kaffe, en småkage, et spil yatzy eller en snak om løst og fast eller for at surfe lidt på internettet, snakke i telefon med familien hjemme, låne en bog fra biblioteket, eller blot sætte bagagen af på vej op for at købe ind i byen.
Især når søfolkene skal på- eller afmønstre er der som regel god tid til hyggeligt samvær, og fra tid til anden også til at vise byen rundt på sightseeing.
Travl søndag
Særligt søndag er der travlhed i Danish Room, hvor tre skibe kommer ind, hvilket giver en sjælden mulighed for søfolk til at møde bekendte fra andre skibe, og ofte går snakken om stort og småt, om verdenssituationen, om skibsmotorer eller om familien hjemme i Danmark. Da søndag også er kirkedag er der således ofte masser af folk i Danish Room fra morgen til aften.
De lokale danskere bruger også rummet flittigt. I kirken, som ligger på etagen under Danish Room, holdes i gennemsnit 3 gudstjenester om måneden, og efterfølgende er der altid kirkekaffe og hyggelig snak i Danish Room. En gang om måneden efterfølges gudstjenesten af en kirkefrokost, med alt hvad der hører sig til et godt dansk hjemmelavet frokostbord. Det tilbud er der ca. 40-50 danskere, der benytter sig af hver gang, og det er altid vældig hyggeligt, at mødes og få set og snakket med hinanden over en leverpostejmad, lækre lune retter og kaffe og kage til sidst.
Ungdom
Danish Room danner også rammen om en stor portion festivitas. Hong Kong er hjemsted for en del unge, der gerne dukker op når vi inviterer til hyggelige sammenkomster såsom julefrokost, nytårsfest eller grillfester, sidst med Melodi Grand Prix som det festlige tema. Og i forbindelse med sømandskirkens store julebasar, der afholdes i november måned er rummet også samlingspunkt for adskillige andre aktiviteter. I efteråret samles syklubben ugentligt, hvor der fremstilles nisser og julekalendere i stakkevis, der så senere bliver solgt til basaren. Også kransekager til julebasarens kaffebod skal der bages, hvilket bliver gjort effektivt -og vældig hyggeligt- med hjælp fra lokale danske kvinder.
Altid åben dør
Danish Room har åbent fra tidlig morgen til sen aften, for selvom vi er ude eller har fri, så er døren aldrig låst, og alle, såvel lokale som sømænd er altid velkomne til at kigge indenfor til en snak, en kop kaffe og lidt god dansk hygge.
Sådan har Danish Room nu været et åndehul, en lille dansk oase på containerhavnen i 25 år. Vi håber Danish Room også i fremtiden bliver ved med at være det det er – et dansk rum for danskere i udlandet til lands og til vands og til hverdag og til fest.
Vi har i Esbjerg en utrolig dygtig pressepige, der aldrig har følt at arbejdet til ”Søhesten” var for meget. Hun har skrevet ”afdelingens side” hver gang uden at spørge andre i afdelingen om hjælp – altid klaret det hele. Hun har på mange måder været vores frontfigur og initiativtager til mange ting, vi har foretaget os. I mange år var hun vores repræsentant til landsforeningen, og hun kom altid glad hjem i afdelingen og fortalte, hvad der skete i de andre afdelinger. En rigtig portion optimisme i stemmen, og vi andre følte, vi var med i det hele.
Jeg sagde ja til at overtage dette hverv i en tid, hvor vores ”gamle” pressepige har behov for en pause, og jeg var ikke helt klar over, at der også skulle skrives ”afdelingens side”. Så jeg meldte fra i første omgang, da jeg blev kontaktet af Ilse. Men alligevel sidder jeg her en stille aften og tænker på – hvad kunne egentlig interessere ”pigerne” – og andre at høre? I hvert fald ikke hvad jeg laver til dagligt… Sømanden er taget ud at sejle igen efter en kort ferie (han fik ikke lavet alt det herhjemme, som JEG havde planlagt) og kommer ikke hjem de næste mange uger, selv om jeg er begyndt at synes, det er træls, når han skal af sted (man bliver vel lidt sentimental med alderen) – men også når han kommer hjem (når så man har vænnet sig til at være alene, kommer han ”allerede” hjem igen)… ikke nem at gøre tilfreds.
Nej… jeg vil hellere give Inge et skulderklap for hendes gode humør og hendes altid gode opbakning i foreningen. Hvordan hun altid er kommet på noget at skrive til, er mig en lille gåde, men jeg for den nok løst en dag.
Jeg hører tit unge mennesker sige – ”det kan jeg ikke nå…..” selv om de ”kun” har deres skole eller arbejde at koncentrere sig om. Men ofte når man også kun det, man vil nå.
Jeg har haft brug for Inges ekspertise i forbindelse med hendes arbejde, og jeg er endnu aldrig gået forgæves, når jeg har haft brug for hjælp, og jeg tror heller ikke andre vil gå forgæves, hvis de skulle få brug for hendes hjælp og rådgivning. - Jeg har fået det svar, der skulle til, for at komme videre med tingene, og jeg har fået den rådgivning, der har været behov for.
Inge har også haft sit arbejde, hvor det tit har varet til sent på aftenen – udover har hun også haft tid til at skrive revyer og været aktiv i vores forening. Jeg misunder ind i mellem Inge for hendes energi, og ville gerne selv ha’ lidt af den. Det kunne godt smitte…. Men ”evner” smitter mig bekendt ikke.
Så blev det april - forår med vekslende vejr, vi går vel alle og venter på den dejlige forårs sol skal dukke frem.
Repræsentanterne har været samlet til møde. Jeg syntes, vi havde et godt og positivt møde, hvor stort og små blev vendt. Et af vore tilbagevendende punkter er jo økonomi og ikke mindst økonomien i „Søhesten“. Kirsten Nybroe gør et meget stort arbejde med at søge diverse fonde - i år har Kirsten søgt ikke mindre en 32 fonde men har ikke modtaget et positivt svar. Foreningen har heldigvis en trofast skare af annoncører, uden jer kunne vi ikke udsende vores blad.
Et andet efterhånden tilbagevendende punkt er tidspunktet for afholdelse af Landsgeneralforsamlingen. Forretningsudvalget og repræsentantskabet henstiller nu til, at vi fastlægger Landsgeneralfor-samlingen til afholdelse den første hele weekend i oktober. Nu har vi i 2 år forsøgt at flytte lidt rundt på datoen, og der var bred enighed om, at det ikke har været en succes.
Landsgeneralforsamlingen 2007 afholdes den 6. og 7. oktober i Esbjerg.
Flere afdelinger kunne berette om tilgang af nye medlemmer og god aktivitet. En afdeling var kørt lidt fast m.h.t. aktiviteter og havde umiddelbart heller ikke medlemmer, der ønskede at fortsætte i bestyrelsen. Det var den pågældende afdeling ikke den første, der havde oplevet, så der blev givet mange gode og velmente råd. Det var dejligt at mærke sammenholdet og viljen til at løse „problemerne“.
Jeg har med interesse læst Fabienne Knudsens indlæg i „Søhesten“ nr. 2 - Hvor er „hjemme“ når man er til søs ? I min naivitet tror jeg ikke, de danske sømænd er spor i tvivl om, hvor „hjemme“ er. I mit tidligere job, rejste jeg en del - når jeg var ude, ringede jeg også „hjem“ til firmaet og har aldrig tænkt på det som et problem ? Jeg kom også til at tænke på, at når produktionsarbejderne holdt deres pauser, var der en klokke, der ringede, det var der ikke, når vi fra kontoret skulle holde pause
-hierarki, ansvar ? En anden ting, der dukkede op, mens jeg læste indlægget var fra sidste års temadag i Handelsfådens Velfærdsråd, hvor en hyggelig lidt ældre kaptajn fortalte om hans liv og karriere til søs. Han var glad for jobbet og havde haft et godt liv til søs, var tilfreds. I den efterfølgende pause, hørte jeg denne kommentarer forherligede han det ikke lidt ? Jeg tror på det bedste, indtil det modsatte er bevist – jeg tror derfor på, at den ældre kaptajns historie var oprigtig.
„En ven er en, som ved alt om dig og alligevel holder af dig“
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 18/4-2006 Kategori (i):
Marts 2006
Så blev det atter deadline for stof til „Søhesten“. Det er ikke de helt store ting vi i landsforeningen har igang, men heldigvis kan jeg mærke, der er stor aktivitet i de enkelte afdelinger! Hjemmesiden har stadig stor søgning. Vi var lidt spændte på om det var nyhedens interesse der talte - men det ser det ikke ud til og det er jo dejligt.
Jeg har deltaget i møde hos Handelsflådens Velfærdsråd. Her blev „Sømandskoneforeningen af 1976“ tildelt en plads som permanent observatør i Handelsflådens Velfærdsråds forretningsudvalg. Jeg ser frem til et godt samarbejde med Rådet.
Formand
Ole Phillipsen, Dansk Sø-og Retaurations Forening
Næstformand
Carl-Henning Petersen, Danmarks Rederiforening
Morten Bach, Sømændenes Forbund i Danmark Søren Sørensen, Maskinmestrenes Forening Michael Wengel-Nielsen, Rederiforeningen for Mindre Skibe
Som omtalt i „Søhesten“ nr. 1 undersøger vi p.t. mulighederne for at besøge den Filippinske Sømandsforening. Vi har søgt A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formål samt ITF Trust Fund, men har endnu ikke modtaget svar. Som Sømandskoneforeningen lever vi vel ofte efter: intet nyt er godt nyt - så vi håber også det gælder i denne sammenhæng.
I „Søhesten“ nr. 1 var der også indlægget: Måske en dag ...? Jeg har andet sted i bladet forsøgt, at beskrive hvordan jeg husker, vi besvarede denne henvendelse. Jeg beklager, at vi ikke har levet op til forventningerne. Skulle der sidde andre der modtager „Søhesten“ men ikke har følt sig velkommen i foreningen, håber jeg meget at høre fra dig/jer, således vi kan få rettet vores „fejl“.
Håber ikke det varer længe inden dette lille digt bliver til „virkelighed“
Det er forår - solen skinner vi får røde æble-kinder. Solen skinner på violen blomsten smiler op i solen. Hør engang hvor fuglen synger se hvor børnene de gynger. fuglen bygger sig en rede. I de mange dybe søer er der massevis af frøer.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 30/3-2006 Kategori (i):
Enhver forældres værste mareridt
Den 20. september 2004 kl.20.30 skete enhver forældres værste mareridt. Jeg blev ringet op fra Rigshospitalets traumeafdeling.
Vores 21 årige datter havde været involveret i et færdselsuheld, og hun ville gerne have, at jeg/vi kom over til hende. Heldigvis havde vores datter flere gange insisteret på, at der skulle ringes til os hurtigst muligt med natfærgen til København. Næste morgen var både fly og færge indstillet på grund af blæsevejr, så det var godt, vi blev kontaktet så hurtigt.
Efter en måned på Rigshospitalet, hvor jeg var hos hende under hele forløbet, endte alt heldigvis godt. Vores datter har det i dag godt og har ingen mén af ulykken.
For det første: Ulykken skete kl. 18 og vores datter vidste, det kan tage sin tid at komme fra Bornholm til København.
For det andet: Jeg fik heldigvis førstehåndsviden om vores datters tilstand. Det var godt. Politibetjentens besked, et kvarter senere, opfattede jeg som noget mere alvorlig, 2 sammenklappede lunger. Da vidste jeg, det heldigvis kun var lungespidserne, der var sammenklappede. Min mand var på langfart og kunne ikke kontaktes via mobiltelefonen. Så midt i alt det andet måtte vi finde ud af at kontakte ham og fortælle, hvad der var sket. Vores søn, på 14 år, og jeg talte om, hvordan vi skulle fortælle om ulykken til min mand. Vi blev enige om, at han skulle skrive en email, som jeg så gennemlæste, inden den blev sendt.
På trods af den ulykkelige omstændighed har vi også haft mange positive oplevelser. Vi har ikke alene oplevet en utrolig stor imødekommenhed og hjælpsomhed fra familie, venner og bekendte, men også fra fremmede mennesker både i og udenfor behandlingssystemet.
Så skulle der pakkes. Det blev absolut ikke en velovervejet og godt sammensat Eva Christensen, Bornholm garderobe, vi havde med. Der blev bare kylet noget mere eller mindre tilfældigt i kufferten.
Kilde/ forfatter: Eva Christensen, Dato: 30/3-2006 Kategori (i):
Debat: Hvad vi fortæller sømanden om hjemlige problemer
Jeg har med stor glæde læst de indlæg der har været, som svar på mit debatoplæg omkring emnet: Hvad vi fortæller sømanden om hjemlige problemer.
Det er dejligt at se, at det har givet anledning til en snak om det, i den enkelte familie. Når vi debatterer og efterfølgende indtager en holdning til tingene, er det lettere at takle evt. problemer, når de opstår. Vi ved så, hvor vi har hinanden.
Jeg synes det er positivt at se, at den yngre, moderne sømand er indstillet på, at konen/ kæresten naturligvis kan læsse af på mail, til manden til søs. Hvilket så også gælder den anden vej.
Jeg tror det er en ændring der er kommet, dels med en ”ny” årgang, dels i kraft af bedre kommunikationsmidler. Jeg ved, at det ikke altid har været sådan. Hvad vi ikke ved, er om det på sigt, er et gode eller en stressfaktor for sømanden. Det vil først de næste generationer kunne svare på.
På den ene side, tror jeg det er godt, at sømanden ”tvinges” til at følge med på meget nær hold i set og sket samt følelser i hjemmet. Det kan måske være med til at forhindre, at han isolerer sig for meget i en monoton verden, som skibsmiljøet ofte er. Og dermed på sigt kan bevare sin mentale sundhed, i det henseende, at han stadig føler sig som en integreret del af et socialt fællesskab.
På den anden side, tror jeg også det i visse situationer kan være en stressfaktor. Afgørende er især, hvordan budskaber leveres, da den fysiske afstand er et faktum, og en væsentlig del af al kommunikation. Jeg tror vi alle kender tanker som: ”Hvad i alverden mener han/hun med det? Åh nej, det er helt misforstået, det var ikke det jeg gav udtryk for. Hvorfor skal jeg nu bebrejdes det? Skal vi absolut diskutere det nu?” osv. Ting, som også siges i dagligdagen, når sømanden er hjemme, men hvor der ikke er den fysiske afstand.
Ombord kører det i tankerne, og der er måske ikke en fortrolig at dele det med, hvis det føles belastende. Hjemme er det væsentligt lettere at rede trådene ud her og nu. Det tror jeg nu, de fleste af os er bevidst om, når vi sætter os til tastaturet. Så mon ikke vi alle alligevel et eller andet sted filtrerer hvad vi siger/skriver? I hvert fald, når vi har tid, overskud osv. Hvordan går det så for sig, når vi ikke føler noget som helst overskud? Hvis vi er i krise? Enten personligt, eller parforholdet er i krise? Jeg kan i hvert fald godt se for mig, en situation min mand fortalte om: Han oplevede engang, hvordan en kollega fik det rigtig dårligt, da konen fortalte at hun ville skilles, mens han var til søs. Jeg kunne næsten se smerten hos min mand, smerten over ikke at kunne gøre noget, eller over bevidstheden om, hvor begrænsende den fysiske afstand da netop var. Det er let at sige: ”Det ville jeg aldrig gøre”, og alligevel overraskes vi mennesker ofte over vores egen reaktion i givne situationer.
Jeg siger ikke, at det ene eller det andet, er det rigtige. Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Når vi i bladet, ”kun” ser indlæg, der giver udtryk for, at vi som sømandspar deler alle sorger og glæder til hver en tid, bliver jeg bekymret for, at der sidder nogen, og holder en smerte over de modsatte oplevelser, for sig selv. Kom frit frem.
Kære Tina, jeg blev både ked af det og forundret da jeg læste dit indlæg i “Søhesten” nr. 1 omkring din oplevelse af hvordan “Sømandskoneforeningen af 1976” modtager nye medlemmer.
Ked af det, blev jeg fordi vi i foreningen gør ret meget ud af, at byde vores nye medlemmer velkommen. Vi ved hvor svært det er, når man skal ind i et privat hjem til en flok “piger” der måske har kendt hinanden i længere tid. Jeg tror ikke du vil finde ret mange i vores forening der ikke har været på vej til telefonen mange gang for at tage kontakt til os, men alligevel har modet svigtet i sidste øjeblik - når den samtale endelig finder sted, skal nye føle sig lige så velkommen, som de er !
Jeg er lidt forundret over du skriver at du ikke modtog de oplysninger du søgte. Jeg skrev en lang mail til dig omkring de to afdelinger, der ligger tæt på hvor du bor. Jeg beskrev, det jeg kender til de to afdelinger, samtidig oplyste jeg dig, at vi har forskellig kontingent fra afdeling til afdeling samt at flere afdelinger sparer op til diverse arrangementer. Sidst spurgte jeg om du evt. ville maile dit telefon nr. da jeg syntes, der var så mange ting jeg gerne ville fortælle dig om foreningen og du så samtidig havde mulighed for at stille spørgsmål. Mail er godt men sommetider er en samtale endnu bedre! Du skrev tilbage at du ikke var interesseret i jeg skulle ringe til dig og du ville tænke over om det var det du havde brug for. Samtidig ved jeg Frederikshavn afd. også har kontaktet dig.
Du skriver, at du har gjort mange forsøg på at finde os på google - hvis man skriver sømandskone kommer vores hjemmeside op som nr. 3
Frederikshavn afd. har senest kontaktet dig i nov./dec. måned - men så vidt jeg er orienteret har du ikke besvaret deres henvendelse.
Jeg håber ikke dette bærer præg af “mudder-kast” - Tina, jeg håber meget, vi kommer til at se dig i “Sømandskoneforeningen af 1976” du er meget velkommen.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 15/3-2006 Kategori (i):
Kære Tina M. L. Campbell
Tak for dit indlæg ”Måske en dag..?” i sidste nummer af Søhesten.
Først og fremmest så synes jeg, det er dejligt at høre fra dig, og jeg kan forstå, at du går og tumler med de samme problemer som de fleste andre sømandskoner. Vi kender alle til følelsen af at veninderne, der er gift med ”landkrabber”, ikke helt forstår de problemer, som sømandskoner nu engang har - med en fraværende far, en mand, der aldrig eller sjældent er der, når vi har allermest brug for ham osv. osv.
I din situation har du gjort det eneste rigtige, du har fundet frem til en forening for kvinder med netop dit problem, du har kontaktet foreningen og så sker der ingenting!!! Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, at du er irriteret over.
Det er rigtig, rigtig træls, at du ikke er blevet kontaktet af den lokalafdeling, som du hører til. Det er brandærgerligt, at du ikke synes at arrangementer i lokalafdelingerne bliver annonceret i god tid, og det er virkelig irriterende, at vi ikke har haft nogen nye medlemmer, der har haft lyst til at skrive til bladet, om det at være ny, i den tid du har modtaget bladet. Men i det mindste ved du, at ”nogen” har registreret, at du gerne vil være medlem, for du har fået svar på din henvendelse og du modtager foreningens blad, så der er altså nogen ”i den anden ende”. (Jeg er ret sikker på, at hvis du havde bestilt en vare via nettet, men ikke havde modtaget den, så ville du have kontaktet firmaet, for at finde ud af hvad der var gået galt.)
Du skal vide, at vi jo bare er en lille forening, vi arbejder alle frivilligt og i vores fritid for foreningen, og vi er bare menneskelige og kan altså fejle, sådan som vi har gjort i dit tilfælde. Det er beklageligt, men forhåbentlig har dit indlæg gjort, at du nu har fået en henvendelse fra den lokalafdeling hvor du hører til. Du har sikkert læst indlægget i Januar måneds blad, om at være ny i Århusafdelingen. Du har set, at 8 ud af 13 afdelinger har offentliggjort arrangementer helt frem til marts måned, så jeg er sikker på at nogen af os får glæde af at kunne byde dig velkommen til et af vores kommende arrangementer. Du skal i al fald være hjertelig velkommen!!!.
Venlig hilsen Ulla, Aalborg afdelingen.
Skibsfarten er blevet meget effektiviseret i de senere år, arbejdsdagene lange, besætningerne reducerede og tiden i havn kort og hektisk. Mange sømænd kommer sjældent i land i løbet af de tre-seks måneder, de tilbringer til søs. Skibet er altså ikke bare sømændenes arbejdsplads det er hele deres univers i mindst halvdelen af deres liv. Men er det også deres hjem? Og i så fald, hvilket slags hjem? Svaret afhænger delvis af besætningens nationalitet og afslører forskellige overlevelsestaktikker.
Det hvide tårn agter er apteringen, den beboede del af skibet med broen på øverste etage. De øverste etager er ofte reserveret til officerskamre, hvorimod de menige ofte bor på niveau med dækket.
Tilværelsen på skibe er præget af rutiner, afsondring fra omverden, begrænsede fysiske rammer og sociale kontakter, få rekreationsmuligheder og adskillelse fra familien, Isolationen er ofte forstærket af, at besætningen på langt de fleste danske skibe på langfart består af flere nationaliteter. Der er kun krav om, at kaptajnen skal være dansker. Danskerne, der oftest er fastansatte, skifter mellem perioder til søs a 3-4 måneder, efterfulgt af tilsvarende perioder hjemme.
Udlændinge, hvoraf hovedparten består af filippinere, sejler i mindst 6 måneder ad gangen. Da de er ansat for en kontrakt ad gangen, har de ingen faste hjemmeperioder. Der er naturligvis individuelle forskelle på, hvordan man trives i miljøet, men der er på den ene side gennemgående træk og på den anden side nationalt specifikke træk i sømændenes måde at tackle deres situation, der skyldes dels strukturelle, dels kulturelle forhold. Afhængigt af konteksten kan begrebet ‚hjem‘ i danskernes sprog referere til de private dele af skibet, til deres hjem i Danmark, eller til rederikontoret i Danmark. Hos Filippinerne refererer begrebet mere entydigt til deres filippinske hjem og familie, som de mentalt aldrig helt forlader.
Skibets indretning
Selvom besætningen på et skib udgør et lille, isoleret samfund på ofte under 20 mænd (sjældent kvinder), fremtræder den sjældent som et fællesskab. Skibets besætning kan inddeles efter flere skillelinier, især rang (officer/menig) og nationalitet. Indretningen af apteringen afspejler den hierarkiske orden, idet officererne bor i kabiner så store som lejligheder på de øverste etager, mens de menige har små kabiner i de nederste etager.
Som regel har officererne og de menige hver deres salon og messe. Der er ofte sammenfald mellem rang og nationalitet, og det kan derfor være svært at skelne mellem hierarkier baseret på funktion og
dem baseret på etnicitet. Brugen af rummene er højt kodificeret (om end sjældent eksplicit) med en klar adskillelse mellem private sfærer, sfærer tilgængelige for den ene eller den anden undergruppe, og fælles, offentlige sfærer. Den store udskiftning blandt besætningsmedlemmer, det store ansvar der påhviler kaptajnen, samt den pladsmæssige begrænsning kan forklare den lidt rigide, hierarkiske og rumlige orden.
Der er stor forskel på de forskellige kabiner. Deres størrelse afspejler skibets hiereki. Kaptajnen har en hel lejlighed til rådighed, hvorimod de menige må nøjes med en lille kabine på de underste etager.
Skibet som total institution
‚Sove, arbejde, spise, arbejde...det er sømandslivet!‘ (filippinskbådsmand) ‚Den eneste forskel på det og være i isolationsfængsel, det er at lønnen er bedre.‘ (dansk styrmand)
Sømændenes udtalelser peger på, at skibet er en afgrænset lokalitet, hvor alle daglige funktioner finder sted. Den canadiske sociolog og etnograf Erving Goffman kalder sådanne steder ‚totale institutioner‘: ‚Den totale institution kan defineres som et opholds- og arbejdssted, hvor et større antal ligestillede individer sammen fører
en indelukket, formelt administreret tilværelse, afskåret fra samfundet udenfor i en længere periode. Fængsler er et udmærket eksempel, når man gør sig klart, at det fængselsagtige ved fængslerne også findes i institutioner, hvis medlemmer ikke har overtrådt nogen lov’, „... mange gange [om aftenen] venter man bare på at klokken bliver så mange, at man kan gå i seng. Og er det noget at se frem til? Det er meget trist, det er det. (...) [I et fængsel], de sidder i en celle, men de kan gå ud og gå i området, de får dansk mad hver dag. de får rundstykker, de får danske aviser, dansk tv hver aften... Ok deres dør bliver låst og de får ikke ret mange penge for det, men de har det meget bedre end vi har det.“ (dansk maskinchef)
Det er slående, at netop fængselsmetaforen er tilbagevendende beretninger fra sømændene. Men hvor filippinerne fremhæver adskillelsen fra familien, er der en tendens hos danskerne til også at relatere det ‚fængselsagtige‘ til besætningens nationale sammensætning. Flere, der sejler med kun en landsmand, præciserer endda, at det er som at sidde i isolationsfængsel.
Hvis man gerne vil signalere at man gerne vil forstyrres eller have besøg skal man holde sin dør vidt åben. Er den lukket, vil man kun blive forstyrret via den interne telefon.
Bosættere og lejesvende
På en af mine medsejladser berettede den danske maskinchef om, hvor sur hans kone var blevet. da han hjemvendt fortalte hende, at han havde glemt en genstand ‚hjemme‘, det vil sige på skibet. En anden dansk maskinchef fortalte i et interview om engang, han sagde til sin filippinske motormand, at denne kunne gå ‚hjem‘ efter mange timers veludført arbejde. Maskinchefen mente bare, at motormanden kunne holde fri, men senere på aftenen opdagede han, at filippineren var helt ude af det han troede han var blevet fyret! Episoderne viser tydeligt forskellige opfattelser af begrebet For de danske sømænd referer ‚hjem‘ både de private dele af skibet og hjemmet i land: Man kan sende en mand hjem til fyraften, men hvis man ‚sparker ham hjem‘, er det en fyring. Denne tvetydighed eksisterer ikke for filippinerne, hvor kun det filippinske hjem fortjener betegnelsen hjem.
Dette afspejles også i den måde danskere og filippinere indretter sig på. Danske besætningsmedlemmer insisterer på, at skibet forbliver et lille stykke Danmark. Deres indstilling til deres udenlandske kollegaer er som regel pragmatisk, men den er også præget af at de oplever den billigere udenlandske arbejdskraft som unfair konkurrence. De påberåber sig ofte ejerskab af skibet (‚der er et dansk flag bagpå‘).
Filippinerne er derimod vant til at sejle med alverdens nationaliteter og fremhæver alle med stolthed deres tilpasningsevne. De ved også, de er der på lånt tid: deres arbejdssituation er prekær, og truslen kan også komme fra andre søfartsnationer, parate til at underbyde dem, Dertil kommer, at de ofte er familiens eneforsørger (selvom deres løn er mindre end danskernes, er den høj for filippinske forhold), og det virker som om deres følelsesmæssige tilknytning til familien næres af den fysiske afstand. Flere af dem omtaler således deres arbejde som et offer for familien. Hvor mange danskere prøver at gøre skibet til deres hjem, er skibet for filippinerne det sted hvor de er nødt til at være for at opretholde et hjem. Deres kabiner er ofte fyldt med gaver til familien. Danskernes har ofte mere personligt præg, for eksempel er de ofte prydet med grønne planter. Danskerne opfører sig som bosættere, filippinerne som lejesvende.
„For mig er det ligegyldigt om det er danskere, filippinere eller indere. Det vigtige er at jeg kan sørge for min families behov og at jeg kan hjælpe mine tre børn til at få en uddanne/ se.(...)Jeg kan ofre mig for min familie. Jeg vil ikke have, at mine børn skal klage over at de ikke kan studere. Derfor ofrer jeg mig ved at arbejde på skibet.“ Filippinsk menig.
Forlovet med rederiet
Naturligvis kender danskerne også til afsavnet fra familien, men det er sigende, at de første spørgsmål filippinske sømænd stiller mig næsten altid har været: ‚Er du gift?‘ ‚Har du børn?‘ ‚Hvor gamle er de?‘ Danskerne derimod indleder samtalen med at spørge, om jeg har sejlet før, og med hvilket rederi. Af gode grunde er der færre filippinere end danskere, der føler sig involveret i rederiet. Ikke alene er de løst ansatte, men de bliver også rekrutteret via et bemandingsbureau på Filippinerne. De fleste af de filippinske sømandskoner, jeg har talt med, kendte ikke navnet på deres mands rederi, kun navnet på bemandingsbureauet.
Når man arbejder for et firma [i Danmark], så bliver man halvt forlovet med sit firma, forstået på den måde at man prøver at opfylde de krav, de stiller til en, man engagerer sig i sit arbejde. Man er glad når firmaet går godt, man får ikke mere i løn, men man er glad, fordi det er lige som om man har været med til det. Og det er jo en opdragelsesform i Danmark. Den mangler de [filippinerne] jo, de har ingen tilknytning, de er skide ligeglade om de er i [rederinavn] eller [rederinavn], bare de har et arbejde, hvor de tjener deres 1000 dollar så de kan forsørge deres familie.“
På alle måder er filippinerne mere fjernt fra rederiet end danskerne, der ofte har et kompleks og følelsesladet hadkærlighedsforhold til deres rederi. Især seniorofficerer fremtræder ofte meget loyale overfor rederiet, selvom de langt fra altid føler, at det er gengældt. Forbavsende mange gange er begrebet ‚hjem‘ således i danskernes beretninger sat i forbindelse med rederikontoret. Hvis man ‚ringer hjem‘, ‚mailer hjem‘ eller ‚skriver hjem‘ kan det være til familien; men oftest er det til rederiet. Hvis man rapporterer eller faxer hjem, er det helt sikkert til rederiet. Og når en klager over ‚holdningen hjemmefra‘ og en anden over den hårde ‚styring hjemmefra‘, er det ikke konen, de har i tankerne, men rederiet.
Skibet er ladet med...
Det kan naturligvis være sproglige forskelle på, hvor meget begrebet ‚hjem‘ dækker over på dansk, engelsk (sømændenes fællessprog) og tagalog (filippinsk nationalsprog). Ikke desto mindre synes forskellene i sømænds brug af begrebet at afspejle forskelle i overlevelsestaktikker i en situation, hvor deres autonomi er stærkt begrænset af de fysiske og organisatoriske rammer. Hvor ‚hjem‘ for en filippiner entydig referer til familien på Filippinerne, kan det derudover for en dansker referere til selve skibet eller til rederiet i Danmark. Skibet er ikke bare læsset med de tilstede værende besætningsmedlemmer. De bærer forskellige ‚forestillede fællesskaber‘ med sig. Både danskere og filippinere har deres familie med sig som portræt på natbordet og i deres beretninger. Men hos filippinerne er det et selskab næsten uden konkurrence, og det sætter dem endda i stand til at kunne abstrahere fra betingelserne om bord. Langt de fleste filippinske søfolk har på et eller andet tidspunkt erfaret diskrimination eller anden uretfærdig behandling, så den taktik har muligvis sparet dem for nogle frustrationer. Danskernes frustrationer er mere udtalt, selvom de ret beset har mere favorable ansættelsesforhold end deres udenlandske kollegaer. Måske fordi det er op slidende at forsøge at gøre et fængsel hjemligt, måske fordi de ved, at det rederi, de har forlovet sig med, kan være troløst.
På Søpigernes vegne vil jeg takke dig for at du for 10 år siden startede Søpigerne, så vi i dag kan mødes på tværs af alder og bruge hinandens erfaring som sømandskone/kæreste her i Storstrøms Amt. Vi vil takke dig for at du har været vores formand i 10 år. Du har bruget meget tid på at starte foreningen op, og du har været god til det, og en god formand
Tak Kirsten
Kilde/ forfatter: Anne Marie Petersen, Dato: 12/3-2006 Kategori (i):
Svar debatoplæg: Hvad fortæller vi sømanden om hjemlige problemer?
Jeg syntes det var interessant at læse debatoplægget omkring hvad vi fortæller sømanden, mens han er væk. For mig er det vigtigt at fortælle ham alt, hvad der sker på hjemmefronten. Vi har, siden vi lærte hinanden at kende, mailet og talt meget sammen, mens han er væk. På den måde har det altid været en naturlig del af forholdet, at han får alt at vide.Vi har talt sammen om dette debatoplæg og er begge enige om, at det ikke er gavnligt for hverken ham eller jeg, at udskyde samtalen om problemer til hans hjemkomst. Jeg ville føle, at vi gled fra hinanden, hvis vi ikke fik talt fortroligt den måned, han er på havet. Som min sømand selv siger, opnår han jo ikke immunitet overfor problemer ved at være væk hjemmefra. Måske kan han også bedre finde ro til søs, og spekulere mindre på om der er problemer hjemme, når han ved, jeg altid fortæller ham, hvad der sker herhjemme af både godt og ondt. Jeg ser min kæreste som min bedste ven, og jeg tror det ville ødelægge en del af vores fortrolighed at skjule problemerne. Hvis jeg ikke skulle snakke med ham om de dybeste problemer, ville en anden ven eller veninde blive min fortrolige, og det tror jeg ikke ville gavne vores forhold.
Det er med stor interesse jeg læser Birgit Larsen Jensens debatindlæg
Det er med stor interesse jeg læste Birgit Larsen Jensen’s debatoplæg „Hvad fortæller vi sømanden om hjemlige problemer?“ I Søhesten Nr 8/2005.
Med mine 38 år og beskedne 17 år til søs, ligger jeg nok midt imellem de to årgange, der skelnes mellem, men jeg syntes spørgsmålet er meget relevant, da det ikke kun er noget, der debatteres mellem jer, der går derhjemme, men også mellem søfolk. Hvad vil vi vide, og hvad kan vi tåle at høre? Jeg skal lige understrege, at de synspunkter, jeg kommer med, alene står for min egen regning. Der er givetvis en masse, der er uenige med mig, men i forhold til mig selv er jeg helt på det rene.
Der er ret store krav, forbundet med at være Sømandskone/kæreste. Det forventes, at I er i stand til at træffe selvstændige beslutninger i hverdagen, og at I har det fint med at stå alene med husholdning, børn, indkøb osv, alt det, der hører dagligdagen til og for de flestes vedkommende, er der også lige et job, der skal passes. Oveni det, ramler I også ind i problemer, som Birgit Larsen Jensen nævner. Nogle af dem kan jeg godt nikke genkendende til. De mere seriøse (alvorlig sygdom) har jeg heldigvis indtil nu været forskånet for at skulle tage stilling til.
Efter at have læst artiklen, vendte jeg det lige med min kæreste, og for vores vedkommende er der ingen slinger i valsen. Der er forskel på at blive informeret og at blive inddraget. Hun fortæller mig alt, hvad der sker derhjemme lige fra lus i børnenes skole, til hun selv har tandpine.
Og kommer hun og fortæller mig at nu er fryseren altså også brækket ned, så vil jeg da syntes det er lidt træls, at hun skal bøvle med alt det. Omvendt har jeg også tillid til, at de ben hun har i næsen, er stærke nok til at hun selv afvikler problemerne, uden at jeg skal fortælle hende step-by-step, hvad hun skal gøre i hvert enkelt tilfælde. I sådanne ting (jeg betegner dem som hverdags-problemer) vil jeg da gerne informeres på lige fod med de sjove og positive ting. Og har hun brug for lige at læsse af, så gør hun det. Det kan jeg godt bære herude, og hun har det bedre bagefter. Men det ødelægger altså ikke min hverdag og arbejdsindsats herude.
Guderne forbyde at det nogensinde skulle ske, men hvis hun skulle gå hen og blive ramt af en alvorlig sygdom med et forløb, der kræver indlæggelse eller regelmæssige hospitalsbesøg for behandling, så VIL jeg inddrages. Jeg vil have muligheden for at kunne støtte hende og være der. Hvis hun, oveni børn, hus, husholdning, job TILLIGE også skulle kæmpe mod en truende sygdom, så ville jeg, om jeg så skulle rejse fra den modsatte side af kloden, hjem og være der (jeg er beskæftiget på Nordsøen, men anser det som irrelevant, selvom det er en fordel, når det handler om at komme hjem meget hurtigt). Den vished har min kæreste, og det bliver aldrig anderledes. Det har man som sømand, lovfæstet ret til iht. Sømandslovens §18d (Søfarendes ret til tjenestefrihed som følge af tvingende familiemæssige årsager) stk 1 og 2 og med henvisning til §5 og §37. Før i tiden var det en årsag og ret til at kræve sin afsked.
Det koster nok penge at rejse hjem og betale sin afløsers udrejse, men er det ikke en ringe pris at betale set i det store perspektiv? Der findes jo banker, hvis det kniber. Vi lever i dag i et samfund i en rivende udvikling, og det stiller store krav til engagement, og det er tydeligt, at flere og flere kører efter devicen „Lever for at arbejde“ og ikke „arbejder for at leve“. Men arbejdet kommer i sådanne tilfælde ALDRIG i første række. Det gør mine kære derhjemme. Og det ved de.
Som nævnt taler jeg for egen regning og har ikke den store forventning om, at alle er enige i mine synspunkter. Syntes blot at debatten er vedkommende og interessant og ville lige smide et ord ind.
Kære Birgit Det kunne være godt med en debat i
”Søhesten” – det kunne være interessant Jeg har læst dit indlæg med stor interesse at vide, hvad sømandskonerne ”skåner” og tror, at der er lige så mange svar på det deres sømænd for, og hvornår de gør det. spørgsmål, som der er sømænd og koner. Åbenhed om dette emne kunne være Det er en balancegang. Det afhænger af godt. Hvis det kunne føre til, at sømændsituationen, af hvordan man selv (konen) ene OGSÅ fortalte, hvordan de oplever har det, når situationen opstår og også af, situationen, så ville det være endnu bedre, hvordan sømanden har det (det ved mange men det er måske for meget at håbe på ? koner jo KUN i kraft af mail’s og IKKE fordi hun har talt med sømanden !)
Forhold med 7 faser:
Den følelsesmæssige cyklus, som eksisterer for sømandskoner og i det hele taget for par, som må undvære hinanden i lange perioder.
Trin 1:
Før afskeden er der ”forventningen om tab” . Den tid er fyldt med stress for begge parter. Kvinden kan have en uudtrykt vrede, og parret kan skændes, selv om de ellers normalt ikke gør det. Hun kan måske også give sig til at græde over fjollede ting som en tv-serie eller en melodi, og hun kan finde på at sige – og mene – at ”det er lettere at lade ham tage af sted”. Men selv om perioden er svær, så har den en funktion, nemlig at der bliver skabt afstand, så man er forberedt på at skulle leve adskilt.
Trin 2:
Er selve adskillelsen og ophævelsen af samlivet. I denne periode oplever kvinden ambivalens over for seksuallivet, fordi det er svært at være intim, når man følelsesmæssigt er ved at løsrive sig fra hinanden.
Trin 3:
Er, når man fysisk er sammen i samme hus, men følelsesmæssigt adskilte, og begge parter tænker : ” Lad os så få det overstået”.
Trin 4:
Er tiden efter adskillelsen, hvor kvindens liv bliver stabiliseret. Der falder ro over dagligdagen, man tager sig af de praktiske ting og føler stor selvtillid, fordi man klarer de områder, der traditionelt er mandens. Bil, hus og økonomi er kvindens ansvar.
Trin 5:
Er forventning om hjemkomst, som er en tid, hvor forholdet revurderes. Kvinden spekulerer på, om han nu vil forstå og acceptere de forandringer, som har fundet sted, og godtage de beslutninger, hun har truffet.
Trin 6:
Er genoptagelsen af samlivet eller ” ægteskabskontrakten”. Her er man sammen igen fysisk, men ikke nødvendigvis på det følelsesmæssige plan. Før man kan være det, må man først have lidt tid sammen og nogle fælles oplevelser og følelser. Det er på det tidspunkt, omfattende genforhandlinger af den uskrevne ”kontrakt” skal finde sted, for forholdet kan ikke være nøjagtig det samme som før. Begge parter er vokset i forskellige retninger og må tilpasse sig de forandringer.
Trin 7:
Er integration og stabilisering, hvor parret igen er følelsesmæssigt sammen og kan nyde hinanden.
Kilde/ forfatter: Magister i familierådgivning Kathleen Ve, Dato: 18/1-2006 Kategori (i):
Måske en dag...?
Hold op, hvor er det her dobbeltliv bare svært. Der er ingen, der forstår, at jeg i nogle uger er i en travl familie og andre uger total mutters alene. Når min mand er hjemme, flyver vi rundt for at nå alting. Han og jeg skal være sammen. Han og Cecilie skal have kvalitetstid. Han skal nå almindelige gøremål, og så skal vi selvfølgelig nå at se alle vennerne. Jeg må også lige huske at fortælle ham, hvad der er sket i de uger, han har været væk. Og så skal jeg have fortalt ham, hvad jeg har planlagt, der skal ske, når han er hjemme. Sedlen over arbejdsopgaver på huset skal også lige gennemgås. Beslutninger, jeg har truffet på vores begges vegne, skal drøftes. Har jeg nu taget de rigtige beslutninger? Jeg gad godt, at der var nogle, der forstod, hvordan det er at være sømandskone.
Måske en dag kan Neil være med til nogle af de ting, vi begge bliver inviteret til. Tænk hvis der var nogle, der tænkte på, hvornår han var hjemme, inden de inviterede. Måske kiggede de lige frem på den kalender, jeg har lagt på vores hjemmeside over de dage, han er hjemme. Sådan helt ”tilfældigt” lagt ud, I ved.
En dag sagde en venindes veninde: ”Nej, har du fået kæreste, Tina?”. Ja, jeg er såmænd gift med ham, jeg har været sammen med i over 5 år. Det var ikke gået op for en række piger i omgangskredsen. Det er heller ikke gået op for nogen, at Neil også kan sejle f.eks. til jul eller nytår. Dvs. så kunne jeg godt bruge lidt socialt samvær i stedet for at skulle være alene. Det kunne være så dejligt at være mere sammen med vennerne, der alle har familie. Også selvom jeg er alene.
Måske en dag finder jeg nogle, der er i samme - båd? Tænk, hvis der var andre som jeg. Her i forenings Danmark er der måske en gruppe af disse sømandskoner. Der må der være andre? Måske kunne man google på det. Huhej, efter mange forsøg finder jeg en hel forening fuld af sømandskoner. Hurra! Det var da fantastisk, at der gemte sig en hel forening bag en masse søgningsforsøg. Hold da op, der må være mange. Der er sikkert mange, der forstår, hvordan det hele føles som sømandskone. Jeg sender dem lige fluks en mail. Jeg må hellere vise min interesse og straks spørge efter pris på kontingent. Jeg fik en mail nogle dage senere. Ingen svar på pris, men besked om, at jeg ville blive kontaktet af nærmeste kontaktperson. Så fint. Der sidder nogle i den anden ende og er interesseret i at få mig som medlem. Hmm, det er da egentlig halvanden år siden. Jeg har endnu ikke hørt fra den person.
Måske en dag bliver jeg kontaktet af Sømandskoneforeningen. Så bliver jeg nok budt velkommen. Det kan være, jeg får at vide, hvor jeg sådan kan blive mødt første gang. De har nok en særlig procedure for nye, så de kommer godt med i foreningen. Måske har de lige som andre foreninger et særligt tiltag eller et specielt arrangement, de venter på at kunne invitere mig til. Det jo vigtigt. De ved nok også, at nye medlemmer er foreningens fremtid. Jeg må væbne mig med tålmodighed, selvom det ikke er min stærke side.
Måske en dag kommer der noget i bladet. Jeg må hellere holde øje med det i bladet, som jeg begyndte at få helt automatisk. Der kommer nok også en opkrævning for det blad en dag. Jeg åbner det med spænding hver gang. Mon der står noget om den der specielle følelse, man har som sømandskone. Nej, der er stadig kun en masse indforstået. Der står en masse om en masse personer, jeg ikke kender.
Måske en dag jeg når at tilmelde mig et arrangement. Åh nej, igen er sidste frist, før jeg overhovedet har fået bladet eller i bedste fald få dage efter. Det kan jeg ikke nå. Det er også igen mest om nogle, der kender hinanden og har hygget hjemme hos hinanden. Jeg er jo ny. Selvom jeg ikke er specielt genert, vil jeg alligevel ikke bare tage ud til nogle fremmede i deres private hjem. Jeg prøver igen at se i næste nummer. Måske er jeg mere heldig med datoerne der. Eller måske kommer der alligevel bare lige en artikel om, den der følelse, man har som ny.
Måske en dag en ”gammel” sømandskone kommer ind på temaet. Eller? Mon jeg kan tillade mig at skrive det, når jeg ikke sådan er helt medlem? Jeg har jo ikke betalt eller noget. Mon jeg selv kan gøre andet for at dele den der særlige sømandskone-følelse?
Her er lidt gode råde, som jeg har sakset fra et blad.
Kilde/ forfatter: Tina M.-L. Campbell, Dato: 18/1-2006 Kategori (i):
Det kunne være gået galt, men...
Vi skulle som altid være mange til jul, mange er 22 store og små julegæster. Torsdag før jul kommer vi hjem med et læs julemad og deslige, begynder at pakke ud og opdager at opvaskemaskinen ikke har gjort sit arbejde. Puha, vi begynder at rode med den, nej, den tager ikke vand ind, mener efter flere forskellige forsøg, at det må være timeren. Datteren i den tilstødende længe har netop fået nyt køkken, måske må vi låne deres gamle maskine. De to maskiner bliver skiftet, hurra. Men nej, det var for tidligt. Heller ingen vand her, nå, så må det være ventilen under vasken, lukker for hovedhanen og begynder at skifte ventilen, men hovedhanen var også defekt, vi tog bad. Ned på hestefolden i mørke og regn og visne blade, hestene havde leget fodbold med afmærkningen, og efter lidt tid på alle fire i sjap og visne blade lykkedes det. Tilbage til huset og reparere ventil, hurra, nu virkede det hele.Alle var glade.
Næste dag begyndte de store forberedelser med kartofler, suppe, grønsager og hvad der ellers hører til juleforberedelserne, der nødvendigvis må gøres lige til sidst. Hanen i køkkenvasken knækkede,og jeg tog endnu engang bad. Nå, heldigvis var naboen igen behjælpelig med en sådan hane, men desværre den passede ikke helt. Vor handyman var på Amager med en campingvogn. Hurra for mobilen, kunne du ikke lige…. Jo, han skulle nok køre inden om et byggemarked, han fik målene, men da han ikke troede helt på os, kom han hjem uden, og så var det lige sent nok at nå et byggemarked 20 km væk. Der blev sat en plastikslange på (og da sikkert flere ad erfaring ved, hvad der sker, når der sættes fuld vandkraft på en sådan, ved I også at adskillige fik mindre brusebade engang i mellem). Nå, det kunne vi leve med, vi havde da nu vand i køkkenet.
Godt trætte, men næsten færdige hen på aftenen, ville vi lige lave lidt hyggelig lillejuleaftens mad, og så, ja, det var næsten det værste, 1 liter madolie var væltet i skabet, .. og som det sidste faldt jeg med opvaskebakken fyldt med koncenteret sulfo på gulvet og tog for sidste gang bad i køkkenet. Nu havde jeg heller ikke flere badehåndklæder. Julen lykkedes… over alt forventning, trods strabadserne.
Godt nytår
Hermed de bedste ønsker om et godt og lykkebringende nytår til jer alle. Jeg håber, I alle er kommet godt i gang med 2006. Personligt syntes jeg altid, det er lidt vemodigt, at tage afsked med et gammelt år – men min nysgerrighed omkring, hvad et nyt år bringer, tager hurtigt over.
I efteråret 2005 har Birgit Larsen Jensen og jeg modtaget to invitationer fra den Filippinske Sømandskoneforening. Desværre har vi modtaget dem med så kort varsel, at vi ikke har haft mulighed for at planlægge en tur . Vi arbejder pt. på, om vi i løbet af 2006 kan rejse til Filippinerne. Det er en dyr tur – og da ”Sømandskoneforeningen af 1976” p.t. ikke har midler til at støtte turen, modtages idéer til hvilke fonde, vi kunne søge, med tak. Vi håber meget på, at det må lykkes for os, at skaffe midler til dette besøg. Birgit har gennem længere tid haft god kontakt til foreningen på Filippinerne via mail – men, at kunne deltage i et af deres arrangementer og ansigt til ansigt kunne diskutere, hvordan vore forskellige kulturer ”tackler” en side af samme sag, ville være givende for begge foreninger.
Jeg læste med interesse indlægget i november udgaven af ”Søhesten” omkring kommunikation mellem sømand og os herhjemme. Jeg tror, det har givet mange af os stof til eftertanke. Hvorfor har mange sømænd så svært ved at komme hjem, hvorfor skal de bruge så lang tid på at finde tilbage i familien - er det den manglende kommunikation ? jeg tror det. Personligt ”holder” jeg ikke noget tilbage, jeg skriver og fortæller om stort og småt, godt og mindre godt. Ofte tænker jeg på, hvordan det ville være at sidder derude, langt fra familie og venner, hvad ville jeg selv gerne vide – og mit svar er ALT ! måske kræver det lidt øvelse at skrive tanker og følelser, men det skrevne ord vægter meget mere – man tænker ofte lidt mere over, hvordan man formulerer det budskab, man gerne vil overbringe – og jeg syntes, det giver mange gode ”snakke” via mail. Jeg blev nok lidt chokeret, da jeg hørte om sømænd, der har modtaget mails med besked om, at deres kone vil skilles, det er helt uanstændigt at behandle mennesker på denne måde – der findes dog stadig enkelte ting, som ikke kan formidles via mail (eller telefon) ! Jeg er ret sikker på, at dette emne vil blive diskuteret på mange af vore kommende møder.
Søfart nr. 01/06 var der i Logbogen et ”skriv” fra et seminar og indvielsen af Institut for Maritim Forskning og Innovation. Overskriften var ”Søfart er for usexet”. Indrømmet har jeg læst dette et par gange eller tre ! Jeg blev rigtig, rigtig vred
– hvad bilder de sig ind at kalde vores mænd, en samling ældre prøvede herrer med et par pund for meget på buen for derefter at stille dem spørgsmålet, om de ikke kan blive lidt mere sexet, således at det kan blive mere attraktivt at søge ind på uddannelserne for søfart – hvorfor er IT-erhvervet så sexet i forhold til søfart ? Jeg tror såmænd ikke IT-erhvervet er mere ”sexet” end søfart. Det er bare meget ”in” og moderne at arbejde inden for IT-erhvervet. En karriere der er langt hurtigere at nå, end inden for søfart. For år tilbage kunne man jo altid komme ud og sejle, hvis ikke man kunne andet, i dag skal man have ret gode karakterer for at søge ind på skolerne – det er derfor en helt anden gruppe af unge mennesker, de har langt flere muligheder for at vælge en uddannelse, med gode muligheder for hurtigt at gøre karriere og tjene mange penge, samtidig med de kan være sammen med familie og venner. Jeg har ikke løsningen på, hvordan man gør søfart mere attraktivt som arbejdsplads for unge mennesker, men jeg tror ikke, det kan lade sig gøre ved, at gøre vores ”gamle -lidt for tykke mænd” mere sexede !!
Endnu engang rigtig godt nytår. Husk repræsentantskabsmøde, den 11. marts 2006
Hvis vejret ikke skiftede, var der mange, der aldrig fik startet en samtale .
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk , Dato: 18/1-2006 Kategori (i):
En lille opsang
Til landsgeneralforsamlingen og flere repræsentantskabs møder talte jeg / vi om hjemmesiden, jeg tilbød min hjælp til de foreninger der endnu ikke havde fået lavet deres adresselister færdig på siden, og jeg har igen været ved at se på det. Skulle vi ikke til at få gjort den op til dato?
For kan det da virkelig være rigtigt at der kun er følgende medlemmer:
Bornholm: 2
Esbjerg: 3
Fanø: 5
Frcia/ Strib/ Kolding: 21
Frederikshavn: 4
Holstebro: 14
Storstrømmen: 3
Odense: 8
Svendborg: 9
Vestsjælland: 5
Ærø: 7
Aalborg: 10
Århus: 8
Passer det mon med landkassererens liste?
Man bestemmer jo selv hvor meget man vil oplyse, man kan nøjes med navn, men der er også mulighed for registrering af telefonnummer, adresser, mobil, mail og fødselsdage, det er op til hver enkelt.
Det er kun jeres egen afdelings medlemmer, der kan læse jeres oplysninger.
Det var da en skam for Odense afdelingen, at deres foto maraton gik i vasken, på grund af forkerte eller for gamle mobilnummer, hjemmesiden havde ellers glædet sig til at kunne vise vinder billederne.
Hjemmesiden har nu allerede rundet 10.000 besøgende, det er bare godt. Men for at en hjemmeside skal ved med være spændende at se på, skal der også løbende være nyt på siden.
Det er jo meningen at jeres web ansvarlige løbende selv skal ind og skrive siden sidst og kommende aktiviteter, på den måde er det jo også nemmere at huske hvad I har lavet... Hjemmesiden bliver på denne måde fornyet, indsættelse af billeder kan også friske hjemmesiden op.
Min mand eller jeg bruger efter hver udgivelse af Søhesten godt 3 timer på at følge op på hjemmesiden, mens vi kunne nøjes med 1/2 time, hvis Aktivitets kalender blev opdateret af lokal afdelingerne som aftalt. For på denne måde som hjemmesiden køre på nu, kunne vi lide så godt nøjes med Søhesten! Nej, der er da nogle enkle, der lægger lidt ind, og det ved I jo godt selv hvem det er, dette er jeg da også meget glad for.
Er der nogle der ikke synes at kunne finde ud af det, så giv lyd fra jer og så hjælper vi gerne. I værste fald kan I bare sende en email til mig med det indhold I ønsker på hjemmesiden.
Til disse afdelinger der endnu ikke har fået valgt en web ansvarlig, så husk det til jeres næste møde evt. til jeres generalforsamling. Det kunne jo også være at I bare var kommet til at glemme, at give beskeden til mig om dette, så send mig en mail.
Jeg håber ikke der er nogle der vil blive stødt over dette indlæg, det er ment som en påmindelse, med en lille løftet finger.
Glæder mig til at høre fra jer, og evt. hjælpe jer i gang.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 9/1-2006 Kategori (i):
Denne lille episode skete først i December :
Det var sengetid for Rebecca 4 år, hendes far er ude at sejle.
Jeg fortæller hende, at når hun vågner næste morgen vil hendes far komme hjem, for der er jo ingen grund til at fortælle hende, at han kommer om 4 timer.
Næste morgen skal familien til barnedåb, så jeg går i bad og Bo Rebeccas far er i køkkenet, mens hun stadig sover.
Jeg kan høre hun står op, og at hun kalder på mig, jeg råber tilbage jeg er i bad, så hun ved hvor jeg er.
Jeg kan derefter høre hende hvine FAR, jeg bliver helt glad inden i, for så fik jeg jo igen bekræftet at hun var glad for, at se ham og havde savnede ham.
Lidt efter kommer hun råbende ud på badeværelset, jeg trækker forhænget til side, hvor jeg ser hende stå og hoppe, armene køre op og ned i utakt:
MOR MOR, NISSEN ER KOMMET MED MIN FAR.
Nej hvor jeg grinte, det var da sødt.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 5/1-2006 Kategori (i):
Mit tilfældige møde med sømandskoneforeningen.
Undertegnede var en af de heldige. I sommeren 2005 i venteværelset hos min læge, sad jeg som de fleste andre og fordrev tiden med at bladre i diverse ugeblade og lige der, i blad nr. 7 eller deromkring var artiklen om Sømandskoneforeningen. I mine 18 år som sømandskone har jeg aldrig været klar over at den var der og var derfor en smule skeptisk. Min medfødte, umættelige nysgerrighed fik selvfølgelig overtaget. Det måtte jeg undersøge og heldigvis for det. Via Ilse, som henviste til Tina i Århus afdelingen, fik jeg kontakt. Først forsigtigt og med muligheden for hurtig tilbagetrækning, men efter det første møde uden forbehold.
Vi er meget forskellige i Århus afdelingen, og netop præcist det er styrken. Vi har meget at give hinanden i kraft af vores forskellighed. Aldersforskellen ligger mellem sidst i 20érne og til først i 40érne. Vi er således en ung afdeling og med kun 8 medlemmer har vi muligheden for at holde møderne privat på skift hos hinanden. Vores mænd er væk fra hjemmet, sammenlagt ca. 1/2 år, på nær undertegnede hvis mand de sidste 5 år har været væk ca. 300 dage årligt.
Med 18 år på bagen som sømandskone, har omstændighederne lært mig at der er to ting som er vigtigere end alt andet hvis et ægteskab skal overleve, vilje og kommunikation.
Viljen til at ville et forhold, på de givne og klart definerede betingelser.
Kommunikation, nok den sværeste kunst i verden. Hvem har ikke prøvet at blive misforstået, og overhovedet ikke fatte at det kunne misforstås, det der ifølge en selv, var så klart fortalt. Som sømandskone er man slem til at tænke tanker som man derefter mener at have fortalt partneren fordi det hele har en tendens til at flyde sammen. Hvad har jeg fortalt og hvad har jeg tænkt? Hvad har jeg gjort som burde være en fælles beslutning og hvad forventes der at jeg skal tage stilling til alene?
Det kræver stor omtanke ikke at havne i følelsen af at manden er skaffedyr og konen servicemedarbejder i vores fælles ApS.
Det kræver at man definerer dit, mit og vores arbejdsområde helt klart. I vores hverdag har det betydet, at jeg valgte at blive hjemmegående. En beslutning jeg, i vore dage står ret alene om at vælge. Så glæden var stor da jeg fandt en ligestillet i Anne Mette fra Århus afdelingen. Hun og jeg tilhører en næsten uddød race. Men vi kan varmt anbefale det.
Alt i alt har det været en fornøjelse at lære de gæve "sømandskoner" i Århus at kende, selvom Britt og jeg bliver en smule mobbet p.g.a. vores interesse for at brodere korssting.
Tilbage står spørgsmålet: Hvordan får vi bedst udbredt kendskabet til vores forening? For tænk på alle de sømandskoner rundt om i Danmark, der dagligt går glip af det samvær, som ligestillede har at give hinanden. Og alle knusene, de dårlige vittigheder, hinandens "umulige unger" og de gode grin.
Svendborg afdelingen har anmodet forretningsudvalget om at flytte Landsgeneralforsamlingen 2006 fra den 30.september - 1. Oktober til 7. - 8. Oktober 2006
Svendborg afdelingen har ikke kunnet finde et passende (pris/kapacitet) sted til afholdelse af arrangementet.
Forretningsudvalget håber på forståelse for, at vi enstemmigt har besluttet at flytte Landsgeneralforsamlingen til den 7. - 8. Oktober 2006
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 13/12-2005 Kategori (i):
Debatoplæg: Hvad fortæller vi sømanden om hjemlige problemer?
Lotte og jeg har talt lidt om, hvad vi fortæller manden om hjemlige problemer, når han er ude. Skal han skånes og have ro til at passe job og være i sin verden der ude på skibet? Mens vi tager stilling alene, til stort og småt hjemme, uden at inddrage ham i overvejelserne? Eller er det en selvfølgelighed at han involveres i det der foregår på hjemmefronten, mens han er ude? At når han nu er en del af familien, også inddrages i alt, uanset hans stress niveau på søen? Så han ikke skal opleve, alligevel at få det hele serveret, når han kommer hjem?
Er det: Som par deles vi om alle glæder og sorger her og nu?
Eller: Som sømandsfamilie, skåner vi manden, for han har rigeligt at tænke på der ude til søs?
Er det muligt at skelne sådan, eller vil det altid være en afvejning af fordele og ulemper? Med andre ord, er det noget vi gør os overvejelser om i mange situationer? Ville vi lige frem få en mere social og udadvendt sømand, hvis vi hver dag holdt ham ajour med alt stort og småt, begivenheder, tanker, følelser, problemer af enhver art, op- og nedture m.m? Eller ville han få endnu mere stress? Hvad mener manden? Eller er det: Hvad mener par, der skåner manden, og de unge par, der deler alt med manden? Skyldes det en ændring af kommunikations midlerne? For blot 10 år siden, var det fortsat Lyngby Radio, der var det mest anvendte middel til kommunikation mellem hjem og skib. Et middel der ikke lagde op til de mest fortrolige samtaler. Man lærte så at sige, at holde dybere og vanskelige ting for sig selv. Og hvis vi ”filtrerer” i det vi fortæller manden, når han er ude, hvad er det så vi filtrerer fra?
Jeg tænker her på en historie fra min egen lille verden, som blot ligger ca. 4 år tilbage i tiden. Min mand var til søs mens min svigermor var døende. Det var en langvarig proces, som min mand således vidste besked om før han tog ud. Mens han er ude, får jeg besked om, at jeg har celleforandringer, og skal opereres. Jeg tænker straks de aller sorteste tanker, og føler benene vakler lidt. Men trods et stort behov for netop at drøfte det med min mand, beslutter jeg at tie, og blot bruge en veninde. Det var ikke let, men jeg vidste det ville gøre ham ked af det og frustreret over, ikke at kunne være hos mig, når jeg netop havde brug for det. Jeg vidste også han spekulerede meget på, om han nåede at komme hjem inden hans mor døde. Det var især svært for ham, fordi han aldrig nåede hjem til sin fars død eller begravelse, nogle år tidligere. Rederen nægtede ham hjemrejse.
Han nåede det heller ikke denne gang, men kom dog hjem til begravelsen. Selv da han træder ind ad døren, nænner jeg ikke at fortælle ham om min egen lille sorg/ bekymring for eget helbred, men venter til begravelsen er godt overstået. Da er der også kun et par dage til jeg skal opereres.
Det gik selvfølgelig fint, men havde unægtelig været en større belastning, netop fordi jeg ikke havde ham at tale med det om, at være ked af det sammen med. Jeg syntes bare ikke det kunne være anderledes. Og den historie er jo ikke spor enestående blandt sømandskoner. Jeg ved der er mange andre eksempler af lignende karakter.
Men der er jo også alle de små dagligdags ting: Børnene der kommer grædende hjem fra skole af den ene eller anden årsag.
Vaskemaskinen der bryder sammen for tredje gang. Problemer på arbejdspladsen. Ganske almindelige op- og nedture osv. Mens jeg skriver dette, diskuterer min mand og jeg denne problematik. Han nævner flere gange, at ”når man går derude på sit skib, - specielt på langfart -, kan man altså ikke gøre en skid, man kan selvfølgelig snakke om problemer, men man kan ikke gøre noget”. Og det er jo en kendt sag, at mænd helst vil kunne handle, når der opstår problemer. Han påpeger også, at stress niveauet er stort nok til søs, samtidig som han erkender at sømanden ikke kan skånes for alt.
Hvad synes du? Skriv til Søhesten!
Her en lille historie fra det virkelige liv. Plasket.
Vi kender det alle. 5 min før vi skal ud af døren, tjekker vi lige, at vi har såvel penge som nøgler med os. Men – netop denne aften, hvor jeg et øjeblik senere skal hente en anden sømandskone, så vi sammen kan fortsætte til summemøde på Nordfyn, kan jeg pludselig ikke finde min pung. Den er ikke på sin sædvanlige plads. Jeg farer huset rundt for at sikre mig, den ikke ligger og flyder et eller andet sted. Men nej. Jeg må køre uden og det vil også sige uden kørekort.
Da jeg er på vej ud af døren, hører jeg for mit indre øre et plask. Jeg råber til min mand: ”Nu ved jeg, hvor den er. Den ligger ude i Langesø.” Kan du huske plasket, som vi hørte men ikke lige kunne finde ud af, hvad skyldtes, da ingen af os umiddelbart manglede noget? Kort forinden havde en børnefamilie passeret os, så det var sikkert én af ungerne, der havde kastet noget i vandet! Selv er jeg nu 110% sikker på, hvor plasket kom fra. Pungen havde ligget i baglommen på mine jeans, fordi jeg hverken medbragte taske eller overtøj. Vi var 3 på skovtur ved Langesø med eftermiddagskaffen og sad rigtigt og gassede os i solskinnet på en af de meget skråtstående bænke, der er bygget ud i Under aftenens summemøde kan jeg simpelthen ikke lade være, at fortælle om min fadæse og må love, at tage billeder af dykningen næste dag. Det er lidt svært at falde i søvn den aften. Og straks jeg vågner starter planlægningen. Jeg er på loftet efter snorkel og dykkermaske, regnbukser og gummistøvler bliver lavet til waders ved hjælp af gaffatape, en sort sæk fyldes med skiftetøj og håndklæde og i udhuset hentes en kultivator.
Indtil vi når ud til Langesø igen, har jeg ikke været spor i tvivl om, at jeg nok skal finde pungen. Men da vi kommer derud, mødes vi af indtil flere skoleklasser og pludselig breder uroen sig. De 5 min´s gang hen til bænken føles som en hel time. Gudskelov er vi alene, da vi når derhen og heldigvis, er det dén af de 2 bænke, der er omgivet af lavest vand, vi har siddet på. Men – da vi kort efter hænger udover ryglænet og stirrer ned på den sorte søbund, ser vi kun en masse nedfaldne blade og grene. Jeg rækker ud efter mine waders og får i samme øjeblik øje på et lille rødt mærke næsten helt inde ved bredden. ”Hej, der er den, jeg kan se mærket fra Brugsens divi-dendekort,” næsten råber jeg. Pungen er drevet så langt ind, at jeg kan snuppe den helt uden brug af waders og uden at få våde fødder. Hele seancen er overstået på et øjeblik. Alt udstyret har været overflødigt og pludselig synes jeg, det hele er gået alt for let. Pungens indhold er intakt, så vi hanker op i den sorte affaldssæk og kultivatoren og vender atter næsen hjemad.
Jeg syntes næsten ikke jeg kan forholde mig til at dette nr. af ”Søhesten” er det sidst i 2005. Tiden haster af sted . Når jeg tænker tilbage, er det jo ikke længe siden vi skålede for et godt 2005 !
Når jeg lige hurtigt skal tænke tilbage på 2005 - så er det første, der kommer til mig, naturkatastrofe efter naturkatastrofe. Hvor er det deprimerende at åbne for Tv-avisen og kun se død og ødelæggelse. Desværre tror jeg disse voldsomme katastrofer er kommet for at blive, hvad der så end er årsag til at naturen tager sådan på vej. I Danmark er vi jo heldigvis forskånet for så voldsomme oplevelser, men mange af os har jo en kær sømand, der færdes under disse himmelstrøg.
I Sømandskoneforeningen føler jeg 2005 har været et godt år. Vi har fået en del nye yngre medlemmer. Når vi mødes er det hyggeligt og vi får vendt en masse ting som fylder og optager os, i vores hverdag som sømandskone/kæreste.
2005 blev også året hvor Danmark fik en lille ny tronarving - en rigtig prins.
Som omtalt i sidste nr. af ”Søhesten” har Birgit og jeg deltaget i det årlige møde med Forskningsenheden for Maritim Medicin (se Birgits ”referat” andet sted i bladet). Jeg vil også her gerne slå et slag for en debat omkring kommunikation med sømanden når han er ude. Hvad er det vi fortæller og hvad er det, vi syntes han skal skånes for - hvis han skal skånes ? Set i bagklogskabens klar lys skulle vi vist aldrig være begyndt, at flytte rundt på datoen for afholdelse af Landsgeneralforsamlingen ! På Landsgeneralforsamlingen i Odense blev der som bekendt givet dispensation til at afholde Landsgeneralforsamlingen i Svendborg den 30. September/1. Oktober 2006. Efterfølgende har Svendborg afdeling rettet henvendelse til forretningsudvalget med henblik på at få datoen ændret til den 7./8. Oktober 2006. Det har ikke været muligt for Svendborg afdeling, at finde et passende sted til afholdelse af arrangementet. Med fare for stor kritik, har et enstemmigt forretningsudvalg besluttet, at Landsgeneralforsamlingen afholdes den 7./8. Oktober 2006.
Jeg glæder mig i denne Tid; nu falder Julesneen hvid, og så må Julen komme! Min Far hver dag i byen går, og når han kommer hjem, jeg står og ser hans store Lommer.
Og på hans bord forleden dag, jeg så et yndigt, lille flag, og det jeg ikke glemmer. Papir han klipper med en saks; men når jeg kommer ind, han straks sin stads i skuffen gemmer.
Og Mor har Peberkager bagt; jeg ved det, jeg har selv dem smagt, da de var ganske varme. Sit sølv skab mor nu åbnet har, og stadsestagen frem hun ta’r, den med de mange arme.
Og Mor hun har så mange bud, hvert Øjeblik skal Anders ud, og Mor og Anders hvisker. Men jeg kan dog høre, – tys! i Morges var det Julelys og røde bånd og svesker.
Og søster Hanne syr og syr. Hun siger, Julen er så dyr, hver gang hun grisen ryster. Til Far hun har en pibesnor af perler, og til Bedstemor hun hækler på en Trøster.
Jeg vil nok også noget få; jeg må jo ind i salen gå, når hun skal til at strikke. Der inde er der rigt’ nok koldt; men når jeg spiller med min Bold, så mærker jeg det ikke.
Da før jeg ud med Karen gik, vi var i Bagerens Butik; dér stod den tykke Bager, og han skrev op, hvad Karen sa’e: Til Juleaften skal vi ha’ to store Julekager.
Gid det var Jul! Hvor det var rart. Men nu må den da komme snart, det varer ikke længe; thi fra min Stol ved vinduet her på køkken muren jeg jo ser alt Julegåsen hænge.
De allerbedste ønsker om en glædelig jul til jer alle.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 30/11-2005 Kategori (i):
Den gang jeg var ungkok, på de store have
I dag er jeg selv blevet sø- kone. Men tænker tit tilbage på min tid, på de store have. Jeg brugte en del år af livet hos DFDS. Som Cat. Ass. Og Desse, ja ja så gik der jo ti år med det. Nogle meget dejlige år, med mange sjove oplevelser. Men en dag skulle der jo til at ske noget nyt. Og hvad så ? Jeg fandt et andet rederi, de havde brug for en ungkok. Og jeg sagde staks ja tak.
Nå men så blev kufferten pakket, og til Kastrup lufthavn det gik i fuld gallop. Nu skulle jeg ud at se den store verden, rigtigt langfart. Ja ja det er altså stort når man har levet i DFDS lukkede land så længe, Så jeg var som et lille barn juleaften.
I flyet kom jeg så, på vej til et sted i Marokko. Og med is i maven….. Vi skulle så skifte fly i Spanien, fint med mig tænkte jeg. Jeg har jo fløjet mange gange før. Aalborg - København, mange gange på ferie rundt omkring. Så den bette tur, var da ikke noget. Nå men sådan gik det jo ikke helt, må jeg sige.
Fly Dessen kom og sagde at vi var en time forsinket, å nej hvad nu… Ok. Vi var tre søfolk, vi blev lukket ud som de første da vi nåede Spanien. Og nu begyndte det store eventyr virkelig…. En mand kom løbende, og hev mig i hånden. Jeg hang bagefter ham, som en ballon i snor. En anden havde sørget for min bagage, vi løb ud til et meget lille fly. Ja som kun ventede på mig, godt så.
Puha nu kom jeg da så langt, et mini fly hvor man kun talte spansk. Jeg skal lige sige på det tidspunkt forstod jeg ikke et ord på spansk, fedt nok.
Vi ankom da endelig til Marokko, ud af flyet med mig. Nador var stedet jeg skulle til, og jeg troede jeg var i Marokko nu. Men nej fandt jeg ud af senere…
Nu skulle jeg bare finde agenten, og hvordan finder jeg sådan en ??? Dejligt et skilt med mit navn dukkede op i det totale kaos, en lille sort mand. Som talte et sprog jeg ikke forstod.
Vi gik meget langt før vi kom til hans bil, så drønede vi der ud af. Nu stoppede manden, og ud med mig igen. Her var der meget lange køer, med mennesker der ville have lavet papirer og pas. Nu forstod jeg først vi var på vej over grænsen, vi kom forrest i køen igen.
Alle folk rundt omkring os gloede helt vildt på mig, en hvid kvinde med langt rødt hård. Stramme cowboy bukser og en stram bluse, samt en stor fin og ny kuffert. Alle her var meget fattige, og alle damerne var pakket ind i noget langt stof.
Nå men passet blev undersøgt grundigt, vi slap langt om længe igennem. Ny bil igen med en ny lille sort mand. Tak skal du have, nu var der ikke kun is i maven. Men jeg vil tro det var blevet til isterninger. En time senere var der et skib i sigte. Den lille coaster, Dori Bres. Jeg kravlede ud af bilen helt stiv af skræk, hvad er det her da for et sted. Og hvad er det dog for et skib???
Jeg stod bare der og stirrede på kajen, den første mand jeg så var styrmanden. Han gloede bare på mig og sagde, du behøver ikke at pakke ud: Folk bliver ikke så længe. I det samme kom mester, den første flinke mand jeg havde mødt på min rejse. Han bød mig velkommen, og han blev min bedste ven på det halve år.
Selv om at turen var speciel, overlevede jeg da. Og vil altid huske tilbage på min tid som ungkok som noget helt speciel. Ikke noget man kan sammenligne med passagerskibe.
Julegaver til søfolk - et levn fra en fjern fortid?
Fra bladet "Redningsbåden" har vi sakset nedenstående artikel af Arne E. Sørensen
Snart skal vi til det igen, det er uundgåeligt, julen står for døren og julegaver indkøbes, pakkes ud og pakkes ind i pænere papir, der sættes til-og-fra-kort på og vi glæder os til at give dem bort juleaften.
I gamle dage, dengang farfar var ung, fik søfolkene julegaver fra Sømandsmissionen, enten når de var på søen eller når de deltog i juleaftens-arrangementet på Sømandshjemmet i den havn hvor de nu skulle ligge over. Mange var langt hjemmefra, havde måske ingen familie der havde tænkt på dem. Hvordan ville du opleve en juleaften uden en julepakke fra en du holdt af? Lidt svært ikke?
Sådan var den dengang, men sådan er det også i 2005. Jamen alle de hjemmestrikkede sokker, kan de virkelig glæde en sømand der tjener store penge. Ja, ja. Der er ikke sket forandringer på dette område. Prøv lige at forestille dig en juleaften ude på Atlanterhavet, Middelhavet, eller hvor det nu kunne være. Stegen, anden eller gåsen er spist, plastikjuletræet fra Silvan eller Harald Nyborg er tændt, der synges et par julesange og salmer, kaptajnen læser måske juleevangeliet og derefter kommer så julegaverne. Rigtig mange fra Sømandsmissionens venner. Jo, jo, det ”varmer” med de hjemmestrikkede eller en god bog, lidt nips til lukaf’et. Og tænk der lå også et brev i pakken: ”Kære ukendte sømand – du ønskes en glædelig jul og et godt nytår”, og rigtig mange skriver lidt om sig selv og fortæller lidt om livet på land.
Et brev uden afsender er ikke et rigtigt brev og derfor skriver mange deres navn og adresse, hvilket ofte indebærer et takkebrev fra ”den ukendte sømand”.
Igennem Sømandsmissionens 100-årige historie er der sagt og skrevet meget om julegaver til sømændene og vi gør det igen i taknemmelighed over den glæde det er at kunne glæde andre.
Send juleposten i god tid står der på posthuset og det gælder også pakkerne til søfolkene. Rigtig mange pakker er allerede afsendt men mange skal ligeledes bruges på vore sømandshjem, så hvis du aldrig har prøvet at sende en pakke til en ”ukendt sømand” skulle du måske prøve det i år. Vi takker for alle pakker, dog vil vi sige at chokolade ikke er en god ting, især ikke hvis julepakken havner i ”de varme lande”. Julegaver til søfolk er ikke et levn fra en fjern fortid, men stadig aktuelt.
Du kan sende pakken til Hovedkontoret. Nyhavn 22, 1051 København K
Kilde/ forfatter: Arne E. Sørensen, Dato: 25/11-2005 Kategori (i):
Dagfriske aviser til støttepunkterne
Fra bladet Horisont har vi sakset nedenstående:
Allerede inden avisen læses til indtagelse af morgenkrydderen hjemme i Danmark, har Sømandskirken i Hong Kong printet samme avisudgave ud, til levering på danske skibe i havnen.
Handelsflådens Velfærdsråd har gennem et dansk firma fået leveret 2 stk. „newspaper2gosystemer til henholdsvis velfærdskontoret i Rotterdam og til sømandskirken i Hong Kong.
Politiken, JP, Ekstrabladet og Børsen
Via cyberspace sendes dagens trykte avisudgave videre digitalt, direkte til en netværksprinter hos de pågældende støttepunkter, der så printer aviser ud i det antal som dagens danske ankomster fordrer. Foreløbig har leverandøren Print2Go aftaler med 4 danske aviser: Politiken, Jyllands Posten, Ekstrabladet og Børsen, samt foruden med svenske, norske, engelske og filippinske aviser.
Aviserne overføres om natten
Da det drejer sig om at overføre forholdsvis tunge filer fra bladhuset til den enkelte printer, tager det noget tid, inden alle dagens aviser er på plads i ramlageret og er klar til udskrivning. Denne fil-overførsel starter normalt samtidig med at avisen går i trykken, dvs. midt om natten, og er normalt på plads i printeren samme morgen i Rotterdam. Pga. tidsforskellen printes aviserne først ud efter kl. 11.00 om formiddagen i Hong Kong.
Populært i Hong Kong
Sømandspræst Hans Aage Koller fortæller fra Hong Kong: „Efter nogle indkørings-problemer i starten fungerer vores avisordning godt. Om bord synes man, det er en genial idé. Aviserne bliver virkeligt godt modtaget og sømændene synes at friske aviser er lige det de har brug for. Specielt her i Hong Kong, hvor man er langt hjemmefra og mange har været væk fra Danmark i mange uger. Specielt kadetterne på skoleskibene (de store Cog A-skibe fra Mærsk) værdsætter de friske aviser, og flokkes om nyhederne, når vi kommer om bord med dem. Jeg efterlyser dog muligheden for at kunne printe indiske, thai, polske og færøske aviser ud. Af danske aviser mangler vi Vestkysten og. Fyens Stiftstidende. Københavneraviser alene kan ikke gøre det, da mange danske søfarende kommer fra Jylland og Fyn.”
Aviser fra Filippinerne, Polen og Rusland.
Velfærdskontoret har planer om at udstyre flere sømandskirker med dette system, men afventer at Print2go erhverver sig rettigheder på yderligere danske aviser samt aviser fra først og fremmest Polen og Rusland.
Kilde/ forfatter: Arne Jørgensen, HFV, Dato: 1/11-2005 Kategori (i):
Dagbog fra jul og nytår 2004
Se afdelingernes indlæg: (søg evt. "min første" under "overskrift".
Fortsættelse af ”min første hustrusejlads”
Torsdag den 23. december
I dag har jeg været nede og lave risengrød til risalamande i morgen, alle vil have risengrød til middag i morgen, kokken brokkede sig lidt over min gryde, der vist ikke var så nem at gøre ren, men han havde sagt at jeg bare skulle lade den stå, og at jeg ikke skulle gøre den ren, men lidt ”bundfald” er der jo fra risengrød ikke??
Gik og kiggede på hvad vi skulle have at spise, blev lidt forskrækket da jeg så at de var ved at gøre et grisehoved i stand, fylde det med fars osv. Det var forhåbentlig ikke til os?? .
Var så oppe for at kigge lidt ud fra broen, skipperen var ved at pakke gaver ind, og så blev jeg jo lidt nysgerrig og skulle se hvad det var, det var til et spil i morgen, blev straks sat til at hjælpe med indpakningen, men det var da også ok, smart når man ikke har papir at pakke ind i at man så bruger gamle søkort. Spillet duetips gik i al enkelthed ud på at man skulle sætte sit navn 5 steder på et skema og betale 5 dollar der ville så blive udtrækning den 24.december.
Kan nu bedre forstå at de her bruger titler så meget i stedet for navne, de fleste har virkelig nogle underlige navne og så er det nemmere med titel.
Juleaften den 24. december
Dagen startede som sædvanlig med at Torben kom med morgenkaffe kl.8.00, vi sad så og hyggede os en halv times tid, Torben skulle så på arbejde igen til kl. 12. Fik frokost, og risengrøden var en succes, da kaptajnen skulle ha` noget var der ikke mere.
Havde lidt problemer med at forklare kokken at vi skulle have noget kanel, hedder noget meget mystisk på engelsk, men vi fandt da ud af det til sidst.
Efter frokost fik vi os en lille lur og kl. 14. var der samling i den phillipinske messe, der var gløgg og småkager og duespillet blev udtrukket, vi hyggede os i et par timer. Så tog vi os lige en dukkert i poolen inden vi skulle klæde om til samling kl. 17 i den danske messe.
På slaget 17 var alle igen samlet i deres fine tøj, hvide skjorter og sorte bukser og med alle striberne på. (Dem der havde glemt måtte jo låne og Torben havde ikke fået hvid skjorte med skulderstropper med, så er det godt der er noget der hedder dobbelt klæbende tape) Vi fik en velkomst drink , og herefter læste kaptajnen juleevangeliet. Der var så stille at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Han gjorde det nu meget godt, men savnede nu kirkens ”julestemning”. Herefter var der julegaver til alle fra rederiet, et sæt håndklæder og en Trip fortrykte annoncer
Trap lampe. Herefter gik alle phillipinerne ind i deres messe for at spise, var lige inde for at se hvad de skulle have. Det tager kokken lang tid at lave men de er nok højst 10-15 minutter om at spise det, lidt synd syntes jeg, men sådan er deres mentalitet jo nok.
pænt dækket op og vi fik and, nakkesteg, brune og hvide kartofler, rødkål osv. Ligesom derhjemme. Det var første gang at kokken skulle lave dansk julemad, så jeg synes at det var flot, han havde kun fået lidt hjælp med de brune kartofler og rødkålen. Så alt var ligesom derhjemme. Spiste og hyggesnakkede og så kom risalamanden også, jeg havde lagt en mandel i og købt en mandelgave, så det gjorde lykke selv om vi faktisk ikke kunne spise mere. Efter yderligere et par timers snakken, gik vi ind i opholdsstuen og fik kaffe og juleslik. En god og dejlig juleaften, det eneste jeg nok savnede, var nok julesangene. Lidt underligt ikke at være hjemme.
Den 31. december
Det nye år nærmer sig med hastige skridt, vi skal ikke fejre nytår da vi ankommer til Melbourne lige omkring midnat, og skal have lods kl. 02.00 , men kan forstå at sådan er det sommetider, skal fejre nytår senere med grillfest.
Den 9. december 2004
Ja, så er vi landet på Torm Thyra, det er torsdag eftermiddag, og jeg er ved at komme mig over den lange flyvetur.
Nå, men for at starte fra begyndelsen, så tog vi fra vores dejlige ø tirsdag den 7.Vi blev kørt til Kastrup, hvor vi skulle med fly direkte til Singapore. Der var tid til lidt shopping i lufthavnen inden afrejse, utroligt hvad der er af butikker.
Flyveturen gik planmæssigt, men hvor er der lidt plads, Torben har godt nok snakket om det, men jeg troede ikke, at det var så trangt . Efter 10 timers flyvning landede vi i Bangkok, hvor vi lige fik strakt benene lidt, men kun ganske kort . Så atter ombord i flyveren for at flyve de sidste 1 ½ time til Singapore . Da vi ankom, stod der en agent og ventede på os , dejligt når det hele er arrangeret, for lufthavnen er godt nok stor, og jeg er glad for, at jeg ikke skulle rejse alene første gang.
Derefter fik vi tjekket pas osv. Og så i en taxi til havnen, hvor vi skulle med en lille båd ud til skibet. Havde håbet på en overnatning i Singapore, så vi kunne ha´‚ set os lidt omkring, men måske på hjemrejsen. Selv om det var aften, fik jeg dog lidt indtryk af, hvor flot der er.
Men ups! da jeg så den båd, vi skulle med, blev jeg godt nok lidt klam, men det gik ok også uden ”kvalme” selv om det gik stærkt. Ca 20 minutter så var vi ude ved Torm Thyra, hvor er skibet stort, særlig når man ligger der i en lille båd og skal op af en stige. Men med 2 galante herre (Torben og Kari ) som hjalp mig, det gik så også uden problemer.
Efter en kort hilsen og en enkelt kop kaffe, var det tid for at se mit ”nye hjem ” En helt lille lejlighed. God trætte og med hævede ben og ”flyøre”, havde temmelig ondt i ørene efter flyveturen, gik vi til ro, en dag fyldt med nye indtryk og oplevelser.
Torsdag den 9. december
Har ikke sovet ret meget i nat, vågnede ved 4 tiden, trods at vi først sov kl. 24, nok pga. tidsforskellen. Så det meste af dagen har jeg sovet, kun afbrudt af, at Torben kom med morgenmad, og senere frokost. Var med nede og få kaffe kl. 15. og hilse på dem, som jeg ikke så i går, da vi kom. Har gået lidt rundt og hygget mig og kigget ud på alle skibene som ligger her. Nu til aften er det et flot syn med lysene fra Singapore og lys på alle skibe, lidt underligt at være så langt væk. Der er en tidsforskel på 7 timer. Vi ved endnu ikke, hvornår vi skal herfra.
Har senere i dag været på rundvisning på skibet sammen med Torben og 3. styrmand, specielt med henblik på brandudstyr, og hvordan det bruges, er noget alle der påmønstre et skib skal. Det kaldes ” kend dit skib”. Der er meget at se og finde ud af, og det varer nok lige et par dage, inden jeg kan finde rundt.
Der er meget varmt i maskinen, næsten så man ikke kan få luft, kan bedre forstå, hvad Torben mener når han har snakket om, at det er varmt i maskinen og at det kan være trættende, og nu er her da ikke engang så varmt som det nogle gange er.
Fredag den 10. december
Vågnede igen kl. 3 i nat, blev oppe til 6.30, sad og strikkede og hyggede mig, har lavet et nyt mønster til en trøje, sov igen fra 6.30 til 8.00, så blev morgenmaden serveret af min kære mand. Hvor er det dejligt at slappe af og lave ingenting.
Ellers er dagen gået med at spise, få kaffe osv. Synes at de spiser ret tit, men nok fordi jeg ikke er vant til så mange pauser på en dag. Der er morgenmad kl. 8.00, kaffe kl. 10, middag kl.12, kaffe kl.15, aftensmad kl. 17.30 og så kan man bare ikke mere.
Har været ned i motionsrummet for at afprøve romaskinen og kondicyklen, og fået luft i min gymnastikbold, så vi kan komme i gang med at træne.
Vi ligger stadig til ankers og venter på at komme ind og laste, bliver nok i nat, men lad os nu se, agenten har ringet flere gange i dag og hver gang er det ”måske senere i dag”.
Begynder efterhånden at forstå, hvor svært det er at sige noget om, hvornår skibet skal sejle, men har stadig ikke lige forstået, hvorfor det tager så lang tid, inden det skal videre, det må da koste en del at ligge stille.
Temperaturen er ca. 30 grader udenfor, men behagelig inde omkring 20 grader. Laycan (liggetid) begyndte i går, hvilket vil sige, at skibet får penge fra den dag af.
Blev spurgt i dag om jeg kunne lave risàlamande, ups mon det går??? Jeg kan jo altid prøve, de kender jo heldigvis ikke mine evner i den retning vel Ha Ha.
Selv om klokken kun er 20 er jeg ved at være temmelig træt , men skal holde den gående et par timer endnu, for ellers kommer jeg jo aldrig ikke ind i en lidt normal dags rytme.
Torsdag den 23. december
I dag har jeg været nede og lave risengrød til risalamande i morgen, alle vil have risengrød til middag i morgen, kokken brokkede sig lidt over min gryde, der vist ikke var så nem at gøre ren, men han havde sagt at jeg bare skulle lade den stå, og at jeg ikke skulle gøre den ren, men lidt ”bundfald” er der jo fra risengrød ikke??
Gik og kiggede på hvad vi skulle have at spise, blev lidt forskrækket da jeg så at de var ved at gøre et grisehoved i stand, fylde det med fars osv. Det var forhåbentlig ikke til os?? .
Var så oppe for at kigge lidt ud fra broen, skipperen var ved at pakke gaver ind, og så blev jeg jo lidt nysgerrig og skulle se hvad det var, det var til et spil i morgen, blev straks sat til at hjælpe med indpakningen, men det var da også ok, smart når man ikke har papir at pakke ind i at man så bruger gamle søkort. Spillet duetips gik i al enkelthed ud på at man skulle sætte sit navn 5 steder på et skema og betale 5 dollar der ville så blive udtrækning den 24.december.
Kan nu bedre forstå at de her bruger titler så meget i stedet for navne, de fleste har virkelig nogle underlige navne og så er det nemmere med titel.
Juleaften den 24. december
Dagen startede som sædvanlig med at Torben kom med morgenkaffe kl.8.00, vi sad så og hyggede os en halv times tid, Torben skulle så på arbejde igen til kl. 12. Fik frokost, og risengrøden var en succes, da kaptajnen skulle ha` noget var der ikke mere.
Havde lidt problemer med at forklare kokken at vi skulle have noget kanel, hedder noget meget mystisk på engelsk, men vi fandt da ud af det til sidst.
Efter frokost fik vi os en lille lur og kl. 14. var der samling i den phillipinske messe, der var gløgg og småkager og duespillet blev udtrukket, vi hyggede os i et par timer. Så tog vi os lige en dukkert i poolen inden vi skulle klæde om til samling kl. 17 i den danske messe.
På slaget 17 var alle igen samlet i deres fine tøj, hvide skjorter og sorte bukser og med alle striberne på. (Dem der havde glemt måtte jo låne og Torben havde ikke fået hvid skjorte med skulderstropper med, så er det godt der er noget der hedder dobbelt klæbende tape) Vi fik en velkomst drink , og herefter læste kaptajnen juleevangeliet. Der var så stille at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Han gjorde det nu meget godt, men savnede nu kirkens ”julestemning”. Herefter var der julegaver til alle fra rederiet, et sæt håndklæder og en Trip fortrykte annoncer.
Trap lampe. Herefter gik alle phillipinerne ind i deres messe for at spise, var lige inde for at se hvad de skulle have. Det tager kokken lang tid at lave men de er nok højst 10-15 minutter om at spise det, lidt synd syntes jeg, men sådan er deres mentalitet jo nok.
pænt dækket op og vi fik and, nakkesteg, brune og hvide kartofler, rødkål osv. Ligesom derhjemme. Det var første gang at kokken skulle lave dansk julemad, så jeg synes at det var flot, han havde kun fået lidt hjælp med de brune kartofler og rødkålen. Så alt var ligesom derhjemme. Spiste og hyggesnakkede og så kom risalamanden også, jeg havde lagt en mandel i og købt en mandelgave, så det gjorde lykke selv om vi faktisk ikke kunne spise mere. Efter yderligere et par timers snakken, gik vi ind i opholdsstuen og fik kaffe og juleslik. En god og dejlig juleaften, det eneste jeg nok savnede, var nok julesangene. Lidt underligt ikke at være hjemme.
Den 31. december
Det nye år nærmer sig med hastige skridt, vi skal ikke fejre nytår da vi ankommer til Melbourne lige omkring midnat, og skal have lods kl. 02.00 , men kan forstå at sådan er det sommetider, skal fejre nytår senere med grillfest.
Tak for sidst, det var dejligt at se jer alle nye som gamle medlemmer. I år var yngste deltager Emil på 4 måneder, der havde taget turen fra Esbjerg sammen med sin mor og far. Det varmer formandens hjerte, at “familier med barnevogn” også begynder at finde deres plads i foreningen.
Generalforsamlingen forløb godt, der var i år flere punkter, der blev diskuteret højlydt - men det gør vel heller ikke noget, at vi kommer lidt op af stolen engang imellem - hvis bare debatten er saglig ! Referat kan læses andet sted i bladet. Jeg kan dog lige fremhæve, at dispensation til afholdelse af næste års Landsgeneralforsamling er givet og afholdes i Svendborg den 30. September og 1. Oktober 2006.
Tillykke til Anna Madsen, Fanø afdelingen, der i år blev tildelt “Årets Søhest”.Anna har været kasserer i Fanø afdelingen i 27 år. Det må siges at være lang og tro tjeneste over for Fanø afdelingen og Sømandskoneforeningen.
Tak til Odense afdelingen for en hyggelig weekend.
Den 10. Oktober deltager Birgit og jeg i foreningens årlige møde med Forsknings-enheden for Maritim Medicin. På mødet vil der i år deltage en psykolog fra Forskningsenheden. Det bliver da lidt spændende at høre om, hvordan vi bliver set på fra denne side. Jeg er sikker på, at Birgit vil skrive et fyldigt referat til næste nr. af “Søhesten”. Birgit vil gerne, om vi vil sende et par ord til hende, hvis vi hjemme i sømandsfamilierne kommer til at tale om problemstillinger vedr. sundhed og sygdom, da Forskningsenheden er interesseret i at høre om dette. Birgit vil så videregive oplysningerne - spørgsmålene.
Det er lidt vemodigt at læse, at Danske Sømands-og Udlandskirker lukker kirken i Antwerpen efter 65 års virke. Lukningen begrundes med presserende opgaver andre steder i verden. Blandt andet Algeciras i Spanien og Pelpas i Malaysia.
Nu har efteråret endelig fundet sit tag i bladene, det varer ikke længe inden træer og buske igen står tomme, kun med den snart modne frugt tilbage, vi har i år haft en meget lun september, hvilket bevirkede at bladenes farver kun lige har skiftet til rød/gult, og snart falder de af træerne... Aftenskolerne er gået i gang, og mange mennesker finder vej til bibliotekerne for at låne gode bøger til de snart mørke aftener ved lampens skær. Efterårsferien står for døren, mange tager i sommerhuse rundt om i landet og går lange ture, frisk energi og røde kinder. Her bliver nye mål sat, nogle lægger planer for næste års aktiviteter, andre ser i kataloger for hvor vinterferien skal holdes. Det er på mange måder en dejlig tid vi går imøde, stearin lysene kommer på bordet, og roen indfinder sig.
Næste gang jeg skal skrive i bladet, vil det være julen, der står for døren, og mørkets tid er en realitet.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 15/10-2005 Kategori (i):
Møde med forskerne fra Forskningsenheden for Maritim Medicin
Mandag den 10.10. mødtes Lotte og jeg til vores årlige møde med forskerne fra forskningsenheden i Esbjerg. Tilstede var også Ulla Pedersen fra Sømandskoneforeningen af 1996 samt Jesper Jørgensen, der er freelance psykolog. Jesper overvejer at lave en børnebog i form af en arbejdsbog til børn af sømandsfamilier, som kan være med til at sætte ord på det der er svært/ specielt/anderledes, og har brug for input fra os. Så hvis du allerede tænker: ”Jeg har noget til det”, så fat tastaturet og skriv til mig. Jeg arbejder sammen med Jesper om sagen.
Jesper vil også afholde en temadag sammen med Forskningsenheden og andre (der iblandt os), om især de bløde værdier omkring sømandslivet. Det bliver til næste forår. Fat gerne tastaturet igen! Det var således årsagen til hans deltagelse i vores årlige møde. Et møde, der som de forgangne, forløber med ivrig snak frem og tilbage, hvor tiden løber fra os, for vi kan egentlig fortsætte med at drøfte de ting, der - mere eller mindre tilfældigt - kommer på bordet. Vi har ingen fast dagsorden, (ikke engang en formand vi kan tæve), faktisk er vi lidt udisciplinerede, men alligevel er det gode møder, der giver stof til eftertanke. Men som følge af det ustrukturerede islæt, er det bare lidt vanskeligt at referere fra disse møder (suk).
Olaf Jensen udbad sig kommentarer til en pjece vedrørende hygiejne regler omkring kabys, stores, håndtering af mad osv, som er undervejs globalt fra International Committee on Seafarers Welfare.. I princippet børnelærdom, som at vaske hænder før håndtering af madvarer, men også at tilberedt varm mad skal have en temperatur på 63 grader C. ved servering, og mange andre forholdsregler. Det gav anledning til en del spørgsmål: Hvem henvender pjecen sig til? Vest-Europæiske søfolk eller søfolk fra lande med væsentligt lavere uddannelsesniveau? Sidst nævnte har måske brug for flere illustrationer osv.
Fabienne Knudsen fortalte om et påtænkt projekt med at studere anmeldelses praksis af ulykker til søs, for både danskere og udenlandske søfolk. Det er en kendt sag, at der er langt færre anmeldelser af ulykker blandt udenlandske søfolk end blandt danske. Men ingen ved hvorfor. Skyldes det en, for selv danske søfolk, meget besværlig anmeldelses praksis, så udlændinge giver op på forhånd? Skyldes det en anderledes tilgang til farlige arbejdsopgaver for de udenlandske søfolk, altså en anden sikkerhedskultur? Eller skyldes det helt andre forhold? Lise H. Laursen fortalte om register arbejdet omkring registrering af arbejdsulykker til søs, som er vanskeligt af mange årsager, bl.a. fordi f.eks. Arbejdsskadestyrelsen registrerer søfolk under alt andet end søfarende. Og så er der søfolk der kommer til skade i fritiden, osv.
Olaf Jensen fortalte også om et internationalt ønske om en efteruddannelse af søfartslæger, som et krav. Altså et kursus med særligt fokus på søfarts erhvervet og dets betingelser. Noget som vi godt kunne bifalde.
Der blev også diskuteret problemet med overvægtige søfolk og type 2 sukkersyge. Hvor skal grænsen gå? Hvornår er det uforsvarligt? Hvor meget skal man gribe ind i folks selvbestemmelse over eget liv, og dermed livsstil? For nyligt kunne man læse på netdoktor, at unge mennesker med type 2 sukkersyge har en øget risiko for pludselig død. Overvægt er et problem til søs, og vi må indse, det ikke bliver mindre med tiden, når vi ser skolebørn i dag med overvægt. Vil det betyde større besvær med at kunne rekruttere unge til handelsflåden? Og hvordan løser vi problemet?
Vi kom vidt omkring, fandt ikke konkrete løsninger, men fik inputs, ideer og inspiration. Vi ser frem til næste møde den
10.10. kl. 10!
Birgit Larsen Jensen Repræsentant for det søfartsmedicinske område.
Referat for Landsgeneralforsamlingen i Odense d. 24.-25. sept. 2005
Dagsorden:
Valg af dirigent
Formandens beretning
Foreningens fremtid
Redaktørens beretning
Enkekontoens beretning og aflæggelse af regnskab, herunder fastsættelse af udbetalings beløb efter indstilling fra enkekonto bestyrelsen
Aflæggelse af regnskab for landsfore-ningen og medlemsbladet Søhesten
Fastsættelse af kontingent efter indstilling fra repræsentantskabet
Indkomne forslag
Valg til forretningsudvalget:
Næstformand:
Hanne Grau, modtager genvalg
Suppl. til næstformand:
Anne Margrethe Jensen, modtager genvalg
Landskasserer:
Kirsten Carlsen, modtager genvalg
Suppl. til Landskasserer:
Bettina Jensen, modtager genvalg
Sekretær:
Aase Dyrehauge, modtager genvalg
Suppl. til sekretær:
Annie Brodersen, modtager ikke genvalg
Valg af revisor samt suppleant til lands-foreningen Lis Larsen, modtager genvalg Lise Hedin, modtager genvalg
Valg af revisorer til enkekontoen Jonna Sørensen, modtager genvalg Suppl. til revisor: Ulla Jürgens, mod-tager genvalg
11. Evt.
Inden Generalforsamlingen går i gang søger formanden om dispensation til at afholde forsamlingen, både for i år og næste år, da datoen falder udenfor den i vedtægterne bestemte.
Dette bevilges for begge år.
Ad 1: Lis Larsen vælges. Vi holder 1 minuts stilhed for at mindes en afdød sømand, kendt af nogle i foreningen.
Vi synger vores sang, og der findes to stemmetællere, Hanne og Gitte.
Ad 2: Formandens beretning vedlægges.
Ad 3: Hvordan får vi nye medlemmer? Hvordan går vi foreningen mere synlig? Hvordan fastholder vi eksisterende medlem-mer? Forskellige forslag kommer frem. Lægge Søhesten på biblioteker og andreoffentlige steder. Plakat der fortæller om foreningen. Lade manden formidle kontakten på skibene. Åbent hus. Kontaktpersoner der kan kontaktes via nettet. Uddele ekstra blade, som kan rekvireres hos Ilse. Måske er det nemmere at mødes på ”neutral” grund end ude i de private hjem. Er folk ”bange for” bestyrelser mm? Skal man kontakte ikke så aktive medlemmer. Der kom mange forslag på bordet, og det lod til, de lokale afd. fik noget at arbejde videre med.
Ad 4: Beretning vedlægges. Web-redaktør fortæller om interessen for foreningens hjemmeside, og lidt om opbygningen af siden- og om mulighederne.
Ad 5: Igen beretning, regnskab oplæses af Kirsten Carlsen – og vedlægges.
Ad 6: For første gang i mange år er der overskud på ”Søhesten”. Regnskab vedlægges.
Ad 7: Kontingentet fortsætter uændret.
Ad 8: Forslag vedlægges. Der stemmes ved de enkelte forslag.
Digitalkamera: For 500 kr til hver enkelt afd.: Imod
Foredragsholder: For Sangbøger: Imod
Rentegning af logoer klarer repræsentant-skabet
Uddeling af ”Søhesten”: Hvert år
Ad 9: Alle, der modtog genvalgt, bliver valgt.Lisbeth Emming vælges som suppl. tilsekretær.
Ad 10:Begge genvælges.
Ad 11:Begge genvælges.
Ad 12:Hanne Vestrup anker over, der søges dispensation for flere år. Generalforsamlingen indstiller til repræsentantskabet at vedtægterne ændres til afholdelse af generalforsamling i sidste halvår.
Web-redaktør anmoder om adresser og tlf. nr. fra de enkelte afd. så de kan komme på nettet.
Her slutter generalforsamlingen og bagefter samles repræsentantskabet for at vælge en repræsentant til forretningsudvalget. Anne-Marie Petersen fra Storstrømmen træder ind i stedet for Margrethe Rasmussen.
Tanker efter landsgeneralforsamlingen i Odense 2005
Så blev landsgeneralforsamlingen for 2005 vel overstået. Mange hænder og hoveder har været beskæftiget de sidste par måneder med at få alt klappet og klart. Jeg ved fra min tid i forretningsudvalget, hvor mange ting, der skal hænge sammen før generalforsamlingen kan løbe af stablen. Også for den arrangerende lokalafdeling er det et stykke arbejde, der kræver mange timers planlægning og funderinger. Gæsterne skal først og fremmest have en god oplevelse, syntes vi her i Odense, og ikke mindst skal økonomien hænge sammen. Det var en opgave, vi så frem til med stor glæde.Vi havde jo prøvet det et par gange før, og vidste, at den indsats vi gjorde, ville komme tifoldigt igen, i form af det hyggelige og sjove samvær med alle I andre fra lokalafdelingerne rundt omkring i landet. Og da vi fik alle de mange tilmeldinger glædede vi os endnu mere. Denne forventning fik vi i høj grad også opfyldt.Tak til jer alle for jeres gode humør og for utallige gode ”snakke”.
Når sådan et arrangement er overstået, kunne det være godt at sætte sig med benene oppe og sige: ”Hold kæft, hvor er vi trætte, men hvor gik det bare godt!” Den fornemmelse havde vi desværre ikke her i Odense! Jo – vi var trætte, men også meget frustrerede!
Det gik godt! – Ikke mindst på grund af alles gode humør og evne til at få noget godt ud af samværet. Men vi som arrangører følte os på flere områder svigtet af den virksomhed, vi havde allieret os med.
Der var flere punkter, som ikke levede op, til det vi var sat i forventning.
Først værelserne som kunne reserveres som enten enkelt eller dobbeltværelser! Prisen taget i betragtning var det slet ikke rimeligt, at et dobbeltværelse rent faktisk var et enkeltværelse med en opredning, hvor den ene af gæsterne skulle sove med benene under et bord. Rimeligt var det heller ikke, at flere af jer selv måtte lave opredningen!
Dernæst blev vores frokost, uden at vi i øvrigt var blevet orienteret om det, flyttet til et langt mindre charmerende lokale. At festmenuen blev serveret i salen, havde vi selv bedt om. Dette for at vi kunne være i et lokale for os selv, men vi var sat i udsigt, at vi efter middagen kunne benytte stedets cafe, som alt andet ville være hyggeligere. Men cafeen var lukket, borde og stole stablet af vejen – og det personale, som var til stede, kunne ikke hjælpe os.
Som arrangør var dette stærkt frustre-rende, når man stod i det her og nu, og så ikke havde mulighed for at gøre noget som helst ved det.
Vi har selvfølgelig foreholdt dette til stedets forstander, som er ked af, at vi ikke var helt tilfredse, men tilbageviser vore punkter med en sludder for en sladder.
Når disse hjertesuk så er skrevet, vil jeg dog endnu engang pointere:
En lille dreng spurgte sin mor: „Hvorfor græder du?“
”Fordi jeg er en kvinde“, svarede hun ham.
”Det forstår jeg ikke“, sagde han, hans mor gav ham blot et knus og sagde: „Og det kommer du heller aldrig til“
Senere hen spurgte den lille dreng sin far: „Hvordan kan det være, at mor græder sådan uden, at der er en grund til det?“
„Alle kvinder græder nogen gange, uden at der er en grund til det“, var alt, hvad hans far kunne sige...
Den lille dreng voksede op og blev en mand, stadig undrende over, hvorfor kvinder græder.
Til sidst ringede han til Gud, og da Gud kom til telefonen, spurgte manden: „Gud, hvorfor græder kvinder så let?“
Gud svarede: „Da jeg skabte kvinden, skulle hun være noget særligt. Jeg gjorde hendes skuldre stærke nok til at bære verdens byrder; og dog blide nok til at kunne yde trøst...“
„Jeg gav hende indre styrke, til at kunne udholde at føde børn og til at kunne udholde de afvisninger, der mange gange kommer fra hendes børn...“
„Jeg gav hende en hårdhed, der tillader hende at fortsætte, når alle andre giver op, og til at passe sin familie selv under sygdom og udmattethed uden beklagelser...“
„Jeg gav hende følsomheden, til ubetinget at elske sine børn, selv når hendes barn har såret hende dybt...“
„Jeg gav hende styrke, til at kunne lede sin ægtemand gennem hans mangler, og skabte hende fra hans ribben så hun kunne beskytte hans hjerte...“
„Jeg gav hende kundskab til at vide, at en god ægtemand aldrig gør sin hustru fortræd, men prøver sommetider hendes styrke og hendes beslutning om at stå ved hans side uden vaklen...“
„Og endelig gav jeg hende en tåre, hun kunne fælde... Den er hendes eksklusivt til at bruge, når der er behov for det.
For ser du: Det smukke ved en kvinde er ikke det tøj hun har på, ej heller den krop hun har, ej heller måden, hvorpå hun ordner sit hår.
En kvindes skønhed skal ses gennem hendes øjne, fordi det er hoveddøren til hendes hjerte - det sted, hvor kærligheden bor.“
“Piger”, ved I egentligt hvor privilegeret, vi er som sømandskoner, når det gælder kommunikation med vores sømænd, ude i den store verden?
Jeg har ikke tænkt meget over det. Det er jo en selvfølge, at sætte sig foran PC´en fortælle om dagens begivenheder, stort og småt, glæder og bekymringer - MEN nu tænker jeg over det! Skibet er i dok i Columbia og dets inmarsat-C system er ude af drift på 3. uge, så kommunikationen er en telefonsamtale en gang om ugen, hvor sker der meget på en uge ……….. Og når samtalen er slut, var der alligevel noget jeg ikke fik sagt.
Generationer af sømandskoner før mig, tænker sikkert “tude-fjæs” og det syntes jeg er okay !
Nutidens kommunikationsmidler er talrige i forhold til den tid, hvor jeg var nybagt sømandskone. Dengang var der for det meste kun det skrevne brev – og måske engang imellem en telefonsamtale pr. fjerndistance, når jeg skulle høre nyt fra manden.
I dag benytter vi os næsten alle af computerens muligheder for elektronisk korrespondance. Og selv om mobiltelefoni stadig er en dyr fornøjelse, er det nu muligt at tale med sin mand, når skibet er under land. Hvis man er forsigtig, og specielt i Europa, KAN det lade sig gøre, uden at regningen løber op i astronomiske summer. Der findes også forskellige telekort, så man kan ringe fra mobil eller telefonautomat langt billigere end lokaltakster og udenlandstakster. Alt dette er der mange der er meget bedre inde i end jeg. Men vi er altså også med på det ”nye”. Ud over at jeg jonglerer med tasterne i rivende fart, når jeg skriver direkte på Messenger til børn eller venner, må jeg også være fiks på fingrene når der skal SMS’ses på mobilen. Denne ”samtaleform” benytter min mand og jeg os i høj grad af, når han sejler i Europa. Næsten hver dag sender vi små beskeder til hinanden, så vi begge følger med i hvordan livet går for den anden.
Uden for mit køkkenvindue har jeg et foderbræt til havens fugle. Jeg har fodret gennem hele sommeren også, og jeg bliver rigt belønnet med synet af de mange fugle, der hver dag flokkes om foderbrættet.
Der er mange forskellige slags, og jeg må ofte hente vores fuglebog for at identificere de arter, jeg ikke er så dus med. Ud over mange forskellige spurvefugle, har her også været dagligt besøg af flagspætten (med familie) og skovskaden (også med familie). En dag forsvinder pludseligt alle fugle som dug for solen. Det som forstyrrede dem, var en rovfugl som sad på vores plankeværk. Nu er jeg heller ikke stiv i rovfugle, men jeg var så fascineret af den, og turde ikke flytte mig fra vinduet for ikke at skræmme den væk. Så der var ikke tid til at hente fuglebogen. Raskt SMSede jeg til min mand: Rovfugl, lidt mindre end en due, gult øje med sort pupil, striber på gråt bryst, brune dækfjer og gule kløer! Jeg sendte SMSen og ret hurtigt var der svar: Duehøg! En anden gang var jeg i Bulgarien med nogle beboere fra det bofællesskab, hvor jeg arbejder. Mens vi i en lille landsby overværede noget folkloredans, fik jeg en besked på mobilen. Jeg listede den diskret op af tasken. Den var fra min mand: 500 i romertal? Og lige så diskret fik jeg sendt tilbage: D. Han var hjemme og ved at gætte krydsord, og netop romertal er ikke hans stærke side.
Dette havde jeg ikke drømt om, da jeg som ung sømandskone sad og skrev breve til min mand om dagligdagen i stort og småt. Herligt var det også, når posten havde været der med et ”luftpostbrev” fra et eller andet sted derude i det fjerne. Man bliver dog hurtigt forvænt og vil gerne have den ”hurtige kommunikation” som nutidens elektronik gør mulig.
Det har dog ikke i skrivende stund været muligt, gennem SMS at få løst et stort problem, jeg har lige nu. Jeg har kun varmt vand i ca. 1 minut – så bliver det isnende koldt! Forestil jer et brusebad med hårvask og det hele på under 1 minut?! Sømanden er på vej hjem og jeg vil gerne spare VVS-manden, så jeg stepper videre derude under bruseren.
I anledning af, at det i år er 60 år siden de første enker var på ”Aggershøj” bringer vi en artikel fra Juli 1970, og et billede af det første hold.
De blev ikke glemt!
Feriehjemmet »Aggershøj« i Marstal har 25 års jubilæum. Af pastor William Larsen.
Savnet og sorgen i de mange sømandsfamilier, hvor hustruen under krigen pludselig stod alene med børnene, enten fordi hendes mand var omkommet under udførelsen af sin pligt på søen, eller fordi han var inddraget i den allierede krigstjeneste, kaldte på Sømandsmissionens indsats. Trøst og hjælp på forskellig vis ville man gerne bringe, og bragte det også, men hvordan lyse op i den grå og ensomme og ofte meget vanskelige tilværelse? På sømandspræst Fr. Vilh. Eilschou-Holms initiativ blev der i sommeren 1942 holdt 2 lejre for sømandshustruer, hvis mænd var krigsforlist eller sejlede på den anden side af spærrelinien. Børnene skulle selvfølgelig også med. Børnehavelærerinder blev skaffet til veje for at tage sig af dem, medens mødrene slappede af.
Disse lejre fortsatte under hele krigen og mange hundrede enker og deres børn kom hvert år med på et sådant gratis 14dages ophold. Det sidste krigsår deltog 650 enker og deres børn i disse arrangementer. Og så kom den store overraskelse. Indenlandsk Sømandsmission holdt 40 års jubilæum i 1945 og fik i jubilæumsgave - - et slot, havde jeg nær sagt, men dog noget i den retning. Fru tandlæge Biering-Sørensen, Næstved, og fru ingeniør Wismer, København, skænkede deres forældres villa »Aggershøj« ved Marstal som en jubilæumsgave til Sømandsmissionen med det ønske, at man gerne så hjemmet brugt som feriehjem for sømandsenker med deres børn.
”Aggershøj” er en stor og rummelig herskabsvilla i 2 etager med spir og solskinsplatform. Den ligger midt i en have på l td. land. I stueetagen er der flere store stuer og på første sal en del soveværelser. Det var lige netop et sådant hjem, man havde ønsket sig. En del hyggelige møbler fandtes i stuerne. D.F.D.S. tilbød at montere feriehjemmets soveværelser og køkken med fuldstændigt inventar lige fra kopper og teskeer til lagner og dyner. Ved indvielsen l. juli 1945, som foretoges af pastor Eilschou Holm, stod hjemmet rede til at modtage sine mange gæster og gå ind i arbejdet som et fortræffeligt led i Sømandsmissionens gerning blandt enker og deres børn.
På muren ved hovedtrappen indsattes en tavle med følgende indskrift: Denne Ejendom er i Året 1945 skænket Indenlandsk Sømandsmission til Minde om Købmand J. C. Albertsen og Hustru, der lod den opføre i 1908 og beboede den i 33 år.
I januar måned 1946 fik formanden for Indenlandsk Sømandsmission anmodning om, sammen med generalsekretæren, at give møde i det engelske hovedkvarter på Dagmarhus i København. Det skete den16. januar. På grund af generalens bortrejse overrakte oberstløjtnant Bevan fra Grenadier Guards og i nærværelse af fru Ruby Yorck-Johnstone, lederen af The Allied Forces Club, en check på 25.000 kr. til feriehjemmet »som en tak for de tjenester Sømandsmissionen havde gjort de danske sømandsfamilier, hvis mænd gjorde tjeneste i de allierede styrker under krigen«. Klubbens leder havde formidlet en række tøjgaver til sømandsfamilierne gennem Sømandsmissionen og havde gjort opmærksom på Sømandsmissionens feriehjem. En medvirkende grund til gaven var også de mange farlige rejser, som generalsekretæren under krigen havde foretaget til Stockholm, hvor han gennem telegrafen havde knyttet tråden mellem sømandsfamilierne herhjemme og sømændene, der sejlede derude. Et helt kapitel for sig selv, som vist ikke er kendt, og som giver baggrunden for det store arbejde, som fandt sted og stadig finder sted blandt sømandsfamilierne.
Den engelske gave på 25.000 kr. og en foræring på 40.000 kr. fra Dansk Sømandsfond under Dansk Dampskibsrederforening gav stødet til, at »Aggershøj« udvidedes med en tilbygning i haven. 21 værelser med indlagt rindende vand, brusebad, toiletter og andre bekvemmeligheder blev resultatet. Værelserne indrettedes med fast skab, seng, skrivebord, stole og divan. Værelserne fik intet nummer, men morsomme navne: Honolulu, Hawaji, Tokio, New York, London m.m. En tavle på væggen minder om gaven fra The Allied Forces, som gjorde det muligt at bygge.
Samme år bevilgede Handelsministeriet på Sømandsmissionens anledning 40.000 kr. til sømænds enker og sømandshustruer, som ikke faldt ind under de gældende bestemmelser om hædersgaver og krigsforsikring. Pengene skulle være en øjeblikkelig hjælp, og man mente, at Sømandsmissionen var den institution, der kendte de trængende bedst, hvorfor Sømandsmissionen blev sat til at administrere midlerne.
Feriehjemmet »Aggershøj« oplevede en af sine store dage lørdag den 3. september 1949. Kongeparret besøgte Ærø og havde tilsagt feriehjemmet et besøg. Alt var i fineste orden, da Kongeparret og Prinsesse Benedicte ankom. Alle enkerne og deres børn, 34 i alt, var stillet op i stiveste puds. Bestyrer P. Wessel holdt en lille tale til Majestæterne, to små piger klædt i hvide kjoler med røde bånd, overrakte en buket røde og hvide nelliker. Både selve villaen og den nye fløj blev taget i øjesyn, og Dronningen orienterede sig også i køkkenet, medens Kongen imponerede ved sin viden om skibe. Kongeparret underholdt sig livligt med enkerne, og en af dem opnåede endog at få Kongens autograf. En dejlig festdag, som længe vil mindes.
Feriehjemmene drives bl.a. ved tilskud fra rederier, private og andre. Socialminister
J. Strøm viste sin forståelse for enkernes kår ved at sørge for, at der hvert år udbetales 2500 kr. til rejsehjælp. Alligevel må der hvert år tæres på kassebeholdningen fra Mindeindsamlingen, og en skønne dag er det slut. En kreds af sømandshustruer har 2 gange trådt hjælpende til ved at afholde basarer i »Karnappen«. I taknemlighed over at have deres mænd, besluttede de yderligere at gøre noget for dem, som havde mistet deres mænd på havet. Med anbefaling fra de søfarendes 7 organisationsformænd arbejdede de på et julemarked i 1955 under devisen; Fra alverdens lande. Ved hjælp af deres mænd, som sejlede derude, hentedes oversøiske, interessante varer hjem til julemarkedet. I et opråb skrev sømandshustruerne: »Hvert år får ca. 300 enker efter omkomne danske sømænd sammen med deres ukonfirmerede børn et 14 dages ferieophold på et af feriehjemmene - fuldkommen gratis, og hvad det betyder for den enkelte, er let at forstå; et lysere livssyn, en ny kraft til at leve videre.«
Den første bestyrer af »Aggershøj« var fru A. Møller, som kom fra sømandshjemmet i Nykøbing Mors. Fru Møller afløstes af P. Wessel og hustru, og siden l.
maj 1953 har Arnold Klug og hustru bestyret »Aggershøj«.
Gennem alle disse 25 år er samtlige sømandsenker i Danmark og deres børn blevet indbudt til et ophold på Sømandsmissionens feriehjem, og hjemmene har i årene, der er gået, øvet en bemærkelsesværdig indsats til trøst og opmuntring for alle, som har været deres gæster. Ved en bestemt lejlighed udtalte en af enkerne på »Aggershøj,«: »Vi har jo alle en tragedie bag ved os«. Hvad den sætning rummer, forstår den, som i nogle dage har færdedes i et selskab, hvor alle kvinderne er enker og alle børnene faderløse. Efterhånden som tiden går, er det ikke blot krigsenker, men også andre sømandsenker der kan få ophold på feriehjemmene. Tragedier på havet holder jo ikke op. Sorgen og savnet er lige stort, og behovet for hjælp og forståelse er altid det samme
Indenlandsk Sømandsmission har prøvet på at sætte den danske sømand og fisker fra de 5 onde år et levende mindesmærke. Når der ind under juleaftens tusmørke holdes andagt af pastor Eilschou Holm, tidligere ved mindekorset og nu ved mindeankeret ved Nyhavns Kanaler, bringes vor gæld til den danske sømand i erindring.
Danskere, som rejser ud i kortere eller længere tid, søfolk på farten, det danske mindretal i Sydslesvig og unge rygsækrejsende eller au pairs, mennesker i forskellig alder og livssituationer møder en åben dør i kirker verden over. Ofte betyder det et mere personligt forhold til kirken og gudstjenesten.
Danske Sømands- og Udlandskirker er Den Danske Folkekirke uden for Danmarks grænser. Dermed er kirken også tæt på danskeren ude: som kirke, som socialt mødested, som ramme for kulturelle og folkelige arrangementer.
Årligt har kirkerne kontakt med op mod ½ million danskere ved gudstjenester, sammenkomster, personlige samtaler og opsøgende arbejde.
Udgiften til kirkernes drift skal for en stor del dækkes af indsamlede midler. En væsentlig indtægt kommer fra Landslotteriet. Derfor er et godt resultat af Landslotteriet af stor betydning for videreførelse og udbygning af vort arbejde.
Landslodsedlen:
-sælges i perioden 15. september - 15. november 2005 -gevinster for 509.906 kr.
-der er trykt 150.000 lodsedler á kr. 20,-
De kan vinde:
-Toyota Yaris -Drømmerejse for 2 -Købekort til Coop Danmark -eller en af de 618 andre gevinster
Landslodsedlen
bestilles ved henvendelse til:
Anette Oehlenschlæger Lars Nielsens Vej 6, 7330 Brande Tlf. 97 18 25 44
-eller ved at indbetale et beløb på giro 128 9500
Tak for Deres støtte til at fastholde muligheden for at søge en dansk kirke – også i det fremmede.
Allerede i foråret havde vores søn på nu 14 år bebudet at han ville med sin far til søs i hele sommerferien, og det var udtrykkeligt hele ferien. Jeg tænkte ved mig selv, at når han havde set alle videofilm og spillet pc spil til han faldt ned af stolen, så ville han nok kede sig og bede om at komme hjem, måske allerede efter en uges tid. Det er et mindre skib, og begrænset hvad man kan udfolde sig med ombord.
Det blev i slutningen af juni at min mand skulle påmønstre sit skib i Hirtshals, og vores søn fulgte spændt med. Det var jo helt klart en særlig situation at det nu var mig alene der stod tilbage på kajen, og det føltes da også noget ensomt. Men for vores søn var det et højdepunkt, en interessant og oplevelsesrig ferie lå foran ham, og bedst af alt, han var sammen med sin far.
Min ferie begyndte dagen efter de var rejst! Hyggeligt, ikke? Nej, jeg følte mig ene og forladt, men kunne også se det ironiske i det. For hvor mange gange har ikke vores søn følt sig forladt af sin far, og hvor mange gange har ikke min mand følt sig alene. Jeg plejede jo i det mindste at have vores søn hos mig. Jeg glædede mig over at de to nu kunne være sammen, ikke mindst uden mig. Så jeg var naturligvis spændt på de første meldinger ude fra skibet.
Det gik fint, han gik med i arbejdet ombord. Nå!... Jeg var vildt overrasket, for vi plejer at brokke os over hans dovenskab hjemme. Han fiskede også, når der var mulighed for det, hvilket var ret ofte. De sejler kystsejlads i Norge. Men det bedste af det hele var måske at han virkelig trivedes med alle ombord, og de gav ham plads, de tog ham med i arbejdet, de fiskede med ham, de lærte ham korttricks, han lånte styrmandens helt nye bærbare pc, og meget andet.
Hjemme gik jeg jo og kedede mig, men tænkte alligevel det skulle være løgn. Rejse på ferie alene, havde jeg ikke lyst til. Så jeg tog på arbejde i Norge, og skæbnen ville at de kom med skibet til Kristiansand, hvor jeg arbejdede, og heldigvis i nogle af de få fritimer jeg havde. Jeg kom cyklende ned på kajen, netop som de lagde til. Og at se sin teenage søn stå der og håndtere trosser, som en anden sømand, og lige kaste et nonchalant blik ned på kajen og få øje på sin mor, og i øvrigt fortsætte med arbejdet, det vil jeg aldrig glemme. Det var en helt speciel oplevelse. Lige som det var helt specielt at være ombord og mærke sin søn være optaget af arbejdet ombord, mærke hvordan han var blevet en integreret del af besætningen. Ja, han havde dårligt tid til at snakke med sin mor, selvom han også havde meget at fortælle.
Det der også glædede mig, var at se hvordan han var blevet virkelig gode venner med specielt den yngste af de filippinske søfolk, de jokede sammen og var helt pot og pande. Der var ikke nogen kulturforskel der generede dem i deres samvær. Det er stof til eftertanke for alle os andre. Den eneste ulempe ved det venskab er, at nu vil vores søn til Filippinerne næste sommer, alene!!! Det skal vi vist lige tænke lidt over….
Det blev 33 dage til søs, for skolen kaldte, trods han mente han godt kunne tage nogle dage ekstra, for han havde stort set ikke haft en eneste fraværsdag i 7. klasse! Han havde slet ikke lyst til at komme hjem, og hans far skulle jo blive, så det var surt at skulle forlade den sjove skude. Ydermere havde han oplevet at få et tættere forhold til sin far, hvilket naturligvis talte meget.
Da jeg hentede ham ved toget, bemærkede han tørt: ”Du har ikke vasket bilen, som du plejer når far kommer hjem!”. Jo, der var ingen tvivl, det var en sømand jeg havde fået hjem, og jeg var da også ganske stolt. Han voksede på den tur, og besætningen ombord fik bestemt en ekstra dimension i deres dagligdag. Da vores søn var rejst, fortalte min mand, at alle talte meget om hvad vores søn havde gjort og sagt, mens han var ombord. Alle savnede ham, og nok mest af alle, min mand. Han havde selvfølgelig også haft meget glæde af den tætte kontakt mellem de to.
Vi kan varmt anbefale det til andre.
1. september, så skulle vi efter kalenderen have efterår - men det virker som om et eller andet er gået galt. Vejrguderne har vist for en stund mistet overblikket.
I august afholdt vi repræsentantskabsmøde i Fredericia. Flot fremmøde hvor kun 2 afdelinger ikke var repræsenteret. Jeg fornemmer en positiv stemning i alle afdelinger, hvilket smitter af på Landsforeningen. Odense afdelingen informerede omkring det praktiske vedr. landsgeneralforsamlingen. Den officielle del skulle også være på plads. Alle, der er på valg indvilliget i at stille op til genvalg.
Som det kan læses andet sted i bladet, er der mange indkommende forslag, det er vist flere år siden vi har haft noget at behandle under dette punkt. Af andre positive ting kan fremhæves at både landsforeningen og “Søhesten” er kommet ud med overskud. Vi har de seneste år talt meget om hvordan “Søhesten” med sin skrantende økonomi skulle overleve, men det ser takke være fonde, annoncører og sponsor ud til at bladet overlever. Heldigvis, det er jo vores “liv-line”.
Jeg syntes, jeg vil fremhæve Storstrøms afd. De har i indeværende år fået 10 nye medlemmer, således de nu er 15 - flot !
Når man læster de sidste nye tal vedr. arbejdspladser for dansk søfart, må vi også have et store antal potentielle medlemmer! Dansk Søfart har iflg. Danmarks Statistik overhalet landbruget på antallet af arbejdspladser. Det totale antal job i den maritime sektor er siden 1999 vokset fra 80.000 til i dag 95.000 Antallet af arbejdspladser til søs er steget fra omkring 10.000 i 1990 til 15.000 i dag.
Der var en rigtig flot artikel i “Hendes Verden” nr.33 (15. August). Det er Randi Schmidt, fra Fredericia/Strib/Kolding afd., der fortæller om livet som sømandsfamilie på godt og ondt. “Hendes Verden” har været så venlige, at skrive en fin information om Sømandskoneforeningen af 1976. Jeg har kontaktet redaktionen og forespurgt om vi på et tidspunkt må lægge artiklen ind på vores hjemmeside. Svar afventes.
Når forandringens vinde blæser, findes der to typer mennesker: Dem der bygger læhegn, og dem der bygger vindmøller.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 2/9-2005 Kategori (i):
Kandidat til årets "Søhest"
Fanø afdelingen vil gerne indstille vores kasserer gennem 27 år - Anna Madsen, Kløverengen 6, Fanø - til årets “Søhest”.
Vi har skiftet formænd mange gange her på Fanø, men Anna har været den stabile, der igennem alle årene har siddet i bestyrelsen og været vores dygtige kasserer. Hun fortjener virkelig at få årets “Søhest“.
Anna deltager gerne i alle arrangementer og afdelingens årlige cykeltur udgår altid fra hendes have, hvor vi begynder turen med en lille én til halsen. Anna er dejlig at være sammen med, altid i godt humør og parat til at give en hjælpende hånd, når det kniber.
Og selvfølgelig er Anna med, når der er Landsgeneralforsamling.
Kilde/ forfatter: Lena Hestbek Jensen, Dato: 1/9-2005 Kategori (i):
Kandidat til årets "Søhest"
Århus afdelingen indstiller hermed vores formand Tina Rosenborg til modtagelse af årets søhest, da hun yder en indsats ud over det sædvanlige.
Tina var en af de bærende kræfter i opstarten af Århus-afdelingen. Og siden har hun været forbilledlig i sin entusiasme med at skabe gode og alsidige rammer om vores møder.
Tina er i besiddelse af et altid smittende godt humør, som har været til gavn for såvel afdelingens medlemmer som vores familier.
Tina har ALTID en bred skulder til andre medlemmers frustrationer eller tårer. Ikke nok med at hun er klar til at snakke, når man ringer til hende, men hun er også personen, der selv på de rigtige (skidte) tidspunkter ringer til os, for at høre om alt er vel.
Vi i Århus-afdelingen er uhyre glad for at have Tina i blandt os, og vi håber at kunne give hende lidt igen - ligesom hun har givet os utroligt meget - ved at indstille hende til denne hædersbevisning.
Med ønsket om Tinas længe virke i Århus-afdelingen.
Kilde/ forfatter: De menige medlemmer, Dato: 1/9-2005 Kategori (i):
Indkommende forslag til general forsamlingen
Svendborg lokal afd. rejste dette spørgsmål på lokal foreningens generalforsamling.
Der kom to forslag, som Svendborg lokalforening hermed gerne vil fremsende til Landsgeneralforsamlingen i Odense 24/9-2005
- Digital kamera til landsforeningen. Dette kamera kunne evt. opbevares af landsformanden. Billeder fra generalforsamling og andre møde aktiviteter kunne evt. lægges ud på hjemmesiden, eller på anden måde gøres tilgængelig for foreningens medlemmer.
- Der kunne gives 500,- kr. til lokal afdelingernes årlige generalforsamling -i en på Landsgeneralforsamling bestemt årrække.
Svendborg afd. Anne Margrethe Retvig Jensen
Repræsentantskabet har på møde den
13. August 2004 stillet følgende forslag:
- På Landsgeneralforsamlingen 2006 udskiftes ”temaet” fra ”Det blå Danmark” med en kendt foredragsholder. Foredraget skulle være åbent for alle og vil på den måde kunne trække nye medlemmer til foreningen.
Repræsentantskabet Charlotte Munk
- Ilse vil gerne foreslå, at vi køber et antal af DGI´s sangbøger. Bøgerne kunne så fordeles rundt i lokalafdelingerne.
Ilse Schmidt Fredericia/Strib/Kolding afd.
- Odense afdelingen foreslår, rentegning af afdelingernes logo´er på hjemmesiden.
Ulla Andersen Odense afd.
- Århus´ forslag går ud på, at årets ”Søhest” kun kåres hver 2. år, til den store Landsgeneral-forsamling, taget i betragtning af dens prisen, og foreningens ”måske” lave medlemstal. Sådan at ”Søhesten” vil blive ved, at holde dens statusværdi. Således vil det også være noget særligt, at det er til den store Landsgeneralforsamling, at årets Søhest kåres.
Tina Rosenborg Århus afd.
Ved landgangen kom en mand og spurgte om jeg ville klippes - allerede der fandt jeg ud af, at der måtte være noget galt med hans øverste „etage“, da jeg jo næsten ingen hår har, og det jeg har - „tager“ skægtrimmeren.
Men så sagde han, at han havde nogle danske mønter, som han meget gerne ville bytte til Euro, da dansk mønt ikke var gangbar dernede, og da jeg jo altid er hurtig til en rask handel, spurgte jeg selvfølgelig: hvad skal de koste, han havde 80.00 kr. i dansk mønt, og dem vil han have 120 Euro for, inden jeg nåede at svare - selvfølge nej, sagde han hurtigt, at han også have 300.00 kr. i danske sedler??
Ved at mærke på dem kunne jeg føle, at disse vist ikke var helt ægte, min hjerne arbejdede hurtigt ( ja for en gang skyld ) har vi en farve fotokopi maskine?? Nej desværre - for så havde jeg sagt ja til hans tilbud, jeg ville så lige gå forbi vores fotokopi maskinen, og give ham tilbage i samme „papir“. Jo alt skal prøves hernede.
Ved afgang får trossefolkene et par pakker smøger, men denne gang ville de have mere, for de lod den ene trosse blive på pullerten, og stod 5 meter derfra og råbte Captain Captain giwe os cigarets, jo den slags lærer man aldrig at elske.
Ved landgangen har skibet en vagt og myndighederne en bevæbnet vagt, hvorfor han er der, har vi aldrig forstået, men denne vagt, startede „dagen“ med at bede vores vagt om 2 pk. cigaretter hvilket blev afvist, men i løbet af dagen havde han fået det hele vendt til, at vores vagt skyldte han 2 pk. cigaretter, jo de er smarte.
Vi går ud af charteren den 22 ved passage af Gilbratar, jeg afmønstrer nok i Aalborg ca. 2 april. Skibet skal i dok med afgang Aalborg den 3 April, hvor jeg ikke skal med.
Ha´ en god week-end, husk at bruge latter musklerne.
Jeg sidder her og prøver at gøre status over sommeren 2005, og min første tanke er: det blev en sommer, hvor den ene dag med regn afløste den anden ! Næste tanke er, hvorfor er vi så gode til at tænke på alt det negative ? Jeg tror de fleste af os, har glemt de dage, hvor sommeren 2005 gav os dage med sol fra morgen til dejlige sommeraftner og badevands temperaturen sneg sig over 20o. Tænk på Sankt Hans, rigtig midsommer, Roskilde Festivalen druknede heller ikke i vand - jo, det har været en dejlig sommer ! Desværre måtte jeg i sidste øjeblik melde
afbud til repræsentantskabsmøde i Danske Sømands- og Udlandskirker. Jeg har læst den mundtlige beretning af bestyrelsesformand Arne O. Andersen og faldt over denne passus:
Noget er - sådan som det virkelige liv nu en gang er - gået bedre end andet. Noget lykkedes, noget er lykkedes knap så godt. Heldigvis er der ikke meget der er mislykkedes.
De første 1½ år efter sammenlægning til DSUK syntes at være gået godt.
Vi har modtaget referat fra Handelsflådens Velfærdsråd vedr. TV-ordningen, dette er imidlertid ikke særlig opløftende læsning ! Repræsentanten fra Danmarks Radio har
følgende oplysninger:
�� At man pt. har aftale om levering af TVprogrammer til søfarende
�� At samme aftale er opsagt til udløb pr. 31. december 2005
�� At aftalen uændret kan forlænges ud over 2005
�� At ophavsretsafgift til DR er 25% af afgift til COPY-DAN
�� At fravige denne vil virke som en boomerang på Danmarks Radio
�� At et ønske fra brugerne (de søfarende) om en bredere dækning af radioprogrammerne vil medføre afgifter fra ophavsretshaver.
�� At det er problematisk med afgiftsfri TVordning med henvisning til ditto radio, da der er mere fokus på TV i forhold til radio.
Til arbejdsgruppens anke over de alt for høje afgifter til COPY-DAN kunne repræsentanten fra Danmarks Radio henvise til Ophavsretslicensnævnet - som mulighed for at
reducerer eller fjerne afgiften. Vi må altså vente lidt endnu, inden endelig afgørelse.
Som det fremgår andet sted i bladet, er vores nye hjemmeside nu taget i brug og bruges flittigt.
Tak til Bo Rosenborg for det store arbejde, han har gjort i forbindelse med den ny hjemmeside. Som en lille kompensation til vore annoncører, for at vi måtte nedsætte antallet af udgivelser af “Søhesten” er der nu link til alle annoncørernes hjemmesider.
Husk adressen er: www.soemandskoner.dk
Vi ses til Landsgeneralforsamlingen i Odense den 24. Og 25. September.
Gode venner kan lave alting sammen -
men kun de bedste venner er i stand til
at lave ingenting sammen.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 20/8-2005 Kategori (i):
Jeg holdt juleferie på min mands arbejdsplads i 2004
Han arbejder for Casani Sø Entreprise i Svendborg, nogen kalder det også en stenfisker. Deres arbejde består i at udgrave havnebassiner og lave moler.
Det job, jeg fik et lille indblik i, var omkring skuespilhuset i København, hvor ca. halvdelen skal ligge ude i havnen, dels på opfyldning og dels på fritstående pæle, de fleste ved jo nok, at vi har fået et operahus,
som også ligger i/på vandet.
Men tilbage til skuespilhuset, hvor der er gjort klar til de undersøiske moler: det vil sige, at der er slået spuns i havbunden.
Sø Entreprisen startede med at lægge 60000 m3 sand, som bundsikring om spunsen, og derefter ca. 45000 tons sten,
og mens jeg var ombord, kom der et skib fra Norge med en meget stor pram med de ca. 2500 tons sten.
Om bord på dette skib, er der ikke rigtig ro til at sidde og skrive, for når de graver, gynger det hele. Så jeg brugte en del tid med at drikke kaffe og se TV. Men lidt nytte fik jeg da gjort, idet jeg kunne lave lidt mad
og gøre rent i kamre og messen.
Det er meget sjovt at se, hvad min mand arbejder med, så kan jeg også bedre forstå lidt af, hvad han snakker om.
På denne tur fik jeg også set Operahuset fra vandet, og det var meget flot, så jeg håber da, at jeg også får skuespilhuset at se fra vandsiden, når det engang står færdigt.
I øjeblikket er min mand i Hirtshals, hvor de graver færgeleje ud. De har gravet 17000 m3 sand ud af havnebassinet, for at færgen kan komme ind til molen igen.
De har også arbejdsopgaver uden for Danmark, både store og små.
Jeg kunne godt tænke mig at opfordre jer, som er ansat i Casani, til at skrive til Søhesten, og fortælle om jeres arbejde, for der er mange, der ikke rigtig ved, hvad
I arbejder med. Det er jo ikke nemt at se, hvad I laver under vandet, som f.eks. undersøiske moler!!
Svendborg lokal afd. rejste dette spørgsmål på lokal foreningens generalforsamling.
Der kom to forslag, som Svendborg lokalforening hermed gerne vil fremsende til Landsgeneralforsamlingen i Odense 24/9-2005.
1. Digital kamera til landsforeningen. Dette kamera kunne evt. opbevares af landsformanden. Billeder fra generalforsamling og andre møde aktiviteter kunne
evt. lægges ud på hjemmesiden, eller på anden måde gøres tilgængelig for foreningens medlemmer.
2. Der kunne gives 500kr til lokal afdelingernes årlige generalforsamling - i en på Landsgeneralforsamling bestemt årrække.
Kilde/ forfatter: Anne Margrethe Retvig Jensen, Dato: 18/8-2005 Kategori (i):
Husk !
Ønsker din lokal afdeling, at indstille et medlem til årets "Søhest", skal navn og begrundelse herfor, være repræsentantskabet i hænde senest den 1. september 2005.
Forslag, der ønskes behandlet på Landsgeneralforsamlingen i Odense den 24. september skal være repræsentantskabet i hænde senest den 1. september 2005.
Husk, hver afdeling medbringer en gave til lotteriet der sælges på Landsgeneralforsamlingen i Odense den 24. Og 25. September.
Charlotte Munk
Landsformand
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 16/8-2005 Kategori (i):
En lille fortælling om Kielerkanalen Februar 2003
Det er mandag og klokken er 16.00, og vi er lige kommet igennem Kielerkanalen, og om en times tid smider vi den sidste lods, dem har vi haft 4 forskellige af siden Bremerhaven. Vi sejlede fra Bremerhaven kl. 01.00, og jeg kom til køjs kl. 02.00, men allerede kl. 04.30 skulle jeg op igen, så nu er jeg træt, og går til køjs lige efter aftensmaden. Kielerkanalen er storslået, den blev gravet for over 100 år siden. Den 3 juni 1887 gik ca. 8900 mænd i gang med at udgrave kanalen med håndkraft: Arbejdet tog ca. 8 år, så der er blevet flyttet mange hestevognlæs jord, med den mekanik de havde da, var det et kæmpe arbejde. Fra 1891 gik det noget stærkere, man havde opfundet dampmaskinen, og dermed dampgravkoen. Tyskerne kalder den nu ”Nord – Ostsee Kanalen”. I gamle dage hed den ”Kaiser Wilhelm Kanal”. Men den er langt fra den første kanal, der forbinder byen Kiel med Nordsøen. Lige nord for den nuværende kanal ligger resterne af Kong Christian IV´s Eiderkanal, med sluser og alt hvad der dertil hører. Det med, at det er Chr. IV der lavede den, er både rigtigt og forkert. Eiderkanalen er fra Chr. VII´s tid. Det er dog langt fra den første kanal på det sted. Der er bl.a. tale om en kanal så tidligt som i 1398. Chr. IV døde som bekendt i 1648. Han og hans nærmeste forgængere har dog næppe været interesseret i vedligeholde den daværende Eiderkanal, fordi man indførte Øresundstold i 1429. Og så var det jo vigtigt, at få så mange skibe som muligt op igennem Øresund.
Kielerkanalen er ca. 12 meter dyb, og længden er ca. 90 kilometer. Sidste år blev Kielerkanalen gennemsejlet af 38562 til en pris af ca. 35.000,00 kr. pr. skib. Under hele turen har vi lods, og midt i Kilerkanalen skifter vi lods, ligeledes er der 2 mand der skiftes til at styre. Kanalen er meget smal, ( 60 til max 150 meter ) og der var nøje planlagt, hvor vi var – når andre skibe skulle passerer os, dette foregik på særlig brede steder. I begge ender af Kielerkanalen er der sluser, hvor vi kommer ind og så bliver der pumpet eller suget vand for at vandstanden skal passe med den vandstand, som vi skal sejle ud i.
Der er rigtig mange små færge, ca. 25 stk., der forbinder nord og sydsiden, og overfarten tager ikke meget mere end et par minutter, nogle af „færgerne“ sejler ikke, men bliver løftet over, vha. et kranarrangement der kører under en bro, hvor der kører toge eller biler. Der hvor færgerne lægger an, er gravet små bugter i kanal breden. Transporten med færgerne er gratis, og det er staten der betaler udgifterne, grunden til dette er at da man byggede kanalen „skar“ man mange transport veje over. Vi sejler nu mod Riga i Letland, hvor vi ankommer onsdag morgen. Det er meget spændende, men også meget hårdt.
Nu vil jeg lige en tur i maskinen og afløse vagthavende mester lidt, så han kan komme op og få lidt luft. På hele turen fra Bremerhaven til nu har der været en mester i maskinen sammen med mig, vi har dog skiftes til at gå lidt op, men ikke længere væk end vi hurtigt kunne komme i maskinen igen.
Repræsentantskabet har på møde den 13. August 2004 stillet følgende forslag På Landsgeneralforsamlingen 2006 udskiftes ”temaet” fra ”Det blå Danmark” med en kendt foredragsholder. Foredraget skulle være åbent for alle og vil på den måde kunne trække nye medlemmer til foreningen.
Med venlig hilsen
Repræsentantskabet
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 13/8-2005 Kategori (i):
Tsunamien 2. juledag i Phuket 2004
Her er sidste del af fortællingen fra Tsunamien i Phuket 2004.
Tirsdag (28/12)
fortsatte med registrering, nye folk kom ind. Mange ringede. Vi koordinerede navnelister med udenrigsministeriet og ambassaden i Bangkok. Det var udenrigsministeriet, som havde hovedansvaret for listernes ajourføring. Men det var en kompliceret opgave, fordi informationerne fra hospitaler og opsamlingssteder hele tiden ændrede sig. Folk blev udskrevet fra hospitalet eller overført til et andet. Nogle af de mennesker, som jeg havde talt med dagen før, kom tilbage, fordi de havde brug for at tale videre og skulle høre nyt.
Andre opholdt sig på hotellet. Der var mange, jeg talte med og opmuntrede, og
der kom hele tiden nye mennesker til. En ung pige havde mistet sin bror. Hun havde meget brug for at tale. Hun svingede mellem fortvivlelse og håb. Dagen efter kom der melding om, at broren var fundet på et hospital. Det var en af mange solstrålehistorier. Jeg var på hospitalsbesøg. Der var nogle indlagte med brækkede lemmer og snitsår. De var glade for at kunne tale med en dansker, som de kunne fortælle om deres oplevelser. Jeg kunne også formidle kontakt
med deres familie hjemme i Danmark. Om aftenen holdt vi krisemøde. Her blev
det besluttet, at vi den næste dag skulle ud i marken. Vi havde været rundt på
hospitalerne, andre krisecentre og hos offentlige myndigheder for at danne os et
overblik over situationen i Phuket. Jeg skulle tage med ud og lede efter pårørende, som var savnede. Konsulen skulle tage over til fastlandet til et hospital i Krabi, hvor der var indlagt mange danske. En af de lokale medarbejdere skulle med andre ud og lede efter pårørende.
Onsdag (29/12) kørte jeg sammen med nogle ud for at lede efter pårørende. De havde boet i Khao Lak på fastlandet nord for Phuket. Derfor startede vi med hospitalet her. Vi kikkede forgæves på den offentliggjorte liste over indlagte. Et naturligt sted at lede var derfor på intensivafdelingen. Vi mødte stor hjælpsomhed og imødekommenhed. Men uden resultat. Vi fik at vide, at de døde blev samlet ved templerne. En venlig medarbejder fra hospitalet lavede en kortskitse over de fire templer, hvor døde fra Khao Lak området var samlet. Hospitalet udstyrede os med gummihandsker og masker. Vi besluttede os for at køre til de to nærmeste templer. Det var bestemt ikke noget rart syn, der mødte os. De døde lå ude i solen. Deres kroppe var opsvulmet til dobbelt størrelse.
Nogle var pakket ind i plastik eller klæde, men mange var nøgne. Fluerne sværmede på tempelpladsen. Ligstanken var ulidelig. Vi gik rundt mellem ligene og kikkede efter vedkommendes tøj. Det var helt umuligt at genkende de opsvulmede ansigter. Ved næste tempel var situationen den samme.
De havde godt nok fået fremskaffet en kølercontainer, men strømmen virkede ikke endnu. Det blev der arbejdet ihærdigt på. Vi kørte tilbage til Khao Lak, hvor de havde boet. Her standsede vi. Lig blev indsamlet. Der var en form for registrering. Små ladbiler kørte hele tiden forbi med 8-10 lig på ladet til templerne. Khao Lak var helt knust. En politipatruljebåd var skyllet 1 km op på land. Endnu et hospital blev besøgt. Her havde man standset operationerne, fordi smittefaren var alt for stor. Man ville overføre de skandinaviske patienter til
Bangkok. Vi fandt ikke vedkommende. Familien havde besluttet at rejse hjem den samme aften. Vi tog afsked. De havde meldt vedkommende savnet hos
myndighederne. De regnede ikke med at se den pårørende i live.
Torsdag (30/12) var situationen med mobiltelefonerne forbedret meget. Mange var allerede på vej hjem. Og de overlevende havde fået kontakt med deres pårørende. Jeg var igen en tur på hospitalet. Der var stadig mange på hotellet, som jeg snakkede med. Jeg havde også kontakt med nogle af de fastboende danske. De havde oplevet katastrofen på forskellig vis. En havde mistet sit hus. Han havde svømmet i over en halv time med et af børnene gennem vandmasserne sammen med sin familie, før de blev reddet. De andre lokale danske havde set de voldsomme ødelæggelser. Nogle af dem stillede op som frivillige hjælpere på ambassadens krisecenter og andre steder. Vi fik forstærkning fra ambassaderne i Kuala Lumpur og Hanoi. Der kom ligeledes en psykolog og en medarbejder fra udenrigsministeriet. Om aftenen kom der et somatisk lægehold med to læger, to sygeplejerske og to ambulancefolk. De skulle være behjælpelig med hjemsendelsen af de sårede næste dag. Ambulanceflyene ville landede i København lidt efter midnat nytårsaften, hvor der i forvejen er et stort beredskab. Derfor var det vigtigt at vide, hvor mange
ambulancer, der skulle være i lufthavnen for at modtage sårede.
Fredag (31/12) var jeg i Phuket lufthavn sammen med 3- 4 fra ambassaden. Vi skulle registrere de, der rejste hjem og videresendte oplysningerne til udenrigsministeriet. Der var nu arrangeret hjemtransport til alle. Men det var vigtigt, at der stod nogen i den anden ende og modtog dem, der havde brug for hjælp af den ene eller anden slags. Her mødte jeg mange af de mennesker, som jeg havde talt med de forløbne dage og fik taget afsked. Der var også en større familie, som havde forladt deres hotel i Khao Lak søndag morgen. De var kørt ned til en sydligere strand. Her blev de standset af politiet og fandt ud af, at noget alvorligt var sket. De var meget taknemmelige over, at de ikke var blevet lidt længere på deres hotel i Khao Lak eller var taget tidligt ned til den nye strand. De kunne meget nemt være blevet fanget af flodbølgen. De var meget berørte og samtidig meget lettede. Nu skulle de hjem og alle var med, mange var langt fra så heldige. Vi var i lufthavnen i ca. 12 timer indtil det sidste fly var lettet. Da vi kom hjem, var der tid til et hurtigt bad. Ambassadøren havde fået sin kone på besøg. Hun havde arbejdet som frivillig i Bangkok. Nu ville de holde nytårsmiddag for os. Et par stykker blev på krisecenteret. Klokken var omkring 23. Vi spiste et herligt måltid på en udendørs thai restaurant. Kl. 24 kunne vi skåle i Shinga øl, hvorefter vi vendte tilbage til arbejdet i et par timer endnu.
Lørdag (1/1) var der forholdsvis roligt på centret. De fleste var sendt hjem. Men der var også begyndt at komme nogle pårørende for at lede efter deres kære
savnede. Der var ligeledes nogle, der var blevet, fordi de stadig savnede et
familiemedlem. Der var kommet nogle krisepsykologer fra Rigshospitalet, som
delte sig op i to hold. Et hold tog ud til templerne for at se, om der var nogle
danske, som ledte efter pårørende. Det andet hold blev på hotellet, hvor de kunne tale med danske, samt besøge syge på hospitalerne i Phuket by. Jeg var rundt på de to private hospitaler, hvor der var nogle danske indlagte. En dansker, som bor i Phuket, kørte mig rundt. Det viste sig, at den ene på hospitalet var en ung mand, som arbejdede i Phuket. Den anden var en nødhjælpsarbejder, som havde fået et stykke rejeskal galt ned i spiserøret og var blevet opereret. Der var kommet en kontorchef og en fuldmægtig fra udenrigsministeriet, som skulle overtage ledelsen af krisecentret. Anna Lindhardt, der ledede det krisepsykologiske hold fra Rigshospitalet, havde rådet mig til at rejse hjem som planlagt søndag aften til Danmark. Hun anbefalede, at jeg skulle tale med en af psykologerne, som var kommet til Phuket. Det var en lettelse at få talt om de mange stærke oplevelser i ugens løb. Kontorchefen gjorde det klart for mig, at han meget ønskede en præst tilknyttet krisecentret. Anna Lindhardt havde over telefonen sagt til mig, at hun ville anbefale, at der kom en præst efter mig. Den nye præst kunne tage sig af de pårørende, som
kom for at søge efter deres kære. Men der kunne også være behov for en præst til at tale med retsmedicinerne, politifolk, der virkelig er på en barsk opgave, og andre nødhjælpsarbejdere samt journalister.
Søndag (2/1) holdt man i domkirken i København en mindegudstjeneste. Det blev besluttet, at jeg også skulle holde en mindehøjtidelighed. Det blev sagt ved koordineringsmødet om morgenen, hvor journalisterne var til stede. Det blev sat på udenrigsministeriets hjemmeside samt ambassadens.
Vi spredte løbesedler rundt på hoteller og andre steder. Vi ringede rundt til danskerne. Jeg skulle i gang med forberedelsen af denne højtidelighed. Men journalisterne ville gerne have interview med mig. Jeg havde hidtil kun udtalt mig til en journalist fra Bornholm og en fra Kristeligt Dagblad. Nu følte jeg, at min
opgave var ved at være løst, derfor ville jeg gerne fortælle min historie. Jeg talte med 3-4 avisjournalister samt DR1 og P1. TV2 havde et direkte indslag med ambassadøren, en af psykologerne og mig umiddelbart efter mindehøjtideligheden som en optakt til mindegudstjenesten i domkirken
i København. Der kom omkring 30 til mindegudstjenesten, men det var nødhjælpsarbejdere og journalister og ingen pårørende eller andre turister. Det var alligevel en meget meningsfuld gudstjeneste. Mange af nødhjælpsarbejderne og journalisterne takkede mig og sagde: det havde vi vist alle brug for! Efter interview i TV2 rejste jeg hjem sammen med ambassadørparret. I Bangkok lufthavn mødte jeg min kollega Frank Christensen, som jeg snakkede med i ca. en halv time. I Københavns lufthavn mødte krisepræst Jørgen Anker Jørgensen og Mogens Lindhardt (Anna Lindhardts mand) mig mandag morgen (3/1). Mogens tog mig med op i cafeteriet. Anna Lindhardt ringede. Hun frarådede mig stærkt at køre til Flensborg, hvor min kone var. Det var et godt råd. Jeg var meget træt både fysisk og psykisk. Mogens Lindhardt kørte mig ned i Havnegade til min provst, som hørte på min historie. Derefter var jeg hos
biskoppen, som også hørte den. Om eftermiddagen var jeg på Danske
Sømands- og Udenlands Kirkers kontor, hvor generalsekretæren ligeledes hørte min beretning. Min kone kom med tog til København. Vi blev installeret på Bethel. Jeg skulle ud og tale med Anna Lindhardt til en briefing/ debriefing. Herefter var vi til middag hos Holmens provst, hvor vi under private og afslappede former kunne dele mine oplevelser og mange andre fælles oplevelser. Jeg tror disse samtaler med mit danske netværk, var en meget god måde at få de voldsomme oplevelser ud af kroppen på. For første gang i over en uge sov jeg en hel nat igennem. Tirsdag morgen stod jeg frisk og veloplagt op til den dejlige morgenmad på sømandshjemmet. Sømandspræst og social attache Hans Vestergaard Jensen, Singapore
Kilde/ forfatter: Hans Vestergaard Jensen, Dato: 10/8-2005 Kategori (i):
Fornyelse af hjemmesiden
Den 11.6.05 kl. 21.00 blev foreningen hjemmeside fornyet, og det går rigtig godt. Tælleren stod på 2710 og se så nu d. 5.7 er tælleren på 3395, det er
små 700. Tælleren tæller kun pr. besøg 1 gang om ugen, det vil sige,at men kan gå ind 7 gang om ugen, men vil stadig kun blive registeret 1 gang.
Hvis folk vil have muligheden for at ændre eller tilmelde sige selv, i deres lokal forenings adresseliste, er de meget velkommen til at sende deres mail
adresse til tina_rosenborg@get2net.dk ( helst i denne uge)
De forskellige lokal afdelingens formænd skal sikre sig at deres mail er
opdateret, hvis denne hjemmeside skal køre optimalt, det vil gøre jeres /
vores arbejde meget lettere.
Det er derefter meningen at afdelingerne selv skal opdater info om deres
afdeling så som kommende aktiver, og siden sidst.
webmaster
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 5/7-2005 Kategori (i):
Landsgeneralforsamling 2005
Lørdag den 25. September 2005
På Dalum Landbrugsskole, Odense Dagsorden
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Foreningens fremtid
4. Redaktørens beretning
5. Enkekontoens beretning og aflæggelse af regnskab herunder fastsættelse af udbetalingsbeløb efter indstilling fra enkekontobestyrelsen
6. Aflæggelse af regnskab for landsforeningen og medlemsbladet "Søhesten"
7. Fastsættelse af kontingent efter indstilling fra repræsentantskabet
8. Indkomne forslag
9. Valg til forretningsudvalget
• Næstformand: Hanne Grau, modtager genvalg
• Suppl. til næstformand Anne Margrethe Jensen, modtager genvalg
• Landskasserer: Kirsten Carlsen, modtager genvalg
• Suppl. til landskasserer: Bettina Jensen, modtager genvalg
• Sekretær: Aase Dyrehauge, modtager genvalg
• Suppl. til sekretær: Annie Brodersen, modtager genvalg 10. Valg af revisor samt suppleant til landsforeningen
• Lis Larsen, modtager genvalg • Lise Hedin, modtager genvalg 11. Valg af revisorer til enkekontoen
• Jonna Sørensen, modtager genvalg
• Suppl. til revisor Ulla Jürgens, modtager genvalg 12. Evt.
Forslag der ønskes behandlet på landsgeneralforsamlingen, må være forretningsudvalgets formand i hænde senest den 1. september 2005.
Der indkaldes til repræsentantskabsmøde umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning med eneste punkt på dagsordenen: valg af repræsentanter til forretningsudvalget.
Det ydes ingen kørselsgodtgørelse til dette møde.
På forretningsudvalgets vegne
Landsformanden
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 25/6-2005 Kategori (i):
Tanker fra en nu forhenværende sømandskone
Jeg blev sømandskone for små fire år siden. Det var efter 3 års hårdt arbejde, da manden læste til maskinmester. Vi fik et barn, der ikke helt lige var ventet da han læste, vi havde ingen bil og manden LÆSTE! 50 timer om ugen, men så læste han næsten heller ikke lektier i weekenden, (de første år)
Han blev så færdig med sin uddannelse og fik allerede før dimissionen arbejde ved et stort dansk rederi som juniormester. Så 14 dage efter endt eksamen gik turen over de vilde vover.
Sikken en omvæltning, lige pludselig havde vi penge og bil. Jeg kunne andet end at trille tur med barnevognen her i vores lille by nord for Odense.
Moooaaar hver andet øjeblik. Der kunne være helt stille. Dagene blev brugt til at læse, spise og tage solbad og snakke med folkene. (+ 2 kg. og lækker solbrun).
Efter 30 år havde min kære sejlende maskinmester (han er ikke sømand siger han) fået nok..
Han var glad for arbejdet, men personaleforholdene var blevet forringet i en grad så det ikke var behageligt at være på arbejde, for slet ikke at tale om det sociale i fritiden. Han sagde op, uden at have noget andet, men efter en måned havde han fået et nyt godt job, med tiltrædelse to måneder senere.
Nu er jeg ikke sømandskone mere... Det har jeg mødt stor forståelse for i mange kredse. Hvor er det rart for dig etc. Det er det også, men de eneste dertil fulde har forstået mig har været andre SMK. Din stakkel, det må være hårdt, etc. Det er det også, men tilvænningen er ved at være ovre, det går godt. Der er ulemper og fordele som der er ved alting.
En stor fordel er for vores yngste barn. Først nu har hun endelig fuldt ud accepteret sin far på lige fod med mig, og det kom næsten fra den ene dag til den anden da hun fik at vide at han ikke skulle sejle mere.
Alt i alt: Det har været en god tid da han sejlede, og det blev bedre og lettere som børnene blev store.
Vi har det fint nu og de fleste indkøringsproblemer, med (ikke) faste arbejdstider, flere madpakker og der er en mere der skal bruge bilen, er løst.
Til gengæld kan jeg mærke at interessen for at læse i Søhesten og for sømandskonearbejdet svinder hurtigere end forventet, så om få år er jeg nok ikke mere at finde på den aktive medlemsliste, selvom vi vil komme til at savne folk meget, da vi har det alle tiders her i Odense.
Søkonemandeforeningen af 200X, jo jeg smagte da lidt på ordet - måtte finde Sømandskoneforeningens vedtægter frem og kan deraf læse, at verden så lidt anderledes ud i 1976 Foreningens formand:
Foreningens formand er at samle ølle sømandskoner i Danmark i en forening, støtte hinanden loyalt samt varetage sømandsfamiliens almene interesse på tværs af faggrænser.
Foreningens medlemmer.
Som aktive medlemmer kan optages sømandskoner, hvis ægtefæller/ samlevere har eller har haft deres daglige arbejde indenfor søfart
Som passive medlemmer kan optages enhver, som seriøst ønsker at fremme foreningens interesser. Sikkert er det, for 29 år siden var det utænkeligt, at kvinder skulle ud på de 7 verdenshave for at finde deres (ønske) job.
Jeg er sikker på at vi i foreningen vil tage godt imod de forældre, der nu sender deres børn (for det forbliver vi, uanset alder) ud i det ukendte, som sømand. Ingen tanker eller spørgsmål er for små!
Sikker er jeg også på, at de mænd som er gift/ samboende med en kvindelig sømand og ikke selv er til søs, har de samme spørgsmål, tanker og til tider frustrationer som os. Kom frit frem, s$ vi kan få gang i en Søkonemandeforening.
Bo Rosenborg arbejder på vores nye hjemmeside. Jeg har set en test på den og det ser rigtig godt ud. Jeg håber vi kan præsentere den på næste repræsentantskabsmøde, den 13. aug.
Den 15. juni deltager jeg i Danske Sømandsog Udlandskirkers årsmøde i Nyborg.
Husk at Landsgeneralforsamlingen er rykket frem til 24. - 25. september, se tilmelding og dagsorden andet sted i bladet.
Sankt Hans aften.
Måske går vi ikke så meget op i varme hveder, og måske tager vi bare pinsen som en lille ekstra ferie. Men sankthansaften skal vi da til. Findes der noget mere sommerligt? Stå ved et flammende bål og synge med på midsommervisen: Vi elsker vort land, men ved midsommer mest når hver sky over marken velsignelse bringer Holger Drachmann. 1885.
Varme hænderne om kaffekopperne og spise let svedne æbleskiver fra spejdernes bod. Så vidt muligt over høre den kedelige båltale. og så senere gå hjemad i den lyse sommernat og se på alle bålene rundt omkring, især langs vandet. Bedre kan det ikke blive, det er selve drømmen om den danske sommer. Ikke engang regnvejr kan ødelægge det. For som det står i sangen Danmark nu blunder den lyse nat: Byger, der går og kommer, det er den danske sommer. Thøger Larsen 1914.
Vi ved jo også, at byger ved sankthans regner guld ned i bøndernes lommer.
Med ovennævnte ønskes alle en rigtigt god sommer.
---
Foreningens formål:
er at samle sømandskoner i Danmark i en forening, støtte hinanden loyalt, samt i øvrigt varetage sømands-familiens almene interesser på tværs af faggrænser. Foreningen er politisk uafhængig.
Medlemskab:
Som aktive medlemmer kan optages sømandskoner, hvis ægtefæller/ samlevere har eller har haft deres daglige arbejde inden for søfart. Som passive medlemmer kan optages enhver, som seriøst ønsker at fremme foreningens interesser. Som støtte medlemmer til medlemsbladet kan optages enhver.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 23/6-2005 Kategori (i):
Tsunamien 2. juledag i Phuket 2004 (del 1.)
Søhestens redaktion har bedt mig skrive om min medvirken ved tsunamikatastrofen i Thailand.
Søndag eftermiddag (26/12)
blev vi ringet op på sømandskirken af bekymrede familiemedlemmer, der spurgte, hvordan det stod til i Singapore. Vi anede på det tidspunkt intet om, at der havde været en flodbølge i Sydøstasien. Vi kunne blot berolige de pågældende med, at vi ikke havde mærket noget som helst. Her var alt tilsyneladende roligt.
Nu fandt vi oplysninger på Internettet om flodbølgen. I løbet af eftermiddagen og aftenen kunne vi godt se, at det var en alvorlig situation i hele Sydøstasien. Jeg besluttede mig for, at jeg næste morgen ville ringe til ambassaden og tilbyde min hjælp.
Mandag morgen tog jeg tidligt på et skibsbesøg. Derefter begyndte jeg at gøre forskellige forberedelser til at flyve til Phuket. Jeg ringede til vores konsul og sagde: hvis ambassaden i Bangkok ville gøre brug af min hjælp, så er jeg klar til at rejse med det samme. Lidt senere kom
meldingen, at jeg skulle rejse. jeg fik bestilt en billet til næste fly, og ankom til Phuket, hvor jeg straks tog til Pearl Hotel.
På Pearl Hotel havde ambassaden opsat et krisecenter. Situationen var meget kaotisk, da jeg ankom omkring kl. 20.00. Krisecenteret var indrettet i en nedlagt barbersalon på under 10 m2. Der var en telefonlinie, som skulle omstilles fra receptionen. Den svenske kirke havde et krisecenter i den anden del af den nedlagte barbersalon. De havde også ~n telefonlinie med omstilling via receptionen. Mange samtaler gik derfor ofte til det forkerte krisecenter.
Mobiltelefonerne var overbelastede, derfor var det meget svært at modtage samtaler eller ringe ud de første tre til fire dage. Om onsdagen havde mobilnettet sat en spærre ind, så alle opkald blev afbrudt efter tre minutter. Dette lettede opkaldene, men til gengæld havde vi kun kort tid til samtaler.
Mandag aften (27/12) var hotellet fyldt med danske og svenske turister. Alle værelserne var fyldte. Hotellets mødesale, trappeafsatser, restaurant og lobby blev omdannet til nødlogi de første par døgn.
Da jeg ankom, var ambassadøren, konsulen, to danske og to thailandske medarbejdere fra ambassaden i gang på krisecenteret. De havde travlt med at registrere de danske turister, som fysisk mødte op samt de, der var heldige at komme igennem per telefon. Pårørende forsøgte også at komme igennem for at høre nyt. Det var en ret umulig situation dels p.gr.a. de trange forhold, og dels p.gr.a. de dårlige kommunikationsforbindelser. Vi kunne gå over til en internetcafe, hvor vi imidlertid ikke kunne printe ud. Fax kunne vi sende og modtage fra et andet hotel. Det var en meget vanskelig situation, som medarbejderne virkede under. Men der blev registreret på livet løs.
Min funktion i dette virvar blev straks at tale med nogle af de danske, der var kede af det og ulykkelige, fordi de ikke vidste, hvor deres kære var. Ambassaden var god til at henvise de sværeste tilfælde til mig. Herved overlod de ikke bare de mest
traumatiserede til sig selv, når ambassadens medarbejdere skulle videre med registreringen af de mange andre, der ventede. Naturligvis var mange frustrerede, vrede og bange. De havde også oplevet at være i livsfare, men de var i live og havde deres rejsefæller omkring sig. I første omgang kunne vi ikke sige noget om, hvornår de kunne komme hjem eller hvordan. Rejseselskaberne, forsikringsselskaberne og deres kriselæger og krisepsykologer kunne træffes i hotellets lobby, hvis de altså var med et rejseselskab.
Ingen havde overblik over katastrofens omfang de første par dage. Der blev efter et par dage holdt koordinerende møder hver morgen kl. 10 mellem de forskellige skandinaviske ambassader, rejseselskaber og krisemedarbejdere. Vi havde ligeledes vores eget krisemøde i den danske stab forud for dette møde.
Fortællingen af Sømandspræst og Social attache Hans Vestergaard Jensen, fra Tsunamien 2004, fortsætter i næste nummer af Søhesten
Kilde/ forfatter: Sømandspræst og Social attache Hans Vest, Dato: 15/6-2005 Kategori (i):
Århus afdelingen i den lokale presse
Idag hørte Britt i Radio Østjylland at vores lokal afdeling havde fået afslag for overtagelse af Århus Amts våbenskjold til afdelingens logo. Ligeledes var foreningen omtalt i MetroXpress (Århus udgaven)
Følg link til artikel: Link til artikel i DR Østjylland
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 3/6-2005 Kategori (i):
Hygge tur til Horsens i pinsen.
Århus afdelingen har igen været på tur. Denne gang gik turen til Horsens Open Air, som forgik i pinsen. Birthe og hendes datter Sara bor 10 min. kørsel fra festpladsen, så det var der Tina og Britt med hendes datter Michelle mødte op lørdag den. 14.05.05 over middag.
Birthe havde lavet en lidt frokost, men Sara og Michelle var lidt utålmodige. De ville gerne ind på festpladsen, da Nick og Jay kom på scenen kl. 15.00. Nick og Jay stod på scenen da vi ankom, så tøserne forsvandt hurtigt op foran. Resten af eftermiddagen gik med at høre en masse god musik, men det store højdepunkt om lørdagen var Thomas Helmig, så da han kom på scenen, var vi ikke til at styre.
Søndag var vi på festpladsen kl. 13.00, da tøserne ville høre Cartoons. Senere kom Bamse og vennerne på scenen og så kan det nok være at de unge og dem omkring de 50 kunne rocke og synge med. Søndag aften blev lukket og slukket af Big Fat Snake, hvilket jeg slev var meget begejstret over. Og da vi gik fra festpladsen med to meget trætte tøser var der fyrværkeri.
Vi tog afsked med hinanden på p.pladsen og blev enige om at dette måtte vi gøre om til næste år, og med håb om at der kunne komme flere med fra afdelingen.
For min datter Michelle var det en stor oplevelse at se live musik. Det var første gang for hendes vedkommen og hun er 12 år.
Til Birthe, Sara og Tina vil Michelle og jeg sige mange tak for en fantastisk weekend, meget afslappet men lidt dyr da det kostede 30 kr. pr. mand hver gang tøserne ville prøve noget i tivoliet.
I anledning af Sømandsmissionens 100 års jubilæum Sømandsmissionens hundredårige
Sømandsmissionens historie i Danmark går adskillige år længere tilbage i tiden end organisationen Indenlandsk Sømandsmission, der torsdag den 28. april fejrer 100 års jubilæum.
Der er drevet missionsarbejde med læsestuer og sømandshjem i langt mere end 100 år i Danmark. Begge steder kunne fiskere og søfolk komme og læse aviser, ringe hjem til familien, få sig en kop kaffe og tale med mennesker, der havde tid at lytte. Det begyndte så småt i årene efter Grundlovens vedtagelse i 1849. I 1870´erne var præsten Daniel C. Prior (Holmens Kirke)og hans kone engageret
i arbejdet blandt søens folk, og i 1876 kom de i kontakt med ægteparret Ninna og Andreas Wollesen, som i nogle år havde deltaget i missionsarbejde blandt søfolk i New York. Ægteparret blev udsendt af en amerikansk organisation for at fortsætte et lignende arbejde i København.
I 1879 oprettede Wollesen og Prior en sømandsstue i Holbergsgade, og to år senere blev "Bethelskibet" indviet. Det lå fortøjet for enden af Nyhavn, og det rummede en kirkesal med plads til 300 mennesker. Desuden var der køkken, læse- og skrivesal om bord. Skibet var i de næste 25 år - frem til 1906 - sømands missionens pionerskib i København. Allerede i 1904 købte bestyrelsen ejendommen i Nyhavn 22, hvor sømandshjemmet Bethel blev indrettet, og hvor Sømandsmissionen i dag har landskontor. Ideen med at oprette læsestuer og hjem for søfolk havde bredt sig til andre havnebyer i Danmark og ønsket om at få en fælles organisation førte til dannelsen af Indenlandsk Sømandsmission i 1905. Ved stiftelsen den 28. april havde organisationen fire sømandshjem, fem sømandsstuer og skibet "Bethel".
I årenes løb udviklede arbejdet sig, så der på et tidspunkt var 43 sømandshjem rundt omkring i danske havne. I alt omfattede organisationen, da arbejdet var på sit højeste omkring 75 læsestuer og sømandshjem. I de I 00 år er betingelserne for at drive skibsfart og fiskeri ændret i takt med den øvrige samfundsudvikling, og det har ført til lukning af sømandshjem. I dag har Sømandsmissionen sømandshjem i ti byer i Danmark: København, Fredericia, Århus, Aalborg, Østerby, Frederikshavn,
Skagen, Hanstholm, Thyborøn og Hvide Sande.
I 1960´erne blev arbejdet udvidet til også at omfatte Grønland. De to første grønlandske sømandshjem blev indviet i 1969 i henholdsvis Nuuk (Godthåb) og Sisimiut (Holsteinsborg). Siden er der kommet yderligere tre til, så der nu er i alt fem sømandshjem på Grønland.
Ud over de mange samtaler, der har fundet sted i det daglige, er juleaften en af de begivenheder, der kalder mange minder frem blandt gæsterne på sømandshjemmene. Her fejres julen under så hjemlige forhold, som det er muligt med julemiddag, dans om juletræet og pakker til alle gæster. Disse juleaftener har gennem årene været kærkomne erstatninger, når nu de ikke kunne være sammen med familien derhjemme - og fra sømandshjemmene havde de også mulighed for at ringe hjem og ønske "Glædelig jul".
Det kan man læse meget mere om i bogen "Udlængsel og hjemve", som Sømandsmissionen har udgivet i anledning af jubilæet.
Nej du havde ikke fået de forkerte briller på. Prøv lige at smage på ordet. Formanden for Sømandskoneforeningen af 1976 har garanteret allerede fået morgenkaffen i den gale hals, hun vejrer konkurrence. I stedet vil jeg foreslå at oprette nogle underafdelinger i vores forening. Se så, nu blir hun glad, det betyder nye medlemmer, tænker hun.
Nok ikke i hobetal, for der er nok ikke så mange kvindelige søfolk med ikke-sømænd, men de er der, og vi skal vel være en fremtidssikret forening. Hvor skal de gå hen,de stakkels mænd, hvis de har behov for en social rundkreds med nogle, der forstår dem og deres små problemer. Forestil jer en mand møde op til et af vores møder. Er han ikke gået forkert, men nej, lyder det: ”Jeg er mand til min kone, der er sømand”. Det lyder ikke alt for godt, vel?
Selv i disse moderne tider får ikke ti vilde sømandskoner ham til at møde op sammen med dem og snakke om ingenting.Ikke at jeg har løsningen som en færdig pakke, men blot noget vi kunne tage op ved lejlighed.
Det hele udsprang egentlig af min nyopdagede glæde ved at være med i den ”rigtige” forening.For hvor går man ellers hen og får gode råd og trøst, når ens datter inden længe skal udmønstre som dual-aspirant. Kom så til at tænke på, og høre om, de stakkels forældre, der ikke aner en pind om livet på de vilde vover, og som skal sende deres håbefulde poder ud første gang til noget ganske ukendt.
De har hørt en masse om tårnhøje bølger, pirater uden sørøverflag og en pige ( m/k ) i hver en havn. Hvor svært må det ikke være.
Vi er da nok nogle stykker, der vil øse af vores sparsomme erfaringer med unge mennesker, der heldigvis vælger uddannelse efter hjertet, og ikke efter hvor mange kleenex moren brugte den aften, det blev afgjort.
Så atter en underafdeling er undervejs, hvis vi vil.
Nu vil jeg så småt vænne mig til at huske:
at der er to, jeg skal hente og bringe ved stationen
at der er to jeg skal maile sammen med ofte
at sætte pris på min somme tider hjemme-søn plus familie og nære venner
at der er to der vil være elsket og savnet i døgndrift
at købe ekstra kleenex - og bruge dem uden dårlig samvittighed
at være stolt af at være sømandskone / mor til kommende skibsofficer
at leve livet trods savn
plus de 1000 andre ting en sømandskone altid skal huske.
Er det ikke dejligt - foråret ? En forårs morgen med sol og blå himmel. Humøret skyder i vejret som alle de dejlige farver, der pibler op af jorden
Som formand for Sømandskoneforeningen bliver mit humør også lidt bedre, når jeg i sidste nr. af “Søhesten” læser hvordan I hygger jer rundt om i lokal foreningerne. Dejligt at læse, der kommer nye medlemmer i næsten alle afd. Og hvordan de i Århus har så stor fornøjelse af hinanden, både børn, “koner” og mænd.
Vi har afholdt repræsentantskabsmøde, med deltagelse af de fleste lokal afdelinger. Vi byder velkommen til de nye repræsentanter, fra Odense og Næstved.
Et andet emne er landsgeneralforsamlingen. På Landsgeneralforsamlingen i 2004 var vi lidt for hurtige til at flytte generalforsamlingen i 2005 frem til september måned uden at tage højde for vedtægterne. Af den grund indstiller repræsentantskabet til en dispensation ved generalforsamlingens begyndelse. Hvis vi havde lagt årsmødet den 1. lørdag i oktober, havde alt været i orden, da vedtægterne siger, at mødet skal afholdes i årets sidste kvartal, men vi fik det lagt den sidste lørdag (24. september) i september, og derfor må vi bede om dispensation til afholdelse af årsmødet. (Odense har allerede arrangeret sig med stedet for generalforsamlingen).
Vi besluttede på mødet, at vores hjemmeside skal have en “renovering” og gøres mere “up to date”. Inger Bøttger, vores wep-redaktør, har grundet tidsmangel, meldt pas på denne opgave. Tina Rosenborg, Århus afd. har påtaget sig opgaven.
De mange udsagn og statistiker fra tema dagen “Det sejlende menneske” blev vendt og diskuteret.
Kirsten Nybroe har været til forretningsudvalgsmøde i Handelsflådens Velfærdsråd, hvor der bl.a. er behandlet emnet vedr. TV-ordningen, der stopper ultimo 2005. Der er afholdt møde mellem Danmarks Radios ledelse og Rådets nedsatte arbejdsgruppe. Det er desværre i skrivende stund ikke lykkedes at få referat af dette møde. Kirsten skal igen i uge 17 til møde og vi håber, at vi i næste nr. af “Søhesten” har nærmere (positiv) information om TV-ordningen.
Næste repræsentantskabsmøde afholdes den 13. August 2005.
En sand ven kommer ind,
når andre går ud.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/4-2005 Kategori (i):
ET LIV SOM SØMANDSKONE/KÆRESTE…
Et liv som sømandskone/ kæreste, et anderledes men spændende liv, som altid byder på fuld udfordring og en anderledes, men dejlig forelskelse… Dette er en kort historie om at starte et liv som kæreste med en sømand, alt imens man stadig er meget ung og uerfaren…
- At leve som sømandskone/kæreste er ikke noget nemt liv, intet kommer nemt og forærende til en..
Nu tænker mange, Ja men, for hvem gør livet det? Og ja, for hvem som tænker det, så har I selvfølgelig på mange måder ret, men der er alligevel en forskel… For mig har et liv som kæreste til en sømand givet mig utrolig mange udfordringer, som jeg aldrig havde troet, jeg skulle stå ansigt til ansigt med. Det har givet mange op og nedture, men mest af alt så har det lært mig, hvilken stærk personlighed jeg har, og hvem jeg virkelig er…
Jeg mødte min sømand, da jeg var 19 år, og vi var nok som alle andre unge fyldt med forelskelse og kunne, når vi var sammen svæve på de lyserøde skyer i timevis… Min sømand var lige hjemvendt fra de 7 have, dagen før vi mødtes, så det gav os lige 2 måneder i ren lykke og forelskelse, inden den grimme dag kom, hvor han måtte pakke sin kuffert og af sted igen… Og det var bare alt andet end sjov..
Jeg er, og har altid været en personlighed, som hungrer efter meget tryghed, og derfor har mange også altid sagt, at det er paradoksalt, at jeg lige skulle ”rende” ind i en sømand, og det kan jeg kun selv give folk helt ret i. Men som jeg ” forklarer mig med” ; - når kærligheden og forelskelsen har fat, ja så stikker man jo ikke af… Men efter sømanden var rejst, så kom alle de kaotiske tanker, som vi alle nok har været igennem.. Hvad laver han nu? Har han glemt mig? Kommer han stadig hjem og er forelsket i lige netop mig, eller har han bare en pige i hver havn, som man jo oftest hører folk sige… Og det krævede sin kvinde at det stå igennem, må jeg ærligt tilstå, for det var bestemt langt fra alle, som virkelig kunne forstå alle de her tanker, man gik og rodede med. De fleste sagde jo bare arrjj, det må være hårdt, og selvfølgelig prøvede de at forstå, men alt, hvad folk sagde, var ligesom en slags medlidenhed, og det hjalp bare aldrig.. Tværtimod… Det eneste som rigtig hjalp, var når folk gav noget modspil, og man kunne få nogle realistiske diskussioner i gang, og det har desværre været de færreste, som har formået det…
Meen så har der jo også været alle de gode sider ved at være kæreste med en sømand.. For mit vedkommende har det betydet, at jeg har fundet en meget stor selvstændighed i mig selv, som jeg ikke troede fandtes… At være nået til et punkt, hvor jeg helt præcist ved, hvem jeg er, og hvad jeg indeholder, er en rar følelse, og det kan jeg med sikkerhed takke min sømand for, og det liv som græsenke til en sømand, det er… Det at lære og tackle alle de her følelser på den mest fornuftige måde er jo en overvindelse i sig selv, og indimellem skal man træffe valg i nogle underlige situationer, som man ikke troede, man ville havne i.. Men alt det gavner jo selvværdet og troen på at man er to, trods man det halve af tiden kun er én..
Selvfølgelig findes der stadig tider, hvor man er så grusomt i tvivl om alt muligt, og der kommer da også stadig problemer henad vejen som må løses… men sådan er det jo for os alle..
Nu sidder jeg så på 5. år som kæreste til en sømand og tænker tilbage på alt, hvad der er hændt, og det er bestemt ikke småting… Fra at være en ung og uerfaren teenager som boede hjemme hos mor og far, i færd med en studentereksamen, og brugte hver en lejlighed til at holde fest, er jeg nu blevet færdig med studentereksamen. Har været i England og opdrættet heste, har taget en videregående uddannelse som bioanalytiker, sidder nu i et fast job i et privatejet firma, og ja så, er jeg også flyttet fra mor og far. Bor nu i hus sammen med sømanden, og er snart lige så sat og kedelig som alle dem der ”engang var så kloge at høre på, når man sad med sine skrupler over kærligheden”…
Men her er jeg så endt, og har det faktisk helt vidunderligt med det… Ligeledes kan mit liv som kæreste til en sømand tilskrives et utal af rejser både over Atlanten og Stillehavet, og det er jo bestemt ikke at kimse af… Det sjove er så nu, når vi i sømandskoneforeningen mødes, at vi alle unge som gamle kan snakke om alt mellem himmel og jord. Vi kan hygge os på kryds og tværs, trods det faktum at vi alle er meget forskellige og har meget forskellige erfaringer af livet… Men det som det hele jo handler om er, at vi på et punkt er bundet sammen af noget fælles, det at være sømandskone/kæreste, og det betyder at vi alle har en stor forståelse for hinanden på netop det punkt, som rører ved mange helt almindelige ting i ens dagligdag… For når alt kommer til alt, så ligner vi mennesker jo hinanden uhyggeligt meget, vi har næsten alle 2 arme, 2 ben og et hoved… Vi kan le og vi kan græde, og så har vi alle en vilje og en tanke om livet, forskellen, og det forunderlige ved os alle er, hvordan vi vælger at bruge den…
Søfartens Arbejdsmiljøråd afholdt fredag den 4. marts sin årlige temadag, hvor temaet i år altså var "Det sejlende menneske".
Der var en lang række kortere foredrag, her iblandt et af mig selv om "Et ensomt liv til søs", hvor jeg fortalte lidt om mit snart 3 år gamle projekt om den isolerede sømand. Mit budskab er først og fremmest, at det skal gøres alment kendt at bagsiden af medaljen ved et liv til søs, for nogens vedkommende er, at sømanden tager skade på sjælen, idet han får svært ved at indgå i sociale sammenhænge, bliver menneskesky, apatisk, sær, angst eller deprimeret. Det skal gøres kendt, så sømanden netop har en chance for at modvirke denne effekt. Og det tror jeg han kan, ved at være bevidst om det. Vi kan ikke på forhånd vide, hvem der klarer mosten og hvem der ikke gør, uden at få mén af det. Og erhvervet skulle jo gerne være for alle dem, der synes det er lige sagen med en karriere til søs.
I løbet af temadagen var også gruppearbejde hvor vi, inddelt i grupper, skulle se på, i én gruppe: glæder ved et liv til søs, i en anden gruppe: sorger/svagheder ved et liv til søs, i en tredje gruppe: muligheder ved et liv til søs, samt i en fjerde gruppe: trusler/begrænsninger ved et liv til søs. Jeg var i gruppen med glæderne. Her blev navnlig påpeget fordelen ved at man var fri for dagligdags gøremål som indkøb, rengøring, madlavning, transport til og fra arbejde, hente/bringe børn til og fra skole og fritidsaktiviteter, så man kunne nøjes med at koncentrere sig om sit arbejde, og altså ikke skulle tænke på at man efter endt arbejdsdag skulle en masse andet, eller havde kone og børn i telefonen og minde om aftaler osv. Men det er jo så måske netop det, der er medvirkende til, at på sigt risikerer sømanden netop at miste disse "sociale kompetencer" som det hedder med et moderne udtryk. Så bliver han beskrevet som "sær". Det er bagsiden af medaljen.
Jeg havde ventet nærmest at blive skydeskive for æg og tomater, men blev godt modtaget. Og så skal jeg ikke belemre jer med mere af mit "hjertebarn".
Henrik L. Hansen er embedslæge med interesse for søfolk, og han havde kigget på en masse tal og statistikker, som var interessante.
Vi har jo ofte i Sømandskoneforeningen drøftet, hvor vidt der er flere skilsmisser iblandt søfolk end iblandt landkrabber. Vores indtryk har nok været, at det er der ikke. Og det skyldes vel netop, at vi er sømandskoner der trives med denne specielle livsform, som har fundet sammen i en forening. Vores landsformand Lotte udtrykte det rigtig godt i en film Søfartens Arbejdsmiljøråd havde lavet til lejligheden.
Men, der er altid et men: Statistikkerne viser altså, at der er forholdsvis flere søfolk der bliver skilt, i forhold til landkrabberne. Faktisk er der færre søfolk der bliver gift, end det er tilfældet for landkrabber, og derfor udgør skilsmisserne en forholdsvis større andel, da det jo er færre der bliver gift. Og så kan vi sige: Nå!
Men mon ikke det er sådan i vores forening, at os, der "råber højest", er os, der virkelig har lært at påskønne den selvstændighed og frihed der ligger i et sømands familieliv? Og mon ikke vi har glemt at det måske alligevel tog os nogle år at lære det? At det ikke altid var sjovt da børnene var små og ikke kunne forstå at far svigtede dem ved at forsvinde ud af deres liv gang på gang? Jeg kan nu godt huske da min egen søn nægtede at tro på, at hans far nogen sinde kom hjem igen. Og vores eget dybt følte savn? Og hvor gode er vi til at give sømanden plads når han kommer hjem fra søen? Forstår vi hans livsbetingelser til søs? At det er en omstillingsproces for ham (og os) hver gang han træder ind ad indgangsdøren, trods døren er den samme? Det opsplittede liv? Osv.
Ikke for at gøre det til en klagesang, men jeg tror, at vi med mellemrum skal gøre os besværlighederne klart, navnlig hvis vi vil have de unge piger med, og få dem aktive. Det er jo især i de unge år, at man føler det vanskeligt, indtil man bliver garvet og lærer at værdsætte det. Vi må ikke glemme dem, der synes det er svært.
Statistikkerne viste også, at de mest stabile, altså dem der blev længst i søfartserhvevet, er dem der er gift og har børn! Det må jo kunne siges at vidne om, at det er vigtigt at sømanden har en sikker hjemlig havn! Så med en endnu større og endnu mere aktiv Sømandskoneforening, hvor vi forstår og støtter hinanden, kan vi måske vende statistikken….
Tallene vil sandsynligvis blive lagt ud på Søfartens Arbejdsmiljøråds hjemmeside: www.seahealth.dk
Download/ se mit speciale om den isolerede sømand ved at klikke på denne link: PDF fil
Sådan en grå, kold og trist februarmorgen, hvor man er ved at få nok af den danske vinter, kan det være svært at få øje på lyspunkter i de mørke dage.
De er der, det ved jeg, men nogle gange må man altså skabe dem selv!
Det var jeg denne morgen i færd med, idet jeg var i gang med at tælle mine sparepenge. I månedsvis havde jeg lagt penge til side i et syltetøjsglas. Penge som jeg havde ”tilovers”, fordi jeg er stoppet med at ryge!!
Efter at have røget cigaretter siden mit 14. år, og de sidste år som storryger, var jeg nødt til at stoppe på grund af helbredet. En slem astmatisk lungeinfektion gav mig voldsomme og meget ubehagelige gener, så jeg havde ikke rigtig andet valg. Efter 4 dages indlæggelse, hvor jeg ikke havde røget, besluttede jeg at ”prøve” at lade være. Jeg ville ikke love mig selv eller andre noget, jeg måske ville have svært ved at holde!
De cigaretter jeg havde i tasken bad jeg min datter om at gemme et sted i huset, og jeg skulle ikke vide hvor. Dette som en redningsplanke ifald jeg slet ikke kunne klare projektet.
Det anbefales at man melder sig til et rygestopkursus, hvor man bliver instrueret i udtrapning af smøgerne, og hvor man kan være sammen med lidelsesfæller som kan støtte hinanden, ligesom det anbefales at bruge et nikotinprodukt, hvilket skulle øge chancerne for at overholde rygestoppet. Dette valgte jeg fra. Jeg var klar over, at med det rygemønster jeg havde, skulle jeg klare en ”kold tyrker”, ellers ville det ikke virke. Og jeg var helt ærligt ikke interesseret i at være sammen med andre og høre på, hvor synd det er for os!
Jeg brugte altså et andet ”kneb”. Jeg fortalte rigtig mange i min omgangskreds samt alle mine kolleger, at jeg ville forsøge at holde op med at ryge. Jeg mødte næsten kun positiv respons. Både fra rygere og ikke rygere. Og jeg fik utrolig megen støtte, specielt fra eksrygere. Der blev ringet eller mailet til mig med gode råd. Mine børn skiftedes til at ringe, og det første de spurgte mig om var: ”Har du røget?”
Jeg har fundet ud af, at rigtig mange mennesker er glade for, at jeg vil forsøge dette. Mennesker som oprigtig holder af mig, og har været bekymret for mit liv i de tætte røgtåger!!
I det materiale man kan få fra bl.a. Sundhedsstyrelsen er beskrevet de mange gevinster, man får ved et sådant rygestop. Det er gevinster man ret hurtigt kan ”indløse”! Der gik ikke mange dage, før jeg kunne mærke, at min lugtesans var skærpet. I en forretning duftede jeg lige pludseligt friskt træ! Det var pejsebrænde! Har aldrig før tænkt over, at sådan noget kunne dufte. Smagssansen skærpes ligeledes. Nu kan jeg smage nuancerne i et godt glas rødvin. Etikettens beskrivelse om strejf af vanille og egetræ er god nok! En anden sjov ting er, at jeg nu kan dufte når jeg kogevasker. Duften af ”renhed” i bryggerset giver associationer om de ugentlige vaskedage i vaskehuset, da jeg var barn.
Nu kan det jo virke ganske rosenrødt med al den omsorg og interesse! Men medaljen har nu også en bagside! En meget stor endda. Kun meget få har berettet om de meget negative oplevelser, som flere end jeg må have oplevet. Jeg medgiver at det må være individuelt.
Men hør nu her: Hvordan tror I det er at finde sig selv med en kuglepen i munden, eller at snurre den rundt mellem hænderne i et sådant omfang, at fingrene bliver hudløse? At opleve, at man ”sniffer” kollegaens røg i sig? For slet ikke at tale om vægtøgningen! UHA, man var advaret, og det er altså ikke så morsomt at se skalaen på vægten kører næsten i bund, samtidig med at man må udskifte garderoben flere gange. Ligefrem kønt er det jo heller ikke.
Men det aller, allerværste er nu alligevel humørsvingningerne. Mange er de vittigheder der er blevet fyret af omkring eksrygeres humør og temperament. Det er vand!!!!
Jeg tror at ingen andre end tidligere rygere kan sætte sig ind i, hvilket savn det er at sige farvel til smøgerne. Det er ikke kun nikotinens abstinenser man skal kæmpe med.
Nej hele dit mentale og sociale liv er også kastet ud i stormvejr! Når man f.eks. føler sorg over den mistede livsstil, ja så er det noget man kæmper med alene, for hvem kan dog sætte sig ind i at røgen har sådan en indflydelse på dit liv? Når man over kaffen på en café kan blive ganske misundelig over nabobordet, som har askebæger og benytter det? Tristheden i forsamlinger, hvor man ikke længere er med ude i rygepauserne? Ofte er det der hvor der diskuteres og dannes grundlag for senere beslutninger! Humørsvingninger som din familie og arbejdskolleger må stå model til, og som varer meget længere end de 14 dage, der tales om i diverse brochurer, og som gør dig selv så ked af det, når det går op for dig, hvor urimelig du har været.
Nej ingen skal fortælle mig, at der kun er gevinster ved et rygestop!
Tilbage til den mørke vinterformiddag, hvor jeg talte mine sparepenge. Det var ikke første gang jeg tømte glasset. Først var der næsten penge til en ny computer (fladskærm, trådløs tastatur og alt det, som dog stadig ikke kan få kabalespillet Edderkoppen til at gå op!) Denne morgen gjaldt det lommepenge til en ferie på Madeira. Beløbet var endnu engang 4cifret, så her er nok en af de største gevinster! Nå ja, og så lige helbredet, som jo var det der krævede rygestoppet!!!!
Og så må jeg indrømme at livet på andre områder måske er blevet en lille smule lettere. Jeg har nu ikke røget i snart ½ år, og jeg behøver ikke længere at lade øjnene flakse rundt i et lokale, når jeg kommer ind. Jeg behøver nemlig ikke længere at finde en rygerplads. Jeg frygter ikke længere de lange flyveture, hvor det ikke er muligt at ryge, og de ryge-rum der er indrettede i lufthavne og andre steder, behøver jeg heller ikke at smutte ind i. De var sgu da også forfærdelige ulækre, selv da jeg var ryger!
Næste gang jeg tømmer syltetøjsglasset, tror jeg pengene skal gå til en maler som skal komme og male stuens vægge. De bærer stadig af at der har været røget rigtigt meget. Og så har jeg lovet mig selv, at jeg ikke vil være en af de der ”frelste” eksrygere. De er sat’me ikke til at holde ud at høre på!! Og der må stadig ryges i mit hjem. Blot kun af andre end mig selv.
I skrivende stund har kalenderen passeret 1. marts, altså så er det forår - men kigger vi ud af vinduet, ligger driver af sne og istapper hænger langt ned af vinduet. Sneen kan dog ikke tage glæde af, at dagen er tiltaget med 3 timer 43 min.
Jeg vil gerne ønske Fredericia Maskinmesterskole tillykke med “Frederprisen 2004” en pris, der er stiftet
af Fredericia Kommune og gives til en arbejdsplads for dens rumlighed. Fredericia Maskinmesterskole har fundet plads til 5 medarbejdere, der har brug for lidt mere “støtte” end der normalt gives på en arbejdsplads.
Birgit Larsen Jensen og jeg har deltaget i Søfartens Arbejdsmiljøråd´s tema dag. Temaet i år var “Det sejlende menneske”. Tak til Søfartens Arbejdsmiljåråd fordi de altid påtænker Sømandskoneforeningen af 1976 med invitation til disse tema dage.
“Det sejlende menneske” er et stort og spændende emne. Dagen igennem var der mange tal på og udsagn om hvordan “det sejlende menneske” “ser ud” !
Søfartens Arbejdsmiljøråd har lavet en undersøgelse på hvad jobbet som sømand har af goder
High score er
Den gode ferie, sammenhængende fri
God løn
Det frie liv, når man er ude
Kammeratskab
Det store ansvar
Selvstændighed
Fleksibilitet i arbejdet
Tankevækkende, er det dog at 80% af de adspurgte, på spørgsmålet om, de vil anbefale deres børn, at gå ind i sømandslivet, svarede nej - men stillede man landmanden, det samme spørgsmål, ville sikkert mange flere end 80 % svare nej !
Birgit har andet sted i bladet belyst flere af de emner, der blev berørt.
Vordingborg og Næstved har holdt “åbent hus”. Desværre, har der ikke været den helt store søgning.
Jeg kan ofte spørge mig selv, hvad der skal til for, at flere får øjnene op for vores forening !
Jeg kunne tænke mig, at komme med en opfordring til jer ude i den store verden, om at skrive indlæg til “Søhesten” om hvordan jeres opfattelse er af Sømandskoneforeningen af 1976- hvad skal der til for du vil anbefale din kone/kæreste/samlever at tage kontakt til foreningen.
Mine tanker går til den kroatiske familie, der har mistet deres sømand, i forbindelse med ulykken ved Storebæltsbroen. Tankerne går også til alle de, der nu hænges ud for ikke, at have passet deres arbejde korrekt.
Smilet er den bedste
trådløse forbindelse imellem
to mennesker.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/3-2005 Kategori (i):
Bogklubben!
Klokken er elleve torsdag aften, og jeg skal skrive lidt til Søhesten. Klappen er gået ned, og jeg er total hjernedød, og kan ikke finde på noget og skrive om.
Jeg er lige kommet hjem fra vores ”litteraturaften”, det kalder vi vores møder, selv om det jo egentlig er en ”bogklub”.
Vi er seks kvinder her fra byen, to er under fyrre en midt i fyrrene og to er over halvtreds, Vi er vidt forskellige og derfor har vi selvfølgelig vidt forskellige meninger om de bøger vi læser. Det giver nogle gode diskussioner, og nogle hysteriske grineture en gang imellem.
Vi aftaler til møderne, hvad vi skal læse, og en af os sørger for at vi får bogen, så den er læst inden vi mødes igen. Vi mødes ca. en gang om måneden, alt efter, hvordan vores kalendere passer sammen. Ved at vi skal låne så mange på biblioteket, kan vi desværre kun læse de bøger som er mindst tre år gamle. Det er en god måde og få læst nogle bøger af en forfatter, som du normal ville springe over. Nogle gange har jeg haft lyst til at lægge bogen langt væk, fordi jeg syntes den var for kedelig eller for forvirret, men har læst den færdig, for det gør de andre, og har så fundet ud af, at den blev rigtig god.
Vi har været omkring mange forfattere. Jane Aamund kommer vi ikke udenom, hende har vi læst et par stykker af. Af andre forfattere kan nævnes: Lotte Tarp, Lise Marklund, Wilbur Schmidt, Leona Blair, Maive Binchy og Grethe Stenbæk som er en
ældre dame og bor her i byen. Til vores næste møde skal vi læse en bog af Anne Marie Løn som hedder Prinsesserne. Det er en ”mursten”, så jeg må hellere gå i gang, jeg har heldigvis fri i morgen fra arbejde.
En fortælling fra Lotte om en dejlig ferietur i Australien.
Vi ankom til Alice Springs sidste søndag, hvor vi indlogerede os på et backpacker motel midt i byen, det var utrolig fint og til ikke så mange penge. Der var vi i 2 dage for ligesom at vænne os til en ny døgnrytme, vi er 7 til 8 timer foran Danmark, og det er indimellem lidt underligt, når man om morgenen har lyst til at ringe hjem, og så er klokken 2 om natten….
Fra Alice Springs tog vi med på en 5 dages overlevelsestur ud i bushen, det var virkelig en oplevelse for livet. Vi kørte i en minibus sammen med 14 andre personer. Det var en noget blandet gruppe, da der var både unge på 18-19 år og ”ældre” ægtepar på omkring de 60 år, men det gav en fin stemning, og alle var gode til at holde højt humør, trods der indimellem var lidt ”prøvelser”.
På førstedagen kørte vi fra Alice Springs ud til Kata Tjuta, hvor vi gik en tur på 7 km i et helt forunderligt terræn. Alt det støvede røde jord, op og ned af klipperne, det gav virkelig én en fornemmelse af hvor vild naturen og terrænet er. Efter denne tur kørte vi til Ayers Rock, hvor vi så solnedgangen og farveskiftet på den ”lille” sten….
Om aftenen overnattede vi i telt med barbecue, øl og vin under åben himmel, og jeg skulle hilse og sige, at det var en rigtig kold fornøjelse, da det jo er vinter her, og om natten kommer temperaturerne ned på frysepunktet. Vi stod op klokken 5 om morgenen, det var stadig frysende koldt, men alt sammen var det værd, da man så solopgangen over Ayers Rock.
Vi gik den dag en tur rundt om klippen, en meget fascinerende tur på 10 km. Om aftenen kom vi til en ny lejr, som viste sig at være en stor kvæg farm, og derfor også lidt finere end lejren aftenen før, her kunne man få sig et varmt bad under rimelige forhold, og aldrig har jeg nydt et varmt bad så meget… Jeg blev drillet godt af de andre i gruppen, fordi de havde aldrig oplevet nogen, der kunne være en hel time om et bad, men jeg skulle altså liiiige bade, smøres ind i creme, og håret skulle jo også tørres, ja lidt dame gik der vel i den…
På tredjedagen var vi igen meget tidligt oppe, denne gang så vi solopgangen over Kings Canyon, hvorefter vi gik op og rundt om den, det var imponerende at stå så højt oppe og kigge ned, naturen så vild og forunderlig ud, for hvert lille hjørne man bevæger sig rundt, er det noget nyt…
Det var en tur på i alt 5 timer
O m aftenen overnattede vi igen i en ny Cattle Glen Helen, som også var et ok sted, her var der igen mulighed for et deeejligt varmt bad. Man føler sig nemlig meget hurtigt beskidt, når man kører og går rundt ude i bushen en hel dag. Alt det tørre støvede, røde jord er bare alle vegne på en, når man kommer hjem.
På fjerdedagen var det atter tidligt op, hvor vi så solopgang over Mac Donalds bjergkæden, og bagefter igen ud på en lang tur. Senere da vi lavede burger over åben ild til middag, fik begivenheden en burger på Mac Donalds lige pludselig en helt anden betydning!!!! På denne tur var vi også i en kløft, hvor vi fik lov at male med maling, som aboriginerne gjorde i gamle dage.
På 5. og sidste dagen var vi igen i en kløft, som var meget smuk at vandre igennem, og for de seje var der mulighed for at klatre op af en næsten lodret klippevæg, jeg gik selvfølgelig ikke af vejen, når Allan skulle op, ja, så skulle jeg i hvert fald også, det gik også fint med at komme op. ,en det værste var da jeg skulle ned igen, og nærmest måtte kure på r…. hele vejen ned, da jeg så blev lidt af en kylling, ved pludseligt at erfare, hvor langt der var ned.
Det som ellers var lidt af en prøvelse, var at både Allan og jeg vi reddet os en grum forkølelse allerede på anden dagen, vores kroppe kunne ikke rigtig lide de store temperaturændringer fra næsten 30 grader om dagen, og ned til frysepunktet om aftenen/natte. Så er primitivt lejrliv ikke altid det fedeste, når man snotter, og kroppen er helt energiforladt.. Men men men, de store begivenheder hele turen igennem gjorde jo alting til en kæmpe oplevelse, so vil være et evigt stort minde..
At komme til Alice Springs om aftenen på 5. dagen føltes på dette tidspunkt også meget overvældende. Alle de mennesker og bylivet, det havde vi jo ikke set i lang tid.
Søndag videre til næste stop på turen, Sidney, hvor vi befinder os nu…
Det er tirsdag aften, ferien er faktisk først lige begyndt. Vores plan for i morgen er at tager ned og nyde solen ved Operahus og måske tage en færge ud til en af de små øer…
Det sidste af vores uge i Sidney var rigtig vellykket, vi gik rund og sugede storby stemningen til os, nød det gode vejr, fik set Operahuset, Harbour Bridge, og var en tur i Taroonga Zoo, som virkelig var en stor oplevelse. Parken er bygget op på en halvø, og var så flot og naturægte, herhjemme er det hele jo lidt kunstigt lavet og ligger inde midt i en by, hvilket kan virke ligt forkert, når det er vilde dyr man kigger på. Dyrene var flotte og velplejede, og man kunne se (eller vi syntes i hvert fald at fornemme) de havde det rigtig godt, og det betyder jo meget..
Den sidste dag flottede vi os og gik en tur ned i lystbådehavnen, hvor kun de finde med de store yachter kommer… og selvfølgelig skal man have et specielt ID og helst være VIP for at spise i deres restaurant med den flotteste udsigt. Hvordan det så kunne lade sig gøre for Allan og jeg, at komme der ind, det er svært at sige, men det må helt sikkert være pga. vort ekstremt gode udseende??
Det var en god oplevelse for meget lang tid.
De sidste 15 dage skal vi på en grupperejse, en Reef- og Rainforest tur, som foregår fra Sidney til Cairns. En gruppe på 28 andre ”unge” mennesker. Det vil sige at alle er i alderen fra 18 til 30, undtagen to damer på 60 år. Hvordan de har formået at snige sig med, er ikke til at sige, men friskt er det i hvert fald. Indtil videre har vi lavet stop i 4 byer, Byron Bay, Surfers Paradise, Fraiser Island og Capricorn Caves, og det har virkeligt været begivenhedsrigt. Byron Bay og Surfers Paradise er begge højsæde for surfere og hele deres livsstil, det var virkeligt fedt at opleve. I Byron Bay tog både Allan og jeg et kursus i at surfe, det var sjovt, men også svært. Der var mange ”r..ture”, blå mærker og skrabede knæ, for at få den lækre oplevelse af suset i at stå oprejst på brættet i 10 sek…..Nu var det jo nok mest mig, der var det ømme syn med de blå mærker osv. Da Allan faktisk var ret god til det.
I Surfers Paradise lejede vi selv surfboard og ville selv prøve kunsten som pro surfere, men nej, et tre timers kursus var desværre ikke nok at blive pro. Men sjovt var det..
Fraiser Island er verdens største sand ø, og bestemt et besøg værd. Desværre kunne vi ikke surfe i bølgerne på stranden selvom, de var perfekte dertil på grunds af hajer over hele kysten, men vi gik blandt andet nogle lange ture, både å stranden og i regnskoven. En helt anden verden at træde ind i med lyde og dufte og kæmpe træer overalt.
Capricorn Caves var som navnet antyder et sted med huler, men hverken Allan eller jeg har den store lyst til at klatre rundt i huler, så vi nød bare aftenen foran bålet. Desuden ja, så er det jo helt vildt at sidde og spise mor genmad, mens der hopper 15 kænguruer rundt om en, alle så tamme, at de kommer hen og snuser til én, når man rækker hånden frem.
Derudover har vi været i Glen Village wild life park, hvor jeg selvfølgelig bare måtte holde en af de små søde koalabjørne i mine arme, en helt fantastisk oplevelse, som bare varede for kort..
Nu er vi på vej til Whitsunday Island, det bliver et dages paradis med sol og afslapning, det glæder vi os meget til. Vi har taget en masse billeder herfra, det skal blive spændende at vise dem frem, når vi kommer hjem.
Whitsunday Island er virkeligt et paradis af en ø. En sådan drømme ø, som mange har set i tv og på film utallige gange, og med garanti har drømt sig ud på, blev nu en virkelighed for os.
En sandstrand med det fineste klare vand, solstole under palmerne lang stranden, ren afslapning under solens stråler, kun afbrudt at en forfriskende dukkert i vandet eller en tur i kajak.
Da vi ankom til øen lørdag aften var der faktisk tre brudepar, som var ved at blive viet, og når man ser et smukt brudepar gå hånd i hånd ned af en næsten øde strand med solnedgangen i baggrunde, kan man lade være med at tænke…..
Resten af gruppen mente helt bestemt også, at Allan og jeg sagtens kunne nå at få klaret den ceremoni, inden vi tog fra øen, og de indvilgede sjovt nok alle sammen i gerne at ville være gæster, hvis tilfældet skulle opstå…
Vi har været på en halvdags ridetur i regnskoven, hvilket var en stor oplevelse for både Allan og jeg. Aldrig har vi begge oplevet at kunne ride i et sådant terræn før, ind i mellem gik det næsten lodret op, for i det næste øjeblik at gå lodret ned. Hestene gik på trapper, vadede over hele væltede træer og lignende som om det var det eneste de var sat i verden for… og så den natur og udsigt, det sætter store minde i sjælen.
Sidste stop og ende destination hed Cairns og nu går turen herfra og hjemover.
Min egen erfaring angående nytårsaften. Denne nytårsaften må jeg sige i bakspejlet, der den bedst jeg nogle sinde har haft, af dem, hvor jeg har
været alene hjemme. Inden vi fik børn var der mere fest, jeg var yngre, og det skulle da ikke se ud som om, jeg sad der hjemme, og savende min sømand,
så jeg gav den fuld gas.
Så var der det år, hvor jeg var i byen, alene med et lille barn, det eneste barn der var med, hold da op alt det krudt og bordbomber, et lille barn der
bliver meget forskrækket hver gang der kom der kom en bordbombe, det var da godt nok stressende, men sådan er det jo en nytårsaften.
I år var der så kommet et barn mere, og jeg var meget afklaret med det, at skulle være alene hjemme, det er sådan at min mand sejler hver andet år, så
det er til at forholde sig til.
Jeg foreslog til et af vores møder, om os der var alene hjemme ikke skulle fejre nytår sammen, vi var 2 + ungerne. Alt blev planlagt i sidste øjeblik, stille og roligt, der var jo bare os.
Ungerne pyntet op, vi hørte Dronningens nytårs tale, og så skulle der laves mad, men først skulle Lucas vugges i søvn, så Gitte, der var gæst og måtte
lave mad, så skulle Rebecca tisse og det var kun mor der måtte tørre. Men Gitte fik lavet en dejlig mad, og det var spise tid, guf, hvor det smagte.
Næsten halv vejs i bøffen vågnede Lucas, så var det tid til at lav grød, nu var det hans tur til at spise, og derefter min til, at spise min nu kolde bøf, men det vender man sig jo til.
Så var der guf for til børene, derefter læste Kasper (Gitte ældste) bøger op, så da det var tid til, at putte Rebecca i seng, var det lige til, for godnat historien var jo læst, og hun gik ud som et lys. Lidt efter var det Lucas tur til at komme i seng.
Kl.00.00 skålede vi det nye år ind i rødvin, det er første gang jeg har prøvede det, men det var lidt meget at åbne 1 flaske champagne, for 2 bundskjuler, men det gik jo da også.
Men selv om der var gang i den, og fart på som det plejer, at være hver aften, og at der først var ro fra det sidste barn kl. 1.00.
Så har det været den mest hyggelige og mest afstressende nytårsaften, jeg har kunne ønske mig, for jeg tog det selv stille og roligt, for jeg viste jo, at Gitte ved hvordan der er, at være alene hjemme.
Men det jeg enlig ville skrive var, at denne aften fandt jeg virkelig ud af, hvad Sømandskone foreningen havde givet mig, et supert netværk, det er jeg
bare så taknemlig for, hvorefter jeg tænker ja, lige børn leger bedst, der er måske noget om snakken !!!
Gitte, mange tak for en dejlig aften, selv om der ikke blev tid til så meget snak, så når vi jo nok i det nye år, det vil jeg da se frem til.
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 1/1-2005 Kategori (i):
Januar 2005
Ups, der strøg 2004 lige forbi ! Godt nytår til jer alle.
Så blev det 2005 og mange af os sidder sikkert, med et eller flere nytårsfortsætter. Et af mine er, at redaktøren af “Søhesten” ikke skal rykke mig for indlægget til Formandens side. Bare jeg nu kan overholde det !
Hvad blev 2004 for Sømandskoneforeningen af 1976 ?
Det blev året hvor foreningen fik “opdateret” sit logo (ses for første gang på dette blad)
Det blev året hvor vi talte “på knapper” - hvordan skal vi klare os uden portostøtten
Det blev året hvor vi fik en ny afdeling i Århus
Det blev året hvor vi fik ny næstformand og formand
Det blev året hvor vores Landsgeneralforsamling blev holdt i Skagen
Det blev året hvor vi modtog kr. 10.000 fra Vitt fonden
Det blev året hvor Ulla Andersen, Odense modtog “Søhesten”
Det blev året hvor “Søhesten” modtog kr. 10.000 fra Norden
Det blev året hvor vi slog et slag for vores mænd kan se båndet TV når de ude i den store verden
Det blev året hvor Landsgeneralforsamlingen flyttes fra sidste weekend i oktober til sidste weekend september.
Jeg håber , vi har et par punkter mere, at kunne se tilbage på når, vi skriver 2006.
Det, der kom til at fylde alles sind og tanker de sidste dage i 2004 overskygger jo næsten alt hvad, der ellers sket i 2004 - måske lige med undtagelsen af Kronprinsebrylluppet.
Personlig kan jeg næsten ikke blive ved, at tage alt den død og ødelæggelse, der vises time efter time, dag efter dag. Mine tanker går til de familier hvor ikke alle kom med hjem, til alle de ferieglade mennesker, der den 26. december fik et ar på sjælen, mange sikkert for resten af livet.
Det har været dejligt, at se “vores” præst i Singapore, Hans Vestergaard Jensen har været der, for at lytte til og tale med dem, der havde brug for det.
Kirsten Nybroe har været til møde i Velfærdsrådet. Her har man nedsat et udvalg, der skal arbejde med TV-ordningen. Udvalget skal mødes i uge 2, vi vil herefter blive informeret om hvilke tiltag Velfærdsrådet vil gøre for, at bibeholde TV-ordningen.
Redaktøren arbejder med fornyelse af annoncer til “Søhesten”. Det går rigtig godt. Det er meget stabile annoncører vi arbejder med - tak, for jeres positive respons når vi henvender os til jer.
Mit nytårs ønske for “Sømandskoneforeningen af 1976” skal være, at vi bliver lidt (læse mange) flere medlemmer.
Husk i går
Glæd dig til i morgen
men husk at leve i dag
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/1-2005 Kategori (i):
TAK
Sømandskoneforening af 1976 vil gerne takke With Fonden for de
Kr. 10.000,00
som vi har modtaget lige før jul. En rigtig dejlig julegave.
Med venlig hilsen
Sømandskoneforening af 1976
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/1-2005 Kategori (i):
Januar 2005
Ja så sidder man her igen foran en tom skærm og spekulerer over hvad man dog skal skrive, da det nu er Frederikshavnskredsens tur.
Da vi jo lige har taget hul på et nyt år er det naturligt at lade tankerne glide hen over det forgangne år.
For Frederikshavnskredsen har det været et spændende år, der blev domineret af Landsgeneralforsamlingen, hvor vi stod for arrangementet.
Det hele startede med at vor formand for lokalforeningen på et møde lod falde et par ord om, at hun havde sagt ja til at vi skulle afholde den kommende landsgeneralforsamling i foreningen.
Da den første overraskelse havde lagt sig, syntes alle vist at det lød spændende. Det skulle vi da nok kunne klare, lød det optimistisk og mange ideer blev vendt.
Der blev talt landsgeneralforsamling hver gang vi mødtes, men det var først efter sommerferien planerne blev mere konkrete.
Et af de første store spørgsmål var, hvor skulle arrangementet foregå og hvor skulle alle de mange, som ville komme, overnatte. Som vi blev enige om: hvad var mere naturligt end at det skulle foregå på Sømandshjemmet og da det viste sig at der var plads til så mange mennesker der, var det afgjort.
Resten faldt lidt efter lidt på plads, med festmiddag og søndagsfrokost.
Det har været en spændende og måske somme tider lidt stressende oplevelse. Indkvarteringen var nok den del, der krævede det meste, men til sidst lykkedes det at få det hele til at gå op i en højere enhed.
Vi har haft nogle sjove oplevelser i forløbet med restaurantbestillinger, indkøb af præmier til amerikansk lotteri, der skulle jo en del til. Bordplan, det var også lidt af en udfordring at få placeret så mange mennesker man ikke har truffet før, men jeg tror det gik og at alle fik en fin aften.
Men vi glemte dog ikke vores tradition i afdelingen, hvor vi samles og laver juledekorationer, så dette møde blev også brugt til evaluering af generalforsamlingen, man kan jo godt snakke selv om man er flittig med grangrene og lys.
Så vil vi fra Frederikshavnkredsen ønske alle sømandskoner med familier et rigtig godt nytår.
Den største forandring i menneskets tilværelse, er nok når man bliver forælder.
Ens eget liv forandrer sig totalt fra det øjeblik, man holder sit første barn i armene. Forandringen er ikke kun i det følelsesmæssige plan, men i alt hvad man tidligere har beskæftiget sig med. Glæden ved at blive forælder overskygger alt andet man har kendt, og man har nu pludselig ansvar og bekymringer for dette lille væsens opvækst. Det er ikke kun de næste mange, mange år man optaget af denne forældrerolle, men faktisk resten af ens liv!!
Jeg har oplevet denne rolle give mig identifikation og personlighed. Jeg er sikker på at mange både mødre og fædre er enige med mig i disse udsagn.
Jeg har haft barselsorlov og barnets 1. sygedag. Jeg har været med i utallige børnefødselsdage, enten som deltager eller arrangør. Jeg har siddet utallige timer på tilskuerpladser. Enten i svømmehaller, på rideskoler eller i gymnastiksale. Jeg har siddet og ventet i en sen nattetime på at puslingerne vendte hjem fra deres første halballer. Jeg har ryddet op efter deres fester. Bandet, svoret og glædet mig!!
Jeg har sammen med andre forældre deltaget i forældremøder og andre arrangementer i folkeskoler og på gymnasier.
Jeg har stolt deltaget i translokationer og været vært ved studenterfester.
Kigget på og hørt om kærester. Været nysgerrig, meget!
Jeg har oplevet dem vokse op, blive til selvstændige mennesker. Jeg har følt dem fylde utroligt meget i vort hjem og mit liv. Jeg har med stor glæde sammen med masser af andre forældre identificeret mig med denne rolle. Jeg har mere eller mindre bevidst forsøgt og tilstræbt at opdrage og forberede mine børn til en selvstændig tilværelse.
Det har givet resultat: Begge mine børn er flyttet hjemmefra.
Fra den første til den sidste forsvandt, er der gået næsten 10 år, så jeg har haft masser af tid til tilvænning.
Og jo, de kommer tit hjem. For at snakke, fortælle, låne vaskemaskine, penge og tømme køleskab.
Den næststørste forandring i et menneskes liv er nok, når børnene er flyttet fra hjemmet. Man er stadig forælder med de samme glæder og bekymringer. Forældrerollen slipper man aldrig!!!
Det er med stor glæde at jeg følger mine børns videre livsforløb.
Jeg synes dog at det er bemærkelsesværdigt så lidt vi, sammen med andre forældre, taler om denne endnu engang store forandring i menneskets tilværelse.
Når jeg i denne artikel skriver JEG, er det i samråd med min sømand. Han har selvfølgelig været med hele vejen igennem. Når han har været hjemme, har han bestemt deltaget i alt, hvad der vedrørte børnene. Han har haft de samme tanker som jeg, og som alle andre forældre. Vi har sammen lagt planer for, hvad vi gerne vil foretage os, når vi ikke længere er ” bundet” af forældrerollen.
Noget andet er den tid, hvor jeg er alene.
Altså hvor sømanden stadig er til søs.
Når jeg kommer fra arbejde, sidder katten og kigger på mig. Nå, jah, den skal selvfølgelig ikke glemmes. Madskålen skal fyldes op!! Men der er ingen sko eller tøj, der ligger og flyder. Fjernsynet er tavst! Ingen spørger hvad aftensmaden står på! Mælken i køleskabet er pludselig blevet sur! Telefonen er faretruende tavs! ( Og regningen blevet mindre!!)
Jeg oplever nu denne del af min tilværelse , som en udfordring! Sikkert sammen med en masse andre forældre.
Lad os her i Søhesten høre om dine erfaringer eller forventninger til Seniortilværelsen, hvor børnene nu ikke længere er den største del af din tilværelse!!. Også gerne fra forældre i den anden ende af tidsskalaen!!
På den nyligt overståede landsgeneralforsamling var det for mig en stor, stor glæde at sidde sammen med og opleve nybagte forældre, og at høre deres bud på fremtiden for sømandsfamilien. Et enkelt par havde deres lille baby med! Det var en ren fornøjelse at opleve!
Da jeg sidste år læste, at den gamle udtjente isbryder "Elbjørn" var blevet solgt til kokken Lars Jeppesen, der ville lave den om til restaurant, var min første tanke.
Det glæder jeg mig utrolig meget til at se resultatet af.
Lars, der sammen med familie og venner selv har forestået ombygningen, har bl.a. hevet 130 tons ud af bjørnen, inden der kunne blive plads nok til den nye indretning. Men siden den 10. august har "Elbjørn" ligget stolt og nymalet langs kaj i Ålborg.
I godt vejr kan man sidde i havemøbler på dækket, ellers er der indgang henne agter ved den store trækkrog, der nu er blevet overdækket. Herfra er der 2 nedgange. Går man forefter, kommer man ned til et mindre spiseområde, hvor ligeledes baren forefindes. Fortsættes endnu en etage ned, kommer man ned i det tidligere agterste maskinrum. Dette ses tydeligt, da forskelligt maskineri nænsomt er bevaret, hvor pladsen tillader det. Ellers står her smukt dækkede borde omkranset af hvide læderstole. Skotterne er dekoreret med fotoforstørrelser af flotte vinter-billeder fra de danske farvande. Fra forkanten af rummet fører en lille dør ind til det forreste
maskinrum, der fortsat står uberørt.
Går man ude agter, hvor det iøvrigt er muligt at kikke ned på skrueakslen, en etage op, kommer man op i loungen. Her kan kaffen eller en lille én nydes evt. henslængt i
en chaiselong. Ligeså i loungen ses den gamle styremaskine samt det store nødrat.
Inden jeg går fra borde, er jeg lige et smut oppe på broen, i bestikket og i radiorummet. Udenfor i hver brovinge står fortsat de store gamle maskintelegrafer.
I dækshuset midtskibs foran skorstenen, er indrettet glaspusteri. Jeg tror ikke man behøver være specielt skibsinteresseret, for at synes dette er en spændende
restaurant at besøge. Men det skader da ikke.
Jeg vil gerne bruge min første “Formandens side” til at takke jer alle for den tillid I har vist, ved at stemme på mig til formandsposten i Sømandskoneforeningen af 1976. Jeg skal gøre mit bedste til, at leve op til tilliden.
Til jer, der ikke kender mig, kan jeg fortælle om mig selv, at jeg er 41 år. Bor i Andkær v/Vejle. Jeg startede for 4 år siden et serigrafisk trykkeri. Jeg har været med i Sømandskoneforeningen i 4 år og har fra mit første møde med Fredericia/Kolding/Strib afd. følt, det var det helt rigtige for mig. Jeg har hele mit liv haft et tæt forhold til søen, kommer fra en fiske familie i Hou i Nordjylland - så jeg har som alle andre piger fra familier med folk på søen sagt, jeg skal ikke giftes med en sømand - MEN nu sidder jeg altså her midt i det, og vil ikke bytte men noget. Jeg elsker livet som sømandskone !!
Jeg vil også gerne takke Frederikshavn´s afd. for et godt og veltilrettelagt arrangement i forbindelse med Landsgeneralforsamlingen. Tak til repræsentanter fra DANA og Dansk Rederiforening, der havde afsat en weekend til Sømandskoneforeningen. Tak til Fabien Knudsen for indlægget vedr. forskning af livet til søs.
Referat fra Landsgeneralforsamlingen vil bliver bragt i “Søhesten” i januar 2005.
P.t er jeg selvfølgelig lidt spændt på hvad posten, som formand for Sømandskoneforeningen indebærer, heldigvis er mange i forretningsudvalget og repræsentantskabet garvede piger og vores tidligere formand Kirsten, bliver jo heldigvis hos os. En sætning fra Landsgeneralforsamlingen, der igen og igen popper op er, at vi i Sømandskoneforeningen betegnes som en “meningsløs” forening - altså en flok, der ikke har en mening om noget som helst. Den sætning, syntes jeg vi skal arbejde med, at få gjort til skamme !!
Andet sted i bladet kan du læse svar på vores brev til Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen - et svar som, jeg personligt syntes er lidt tamt. Vi må nok prøve med en henvendelse til Brian Mikkelsen.
Sluttelig vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.
Volder verden dig fortræd
Gækker livets spil dig
Trøst dig du har mangt et sted
Venner du kan regne med
Piet Hein
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/12-2004 Kategori (i):
Julemandsdalen
Der skal i årets sidste ”Søhest” være noget for hele familien !!
Det var en flot decemberdag lige før jul. Blæsten havde lagt sig, det var koldt og klart, og solen kunne lige anes over fjorden. Rasmus og Julia var ude for at kigge efter spor i sneen Jeg tror faktisk, jeg kender alle dyrespor, sagde Rasmus - han skulle altid være så vigtig, bare fordi han var født 9 minutter før sin tvillingesøster. Det dèr er f.eks. snespurvespor, og dér har der gået en polarræv. Nå, sagde Julia Men, hvis du ved så meget, så kunne du måske fortælle mig, hvad det dér er?
Julia havde fundet nogle mærkelige fodspor. Det lignede nærmest sporene efter bittesmå kamikker. Der er i hvert fald ikke nogen i hele bygden, der har så små fødder som dem der! Næ…. Men så er der jo kun en ting at gøre: Vi følger sporene og finder ud af, hvem der har lavet dem!, foreslog Rasmus.
Tvillingerne fulgte sporet op langs fjorden. Da de havde gået i næsten en time, drejede sporet skarpt til venstre, ind i landet. Og så begyndte det at opføre sig underligt: det snoede og bugtede sig, frem og tilbage, rundt og rundt. Rasmus og Julia fulgte sporet, så godt de kunne, men til sidst anede de ikke, hvad var nord, syd, øst eller vest. Vi finder aldrig tilbage sagde Rasmus, og det var lige før han begyndte at græde.
Hej, hold op med det. Det var bare for sjov! Sagde en lille stemme. Rasmus og Julia vendte sig forskrækkede om. Bag dem stod en lille fyr med en rød hue:Jeg opdagede, at I fulgte efter mig, og så ville jeg bare lave lidt sjov. Jeg tror, det er derfor man kalder mig Drillenissen.
Er du en nisse?! spurgte Rasmus og Julia i munden på hinanden. Jep! Den aller-helt-og-aldeles-yngste- jeg er kun lige fyldt 134 år, svarede Drillenissen stolt. Men hvem er I?
Vi hedder Julia og Rasmus, og vi tror altså ikke på nisser. Far siger, at de ikke findes, svarede Rasmus.Jamen, jeg står jo lige her sagde Drillenissen, -og hvis ikke der findes nisser, hvem i alverden skal så hjælpe Julemanden?
Der findes altså heller ikke nogen julem….av! Julia gav Rasmus en albue i siden for at få ham til at tie stille. Må vi ikke tage dig med? Vi vil meget gerne møde Julemanden! Kun hvis I lover, at I aldrig fortæller nogen, hvad I har set. Det lover vi svarede de i kor.
Rasmus og Julia måtte næsten løbe for at følge med Drillenissen. Hvor langt skal vi? spurgte Julia forpustet. Drillenissen pegede op på et fjeld lidt længere borte. Det der er Julemandsfjeldet. Bagved ligger den skjulte dal – og der bor Julemanden og alle hjælpenisserne.
Den skjulte dal var det smukkeste sted, Julia og Rasmus nogensinde havde set. De sødeste små huse lå klinet op ad fjeldet, og midt i al sneen lå en vidunderlig grøn eng. På engen gik en flok rensdyr og græssede. Ham med den røde tud hedder Rudolf, og han kan flyve fortalte Drillenissen. Og det her er vores postkontor. Vil I med ind? Tvillingerne nikkede.
På Postkontoret havde Postnissen travlt med at stemple breve. Hej Postnisse - her er Rasmus og Julia, mine nye venner! sagde Drillenissen. Nej, det var da skægt. Jeg står netop her med et par breve til Julemanden fra nogen, der hedder Rasmus og Julia. Det skulle vel aldrig være jer? spurgte Postnissen venligt. Tvillingerne blev ildrøde i hovederne. Har du skrevet til Julemanden?! Jeg troede ikke, at du troede på ham? sagde de i munden på hinanden. Postnissen smilede til dem: Pyt med det! Julemanden tror i hvert fald på jer. Og I kan være sikre på, at han bliver glad for jeres breve. Kunne i for resten ikke smutte over med hans post - det ville være en stor hjælp. Den fikser vi sagde drillenissen og tog imod postsækkene.
Det var blevet mørkt udenfor. Vi skal denne vej, sagde Drillenissen og førte an. Julemandens hus var en stor og hyggelig gård med et kæmpe tårn og lys i alle vinduerne. Drillenissen bankede på. Ingen svarede. Han prøvede igen. Stadig intet svar. Øv, han er ikke hjemme lige nu sagde Drillenissen ærgeligt- men jeg kan vise jer legetøjsmaskinen! Rasmus og Julia fulgte med hen på værkstedet, hvor maskinene stod. Den fyldte næsten hele rummet og var flere etager høj. Man starter den sådan her – tror jeg nok- sagde Drillenissen og drejede en kæmpestor guldnøgle en halv omgang.
Maskinen gik i gang og ud strømmede dukker og biler og bamser, så det var ren fornøjelse. Vil I se noget andet sjov? spurgte Drillenissen og trak dem hen til et lille vindue. Henover den mørke nattehimmel flagrede det smukkeste lys i alverdens farver. det kommer oppe fra tårnet, fortsatte Drillenissen. Når maskinen kører så opfanges lyset af en stor diamant i tårnet. Hvis det er mørkt og klart, kan man se lyset over hele Grønland- og så véd man, at Julemanden laver legetøj
Tror du også, at far og mor kan se det hjemmefra? spurgte Julia. Far og mor?! gispede RasmusÅh nej, vi skulle have været hjemme for længst. De tror garanteret, at vi er gået gennem isen eller noget andet frygteligt. Har I ikke en telefon, vi kan låne?
En tele-hvad? spurgte Drillenissen, for sådan én havde han aldrig hørt om. Men måske har jeg noget andet, I kan bruge. Han fór afsted og kom snart tilbage med en kulsort og skinnende blank sten. Hvordan virker den? spurgte Julia. I skal bare lægge hånden på den, lukke øjene og ønske, at I var hjemme
Tvillingerne gjorde, som Drillenissen sagde. Og hvad så, Drillenisse? spurgte Rasmus. Ingen svarede.Hvad så nu? gentog Julia og åbnede øjnene. Væk var Drillenissen og den skjulte dal og legetøjsmaskinen- de stod lige midt i deres egen stue! – Og vi fik ikke engang sagt ordentligt farvel, sukkede Julia.
Far stak hovedet ind:Nå, dér er I!? Kom og se, der er det flotteste lys på himlen i aften – det hedder
ordlys. Det kender vi godt, det er fordi Julemanden laver legetøj sagde Julia.Schyyys…vi lovede ikke at fortælle det til nogen! hvæsede Rasmus. Hvad står I og hvisker om? spurgte far. Åh, det er bar én slags julehemmelighed, svarede tvillingerne og blinkede til hinanden.
Frederikshavn kredsen i Sømandskoneforeningen vil gerne på dette sted takke rederiet A.P.Møller samt A/S Dampskibsselskabet TORM for deres flotte tilskud til den nys overståede Landsgeneralforsamling i Skagen.
Nutidens familiestruktur her i landet er meget forskelligt skruet sammen.
Mange børn har eet sæt forældre, to sæt bedsteforældre og mange også fire sæt oldeforældre. Mange børn har flere sæt voksne i forskellige kombinationer omkring sig, men det gør det ikke altid nemmere at finde en nær voksen, der kan tage sig af ens barn, når man ikke selv er disponibel. Bedsteforældre og andre familiemedlemmer har alle deres at se til med arbejde og fritidsinteresser, der ofte er skemalagte, så de har lige så travlt som børneforældrene.
Jeg har nu rundet de 60 år, er holdt op inden for mit tidligere erhverv i sundhedssektoren, men min dag er godt booket ud og min kalender fyldt op i den nærmeste fremtid.
Dette hindrer dog ikke, at jeg i nødens stund tager mine 2 yngste børnebørn på ”ferie” i skoleferier, og når deres far må tage dem ekstra uger, når deres mor er syg. Mor og far er fraskilt, lever begge uden ny partner, og bor 2½ times kørsel fra hinanden. Det er ikke altid så let at få hverdagen til at glide, når man er ene, og arbejdet skal jo også passes.
Men vi gamle nyder at få liv i huset. Legetøjet bliver fundet frem fra loftet, og et hjørne af stuen bliver ryddet til Legolandsbyen. Der bliver gået ture i plantagen og på stranden og, når vejret er til det badet og fløjet med drager. Vi laver mad med børn ved køkkenbordet, der bliver skåret ud og rørt i gryder – og så er det dejligt at kunne spise det sammen bagefter.
Når vi sidder sammen, børnebørnene og vi gamle, fortæller vi tit om ”da vi var børn”.
Det får mange mindre frem om hvordan ens egne forældre klarede sig med os børn, og hvordan min mor som ung styrmandskone klarede sig i hverdagen med 3 børn og manden på havet, det meste af tiden på Østen. Breve fik hun kun, når skibet havde været i havn. Vi fik meget tidligt telefon, men der skulle held til for at få en samtale nogenlunde igennem ude fra Stillehavet, med skiftetale og støj.
Når der var problemer, sygdom og ulykke kunne der ikke med det samme gå besked til sømanden, så han kunne blive involveret. Problemerne blev løst, sygdommen ofte overstået og begravelserne foretaget uden hans medvirken. – Og hvad skal den stakkels mand da også gøre ude fra havet!
Jeg mindes engang, jeg har været omkring 9 – 10 år, min mor blev alvorligt syg og måtte akut på sygehuset. Vi boede i København og far var på langfart.
Vi havde ikke så meget familie i København, og i hvert fald ingen som kunne have 3 børn i pleje. Min mors søskende boede i Odense, hvortil min lillesøster blev bragt. Jeg husker ikke, hvor min lillebror var i den periode, men jeg kom til min bedstefar og hans nye kone Eline, som boede i Korsør. Vi var væk fra vores mor i 6 uger.
Bedstefar og bedstemor, som jeg kom til at holde rigtigt meget af, var et par ældre mennesker, som havde fundet hinanden sent i livet. Bedstefar var matros og i de sidste år af sit arbejdsliv ansat ved Storebæltsoverfarten. Han havde haft et rigt liv ude omkring i verden. Han var en meget bestemt og noget bøs herre. Bedstemor var en ”fin” dame, der var stil omkring hende, og hun sørgede for menageriet hjemme. Min bedstemor havde sukkersyge og var meget omfangsrig.
Når jeg sammenligner mine børnebørns ophold hos mig med de ophold, som jeg fik hos mine bedsteforældre, så er der himmelvid forskel.
Bedstefar og bedstemors lille gule hus lå på Havnepladsen bag en fin gulmalet mur med låge i. Mit første ophold var stort set kun i huset og haven og udenfor med bedstefar og bedstemor. Under senere ophold har jeg leget med andre børn i nabolaget.
Det fine lille hus var fyldt med de særeste ting og sager.
Der var en fin entre og pyntestue. Der var en fin trappe til ovenpå, hvor der var pyntelige værelser. Alle steder var der fint porcelænsnips, plydsmøbler med klunker, polerede borde og rygearrangementer og skabe med fine kopper, glas og sølvtøj. Det var ikke noget ”man” rørte ved. Jeg husker, at der var en lille broget porcelænsko med låg i ryggen, og man kunne drikke mælk ud af dens mule. Den fik jeg lov til at adoptere (måske for at få mig til at drikke mælk!).
Men det var ikke de steder livet blev levet, det var i den anden end af huset.
Bagrum, vaskerum, køkken og den lille stue – det var der vi opholdt os i det daglige.
Der var nydeligt, men spartansk. Køkkenet var ret stort med komfur og høkasse og viskestykker og håndklæder gemt under de fineste blå broderier. Den lille stue, hvor radioen stod, var møbleret med 2 gode stole med et lille sybord imellem ved vinduerne, et spisebord med stole og en divan. Her var også en kakkelovn, den eneste (udover komfuret i køkkenet) der i dagligdagen blev tændt op i. Den gav også lidt varme til soveværelset ovenpå.
Selv om de gamle nu havde fået et barn i huset, blev der ikke lavet om på hverdagen. Man passede sin dont. Blandt de mange ting, som mine bedsteforældre havde stående, var på en eller anden forunderlig måde også en dukkevogn og en gammel dukke. Den fik jeg megen tid til at gå med.
Om formiddagen kom de handlende til døren med deres varer, slagter, ostemand og mælkemand. Mælken blev tappet direkte fra hestevognens mælkeboks ned i bedstemors kande, og så blev den stillet i spisekammeret. Jeg drak ikke mælk, hvis jeg kunne blive fri, da jeg var barn!
Om aftenen, når bedstefar kom hjem, var der skumringstime. Jeg skulle sidde lige så stille ved bordet og tegne, mens bedstefar lå på divanen med avisen over hovedet og bedstemor sad i den ene stol ved vinduet, og lyset blev ikke tændt, før det var tid at gå ud til kartoflerne. Bedstefar kunne jo heller ikke lade være med at sove lidt og snorke, hvortil fulgte bedstemors fortrolige lille blink med øjet til mig, for bedstefar sov aldrig.
Når bedstefar var hjemme om dagen, skulle jeg være meget stille, specielt hvis han hørte noget i radioen, for alt var af interesse for ham.
I dagligdagen vaskede man sig ovenpå i det lille tekøkken, det var rigtigt koldt og med koldt vand. Der blev ikke åbnet et værelse på grund af mig, - næ, der blev stillet en jernseng op i krogen ved klædeskabet, og så sov jeg sammen med bedstefar og bedstemor. De sov i tunge stribede dyner med stift, hvidt linned med navnetræk, og bedstemor havde en strop med håndtag i loftet (hun var jo temmelig stor). Bedstemor havde gråt hår, opsat i en flettet knude i nakken. Den sad hun gerne på sengekanten og flettede i en meget lang, tynd pisk og satte den fast med masser af små hårnåle, hvorefter hun i sin store hvide natkjole lagde sig ved siden af den allerede sovende bedstefar.
Om lørdagen skulle vi bade, så bedstefar tændte op under grukedlen i vaskehuset. Badekarret var stillet på højkant op ad væggen, og blev nu sat på sine ben og proppen sat i, hvorefter bedstefar fyldte op med det dejlige varme vand. Hele rummet emmede af damp. Det var herligt!
Der var jo også et liv udenfor den gule mur, og jeg havde fået strenge ordrer på, at jeg ikke måtte gå ud på pladsen. Pladsen var kranset af huse og butikker, men da det var en havneplads var den også åben mod vandet, og det var naturligvis vandet som kunne være til bekymring. Jeg var meget nysgerrig, for der skete jo meget på Havnepladsen dengang. Jeg tror, at Fyr- & Vagervæsenet havde materiale liggende, og der kom tit småbåde, der lagde til.
Blandt andet afgik den lille båd (eller færge), der bragte forsyninger til Sprogø. Dengang var der pigehjem derovre, og der skulle vel også nye beboere over til dette hjem. Men mine bedsteforældre havde fortalt mig, at det var ”uartige piger”, der blev sejlet med den båd. Jeg var meget nysgerrig efter at se, hvordan sådan nogle så ud – men jeg mindes ikke at have set nogen, der så anderledes ud end andre damer. Men det var jo den tid og den tids opfattelse af samfundets tilpasning.
Vi kom jo hjem til vores mor igen og siden holdt har vi alle tre børn været i det lille gule hus på rigtig ferie. Bedstemor levede desværre ikke så længe – så det er godt at have nogle dejlige minder om en hjertevarm kvinde, der kunne tage os børn til sig – selv fik hun aldrig nogen.
Hermed mange hilsner til alle fra os i Fanøafdelingen.
Nutidens familiestruktur her i landet er meget forskelligt skruet sammen.
Mange børn har eet sæt forældre, to sæt bedsteforældre og mange også fire sæt oldeforældre. Mange børn har flere sæt voksne i forskellige kombinationer omkring sig, men det gør det ikke altid nemmere at finde en nær voksen, der kan tage sig af ens barn, når man ikke selv er disponibel. Bedsteforældre og andre familiemedlemmer har alle deres at se til med arbejde og fritidsinteresser, der ofte er skemalagte, så de har lige så travlt som børneforældrene.
Jeg har nu rundet de 60 år, er holdt op inden for mit tidligere erhverv i sundhedssektoren, men min dag er godt booket ud og min kalender fyldt op i den nærmeste fremtid.
Dette hindrer dog ikke, at jeg i nødens stund tager mine 2 yngste børnebørn på ”ferie” i skoleferier, og når deres far må tage dem ekstra uger, når deres mor er syg. Mor og far er fraskilt, lever begge uden ny partner, og bor 2½ times kørsel fra hinanden. Det er ikke altid så let at få hverdagen til at glide, når man er ene, og arbejdet skal jo også passes.
Men vi gamle nyder at få liv i huset. Legetøjet bliver fundet frem fra loftet, og et hjørne af stuen bliver ryddet til Legolandsbyen. Der bliver gået ture i plantagen og på stranden og, når vejret er til det badet og fløjet med drager. Vi laver mad med børn ved køkkenbordet, der bliver skåret ud og rørt i gryder – og så er det dejligt at kunne spise det sammen bagefter.
Når vi sidder sammen, børnebørnene og vi gamle, fortæller vi tit om ”da vi var børn”.
Det får mange mindre frem om hvordan ens egne forældre klarede sig med os børn, og hvordan min mor som ung styrmandskone klarede sig i hverdagen med 3 børn og manden på havet, det meste af tiden på Østen. Breve fik hun kun, når skibet havde været i havn. Vi fik meget tidligt telefon, men der skulle held til for at få en samtale nogenlunde igennem ude fra Stillehavet, med skiftetale og støj.
Når der var problemer, sygdom og ulykke kunne der ikke med det samme gå besked til sømanden, så han kunne blive involveret. Problemerne blev løst, sygdommen ofte overstået og begravelserne foretaget uden hans medvirken. – Og hvad skal den stakkels mand da også gøre ude fra havet!
Jeg mindes engang, jeg har været omkring 9 – 10 år, min mor blev alvorligt syg og måtte akut på sygehuset. Vi boede i København og far var på langfart.
Vi havde ikke så meget familie i København, og i hvert fald ingen som kunne have 3 børn i pleje. Min mors søskende boede i Odense, hvortil min lillesøster blev bragt. Jeg husker ikke, hvor min lillebror var i den periode, men jeg kom til min bedstefar og hans nye kone Eline, som boede i Korsør. Vi var væk fra vores mor i 6 uger.
Bedstefar og bedstemor, som jeg kom til at holde rigtigt meget af, var et par ældre mennesker, som havde fundet hinanden sent i livet. Bedstefar var matros og i de sidste år af sit arbejdsliv ansat ved Storebæltsoverfarten. Han havde haft et rigt liv ude omkring i verden. Han var en meget bestemt og noget bøs herre. Bedstemor var en ”fin” dame, der var stil omkring hende, og hun sørgede for menageriet hjemme. Min bedstemor havde sukkersyge og var meget omfangsrig.
Når jeg sammenligner mine børnebørns ophold hos mig med de ophold, som jeg fik hos mine bedsteforældre, så er der himmelvid forskel.
Bedstefar og bedstemors lille gule hus lå på Havnepladsen bag en fin gulmalet mur med låge i. Mit første ophold var stort set kun i huset og haven og udenfor med bedstefar og bedstemor. Under senere ophold har jeg leget med andre børn i nabolaget.
Det fine lille hus var fyldt med de særeste ting og sager.
Der var en fin entre og pyntestue. Der var en fin trappe til ovenpå, hvor der var pyntelige værelser. Alle steder var der fint porcelænsnips, plydsmøbler med klunker, polerede borde og rygearrangementer og skabe med fine kopper, glas og sølvtøj. Det var ikke noget ”man” rørte ved. Jeg husker, at der var en lille broget porcelænsko med låg i ryggen, og man kunne drikke mælk ud af dens mule. Den fik jeg lov til at adoptere (måske for at få mig til at drikke mælk!).
Men det var ikke de steder livet blev levet, det var i den anden end af huset.
Bagrum, vaskerum, køkken og den lille stue – det var der vi opholdt os i det daglige.
Der var nydeligt, men spartansk. Køkkenet var ret stort med komfur og høkasse og viskestykker og håndklæder gemt under de fineste blå broderier. Den lille stue, hvor radioen stod, var møbleret med 2 gode stole med et lille sybord imellem ved vinduerne, et spisebord med stole og en divan. Her var også en kakkelovn, den eneste (udover komfuret i køkkenet) der i dagligdagen blev tændt op i. Den gav også lidt varme til soveværelset ovenpå.
Selv om de gamle nu havde fået et barn i huset, blev der ikke lavet om på hverdagen. Man passede sin dont. Blandt de mange ting, som mine bedsteforældre havde stående, var på en eller anden forunderlig måde også en dukkevogn og en gammel dukke. Den fik jeg megen tid til at gå med.
Om formiddagen kom de handlende til døren med deres varer, slagter, ostemand og mælkemand. Mælken blev tappet direkte fra hestevognens mælkeboks ned i bedstemors kande, og så blev den stillet i spisekammeret. Jeg drak ikke mælk, hvis jeg kunne blive fri, da jeg var barn!
Om aftenen, når bedstefar kom hjem, var der skumringstime. Jeg skulle sidde lige så stille ved bordet og tegne, mens bedstefar lå på divanen med avisen over hovedet og bedstemor sad i den ene stol ved vinduet, og lyset blev ikke tændt, før det var tid at gå ud til kartoflerne. Bedstefar kunne jo heller ikke lade være med at sove lidt og snorke, hvortil fulgte bedstemors fortrolige lille blink med øjet til mig, for bedstefar sov aldrig.
Når bedstefar var hjemme om dagen, skulle jeg være meget stille, specielt hvis han hørte noget i radioen, for alt var af interesse for ham.
I dagligdagen vaskede man sig ovenpå i det lille tekøkken, det var rigtigt koldt og med koldt vand. Der blev ikke åbnet et værelse på grund af mig, - næ, der blev stillet en jernseng op i krogen ved klædeskabet, og så sov jeg sammen med bedstefar og bedstemor. De sov i tunge stribede dyner med stift, hvidt linned med navnetræk, og bedstemor havde en strop med håndtag i loftet (hun var jo temmelig stor). Bedstemor havde gråt hår, opsat i en flettet knude i nakken. Den sad hun gerne på sengekanten og flettede i en meget lang, tynd pisk og satte den fast med masser af små hårnåle, hvorefter hun i sin store hvide natkjole lagde sig ved siden af den allerede sovende bedstefar.
Om lørdagen skulle vi bade, så bedstefar tændte op under grukedlen i vaskehuset. Badekarret var stillet på højkant op ad væggen, og blev nu sat på sine ben og proppen sat i, hvorefter bedstefar fyldte op med det dejlige varme vand. Hele rummet emmede af damp. Det var herligt!
Der var jo også et liv udenfor den gule mur, og jeg havde fået strenge ordrer på, at jeg ikke måtte gå ud på pladsen. Pladsen var kranset af huse og butikker, men da det var en havneplads var den også åben mod vandet, og det var naturligvis vandet som kunne være til bekymring. Jeg var meget nysgerrig, for der skete jo meget på Havnepladsen dengang. Jeg tror, at Fyr- & Vagervæsenet havde materiale liggende, og der kom tit småbåde, der lagde til.
Blandt andet afgik den lille båd (eller færge), der bragte forsyninger til Sprogø. Dengang var der pigehjem derovre, og der skulle vel også nye beboere over til dette hjem. Men mine bedsteforældre havde fortalt mig, at det var ”uartige piger”, der blev sejlet med den båd. Jeg var meget nysgerrig efter at se, hvordan sådan nogle så ud – men jeg mindes ikke at have set nogen, der så anderledes ud end andre damer. Men det var jo den tid og den tids opfattelse af samfundets tilpasning.
Vi kom jo hjem til vores mor igen og siden holdt har vi alle tre børn været i det lille gule hus på rigtig ferie. Bedstemor levede desværre ikke så længe – så det er godt at have nogle dejlige minder om en hjertevarm kvinde, der kunne tage os børn til sig – selv fik hun aldrig nogen.
Hermed mange hilsner til alle fra os i Fanøafdelingen.
Torsdag den 9.9. var vi tre koner: Kirsten Nybroe, Lotte Munk og undertegnede til møde i Forskningsenheden for Maritim Medicin i Esbjerg. I mødet deltog også en sømandskone fra den anden sømandskoneforening.
Forskningsenheden havde fået 2 nye forskere, som var meget interesseret i at se disse besynderlige væsener fra en sømandskoneforening. Så sammen med de 2 "gamle" forskere, var vi efterhånden en pæn halv stor gruppe med samme interesse, nemlig sømandslivet.
Snakken gik da også livligt. På disse møder holder vi ikke nogen strikt dagsorden, det kører bare. Vi snakker om, hvad der rører sig i hvert vores felt for tiden. Hvad optager os mest. Det var jo heldigvis før nyheden om den kongelige skilsmisse! Så det var ikke noget problem at holde fokus rette sted. Og det vil naturligvis sige om søfartslivet på godt og ondt.
Vi har indtryk af, at forskerne finder inspiration i at snakke med os, der mærker sømandslivets konsekvenser for sømanden og familien i det hele taget.
For os er det interessant at høre, hvad der optager dem som forskere i vores felt.
Det er vanskeligt at referere præcist. Men en interessant diskussion var bl.a. forskerens optagethed af etikken i, hvad man vælger at forske i. Skal man f.eks. vælge at forske yderligere i fakta, som at sømanden taber nogle decibel i hørelse over én udmønstringsperiode (det gælder også navigatøren!)? Er det interessant at finde ud af, om et høretab genvindes i ferieperioden? Er det interessant at forske i det fakta at sømanden taber kalk, har forhøjet blodtryk og cholesterol i større grad end det er tilfældet for hans ligemænd på land?
Jeg er ikke i tvivl. Selvfølgelig er det interessant. Vi lever i en tid, hvor jagten på livsstilssygdomme, dvs sygdomme, som vi mere eller mindre selv er skyld i, ved at vi lever usundt/forkert, er så intens, at det næsten overskygger alt andet. Det kan let medføre, at vi bruger årtier på det, mens arbejdets skadelige virkning i sig selv kommer i næste række. Det kan næsten synes som om, man i erhvervslivet mener at have udryddet alle arbejdets skadelige virkninger i sig selv. At man i tankskibe kan måle op til 300 gange tilladt grænseværdi for benzen, som man ved er på anerkendte lister over farlige stoffer, uden at gøre noget ved det, er jo rystende. Og jeg undres. Næh, det er mere interessant at tale om sømandens alkoholforbrug (selvom det efterhånden er udryddet), hans tobaksforbrug og tendens til fedme.
Den her beskrevne opfattelse af søfarts medicinens dilemma, er helt for egen regning, naturligvis.
Vi havde en god dag i Esbjerg, og ser frem til at mødes igen om et år den 10.10. kl. 10.
I bladet "The Sea" udgivet af The Mission to Seafarers, kan man bl.a. læse:
Den 30. september er udpeget som World Maritime Day. Her går både ledende internationale rederigrupper og fagforeninger sammen om at sikre maritim sikkerhed og samtidig minde regeringer om søfarendes ret til at gå i land (shore leave). De vil argumentere for at sikkerhed bedst opnåes ved at arbejde sammen, og ikke ved at behandle søfarende som potentielle terrorister. Det er ISPS (International Ship and Port facilities Security code) der her er tale om.
Specielt i USA skaber de forhøjede sikkerheds foranstaltninger problemer for søfarende. Søfarende der ligger til i en amerikansk havn, skal nu have et individuelt visum, som indebærer baggrunds check og individuelt interview.
Det har resulteret i visum løse besætninger, der indespærres på deres skibe, og får skrappe straffe for at gå ned af gangwayen. Et nyligt eksempel, er en officer på et tankskib, der gik ned af gangwayen for at måle skibets dybdegang. Han blev udvist af USA og fik 10 års indrejseforbud. I et andet tilfælde, fik en russisk officer en nat i fængsel, inden han blev deporteret, fordi han, med et gyldigt visum, der dog ikke var blevet kontrolleret af en havne officer, var gået i land for at foretage et telefonopkald blot få meter fra sit skib.
Prinsesse Anne af England, som er præsident for The Mission to Seafarers, kom for nyligt med en appel, om at "Det er svært at overvurdere vigtigheden for den søfarende, af at kunne komme i land efter uger til søs". Ligeledes har IMO (The International Maritime Organisation) understreget vigtigheden af, at regeringer giver speciel beskyttelse af søfarende, og tager "den
kritiske vigtighed" af shore leave i betragtning, når ISPS koden skal implementeres.
Avisen "Lloyds List" havde også i et "Viewpoint" for nylig kommnetarer om USA´s behandling af søfarende som "nærmest potentielle terrorister", iøvrigt sammenkædet med kommentarer til min egen forfattede opgave om den isolerede sømand, hvor de konkluderer, at det kan ikke nytte noget at man blot ser tallene på bundlinien, erhvervet må også lære at behandle søfarende med respekt.
Tilbage til "The Sea", hvor de også beskriver, hvordan det er blevet nærmest umuligt for velgørende som f.eks. The Mission to Seafarers, men også skibshandlere, reparatører og andre at få adgang til skibe i amerikansk havn. Med yderligere isolation af de søfarende til følge.
Nøglen ligger bag uret – om pirater i virkeligheden.
Af Elsebet Reschefski – sømandskone siden 1977.
En livline manifesterer sig generelt som et solidt tov, en god ven i nøden eller som en bæredygtig redningsvest eller båd men inden for søfarten kan livlinen også være en information om:
” At nøglen til pengeskabet ligger bag uret”.
Vi har hygget os i messen, spillet Risk og mange er nu gået til køjs. Min mand, skipper og jeg drikker den sidste cola og kaffe mens vi lægger an til at tørne ind.
Skippers sidste bemærkning er:”Nøglen til pengeskabet ligger bag uret! ”.
”Hvorfor siger du det?”, spørger jeg enfoldigt og lidt vågent. ” Ja, i tilfælde af at vi får uvelkomne gæster” forklarer han. ” Uvelkomne gæster?”, spørger jeg igen naivt og mere vågent. ” Ja pirater!”, replicerer skipper med et roligt smil.
Jeg bliver nu særdeles vågen og fornemmer en ubarmhjertig alvor:” Er der nu risiko for at vore børn bliver forældreløse?” udbryder jeg umiddelbart.
Min mand og skipper forklarer mig roligt, at her i Malaccastrædet er der stor risiko for pirater så skibet har etableret dobbeltvagt, aktive vandkanoner under hele gennemfarten af strædet og i tilfælde af pirater om bord har alle ordrer til at udlevere alt af værdi samt nøglen til pengeskabet.
” Hvem er de?”, ”Hvordan kommer de ombord?” , og” Hvad gør de?”, er mine bekymrede spørgsmål.
Piraterne er lokale folk som kender farvandet som deres egen bukselomme. De sejler i små hurtige både, er eminente og hurtige til at entre et skib. De slår især til om natten, hvor de er bevæbnet med knive og andre former for våben. Det er altid uvist hvad de foretager sig ombord men heldigt hvis de vælger at sætte mandskabet i redningsbåde før de drager af med skibet. Men udsigten til at blive dræbt og føde for hajerne er også meget nærliggende.
Jeg ser nu klart en modsætning mellem min forventning til en behagelig rejse med flotte horisonter og at mit liv nu er i fare. Det er ikke nogen særlig ferieagtig tanke.
Mange skibe med mandskab forsvinder jævnligt ved pirateri og det gælder mange steder i verden ikke blot i Malaccastrædet.
Skipper og min mand ignorerer ikke faremomentet men redegør roligt og professionelt for de konkrete foranstaltninger som der rutinemæssigt etableres i farvande med risiko for pirater.
” Men virker det?” – spørger jeg noget desperat.
Hvis piraterne beslutter sig til at entre skibet kan de til enhver tid gøre det, er det svar jeg får.
Næste dag kan jeg på broen læse en nyindkommen fax som beskriver at et mellemstort skib er forsvundet med mandskab og alt.
Piraterne er tydeligvis meget aktive og udgør en omfattende og kontinuerlig risiko for veluddannede og kompetente søfolk, som hver især gør sit bedste for at udføre et kvalitetsarbejde i den danske flåde.
I maj måned var vi to sømandskoner og 1 sømand, som tog til Barcelona i 5 dage, for at opleve denne smukke europæiske storby. Kun få dage før afrejsen turde jeg meddele de andre rejsedeltagere om, at vi var af sted, når det royale bryllup skulle finde sted i Danmark. Det fik jeg ikke mange roser for, men rejselysten var alligevel det der trak mest. Vi havde valgt at bo på hotel i en lille by, Taragona, som lå 100 km syd for Barcelona og der var TV på værelserne, havde vi fundet ud af. Så vi mente nok, at vi skulle få et glimt af Frederik og Mary i de spanske nyhedsudsendelser. Efter at have travet lidt rundt i Taragona den 1. dag, tog vi 2. dagen toget ind til Barcelona. Vi havde besluttet at tage med de der turistbusser, som kører rundt til byens seværdigheder, og hvor man kan stå af og på efter for godt befindende. En god og afslappet måde at finde og udvælge de seværdigheder man vil besøge. Og der er rigtig mange i Barcelona, så vi havde også prioriteret hvilke vi ville se på dette vort første besøg. Vi kørte forbi det olympiske stadion, som stadig virker imponerende, samtidig med at man fra dette bjerg havde den smukkeste udsigt over Barcelona. Dernæst Ramblaen, som vi selvfølgelig skulle slentre på. Vi startede hvor Columbus står på sin søjle og skuer ud over havet, for dernæst at bevæge os ind på denne spændende gade. Her ligger cafeer side om side. Overalt optræder gademusikanter, dansere og menneskelige eventyrfigurer. Senere i gaden afløses cafeerne af små salgsboder, hvor man kan købe næsten alt, lige fra eksotiske blomster til kanariefugle og andre kæledyr. Vel igennem Ramblaen stod vi atter på bussen. Vi kørte nu rundt i de forskellige kvarterer, hvor den berømte arkitekt Gaudi havde opført sine forunderlige bygningsværker. Selvfølgelig hoppede vi af ved hans katedral, som endnu efter 200 år stadig er under opbygning. Imponerende! Som afslutning på denne dags besøg var vi på fodboldstadionet for Barcelonas hjemmehold. Også ret imponerende. Godt trætte fandt vi det rigtige tog til Taragona. Det var et regionaltog, som holdt ved mange stationer. D.v.s. på et tidspunkt blev det altså holdende. Folk begyndte at gå ud på perronen. Ingen vidste rigtig, hvad der var i færde. Ingen kom med informationer. Vi var en del turister som begyndte at blive lidt urolige, men de lokale spaniolere tog det med ophøjet sindsro. Snart så vi nogle hjelmklædte folk, som kiggede under toget. Uha, Uha tænkte vi, er der bombetrusler? Det var jo ikke mere end få uger siden, at der havde været bombeattentater i Madrid. Vi mente at vore bange anelser blev bekræftet, da der stod ”BOMBEROS” på mændenes uniformer. Vi fik stadig ingen informationer, men en spansk pige fortalte os, at vi blot skulle tage det næste tog, som ville køre til næste by, og der ville vi kunne komme med et tog til Taragona. Vi fulgte strømmen og endte også i vor lille by, med et par timers forsinkelse. Vi åbnede spændt for TV’et, for at få nyheder om den der bombetrussel, men det var slet ikke omtalt! Da jeg så slog op i min spanskordbog fandt jeg ud af, at bomberos bare betyder brandmand! Men hvad der i grunden var i vejen med toget, fandt vi aldrig ud af. På dagen for det royale bryllup befandt min mand og jeg os atter i Barcelona. Tredjemanden havde ønsket at blive hjemme, for evt. at se bryllup i fjernsynet. Der var en del seværdigheder, vi manglede at kigge på, så vi tog bussen endnu engang. Som jeg sad der i bussen mellem turister fra mange forskellige lande, fik jeg en SMS på mobilen. Det var fra tredjemanden, som glad fortalte, at hele optakten til brylluppet blev vist på spansk TV. Uha, det lettede lidt på min samvittighed. Jeg havde ikke mere end lige fået lagt mobilen i tasken, da der igen indløb en SMS. Denne gang fra vores datter hjemme i Danmark, som skrev at Frederik stod ved alteret og græd! Jeg fik ved denne lille besked, selv tårer i øjnene og jeg kiggede mig omkring, for at kunne berette dette til hele bussen. Men hvilken amerikaner, englænder eller franskmand ville mon være interesseret i det? Men dejligt var det at få denne lille besked! Snart var dagen gået, og Barcelona skal helt sikkert besøges igen. I øvrigt kan også den lille havneby Taragona anbefales. Den har en helt vidunderlig, levende gammel bydel.
Vel tilbage i Danmark kunne jeg sætte mig i sofaen og nyde videooptagelsen af Frederiks og Marys bryllup.
Sidste udkald til Landsgeneralforsamlingen, jeg håber rigtig mange vil finde vej til Skagen. Jeg glæder mig som altid til at møde jer alle sammen.
Vi har netop haft repræsentantskabsmøde hos Ilse i Fredericia, her gennemgik vi valg til forretningsudvalget, jeg har med glæde erfaret, at næsten alle poster er blevet besat, og jeg er sikker på, at alle brikker er faldet på plads til landsmødet. (så det er ikke spor farligt at deltage), men der er stadig mulighed for at stille op, da intet er sikkert før efter mødet.
Vi fik også valgt en ny forside og et nyt layout til bladet. Satsen har lovet at lave nogle eksemplarer til årsmødet, således at vi kan se, hvordan bladet kommer til at se ud i det nye år.
Odense har tilbudt at tage landsstævnet til næste år, 2005, måske det var en god ide at tænke over at tage mødet i 2006. Det er rart at vide det i rigtig god tid for begge parter.
Lotte, Birgit og jeg har været til møde hos Forskningsenheden for Maritim Medicin, som altid gik snakken vældigt om vore mænd og deres arbejde, og vi fik alle nogle ”eftertænksomheder” med hjem. Jeg kan i øvrigt hilse fra den anden forening. Ulla Pedersen er altid med til møderne , og vi fik som altid en lille snak om vore to foreninger.
Til næste år bliver det den 10.10 kl. 10 i Fredericia, så der er god tid til at tænke over, om I har noget på hjertet, vi kan tage med. Det bliver Fabienne, der kommer til årsmøde i Skagen og fortæller om sit arbejde, og vi håber bagefter på en god debat, inden vi går videre til aftenfesten.
Da det formentlig er sidste gang, jeg skriver formandens side, vil jeg benytte denne lejlighed til at sige tak for tiden, der er gået. Jeg kom lidt hovedkulds ind i det, men må sige, at jeg har haft mange gode oplevelser i den forbindelse. Jeg vil også gerne sige tak for god opbakning og håber, den følger med til den kommende formand.
Sømandskoneforeninger af 1976 tillader sig hermed, at henvende sig vedr. Tv-ordning til søs.
Vi har i Sømandskoneforeningen erfaret, at Tv-ordningen, der administreres af Handelsflådens Velfærdsråd bortfalder pr. 31. December 2005.
Tv-ordningen har i 2004 et budget på ca. kr. 700.000,00 hvoraf de kr. 200.000,00 er Copydan afgift og Danmarks Radio, der udvælger og producerer et masterbånd, af de nyheder og dokumentarprogrammer, vores mænd skal se koster ca. kr. 150.000,00. Øvrige omkostninger går til videobånd og distribution.
Disse udgifter dækkes i dag via, PFA, Rederiforeningen, organisationerne i Det Blå Danmark, rederierne, samt egenbetaling. Alle sammen oplysninger som Økonomi- & Erhvervsministeren sikkert er oplyst om !
Det er med stor bekymring Sømandskoneforeningen af 1976 nu ser denne ordning ophører. De 15-18 timers bånd med nyheder fra Danmark, vores mænd modtager hver 14. dag ude i den store verden, er med til at holde dem orienteret hvordan verden og Danmark har det, i de som oftest 3 måneder, de tjener store penge hjem til Danmark og betalingsbalancen. Ved nærmere efter tanke, er det så ikke dem, der kommer med flest penge ??
Kan det passe, Hr. Økonomi- & Erhvervsminister, at man ikke kan finde kr. 700.000,00 til, at gøre livet lidt lettere for søfolkene og deres familie.
Vi tror, ved nærmere eftertanke, at kr. 500.000,00 måske også kunne gøre det. Vi har lidt svært ved, at forstå, at Copydan skal have penge for nyheder og dokumentarprogrammer. spec. svært bliver det, at forstå, da vi som familie har betalt licens af programmerne engang - vi får jo ikke ekstra opkrævning på Copydan, i de 3 måneder Sømanden er hjemme !!
Vi er fulde af fortrøstning om, at Økonomi- & Erhvervsministeren, vil se velvillig på denne sag, da det er af stor betydning for vores søfolk, at de kan følge med i stort og småt i ind- og udland, mens de er på søen.
Med venlig hilsen
Sømandskoneforeningen af 1976
Kirsten Nybroe
Formand
Nyskovvej 10, Hammer Torup
4700 Næstved
Charlotte Munk
Næstformand
Andkærvej 207
7080 Børkop
Sømanden her i huset skulle påmønstre sit skib i Hvide Sande dagen før påskedag, og derfra skulle de til Aalborg. Både sønnen og jeg havde fri, så det var nærliggende at vi sejlede med fra Hvide Sande til Aalborg. Jeg tænkte straks på søsyge-forebyggelse, da især jeg, meget let bliver søsyg. Beslutningen blev truffet sent, ganske som beskeden om nøjagtig påmønstrings dato var sent ude (så er alt som det plejer at være!), så det var blot 2 dage før afrejse. Jeg har været søsyg et utal af gange, og har dermed afprøvet alle mulige søsyge tabletter, gamle og nye råd m.m. Min bedste erfaring har jeg med ingefær tabletter. Det modvirker søsyge, og bedst af alt har det ingen bivirkninger, sådan som de traditionelle søsyge tabletter har det. Jeg bliver i hvert fald så uendelig sløv, sover meget og går blot rundt i en døs som er meget længe om at fortage sig. Men der er bare det med ingefær, at kroppen skal være mættet med det, ellers virker det ikke, eller i værste fald gør det søsygen værre. Med held fik jeg skærtorsdag, ad omveje, fat i nogle ingefær tabletter. Det skulle lige være tids nok til at mætte kroppen.
Bilen måtte vi lade være hjemme, så med adskillige forskellige tog og busser kom vi endelig til Hvide Sande. Det forekom mig at være meget langt væk fra alting, men flot og betagende var det. Og det berygtede Arriva fik vi også lejlighed til at prøve. Vi følte os lidt som i en dilligence i deres noget anderledes og aldrende tog. Men sæderne i de gamle toge er mere behagelige end i DSB´s nye tog. Her kan man sidde blødt og følge togets raslende og gyngende bevægelser.
Klokken 6 påskedags morgen var alle mand oppe, for da lagde vi fra kaj. Flot udsejling i den gryende morgenstund. Dejligt at være ombord, jeg elsker det, at være i min mands daglige omgivelser, fornemme miljøet osv. Også vores søn nyder det.
En time efter afsejling er idyllen væk som dug for solen. Jeg må konstatere at søsygen atter har overmandet mig! Jeg ligger på mine knæ den næste halvanden times tid og ofrer mig. Og da er det, at jeg virkelig fortryder at jeg tog ingefær, for det var det jeg mente med, at det nærmest kan ”forværre” søsygen. For der er ikke noget der river så meget i halsen og er så kvalmende som ingefær, når det kommer retur!…. Jeg må konstatere at 2 døgns mætning med ingefær alligevel ikke var nok. Eller også tog jeg for lidt. For vores søn, som almindeligvis er lige så let et offer, klarer sig igennem ved at lægge sig en times tid. Heldigt for ham. Da jeg endelig er færdig med at ofre mig, sover jeg et par timer, og har det lidt bedre, men er endnu ikke helt frisk. Jeg synes jeg bliver påvirket psykisk, er ikke helt mig selv, og humøret er ikke noget at prale af. Det ville ikke overraske mig, hvis der er forekommet selvmord på den konto. Og da jeg kommer til at tænke på min familie, som jeg ved hygger sig hjemme med påskefrokost, tager selvmedlidenheden ikke ende!
Og så er der lige det faktum, at der ikke er nogen kok ombord! Der var afløsning af kok i Hvide Sande, men den nye kok kommer først ombord i Aalborg. Ingen har sagt det højt, men det ligger i luften, at jeg laver mad. Men da søsygen er på sit værste, kan de falde om af sult om det skulle være, jeg viser mig ikke i kabyssen! Da jeg har sovet, kan jeg alligevel ikke være mig selv bekendt, andet end gå i kabyssen og se, hvad man kan finde og sætte på bordet. Måltiderne bliver noget forskudt den dag! Og så var jeg endda heldig at vi gik gennem Limfjorden. Jeg tør slet ikke tænke på, at vi skulle have været nord om Skagen. Så det er nok meget godt, at jeg ikke blev sømand. Til gengæld er turen gennem Limfjorden et lille plaster på såret, for det er en smuk og interessant tur.
Om aftenen da vi var kommet ombord, havde jeg, klog af erfaring, valgt at lave en lille påskefrokost, mens vi lå sikkert fortøjret ved kajen! Det særlige ved denne lille påskefrokost, var, at alle blev sat til at knalde æg! Kun min mand og søn kendte denne skik, så der var mange overraskede blikke. Man tager nogle farvede kogte æg med skal, og knalder æg mod æg med hinanden. Det gælder om at få ens eget æg til at holde ”stand” længst muligt. Det er en ret sjov skik, og det sjove her, var især at se de overraskede blikke, og at se store stærke søfolk få det barnlige frem i sig.
Hjørdis Kjærgaard, sømandspræst
104 Osborne Street
HU1 2PN
Hull
England
Den ældste sømandskirke ligger i England, Nordengland.
Sømandskirken ligger midt i centrum på den befærdede hovedåre, der løber gennem byen Hull.
Hvis man kigger på et kort over England står der ikke Hull, men Kingston upon Hull, hvilket er en eufemisme for den snavsede og fattige Yorkshireby, Hull.
Men Hull er en dejlig by, ihvertfald er beliggenheden idyllisk, lige ved de fire floder sømandskirken betjener: Humber, Trent, Ouse og Hull. Det er tidevandet der bestemmer livet i Hull, vi kan mærke det i luften når vandet skifter fra flod til ebbe. Det blæser næsten umærkeligt. Og vi kan høre det på de sjældne vadefugle der ellers ubekymret går tur på den tomme flodseng. Uden varsel letter de når vandet vender med 8 knob i timen, for at tømme og fylde floderne med en usvigelig præcision.
Sømandskirken har ligget i Hull siden 1871. Og i al den tid har kirken betjent de danske søfolk der lægger til på floderne og de søfolk og fiskere der har bosat sig i byen Hull og i nabobyen Grimsby.
Der er danskere i byen, både de søfolk der arbejder på de danske skibe, der hver dag melder deres ankomst og de ældre danske søfolk der har boet i England, siden 2. verdenskrig.
De ældre danske søfolk og byen Hull deler skæbnefællesskab. ”Vil I sejle under engelsk flag eller vil I i krigsfangelejr?” lød valget, de danske fiskere blev stillet overfor, da 2. verdenskrig brød ud. Hvad der begyndte som en normal fisketur med kutter på Nordsøen, endte i England da de danske både blev bragt op. De fleste unge danskere blev og kæmpede under engelsk, flag, selvom det betød at de måtte sejle den svære konvojsejlads mellem USA og England, for at bringe føde til de sultne englændere. Men de fik deres belønning, for mange af de unge fik kig på de engelske piger: the ”english roses” og satte bo herover. Og byen Hull blev bombet til ukendelighed, fordi den var sidste stop inden Nordsøen, når de tyske bombeflyvere vendte flysnuden mod ”Das Vaterland” efter bombningen af Manchester, Coventry og Birmingham, der ligger som perler på en snor, ud mod Hull og Nordsøen.
Det er mange år siden der var krig, men byen har aldrig formået at rejse sig efter de store ødelæggelser, hvor den første danske sømandskirke blev jævnet med jorden. Derfor kaldes den 13. største by i England også den fattigste by.
Der går sjældent en morgen uden det danske og færøske flag hejses udenfor kirken. ”Godmorgen” bliver der sagt på umiskendelig ravjysk henover flaghejsningen. De forhenværende fiskere fra Esbjerg har med deres engelske ”roses” slået sig ned i nærheden af kirken og nyder at tiltale hinanden på dansk. Og vi har alle som én taget den gode Yorkshireskik til os, for vi siger ”godmorgen” indtil kl.12.
Kirken ligger som sagt midt i centrum af Hull, og samtidig i havnekvarteret ”the red light district”. Den lette garde trækker op udenfor vore vinduer under stor opmærksomhed fra danskere på ferie herover. Som et kuriosum og bevis på at Hull er en fattig by, kan vi nævne at alfonserne afpatruljerer pigerne og området, på cykel! Og mindsteprisen for en tur i kanen eller rettere opad det nærliggende hotels branddør koster 5 pund, omregnet efter den danske kurs må det være 55 danske kroner . Det kan vist ikke gøres billigere noget steds. Men er det noget at sige til at Sømandskirken fraråder de danske sømænd at prøve lykken når der beviseligt er crack-og narkosprøjter med i købet?
Dog er Hull charmerende på sin måde og kan byde på mange salige fristelser for svage sjæle udi publivet. En ægte shopoholiker kan også sagtens få sin lyst styret i Englands billigste powershoppingby, med de mange dejlige forretninger
For slet ikke at tale om den Yorkshirske sindrighed og venlige imødekommenhed der går lige i hjertet. Danskere har en høj stjerne i Yorkshire, måske fordi vi har navngivet så mange af byerne: Ferriby, Skidby, Grimsby eller også er det fordi her bor mange med danske efternavne og fordi vi altid har været her eller i hvert fald siden vi var vikinger.
Streng taget behøver de jo ikke være så gæstfrie, englænderne, det er jo deres land. Vi er da ikke særlig flinke mod fremmede i Danmark. Men de drager omsorg for os, det engelske havnevæsen sørger for at kirken hver morgen har en liste over skibsankomster, så vi fra kirken kan køre ud til de danske og færøske skibe. De ringer også til os når de syntes vi skal på de nye kurser i sikkerhed og terrorismebekæmpelse på havnene. Sømandskirken bliver hilst med hjertelighed og friske kommentarer, når vi møder agenter og bådsmænd ude på skibene. Og der samler sig en stor skare ved flaghejsningen udenfor kirken, når vi til begravelser først lader Dannebrog og det færøske flag Merki gå til tops og så sætter flagene på halv og efter begravelsen lader flagene gå til tops igen. Det er skikken englænderne ryster på hovedet af , for de syntes åbenbart det er i orden, vi har besat et hjørne af Hull, med kirkeklokker, flag og vort eget sprog.
Nu har vi inviteret til 50 års jubilæum for den nye kirkebygning i Hull. Nu bliver der igen noget at se på for englænderne, med en strøm af præster i den mærkelige præstekjole med den hvide præstekrave rundt om halsen: ”Are you going to wear that funny-looking dress” spørger de, men så får de igen når vi morer os over de selvhøjtidelige engelske bedemænd i høje hatte, kjole og hvidt, når de med ægte bedemandsansigter bærer kisten på højskulder.
Der er flere ligheder end forskelle på englændere og danskere, for vi har Gud ske lov den samme humor. Englændernes køkultur kan vi dog ikke slå, de har lært at indfinde sig og står tålmodigt og venter på deres tur. De har lært at stå sammen og sender rask væk deres drenge i krig uden at stille spørgsmålstegn, i modsætning til danskerne der taler meget om krigen men egentlig ikke bidrager så meget. Englænderne tager det tilsyneladende med ophøjet ro at vi nu skal til at lære at leve med truslen om terroren, der kan ramme hvor som helst i England. Dog tror jeg, vi kunne lære englændere at elske deres fædreland og være stolte af deres nationalitet, ligesom vi er det i Danmark.
Der er vel også derfor den ældste sømandskirke i Hull har ligget her i så mange år, et lille Danmark i Nordengland, der modtager de mange sømænd der krydser vore vandveje. Byen er ikke ukendt for danske søfolk, de fleste har sejlet med coastere og tankskibe for at laste og lodse, som de har gjort det i hundredvis af år.
Nogen gange kan vi godt fornemme at havnene har ligget der i mange år. Det engelske havnevæsen ejer de fleste havne og de er nogenlunde i orden, mens der især ved Hull er mange private havne med plads til to-tre skibe, havne der er meget forfaldne og hvor man lodser direkte på den snavsede kaj. Som regel skal man sejle ad de små floder Ouse og Trent for at nå frem til de små havne. Men så ligger den også idyllisk med en lokal pub henne om hjørnet hvor man kan få den dejligste limonade, for den hjemmelavede Cider skal man som bekendt holde sig fra. I hvert fald skal man holde sig fra at gøre pludselige bevægelser, kast med hovedet eller rejse sig for hurtigt fra barstolen.
Det kan godt være svært at komme ombord på coasterne når ebbe er sat ind og vandet er forsvundet fra floden. Den opmærksomme skipper vil som regel regulere gangvejene. Men det er set før, at hele besætningen kommer tilbage til skibet efter en lystig pub tur og vagten ligger på båden og sover de uskyldiges søvn. Hvem tør da springe ombord på skibet med fare for at miste fodfæstet og ende sit liv i den lumske halv-mudrede, halv-udtørrede flod?
Sømandspræsten er da også flere gange blevet båret ombord af stærke bådsmandshænder, men det hører desværre til sjældenhederne og det forlyder fra London at sømandspræsten dér er blevet set oppe i en gravko, men han holdt godt fast! Mulighederne er legio, men vi gør vort til at komme ombord på de danske coastere og tankskibe i al slags vejr og under alle forhold, velvidende, at det er peanuts i forhold til den slags vejr, vore dygtige søfolk skal arbejde under. De danske sømænd der kan klare det mest utrolige under små forhold og med trusler hængende over hovedet om fyring og nedskæring og overvågning på satellit og andre folkeslag som erstatning for den stoute danske sømand.
Sømandskirken forsøger at holde humøret og fanen højt gennem samtaler om alt mellem himmel og jord. Vi prøver at kile os ind, som en stødpudezone, mellem det der kan syntes svært for en sømand og også tale om det. Det er umuligt at forstå hvor belastende det må være at sejle ud fra den trygge havn, kun en håndfuld mænd på sejlads, vuggende på åbent hav i dage uden ende. Og det er skønt at være vidne til lettelsen hos en ung sømand, når det halve år endelig afsluttes med en flybillet i den ene hånd og et goddag og farvel med den anden hånd til afløseren, der kommer i fulde friske firspring op ad lejderen.
”Man bliver da nødt til at tro på Gud når man sidder i en gummibåd på Atlanterhavet” sagde en sømand forleden dag. Ja det tror vi på. Det mest utrolige er da også at man faktisk kan reddes fra et skibbrud, hvordan det ellers kan lade sig gøre. Og det må vi tro på. Det er vigtigt at kunne tro på Gud og Hans Søn Jesus Kristus når man lever sit halve liv på søen. Det går ikke uden tro. Fordi vi ikke selv er herre over elementerne. Det var jo Jesus der stilnede stormen på søen og det var Jesus der fyldte nettene med fisk og det var Jesus der gik på vandet. Altid levede Jesus sammen med sine venner fiskerne og han forstod hvor afhængige de var af havet og havets uforudsigelighed.
Det tænker vi på når vi sidder og kigger på skibet i kirken i Hull og i vores kirke bøn beder for de mennesker der må leve udenfor vort Danmark, til lands og til vands. Vi har også en tremastet skibskopi af Fregatten Jylland der er kommet til sin ære og værdighed efter vi fandt ud af at kirken måske endda kunne dateres før 1871. Tilsyneladende har der været dansk sømandspræst i Hull siden 1868, og ham er det der har bragt vor danske fregat med til byen. Og ham er det, der lagde grunden til det første tiltag til en lille filial af den danske folkekirke i Nordengland: Sømandskirken i Hull.
Jeg håber, at alle har haft en god påske med eller uden sømand.
Siden sidste blad har jeg haft fødselsdag. Tusinde tak for de dejlige hilsner fra jer, det være sig i bladet, på e-mail og post hilsner. Jeg havde en rigtig rar dag med besøg af børn, børnebørn, naboer og venner. Men jeg holder først fest i slutningen af maj, hvor vi holder åben have/grill fest i håbet om lidt varmere vejr.
Der er kommet brev fra bibliotekstjenesten (som bestyrer den fond, der står for distributionstilskuddet til vort blad). Ansøgningerne er blevet behandlet administrativt, men da der er tale om en national støtteordning, skal den først behandles af Kommissionen for de Europæiske Fællesskaber med henblik på en af klaring af forholdet til EF-traktaten.
Loven kan ikke træde i kraft før Kommissionens afgørelse foreligger, og de nærmere regler for støtteordningens administration kan ikke fastlægges i en bekendtgørelse, før loven er trådt i kraft.
Hvornår dette sker ville være godt at vide. Men ved en opringning til Biblioteksstyrelsen fik jeg at vide, at det kunne trække ud til et sted mellem 2-6 måneder.
Når bladet udkommer er vi meget tæt på den ekstra ordinære generalforsamling, som jeg håber, I alle vil støtte op om, enten ved at brevstemme til repræsentanten eller ved at komme selv. Husk at tilmelde jeg til Ilse senest en uge før).
Århus afd. har haft en artikel i ”Ude og Hjemme” (nr. 13). Det er flot som de arbejder med at gøre foreningen mere synlig ikke kun i Århus , men også på landsplan, det være sig både for unge og også de mere modne sømandskoner.
Sidste sommer havde jeg og mine unger, Jesper på 9 år og Annie på 6 år, den fornøjelse at besøge far på hans gode skib Lica Mærsk.
Dette vil kun være en ferie beretning om livet ombord set i øjenhøjde af familien. Jeg har ikke nogen dybsindige betragtninger i forbindelse med sømandslivet, vi har nok været gift for længe (kobberbryllup næste år) til at jeg kan svømme hen i hjerte som rimer på smerte og dybsindige betragtninger mht. at jeg så vældig godt kan lide mit liv som enepige kontra gift kone, dem kender sømandskoner allerede og det vil jeg ikke her komme ind på.
Ungerne og jeg rejste til Holland uden de store oplevelser, dog vil jeg straks korrigere dette til at jeg slet ikke er vant til at rejse, så bare det at rejse til Holland er sørme spændende. Ungerne var stor hjælp og følte sig meget voksne når vi sådan skulle finde rundt i Kastrup. Til alle jyder skal hermed lyder en melding, at ”de der sjællændere” er faktisk meget hjælpsomme når de mødes med et ”øh, daw, hvordan finder jeg…”
Da Lica Mærsk først var i havn midt nat fik vi en overnatning på hotel, hvor vi først var fremme til midnat, og alle mødre, meld mig ikke til børneværnet, men efter den lange rejse trængte jeg skrækkeligt til en lille kold fadøl, så ungerne blev slæbt ned i hotellets bar og installeret med hver deres cola og mor nød sin øl! Der var for øvrigt legerum!
Vel ombord på skibet næste dag blev vi installeret og der er fine forhold for en 1. mester, både opholdsstue som blev ungernes soverum og soveværelse som mor og far indtog, dejligt at gense ægtemanden! ;-)
Vores dage gik med lektier for Jesper vedkommende, maks. en time hver dag, der var jo både pc’ere ombord og mange spil som han slet ikke kendte, playstation, jeg gentager den tidligere sætning! videofilm og mennesker. Sidst nød især vores datter stor glæder af, hvad enten de var mørkere i huden end dem hun til daglig snakker med, og dermed faktisk ikke forstod et ord af hende uendelige talestrøm eller de var danskere og så velopdragne at de smilende nikkede med i hendes langstrakte betragtninger om dette eller hint, jo, hun er sin mors datter! Motionsrummet besøgte vi også, i hvert fald mere end faderen, hvis man skal tro på vægten! og spillede bordtennis, cyklede og løb på løbebånd, alt er at foretrække frem for 2 kåde unger der drøner op og ned af trapperne i apteringen.
Vi var også med på båd og brand øvelse og selvom det er dejligt betryggende at iføre sig redningsvest, klatre (i stille sø, dagslys og ingen panik) ombord i en rimelig komfortabel redningsbåd, så har jeg dog ingen trang til at prøve de i virkeligheden. Da vi havde forladt føromtalte redningsbåd og sikret os at der var nødblus, et eller andet mad agtigt noget, vand og at motoren også kunne starte, gik vi over til at redde skibet. Vi sprøjtede tonsvis af vand ud over agterstævnen (det er det bagerste af skibet!) og mændene slæbte kilometer af vandslanger fra et sted til et andet, men det var vældig underholdende, hvad man dog ikke gør for en sømandsfamilie og deres morskab ;-)
Flere at mændene tog branddragter på, kæmpestore, død varme og vildt tunge, og klatrede af stejle trapper ned i maskinen, som er et virkeligt varmt sted at opholde sig, selv uden brand (nu var det jo også for at øve sig), for at slæbe en stor sæk sand!! op på dækket, det vakte virkelig begejstring.
Vi havde senere på turen også fornøjelsen af at se føromtalte redningsbåd sejle rundt om skibet, men da den fjerde gang lagde til siden af skibet uden at kunne få fat i trosserne for at blive halet tilbage ombord, blev det dog lidt kedeligt. Det skulle efter min mands udsagn være ret skægt at sejle rundt med sådan en.
Vi var også i land, nogle steder med større oplevelser end andre, men lige et godt råd med på vejen: Skulle nogle damer være udsat for at der ingen gangvej er, så man bliver tilbudt at klatre over rækværket og ned på en interimistisk stige som holdes af en slags forvokset palle løfter, så lad være, tak nej og se om ikke næste havn er mere civiliseret! I vil ikke tro hvor besværligt det er at komme over sådan et gelænder med nederdel og en anelse hæle og som min mand så romantisk udtrykte det:
”Se Anita, kranen arbejder slet ikke, det er nok fordi han er ved at dø af grin over dig som skal ned af stigen!!”
Ungerne klarede det selvfølgelig legende let, det gør de jo altid!
Da vi skulle hjem afmønstrede vi i Alcaciras og tog ud til Gibraltar klippen, det var rigtig sjovt at se natur, by og det engelske islæt derude. Især det med at bilerne holder tilbage når flyene lander og letter vakte stor jubel hos sønnen, datteren var mere til de der nuttede aber, som jeg helt ærlig var lidt bekymrede for, de så en anelse sygdomsbefængte ud og den ene holdt Annie i nederdelen, mens hun fodrede den, det var hun vældig betaget af, mens mine tanke nok mest drejede sig om utøj og den slags!
Jeg pointerede flere gange for livet i mit lys alle de guldsmede forretninger der var på de kanter, men besynderligt er det (at jeg da ikke lærer det?) som mænd udvikler høretab ved ordet ”guld” der var ellers et righoldigt udvalg.
Hjemturen gik fint, på nær vi blev forsinkede, så vi måtte overnatte i Kastrup, men Hilton hotel er et fint alternativ til Hørning, så det var en vældig oplevelse at sove der. Jeg overvejede ganske alvorligt at holde mig vågen, helst i badeværelset som havde højttalere installeret!! jamen hvilken luksus. Det var dog dejligt at komme hjem og vi tog jo sømanden med os, så det var starten på hans ferie og afslutningen på min. Dog regner vi med at holde den fælles i år og når vi får en sådan oplevelse på søen, så gør det ikke så meget at manden arbejder imens.
Sluttelig en offentlig tak til Mærsk for at vi måtte få den oplevelse, det var spændende at se mandens arbejdsplads og hans kollegaer som alle tog larmen, snakken og løberiet fra ungerne med ophøjet ro og egentlig så ud til at synes det var hyggeligt, folk er nu så velopdragne!
Fredag den 26. marts afholdt Søfartens Arbejdsmiljøråd en temadag om sundheden i den danske handelsflåde. Og det var sømanden (ikke hans skib!) der var oppe at vende.
Temadagen bestod af en række indlæg og efterfølgende dialogværksteder fordelt på 4 grupper.
Indlæggene drejede sig mest omkring sømandens sygelighed og dødelighed, som stadig ser sløjere ud end for arbejdsstyrken i land, og det på trods af den aktive selektion i form af Den Blå Bog, hvor de mest syge søfolk jo sorteres fra.
Man vil gerne ændre på disse kedelige kendsgerninger.
Statistikkerne fortæller, at det ikke alene skyldes arbejdet, men også livsstilen. Derfor har vi jagten på livsstils sygdommene: Kræft, hjerte- karsygdomme, aldersdiabetes m.fl. Synderne er for meget røg, for meget fedt, for meget alkohol og for lidt bevægelighed. Alkoholen har man sat, mere end effektivt, ind overfor. Men de øvrige faktorer er ind imellem et problem, både for den enkelte selv og for kolleger.
Hos Maersk forsøgte man sig, meget forsigtigt, i 2000 at lancere ”Operation sund kost og levevis” ombord i skibene. Man lagde op til en ændring af de gamle kostregler, der sagde noget om at kosten skulle være ”nærende og rigelig..”. Nu er det med næringen og de rigelige mængder jo snarere blevet et modsat rettet problem i forhold til i gamle dage!
Maersk forventede et ramaskrig, da man lancerede det ombord i skibene for snart 4 år siden, men det udeblev. Så noget er dog forandret i den danske (sø)mands opfattelse af kost. Mange har indset at den tykke brune sovs er god at udelade! Eller er den blot blevet erstattet af chips og nutella? Ved vi ikke alle, at fed kost er skidt for os selv? Og måske især det vi indtager mellem måltiderne, foran diverse skærme. Jo, vi ved det godt, det er bare lige det med at ændre vaner, og måske er nogle af os afhængige af diverse fede og søde sager.
Jeg synes det var visionært og klogt gjort af Maersk, forsigtigt at indføre operation sund kost og levevis. Til gengæld er det, efter min mening, helt urimeligt at fjerne al alkohol fra skibet, som man har gjort efter nytår. Misbrug af alkohol løses ikke på den måde, man fjerner blot en af de meget få fornøjelser den danske sømand har ombord. En fornøjelse, der måske kunne være med til at løfte arbejdsglæde og engagement.
Lige så vel, som det var klogt, at indføre sundere vaner, lige så vel må de have båret hovedet under armen, da de i selv samme rederi for nylig gav al sodavand ombord fri! Nu kan sømanden kvit og frit drikke al den cola han vil, på rederiets regning! Mon det vil slanke den danske sømand?
Det foreløbige udkast til den maritime kogebog blev præsenteret. Layout, afsnits inddeling og foreløbigt indhold så meget fint ud. Så er det spændende at se, hvordan erhvervet får løftet de svageste kokke op, så de også kan være med. For et andet indlæg på temadagen omhandlede også det faktum, at livsstils ændringer altid er sværest hos de dårligst uddannede. Det er der, det sidst slår igennem, hvis det lykkes.
Hos Maersk slog man på, at man sigter efter at udvælge de mest sunde og populære retter fra forskellige kulturer og nationaliteter, i stedet for, som det fortsat er de fleste steder, at der spises i hold med forskellige retter. For mig at se, stiller det store krav til kok/hovmester at klare den opgave!
Med den kendsgerning for øje, at mange af de udenlandske kokke har lavere uddannelsesniveau, og endda nogle danske der slet ikke er kokke uddannede, samt viden om, at livsstils ændringer er vanskeligere hos de lavest uddannede, så har vi vist langt endnu.
Journalist og forfatter Kim Hundevadt har netop udgivet en bog ”På kanten af kaos”. Det fortalte han en del om. På den ene side er vi danskere generelt tilfredse med vores liv, på den anden side er vi stressede! Vi er ved at tippe over mod for meget kaos, siger han. Vi oplever for mange krav om omskiftelighed og forandring. Vi tror måske det kun er på jobbet, men vi gør det også i vores fritid. Vi har for mange aktiviteter der planlægges og vinges af, når de er overstået. Det er et pres både udefra og indefra, siger han. Frygt for at miste jobbet, er den største stress faktor, og samtidig er det blevet mere legitimt at fyre folk. Kim Hundevadt lægger op til, at vi sætter hælene i, siger nej, og giver plads til besindelse. Det er vigtigt at vide hvem du er, og hvad du vil, så du løber den rigtige vej.
Morten Vinter, leder af Søfartens Arbejdsmiljøråd lagde ud med, at man altid kan diskutere timingen. Er det det rette tidspunkt, at melde ud og lægge op til en sundere levevis på arbejdspladsen?
Måske er vi blot i opstarten af en lang proces, hvor vi vitterligt er på vej til at gøre vore liv sundere, så vi lever længere og bedre?
Måske er vi også i en - famlen i blinde, efter at finde ud af, hvad der gør os sundere? Måske finder vi senere ud af, at alkohol- og rygeforbud snarere, for nogle mennesker, hæmmer livskvaliteten i sådan en grad, at det forkorter livet? Og hvad med den stigende ensomhed ombord?
Meget ved vi, men der er også meget, vi ikke ved.
Men det er nok uomtvisteligt, at vi alle har bedst af at bevæge vore kroppe. Måske skulle vi, sømandskoner og sømænd (og vores børn), løbe savnet væk, springe ind i, eller danse med, den isolerede sømand og cykle der ud ad, blot vi husker hvem vi er, og hvad vi vil!….
Der er tradition for, at Søfartsstyrelsen hjælper rederier (og kutterejere), hvis en svært tilskadekommen eller meget syg søfarende skal transporteres hjem, hvis vedkommende skal have en ledsager (læge eller sygeplejerske) på rejsen, eller hvis der skal rekvireres et særligt ambulancefly. Beretningen herunder giver et indblik i, hvor mange detaljer og hvor mange mennesker, der er involveret i at hjemsende en tilskadekommen søfarende.
Mandag den 5. januar 2004: Ved middagstid modtager søfartsstyrelsen meddelelse fra et rederi om, at en 30-årig skibsassistent er faldet ned i lasten i et skib på 1400 BT. Faldets højde var 6,8 m. Skibsassistenten har brækket højre ankel, kvæstelser i ansigtet og på højre arm. Han var kortvarigt bevidstløs og har muligvis kraniebrud. Skibet befandt sig uden for Afrikas østkyst på vej mod Suez. Via Søværnets Operative Kommando fik Radio Medical fat i en redningshelikopter, der var fremme efter 2 timer, og den kvæstede søfarende blev planmæssigt evakueret og fløjet til Djibouti, men hverken skib eller reder kunne umiddelbart få oplyst, hvor han var indlagt.
Tirsdag den 6. januar: Søfartsstyrelsen kontakter det danske konsulat i Djibouti. Konsulen mener, at den søfarende må være indlagt på det franske militærhospital og lover at undersøge sagen. Konsulen bliver bedt om at skaffe lægelige udtalelser om den søfarendes tilstand, herunder en skriftlig udtalelse om, hvornår den søfarende forventes at kunne rejse hjem og på hvilken måde.
Onsdag den 7. januar: Konsulen har fundet den søfarende på det franske militærhospital og oplyser, at den søfarende efter omstændighederne har det godt. Han er blevet scannet og havde ikke kraniebrud. Konsulen arbejder videre på at få en skriftlig udtalelse vedrørende eventuel hjemrejse.Søfartsstyrelsen undersøger rejsemulighederne og finder ud af, at der kun afgår ét direkte fly fra Paris til Djibouti lørdag aften. Dette fly flyver fra Djibouti søndag aften mod Paris. Vi beslutter os for - hvis det overhovedet viser sig muligt - at afvikle hjemrejsen den kommende weekend, i stedet for at vente yderligere én uge.
Torsdag den 8. januar: Søfartsstyrelsen modtager det ventede "Certificat Medical", der bekræfter, sømandens kvæstelser. Konsulen gør os samtidig opmærksom på, at Djibouti er et muslimsk land og at helligdagen derfor falder om fredagen. Dette betyder, at han ikke vil være at træffe den følgende dag. I Søfartsstyrelsen satser vi fortsat på, at vi snart vil få den endelige tilladelse til, at den søfarende kan rejse hjem førstkommende søndag. Vi retter derfor henvendelse til Odense Universitetshospital og får et positivt svar, idet en fransktalende sygeplejerske trods det korte varsel gerne vil påtage sig jobbet som ledsager på rejsen. Sent torsdag eftermiddag erfarer vi imidlertid, at der kræves visum for indrejse til Djibouti. Vi føler os efterhånden lidt klemte, for lørdag og søndag holder man jo fri i Danmark.
Fredag den 9. januar: I Søfartsstyrelsen går vi fra morgenstunden i gang med at finde ud af, hvordan man får et visum til Djibouti. En samtale med Udenrigsministeriet oplyser, at den franske ambassade i København kan udstede det nødvendige visum. På den franske ambassade er den visumansvarlige kvinde villig til at se bort fra sagsbehandlingstiden på en uge, og hun vil blive sent fredag eftermiddag, så det vigtige visum kan blive udstedt. Da alt tilsyneladende er faldet på plads vedrørende visum, opstår næste problem. Air-France vil ikke love assistance mandag morgen i forbindelse med
flyskift i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Vi må derfor kontakte den danske ambassade i Paris, hvor vi kender en flink og tjenstvillig konsulatmedarbejder. Hun lover at kontakte lufthavnen, så vi ikke behøver at tænke mere på det problem. En lang og hidsig arbejdsdag slutter sent om eftermiddagen med udarbejdelse af en liste med telefonnumre, mobilnumre, faxnumre og e-mailadresser, så
alle de involverede personer er informeret om, hvordan de kan få fat på hinanden. Tilbage er en manglende skriftlig bekræftelse på udførelse af båretransporten, idet Air France, London, ringer fredag aften og insisterer på at få oplyst, hvilket firma, der skal transportere den søfarende fra hospitalet i Djibouti til lufthavnen. De stiller sig dog tilfreds med at få konsulens navn og telefonnummer.
Lørdag den 10. januar bliver vi kontaktet af konsulen i Djibouti, som fortæller, at den læge, som har behandlet den søfarende, nu ikke længere er til stede, og hans afløser vil ikke umiddelbart give tilladelse til udskrivning med henblik på hjemrejse. Konsulen får dog løst problemet, og kl. 15.30 tager sygeplejersken til Københavns Lufthavn for at indlede rejsen mod Djibouti.
Søndag den 11. januar får vi om eftermiddagen pr. e-mail bekræftelse på, at alt indtil videre er forløbet planmæssigt.
Mandag den 12. januar tidligt på eftermiddagen ankommer den søfarende til Rigshospitalets Traumecenter. Turen er forløbet vel, og her slipper Søfartsstyrelsen den søfarende, der nu har de bedste forudsætninger for at komme sig. For yderligere oplysninger, kontakt Preben Jacobsen, tlf. 39 17 46 26 eller Pia Høier, tlf. 39 17 45 96.
Vi håber, at der vil gå lang tid, før den næste hjemrejse skal arrangeres,
og for Jeres egen skyld:
Sømænd og fiskere - pas godt på jer selv, vær forsigtige og tag ingen chancer.
Ja, sådan tænkte jeg første gang jeg hørte øen blive nævnt!!
Vores kære ø bliver omtalt som perlen i havet – et lille irgrønt smykke i det blinkende blå hav – et stykke af Danmark hvor der findes alt hvad det øvrige Danmark ellers byder på.
Jeg hørte øen omtalt første gang en dag i april 2002 – min kære fætter havde været her for at se på en egnet gård til en gårdbutik og havde fundet et par stykker som måske kunne bruges – kom tilbage til Jylland og fortalte om øen – jeg tænkte inderst inde, hvad kommer det mig ved - indtil han langt om længe fik mig fortalt at ham havde tænkt, at jeg skulle ned og starte butikken op, og ”måske” kunne jeg så tænke mig at blive, kunne jo altid prøve et halvt års tid!!!
Det korte af det lange blev, at jeg tog af sted – Og det har jeg den dag i dag ikke fortrudt.
Jeg blev modtaget meget åbenhjertigt af alle her på øen. Fik ret hurtigt en bred bekendtskabskreds. Og nogle virkelige gode venner.
Deriblandt en pige som tilfældigvis havde en god bekendt som sejlede, og som hun mente at ”lige var noget for mig”, Mail dog til ham – var hendes ord hver gang jeg så hende, så jeg tænkte ja, det kan der jo ikke ske noget ved og som sagt så gjort. Det blev til en, og derefter mange mail der blev sendt og modtaget – sømanden lød virkelig til at være sød og dejlig. Og i december 2002 mødte jeg ham så for første gang – det var med lidt uro og spænding at jeg nu skulle se ” ham” som jeg havde skrevet med i 3 mrd. Men alt min uro forsvandt da jeg så ham og snakkede med ham – han var jo den samme som i sine mail.( Kort fortalt – vi skal giftes til maj.)
Fik gennem nogle andre bekendte her på øen at vide, at der var noget der hed Sømandskone-foreningen, og det måtte jeg da lige se, hvad et var – og tak for det – for her mødte jeg ligesindede piger og derigennem bedre kendskab til livet til søs, som for mig var en by i Rusland. Sad virkelig de første gange meget og lyttede til de andres snak og kunne forstå, at de jo havde eller havde haft de samme tanker og savn som jeg. Men ikke nok med det, man for jo også nye bekendtskaber og har meget sjov og morskab når vi mødes. Så herigennem vil jeg gerne give et stor tak til Sømandskoneforeningen på Ærø for deres positive og åbne måde at modtage nye medlemmer på.
Når jeg engang , forhåbentlig til december skal med på min første” konesejlads”, skal jeg nok vende tilbage og fortælle, om hvordan jeg har oplevet det.
Ellers må i alle have et godt forår .
De bedste Ø – hilsner fra en jyde
Kilde/ forfatter: En Jyde, Dato: 1/1-2004 Kategori (i):
Nytår 2004
Så er vi på vore pladser igen, hverdagen er atter tilbage. Jeg håber, at alle har haft en rigtig god jul- og nytårsferie.
Der har været møde i Handelsflådens Velfærdsråd med efterfølgende gløgg reception, da 2 medlemmer af rådet gik af. Bl.a. Ronald Petersen fra Dansk Sømandskirke.
Den 9. december var der generalforsamling på Nyborg Strand inklusive sammenlægning af de to kirker, Dansk Sømandskirke i fremmede Havne og Dansk Kirke i udlandet. Desværre blev jeg syg og kunne ikke deltage, men heldigvis var Lotte der stadigvæk og måtte deltage alene i hele arrangementet.
Den 18. december var jeg i København til Ronald Petersens afskeds-reception. Det er altid lidt trist at sige farvel til en god samarbejdspartner. Vi ønsker al held og lykke på din færd videre frem.
Vi har netop modtaget besked fra postvæsenet angående forsendelse af bladet. Portostøtten er blevet opsagt pr. 1. marts. En ny ”lille” opgave med at finde ud at få distribueret bladet med de færreste udgifter. Til repræsentantskabsmødet i marts håber vi på, at kunne orientere mere om dette. Men en ting ved vi på forhånd, at dyrere bliver et.
Angående repræsentantskabsmødet her i foråret er det blevet flyttet til den 13. marts i Fredericia stadig hos Ilse i stedet for den 28. marts. Husk alle er som sædvanlig velkommen.
Margit, som vi er mange der kender, fra sit engagement på landsplan, mistede sin mand ved skibsforliset ved Nigeria.
Jeg ved ikke om man kan sige, at hun mistede ham to gange, først ved at han døde, dernæst ved at han blev i dybet. Sådan kan jeg i hvert fald godt komme til at tænke på det.
Den angst, som enhver sømandskone kan nikke genkendende til, titter frem. Døren står på klem, som vores formand skrev i sidste blad. Og det er rigtigt, den skal lukkes i igen, for vi kan ikke leve med den, som værende i vore tanker hele tiden.
I skrivende stund er Margit sammen med de øvrige pårørende i Nigeria for at begrave sin mand på havet. Jeg tænker på hende, og vi har for længst besluttet at sende en blomst. Men hvordan gør man nu lige med blomster, når der ikke er en kiste? Jeg ringer til min egen præst, men hun har aldrig stået i den situation. Man kan gøre det på hvilken måde man selv ønsker, vil hun mene. Jeg er ikke helt tilfreds. Så jeg finder frem til præsten i Stige kirke, hvor jeg ved der skal være en mindegudstjeneste når Margit og familien er hjemvendt fra Nigeria. Vi får faktisk en lang snak, både om blomster og om det at være sømandskone. Jeg tror hun får lidt mere, værdifuld, viden med sig. De havde besluttet at arrangere blomster, fuldstændig som hvis det var en almindelig begravelse med en kiste. For netop at gøre det så genkendeligt som muligt. Ja, selvfølgelig er det det eneste rigtige, tænkte jeg. For ritualerne er utrolig vigtige, når vi står ved afgørende faser her i livet, specielt døden. Det er ritualerne, der gør det smertelige lidt mindre smerteligt, så vi bedre kan bære smerten. Mens jeg taler med denne søde præst i telefonen, og bl.a. læser et par avisartikler vedrørende begravelsen i Nigeria højt for hende, triller et par tårer, og min stemme er flere gange ved at knække over. For selvom jeg ikke kendte Margits mand, så kender jeg Margit, og det gør at det kommer meget tæt på. Og så har jeg endda min egen sømand i fuldt vigør, om end han ringede i går, og fortalte de havde haft en storm, og de sejlede for halv kraft p.gr.a. maskinskade… Jeg tror mest jeg lukkede ørerne, og talte om andre ting.
Når dette kommer i bladet, er det hele overstået. Margit må igennem en sorgproces, for atter at finde sig selv og skønheden ved livet. Jeg vil fortsat tænke på hende, mens jeg langsomt men hermetisk atter lukker denne angstens dør godt og grundigt i igen.
Som sømandskæreste følte jeg i sommer, efterhånden en stor nysgerrighed omkring, hvad der foregår på et skib. Jeg besluttede mig for, at forlade den faste landjord og gå ind i rollen som ”medsejlende hustru” for 14 dage. Jeg havde meget bevist valgt sommerperioden til min første udmønstring, da jeg ikke havde en fornemmelse for mine søstærke/svage sider.
Skibet som min kærste Kim sejler på, er et tankskib som færdes mest i Nordeuropa. Jeg glædede mig ufatteligt meget til at påmønstre, og havde en masse forhåbninger om, at komme til nogle interessante byer. Kufferten blev pakket efter en landkrabbes nøje overvejelser om, hvad man skal bruge ombord på et skib i 14 dage. Da jeg satte kufferten på vægten vejede den....30 kg! Da jeg ikke vidste, hvorfra og hvordan jeg skulle rejse hjem, blev jeg nødt til at laste om tre gange, før jeg selv kunne bære kufferten og den ikke ville være en trussel mod Europas flytrafik.
Jeg påmønstrede forventningsfuld i Grenå, da der kun var få timer til forventet afgang. Første tur skulle gå nord om Skagen med kurs mod Rotterdam. I Grenå gik tiden og der opstod forskellige komplikationer med skibets tekniske dele. En af disse komplikationer var desværre så omfattende, at vi blev nødt til at ligge i Grenå havn til dagen efter. Min utålmodighed efter at komme til søs steg i takt med at timerne gik. Til middag var vi endelig klar til afgang. Da vi sejlede ud af havnen, stod jeg på broen og nød udsigten, endelig var vi på vej mod Rotterdam! Jeg nød turen i fulde drag, og det gik hurtigt op for mig, at det var en fantastisk måde at holde ferie på. Det fantastiske gik dog lidt i sig selv da vi nåede ud i Nordsøen. Skibet var i ballast og vinden var efter min mening lige frisk nok. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det ikke blæste meget, men efter 1½ døgn til søs måtte jeg overgive mig til ”køjen” og søsygepillerne.
Da vi nåede til indsejlingen mod Rotterdam, gik der et par timer, inden vi kunne få lods. Vi lå for anker på en af de store ankerpladser udenfor indsejlingen og ventede. Det var facinerende at ligge der. Man kunne se land, boreplatforme og andre skibe, vandet var stille og solen skinnede på en besynderlig uklar måde. Efter et par timer fik vi lodsen ombord og sejlede ind mod Rotterdam.
I Rotterdam kom sømandspræsten Søren Fahnøe Jørgensen på visit. Tidligere har jeg ikke tænkt over, hvor meget sømandskirkerne rundt i hele verden betyder for søfolk, men det fik jeg hurtigt en fornemmelse af. Besøget ombord er et friskt pust, efter dage eller uger på havet. Udover at få de seneste nyheder fra aviserne som sømandspræsten medbringer, er den sociale kontakt også et vigtigt element. Jeg og en matros kørte sammen med Søren ind til Rotterdam, hvor vi fik en rundtur i byen.
Fra Rotterdam gik turen til London (Plurfleet) og derefter tilbage til Rotterdam. Mit første indtryk af Rotterdam var godt, så jeg tøvede ikke med at tage ind til byen, da vi anløb havnen igen. Denne gang tog Kim og jeg til gudstjenste i Den Danske Sømandskirke. Det var hyggeligt at besøge et lille stykke af Danmark i Rotterdam. Personalet i sømandskirken var meget venlige og imødekomne, og jeg er sikker på, at de får mange som er langt hjemmefra til at føle sig tættere på hjemmet.
Fra Rotterdam sejlede vi til Hamburg. Da vi om aftenen ankom til Hamburg kom sømandspræsten Henrik Fossing ud på skibet og hilste på. Jeg skulle ind til byen dagen efter, og vi aftalte, at jeg kunne komme forbi kirken. Igen blev jeg mødt af et lille stykke Danmark med en stor venlighed og gæstfrihed. Jeg snakkede med Henrik Fossings kone Bodil Fossing, som gav forslag til en rundtur i Hamburg, hvor jeg fik set mest muligt på den tid jeg havde til rådighed, inden jeg skulle være tilbage på skibet. Jeg blev meget facineret af Hamburg som både rummer grønne arealer, kanaler, store pladser samt gode shoppingmuligheder.
Fra Hamburg sejlede vi til Danmark, hvor vi anløb Assens og Nakskov, hvorefter min sejltur endte. Jeg er meget glad for at have været med, og har nu fået et godt indblik i, hvordan Kims hverdag på skibet forløber. Jeg glæder mig allerede nu til næste gang, jeg skal med ud at sejle, da det er meget afstressende. Det eneste jeg i de 14 dage foretog mig, var lidt rengøring samt tøjvask. Derudover gik tiden med at læse bøger, se videofilm og nyde udsigten når vi sejlede. Fordelen ved at sejle med var også, at der var 14 dage mindre til Kim kom hjem igen.
Den 10.10. mødtes Kirsten Nybroe og undertegnede, samt et medlem fra den anden sømandskoneforening, med to forskere fra Forskningsenheden for Maritim Medicin (FMM) på sømandshjemmet i Fredericia. Det var antropolog Fabienne Knudsen og læge Olaf Jensen, som henholdsvis er i gang med projekter vedrørende arbejds- og fritidsrelationer mellem danske og filippinske søfolk samt en større international undersøgelse af ulykker blandt søfolk.
Vi havde en meget givende dialog omkring søfart. Dels hvordan det berører os, hvad vi oplever via vores mænd om livet til søs, og dels hvad de finder i deres forskning. Og det er interessant at opleve både overensstemmelser og forskelle mellem det de finder og det vi oplever. Mon ikke mange tænker, at forskning nok er noget der ikke har så meget med virkeligheden at gøre, at man måske kommer for langt væk fra det virkelige liv? Men det er ikke det vi oplever, når vi snakker med de gæve mennesker i FMM. Faktisk kan vi nikke genkendende til langt det meste, men vi overraskes også, og det er mindst lige så interessant. At få stof til eftertanke, er jo ikke at kimse af. Ofte betaler vi lige frem en biograf billet for at få "noget at tænke over".
Det er da f.eks. meget interessant, at også de (det er nemlig ikke nyt), i den store internationale undersøgelse omkring ulykker, kan se færre ulykker blandt filippinske søfolk. Det er vel og mærke en anonym undersøgelse, hvor ingen arbejdsgiver er involveret. Spørgeskemaerne udfyldes hos søfartslægen.
Så det ser ud til, at den filippinske sømand reelt kommer mindre til skade end den danske sømand! Hvorfor gør han nu det? Hvis vi spørger vores mænd, er der mange af dem der siger: "Den filippinske sømand kommer klart nok mindre til skade, for han laver mindre, tager mindre fat eller han kan ingenting". Man kan selvfølgelig indtage den holdning, at det bare er fordi han er doven. Men det kunne jo også være fordi den filippinske sømand er bevidst om risikoen og samtidig sit manglende sikkerhedsnet? Hvis han kommer så meget til skade, at han ikke kan arbejde, er ikke blot hans egen, men hele hans families eksistens truet. Det gælder ikke for den danske sømand, han ved, at der hjemme er forsikring, pension, revalideringsmuligheder m.m. Så derfor er den filippinske sømand måske blot mere forsigtig, passer bedre på sig selv? Det kunne vi vel også ønske os, af vores mænd? For uanset socialt sikkerhedsnet, vil vi jo helst have ham sund og rask hjem efter hver udmønstring!
Men hvad værre er, vi mangler at se erhvervet gøre noget ved de høje benzenmålinger man har foretaget i danske kemikalietankskibe inden for det sidste år. Eller også lever vi i lykkelig uvidenhed. Lad os håbe det. Man
har nemlig målt op til 300 gange den tilladte grænseværdi for benzin nær tankene og niveauer over grænseværdien på de øvrige områder af skibene. Det giver mig kuldegysninger at tænke på det. På FMM kigger man nærmere på en evt. sammenhæng med benzin og andre kemikalier med kræftsygelighed blandt danske søfarende. Selvom vi endnu ikke kender resultatet af undersøgelsen, ved vi at benzin er giftigt, og derfor må det haste, at få det reduceret. Vi har fået forskernes ord på, at de vil optræde på slap line ved vores Landsstævne i 2004. Glem alt om nogle grå og kedelige forskere med brillerne halvt nede på næsen! Her får du interessant stof til eftertanke. Det kan vi love på forhånd, selvom vi endnu ikke har aftalt indholdet i detaljer. Så hvis du har specielle ønsker til deres optræden, så giv lyd fra dig. Og lad os håbe at denne foreløbige præsentation ikke har taget modet fra dem..
Den 13. maj 2003 var en stor dag for mig og mit firma. Vores serigraf-elev, skulle have overrakt en bronze medalje af Dronningen. Vi skulle deltage i et arrangement med Dronningen og det bedste af Danmarks ungdom, der alle skulle belønnes for et godt svendestykke. Vi kom i god tid, vi skulle jo gerne have det hele med. Jeg havde brug for, at låne et toilet, og spørger pænt i receptionen på Københavns Rådhus hvor jeg finder sådan et – det kan desværre ikke lade sig gøre, før dørene til rådhussalen åbnes. Ærgerligt, at jeg havde glemt, at man skal spise bananer, når man skal til ”fest” med Dronningen. Dørene blev åbnet og vi fandt vores pladser, hvor var det sjovt, at sidder der midt i det hele og se den en store flotte kjole passere forbi efter den anden. Jeg tror der var ca. 100 mænd med ”borgmester” kæde om halsen. Endelig kom Dronning Margrethe og Prins Henrik, Overborgmester Kramer Mikkelsen, op til flere ministre, Githa Nørby o.s.v, jo, man kan snart få set ”Billede Bladet” – men det er en stor oplevelse, at se det hele live. Festtalen blev holdt af Mads Clausen, direktør for Danfoss. Endelig kom tidspunktet hvor VORES elev blev kaldt frem, fik medalje og bukkede pænt for Dronningen og Prinsen. Indrømmet jeg var pave stolt og meget, meget glad – det var ikke mig, der have lavet svendestykket, men følte alligevel en lille andel i medaljen !!
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 13/5-2003 Kategori (i):
Julen 2002.
Selvom sømandshjemmets nye minibus er grøn og er en Citroën, så kunne den godt hedde Rudolf de sidste 14 dage inden jul, hvor sæderne flød med julegaver, sække og røde bånd. Skib efter skib fik besøg med aviser og invitationer til at besøge sømandshjemmet, og der var tilbud om at få skibets bibliotek byttet, benytte sømandshjemmets Internet Cafe, komme en tur i sauna eller få ringet hjem til familien.
Da Fredericia Havn var den sidste mulighed for at få julegaver om bord, var det også et af juletidens tilbud.
Ingen afslog tilbudet om at få julegaver om bord, eller foreslog at det kunne vente til næste gang. Ingen havde så travlt med at losse eller laste, at der ikke var tid til at modtage en julegave. Dejligt.
Desværre har vi aldrig julegaver nok til alle, så nogle besætninger måtte nøjes med en julegave i fællesskab. Det var denne gang en jule CD med et russisk kor, som sømandshjemmet havde indkøbt til lejligheden og for at ”drøje” på julegaverne.
Det blev til 315 julegaver fordelt på 35 skibe. De sidste 7 julegaver måtte i al hast pakkes ind juleaftensdag sidst på eftermiddagen, så der også om bord på det sidst ankomne skib, kunne blive en julegave til enhver om bord.
Om bord på havnens skibe juleaften, var der travlhed. De, der kunne rejse hjem, var hjemme ved familien. Nogle havde i flere dage forberedt sig på julen og holdt deres egen julefest om bord, og nu var der jo også julegaver fra sømandshjemmet. Andre skibe skulle sejle i løbet af juleaften og besætningen kunne derfor ikke forlade skibet.
En del sømænd havde dog tid og mulighed for at deltage i julefesten på sømandshjemmet, og nogle var der hele aftenen, andre skiftedes med deres kammerater til at komme.
Sømandshjemmets julemiddag var andesteg med æbler, rødkål og brunede kartofler, og derefter Ris a´la mande, med mandelgave. Det skulle lige forklares, da denne tradition ikke er kendt, hverken på Burma eller i Litauen.
Kl. 21 samledes vi omkring juletræet, hvor vi sang nogle kendte julesalmer og derefter lyttede vi til juleevangeliet på dansk, engelsk, russisk og arabisk. Der er altid en ganske særlig højtidelighed over denne stund rundt om juletræet, hvor vi står og lytter til juleevangeliet, også selvom vi ikke forstår alle de sprog, det bliver læst på.
Efter ”Fader Vor” i kor, og endnu et par julesalmer gik alle om bord i sømandshjemmets lækkerier. Pigerne havde lavet ta´selv bord med kaffe, lagkage, de fleste af julens småkager, hjemmelavet konfekt, og julegodter, nødder og frugt.
Også denne aften var sømandshjemmets piger og deres frembringelser populære.
Familien derhjemme har altid sømandens kæreste opmærksomhed, især i julen og selve juleaften. Derfor var der også juleaften kø ved telefonerne. Det mildner altid savnet lidt at få en god lang julesnak med dem derhjemme.
Vi var i alt 32 deltagere juleaften, og da det var tid til at sige farvel og tage hjem om bord, var julesneen faldet og lå ren og hvid og pyntede julevejen hjem.
Fredag d. 16.8.2002 kl. 10.50 var der afgang med Marstalsfærgen, flere af familien og vennerne var ned og vinke farvel. Vi skulle påmønstre en coaster i USA. Herligt – en drøm var ved at blive realiseret.
Jeg er skolelære, og har været det i mange år, bl.a. på Grønland og mange år på Ærø. Vi havde snakket om det flere gange, det med at tage på langfart med en af byens coastere. Nu havde vi taget beslutningen, idet min mand Erik også skulle af sted. Marstal Søfartsmuseum, som han er leder af, havde fået en bevilling til dokumentation af danske søfolk om bord i danske skibe, det tynder ud i dem, især dæksbesætningen, så det skulle være her og nu. For mit vedkommende var jeg ved at løbe træt i tonsvis af møder og andet udenomssnak i forbindelse med lærergerningen, som jeg ellers er rigtig glad for, og stor appetit på rejser har jeg altid haft, så her var en mulighed.
Et års orlov blev bevilliget, og en kokketjans om bord på et af familierederiet E.B. Kromanns skibe blev en mulighed. Jeg kan godt finde ud af at lave mad, og Erik og jeg har været ud at sejle for kortere perioder for år tilbage. Kabystjansen havde jeg prøvet, selvom det var i nærfarten og ombord på et skib med færre folk. Men hvo intet vover, ser ikke verden …
Køjesækken var pakket og rejsen var påbegyndt. Vi skulle ombord på reden ved Annapolis. Dagen efter, den 17., blev vi sat om bord fra en shorebåd. Skibet hedder ”Anne Boye”, den er bygget i 1985 i Søby og har normalt en besætning på 8 mand, selvom den er godkendt til 5 mand.
Skibet tog sig godt ud, velholdt, lå den der i solen på reden og tog imod os. Besætningen var selvfølgelig noget interesseret i at finde ud af, hvad vi var for nogle, og omvendt. De havde været længe ud, de fleste af dem og her lå de og ventede på kajplads inde i Baltimore, hvor en fuld ladning på 2300 tons råsukker skulle losses. Sukkerlasten var kommet om bord en måned tidligere i Rosario, Argentina. ” Anne Boye” ligger ofte på lange rejser i fort world wide. Besætningen viste sig straks at være behagelige danske søfolk, hele vejen igennem, vi kom fluks på bølgelængde og min kokkegerning påbegyndtes straks under begyndervejledning af den hidtidige kok, der mønstrede om dækket. Vi var nu i alt 9 munde, der skulle mættes flere gange dagligt.
Søfolk lever godt i danske skibe, ud over de øvrige måltider og kaffeafbræk er der dagligt en to-retters menu om middagen , der skal holdes klar over to omgange i forbindelse med vagtskifte. Vi havde meget fint argentinsk oksekød og ikke så meget andet inden for den branche til at starte med, så det krævede noget fantasi, en kogebog og en kødhakkemaskine til at lave interessante varianter.
Jeg knoklede på, 10 timer hver dag, i begyndelsen. Men det lykkedes, folkene udtrykte deres tilfredshed og en påkrævet udskiftning af klæder til et større nummer var det synlige bevis på at kabysmenuen faldt heldigt ud. Skipperen var af den nyere tids observans, der havde lagt enevoldskonge princippet overbord, og tingene og arbejdet glad let og fornøjeligt. Efter udlosning i Baltimore, gik vi sydover fragtsøgende, snart kom der besked hjemmefra om at vi skulle til Havanna for at laste tobak til Cadiz , Spanien. Havanna skulle vise sig at være et pragtfuld sted med dejlige mennesker, det var det for øvrigt stort set overalt, hvor vi kom på udmønstringen. Folk er generelt flinke, når man kommer med en imødekommende holdning og ikke går kramagtigt krumbøjet rundt af angst for andre og udstråler overmennesketendenser. Efter et par gode ophold i de nævnte havne, anløb vi Shoreham, Sydengland for at laste stykgods til Port Stanley, Falkland. En lang tur på 29 døgn til øerne ned ved Kap Horn, en sejlads skibet havde været på næsten 50 gange før. Vi fik proviant hjemme fra Danmark i tonsvis, så nu var kabysmulighederne mere fleksible.
De 29 døgn gik hurtigt, også for en kok, der var ene kvinde om bord. En fin ækvator dåb og andre anledninger til festlighed, var med til at gøre weekenderne hyggelige. Havet, albatrosser, delfiner og hvaler var kilde til daglig adspredelse og fornøjelse, især når vi sad på ”Anne Boye” sladrebænk på agterdækket efter udskejning, tid til langt ud på aftenen. Den sydlige himmelhvælving med stjernetegnet Sydkorset var også en stor oplevelse.
Falklandsøerne, som vi havde glædet os til at opleve, snød os ikke, her var fine naturoplevelser og behagelige folk. Sejlads ind i Magellan Strædet til den chilenske by Ponta Arenas var også en stor oplevelse. Forskellige sydamerikanske havne med mulighed for proviantsupplement af lokale frugter og snak med lokale folk gav kolorit på turen. Men tiden gik, en dag, eller rettere en nat, måtte vi fra borde ved Balboa i Panama-kanalen. Det var med et vist vemod vi tog afsked med ”Anne Boye” og nogle af de folk, vi havde tilbragt sølivet sammen med. Vi havde lastet i Tampico, Mexico og skibet stævnede nu med Australien, som dæks folkene Jan og Jens skulle opleve for første gang.
Kim, nyuddannet styrmand fra Marstal Navigationsskole, skulle ud og gense Australien, og det var faktisk ham, der via konen Lotte skaffede søhesteforbindelserne …………. Tak for turen og go´ tur videre.
Søhesten nr. 3/2002 - Supplerende bemærkninger vedr. Trivsel om bord.
Da mit indlæg vedr. videofilmen Trivsel om bord har medført flere reaktioner, vil jeg lige komme med et par kommentarer til nogle af dem:
Først tak til dem, der har svaret: Peter Tjellesen, Morten Vinter fra RTV-film, Søfartens arbejdsmiljøråd, samt Henrik Bjørndal Pedersen (HBP) og Birgit Larsen Jensen (BLJ).
Dernæst er det jo godt at få en debat i gang, også i bladet.
Som svar til BHP:
Min mand er p.t. i den heldige situation, at der er hele 3 danskere om bord mod tidligere 1 (min mand), 4 færinger og 7 filippinere. Sidstnævnte er sådan ca. det mest normale forhold i det rederi. Og der er i vores omgangskreds – i de 3 ud af de 4 tilfælde – samme forhold i bemandingen, afhængigt af antal ansatte.
Hvad angår seminarer og møder, ville de 5 (min mand incl.) så vidt vides meget gerne med på diverse seminarer og møder, men som regel ligger de interessante kurser typisk sådan, at det passer med udmønstring en uge før eller noget i den stil.
Så synes jeg nok, at det er en lidt grov generalisering inden for faget (jeg ved ikke, om HBP er navigatør, mask.mester eller en af de få danske skibsass.?), at hvis der kun er to danske om bord, så passer de ”deres sjusglas og evt. papirarbejdet og lader de andre ordne resten på deres egen måde.” Citat slut.
Der mener jeg, at hvis man er sit arbejde voksent og et ansvarligt menneske (uanset stillingsbetegnelse), så falder man ikke bare hen og drikker sig en bøhmand på, selv om man evt. kun er to danskere eller mindre.
Men ok, på samme måde som der findes eks. Mekanikere, der skriver ekstra arbejdstimer på regningen, for noget der ikke er lavet, så findes der vel også søfolk, der bare lader stå til. Brådne kar findes jo i alle erhverv. Desværre også handelsflåden.
Hvad maden angår, så er maden om bord ikke så god som hjemme i de fleste tilfælde, men min oplevelse er, at det også afhænger af skipperens evne til at slå kokken oveni hovedet. Min mand kender en skipper, der – fordi ”hans liv er for kort til hundeæde” – har lært sin kok at lave ordentlig dansk mad, der ikke svømmer i fedt. Hans fordel var jo så også, at de kørte faste hold, jeg ved godt, at det er ikke alle rederier, der gør det, men jeg vil vove at påstå, at maden kan blive meget bedre, hvis skipperen tør sige til kokken: ”Det dèr vil vi ikke spise, det er hundeæde, lav det om! Spejlæggene må ikke være stegt i så meget fedt, at de af sig selv rutscher på tallerkenen, når vi er i søgang!” Men det kræver en skipper, der ikke er konfliktsky. Og de findes altså stadig.
Og tak for de pæne ord til min mand, jeg går ud fra, at han har set dem.
BLJ:
Jeg vil starte med at kommentere denne sætning fra BLJ’s indlæg:
”Hvis filmen skulle være tilstrækkelig rigt facetteret, burde der vel være interviews med 5 gange så mange mennesker, og hvem gad så se den til ende…”
Det svarer til at betale 70,-kr. for en biografbillet for at se ”Ringenes Herre”, og efter en time finde ud af, at det er årets dårligste film, for så at blive siddende i de resterende 2½ time! (Den er nu pengene værd).
Hvis filmen er kort, men dårlig, ser folk den ikke. Hvorimod, hvis den er godt lavet – både hvad angår indhold og fremstilling, herunder facetteringen af problemerne – vil mange se den, også selv om den er lang.
Det at rejse sig i protest det kan være, fordi filmen har rørt ved noget, man ikke kan/vil erkende, som BLJ skriver, men behøver ikke at være derfor. Det kan være af en mere simpel årsag: Kedsomhed og en følelse af tidsspilde.
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 1/3-2002 Kategori (i):
Søhesten nr. 1-2/2002 - Svar til Elisabeth Larsen Videofilm: ”Trivsel til søs” - Nr. 12 – november 2001
Som producent / udgiver af filmen ”Trivsel til søs”, er det altid ærgerligt, når nogle synes, at vi har vinklet eller prioriteret forkert. Til gengæld er det da godt, at der både findes sømænd og sømandskoner, der ikke genkender de problemer, filmen beskriver.
Som producent / udgiver af filmen til brug i den danske handelsflåde vil vi altid have det problem, at vores seergruppe er en særdeles broget skare. Selvom vi bestræber os på at være nuancerede, vil der altid i den enkelte film være forhold, der er relevante for nogen og ikke for andre.
Filmen ”Trivsel til søs” er lavet som dokumentarfilm og tager derfor udgangspunkt i en lang række søfolks egne udtalelser. At der så er sømænd og sømandskoner, der ikke oplever de samme problemer som filmens medvirkende, må vi tage til efterretning. Vi må naturligvis altid spørge os selv, om vi i vores research har valgt de rigtige søfolk, de rigtige sømandskoner, der rigtige rederier osv. Problemet er blot: Hvem er de rigtige?
Filmen har ikke været tænkt som en reklamefilm for erhvervet, men som inspiration til en debat – en debat, som vi har ment burde tage sit udgangspunkt dér, hvor problemerne findes. Måske har denne film ikke været så bred
Kilde/ forfatter: Peter Tjellesen, Morten Vinter & PTV film Søfartens arbejdsmiljøråd, Dato: 1/1-2002 Kategori (i):
Søhesten nr. 1-2/2002 - Indlægget i Søhesten Nr. 12 ang. filmen ”TRIVSEL OMBORD” bør da vist ikke få lov til at stå alene. Så her er min kommentar. - Videofilm: ”Trivsel til søs”.
Først så jeg filmen, som jeg fandt lidt vag i sine udlægninger af problemerne, men alligevel interessant, også fordi jeg kender flere af de mennesker, der er med. Få dage efter landede SØHESTEN på mit bord, og jeg læste indlægget fra Elisabeth Larsen, et indlæg som også skipper havde bidt mærke i. Han havde dog ikke set filmen.
Vi satte os nu ned, og så filmen sammen, og selv om der er 15 års aldersforskel og meget forskellig baggrund for det tidligere liv til søs, kunne vi fint blive enige om, at filmen berørte et emne, som i allerhøjeste grad er aktuelt. Uden på forhånd at kende forfatteren (Elisabeth Larsen) vil jeg tippe, at mand og omgangskreds alle er beskæftiget i skibe med enten udelukkende danske eller også i hvert fald, hvor der er mere end 2 danske ombord. Ligeledes tyder det på, at man indenfor omgangskredsen normalt ikke deltager i de tilbud om møder og seminarer, som organisationerne afholder, hvor trivselsproblematikken som regel er oppe vende hver gang.
Tilbage til det aktuelle emne. Jeg tror, at kulturforskellen er et stort problem, sprogproblemet er et andet sort problem, og problem 3 er forplejningen.
For at starte med sprogproblemet. Det er min opfattelse at omkring 15-25% af udlændingene ikke er i stand til at klare den daglige arbejdsdag på det arbejdssprog, som der forlanges. Dette giver en øget belastning, specielt hvis de sprogsvage er i officersgruppen.
Vi søfolk føler os ladt i stikken, idet ISM inspektører, som jo faktisk er dem, der skal kontrollere, at søfolkene behersker det sprog, der er arbejdssproget, ikke tør røre ved problemet, og rederen ønsker som regel heller ikke at erkende problemet, da det alt andet lige vil medføre ekstra skiftninger og dermed øgede omkostninger.
Bjarke Jacobsen fra ELITE REDERI udtaler flot i filmen, at man er opmærksom på problemerne.
Ja tak! Hvis der overhovedet var problemer i ELITE, skilte man sig meget hurtigt af med Danskeren.
Kulturmæssigt er problemet nok mest udtalt, der hvor der kun er to danske, idet de, hvis de ønsker at have ro og fredelige arbejdsforhold, er nødt til at lade skibet køre på den kulturmæssige baggrund, som besætningen har. Sagt med andre ord passer deres sjusglas og eventuelt papirarbejdet, og lader de andre ordne resten på deres egen måde. Jeg er alvorligt bange for, at mange skibe med kun 2 danskere fungere på denne måde, og som sådan måske ikke burde sejle med Dannebrog agter. Nogle mennesker trives med disse forhold, andre gør ikke og har dermed et trivselsproblem.
Så er der kost og forplejningsproblemet, som nok er det, der oftest bliver taget frem.
Vi så alle den forlorne udsendelse fra ”Carsten Maersk”. Hvor alt bare var helt perfekt.
Det var en sej død bagefter igen at skulle ned til Polakkens eller Phillipinerenes fejltagelser.
Når vi på møder og seminarer påtaler overfor rederens repræsentanter, at der er et problem, er standartsvaret som regel, at så må du jo selv gå ned og lave den mad, du ønsker, hvilket medfører, at man til slut ikke gider mere og lever, som konstant utilfreds, med den fremmede madkultur.
Det er vel således i dag, at ca. halvdelen af de danske skibe sejler med kun 2 danske ombord, og når vi så ser på de problemer, som både filmen og jeg her lister op, må vi erkende, at vi har et alvorligt problem, da vi jo ikke kan forvente, at noget ungt menneske vil lade sig uddanne til at arbejde under disse forhold, med andre ord når vi gamle falder fra er der ingen afløsere.
I Maskinmestrenes forening har jeg stillet forslag om, at man skulle arbejde for en lovgivning, der sikrede mindst 25% danske af en besætning, idet jeg tror, at problemerne er større jo større skibene er, og at der i de helt små skibe, som jo ikke vil blive berørt af en sådan lov, er en større forståelse for at få tingene til at fungere. Det skyldes nok meget at kaptajnen er vagtgående, og mellemlederproblemet ikke eksisterer.
Jeg har desværre ikke i bestyrelsen mødt forståelse for mine synspunkter.
Et andet sted, hvor der kunne sættes ind, er hos rederiernes personale afdeling, hvor en bedre dialog mellem de søfarende og rederi / bemanding i de fleste rederiet kunne være svært ønskeligt.
I enkelte rederier har man taget tråden op med personsamtaler og support, men det er desværre kun meget får steder.
Til slut kan jeg kun sige til Elisabeth’s mand: Nyd dine åbenbart gode forhold, så længe du har dem, jeg er alvorligt bange for, at den barske virkelighed lurer lige om hjørnet, også i de få rederier, der endnu holder fanen højt med mange danske ombord.
Så fik jeg da lidt luft, det blev lidt langt, men jeg håber, at du kan bruge det.
Kilde/ forfatter: Henrik Bjørndal Pedersen, Dato: 1/1-2002 Kategori (i):
Søhesten nr. 1-2/2002 - Uddrag af Birgit Larsen Jensen’s indlæg ”Et nødråb!”: - Trivsel til søs
Åh ja, hvad skal jeg sige. Jeg er jo selv en del af filmens indhold. Og selvfølgelig kunne den have været anderledes, bedre og meget andet. Det vil det altid. Men på ét punkt synes den at have ramt plet: At skabe debat og røre om trivsel til søs, og så er den altså ikke helt tosset. For hvis man rejser sig i protest, så kunne det meget vel skyldes, at den har rørt ved et eller andet i den enkelte, som man muligvis ikke selv har gjort sig klart, eller bare ikke ønsker at sige højt, og så er det også en vigtig del af missionen. Det ligger jo stadig i erhvervet, at en sømand klynker ikke. Man kan være helt og aldeles uenig, og det er da kun fint, især når vi får det frem og får det diskuteret. Det vil kun glæde mig, hvis de fleste sømænd kunne sige, så galt er det langt fra. Men jeg har nu fået andre meldinger rundt omkring. Et eller andet sted ville det også undre mig meget, om de søfolk, der medvirker i filmen, er de eneste, der har problemer med trivselen til søs. Faktisk synes jeg, det er beundringsværdigt, at de træder frem og er så åbne om det, at fungere psykisk på sin arbejdsplads. Der er ikke mange af mine kolleger, der ville gøre det samme, og de er selvsagt ikke søfolk. Hvis filmen skulle være tilstrækkeligt rigt facetteret, burde der vel være interviews med 5 gange så mange mennesker, og hvem gad så se den til ende…
Jeg synes, det ville være spændende, hvis vi i bladet, kunne få frem, hvordan vi sømandskoner ser på vores sømænds trivsel ombord. Lytter de til dine problemer, når de er til søs, eller har du for længst lært, at det magter de ikke? Virker de glade, når de kommer hjem? Har de meget at fortælle om, og er det med en gnist i øjet eller mangel på samme, de fortæller om deres oplevelser. Glæder de sig til næste udmønstring? Har det ændret sig igennem årene? Spørgsmålene og svarene kan være uendelige.
Der skal ikke på nogen måde være tvivl om, at jeg støtter Søfartens Arbejdsmiljøråd i deres bestræbelser på nødvendigheden i at sætte fokus på det psykiske arbejdsmiljø ombord på de danske handelsskibe.
Der skal heller ikke være tvivl om, at jeg respekterer de personager, der har deltaget i at lave filmen, og det faktum, at de fortæller om nogle problemer de (både den søfarende og familien, samt rederne) har oplevet.
Men: efter at have set ”Trivsel til søs”. Må jeg indrømme, at jeg rent faktisk blev meget skuffet.
Én ting er, at Søfartens Arbejdsmiljøråd (og åbenbart også vores forening) ønsker at ”forholde sig til de områder, som søfolkene selv finder problematiske” og tænker denne film ”som et debatoplæg til arbejdsmiljøet på danske handelsskibe” (citater fra videofilmens omslag). En anden ting er, at efter min personlige mening, opnår man lige nøjagtigt det modsatte af, hvad man ønsker!
Da jeg så filmen første gang, slukkede jeg efter ca. 10 – 15 minutter! Anden gang så jeg den til ende, men de problemstillinger, som sømandskonen fra Familien Jensen (orange trøje, rødt krøllet hår) og Birgit Larsen Jensen nævner, kan jeg ikke genkende som værende problemer i dén grad, som de synes, at det er.
Det betyder ikke, at jeg vil negligere deres opfattelse af problemerne, jeg er bare slet ikke enig i problemets omfang. I min nærmeste omgangskreds er der ikke færre end 4 sømænd, der alle har set filmen. Der er heller ikke enige i problemets omfang!
De 3 af de 4 så filmen hos familien, den 4. så den ombord og da filmen blev vist i salonen på skibet, var der ikke færre end 5! (fem) af sømændene, der udvandrede med en bemærkning om, at ”de ikke ville spilde deres tid på så meget jammer og så lidt konstruktivt”.
Og lige dér har Søfartens Arbejdsmiljøråd skudt sig selv i foden!
Én ting er, at hvis jeg havde set den film som ”ny” sømandskone, ville jeg nok være blevet skræmt væk fra min mands erhverv, hvilket i sig selv ville være slemt nok.
Men når ”professionelle” søfolk ikke kan genkende de problemer i det omfang, så er der noget helt galt.
De 4 tilbagemeldinger, plus min egen holdning, går på, at filmen er lavet med en glimrende bagtanke. At forbedre vores mænds arbejdsmiljø – og hvem vil protestere imod det?
Men desværre er slutresultatet alt ofr ensidigt negativt. Der er ingen facettering af problemerne (små/stor, vigtige/uvæsentlige), men kun ”problemer”.
Det ville klæde Søfartens Arbejdsmiljøråd at have lavet en film, der ikke kun fokuserer på det negative og derved ville de sandsynligvis også opnå det ønskede resultat:
At ISÆR sømændene også er mere velvillige overfor filmen, SER filmen færdig og derfor også vil bruge den som det tænkte debatoplæg!
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 1/11-2001 Kategori (i):
Indlæg fra Søhesten omkring filmen Trivsel til søs
Nu er videoen ”Trivsel til søs” kommet på gaden, og forhåbentlig også på søen. Den er lavet af Søfartens Arbejdsmiljø råd og lægger op til en diskussion af det psykiske arbejdsmiljø i den danske handelsflåde. Der er interviews med søfolk, rederier, vores landsformand og undertegnede, med flere. Jeg har set den et par gange med min egen sømand, og det gav anledning til en længere diskussion, så videoen kan ikke være helt ringe. På hjemmebane bliver han nok mere markant end han er ombord, i virkelighedens verden. Han mener ganske enkelt at det psykiske arbejdsmiljø ikke bliver bedre, før man fjerner filippinske søfolk og sætter danskere eller europæere i stedet. Filippinske søfolk er en alt for forskellig kultur fra den danske.
Jamen, indvender jeg, jeg ved da at der er filippinere du har fungeret godt nok med.
Jovist, fortsætter han, men har du det skidt/har problemer, hjælper det dig ikke at diskutere det med en sømand der blot siger ”Yes sir” lige meget hvad du siger!
Nej, det kan jeg godt se.
Lige meget hvad du gør, kan du ikke ændre deres måde at forholde sig til en overordnet på. Og kommer du for tæt på, tager de hele hånden, og så kan du ikke give dem en ordre næste dag. En spanioler kan du snakke med, lave sjov med og stadig arbejde med. Måske ville det blive lidt bedre hvis alle danske søfolk opholdt sig et års tid på Filippinerne og lærte deres kultur at kende, men det er jo næppe realistisk. Så skulle man snarere lære de filippinske søfolk noget om den danske kultur, det er jo trods alt dem der kommer til en dansk arbejdsplads og ikke omvendt. Men det sker bare ikke. Desuden er det alt for svært at få en filippinsk sømand afmønstret hvis han ikke duer, og så har han en alt for lang udmønstring. Rederiet bakker os ikke op.
Jeg får sværere og sværere ved at argumentere for, at noget må man da kunne gøre, som dansk sømand for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø ombord. Men prøver alligevel: Når rammerne nu er sådan, med 2 danske og 6 eller flere filippinske søfolk, kan man så ikke finde andre veje? Når det knirker mellem de to danskere, kan man så ikke arbejde mere bevidst på at undgå samarbejdsproblemer? Tage en snak om det inden det bliver for surt?
Hvis den anden ikke vil snakke, indvender han, hvad kan jeg så gøre? Jeg må vente til han ønsker at snakke, om det så tager 4 – 5 dage.
Jeg ser disse dage for mig, og bliver mundlam. Jeg ser det bestemt ikke er let, langt fra.
Kære sømandskone og sømand, jeg håber I får en snak om det hjemme. Dels er det første skridt til en forbedring, at få tingene vendt, at få sat ord på problemerne. Dels er det en støtte for både sømand og kone at sømandskonen kender de problemer, der ligger i hans arbejde. Så forstår jeg bedre, at han evt. slet ikke hører hvad jeg har at fortælle ham hjemme fra, når han er ude på sit skib, og det hele er lidt for meget for ham. Da min sømand og jeg havde vores diskussion, tænkte jeg: Jeg har da også problemer på mit arbejde og som regel ordner det sig, men i samme åndedrag måtte jeg erkende den store forskel: At jeg kan gå hjem hver dag, det kan han ikke, han er fanget på et lille areal. I juni har Sømandskoneforeningen et møde med Forskningsenheden for Maritim Medicin (det tidligere: Søfartsmedicinsk Institut) i Esbjerg, hvor vores landsformand, næstformand og undertegnede deltager, for at give vores input til deres forskning i det psykiske arbejdsmiljø. Hvis du, sømandskone og sømand, har et helt andet billede af de problemer der ligger i det psykiske arbejdsmiljø ombord, end det jeg groft har skitseret her, så kontakt en af os! Vi vil meget gerne høre hvad du har på hjerte, og du er naturligvis anonym. Du finder os på side 2 og 3 her i bladet.
Interview med SWAPI, Filippinernes Sømandskoneforening
(Interviewet var ikke båndet)
Marian er sekretær og sagde ikke ret meget. Men Alice snakkede for to! En pæn ældre dame, hvis opbygning af denne forening har været hendes livsværk, og hun brænder stadig for sagen. Jeg lægger ud med at sige, at den danske forening gerne vil i kontakt…
Vi havde forbindelse til den franske forening, en journalist der hed Catherine… men det gik vist i vasken p.gr.a. sprogvanskeligheder!
Vi begyndte for 23 år siden. Dengang var forholdene for søfolk meget dårlige. Selv folk uden uddannelse kom ombord i skibene. Først i 1988 blev det en profession (søfartsuddannelse). Da var vores mænd allerede ombord – for en meget lav løn – og forsinket udbetaling. Udlændinge og deres sikkerhed var ikke vigtig for rederierne. Så 8 af os mødtes i mit hus og vi organiserede os. Vi skuffede mange rederier, og min mand var meget bekymret. Men min mands arbejdsgiver var rar, så der var ingen forhindring. Men konerne blev ikke anset som vigtige, og vi havde en økonomisk svær tid. Vi måtte arbejde, selv hvis vi havde små børn. Så jeg søgte økonomisk støtte hos National Seamen Board, som nu hedder PEOA (et statsligt råd). De svarede positivt og støttede os økonomisk. Vi fik også støtte fra National Seamen´s Welfare – nu OWA, Oversea Welfare Association. Men den er nu blevet for landarbejdere også. De hjælper os til et minimum. Vi får ikke indfriet alle vore forventninger som før, fordi fokus nu er på landarbejderne, så vi ønsker at gå ud af det. Samarbejdet var bedre da det var National Seamen Welfare. Så entusiasmen er sommetider oppe og sommetider nede. For tiden er der ingen der støtter os. Ved specielle projekter som seminarer og lignende, får vi hjælp, men til vores daglige aktiviteter får vi ingenting. De økonomiske midler får vi igennem medlemskab: 300 ps i provinsen og 500 (ca. 80,-kr) i Manila årligt. Det vi tilbyder for medlemskab er: assistance, foredrag, træning, rådgivning.
Nu er vi 1048 medlemmer. Men mange kender os ikke (åh ja, det har jeg bemærket). Vi mangler først og fremmest penge til at annoncere for. Men vi kunne alligevel ikke hjælpe alle, hvis vi blev for mange! Som det er nu, kan alle få hjælp, som når familier er i krise. Så det er et slags familiecenter. Familiecenter og servicecenter. For eksempel underviser vi familier i tilfælde af kriser eller i tilfælde med gæld. Så vi yder også moralsk og finansiel støtte. Tidligere havde vi stipendium til de mindre bemidlede.
Vi hjælper også vores medlemmer med at kræve deres rettigheder. Vi har nogle venner der er advokater, og vi kan også henvise til andre som kan hjælpe. Og jeg tror, vi ikke er så vellidte, fordi vi kæmper for vores rettigheder.
Om det kan være risikabelt for vores mænd? I begyndelsen spurgte bemandingsagenterne altid om de var medlemmer, men nu, efter vi har fået støtte fra regeringen, er det bedre. Om vi mest er officers-koner? Nej, ikke mest. Og selv hvis de er officerer, er de ofte 2.rang. Vi har en kammeratlig stil, vi ser tingene nedefra og op, og vi arbejder for det. Den tidligere formand var hustru til en ”OS” – disse er kvinder, der har evner til at lede uanset deres mands rang. Lige nu er formanden hustru til en kaptajn, men vi følger samme linie, så der er ingen forskel. Fokus er, at du har en god normal familie, det er vores anliggende. Hvem vi samarbejder med? Vi er medlem af National Council of Women of the Philippines (nationalt kvinderåd), og vi samarbejder med dem. Vi har også noget samarbejde med SILAW (en ikke-regerings-organisation for søfolk). Vi har ugentlige og måneds møder, og en årlig konference.
De fleste af vores medlemmer har været med på hustrusejlads, det er den eneste måde de kan forstå deres mands problemer på. Omkring 60% har været på hustrusejlads, og det har ofte forbedret deres forhold. Jeg var med min mand 3 gange rundt om i verden (det taler hun meget om, det var en stor oplevelse). Det er derfor jeg opfordrer de unge til at sejle med også. Min mand er død nu, han arbejdede med udlændinge. Men han havde ingen problemer. Han havde flere problemer med filippinerne, fordi han var streng. (han var kaptajn).
Hvis der er søfolk i fængsel, plejer vi at skrive til regeringen. Sidst var nogle fængslet i Egypten. Vi skrev mange breve, indtil de blev løsladt.
En anden ting er deltagelse i forsamlinger, specielt dem der er organiseret af Apostleship of the Sea (apostolsk sømandssammenslutning – medlem af SILAW). Vi er også medlem af Human Life International. Sidst var det i Korea, vi havde 4 repræsentanter. Sommetider får vi hjælp til at deltage, men ikke til alle. AMOSUP gav 25%, så vi brugte vores egne penge til resten. Vi har en fond, og accepterer donationer udefra, men ikke fra pro-abort og pro-skilmisse foreninger. Vi skal bygge vores familier, ikke destruere dem!
Vi har ikke haft samarbejde med andre sømandskoneforeninger, bortset fra den franske. Men måske kunne vi engang organisere en international kongres, hvis ILO ville hjælpe! ILO støttede 70% af vores nationale kongres.
Før vi startede denne forening, før 1985, lyttede de ikke til sømandskonerne.
Vi vil gerne udveksle vores visioner og vores erfaring med alle. Så vi er meget interesserede i kontakt med Danmark. Også for at vise vores taknemlighed til de udlændinge, der er gode ved vores mænd.
I vores forening anerkender vi også os selv. I vores kreds er vi fælles, vi er sociale. At kræve vores ret er ikke det hele. Men også more os, og udveksle hvad vi ønsker.
(Nu taler jeg om mit projekt, og hvordan jeg ser et samarbejde som en vej til kulturel forståelse): Vi har forskellig kultur, det bemærkede jeg da jeg rejste. Familiekærlighed er det, der får folk til at arbejde i udlandet. Jeg oplever, at det første filippinere taler om, er familien. Og filippinere kan lære de andre at elske deres familie. Engang fortalte min mand mig, at han var i land og købte en diamant til mig. Skibets kaptajn spurgte: ”Er det hendes fødselsdag?” Nej, sagde min mand. Jeg vil bare give hende en gave, når jeg kommer hjem. Så købte kaptajnen også juveler til sin kone. Og min mand sagde: Jeg lærte ham om det at give gaver til sin kone! (er den ikke sød?) En anden gang var nogle europæiske søfolk strandet i vores havn, og vi besøgte dem, og købte noget til dem. En af dem sagde: Hvad skal jeg med det? Det er til kvinder? (det var en vifte) Så sagde jeg: Det er til din kone eller datter, og hvis du ikke har nogen, så til din mor!
Omsorgen for familien har også noget at gøre med regeringen, for i andre lande tager regeringen hånd om familien. Men filippinerne må altid tænke på deres fremtid.
Hvad kan I så lære af europæerne?
En ting er, at europæerne er meget praktiske, selv når de køber ting. Filippinere elsker souvenirs, det gør europæere ikke. Og udlændinge er ikke så bevidste omkring deres tøj, at se smart ud og alt det, som filippinere er.
Til sidst hulter til bulter:
SWAPI har også deltaget i seminarer med ICMA (International Christian Maritime Association, i London).
Her er kvinderne generte og udstiller ikke sig selv. I vores kultur er kvinderne forkælede, så sommetider misforstår udlændinge det, og ser det som mangel på respekt for deres mand. Vi elsker også materielle ting. Vi tror at flere gaver er lig med mere kærlighed!
Når problemet er rettigheder, refererer de til ITF eller ICMA. For tiden har de 5 sager i arbejdsministeriet.
De har medlemmer der er pensionerede, og hvis de har været gavmilde overfor foreningen tidligere, kan de opretholde evigt gratis medlemskab, eller hvis de bliver syge eller deres mand kommer til skade. (Alice fortæller om, hvordan hun stjal medicin fra sin datters forretning, da hun havde et medlem der ikke havde råd til at købe det selv!)
En verdenskongres er min drøm. Hvis vi kunne finde støtte til hele den finansielle del af det, så kan vi klare at arrangere det her! (Det siger hun flere gange, og det er helt sikkert der, hendes største interesse for at kontakte andre foreninger ligger!)
SWAPI, SWAPO og SWIF er afdelinger af samme organisation:
SWAPO er den finansielle organisation. Man kan låne penge til basalt forbrug på kredit med renter, men meget lav rente, og sommetider, hvis nødvendigt, eftergiver vi lånet uden renter. SWAPO er mest til når udbetalinger (løn) er forsinket.
SWIF er fonden hvor vi kan søge om fondspenge. Den er anerkendt af regeringen. Nu accepterer vi donationer fra andre lande – skattefrit!
NB: Et par dage senere, får jeg lejlighed til at spørge Niko (sekretær i SILAW) om denne sømandskoneforening. De har ikke meget magt, siger han, er mere en social klub. Han siger også, at der findes en anden sømandskoneforening! Det har de slet ikke nævnt. Men han synes ikke de er så troværdige som SWAPO, for de har mange forbindelser til manning agencies (og manning agencies bliver, med en vis berettigelse, anset for roden til alt ondt).
Interviewer:
Fabienne Knudsen
Forskningsenheden for Maritim Medicin
Syddansk Universitet, Esbjerg
Oversættelse: Birgit Larsen Jensen
Kilde/ forfatter: Alice og Marian, SWAPI (Sømandskoneforeningen i Filippinerne), Dato: 21/10-2001 Kategori (i):
Med far på havet (3)
Vi bringer her sidste uddrag af Lisannes dagbog (uredigeret), da hun som 9-årig i 1986 var med sin far (Gunner), mor (Lena) og lillebror (David) om bord på Elsam Jylland, turen går nu fra Ærø og til Puerto Boliva, Colombia og retur:
Til juletid 1986 tog Lisanne, mor og David med Elsam Jylland på familiesejlads til Puerto Bolivar i Colombia og det kom der følgende lille dagbog ud af:
23-12: Far påmønstrede Elsam sammen med mor, Lisanne og David for at sejle til Puerto Bolivar.
23-12 - Lisannes dagbog:
I dag blev David og mig vækket klokken 06. vi skulle skynde os op så vi kunne nå færgen klokken kvarter i 08. Da vi kom til langeland kunne vi nesten ikke være i mazdaen for bare julegaver. Mens vi var på vej til aabenraa så vi steder vor der var sne og steder vor der ikke var sne. Da vi var kommet til aabenraa så så vi en kok gå med en konservesdåse på vej til hotel hvide hus. Ps vi havde juletræ oppe på tagbagagebæreren fra juletræsskoven i rise.
24-12: I dag sejlede vi fra aabenraa klokken 10. Om eftermiddagen fik vi gaver fra ØK og sømandsmissionen. jeg fik et pippi langstrømpe spil og et flot billede til min væg.
Om aftenen var vi alle sammen nede at spise gåsesteg. da vi var færdige med at spise dansede vi om juletræ og fik gaver af david fik jeg en barbi dukke af keld og rikke fik jeg en strikketrøje og andersand kogebog. af mormor fik jeg et puzzelspil og et set tøj til my little pony. af faster fik jeg to polo t-shirt og et sæt tøj til barbi. af farmor og farfar fik jeg en barbi knallert. af erna og hansserik fik jeg et par cobobukser. af far og mor fik jeg et barbi kontor.
25-12: Tidligt om morgenen satte vi lodsen af ved skagen og så begyndte skibet at rulle så jeg blev lidt søsyg og måtte ofre til kong neptun.
De voksne spiste julefrokost men Marie Louise og mig hyggede os sammen i sengen fordi vi var søsyge.
Senere blev vi friske og legede igen før jeg blev søsyge så vi film og Marie Louise, david og mig sov på 3.mesterkammert om natten.
Før jeg blev søsyg så vi film: far til fire og ulveungerne.
26-12: Lisanne skriver til ØK som havde givet de medsejlende børn julegaver, formidlet af hovmesteren:
Kære ØK
Jeg vil gerne sige mange tak for julegaverne til min lillebrod David (5 år) og til mig selv. Vi blev meget glade og forbavsede da vi fik dem.
David fik et flot Playmobil bil og jeg fik et Pippi Langstrømpe spil som vi bruger meget.
Jeg har før været med far ude til jul i et andet rederi og da fik vi ikke gaver.
Godt nytår til alle på kontoret.
Hilsen Lisanne ( 10 år )
26-12: Om formiddagen passerede vi et skib som ligger ude i nordsøen og brænder al hollands gift af. Så kan giftrøgen falde ned oven på alle skibene og synke ned i havet til fiskene. det er noget værre forureningssvineri.
sener på dagen passerede vi et sted hvor der var mange boretårne som borer efter nordsøolie.
27-12: Klokken tre om natten passerede vi dover og kom så ind i den engelske kanal. Der er der meget skibstrafik men da vi vågnede var vi kommet et godt stykke forbi det snævre område.
Om aftenen begyndte elsam jylland at rulle godt så vi fik nogle ordentlig svingture.
28-12: Nu er vi kommet ud i biscayen og så er der svær sø.
Vores juletræ væltede hele tiden så vi har taget pynten af og ofret juletræet til havguden med bøn om fint vejr.
Så må vi håbe at vi kan nå til columbia på et juletræ.
Nu kan det så flyde rundt på verdenshavene efter at have stået og hygget sig i rise juletræsskov på ærø.
Så kan delefinerne jo også komme til at danse om juletræ.
29-12: I dag var det davids fødselsdag og han fik mange gaver. Både dem vi havde med hjemmefra også nogne fra dem her om bord.
Jeg fik da også et par ting. En susibog, barbietøj og trusser til mig selv.
Nu er det allerede milder i vejret men vi ruller hele tiden så for en sikkerheds skuld ofrede vi juletræet fra salonen også til havguderne.
Hovmesteren havde lavet flødeskumslagkage til david med 5 lys i.
30-12: Far har lavet mit puselspil. det var alt for svært for mig. der var 500 brikker.
Nu skal det limes op på en træplade til at hænge på min væg der hjemme. Vandværket er gået i stukker så vi skal spare på vandet til maskinfolkene har lavet vandværket igen.
Så i dag var vi fri for at komme i bad i dag.
31-12: Til nytårsaften skulle børnene klædes ud. David var en tiger. Isabella frihedsgudinde. Marie Louise var ole lukøje og jeg var en kaninpige. robert ville ikke klædes ud.
Mens vi spiste farseret kalkun om aftenen passerede vi tæt forbi en af ørne i asorerne der hedder sao miguel.
Asorerne er nogle bjertoppe der stikker op af havet midt ude i atlanten.
Klokken 24 truttede vi mange gange i tudehornene op skålede godt nytår oppe på broen hvor alle var forsamlet. Så er 1986 forbi.
LISANNE 1987
01-01:
Da vi havde truttet færdig til midnat gik vi til køjs.
Mange af de voksne var lidt trætte næste morgen. Men så var der nytårsfrokost og så livede de op igen.
I aftes ringet vi forasten hjem til faster og sagde godt nytår.
De fortalte at min fætter har fået en søn for et par dage siden.
02-01: I dag havde jeg pludselig en løs tand. så gik jeg hele dagen og rokkede med den til jeg til sidst fik den hevet ud helt af mig selv. det var mariannes skuld fordi hun gav mig en lakrids. Der var ellers flere der godt ville hive den ud.
I dag ville de andre ikke lege med mig så jeg var noget sur. derfor kan jeg heller ikke finde på mere at skrive.
03-01: Nu er vi alle godt trætte af at rulle hele tiden. Det tager kun 11 sekunder for at rulle fra side til side og tilbage igen. Så vi får en ordentlig tur hver gang når vi bor øverst oppe i skibet. Om aftenen fra 6 til 7 når isabellas far er på vagt leger vi gemme oppe på broen. der er mange gode steder når der er helt mørkt.
04--01: I dag var vi ude at svømme i pølen for første gang. Vi syntes at vandet lidt koldt men det var dog 23 grader og det bliver det i hvert fald arldrig hjemme på ærø.- Inden vi kommer hjem skal vi huske at svømme 200 meter til svømmekonkurrencen hvor alle danmarks skibe deltager. I 1986 blev vi nummer 2 i danmark og jeg var med til det.
Hurra – hurra. nu ruller vi meget mindre.
05-01: Jeg begyndte med at læse lektier klokken seks før de andre 2 var stået op.
Det var helt rart at komme i gang igen nor klokken er 6 her om bord. i dag er den 11 hjemme så de får fri fra skole næsten før jeg begynder min, men til gengæld sover jeg godt når de trasker i skole derhjemme i mørke og kulde. Ja og når de slås med sne og bygger snemænd så ligger jeg og hygger mig i pølen. Vandet er 25 grader i dag så vi fik lokket mor med også far har ikke tid. han bygger sæbekassebil.
06-01: Nu er det endelig blevet fint vejr så vi kan solbade og opholde os uden for hele tiden. jeg var ude at svømme flere gange og fik da også lokket far med ud i dag.
Vi fik en prøvetur i sæbekassebilen i dag men den er noget svær at styre så vi falder af i svingene. der er heller ikke noget sæde endnu.
07-01: Nu blæser det igen men vandet er fint så vi var ude at svømme flere gange. Jeg svømmede 336 meter men det var godt nok med svømmeærmer på. Nu gælder det om at få svømmet en masse uden de dumme svømmeærmer som gnaver. I dag har jeg arbejdet meget i messerne med at dække bord. Det kan jeg godt lide. Hver dag hjælper jeg også med at rydde af i hvert fald det service vi selv har brugt.
08-01: Det er hårdt at være prøvekører på sæbekassebilen. I dag drejede jeg for hårdt så jeg faldt af og skrammede knæet. Klokken 7 om aftenen passerede vi en lille øde ø med et fyrtårn på. Den hedder sombreo island og ligger midt i en af indsejlingerne til det carabibiske hav. Vi havde en meget flot solnedgang som vi styrede lige mod. lige da solen forsvant i havet gav den et flot grønt blink. Det kaldes the green flash.
09-01: Om natten passerede vi st.Croix som er en ø danmark har ejet førhen. Vi havde vi slaver til at dyrke marker med sukkerrør. Nu er øen solgt til usa. Det var helt stille for en gangs skyld så vi sejlede på en sølvtalerken. Far var oppe at kigge men vi sov. Nu er det om at blive færdig med lektierne i en fart så vi kan komme i pølen. Vandet er 28 grader. Nu kører sæbekassebilen fint.
10-01: Vi ringede hjem til faster i dag. De har det godt men der er masser af sne og frost. Ha Ha Ha Ha Har. Nogen steder er der 25 graders frost. Om efter midagen kastede vi anker ud for puerto bolivar i columbia. Vi kunne ikke komme til kaj fordi det blæste for meget øv øv og atter øv.
11-01: Ankom Puerto Bolivar. Tidligt om morgenen kom vi så til kaj. Det er en ny havn kun til kulskibe. Der er en mægtig stor lastemaskine på kajen der kan sprøjte kul ned i lasten og ellers kun ørken og baraker til arbejderne og så selvfølgelig kul. Vi har fået breve hjemme fra så vi har også travlt med at skrive breve.
12-01: (fars kalender): Lena og børnene var i land og ude at køre en lille tur ( under militæreskorte ). Det er ellers forbudt at komme i land i Puerto Bolivar.
12-01: i dag klokken halv 11 skulle mødre og børn ud at køre i ørkenen en tur. Vi kørte i en lille bus og bagefter os kørte en jeep med to soldater med geværer for at passe på os. Da vi var kommet ud af gaten var der kun ørken og kaktusser og indianerhuse rundt om kring. Det siges at de ikke kan lide at bo mange på et sted. Vi så mange kaktuser vi fik to små. Vi fik også en masse konkylier og sneglehuse. Da vi kom hjem svete jeg så meget at det eneste jeg ville var i bad.
13-01: Afgik Puerto Bolivar. Om aftenen sejlede vi igen med kurs mod danmark hvor det i dag har sneet meget efter hvad vi har hørt i søfartspressen. Det var jo ikke meget vi så af colombia men vi var da heldige at komme i land. Det er nemlig forbudt for andre om bord end os børn og mødre.
14-01: Da vi vågnede var vi ude at sejle igen. Vi sejlede i aftes efter at vi var kommet i seng. Hele dagen spulede matroserne skibet for at vaske alt kulstøvet af. Om efter midagen var svømmepølen heldigvis spulet ren så vi også kunne få ørkenstøvet og kulstøvet af. Nu går det mod danmark hurra for det.
15-01: Om aftenen kunne vi tydeligt se st.croix da vi passerede. Først langt borte i skumringen og senere tætter på med en masse lys. Havde det nu været for 150 år siden skulle vi nok have været derinde og laste rom og sukker til vestindisk kompani. Mens vi kiggede derind steg fuldmånen op over atlanterhavet forude. Det så flot ud.
VITTIGHED
Ole til læren. Ved du hvorfor månen er fuld i aften. Læren nej. Ole.Der er fordi den er til fest i dag.
16-01: I dag er det roberts fødselsdag og så fik vi lagkage. Om formidagen var der båd og brandmanøvre. Medens vi fyrede pulverslukker af så der kom en støvsky kom der et fly fra us-coast guard for at kigge på os og også se hvad der foregik. De skulle nok også se om vi forurenede med olie men det gør vi ikke på elsam jylland for di vi har filtre til at rense hvad vi pumper ud i havet og alle olierester og slam brænder vi på en kedel.
17-01: I går var der grillfest. Men da det blæste en del holdt vi den inden for. Vi fik god mad og bag efter legede vi gæt og grimasser. Jeg skulle lave bro bro brille men det var jeg nu ikke meget for. Så legede vi det for os selv oppe på kammeret før vi gik i seng. Vi har heldigvis husket at få grønne is med på rejsen som vi nyder i disse dage hvor det er varmt. Når far råber HELADOS i gangene kommer alle børn susende.
18-01: Dejligt vejr så næsten hele besætningen var ude på dækket og nyde det. Vi kørte meget i sæbekassebil og var også i vandet. Nu falder tempraturen også i dag er det kun 25 grader. Vi ringede hjem til faster. Alle isbryderne sejler nu så det kan være de skal hjælpe os når vi kommer til danmark. Der var for resten skydning i går men det var jeg ikke god til. Jeg ramte skiven 2 gange og havde 6 forbiere. De andre piger ramte slet ikke.
19-01:Nu bliver det koldere. De andre børn var i pølen men jeg skulle ikke nyde noget. David var også lige kun i så suste han op igen. Vandet var 22 grader. Der var for resten 4 store hvaler i går men vi opdagede dem først da vi havde passeret dem. Så så vi kun blåsten når de trak vejret men det var også store dampskyer de sente op.
Jeg så også en god film om heste. Den hed manden fra snov river.
20-01: Vi har flere forskellige konkurrencer i gang i skibsklubben. Nu er det Dart, yatzy, ludo, bordtenneis og bob. Jeg er med i ludo og bob. De fleste kampe taber jeg til voksne men i dag vandt jeg over 1 mester i bob. I morgen skal vi vist have dårligt vejr.
21-01: I nat begyndte stormen. Det kan nok være at vi har store bølger i dag. Heldigvis er vi ikke søsyge. Skolen er lukket i dag på grund af vejret.
Alle døre ud til det fri luft er lukket med store ståldøre. Og ingen må gå ud men ellers klarer elsam jylland sig fint når de store bølger falder ned på hende.
22-01: Stormen forsatte det meste af dagen men til aften løjede den lidt af.
Så kommer den vist i morgen igen lige i forenden. Vi var til banko om aftenen. David vandt først et sæt sengelinned som han blev meget glad for så han gik med det samme op for at rede seng. Jeg vandt en lille regnemaskine som også er en lille computer med bogstaver.
23-01: Nu er der store bølger skal jeg love for. Lige i snuden så hele for skibet en gang imellem er under vand. Vi ligger underdrejet i dag. Vi leger godt nok alligevel og jeg fik da også lavet lidt lektier. Far har bundet to lænestole sammen til en seng til david. Jeg sover på sofaen og mor ligger klemt ned bag den rigtige seng på dørken. Så sover vi fint når vi ligger fast.
24-01: Hver morgen ligger der et hemmeligt budskab til mig fra far på min lille computer. Det er kun os der kan læse det fordi der code på. For det meste er det noget med at lave lektier.
Ellers har vi rigtig storm med mægtige bølger og vindstyrke 10 men vores gode skib klarer sig fint.
25-01: Ringede hjem. Noget af isen er forsvundet men der kommer mere siger faster. Vi skal altid ringe skiftetale og hele verden kan lytte med hvad vi siger så vi kan ikke fortælle nogen hemmelighedder.
Det blæser knap så meget mere men der kommer vist mere storm i morgen. Hver dag stiller vi klokken frem med ½ time. Så vi er noget søvnige om morgnen.
26-01: Hurra.Hurra. Ungkok hanne har meget af jul på slottet på video. Nu skal vi rigtigt til at gense det. Ja når vi er færdige med dagens lektier selvfølgelig. Jeg tror nu nok at jeg når at få lavet det som jeg skal før jeg skal i skole igen. Nu er vi foreløbig 2 dage forsinket på grund af stormen.
27-01: Nu blæser det godt. Men det er heller ikke stormvejr mere og det gør ikke noget. Ungkoken hanne havde mere julekalender på video. Om eftermiddagen legede vi med barbie. Nu kan vi høre danmark på lang bølge.
28-01: Var nede i kabyssen og arbejede lidt i dag.
David og mig lavede rasp. Ellers stormer det stadivæk så vi aldrig kan komme udenfor og få lidt luft.
Vi nærmer os lands end men for os er det nu lands start.
29-01: Nu ser vi andre skibe. Hele vejen over atlanten har vi kunnet se et par enkelte skibe langt væk men her i kanalen er der mange skibe hele tiden.
Nu løjer stormen også efterhåneden af når vi kommer i læ af england.
30-01: Tidligt om morgenen sejlede vi igennem strædet ved dover. Så nu er vi i Nordsøen og vi har frostvejr men ellers det flotteste vejr på hele rejsen med havblink og skufri flot blå himmel.
Nu kan vi ringe hjem over blå vand radio som er billigere end lyngby så vi ringede til farmor og farfar.
31-01: Nordsøen er helt rolig. Det er helt mærkeligt når vi har rullet så meget på hele rejsen.
Det er nu frostvejr så der kommer is på skibet når de vasker vinduer oppe på broen f.eks,
01-02: Klokken 2 om natten nåde vi skagen hvor vi tog 2 loser om bord.
Straks efter begynte vi at sejle i is men det var ikke så slemt som vi havde troet.
Elsam Jylland kunne i hvert fald sagtens klare at sejle igennem isen alene.
02-02: Så kom vi til danmark igen. Tidligt om morgnen gik vi til i endsted. Så er den rejse forbi.
Om tre dage når kullene er losset ud sejler elsam jylland igen til colombia og varmen medens vi må blive hjemme i kulden.
03-02: Ib Hansen fra elsam har fortalt os at elsam jylland eller elsam fyn i 88 eller 89 skal bruges til at lave børnenes u-landskalender ligesom sidste jul hvor det var jul på slottet. Så skal det vel hede jul på skibet.
04-02: Vi skulle have været hjem i dag men losningen af skibet er blevet forsinket bliver vi her en dag mere.
Så kunne vi også komme til at se alle dem der blev vacineret. Det er jo meget skægt at kigge på når man ikke selv skal stikkes.
De andre børn rejser hjem i dag. Øv.
05-02: Mor, Lisanne og David afmønstrede efter en tur til Puerto Bolivar.
I dag tog vi hjem men ikke helt hjem. V i tog over til mormor. Og der fik vi dyre steg fordi at mormor havde fødselsdag. Og det var en meget god dyre steg.
Med far på havet (2) - Lisannes dagbog (denne gang uredigeret)
Vi bringer her endnu et uddrag af Lisannes dagbog (denne gang uredigeret), da hun som 9-årig i 1986 var med sin far (Gunner), mor (Lena) og lillebror (David) om bord på Elsam Jylland, turen går nu tilbage til Danmark fra Richards Bay i Sydafrika.
05-04: Idag viste far os redningsbåden. om eftermidagen var der skydekonkorance. det er der hver lørdag. jeg prøvede også men uden held. det gelder om at få 39 point jeg fik 34 point.
06-04: når vi stiller klokke vågner vi tidligt så kan vi komme ud på bakken længe før morgenmaden.
07-04: i dag har jeg været i polen og jeg har svømmet 322 meter. så var jeg også lidt træt. om aftenen spillede far og mig bordtennis.
08-04: om aftenen var der binko med flotte præmier øv øv jeg vant ikke noget men mor vant et skrivesæt og lilian tog alle hovedgevinster som var en sodastrem og en kaffemaskine.
09-04: i dag lerte jeg at svømme regtigt for første gang uden at bruge svømme-ærmer det er svært men det er også sjovt. jeg kan ikke lade vær med at grine så jeg for vand både i øjnene og i næse og mun og det er så salt at det ikke er til. jo det er godt nogt at svømme i.
10-04: i dag var det den varmeste dag på turen og det tør jeg væde på for der var 50 grader i solen så mig og lilian lå nede på båd og svømmebassindekket og slikkede solskin og vi gik i bassinet når vi blev rigtigt våd af sved klokken tre kom far og mor og david også i bassinet. så leget vi med min og davids badebolt og vindunk og almindelig dunk.
11-04: i dag kom vi over ækvator så er vi på den nordlige halkugle igen så kommer nordstjerne igen over horisonten. det er godt der er air-conditioning på kammerne ellers var der alt for varmt.
kaptajnen prøvede at bilde david ind at han skulle klippe ækvatorsnoren over.
12-04: i dag skulle vi have grilfest igen. ligesom på nedturen. men da vi er ved at gore klar opdager vi at vi ikke har noget grilkul og vi som kommer nede fra Richards-bay med 132000 tons kul i lasten og så må vi stege bøfferne i kabyssen og så sagde vi at det var en pølsevogn for der var også pølser.
13-04: hver morgen spiser vi morgenmad fra 8-830 og vi kan få mælk te kaffe og vi kan få kornflaks og havregryn med sukker og det er sunt. og vi kan få skrammelæg og tørnet og speglæg og bløkogt og vi kan få fransbrød og rugbrød og fire slags marmalade og honing og vi har også ringet til faster de har det godt allesammen.
14-04: øv øv og tre gange øv. vi kan ikke komme i bacinet mere. det er blevet for kolt. det er kun 25 grader idag så det er alt alt for kolt.
15-04: tidligt om morgnen stoppede elsam julland op for at far kunne se om der er noget i stykker men det er der heldigvis ikke. vi har fået at vide at vi både skal til aabenraa og til århus.
16-04: vi har fået at vide at vi skal sejle ind til le havre red hvor en båd skal hente en stor maskindel som skal til københavn til reparation.
17-04: i dag stod jeg op klokken 5 for at se sol op gangen det er meget flot og himlen havede også mangen flotte farver. så gik jeg ind og lagede mig på sofaen og sov lidt så skulle vi op på broen og se delefinshov det var skægt. vi ringede til farmor og farfar.
18-04: om natten passerede vi de canariske øer så dem så vi ikke nu er det snart lenge siden at vi har set land nu blæser det godt igen så vi kommer ikke så hurtigt fram mere.
19-04: i dag var det verners fødselsdag og klokken 10 var der øl og gammeldansk. klokken kvart i 1 skulle vi ned at spise. der var god mad og mig og david fik vidt-øl lit maden. vi havde regnvejr ha ha og atter ha til verner.
20-04: i dag kom vi til portugal så er vi kommet så langt. vi kommer nermer og nermer det kære danmark. for hver dag. de flyver af sted. for tiden.
21-04: i dag kom vi ind i biscayen. så ved vi at vi er på rette vej heldigvis for så kan vi snart komme hjem igen. hurra.
22-04: nu kan vi begynde at høre danmarks radio på langbølge om aftenen. det er bedst når solen er gået ned. men det er nu mest knas-knas. heldigvis får vi hver dag en avis som telegrafisten får via telex-maskinen der står nu ikke meget for børn. og der er ingen tegneseier.
23-04: i dag så vi land for første gang i 24 dage. det var usant hvor der står et meget stort fyrtårn som leder skibene ind i den engelske kanal. nu er der også hele tiden skibe at kigge på for vi sejler alle sammen i højre side af kanalen og i samme ret ning ligesom på landvejen.
24-04: tidligt om morgenen gik vi ind til le havre red for at sætte en stor maskindel i land til repation der kom en lille båd ud og hentede delen som vejede 1½ tons. det så meget farligt ud og den var vist også lige ved at falde i vandet fordi ham på båden ikke havde forstand på at sejle den. nå men det godt og vi sejlede snart videre. nu bliver det spændende at se om maskindelen ligger på kajen i ensted når vi kommer dertil.
vi ringede også hjem til faster og børge. alle har det godt.
25-04: i går så anders en lystbåd der røg meget. og en mand stod og vinkede med et rødt flag. han var i havsnød. så kalte kaptajnen på kystvagten i dover og de sente først et skib til hjælp og bagefter en helikopter. vi kunne ikke hjælpe da der var for lidt vand til elsam jylland. der var 2 om bord og da de blev reddet var båden næsten sunket. bagefter fik anders tak fra dover.
26-04: i dag kom loserne om bord ved skagen. så nu er vi faktisk i danmark. de havde friske aviser med men desværre ikke anders-and.
( Tjernobyl sprang I luften )
27-04: endelig er vi i danmark igen. vi kom til endsted om aftenen. den der store maskindel var allerede kommet så maskinfolkene arbejde hele natten. medens vi andre nød at være kommet igen.
28-04: så fik vi endelig rigtig mælk igen. i stedet for jernko-mælk. vi var i byen og handle lidt. de er så flinke i forretningerne i aabenraa. om aftenen sejlede vi igen der er fart på nu.
29-04: så kom vi til århus. det var svært for der var meget tåget men vi har jo gode radarer så det gik. nu er der mange der skal afmønstre.
30-04: vi var oppe i gågaden i dag med mor. det er nu bedst at gå i forretninger hvor vi kan snakke sproget. nu er der andre born om bord vi kan lege med. og vi kan se børnetime i fjernsynet.
03-05: Mor. Lisanne og David rejste hjem fra Århus.
Nyt fra FMM – Forskningsenheden for Maritim Medicin, Esbjerg
"To forskere har søgt om midler til at lave et projekt, hvor man ved at sammenligne oplysninger fra Register for Søfarende med Cancerregisteret, vil se på om der er en øget hyppighed af forskellige kræftformer blandt søfolk. Formålet er at kortlægge de mest almindelige kræftformer og at vurdere risikoen for kræft blandt søfarende i forhold til skibstype og job indhold, herunder risikoen for benzen relaterede kræftformer i blod- og lymfesystem blandt personer, der har sejlet på kemikalietankere.
Fabienne Knudsen, forsker på FMM, blev i ”Navigatør” nr. 4, maj måned, interviewet omkring ”Udlændinge på godt og ondt”. Det kan jeg opfordre til at man finder frem fra avisbunken og læser.
Fra FMM´s beretning for 2000 – 2001: Tiden har været præget af omstrukturering i forhold til universitetets rammer. Man holdt første konstituerende møde i sept. 2000. Siden har man indledt et udvidet samarbejde med Arbejdsmedicinsk Afdeling (AMA) på Esbjerg sygehus.
Man har fokuseret på ulykker i fiskeriet, en international overvågning af søfarendes helbred og arbejdsmiljø samt en undersøgelse om relationer mellem danske og filippinske søfolk. Det er større undersøgelser der løber over år, så resultaterne er ikke lige om hjørnet. Dog har man afsluttet et projekt om beskrivelse af arbejdsprocesser og risici for faldskader ombord på fiskefartøjer til havs. Samt en analyse af 3 års henvendelser til Radio Medical.
Frem over arbejder man på opbygning af bedre registre og dokumentation af både arbejdsforhold og sundhedsskader blandt søfarende, fiskere og offshore arbejdere."
Jo ældre man bliver tænker man oftere og oftere over, om man får det ud af livet man inderst inde går og ønsker sig. Har man måske mulighed for at få et drømmejob, - eller går man rundt med nogle gamle drømme, man for længst har opgivet at få opfyldt?
De sidste år har jeg gået med en drøm om at se hvaler, specielt pukkelhvaler ”in natura”.
Efter på video at have set adskillige timer med disse gigantiske kæmper, er denne drøm stille og roligt vokset.
Til oplysning kan jeg fortælle at pukkelhvaler kan blive 15 m lange, veje 40 tons, have 2 kbm. Vand i gabet og æde 1 ton krill eller småfisk i døgnet. Årligt tilbagelægger hvalerne på den nordlige halvkugle en distance på mellem 4500 og 5500 km. Mellem æde pladserne ved Island, Grønland og Alaska, og parrings- og fødeområdet nord og øst for den Dom. Rep. i Caribien. Pukkelhvaler æder kun I den periode de befinder sig længst nordpå. I det tidsrum skal de nå at forøge deres vægt med ca. 8 tons, hvilket svarer til en fortykkelse af spæklaget på 15-20 cm.
Kalvene, der ved fødslen måler 3,5 m og vejer 1,5 tons, forøger dagligt deres vægt med 50 kg, grundet den ekstremt fedtholdige mælk på 40-60%.
Havet omkring den Dom. Rep. er varmt og fyldt med banker, hvorfor mødrene opholder sig her med ungerne, indtil de er store og stærke nok til den lange rejse nordpå med farer for at blive fanget i drivende fiskenet, blive beskadiget af skibsskruer eller harpuneret, da ikke alle lande har underskrevet hvalkonventionen, der forbyder næsten al fangst af hvaler.
Tilbage til mine drømme, som gik i opfyldelse sidste år.
I stedet for en færdigpakket rejse ”alt inklusive”, som størstedelen af gæsterne til den Dom. Rep. køber, købte vi en uspec. Billet og rejste så selv rundt på må og få med hovedvægten lagt på den østlige del, hvor der stadig burde opholde sig hvaler, selvom det var sidst på sæsonen. Vi var der i marts, mens januar og februar er højsæson.
To gange tre timer sejlede vi rundt i Samanabugten og begge gange kom vi tæt på dvs. 50-75 m fra en moder med unge. Begge gange var ungen meget livlig og sprang igen og igen op i luften, hvor den drejede rundt for et øjeblik efter med et plask at lande på ryggen. Moderen viste kun få meter af ryggen frem, men hun skulle jo også spare på energien, der gik et par måneder, inden hun ville få noget føde.
Fordelen ved at komme i marts var, at vi var den eneste hvalkikker båd. Hvorimod der i jan. og feb. er massevis af både og tiden, hver båd derfor får i nærheden af hvalerne er minimal.
Efter endelig at have set disse havets giganter, har jeg fået sådan en dejlig ro indvendig.
For noget tid siden kom vi ad omveje i forbindelse med en journalist fra DR P2. Han ville gerne interviewe vores søn på 11 år til børneprogrammet ""Fabulatoriet"" på radioensP2. Anstændigvis måtte vi spørge hovedpersonen først: Jo, det ville han godt.
Journalisten havde fået den ide, at tale med børn som måtte kommunikere med sin far, som har et job på søen. Han spekulerede på, om det var via mail, og hvordan det var for et barn.
Han kontaktede først Maersk, men de kunne ikke hjælpe ham! Så kontaktede han Sømændenes Forbund, som henviste til Sømandskoneforeningen af 1976. Sådan
gik det til, at Knud Erik (journalisten) kom på besøg hos os en dag i februar.
Vi var en smule anspændte da han trådte ind af døren, men det blev hurtigt gjort til skamme. Knud Erik trådte ind ad døren med al sit udstyr, på en måde, som var det, det naturligste af verden. Og han var i kontakt med Dan-Bjarti (vores søn) med det samme. Vi to forældre var tydeligvis ""til overs"". Jeg spurgte om de ville sidde i stuen eller på Dan-Bjartis værelse.
Knud Erik ville da helst være på Dan-Bjartis værelse. Men da blev Dan-Bjarti lidt forlegen, og sagde at der var altså lidt rodet....! Nå, sagde Knud Erik, så skulle du se mit skrivebord! Men jeg har det nu sådan, at så længe jeg kan finde det jeg skal bruge inden for en halv time, så er det okay!
Dermed forsvandt al Dan-Bjartis anspændthed som dug for solen. Så de fik lige ryddet en plads til dem begge mellem diverse legetøj, og snakkede sammen den næste time. Det var med stor beklagelse, at de lukkede døren. For vi var meget spændte på, hvad han ville sige, og dog var det helt klart vores indstilling, at det var hans private sag. Vi lyttede ikke ved døren, selvom det var fristende.
Da de endelig var færdige, måtte jeg lige have en kommentar fra Knud Erik, og sagde spørgende: Jeg kan tænke mig det gik godt, for vores søn er ofte god til at snakke? Jo, han mente han ville kunne leve af det en dag. Da var Dan-Bjarti hurtig, rakte hånden frem, og sagde: Løn, tak! Vi morede os, for ærlig talt, så tror jeg Dan-Bjarti havde fundet sin ligemand der. Knud Erik blev tavs et sekund (det var længe), dykkede så ned i sin taske, og sagde: Nej, men du kan få en kuglepen fra DR, og den er så smart, at man kan se
hvilken dag man er blevet interwievet! Vi gloede noget, og tænkte, det var pokkers. Han fandt noget mere frem fra sin taske: En skriveblok. Skrev datoen for den dag, og sagde: Se bare, den skriver datoen du er blevet interwievet. Vi var sat skakmat! Det var en fornøjelig oplevelse, og Dan-Bjarti syntes godt om ham. Han blev lovet en CD med interwievet, samt besked om hvornår interwievet bliver sendt i radioen. Vi har i skrivende stund ikke hørt noget, men han sagde også, der godt kunne gå noget tid. Han skulle til Esbjerg og lave et interwiev med et andet barn, ét hvor kommunikationen var let, i modsætning til hos os, hvor det er vanskeligt. Han ville højst sandsynligt mixe de to, over to udsendelser. ""Fabulatoriet"" sendes hver dag på P2 kl. 18.40 til 19.00. Det er et program for de 7 til 12 å-rige. Vi er begyndt at lytte til det, og det kan anbefales. Vi er spændt på at høre interwievet, for hvad blev der mon talt om...?
Alle skal på rygestop-kursus. Alle deltager. Alle ønsker at holde op med at ryge, for ellers er man asocial, man udelukkes af fællesskabet. For man må ikke ryge nogen steder længere. Jo, ude i kulden! Og hvem ønsker at blive udelukket fra fællesskabet?
Sømanden skal også holde op med at ryge, for det er naturligvis lige så farligt for ham, som for alle andre. Tilmed er han måske tilbøjelig til at ryge flere cigaretter pr. dag, fordi de er billige og han keder sig…. vagten er lang. Eller stressniveauet er højt, og cigaretten er ”eneste” stressafleder. Det er, om end endnu farligere for sømanden at ryge.
Dødeligheden for sømanden er alt for høj, selvom der er forskelle, i forhold til landkrabben. Alle ved, at cigaretten ikke har hele skylden. På den anden side, ved vi også at den ikke er uskadelig. Et evindeligt dilemma.
I erhvervet er der en stigende interesse for, at nu skal vi have sømanden til at lægge tobakken på hylden. Man kalder det sundhedsfremme. Det er blevet det nye mantra, sundhedsfremme! Glem det ikke. Og når erhvervet via sine kampagner får sømanden til at kvitte tobakken, så kan de vaske deres hænder. De har gjort en god gerning.
Der er bare det ved det, at for at opnå sundhedsfremme, må der noget i stedet. Man kan ikke bare fjerne tobakken, og sige: nu har vi ydet sundhedsfremme. Man tager jo heller ikke bare flasken fra alkoholikeren, og siger: det var det! Hvis man fjerner noget, må der på en eller anden måde noget i stedet, hvis det enkelte menneske fortsat skal kunne føle sig som et helt menneske. Det kan godt være den rygende sømand synes det er fint, at kvitte tobakken, og spise gulerødder indtil han ikke længere savner tobakken. Men det kan også være, at han oplever rastløshed. Det kan godt være, at han oplever, at den stort set eneste fornøjelse han har ombord, nu skal tages fra ham. Den ven, der gør det ulidelige lideligt! Hvad giver erhvervet sømanden i stedet for tobakken? Mindre ensomhed ombord?? Flere danskere ombord?? Jeg spørger bare.
Der findes mange rigtig gode rygestop-instruktører, og de kan sikkert i mange tilfælde magte opgaven, at få den enkelte ryger, til selv at finde metoder, til at ophæve følelsen af, at have mistet en uundværlig ven.
Men hvad med sømanden, der ikke vil, eller magter, at kvitte tobakken? Skal han isoleres ombord, fryses ud af det gode selskab? Man må fortsat holde sig for øje, at det gode selskab ombord lynhurtigt er minimeret til én eneste dansker, eller én eneste europæer eller…?
Det er firkantet sat op, det ved jeg. Og dog. For hvis konsekvensen, af erhvervets engagement, for at få sømanden til at kvitte tobakken, ender med en forstærkelse, af oplevelsen af isolation for den enkelte sømand. Så har man absolut ikke ydet sundhedsfremme, man har ydet sundhedsforværring! Det kan ikke tydeliggøres nok!
Man siger indirekte til sømanden: Det er din egen skyld, at du statistisk set, ikke bliver særlig gammel, og at du måske har et elendigt helbred. Samtidig får vi opmærksomheden væk fra potentielt andre sundhedsforværrende faktorer ombord. Det kan der så gå nogle år med…
Det kan de jo også have ret i! Alle ved, at den tågende ryger, der får et minimum af motion, ikke har de store chancer for en frisk alderdom. Tilmed viser undersøgelser, at sømanden der sejler med kemikalier, har en større risiko for kræft, ikke som følge af kemikalierne, men som følge af hans tobaksforbrug! Det er ikke svært at lægge to og to sammen. Sømanden må holde op med at ryge!
Jeg har været ombord i skibe, for blot et par år siden, hvor den sømand, der var først færdig med at spise, blev siddende og røg sin cigaret, mens de næste kom for at spise! Rygepolitik? Det tror jeg ikke, jeg nævnte på det tidspunkt. Havde jeg gjort det, havde jeg nok hørt en bemærkning om, hvor gangwayen befandt sig!
Synes jeg nu virkelig, at sømanden bare skal have lov til at ryge? Er det bare fordi jeg selv ryger?
Jeg er selv eks ryger, og bryder mig personligt ikke om overformynderi. Det minder mig om de gamle socialistiske stater: Partiet siger….!
Forbyder man en isolationsfange at ryge? Jeg tvivler. Men det vil man gerne til søs. For at sige det temmelig populistisk: Sømanden må hverken ryge, drikke eller hore (og slet ikke det sidste, siger konen). Han må bare acceptere forholdene som de er.
Men, som sygeplejerske har jeg passet en hel del mennesker med rygerlunger. Tobakken gør ubodelig skade på mange af os, og en del af os, dør ganske enkelt tidligt, på grund af tobakken. Derom ingen tvivl. Og jeg bryder mig heller ikke om min mands tobak! Men jeg støtter ikke ensidig fokusering på tobak.
Det jeg ser i sømandens branche, er at han isoleres mere og mere ombord, med store menneskelige omkostninger til følge. Sømanden selv, råber ikke højt op om det, for han er den store stærke sømand, der ikke viser tegn på følelsesmæssig lidelse, overhovedet! - før end det er for sent! Så her kan erhvervet let tromle videre hen over sømanden. Han siger ikke rigtigt fra. Han prøver, men bliver slet ikke hørt eller forstået i erhvervet. Og nu skal han i øvrigt bare holde op med at ryge, så får han et langt og lykkeligt liv.
På det sidste har vi hørt, at forældre, der mister et barn. lever kortere, og har måske lige frem (forhøjet) risiko for at begå selvmord. Det overrasker ikke mig, for er vi ulykkelige, lever vi kortere, det kan også vises via statistik.
Sømanden tages ud af sit netværk, når han påmønstrer. Han isoleres ombord blandt en lille multikulturel besætning i 3 til 4 måneder. Vær opmærksom på, at isolation, for de fleste fanger, opleves værre end tortur! Og så skal han kvitte tobakken, for det er blevet det nye mantra!
Nu er der sikkert sømanden, der, hvis han fortsat læser dette, tænker: Dejligt, jeg kan roligt fortsætte med at ryge, det er faktisk nok bedst for mig. Så vil jeg sige: Rygning ér farlig, det er der ingen tvivl om. Men du skal først og fremmest finde ud af, hvad får dig til at trives bedre ombord i bred forstand? Hvis det lykkes dig, kan du måske komme til at trives så godt, at du får lyst til at lægge tobakken på hylden.
E-mailen er gaven til sømandskonerne! Og deres mænd!
"Jeg vil nødigt nogensinde skulle undvære den igen. Det er simpelthen et vidunder, at i nu har fået forholdsvis hurtig mulighed for at komme i kontakt med vores sømænd, hvis der er ting der skal afklares eller tages stilling til ""her og nu"". Vi her i huset har aldrig brugt, at jeg ringer ud til skibet med mindre der er sket noget virkelig alvorligt og det er jo aldrig rigtigt til at vide, hvornår der er ""fred og ro"" ombord til at snakke. En e-mail kan sømanden læse, når han modtager den og reagere med det samme - eller når lejlighed byder sig, alt efter indholdet og omstændighederne. I ""gamle dage"" ville nogle jo så sige, var der ikke andre muligheder, end at konen måtte tage affære uanset hvad det gjaldt, for da var far væk et år eller halvandet, men nu vil fædrene også gerne følge med i deres børns udvikling/opdragelse - og selvfølgelig skal de da det!
Og til E. Larsen vil jeg så sige, at jeg da stadigvæk skriver brevet i hånden, så kan jeg skrive lidt hver dag - som en dagbog - og det bliver nemt til en meget lang mail i løbet af nogle dage, der skal skrives ind. Hvis der går en uge imellem jeg skriver, er det der skete for fire dage siden jo blevet uaktuelt - og så er det, det nemt bliver kort!. Men hvis man skriver en kladde, så er det hele tiden dugfriskt! Og så kan der snildt gå et par timer med at få skrevet flere sider ind på mailen. Der er jo ingen der siger, man skal sende hver dag - med mindre det er presserende.
Min far døde (ret uventet) i november, hvor min mand netop var taget ud at sejle og jeg synes, det var guld værd at jeg kunne sende en mail midt om natten, da det var sket, og bede ham ringe hjem ved første lejlighed, for han skulle ikke bare have ""nyheden"" på skrift, selvom han så godt anede, hvad det handlede om, fordi han vidste, min far i en alder af 85 år var blevet indlagt med en brækket hofte. Men i løbet af formiddagen havde vi ham i telefonen fra Vestafrika. Hvis vi kun havde haft ""snail-mail"" havde han jo ikke fået det at vide, før han kom hjem, men nu fik jeg så lejlighed til at øse ud af min sorg og vi kunne få det bearbejdet - også via e-mail! Og jeg vidste, at det ikke ville have været i min fars ånd, at han skulle komme hjem til bisættelsen! Selvom både jeg og vores datter gerne ville have haft ham hos os i den situation!
Det jeg så spekulerer lidt over er, om vi så som sømandskoner i den fagre nye verden blevet mere uselvstændige eller vi bare føler, at lejligheden er der til at tage sømanden mere med på råd, fordi det nu er blevet så nemt. Jeg synes bestemt, det er en fordel for sømændene, fordi (sådan har min mand det i hvert fald) de føler de er mere med i hverdagen og ikke sat udenfor alle beslutninger og er ""fremmede i hverdagen"" når de kommer hjem og her går vi i hvert fald ind for, at far er lige så meget med i det hele og hverdagens beslutninger (takket være e-mailen) som mor er. Men vi er også privilligerede, at han kun er ude i 7 uger! Og til sidst - jeg ved ikke af at kryptering af mails skulle være nødvendig - vi bruger det ikke, men der er jeg måske for naiv?"
Kilde/ forfatter: Pia Wangberg, Dato: 31/12-1979 Kategori (i):
Odense afdelingens årlige Zoo tur.
På trods af syndflodslignende regnvejr, mødtes sømandskoner, mænd og børn fra Fredericia og Odense afd. søndag formiddag i Odense Zoo.
Godt klædt i regntøj, gummistøvler og under paraplyer vandrede vi gennem hele haven. Dejligt er det jo, når vi her fra Odense har Ulla med os, som altid er villig til at berette om de forskellige dyr og deres adfærd. Hun kender til mange små ekstrahistorier, som krydrer det hele så det bliver lidt mere interessant.
Efter at have kigget på bl.a. søkøer, pingviner, aber, løver, tigre og mange andre dyr endte vores tur i kostalden, hvor de danske køer stod for at skulle malkes. Ulla var ikke sen til at sætte sig og formalke, som gøres pr. håndkraft.
En rigtig dejlig dag blev det på trods af vejret. Flere var enige om, at det er hyggeligt at flere afdelinger står sammen om eller inviterer til sådanne arrangementer. I er altid velkomne i Odense!
Vi legede også lidt med tanken om, at mødes på en sommerlejr. Det kunne da være vildt hyggeligt. Gå bare i gang, Charlotte!
Her er det medlemmerne fra Fredericia, som er kommet en tur til Okavango.
Ulla kunne det der med at rykke i patterne, og der kom sandelig mælk ud!
Søløverne stillede op til parade.
Tak for en dejlig dag.
Folk over 30 burde være døde….
(Jeg formoder, at vi vandt trods dårlige odds…) Ifølge dagens lovgivere og bureaukrater burde de af os, som var børn i 40erne, 50erne, 60erne, ja til og med tidligt i 70erne ikke have overlevet. Vores børnesenge var malet med blybaseret maling. Vi havde ingen børnesikring på medicinflasker, døre eller skabe, og når vi cyklede, bar ingen af os hjelm.
Som børn kørte vi i biler uden sikkerhedsseler eller airbags. Og det at sidde bag på en ladvogn en varm sommerdag var altid en speciel nydelse. Vi drak vand fra haveslangen og ikke af flasker. Skræk og rædsel.
Vi spiste brød med smør, drak sodavand med sukker i, men blev aldrig overvægtige, fordi vi altid var ude at lege. Vi delte gerne en sodavand med andre og drak af samme flaske, uden at nogen rent faktisk døde af det.
Vi brugte timer på at bygge sæbekassebiler af ting, der var kasseret, og ræsede i fuld fart ned ad bakken bare for så at finde ud af, at vi havde glemt at sætte bremser på. Efter nogle ture i grøften lærte vi at løse problemet. Vi tog hjemmefra tidligt om morgenen for at lege ude hele dag og kom først hjem, når gadelygterne blev tændt. Ingen kunne få fat i os i løbet af dagen – ingen mobiltelefon. Utænkeligt!
Vi havde ingen playstations, Nintendo 64 eller X-boxe – i det hele taget ingen TV-spil, ikke 99 TV-kanaler, ingen videofilm, surround, mobiltelefoner, hjemme-PCèr eller chatrooms på Internettet. Vi havde venner! Vi gik ud og fandt dem.
Vi faldt ned fra træer, skar os, brækkede arme og ben, slog tænder ud, men ingen blev sagsøgt efter disse uheld. Det var uheld. Ingen andre kunne få skylden – kun os selv. Husker du uheldene? Vi sloges, blev gule og blå og lærte at komme os over det.
Vi fandt på lege med pinde og tennisbold og spiste jord og græs. Til trods for advarslerne var det ikke mange øjne, der blev stukket ud, og græsset voksede ikke inden i os resten af vores liv. Vi cyklede og gik hjem til hinanden, bankede på døren, gik lige ind og blandede os i samtalen.
Nogle elever var ikke så kvikke som andre i skolen, så de dumpede og måtte gå et år om. Frygteligt! Denne generation har fostret nogle af de mest risikovillige, de bedste problemløsere og investorer nogensinde. De sidste 50 år har været en eksplosion af nyskabelser og nye ideer. Vi havde frihed, fiaskoer, succesèr og ansvar, og vi lærte at forholde os til det alt sammen. Og du er en af dem.
Hvad er Candida ? – det spørgsmål stillede jeg til kostvejleder, Aase Jensen – der efter ca. ½ times konsultation konstaterede, at jeg havde Candida svamp i meget svær grad. Jeg havde aldrig hørt om Candida svamp, og hvis jeg havde, var det da ikke noget, jeg havde hæftet mig ved.
I som har mødt mig, ved jo at jeg er overvægtig – hvad I sikkert ikke ved er, hvor meget det har gået mig på, men jeg har ikke kunnet gennemføre en slankekur. Hver morgen tænkt jeg ,i dag – i dag kan jeg, startede dagen fornuftigt, til frokost gik det også nogenlunde, men når jeg nåede midt eftermiddag var det slut, da var jeg så drænet for sukker og energi, at jeg begyndte at spise, og her blev det ikke noget fornuftigt mad der røg ned, men sukker og kulhydrater - NÅ så var den dag også blevet til endnu en dårlig oplevelse.
En aften så jeg på TV clairvoyant Susan Sylvest Hansen (som jeg nu ved flere af jer kender) – jeg blev så grebet af hvad Susan fortalte, at jeg måtte have en tid hos hende – når jeg ikke kunne tabe mig, måtte det være fordi, der var noget galt i mit hoved, noget jeg skulle have bearbejdet her. Jeg er i dag Susan evig taknemlig for det, hun har hjulpet mig med på den konto, MEN jeg blev jo ikke tynd af det !!!
Sidst i november 2002, havde jeg det så dårligt med mig selv, at jeg tænkte, det her må høre op – ja, jeg fik faktisk selvmords tanker, var hos lægen mange mange gange jeg troede, jeg havde fået gigt, var ved at blive blind, havde ondt i ryggen (gik som dronning Ingrid) mit levertal var langt over det tilladte, udflåd i stor stil – kløe over hele kroppen, ja jeg kunne bare ikke overskue situationen. Jeg talte igen med Susan, og hun satte mig i kontakt med kostvejleder Aase Jensen, der bor i Vejle, noget lettere for mig end at skulle til Ryslinge.
Som fortalt i indledningen, tog det Aase ca. ½ time at konstaterer, at jeg havde Candida svamp – alle de symptomer jeg beskriver ovenfor er henført til, at Candida har overtaget magten i min krop.
At den er begyndt at vokse skyldes, at jeg p.g.a bylder har fået penicillin igen og igen, usund kost med for mange kulhydrater og sukker, hvilket er noget svampen elsker. Aase gav mig en lang forklaring om, hvorfor Candida har haft så gode vækstbetingelser hos mig. Aase anbefalede mig at smidt mit dårligste måltid ud – og vi fandt frem til, det var morgenmaden, at starte dagen med masser at kulhydrater var ikke lige det bedste – MEN da jeg fandt ud af, hvad det var Aase nu var i gang med, var jeg på vej ud af døren igen – GLEM det !! jeg skal ikke have noget Herbalife pulver, det har jeg jo prøvet. Igen måtte Aase til at forklare hvorfor dette var en god ide´, og jeg lod mig overtale, var nu så træt at jeg var ved at falde i søvn. Sammen med Herbalife pulver fik jeg stikpiller til endetarm og skede, vitaminer og mineraler samt Aloe juice. En diæt hvor mel, gær, sukker, pasta, ris, kartofler diverse peberfrugter, frugt, p.g.a frugtsukker og mælkeprodukter var bandlyst.
Ja, det måtte jo have en chance, hvis jeg skulle overleve den onde cirkel, jeg befandt mig i.
Jeg var meget skeptisk, så jeg ringede til min læge dagen efter og fortalte hende hvad Aase havde fortalt mig – hun slog en latter op og sagde, at Candida var alle alternativbehandleres yndlings beskæftigelse, vi har jo alle Candida, men du er jo et let offer !! – det var lige det, hun ikke skulle sige til mig – nu skulle jeg finde ud af, om det her var rigtigt. Efter den første uge havde jeg det mærkbart bedre, og da jeg efter 14 dage havde tabt mig 6 kg, ja så fik jeg blod på tanden. Julen kom jeg over med et tab på 4 kg, og i skrivende stund den 5. april har jeg tabt 25 kg. Det er det letteste jeg nogensinde har oplevet samtidig med, at jeg ikke har haft ondt i ryggen, ingen smerter i led, mit syn er nu normalt igen og efter en scanning på hospitalet, har jeg fået besked på, at min lever bare har det fint.
Jeg tænkte, at dette må kanaliseres ud til flere – og har holdt mit første indlæg i Fredericia Idrætscenter, hvor 43 kvinder og et par enkelte mænd var mødt op. Mødet var berammet fra kl. 19.00 til 21.00, jeg var hjemme kl. 23.30, langt de fleste af de, der var mødt op, sad præcist på samme måde, som jeg gjorde, da jeg besøgte Aase første gang den 2. december – jeg glemmer aldrig den dato – den var starten på et nyt liv for mig !
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 31/12-1979 Kategori (i):
Livet er ikke så dårligt endda
Jeg sidder her, kl. ”meget sent om natten”, og kan ikke sove, selv om jeg er udmattelsen nær. Hvorfor kan jeg ikke sove?? Dels pga. smerter pga. sygdom og dels fordi tankerne ikke vil holde op med at kværne gennem hovedet, udløst af stress som følge af sygdommen og en chef, der tror at det er pjæk.
Men selv om min verden pga. ovenstående lige for tiden er temmelig ”sort”, så føler jeg mig alligevel utrolig privilligeret.
Min mand (som udmønstrede for en uges tid siden) har lige siden lægen sygemeldte mig med mistanke om mavesår, været utrolig sød – som altid. Han hader når de mennesker, han elsker, er syge, men alligevel formår han at være den stærke, der altid har de rigtige måder at løfte mit humør på, uden at han negligerer sygdommen, eller at jeg har de følelser omkring det, som jeg har. Tusind tak, skat.
Min stedsøn (11 år) kan ikke fordrage piger, knus, kys og kram, men valgte alligevel at give mig mit allerførste store knus, da vi for nylig var på ferie. Han hilser altid, når han fræser forbi på cykel, løbehjul eller hvad han nu er på den dag. Og han har altid en masse at fortælle.
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 31/12-1979 Kategori (i):
Flytterod
Mon ikke mange af os har prøvet det! At tiden for sømandens udmønstring er kommet snigende bag på én? Normalt er vi jo vant til tiden MED ham og tiden UDEN ham, og sådan er vores dagligliv splittet op, når nu engang manden ”står til søs”. Man ser hen til den dag han skal komme hjem og nogen gange til den dag han skal af sted igen. Vi bliver jo vanemennesker! Sådan var det også for os denne sommer. Men:
Vi havde igennem det sidste års tid snakket om, at huset vi havde boet i de sidste 18 år, nu var ved at være for stort. Den første af ungerne var for længst flyttet fra reden og den sidste er nået til den alder, hvor ”fraflytningen” måske ikke ligger så fjernt. Derfor havde vi de sidste gange min mand havde været hjemme været rundt og kigge på mindre boliger. Vi tog det stille og roligt, det var jo ikke ”et must”, og vi havde begge forskellige ønsker og krav til den nye bolig: Ingen hjørnegrund mere, jeg var træt af at skovle sne på så lang en strækning. Der skulle være spisekøkken, da det meste af vores fritid foregår i netop dette rum – og så ønskede jeg så brændende et bryggers i stedet for den skumle kælder vi havde det gamle sted.
Når man sådan er rundt og kigge på huse, træffer man en ganske bestemt art af menneskeheden: Ejendomsmægleren! Selvom vi faktisk havde besluttet at prøve at sælge vores bolig uden dennes mellemværende ( de tjener uligt meget i forhold til deres indsats), billigede vi at han kom og vurderede vores hus. Mod vor forventning kom han med et tilbud, vi ikke kunne afslå. Vi fik travlt med at ”shine op” med maling af stue og soveværelse. Selv havde vi kig på et lille hus hos samme ejendomsmægler, der var blot det, at der skulle en hel masse forandringer til, så vi ville lige tygge på det. Inden der var gået 14 dage var det gamle hus solgt, med den klausul at de nye ejere skulle overtage til den førstkommende første!
Datteren gik til studentereksamen i den samme tid, og da hun havde bestået den med bravur, skulle der jo afholdes studentergilder i flere tempi! Ind i mellem rendte vi til og fra det hus vi havde kig på, for til sidst at beslutte os for at købe! Nu gik der for alvor maraton i det! Vi rendte fra advokat til bank til ejendomshandler. Alt skulle jo være på plads inden manden stod til søs! Selvom man kan få lavet en generalfuldmagt er der jo mange ting at tage stilling til, og hvor det er helt rart at disse ting er på plads inden man skilles for en periode. Vi havde fået tilsagn om, at vi kunne overtage det nye hus et par dage før den første, så da rederiet ringede den 28. og meddelte at sømanden skulle mønstre sit skib den 30. måtte vi appelere om hurtig indflytning hos den forrige ejer. Han og flyttefolkene var velvillige, så vi startede d. 29. kl. 17. Vi flyttede til kl. 02 om natten og næste morgen var det tilbage til det gamle hus, for at smide ud, gøre rent og hvad ved jeg! Kl. 13 kørte jeg sømanden til toget. Han havde da befundet sig i sit nye hjem i ca. 5 timer! Her stod jeg så mellem flyttekasser og gammelt skidt, som skulle køres på lossepladsen. Min arbejdsgiver kunne fornemme mit arbejdspres og gav mig uopfordret ferie i 10 dage! Der gik 3 dage, så var kasserne tømt og skabet stod, hvor jeg (om jeg så må sige) havde besluttet det skulle stå. Nu bøvler jeg så videre med håndværkere der ikke kommer, med adresseændringer og med skatteændringer. Jeg kan ikke finde ud af varmesystemet, går tit i lunkent bad og jeg forklarer mine nye naboer at jer HAR en mand. Men jeg har det skønt – og sømanden glæder sig til at komme hjem og se hvordan vi bor!
Efterskrift: Gør det til en regel at smide ud, hvad du ikke har haft brug for det sidste år. Denne regel havde jeg ikke ( er lidt af en samler ) og kors i hytten, hvor vi fik travlt med sortering og ragelse, der blot skulle have været kørt bort for flere år siden!
Uddrag fra ”Sømandshjerter i råolie” af Arne Ærtebjerg - en fængslende erindringsroman skrevet af en sømand - Læs den!
"… Når jeg tænker tilbage til dengang (vestafrika), kan jeg nu se, at det var omkring det tidspunkt, at der skete en mærkbar forandring med mig. Jeg begyndte at komme med racistiske bemærkninger og opfordrede mine skibsfæller til at holde sig negerpakket fra livet med alle midler. Det var ikke andet end en flok stinkende tyveknægte og halvaber, der skulle være blevet oppe i træerne i stedet for at rende rundt og genere ordentlige mennesker ombord i skibene. Og se det kaos, der var i de nye selvstændige stater! Nej, kolonimagterne skulle være blevet og have holdt de sorte sataner nede med hård hånd…. Over for mine folk kunne jeg nu også være temmelig kort for hovedet. Ikke mere: Kan du ikke lige. Nu var det kontante ordrer med bøs stemme og mine. De kunne slet ikke kende mig mere, fortalte første styrmand mig langt senere… Det var ikke noget ”happy ship”. Folkene skændtes og bed efter hinanden. Jeg følte at spændingen, hvad øjeblik det skulle være, kunne blive så uudholdelig, at den ville føre til slagsmål. Der havde udviklet sig forskellige kliker, der var meget fjendtligt stemte over for hinanden og over for officererne. Altså over for mig, der ellers havde været i stand til at få dem til at føle, at vi var i samme båd, tilhørte et team, og var stolte af det. Nu var det hele ved at gå i opløsning. Og min kovending gjorde det sandelig ikke bedre. Min brug af trusler om fyringer og andre disciplinære midler, som sømandsloven hjemlede for at få folkene til at makke ret, gjorde kun ondt værre…. Efterhånden gled jeg ind i en depression. Isolerede mig så meget som muligt på mit kammer. Kiggede også lidt vel dybt i whiskyflasken engang imellem for at dulme angsten og uroen, der murrede i mig. Der var et eller andet helt galt med mig. Og jeg forsøgte fortvivlet at finde ud af hvad det var. Måske var jeg kommet til at sætte mig i de blinde passagerers sted? Måske var det sydafrikanerens vilje til ikke at lade sig kue. Hans integritet og evne til at sætte mod i de andre. Til at organisere en indtil videre passiv modstand over for den behandling, de var udsat for. Og jeg var ikke i tvivl om, at han kunne gå over til aktiv handling, hvis lejligheden bød sig. Jeg har altid følt meget for menneskets værdighed. Og er det ikke det modsatte af ydmygelse. Og ydmygede vi ikke vores ubudne gæster. Og ydmygelse avler hævntørst. Kun ved at sætte sig til modværge, blive revolutionær eller flygte ind i en rus eller neurose, kan et menneske bevare sin selvagtelse. Og det eneste, der kan give rigtig oprejsning, er at tage kampen op, om styrkeforholdet er aldrig så ulige. Falder man på ærens mark, så er det bedre end at flygte ind i sig selv. Det ændrer ikke noget ved situationen, tværtimod. Får man et klart øjeblik, overvældes man i den grad af selvhad og moralske tømmermænd, at man begår selvmord eller hurtigst muligt tømmer en flaske ildvand eller tager et skud englestøv eller trækker neurosens forhæng for og lukker den uudholdelige virkelighed ude. Det er langsomt selvmord. Og denne sydafrikaner forekom mig at være en rigtig revolutionær. Jeg kunne ikke lade være med at respektere og beundre ham, og jeg blev dybt chokeret, da det gik op for mig, hvad der var sket med mig de sidste uger… Jeg blev fortvivlet over, der skulle så lidt til, for at få mine humane principper og tro på menneskerettigheder for alle uanset kulør, køn eller social status til at forsvinde for en nådesløs tropesol. Jeg mistede troen på mig selv. Stolede ikke mere på min dømmekraft… Jeg var bange for, jeg skulle bryde sammen. Det ville jeg helst ikke have, at nogen ombord så. Jeg kredsede meget omkring identitetsproblematikken. Kom frem til, at der var opstået en uhyggelig og uudholdelig afstand mellem min objektivt tilskrevne rolleidentitet som leder, som i de sidste uger havde overtaget mig, og min subjektivt erfarede egne identitet. Og i en ond drøm stod det store spørgsmål pludseligt på indersiden af mine øjenlåg med flammeskrift: Hvem fanden er du egentlig? Det prikkede hul på bylden. Tanker og følelser for rundt i hjernekisten som onde ånder, der kunne få låget til at ryge af, hvad øjeblik det skulle være…. Lidt svimmel gik jeg i gang med at analysere hvad det var, der havde forvandlet et swell ship til et hell ship. Jeg bed i blyanten, og fandt frem til fem variationer over temaet: Forholdet mellem kaptajn, officerer og det menige mandskab i et skib… Der var kun én løsning. Jeg måtte tage min afsked… Jeg tog op til mit sommerhus, for i ensomhed at holde dommedag over mig selv. Jeg ville aldrig få min gamle uskyld igen. Men der var krudt nok i mig endnu til at gennemføre processen…
God fornøjelse! Birgit Larsen Jensen"
Kilde/ forfatter: Arne Ærtebjerg, Dato: 31/12-1979 Kategori (i):
Kommunikation med sømanden.
I lang tid gik min mand og jeg og ønskede, at han kunne komme på et skib, hvor der var e-mail ombord, det ville lette kommunikationen meget, når nu for eksempel bilen skal på værksted, børnene kommer til skade eller lignende.
Men jeg troede aldrig, at jeg ville skrive dette, men nu synes jeg faktisk, at en del af glæden ved at sende ham et brev, den er væk.
Det er så dejligt nemt at gå hen til computeren, tænde den, skrive et brev og sende det til ham. Men alligevel:
Før i tiden sad jeg personligt nemt en hel aften og skrev et brev i hånden, samlede ting at fortælle sammen i en uges tid, så der var ofte 6-7 tætskrevne A4 ark, når brevet blev sendt. Nu tager det ikke engang en time, så har man skrevet et brev, men det er altså ikke så hyggeligt at sidde ved computeren og skrive. Med en blok og en kuglepen kan man sidde i sofaen og ”slappe af” samtidig. Han er så også – ved det håndskrevne brev – måske heller ikke så langt væk, rent følelsesmæssigt, som ved en kold skærm.
Grunden til, at jeg skriver dette her er, at jeg efter at have sendt et brev forleden, kom til at tænke på hele atmosfæren omkring disse e-mail-breve. Hvad står der egentligt i dem? Måske er det også fordi, at jeg p.t. er uden arbejde, der er ikke så meget at fortælle, men alligevel. Der burde stå andet og mere end bare lige, at bilen er repareret, ungerne har det fint, og så videre.
Måske er det for nemt at skrive ved computeren?
Når man (jeg) føler den mindste smule savn, fluks ned til skærmen og skrive et eller andet, så han ikke er så langt væk?
Jeg ved det ikke, men er jeg den eneste, der stadig synes, at håndskrevne breve er bedre at sende og at få?
Der er da i hvert fald én fordel ved de håndskrevne breve: Man behøver ikke at sætte en adgangskode på dem, men vi har valgt at kryptere vores e-mails.
Jeg synes nu generelt, at de håndskrevne breve er bedst, men når nu postgangen til og fra skibe er så uregelmæssig, så må man jo nøjes…
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 31/12-1979 Kategori (i):
Til søs og Gitte.
"Det til søs langfart altid at sejle for 25 år siden det var mit valg det var dog før jeg til dig ville bejle og nu er det faktisk blevet mit kald.
Fordele og ulemper kærlighed kontra kildevand med tvivlen jeg kæmper er det livet at være sømand?
Intens samvær og kvalitetstid ”ny” forelskelse og bankende hjerter tid til børnene og ja, selv til husflid det dejlige liv man virkelig mærker.
Langt fra hinanden og familien mange arbejdstimer, stress og jag det følger med i handels-flotillien malaria, ufred og alskens ubehag.
Det ene udelukker ikke det andet takket være dig min elskede Gitte begejstringen her ude er ofte blandet men mit lod i livet er langt fra en nitte."
Vi har haft en dejlig sommer, og nu pludselig er det blevet koldt. Man har kun lige fået badetøj og shorts lagt væk, og så er det næsten JUL!!! – i hvert fald iflg. forretningerne, deres udsendte reklameaviser og ugebladene.
Normalt synes jeg, at det begynder alt for tidligt, men så kom jeg til at se i et af ugebladene, som havde masser af ”gammeldags” julepynt, og så blev jeg helt nostalgisk og kom til at tænke på mine egne julekasser med alt det gamle ”skrammel”. Den halve papkugle, overdrysset med ”sne” ,foret med rødt papir og en stjerne, som jeg havde fået af min farmor, børnenes skæve julehjerter, kravlenisserne, der var klippet lidt i stykker (på bagsiden står der 2.kl, så fingerfærdigheden var ikke så stor), et syet julehjerte med en kat og en skål risengrød, hvor hanken var faldet af, musetrappen der snart mere består af tape end glanspapir, for slet ikke at tænke på alle de vind og skæve lernisser jeg har liggende. Jo, minderne er mange.
Nu er børnene for længst flyttet hjemmefra, og jeg synes at der gerne måtte komme lidt mere stil over julepyntningen og juletræets udseende, så det prøvede jeg for nogen år siden, men det gik slet ikke. Jeg må allerhøjest være kreativ med adventskransen (bare den er der), og med noget af julepynten, men juletræet….., ja, det skal altså ligne et juletræ. Den skæve stjerne er skiftet ud med en flot en, som jeg har fået af min mor. Lysholderne er skiftet ud med de flotte fra Georg Jensen – den ene af pigerne fik de gamle, så det er ligesom i orden. Men de kigger kritisk på træet, for nu at se om ”deres” ting også er der, og der er ingen undskyldninger for at de er gået i stykker, for julepynt kan sagtens repareres med lim og tape, ja, og så ser mit juletræ lige så ”rodet ” ud som det plejer – med alle minderne.
Jeg husker også en gang, da pigerne var små, og vi var på besøg hos deres faster, som havde pyntet op med kun hvidt og sølv (også juletræet). Det skal siges, at det var meget flot, men én af pigerne spurgte, hvorfor der ikke var pyntet til jul??!!!. Meget pinligt, og meget svært at forklare at der var pyntet til jul, men at man kan gøre det på forskellige måder. Den købte hun nu ikke, for som hun sagde: ”Der er jo ingen nisser”.
Vi synger naturligvis også de samme julesalmer og –sange som vi altid har gjort, og vi springer de samme vers over hver gang. Der kan dog godt snige sig en enkelt ”ny” ind, nu da vi har fået svigersønner, som selvfølgelig også har traditioner.
For et par år siden mente jeg ikke, at jeg ville have et juletræ, for sømanden var ikke hjemme, og jeg skulle ikke være hjemme juleaften og juledag, men stor opstandelse fra pigerne – i ”vores” hjem har der da altid været juletræ, så selvfølgelig anskaffede jeg et, og hyggede mig også med det .
Det her får mig så bare til at tænke på vores gode gamle julesang ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, som slutter med ordene: ”Rør blot ikke ved min gamle JUL”.
Glædelig jul til alle der læser dette og til jeres familier.
I skal have en god trivsel ombord samt en god kontakt til hjemmet. Hvorfor så ikke også til de unge, som er under uddannelse, og som engang skal overtage jeres job? I sømænd holder jo ikke altid til søen, der skal jo også nye kræfter til med tiden. Så hvorfor giver I ikke de unge en ordentlig behandling, når de påmønstrer? De har også brug for en god trivsel og start på skibene. Jeg håber, at dette giver I gæve sømænd noget at tænke over. I vil også gerne tages godt imod derhjemme!!! Det samme når I påmønstrer et nyt skib, ikke !!!
Vi skal have søfolkene til at omlægge kostvaner: sund kost, sund krop, slanke linier… waauvv!
Mon ikke mange søfolk vil sige: ”Vor Herre bevares”….. ?
Vi må ikke drikke, vi må snart heller ikke ryge og nu må vi ikke længere få flæskesteg og brun sovs??? Rend og hop!
Hvad siger sømandskonerne? Jubler de i deres stille sind, eller frygter de mest af alt oprøret, og den mere og mere utilfredse sømand? Som en hovmester refererede udsagn fra sit skib: ”Hjemme får vi alt det sunde, nu vil vi sgu´ have det vi kan lide”. Er det sådan?
Eller er den danske (og udenlandske) sømand slet ikke så konservativ, hvis han lægger hånden på hjertet, og føler godt efter??? Vil han gerne have en blot lidt sundere kost, og måske endda få et mindre vægttab som sidegevinst? For ikke at tale om større velvære? Og er det i virkeligheden mest en myte, at det kun er de ældre der vil have fed kost? Spiser den unge sund kost til måltiderne, men fylder sig med chips og lignende mellem måltider? Hvad er myte og hvad er fakta?
Èn ting er jeg dog ikke i tvivl om, og det er, at måltidet ombord har stor betydning, og det har flere funktioner. Det tjener selvfølgelig det formål at holde folk i live, arbejdsduelige m.m. Men det tjener også i høj grad en social og psykologisk funktion. Det er over måltidet, man snakker om alt mellem himmel og jord, fortæller vittigheder, slapper af og hygger sig med kolleger. Det er jo snart det eneste sømanden har at se frem til. Det er dagens højdepunkt, i en ellers lidt trist hverdag.
Kunne man forestille sig, at sømanden selv satte mere fokus på måltidet? At man snakkede madopskrifter, retter? Gik med i kabyssen for sjov? Lavede konkurrencer? Måske sker det allerede på nogle skibe.
Hvis kokken havde været på kursus og lært at lave mere fedtfattig kost, kost som blev mere interessant, ville det falde i god jord, eller ville det hurtigt blive pillet af ham? Er kosten så prekær at ingen skal komme og ændre på det, eller vil en ændring være kærkommen?
I Søfartens Arbejdsmiljøråd mener man, at den store stærke sømand i nogle tilfælde er blevet for stor, og vil derfor gerne give en håndsrækning, i form af debat og holdningsændring, så han spiser sundere.
Jeg er på vegne af Sømandskoneforeningen med i et Sund kost-udvalg i Søfartens Arbejdsmiljøråd, der skal forsøge at lave nogle tiltag til en kostændring i handelsflåden. Udvalget er sammensat af arbejdsmiljøfolk, ernæringseksperter, sejlende hovmestre, proviantinspektør og sømandskone. Man har blandt andet tanker om at lave en maritim kogebog, som måske kan være med til at inspirere til sundere og samtidig mere interessant mad. Jeg har været meget skeptisk, og er stadig i syv sind. Derfor ville jeg blive meget glad for noget respons, både fra sømanden og sømandskonen. Hvad synes du? Skriv, ring, mail til mig, adresser er foran i bladet. Jeg tager imod sure opstød, gode ideer, alt hvad angår emnet!
Og kære sømandskone, vi har repræsentantskabsmøde i august. Snak med din repræsentant, og giv hende besked med til mødet! Sund kost-udvalget mødes igen i september. Hvis dette har givet dig nogle tanker, sømand og sømandskone, skriv ned med det samme.
Det var overskriften for en temadag den 8. april, hvor Kirsten Nybroe og undertegnede deltog hos Forskningsenheden for Maritim Medicin (FMM) i Esbjerg. Efterfølgende var der reception i deres nye lokaler, idet de er flyttet sammen med Arbejdsmedicinsk afdeling på Esbjerg sygehus.
Ved temadagen var der adskillige oplæg fra diverse forskere, og mange tal fløj gennem luften. Der ud over er det udbytterigt at mødes med de mennesker, der, på den ene eller den anden måde, arbejder med den maritime medicin. For at sige det kort, så er meget kortlagt, men nok lige så meget mangler at blive undersøgt yderligere, så man kan mindske risici ved arbejdet til søs.
Det der måske nok slog os mest, var de fortsat ret høje benzenmålinger på kemikalie- og produkttankskibe. Ikke blot i forbindelse med arbejdet, men også inde i apteringen p.g.a. fordampning fra arbejdstøj m.m. Der mangler klart en forbedret indsats her. En indsats både fra erhvervet og fra den enkelte sømand. Og så er der fortsat en betydelig underrapportering fra de udenlandske søfolk. Kun ved de helt store ulykker ligger de på højde, i rapportering, med danskere.
Man har stor viden og erkendelse, men dårlige resultater med ændringer og forbedringer. Måske fordi den viden ikke helt når den enkelte sømand i, en for ham, forståelig form?? Måske fordi tilskyndede forbedringer er svære at integrere i dagligdagen?? Måske synes branchen lidt for meget, at det er da fint med et forskningscenter, men…bruger de resultaterne af forskningen?
Et eksempel Kirsten og jeg snakkede en del om: Vi ved, at de fleste ulykker sker ved færdsel på dæk. Formentlig p.g.a. et vådt og glat underlag, der tilmed er i bevægelse, og som måske er varierende glat afhængig af temperaturen? Afhængig af skosålen? Afhængig af skobærerens temperament, arbejdsbelastning, udhvilethed m.m?? Der er sikkert langt flere faktorer involveret i blot det lille eksempel. Men vi syntes, det måtte være muligt at få sømanden til at vælge et mere skrid sikkert fodtøj???.. Og måske er vi naive? Kunne man tænke sig, at skibsrederen sagde: ”Hvis du vil arbejde her, skal du bruge skrid sikkert fodtøj ved al færden udendørs”. Ville sømanden acceptere det, og gøre det? Hvem skal betale? Hvad er det rigtige skrid sikre fodtøj under disse betingelser, ved vi overhovedet det? Skal vi først måle friktionen på det enkelte dæk? Under forskellige vejrforhold? Der er måske flere spørgsmål. Måske er der et eller andet sted en skomager, der har været til søs? Kan vi finde ham?..
Der er dagen, hvor min mand skal af sted . Vi forlader begge huset kl. 8, han med taxa til stationen og jeg på min cykel.
Jeg kommer hjem igen 19.30 og er kun lige trådt ind ad døren, da telefonen ringer. Det er skipperen ombord, der gerne vil vide, hvor min mand er, da han ikke har været med flyet. Jeg siger hvabehar et par gange, for jeg tror ikke mine egne ører, det kan ikke være rigtigt. Han tager altid af sted i meget godt tid, så der er plads til div. uforudsigeligheder. Jeg ved ham medbringer såvel rederiets som skibets tlf. nr. og selvfølgelig vil ringe, hvis der er sker uregelmæssigheder.
Skipperen og jeg aftaler, at jeg kontakter Kastrup i håb om at få at vide, om han har benyttet sin billet. Desværre, er der ikke megen hjælp at hente. Det nærmeste jeg kommer er fragtafdelingen hos British Airways, der oplyser, at selvom de kan se, en billet har været benyttet, må de ikke oplyse om det. Nå, - tak for det.
Hvis min mand har været med flyet, hvor også skipperens afløser skal med, er han vel aldrig nået til Kastrup.
Mine tanker begynder uvilkårligt at kredse om hjertestop samt andre former for blackout. Jeg ringer til DSB, der desværre heller i kan hjælpe.
Tilbagemelding til skibet, der nu vil være i havn i løbet af 2 timer. Vi håber selvfølgelig han står på kajen, men tvivlen er efterhånden ret stor.
Der er gået 3 kvarter siden jeg trådte ind ad døren og uroen er i tiltagende. Telefonen ringer, det er konen til ham min mand skal afløse. Vi kender hinanden og hun bryder sig heller ikke om situationen.
Jeg beslutter at tjekke, hvad tjekkes kan inden skibet når i havn. KBH´s politi, Rigshospitalet som også undersøger akutindlæggelser på nabohospitalerne. Negativt.
Måske han aldrig er kommet med toget så jeg prøver politiet og hospitalet her i byen. Alle er meget hjælpsomme, men ingen har oplysninger om ham. Hos politiet spørger jeg, om der er mere jeg kan gøre og får at vide, at jeg stort set har fulgt deres procedure. Der mangler kun et opkald til taxaselskabet. Her kan de se bestillingen og ringer sågar hjem til chaufføren privat, så det er bestemt ikke hjælpsomhed det skorter på. Jeg kan ikke gøre mere blot vente på tlf. ringer.
Og det gør den. Jeg flår røret af – jaa. Det er min mand, det lige vil sige, at vores kommende ferie til England er bestilt.
Jeg kan slet ikke kende min egen stemme, da jeg råbende spørger, hvor fanden han er og hvorfor han ikke var med flyet ?. Han siger han sidder på kajen sammen med afløserskipperen og venter på skibet og at de var med samme fly. Han fatter selvfølgelig ikke, hvorfor jeg lyder ret hysterisk.
Situationen, og hvad jeg har fortaget mig de sidste par timer bliver hurtigt forklaret, og så dutter tlf. – heldigvis. Nu har jeg også fået nok. Et øjeblik efter føler jeg mig slatten som en karklud.
Alt endte heldigvis som det skulle, men det var ikke en rar besked at modtage. Og jo ganske unødvendig.
"Den 21.3. afholdt Søfartens Arbejdsmiljø råd en temadag om ISM (International Safety Management) og APV (arbejdspladsvurdering) i den danske handelsflåde. Der deltog ca. 175 mennesker fra alle sider af erhvervet, herunder undertegnede.
Dagen blev indledt med klip fra s/s ”Martha”, men trods fin forplejning på temadagen, var der ingen brottsjøsild…!
På ”Martha” ville man nok få bogreoler fyldt med den ene APV efter den anden, som er påkrævet ved alt risiko-arbejde! Alene med vore dages viden om, at de fleste ulykker til søs sker ved færden på dæk, når man tænker på alt det skrammel de gæve danske sømænd på ”Martha” lod ligge og flyde. Nu forhastede de sig jo ikke, så kun den langbenede kahytsdreng faldt over alt, inkl. sine egne ben. De kunne rigeligt hvile ud, og døjede kun med sprogproblemer, når de skulle købe en luder i land. Meget er forandret, der er løbet meget vand i floden siden da..
Indførelse af ISM eller SMS (Safety Management System), som startede i 1989 på et nordisk initiativ, for at sikre sikker skibsdrift, samt APV (”risk assessment”), som kom ca. 7 år senere, har været en – formentlig – nødvendig pestilens. Stakkevis af papirer, papirer det tager tid at udfylde, og som langt hen ad vejen har virket meningsløst. Har været udfyldt og anvendt ”blot” for at holde sin ryg fri. Og mange oplever det fortsat sådan, - en pestilens.
Men man må holde sig for øje, at målet er at sikre, at sømanden tager lige så sund og rask hjem fra skibet, som da han påmønstrede.
At det så virker tåbeligt med to forskellige systemer: ISM og APV, når man kunne nøjes med ét, er en anden ting. At det fortsat er en tidsrøvende faktor, og at evigt eksisterende sprogproblemer, også her, er en hæmsko. Rom blev ikke bygget på én dag, og der er ingen tvivl om, at der er et stykke vej igen, før det opleves som lige så selvfølgeligt, som alt andet arbejde ombord.
Essensen af de oplæg der var på temadagen, vil jeg prøve at sammenfatte således:
APV udfyldes ved ”særlig risiko” ved en arbejdsopgaves udførelse. Men det kan være vanskeligt at vurdere, hvornår der er tale om en særlig risiko. Det blev der ikke givet opskrift på. Det er en vurdering i de enkelte tilfælde. Det kan måske på ét skib være farligt at lukke luger, mens det kan være ufarligt på et andet. Det er ”det gode sømandsskab” der vurderer hvornår man vil betegne en arbejdsopgave som særlig risikabel.
Både ISM og APV må og skal implicere rederiet. Det er påkrævet med rederiets engagement.
ISM: Keep it simple! Skibene kortlægger risici. Beskriv hvad du gør, og gør som beskrevet (godt sømandsskab). ”Hellere lidt men godt”: Det er ikke et succeskriterium at kunne henvise til en masse manualer på et kontor ombord. Det er mere vigtigt at processen med kortlægning af risici er i gang.
Til coasterne har Arbejdsmiljørådet nogle runderingsskemaer, der kan anvendes ”i stedet for” APV arbejdet.
En psykolog, Thomas Ørskov, holdt et meget morsomt oplæg, der virkelig fik lattermusklerne på gled: Det handler om mennesker! Og: Vi smitter af på hinanden! ”Når alle taler om at have travlt, så må vi nødvendigvis svare ja på spørgsmålet: Har du også travlt? Ellers er man ude af fællesskabet!” Da han fik en gruppe udbrændte mennesker at arbejde med, spurgte han: ”Hvordan har du det? Jeg er ked af det, var svaret. Så sig til din ledelse at du er ked af det, for så vil de tage sig af dig! Det er jo bare det, - at sige det højt, for når vi ikke indfrier de andres forventninger, så bliver vi kede af det!”
Sekretariatsleder Morten Vinter gennemgik ménskader i årene 1998 og 1999:
Der blev anmeldt 1194 anmeldepligtige arbejdsulykker til Søfartsstyrelsen. Der blev fundet 138 ménskader i Ulykkesforsikringsforbundet. Det betyder at godt hver 10. ulykke giver varigt mén, mens resten helbredes (?)
Af erstatningsmuligheder er der via Arbejdsskadeforsikringsloven følgende muligheder:
Ménerstatning, for den medicinske skade.
Erhvervsevnetabserstatning for tab af erhvervsevne.
Forsørgertabserstatning og overgangsbeløb ved død.
Graden af invaliditet:
Lille invaliditet, under 10% i mén: 90 tilfælde
Middelstor invaliditet, mellem 12 og 25% i mén: 29 tilfælde
Stor invaliditet, over 25% i mén: 19 tilfælde, heraf 16 døde.
Tab af erhvervsevne (erhvervsevnetabserstatning, EET):
Små mén: 19% fik tilkendt EET
Middelstore mén: 38% fik tilkendt EET
Store mén: 100% fik tilkendt EET
I kroner drejer det sig om:
Ménskader:
Små mén: 20 – 40.000 kroner
Middelstore mén: 45 – 100.000 kroner
Store mén: 120 – 400.000 kroner
Ménbeløbene er forhøjede med 50% fra 2002.
Erhvervsevnetabserstatning (EET): Afhænger af indtægten. 25% giver f.eks. 5000 kr. pr. måned som løbende ydelse. Eller f.eks. kapitaliseret = 500.000 kr. som éngangsbeløb. Men der er stor variation.
Den største erstatning givet i det tidsrum:
En 45-årig skibsfører får 80% ménerstatning: 325.000 kr. Desuden 100% EET: 24.000 kr. pr. mdr., heraf kapitaliseres ½: 1.200.000 kr. med ny ydelse: 12.000 kr. pr. mdr. Det får han for lammelser i begge ben, lammelser af endetarm og blære m.m. efter fald 10 m. med MOB båd!
De døde:
15 dødsfald (af 16) undersøgt:
3 havde ingen efterladte, derfor minus erstatning
12 havde efterladte (ca. 100.000 kr.)
11 får enkerente, tidsbegrænset
14 med mindreårige børn, får pension til 18 år.
Konklusion på gennemgang af ménskader til søs:
Philipinere har markant færre ulykkestilfælde!
De alvorlige ulykker sker på dækket!
Første udmønstring på nyt skib er den mest risikofyldte!
Coasterne er en særlig farlig arbejdsplads!
Almindelig færden ombord forårsager mange alvorlige ulykkestilfælde!
Søfartens Arbejdsmiljøråd ønsker en halvering af ulykkestilfælde om 3 år, som målsætning. Dertil kræves fælles satsning, bedre og standardiseret rapportering, kampagne rettet mod færden ombord, særlig fokus på coasterne, systematisk fokusering på near miss (nær ved ulykke), accept af den blaimfree kultur (ingen bebrejdes ell. beskyldes).
Tal er sjældent interessant, og dog synes jeg disse siger noget om, at det er nødvendigt at gøre en indsats for at forhindre ulykker.
Vi vil jo alle gerne have vores sømand hjem, i samme stand, som da han drog af sted… "
"Fra Tidsskriftet ”Siden Saxo” har vi sakset nedenstående artikel skrevet af Hanne Poulsen
Går man gennem Nyboder vil man se mange af de karakteristiske hvide porcelænshunde i vinduerne. Der er mange gisninger og spekulationer om hundenes vej til vinduer og skabe i danske søfartshjem. Af Hanne Poulsen
Måske skulle titlen på dette lille studie bare være ”sømandens hunde”, for hvordan var det nu med disse hunde? Bag dette spørgsmål, der med mellemrum stilles til et søfartsmuseums medarbejdere, ligger historien om de populære sømandssouvenirs, fajancehundene fra Staffordshire, der i perioden 1860-1900 var den souvenir, som alle danske søfolk forventedes at tage hjem til koner og kærester fra engelsk havn. Til hundene blev knyttet nogle tvivlsomme traditioner, og figurernes egen slægtshistorie går tilbage til en fjern fortid. Figurerne blev altid solgt parvis. I deres engelske hjemland var de beregnet til at sætte på kaminhylden og havde derfor en forholdsvis ringe dybde, og bagsiden var afglattet og uden bemaling. Dette faktum, at der tale om en for- og en bagside, der ligger til grund for den mest udbredte tradition om hundenes rolle i søfartssamfundet. Ifølge denne stod hundene i vindueskarmen og kiggede ud efter manden, der var ude på de store have. Når manden kom hjem, blev de vendt. I ugebladenes antikbrevkasser blev historien selvfølgelig uddybet, og navne som Nyboder og Marstal blev sat på som aktuelle lokaliteter. Nu signalerede de udadkiggende hunde til elskeren, at der var fri bane. Den anden tradition fortæller, at pigerne i sømandsbordellerne ikke måtte tage imod penge, så derfor solgte de hundene til deres kunder for overpris. Men historien om sømandens hunde er så spændende, at vi her skal prøve at opridse deres kulturhistorie og prøve at komme om bag de senere traditioner. Pottemagerkunsten i Staffordshire I grevskabet Staffordshires nordvestlige del, grupperet omkring byen Stoke-on- Trent havde siden 1600-årene et stigende antal pottemagere slået sig ned for at udnytte de gode forekomster af ler, af adgangen til kul og transportmulighederne ad de indre vandveje ud til Liverpool i vest og The Wash og Humberfloden i øst. I dette tidligt industrialiserede Midtengland specialiserede pottemagerne sig i at fremstille pyntelige krus og kander, platter og figurer i hårdtbrændt ler, der med dekoration i emaljefarve og kobberlustre skulle konkurrere med de kostbare kinesiske porcelænsvaser og nipsfigurer og deres efterligninger fra de tyske porcelænsfabrikker. Fra omkring 1840 kunne man ligefrem tale om en storproduktion af figurer, idet fremstillingen blev sat i system således, at deres forside, bagside og bundstykke blev støbt i forme og sat sammen. Dette gjorde dem billige, og da kundekredsen var bestemmende for motivvalget, fik de såkaldte Staffordshirefigurer deres eget folkelige særpræg. Deres tid falder sammen med dronning Victorias regeringstid, og figurerne forestiller historiske såvel som tidens kendte personer, og mange af dem til hest. Navnet blev skrevet på soklen, for det var så som så med portrætligheden. Der var også romantiske og sentimentale figurgrupper, ikke sjældent øget med et ”hus” til lommeuret eller en lille vase. Mange af figurerne blev fremstillet og solgt som par, og de blev købt for at stå som pynt på hylden over kaminen, der var midtpunktet i ethvert engelsk hjem. En anden stor motivkreds var dyrefigurerne. Blandt Staffordshirefigurerne var mange dyr som katte, fugle, køer og får. Men det var hundene, der også i hjemlandet blev den store favorit. Der blev lavet langbenede mynder, for hundevæddeløb med disse dyr var en yndet sport i det engelske aristokrati. Men de mindre familiehunde blev dog de foretrukne. Moppen optræder tidligt, i begyndelsen af 1700 årene kom puddelen til, og op gennem 1800 årene konkurrerede denne i yndest med den langørede spaniel. I England blev spanielen brugt som jagt hund. Den går gerne i vand og er en glimrende apportør. Den er hvid og oftest med sorte eller røde pletter, der på lergodset blev påført med mønje, kønrøg eller kobberlustre, der kunne have et violet skær. Den plettede type blev også kaldt king Charles spaniel, for typen havde været hofhund hos Charles den Anden. Hund`ologerne opererer dog med flere betegnelser efter pletternes farve. Morsomt er det, at den karakteristiske danske sømandshund, der altså ligger i den sidste ende af Staffordshirefigurernes storhedstid, mest af alt ligner en pekingeser. Den gamle kinesiske race kom sent til Europa og blev her kaldt Peking Spaniels. En af de første hunde, der kom til vor verdensdel, kom som en gave til dronning Victoria. Med den stigende efterspørgsel blev hundefigurerne og især spanielen fabrikeret i tusindvis ikke alene i Staffordshire, men også i London, i Skotland og andre steder. De fleste modellører var anonyme, men vi kender nogle navne fra pottemagerområdet i Midtengland. En Georg Hood ved Bourne lavede fra 1845 store og små hunde. I Hanley hed en modellør af ”dogs og animals” James Hudson. Han døde 1882. I Burslem var William Kent en af flere, der omkring 1885 udførte hunde af forskellige typer. Hundene blev solgt på markeder til det engelske publikum, og deres tilnavn ”comforters” eller ”comforter dog” siger en del om de følelser, de små rare hunde vakte. Også engelske udvandrere ville gerne have et par hunde med hjemmefra til de nye kontinenter. Et andet tilnavn ”grave dogs” er sværere at forklare. I litteraturen om Staffordshirefajancer omtales ikke relationer mellem søfolk og hunde. Til de engelske søfolk blev nemlig fremstillet specielle sømandsfajancer med billeder af skibe og sømænd og med digte om Sailor`s Farewell og Sailor`s Return. Disse ting appellerede i mindre grad til skandinaviske og nordtyske søfolk. De foretrak hundene, der for en billig penge kunne købes i de havnebyer, hvor skandinaverne kom. Skibsdrengen købte hunde med hjem til sin mor, og skibsfører og styrmand tog et par med hjem til konen eller kæresten. Hjemme i den pæne stue var lågkisten blev afløst af dragkisten eller et chatol, og på disse høje skuffemøbler såvel som på de lavere kommoder skulle hundene stå til pynt, gerne med et skrin eller en vase i midten. Placeringen i vindueskarmen er en nyere skik. I hjemmene indgik hundene i en broget sammenhæng, som det fremgår af Johannes Olsens beskrivelse af et sydfynsk skipperhjem: Skibsbilleder på Væggene, kinesisk Porcelæn, Kobber- og Messingsager fra fjerne Lande, laksager fra Østen, Tekstiler fra Indien, Persien, Tyrkiet og flere Steder, mærkelige Fajancer, Våben og meget mere fra al Jordens Lande, ikke at forglemme de morsomme engelske Porcelænshunde med forgyldte eller violette Pletter. De holder Vagt på Kommoder og Skabe over sjældne Konkylier og mange andre Genstande, som Fatter hjemfører til Kone og Børn efter hyppigt lang Ventetid. Forhistoriske Aner I modsætning til de aktuelle og skiftende personfremstillinger fra værkstederne i Staffordshire, havde hundene som motiv meget gamle og eksotiske aner. De går tilbage til de løvefigurer, der vogtede de buddhistiske helligdomme i det gamle Kina. Disse løver optræder som par. De sidder på deres bagdel på en sokkel og vender et åbent gab mod beskueren. Ved første øjekast er de ens, men under deres løftede forben har hunnen, der altid sidder til venstre, en unge, og hanløven til højre en gennembrudt bold af samme type, som endnu benyttes i den kinesiske løvedans. Dyrene bærer et halsbånd, hvori hænger trebjælder, der har haft til funktion at afværge onde ånder. Der har aldrig været løver i Kina, men hanløver menes lejlighedsvis at have været skænket kejseren som gave fra det persiske hof. På de ældste bevarede løvefigurer ses en rem eller et reb at hænge ud af mundvigene i det blottede gab. Da kineserne aldrig havde set løver, mente de, at også hunløverne havde manke, så begge dyr fremstilledes med en lang og raffineret formgivet rygmanke. Fremme omkring 1700 var erindringen blegnet omkring det frådende rovdyr. Nu blev løvefigurerne fremstillet i stort tal og i lille størrelse beregnet for private hjem. 11 sådanne løvefigurer af porcelæn blev i 1700-årene indkøbt til Det kongelige danske Kunstkammer. De er 11 til 34 cm høje, og de fleste af dem har et lille rør ved siden til afbrænding af røgelse. De europæiske, først og fremmest de engelske opkøbere af kinesisk kunstindustri og kuriositeter, faldt for de charmerende dyr, som på grund af deres lighed med de kinesiske Peking spaniels blev kaldt Dogs of Fo (Fo=Buddha), på dansk Fo-hunde. Og disse Fo-hunde er i næsten uændret form blevet eksporteret fra Kina til Europa lige til nutiden. De kinesiske varer blev ivrigt efterlignet, men i løbet af 1700-årene gik mange engelske pottemagere over til at fremstille hunde, der lignede engelske familie- og skødehunde, men de kaldtes stadig China-dogs. Som følge af ordet China`s dobbelthed, idet det ikke alene betyder Kina, men også porcelæn, blev fajancehundene mange steder, også her i landet kaldt porcelænshunde – og det endda af folk, der vidste bedre besked. Staffordshirehundene optræder også altid som par. De sidder vagtsomt på deres bagdel, vendt mod hinanden og symboliserer efter traditionen troskab og tryghed. Der er ingen kønskarakter ved hundene, og her kan vi så trække en parallel til løvehunnen med ungen. Et andet fast træk ved hundene er, at de bærer et halsbånd, hvorfra der udgår en gylden lænke, og i halsbåndet hænger en forgyldt lås. Hvem har nogensinde set en hængelås på en lille hund? Det er simpelthen Fo-hundens midterste og største bjælde (eller er det en lotusknop?), der er blevet til en hængelås. Det trygge og rare ved hundene har også betydet noget for sømanden selv. Han behøvede jo ikke at give den fra sig med det samme, og når skibet lå i havn, så de jo pæne ud på skibskistens låg. Blandt de få beretninger, vi har om hundenes første ejere, handler tre om hunde, der af sømanden tages frem af kisten og foræres til en kvinde som afdrag på økonomisk eller følelsesmæssig gæld. Ingen af de bevarede case-stories om hundene har baggrund i noget seksuelt. Kort tid efter en forespørgsel, hvor jeg – også ud fra egen baggrund i Nyboder og svigerfamilien i Marstal – omhyggeligt havde tilbagevist enhver uanstændig baggrund for Staffordshirehundene, nød jeg i London det milde decembervejr ved en slentretur i de victorianske rækkehuskvarterer omkring Earls Court. Pludselig blev min opmærksomhed vakt af en Staffordshire rytterfigur, der stod ude på gesimsen foran et halvvejs åbentstående vindue, hvor gardinet var trukket for. Som jeg stod der og stirrede på det usædvanlige syn, rakte en nøgen kvindearm frem foran gardinet og stak en langstilket rød rose under armen på rytteren. Siden da har jeg været lidt mere forsigtig med at afvise, at hundenes placering i et vindue i individuelle tilfælde kunne være brugt som tegn. Men med den sociale kontrol på godt og ondt, der har hersket mellem søfartssamfundenes tætliggende huse, må netop disse lokaliteter nok kunne sige sig fri. ”De uartige hunde” version 2, der knytter erhvervelsen af et hundepar til bordelvirksomhed virker ganske usandsynlig. Aldrig har man vel hørt om et så fintfølende etablissement, at damerne ikke måtte tage imod penge, og så endda i de engelske havnekvarterer, der skal være hjemsted for historien. Den (øst)tyske etnolog, Wolfgang Rudolph, der fra 1950`erne berejste den tyske Østersøkyst, stødte også på denne historie, som han fandt var vidt udbredt, men som havde sit tyngdepunkt i området mellem Kiel og Rügen, hvorfra den også havde vundet indpas i Danmark. Måske er historien blevet kolporteret af antikvitetsopkøbere, der ville styrke interessen for de små hunde? Den engelske journalist og forfatter Charles Dickens skrev adskillige rejsebreve, og i et af dem fra 1800 årenes midte, besøger han sammen med lovens håndhævere de mørke labyrinter i Liverpools dokker, hvor alskens farer lurer på ”mercantile Jack”. Logishuse, damer i forskellig alder og hyrebasser befolker de skumle lokaliteter. Men to steder noterer Dickens sig en større udstilling af ”crockery” d.e. lertøj, ”postelin”. Jeg behøver kun at skildre et par af de huse, hvor man ventede på Jack, som eksempel på de andre. I mange kom vi ind gennem lange, lurvede gange, hvor der var så bælgmørkt, at vi måtte føle os for med hænder. Ikke eet af alle dem, vi besøgte, var uden sin udstilling af billeder og porcelænssager. Mængden af de sidste, der var stillet til skue på hylder og i små glaskasser i de elendige værelser, vidnede om, at Koffardi-Jack måtte have en påfaldende forkærlighed for pottemagerarbejder, når der måtte så meget til af denne madding i hans snarer. Det står læseren frit for at tolke fajancernes tilstedeværelse. De kan have været bordelmutters alibi. Ved ordensmagtens ankomst kunne hun skifte identitet til souvenirsælger. I 1954 var en vistnok københavnsk journalist på besøg hos en antikvitetshandler i Tønder for at få en god artikel til søndagstillægget. Artiklen indledes således: For hundrede år siden måtte de engelske glædespiger ikke tage imod penge af deres kundekreds. Derimod måtte de godt sælge 30 cm høje proselænspuddelhunde – til overpriser. En engelsk porcelænsfabrik beskæftigede sig ikke med andet året rundt end fremstillingen af disse sorttrynede hunde med de forbavsede øjne. Der har tilsyneladende været god efterspørgsel efter puddelhunde og kærlighed på de tågede britiske øer. Mange sømænd ”købte” disse hunde, og når de vendte hjem til den hjemlige favn, berettede de, at hundene var en souvenir fra besøget i England. Hvad de på en måde jo også var. Og antikvitetshandleren står inde for historien. Erfaringen viser, at folk har en bedre hukommelse for pikante historier end for de mere sobre, og museumsfolk er ingen undtagelse. Den ellers så forsigtige forsker og daværende leder af museet på Koldinghus, Sigurd Skov, fortæller i 1963 til en journalist fra Kolding Folkeblad om ”tempelhundene ” som de oprindelig var i Kina. Også den engelske udgave af hundene kan efter Skovs mening henføres til kategorien tempelhunde: …for de har gjort tjeneste i små kærlighedstempler i fremmede havnebyer. Disse kærlighedstempler var som regel beliggende i en og samme gade i de engelske havnebyer, og pigerne, der holdt til i dem, var rationelt indstillede. Det var dem, der handlede med hundene. Når en dansk eller en anden sømand eller rejsende gik gennem gaden, kunne han ved et blik i vinduet forvisse sig om, hvorvidt der var åbent i templet eller ej. Var det åbent, vendte hunden ansigtet ud mod gaden, men var der optaget, sendte hunden sit blik ind i stuen, eller måske var det omvendt. Fandt man det åbne tempel, var der vel ikke mange betænkeligheder ved at gå ind, og når ceremonierne var overstået, var det naturligt, at man tog hunden med – selvfølgelig mod betaling, hvorefter pigen kunne stille en ny i sit vindue. Her ser vi de to traditioner kørt sammen til en med en noget uskarp kontur. I sin sammenfattende publicering af Østersøegnenes sømandssouvenirs fra 1982 er Wolfgang Rudolph kommet frem til den konklusion, at der intet belæg er for version 2, men at den må være opstået omkring 1900 i et muntert lag af badegæster eller kunstnere for at latterliggøre hundene, der for dem var indbegrebet af kitsch og småborgerlighed. Det lystige selskab (Rudolph siger feuchtfrölich) har ligget flade af grin over konerne i den lille fiskerflække, der så om hyggeligt tog vare på de værdsatte pyntegenstande. Hun skulle bare vide – ha-ha-ha. Måske havde badegæsten læst Dickens. I hvert fald er historien utrolig sejlivet og blev så sent som i Marts 1999 bragt til torvs i det svenske Tv-program Antikrundan. Som antikviteter betragtet er det gået stærkt op og ned for hundene som for den øvrige gruppe af Staffordshirefigurer. Hvor der i begyndelsen af 1900-årene næppe var et sømandshjem, der ikke ejede et eller flere hundepar, var de følgende generationer knapt så begejstrede for de nipsgenstande, der blev forbundet med den ufriske klunkestil. Måske har også bordelhistorien kostet mange hunde livet. I sine erindringer, udgivet 1953, mindes Andreas Sørensen sit barndomsmiljø i Sønderho. Hans far havde sejlet i 45 år, de første mange år i sejlskibene, før han som skipper måtte resignere og blive styrmand i en damper. Fra sejlskibs tiden havde faderen hjembragt to store krøllede ”Aberdeen-hunde” med gule bånd om halsen. De stod på kommoden og vogtede en hjord af elefanter i hårdt, sort træ. Disse hunde holdt jeg meget af, og denne Kærlighed har ikke fortaget sig. Hver gang jeg i en Antikvitetsforretning ser ind i disse trofaste Øjne, husker jeg den Hærskare af Fajancehunde, der indtog Hæderspladser i de gamle Fanø-huse. Kunstkendere trak dengang på Skulderen af Aberdeen- eller New Englandshundene, men nu har de oplevet en Renæssance og koster op til et Par Hundrede Kroner Parret. Jeg har selv fire Hunde, to store og to ”Hvalpe”. Med de sorte Snuder kækt i Vejret står de under et Billedgalleri af gamle Fanøskibe, som for fulde Sejl stævner frem over de syv Have. Hundene var atter kommet på mode, og i løbet af 1950-erne blev de statussymboler på linie med malede almuemøbler, manglebrætter og Kellinghusentallerkner. Især de hvide løveklippede pudler med ”pels” af porcelænsgrus, de såkaldte sukker- eller krymmelhunde, var nærmest uopnåelige for en almindelig lønmodtager. Hundene kom så højt op i pris, at der i England og måske også andre steder i 1960-erne blev startet en produktion af nye hunde af spanieltypen, hvide med halsbånd. Hermed gik bunden ud af markedet samtidig med, at en ny generation fordrev almuetingene fra hjemmene og gik over til ”high tech”. Nu ser man atter hundene i de små søfartssamfund i stigende tal, for igen produceres der ”nye” hunde. Ofte anskaffes de af tilflyttere eller ”københavnere”. De ved, at der var noget med søfolk og hunde, og var der ikke en pikant historie bag? Men hundene fortæller ingenting. Om man vender de sorte snuder mod stuen eller mod gaden ser de med store øjne lige frem for sig uden dog at se, og ikke en trækning opliver deres tålmodigt melankolske ansigtsudtryk.
Hanne Poulsen er inspektør på Handels- og Søfartsmuseet og har tidligere skrevet om hundenes historie i Handels- og Søfartsmuseets Årbog 1999"
Jeg har netop siddet og læst ”Søhesten” og vil gerne fra Kolding/Fredericia/Strib afd. byde Kirsten Nybroe velkommen som konstitueret formand. Det er vel altid en næstformands mareridt, det der nu er sket for Kirsten, men vi er helt overbevist om, at du, Kirsten kan klare opgaven, som landsformand for ”SØMANDSKONEFORENINGEN af 1976”.
Det er netop da jeg læser formandens side, jeg kommer til at tænke på vores diskussion på landsgeneralforsamlingen i Rebild 2001, om hvor vidt foreningen skulle have nyt navn. Jeg husker også tydeligt, at jeg lod mig rive med på ideen om, at vi skulle ændre navn – MEN ved nærmere eftertanke, hvorfor skulle vi det – er vi ikke SØMANDSKONER og er vi ikke en FORENING, der skal stå sammen om last og brast. Jeg tvivler meget på, at et navneskift vil få flere unge eller yngre SØMANDSKONER til at melde sig i foreningen. Jeg tror, at de fleste af os har et ”kælenavn” som vi bruger i daglig tale – i vores omgangskreds, blandt ”landkrabber” hedder foreningen aldrig andet en ”ENKERNE” – og det er da helt fint for mig – og hvis man har lyst til at være medlem, ja så er det da uden betydning hvad foreningen hedder !!!.
Selvfølgelig skal vi have nye medlemmer for, at foreningen kan overleve – og jeg tror på, at vi skal bruge de kræfter vi har, på at finde de ”nye” SØMANDSKONER med andre budskaber end en nyt navn.
Jeg har desværre kun været medlem af ”SØMANDSKONFORENINGEN af 1976” i et år – men jeg havde jo alle mine veninder, hele vores familie og havde jo knap tid til at ”passe” dem. Men at komme ind i en forening med så mange søde og selvstændige ”piger” har været så dejligt. Jeg har fundet ud af det at være SØMANDSKONE jo slet ikke er så galt endda. Vi ved jo alle hvad vi taler om, om at savne, om højtider, fødselsdag o.l. uden far og mand, om forventningerne til hjemkomsten o.s.v.
Jeg har så også været så heldig, at der er flere af vore medlemmer, der er et par generationer ældre og det er rigtigt hyggeligt - når vi yngre SØMNDSKONER har det så hårdt, ja så er det godt, at få lidt fortalt om dengang det var hårdt, at være SØMANDSKONE, hvor udmønstringer på 2 år uden nogen form for kommunikation, var deres liv – men vi høre dem aldrig beklage sig over hvordan tiderne var, men har så stor forståelse hvorfor det er så svært i dag !!!
Jeg har den fornøjelse at hente og bringe ”mosteren” fra Strib og når Anna på 89 år på vej til summemøde sidder og synger ”Vi går aldrig hjem …” ja så syntes jeg bare det er synd for dem, der ikke er medlem af ”SØMANDSKONEFORENINGEN AF 1976”.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 31/12-1979 Kategori (i):
Når den ”kære” sømand skal afsted
I mange af de indlæg vi ofte læser her i Søhesten, handler det om livet i sømandsfamilien.
I de fleste tilfælde omhandler det skrevne de mange gode oplevelser vi har, hvad enten sømanden er ude eller hjemme. Mange af os har beskrevet hvor godt det er at få sømanden hjem på landlov, og lige så tit har vi skrevet om, hvordan det er for familien, når han tager af sted på job igen. Tiden op til afskeden kan være ganske hektisk. Måske skal han lige nå at tømme tagrender eller bilen skal have skiftet tændrør og måske er det lige nu, han skal til lægen for at få fornyet den blå bog. Hvorfor det i vores familie altid skal foregå dagen før afrejsen, har altid været til stor forundring for mig, men man vænner sig jo gennem årene til, at sådan er det bare!
Og man ved jo, at når først han er taget af sted og nået godt frem til skibet, så kan man stille og roligt finde sin egen dagligdag.
Men jeg husker dog et par gange, hvor det blev særligt hektisk!
Jeg havde gennem et stykke tid bemærket, at et fjernvarmerør på gæstetoilettet var begyndt at dryppe, bare ganske lidt. Jeg havde gjort sømanden, som er uddannet klejnsmed (inden søfartskarrieren), opmærksom på det ”lille” problem. Han kiggede grundende på røret, og svarede mig så, at sådant et gammelt rør havde masser af rust, og at den lille læk ville lukke af sig selv!! Jeg stolede selvfølgelig på ekspertisen, og da afskedsdagen kom, kørte jeg ham i lufthavnen, som så mange gange før. Da jeg vendte hjem, opstemt efter kys og kram i den lille indenrigslufthavn, bemærkede jeg en usædvanlig fugtig luft i stueetagen. Det undrede mig noget, indtil jeg fik åbnet døren til gæstetoilettet! Den lille læk var blevet til ikke mindre en et sprunget rør, hvorfra der nu udspyedes kaskader af varmt vand. Jeg stod vel et par minutter, handlingslammet, og kiggede på det våde inferno, med tårer der trillede næsten lige så hurtigt som det vand der fossede ud af røret. Indtil jeg mærkede en harme vokse op i mig. Det skulle han sateme få betalt! Som sømandskone er man jo vant til, at klare tingene, så jeg slog op i telefonbogen og fik ringet til et VVS’firma. De må have kunnet høre at gråden stod mig i halsen, for der gik ikke ½ time, før en blikkenslager ringede på døren og fik skiftet det forpulede rør. Og sømanden? Da han ringede hjem, fik han en skideballe af rang, men tingene var jo klaret, så jeg fik ham aldrig ”betalt”!
En anden gang skulle sømanden af sted, mens jeg var på job. Vi havde sagt behørigt farvel og lavet aftaler som vi plejede. Han skulle tage en taxa til banegården og ville ringe, når han nåede frem!
Da jeg kom hjem fra job, lå der en lille seddel til mig på køkkenbordet. ” Jeg fik lige lidt travlt. Tog bilen til banegården! Kys, kys. Sømanden!”
Jeg blev ret målløs, for hvor havde han parkeret bilen? Der er op til flere parkeringspladser, og den gang var der på alle pladserne begrænset parkeringstid! Sønnen og jeg tog en taxa til banegården, og så gik eftersøgningen ellers i gang. Jeg var fuld af harme, for hvis nu der oven i købet var en parkeringsbøde , vidste jeg at så ville mit temperament slå ud i fuld lue! Så skulle han sateme få det betalt! Vi fandt dog ret hurtigt bilen. Sømanden havde stillet p-skiven 4 timer forud og heldigvis havde ingen P-kontrollør været forbi, men jeg må indrømme at det ikke var de varmeste tanker jeg sendte den udmønstrende sømand. Da han ringede hjem, var tingene jo klaret, og jeg har vist aldrig fået ham ”betalt”.
I efteråret færdiggjorde jeg en uddannelse som arbejdmiljøsygeplejerske. Som afslutning på uddannelsen lavede jeg en eksamensopgave med titlen: ”Den isolerede sømand”.
Den har været kort nævnt her i bladet tidligere, men da jeg fortsat får henvendelser fra sømandskoner og sømænd om at få opgaven mailet, vil jeg kort beskrive hvad den omhandler.
Da jeg længe har brændt for sømandens velfærd, var det nærliggende at opgaven skulle omhandle den danske sømand. Jeg havde en ide om, at den forholdsvis isolerede tilværelse til søs, påvirker sømanden i en negativ retning, og det ville jeg prøve at undersøge nærmere. Jeg er ikke til spørgeskemaer, da jeg synes det er begrænset hvad de kan udtrykke, specielt når det handler om bløde værdier. Derfor lavede jeg kvalitative interviews med 3 sømænd og deres respektive hustruer. Det er ikke just et stort antal, men arbejdsbyrden med den interviewform er enorm, og med job ved siden af, havde jeg ikke tid til mere, desværre. Det er naturligvis derfor begrænset hvor meget man kan konkludere ud fra et lille materiale som det. Men alt tydede – desværre – på, at sømanden påvirkes i en negativ retning af den isolerede tilværelse.
I Søfartsstyrelsen og Søfartens Arbejdsmiljøråd har man inddraget opgaven i sit arbejde med det psykiske arbejdsmiljø til søs. Forskningsenheden for Maritim Medicin har fundet den interessant, og Seafarers International Research Centre i England, har efterspurgt den. (I kender vel ikke nogen der vil sponsorere en oversættelse til engelsk?).
Den efterlader to vanskelige spørgsmål: Hvad gør vi ved det? – og – Hvordan undgår vi, at det skræmmer unge væk fra faget? Det sidste er erhvervets største bekymring. Det første er min største bekymring, og i sidste ende, mener jeg, den eneste chance for at holde på de unge i søfartserhvervet. Så de to spørgsmål er i virkeligheden uadskillelige.
Men det første skridt må være, en øget opmærksomhed på problemet, så den enkelte sømand bliver bevidst om denne risiko, for kun der igennem kan han selv være med til at modvirke denne påvirkning. For at tro, at erhvervet vil sætte flere folk ombord i skibene, for at mindske følelsen af isolation og ensomhed, er en utopi. Vi må finde andre veje.
Forrest i bladet finder du min mailadresse. Lad mig høre fra dig, sømandskone og sømand, og hvem der ellers læser vores blad. Jeg sender gerne opgaven, modtager spørgsmål og kommentarer.
"Ilse har ringet til mig med et ""lille hjertesuk"". Der mangler stof til bladet.
Derfor har jeg prøvet at lave lidt ""brainstorming"", som man lærer i skolen, når man skal skrive en stil eller ""sådan noget"".
Det var måske en ide, at kontakte dansk sømandskirkes udstationerede præster og høre om de evt. kunne skrive lidt om deres oplevelser ombord på de danske skibe rundt omkring i verden. Måske kender du/I en person i omegnen, som kunne skrive lidt til bladet, der er ingen, der siger, det absolut skal handle om søfart, alt har vel interesse. Hvad med en boganmeldelse, eller en film/video, som I har haft glæde af?
Hvad med rejseoplevelser, ikke kun til søs, men måske et rejsemål, der har været dejligt med eller uden børn, noget I evt. kunne anbefale.
Har I været til foredrag i en anden forening, måske den person kunne tænke sig at skrive lidt i vort blad?
eller hvad med at finde en ældre person i foreningen, som har sejlet i gamle dage, og lade vedkommende fortælle, eller selv skrive. Hvis I ikke synes det er så let at formulere sig skriftlig, så vil vi da hjertens gerne stå til rådighed med hjælp.
Har I voksne børn, måske de kunne tænke sig at skrive lidt om, hvordan det har været at være barn af en sømandsfamilie.
det var lidt løst og fast som lige faldt mig ind, efter Ilse havde ringet.
Men noget helt andet...kære sømænd.
Hvad med jer? Hvis I ikke var der, var der ingen sømandskoner og ingen forening og derfor heller ikke noget blad. Kunne I ikke tænke jer at fortælle lidt om jeres oplevelser der ude på de vilde vover?? Det ville være dejligt, at høre fra jer. Tænk om vi kunne høre om både gamle og nye tider.
Vi husker Torild Wulffgatan, for det er genkendelses glæde, da vi svinger til venstre ad den. En del af gaden omgives af lange træhuse i 2 plan. Afstemte farveskift for hver løbende 6-7 meter indikerer nye ejerforhold. Ungerne spørger fra bagsædet, om det er sådan, svenske rækkehuse ser ud?
Vi husker især nr. 8, skønt det er 2 år siden, vi var her, og da var det tilmed første gang. En hvid funkisagtig bygning i hele 3 plan danner facade mod os. Det er den danske koloni- og sømandskirke.
Tujaen til venstre for trappen er smukt dekoreret med lys, og i vinduerne står de karakteristiske svenske stager i vinkel, og sender hver 7 små lysende velkomster ud til os, der er på vej ind for at fejre, at netop verdens lys blev født julenat.
Nu sidder vi så dér igen på bageste række, og lader blikket skimme Majestæt og Kongelig Højhed, danske flag i forskellige udgaver, standerur og kirkeskibet Lilla Dan. Jeg sender et internt signal til vores yngste datter, der deler fornavn med modelkopien. Hun modtager signalet og smiler.
Her er fuldt hus, for flere stole hentes ind og besættes straks efter. Alt foregår i roligt tempo. Panik ville ikke have undret mig. Jeg ved, at bare 25 min. før gudstjenesten skal begynde, var pastoren på kajen i Älvsborgshamnen i kirkens røde minibus. Oven i købet for anden gang denne eftermiddag for at hente besætning fra dels Tor Dania og dels Tor Britannia. Ja, han tog sig endog tid til at give hånd til hilsen. Det hele er tydeligvis prøvet før. Han ved, at han når det hele. Hvis ikke lige til kl. 1500, så i hvert fald cirka.
Vores ældste datter husker porcelænsfigurerne af Maria og Josef og lille Messias opstillet på et lille rundt bord med stjernen hængende ned fra loftet. Vores søn husker orglet, som er det mindste, han mener at have set. Lilla husker, at hun var her som fireårig. Min navigatør og ægtemand husker den mobile alterskranke, og selv husker jeg karnappen. Sådan har forskelligt fæstnet sig hos os hver især fra vort tidligere besøg.
Da bedeslagene slås, spekulerer jeg på, om de mon slås på en skibsklokke. Det er vel ikke en umulig tanke. Jeg glemmer at checke det, inden vi forlader kirken.
Kirkesalen forekommer lys og venlig, og udsmykningen på væggen til højre for mig fanger mit blik. Et velkendt motiv.
En kold februaraften sidste år var sømandskoner og et par sømænd i Odense Lokalafdeling gået en tur ud at spise sammen. Snakken gik om løst og fast i den mexicanske restaurant og da vi nåede til den mexicanske kaffe, var emnet ferieture.
Vi berettede for hinanden om dejlige ture vi havde været på og længslerne i den kolde vinteraften gik hurtig i retning af sol, sommer og oplevelser.
Flere af os kunne huske en artikel i Søhesten om en tur på de engelske kanaler. Det var Ulla her fra byen, som havde skrevet om denne lidt anderledes måde at holde ferie på. Da jeg selv både er fascineret af, men samtidig yderst respektfuld overfor vand, fandt jeg at denne form for sejlads måske lige var noget for mig. Jeg ville jo kunne se land hele tiden!
Nu er Ulla en pige som ikke har langt mellem ord og handling, så allerede næste dag, var hun forbi mit hjem med flere brochurer og prislister fra deres tur i det sydengelske.
Vi drøftede muligheden for, sammen at holde ferie på disse såkaldte “narrowboats”.
Ingen af os havde før holdt ferie med et andet ægtepar i en længere periode. Vi selv havde været i sommerhus med familie. Nogle gange var det gået ganske fint, og andre gange havde vi måttet føle, hvordan forskellighed i levevis kan udarte sig til noget mindre godt. Og specielt var det måske med sømænd, som KAN være nogle rigtige enspændere! Så vi blev enige om, at lave en decideret handleplan, inden vi besluttede os.
Første punkt i planen var at spørge vore mænd, som begge var ude at sejle på dette tidspunkt. Snart indløb mails med beskeden: “Det lyder spændende. Gå bare videre med planen!”
Der blev kigget i kalendere og priskataloger, og vi fandt ud af at rent ferie- og prismæssigt skulle turen foregå midt i april. Jeg havde før været i Liverpool på denne årstid og da var foråret ca. en måned længere fremme end herhjemme. Området vi skulle sejle tyndt var den vestlige del af Wales, så her skulle Golfstrømmen også påvirke temperaturerne. Det mere praktiske med at booke og købe billetter skulle Arne tage sig af, når han snart var hjemme. Han er en ren ørn udi Internettet, så den tjans måtte han gerne have.
En aften så vi Arne og Ullas lysbilleder og en videofilm som de havde købt med hjem fra deres sidste tur. Dette visuelle indtryk vi nu fik af denne ferieform gjorde kun forventningerne større.
På et tidspunkt meldte spørgsmålet sig om, hvordan vi to par skulle finde ud af at være sammen på så lille en plads sådan et skib trods alt har. På tegninger over båden kunne vi se, at der var mulighed for at hvert par kunne få hvert sit soverum. Det var nok noget af det vigtigste, syntes vi. Men jeg personligt havde en anden ting at drøfte og få sat på plads, inden vi tog af sted. Som den eneste af deltagerne er jeg ryger, og selv om jeg synes, at jeg er en rimelig hensynsfuld ryger, var det vigtigt for mig, at vi
havde klare linier på det område. Der var blandt alle fuld forståelse for, at jeg gerne ville have en smøg i ny og næ, - og jeg selv foreslog, at de fleste af mine rygeseancer skulle foregå udendørs, når der var mulighed for det.
Vi fik også aftalt, at vi ville gøre rast om middagen og igen om aftenen, så vi havde mulighed for at besøge nogle af de mange pubs, som ligger langs kanalerne.
Endnu en ting, som er ret vigtig at få debatteret ordentligt igennem, er friheden til at foretage sig handlinger, som man gerne vil være alene om. Altså at man absolut ikke behøver at følges ad alle 4, når båden lå stille.
Med alle disse aftaler og overvejelser på plads, var vi nu parat til at invadere de walisiske waterways.
Udturen foregik med fly til Stansted og derefter med flere forskellige tog tværs over England. I en lille bitte landsby var en af de stationer, hvor man udlejede bådene. Her overtog vi hurtigt vort 30 fods flydende hjem for de næste ti dage. Klokken var 5 om eftermiddagen, så første etape skulle blot være på 1 time og de første sluser skulle passeres. En sådan kanalbåd sejles og navigeres udendørs. Altså bare en rorpind under armen og så af sted.
Her blev jeg udsat for min første prøvelse, idet vejrguderne absolut ikke var med os! I kraftig blæst, sne og hagl fik Ulla og Arne båden startet og manøvreret ind i den første sluse, som lå umiddelbart op ad stationen. Jeg skuttede mig og sendte tankerne til de dage i april, hvor jeg et par år før havde været midt i forårets pragt i Liverpool. Bådudlejeren forsikrede os, at der havde været forår i luften, men at der var lovet vintervejr de næste dage! Jeg kunne dog sende et triumferende blik til min mand - her var det for en gang skyld på plads, at jeg havde pakket kufferter som jeg plejede. Lidt til koldt vejr, lidt til varmt vejr og så lige lidt ekstra, hvis nu ---!
Efter 1 time var vi fremme ved den første pub, hvor vi kastede anker - det vil sige en pløk i kanalbredden - og båden var fortøjet. Det var 4 isklumper der den første aften satte sig til bord i den hyggelige pub, og hjemvendt til båden efter et godt måltid var vi hurtigt i køjerne. Det havde været en lang dag med rejsen fra Odense og hertil.
Næste morgen var det tidligt op og af sted. Mange sluser og vippebroer skulle gennemsejles i løbet af dagen. Ulla havde lagt ruten med målet Lhangollen, som ligger helt nordligt i Wales. I løbet af ganske kort tid havde vi fundet vores “pladser” på båden. Ulla, som jo er uddannet skibsfører, stod for det meste ved rorpinden, Arne og Lars sprang af båden, når der skulle åbnes og lukkes sluser. Og jeg? Nå, ja - det med at springe i land var ikke lige noget, når mit ben ikke var vokset rigtigt sammen efter et tidligere brud - og så var der lige det der med at der skulle hoppes over 1/2 meter vand medens båden var i fart. Det er nemlig sådan, at den helst ikke skulle ligge stille, da den ellers ville blive taget af den modstrøm som blev dannet af det overløbsvand, som løb ved siden af sluserne. Men jeg tog da et par opgaver, som en del af besætningen. Jeg vaskede op efter morgenmaden, sørgede for varm kaffe og te, holdt det værste skidt fra lønningen, og så havde jeg udkigsposten! Sådanne kanaler bugter sig i landskabet, så når man stod ved rorpinden agter, var der ikke altid mulighed for at se om der kom modtrafik, og da slet ikke når der skulle sejles under de hundrede af broer, som var bygget over kanalerne. Så var det min opgave at læne mig godt ud over stævnen og forsøge at få blikket til at gå om hjørner, og var der andre både i farvandet var det om at råbe gevalt, så der kunne slås bak!
Det med at få det til at fungere kræver, syntes jeg, også at man tager del i al arbejdet, så det ikke kun var een, der skulle have den anstrengende tjans ved rorpinden bl.a.. Ulla var da også velvillig til at lade os andre komme til, men der skulle nu ikke mange forsøg til, før jeg måtte give op og fralægge mig den post. Et er søkort at forstå, et andet er skib at føre, det måtte jeg sande. Sådan en lang djævel med en fart på ganske få knob er altså noget langsom og tung i betrækket. Den reagerer slet ikke som man forventer. Skulle båden styres mod højre brink skulle rorpinden til den modsatte side - og det skulle altså gå stærkt, hvis man havde kurs mod brinken og det mudder, som ofte var lejret der. Flere gange hamrede jeg båden ind i brinken, som var det min mening at fortsætte sejladsen på land. Skibet var som en madamme - ret tung i bagen og stædig som de værste af slagsen, og når man så har en professionel skibsfører til at stå og betragte sig og siden hjælpe een ud af suppedasen, ja så tror jeg alle ombord havde forståelse for, at lige den tjans skulle jeg ikke have!! Slukøret kunne jeg indtage min udkigspost, men kunne dog gøre nytte med bådshagen, hvis vi skulle stage os ud af lavt vand eller mudderbanker.
På turen gennem det smukke landskab, som blev mere og mere kuperet efterhånden som vi fik båden sluset op ad, fik vi mange smukke dyr og fugle at se. En sjælden lille væver een var isfuglen. Som et lynende blåt blink fouragerede den langs kanalens bredder.. Grævlinger og vandrotter var også dyr vi jævnligt så, desværre alt for ofte druknede i sluserne. Turens højdepunkt i mere end een forstand var Lhangollenækvadukten. Den førte over en bred dal ganske få miles før man ankommer til byen Lhangollen. Vi nåede dertil en tidlig formmiddag efter om morgenen at have sejlet igennem en over 100 meter lang smal tunnel. Vi stod alle
spændte på dækket og betragtede akvædukten. Den skulle vi sejle på! Kanalen blev simpelthen ført over her! Langsomt og sikkert sejlede Ulla båden ud på akvædukten, mens jeg mod forventning blev grebet af en lammende panik! Jeg plejer normalt ikke at lide af højdeskræk, men jeg havde bemærket, at langs den ene side af kanalen var rækværket kun ganske få centimeter højt. “ Vi kan ikke sejle igennem det!” blev der sagt fra de andre besætningsmedlemmer, da de så min ligblege kulør. Men deres forsikringer hjalp mig nu ikke spor. Med tænderne klaprende sad jeg som fastnaglet til vi var sikkert ovre.
Det næste døgn var forbeholdt Lhangollen. En smuk lille walisisk by, hvor “fødestedet” for mange af de engelske kanaler ligger. Byen er omkranset af høje bakker og igennem den løber Lhangollenfloden. Fra denne flod opsamles et kæmpe reservoir, som giver vand til kanalerne. Byen var særpræget, og vi brugte tiden til indkøb af forskellige souvenirs som i den grad var præget af de mange fårehold i denne del af landet. Til os selv investerede vi i et par uldne huer, som vi til stadighed havde god brug for. Båden blev skuret og skrubbet under Ullas kyndige kommando, inden vi “fik fri” til at gå ud og spise. Om aftenen havde vi overskud til et godt spil Triviel inden vi fulde af oplevelser atter engang lagde os til rette i køjerne.
Lhangollen var turens mål, så efter et døgn fik vi vendt det gode skib og tilbagesejladsen kunne begynde. Endnu engang skulle den lange og høje ækvadukt passeres. Denne gang mønstrede jeg af og spadserede over med et godt tag i rækværket! Turen tilbage til udgangspunktet gik noget hurtigere end turen op, idet vi nu havde medstrøm. Bro- og slusemestrene var efterhånden ret habile, så efter få dage var vi ved udlejningsstedet. Her var vi blevet enige om par for par at skilles et par dage. Ulla og Arne tog på museumsjagt i London og vi andre tog til Chester. Den ligger som en perle ved floden River Dee, og det kan varmt anbefales at besøge den, hvis man engang er på de kanter. Efter 2 dage mødtes vi par atter på et lille guesthouse lige udenfor Stansted. Vi skulle med flyet hjem næste morgen.
Vi havde haft nogle dejlige ferieoplevelser sammen og vi var stadig venner. Jeg er sikker på at begge parter har “taget hensyn” til at man var sammen med andre, at begge par havde firet lidt på krav og forventninger, men vi var alle fire indstillet på at få noget positivt ud af turen - og på trods af koldt vejr, manglende sejlkundskaber fra “nogles” side og uventet højdeskræk - ja, så er det en af de ferieture jeg vil mindes med megen glæde.
Et smil koster intet, men giver meget.
Det gør den rig, som modtager det,
uden at gøre den fattigere som giver det.
Det kræver blot et øjeblik,
men mindet om det kan ofte leve for bestandig.
Ingen er så rig eller mægtig, at han kan undvære det,
og ingen er så fattig, at han ikke kan blive rig ved det.
Et smil skaber lykke i hjemmet,
fremmer god vilje i forretninger
og er venskabets besejling.
Det giver hvile for den trætte -
opmuntrer den nedtrykte -
er solskin for den bedrøvede -
og er naturens bedste lægemiddel mod bekymring.
Alligevel kan det ikke købes, tigges, lånes eller stjæles,
for det har kun værdi, når det gives.
Nogen er for trætte til at give dig et smil -
GIV DU DEM ET
Kilde/ forfatter: Margit Junker Hansen, Dato: 31/12-1979 Kategori (i):
Den isolerede sømand
På landsgeneralforsamlingen på Ærø fortalte jeg om mit projekt i forbindelse med uddannelse til arbejdsmiljøsygeplejerske. Jeg skrev om den isolerede sømand. Hvad isolationen gør ved sømanden. En hel del efterspurgte opgaven, som jeg eftersender via mail, så man selv kan printe den ud. Hvis nogen ikke har modtaget den, eller hvis andre er interesseret, så send mig én mail. Så skal jeg sende den.
Erfaringsudveksling med Forskningsenheden for Maritim Medicin
Den 10.10. klokken 10! Da holdt vi møde med de gode folk i FMM = Forskningsenheden for Maritim Medicin, i Esbjerg. Og det gør vi igen næste år. ”Og du skriver til Søhesten”, sagde vores formand! Som sagt, så hermed gjort.
Kirsten Nybroe og jeg drog forventningsfulde af sted, og med en lille afstikker fandt vi Esbjerg.
I mødet deltog Olaf Jensen (læge) og Fabienne Knudsen (antropolog) fra Forskningsenheden, og Birgit Frank fra den anden sømandskoneforening. Ingen af os, havde nogen speciel dagsorden for mødet, men det var nu også unødvendigt, for snakken gik helt af sig selv. Det skyldes nok en naturlig interesse fra begge sider, i at høre hvad den anden har af erfaring omkring sømandslivet. Vores hverdagserfaring som sømandskoner giver næring til deres forskning, ideer til videre initiativer indenfor forskningen, andre vinkler på deres arbejde. Til gengæld giver deres arbejde os nye vinkler på sømandslivet. Og nu kommer det svære, for det er jo det, jeg gerne skulle formidle her! Det er let at sige, at vi befinder os godt sammen med disse forskere, som er meget lydhøre over for vores syn på verden. Det er straks sværere at fortælle hvad det så er, vi mener gavner os som sømandskoner. Jeg skal alligevel forsøge.
Et vigtigt budskab, synes jeg, er at for dem er det vigtigt, at man trives med sit arbejde og hverken bliver syg eller kommer til skade ved det. Det gælder for alle, men i denne sammenhæng jo specielt for sømanden. Det vil de gøre deres til, via deres forskning. Og de brænder for det.
Olaf Jensen fortalte om det internationale projekt, hvori indgår 10 lande, som er en kortlægning af sømandens helbred og arbejdsmiljø. Man er nu færdig med at indsamle data, og er i gang med at analysere materialet. Data er indsamlet via et spørgeskema, som den enkelte sømand har udfyldt ved sundhedscheck hos søfartslægen. Et eksempel er fald, glid og snublen, som antalsmæssigt udgør en stor del af arbejdsulykker ombord i skibene. En problematik som der måske kan gøres noget ved, hvis man tænkte nøjere over valg af såler på fodtøj og hvis man havde et apparat, der kunne måle friktion på et underlag. Det har man nemlig ikke, selvom man f.eks. har adskillige modeller af støjmålere. Noget der ikke behøver koste en verden. Men det er også noget der kræver mere opmærksomhed fra den enkelte sømand, almindelig omtanke. Vi falder jo alle ind imellem, det har bare ofte større konsekvenser på et skib, lige som det har større konsekvenser med stigende alder, fordi vi afkalker knoglerne efterhånden vi bliver ældre.
Fabienne Knudsen fortalte om sit projekt med arbejds- og fritidsrelationer mellem danskere og filippinere. Via sine mange interviews med både danske og filippinske sømænd, har hun set at de problemer der er, ikke alene handler om kulturforskelle. Det handler også om mange andre årsagsforhold. Eksempelvis at en ung dansk og en ung filippinsk sømand, i virkeligheden har mere tilfælles end den unge og den gamle danske sømand, for de to unge har musik interesser eller andre interesser tilfælles. Endvidere at de indbyrdes forhold er meget individ-bestemte. Det kan f.eks. være en kaptajn, der afgør at den menige filippiner ikke har adgang til e-mail, selvom filippineren der er officer har denne adgang. At den filippinske sømand altid siger ”Yes., sir”, hvor han skulle eller ville have sagt noget helt andet, ikke kun skyldes, at hans kultur maner til underdanighed for den der er over ham i hierarkiet, men at det også kan skyldes hans frygt for at blive fyret. Bliver han fyret, kommer han ikke ud igen, med det agentur, hvis overhovedet, og det har store konsekvenser for hans families eksistens. Der er næppe tvivl om, at når vi ved mere om dette emne, ville en hel del samarbejdsproblemer/sameksistensproblemer kunne undgås. Det er bare en skam at rederierne ikke viser interesse for det. For der kan ikke være tvivl om, at et skib med en besætning, der indbyrdes fungerer, er økonomisk bedre for rederiet. Dertil kommer succesoplevelsen, som giver status og fastholdelse af søfolk, med mere.
Olaf Jensen havde deltaget i en konference om søfartsmedicin og 80 års jubilæum for Semashko sømandshospitalet i Arkhangelsk i Rusland. I Rusland har man hospitaler for sømandsfamilier, hvoraf dette er det største, og dækker et opland på omkring 20.000 søfarende. Der er omkring 100.000 søfarende i Rusland. Hospitalet varetog også fit for duty undersøgelserne samt radio-medical funktionen. Man talte om et udvidet samarbejde. Der blev lavet en del forskning i søfartsmedicin, men desværre næsten kun på russisk.
WHO har et netværk: The Global Occupational Health Network: GOHNET deres ""blad"" nr. 3 er planlagt som et temanummer om maritim arbejdsmiljø. Hertil bidrager FMM med to artikler. Et arbejds- og maritim medicinsk center i Hamburg har udbedt yderligere samarbejde med FMM.
Vi fik udleveret årsrapporten fra Radio Medical for 2001. Heraf kan man læse at, den faste lægestab på Radio Medical, som varetages af øre-næse-hals-afdelingen på Esbjerg Sygehus, består af 5 overlæger/speciallæger. Der har bl.a. været en stor nedgang i antallet af evakueringer, hvilket tilskrives den bedre uddannelse af søofficerer og det faktum at Radio Medical funktionen nu kun varetages af erfarne og beslutningsdygtige speciallæger/overlæger, heraf nogle med uddannelse i søværnet, med stor person interesse for Radio Medical arbejdet. Man kan endvidere læse, at det er lægernes indtryk at deres egen arbejdsglæde og professionalisme har været med til at skabe den ro og tillid, der er altafgørende for udførelsen af telemedicinsk rådgivning og behandling, både under kontakt med de søfarende selv og med søfartens myndigheder. Det er overvejende handelsflåden der benytter Radio Medical. Færgerne benytter også Radio Medical, til deres syge passagerer. Fiskerne har endnu ikke lært, at man godt kan kontakte en læge, før det er helt galt. Lægerne efterlyser forståelse for, at de af Sundhedsstyrelsen er underlagt journalføringspligt, hvilket indebærer at de skal registrere navn og fødselsdata (som minimum) på alle patienthenvendelser. Ligeledes efterlyser de forståelse for, at rådgivning i forbindelse med ikke akutte tilstande eller ""banaliteter"" kun må ske i tidsrummet 08.00 - 15.00 dansk tid. I 2001 var der 1055 personer der modtog rådgivning/behandling fra Radio Medical. Heri er medregnet rådgivning/behandling til østeuropæiske (og andre ikke-danske skibe uden egen Radio Medical) der befinder sig i dansk territorialfarvand.
Sømanden ved da vist godt hvad der er sund kost, og hvad han har bedst af at spise, men nogen gange har han bare lyst til at narre sig selv lidt, lige som alle vi andre. Flæskesteg med brun sovs osv. en gang i mellem gør vel heller ingen skade.
Hvis maden er veltillavet og serveres, så der også er noget for øjet, tror jeg, at sømanden spiser hvad der kommer på bordet med velbehag, for han er nok ikke så konservativ, som mange går og tror. Det fleste sømænd har sejlet med udenlandske kokke, og kender til deres besvær med den danske mad. Man prøver at vise kokken hvordan man gerne vil have en ret lavet, men når man vender ryggen til ham, putter han et eller andet i, for han synes måske det smager af for lidt, eller ser kedeligt ud. Så foretrækker mange at spise den mad, som kokken laver til sine egne landsmænd ombord.
F.eks. var min mand engang i kabyssen og reparere et eller andet, og så at kokken havde taget en flæskesteg op. Han glædede sig i flere timer til denne dejlige flæskesteg med tilbehør, ja, han mente næsten at han kunne lugte stegen. Vel bænket ved bordet ventede de alle på flæskestegen – den var bare skåret ud i skiver og friturestegt!!.
Min mand er p.t. i et muslimsk land, og her spiser man som bekendt ikke svinekød, men til gengæld kylling morgen, middag og aften, og lidt lam og fisk. Han bliver godt nok lidt træt af kylling, men undrer sig over hvor mange muligheder der er for tilberedning af den fugl. Så igen, hvis det er veltillavet og serveres så det tager sig pænt ud, spiser sømanden det, der bliver serveret.
Min nevø på 25 år har lige været ude at sejle i 3 mdr. Hans kommentar til sund kost er, at hvis kokken kan finde ud af at lave sund kost, som smager godt, så er der ingen, der spiser chips m.m. bagefter. Desværre havde de en kok på en del af turen, der mente at hans vigtigste opgave var at ødelægge alle de gode råvarer, som var med ombord. Kødet optøs i varmt vand, grøntsagerne koges til ukendelighed, sovsen uden smag osv.
Maritim kogebog? Hvordan skal den adskille sig fra en helt almindelig kogebog? Hvad med alle de udenlandske kokke, vil den blive oversat til deres sprog? Hvem skal motivere kokken til at bruge den? og hvordan skal det gøres?
Gå med i kabyssen for sjov? Ja, hvad vil maskinmesteren sige, hvis kokken, som har en gammel knallert, som han elsker at skille ad, kommer ned i maskinen for sjov!!, og giver gode råd? Eller kokken med et duelighedsbevis i sejlads går på broen for sjov!! og blander sig i navigationen.
Kokken har vel også sin stolthed, og man må gå ud fra, at han har en uddannelse, som har gjort ham kompetent til at være om bord og lave mad, så man skal nok passe på med at blande sig i hans arbejde.
Hvis man mener at kosten ombord er for fedende og usund, må det være et spørgsmål om uddannelse/efteruddannelse/kurser, for dem, der laver maden, og frem for alt omlægning af dårlige og indgroede vaner. SUND MAD ER IKKE LIG MED KEDELIG MAD.
Datter af en styrmand - og hvad det kan medføre Endnu en erindring fra tiden der var…
Nu, hvor skolebørnenes sommerferie står for døren, mindes jeg en sommerferie, da jeg var 14 år gammel.
Min far sejlede dengang som skibsfører i småskibssejlads, de såkaldte coastere. Det var et lille 499 tonner, der hovedsagligt sejlede på det nære Europa. Fragten kunne være alt, som skulle transporteres fra eet sted til et andet. Måske har det været de varer, der i dag transporteres meget hurtigere med containere på lastvognstog eller med fly, da varer i dag skal være fremme på bestemmelsesstedet næsten før, de er bestilt.
Men også på det tidspunkt har det nok været svært for et lille rederi at skaffe laster til skibene, idet de af og til måtte begive sig fra en havn mod et ubestemt mål, uden last, i forventning om, at noget nok skulle vise sig – og det gjorde det så på et tidspunkt, hvor skipperen så fik sin endelige kurs.
Den sommer, så snart som skolerne lukkede for sommerferie, drog den lille familie af sted med bestemmelsessted: Sommerferie med fars skib. Far havde været hjemme på en af de sjældne ferier og var påmønstret en uge tidligere. Min onkel var også skipper og skulle så afmønstre i Kalmar, hvor vi, min mor, min yngre søster, min lillebror og min 1 år gamle ”efternølersøster” , skulle komme om bord.
På Kalmar station løb vi på min onkel, der var for hjemadgående, alt var OK om bord.
Det var dejligt, at se far igen, stående på broen og vinke til os, da vi nærmede os skibet.
Vi skulle til Uleaborg i Finland, helt oppe i bunden af den Botniske Bugt, og hente en last træ til Frankrig, Le Lec på Bretagnekysten. Derefter skulle vi gå til Fowey på den Sydengelske kyst efter chinaclay til Århus.
På den tid var der mere mandskab om bord, end man har i dag. Jeg tror, der var 12 mand påmønstret. Nogle mennesker glemmer man ret hurtigt, og andre har man med i erindringen med ansigt og personlighed. Som sådan tegner 1. styrmanden fra Bornholm, 1. mester fra Amager og kok/hovmesteren sig tydeligt. De 2 førstnævnte besøgte os senere flere gange i vort hjem i København.
Da skibet var et lille skib, var apteringen også snæver. Min far boede agter, øverst ved broen, men resten af besætningen boede enten forude eller agter under dæk, hvor også messen var placeret. Messen var meget lille, og drengene havde deres egen messe forude. (Vi piger måtte naturligvis ikke komme forude). Pantryet lå i huset midtskibs. Maden blev i al slags vejr bragt fra midtskibs til de to messer. Senere på turen, hvor vi havde fået dækslast, var det noget af et kunststykke, at bringe maden af en interimistisk trappe op på dækslasten, hen over træet og ned igen, for at komme til messen.
Turen op til Finland foregik i dejligt roligt vejr. Men der var optræk til uvejr for kok/hovmesteren, for det viste sig, at han havde ”glemt” at proviantere. Hvordan det kunne gå til, var jeg ikke så involveret i, at jeg kan huske årsagen. Men jeg kan tænke mig, at han havde haft dårligt styr på sin økonomi, og at det midt i et vagtskifte ikke var blevet bemærket, at der ikke var bragt proviant ombord.
Det begyndte med, at der ikke var sukker og så accelererede problemet med at andre fødevarer også slap op. Der var rigeligt af havregryn og cornflakes, men det smager ikke ret godt med sodavand på. I dag kan jeg undre mig over, at der ikke syntes at være optræk til ”myttteri” fra besætningens side. Dog kan jeg mindes, at de var meget hårde ved kok/hovmesteren, fysisk. Nu var det nok ikke alt, som vi børn så eller registrerede, men på et tidspunkt så vi, at kok/hovmesteren blev holdt ud over skibssiden i benene! Han hang der og råbte på nåde. Jeg opfattede det dengang som løjer – men? Værst var mad manglen nok for min 1-årige søster, da også Mariekiksene, som mor havde haft med hjemmefra, slap op.
Straks, da vi var ankommet til Uleaborg gik mor og vi børn i land og handlede ind, det vi nu kunne få på den lille landingsplads. Blandt andet kunne vi til vores store forundring få appelsiner, og jeg husker endnu, at det hed Sinasappel. – Der blev så smurt mad til den sultne besætning, og mor og vi piger gik i gang med at gøre et meget beskidt pantry rent.
I Uleaborg var der meget smukt. Det var midsommer og lyst hele døgnet.
Stedet var landingssted for tømmer, der kom inde fra landet ad en flod. Tæt sammenpresset kom stammerne flydende, og der hoppede mænd rundt på dem med lange stænger, for at adskille dem eller rykke dem den vej, de skulle.
Vi havde en dejlig uge, mens der blev lastet træ i lastrum og op over dækket. Der var en dejlig duft af frisk tømmer.
Redningsbåden blev sat i vandet, og nogle fra besætningen og vi børn sejlede rundt til de små holme og badede i det klare, kolde vand.
Besætningen var nu blevet rystet godt sammen, og der var mange hyggelige stunder både under land og på resten af vores tur, hvor der var sammenkomst på mellemste dæks luge med musikeren på guitar og klarinet. Senere tilkom også redekam og dåse med gule ærter.
Turen ned gennem den Botniske Bugt gik fint, og vi var lige et smut indenfor i Svendborg, hvor der var sørget for, at der kom rigtig proviant ombord. Den aften blev der lavet festmiddag. Jeg husker ikke om kok/hovmesteren blev afmønstret.
Vi gik gennem Kieler kanalen, som var en spændende oplevelse med alle sluserne, ned gennem Den Engelske Kanal, og fik derefter dårligt vejr med meget søgang. Da jeg altid har haft tendens til søsyge, lå jeg i min køje i sygelukaf’et, som lå ved siden af messen. Det skortede ikke på ulækre råd fra de tilstedeværende besætningsmedlemmers side, med hvad man kunne gøre ved den slags dårligheder. Så havde jeg ikke kvalme, så fik bare tanken om fedt flæsk, det til vende sig i maven.
Bretagnerkysten er et betagende syn fra søsiden. Vi sejlede ind til Le Lec ved højvande og havnen var beskyttet ved en sluse. Da vi gik tur langs strandpromenaden kunne vi se, hvor nødvendigt, det var med lukning af havneområdet, idet de små fiskerbåde, som lå udenfor, lå på siden på en stærkt skrånende tør strandbred.
Besætningen og vi fandt hurtigt vores lille stamværtshus ved den lille havn. Vi var med til at besøge den om eftermiddagen, og det var her, jeg for første gang smagte rødvin. Vi kunne vist ikke få sodavand, så der blev skænket en lille sjat rødvin i et glas, og det blev fyldt op med vand – sådan. Vi piger lagde mærke til, at nogle fra besætningen havde et særligt øje til én af pigerne i værtshuset, så det var nok derfor, vi skulle besøge netop det sted. Vi gik mange ture i de bagved liggende højder og ind til den nærliggende by Skt. Brieux. Nogle gange gik vi hjem til skibet efter mørkets frembrud ved Skt. Hans ormenes lys.
Sidste last skulle hentes i Fowey, som er en lille by på Sydenglands kyst. I dag er det vist et kendt turiststed. Vi var der et par dage for at indtage vores last af china clay, som bruges til porcelænsfremstilling. Clay’en blev anbragt i lastrummene med en snegl, og fyldte kun meget lidt i rummet, idet det er et tungt produkt.
Da Sydengland også bliver ramt af tidevandsændringerne lå skibet af og til meget dybt i forhold til kajen, og vi skulle klatre i land ad en stige, der var monteret på bolværket. Det var ret ubehageligt, da det samtidig var regnvejr og det fedtede china clay lå overalt, også på trinnene. Men det var meget hyggeligt at gå i den lille, gamle og romantiske by, som havde lidt Dickens over sig.
Vores sommerferie var ved at være forbi og turen gik nu hjemover mod Århus, hvorfra mor og vi børn skulle rejse hjem til København. Vi skulle i skole igen. Vi havde haft en dejlig, lang tur med vores far.
Den sidste nat om bord, i Kattegat, på vej ind til Århus, kom far og vækkede os. Vi skulle skynde os, at komme op på broen. Der viste naturen os en sidste oplevelse: En tre halet komet. Den fløj hen over himlen, klart og tydeligt.
Så således fik vores tur et af naturens festfyrværkerier som afslutning.
Mange hilsner med ønsket om en rigtig god sommer. Lonnie Jepsen, Fanø.
De af jer som læser søhesten jævnligt, er nok ikke i tvivl om at jeg dykker. Men at det skulle blive min fuldtids beskæftigelse, var ikke noget jeg havde forestillet mig, da jeg startede med at dykke for 5 år siden.
Men nu er det blevet næsten hele min hverdag.
Jeg startede som almindelig fritidsdykker, sådan lidt hygge på ferier og ikke ret meget i det danske ""kolde"" vand. Men nu er jeg blevet Assistent Instruktor, som hjælper instruktørerne med at uddanne de nye dykkere, så nu skal jeg også i det kolde vand.
Her i løbet af sommeren tog denne hobby så meget af min tid, at jeg besluttede mig for at tage et års orlov fra mit job som pædagog i en fritidsordning.
Beslutningen var ikke svær at tage, især ikke da min mand støtter mig fuldt ud. Jeg gik så fra mit pædagog job 1. september, og startede i dykker branchen på fuld tid. Jeg er i forretningen, ordner lidt regnskab og dykker ellers til den store guldmedalje.
I går kom jeg hjem fra en uges tur til Sverige, hvor vi var 4 af sted med 34 efterskole elver fra Oure. Vi har uddannet dem til dykkere og nu skulle de på deres første dykkerrejse.
Vi tog af sted søndag eftermiddag og ankom til Ängelholm lidt nord for Helsingborg. Et dejligt vandrehjem lige ud til vandet helt i Emil fra Lønneberg stil.
Mandag morgen tog halvdelen på kajak tur inde i landet, mens vi 4 skulle dykke med resten. Vi fik nogle skønne dyk med klart vand og masser af natur under vand. Når vi kom hjem skulle der laves mad til os alle 20, og det skulle de unge hjælpe med til. Vi havde selv alt vores mad med til alle dagene, så det var et stort læs der skulle holdes styr på, men heldigvis var der rigeligt med, for de unge mennesker stopper ikke med at spise bare fordi vi gamle er mætte, nej der skal noget til sådan en krop på 16 år.
Klokken 23 var det sengetid for de unge, vi gamle var ellers klar klokken 22, men måtte vente lidt da vi lige skulle på godnat runde. De skulle jo gerne sove i deres egne senge, det var de også gode til.
Næste morgen op igen kl. 7 og lave morgenmad. Ud og dykke klokken 0830, frokosten tog vi med, og var hjemme igen ved 15 tiden.
Sådan gik de første 2 dage. Onsdag skiftede de, så dem der var på kajak kom tilbage til dykning og dykkerne tog ind på kajak, og vi startede forfra.
Den sidste dag kom de så tilbage fra kajak, og vi kørte alle hjem til Oure igen.
Vi fik en rigtig hyggelig og god tur. De unge havde det sjovt og fik en masse nye udfordringer, og det er forhåbentlig ikke sidste gang vi tager af sted på sådan en tur. Jeg synes det var utrolig lærerigt at have med den alders gruppe at gøre. I vores hverdag inden for dykningen har jeg jo med voksne mennesker at gøre.
Om 14 dage skal jeg til Rødehavet og være med til at guide en gruppe kunder i en uge.
Kommentarer til E. Larsens indlæg i sidste nummer.
E. Larsen skriver i sidste nummer af Søhesten om den moderne kommunikation med sømanden. Nemlig den elektroniske. Hvor kan jeg kun give hende ret. Jeg ved ikke om vi er fra samme generation? Men det er mit indtryk at nutidens unge betragter den elektroniske kommunikation som noget ganske naturligt og hverdagsagtigt. Mine egne voksne børn er et tydeligt eksempel på det!
Anderledes er det for mit vedkommende - eller var! Da jeg lærte min mand at kende foregik vor kommunikation pr. brev, som blev sendt det halve jorden rundt. Vi var så heldige at han havde en fast charter igennem mere end 8 år, så det var bare om at fatte pennen og få brevet i postkassen. Åh, ja, der kunne nemt gå over en uge inden han modtog brevet, men der var dog en vis kontunitet i postgangen. At han så måske ikke var så flittig til brevvekslingen den anden vej, var jo noget man lærte at leve med. Det skete da, at jeg modtog et dejligt brev med de kendte røde og blå striber på konvolutten et par gange under hans udmønstring. Sådan et brev flåede jeg ikke op lige så snart det røg ind ad brevsprækken. Næh, der blev lavet en kop kaffe af de gode, så satte jeg mig godt til rette for at nyde de skrevne ord og det indhold de havde med sig. De indeholdt som regel de sidste nyheder fra stedet, men ellers alt det der dejlige, som man ikke altid får sagt til hinanden. Når jeg selv skrev breve lavede jeg altid en aften ud af det. Satte mig ved køkkenbordet med et godt glas vin og måske stearinlyset tændt. Så berettede jeg i ro og mag om dagligdagen herhjemme. Om mine tanker om dette eller hint - meget sjældent noget om de små daglige problemer, som
jo oftest var løst når han kom hjem - og som han alligevel ikke kunne tage stilling til så lang tid efter modtagelsen af brevet derude i det fjerne. Så ændrede tiderne sig. Der kom færre folk ombord og dermed også færre afløsninger. Det var ikke nemt at få et brev af sted. Ofte fik han posten ved afløsningen, og kunne så læse den på vej hjem i flyet. Selvom han ringede hjem, når han havde mulighed for det, var det ikke det samme. Jo, det er da dejligt at tale i telefon sammen, men måske er tidspunktet han ringer på midt om natten. Man bliver vækket af en kimen og inden man næsten er vågen, er vi færdige med at tale sammen. Eller man stod midt i en diskussion med teenagedatteren og glemte at fortælle de sidste nyheder, fordi man var opfyldt af noget helt andet. Så kom tiden med faxen. Jeg skrev stadig i hånden og sendte en A4 side af sted, til en pris der lignede en halv bondegård! Men vi kommunikerede da! Bevidstheden om, at det måske var en anden ombord som rev faxen af, ændrede ganske stille min måde at skrive på - og da vi fik mulighed for at maile, blev skriveriet nærmest i telegramstil.
Her nok mest på grund af de helt enorme priser, man kommer til at betale, hvis da ikke rederiet tilbyder denne personalegode. Jeg er selv en af de, som ofte sidder ved PCeren og kommunikerer med mennesker, men meget går tabt. Ved Gud, det er da nemt. Vi sender lige så snart vi har fået filet lidt rundt på tastaturet. Skal ikke ud at finde de krøllede frimærker i pungen. Men gav vi os tid til eftertænksomhed? Og en helt anden bagside! Min håndskrift har ændret sig! Det er nu kun huskesedlen til Bilka som bliver skrevet i hånden, og den ligner nærmest stenografi! Det er jo også kun mig som skal tyde den. Jeg tror desværre ikke, at det nytter noget med en parole: “ Giv os det håndskrevne brev tilbage!” Der er tiden nok kommet os i forkøbet. Men vi bør nok skelne mellem “ den korte besked” og så det rigtige brev - selvom det er på mail! Men svært er det!
En dykkerferie til Rødehavet tager sin tid at forberede. Først skal man selv have fri fra arbejdet, og det skal helst være i efterårsferien eller vinterferien, og så kan man jo se, om det kan komme til at passe med mandens ferie. Denne her ferie kom til at passe sammen, så det var bare at klø på.
Turen bestilles hos Diving2000 i Odense, dem har vi altid rejst med. En måneds tid inden afrejse mødes vi, som skal af sted sammen til en briefing. Denne gang er vi 17. Det er altid rart på forhånd at se de mennesker man skal være sammen med de 10 dage. Ved briefingen får vi af vide, hvad der skal foregå på turen, samt de praktiske oplysninger, såsom tog afgang fra Odense, fly tider, hvordan dagene skal foregå på ferien. Der skal skrives blanketter til visa som vi skal have for at komme til Egypten, det er jo der vi skal til. Vi hygger lidt sammen over en øl og lidt snacks mens der bliver vist en intro video, hvor alt jo ser skønt ud, og det kan kun gå for langsomt med at komme af sted, for det rusker og regner udenfor.
Da dagen kommer, hvor vi skal af sted, viser det sig at vi skal rejse med toget samtidig med at Odense har arrangeret H.C.Andersen Maraton i byen, så byen vil blive afspærret fra kl. 8 om morgenen. Hvordan kommer vi så til toget er vores første spørgsmål så. Vi beslutter at tage en taxa så tidlig at der ikke er afspærringer endnu og napper morgenmaden på Froms konditori på banegården.
Alle er samlet til tiden og der fløjtes afgang med toget. Da vi kommer til Kastrup er der kun ventetid ved El Al. Der er ingen som ved præcis hvornår der er check ind, det er nu ikke vores skyld, men El Al oplyser ikke sådan noget på grund af fare for attentater, og der går bevæbnet politi i området, hvor check in skal foregår. Men der bliver åbnet for check in, og hver person bliver udspurgt om mange ting. Det er kun for vores egen skyld alt dette check foregår og det forstår vi godt, men nogen gange føles det lidt dumt når man skal besvare på hvem der har pakket for en, har man haft bagagen ude af sigte siden man pakkede, har man noget med for andre, og så videre, men det viser sig jo, at der ikke kommer noget med, som ikke skal med i deres fly, så det må jo tage den tid det nu tager.
Vi kommer om bord på flyet, og der bliver serveret drinks og mad som er garanteret kosher af den lokale Rabin. Da vi lander i Tel Aviv er der kun lidt ventetid ved paskontrollen, derfra lige om bord i et meget lille fly, hvor vi skal flyve videre til Eilat, hvor vi skal være i 2 dage. Den oprindelig plan var, at vi skulle køre i bus fra Tel Aviv til Eilat, så det gjorde ikke noget, at vi skulle flyve i en meget lille flyver. Vel ankommet til Eilat skulle vi bare vente på de biler som skulle køre os til hotellet, men det går ikke altid som præsten prædiker. De første tog af sted i et par taxaer og vi ventede på at de skulle komme tilbage til os, men tiden blev meget lang, og da der faktisk kun var ca. 800 meter valgte vi at gå, der var jo hjul på vores dykkertasker. Hotellet vi bor på ligger lige op af lufthavnen, men de store maskiner flyver ikke til Eilat mere, så det er ikke meget vi høre til flystøjen. Det er gået hen og blevet lidt sent så lige et hurtigt bad og ud i byen for at få lidt at spise. Det var nu svært at få lidt der hvor vi spiste, portionerne var meget store så Keld og jeg havde luret det og delte en portion sandwich. Efter den lange dag blev det ikke til mere denne aften, vi skulle også være friske til morgendagen, hvor vi skulle have et dyk på Coral Beach ned af kysten mod Egypten.
Uheldigvis havde jeg noget forkølelse så jeg kunne ikke tryk udligne mine øre når vi gik ned, så jeg kom kun ned på 5,4 meter der blev jeg svimmel så jeg måtte gå op til overfladen og svømme ind til land og vente på at de andre kom op fra deres dyk. Sådan kan det gå, jeg håbede bare at det ville går over inden længe, for det er lidt ærgerligt at være på dykkerferie og så må se det hele fra land.
Heldigvis var det ok dagen efter da vi skulle ud og se Moses Rock, som er en stor sten, som er begroet med koraller og fyldt med mange forskellige fisk. Det gik fint med nedstigningen, men lidt problemer på de 5 meter, men så var det bare at holde stille lidt og tryk godt igennem. Fornemmelsen er den samme som når man flyver, tryk på begge sider af næsen og blæse ud gennem næsen, så siger det blob, og der er passage igen. Vi var 13 minutter om at komme over til Moses Rock og det var næsten rekord for strækningen i moderat tempo. På vejen derover kom en kæmpe grøn moræne svømmende over havbunden under os alle sammen, det er ikke så tit vi ser dem uden for deres huler, så det var nyt at se. Da vi lå og svømmede rundt om Moses Rock så vi en Manta ray, som er den rokke der er sort og hvid med de 2 ""skovle"" foran som de kan rulle sammen, det var også første gang jeg har set sådan en. På vej ind igen svømmede vi lang en koral væg som er natur område. Det blev kun til 1 dyk denne dag så resten af dagen gik med lidt frokost og en middagslur. Om aftenen var vi 6, som gik på steak house og fik os en god middag. Vi vidste at der ville gå et stykke tid inden vi fik et vesterlandsk måltid igen. Så skulle der jo kigges lidt på Eilats natteliv, og det er der meget af, men jeg kan godt se at jeg er 20 år for sent af sted. Så det var en slentre tur langs strandpromenaden og nogle drinks ved baren. Men det vilde blev det ikke når man ved at det er op igen kl.7 for at skulle gennem den Israelske og Egyptiske grænse, efterfulgt af 4 timers kørsel i bus gennem de høje bjerge langs Rødehavet inden ankomst til Sharks Bay camp hvor vi skal opholde os de næste 8 dage.
Vi kom nemt til grænsen mellem Israel og Egypten (Sinai) det er kun 6 km. med taxa. Grænseovergangen gik også smertefrit, vi skulle svare på de sædvanlige spørgsmål om våben, hvad vi skulle i landet og sådan er det jo.
Efter en del venten ved den Egyptiske grænse, hvor de kvinder, der var med og havde kjole/shorts på, var ved at føle sig noget utilpasse, da de Egyptiske mænd ikke lægger skjul på at de godt kan lide at se på det der er bart på Kvinder, kom vi af sted i de to minibusser, som var bestilt til os.
Alt bagage blev surret godt fast på taget og det gik derud af. Turen er en meget smuk tur først langs vanden ned mod Taba, derefter svinger man ind i bjergene udenom et militærområde. På den tur kommer vi næsten 2km. op i højden og faktisk på toppen holder vi frokost og spiser vores medbragte sandwich og den lokale beduin sælger cola. Der er endda blevet lavet et lille skur, så kvinderne ikke skal tisse i det fri mere. Men det er stadigvæk et hul i jorden, men trods alt nu lidt mere privat. For mændenes vedkommende er det stadigvæk op på en lang række og så er der fælles tisning.
Videre går det og nu er det ned ned og ned. Til sidst ender vi ved kysten igen, og vi kan nu se lufthavnen i Sharm el Sheik, og så er der kun 10 minutter til vi er fremme.
Vi ankommer til vores lille perle og opdager pludselig den kolossale ro. Ikke kun i omgivelserne, men også i os selv. Nu er vi fremme det er det her vi har rejst for.
Så op og sæt sin kuffert og ned til dykkercentret for nu skal vi i vandet. Alle får pakket sig i dykkerudstyr og kommer i vandet og igen har jeg problemer med at udligne trykket i mit hoved. Det afhjælpes med lidt ro og lige holde mig på den samme dybde lidt tid, så går det ellers ned af til18 meter.
Da jeg kom op var jeg lidt skuffet, for korallerne havde mistet farve. Dette skyldes at vandet er blevet for varm, så kan de ikke yngle og dør. Dette er et fænomen, der foregår i hele verdenen. Det er simpelthen klimaet der ændre sig og det går ud over korallerne, da de ikke kan yngle, når havtemperaturen kommer ret meget over 28 grader.
Aftenen går med at snakke om dykket, pakke ud og spise. I morgen er der atter en dag og der skal vi have 2 dyk, nogle 3 dyk, da der også er natdyk, men det er ikke noget for mig, jeg vil gerne kunne se hvad der foregår rundt om mig og det kan man ikke når det eneste man kan se er det, der lige er i ens lyskegle fra dykkerlygten.
2 dagens dyk foregår igen ud for campen, bare til den anden side. Her dykkede vi ud over en kløft og dem der springer i fladskærm i frit fald må føle det samme som jeg føler når der bare er langt til bunden. Hele tiden skal man se på sin dybdemåler for at holde øje med dybden ellers kan man havne nede på de 50meter der er, uden at opdage det. Vi holdt os på 26 meter, hvorefter vi gik op langs korallvæggen til 10meter og holdt os der mens vi svømmede tilbage til det sted vi var gået i vandet. På dette dyk var der rigtig mange små fisk. Jeg kiggede efter den store Napoleonsfisk vi så da vi var på dette sted for 2½ år siden, men ""han"" dukkede ikke op. Da jeg så den sidste gang blev jeg så forskrækket da jeg ikke havde forestillet mig at en fisk kunne være så stor, og den fulgte hele tiden efter mig selvom jeg knoklede af sted for at komme væk. Det viser sig at det er noget af det mest fredelige der findes, man kan faktisk banke den på dens pandeskjold, som er en stor bule, som er hul indeni.
Det andet dyk denne dag gik til Ras um Sid. Her går man ned af en lang trappe og så står man faktisk på revet. Herfra er der ca. 50 meter hvor man skal gå i 50 cm vand inden væggen kommer. Nogle dykkede ned gennem et hul, andre gik bare ud over skrænten og man er lige ned i det smukkeste man kan forestille sig. Et virvar af farver, koraller og millioner af fisk. Et meget smukt dyk. Det eneste minus ved dette sted er at der er så mange huller i det lange stykke man skal gå på inden væggen kommer og de er fyldt med søpindsvin og det er noget af en bedt at stikke sig på dem. De går lige gennem våddragt og ind i huden. De kan ikke trækkes ud, da der er modhager på, så de vandre bare rundt i kroppen. Denne gang undgik jeg at få nogle stik, men sidst fik jeg 5 pigge i det højre knæ, da jeg snublede og knæet røg lige ned i sådan en lille satan. Jeg hørte en historie om en pige, som havde sat sig på en, på en anden tur, og den eneste måde de kunne få piggene ud på, var simpelthen at barbere dem af, så af med buksen og frem med numsen, og så en skarp Gillette.
3rd. dagen havde vi også 2 dyk på et sted, som hedder Ras Nas Rani. Det første dyk var ned til 27 meter. Vi svømmede rundt spidsen af et rev for at se de store viftekoraller, som stod derude. Det er det eneste sted vi har set dem, utrolig flotte. Derefter vendte vi om og svømmede hjem af igen på 12 meter, og det var et flot natur dyk uden de store overraskelser. Vi holdt en pause på land i 2 timer, hvor vi indtog vores frokost og masser af vand. Solen stod lige ned, men ikke så det ikke kunne holdes ud. Vi tog jo en lille tur i vandet ind imellem for at køle af. Det andet dyk foregik på en maksimum dybde på 13 meter, men til gænggæld var vi i vandet i 57 minutter. På dykket gik vi gennem forskellige huler og vi så endelig Napoleonsfisk hele 2 stykker. Den anden dejlige overraskelse på dette dyk, var at der kom en stor havskildpadde hen til os, de er simpelthen så skønne og se i vandet.
Aftenen tilbragte vi i den nærmeste storby Narma Bay. Vi gik lidt rundt efterfulgt af et godt måltid mad og en fadøl på Hard Rock Cafe. Godt trætte efter dagens dyk og mad var vi ""hjemme"" og tog os en lille en over tørsten af vores medbragte toldfrie fra København. I morgen er det dykkerfri dag, så vi kan sove længe. Ja sove længe er jo så meget sagt, for vi vågner med jævne mellemrum når Imamen ""råber"" sit budskab til folket.
Den dykkerfri dag havde jeg bestemt mig for at dovne, bare snorkle, ligge og sole og slappe af. De andre dykkerture jeg har været på har jeg skulle op før en vis mand fik sko på for at komme på Kameltur, ø-rundtur så der var ikke meget afslapning, nej denne gang skulle det være anderledes, og det blev det.
Jo jeg fik min hvile/dykkerfri dag. Min mening var jo at snorkle og solbade, men det blev til et døgn i sengen med ondt i maven og fast rutefart til toilettet. Ja, jeg havde redet mig en gang feriemave, og som i ved, kan tykke piger også have tynd mave.
Så jeg var godt veludhvilet da vi skulle af sted på bådtur kl. 0400 næste morgen. Vi havde pakket vores ting aftenen i forvejen og sat det vi ikke skulle have med på båden ind på et fælles rum, hvor vi så skulle opholde os og tage bad når vi kom tilbage fra bådtur 1½ dag senere.
Vi kom om bord og fik sovet lidt igen inden vi var fremme ved det vrag vi skulle dykke på. Vraget Thistlegorm skulle besøges et par gange på denne tur.
Skibet Thistlegorm er et Engelsk bygget skib fra 1940, som sejlede fra England syd om Sydafrika i 1941, hvor det lastede motorcykler, jeeps, gummistøvler og ammunition. Skibet skulle op gennem Suez og aflevere sin last til de Engelske styrker i Nordafrika. Der var 2 skibe af sted og de havde lagt op for natten. De bliver opdaget af tyske bombefly og Thistlegorm bliver bombet, og heldigvis rammer de det rigtige skib, for skibet ved siden af var ikke lastet med noget som kunne bruges, så besætningen fra Thistlegorm blev samlet op af det andet skib.
Thistlegorm blev ramt på agterdækket og sank lige ned på kølen, og det er et perfekt vrag at dykke på. Skibet er omkring 150meter langt.
Da vi ankom til dykkerstedet hopper vores guide i vandet og binder et bundtov fast til vraget, så vi ligger fast. Vi andre dykker så ned langs tovet og starter vores dykning på de 20 meters dybde som stævnen ligger på. Vandet er perfekt, klar sigt, masser af fisk og de er store. Vi svømmer gennem lastrummene og ser på de motorcykler, som stadigvæk står på rækker i lasten, lastbiler står side om side og bunker af gummistøvler ligger der også, hvad de så skulle bruge dem til i kampen i Nordafrika, det er da ikke vand de har mest af der.
Da vi komme ud i den anden ende af vraget, hvor det er blevet ramt, passere vi to bæltekøretøjer, som ligger med bunden i vejret. Vi fortsætter ned om skruen og nu har vi nået maksimum dybden, som her er 32 meter. Vi svømmer op langs siden igen og passere de 2 antiluftskyts kanoner på agterdækket og vi leger lige soldater en stund. På et tidspunkt ligger jeg inde i en stor stime snapper. De står stille uden om mig, og jeg føler jeg er pakket ind i en dyne, utrolig oplevelse.
Ude til vores venstre side står der et lokomotiv 20meter ved siden af skibet, vi er i en helt anden verden. Alt står som da det sank for 60 år siden fantastisk. Vi svømmer tilbage til bundtovet i stævnen og begynder vores opstigning. Vi hænger som perler på en snor og holder sikkerhedsstop ved 6 meter. Vi har været dybt nede under hele dykket og vi skal ""gasse"" af i 5 minutter inden vi tager de sidste 6 meter op i båden.
Vel oppe igen er vi alle helt vilde. Så du den store stime Barracudaer? Så du den kæmpe potato cod der lå på spanderen? Og så videre. Det er altid spændende at være under vandet, men det er også rart at have haft en oplevelse med andre og kan snakke om det vi har set.
Vi fik frokost og var klar til en tur mere ned til vraget. Der vil være noget nyt og se på om jeg så var dernede 50 gange. Nu har jeg været der 6 gange og jeg skal derned igen til efteråret.
Vi sejlede ind i en lille lagune for natten, da det ikke er til at ligge ude ved vraget på grund af vejret, det blæser som reglen kraftigt derude. Vi havde en hyggelig aften med fødselsdag og kage med lys og alle var godt trætte da vi gik i vores kahytter.
Sidste dag på ferien skulle vi lige dykke et morgen dyk på Thistlegorm igen inden morgenmaden. Derefter var det så hjem af til vores camp, hvor vi skulle fordrive tiden til kl. 23 mandag aften.
Tiden gik med snak, spisning og bad. Vi var jo 17, som skulle dele 2 badeværelser, så det var med at holde køen.
Klokken 23 gik vi så i de to minibusser og turen hjemad startede. Turen hjem foregik som jeg beskrev i første afsnit bare omvendt, men uden overnatning i Eilat, det var direkte fra grænsen ved Taba til lufthavnen i Eilat.
Vi var hjemme igen i Odense sent tirsdag eftermiddag, og så var vi klar til at gå tidligt i seng, da det ikke var meget søvn vi havde fået siden vi stod op mandag morgen klokken 7.
Det var en dejlig tur, og når du læser dette har jeg faktisk været af sted igen i uge 8 uden Keld for han nåede ikke hjem. Men vi tager 14 dage på dykkerferie i Belize syd for Mexico midt i Marts, det glæder vi os til.
Jeg håber mine dykkerferie beskrivelser har inspireret nogle af jer til at starte med at dykke. Det er også dejligt at dykke her i Danmark, og har du nogle spørgsmål om det, er du altid velkommen til at kontakte mig. Jeg er inde på hjemmesiden som web-master.
Da jeg var yngre, vejede jeg nogle kilo mindre. Jeg behøvede aldrig at holde maven inde, når jeg havde en stram kjole på. Men nu hvor jeg er blevet ældre, har min krop gjort sig fri. Der findes en form for elastisk komfort der hvor min talje var engang. De italienske sko skal være to numre større, hvis jeg da overhovedet kan få fødderne i dem og skridtet på strømpebukserne sidder alt for ofte nede ved knæene.
Men jeg har også lært, at det ikke betyder noget hvad der sker, eller hvor sort alt føles i dag; Livet går videre og i morgen bliver en bedre dag.
Jeg har lært, at det siger meget om et menneske, hvordan han/hun håndterer disse tre ting:
En regnvejrsdag, mistet bagage og sammenfiltrede juletræskæder.
Jeg har lært, at uanset hvilket forhold du har til dine forældre, så vil Du savne dem, når de ikke er her mere.
Jeg har lært, at det at skaffe sig penge og ting, ikke er det samme, som at skabe sig et liv.
Jeg har lært, at livet af og til giver dig en chance mere.
Jeg har lært, at man ikke kan gå gennem livet med en baseball-handske på begge hænder. Af og til skal man også kaste bolden tilbage.
Jeg har lært, at når jeg beslutter noget direkte fra hjertet, så har jeg for det meste også truffet den rette beslutning.
Jeg har lært, at selvom jeg er såret, behøver jeg ikke såre andre.
Jeg har lært, at man hver dag skal række sin hånd ud til nogen. Alle behøver en varm tanke eller et venligt klap på skulderen.
Jeg har lært, at jeg stadig har meget at lære.
Jeg har lært, mennesker vil glemme hvad du har sagt og ting du har gjort, men de vil aldrig glemme, hvad du fik dem til at føle.
Send dette til mindst fem fantastiske kvinder i dag og noget godt vil ske........
Du kommer i hver tilfælde til at have fortalt en anden kvinde, at du synes hun er fantastisk, og du har måske fået hende til at smile. Men hvis du ikke gør det...........så går lynlåsen i stykker, dine strømpebukser vil rulle ned til fødderne, hvor dine italienske sko klemmer!
Som mange af jer nok ved dykker jeg i min fritid, sammen med min mand og venner. Vi tager hvert år på mindst en udenlandsrejse for at dykke og laver ikke andet end at dykke. Sidste år var ingen undtagelse, men der kom ingen historie fra mig om den tur vi havde til Belize, et lille land lige syd for Yucata halvøen ved Mexico. Men det var en skøn tur.
Så i år gik turen til Maldiverne (Maldiverne som vi kalder det her) og her mødte vi noget af det ypperste man kan se under vand. Men først lige lidt om turen i det hele taget.
Vi var 16 personer, som tog af sted klokken 6 om morgenen fra Odense med kurs mod England, ja først den ene vej så den anden vej. Efter lidt ventetid i Birmingham gik vi om bord på den flyver, som skulle flyve os til Bahrain med en mellem landing for til sidst at lande i Male på Maldiverne. Vi ankom den næste morgen klokken 8 og var spændte på om vores dykkertasker var med, og jubii alle var med denne gang, så kunne ferien kun blive god, når man nu skulle lave det man har mest lyst til. Efter en dag og nat i Male på hotel sejlede vi ud til det skib som skulle huse os alle 16 i 9 dage. Vi var kun os og den besætning, som skulle holde os med kost og sejle skibet. Alle var i godt humør og tilfredse med forholdene, så kan man jo ikke forlange mere. Efter en time om bord var vi i vandet på vores første dyk, vi skulle lige lave et check ud dyk som vi kalder det, det vil sige at man finder ud af hvor meget bly man skal have på sit bælte for at kunne komme under vandet (29 grader varmt). Det var så dagens eneste dyk, men der skulle komme mange flere.
Hver dag foregik således: op klokken 6 (ja vi er jo på ferie) første dyk startede kl. 7, hvorefter vi var tilbage til morgenmad kl. 0830. Så var der tid til en lille formiddags lur eller lidt sol (det blev ikke til meget, da det var bedst at holde sig i skyggen) så i vandet igen kl. 12, frokost 1330 og så var det tid til eftermiddags lur. I vandet kl. 16 aftensmad kl. 1930, og hvornår vi var i seng, ja der var da ro kl. 22, så folk daffede under dæk mellem 20 og 22, alt den friske luft giver en god og sund træthed. Sådan foregik vores 9 dage om bord. Ind imellem var vi en time inde og se lidt på de lokale øer, som der jo er mange af. Maldiverne består af 1192 øer så der er nok at tage af. Det højeste naturlige punkt ligger 2 meter over havets overflade så man blev ikke forpustet op af bakke.
En af dagene skulle vi se de store djævlerokker, men selv om man tager ud for at se det er der jo ingen der har patent på naturen. Vi fik dem at se, men kun med maske og snorkel, men sikke et syn. Jeg nåede kun at tælle til 14 af det store krabater inden de var væk, men hele stimen kom svømmende hen imod mig med åbne gab for at si vandet for små plankton, det var fantastisk.
Og det ypperste hvad kan det så være for nu havde vi jo set Mantaer og hajer var et dagligt syn, jo en dag på et lidt kedeligt dyk forsvandt solen pludselig mens vi lå og hyggede på omkring 15 meter nede. Jeg kiggede skråt op og ca. 10 meter fra mig kom der en 6 til 8 meter lang HVALHAJ glidende forbi os. Alle stoppede op og fulgte efter denne fantastiske fisk, den største fisk der findes (de kan blive op til 12 meter). Flere fik rørt ved den, inden den forsvandt, men den kom tilbage igen som om den lige skulle se hvad det nu var der foregik og lige sige farvel og forhåbentlig på gensyn. Vi var alle helt vilde og det udtrykkes under vand ved at man jubler med arme og ben, tager regulatoren ud af munden og laver kysse ligende mimik og ellers bare smiler. Puha det var skønt.
Dagen inden vi skulle tilbringe den sidste dag i Male igen, tog vi på et resort, bare lige for at fornemme, hvordan det er lige at slappe helt af, når man er på ferie.
Efter en sidste dag i Male var det hjem igen samme vej som ud, bare omvendt.
Foredrag med Marie Finne i Hannerup kirkes mødelokaler torsdag d. 21/3. I samarbejde med kreds 2.
Ca. 50 personer var mødt op for at høre Marie Finne fortælle om sine 40 år til søs som telegrafist, ansat ved Lauritsen. Det er ingen overdrivelse at sige, at vi kom ganske langt omkring.
Foredraget var delt op i to dele: Den første del omhandlede livet til søs og hvordan det havde formet sig, mens anden del handlede om, hvad Marie Finne havde set og oplevet i de forskellige havnebyer.
Det hele startede da Marie Finne som 15-årig ville være landmand med egen gård. Efter at have knoklet i et år for sin far – uden løn – besluttede hun sig for at finde en kort uddannelse med gode jobmuligheder, der gav en god løn, så hun hurtigt kunne få sparet op til sin gård.
Det blev telegrafist-uddannelsen, selv om hun ikke vidste, hvad det var. Da hun var for ung til at påbegynde uddannelsen, måtte hun vente to år, man skulle være 17 år for at starte. De to år brugte hun på det danske atletiklandshold. Hun har eks. 2 danske rekorder i kuglestød.
Som 19-årig færdiguddannet telegrafist fik hun hyre – det vidste hun heller ikke, hvad var – på et skib ved Lauritsen. Da hun kom ombord, blev kaptajnen absolut ikke begejstret, han sagde f.eks. først goddag efter, at han havde ringet hjem til rederiet for at brokke sig. En kvindelig telegrafist på hans skib? Det kunne ikke passe! Men det gjorde det, og dermed blev Marie Finne den første kvindelige telegrafist i et af Lauritsens skibe. Som hun sagde til foredraget: Han var en god, hård, men retfærdig kaptajn”.
Hun havde to udtryk, hun brugte meget: ”Jamen var det ikke bare alle tiders?” og ”Min gode ven: Pøsen.”
I alle de 40 år hun tilbragte til søs, var hun mere eller mindre konstant søsyg.
Når hun skulle nogen steder ombord, mens hun var søsyg, bar hun pøsen med sig rundt. Den blev bundet fast til skrivebordet, og de steder hun nu var henne, så når hun blev syg, skulle hun ikke først ud at rende…
Det var ikke småting, Marie Finne kunne fortælle om de havne, de havde besøgt. Nogle gange lå de jo i havnen i hele 14 dage. Eks. kan hun i dag, pga. et besøg i Calcutta ikke høre ”Giv os i dag vort daglige brød” fra Fadervor uden at tænke på den ekstreme fattigdom, hun mødte i Calcutta. Her bliver folk født, syge og dør i rendestenen. De hellige køer træder nogen gange på menneskerne i rendestenen, og dem der er heldige, dør med det samme. Andre lider i dage, uger, måneder eller år.
På Grønland har hun mødt Sirius-patruljens folk et par gange, set isbjørne med og uden unger.
Det var helt utroligt spændende ting, hun kunne fortælle. Nogle var stuerene, andre ikke, bl.a. hvad hendes søsyge angik.
Uanset om man kunne tåle at høre det, eller ej, så var det en hyggelig og morsom aften, lattermusklerne blev rørt og til tider var det eftertænksomheden, der var i fokus.
Til alle interesserede kan jeg kun sige: Gå ind og hør hendes foredrag, hvis I får mulighed for det. Man kan ikke forblive uinteresseret.
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 31/12-1979 Kategori (i):
LIVET !!!!!!!!!!!!!! ja, det er da dejligt ik´
Da jeg var yngre, vejede jeg nogle kilo mindre. Jeg behøvede aldrig at holde maven inde, når jeg havde en stram kjole på. Men nu hvor jeg er blevet ældre, har min krop gjort sig fri. Der findes en form for elastisk komfort der hvor min talje var engang. De italienske sko skal være to numre større, hvis jeg da overhovedet kan få fødderne i dem og skridtet på strømpebukserne sidder alt for ofte nede ved knæene.
Men jeg har også lært, at det ikke betyder noget hvad der sker, eller hvor sort alt føles i dag; Livet går videre og i morgen bliver en bedre dag.
Jeg har lært, at det siger meget om et menneske, hvordan han/hun håndterer disse tre ting:
En regnvejrsdag, mistet bagage og sammenfiltrede juletræskæder.
Jeg har lært, at uanset hvilket forhold du har til dine forældre, så vil Du savne dem, når de ikke er her mere.
Jeg har lært, at det at skaffe sig penge og ting, ikke er det samme, som at skabe sig et liv.
Jeg har lært, at livet af og til giver dig en chance mere.
Jeg har lært, at man ikke kan gå gennem livet med en baseball-handske på begge hænder. Af og til skal man også kaste bolden tilbage.
Jeg har lært, at når jeg beslutter noget direkte fra hjertet, så har jeg for det meste også truffet den rette beslutning.
Jeg har lært, at selvom jeg er såret, behøver jeg ikke såre andre.
Jeg har lært, at man hver dag skal række sin hånd ud til nogen. Alle behøver en varm tanke eller et venligt klap på skulderen.
Jeg har lært, at jeg stadig har meget at lære.
Jeg har lært, mennesker vil glemme hvad du har sagt og ting du har gjort, men de vil aldrig glemme, hvad du fik dem til at føle.
Send dette til mindst fem fantastiske kvinder i dag og noget godt vil ske........
Du kommer i hver tilfælde til at have fortalt en anden kvinde, at du synes hun er fantastisk, og du har måske fået hende til at smile. Men hvis du ikke gør det...........så går lynlåsen i stykker, dine strømpebukser vil rulle ned til fødderne, hvor dine italienske sko klemmer!
Kontakt med filippinske sømandskoner - en optakt til interview med den filippinske sømandskoneforening, andet steds i bladet.
"Som tidligere beskrevet her i bladet, var jeg i efteråret til møde med Forskningsenheden for Maritim Medicin (FMM) i Esbjerg. Ved dette møde fortalte Fabienne Knudsen fra FMM, at hun skulle til en konference i Filippinerne kort tid efter vores møde. Jeg spurgte om hun ville forhøre sig om, hvor vidt der findes en filippinsk sømandskoneforening, idet jeg syntes det kunne være interessant med kontakt dertil. Hun mente faktisk der var en sådan, og ville meget gerne forhøre sig derude. Hjemkommet fra dette møde, kontaktede jeg vores næstformand Kirsten Nybroe, som jo står for den internationale kontakt, om hun ikke lige i en håndevending kunne oversætte vores lille folder til engelsk, så Fabienne kunne få den med sig til Filippinerne. Det gjorde hun, og med diverse pc-problemer fik vi den med i sidste øjeblik.
Fabienne Knudsen gjorde et godt stykke arbejde for vores forening. Ikke blot lykkedes det hende at opstøve en sømandskoneforening derude, hun fik også et gensidigt ønske om kontakt og et flot interview med hjem.
Jeg vil være ærlig og sige, at det ikke har været helt uden spekulationer: Vil det møde modstand i vores forening? Er der nogen der ser filippinere som ”fjenden”. Ser dem, som dem, der bare giver vores mænd problemer, problemer vi som sømandskoner også mærker? Filippinere som tager arbejdet fra vores mænd? Og hvorfor i alverden skulle vi støtte op om det, med en kontakt til deres koner? Der er jo noget om snakken, kan man sige. Det er i hvert fald en måde at anskue tingene på. En anden måde at anskue tingene på, kunne imidlertid være, at der, hvor der eksisterer problemer, ”tager man tyren ved hornene”, og det gør man som bekendt ikke uden nærkontakt. Hvem af os, ville ikke ønske, at befri vores mænd for de kulturelle problemer, de oplever i hverdagen, og som vi ofte lytter til? Kunne vi bare svinge tryllestaven, som Harry Potter kan. Det kan vi ikke, men vi kan måske medvirke til at gøre en forskel! Selv en lille forskel tæller. Og dog, hvorfor skulle vi underkende vores egen rolle som sømandskoner? Bag enhver succesfuld mand står en kvinde, eller hvordan det ordsprog nu lyder.
Personligt har jeg altid fundet det interessant og lærerigt at møde mennesker fra andre kulturer. Via rejser, men også via arbejde i udlandet, har jeg mødt og lært mange meget forskellige mennesker at kende gennem tiden. Jeg har bare aldrig været i Filippinerne. Men jeg kan godt forestille mig, at hvis jeg lærte dem at kende, ville det også påvirke min mand. Jeg kan også forestille mig, at hans umiddelbare reaktion ville være: ”Du er ikke rigtig klog”. Men ærlig talt, det har han før sagt, og slutteligt har sagt noget helt andet.
For hvad ved vi om deres kultur? Jo, jeg ved godt, der kan komme mange hurtige svar, på det spørgsmål, fra både koner (der har sejlet med) og mænd. Men helt ærligt, hvad ved vi, om hvad der virkelig betyder noget for dem, og hvordan de udtrykker/viser det? Hvad ved vi om deres livsbetingelser, deres hverdag hjemme, deres historie og meget mere? Gør det dig ikke lidt nysgerrig?
De har allerede udvist interesse for at lære os at kende, og her har vi en glimrende chance, for at formidle, hvad der betyder noget for os. Når vi lærer hinanden at kende, mindskes misforståelserne.
Jeg ved i naturens sag ikke, hvad et samarbejde vil bringe sådan mere konkret, men jeg synes så afgjort det er spændende. Det kunne være udvekslende historier/artikler i hinandens blade. Endnu mere interessant kunne det være, at besøge hinanden. Men en naturlig hæmsko, er jo, at deres land ikke ligger lige rundt om hjørnet, og det er kostbart at tage dertil, med mindre sømanden alligevel skal der til…
Alene Fabienne Knudsen´s interview med de filippinske sømandskoner, synes jeg er interessant og lærerigt. Så skulle vi ikke give det en ærlig chance, og med et åbent sind, møde andre sømandskoner, der ligesom os, har sine historier, sine genstridigheder og sine gode oplevelser at dele ud af? Det er primært gennem en positiv tilgang, at vi ændrer verden til det bedre."
Sølvbryllup i Peru Fortsættelse fra Søhesten nr. 6.
(Fortsættelse fra Søhesten nr. 6. 2008)
En anden stor del af amazonindianernes fødekilde kom selvfølgelig fra floden, som er rig på talrige fiskearter – ikke mindst piranha (piratfisk), dorado, kingfish og mange, mange andre. Og de her nævnte fik vi serveret på skibet, enten til frokost eller aftensmad. Og altid med masser af kartofler, grøntsager og ris til. Varer som blev indkøbt i landsbyerne langs floden. Et par gange blev vi udstyret med hjemmelavede fiskestænger, vi skulle på piranhafiskeri, og fra de motoriserede kanoer smed vi krogene ud med råt kød på. I vores kano, var jeg den eneste, som fik noget på krogen. Det var dog ikke en af de frygtede piratfisk, men en tetra, som vi kender fra vore akvarier herhjemme. Den fik lov at komme ud i floden igen. Til vores store ærgrelse hev kanoen lige ved siden af os den ene piratfisk ind efter den anden!
Turen fra Ichitos gik til Santa Rosa, som ligger på grænsen mellem Peru, Columbia og Brasilien. Her havde vi nogle timer i land, så vi var et smut i både Columbia og Brasilien. Her var byerne meget større, med masser af butikker, trafik, støj og larm. Men også en fascinerende kontrast til de små stille landsbyer, vi havde besøgt på flodbredderne. Vi fik handlet lidt souvenirs og fik ringet hjem til familien. Turen gik nu tilbage mod Ichitos, men hele tiden var der nye landsbyer og nye indtryk.
Da vi sammen med guiderne evaluerede turen på Amazonfloden, gav vi udtryk for, at turen havde været ganske fantastisk, selv skibets standard taget i betragtning, men at vi havde forventet at se mange flere dyr! I brochurer og kataloger ser man altid papegøjer, aber og dovendyr hænge i træerne langs flodbredden. Hertil smilte de, og sagde at de jo var der, dyrene, men selvfølgelig længere inde i regnskoven. Og jo vi så og hørte papegøjer og aber, men ikke på tæt hold. Vi blev nu tilbudt at tage med en af guiderne til en dyrehave ved Ichitos. Og da det var den sidste dag inden afrejsen hjemad, tog vi imod tilbuddet.
En amerikansk dame havde anlagt en lille have der i regnskoven, hvor hun ud over en sommerfuglefarm også tog imod dyr, som mennesker på den ene eller den anden måde ikke havde behandlet godt. Her var papegøjer og andre eksotiske fugle, myreslugere, tapire, pantere og ikke mindst mange forskellige aber. Visse af aberne skulle man tage sig i agt for. De var blevet opdrættet som lommetyve, og var eksperter i at gå i turisternes lommer. Mit eget kamera var nær smuttet, men aben respekterede, at jeg råbte op, og den forsvandt til et andet offer. (At mit kamera så siden forsvandt ved et indbrud herhjemme er en anden sag!) Fantastisk var det også at gå rundt i sommerfugelfarmen. Vi så mange forskellige arter fra puppestadiet, til larver og så den flotte færdige sommerfugl.
En god måde at afslutte besøget i Amazonlandet, om end baggrunden for oprettelsen af haven, næsten ikke er til at tænke på.
Tidligt næste morgen fløj vi til Lima. Her havde vi 11 timers ventetid i lufthavnen, suk! Men også den tid gik, og efter mellemlanding i Amsterdam ankom vi til Danmarks februarsure vejr. Godt trætte og mætte af indtryk. Vores huspasser havde sørget for, at der var ingredienser til en frikadelle, og der stod et par kolde øl i køleskabet!
Vi lærte en masse på den tur! Både om andre folkekulturer og ikke mindst om mig selv. Jeg ved nu, at jeg skal betænke mig meget, inden jeg igen ville vælge at tage til et sted, som ligger mere end 4000 m over havet. Tilvænningen til den iltfattige luft er svær og ubehagelig. At rejse rundt i et land på kryds og tværs i 3 uger, gør at man kun har ganske få dage det samme sted. Man lever så at sige i sin kuffert, - og kors, hvor kan den blive rodet! Men jeg har stadig trang og mod til at besøge andre steder på vores dejlige jord, se og være blandt mennesker, som lever på en helt anden måde end jeg selv gør. Det giver sørme stof til eftertanke!
"Sømandskoneforeningen er socialt netværk, samvær og fælles oplevelser, siger formand Kirsten Nybroe, der opfordrer flere unge til at tage aktivt del i foreningens arbejde
- Søfolk ved godt, hvor meget det betyder for deres trivsel om bord, at de efterlader familien i en god stemning, når de sejler ud. Det er fantastisk vigtigt, at begge parter undgår søvnløse nætter på grund af hjemlige konflikter, der ikke er blevet løst i tide. Men en ting er at vide det, noget andet er at få snakket om det.
Sådan siger Kirsten Nybroe, der er formand for 200 medlemmer af Sømandskoneforeningen. Hun er ikke i tvivl om, at foreningens medlemmer har glæde af hinanden, og hun retter derfor en opfordring til alle danske sømandskoner om at melde sig ind uanset deres mands organisatoriske tilhørsforhold.
Udbytterigt
De, der ikke kender foreningen, synes umiddelbart at navnet klinger af støvede gamle koner, men sådan er det ikke. Vi er en blanding af unge og gamle, sjove og alvorlige. Vi har meget til fælles og oplever en gensidig solidaritetsfølelse. Det fører til udbytterigt samvær og gode fælles oplevelser, siger Kirsten Nybroe
Netværk
Foreningen arbejder for at forbedre hverdagen for medlemmerne. Den fungerer som sådan også som et socialt netværk, hvor der er nogen klar til at række en hjælpende hånd, og så kan man altid finde én eller flere, der har lyst til at tage med en tur i “biffen”, i teatret, til koncert, idræt, foredrag, eller noget helt andet, oplyser Kirsten Nybroe.
Formanden, der selv er aktiv i Næstvedafdelingen, er gift med en mand, der har sejlet i 35 år, så hun ved, hvad hun snakker om, når det handler om at stå alene med de daglige problemstillinger.
Unge løber ind i problemer
- Det er mit indtryk at flere unge sømandskoner løber ind i nogle problemer, når de får børn. Jeg har set tilfælde, hvor en dreng ændrede adfærd i børnehaven, når faderen tog ud at sejle. Her var der åbenlyst brug for en bedre kommunikation mellem børnehavens ansatte og den pågældende familie. Næsten alle medlemmerne i foreningen har mødt lignende problemer, og den gensidige udveksling af erfaringer og ikke mindst bevidstheden om, at man ikke står alene, har betydning, fortæller Kirsten Nybroe videre. Lokalforeninger
Sømandskoneforeningen har afdelinger på Bornholm, i Esbjerg, Fanø, Frederikshavn, Holstebro, Ålborg, Fredericia, Strib, Odense, Svendborg, Ærø Vestsjælland og Næstved. Man bliver medlem af foreningen ved at rette henvendelse til af følgende kontaktpersoner:
Sjælland: Kristen Nybroe tlf. 55 99 03 27. e-mail pontneuf@get2net.dk
Lokalafdelingerne er opstået ved, at nogle enkelte sømandskoner fra et område har taget initiativ til oprettelse af en forening, og vi er meget interesserede i at flere tager initiativ til oprettelse af lokalforeninger, så foreningen kan knopskyde sig større. Hvis nogle er friske til at prøve at danne en forening er bestyrelsen klar til at hjælpe til, siger Kirsten Nybroe.
Sømandskoneforeningen har også en hjemmeside, hvor man kan søge yderligere oplysninger.
Kirsten Nybroe opfordrer flere unge til at melde sig ind i Sømandskoneforeningen."
I min tid som landsformand for Sømandskoneforeningen af 1976 skete det med jævne mellemrum, at jeg blev bedt om et interview til en af de danske radiokanaler. Ikke blot i min egenskab af landsformand, men nok mere om det at være sømandskone og at leve sammen med én af søens folk. Det giver jo et ganske anderledes familiebillede, som jeg åbenhjertigt har berettet om på godt og ondt! Nogle af disse udsendelser har jeg hørt, enten fordi de blev båndet og jeg efterfølgende modtog båndet, eller jeg har fået oplyst af intervieweren på hvilket tidspunkt udsendelsen ville gå i luften. Jeg ved fra familie og venner, at nogle af disse udsendelser har været genudsendt. Da det er ved at være nogle år siden, at jeg sidst har deltaget i et sådant interview, blev jeg derfor overrasket, da jeg for nogle uger siden modtog en lille bog samt følgende brev:
Tak for dit indlæg i DRp1 forleden. Som tidligere sømand varmede det mit gamle hjerte at høre en sømandskone fortælle. Det vakte til live mange minder fra mit eget familieliv, og jeg fik lyst til at sende dig en hilsen og forære dig vedlagte bog. Det er nærmest en erindringsbog fra min tid på søen. Måske den sidste historie i bogen vil interessere dig. Bogen er formentlig udsolgt fra forlaget, men kan lånes på bibliotekerne, og jeg har selv nogle eksemplarer liggende. De er nu til nedsat pris. Med venlig hilsen Bjarne Gårdsvoll.
Bogens titel er ” SKIBET HOLDT RUTEN” og kan betragtes som en gren af arbejderlitteraturen. For første gang i motorskibenes tidsalder tager den omstridte genre en tur til søs og lægger hovedvægten på maskinbesætningens arbejde. I de fleste beretninger om søfolk opleves skibets motorrum ellers som en uinteressant, om end nødvendig blindtarm. I samlingens første historier læser vi om en førsterejsedrengs chokagtige møde med det larmende rum, hvor det interne døvesprog er en forudsætning for at kommunikere indbyrdes. I andre historier rystes vi ved beretningerne om en ældre motormands arbejde i tropisk varme, en kølemaskinists død af en mystisk forgiftning og en maskinmesters depression efter en eksplosion i maskinrummet. Men vi får også smagsprøver på styrmandens kvaler ved et rustbefængt skib og det spændte erotiske forhold til skibets eneste kvinde, Og vi får svar på, hvorfor en sømand går i land. De romantiske sider ved sømandslivet vil læseren lede forgæves efter i denne bog. Det er det hårde liv på søen, der fortælles om. Det gør historierne hverken mindre spændende eller mindre værd at læse. (uddrag fra bogens bagside).
Bjarne Gårdsvoll er uddannet maskinmester og sejlede i nitten år. Bogen er udgivet af Forfatterforlaget ATTIKA i 1998.
Jeg har endnu ikke selv haft tid til at læse bogen helt, grundet 17 tons fliser, et sekskantet drivhus o meget mere. Men jeg har skimmet lidt rundt i den, og er ikke i tvivl om, at bogen vil være godt læsestof for alle sømænd og –koner. Rigtig god læsning.
At turde – er at miste fodfæste for en tid. Ikke at turde – er at miste sig selv.
Sådan har Lotte måske slet ikke tænkt, da hun skrev sit indlæg om candida svamp i forrige nr. af Søhesten. Men sådan tænker nogle af os måske: Puh ha, det var modigt gjort, det turde jeg nok ikke selv, - eller hvad ved jeg. Lotte er hudløst ærlig. Nogle vil måske sige, hun blotlægger sig selv, for meget måske? Jeg vil sige, som Søren Kierkegaard: At turde – er at miste sig selv for en tid (måske). Ikke at turde – er at miste sig selv.
Det er flot gjort. En stor cadeau til Lotte. At hun har modet til at stå frem, og gøre andre opmærksom på lige den problematik, som måske ellers opleves meget privat, både af dem, som selv har problemet, og af dem, som slet ikke kender til problemet. At vise sin svaghed (hvad det så end er), er i virkeligheden en styrke.
Jeg ville ønske Lotte kunne få det bragt i samtlige lægelige tidsskrifter. For det her er, som Lottes læge også røbede, noget lægevidenskaben i stor udstrækning lukker øjnene for. Og tænk på alle dem som i fuld tillid henvender sig til sin læge, men blot negligeres, og i værste fald bliver grinet af.
Det var befriende læsning. Lotte rørte i princippet ved noget urørligt, og hvad er mere forfriskende? Måske ligger der dét i det, at det er kvinder der ændrer verdens gang, trods det er mændene der er ved magten?
Men her gælder det først og fremmest en gæv sømandskone, der har udrettet noget stort. Hun har efter lang tids søgen, fundet løsningen på et invaliderende problem. Hun holdt fast, og fik endda mod og styrke til at berette det for omverden. Venner, det er altså noget af en bedrift!
Sidst jeg skrev et lille indlæg her til Søhesten, kom jeg vist til at give et lille suk omkring 13 tons fliser og et 6kantet drivhus! Ilse ville gerne have historien, så her er den:
Umiddelbart er der jo ingen historie i at skulle lægge fliser eller sætte drivhus op, men medens det står på håber man i høj grad, at dette næsten mareridt vil ende med at blive en god historie.
Vi havde jo sidste år købt andet hus, som i vinterens løb havde fået nyt tag og der var bygget en flot carport med skur. Nu manglede kun fliserne at blive lagt, så vi anstandsmæssigt kunne tage carporten i brug. Men sagen var ikke så lige til! Vi skulle tage beslutning om, hvilken størrelse, farve og facon fliserne skulle have. Ud på flisen, Karoline! De findes jo i alle størrelser lige fra 5x5 cm til over 75x75, for ikke at tale om faconer og farver. Det er altså svært med så mange valg- og kombinationsmuligheder, men vi havde i grunden bestemt os for almindelige 40x40 grå fliser med røde såkaldte chaussesten af 10x10 rundt om. I indkørslen skulle blot være de ordinære såkaldte kørebanefliser! Jo, jo man lærer mange fagudtryk, når man snakker med fagfolk! Der bliver målt op, aftalt pris på sten, grus og sand. Sømanden tager ud at sejle, - og så sker der bare ikke mere! Græsplænen som jeg kører ind på for at bilen kan være under tag ( det var SÅ TRÆLS at skulle skrabe bilruder kl. 6.20 om morgenen!) er snart kørt ned til to store smattede huller, som jeg jævnligt fylder op med barkflis, for at hjulene kan dreje rundt! Jeg undrede mig hver dag over hvor F.. de brolæggere blev af. Indtil jeg fik fortalt, at man ikke kunne lægge fliser så længe der var frost i jorden. Da jeg fik det at vide kunne jeg da godt se det, der skulle jo skrælles jord af og lægges grus, som fliserne skulle stabilisere sig i. Der gik 2 måneder og så var sømanden hjemme igen. Lige nu sejler han ikke under en 1 –1 ordning, så hjemmeperioden var kun en måned. Nu skulle der lægges fliser. De ankom også allerede 2 dage efter hans hjemkomst. Der var så også lige det ved det, at mens han var ude, havde vi talt sammen i telefonen om køb af vores nye drivhus. Skulle vi nå at have glæde af det i år, var det jo også tiden at få det indkøbt og sat op. Derfor havde jeg været rundt i diverse byggemarkeder og kigget på disse bygningsværker. Jeg var faldet for et sekskantet, som godt kunne minde lidt om en havepavillon, jeg havde endda fået beskeden ude fra de blå bølger om at jeg blot skulle købe det, så det var klar til opsætning, når handymanden var godt hjemme igen. Som sagt så gjort! Pakkerne blev leveret i carporten, som jo stadig ikke havde fliser, og der lå de så til han kom hjem. Allerede dagen efter hjemkomsten blev de mange papkasser åbnet, for blot at konstatere, at det ikke var den grønmalede model, som jeg havde givet et par tusinde ekstra for! Hvorfor er det sådan så tit ( læs altid )?? Der blev rettet henvendelse til forhandleren, som kunne oplyse, at der ville gå 14 dage før jeg kunne få mit grønne 6kantede drivhus, da det skulle leveres fra England. Vi kunne jo ikke gøre andet end at acceptere. Jeg var efterhånden ved at være bekymret for både drivhus og fliser. Manden var jo kun hjemme 1 måned og han skulle selvfølgelig også have lidt ferie! ” Det skal du ikke bekymre dig om!” var hans dejlige svar. ” Det drivhus sætter jeg op på 3 timer!” Sætningen var næsten ikke fuldendt før en lastbil ankom og begyndte at læsse fliser af. I Guder, hvor var der mange! Brolæggeren ankom næste dag, for at konstatere at 40x40 fliserne ikke havde fals, så de skulle byttes. ( Der var den igen!) Nå men sidst på eftermiddagen kom en lille handy maskine og skrællede græs og jord af. Gruset blev spredt ud og planeret. Allerede næste dag var de rigtige fliser ankommet. Brolæggeren mødte op uden sin svend, ( som vist nok lige havde fået sig en kæreste ) så sømanden trak i kedeldragten for at hjælpe til. Det måtte han fortsætte med i alle dagene, da kæresten åbenbart har været meget attraktiv. ( Vi så i hvert fald aldrig svenden!) Når brolæggeren gik hjem, skulle der så gang i det hersens drivhus. ( Husk lige det der med de 3 timer! ) Først skulle elementerne tages ud af kasserne og kategoriseres . Der var mange sprosser af vidt forskellige længder. Brugsanvisningen var blot en A4side med nogle mærkværdige tegninger, så den blev lagt til side. Nu skulle fundamentet lægges og her startede de første udregninger! Hvordan beregner man lige vinkelen i en heksagonal? Det må være noget med en cirkel, som har seks punkter med lige meget afstand i mellem sig. Buddene var mange. Hele familien blev involveret, der blev regnet med ligninger, geometriske læresætninger og hvad ved jeg, selv på min arbejdsplads begyndte chefen at sidde med små tegninger af cirkler og punkter. Men til sidst blev fundamentet da også lagt. Med nogenlunde lige vinkler! Vi var nu nået til dag 6 ( husk lige det med de tre timer ). Der blev skruet sammen, skruet af igen og ederne fløj gennem hele kvarteret! Utallige udflugter blev gjort til forhandleren, som havde modellen opstillet. Hjem igen for at konstatere, at det hele ikke passede sammen! Naboerne trøstede over hækken, men har nok taget sig et billigt grin! Sønnen og hans kæreste kommer af og til for at hjælpe, men må mange gange gå hjem igen med uforurettet sag. Til sidst står det der dog – og hvor er det dog pænt! Midt i alt dette blev de 13 tons fliser lagt. Sømanden var noget så føjelig om aftenen. Han var simpelthen dødhamrende træt! 30x30 fliserne vejede 28 kg. stykket, for ikke at tale om kørebanefliserne, som vist vejede 40 kg. Hertil havde den faglærte en dims som kunne lægge flisen. Men det var yderst vigtigt, at den blev lagt korrekt ellers var det om igen! Tilbage til heksagonalen! Vi går og nyder synet af den, da følgende mail popper op i min postkasse. Her er det sønniken, der lige vil komme med et par råd:
! Efter nøje overvejelser er vi kommet frem til, at der må forelægge en række fejlberegninger omkring vinkelsummen i det polygonske værk. Dette skyldes, at man ikke har taget højde for effekten af en række implicitte faktorer i forbindelse med samlingen af det aktuelle bygningsværk. Arkitekt eller bygherre har således undladt at indberegne den såkaldte drivhuseffekt, hvorved er række indviklede forvinklinger har resulteret en forskydning af de geostatiske punkter.
Vi anbefaler derfor i linie med anden forskning på området, at det undlades at slippe
visse drivhuseffektfremmende gasser( en vind ) i nærheden af bygningsværket.
Vi minder i øvrigt i denne forbindelse om, at det ikke er fornuftigt at accelerere objekter af geologisk oprindelse i en balistisk bane, såfremt man residerer i et domicil af let fragmenterbar karakter.
Hvor meget skal man dog finde sig i? Nå, men heksagonalen har nu stået der et par måneder. Agurk og tomater ser ud til at have det godt. Sømanden drog af sted igen, så nu døjer jeg bare med alt sandet, som skal fejes og fejes. Ud over på fliserne, har jeg det i hele huset. Selv i sengen! I skulle bare prøve selv.
Michelle Thomas er forsker ved Seafarers International Research Centre i Cardiff, England. Hun har interviewet 15 britiske søfolk og deres respektive hustruer samt 4 børn, i alt 34 interviews. På ca. 100 sider beskriver hun sine resultater ud fra disse interviews.
Rapporten kalder hun: ”Lost at Sea and Lost at Home: the Predicament of Seafaring Families”.
I skrivende stund er jeg ved at tygge mig gennem det engelske, som dog kunne være værre. Vores redaktør rykker mig for stof til bladet, så jeg forsøger at berette lidt fra Michelle´s rapport, trods jeg ikke har læst det hele.
Allerede få sider henne, kan jeg se at, det er både interessant læsning og et godt stykke arbejde. Rapporten kan bestemt anbefales. Man kan ”besøge” Michelle Thomas på centrets hjemmeside: www.sirc.cf.ac.uk.
Michelle Thomas så på fordele og ulemper ved søfartslivet, besværlighederne ved den specielle arbejds cyklus (ude – hjemme), den oplevede effekt på det følelsesmæssige og fysiske velbefindende, kilder til støtte og mestrings strategier .
Hendes resultater:
Den største fordel var absolut den relative høje løn, sammenlignet med løn i land, og adskillige nævnte den høje løn som værende den eneste fordel ved erhvervet og livsstilen.
En anden fordel var den lange ferie, fleksibiliteten og selvstændigheden i arbejdet samt spænding og glæde ved gensynet med partneren. Overgangene mellem skib og hjem blev nævnt som den sværeste periode i arbejds cyklus, da søfolkene kæmpede med at tilpasse sig landlivet og deres partnere kæmpede med at blive en del af et par igen. Søfolkene berettede om en anseelig periode til at afstresse fra skibslivet, og mange berettede om besværligheder med at tilpasse søvnmønster til familiens søvnmønster.
Ikke overraskende (Michelle´s egne ord) fandt hun, at kommunikation var ekstremt vigtigt for parrene. Jævnlig kommunikation lod søfolk og deres partnere forblive følelsesmæssigt tætte, og lod sømanden forblive en del af familiens beslutninger og begivenheder mens han er til søs. Jævnlig kommunikation lettede tilpasningen til land- og familielivet, og sikrede at sømanden havde en rolle i familien hvad enten hjemme eller til søs.
Kommunikationsmidlerne spredte sig over satellit telefon, breve, mobil telefoner og email. Mange havde cell-net telefoner og PC´ere. Der var et økonomisk stort forbrug på kommunikation og sommetider på et uoverkommeligt niveau.
Social isolation var et betydeligt emne for søfolkene. Forandringer i besætnings mønstre betød at samvær med kolleger begrænsedes til ”ombord-bekendtskab”, og geografisk adskillelse og usynkroniserede ferier gjorde det problematisk at vedligeholde venskaber. Søfolkenes afbrudte tilstedeværelse hjemme, sammenholdt med udgifterne til kommunikation, gjorde det vanskeligt for nogle søfolk at vedligeholde venskaber hjemme. Mange søfolk berettede at de var afhængige af deres partner og partnerens venner for social kontakt og støtte.
Sømandskonerne forekom også at være socialt isolerede. Kvinder med små børn havde mindre muligheder for social kontakt, og en del berettede at de følte sig ilde til mode ved at møde op ved begivenheder uden partner. Sømandskonerne følte ofte, at deres specielle problemer relateret til sømandslivet, ikke altid blev forstået af landfolk, og det har formentlig forstærket følelsen af isolation.
Tilstedeværelsen af børn ændrede aspektet ved sømandslivet for mange par. For sømandskonerne gjorde børn adskillelsen mere tålelig, da børnene giver selskab og holder hustruen travlt optaget, så tiden går hurtigere. Dog fik små børn, ofte hustruen til at føle sig bundet til huset og socialt isoleret. Søfolkene berettede besværligheder med at forlade børnene for lange perioder, og sommetider fandt de børnenes forandring foruroligende. Det kunne også være foruroligende for familien, at små børn ofte ikke kender faderen ved hjemkomsten. Søfolkene var positive omkring det faktum, at de med deres lange ferie, har mere kvalitets tid sammen med deres børn, end landfolk har.
Et betydeligt emne for søfolkene var deres følelse af overflødighed. Mange talte om vigtigheden af at have en partner, der er selvstændig og klarer hjem og familie mens de er til søs. Imidlertid var denne selvstændighed hos partneren, som gjorde at sømanden kunne være til søs, uden at bekymre sig om hjemmet, også medvirkende til problemer, når han kom hjem fra søen. Nogle søfolk mente, at deres familie fungerede uanset deres tilstedeværelse, og det kunne få dem til at føle sig unødvendig, uvigtig og fortrængt i familien.
Modsat populære opfattelser af sømanden som sexuelt promiskuøs, forblev størstedelen af søfolkene sexuelt monogame, og indstillede sig på de lange perioder med sexuel afholdenhed. De fleste søfolk følte ikke, at gentagne og lange adskillelser, påvirkede sexlivet med partneren, skønt nogle enkelte berettede at de havde besvær med at genoprette intimiteten, og at arbejdsbelastning og stress sommetider påvirkede sexlivet. Ingen berettede om sidespring. Hustruerne accepterede også perioderne med sexuel afholdenhed og nogle så frem til disse perioder. Genoptagelsen af sexlivet, kunne somme tider være problematisk som følge af kvindens behov for intimitet, og hendes opfattelse af mandens behov for sexuel lettelse. Kravene om at klare hjem og familie kunne somme tider gøre kvinden fysisk udmattet, så det påvirkede sexlivet i negativ retning.
Hustruerne forholdt sig typisk pragmatiske, til følelser af ensomhed og depression i relation til mandens fravær. Ingen havde kontaktet en professionel med følelsesmæssige problemer. Tilstedeværelsen af sømanden føltes specielt vigtig, både for praktisk og følelsesmæssig støtte, når der var alvorlige sundheds problemer i familien.
Søfolkene berettede om højt arbejds relateret stress. Men de søgte sjældent professionel hjælp.
Nogle få søfolk berettede om følelsesmæssige problemer relateret til problemer i parforholdet. Disse problemer var ind i mellem af en sådan beskaffenhed, at det fik dem til at overveje selvmord mens de var ombord. Der blev også berettet om følelsesmæssige problemer relateret til traumatiske begivenheder i arbejdet.
Tillid blev anset som afgørende for at kunne klare sømandslivet, lige såvel som kommunikation.
Hustruerne berettede om hvordan de mestrede adskillelsen ved at holde sig beskæftiget med et job, huslige pligter, børn og samvær med familie og venner. Socialt netværk var vigtigt både for praktisk og følelsesmæssig støtte. De kvinder der havde tidligere erfaring med vekslende fravær, følte sig bedre i stand til at klare livsstilen, som følge af positive rollemodeller og en bevidsthed om de potentielle problemer sømandslivet kan afstedkomme.
De interviewede havde en del forslag til forbedringer. Der blev nævnt kortere udmønstringstider og billigere kommunikation. Støtte fra rederiet til at sømanden kunne komme hjem ved familieproblemer/kriser. Muligheder for medsejlads for hustru og børn, som blev oplevet som en faktor der letter problemer relateret til sømandslivet. Hustruerne, som lever spredt i England, foreslog at kontakt mellem sømandsfamilier ville være godt for dem selv og deres børn.
Michelle Thomas foreslår følgende for at forbedre sømandslivet for søfolkene og deres familier:
Øget adgang til email. Statstilskud til kommunikation. Leveret post ombord så ofte som logistisk muligt. Udmønstringsperioder på maksimum 4 måneder. Øget mulighed for medsejlads. Forbedring i planlægning af sømandens arbejdsperioder, så den bliver mere akkurat og forudsigelig. Fremme social kontakt mellem sømandsfamilier. Sikre sømanden mulighed for umiddelbar hjemrejse ved familiekriser. Bedre kontakt mellem rederi og sømandskone. Fast besætning, så der er bedre mulighed for sociale relationer ombord. Besparelser ved mindre besætninger og øget administrativt arbejde ombord, skal balanceres op mod de sundhedsskadelige effekter det har på sømanden.
Michelle Thomas foreslår at der frem over forskes i: Eks-søfolk og eks-sømandskoner, hvorfor de ikke klarede sømandslivet. Problemer for sømandsfamilien ved sømandens pensionering. Sømandslivets effekt på børnene. Kvindelige søfolk og deres familieliv. Effekt og ansvar ved traumatiske begivenheder ombord.
Det var, hvad jeg, under redaktørens pres(!..), ville berette fra Michelle Thomas´s rapport om ”den fortabte sømand” (frit oversat!).
En hel del af det, er jo ikke nyt for os sømandskoner. Vi har talt om meget af det mange gange. Men alligevel synes jeg det er interessant at se hvad andre mener og oplever. Det kan også være bekræftende, at se at man ikke falder specielt meget udenfor… Men der er også alarmerende forhold, som at nogle søfolk kan overveje selvmord, som følge af job og dets betingelser. Og for at pudse egen glorie, falder meget af det Michelle Thomas siger i sin rapport, godt i tråd med det, jeg fandt i min egen lille mini-forskning om den isolerede sømand. Der er heldigvis gode sider ved sømandslivet. Til gengæld, tror jeg de negative sider er mere invaliderende, end de først ser ud til.
Hustrusejlads mellem de Kanariske øer - Eller - Når alt hvad der kunne gå galt gik galt.
"Kommer du ikke? Her er sol og varme, og vi ligger kun få timer i søen!"
Sådan havde min sømand spurgt flere gange, når han ringede hjem. Skibet han var ombord på gik i en charter mellem Spanien og mellem de Kanariske Øer.
Det lød jo fristende, men jeg havde ikke mere ferie til gode, vi havde hylende travlt på arbejde fordi vi havde en del sygdom blandt personalet, og så var der lige det der med finanserne! Da han havde spurgt for 117. gang fortalte jeg mine kolleger om det - og de sagde bare: “Tag dog af sted! Vi klarer den!” Feriedagene var brugt, men der var 5 dage på
afspadseringskontoen, så jeg snakkede med rederiet, og kunne tage af sted få dage efter.
Nu er det jo ikke så tit jeg har været på hustrusejlads, men jeg blev forsikret om, at agenten ville hente mig i lufthavnen og indkvartere mig på et hotel, hvor jeg kunne være til næste dag, hvor skibet forventedes at ankomme til Las Palmas. Klokken var 23, da jeg efter landing stod i ankomsthallen og kiggede på de mange mennesker, som med skilte søgte efter
bestemte passagerer. Blot stod der ingen med mit eller skibets navn på! Jeg gik lidt frem og tilbage, satte mig ned og ventede ½ times tid, forsøgte med min danske mobiltelefon at få kontakt til agenten og skibet, men der var ikke hul igennem. Snart var jeg overbevist om, at jeg selv måtte finde på en løsning. Jeg hyrede en taxa, hvor chaufføren absolut ikke kunne et eneste ord på engelsk. Jeg fik dog sagt hotel, uden at udtale H´et som jeg havde hørt, at man ikke gjorde på spansk. Vi susede snart ud af en mørk motorvej, hvor chaufføren grinte og nikkede og blev ved med sit “ Inglish, no comprende”. “ Nu er min sidste time kommet!” tænkte jeg, da han pludselig holdt ind til siden på den mørke og øde motorvej, steg ud og gik om til bagagerummet. “ Han hiver min kuffert ud, røver mig og slår mig ihjel!”, var de tanker som fór igennem mit hoved. Men han skulle blot finde en taske med telefonnumre på hoteller. Midt på natten blev jeg da indlogeret i en hotellejlighed. Det eneste jeg havde at drikke var Gammel Dansk, som jeg havde købt med hjemme fra. Fortrøstningsfuldt gik jeg til ro, og næste morgen forsøgte jeg atter at kontakte agent og skib. Agenten beklagede meget at han ikke havde hentet mig i lufthavnen, men “ something was more importent!” Ja, ja, nu ville jeg altså gerne have kontakt med skibet. Han vidste ikke hvor det var, men ville afhente mig på hotellet over middag. Jeg fandt nu ud af, at jeg befandt mig i en lille ferieby meget langt væk fra Las Palmas, og selvfølgelig blev jeg heller ikke denne gang afhentet af agenten! Mobilen ( som jeg ellers kun havde med til nødsituation ) var i livlig kontakt med rederi og nu endelig også skibet. Jeg hyrede endnu engang en taxa og kørte de mange kilometer til Las Palmas´ containerhavn. Her stod
min mand ved en tankstation og vinkede til mig.
Næste dag sejlede vi mod Tenerife. Denne gang slap jeg heller ikke for søsygens kvaler, selvom der var “fladt vand”. Et plaster bag ved øret, gjorde det dog tåleligt. Jeg havde dog bemærket de skæve smil blandt skibets besætning. På Tenerife havde min mand mulighed for et par timers landgang. Vi gik en lille tur gennem gaderne i Santa Cruz, fik os en dejlig frokost og blev derefter ganske enkelt rullet af en sigøjnerkvinde! Hvordan hun formåede at få mig til at tage min pung op ad tasken, hvordan hun gestikulerende forsøgte at forvirre
mig gik aldrig op for mig, men pludselig stod jeg i hvert fald og kæmpede for at hun ikke skulle vriste pungen fra mig. Min mand måtte vride hendes arm, før det lykkedes at få hende til at slippe den. Jeg havde krampagtigt holdt fast hen over mine creditcards, men fra seddelrummet var det lykkedes hende at fjerne 40 Euro, et par visitkort og et bibliotekskort! Efter denne oplevelse vendte vi tilbage til skibet, det var nu også ved at være tid til afsejling mod Fuerto Ventura. Her var jeg også et lille smut i land på denne lille idylliske ø.
Når man sejler mellem de Kanariske Øer er det helt tydeligt at se, at øerne har vulkansk oprindelse. De store kegleformede bjergtoppe viser det ganske tydeligt. Fredag var kursen sat mod Lanzerote, og mens vi sejlede mod denne ø, indløb besked om at skibet herefter skulle sejle mod det spanske fastland. Altså 3 døgn i søen. Dette ville betyde, at jeg ikke kunne nå hjem på arbejde til tiden, og det kunne jeg ikke byde mine kolleger. Der var ikke andet at gøre, end at finde en forbindelse til Las Palmas, så jeg kunne nå mit ordinære fly søndag morgen. Lørdag middag afmønstrede jeg derfor skibet og fløj fra Lanzerote til Grand Canaria. Nu fik jeg altså helt uventet mulighed for at se øerne fra luften. Absolut også
et smukt syn. Flyveturen tog kun en halv time, så nu skulle jeg blot finde et hotel. Jeg havde slet ikke lyst til at bede agenten om at være mig behjælpelig. Jeg havde af en styrmand fået adressen på et centralt hotel, og der var da også plads til mig for denne sidste nat. Om aftenen tog jeg en taxa til strandpromenaden, hvor der var fuldt af liv. Her fik jeg en god
middag, og tilbage på hotellet kunne jeg kravle i seng efter en begivenhedsrig uge, som var forløbet noget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Temperaturen havde ligget på 19 grader, det havde været diset og overskyet i morgen og aftentimerne, men lidt sol havde jeg da fået på næsen! Det havde været udfordrende, men også dejligt at besøge sin mand
og få et indblik i hans hverdag, der hvor han jo lever halvdelen af sit liv.
Hjemturen gik helt planmæssigt. Jeg var hjemme i Odense kl. 22 kunne stille
mit vækkeur til 5.45, og mødte rettidigt på arbejde mandag morgen.
”Aa lad mig blot dø!” ”Sæt mig af eller kast mig over Bord.”
Alle Kahytternes Klokker ringer, og Skrigene stiger og synker for at ende i en hæs Gurglen og et Plask, medens Skibet stamper og hugger sin Vej gennem Kattegats krappe Søer. Paa Dækkets Læside ligger nogle blege Skikkelser indsvøbt i Tæpper og stirrer fortvivlet paa de graablaa skumklædte Toppe. Enkelte Mænd gaar op og ned og ryger ubeslutsomt og uden Nydelse, idet de i en stor Bue gaar uden om Spisesalonens Skylight (udt. Skejlejt). En stor Bølge begraver Forstavnen og sender en Byge af Skum henover de sammenkrøbne Skikkelser i Stolene. Agterstavnen og Flaget stiger op over Horisonten, og Skruen forlader sit Element for at sætte i en hvirvlende Fart, der ryster hver Bolt i skibet.
Nede i Salonen har Klokken lydt, og Kaptajnen præsiderer over 10 kolde Kødretter og 7 slags Fisk samt 6 Flasker bordlagret Leoville.
To sammenbidt udseende Mænd gør ham Selskab, men de synes at være paa Diæt, idet de udbeder sig en Kop Te og to Stykker ristet Brød, hvilket ikke ser ud til at være deres sædvanlige Ration. De spiser langsomt, med mange Tyggebevægelser, mere som af Pligtfølelse end af Tilbøjelighed.
Stewarterne balancerer frem og tilbage med Fadene, der ikke finder Afsætning, og de tomme Kuverter slaar skuffende mod Slingebrædderne på Bordets Rand.—
Den jyske Rutebaad har mødt en Nordvestenstorm i Kattegat, og dette er Stemningen om Bord.
Hvoraf kommer nu al denne Elendighed og Jammer, der danner saa sørgelig en Illustration til Ordene om, at ”husvant fra Arilds Tid plasker Danksen til Søs”? Hvad er det, der har kuet alle disse muntre og madglade Mennesker, som ingen Frokostklokke ellers vilde have kaldet forgæves?
Ved første Øjekast synes det tydeligt, hvad der er denne Sygdoms Væsen. Det er maden, den taalmodige danske Mavesæk protesterer højlydt og kraftigt mod at blive gynget og vugget. Slet saa simpelt er det dog ikke, og man maa søge til ganske andre organer for at finde Forklaringen på Søsygens Opstaaen.
Dybt inde i Tindingebenet, i det indre Øre, ligger Søsygens Arnested, de 3 smaa Buegange, en i hvert Plan. Hver Gang Legemets Stilling forandres, strømmer Vædsken i en eller flere af disse af Sted og irriterer de Fine Nerveendelser i Buegangenes ende. Med disse Organer fornemmer Mennesket sit Legemes Stilling og kontrollerer ubevidst sin oprejste Holdning, og med dem betaler det dyrt for sit Herredømme over Søen.
Skønt forbundet med Høreorganet er disse Bueganges Bestemmelse noget ganske for sig selv. Hos Dyrene er Sygdomme eller rettere Anlægsfejl i disse Buegange kendt, det er saadanne Fejl, der giver Anledning til Bevægelsesforstyrrelserne hos de saakaldte Tumler duer og de japanske Dansemus. Den stadige uregelmæssige Strøming af Vædsken i Buegangene, der er en Følge af et Skibs huggende og rullende Bevægelser, bevirker en Overirritationaf Nervespidserne. Herved fremkommer via Hjernen en Følelse af Hovedpine og Kvalme, der ender med Opkastninger. Hertil medvirker ogsaa de indtryk af ustadig Ligevægt, som Hjernen modtager fra Øjnene og fra Nervespidserne i Muskler og Led.
Den menneskelige Ligevægtssans, der tilpasset til Livet på Landjorden, modtager saaledes paa en Gang for stærke og mangeartede Indtryk og overlader det væsentlig til Maven at protestere mod Overgrebet. Hvorledes Hjernen paavirker Maven, behøver vi paa dette sted ikke at gaa ind paa, men Opkastninger og Kvalme er kendt som en Følge af mange forskelligartede irritationer af Hjernen. Blodkarcentrerne i Hjernen paavirkes ogsaa og herved fremkaldes blandet andet den typiske Ansigtfarve.
Hvad kan man nu gøre for at forebygge og lindre denne Sygdom, der ødelægger saa mange Ferier. Én af de sørgeligste Sider ved Sygdommen er, at Medlidenhed og Trøst fra ens Medmennesker i Reglen udebliver, saaledes at Skam og skade følges ad. Man skal i hvert Fald ikke spørge Søfolk om et Raad, hvis man ikke ønsker saadanne spøgefulde Svar som det bekendte: ”Tag et Stykke fedt flæsk i Munden!” Saa længe De kan holde det der, bliver De ikke søsyg.”
Nej, man skal f.eks. prøve a spise noget, dog ikke fede og krydrede Retter. Kvalmen melder sig lettere paa en helt tom Mave, og skulde det ske, at man maa hilse på ”Ulrik”, gaar dette lettest, naar man har mere end Mavesaft og Galde til sin raadighed.
Foreningen har modtaget nedennævnte mail fra Adam som arbejder på en analyse for Farvandsvæsnet.
Har du tid og lyst til at deltage den 1. marts, får du for din ulejlighed at gavekort til Magasin på kr. 400,00
Nedenfor Adams mail, har jeg tilføjet oplysninger, hvor du evt. kan kontakte Adam for yderliger information.
Hej, Jeg arbejder på et analyseinstitut, som er i gang med en undersøgelse for Farvandsvæsenet (beskrivelse nedenfor). Jeg ville høre om du/I har lyst tiul at videresende denne invitation til kaptajner/navigatører, som kunne have lyst til at deltage i 2 fokusgrupper, som bliver afholdt tirsdag d. 1 marts (den enkelte deltager kun i 1 af grupperne). Jeg/ ville påskønne meget din hjælp i at videregive denne invitation til personer, som kunne være interesserede. På forhånd tak og jeg håber ikke vi har været til ulejlighed. Er du kaptajn/navigatør på et skib, vil Farvandsvæsenet og People Research meget gerne invitere dig til en spændende fokusgruppe d. 1 marts. Det tager 2 timer og du får et Magasin gavekort på 400 kr. for at deltage. Fokusgruppen afholdes i København. Farvandsvæsenet gennemfører en brugerundersøgelse for at forbedre sin kommunikation til kaptajner og navigatører og er meget interesserede i at forstå dine behov og synspunkter på dette område. Derfor vil vi gerne invitere dig til et spændende møde – også kaldet fokusgruppe, sammen med 6-7 andre, der også arbejder med farvandsinformation eller bruger de danske farvande. Er du interesseret, så skriv en mail til MKA@FRV.DK eller AS@PEOPLERESEARCH.DK eller ring på 31 34 73 70. Vi glæder os til at høre fra dig.
(i)
