Artikel fra martime Danmark
Hermed artikel fra Maritime Danmark, der også kan læses her
http://issuu.com/maritimedanmark/docs/maritimedanmark_7.15/1
| 'Artikel fra Maritime Danmark'
| Kilde/ forfatter: Dominique M. Th. Jacobsen, Dato: 29/6-2015 Kategori (i): Indslag fra 3. part
De passer på de søfarendes familier
Bag om | Sømandskoneforeningen af 1976
De fylder ikke så meget i antal. Men de er der, og de gør et stort stykke arbejde for ægtefæller og kærester til landets søfarende.
NYT har mødt Charlotte Munk og Dominique Jacobsen fra Sømandskoneforeningen af 1976.
SØMANDSKONEFORENINGEN AF 1976 Også for mænd
Charlotte Munk og Dominique Jacobsen står her på havnen i Odense. De er henholdsvis tidligere og nuværende formand for Sømandskoneforeningen af 1976.
»Ja, navnet er lidt langt og gammeldags. Men hver gang, vi har drøftet en ændring, er det ikke blevet til noget. Men det er vigtigt at sige, at vi også er til for de mænd, hvis ægtefælle eller kæreste sejler,« siger Dominique Jacobsen.
Vandet i Odense Havn klukker stille. Charlotte Munk og Dominique Jacobsen går hen til en forladt fiskekutter og spejder derud, hvor havnen møder det noget større vand. Det er derude på søen et sted, at deres bedre halvdele arbejder. De er sømænd, og Charlotte Munk og Dominique Jacobsen er sømandskoner. Det er sådan, de omtaler sig selv, og det er som sådan, at de kender hinanden.
De er begge involveret i Sømandskoneforeningen af 1976 med Charlotte Munk som tidligere formand og Dominique Jacobsen som den nuværende.
»Sømandskoneforeningen gør et stort arbejde for de søfarendes familier. For vi ægtefæller og kærester betyder det, at vi har et netværk, hvor vi kan tale om fælles problemer, udfordringer og muligheder,« siger Charlotte Munk. Ikke et 8-16-job Det er Dominique Jacobsen enig i. »Det er noget specielt at være gift eller være kæreste med en sømand. Det er jo ikke et 8-16-job, og hvis man ikke lever i det, forstår man ikke, hvad det vil sige. Men det gør vi i vores forening, og på den måde kan vi tale med hinanden uden fordomme og uvidenhed,« siger Dominique Jacobsen og fortsætter:
»Det er også lettere for børnene. Når de er sammen med andre børn af søfolk, behøver de ikke forklare så meget, som de ellers gør. Børn af søfolk ved godt, at deres mor eller far har et arbejde, der ikke er som de fleste andres. Når de så er sammen med hinanden, oplever de et større fællesskab.«
Et unikt netværk
Dermed har hun sagt, hvad Sømandskoneforeningen af 1976 også er: en forening, der er optaget af trivslen for de søfarendes familier.
»Vi plejer at sige til de søfarende, at vi er den forening, der passer på din familie, mens du er væk. Det giver dem en tryghed, når de ved, at der er nogle herhjemme, der bekymrer sig om dem, de holder af,« siger Dominique Jacobsen.
Selv har hun og hendes kæreste, Réne Hansen, ingen børn. Men det ser hun så som en mulighed for at hjælpe dem i foreningen, der har. »Vi har en intern SMS-service, hvor vi skriver rundt til hinanden om alt muligt. Og hvis nogle mangler én til at passe børn, springer jeg gerne til, hvis det ellers passer ind i min kalender,« siger hun. Dominique Jacobsen arbejder som projektmedarbejder på det kommende supersygehus i Odense, og fra sit hjem i Svendborg prøver hun at holde styr på foreningens mange aktiviteter. »Vi er en forening med et højt aktivitetsniveau, og vi laver mange sociale arrangementer sammen. Det er vigtigt for sammenholdet og for, at ingen skal føle, at de er alene, når deres ægtefælle eller kæreste er ude at sejle,« siger Dominique Jacobsen.
Den lille forening Sømandskoneforeningen af 1976 er en lille forening. Blot 120 medlemmer har den, og selvom medlemstallet har været stabilt i mange år, ønsker de begge en tilgang.
»Vi kan sagtens være flere, og vi gør, hvad vi kan for at udbrede kendskabet til vores eksistens. Men det kræver også, at folk kan se, at vi gør en forskel for dem,« siger Charlotte Munk. Hun taler af erfaring. Hendes mand, Kim Munk, har altid sejlet, men det var først, da de i 2000 flyttede fra Nordjylland til Vejle, at hun meldte sig ind.
»I Nordjylland havde jeg mine venner, og jeg havde ingen grund til at være medlem af Sømandskoneforeningen. Men da jeg kom til Vejle, måtte jeg begynde forfra, og så meldte jeg mig ind. Og det har jeg ikke fortrudt, for nogle af mine allerbedste venner har jeg, fordi min mand er sømand,« siger Charlotte Munk, der ejer sin egen grafiske virksomhed. Også Dominique Jacobsen har fundet mange af sine venner i foreningen.
»Vi er en blandet landhandel med stor aldersspredning. Men det er kun positivt.
De unge hjælper de ældre med at opsætte deres iPhone, og de ældre fortæller så de yngre, hvordan de laver det bedste brød. Det er helt fantastisk,« siger Dominique Jacobsen.
Tekst og fotos | Bo Nygaard Larsen
NYT
| 'Download Artikel som PDF fil'
| Kilde/ forfatter: Bo Nygaard Larsen fra DSUK bladet , Dato: 11/5-2015 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Indkommende forslag til generalforsamlingen
Muligvis kunne der være fordel i at etablere en seniorgruppe på landsplan, der kan reflektere over dengang det handlede om de få breve fra søen, og hvor udmønstringen var rigtig lang. - Et modstykke til en mere nutidig gruppe for sømandskoner under de 50, der kan bruge de sociale medier, og på den måde kan være i kontakt dagligt med sømanden på trods af udmønstringstider, der generelt ikke overstiger de 3 mdr. - Elsebet
| | Kilde/ forfatter: Elsebeth Reschefski, Dato: 27/9-2014 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Indstilling til "Årets Søhest"
Indstilling til årets søhest.
Jeg vil gerne indstille Tina Rosenborg til årets søhest.
Tina har gennem hele sit medlemskab af landsforeningen og som medstifter og formand for Århus afdelingen lagt et kæmpe arbejde i foreningen i over 10 år.
Tina har og gør et stort arbejde for foreningen både i landsforeningen og på lokalt plan. Hun har og sidder i bestyrelsen i landsforeningen og yder her en stor indsats og har igennem årene været vores formands store støtte og sparringspartner.
Tina har en stor andel i at foreningen fik en hjemmeside og implementeringen af denne. Jeg tror ikke der er nogen som har ringet forgæves til Tina om brugen af hjemmesiden. Og som jeg husker var der begynder vanskeligheder – som i alle ” store organisationer”.
Århus afdelingen havde ikke eksisteret hvis det ikke var for Tina.
Hun har gennem alle årene været den drivende kraft.
Det er hendes indsats og væremåde samt evnen til at invitere nye ind i vores fælleskab på, der udgør Århus afdelingens hjerte.
Sømandskoneforeningen har og vil altid for Tina være et hjertebarn og derfor er Tina en ildsjæl for foreningen både på landsplan og lokalt.
Dette håber jeg at vores foreningen vil anerkender ved at tildele Tina Rosenborg til årets søhest.
Ann-Charlott Ravn Århus afdelingen.
| | Kilde/ forfatter: Ann-Charlott Ravn Hjertmann, Dato: 21/9-2014 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Netværk for sømandsfamilier
Link Artikel i Søfartensledere
Sømandskoneforeningen er hverken støvet eller gammeldags. Den har måske bare et lidt kedeligt navn. Her er der hjælp og støtte at hente fra de andre i foreningen, - og så der total forståelse for, at man ikke kommer, når ”sømanden” er hjemme. Og så er det aldrig træls at komme alene.
- Det at være medlem af Sømandskoneforeningen er en super god støtte, og det er dejligt at være sammen med nogle, der forstår din situation.
De kender til at være alene. De har forståelse for, at børnene er krop umulige, når mor og børn har været alene i to en halv måned, - og mest af alt, der er ikke nogen af dem, der siger: Du har jo selv valgt det - for de ved godt, hvordan det er, siger Dominique Jacobsen, der er næstformand for Sømandskoneforeningen af 1976.
Ikke gammeldags og støvet
Hun understreger, at Sømandskoneforeningen ikke, som navnet måske kunne signalere, er en støvet klub for sømandskoner på 60+ (dem er der masser af plads til, og de er meget velkomne), men en forening for den danske sømandsfamilie anno 2014:
- Vi passer godt på hinanden, når vores mænd passer deres arbejde, om det er på de 7 verdenshave, offshore eller i Søværnet. Vi er et netværk, hvor sømandskoner/kærester kan hente hjælp og støtte. Når familien og veninderne ikke forstår vores situation, så har du en sømandskone i dit netværk, som præcis ved, hvad du "slås" med.
To arrangementer flere gange om måneden
Der er arrangementer nogle gange om måneden. Nogle gange er det større ture, fx til Legoland, andre gange er det bare en lille gruppe på fire fem unge mødre, der mødes til pandekageaften.
- Vi samles til "pige" aftner, og vi samles om aktiviteter for børn og for hele familien. Der er ca. et arrangement hver anden uge, ud over det, medlemmerne gør fælles uden for det skemalagte fra foreningen. Og børnene er aldrig en begrænsning, de kommer bare med, understreger Dominique Jacobsen.
Med på, at alle lever dobbeltliv
Alle i foreningen er med på, at medlemmerne lever et dobbeltliv. Når manden/kæresten er ude at sejle, deltager de i arrangementerne, og når han er hjemme, kommer de ikke.
- Den forståelse er der jo ikke i andre sammenhænge. Hos os er der aldrig hævede øjenbryn, hvis man ikke kommer, understreger Dominique Jacobsen og tilføjer:
Og det er aldrig træls at komme alene. For det gør alle de andre også!
Lise Mortensen Høy, Søfartens Ledere | | Kilde/ forfatter: Lise Mortensen Høy, Søfartens Ledere, Dato: 12/6-2014 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Pressemeddelelse Nicolaj Wibe er ny generalsekretær i Sømand
Sømandsmissionen har netop ansat 51-årige Nicolaj Wibe som ny generalsekretær. Han kommer fra et job som missionssekretær i Evangelisk Luthersk Mission og har årelang erfaring indenfor mission og diakoni i flere kirkelige organisationer. Her har han brugt kompetencer som pædagog, underviser, sjælesørger, forkynder og leder. Fra sit nuværende job er han vant til at møde mennesker fra flere lande – fx i Peru, og han formår at se og lede den enkelte medarbejder. Det har betydning i Sømandsmissionen, hvor medarbejderne agerer rundt i Danmark og Grønland. Fra barndommen på Bornholm kender han Sømandsmissionen, og som yngre arbejdede han nogle måneder som assistent på Sømandshjemmet i Nuuk, hvor han tabte sit hjerte til Grønland. Derfor passer det ham også fint, at Sømandsmissionen både arbejder i Danmark og Grønland. Nicolaj er gift med Ellen, far til fem og aktivt med i arbejdet omkring Indre Mission i Stjær-Galten samt i Galten Valgmenighed. Fritiden bruges med en bog, i naturen og sammen med venner og familie. ”Jeg glæder mig til at prøve kræfter med noget nyt - i særdeleshed fordi Sømandsmissionen har en tydelig missions- og diakonalprofil, som jeg fremadrettet vil arbejde med på at styrke. Målet er, at flere i Danmark og Grønland får smag for evangeliet”, siger Nicolaj Wibe. Få flere informationer Nicolaj Wibe – mobil: 23 69 96 64 Venlig hilsen Hanne Baltzer Journalist
Kontakt information på afsenderen:
Hanne Baltzer | 'PDF fil'
| Kilde/ forfatter: Hanne Baltzer , Dato: 7/5-2014 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Overstyrmandens kæreste: Så kun René 24 dage på ét år
Man kan næsten se billedet for sig med det samme.
Sømandens kone der med længsel og bekymring spejder udover havet efter sin mand, imens den kraftige vind blæser hende i ansigtet, og bølgerne banker indover havnekanten.
Virkeligheden er dog en helt anden og meget mere pragmatisk, i hvert fald for kæresteparret René J. Hansen og Dominique Jacobsen.
Imens overstyrmand René sejler i tre måneder ad gangen på verdens største containerskib M/S Mærsk Mc-Kinney Møller, så styrer Dominique hjemmefronten alene.
- Forrige gang da Rene var af sted, der havde vi vand i hele vores gang på grund af en utæt skorsten, og det gav en håndværkerregning på 45.000, hvis det hele skulle udbedres.
- Der kan jeg jo ikke lige ringe René op og høre, hvad han synes, så der må jeg selv tage beslutningen og stole på, at den er rigtig, siger Dominique Jacobsen til tv2.dk
Vidste hvad de gik ind til
I alt har hun og René J. Hansen været kærester i 11 år, og Dominique fortæller, at de begge hele tiden har vidst, hvad de gik ind til.
- Vi har vidst fra starten af, hvad det skulle ende med. Mange vælger at sige, at de ikke kan leve med at være væk fra hinanden i så lang tid ad gangen.
- Det første år, hvor René sejlede meget, der så vi hinanden 24 dage på ét år, og vi var ligesom enige om, at hvis vi kunne klare dét år, så kunne vi klare alt.
Nervøs for egen reaktion
Der kan ske mange ting, når man sejler i længere tid ad gangen, og jobbet til søs er ikke uden faremomenter. Men pirateri og de farer der lurer på det åbne hav er ikke noget, som Dominique tænker så meget over.
- Jeg tænker ikke over det i hverdagen. Jeg kan følge skibet på nettet via skibets ais-sender. Men jeg ved godt, at når skibet forsvinder fra oversigten, så er det enten fordi, det er ude på åbent hav, og senderen er udenfor signal, eller fordi de har slukket for signalet , når de sejler ind i områder med pirater.
- Men jeg bliver mere bekymret over min egen reaktion, når folk spørger, om ikke jeg er nervøs.
Se billederne: Her sejler kæmpeskibet under Storebæltsbroen
Åbenhed er alfa omega
For at kæresteparret Jacobsen og Hansen kan få forholdet til at fungere, er det vigtigt, at de er åbne omkring alting.
- Hvor andre kan gå hjem og tale med deres kæreste, så har jeg et forhold til min mailbox. Det kan være, at jeg har dårlige nyheder om et dødsfald, og hvordan fortæller man det til en person, der er på den anden side af jordkloden?
- Vi har talt om, hvad der kan ske, imens han er væk, og vi har forberedt os på, at alt kan ske, når han tager af sted.
Den nødvendige åbenhed og den sparsomme tid de to har sammen har den fordel, at de meget hurtigt får talt ud om problemer.
- Mænd der ikke sejler, kan godt gå i flere uger og være sure over noget uden at forklare hvorfor. Men vi har ikke den tid, vores tid sammen er for kostbar til, at vi vil ødelægge den.
- Derfor er vi hurtige til at få slået hul på problematikken. Det er ikke fordi, at man ikke kan være uenige, men vi er ret gode til at være enige om, at tiden er for kostbar til at være uvenner.
Fantastisk når René er hjemme
Dominique arbejder for et arkitektfirma som teknisk designer og har derfor masser at se til i hendes egen karriere, derfor trækker hun ikke stikket, når René kommer hjem.
- Det er fantastisk, når han kommer hjem, det er derfor, at jeg kan holde de 12 uger ud. Jeg kan ikke lægge alt på hylden, men det er rigtig vigtigt at vise, at det ikke er ligegyldigt, at han er kommet hjem.
Derfor har hun da også svært ved at nå alle de ting, hun gerne vil forberede derhjemme i ugen op til, at overstyrmanden kommer hjem.
- Jeg synes ikke det er et problem, at René sejler. Det vil jeg unde ham, at han bliver ved med, for jeg har set hvor glad og fokuseret han er, når han er ude at sejle, fortæller Dominique Jacobsen, der både sidder i bestyrelsen i den lokale afdeling og i landsforeningen for sømandskoner.
|
| Kilde/ forfatter: Dominique M. Th. Jacobsen, Dato: 29/9-2013 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 20/9-2013 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Slynger, vikler og andre bæreredskaber til børn og babyer
Som sømandskone har jeg tit haft brug for at få frigjort hænderne til at klare det praktiske, og det kan være ret svært nu hvor vi har fået en lille datter. Jeg har netop færdiggjort en uddannelse i selv at bruge, samt formidle brugen af, slynger, vikler og andre bæreredskaber til børn og babyer, og det har gjort en verden til forskel for mig, når jeg alene skal lave mad, vaske tøj og andre ting. Oveni købet giver det at bære sit barn tæt jo mange andre fordele for både mor og barn, såsom sociale kompetencer, motorisk udvikling, mindre gråd osv.
Derfor kunne det måske være noget for nogle andre sømandskoner at lære teknikkerne og prøve bæreredskaberne af. Jeg vil rigtig gerne afholde en workshop hvis nogen skulle have lyst til det... | | Kilde/ forfatter: Anna Hollyoak Helleberg, Dato: 3/6-2013 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Coach - der selv har været sømand
Jeg hedder Karl Zilmer er 58 år og gift med Ann. Børnene er for længst flyttet hjemmefra. Jeg er uddannet skibsfører og jeg haft størstedelen af min sejltid på sejlskoleskibe og passagerskibe. Jeg fungerer som coach - eller om du vil - som professionel samtalepartner. Efter 40 år til søs og de sidste 20 som kaptajn har jeg en bred erfaring med de faglige - og sociale udfordringer, der er en del af sømandens (og ikke mindst familiens) liv. Jeg tilbyder coaching til søfolk og medarbejdere i virksomheder, der i fortrolighed har brug for at få vendt problemstillinger Jeg er uddannet systemisk coach fra RMC - Attractor A/S og uddannelsen er akkrediteret af European Mentoring and Coach Counsil på senior practice level. Det betyder, at jeg arbejder efter EMCC’s etiske kodeks for coaching og mentoring. Er du interesseret i at høre mere kan jeg kontaktes på: Mobil: 30497535 Email: karlzilmer@troensemail.dk Web: www.karlzilmer.dk Venlig hilsen Karl Zilmer
| | Kilde/ forfatter: charlotte, Dato: 20/4-2013 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Pirateri (Søfartens Ledere)
Dette er ikke en pressemeddelelse, men en intern information til Søfartens Lederes medlemmer.
I forbindelse med 2-årsdagen for kidnapningen af vores seks kolleger fra Leopard, er Søfartens Ledere fra flere sider blevet opfordret til at uddybe sin appel om ro om sagen.
Søfartens Ledere, bestyrelse og medarbejdere, deler fuldt ud frustrationerne over, at Søren og Eddy og deres fire filippinske kolleger nu sidder som gidsler på tredje år. Det er dybt tragisk, og det er ikke værdigt for en søfartsnation som Danmark, der vil slå sig op på kvalitetsskibsfart. Vores dybtfølte tanker går hver eneste dag til både besætningen og deres pårørende.
Vi ville meget gerne uddybe offentligt, hvad der ligger til grund for vores appel om tavshed i sagen, men det kan desværre ikke lade sig gøre på nuværende tidspunkt. Det vil komme når vores kolleger er sikkert genforenet med deres familier. Derfor denne interne information.
For halvandet år siden lagde vi et offentligt pres. Det gjorde vi, da der dengang intet skete i sagen. Dette har siden ændret sig, og det har vores tilgang derfor også.
Det er vigtigt for os, at gøre følgende klart:
Søfartens Ledere er enig i, at staten og myndighederne naturligvis skal hjælpe og presse rederiet maksimalt til at løse opgaven og påtage sig sit ansvar. Det er vores klare overbevisning, at det sker, og det ville derfor være forkert af os at forlange noget, som allerede finder sted.
Særligt når vi ved, at piraterne udnytter medieomtale og demonstrationer til at trække sagen i langdrag. Vi ville dermed bidrage til at forlænge gidslernes lidelser. Medieomtalen har stået på i mere end et halvt år, og i den tid har der nu været afholdt fire demonstrationer.
Det handler ikke om at rederiet skal ”slippe så billigt som muligt”, men om at forhandlingerne under de nuværende vilkår kan trække yderligere ud og koste tid i forhold til at få vores seks kolleger frigivet.
Søfartens Ledere følger sagen tæt, og vi beder om jeres tålmodighed med hensyn til nærmere information, indtil sagen er løst og vores savnede kolleger er genforenede med deres familier.
Endeligt og ikke mindst skal det nævnes, at foreningens holdning til ro om sagen bakkes op af både Eddy Lopez’ hustru i Chile, hans pårørende i Danmark og Søren Lyngbjørns familie.
| | Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 22/1-2013 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Karina Larsen Århus i tv2 nyhederne Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 29/9-2012 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Mange tak
Mange tak til de kære sømandskoner der stod ved vores dør d. 4.3.12 til morgenssang i andledningen af vores kobberbryllup. Også mange tak for de smukke blomster vi fik af Århus klubben.
Vi havde en skøn dag, som vil med glæde tænke tilbage på. | | Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 4/9-2012 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Sømandskonerne står sammen
Se artikel fra Aarhus Stifttidende her
Familieliv. Det skal være slut med at sejle i egen sø, mener initiativtageren til den århusianske sømandskoneforening.
Af Solveig Larsen Kolstad, soko@berlingskemedia.dk
Onsdag den 22. august 2012, 09:10
Når vaskemaskinen går i stykker, børnene savner far, eller mandens hjemrejse udskydes, så står de århusianske sømandskoner sammen.
Den århusianske forening har snart ti års jubilæum, og det kan Tina Rosenborg tage en del af æren for. Hun startede foreningen i 2003, fordi hun selv opdagede, at hun som sømandskone stod med særlige udfordringer.
Løber et maraton hver gang
Det hårdeste ved at være gift med en sømand er, når han kommer senere hjem, end det var planen, fortæller Tina Rosenborg.
»Det er ligesom at løbe et maraton, og så når du er lige ved at være i mål, bliver du bedt om at løbe endnu længere.«
Det har Tina Rosenborg og hendes veninder fra foreningen ofte snakket om. Hvordan der bare ikke er mere strøm på batterierne lige op til mandens hjemkomst. Og når han så er hjemme igen, bliver batterierne opladet lynhurtigt. Det giver liv og lykke til både børnene og hende selv.
Det ekstra overskud, der kommer, når der er en ekstra voksen til at putte ungerne og hjælpe med lektierne, bliver brugt på lange kaffestunder om morgenen og senere sengetider til børnene, fortæller Tina Rosenborg.
»Når Bo er hjemme, bliver hele vores hjem mere åbent, og det gør ikke noget, om der kommer tre eller fem af børnenes venner med hjem til middag,« siger hun.
Hendes mand, Bo Rosenborg, er skibsfører i rederiet Norden og sejler i ti uger i træk for bagefter at være hjemme i ti uger.
Kernen i familien
»Jeg er familiens kerne,« siger Tina Rosenborg og forklarer det med, at sådan må det nu engang blive, når hendes mand er ude at sejle halvdelen af året.
Hun er det faste element i hjemmet, og halvdelen af tiden skal hun klare hele familiens dagligdag. Derfor har hun også valgt at arbejde på nedsat tid for at få alle enderne til at hænge sammen. 23 timer om ugen bliver det til i skoletandplejen. Så kan hun nå at gå til frisøren og til spinning, selv om hun også skal hente børn, lave mad og købe ind.
Samtidig og lige så vigtigt, så har hun også mere tid sammen med sin mand, når han er hjemme. Der er tid til, at de kan sidde sammen og nyde morgenen, efter at børnene er fulgt i skole. For Bo Rosenborg skal jo primært tage sig af hende og de to børn, når han er hjemme.Navnet Sømandskoneforeningen lyder noget gammeldags og får en til at tænke på fællesstrikning og vanillekranse. Sådan havde Tina Rosenborg det selv, da hun hørte om landsforeningen første gang. Hun synes også, at hun bliver identificeret lige rigeligt med sin mands job. Men på den anden side, så er navnet til at forstå, og de kvinder, der er med i foreningen, laver alt muligt andet end at strikke slumretæpper til deres mænd.De tager til koncerter, snakker om børn, mode, politik og arbejde ligesom alle andre. De fejrer højtiderne sammen, hvis de er uden mænd, og fester og hygger sammen med både mænd og børn.
Aarhusafdelingen er på 16 medlemmer, og kvinderne er mellem 30 og 60 år.
Hjælper hinanden
Hvis græsslåmaskinen går i stykker, eller vandhanen drypper, og manden er ude at sejle, så er det også sømændenes koner, Tina Rosenborg går til. Deres mænd er jo ikke alle ude at sejle på én gang, så de, der er hjemme, kan hjælpe de sømandskoner, der har brug for en handyman.
»Da vaskemaskinen gik i stykker, ringede jeg til en af pigerne, som jeg vidste havde sin maskinmestermand hjemme. Han hjalp mig, så jeg slap for at købe nyt. Sådan hjælper vi hinanden,« siger hun.
Det samme gælder, når piratfrygten suger i maven, og manden sejler rundt ved Somalias kyst. Den frygt, er det også kun de andre sømandskoner, der forstår, synes Tina Rosenborg.
»Vi er jo ikke nogen politisk forening, men når det kommer til pirater, så følger vi med og har også vores meninger,« siger hun.
Børnene bliver forstået
Bo Rosenborg er selv barn af en sømand, og hans mor tog ham med i den lokale sømandskoneforening, da han var en lille knægt. I dag har han stadig venner tilbage fra dengang. Venner, som også havde en far, der sejlede, fortæller Tina Rosenborg.
Det samme, kan hun se, sker for hendes egne børn. De behøver ikke at sige så meget til deres kammerater i foreningen. Spørgsmålet »Er din far taget af sted?« er nok og så et efterfølgende indeforstået nik, inden legen fortsætter.
Tina Rosenborg bruger sine sømandskoneveninder, for det er de blevet efterhånden, netop til at få råd og dele erfaringer med, hvis børnenes savn bliver for stort. Kvinderne fra foreningen forstår det, fordi de kender det fra deres eget liv. Det gør de veninder, der ikke er gift med en sømand ikke, forklarer Tina Rosenborg.
»De forstår ikke, hvor enormt frustrerende det er, når ens mand kommer flere dage senere hjem, end det var planen,« siger hun.
Tina Rosenborg er overbevist om, at det fællesskab og de betroede veninder, hun har fået i Sømandskoneforeningen, har styrket hendes ægteskab. Og den store glæde hun har af foreningen, vil hun gerne dele med andre.
Til næste år, kommer Tall Ship Race til Aarhus, og med skibsfesten en masse søfolk med deres koner. Så er Tina Rosenborg og de andre sømandskoner klar til at rekruttere nye medlemmer til deres forening.
Du kan læse mere om foreningen på deres hjemmeside: www.soemandskoner.dk |
| Kilde/ forfatter: Solveig Kolstad, Aarhus Stiftidende, Dato: 22/8-2012 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Fra hjemmesiden www.maritimedanmark.dk
Mere end 140 medlemmer samt repræsentanter fra Sømandskoneforeningen af 1976 er tilmeldt Maskinmestrenes Forenings Vejle Kreds møde om pirateri, som finder sted onsdag den 2. november i Fredericia.
Mødet er en foredragsaften, hvor de to journalister Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen fortæller deres medrivende historie om deres møde med piraterne på Somalias kyst. Foredraget bygger på den dokumentarbog, de har skrevet på baggrund af deres rejse ind i piraternes verden
Dokumentarbogen giver et grundigt indblik i konsekvenserne for de søfarende, gidslerne, skibsrederne og lokalbefolkningen i Somalia
| | Kilde/ forfatter: CM, Dato: 1/11-2011 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Analyse, Farvandsvæsnet
Foreningen har modtaget nedennævnte mail fra Adam. Adam er ved at lave en analyse for Farvandsvæsnet og mangler 3-4 navigatører til analysen, håber vi kan bidrage med et par stykker.
For din medvirkende i analysen modtager du et gavekort på kr. 400,00 til Magasin.
BEMÆRK FREMMØDE ER I KØBENHAVEN !!!!!!
Hej, Jeg arbejder på et analyseinstitut, som er i gang med en undersøgelse for Farvandsvæsenet (beskrivelse nedenfor). Jeg ville høre om du/I har lyst tiul at videresende denne invitation til kaptajner/navigatører, som kunne have lyst til at deltage i 2 fokusgrupper, som bliver afholdt tirsdag d. 1 marts (den enkelte deltager kun i 1 af grupperne). Jeg/ ville påskønne meget din hjælp i at videregive denne invitation til personer, som kunne være interesserede. På forhånd tak og jeg håber ikke vi har været til ulejlighed. Er du kaptajn/navigatør på et skib, vil Farvandsvæsenet og People Research meget gerne invitere dig til en spændende fokusgruppe d. 1 marts. Det tager 2 timer og du får et Magasin gavekort på 400 kr. for at deltage. Fokusgruppen afholdes i København. Farvandsvæsenet gennemfører en brugerundersøgelse for at forbedre sin kommunikation til kaptajner og navigatører og er meget interesserede i at forstå dine behov og synspunkter på dette område. Derfor vil vi gerne invitere dig til et spændende møde – også kaldet fokusgruppe, sammen med 6-7 andre, der også arbejder med farvandsinformation eller bruger de danske farvande. Er du interesseret, så skriv en mail til MKA@FRV.DK eller AS@PEOPLERESEARCH.DK eller ring på 31 34 73 70. Vi glæder os til at høre fra dig. | | Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/3-2011 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Tak for opmærksomheden
En stor tak til Sømandskoneforeningen af 1976 , Århus afdeling.
Tak for opmærksomheden til " Den gamle sømand", Oles begravelse. Det varmede og glædede mig rigtig meget
selvom Ole har været syg igennem længere tid. Kommer døden alligevel uventet.
Mange hilsener
Ulla Pedersen
| | Kilde/ forfatter: Ulla Pedersen, Dato: 19/2-2011 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Spændende projekt
Kære medlemmer
Jeg har modtaget nedennævnte - og jeg syntes det lyder som et super spændende projekt. Håber meget, at vi har et par medlemmer, som også syntes,det kunne være rigtig spændende, at være med i.
Mange hilsner
Charlotte
Kære koner/enker af sømænd Jeg er studerende på kunstakademiet og er i gang med et projekt om havet- de mennesker som opholder sig på havet og de mennesker som venter på dem som er væk. Jeg vil meget gerne undersøge den kvindelige side af det liv som mændene har/har haft. Der er ikke så meget fokus på hvordan det egentligt er at være gift med en sømand, hvordan det er at have familie og børn sammen osv. Portrætterne jeg gerne vil tage af sømands koner/enker er inspireret af gamle malerier af fiskerkoner/sømandskoner. Jeg har allerede taget et portræt som jeg meget gerne vil sende til jer så I kan se hvad det er jeg laver. Og I får selvfølgelig et kopi af billedet som tak. Jeg håber meget på at høre fra jer og at der er nogen som syntes det kunne være sjovt at være med. De bedste hilsner Kristina Elisabeth Steinbock 28189656 mail@kristinaelisabethsteinbock.dk | | Kilde/ forfatter: Studerende, Dato: 5/12-2010 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Lidt historie
Et organiseret fyrvæsen i danmark, startede med Kong Frederik 2. som den 8/6 1560 sender en besked til Otto Brahe, lensmand på Aalborghus, Jacob Brockenhuus, lensmand på Helsingborg og Jenns Jul, lensmand på Kalø, der pålægger dem at etablere afmærkning af sejlruten mellem Skagen og Falsterbo (Sverige), med fyr ved Skagen, Anholt og Kullen (Sverige). Dette var første gang i historien, hvor en sørute blev afmærket.
Til de første fyr anvendtes et brændebål som lysgiver. Bålet var i starten anbragt på en såkaldt "fyrpande", senere i et jernstativ kaldet "lampen", som kunne hejses op i til en højde af omkring 20 alen (12,5 m.). Den konstruktion som lampen var anbragt i, kender man ikke med sikkerhed. Man ved den blev kaldt en "Papegøje", men har ingen kilder der med sikkerhed afbilder en "Papegøje".
Brug af træ som fyringsmateriale gjorde efterhånden så stort et indhug på de omkringliggende skove, at man måtte til at hente det langvejs fra. Da arbejdet med at holde fyret tændt tilmed var besværligt, selv efter datidens forhold, måtte man finde en anden lysgiver. Frem til 1606 benyttede man tran, som blev fabrikeret lokalt af fiskelever, derefter gik man over til talglys og senere omkring 1620 stenkul. Til tran og talglysene byggedes tårne af træ, men en såkaldt "lygte" på toppen hvor lysene var anbragt.
Da stenkullene tog over, anbragte man i starten kulbålet på toppen af de eksisterende tårne. Det viste sig hurtigt at være en dårlig idé. Dels skulle kullene slæbes op i tårnet og dels var der stor risiko for, at der gik ild i tårnet. Løsningen på dette kom i form af vippefyret, som blev en stor succes. De var som farvandsfyr i brug helt frem til 1788 (Anholt) og som havnefyr endnu længere. Efterhånden blev vippefyrene dog erstattet af murede tårne med et åbent kulbål på toppen. Kulfyrene blev senere forbedret ved at anbringe bålet inde i en overdækket metalkonstruktion med ruder (lanterne). Det var forløberen for det moderne fyr. Kullene blev senere afløst af lamper hvorfra lyset blev reflekteret og forstærket af spejle.
Den næste store revolution kom med franskmanden Fresnel´s opfindelse af linser til forstærkning af lyset. Det første fyr med linse var Kronborg (1842). Linser var herefter enerådende som den mest effektive metode til forstærkning af lyset, og er det den dag i dag. Naturligvis blev linsesystemerne forbedret og forfinet gennem tiden, men princippet var og er det af Fresnel opfundne. Belysningskilderne blev også løbende forbedret. Udviklingen gik fra lamper med væger over mere effektive lamper med glødenet til elektriske glødelamper, som anvendes overalt i dag. | | Kilde/ forfatter: ?, Dato: 3/2-2009 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Den gamle spillemand
Nordosten farer så bidsk og kold, lavt drejer vor sol sit hjul, den gamle jord er i mørkets vold; thi året hælder mod jul. Småfugle fryser og pipper trist på nøgen kvist.
Som ved et under den stride blæst forvandles til bliden vind; thi julens toner kan allerbedst strø solskin i sjæl og sind. Selv spillemanden, den gamle svend, bli´r barn igen.
Til byen kommer en spillemand, støt drejer han hjulet rundt; ud af sin kasse fremtryller han et strålende tonebundt. Da fyldes gaden af julesang med festlig klang.
Alt som han drejer med megen flid, hans tanker tilbage går. Snart barndomshjemmet ved juletid lyslevende for ham står. Mens øjet dugger, fra dybest gem gror minder frem.
Omkring ham samles en skare små; de toner hvert barn forstår. Der dannes kæde, og let på tå en lystig ringdans de får. Hver kind får rødme, hvert øje glans ved slig en dans.
Kom, julefyrste, til store, små, til rig og fattig i flæng! Tænd håbets stjerne i fattigst vrå! Besøg hver pige og dreng! Trøst spillemanden, det gamle skind! Luk glæden ind!
Og små som store -- hver buksetrold og blåøjet søsterlil -sig giver glæderne helt i vold ved klangen af lirens spil. Nu svulmer hjertet i hvert et bryst af liv og lyst.
Lad julens lysende englehær omstråle hans mørke sti! Lad barnet træde ham kærligt nær, når andre går ham forbi! Sluk alle sorger! Du kan det bedst, højbårne gæst! | | Kilde/ forfatter: Jens P. Møller, Dato: 28/12-2008 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Hvilken påvirkning/indflydelse det har på den søfarende og dennes familie/kæreste
Hej alle,
Jeg er en seniorofficersstuderende, der er i gang med mit afsluttende projekt, skibschefsprojektet på skibsførerlinien.
Jeg har i mit skibschefsprojekt valgt at undersøge hvilken påvirkning/indflydelse det har på den søfarende og dennes familie/kæreste, at vedkommende er væk i længere perioder ad gangen, flere gange om året. Jeg kigger både på, hvorledes den søfarende har det med at være væk fra familie og evt. kærste, men også hvorledes familie og evt. kæreste har det med at vedkommende tager til søs.
Selve undersøgelsen foregår dels ved udfyldning af et spørgeskema, men også ved personlige interviews af enkelte personer i målgruppen.
Det er i forbindelse med spørgeskemaet, at jeg skriver til jer. Jeg håber, at i både har tid og lyst til at at svare på det vedhæftet spørgeskema og dermed give en hånd med til at belyse problemstillingen.
Se/ download spørgeskema så tryk her
Praktisk info vedrørende besvarelsen af spørgeskemaet:
Evt. besvarelser kan sendes til følgende e-mail: 0101271@edu.simac.dk
eller min adresse:
Niels Erik Rasmussen
Ved Store Dyrehave 34, 1.th
3400 Hillerød
Spørgeskemaet kan afleveres til og med d. 2.november 2008.
Jeg kan ligeledes kontaktes på følgende nummer: 29938630 i tilfældet af, at der skulle dukke evt. spørgsmål op.
Spørgeskemaet er lavet i word, hvilket betyder at hvis man vælger at svare på spørgeskemaet via e-mail, så kan man ikke sætte kryds i afkrydsningskasserne, men er nødt til at gøre det ved siden af.
| | Kilde/ forfatter: Niels Erik Rasmussen, Dato: 6/10-2008 Kategori (i): Indslag fra 3. part
CELEBRATION OF THE IMO WORLD MARITIME DAY PARALLEL EVENT IN GREECE (ATHENS AND GALAXIDI)
(19 to 21 September 2008)
The IMO Council having accepted, at its twenty-fourth extraordinary session in November 2007, the offer of the Government of Greece to host the 2008 World Maritime Day "parallel" event, the Secretary-General of the International Maritime Organization and the Minister of Mercantile Marine, Aegean Sea and Island Policy of Greece are pleased to announce that celebrations will be held in Athens on 19 September and in Galaxidi on 20 September 2008.
The Athens event will be held at the Evgenidio Foundation building on Friday, 19 September 2008, and will focus on this year´s theme "IMO: 60 years in the service of shipping". It will comprise:
a.m.: Speeches on the year´s theme delivered by Members of the Greek Government, the Secretary-General, the Chairman of the IMO Council, the Heads of international shipping organizations, ITF, the Hellenic Chamber of Shipping, the Union of Greek Shipowners and the General Secretary of the Panhellenic Seamen´s Federation; and
p.m.: A round table discussion involving the Chairmen of all IMO Committees (on Maritime Safety, Legal, Marine Environment Protection, Technical Co-operation and Facilitation) and a United States Coast Guard representative, followed by a question/answer period.
The second event will take place at Galaxidi* (where participants will be transferred by sea or land courtesy of the organizers) on Saturday, 20 September 2008. It will, in the main, consist of the Unveiling of the International Memorial to the Wife of the Seafarer ceremony to be performed by His Excellency the President of the Hellenic Republic.
For Sunday, 21 September 2008, a tour of the Galaxidi Maritime Museum is planned to be followed by a sightseeing tour of, and lunch at, Delphi (courtesy of the Hellenic Tourism Organization) before the participants are transferred back to Athens.
The Secretary-General of the International Maritime Organization and the Minister of Mercantile Marine, Aegean Sea and Island Policy of Greece are pleased to invite you to join them in celebrating this year´s World Maritime Day parallel event in Greece. A Registration Form is attached, which should be completed and returned to the addresses indicated therein.
The Secretary-General of the International Maritime Organization and the Minister of Mercantile Marine, Aegean Sea and Island Policy of Greece look forward to welcoming you in Athens and Galaxidi. | | Kilde/ forfatter: ?, Dato: 1/9-2008 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Styrmandsfamilie har fundet melodien
Alexandra Walling vidste ikke, hvad hun gik ind til, da hun forelskede sig i en skibsfører-studerende, men i dag har hun vænnet sig at være alene-mor i perioder
Om et par uger flyver overstyrmand John Walling, 36 år, til Sydkorea for at påmønstre containerskibet Magleby Mærsk. Det betyder farvel til børnene Anne-Sofie på seks et halvt år og William på fem år - og til hustruen, sygeplejerske Alexandra Walling.
Han har prøvet turen mange gange, og det er ikke så slemt, som det har været at sige farvel:
-Der er da en lille tåre iøjenkrogen, når jeg kører ud ad vænget og har taget afsked, siger John.
-Ja, og lige så snart, John er kørt, trykker jeg på knappen, der hedder alenemor. Nu er jeg ene om alle bunkerne, bemærker Alexandra.
Væk i otte til 11 uger
Der kan gå mellem otte og 11 uger, inden far og mand igen er tilbage i parcelhuset i Svendborgs vestlige del.
-John er rigtig god til at føle sig hjemme fra den første dag og deltage i familielivet, siger Alexandra rosende.
-Jeg har aldrig forstået de af mine kolleger, som siger, at de lige skal vænne sig til at være hjemme efter en udmønstringsperiode. Jeg er hjemme og nærværende med det samme, jeg træder ind ad døren. Derimod kan der gå et par døgn, inden jeg har vænnet mig til at være på skibet igen, siger John.
Først hen omkring afrejse-dagen tænker han på, at nu skal han igen sige farvel til børn og hustru:
-Det var da langt værre, da vi var nygifte. Da var det ikke særlig sjovt, tilføjer overstyrmanden.
-Anne-Sofie og William er kede af det i det øjeblik, de siger farvel til deres far, men de ved, at han skal afsted - og der går ikke lang tid, før de vender tilbage til deres aktiviteter, siger Alexandra.
John Walling er født på Amager og valgte at stå til søs, selv om han skal helt tilbage til sin oldefar, før han finder en sømand i familien. John meldte sig som aspirant hos Rederiet A.P. Møller, kom på Kogtved Søfartsskole og fik sin skibsfører-eksamen fra Svendborg Navigationsskole i 1997.
Alexandra Walling er født i Svendborg for 37 år siden og voksede op i Lohals. Hun valgte sygepleje-gerningen og blev færdig fra Svendborg Sygeplejeskole samme år, som John fik sin eksamen.
De boede sammen i to år, inden de var nået sig vidt. Den 12. juli 1997 sagde de ja til hinanden ved et bryllup - og i august udmønstrede den nygifte ægtemand som andenstyrmand.
Nej tak til kontor
Nu sejler han som overstyrmand i Maersk Lines containerfart mellem Europa og Fjernøsten og kom lidt forsinket hjem kort før jul, fordi hans skib Kirsten Mærsk blev solgt.
Han har mulighed for at avancere til skibsfører i løbet af nogle år, og som alt ser ud nu, kan John Walling ikke forestille sig andet, end at han bliver ved med at sejle
-lige til pensionsalderen.
-Det er jo ikke så let for navigatører at få arbejde i land, siger Alexandra.
-Det eneste relevante for mig kunne være lods. At sidde på et kontor kan jeg i hvert fald ikke tænke mig, bemærker John.
Alexandra Walling arbejder på Sygehus Fyn Svendborgs afdeling M2, der behandler patienter med blodprop i hjernen og hjerneblødninger. Hun har en 33 timers arbejdsuge.
-Fra 1. marts går jeg op til 37 timer, fordi jeg skal prøve at være førsteassistent på afdeling MT. Det er et vikariat, der løber til den 1. september, og jeg har orlov fra min nuværende stilling, fortæller Alexandra.
Lim og tape
Når John er til søs, får hun hverdagen til at holde sammen med lim og tape. Dermed mener hun, at dagliglivet bliver noget hektisk.
-Jeg kører hjemmefra fire minutter i halvsyv om morgenen. Så kan jeg nå at aflevere i Anne-Sofie i skolefritidsordningen henne i skolen og derefter få William i børnehaven. Så kan jeg lige nå at møde på afdelingen kl. 7, fortæller Alexandra.
Når hun har fri kl. 15.30, går turen den anden vej. Nogle dage har hun tidligere fri, og så bliver der tid til indkøb, inden børnene hentes. Der skal laves mad - og hyggetid, inden børnene skal til køjs - og de igen skal op.
En far kalender
-Jo, naturligvis savner børnene deres far. Vi har lavet en far-kalender. Den omfatter hele hans periode ude, og når en dag er gået, sætter vi et kryds over dagen, så vi kan tælle os frem til, hvornår han er tilbage. Det sker, vi glemmer at sætte kryds nogle dage - men så er det jo bare dejligt, når vi kan krydse fire dage over på en gang, så er tidspunktet for Johns hjemkomst jo det nærmere, siger Alexandra.
Når John Walling er hjemme, er der dømt hygge med børnene og adskillige ture i svømmehallen og meget andet.
-Vi kan spise morgenmad sammen og aflyser morgen-SFO´en, ligesom William kommer lidt senere i børnehave, siger John Wallling.
Han får ros af sin hustru:
-John tager sig en hel del af det huslige. Vasker, ordner huset og så videre. Det er han rigtig god til, og jeg er da også noget flad efter at have været alene-mor i en lang periode, siger Alexandra.
Hun erkender, at hun ikke vidste, hvad det indebar at forelske sig i en kommende sømand og gifte sig med ham:
-Nej, det tænker man ikke over, når man er ung og nyforelsket. Det er jo også gået godt, og vi har fundet vor rytme, siger Alexandra.
Hun meldte sig ind i Sømandskoneforeningen i Svendborg og mødte her ligestillede:
-Flere har været gift med en sømand i mange år, så de vidste alt om at støtte én, siger Alexandra.
Med to børn er der ikke mere overskud til at deltage i foreningens aktiviteter, men hun er fortsat medlem, og John støttemedlem.
Alexandra har været med John på en enkelt rejse på Atlanterhavet, før børnene kom til.
-Vi kan godt tage børn med, når de er fyldt to år, men det har ingen glæde af. Vore skal ikke med på en rejse, før de er i stand til at opleve og huske, siger John Walling.
Reglerne i rederiet er sådan, at en hustru en gang om året kan få rejsen betalt ud til det sted, skibet ligger. For børn skal forældrene selv betale flyveturen.
-Ordningen bliver mest brugt af ældre kaptajner, hvis børn er rejst hjemmefra, og så tager hustruen med på en rejse, siger John.
-Det glæder jeg mig så til, indskyder Alexandra med et smil. | | Kilde/ forfatter: Bjarne Gregersen , Dato: 16/4-2008 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Kære Sømandskoneforening af 1976
Tak for jeres henvendelse om „Julehilsner fra søens folk“. Carsten Wiedemann har sendt mailen videre til mig, da jeg er ansvarlig for programlægningen på P1.
Det er rigtigt, at DR har besluttet at ophøre med denne juletradition. Som I skriver, så er der i dag ganske gode muligheder for at kommunikere ad flere kanaler og døgnet/året rundt - ligesom udlandsophold i længere perioder ikke længere er et livsvilkår for specielt søfolk.
Jeg er naturligvis glad for at høre, at I og jeres brugere har nydt disse udsendelser. Men jeg mener altså at tiden er løbet fra denne tradition, hvor nytteværdien for en bredere kreds af lyttere trods alt er forholdsvis beskeden - og hvor muligheden for at kommunikere direkte mellem søfolk og deres familier på anden vis er blevet rigtigt gode.
Med venlig hilsen Anders Kinch-Jensen | | Kilde/ forfatter: Anders Kinch-Jensen , Dato: 15/12-2007 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Julen har englelyd
Fra bladet NYT fra DSUK har vi sakset nedenstående artikel.
Af Torben Elmbæk Jørgensen
”I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.” Lukas 2, 9
Sådan hører vi hver juleaften ordene fra Lukasevangeliet om Jesu fødsel. Budskabet om, at en frelser er os født blev sendt fra Gud til mennesker via en engel. Fire ud af ti danskere tror på engle. Flest kvinder, midaldrende og jyder tror på engle. Såvidt en undersøgelse foretaget for Kristeligt Dagblad. Selv blandt ateister findes mennesker, som tror på engle – hele 8%. I USA tror 79% på engle, så her er vi danskere langt bagefter amerikanerne. En af de mest prominente engle-troende i vor tid er den norske prinsesse Märtha Louise, der har indstiftet en alternativ uddannelse, hvor man skal lære at kommunikere med engle. Interessen for engle i vor tid skyldes givetvis også, at vi er blevet mere åbne over for det alternative. 67% af de engle-troende betragter engle som mennesker, de har holdt af, men som nu er døde. 48% mener desuden, at engle kan gribe direkte ind i menneskers liv.
Engle i andre religioner
Troen på engle er ikke knyttet til en bestemt religion. Alle religioner fortæller om engle. I Islam er engle budbringere fra Allah. Hvert menneske har to skytsengle, som følger den enkelte og optegner alt, hvad man gør.
I jødedommen betragtes engle som Guds budbringere og hjælpere, der beskytter og straffer Israel. Inden for buddhismen findes de åndelige devaer, der støtter alt godt, som gøres i verden. Åndelige væsener findes tilsvarende i hinduismen.
Engle i kristendommen
Engle optræder ganske hyppigt i Bibelen, hvorfor det er selvfølgeligt for de forskellige kristne kirkesamfund at forhold sig til engle. De protestantiske kirker, bl.a. Folkekirken, ser engle som Guds budbringere, hvis eksistens vi har kendskab til fra Bibelen. Skytsengle optræder ikke med vægt. I den omsiggribende New Age bevægelse ses engle som vejledere i personlig udvikling.
Syv ærkeengle
I den katolske kirke har man en udbygget teologi om engle. De opfattes som åndelige væsener skabt af Gud før menneskene, tidligt i skabelsens proces. Ifølge Jobs Bog var de vidner til vor jords tilblivelse. Måske er de skabt samtidig med lyset. Deres hjemsted er foran Guds trone.
Syv af englene er ærkeengle, og vi kender deres navne som Michael, Gabriel, Rafael, Uriel, Raguel, Sarakael og Remiel. Alle mennesker har deres egen skytsengel. De bringer bud og hjælper til. Jesu fødsel bebudes af engle, og de beskyttede ham ude i ørkenen og engle kæmper mod Satan i Johannes Åbenbaring. Lovprisning af Gud er engles vigtigste opgave. Men ikke alle engle er gode. Satan
Boganmeldelse
”Den tidsrejsendes kvinde” af Audrey Niffennegger
En god, tyk moppedreng af en hyggelig bog !!!
Især i begyndelsen skal man som læser være ret så vågen….bogen handler nemlig om en mand, der kan rejse i tiden. Så indimellem er Henry 7 år gammel, andre gange er han 42 og indimellem befinder han sig i nutiden, hvor han render ind i smukke Clare, som kender ham da de mødes første gang, fordi Henry - ude i fremtiden - rejser tilbage til Clares barndom og der bliver en naturlig del af hendes opvækst. Det er meget, meget underligt, indtil man får styr på historien og vænner sig til at Clare kender Henry og at Henry kender fremtiden.
Det er en forunderlig viden Henry render rundt med, han kan tænke og tale med fremtidens viden, men han kan ikke ændre på historien, kun se på. (Undtagen selvfølgelig når han investerer i værdipapirer, hvor han udnytter sin viden om fremtiden – og da han er så heldig at kende er en falden engel, som gjorde oprør mod Gud og blev forvist fra himlen. Derfor fristede han Adam og Eva i Paradiset. Den ortodokse kirke har en tilsvarende teologi om engle.
Engle optræder også ofte i kunst og kultur. I ældre dansk litteratur findes mange engle, blandt andet optræder de i tolv af H.C. Andersens eventyr.
lottocifrene fordi han har set tallene i fremtidens avis). Sjovt er det, da han og Clare skal ud at købe hus. Henry styrter ind i samtlige huse, som de ser på, stiller sig ved et vindue, kigger ud og siger så at det ikke er deres hus. Først da Clare går ham på klingen og vil vide hvad det er han laver, fortæller han hende, at han har været i deres hus ude i fremtiden og kender udsigten, men ikke huset !!
Det lyder forvirrende, og det er det sådan set også, men det er også en gribende historie om kærlighed, Henrys kamp for at blive helbredt, ægteskab, forældreskab og livet i al almindelighed. Og så er det da en lidt besnærende tanke, det med at kunne rejse ud og se sin egen fremtid, selvom man måske indimellem får en viden, som man helst vil være foruden! | | Kilde/ forfatter: Torben Elmbæk Jørgensen, Dato: 1/12-2007 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Hovmestrene "Un ploughed"
Vi har fået lov til at bruge af teksten fra bladet CO Søfart fra Sø-restaurationen og Metal Søfart
Artikel af Lise Mortensen Høy og Karen Asmussen
Vi har stillet en række spørgsmål til nogle af de hovmestre, der har været på Søfartens Arbejdsmiljøråds kursus: Sund Kost. Hvad er forskellen på at være hovmester før i tiden og nu. Har hovmesteren ansvaret for besætningens sundhed - og hvilke tiltag har du gjort, for at gøre maden sundere?
MAIL 1:
Blandt kokkens og hovmesterens udfordringer i dag, hører i større grad emner, som følge af tidens trend, sund og mager kost samt at være medansvarlig og endda primus motor i at skabe en socialt velfungerende trivsel ombord.
Som denne artikel primært omhandler, er der de senere år kommet mere og mere fokus på sund og velnærende kost, ikke bare til søs, men i hele samfundet generelt. Denne trend følger selvfølgelig også med os på arbejde. Vi som kokke og hovmestre har fået tildelt et vist ansvar for sundheden ombord. Vi skal ikke bare lave velsmagende mad, men den skal være ernæringsmæssig korrekt sammensat, fedtfattig og varieret.
Dette i en tid med store modsætninger om bord, nye unge helsebeviste søfolk og ældre og erfarne med mere traditionsbundne kostvaner.
C/C og C/S skal tilgodese alle typer, og vi skal alle føle os hjemme i vores andet hjem, vore arbejdskammerater har krav på at få en kost, som lever op til deres forventninger hvad angår smag og ernæringssammensætning. Vi bør give dem den variation og det udbud der gør at alle vil blive tilgodeset. Vi skal stadig lave en god frikadelle med sovs i skiver, vi skal stadig have en god gang stegt flæsk med det hele en gang imellem, og desserten vil vi da også nødig undvære. Men vi skal give folk mulighed for at vælge og fravælge. Der bør altid være et indbydende udvalg af frugt, grønt og lækkert brød, vi skal friste de sunde kostvaner frem ikke tvinge. C/C og C/S har ikke til opgave at være sundhedsapostle og forcere noget over hovedet på folk, det vil kun skabe modstand. En sidegevinst kan da også være, at det faktisk kan være en sjov udfordring at kreere en mere sund og varieret kost.
Blandt nogle metoder, som jeg med held har benyttet til at "lokke" lidt sundere spisevaner frem, kan jeg nævne at skabe en god kommunikation om sund kost om bord. Folk kommer ud i kabyssen, og når snakken drejer sig om kosten, hvad den jo ofte kommer til, gør jeg et stort nummer ud af at forklare om ernæringssammensætningen i den mad, de skal have, samt "prale" af , hvor lidt fløde der er brugt i den forgangne uge, og forklare hvordan det er muligt at lave velsmagende saucer uden at benytte en masse fedtstoffer. Dette har skabt en del debat om kosten og har givet en del større afsætning i salatbaren!
Ofte benytter jeg mig også af at anrette på eller farsere med grøntsager, så er det næsten umuligt at undgå at putte dem i munden. Men kort sagt skal grøntsagerne, kartoflerne og frugten være indbydende, spændende og frem for alt lige til at gå til. Ikke noget med en gulerod, der er kogt stendød i flere timer, hvem gider det? Der skal bruges spændende tilberedningsmetoder og masser af krydderier, så ryger der altså en grøntsag mere og en delle mindre.
Vi kokke og hovmestre er jo ikke udlært ernæringseksperter, og de færreste af os er helsefreaks. Vi er hamrende gode til at lave mad, der smager godt og med masser af gode sager i. Derfor er det nødvendigt, at vi bliver klædt på til at imødekomme udfordringerne med at lave ernæringsrigtig kost og skabe trivsel og velvære ombord. Vi kan lige så godt se i øjnene, at kravene bare bliver større og større i den retning, så vi kan lige så godt tage udfordringen op og gøre en indsats for at udvide kendskabet til emnerne. Rederierne er allerede fremme med tilbud og bør gøre meget mere i fremtiden. Jeg mener, det kunne være interessant med en kursusrække, hvor man fik mulighed for at uddybe emner, der havde ens personlige interesse fx ernæringslære. Det bliver en stor udfordring at holde gejsten, når et kostkursus er kommet lidt på afstand og alt ligesom er faldet tilbage i den gamle gænge. Her kommer det til at kræve noget at holde interessen til den mere sundhedsfremmende linie. Det bliver en udfordring at få det til at blive sjovt at lave sund mad og bruge sin ferie på "kedelige" kurser. Men min erfaring er, at det faktisk er sjovt, når man kommer godt i gang.
MAIL 2:
Jeg har måtte ændre vaner og rutiner for at kunne gøre tingene, så jeg selv følte en tilfredsstillelse i det jeg lavede. Jeg mener, at for hvert gram fedt, der bliver skåret væk fra maden, er det et skridt i den rigtige retning.
Til tider vil jeg vel mere betegne mig selv som en Velfærds Officer. Som gerne skulle kunne samle flokken, give råd, lytte, lave noget god, smagsfyldt mad. Men samtidig skal man jo også leve op til forventningerne fra besætningen, vi er jo trods alt til eksamen ca. tre gange dagligt. Nogle vil gerne have fedtfattig mad, andre vil gerne have kage hver dag, osv.. Der er mange hensyn at tage, og hovmesterens rolle er vel at sortere lidt i ønskerne og finde en gylden middelvej.
Jeg mener helt klart, at hovmesteren har et medansvar for besætningens sundhed. Det er nu en gang ham/hende, der producerer det, der bliver serveret; derfor skal hovmesteren også kunne tage sit ansvar og i det mindste forsøge at lave forbedringer på det sundhedsfremmende område. Det vil sige virkelig vurdere, hvad man laver, og hvordan man gør det. Men igen. Det er besætningen der får tilbudet - og vælger…
Der er mange ting, der kunne gøres. Jeg vil her nævne, hvad jeg har gjort, siden jeg var på "Sund Kost" kurset for Søens Gastronomiske Fagfolk.
Jeg har fremstillet skilte, som angiver fedtmængden i maden, disse sættes på retterne, enten det er varm eller koldt, så besætningen kan se fedtindholdet i de forskellige retter. "Low Fat " angiver, at der er under 10 pct. fedt i retten, "Medium Fat" bruges til retter, der har mellem 10 - 24 pct. fedtindhold og "High Fat" har mere end 25 % fedtindhold. I det daglige sørger jeg for at udskære kød, så der er et minimum fedtindhold i, inden jeg tilbereder det, både stege, udskåret eller hakket.
Saucer og supper jævnes kun med "Maizena" eller majsmel, jeg bruger ikke opbagning mere. På en udmønstring på seks uger sparede jeg ca. 15 kg margarine ved denne metode. For at få den rigtige "farve" på de "legerede" supper, tilsætter jeg lidt mælk (behøver jeg at nævne, at det jo er "Low Fat" ), derved får suppen næsten samme udseende, som om det var med opbagning. Jeg laver mere pålæg selv, det vil sige, jeg laver pålægsretter. Alt brød dvs. morgenbrød, flutes, franskbrød bliver bagt uden brug af fedtstof. Jeg laver altid salatbar med 10-12 forskellige ting, så der er alternativer til eksempelvis en fed flæskesteg.
"Salget" til besætningen ser jeg ikke som et problem, tværtimod bliver de glade for at se forandringer og spørger eksempelvis om, hvilken farve en enkelt ret er, hvis man skulle have glemt at markere det med mine skilte (Food Signs). Så derved får man også en feedback.
En anden udfordring bliver så at kunne få skibshandlerne med på den linie, således at vi kan få fedtfattige produkter, og her tænker jeg mest på mejerivarer, der må kunne udarbejdes lister i vores proviantprogram med low fat produkter! Udfordringen ligger faktisk mest i at fremskaffe de rigtige varer, ikke så meget i at producere det. Jeg ved, at man er i gang med at finde løsninger, således at der bliver mulighed for at kunne få disse varer, men hvornår det sker, vides ikke...
Min vej til "Catwalken"
Fik mulighed for at komme ombord nogle dage på det skib, som min mand arbejder på. Sådan et der kan rumme 45.000 tons olie, benzin eller noget i den retning. En arbejdsplads som sejler verden rundt, denne gang med 9 danskere og 9 filippinere ombord.
Jeg har her valgt at fokusere på danskernes samspil ombord. Velvidende at der desværre ikke altid er så mange danskere ombord, hvilket betyder, at det sociale fællesskab ofte er meget begrænset. Meget interessant at gå rundt mellem disse myreflittige mennesker, hvor arbejde og fritid løber ud i et, ihvertfald lever de i de samme rammer døgnet rundt. Respekt for det. Selvom kommunikationen er bedret indenfor de senere år, er det alligevel som om verden ”udenfor” ikke er helt nærværende, når man befinder sig indenfor skibets begrænsede territorium. Selvfølgelig kan man ringe eller maile hjem til konen / kæresten / manden eller vennen, men man kan alligevel ikke stille noget op med de hverdagsproblematikker, der dukker op derhjemme. Let, tror jeg ikke det er, at være derude uden at kunne hjælpe. Det kræver sin m/ k at kunne overlade det hele til dem derhjemme. Sikken en tillid de har til os på hjemmefronten, vi har meget at leve op til. Det var utroligt positivt at opleve stemningen ombord. Uanset arbejdsmængden var det umuligt at møde sure mennesker. Ganske vist var der nogle, der var mere morgenfriske end andre, men alle kendte hinandens særheder, og dem fik man lov at ha i fred. Ingen fik lov at gå rundt og være kede af det i lang tid, for der kom altid en eller anden forbi med en kvik bemærkning, som igen fik smilet frem. En kunne finde på at sige, ”nu trænger du vist til et kram”. Det var da noget, der røg direkte i hjertet på en garvet sømandskone som mig, der har både mand og datter til søs. Sart skal man ikke være derude til søs. Drillerier af den gode slags må man finde sig i, uanset køn. Sørøverhistorier er der masser af, der er trods alt folk ombord, som er fra dengang der var ”rigtige” søfolk til. Det er vist dem over 38 eller sådan noget i den stil. Arbejdsmæssigt skal man kunne klare at kravle til tops til lanternerne og langt ned under havoverfladen, ganske vist indenbords i tankene, men alligevel. Det er ikke for tøsedrenge og –piger. Arbejdssproget er engelsk, det får så være, hvad det er, men der er også en masse sømandsudtryk, som man som udenforstående lige skal ha repeteret en ekstra gang. Det var på den måde jeg stiftede bekendtskab med ”catwalken”, som er den gangbro, der løber hen over alle tankskibsrørere på dækket. På min tur på ”catwalken” stødte jeg på flere ”prærievogne”, og hvordan hænger det nu sammen. Jo, det er en slags læskure som folk kan søge ly i, hvis de af en eller anden årsag under dårligt vejr er nødt til ud at gå i forenden af det ca. 180 m. lange skib. Efter min mening en rigelig spændende tur. Hvem skulle tro, at ”Monkey Island” er toppen af skibet, og at man hele året har ”juletræ”, der er masten til en masse elektroniske dimser.
Et helt andet kapitel er maden ombord. Et meget vigtigt kapitel, vel at mærke. Så ikke uvæsentligt med dansk hovmester (alias kok) ombord. For os ”udefra” kan det synes lidt ligegyldigt, om kaffen er dansk eller amerikansk, men det er det ikke for dem ombord, skal jeg hilse og sige. Især på broen (det er der, styrmænd tilbringer meget af deres tid ) skal de ha store mængder kaffe, af den slags, der kan holde en styrmand vågen (læs: den slags kaffe, der kan holde vi andre søvnløse en halv nat ). Det kan også diskuteres længe og inderligt, om der skal være kerner i rugbrødet eller ej. Nogle vil ha fisk, andre ikke, nogle vil ha grøntsager, andre er bange for at få lange ører af dem. Enkelte kunne risikere at betale kostpenge for at være der, hvis rederiet vidste, hvor meget de spiste. Helt uretfærdigt synes det for os landkrabber, at det ikke altid er at se på dem. Dog må der være nogle, som kan blive nødt til at rejse hjem i kedeldragt, fordi tøjet er krøbet i de 3 måneder, de har været ombord. Jeg blev enig med mig selv om, det skyldtes den tørretumbler, de har ombord, at mit tøj på få dage ændrede facon. Eller også var det fordi jeg ikke hver dag gik i ”gymnasiet”, som ombord er lig med motionsrum med flere maskiner til trimning af kroppen. Retfærdigvis skal siges, at adskillige af de ombordværende helt seriøst brugte maskinerne ofte. Sikken en selvdiciplin. Der skal nu også arbejdes lidt mere end 5 min. for at fjerne sporene af de delikate retter og eftermiddagskager, der med jævne mellemrum dukkede op på bordet. Heldigvis var der gulerødder til 10-kaffen om formiddagen, så man kunne opretholde den gode samvittighed en kort periode.
Det var nogle lærerige dage ombord, hvor jeg også fik snakket med flere af danskerne om det at være sømand. Hvorfor går der sådan nogle arbejdsomme, rare, veluddannede, følsomme, selvstændige og fantastiske mennesker rundt uden kæreste/ ægtefælle? Som de selv sagde, er det ikke et hit at sige, man er væk i 3 måneder ad gangen. Ikke mange kvinder, eller mænd, for der var også en kvinde ombord, synes det er fedt at være alene med hjem, børn, arbejde etc. når partneren er til søs. På en måde forståeligt, men måske har de ikke fået øjnene op for de fordele, der er ved det. F.eks. antallet af timer man tilbringer sammen, er betydeligt flere end med et 8-16 job. Ingen der blander sig i ens gøren og laden, når man er alene om alle pligterne. Det handler jo om at få øje på det positive. Så de kan jo bare sige til, de sømænd, hvis de har brug for hjælp til noget sømandsdating J Jeg er meget glad og taknemmelig for, jeg fik chancen for at komme ombord og få genopfrisket min respekt for de danske søfolk. Så tak til alle ombord på Torm Gertrud i aug. 2007.
Aase
| | Kilde/ forfatter: Aase Dyrehauge, Dato: 15/10-2007 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Græsenkerne hjælper
Vi har med tak modtaget denne artikel fra Jyllands Posten
Sømandskoner i Århus og omegn hjælper hinanden i en hverdag, hvor manden ofte er på langfart. Under The Tall Ships’ Races forsøger de at gøre opmærksom på foreningen og trække flere medsøstre til.
Af MARIE HAUBERG PEDERSEN
Den tid er forbi, hvor alle sømænd har n kvinde i hver en havn; men én kvinde står stadig ofte tilbage, når manden drager afsted. Nogle gange i et par uger, andre gange i et par måneder.
Og det er ikke altid lige let at være denne midlertidige enke – men siden 1976 har hustruerne kunnet søge samvær og opbakning i Sømandskoneforeningen. I fire år har der også været en lokalafdeling i Århus, og den gør i disse dage opmærksom på sig selv med et telt på kajen ved The Tall Ships’ Races.
Vi er 20 medlemmer mellem 28 og 42 år, og vi bruger og støtter hinanden i hverdagen og laver nogle ting sammen.
F. eks. går vi biografen, tager på legepladser med børnene, og vi har også været på et wellness-ophold på Rømø uden børn,« fortæller en af søenkerne, Gitte Lauridsen.
Hendes mand er henholdsvis hjemme og til søs to måneder ad gangen, og i mellemtiden må hun selv stå for parrets børn og hjemmet, samtidig med at hun selv arbejder.
Både mor og far
Det er et specielt liv, når ens mand ikke kommer hjem kl. 16, og man både skal være mor og far på samme tid. Det kan være svært for familie og venner at forstå, og så er det rart at tale med andre i samme situation, f.eks. hvis man er ked og træt af det,« siger Gitte Lauridsen, der sammen med Gitte Jensen og Britt Jensen bemander boden denne formiddag.
Sidstnævnte er på barsel og har sin lille søn på fire måneder med i barnevogn.
Min mand tog ud at sejle i lørdags,« fortæller hun med et smil.
De 20 medlemmer af Sømandskoneforeningen i Århus er kommet i kontakt med hinanden via deres mænds fagforening og foreningsbladet „Søhesten“, som ligger rundt omkring på skibene. Men selv om der findes omkring 4.000 sømænd i Danmark, er der kun cirka 200 sømandskoner organiseret i foreningen.
»Så der er lang vej endnu,« konstaterer Charlotte Munk, formand for Sømandskoneforeningen, som også var til stede på standen til The Tall Ships’ Races.
Måske har det noget at gøre med, at vi ikke har noget klubhus, men mødes i private hjem, og at man ikke har mod til at ringe til en, man ikke kender. Men når først man er med, kender jeg ingen, som siger, at det ikke er noget for dem,« siger Charlotte Munk.
For Gitte Lauridsen har mødet med foreningen i hvert fald været givtigt. Samværet er et lille plaster på såret, når savnet bliver for stort.
»Jeg plejer at sige, at jeg lever med det,
men jeg vænner mig aldrig til det,« fortæller græsenken. | | Kilde/ forfatter: Marie Haubergn Pedersen, JP, Dato: 29/8-2007 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Hvorfor holder vi Bededag
Den "Store Bededag" var blot én ud af mange bededage.
Idémanden bag Store Bededag er Hans Bagger, som var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693. I løbet af sine to første år som biskop fik Bagger indført hele 3 faste- og bededage. Den midterste af dem blev lovfæstet ved en kongelig forordning d. 27 marts 1686, og placeret den fjerde fredag efter påske. På denne måde kunne Christian den Femte nå at holde Bededag i København, inden han drog ud på sommerrejser til sine riger og lande.
Denne lovfæstede Store Bededag var kun en ud af mange. Der var flere mindre bededage som var spredt ud over kalenderen. Fx var hver onsdag bededag på landet. På bededagene bad præsterne i kirken for fred, dagene var bodsdage og man fastede.
Store Bededags helt korrekte navn var "ekstraordinær, almindelig bededag", og den blev indvarslet allerede aftenen før, ved ringning med kirkens største klokke,
-stormklokken. Ringningen var signal til, at kroer m.v. skulle lukke, og at der ikke længere måtte drives handel. På den måde var der håb om, at folk kunne komme rettidigt (og ædru) i kirke, som forordningen krævede. Man skulle faste indtil gudstjenesterne - inklusive aftensang - var afsluttede, og i øvrigt afholde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al slags "verdslig forfængelighed". | | Kilde/ forfatter: ?, Dato: 20/4-2007 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Dagligdagen i Aasiaat
Fra bladet Redningsbaaden har vi sakset nedenstående artikel.
Af grønlandssekretær Jørgen Møller.
Det er lyst uden for. Klart vejr og høj himmel. Det er absolut først på dagen, klokken er 6.25. Det er nu arbejdsdagen begynder på Sømandshjemmet i Aasiaat. Kogepladen tændes, rundstykker hentes i et af de meget store fryserum, og sættes ovnen. Kaffemaskinen tændes. Der koges blødkogte æg, og pålæg stilles frem i disken. Mælk, juice og isvand, - ja alt skal være klar til cafeteriet åbner klokken 7.00.
Yderdørene låses op 5 minutter før klokken 7, og i dag må jeg konstatere at der i nattens løb er faldet ca. 15 cm sne. Flot ser det ud. Alt er pudret med sne, ude i havnen er der meget is, og i det fjerne ses øen Maniitsoq som nu farves rød af den opstigende sol. Sneen skovles væk lige uden for dørene, og trapperne fejes.
Dagligt får vi besøg af vor nabo - John hedder han. Han er leder af byens oliedepot, og har været i Grønland i mere end 40 år. Så når der er tid til det, får jeg en kop kaffe sammen med ham. I dag er der ikke tid til det, fordi vore værelsesgæster er tidlig på færde. Vi har haft 24 af 26 værelser optaget i nat. Det betyder også, at bilens oliefyr skal tændes kl. 8.00, så bilen er varm, når de første gæster skal køres i lufthavnen kl. 8.25. Gæster som bor på Sømandshjemmet bliver transporteret frem og tilbage til skib og fly, og i dag er der flere ture i vente. Temperaturen uden for er -17 grader. På Sømandshjemmet er der ikke 2 dage, som er helt ens. Da vi til morgen kom til lufthavnen med de første gæster, blev det meddelt at flyet var ca. 1 time forsinket. Det betød samtidig at nogle venner vi skulle tage afsked med, ikke var mødt endnu, så vi måtte pænt køre hjem igen. Senere på dagen blev det meddelt, at den ordinære ankomst kl. 12.20 var ændret til 17.20.
På vej hjem fra lufthavnen tømte jeg vores postboks - nr. 216, en stor boks helt nede ved gulvet. Foruden aviser m.m. var et dejligt brev fra kommunen. Da det nye lederpar Lene Leed og Harald la Cour var på besøg, søgte vi kommunen om tilladelse til at have hundehold stående ved Sømandshjemmet. 8-10 gode slædehunde skal stå på kæde, og i vinterperioden være til glæde også for kommende gæster. 2 dage efter ansøgningen var indgivet havde kommunen altså nu givet sin tilladelse foreløbig i 2 år. Kommunen er venlig stemt overfor Sømandshjemmet.
Der er 4,5 kilometer til lufthavnen, og på de travle dage, køres turen 8-10 gange. Så er næsten hele dagen optaget af at hente og bringe gæster, og sørge for at nye gæster bliver rigtig godt indlogeret, også i annekset der ligger 70 m fra hovedbygningen. Der er i alt 26 værelser lige nu, og den 15. maj får vi så 10 helt nye dobbelt værelser. Vi regner med at holde kaffemik og fremvisning af de nye værelser i begyndelsen af juni måned. Borgmesteren har foreslået d. 5. juni, fordi det så er på hans fødselsdag, så det planlægger vi efter. I dag har vi 10 værelser med bad i hoved huset. I annekset er der 8 værelser med bad og 8 uden.
Aftensmaden serveres fra kl. 17.30
19.00 og derefter kan der købes pommes frites mm., hjemmebag og lagkage indtil kl. 21.00. Vore gæster henvises derefter til dagligstuen, og cafeteriet lukker. Der ryddes op, fejes og vaskes gulv, hvorefter den sidste medarbejder går hjem. Yderdørene låses og kun lederparret er tilbage - sammen med de øvrige gæster på værelserne. Nu har vejret taget en drejning igen. Det er snestorm, og temperaturen er nu - 9. Udenfor Sømandshjemmet står bilen og kører i tomgang, det har den gjort hele dagen. Klokken er 21.30 og aftenvagten køres hjem. Bilens motor stoppes og ledningen til motorvarmeren sluttes til. - En herlig dag er slut. | | Kilde/ forfatter: grønlandssekretær Jørgen Møller, Dato: 20/4-2007 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Hvad er Påskeøsten?
I foråret er der en tendens til, at vinden i en periode går i øst - ofte sker det i eller omkring påskedagene. Deraf navnet påskeøsten.
Grunden til denne ofte tilbagevendende østenvind i foråret skyldes dannelse af et højtryk over Skandinavien kombineret med lavt tryk over Mellem- og Sydeuropa.
Over Mellem- og Sydeuropa opvarmes luften meget her i foråret og det kontinentale vinterhøjtryk nedbrydes, og det erstattes af gode betingelser for faldende lufttryk. Over De Polare Egne er det endnu koldt og det arktiske og sibiriske kuldehøjtryk har endnu gode betingelser.
Disse stabile vinterhøjtryk kan undertiden placere sig over Skandinavien og sammen med det lavere tryk over Mellemeuropa give os en periode - ofte af længere varighed med vind fra øst.
Påskeøsten bringer kold og tør luft fra Rusland frem mod Danmark. På sin vej kan den opvarmes noget, men generelt er Påskeøsten en kold fornøjelse - ikke mindst på grund af det blæsende vejr, som bevirker, at temperaturen føles lavere end den er (Windchill).
Desuden oplever vi ofte med østenvind om foråret store temperaturforskelle hen over landet. Ved østvendte kyster har man det køligt med temperaturer der ligger tæt på havets - mens man bare nogle kilometer inde i landet vil have det mærkbart varmere.
Da luften opvarmes hen over land vil vi med påskeøsten have det varmest i den vestlige del af Jylland og på Øerne - dvs. Vestjylland, Vestfyn og Vestsjælland.
Påskeøsten bringer dog ofte tørt og solrigt vejr med sig - så kan man finde en læfuld krog, så kan en Påskeøsten blive et rart bekendtskab. | | Kilde/ forfatter: ?, Dato: 20/4-2007 Kategori (i): Indslag fra 3. part
The Tall Ships´ Race skal give unge vind i hår og sejl
Pressemeddelse, Århus d. 12/03/2007
Arrangørerne af The Tall Ships´ Race 2007 i Århus kommer med en kraftig opfordring til virksomheder, organisationer og private: Giv et antal unge vind i sejlene og spændende udfordringer til søs gennem at tegne et sponsorskab for en eller flere trainees i forbindelse med The Tall Ships´ Race 2007 i Århus.
Et af de væsentligste elementer i forbindelse med afviklingen af The Tall Ships´ Races er at give unge mennesker mulighed for at prøve livet til søs og for at møde andre unge på tværs af nationaliteter og kulturer.
Sådan er det også, når The Tall Ships´ Race afvikles i Århus i dagene 5.-8. juli. Håbet er at kunne sende et stort antal unge mennesker i alderen 15 - 25 år med på kapsejladsens første etape, der går til Kotka i Finland.
Der er på nuværende tidspunkt indgået aftaler med såvel store som små virksomheder, organisationer og private om at indgå som sponsorer for 60 unge mennesker, der deltager som trainees og dermed får en oplevelse for livet om bord på et af de store sejlskibe på turen fra Århus til Kotka. I den forbindelse kan især nævnes samarbejdet med Maersk Line, "Det Blå Danmark" (den maritime branche), men der er også mange andre, som har valgt at støtte op omkring traineeprogrammet.
Virksomheder, organisationer, fonde og private som ønsker at få den sjældne mulighed for at sponsorere en eller flere trainees og dermed give unge mennesker den kæmpeoplevelse, det er at komme ud at sejle med et stort sejlskib, kan man henvende sig til:
VisitAarhus Events, ErhvervsCentrum Århus Nordhavnsgade 1, 8000 Århus C Tlf.: 8731 5016 / events@visitaarhus.com
Foreløbigt program for trainee-forløbet
Lørdag den 7. juli:
-Ankomst til Århus og velkomst v./ arran
gørerne -Registrering og indkvartering på skibene -Deltagelse i det planlagte program for be
sætningerne (f.eks. sport, konkurrencer og udflugter)
Søndag den 8. juli:
-Klargøring til afsejling -Afsejling mod Kotka
8. juli - 18. juli:
-Sejlads -Deltagelse i arbejdet om bord -Undervisning om bord
Onsdag den 18. juli:
-Forventet ankomst til Kotka -Deltagelse i det planlagte program for besætningerne
Torsdag den 19. juli:
-Deltagelse i det planlagte program for be
sætningerne, herunder: -Kl. 16: Crew Parade -Kl. 20:Crew Party
Fredag den 20. juli:
-Afmønstring -Hjemrejse (bus og fly) | | Kilde/ forfatter: ?, Dato: 20/4-2007 Kategori (i): Indslag fra 3. part
"At overkomme livet"
Dette er et uddrag af bogen "At overkomme Livet" af Lisbet Dahl.
"At overkomme livet". De ord holder jeg så meget af. At kunne overkomme det, og hvordan man overkommer det. At have fået mange udfordringer i livet - og så overkomme dem. Det skal man kunne. Det er en blanding af sorg og glæde, og man sætter ikke pris på at være højt oppe, hvis man ikke er langt nede en gang imellem. Desværre er der så mange mennesker, der tænker negativt og destruktivt, selv om de ikke selv synes det. Jeg ved, at det eneste, man får ud af de negative tanker og handlinger, er sygdom. Du skal stå ved det, du laver, både af skidt og godt. Det er meget nemt med det gode og langt vanskeligere med det dårlige. Men man kan godt sige til sig selv, at man vil være et positivt, lykkeligt menneske, og at man vil prøve at være et ordentligt menneske over for andre. Selvfølgelig kommer man til at handle forkert, men man skal stå ved det, for ellers ender man med at blive syg af fortrængninger. Hvis du lyver over for dig selv og leger, at sandheden er en anden, end den er, fordi det er mere behageligt, så ved du til sidst ikke, hvad der er sandt.
Så sidder man med disse ødelagte mennesker og kigger på dem og siger:
-Hvordan skal jeg hjælpe dig? Jeg kan ikke gøre det, før du holder op med at lyve. Jeg husker altid mig selv på, at jeg skal kunne se mig selv i spejlet næste morgen. Fortrængninger er livsødelæggende. Det er som at bo i en otteværelses lejlighed, men kun kunne være i de to, fordi de andre seks er proppet med fortrængninger. En dag kommer der én og ringer på klokken på en forkert måde, og så får du et nervesammenbrud og går fuldstændig krakamut.
Vi skal ikke tillade en eneste negativ tanke. Vi skal rense dem ud, så snart de kommer, og vi skal ransage, hvorfor de overhovedet er opstået.
Livet her på jorden er sådan set ligesom en konto, der skal først betales, når du står deroppe og bliver spurgt:
-Hvad har du så udrettet? | | Kilde/ forfatter: ?, Dato: 7/3-2007 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Historien om Skt. Valentin
Før kristi fødsel var Rom omgivet af vilde skov og vilde ulve strejfede om i dem. Romerne havde mange guder og en af dem hed Lupercus. Han var gud for dyr og hyrder. I deres ære blev, der afholdt en fest hvert år i februar kaldet Lupercalia. Det var en forårs fest. Senere under Claudius II havde romerne det svært, da de blev angrebet på næsten alle fronter. Derfor besluttede Claudius II, at alle forlovelser skulle hæves og ingen kunne blive gift. Han mente nemlig det var svært, at få gifte mænd til at blive soldater. På det tidspunkt var kristendommen endnu ikke statsreligion i romerriget. Der var en præst, som alligevel giftede byens børn i kirken. Han hed Valentinus.
Da kejser Claudius II hørte om dette, beordrede han Valentinus arresteret. Mens han sad i Rom’s fængsel udførte han et mirakel. Fængselsvogterens datter var blind og Valentinus fik hende til at se igen. Dette gjorde sagen endnu mere alvorlig og Claudius II beordrede Valentinus halshugget. Den morgen han skulle halshugges skrev han et afskedsbrev til pigen med denne signatur: „Fra din Valentin“. Han blev halshugget den 14. februar år 270. Stedet hvor han blev begravet kan faktisk stadigt ses i Rom. | | Kilde/ forfatter: ?, Dato: 14/2-2007 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Kyndelmisse varsler lysere tider
Det er kyndelmisse den 2. februar. Men hvad er kyndelmisse egentlig? Uddrag fra Dorte J. Thorsen
Kyndelmisse betyder lysenes messe
Kyndelmisse er en fordanskning af det latinske candalarum misa, der betyder lysenes messe. Det er en katolsk højtid, som man vedblev med at fejre i Danmark til længe efter både reformationen og Struense havde afskaffet dagen som fridag i 1770.
Urenhed og lys
Kyndelmisse falder 40 dage efter Jesu fødsel, og det er ikke tilfældigt. Man fejrer nemlig kyndelmisse, fordi det er dagen, hvor baby Jesus blev fremstillet i templet. Det er dermed også dagen for Marias renselse og altså den dag, hvor hun igen kunne komme i synagogen. På Jesu tid var en kvinde nemlig ‚uren‘ efter en fødsel og måtte først betræde de hellige steder 40 dage efter forløsningen. Ideen med at man er uren efter en fødsel findes stadig i vor tid. I den katolske kirke blev og bliver kyndelmissen fejret med lysprocessioner, hvor man indvier alle de lys, som skal bruges i kirken i løbet af året. Enkelte private lys finder også vej til den særlige kyndelmisse-velsignelse. Dem er der efter sigende særligt held ved. I de seneste årtier er højtiden dog gået i glemmebogen i Danmark, men enkelte kirker har fundet dagen frem igen og bruger den til lysgudstjenester eller til at døbe kommende konfirmander. | | Kilde/ forfatter: ?, Dato: 2/2-2007 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Savn og nærvær - en rejse i barndommen
Et nyt projekt til støtte for børn i søfartsfamilier
Børn som har søfarende forældre må leve med både savn og nærvær. Savnet når den ene forælder er væk i længere arbejdsperioder og det tætte nærvær i perioder med arbejdsfri. Barnet skal lære at håndtere begge situationer. Begge forældre skal også lære at varetage forældreskabet under disse betingelser. Sømandskoneforeningen har derfor taget initiativ til at starte et projekt for at forsøge at hjælpe både børn og forældre i søfartsfamilierne. Projektet vil forsøge at skabe aktiviteter for både mindre børn og teen-de fleste forældre oplever, er vanskeligheden ved at have en god kommunikation imellem barn og voksne i arbejdsperioden. Det mindre barn tænker meget konkret og har derfor ofte svært ved at gennemføre en telefonsamtale. Barnet kan ikke helt forstå den abstrakte situation, hvor den ene forælder er i den ende af ledningen. Teenageren har derimod ingen besvær med at bruge telefon, men har vel ofte et mere situationsbestemt forhold til forældrene. Forældrene inddrages i teenagerens liv når denne føler der er behov, men ikke når forældrene synes der skal snakkes.
agere.
De fleste søfartsfamilier med børn kender sikkert både følelser og spørgsmål, som ustandselig presser sig på, når den ene forælder arbejder langt fra hjemmet. Hvordan gør jeg det nemmere at leve med savnet af børnene i arbejdsperioderne? Hvordan forklarer man sit mindre barn, at man er væk i flere måneder og at man kommer tilbage til dem igen? Savnet, men vel også indimellem en følelse af svigt, er naturlige følelser at have, når man har valgt et så krævende og specielt erhverv som søfart.
Barnet kan have samme følelser: det stærke savn og følelsen af at være svigtet af den sejlende forælder. Man må lære at undvære sin sejlende forælder til skolestart, ved fødselsdage og højtider. Til gengæld har man længere perioder med en forælder som har fri og som kan være meget nærværende i alle aktiviteter i hjemmeperioden. Et af de problemer som For de voksne kræver det fleksibilitet, at kunne gå ind og ud af et dagligt ansvar som forældre. Den sejlende forælder skal leve med savnet og vanskeligheden ved kontinuerlig kontakt med barnet. Når han vender hjem, skal han omvendt kunne være fuldt tilstede og påtage sig forældrerollen i respekt for den anden forælder. Den ikke sejlende forælder har det daglige ansvar, men skal også inddrage den anden voksne. Det kræver også stor fleksibilitet fordi der vil være forhold som har betydning, når den sejlende er hjemme og andre forhold når den sejlende er til søs.
Det er med baggrund i disse problemer Sømandskoneforeningen har startet et projekt med formålet at hjælpe både børn og forældre i søfartsfamilier. Det er projektets ide, at styrke ressourcerne hos børn og familier i forhold til at være del af en søfartsfamilie. Der vil derfor blive lagt vægt på at give både børn og voksne konkrete værktøjer til at overvinde vanskeligheder og se nye muligheder i situationen hvor den ene forælder er på langfart. Det samlede projekt omfatter tre delprojekter, rettet mod tre børnegrupper:
1 Et småbarns projekt til de 4-7 årige, hvor formålet er at hjælpe til at begrebsliggøre søfartslivet og lære at adskillelsen fra den sejlende forælder kun er midlertidig. Denne del af børneprojektet vil indebære udarbejdelse af en børnebog og et medfølgende forældremateriale. Forældrematerialet vil give viden om barnets udviklingstrin og hvordan det påvirker barnets opfattelse af adskillelse og savn.
2 Et projekt rettet mod børn i 3-6 klasse, hvor formålet er at styrke barnets identitet som del af en søfartsfamilie, sætte ord på både savn og glæder ved at være adskilt fra eller sammen med den sejlende forælder. Vi vil her udarbejde et arbejdshæfte, hvor barnet kan arbejde med familiehistorie, livet til søs, fremtiden og lære hvordan man kan holde en tæt kontakt over store afstande. Projektet vil også hjælpe barnet til at udvikle et aktivt syn på muligheder i fremtiden. Endelig vil bogen have et tema om rejsen, både som barnets rejse igennem livet og den voksnes rejse til søs. Det er muligt, at der udover det skriftlige materiale kunne skabes mulighed for at børnene i denne aldersgruppe får lejlighed til at være sammen og lave fælles aktiviteter. Dette projekt vil også have en forældrevejledning tilknyttet.
3. Endelig er der et delprojekt rettet mod søfartsfamiliens teenagere. En mulighed er at lave et temahæfte om at være ung i en søfartsfamlie og knytte fælles aktiviteter til hæftet, f.eks et weekendkursus eller et sommerstævne.
Projektet skal finansieres fuldt ud gennem fondsansøgninger og støtte fra søfartens organisationer. Det er tænkt bygget op, så der sker et løbende samarbejde med interesserede søfartsfamilier som er tilknyttet Sømandskoneforeningen. Det betyder at det er vigtigt at medlemmerne videregiver erfaringer fra livet med børn, ideer som er opstået til løsning af problemerne ved at være væk fra hjemmet og børnene. Vi vil også forsøge undervejs i projektet at bede om hjælp til at vurdere konkrete materialer og ideer blandt medlemmerne. Vi vil forsøge at lave materialet så det nemt kan oversættes til andre sprog, fordi det så vil kunne anvendes af en meget større kreds af søfartsfamilier. En del af besætningsmedlemmerne i den internationale søfart har kontrakter med meget lange sejladsperioder. Det er klart at et halvt eller helt års fravær fra familien får en forstærkende effekt på de problemer børn og den sejlende forælder oplever.
Vi håber derfor, at foreningens medlemmer og andre interesserede i søfartsmiljøet vil tage godt imod projektet, både i arbejdsprocesen og når det er færdigt. Vil du vide mere er du velkommen til at kontakte os.
Jesper Jørgensen, tlf. 60 88 80 19, mail: jesper@spacearch.com | | Kilde/ forfatter: Jesper Jørgensen, Dato: 9/11-2006 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Kollegieprojekt på Dansk KFUK i London
KFUK i London indviede sit kollegieprojekt og navngav det ”Dronning Ingrids kollegieboliger i London” ved en middag fredag den 24. marts med deltagelse af protektor for Dansk KFUK i London HKH Prinsesse Benedikte og HM Dronning Anne-Marie. Siden projektets start i 2002 har fjorten unge danske studerende boet i de fire lejligheder, som projektet foreløbigt råder over.
I løbet af de snart 100 år Dansk KFUK i London har eksisteret, er der sket mangt og meget. K har altid forsøgt at følge med udviklingen og opfylde unges behov gennem tiderne. Ønsket om ikke at gå i stå kombineret med en fastholdelse af bestemte traditioner og værdier har dannet baggrunden for den måde, huset er blevet drevet på. Som seneste skud på stammen har K kastet sig over kollegieboliger for danske studerende i London. I 1996 erfarede K, at de danske universitetsstuderende i London havde problemer med at finde studieboliger. Der blev nedsat en initiativgruppe, som diskuterede forskellige muligheder for at lave et kollegium i London. Efterfølgende arbejdede forstander Palle B. Pedersen, bestyrelsesformand Karen Maibom og præst i den danske kirke i London, Thomas Reventlow Bruun videre med initiativet med fuld opbakning fra K’s bestyrelse.
Flere læser ude
I takt med den stigende internationalisering tager flere og flere danske studerende til udlandet for at læse. Økonomisk betyder dette, at studiebudgettet ofte bliver stramt,
og det kan være svært for mange at få økonomien til at hænge sammen. I en by som London er boligudgifter ofte den største udgiftspost på budgettet. Boliger i London er generelt dyre og dårlige. Tilbuddet om at bo på Dansk KFUK i London henvender sig primært til unge danskere i aldersgruppen 18-25, der vil til London og arbejde. For studerende er dette tilbud ikke egnet, da der ikke er tilstrækkelig ro til at kunne studere og fordybe sig. Dette er baggrunden for initiativet til at etablere danske kollegieboliger i London. Som noget af det første kontaktede projektgruppen forskellige uddannelsesinstitutioner, fonde, privatpersoner etc. i Danmark for at undersøge, om der umiddelbart var opbakning til projektet. Tilbagemeldingerne var overvældende positive. Også K’s protektor HKH Prinsesse Benedikte var begejstret for projektet.
Blåstempling
En egentlig blåstempling af projektet kom hurtigt herefter, da Dronning Ingrid og Kong Frederiks Fond, som den første der gav penge til projektet, donerede et af de største samlede beløb, fonden nogensinde har givet, til kollegieprojektet. Herfra tog projektet hurtigt fart, og flere fonde annoncerede snart deres bidrag. Det oprindelige projekt var tænkt som ét stort hus med ti lejligheder budgetteret til tyve milioner kroner. Det viste sig dog snart at volde en del problemer. Det var svært økonomisk at rejse så mange penge på én gang og ydermere var det problematisk at få de nødvendige tilladelser fra de lokale myndigheder.
Måtte revidere
Det viste sig dog snart at volde en del problemer. Det var svært økonomisk at rejse så mange penge på én gang og ydermere var det problematisk at få de nødvendige tilladelser fra de lokale myndigheder. I forsommeren 2002 så det ud til at projektet måtte opgives på grund af manglende fondsmidler og manglende tilladelser. Men projektgruppen ville ikke opgive så let. Kollegieprojektet blev derfor revideret, og man besluttede at sprede boligerne rundt i byen og rejse penge til en lejlighed ad gangen.
Første lejlighed
I 2003 blev den første lejlighed købt. Den var betalt af The Oak Foundation. Næste lejlighed blev erhvervet i 2004 med støtte fra Kong Frederik & Dronning Ingrids Fond, Dronning Margrethe & Prins Henriks Fond, Kong Christian den Tiendes Fond, Oticon Fonden, Frimodt-Heineke Fonden, Familien Hede Nielsens Fond, Ernst & Vibeke Husmans Fond og Absalon Fonden. Tredie lejlighed blev også købt i 2004 med støtte fra Edith og Godtfred Kirk Christiansen Fond og den fjerde lejlighed blev købt i 2004 med støtte fra Knud Højgaards Fond. Det har været opmuntrende at se den interesse, danske fonde har udvist for projektet. Kun takket været deres hjælp har det været muligt at realisere drømmen om et dansk kollegium i London og på den måde bidrage til, at danske studerende får mulighed for at kvalificere sig yderligere og få international erfaring.
I Hampstead
Alle lejligheder ligger i området omkring Hampstead i det nordlige London. De studerende kan ansøge om at bo i lejlighederne i et år ad gangen, og udvælgelseskriterierne er baseret på karakterer og udtalelser fra deres uddannelser samt et overbevisende budget. Et denominatorudvalg tager hvert år stilling til, hvem der skal have tildelt lejlighederne. Foreløbig har et bredt udvalg af uddannelser i Danmark haft glæde af lejlighederne. Fag såsom kunsthistore, statskundskab, medicin, astrofysik og filosofi har været repræsenteret. Huslejen ligger på lidt under det halve af, hvad tilsvarende lejligheder normalt ville koste i London. Projektet er dog langt fra færdigt endnu. Det er tanken, at der løbende skal købes flere lejligheder, når der er penge til det, så flere og flere danske studerende kan komme til London og studere.
Sådan kommer du i betragtning til en lejlighed
Sidste sommer havde Dansk KFUK ca. 40 ansøgere til tre lejligheder. De udgør ti procent af det samlede antal danske universitetsstuderende i England, idet 367 danskere læste ved et universitet i England i studieåret 2003/04. Lejlighederne bliver opslået i det sene forår på K´s egen hjemmeside og på universiteterne. En skriftlig ansøgning skal indsendes. Et udvalg afgør herefter, hvem der skal have en lejlighed. Udvalget består af professor Bente Maegaard, pastor Thomas R. Bruun (tidligere præst ved den danske kirke, St. Katharines, i London) samt forstander for Dansk KFUK i London, Palle Baggesgaard Pedersen. | | Kilde/ forfatter: Aupairsekretær Anne Sofie Hennings, Dato: 19/10-2006 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Søhesten
En artikel, der er fundet i konkylien nr. 10 1993
Stolte ser de ud, søhestene, når de med rank ryg svømmer oprejst gennem vandet. Hovedet sidder vandret på kroppen, og de bevæger sig gennem vandet med den lille rygfinne som ”motor”. Som når et stort skib kaster anker, slynger søhesten sin hale rundt om en tangplante og står stille i vandet. Halen er meget smidig, selvom søhestens krop nærmest er dækket af en rustning af ben-ringe.
Eventyr og talismaner
Eventyrene fortæller om søhestene som legekammerater for den lille havfrue og som trækdyr for havguden Neptun. Men faktisk bliver søhestene ikke større end 16 cm. Søhesten er et utroligt spændende dyr. Den kan ændre farve efter omgivelserne og bevæge øjnene uafhængigt af hinanden. Det er nok en af grundene til, at der i gamle dage var mange sange om søhesten. F.eks. brugte man den i tørret tilstand som talismaner, d.v.s. som en slags lykkebringende amulet. Tørrede søheste blev også brugt i mediciner mod mange forskellige sygdomme.
Gift og hundegalskab
Et sagn fortæller, at hvis man blandede asken fra en brændt søhest i et glas vin, fik man en dødbringende blanding. Blandede man derimod asken med beg, var det et godt middel mod skaldethed. Ublandet var asken et godt middel mod bid af gale hunde. Alle disse underlige historier opstod, fordi folk mente, at sådan et besynderligt dyr bestemt måtte have magiske kræfter.
Faderen er ”gravid” Og besynderlig, det er søhesten! Det, der har vakt størst opmærksomhed, er gravide søheste. Det er nemlig ikke moderen, der er gravid – det er faderen. Søheste-hannen har en slags sæk på maven, hvor hunnen lægger æggene. Faderen befrugter dem, og de nye små søheste udruges, mens faderen svømmer rundt og ser gravid ud. Man kan næsten sige, at her er det faderen, der er mor!
Veer eller kilderi?
Når ungerne kækkes og forlader ”sækken” på faderens mave, vrider hannen sig som om den har veer. Man ved dog ikke, om det gør ondt på ham, eller om det bare kilder. Der kan være op til 400 unger i et kuld, alle sammen tro kopier af de voksne søheste. | | Kilde/ forfatter: Henrik Hommelgaard Panda Klubben nr. 94, Dato: 1/10-2006 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Fristed for søfolk og lokale danske i Hong Kong
25 år med Danish Room på containerhavnen
I april måned fylder Danish Room i Hong Kong 25 år. I alle disse år har den danske stue i Mariners Clubs anneks lige uden for gaten til én af verdens største containerhavne været et fristed for danske søfarende og lokalt bosatte danskere. I denne artikel fortæller Johanne Marie Langkjær Fårup om Danish Room i vore dage. Johanne er juniorassistent ved sømandskirken i Hong Kong.
På containerhavnen i Hong Kong ligger en stor og meget karakteristisk blå bygning. Mariners Club er navnet, og på tredje sal ligger et lille rart rum, hvor der på døren står skrevet ”Danish Room” – et ”danskerrum”, med tilstødende lejlighed hvor sømandskirkens assistentpar bor, og som nu i 25 år har været et hyggeligt samlingspunkt for såvel søfolk som for lokale danskere i Hong Kong.
Hvad er det så, der gør Danish Room, til det det er, nemlig et dansk rum? Er det billederne på væggen af majestæten og prinsgemalen? Er det skibsklokken eller de mange danske bøger der fylder hele væggen? Er det at man kan købe dansk slik og kaffe? Måske er det en lille smule af det hele, men mest af alt handler det nok om, at Danish Room i Hong Kong er et rum hvor danskere fra sø og land har mulighed for i hyggelige omgivelser at mødes til hverdag og fest og gladelig gør det.
Søfolk
Til hverdag er det sømændene, der sætter sit præg, da der hver uge ankommer 7-8 danske skibe på den travle havn i Hong Kong. Det kan dog godt mærkes, at tiden langs kaj bliver kortere og at der ofte er travlhed på skibene, så tiden i land ikke er så lang som for blot få år siden. Men på trods af dette har mange søfolk stadig tid og lyst til at lægge vejen forbi Danish Room enten til en kop kaffe, en småkage, et spil yatzy eller en snak om løst og fast eller for at surfe lidt på internettet, snakke i telefon med familien hjemme, låne en bog fra biblioteket, eller blot sætte bagagen af på vej op for at købe ind i byen.
Især når søfolkene skal på- eller afmønstre er der som regel god tid til hyggeligt samvær, og fra tid til anden også til at vise byen rundt på sightseeing.
Travl søndag
Særligt søndag er der travlhed i Danish Room, hvor tre skibe kommer ind, hvilket giver en sjælden mulighed for søfolk til at møde bekendte fra andre skibe, og ofte går snakken om stort og småt, om verdenssituationen, om skibsmotorer eller om familien hjemme i Danmark. Da søndag også er kirkedag er der således ofte masser af folk i Danish Room fra morgen til aften.
De lokale danskere bruger også rummet flittigt. I kirken, som ligger på etagen under Danish Room, holdes i gennemsnit 3 gudstjenester om måneden, og efterfølgende er der altid kirkekaffe og hyggelig snak i Danish Room. En gang om måneden efterfølges gudstjenesten af en kirkefrokost, med alt hvad der hører sig til et godt dansk hjemmelavet frokostbord. Det tilbud er der ca. 40-50 danskere, der benytter sig af hver gang, og det er altid vældig hyggeligt, at mødes og få set og snakket med hinanden over en leverpostejmad, lækre lune retter og kaffe og kage til sidst.
Ungdom
Danish Room danner også rammen om en stor portion festivitas. Hong Kong er hjemsted for en del unge, der gerne dukker op når vi inviterer til hyggelige sammenkomster såsom julefrokost, nytårsfest eller grillfester, sidst med Melodi Grand Prix som det festlige tema. Og i forbindelse med sømandskirkens store julebasar, der afholdes i november måned er rummet også samlingspunkt for adskillige andre aktiviteter. I efteråret samles syklubben ugentligt, hvor der fremstilles nisser og julekalendere i stakkevis, der så senere bliver solgt til basaren. Også kransekager til julebasarens kaffebod skal der bages, hvilket bliver gjort effektivt -og vældig hyggeligt- med hjælp fra lokale danske kvinder.
Altid åben dør
Danish Room har åbent fra tidlig morgen til sen aften, for selvom vi er ude eller har fri, så er døren aldrig låst, og alle, såvel lokale som sømænd er altid velkomne til at kigge indenfor til en snak, en kop kaffe og lidt god dansk hygge.
Sådan har Danish Room nu været et åndehul, en lille dansk oase på containerhavnen i 25 år. Vi håber Danish Room også i fremtiden bliver ved med at være det det er – et dansk rum for danskere i udlandet til lands og til vands og til hverdag og til fest. | | Kilde/ forfatter: Johanne Marie Langkjær Fårup Sømandskirk, Dato: 19/4-2006 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Forhold med 7 faser
Forhold med 7 faser:
Den følelsesmæssige cyklus, som eksisterer for sømandskoner og i det hele taget for par, som må undvære hinanden i lange perioder.
Trin 1:
Før afskeden er der ”forventningen om tab” . Den tid er fyldt med stress for begge parter. Kvinden kan have en uudtrykt vrede, og parret kan skændes, selv om de ellers normalt ikke gør det. Hun kan måske også give sig til at græde over fjollede ting som en tv-serie eller en melodi, og hun kan finde på at sige – og mene – at ”det er lettere at lade ham tage af sted”. Men selv om perioden er svær, så har den en funktion, nemlig at der bliver skabt afstand, så man er forberedt på at skulle leve adskilt.
Trin 2:
Er selve adskillelsen og ophævelsen af samlivet. I denne periode oplever kvinden ambivalens over for seksuallivet, fordi det er svært at være intim, når man følelsesmæssigt er ved at løsrive sig fra hinanden.
Trin 3:
Er, når man fysisk er sammen i samme hus, men følelsesmæssigt adskilte, og begge parter tænker : ” Lad os så få det overstået”.
Trin 4:
Er tiden efter adskillelsen, hvor kvindens liv bliver stabiliseret. Der falder ro over dagligdagen, man tager sig af de praktiske ting og føler stor selvtillid, fordi man klarer de områder, der traditionelt er mandens. Bil, hus og økonomi er kvindens ansvar.
Trin 5:
Er forventning om hjemkomst, som er en tid, hvor forholdet revurderes. Kvinden spekulerer på, om han nu vil forstå og acceptere de forandringer, som har fundet sted, og godtage de beslutninger, hun har truffet.
Trin 6:
Er genoptagelsen af samlivet eller ” ægteskabskontrakten”. Her er man sammen igen fysisk, men ikke nødvendigvis på det følelsesmæssige plan. Før man kan være det, må man først have lidt tid sammen og nogle fælles oplevelser og følelser. Det er på det tidspunkt, omfattende genforhandlinger af den uskrevne ”kontrakt” skal finde sted, for forholdet kan ikke være nøjagtig det samme som før. Begge parter er vokset i forskellige retninger og må tilpasse sig de forandringer.
Trin 7:
Er integration og stabilisering, hvor parret igen er følelsesmæssigt sammen og kan nyde hinanden. | | Kilde/ forfatter: Magister i familierådgivning Kathleen Ve, Dato: 18/1-2006 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Julegaver til søfolk - et levn fra en fjern fortid?
Fra bladet "Redningsbåden" har vi sakset nedenstående artikel af Arne E. Sørensen
Snart skal vi til det igen, det er uundgåeligt, julen står for døren og julegaver indkøbes, pakkes ud og pakkes ind i pænere papir, der sættes til-og-fra-kort på og vi glæder os til at give dem bort juleaften.
I gamle dage, dengang farfar var ung, fik søfolkene julegaver fra Sømandsmissionen, enten når de var på søen eller når de deltog i juleaftens-arrangementet på Sømandshjemmet i den havn hvor de nu skulle ligge over. Mange var langt hjemmefra, havde måske ingen familie der havde tænkt på dem. Hvordan ville du opleve en juleaften uden en julepakke fra en du holdt af? Lidt svært ikke?
Sådan var den dengang, men sådan er det også i 2005. Jamen alle de hjemmestrikkede sokker, kan de virkelig glæde en sømand der tjener store penge. Ja, ja. Der er ikke sket forandringer på dette område. Prøv lige at forestille dig en juleaften ude på Atlanterhavet, Middelhavet, eller hvor det nu kunne være. Stegen, anden eller gåsen er spist, plastikjuletræet fra Silvan eller Harald Nyborg er tændt, der synges et par julesange og salmer, kaptajnen læser måske juleevangeliet og derefter kommer så julegaverne. Rigtig mange fra Sømandsmissionens venner. Jo, jo, det ”varmer” med de hjemmestrikkede eller en god bog, lidt nips til lukaf’et. Og tænk der lå også et brev i pakken: ”Kære ukendte sømand – du ønskes en glædelig jul og et godt nytår”, og rigtig mange skriver lidt om sig selv og fortæller lidt om livet på land.
Et brev uden afsender er ikke et rigtigt brev og derfor skriver mange deres navn og adresse, hvilket ofte indebærer et takkebrev fra ”den ukendte sømand”.
Igennem Sømandsmissionens 100-årige historie er der sagt og skrevet meget om julegaver til sømændene og vi gør det igen i taknemmelighed over den glæde det er at kunne glæde andre.
Send juleposten i god tid står der på posthuset og det gælder også pakkerne til søfolkene. Rigtig mange pakker er allerede afsendt men mange skal ligeledes bruges på vore sømandshjem, så hvis du aldrig har prøvet at sende en pakke til en ”ukendt sømand” skulle du måske prøve det i år. Vi takker for alle pakker, dog vil vi sige at chokolade ikke er en god ting, især ikke hvis julepakken havner i ”de varme lande”. Julegaver til søfolk er ikke et levn fra en fjern fortid, men stadig aktuelt.
Du kan sende pakken til Hovedkontoret. Nyhavn 22, 1051 København K | | Kilde/ forfatter: Arne E. Sørensen, Dato: 25/11-2005 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Dagfriske aviser til støttepunkterne
Fra bladet Horisont har vi sakset nedenstående:
Allerede inden avisen læses til indtagelse af morgenkrydderen hjemme i Danmark, har Sømandskirken i Hong Kong printet samme avisudgave ud, til levering på danske skibe i havnen.
Handelsflådens Velfærdsråd har gennem et dansk firma fået leveret 2 stk. „newspaper2gosystemer til henholdsvis velfærdskontoret i Rotterdam og til sømandskirken i Hong Kong.
Politiken, JP, Ekstrabladet og Børsen
Via cyberspace sendes dagens trykte avisudgave videre digitalt, direkte til en netværksprinter hos de pågældende støttepunkter, der så printer aviser ud i det antal som dagens danske ankomster fordrer. Foreløbig har leverandøren Print2Go aftaler med 4 danske aviser: Politiken, Jyllands Posten, Ekstrabladet og Børsen, samt foruden med svenske, norske, engelske og filippinske aviser.
Aviserne overføres om natten
Da det drejer sig om at overføre forholdsvis tunge filer fra bladhuset til den enkelte printer, tager det noget tid, inden alle dagens aviser er på plads i ramlageret og er klar til udskrivning. Denne fil-overførsel starter normalt samtidig med at avisen går i trykken, dvs. midt om natten, og er normalt på plads i printeren samme morgen i Rotterdam. Pga. tidsforskellen printes aviserne først ud efter kl. 11.00 om formiddagen i Hong Kong.
Populært i Hong Kong
Sømandspræst Hans Aage Koller fortæller fra Hong Kong: „Efter nogle indkørings-problemer i starten fungerer vores avisordning godt. Om bord synes man, det er en genial idé. Aviserne bliver virkeligt godt modtaget og sømændene synes at friske aviser er lige det de har brug for. Specielt her i Hong Kong, hvor man er langt hjemmefra og mange har været væk fra Danmark i mange uger. Specielt kadetterne på skoleskibene (de store Cog A-skibe fra Mærsk) værdsætter de friske aviser, og flokkes om nyhederne, når vi kommer om bord med dem. Jeg efterlyser dog muligheden for at kunne printe indiske, thai, polske og færøske aviser ud. Af danske aviser mangler vi Vestkysten og. Fyens Stiftstidende. Københavneraviser alene kan ikke gøre det, da mange danske søfarende kommer fra Jylland og Fyn.”
Aviser fra Filippinerne, Polen og Rusland.
Velfærdskontoret har planer om at udstyre flere sømandskirker med dette system, men afventer at Print2go erhverver sig rettigheder på yderligere danske aviser samt aviser fra først og fremmest Polen og Rusland. | | Kilde/ forfatter: Arne Jørgensen, HFV, Dato: 1/11-2005 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Aggershøj
I anledning af, at det i år er 60 år siden de første enker var på ”Aggershøj” bringer vi en artikel fra Juli 1970, og et billede af det første hold.
De blev ikke glemt!
Feriehjemmet »Aggershøj« i Marstal har 25 års jubilæum. Af pastor William Larsen.
Savnet og sorgen i de mange sømandsfamilier, hvor hustruen under krigen pludselig stod alene med børnene, enten fordi hendes mand var omkommet under udførelsen af sin pligt på søen, eller fordi han var inddraget i den allierede krigstjeneste, kaldte på Sømandsmissionens indsats. Trøst og hjælp på forskellig vis ville man gerne bringe, og bragte det også, men hvordan lyse op i den grå og ensomme og ofte meget vanskelige tilværelse? På sømandspræst Fr. Vilh. Eilschou-Holms initiativ blev der i sommeren 1942 holdt 2 lejre for sømandshustruer, hvis mænd var krigsforlist eller sejlede på den anden side af spærrelinien. Børnene skulle selvfølgelig også med. Børnehavelærerinder blev skaffet til veje for at tage sig af dem, medens mødrene slappede af.
Disse lejre fortsatte under hele krigen og mange hundrede enker og deres børn kom hvert år med på et sådant gratis 14dages ophold. Det sidste krigsår deltog 650 enker og deres børn i disse arrangementer. Og så kom den store overraskelse. Indenlandsk Sømandsmission holdt 40 års jubilæum i 1945 og fik i jubilæumsgave - - et slot, havde jeg nær sagt, men dog noget i den retning. Fru tandlæge Biering-Sørensen, Næstved, og fru ingeniør Wismer, København, skænkede deres forældres villa »Aggershøj« ved Marstal som en jubilæumsgave til Sømandsmissionen med det ønske, at man gerne så hjemmet brugt som feriehjem for sømandsenker med deres børn.
”Aggershøj” er en stor og rummelig herskabsvilla i 2 etager med spir og solskinsplatform. Den ligger midt i en have på l td. land. I stueetagen er der flere store stuer og på første sal en del soveværelser. Det var lige netop et sådant hjem, man havde ønsket sig. En del hyggelige møbler fandtes i stuerne. D.F.D.S. tilbød at montere feriehjemmets soveværelser og køkken med fuldstændigt inventar lige fra kopper og teskeer til lagner og dyner. Ved indvielsen l. juli 1945, som foretoges af pastor Eilschou Holm, stod hjemmet rede til at modtage sine mange gæster og gå ind i arbejdet som et fortræffeligt led i Sømandsmissionens gerning blandt enker og deres børn.
På muren ved hovedtrappen indsattes en tavle med følgende indskrift: Denne Ejendom er i Året 1945 skænket Indenlandsk Sømandsmission til Minde om Købmand J. C. Albertsen og Hustru, der lod den opføre i 1908 og beboede den i 33 år.
I januar måned 1946 fik formanden for Indenlandsk Sømandsmission anmodning om, sammen med generalsekretæren, at give møde i det engelske hovedkvarter på Dagmarhus i København. Det skete den16. januar. På grund af generalens bortrejse overrakte oberstløjtnant Bevan fra Grenadier Guards og i nærværelse af fru Ruby Yorck-Johnstone, lederen af The Allied Forces Club, en check på 25.000 kr. til feriehjemmet »som en tak for de tjenester Sømandsmissionen havde gjort de danske sømandsfamilier, hvis mænd gjorde tjeneste i de allierede styrker under krigen«. Klubbens leder havde formidlet en række tøjgaver til sømandsfamilierne gennem Sømandsmissionen og havde gjort opmærksom på Sømandsmissionens feriehjem. En medvirkende grund til gaven var også de mange farlige rejser, som generalsekretæren under krigen havde foretaget til Stockholm, hvor han gennem telegrafen havde knyttet tråden mellem sømandsfamilierne herhjemme og sømændene, der sejlede derude. Et helt kapitel for sig selv, som vist ikke er kendt, og som giver baggrunden for det store arbejde, som fandt sted og stadig finder sted blandt sømandsfamilierne.
Den engelske gave på 25.000 kr. og en foræring på 40.000 kr. fra Dansk Sømandsfond under Dansk Dampskibsrederforening gav stødet til, at »Aggershøj« udvidedes med en tilbygning i haven. 21 værelser med indlagt rindende vand, brusebad, toiletter og andre bekvemmeligheder blev resultatet. Værelserne indrettedes med fast skab, seng, skrivebord, stole og divan. Værelserne fik intet nummer, men morsomme navne: Honolulu, Hawaji, Tokio, New York, London m.m. En tavle på væggen minder om gaven fra The Allied Forces, som gjorde det muligt at bygge.
Samme år bevilgede Handelsministeriet på Sømandsmissionens anledning 40.000 kr. til sømænds enker og sømandshustruer, som ikke faldt ind under de gældende bestemmelser om hædersgaver og krigsforsikring. Pengene skulle være en øjeblikkelig hjælp, og man mente, at Sømandsmissionen var den institution, der kendte de trængende bedst, hvorfor Sømandsmissionen blev sat til at administrere midlerne.
Feriehjemmet »Aggershøj« oplevede en af sine store dage lørdag den 3. september 1949. Kongeparret besøgte Ærø og havde tilsagt feriehjemmet et besøg. Alt var i fineste orden, da Kongeparret og Prinsesse Benedicte ankom. Alle enkerne og deres børn, 34 i alt, var stillet op i stiveste puds. Bestyrer P. Wessel holdt en lille tale til Majestæterne, to små piger klædt i hvide kjoler med røde bånd, overrakte en buket røde og hvide nelliker. Både selve villaen og den nye fløj blev taget i øjesyn, og Dronningen orienterede sig også i køkkenet, medens Kongen imponerede ved sin viden om skibe. Kongeparret underholdt sig livligt med enkerne, og en af dem opnåede endog at få Kongens autograf. En dejlig festdag, som længe vil mindes.
Feriehjemmene drives bl.a. ved tilskud fra rederier, private og andre. Socialminister
J. Strøm viste sin forståelse for enkernes kår ved at sørge for, at der hvert år udbetales 2500 kr. til rejsehjælp. Alligevel må der hvert år tæres på kassebeholdningen fra Mindeindsamlingen, og en skønne dag er det slut. En kreds af sømandshustruer har 2 gange trådt hjælpende til ved at afholde basarer i »Karnappen«. I taknemlighed over at have deres mænd, besluttede de yderligere at gøre noget for dem, som havde mistet deres mænd på havet. Med anbefaling fra de søfarendes 7 organisationsformænd arbejdede de på et julemarked i 1955 under devisen; Fra alverdens lande. Ved hjælp af deres mænd, som sejlede derude, hentedes oversøiske, interessante varer hjem til julemarkedet. I et opråb skrev sømandshustruerne: »Hvert år får ca. 300 enker efter omkomne danske sømænd sammen med deres ukonfirmerede børn et 14 dages ferieophold på et af feriehjemmene - fuldkommen gratis, og hvad det betyder for den enkelte, er let at forstå; et lysere livssyn, en ny kraft til at leve videre.«
Den første bestyrer af »Aggershøj« var fru A. Møller, som kom fra sømandshjemmet i Nykøbing Mors. Fru Møller afløstes af P. Wessel og hustru, og siden l.
maj 1953 har Arnold Klug og hustru bestyret »Aggershøj«.
Gennem alle disse 25 år er samtlige sømandsenker i Danmark og deres børn blevet indbudt til et ophold på Sømandsmissionens feriehjem, og hjemmene har i årene, der er gået, øvet en bemærkelsesværdig indsats til trøst og opmuntring for alle, som har været deres gæster. Ved en bestemt lejlighed udtalte en af enkerne på »Aggershøj,«: »Vi har jo alle en tragedie bag ved os«. Hvad den sætning rummer, forstår den, som i nogle dage har færdedes i et selskab, hvor alle kvinderne er enker og alle børnene faderløse. Efterhånden som tiden går, er det ikke blot krigsenker, men også andre sømandsenker der kan få ophold på feriehjemmene. Tragedier på havet holder jo ikke op. Sorgen og savnet er lige stort, og behovet for hjælp og forståelse er altid det samme
Indenlandsk Sømandsmission har prøvet på at sætte den danske sømand og fisker fra de 5 onde år et levende mindesmærke. Når der ind under juleaftens tusmørke holdes andagt af pastor Eilschou Holm, tidligere ved mindekorset og nu ved mindeankeret ved Nyhavns Kanaler, bringes vor gæld til den danske sømand i erindring. | | Kilde/ forfatter: ?, Dato: 15/9-2005 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Landslodsedlen 2005
Danskere, som rejser ud i kortere eller længere tid, søfolk på farten, det danske mindretal i Sydslesvig og unge rygsækrejsende eller au pairs, mennesker i forskellig alder og livssituationer møder en åben dør i kirker verden over. Ofte betyder det et mere personligt forhold til kirken og gudstjenesten.
Danske Sømands- og Udlandskirker er Den Danske Folkekirke uden for Danmarks grænser. Dermed er kirken også tæt på danskeren ude: som kirke, som socialt mødested, som ramme for kulturelle og folkelige arrangementer.
Årligt har kirkerne kontakt med op mod ½ million danskere ved gudstjenester, sammenkomster, personlige samtaler og opsøgende arbejde.
Udgiften til kirkernes drift skal for en stor del dækkes af indsamlede midler. En væsentlig indtægt kommer fra Landslotteriet. Derfor er et godt resultat af Landslotteriet af stor betydning for videreførelse og udbygning af vort arbejde.
Landslodsedlen:
-sælges i perioden 15. september - 15. november 2005 -gevinster for 509.906 kr.
-der er trykt 150.000 lodsedler á kr. 20,-
De kan vinde:
-Toyota Yaris -Drømmerejse for 2 -Købekort til Coop Danmark -eller en af de 618 andre gevinster
Landslodsedlen
bestilles ved henvendelse til:
Anette Oehlenschlæger Lars Nielsens Vej 6, 7330 Brande Tlf. 97 18 25 44
-eller ved at indbetale et beløb på giro 128 9500
Tak for Deres støtte til at fastholde muligheden for at søge en dansk kirke – også i det fremmede. | | Kilde/ forfatter: Margith Pedersen Generalsekretær, Dato: 15/9-2005 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Alt skal ikke kun være trist
Lige en rigtig Alexandria historie.
Ved landgangen kom en mand og spurgte om jeg ville klippes - allerede der fandt jeg ud af, at der måtte være noget galt med hans øverste „etage“, da jeg jo næsten ingen hår har, og det jeg har - „tager“ skægtrimmeren.
Men så sagde han, at han havde nogle danske mønter, som han meget gerne ville bytte til Euro, da dansk mønt ikke var gangbar dernede, og da jeg jo altid er hurtig til en rask handel, spurgte jeg selvfølgelig: hvad skal de koste, han havde 80.00 kr. i dansk mønt, og dem vil han have 120 Euro for, inden jeg nåede at svare - selvfølge nej, sagde han hurtigt, at han også have 300.00 kr. i danske sedler??
Ved at mærke på dem kunne jeg føle, at disse vist ikke var helt ægte, min hjerne arbejdede hurtigt ( ja for en gang skyld ) har vi en farve fotokopi maskine?? Nej desværre - for så havde jeg sagt ja til hans tilbud, jeg ville så lige gå forbi vores fotokopi maskinen, og give ham tilbage i samme „papir“. Jo alt skal prøves hernede.
Ved afgang får trossefolkene et par pakker smøger, men denne gang ville de have mere, for de lod den ene trosse blive på pullerten, og stod 5 meter derfra og råbte Captain Captain giwe os cigarets, jo den slags lærer man aldrig at elske.
Ved landgangen har skibet en vagt og myndighederne en bevæbnet vagt, hvorfor han er der, har vi aldrig forstået, men denne vagt, startede „dagen“ med at bede vores vagt om 2 pk. cigaretter hvilket blev afvist, men i løbet af dagen havde han fået det hele vendt til, at vores vagt skyldte han 2 pk. cigaretter, jo de er smarte.
Vi går ud af charteren den 22 ved passage af Gilbratar, jeg afmønstrer nok i Aalborg ca. 2 april. Skibet skal i dok med afgang Aalborg den 3 April, hvor jeg ikke skal med.
Ha´ en god week-end, husk at bruge latter musklerne. | | Kilde/ forfatter: Jørgen Dahl / Naja, Dato: 20/8-2005 Kategori (i): Indslag fra 3. part
En lille fortælling om Kielerkanalen Februar 2003
Det er mandag og klokken er 16.00, og vi er lige kommet igennem Kielerkanalen, og om en times tid smider vi den sidste lods, dem har vi haft 4 forskellige af siden Bremerhaven. Vi sejlede fra Bremerhaven kl. 01.00, og jeg kom til køjs kl. 02.00, men allerede kl. 04.30 skulle jeg op igen, så nu er jeg træt, og går til køjs lige efter aftensmaden. Kielerkanalen er storslået, den blev gravet for over 100 år siden. Den 3 juni 1887 gik ca. 8900 mænd i gang med at udgrave kanalen med håndkraft: Arbejdet tog ca. 8 år, så der er blevet flyttet mange hestevognlæs jord, med den mekanik de havde da, var det et kæmpe arbejde. Fra 1891 gik det noget stærkere, man havde opfundet dampmaskinen, og dermed dampgravkoen. Tyskerne kalder den nu ”Nord – Ostsee Kanalen”. I gamle dage hed den ”Kaiser Wilhelm Kanal”. Men den er langt fra den første kanal, der forbinder byen Kiel med Nordsøen. Lige nord for den nuværende kanal ligger resterne af Kong Christian IV´s Eiderkanal, med sluser og alt hvad der dertil hører. Det med, at det er Chr. IV der lavede den, er både rigtigt og forkert. Eiderkanalen er fra Chr. VII´s tid. Det er dog langt fra den første kanal på det sted. Der er bl.a. tale om en kanal så tidligt som i 1398. Chr. IV døde som bekendt i 1648. Han og hans nærmeste forgængere har dog næppe været interesseret i vedligeholde den daværende Eiderkanal, fordi man indførte Øresundstold i 1429. Og så var det jo vigtigt, at få så mange skibe som muligt op igennem Øresund.
Kielerkanalen er ca. 12 meter dyb, og længden er ca. 90 kilometer. Sidste år blev Kielerkanalen gennemsejlet af 38562 til en pris af ca. 35.000,00 kr. pr. skib. Under hele turen har vi lods, og midt i Kilerkanalen skifter vi lods, ligeledes er der 2 mand der skiftes til at styre. Kanalen er meget smal, ( 60 til max 150 meter ) og der var nøje planlagt, hvor vi var – når andre skibe skulle passerer os, dette foregik på særlig brede steder. I begge ender af Kielerkanalen er der sluser, hvor vi kommer ind og så bliver der pumpet eller suget vand for at vandstanden skal passe med den vandstand, som vi skal sejle ud i.
Der er rigtig mange små færge, ca. 25 stk., der forbinder nord og sydsiden, og overfarten tager ikke meget mere end et par minutter, nogle af „færgerne“ sejler ikke, men bliver løftet over, vha. et kranarrangement der kører under en bro, hvor der kører toge eller biler. Der hvor færgerne lægger an, er gravet små bugter i kanal breden. Transporten med færgerne er gratis, og det er staten der betaler udgifterne, grunden til dette er at da man byggede kanalen „skar“ man mange transport veje over. Vi sejler nu mod Riga i Letland, hvor vi ankommer onsdag morgen. Det er meget spændende, men også meget hårdt.
Nu vil jeg lige en tur i maskinen og afløse vagthavende mester lidt, så han kan komme op og få lidt luft. På hele turen fra Bremerhaven til nu har der været en mester i maskinen sammen med mig, vi har dog skiftes til at gå lidt op, men ikke længere væk end vi hurtigt kunne komme i maskinen igen. | | Kilde/ forfatter: Jørgen Dahl, Dato: 15/8-2005 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Tsunamien 2. juledag i Phuket 2004
Her er sidste del af fortællingen fra Tsunamien i Phuket 2004.
Tirsdag (28/12)
fortsatte med registrering, nye folk kom ind. Mange ringede. Vi koordinerede navnelister med udenrigsministeriet og ambassaden i Bangkok. Det var udenrigsministeriet, som havde hovedansvaret for listernes ajourføring. Men det var en kompliceret opgave, fordi informationerne fra hospitaler og opsamlingssteder hele tiden ændrede sig. Folk blev udskrevet fra hospitalet eller overført til et andet. Nogle af de mennesker, som jeg havde talt med dagen før, kom tilbage, fordi de havde brug for at tale videre og skulle høre nyt.
Andre opholdt sig på hotellet. Der var mange, jeg talte med og opmuntrede, og
der kom hele tiden nye mennesker til. En ung pige havde mistet sin bror. Hun havde meget brug for at tale. Hun svingede mellem fortvivlelse og håb. Dagen efter kom der melding om, at broren var fundet på et hospital. Det var en af mange solstrålehistorier. Jeg var på hospitalsbesøg. Der var nogle indlagte med brækkede lemmer og snitsår. De var glade for at kunne tale med en dansker, som de kunne fortælle om deres oplevelser. Jeg kunne også formidle kontakt
med deres familie hjemme i Danmark. Om aftenen holdt vi krisemøde. Her blev
det besluttet, at vi den næste dag skulle ud i marken. Vi havde været rundt på
hospitalerne, andre krisecentre og hos offentlige myndigheder for at danne os et
overblik over situationen i Phuket. Jeg skulle tage med ud og lede efter pårørende, som var savnede. Konsulen skulle tage over til fastlandet til et hospital i Krabi, hvor der var indlagt mange danske. En af de lokale medarbejdere skulle med andre ud og lede efter pårørende.
Onsdag (29/12) kørte jeg sammen med nogle ud for at lede efter pårørende. De havde boet i Khao Lak på fastlandet nord for Phuket. Derfor startede vi med hospitalet her. Vi kikkede forgæves på den offentliggjorte liste over indlagte. Et naturligt sted at lede var derfor på intensivafdelingen. Vi mødte stor hjælpsomhed og imødekommenhed. Men uden resultat. Vi fik at vide, at de døde blev samlet ved templerne. En venlig medarbejder fra hospitalet lavede en kortskitse over de fire templer, hvor døde fra Khao Lak området var samlet. Hospitalet udstyrede os med gummihandsker og masker. Vi besluttede os for at køre til de to nærmeste templer. Det var bestemt ikke noget rart syn, der mødte os. De døde lå ude i solen. Deres kroppe var opsvulmet til dobbelt størrelse.
Nogle var pakket ind i plastik eller klæde, men mange var nøgne. Fluerne sværmede på tempelpladsen. Ligstanken var ulidelig. Vi gik rundt mellem ligene og kikkede efter vedkommendes tøj. Det var helt umuligt at genkende de opsvulmede ansigter. Ved næste tempel var situationen den samme.
De havde godt nok fået fremskaffet en kølercontainer, men strømmen virkede ikke endnu. Det blev der arbejdet ihærdigt på. Vi kørte tilbage til Khao Lak, hvor de havde boet. Her standsede vi. Lig blev indsamlet. Der var en form for registrering. Små ladbiler kørte hele tiden forbi med 8-10 lig på ladet til templerne. Khao Lak var helt knust. En politipatruljebåd var skyllet 1 km op på land. Endnu et hospital blev besøgt. Her havde man standset operationerne, fordi smittefaren var alt for stor. Man ville overføre de skandinaviske patienter til
Bangkok. Vi fandt ikke vedkommende. Familien havde besluttet at rejse hjem den samme aften. Vi tog afsked. De havde meldt vedkommende savnet hos
myndighederne. De regnede ikke med at se den pårørende i live.
Torsdag (30/12) var situationen med mobiltelefonerne forbedret meget. Mange var allerede på vej hjem. Og de overlevende havde fået kontakt med deres pårørende. Jeg var igen en tur på hospitalet. Der var stadig mange på hotellet, som jeg snakkede med. Jeg havde også kontakt med nogle af de fastboende danske. De havde oplevet katastrofen på forskellig vis. En havde mistet sit hus. Han havde svømmet i over en halv time med et af børnene gennem vandmasserne sammen med sin familie, før de blev reddet. De andre lokale danske havde set de voldsomme ødelæggelser. Nogle af dem stillede op som frivillige hjælpere på ambassadens krisecenter og andre steder. Vi fik forstærkning fra ambassaderne i Kuala Lumpur og Hanoi. Der kom ligeledes en psykolog og en medarbejder fra udenrigsministeriet. Om aftenen kom der et somatisk lægehold med to læger, to sygeplejerske og to ambulancefolk. De skulle være behjælpelig med hjemsendelsen af de sårede næste dag. Ambulanceflyene ville landede i København lidt efter midnat nytårsaften, hvor der i forvejen er et stort beredskab. Derfor var det vigtigt at vide, hvor mange
ambulancer, der skulle være i lufthavnen for at modtage sårede.
Fredag (31/12) var jeg i Phuket lufthavn sammen med 3- 4 fra ambassaden. Vi skulle registrere de, der rejste hjem og videresendte oplysningerne til udenrigsministeriet. Der var nu arrangeret hjemtransport til alle. Men det var vigtigt, at der stod nogen i den anden ende og modtog dem, der havde brug for hjælp af den ene eller anden slags. Her mødte jeg mange af de mennesker, som jeg havde talt med de forløbne dage og fik taget afsked. Der var også en større familie, som havde forladt deres hotel i Khao Lak søndag morgen. De var kørt ned til en sydligere strand. Her blev de standset af politiet og fandt ud af, at noget alvorligt var sket. De var meget taknemmelige over, at de ikke var blevet lidt længere på deres hotel i Khao Lak eller var taget tidligt ned til den nye strand. De kunne meget nemt være blevet fanget af flodbølgen. De var meget berørte og samtidig meget lettede. Nu skulle de hjem og alle var med, mange var langt fra så heldige. Vi var i lufthavnen i ca. 12 timer indtil det sidste fly var lettet. Da vi kom hjem, var der tid til et hurtigt bad. Ambassadøren havde fået sin kone på besøg. Hun havde arbejdet som frivillig i Bangkok. Nu ville de holde nytårsmiddag for os. Et par stykker blev på krisecenteret. Klokken var omkring 23. Vi spiste et herligt måltid på en udendørs thai restaurant. Kl. 24 kunne vi skåle i Shinga øl, hvorefter vi vendte tilbage til arbejdet i et par timer endnu.
Lørdag (1/1) var der forholdsvis roligt på centret. De fleste var sendt hjem. Men der var også begyndt at komme nogle pårørende for at lede efter deres kære
savnede. Der var ligeledes nogle, der var blevet, fordi de stadig savnede et
familiemedlem. Der var kommet nogle krisepsykologer fra Rigshospitalet, som
delte sig op i to hold. Et hold tog ud til templerne for at se, om der var nogle
danske, som ledte efter pårørende. Det andet hold blev på hotellet, hvor de kunne tale med danske, samt besøge syge på hospitalerne i Phuket by. Jeg var rundt på de to private hospitaler, hvor der var nogle danske indlagte. En dansker, som bor i Phuket, kørte mig rundt. Det viste sig, at den ene på hospitalet var en ung mand, som arbejdede i Phuket. Den anden var en nødhjælpsarbejder, som havde fået et stykke rejeskal galt ned i spiserøret og var blevet opereret. Der var kommet en kontorchef og en fuldmægtig fra udenrigsministeriet, som skulle overtage ledelsen af krisecentret. Anna Lindhardt, der ledede det krisepsykologiske hold fra Rigshospitalet, havde rådet mig til at rejse hjem som planlagt søndag aften til Danmark. Hun anbefalede, at jeg skulle tale med en af psykologerne, som var kommet til Phuket. Det var en lettelse at få talt om de mange stærke oplevelser i ugens løb. Kontorchefen gjorde det klart for mig, at han meget ønskede en præst tilknyttet krisecentret. Anna Lindhardt havde over telefonen sagt til mig, at hun ville anbefale, at der kom en præst efter mig. Den nye præst kunne tage sig af de pårørende, som
kom for at søge efter deres kære. Men der kunne også være behov for en præst til at tale med retsmedicinerne, politifolk, der virkelig er på en barsk opgave, og andre nødhjælpsarbejdere samt journalister.
Søndag (2/1) holdt man i domkirken i København en mindegudstjeneste. Det blev besluttet, at jeg også skulle holde en mindehøjtidelighed. Det blev sagt ved koordineringsmødet om morgenen, hvor journalisterne var til stede. Det blev sat på udenrigsministeriets hjemmeside samt ambassadens.
Vi spredte løbesedler rundt på hoteller og andre steder. Vi ringede rundt til danskerne. Jeg skulle i gang med forberedelsen af denne højtidelighed. Men journalisterne ville gerne have interview med mig. Jeg havde hidtil kun udtalt mig til en journalist fra Bornholm og en fra Kristeligt Dagblad. Nu følte jeg, at min
opgave var ved at være løst, derfor ville jeg gerne fortælle min historie. Jeg talte med 3-4 avisjournalister samt DR1 og P1. TV2 havde et direkte indslag med ambassadøren, en af psykologerne og mig umiddelbart efter mindehøjtideligheden som en optakt til mindegudstjenesten i domkirken
i København. Der kom omkring 30 til mindegudstjenesten, men det var nødhjælpsarbejdere og journalister og ingen pårørende eller andre turister. Det var alligevel en meget meningsfuld gudstjeneste. Mange af nødhjælpsarbejderne og journalisterne takkede mig og sagde: det havde vi vist alle brug for! Efter interview i TV2 rejste jeg hjem sammen med ambassadørparret. I Bangkok lufthavn mødte jeg min kollega Frank Christensen, som jeg snakkede med i ca. en halv time. I Københavns lufthavn mødte krisepræst Jørgen Anker Jørgensen og Mogens Lindhardt (Anna Lindhardts mand) mig mandag morgen (3/1). Mogens tog mig med op i cafeteriet. Anna Lindhardt ringede. Hun frarådede mig stærkt at køre til Flensborg, hvor min kone var. Det var et godt råd. Jeg var meget træt både fysisk og psykisk. Mogens Lindhardt kørte mig ned i Havnegade til min provst, som hørte på min historie. Derefter var jeg hos
biskoppen, som også hørte den. Om eftermiddagen var jeg på Danske
Sømands- og Udenlands Kirkers kontor, hvor generalsekretæren ligeledes hørte min beretning. Min kone kom med tog til København. Vi blev installeret på Bethel. Jeg skulle ud og tale med Anna Lindhardt til en briefing/ debriefing. Herefter var vi til middag hos Holmens provst, hvor vi under private og afslappede former kunne dele mine oplevelser og mange andre fælles oplevelser. Jeg tror disse samtaler med mit danske netværk, var en meget god måde at få de voldsomme oplevelser ud af kroppen på. For første gang i over en uge sov jeg en hel nat igennem. Tirsdag morgen stod jeg frisk og veloplagt op til den dejlige morgenmad på sømandshjemmet. Sømandspræst og social attache Hans Vestergaard Jensen, Singapore
| | Kilde/ forfatter: Hans Vestergaard Jensen, Dato: 10/8-2005 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Tsunamien 2. juledag i Phuket 2004 (del 1.)
Søhestens redaktion har bedt mig skrive om min medvirken ved tsunamikatastrofen i Thailand.
Søndag eftermiddag (26/12)
blev vi ringet op på sømandskirken af bekymrede familiemedlemmer, der spurgte, hvordan det stod til i Singapore. Vi anede på det tidspunkt intet om, at der havde været en flodbølge i Sydøstasien. Vi kunne blot berolige de pågældende med, at vi ikke havde mærket noget som helst. Her var alt tilsyneladende roligt.
Nu fandt vi oplysninger på Internettet om flodbølgen. I løbet af eftermiddagen og aftenen kunne vi godt se, at det var en alvorlig situation i hele Sydøstasien. Jeg besluttede mig for, at jeg næste morgen ville ringe til ambassaden og tilbyde min hjælp.
Mandag morgen tog jeg tidligt på et skibsbesøg. Derefter begyndte jeg at gøre forskellige forberedelser til at flyve til Phuket. Jeg ringede til vores konsul og sagde: hvis ambassaden i Bangkok ville gøre brug af min hjælp, så er jeg klar til at rejse med det samme. Lidt senere kom
meldingen, at jeg skulle rejse. jeg fik bestilt en billet til næste fly, og ankom til Phuket, hvor jeg straks tog til Pearl Hotel.
På Pearl Hotel havde ambassaden opsat et krisecenter. Situationen var meget kaotisk, da jeg ankom omkring kl. 20.00. Krisecenteret var indrettet i en nedlagt barbersalon på under 10 m2. Der var en telefonlinie, som skulle omstilles fra receptionen. Den svenske kirke havde et krisecenter i den anden del af den nedlagte barbersalon. De havde også ~n telefonlinie med omstilling via receptionen. Mange samtaler gik derfor ofte til det forkerte krisecenter.
Mobiltelefonerne var overbelastede, derfor var det meget svært at modtage samtaler eller ringe ud de første tre til fire dage. Om onsdagen havde mobilnettet sat en spærre ind, så alle opkald blev afbrudt efter tre minutter. Dette lettede opkaldene, men til gengæld havde vi kun kort tid til samtaler.
Mandag aften (27/12) var hotellet fyldt med danske og svenske turister. Alle værelserne var fyldte. Hotellets mødesale, trappeafsatser, restaurant og lobby blev omdannet til nødlogi de første par døgn.
Da jeg ankom, var ambassadøren, konsulen, to danske og to thailandske medarbejdere fra ambassaden i gang på krisecenteret. De havde travlt med at registrere de danske turister, som fysisk mødte op samt de, der var heldige at komme igennem per telefon. Pårørende forsøgte også at komme igennem for at høre nyt. Det var en ret umulig situation dels p.gr.a. de trange forhold, og dels p.gr.a. de dårlige kommunikationsforbindelser. Vi kunne gå over til en internetcafe, hvor vi imidlertid ikke kunne printe ud. Fax kunne vi sende og modtage fra et andet hotel. Det var en meget vanskelig situation, som medarbejderne virkede under. Men der blev registreret på livet løs.
Min funktion i dette virvar blev straks at tale med nogle af de danske, der var kede af det og ulykkelige, fordi de ikke vidste, hvor deres kære var. Ambassaden var god til at henvise de sværeste tilfælde til mig. Herved overlod de ikke bare de mest
traumatiserede til sig selv, når ambassadens medarbejdere skulle videre med registreringen af de mange andre, der ventede. Naturligvis var mange frustrerede, vrede og bange. De havde også oplevet at være i livsfare, men de var i live og havde deres rejsefæller omkring sig. I første omgang kunne vi ikke sige noget om, hvornår de kunne komme hjem eller hvordan. Rejseselskaberne, forsikringsselskaberne og deres kriselæger og krisepsykologer kunne træffes i hotellets lobby, hvis de altså var med et rejseselskab.
Ingen havde overblik over katastrofens omfang de første par dage. Der blev efter et par dage holdt koordinerende møder hver morgen kl. 10 mellem de forskellige skandinaviske ambassader, rejseselskaber og krisemedarbejdere. Vi havde ligeledes vores eget krisemøde i den danske stab forud for dette møde.
Fortællingen af Sømandspræst og Social attache Hans Vestergaard Jensen, fra Tsunamien 2004, fortsætter i næste nummer af Søhesten | | Kilde/ forfatter: Sømandspræst og Social attache Hans Vest, Dato: 15/6-2005 Kategori (i): Indslag fra 3. part
I anledning af Sømandsmissionens 100 års jubilæum Sømandsmissionens hundredårige
Sømandsmissionens historie i Danmark går adskillige år længere tilbage i tiden end organisationen Indenlandsk Sømandsmission, der torsdag den 28. april fejrer 100 års jubilæum.
Der er drevet missionsarbejde med læsestuer og sømandshjem i langt mere end 100 år i Danmark. Begge steder kunne fiskere og søfolk komme og læse aviser, ringe hjem til familien, få sig en kop kaffe og tale med mennesker, der havde tid at lytte. Det begyndte så småt i årene efter Grundlovens vedtagelse i 1849. I 1870´erne var præsten Daniel C. Prior (Holmens Kirke)og hans kone engageret
i arbejdet blandt søens folk, og i 1876 kom de i kontakt med ægteparret Ninna og Andreas Wollesen, som i nogle år havde deltaget i missionsarbejde blandt søfolk i New York. Ægteparret blev udsendt af en amerikansk organisation for at fortsætte et lignende arbejde i København.
I 1879 oprettede Wollesen og Prior en sømandsstue i Holbergsgade, og to år senere blev "Bethelskibet" indviet. Det lå fortøjet for enden af Nyhavn, og det rummede en kirkesal med plads til 300 mennesker. Desuden var der køkken, læse- og skrivesal om bord. Skibet var i de næste 25 år - frem til 1906 - sømands missionens pionerskib i København. Allerede i 1904 købte bestyrelsen ejendommen i Nyhavn 22, hvor sømandshjemmet Bethel blev indrettet, og hvor Sømandsmissionen i dag har landskontor. Ideen med at oprette læsestuer og hjem for søfolk havde bredt sig til andre havnebyer i Danmark og ønsket om at få en fælles organisation førte til dannelsen af Indenlandsk Sømandsmission i 1905. Ved stiftelsen den 28. april havde organisationen fire sømandshjem, fem sømandsstuer og skibet "Bethel".
I årenes løb udviklede arbejdet sig, så der på et tidspunkt var 43 sømandshjem rundt omkring i danske havne. I alt omfattede organisationen, da arbejdet var på sit højeste omkring 75 læsestuer og sømandshjem. I de I 00 år er betingelserne for at drive skibsfart og fiskeri ændret i takt med den øvrige samfundsudvikling, og det har ført til lukning af sømandshjem. I dag har Sømandsmissionen sømandshjem i ti byer i Danmark: København, Fredericia, Århus, Aalborg, Østerby, Frederikshavn,
Skagen, Hanstholm, Thyborøn og Hvide Sande.
I 1960´erne blev arbejdet udvidet til også at omfatte Grønland. De to første grønlandske sømandshjem blev indviet i 1969 i henholdsvis Nuuk (Godthåb) og Sisimiut (Holsteinsborg). Siden er der kommet yderligere tre til, så der nu er i alt fem sømandshjem på Grønland.
Ud over de mange samtaler, der har fundet sted i det daglige, er juleaften en af de begivenheder, der kalder mange minder frem blandt gæsterne på sømandshjemmene. Her fejres julen under så hjemlige forhold, som det er muligt med julemiddag, dans om juletræet og pakker til alle gæster. Disse juleaftener har gennem årene været kærkomne erstatninger, når nu de ikke kunne være sammen med familien derhjemme - og fra sømandshjemmene havde de også mulighed for at ringe hjem og ønske "Glædelig jul".
Det kan man læse meget mere om i bogen "Udlængsel og hjemve", som Sømandsmissionen har udgivet i anledning af jubilæet. | | Kilde/ forfatter: Sømandsmissionen, Dato: 28/4-2005 Kategori (i): Indslag fra 3. part
“Godmorgen”-om sømandskirken i Hull
Hjørdis Kjærgaard, sømandspræst
104 Osborne Street
HU1 2PN
Hull
England
Den ældste sømandskirke ligger i England, Nordengland.
Sømandskirken ligger midt i centrum på den befærdede hovedåre, der løber gennem byen Hull.
Hvis man kigger på et kort over England står der ikke Hull, men Kingston upon Hull, hvilket er en eufemisme for den snavsede og fattige Yorkshireby, Hull.
Men Hull er en dejlig by, ihvertfald er beliggenheden idyllisk, lige ved de fire floder sømandskirken betjener: Humber, Trent, Ouse og Hull. Det er tidevandet der bestemmer livet i Hull, vi kan mærke det i luften når vandet skifter fra flod til ebbe. Det blæser næsten umærkeligt. Og vi kan høre det på de sjældne vadefugle der ellers ubekymret går tur på den tomme flodseng. Uden varsel letter de når vandet vender med 8 knob i timen, for at tømme og fylde floderne med en usvigelig præcision.
Sømandskirken har ligget i Hull siden 1871. Og i al den tid har kirken betjent de danske søfolk der lægger til på floderne og de søfolk og fiskere der har bosat sig i byen Hull og i nabobyen Grimsby.
Der er danskere i byen, både de søfolk der arbejder på de danske skibe, der hver dag melder deres ankomst og de ældre danske søfolk der har boet i England, siden 2. verdenskrig.
De ældre danske søfolk og byen Hull deler skæbnefællesskab. ”Vil I sejle under engelsk flag eller vil I i krigsfangelejr?” lød valget, de danske fiskere blev stillet overfor, da 2. verdenskrig brød ud. Hvad der begyndte som en normal fisketur med kutter på Nordsøen, endte i England da de danske både blev bragt op. De fleste unge danskere blev og kæmpede under engelsk, flag, selvom det betød at de måtte sejle den svære konvojsejlads mellem USA og England, for at bringe føde til de sultne englændere. Men de fik deres belønning, for mange af de unge fik kig på de engelske piger: the ”english roses” og satte bo herover. Og byen Hull blev bombet til ukendelighed, fordi den var sidste stop inden Nordsøen, når de tyske bombeflyvere vendte flysnuden mod ”Das Vaterland” efter bombningen af Manchester, Coventry og Birmingham, der ligger som perler på en snor, ud mod Hull og Nordsøen.
Det er mange år siden der var krig, men byen har aldrig formået at rejse sig efter de store ødelæggelser, hvor den første danske sømandskirke blev jævnet med jorden. Derfor kaldes den 13. største by i England også den fattigste by.
Der går sjældent en morgen uden det danske og færøske flag hejses udenfor kirken. ”Godmorgen” bliver der sagt på umiskendelig ravjysk henover flaghejsningen. De forhenværende fiskere fra Esbjerg har med deres engelske ”roses” slået sig ned i nærheden af kirken og nyder at tiltale hinanden på dansk. Og vi har alle som én taget den gode Yorkshireskik til os, for vi siger ”godmorgen” indtil kl.12.
Kirken ligger som sagt midt i centrum af Hull, og samtidig i havnekvarteret ”the red light district”. Den lette garde trækker op udenfor vore vinduer under stor opmærksomhed fra danskere på ferie herover. Som et kuriosum og bevis på at Hull er en fattig by, kan vi nævne at alfonserne afpatruljerer pigerne og området, på cykel! Og mindsteprisen for en tur i kanen eller rettere opad det nærliggende hotels branddør koster 5 pund, omregnet efter den danske kurs må det være 55 danske kroner . Det kan vist ikke gøres billigere noget steds. Men er det noget at sige til at Sømandskirken fraråder de danske sømænd at prøve lykken når der beviseligt er crack-og narkosprøjter med i købet?
Dog er Hull charmerende på sin måde og kan byde på mange salige fristelser for svage sjæle udi publivet. En ægte shopoholiker kan også sagtens få sin lyst styret i Englands billigste powershoppingby, med de mange dejlige forretninger
For slet ikke at tale om den Yorkshirske sindrighed og venlige imødekommenhed der går lige i hjertet. Danskere har en høj stjerne i Yorkshire, måske fordi vi har navngivet så mange af byerne: Ferriby, Skidby, Grimsby eller også er det fordi her bor mange med danske efternavne og fordi vi altid har været her eller i hvert fald siden vi var vikinger.
Streng taget behøver de jo ikke være så gæstfrie, englænderne, det er jo deres land. Vi er da ikke særlig flinke mod fremmede i Danmark. Men de drager omsorg for os, det engelske havnevæsen sørger for at kirken hver morgen har en liste over skibsankomster, så vi fra kirken kan køre ud til de danske og færøske skibe. De ringer også til os når de syntes vi skal på de nye kurser i sikkerhed og terrorismebekæmpelse på havnene. Sømandskirken bliver hilst med hjertelighed og friske kommentarer, når vi møder agenter og bådsmænd ude på skibene. Og der samler sig en stor skare ved flaghejsningen udenfor kirken, når vi til begravelser først lader Dannebrog og det færøske flag Merki gå til tops og så sætter flagene på halv og efter begravelsen lader flagene gå til tops igen. Det er skikken englænderne ryster på hovedet af , for de syntes åbenbart det er i orden, vi har besat et hjørne af Hull, med kirkeklokker, flag og vort eget sprog.
Nu har vi inviteret til 50 års jubilæum for den nye kirkebygning i Hull. Nu bliver der igen noget at se på for englænderne, med en strøm af præster i den mærkelige præstekjole med den hvide præstekrave rundt om halsen: ”Are you going to wear that funny-looking dress” spørger de, men så får de igen når vi morer os over de selvhøjtidelige engelske bedemænd i høje hatte, kjole og hvidt, når de med ægte bedemandsansigter bærer kisten på højskulder.
Der er flere ligheder end forskelle på englændere og danskere, for vi har Gud ske lov den samme humor. Englændernes køkultur kan vi dog ikke slå, de har lært at indfinde sig og står tålmodigt og venter på deres tur. De har lært at stå sammen og sender rask væk deres drenge i krig uden at stille spørgsmålstegn, i modsætning til danskerne der taler meget om krigen men egentlig ikke bidrager så meget. Englænderne tager det tilsyneladende med ophøjet ro at vi nu skal til at lære at leve med truslen om terroren, der kan ramme hvor som helst i England. Dog tror jeg, vi kunne lære englændere at elske deres fædreland og være stolte af deres nationalitet, ligesom vi er det i Danmark.
Der er vel også derfor den ældste sømandskirke i Hull har ligget her i så mange år, et lille Danmark i Nordengland, der modtager de mange sømænd der krydser vore vandveje. Byen er ikke ukendt for danske søfolk, de fleste har sejlet med coastere og tankskibe for at laste og lodse, som de har gjort det i hundredvis af år.
Nogen gange kan vi godt fornemme at havnene har ligget der i mange år. Det engelske havnevæsen ejer de fleste havne og de er nogenlunde i orden, mens der især ved Hull er mange private havne med plads til to-tre skibe, havne der er meget forfaldne og hvor man lodser direkte på den snavsede kaj. Som regel skal man sejle ad de små floder Ouse og Trent for at nå frem til de små havne. Men så ligger den også idyllisk med en lokal pub henne om hjørnet hvor man kan få den dejligste limonade, for den hjemmelavede Cider skal man som bekendt holde sig fra. I hvert fald skal man holde sig fra at gøre pludselige bevægelser, kast med hovedet eller rejse sig for hurtigt fra barstolen.
Det kan godt være svært at komme ombord på coasterne når ebbe er sat ind og vandet er forsvundet fra floden. Den opmærksomme skipper vil som regel regulere gangvejene. Men det er set før, at hele besætningen kommer tilbage til skibet efter en lystig pub tur og vagten ligger på båden og sover de uskyldiges søvn. Hvem tør da springe ombord på skibet med fare for at miste fodfæstet og ende sit liv i den lumske halv-mudrede, halv-udtørrede flod?
Sømandspræsten er da også flere gange blevet båret ombord af stærke bådsmandshænder, men det hører desværre til sjældenhederne og det forlyder fra London at sømandspræsten dér er blevet set oppe i en gravko, men han holdt godt fast! Mulighederne er legio, men vi gør vort til at komme ombord på de danske coastere og tankskibe i al slags vejr og under alle forhold, velvidende, at det er peanuts i forhold til den slags vejr, vore dygtige søfolk skal arbejde under. De danske sømænd der kan klare det mest utrolige under små forhold og med trusler hængende over hovedet om fyring og nedskæring og overvågning på satellit og andre folkeslag som erstatning for den stoute danske sømand.
Sømandskirken forsøger at holde humøret og fanen højt gennem samtaler om alt mellem himmel og jord. Vi prøver at kile os ind, som en stødpudezone, mellem det der kan syntes svært for en sømand og også tale om det. Det er umuligt at forstå hvor belastende det må være at sejle ud fra den trygge havn, kun en håndfuld mænd på sejlads, vuggende på åbent hav i dage uden ende. Og det er skønt at være vidne til lettelsen hos en ung sømand, når det halve år endelig afsluttes med en flybillet i den ene hånd og et goddag og farvel med den anden hånd til afløseren, der kommer i fulde friske firspring op ad lejderen.
”Man bliver da nødt til at tro på Gud når man sidder i en gummibåd på Atlanterhavet” sagde en sømand forleden dag. Ja det tror vi på. Det mest utrolige er da også at man faktisk kan reddes fra et skibbrud, hvordan det ellers kan lade sig gøre. Og det må vi tro på. Det er vigtigt at kunne tro på Gud og Hans Søn Jesus Kristus når man lever sit halve liv på søen. Det går ikke uden tro. Fordi vi ikke selv er herre over elementerne. Det var jo Jesus der stilnede stormen på søen og det var Jesus der fyldte nettene med fisk og det var Jesus der gik på vandet. Altid levede Jesus sammen med sine venner fiskerne og han forstod hvor afhængige de var af havet og havets uforudsigelighed.
Det tænker vi på når vi sidder og kigger på skibet i kirken i Hull og i vores kirke bøn beder for de mennesker der må leve udenfor vort Danmark, til lands og til vands. Vi har også en tremastet skibskopi af Fregatten Jylland der er kommet til sin ære og værdighed efter vi fandt ud af at kirken måske endda kunne dateres før 1871. Tilsyneladende har der været dansk sømandspræst i Hull siden 1868, og ham er det der har bragt vor danske fregat med til byen. Og ham er det, der lagde grunden til det første tiltag til en lille filial af den danske folkekirke i Nordengland: Sømandskirken i Hull. | | Kilde/ forfatter: Hjørdis Kjærgaard, sømandspræst, Dato: 1/5-2004 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Hjemtransport af tilskadekommen søfarende.
Der er tradition for, at Søfartsstyrelsen hjælper rederier (og kutterejere), hvis en svært tilskadekommen eller meget syg søfarende skal transporteres hjem, hvis vedkommende skal have en ledsager (læge eller sygeplejerske) på rejsen, eller hvis der skal rekvireres et særligt ambulancefly. Beretningen herunder giver et indblik i, hvor mange detaljer og hvor mange mennesker, der er involveret i at hjemsende en tilskadekommen søfarende.
Mandag den 5. januar 2004: Ved middagstid modtager søfartsstyrelsen meddelelse fra et rederi om, at en 30-årig skibsassistent er faldet ned i lasten i et skib på 1400 BT. Faldets højde var 6,8 m. Skibsassistenten har brækket højre ankel, kvæstelser i ansigtet og på højre arm. Han var kortvarigt bevidstløs og har muligvis kraniebrud. Skibet befandt sig uden for Afrikas østkyst på vej mod Suez. Via Søværnets Operative Kommando fik Radio Medical fat i en redningshelikopter, der var fremme efter 2 timer, og den kvæstede søfarende blev planmæssigt evakueret og fløjet til Djibouti, men hverken skib eller reder kunne umiddelbart få oplyst, hvor han var indlagt.
Tirsdag den 6. januar: Søfartsstyrelsen kontakter det danske konsulat i Djibouti. Konsulen mener, at den søfarende må være indlagt på det franske militærhospital og lover at undersøge sagen. Konsulen bliver bedt om at skaffe lægelige udtalelser om den søfarendes tilstand, herunder en skriftlig udtalelse om, hvornår den søfarende forventes at kunne rejse hjem og på hvilken måde.
Onsdag den 7. januar: Konsulen har fundet den søfarende på det franske militærhospital og oplyser, at den søfarende efter omstændighederne har det godt. Han er blevet scannet og havde ikke kraniebrud. Konsulen arbejder videre på at få en skriftlig udtalelse vedrørende eventuel hjemrejse.Søfartsstyrelsen undersøger rejsemulighederne og finder ud af, at der kun afgår ét direkte fly fra Paris til Djibouti lørdag aften. Dette fly flyver fra Djibouti søndag aften mod Paris. Vi beslutter os for - hvis det overhovedet viser sig muligt - at afvikle hjemrejsen den kommende weekend, i stedet for at vente yderligere én uge.
Torsdag den 8. januar: Søfartsstyrelsen modtager det ventede "Certificat Medical", der bekræfter, sømandens kvæstelser. Konsulen gør os samtidig opmærksom på, at Djibouti er et muslimsk land og at helligdagen derfor falder om fredagen. Dette betyder, at han ikke vil være at træffe den følgende dag. I Søfartsstyrelsen satser vi fortsat på, at vi snart vil få den endelige tilladelse til, at den søfarende kan rejse hjem førstkommende søndag. Vi retter derfor henvendelse til Odense Universitetshospital og får et positivt svar, idet en fransktalende sygeplejerske trods det korte varsel gerne vil påtage sig jobbet som ledsager på rejsen. Sent torsdag eftermiddag erfarer vi imidlertid, at der kræves visum for indrejse til Djibouti. Vi føler os efterhånden lidt klemte, for lørdag og søndag holder man jo fri i Danmark.
Fredag den 9. januar: I Søfartsstyrelsen går vi fra morgenstunden i gang med at finde ud af, hvordan man får et visum til Djibouti. En samtale med Udenrigsministeriet oplyser, at den franske ambassade i København kan udstede det nødvendige visum. På den franske ambassade er den visumansvarlige kvinde villig til at se bort fra sagsbehandlingstiden på en uge, og hun vil blive sent fredag eftermiddag, så det vigtige visum kan blive udstedt. Da alt tilsyneladende er faldet på plads vedrørende visum, opstår næste problem. Air-France vil ikke love assistance mandag morgen i forbindelse med
flyskift i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Vi må derfor kontakte den danske ambassade i Paris, hvor vi kender en flink og tjenstvillig konsulatmedarbejder. Hun lover at kontakte lufthavnen, så vi ikke behøver at tænke mere på det problem. En lang og hidsig arbejdsdag slutter sent om eftermiddagen med udarbejdelse af en liste med telefonnumre, mobilnumre, faxnumre og e-mailadresser, så
alle de involverede personer er informeret om, hvordan de kan få fat på hinanden. Tilbage er en manglende skriftlig bekræftelse på udførelse af båretransporten, idet Air France, London, ringer fredag aften og insisterer på at få oplyst, hvilket firma, der skal transportere den søfarende fra hospitalet i Djibouti til lufthavnen. De stiller sig dog tilfreds med at få konsulens navn og telefonnummer.
Lørdag den 10. januar bliver vi kontaktet af konsulen i Djibouti, som fortæller, at den læge, som har behandlet den søfarende, nu ikke længere er til stede, og hans afløser vil ikke umiddelbart give tilladelse til udskrivning med henblik på hjemrejse. Konsulen får dog løst problemet, og kl. 15.30 tager sygeplejersken til Københavns Lufthavn for at indlede rejsen mod Djibouti.
Søndag den 11. januar får vi om eftermiddagen pr. e-mail bekræftelse på, at alt indtil videre er forløbet planmæssigt.
Mandag den 12. januar tidligt på eftermiddagen ankommer den søfarende til Rigshospitalets Traumecenter. Turen er forløbet vel, og her slipper Søfartsstyrelsen den søfarende, der nu har de bedste forudsætninger for at komme sig. For yderligere oplysninger, kontakt Preben Jacobsen, tlf. 39 17 46 26 eller Pia Høier, tlf. 39 17 45 96.
Vi håber, at der vil gå lang tid, før den næste hjemrejse skal arrangeres,
og for Jeres egen skyld:
Sømænd og fiskere - pas godt på jer selv, vær forsigtige og tag ingen chancer. | | Kilde/ forfatter: Preben Jacobsen, Dato: 12/1-2004 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Julen 2002.
Selvom sømandshjemmets nye minibus er grøn og er en Citroën, så kunne den godt hedde Rudolf de sidste 14 dage inden jul, hvor sæderne flød med julegaver, sække og røde bånd. Skib efter skib fik besøg med aviser og invitationer til at besøge sømandshjemmet, og der var tilbud om at få skibets bibliotek byttet, benytte sømandshjemmets Internet Cafe, komme en tur i sauna eller få ringet hjem til familien.
Da Fredericia Havn var den sidste mulighed for at få julegaver om bord, var det også et af juletidens tilbud.
Ingen afslog tilbudet om at få julegaver om bord, eller foreslog at det kunne vente til næste gang. Ingen havde så travlt med at losse eller laste, at der ikke var tid til at modtage en julegave. Dejligt.
Desværre har vi aldrig julegaver nok til alle, så nogle besætninger måtte nøjes med en julegave i fællesskab. Det var denne gang en jule CD med et russisk kor, som sømandshjemmet havde indkøbt til lejligheden og for at ”drøje” på julegaverne.
Det blev til 315 julegaver fordelt på 35 skibe. De sidste 7 julegaver måtte i al hast pakkes ind juleaftensdag sidst på eftermiddagen, så der også om bord på det sidst ankomne skib, kunne blive en julegave til enhver om bord.
Om bord på havnens skibe juleaften, var der travlhed. De, der kunne rejse hjem, var hjemme ved familien. Nogle havde i flere dage forberedt sig på julen og holdt deres egen julefest om bord, og nu var der jo også julegaver fra sømandshjemmet. Andre skibe skulle sejle i løbet af juleaften og besætningen kunne derfor ikke forlade skibet.
En del sømænd havde dog tid og mulighed for at deltage i julefesten på sømandshjemmet, og nogle var der hele aftenen, andre skiftedes med deres kammerater til at komme.
Sømandshjemmets julemiddag var andesteg med æbler, rødkål og brunede kartofler, og derefter Ris a´la mande, med mandelgave. Det skulle lige forklares, da denne tradition ikke er kendt, hverken på Burma eller i Litauen.
Kl. 21 samledes vi omkring juletræet, hvor vi sang nogle kendte julesalmer og derefter lyttede vi til juleevangeliet på dansk, engelsk, russisk og arabisk. Der er altid en ganske særlig højtidelighed over denne stund rundt om juletræet, hvor vi står og lytter til juleevangeliet, også selvom vi ikke forstår alle de sprog, det bliver læst på.
Efter ”Fader Vor” i kor, og endnu et par julesalmer gik alle om bord i sømandshjemmets lækkerier. Pigerne havde lavet ta´selv bord med kaffe, lagkage, de fleste af julens småkager, hjemmelavet konfekt, og julegodter, nødder og frugt.
Også denne aften var sømandshjemmets piger og deres frembringelser populære.
Familien derhjemme har altid sømandens kæreste opmærksomhed, især i julen og selve juleaften. Derfor var der også juleaften kø ved telefonerne. Det mildner altid savnet lidt at få en god lang julesnak med dem derhjemme.
Vi var i alt 32 deltagere juleaften, og da det var tid til at sige farvel og tage hjem om bord, var julesneen faldet og lå ren og hvid og pyntede julevejen hjem. | | Kilde/ forfatter: Niels Kjær Lassen - Fredericia Sømandshjem, Dato: 24/12-2002 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Sømændenes uartige hunde.
"Fra Tidsskriftet ”Siden Saxo” har vi sakset nedenstående artikel skrevet af Hanne Poulsen Går man gennem Nyboder vil man se mange af de karakteristiske hvide porcelænshunde i vinduerne. Der er mange gisninger og spekulationer om hundenes vej til vinduer og skabe i danske søfartshjem. Af Hanne Poulsen Måske skulle titlen på dette lille studie bare være ”sømandens hunde”, for hvordan var det nu med disse hunde? Bag dette spørgsmål, der med mellemrum stilles til et søfartsmuseums medarbejdere, ligger historien om de populære sømandssouvenirs, fajancehundene fra Staffordshire, der i perioden 1860-1900 var den souvenir, som alle danske søfolk forventedes at tage hjem til koner og kærester fra engelsk havn. Til hundene blev knyttet nogle tvivlsomme traditioner, og figurernes egen slægtshistorie går tilbage til en fjern fortid. Figurerne blev altid solgt parvis. I deres engelske hjemland var de beregnet til at sætte på kaminhylden og havde derfor en forholdsvis ringe dybde, og bagsiden var afglattet og uden bemaling. Dette faktum, at der tale om en for- og en bagside, der ligger til grund for den mest udbredte tradition om hundenes rolle i søfartssamfundet. Ifølge denne stod hundene i vindueskarmen og kiggede ud efter manden, der var ude på de store have. Når manden kom hjem, blev de vendt. I ugebladenes antikbrevkasser blev historien selvfølgelig uddybet, og navne som Nyboder og Marstal blev sat på som aktuelle lokaliteter. Nu signalerede de udadkiggende hunde til elskeren, at der var fri bane. Den anden tradition fortæller, at pigerne i sømandsbordellerne ikke måtte tage imod penge, så derfor solgte de hundene til deres kunder for overpris. Men historien om sømandens hunde er så spændende, at vi her skal prøve at opridse deres kulturhistorie og prøve at komme om bag de senere traditioner. Pottemagerkunsten i Staffordshire I grevskabet Staffordshires nordvestlige del, grupperet omkring byen Stoke-on- Trent havde siden 1600-årene et stigende antal pottemagere slået sig ned for at udnytte de gode forekomster af ler, af adgangen til kul og transportmulighederne ad de indre vandveje ud til Liverpool i vest og The Wash og Humberfloden i øst. I dette tidligt industrialiserede Midtengland specialiserede pottemagerne sig i at fremstille pyntelige krus og kander, platter og figurer i hårdtbrændt ler, der med dekoration i emaljefarve og kobberlustre skulle konkurrere med de kostbare kinesiske porcelænsvaser og nipsfigurer og deres efterligninger fra de tyske porcelænsfabrikker. Fra omkring 1840 kunne man ligefrem tale om en storproduktion af figurer, idet fremstillingen blev sat i system således, at deres forside, bagside og bundstykke blev støbt i forme og sat sammen. Dette gjorde dem billige, og da kundekredsen var bestemmende for motivvalget, fik de såkaldte Staffordshirefigurer deres eget folkelige særpræg. Deres tid falder sammen med dronning Victorias regeringstid, og figurerne forestiller historiske såvel som tidens kendte personer, og mange af dem til hest. Navnet blev skrevet på soklen, for det var så som så med portrætligheden. Der var også romantiske og sentimentale figurgrupper, ikke sjældent øget med et ”hus” til lommeuret eller en lille vase. Mange af figurerne blev fremstillet og solgt som par, og de blev købt for at stå som pynt på hylden over kaminen, der var midtpunktet i ethvert engelsk hjem. En anden stor motivkreds var dyrefigurerne. Blandt Staffordshirefigurerne var mange dyr som katte, fugle, køer og får. Men det var hundene, der også i hjemlandet blev den store favorit. Der blev lavet langbenede mynder, for hundevæddeløb med disse dyr var en yndet sport i det engelske aristokrati. Men de mindre familiehunde blev dog de foretrukne. Moppen optræder tidligt, i begyndelsen af 1700 årene kom puddelen til, og op gennem 1800 årene konkurrerede denne i yndest med den langørede spaniel. I England blev spanielen brugt som jagt hund. Den går gerne i vand og er en glimrende apportør. Den er hvid og oftest med sorte eller røde pletter, der på lergodset blev påført med mønje, kønrøg eller kobberlustre, der kunne have et violet skær. Den plettede type blev også kaldt king Charles spaniel, for typen havde været hofhund hos Charles den Anden. Hund`ologerne opererer dog med flere betegnelser efter pletternes farve. Morsomt er det, at den karakteristiske danske sømandshund, der altså ligger i den sidste ende af Staffordshirefigurernes storhedstid, mest af alt ligner en pekingeser. Den gamle kinesiske race kom sent til Europa og blev her kaldt Peking Spaniels. En af de første hunde, der kom til vor verdensdel, kom som en gave til dronning Victoria. Med den stigende efterspørgsel blev hundefigurerne og især spanielen fabrikeret i tusindvis ikke alene i Staffordshire, men også i London, i Skotland og andre steder. De fleste modellører var anonyme, men vi kender nogle navne fra pottemagerområdet i Midtengland. En Georg Hood ved Bourne lavede fra 1845 store og små hunde. I Hanley hed en modellør af ”dogs og animals” James Hudson. Han døde 1882. I Burslem var William Kent en af flere, der omkring 1885 udførte hunde af forskellige typer. Hundene blev solgt på markeder til det engelske publikum, og deres tilnavn ”comforters” eller ”comforter dog” siger en del om de følelser, de små rare hunde vakte. Også engelske udvandrere ville gerne have et par hunde med hjemmefra til de nye kontinenter. Et andet tilnavn ”grave dogs” er sværere at forklare. I litteraturen om Staffordshirefajancer omtales ikke relationer mellem søfolk og hunde. Til de engelske søfolk blev nemlig fremstillet specielle sømandsfajancer med billeder af skibe og sømænd og med digte om Sailor`s Farewell og Sailor`s Return. Disse ting appellerede i mindre grad til skandinaviske og nordtyske søfolk. De foretrak hundene, der for en billig penge kunne købes i de havnebyer, hvor skandinaverne kom. Skibsdrengen købte hunde med hjem til sin mor, og skibsfører og styrmand tog et par med hjem til konen eller kæresten. Hjemme i den pæne stue var lågkisten blev afløst af dragkisten eller et chatol, og på disse høje skuffemøbler såvel som på de lavere kommoder skulle hundene stå til pynt, gerne med et skrin eller en vase i midten. Placeringen i vindueskarmen er en nyere skik. I hjemmene indgik hundene i en broget sammenhæng, som det fremgår af Johannes Olsens beskrivelse af et sydfynsk skipperhjem: Skibsbilleder på Væggene, kinesisk Porcelæn, Kobber- og Messingsager fra fjerne Lande, laksager fra Østen, Tekstiler fra Indien, Persien, Tyrkiet og flere Steder, mærkelige Fajancer, Våben og meget mere fra al Jordens Lande, ikke at forglemme de morsomme engelske Porcelænshunde med forgyldte eller violette Pletter. De holder Vagt på Kommoder og Skabe over sjældne Konkylier og mange andre Genstande, som Fatter hjemfører til Kone og Børn efter hyppigt lang Ventetid. Forhistoriske Aner I modsætning til de aktuelle og skiftende personfremstillinger fra værkstederne i Staffordshire, havde hundene som motiv meget gamle og eksotiske aner. De går tilbage til de løvefigurer, der vogtede de buddhistiske helligdomme i det gamle Kina. Disse løver optræder som par. De sidder på deres bagdel på en sokkel og vender et åbent gab mod beskueren. Ved første øjekast er de ens, men under deres løftede forben har hunnen, der altid sidder til venstre, en unge, og hanløven til højre en gennembrudt bold af samme type, som endnu benyttes i den kinesiske løvedans. Dyrene bærer et halsbånd, hvori hænger trebjælder, der har haft til funktion at afværge onde ånder. Der har aldrig været løver i Kina, men hanløver menes lejlighedsvis at have været skænket kejseren som gave fra det persiske hof. På de ældste bevarede løvefigurer ses en rem eller et reb at hænge ud af mundvigene i det blottede gab. Da kineserne aldrig havde set løver, mente de, at også hunløverne havde manke, så begge dyr fremstilledes med en lang og raffineret formgivet rygmanke. Fremme omkring 1700 var erindringen blegnet omkring det frådende rovdyr. Nu blev løvefigurerne fremstillet i stort tal og i lille størrelse beregnet for private hjem. 11 sådanne løvefigurer af porcelæn blev i 1700-årene indkøbt til Det kongelige danske Kunstkammer. De er 11 til 34 cm høje, og de fleste af dem har et lille rør ved siden til afbrænding af røgelse. De europæiske, først og fremmest de engelske opkøbere af kinesisk kunstindustri og kuriositeter, faldt for de charmerende dyr, som på grund af deres lighed med de kinesiske Peking spaniels blev kaldt Dogs of Fo (Fo=Buddha), på dansk Fo-hunde. Og disse Fo-hunde er i næsten uændret form blevet eksporteret fra Kina til Europa lige til nutiden. De kinesiske varer blev ivrigt efterlignet, men i løbet af 1700-årene gik mange engelske pottemagere over til at fremstille hunde, der lignede engelske familie- og skødehunde, men de kaldtes stadig China-dogs. Som følge af ordet China`s dobbelthed, idet det ikke alene betyder Kina, men også porcelæn, blev fajancehundene mange steder, også her i landet kaldt porcelænshunde – og det endda af folk, der vidste bedre besked. Staffordshirehundene optræder også altid som par. De sidder vagtsomt på deres bagdel, vendt mod hinanden og symboliserer efter traditionen troskab og tryghed. Der er ingen kønskarakter ved hundene, og her kan vi så trække en parallel til løvehunnen med ungen. Et andet fast træk ved hundene er, at de bærer et halsbånd, hvorfra der udgår en gylden lænke, og i halsbåndet hænger en forgyldt lås. Hvem har nogensinde set en hængelås på en lille hund? Det er simpelthen Fo-hundens midterste og største bjælde (eller er det en lotusknop?), der er blevet til en hængelås. Det trygge og rare ved hundene har også betydet noget for sømanden selv. Han behøvede jo ikke at give den fra sig med det samme, og når skibet lå i havn, så de jo pæne ud på skibskistens låg. Blandt de få beretninger, vi har om hundenes første ejere, handler tre om hunde, der af sømanden tages frem af kisten og foræres til en kvinde som afdrag på økonomisk eller følelsesmæssig gæld. Ingen af de bevarede case-stories om hundene har baggrund i noget seksuelt. Kort tid efter en forespørgsel, hvor jeg – også ud fra egen baggrund i Nyboder og svigerfamilien i Marstal – omhyggeligt havde tilbagevist enhver uanstændig baggrund for Staffordshirehundene, nød jeg i London det milde decembervejr ved en slentretur i de victorianske rækkehuskvarterer omkring Earls Court. Pludselig blev min opmærksomhed vakt af en Staffordshire rytterfigur, der stod ude på gesimsen foran et halvvejs åbentstående vindue, hvor gardinet var trukket for. Som jeg stod der og stirrede på det usædvanlige syn, rakte en nøgen kvindearm frem foran gardinet og stak en langstilket rød rose under armen på rytteren. Siden da har jeg været lidt mere forsigtig med at afvise, at hundenes placering i et vindue i individuelle tilfælde kunne være brugt som tegn. Men med den sociale kontrol på godt og ondt, der har hersket mellem søfartssamfundenes tætliggende huse, må netop disse lokaliteter nok kunne sige sig fri. ”De uartige hunde” version 2, der knytter erhvervelsen af et hundepar til bordelvirksomhed virker ganske usandsynlig. Aldrig har man vel hørt om et så fintfølende etablissement, at damerne ikke måtte tage imod penge, og så endda i de engelske havnekvarterer, der skal være hjemsted for historien. Den (øst)tyske etnolog, Wolfgang Rudolph, der fra 1950`erne berejste den tyske Østersøkyst, stødte også på denne historie, som han fandt var vidt udbredt, men som havde sit tyngdepunkt i området mellem Kiel og Rügen, hvorfra den også havde vundet indpas i Danmark. Måske er historien blevet kolporteret af antikvitetsopkøbere, der ville styrke interessen for de små hunde? Den engelske journalist og forfatter Charles Dickens skrev adskillige rejsebreve, og i et af dem fra 1800 årenes midte, besøger han sammen med lovens håndhævere de mørke labyrinter i Liverpools dokker, hvor alskens farer lurer på ”mercantile Jack”. Logishuse, damer i forskellig alder og hyrebasser befolker de skumle lokaliteter. Men to steder noterer Dickens sig en større udstilling af ”crockery” d.e. lertøj, ”postelin”. Jeg behøver kun at skildre et par af de huse, hvor man ventede på Jack, som eksempel på de andre. I mange kom vi ind gennem lange, lurvede gange, hvor der var så bælgmørkt, at vi måtte føle os for med hænder. Ikke eet af alle dem, vi besøgte, var uden sin udstilling af billeder og porcelænssager. Mængden af de sidste, der var stillet til skue på hylder og i små glaskasser i de elendige værelser, vidnede om, at Koffardi-Jack måtte have en påfaldende forkærlighed for pottemagerarbejder, når der måtte så meget til af denne madding i hans snarer. Det står læseren frit for at tolke fajancernes tilstedeværelse. De kan have været bordelmutters alibi. Ved ordensmagtens ankomst kunne hun skifte identitet til souvenirsælger. I 1954 var en vistnok københavnsk journalist på besøg hos en antikvitetshandler i Tønder for at få en god artikel til søndagstillægget. Artiklen indledes således: For hundrede år siden måtte de engelske glædespiger ikke tage imod penge af deres kundekreds. Derimod måtte de godt sælge 30 cm høje proselænspuddelhunde – til overpriser. En engelsk porcelænsfabrik beskæftigede sig ikke med andet året rundt end fremstillingen af disse sorttrynede hunde med de forbavsede øjne. Der har tilsyneladende været god efterspørgsel efter puddelhunde og kærlighed på de tågede britiske øer. Mange sømænd ”købte” disse hunde, og når de vendte hjem til den hjemlige favn, berettede de, at hundene var en souvenir fra besøget i England. Hvad de på en måde jo også var. Og antikvitetshandleren står inde for historien. Erfaringen viser, at folk har en bedre hukommelse for pikante historier end for de mere sobre, og museumsfolk er ingen undtagelse. Den ellers så forsigtige forsker og daværende leder af museet på Koldinghus, Sigurd Skov, fortæller i 1963 til en journalist fra Kolding Folkeblad om ”tempelhundene ” som de oprindelig var i Kina. Også den engelske udgave af hundene kan efter Skovs mening henføres til kategorien tempelhunde: …for de har gjort tjeneste i små kærlighedstempler i fremmede havnebyer. Disse kærlighedstempler var som regel beliggende i en og samme gade i de engelske havnebyer, og pigerne, der holdt til i dem, var rationelt indstillede. Det var dem, der handlede med hundene. Når en dansk eller en anden sømand eller rejsende gik gennem gaden, kunne han ved et blik i vinduet forvisse sig om, hvorvidt der var åbent i templet eller ej. Var det åbent, vendte hunden ansigtet ud mod gaden, men var der optaget, sendte hunden sit blik ind i stuen, eller måske var det omvendt. Fandt man det åbne tempel, var der vel ikke mange betænkeligheder ved at gå ind, og når ceremonierne var overstået, var det naturligt, at man tog hunden med – selvfølgelig mod betaling, hvorefter pigen kunne stille en ny i sit vindue. Her ser vi de to traditioner kørt sammen til en med en noget uskarp kontur. I sin sammenfattende publicering af Østersøegnenes sømandssouvenirs fra 1982 er Wolfgang Rudolph kommet frem til den konklusion, at der intet belæg er for version 2, men at den må være opstået omkring 1900 i et muntert lag af badegæster eller kunstnere for at latterliggøre hundene, der for dem var indbegrebet af kitsch og småborgerlighed. Det lystige selskab (Rudolph siger feuchtfrölich) har ligget flade af grin over konerne i den lille fiskerflække, der så om hyggeligt tog vare på de værdsatte pyntegenstande. Hun skulle bare vide – ha-ha-ha. Måske havde badegæsten læst Dickens. I hvert fald er historien utrolig sejlivet og blev så sent som i Marts 1999 bragt til torvs i det svenske Tv-program Antikrundan. Som antikviteter betragtet er det gået stærkt op og ned for hundene som for den øvrige gruppe af Staffordshirefigurer. Hvor der i begyndelsen af 1900-årene næppe var et sømandshjem, der ikke ejede et eller flere hundepar, var de følgende generationer knapt så begejstrede for de nipsgenstande, der blev forbundet med den ufriske klunkestil. Måske har også bordelhistorien kostet mange hunde livet. I sine erindringer, udgivet 1953, mindes Andreas Sørensen sit barndomsmiljø i Sønderho. Hans far havde sejlet i 45 år, de første mange år i sejlskibene, før han som skipper måtte resignere og blive styrmand i en damper. Fra sejlskibs tiden havde faderen hjembragt to store krøllede ”Aberdeen-hunde” med gule bånd om halsen. De stod på kommoden og vogtede en hjord af elefanter i hårdt, sort træ. Disse hunde holdt jeg meget af, og denne Kærlighed har ikke fortaget sig. Hver gang jeg i en Antikvitetsforretning ser ind i disse trofaste Øjne, husker jeg den Hærskare af Fajancehunde, der indtog Hæderspladser i de gamle Fanø-huse. Kunstkendere trak dengang på Skulderen af Aberdeen- eller New Englandshundene, men nu har de oplevet en Renæssance og koster op til et Par Hundrede Kroner Parret. Jeg har selv fire Hunde, to store og to ”Hvalpe”. Med de sorte Snuder kækt i Vejret står de under et Billedgalleri af gamle Fanøskibe, som for fulde Sejl stævner frem over de syv Have. Hundene var atter kommet på mode, og i løbet af 1950-erne blev de statussymboler på linie med malede almuemøbler, manglebrætter og Kellinghusentallerkner. Især de hvide løveklippede pudler med ”pels” af porcelænsgrus, de såkaldte sukker- eller krymmelhunde, var nærmest uopnåelige for en almindelig lønmodtager. Hundene kom så højt op i pris, at der i England og måske også andre steder i 1960-erne blev startet en produktion af nye hunde af spanieltypen, hvide med halsbånd. Hermed gik bunden ud af markedet samtidig med, at en ny generation fordrev almuetingene fra hjemmene og gik over til ”high tech”. Nu ser man atter hundene i de små søfartssamfund i stigende tal, for igen produceres der ”nye” hunde. Ofte anskaffes de af tilflyttere eller ”københavnere”. De ved, at der var noget med søfolk og hunde, og var der ikke en pikant historie bag? Men hundene fortæller ingenting. Om man vender de sorte snuder mod stuen eller mod gaden ser de med store øjne lige frem for sig uden dog at se, og ikke en trækning opliver deres tålmodigt melankolske ansigtsudtryk. Hanne Poulsen er inspektør på Handels- og Søfartsmuseet og har tidligere skrevet om hundenes historie i Handels- og Søfartsmuseets Årbog 1999" | | Kilde/ forfatter: Hanne Poulsen, Dato: 31/12-1979 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Lost at Sea and Lost at Home
Michelle Thomas er forsker ved Seafarers International Research Centre i Cardiff, England. Hun har interviewet 15 britiske søfolk og deres respektive hustruer samt 4 børn, i alt 34 interviews. På ca. 100 sider beskriver hun sine resultater ud fra disse interviews.
Rapporten kalder hun: ”Lost at Sea and Lost at Home: the Predicament of Seafaring Families”.
I skrivende stund er jeg ved at tygge mig gennem det engelske, som dog kunne være værre. Vores redaktør rykker mig for stof til bladet, så jeg forsøger at berette lidt fra Michelle´s rapport, trods jeg ikke har læst det hele.
Allerede få sider henne, kan jeg se at, det er både interessant læsning og et godt stykke arbejde. Rapporten kan bestemt anbefales. Man kan ”besøge” Michelle Thomas på centrets hjemmeside: www.sirc.cf.ac.uk.
Michelle Thomas så på fordele og ulemper ved søfartslivet, besværlighederne ved den specielle arbejds cyklus (ude – hjemme), den oplevede effekt på det følelsesmæssige og fysiske velbefindende, kilder til støtte og mestrings strategier .
Hendes resultater:
Den største fordel var absolut den relative høje løn, sammenlignet med løn i land, og adskillige nævnte den høje løn som værende den eneste fordel ved erhvervet og livsstilen.
En anden fordel var den lange ferie, fleksibiliteten og selvstændigheden i arbejdet samt spænding og glæde ved gensynet med partneren. Overgangene mellem skib og hjem blev nævnt som den sværeste periode i arbejds cyklus, da søfolkene kæmpede med at tilpasse sig landlivet og deres partnere kæmpede med at blive en del af et par igen. Søfolkene berettede om en anseelig periode til at afstresse fra skibslivet, og mange berettede om besværligheder med at tilpasse søvnmønster til familiens søvnmønster.
Ikke overraskende (Michelle´s egne ord) fandt hun, at kommunikation var ekstremt vigtigt for parrene. Jævnlig kommunikation lod søfolk og deres partnere forblive følelsesmæssigt tætte, og lod sømanden forblive en del af familiens beslutninger og begivenheder mens han er til søs. Jævnlig kommunikation lettede tilpasningen til land- og familielivet, og sikrede at sømanden havde en rolle i familien hvad enten hjemme eller til søs.
Kommunikationsmidlerne spredte sig over satellit telefon, breve, mobil telefoner og email. Mange havde cell-net telefoner og PC´ere. Der var et økonomisk stort forbrug på kommunikation og sommetider på et uoverkommeligt niveau.
Social isolation var et betydeligt emne for søfolkene. Forandringer i besætnings mønstre betød at samvær med kolleger begrænsedes til ”ombord-bekendtskab”, og geografisk adskillelse og usynkroniserede ferier gjorde det problematisk at vedligeholde venskaber. Søfolkenes afbrudte tilstedeværelse hjemme, sammenholdt med udgifterne til kommunikation, gjorde det vanskeligt for nogle søfolk at vedligeholde venskaber hjemme. Mange søfolk berettede at de var afhængige af deres partner og partnerens venner for social kontakt og støtte.
Sømandskonerne forekom også at være socialt isolerede. Kvinder med små børn havde mindre muligheder for social kontakt, og en del berettede at de følte sig ilde til mode ved at møde op ved begivenheder uden partner. Sømandskonerne følte ofte, at deres specielle problemer relateret til sømandslivet, ikke altid blev forstået af landfolk, og det har formentlig forstærket følelsen af isolation.
Tilstedeværelsen af børn ændrede aspektet ved sømandslivet for mange par. For sømandskonerne gjorde børn adskillelsen mere tålelig, da børnene giver selskab og holder hustruen travlt optaget, så tiden går hurtigere. Dog fik små børn, ofte hustruen til at føle sig bundet til huset og socialt isoleret. Søfolkene berettede besværligheder med at forlade børnene for lange perioder, og sommetider fandt de børnenes forandring foruroligende. Det kunne også være foruroligende for familien, at små børn ofte ikke kender faderen ved hjemkomsten. Søfolkene var positive omkring det faktum, at de med deres lange ferie, har mere kvalitets tid sammen med deres børn, end landfolk har.
Et betydeligt emne for søfolkene var deres følelse af overflødighed. Mange talte om vigtigheden af at have en partner, der er selvstændig og klarer hjem og familie mens de er til søs. Imidlertid var denne selvstændighed hos partneren, som gjorde at sømanden kunne være til søs, uden at bekymre sig om hjemmet, også medvirkende til problemer, når han kom hjem fra søen. Nogle søfolk mente, at deres familie fungerede uanset deres tilstedeværelse, og det kunne få dem til at føle sig unødvendig, uvigtig og fortrængt i familien.
Modsat populære opfattelser af sømanden som sexuelt promiskuøs, forblev størstedelen af søfolkene sexuelt monogame, og indstillede sig på de lange perioder med sexuel afholdenhed. De fleste søfolk følte ikke, at gentagne og lange adskillelser, påvirkede sexlivet med partneren, skønt nogle enkelte berettede at de havde besvær med at genoprette intimiteten, og at arbejdsbelastning og stress sommetider påvirkede sexlivet. Ingen berettede om sidespring. Hustruerne accepterede også perioderne med sexuel afholdenhed og nogle så frem til disse perioder. Genoptagelsen af sexlivet, kunne somme tider være problematisk som følge af kvindens behov for intimitet, og hendes opfattelse af mandens behov for sexuel lettelse. Kravene om at klare hjem og familie kunne somme tider gøre kvinden fysisk udmattet, så det påvirkede sexlivet i negativ retning.
Hustruerne forholdt sig typisk pragmatiske, til følelser af ensomhed og depression i relation til mandens fravær. Ingen havde kontaktet en professionel med følelsesmæssige problemer. Tilstedeværelsen af sømanden føltes specielt vigtig, både for praktisk og følelsesmæssig støtte, når der var alvorlige sundheds problemer i familien.
Søfolkene berettede om højt arbejds relateret stress. Men de søgte sjældent professionel hjælp.
Nogle få søfolk berettede om følelsesmæssige problemer relateret til problemer i parforholdet. Disse problemer var ind i mellem af en sådan beskaffenhed, at det fik dem til at overveje selvmord mens de var ombord. Der blev også berettet om følelsesmæssige problemer relateret til traumatiske begivenheder i arbejdet.
Tillid blev anset som afgørende for at kunne klare sømandslivet, lige såvel som kommunikation.
Hustruerne berettede om hvordan de mestrede adskillelsen ved at holde sig beskæftiget med et job, huslige pligter, børn og samvær med familie og venner. Socialt netværk var vigtigt både for praktisk og følelsesmæssig støtte. De kvinder der havde tidligere erfaring med vekslende fravær, følte sig bedre i stand til at klare livsstilen, som følge af positive rollemodeller og en bevidsthed om de potentielle problemer sømandslivet kan afstedkomme.
De interviewede havde en del forslag til forbedringer. Der blev nævnt kortere udmønstringstider og billigere kommunikation. Støtte fra rederiet til at sømanden kunne komme hjem ved familieproblemer/kriser. Muligheder for medsejlads for hustru og børn, som blev oplevet som en faktor der letter problemer relateret til sømandslivet. Hustruerne, som lever spredt i England, foreslog at kontakt mellem sømandsfamilier ville være godt for dem selv og deres børn.
Michelle Thomas foreslår følgende for at forbedre sømandslivet for søfolkene og deres familier:
Øget adgang til email. Statstilskud til kommunikation. Leveret post ombord så ofte som logistisk muligt. Udmønstringsperioder på maksimum 4 måneder. Øget mulighed for medsejlads. Forbedring i planlægning af sømandens arbejdsperioder, så den bliver mere akkurat og forudsigelig. Fremme social kontakt mellem sømandsfamilier. Sikre sømanden mulighed for umiddelbar hjemrejse ved familiekriser. Bedre kontakt mellem rederi og sømandskone. Fast besætning, så der er bedre mulighed for sociale relationer ombord. Besparelser ved mindre besætninger og øget administrativt arbejde ombord, skal balanceres op mod de sundhedsskadelige effekter det har på sømanden.
Michelle Thomas foreslår at der frem over forskes i: Eks-søfolk og eks-sømandskoner, hvorfor de ikke klarede sømandslivet. Problemer for sømandsfamilien ved sømandens pensionering. Sømandslivets effekt på børnene. Kvindelige søfolk og deres familieliv. Effekt og ansvar ved traumatiske begivenheder ombord.
Det var, hvad jeg, under redaktørens pres(!..), ville berette fra Michelle Thomas´s rapport om ”den fortabte sømand” (frit oversat!).
En hel del af det, er jo ikke nyt for os sømandskoner. Vi har talt om meget af det mange gange. Men alligevel synes jeg det er interessant at se hvad andre mener og oplever. Det kan også være bekræftende, at se at man ikke falder specielt meget udenfor… Men der er også alarmerende forhold, som at nogle søfolk kan overveje selvmord, som følge af job og dets betingelser. Og for at pudse egen glorie, falder meget af det Michelle Thomas siger i sin rapport, godt i tråd med det, jeg fandt i min egen lille mini-forskning om den isolerede sømand. Der er heldigvis gode sider ved sømandslivet. Til gengæld, tror jeg de negative sider er mere invaliderende, end de først ser ud til. | | Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 31/12-1979 Kategori (i): Indslag fra 3. part
”Aa lad mig blot dø!” ”Sæt mig af eller kast mig over Bord.”
Alle Kahytternes Klokker ringer, og Skrigene stiger og synker for at ende i en hæs Gurglen og et Plask, medens Skibet stamper og hugger sin Vej gennem Kattegats krappe Søer. Paa Dækkets Læside ligger nogle blege Skikkelser indsvøbt i Tæpper og stirrer fortvivlet paa de graablaa skumklædte Toppe. Enkelte Mænd gaar op og ned og ryger ubeslutsomt og uden Nydelse, idet de i en stor Bue gaar uden om Spisesalonens Skylight (udt. Skejlejt). En stor Bølge begraver Forstavnen og sender en Byge af Skum henover de sammenkrøbne Skikkelser i Stolene. Agterstavnen og Flaget stiger op over Horisonten, og Skruen forlader sit Element for at sætte i en hvirvlende Fart, der ryster hver Bolt i skibet.
Nede i Salonen har Klokken lydt, og Kaptajnen præsiderer over 10 kolde Kødretter og 7 slags Fisk samt 6 Flasker bordlagret Leoville.
To sammenbidt udseende Mænd gør ham Selskab, men de synes at være paa Diæt, idet de udbeder sig en Kop Te og to Stykker ristet Brød, hvilket ikke ser ud til at være deres sædvanlige Ration. De spiser langsomt, med mange Tyggebevægelser, mere som af Pligtfølelse end af Tilbøjelighed.
Stewarterne balancerer frem og tilbage med Fadene, der ikke finder Afsætning, og de tomme Kuverter slaar skuffende mod Slingebrædderne på Bordets Rand.—
Den jyske Rutebaad har mødt en Nordvestenstorm i Kattegat, og dette er Stemningen om Bord.
Hvoraf kommer nu al denne Elendighed og Jammer, der danner saa sørgelig en Illustration til Ordene om, at ”husvant fra Arilds Tid plasker Danksen til Søs”? Hvad er det, der har kuet alle disse muntre og madglade Mennesker, som ingen Frokostklokke ellers vilde have kaldet forgæves?
Ved første Øjekast synes det tydeligt, hvad der er denne Sygdoms Væsen. Det er maden, den taalmodige danske Mavesæk protesterer højlydt og kraftigt mod at blive gynget og vugget. Slet saa simpelt er det dog ikke, og man maa søge til ganske andre organer for at finde Forklaringen på Søsygens Opstaaen.
Dybt inde i Tindingebenet, i det indre Øre, ligger Søsygens Arnested, de 3 smaa Buegange, en i hvert Plan. Hver Gang Legemets Stilling forandres, strømmer Vædsken i en eller flere af disse af Sted og irriterer de Fine Nerveendelser i Buegangenes ende. Med disse Organer fornemmer Mennesket sit Legemes Stilling og kontrollerer ubevidst sin oprejste Holdning, og med dem betaler det dyrt for sit Herredømme over Søen.
Skønt forbundet med Høreorganet er disse Bueganges Bestemmelse noget ganske for sig selv. Hos Dyrene er Sygdomme eller rettere Anlægsfejl i disse Buegange kendt, det er saadanne Fejl, der giver Anledning til Bevægelsesforstyrrelserne hos de saakaldte Tumler duer og de japanske Dansemus. Den stadige uregelmæssige Strøming af Vædsken i Buegangene, der er en Følge af et Skibs huggende og rullende Bevægelser, bevirker en Overirritationaf Nervespidserne. Herved fremkommer via Hjernen en Følelse af Hovedpine og Kvalme, der ender med Opkastninger. Hertil medvirker ogsaa de indtryk af ustadig Ligevægt, som Hjernen modtager fra Øjnene og fra Nervespidserne i Muskler og Led.
Den menneskelige Ligevægtssans, der tilpasset til Livet på Landjorden, modtager saaledes paa en Gang for stærke og mangeartede Indtryk og overlader det væsentlig til Maven at protestere mod Overgrebet. Hvorledes Hjernen paavirker Maven, behøver vi paa dette sted ikke at gaa ind paa, men Opkastninger og Kvalme er kendt som en Følge af mange forskelligartede irritationer af Hjernen. Blodkarcentrerne i Hjernen paavirkes ogsaa og herved fremkaldes blandet andet den typiske Ansigtfarve.
Hvad kan man nu gøre for at forebygge og lindre denne Sygdom, der ødelægger saa mange Ferier. Én af de sørgeligste Sider ved Sygdommen er, at Medlidenhed og Trøst fra ens Medmennesker i Reglen udebliver, saaledes at Skam og skade følges ad. Man skal i hvert Fald ikke spørge Søfolk om et Raad, hvis man ikke ønsker saadanne spøgefulde Svar som det bekendte: ”Tag et Stykke fedt flæsk i Munden!” Saa længe De kan holde det der, bliver De ikke søsyg.”
Nej, man skal f.eks. prøve a spise noget, dog ikke fede og krydrede Retter. Kvalmen melder sig lettere paa en helt tom Mave, og skulde det ske, at man maa hilse på ”Ulrik”, gaar dette lettest, naar man har mere end Mavesaft og Galde til sin raadighed. | | Kilde/ forfatter: Populærvidenskabeligt Værk, Dato: 31/12-1979 Kategori (i): Indslag fra 3. part
Analyseinstitut, Farvandsvæsenet
Foreningen har modtaget nedennævnte mail fra Adam som arbejder på en analyse for Farvandsvæsnet.
Har du tid og lyst til at deltage den 1. marts, får du for din ulejlighed at gavekort til Magasin på kr. 400,00
Nedenfor Adams mail, har jeg tilføjet oplysninger, hvor du evt. kan kontakte Adam for yderliger information.
Hej, Jeg arbejder på et analyseinstitut, som er i gang med en undersøgelse for Farvandsvæsenet (beskrivelse nedenfor). Jeg ville høre om du/I har lyst tiul at videresende denne invitation til kaptajner/navigatører, som kunne have lyst til at deltage i 2 fokusgrupper, som bliver afholdt tirsdag d. 1 marts (den enkelte deltager kun i 1 af grupperne). Jeg/ ville påskønne meget din hjælp i at videregive denne invitation til personer, som kunne være interesserede. På forhånd tak og jeg håber ikke vi har været til ulejlighed. Er du kaptajn/navigatør på et skib, vil Farvandsvæsenet og People Research meget gerne invitere dig til en spændende fokusgruppe d. 1 marts. Det tager 2 timer og du får et Magasin gavekort på 400 kr. for at deltage. Fokusgruppen afholdes i København. Farvandsvæsenet gennemfører en brugerundersøgelse for at forbedre sin kommunikation til kaptajner og navigatører og er meget interesserede i at forstå dine behov og synspunkter på dette område. Derfor vil vi gerne invitere dig til et spændende møde – også kaldet fokusgruppe, sammen med 6-7 andre, der også arbejder med farvandsinformation eller bruger de danske farvande. Er du interesseret, så skriv en mail til MKA@FRV.DK eller AS@PEOPLERESEARCH.DK eller ring på 31 34 73 70. Vi glæder os til at høre fra dig.
Adam Stasiak
People Research
ADDRESS: SØTORVET 5, 2 | 1371 COPENHAGEN K
PHONE: (+45) 31 34 73 70
E-MAIL: AS@PEOPLERESEARCH.DK
WEB: WWW.PEOPLERESEARCH.DK
| | Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 31/12-1979 Kategori (i): Indslag fra 3. part
|