Korrespondance mellem den filippinske og danske sømandskonef
Alice Lamigo - formand for SWAPI - den filippinske sømandskoneforening, sender igennem denne brev veksling, sin hilsen til alle sømandskoner her i landet:
Sun, 1 Jan 2012 22:59:41 +0800
From alicelamigo@yahoo.com
To birgitlarsenjensen@hotmail.com
Happy holidays, Birgit! How are you?
Affectionately Yours,
Alice
From birgit
To alice lamigo
Friday, February 3, 2012
Dear Alice
Thank you very much for your holday greeting.
Well, time is runnig far too fast. I am enjoying new love and new place of living, on a farm with a tractor museum and many actitivties referring to this.
I am also still member of the Danish Seaman Womans Association, and in my old local area of Denmark, we are these days preparing the next yearly seminar on 6th of October this year.
Are you coming to join us on this occasion??
I keep thinking of all of you and wish that you are all happy. Also that all the disaster your country is encountering, is not harming your members and families.
I pray for all of you.
I heard from the Danish Seahealth Board, that some of their employers had a very giving and interesting meeting with you and your members. One of them took the parcel from Melly Pagunsan along to Denmark. Thank you very much.
Warmest regards
Birgit
10-02-2012
From alicia curada lamigo
Til birgit larsen jensen
Dear Birgit,
We are glad that you've adjusted your love life in the farm which we believe is more peaceful and refreshing. Life is what we make it.
We are facing economic and political crisis as you've already known from international media. Our government is bent on punishing past and present corrupt officials. We are really requesting for prayers that his anti-corruption drive will succeed so that peace and understanding will reign in our land.
Yes, the representatives from Danish Seahealth Board visited us but their time was limited and so we were not able to treat them as we wanted to. Please extend our regards to them.
Our activities since last year were mostly in giving assistance to our members who had been victims of natural calamities and incurable diseases. Two active members passed away already and still we have two suffering from cancer.
I was also hospitalized last December 25 until 27 for acute gastritis. Thank God I have recovered and back to advisory work.
Our regards and valentine greetings to you and to all members of your organization.
Affectionately Yours,
Alice
Kilde/ forfatter: Alice Lamigo, Dato: 16/2-2012 Kategori (i): The Phillipines
Søfartsmuseet i Helsingør og Filippinske sømandskoner
Hej Birgit
Jeg har modtaget en mail fra Alice Lamigo. Hun har haft travlt med hjælpearbejde i forbindelse med den seneste stormflod i Filippinerne og har også fejret søfartens dag. Hun er meget hjælpsom og har sendt mig en masse materiale, som jeg forventer at modtage om et par uger. Hun bad mig om at hilse dig mange gange.
Mvh
Torkil
___________________________
Torkil Adsersen
Museumsinspektør
Handels- og Søfartsmuseet
Kronborg
3000 Helsingør
Date: Mon, 3 Oct 2011 09:58:45 +0800
From: alicelamigo@yahoo.com
To: birgitlarsenjensen@hotmail.com
Dear Birgit,
How are you?
Our country has suffered three successive typhoons. Seafarers families have been affecteed especially those living in provinces.
I keep communicating with Torkil Adsersen. I hope he understands the delay of our correspondence, due to bad weather. We are financially affected. Many seafarers have been unable to work on board due to new regulations, poor health and by-pass opportunities.
Regards and also pray for our countrymen who are victims of natural calamities.
Sincerely,
Alice
mit svar til Alice:
Dear Alice
I am very sorry to hear about the hardships and difficulties your countrymen are enduring.
I know that you personally are very affected whenever there is a seafarer family facing hardships.
I will send prayers for all of your families and hoping for better times soon.
In Denmark we are still better off, but nevertheless also preoccupied, especially concerning piracy off the Somalian coast.
At the moment 2 Danish seafarers - together with - 5 Filipino seafarers are still being captured by Somalian pirats for more than 8 months.
I am glad to hear that you are stilll in contact with Torkil Adsersen from the Danish Maritime Museum in Helsinore.
I am sure he is gaining a lot from the contact with you.
We just had our general assembly this weekend on a small island called Aeroe.
Next year, at the same time - it is always the first weekend of October - the general assembly will be in my local division of our association, and will take place in the town of Helsinore, where the museum of Torkil Adsersen is situated. Therefore we expect to see his new exhibition at that time.
So, it would be fantastic if you could join us!! It will be on the 6th of October 2012. Make a reservation!
I wish all the best for all Filipino seafarers and their families.
I hope the sufferings in your country will soon come to an end.
Warm hugs and love from my heart to you
Birgit
Kilde/ forfatter: Alice Lamigo, Dato: 3/10-2011 Kategori (i): The Phillipines
Filippinske sømandskoner nu kontakt m Søfartsmuseet Kronborg
Juni/juli 2011.
Foreningen har stadig kontakt med de filippinske sømandskoner. Senest er kontakten blevet udvidet med museumsinspektør Torkil Adsersen fra Søfartsmuseet ved Kronborg i Helsingør. Jeg skrev til Alice Lamigo, og fortalte at Torkil Adsersen ønsker kontakt med dem, og her er svaret fra Alice, som samtidig er meget oplysende.
________________________________________
Date: Fri, 24 Jun 2011 09:38:52 +0800
From: alicelamigo@yahoo.com
Subject: Re: Danish National Maritime Museum
To: birgitlarsenjensen@hotmail.com
Dear Birgit,
Thanks for your message and concern for the families of seafarers here in the Philippines. It's true we have different cultural heritage, but one destination: a joyful fulfilled life with the Lord.
About 34 years ago I was at Copenhagen with my seafaring spouse. This was the last country I visited before I flew for Amsterdam with him to catch up with the ship "MS General Valdes," and then home alone via Singapore Airlines. The ship was on a tramping voyage. He was the Chief Engineer.
I've known several seafarers' wives at different ports with limited bonding time and I've been missing them. When my husband passed away in 1998, I received sympathy messages and prayers from them,
Filipino seafarers' families are special in three visible aspects. One, they are lifelong honeymooners. Second, their lifestyle is unique, series of departures and homecomings. Third, parenting is shouldered by the wife at home and at a distance by the seafarer. However, marriage of seafarer are not always lifelong existing and blessed. A few or more are "broken" caused by in-laws' intervention, alluring women on board ships at ports, lack of communication and limited bonding, seafarers' wives failure to budget allotment, working wives' failure to attain the children's emotional and psychological needs and incurable illnesses. There are other minor reasons, but can easily be reconciled.
Mr. Adsersen can contact me by e-mail with regards to the Filipino family prevailing concerns and impact on the values and norms of Filipino seafarers relationship on board the ship, at ports, and at home.
On Sunday, 26th of June, all SWAPI will meet at the Aristocrat Restaurant to witness the oathtaking of Melly Pagunsan as Chairperson of our Credit Cooperative (SWAPCO). Certainly, I will bring the message from you to everyone. I am sure our officers will be happy and will feel your spiritual presence as if you were with us.
Regards and hugs,
Alice
Kilde/ forfatter: Alice Lamigo og Birgit Larsen Jensen, Dato: 12/7-2011 Kategori (i): The Phillipines
Brev fra Alice - formand for de filippinske sømandskoner
Hilsen fra Alice, SWAPI – Seaman Wives Association of the Philippines Inc.
Dear Birgit,
We received your e-mail long time ago.
I am glad that you are concerned of the family life of Filipino seafarers.
Sad to mention of the hostage crisis of seafarers in Somalia. We are one universal family victimized by this satanic piracy. I hope and pray that we overcome this global crisis.
I had been busy attending to household chores and meeting the needs of SWAPI members.
We celebrated SWAPI 32nd Foundation Day last January 28, 29, and 30 at Puerto Princesa, Palawan where the world famouse underground river is located. Our SWAPI Chapter in Palawan hosted the anniversary celebrations.
How are you these days? You've perhaps read in the papers of the earthquake and tsunami that devastated Japan. I am emotionally affected because I was in those cities and I enjoyed the courtesy of Japanese Seafarers's families there.
We are also under threat of these natural calamities today. We have awareness lectures and instructions on what to do in times of these disasters.
We tried to organize a committee to meet Mrs. Ma. Connie Gehrt, but we did not get her schedule and details of her coming to the Philippines. Where is she now?
Regards and hello to all Danish Seafarers' wives.
Be Well,
Alice
Kilde/ forfatter: Alice Lamigo, Dato: 4/4-2011 Kategori (i): The Phillipines
Melly Pagunsan på gennemrejse..
Formanden for SWAPI Alice Lamigo havde séndt mig en ret kort mail, to dage tidligere, at Melly Pagunsan ville opholde sig nogle timer i København under en gennemrejse.. Det var midt i september..
Med den smule information jeg havde fået, tog det nogle timer at finde hende. Jeg måtte give rejselederen frokost først, og så endelig fandt jeg Melly. Gensynsglæden var stor. Og naturligvis havde hun gaver med til mig. Filippinere giver mange gaver og er ekstremt gæstfrie! Vi havde det sjovt sammen, da jeg besøgte den filippinske sømandskoneforening SWAPI i februar 2009. Så det var rigtig dejligt at se Melly igen. Vi havde kun ca 5 timer sammen, så der var ikke tid til at køre hjem til mig. Men til alt held var min veninde i Valby hjemme, og gav gerne en kop kaffe. Melly nød at gå rundt og se, hvordan et dansk hjem er indrettet, ligesom hun var optaget af, hvilke planter vi har i haven.
Melly fortalte at bestyrelsen ude i Manila planlægger at komme og besøge Sømandskoneforeningen af 1976 ved vores næste Landsgeneralforsamling i 2011. Det bliver på Ærø. Og det bliver spændende... om de kommer ... hvor mange der kommer... og hvor længe de vil blive...? Hvis de kommer, får vi noget at se til... vi har meget at "betale tilbage"...
We will be celebrating our 32nd Foundation Anniversary by December in Puerto Princesa City, Palawan, where the famous underground river and the crocodile farm are located. We have a chapter there whose members are willing to host the national affair. Other chapters will be represented, too.
Our plans have been approved but there might be unpredictable hazards or more important events to alter our plans. It remains to be seen until October.
We are preparing our publication of the past events and accomplishments of our association. We always provide a page for correspondence. If you send us your message or any relevant information to our association, please do so for our publication, as soon as possible. You are our Honorary Member.
You are interested to know what is a pre-need office. It is a sales office for pension, education, health, life insurance and non-life insurance. Anna Lee has been appointed Agency Manager of D' Stella Maris General Agency. Our officers and members have joined this marketing endeavor for additional income and also for protection and security.
Good news, I was gifted a tour by Anna Lee to Puerto Princesa City as a belated Mother's Day gift. We enjoyed and visited the tourist spots from May 31 to June 2.
Bad news, upon arriving home from the trip, Minda Gomez informed me that our former director, Marieflor Teoxon, passed away on the day I left for Palawan. She died of cardiac arrest. You have not seen her because she was out of the country with her husband when you were around.
Regards and wishing you success in your August Conference.
Affectionately,
Alice
Kilde/ forfatter: Alice, Dato: 6/7-2010 Kategori (i): The Phillipines
Dear Birgit
How are you? We are all eager to hear from you. Our busiest days have been over and we are back to normal life. Although I have attend to our family problems more often. I always set aside a time for correspondence. Until now we are still hoping for your second visit to our country. Maybe a more orderly and extensive tour will be arranged by Melly Pagunsan and Cora Lorezo.
A plan of visiting Denmark is being considered, or a tour of the Scandinavian countries with a longer stopover in your city is under study. No decision has been carried yet. For the mean time, we are soliciting advertisements for our newsletter and also articles which are relevant to our objectives.
Paid ads support printing and distribution of the finished newsletter/ magazine. We handle the editorial job, the gathering of articles and photos and arrangement of articles. So far, so good.
Let us enjoy life as it comes and goes. Life is what we make it. May the Lenten season prepare us for a blessed and joyful Easter!
Alice
Kilde/ forfatter: Alice, Dato: 10/4-2010 Kategori (i): The Phillipines
Letter
Dear Birgit,
We are all sad about the bad accident you suffered. We are grateful to our Lord for healing you. We pray for your complete recovery.
Our last "Sagip Puso" laboratory examinations last December 12, 2009 was a great help. Many availed the lowest price from about PhP 3,000 ($67) to PhP250 ($6) only. Our members whose spouses are already retired or jobless are in deed grateful to our foundation.
Our 31st Foundation Day held on December 30, 2009 was successful. It was well-attended. We acknowledged our successful youth with Certificate of Recognition.
It is good news for us that you celebrated Christmas/ New Year with the Filipino seafarers on board the ship. Yes, Christian bonding is necessary for a good working life at sea.
We are all praying and hoping for our well-being, for peace and understanding in our family, organization, and in our country. Our best regards to your loved ones and to all seafarers and their families in your association.
Love and hugs,
Alice
Kilde/ forfatter: Alice, Dato: 22/1-2010 Kategori (i): The Phillipines
Letter
Dear Birgit,
Greetings from all of us in the Philippines. Our meetings at Marian, Melly and Cora were all successful. Our subject matters were more on fundraising to cope up with our needs. We have scheduled a Feeding Program for poor children in the slum areas, Laboratory Blodd examinations every six months, and scholarship for children of seafarers who are financially hard-up.
Every meeting we had, after the formalities, we often remembered the camaraderie we experienced with you. I will suggest to all our member chapters and officers you've known to enlist you as Honorary Member. That is, if you will agree. Your donation qualifies you as an auxiliary member regardless of citizenship, our young Atty. Mickey Pabalinas said!
Our next officers' meeting will be on May 17th during the birthday celebration of Jonette. I will bring the issue of Honorary Membership to all of them,.
Melly left for London last night. Lydia Sampollo (former treasurer) left for California. The rest are all at home as usual. Captain de Guia, Chief Engrs. Pabalinas and Daysor are still on vacation with their respective families.
Enchanted Kingdom is a theme park similar to Disney Land where families go for recreationary rides and entertainment. This is the company where Anna Lee is employed as Corporate Communications Officer. She also performs in some shows produced by her company every time she is requested by management. This is another place or locale that you can appreciate. Anna Lee performs in a musical show this May.
Regards and extend our message of love, justive and peace to the travelers and wives at home. We are all fine.
Loving hugs,
Alice
Kilde/ forfatter: From founder Alice Lamigo, Dato: 26/9-2009 Kategori (i): The Phillipines
Letter
am glad u recd my mail. hope ur fine. SWAPI are busy practicing our dance . A filipino Folk dance . We will perform tomorrow onthe National Seafairer'sDay Celebration . Last time we also perform at OWWA maybe they find us good so again they requested us to dance. Maybe this Oct. we are planning for our Youth Day. Intended for our children or youth. Do you plan for a vacation here. Am glad to see u again. ! More updates later.. How's your group . Regards all esp. to u.
God Bless u and your family... luv u .. cora
kulturel rejse til Filippinerne
15. – 22. februar 2009 (fortsat fra forige nummer)
Dag 4 onsdag 18.2.
Vi skal i TV studie til live optagelse siger de. Det er ikke på programmet, for det er noget de har fået i stand de sidste par dage. De er meget oppe at køre, glade og spændte. Jeg prøver at finde ud af, hvad det er for en udsendelse, men det er svært. Noget med nogle spil, interview, og andet. De har lavet et nyt banner, igen med: ”SWAPI w/Special guest from Denmark, madam Birgit Larsen Jensen”. Og vi har alle gule trøjer på, med foreningens
logo.Vi er ca 14 piger, der tager af sted i 3 biler. Atter en lang køretur i den hektiske trafik.
Vi bliver placeret rimelig tæt på i TV studiet, hvor vi er en del af publikum. Men da vi har siddet i noget tid, jubler de pludselig alle sammen i vilden sky. Hvad sker der, spørger jeg. Lu´s fætter arbejder herinde, så nu har vi ret til at sidde helt nede foran, siger de. Jeg fortæller, at hvis det overhovedet kunne forekomme i Danmark, ville vi i det mindste gå stille med dørene. Ikke her, siger de, det er en selvfølge! Og griner.
De fortæller, at selvom vi kun er publikum, så er det meget tænkeligt, at de kommer hen og snakker med mig, da de kan se, jeg er udlænding, og de plejer at tage en snak med nogen blandt publikum. Der er rigtig mange mennesker, og trods jeg er forvirret, for tv folkene taler tagalog, er det nu meget sjovt at være en del af. Det er deres middags underholdnings program ”Eat Bolaga”. Et amerikansk underholdnings program,som de selv fylder indhold i, så vidt jeg kan se. Jeg ser godt nok, at tv værterne skæver hen til mig, men jeg går fri. Med en vis lettelse, må jeg indrømme, trods jeg havde forberedt mig på, at sige et eller andet om deres gode forening, hvis jeg blev spurgt af en af tvværterne. Det er noget af en heksekedel, og meget langt fra det, man oplever med en filippinsk besætning ombord. Pigerne fortæller bagefter, at de havde som dagens emne: Hjemvendte familier fra udlandet blandt publikum, og det er jo også en god sag.
Denne aften er vi så til spisning hos Capt & Mrs Rene Carpio. Vi er nok 14 – 15 stykker igen. Vi er i røde bluser i aften, får jeg at vide. OK! Danny kommer med, for vi skal danse! Dels filippinsk, som er en blanding af traditionel linedance og disko, og så skal vi have lært Totur fra Vejle
ordentligt. Danny har spillet den over på en cd, så nu kører det. Lourdes, som Mrs Carpio hedder, og hendes familie bor i et hus, der vel er lidt mere luksuøst end de
fleste huse på Strandvejen i København!
Der er selvfølgelig også swimmingpool, og flere mercedes biler i garagen. Huset ligger i en ”landsby”, isoleret fra resten af Manila, med skarp sikkerheds kontrol. De ringer værten op, for at tjekke, at det er korrekt de venter os. De har egen skole her!
Jeg snakker med Rene, manden, og finder ud af, at det er en del år siden han var til søs. Han stoppede, og begyndte at bygge huse som dette. Deraf rigdommen. Jeg tænker på, hvordan feks Ninfa føler sig tilpas her, som kommer fra langt mindre midler. Men så ser jeg hen på Alice, og så har jeg svaret. Alice holder næsten hvad som helst i skak. Ulmende ballade, jalousi, fnidder og fnadder, som kvinder kan være rigtig gode til, og frem for alt, hun er som en mor for dem alle. Jeg er også begyndt at sige ”Yes, mother”,når hun taler til mig, for hun er utrolig omsorgsfuld.Og jeg kan se,at det er hun for dem alle,og hun taler også om, at den og den havde problemer, og så gjorde de sådan og sådan. Og når jeg siger; ”Yes, mother”, får jeg det skønneste og varme smil igen. Hun kan virke afmålt og lukket, men der er meget mere end det. Hun er en dygtig formand, for over 1000 sømandskoner, og et meget klogt menneske, som jeg kommer til at beundre og holde rigtig meget af.
Vi spiser af den gode mad, og Lourdes og
jeg driller hinanden lidt. Jeg nævner for
Lourdes, at jeg godt kan forstå, hvorfor vi nogen gange studser over, at eksempelvis en filippinsk AB, kun har udført en del af sit arbejde, som om han regner med, nogen kommer og rydder væk efter ham. For I har alle sammen mindst én medhjælper i huset, siger jeg! Hun giver mig ret, og siger, ”Ja, vi bliver nok lidt dovne af det. Men det er jo fordi, der er så mange fattige, der kommer og tigger om at få et
job, og så giver vi dem arbejde i huset. Vi kan feks sagtens køre selv, alligevel har vi privat chauffør. På den måde, synes vi, at vi gør nogen mennesker noget godt.”
Jeg betragter den lokale papegøje, som giver sit besyv med af og til. Så er det tid til dans med Danny. Danny er meget energisk, og man kan blive helt betaget af at betragte ham. Sveden perler af ham, når han begynder at danse og instruere samtidig. Først et par filippinske danse, og så Totur fra Vejle. Også i aften giver det en masse sjov, fordi vi laver fejl, og Danny og jeg er i tvivl om, det nu er 4 eller 8 chassis.. Men til sidst lykkes det, og vi er både stolte og glade, og har haft en masse sjov med det undervejs. Jeg må sige, at det rører mig på en særlig måde, at danse mit lands folkedans med disse vidunderlige piger, - sømandskoner -, som jeg fornemmer en masse fællesskab med, trods vores forskellige kulturer. Jeg kan allerede nu mærke at det bliver svært at skulle sige farvel til dem. Vi har opbygget en slags bonding, et fællesskab, hvor vi føler os i samme båd, trods vidt forskellige livsvilkår, men med mange af de samme sorger og bekymringer.
Dag 5 torsdag 19.2.
Dette er pigernes ”fridag”, selvom de ikke er begejstrede. Men jeg har planlagt andre ting, og måske havde jeg oprindeligt et ønske om et ”lufthul” og lidt fritid denne dag. Men det er umuligt.
Jeg skal besøge vores egen bemandings agent. Jeg bliver hentet kl 8 af Alison Asarcon, der er crewing manager. Han har tidligere været AB, men er nu på kontoret, hvor han finder nye søfolk osv. Igen, trafikken tager meget tid, og han har chauffør på, så vi får snakket en del på vej til kontoret. Jeg spørger, om de også benytter Seafarer´s Place, men det gør de stort set ikke. De bryder sig faktisk ikke om det, og desuden får de mange fra provinsen og benytter sig meget af networking. Desuden har de børn af tidligere søfolk nu,fordi de har eksisteret så længe.Jeg får drøftet problemer med besætning med ham, og det er rigtig godt at få en helt an-den vinkel, på problemerne. Han mener de tider,hvor den filippinske sømand,svarede ”Yes, sir” til en arbejdsordre uanset om forstået eller ej, er passé. Det siger jeg, ikke er tilfældet.Vi får en god snak.
På kontoret møder jeg den unge kvindelige direktør, Emily. Business kvinde med stort b, men også åben for dialog. Jeg fortæller, at sømandskonerne siger, at der fortsat er manning agencies, der ikke betaler løn til tiden. Spændt på hendes svar: Det er rigtigt, siger hun, men det er mest de græske principals. Så rykker vi og rykker, for det er jo sømandens penge.
Vi drøfter de stigende officer lønninger trods krise, benefits frem for lønstigning og andet. Philhealth osv. Jeg spørger om hun er interesseret i en kontakt med SWAPI, bla fordi hun nævner, at de vil arrangere små kurser for sømandskonerne i provinsen, for her arbejder de ofte ikke, og er dermed mere sårbare. Det samme gør SWAPI, derfor synes jeg måske navnlig det var en ide, med et samarbejde. Jo, de må gerne komme på besøg, siger hun. Nå, her var ikke den store interesse!
Alice fortæller senere, at det bliver næppe aktuelt, ”for de kan ikke lide mig, de ved hvem jeg er, og de ved, jeg siger min mening”.Alice havde inviteret dem til den første aften ved receptionen. De havde sendt moderen, som kun er lidt med i bestyrelsen. Generelt er der meget stor mistillid til manning agencies blandt sømandsfamilierne. Alice fortalte mig også, lidt hånligt, at hun havde diskuteret mit program for ugen med dem, da hun vidste, at jeg ville besøge dem denne dag, og hun ville sikre sig,at de passede ordentligt på min sikkerhed.Det mente de ikke,ville blive noget problem, men Alice var ikke helt tilfreds… Emily, direktøren, tilbyder mig da også hendes chauffør for resten af dagen da jeg bliver hentet af Gichelle ved
middagstid.Vi siger ja tak, for det sparer
tid.
Gichelle har fødselsdag, og derfor kan hun tage fri fra universitetet. Ellers arbejder hun nærmest non-stop, og i weekender tager hun privat ekstra arbejde.Trods sin ret høje stilling ved universitetet og dermed ret gode løn, må hun arbejde så meget, for at få pengene til at slå til. Men hun skal også delvist forsørge sine forældre, og sine mindre søskende. Gichelle er enlig, og bruger ikke mange penge på sig selv.Hendes far arbejdede i mange år som bådsmand hos Mærsk, men blev tvunget i land for et par år siden, da de, ved de ret så udførlige sundhedstjek fandt en lille nyresten, som dog ikke giver symptomer. Trods behandlinger, forsvandt den ikke, og han kunne ikke komme til søs igen.
Filippinerne kommer til sundhedstjek for hver kontrakt periode, dvs ca hver 6. måned, og det er manning agencies, der fastsætter dette. Der er ingen lov for det. Jeg tror manning agency i Filippinerne er en rigtig god forretning, og det er nok ikke uden grund, at sømandsfamilierne er så skeptiske overfor dem. Manning agency har sat sig godt og grundigt på dette marked, med at ”eksportere” søfolk ud i verden. Og da jeg taler med Emily om forskellige ting vedrørende vores egne folk, fornemmer jeg også, at jeg ikke skal gøre tingene selv. Lad os gøre det, vi ved lige hvordan, siger hun med en anelse ordregiven i stemmen. Tag ikke noget fra vores forretnings område! Dette manning agency er akkrediteret, hvilket jeg fortæller Alice senere. Men det giver hun ikke noget for; Det kan de købe, siger hun. Der er ca 400 manning agencies i Manila.
Jeg taler med Alice om, at jeg synes det er særdeles vanskeligt at finde ud af, hvad er sandhed.Det giver hun mig ret i.Men mener selvfølgelig, at hendes syn på tingene er sandheden. Jeg så dog, at direktøren for dette manning agency viste mig, hvordan de registrerede forskellige ting, fordi det krævede akkrediteringen, og hvordan de brugte masser af tid på det, for at fastholde deres akkreditering. Men måske er det også rigtigt, at hvis de ville, kunne de undlade at gøre arbejdet tilfredsstillende, og så købe denne akkreditering. Men måske, er det bare svært, at komme denne skepsis overfor manning agency til livs, når man et langt liv har set, hvor meget korruption, der er på alle niveauer…? Jeg opgiver denne tankerække!
Under besøget hos dette manning agency, viser Emily mig et ”certificate of appreciation”, som de uddeler til søfolkene. Straks kommer den mistroiske dansker op i mig:Hvad skal det gøre godt for? Men det er, som navnet jo også siger, en anerkendelse af den søfarendes indsats. Hun fortæller,at de bliver meget glade for at få det. Nogle græder ligefrem.Ved nærmere eftertanke, er det meget menneskeligt.Vi brænder jo alle efter anerkendelse! Efter vores symposium, får jeg også et ”certificate of appreciation” fra SWAPI.
Som dansker, er man tilbøjelig til at synes, at det er en anelse til grin. Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at være glad for det… Men da Alice ved min afrejse begynder at snakke om, at gøre mig til æresmedlem på højde med ”the governor”, spørger jeg lidt spøgende, om ikke bare jeg kan få lov til at søge om ganske almindeligt medlemskab…
Jeg har før hørt, at filippinske søfolk er
meget loyale overfor deres arbejdsgiver. Det har jeg tidligere været lidt skeptisk overfor. Men så alligevel tegn på det i Filippinerne. Hos Nenita så jeg, der hang et stort maleri af et skib. Det havde de fået malet efter et fotografi, af det skib manden sejlede med. Gichelle talte me-get om, hvordan hun med sin venstre orienterede indstilling, adskillelige gange havde diskuteret Mærsk med sin far. For han talte altid positivt om Mærsk, og hun sagde til ham, at det bare var en fabrik, der udnyttede hans arbejdskraft… Hun ville åbne hans øjne.Men hun måtte mere eller mindre erkende, at det var nytteløst.
Vi talte om,om ikke han skulle have lov at have det lidt rosenrøde billede. Hvorfor tage det fra ham? I øvrigt hører jeg også adskillelige danske søfolk være stolte af at arbejde for Mærsk
Gichelle og jeg finder hendes forældre og hendes to mindre søskende, der er kommet ind til byen, for at fejre hendes fødselsdag, som jeg nu er blevet en del
af. Vi spiser på en ydmyg restaurant, og
forældrenes fødselsdagsgave, er en lagkage med et lys i, som jeg næsten tror hun selv har betalt. Roberto, hendes far, har lidt arbejde med noget byggeri, så vidt jeg forstår. Han ville hellere til søs, ikke mindst pga den væsentligt bedre løn.
Gicheller er, som Fabienne sagde, god til at se tingene i et andet lys. Hun fortæller om en opvækst, der har været meget præget af at hendes far, var meget væk.
Faktisk fik hendes bror nogle misbrugs problemer, og det mener hun helt klart er pga den manglende fader rolle. Det var det præsten talte om. Broderen har stadig et misbrugs problem med narkotika. Hun husker også, hvordan hendes mor fandt ud af, at faderen havde en dame et eller andet sted, og alle de fights de havde.
Jeg nævner for Gichelle, at et par af pigerne genkendte billedet af sømanden, der er asocial, når han kommer hjem, og ikke vil nogen steder. Det var også noget de af og til oplevede, og snakker om i SWAPI.
Gichelle mener det er et mindretal, der har det sådan. De fleste går ud og drikker med vennerne, når de kommer hjem fra søen, og spenderer alle pengene på kort tid, siger hun. Men da vi snakker isolation, medgiver hun, at denne reaktion, kan være en side af samme sag,en slags ”overdoing”. Men jeg tænker efterfølgende, at der måske også er forskel på, hvordan ra
tings og officerer reagerer, pga forskellige funktioner ombord, forskellige lønninger, og forskellig prestige i samfundet og familien. Desuden har hun indtil nu, ikke rigtig kendt andre sømandsfamilier.
Gichelle har en gave med til mig, det er
en motherpearl. Den er meget flot, og jeg
kan næsten ikke få øjnene fra den. Jeg er blevet meget interesseret i deres kultur perler hernede, efter jeg fik en armlænke med kulturperler af Ninfa, da jeg besøgte hende. I det hele taget over øses jeg med gaver, smykker, tasker og meget andet.Sømandskonerne, som jeg er sammen med, er – på nær Ninfa - alle officers koner, og har nok en bedre økonomi end Gichelle, tror jeg. Heldigvis
(Fortsættes i næste nummer)
15. – 22. februar 2009 (fortsat fra forige nummer)
Dag 3, tirsdag 17.2.
I dag er det besøg hos 3 sømandsfamilier. Det har jeg set mest frem til. Første besøg er hos Ninfa A. Borgonia og hendes mand Arnel, som er hjemme på ferie. Vi kommer til et mindre, lidt mere ydmygt hus, end det jeg hidtil har set. Man-den tager imod udenfor, og viser os ind. Udenfor står konens gasflasker, som hun sælger videre, det er hendes bibeskæftigelse.Ved siden af huset, er en lille gård med et par kyllinger. Huset har de selv bygget lidt hen ad vejen, når de fik råd, og med venners hjælp. Her bor dette ægtepar med 3 voksne børn.
Vi skal naturligvis spise. Filippinerne spiser ca 6 - 7 gange i døgnet, og de griner hver gang jeg kommenterer det. Jeg snakker i første omgang mest med manden, hvor han sejler osv. Han er pumper på en tanker. Jeg forstår på ham, at han ikke er officer, men heller ikke rating, sådan lidt midt imellem. Og det virker som om, han forstår begge ”lejre” lidt. Han taler ret frit fra leveren. Jeg spørger om han foretrækker nogle nationaliteter frem for andre, at arbejde sammen med ombord, eller om det er et problem med de mange forskellige nationaliteter. Det benægter han, dog bliver det lidt mere nuanceret senere i samtalen. Men der er ingen tvivl om, at filippineren generelt ser, det med forskellige nationaliteter ombord, med andre øjne end danskeren. Måske skyldes det, at de selv er et multietnisk samfund, igennem århundreder (ikke noget med første- og andengenerations) og at de er så folkerig og fattig en nation, at det, at arbejde udenlands med mange nationaliteter,er en given livsbetingelse.De arbejder for at kunne underholde hele familien, og frem for alt sikre børnene en uddannelse, som igen er deres pension. Fremtiden er hele tiden deres agenda. Jeg hører flere gange, også på symposiet, at ”it is a matter of personal relationship”, mere end det er nationaliteten, der er det afgørende ombord. Jeg får i hvert fald en fornemmelse af, at det er os danskere, der måske er mere fordomsfulde. Det er i øvrigt også hvad Fabienne Knudsen skriver i ”If you are a good leader, I am a good follower”, som jeg husker det. Jeg drøfter konkrete eksempler på problemer, vi har haft ombord blandt den filippinske besætning, hvor vi havde svært ved at finde frem til den egentlige årsag til, at de pludselig ikke kunne enes. Jalousi, siger han! Filippinerne siger selv, de har en krabbementalitet. Hvis nogen kommer for langt frem,trækker de andre ham tilbage. Jeg tager mod til mig, og fortæller at den danske sømand ofte frustreres over,at når han giver en filippinsk sømand en arbejdsordre, siger denne: ”Yes, sir!” Uden at noget sker. ”De føler ikke ansvar, som de bør gøre”, siger han. Jeg tror på, at ham her, er ansvarsfuld i sit job, for han er ikke på nogen måde underdanig over-for mig, som jeg ellers godt kan opleve det ind imellem. Og han siger sin mening. Også da jeg spørger, hvad han synes om, at hans kone er medlem af SWAPI. Jeg bliver sommetider gal, siger han. Jeg overraskes. Hvorfor det, spørger jeg. ”Jo, når hun kommer sent hjem fra møder og sådan”. Senere tænker jeg, at denne reaktion kan være en del af reaktionsmønsteret på den isolerede tilværelse ombord; Nu er jeg her, så skal hun være her, for mig.Jeg spørger,om ikke han synes,det er godt, at hans kone har støtte og opbakning, når han er til søs! Jo, det synes han nu også. Både han og konen, bekræfter, at når manden er ude, skåner de begge hinanden for hver deres problemer. Et mønster, som vi danske sømandsfamilier jo også kender. Konen siger, at hun har været meget glad for, at kunne være med på hustrusejlads, det giver mere forståelse for mandens arbejde og betingelser, og man kan nemmere tilgive ham, når der er noget. Men de (sømændene) kunne nu også trænge til et ”brush-up” engang imellem, siger hun. Det griner vi af, for vi forstår begge to ganske udmærket, hvad der ligger i det…
Vi taler om manning agencies. Noget som jeg hele tiden hører om, mens jeg er på Filippinerne. Pigerne er alle meget skeptiske overfor dem, og de tænker ikke me-get på, hvem der er principal (skibsejer) eller, i hvilket land de er. Det er manning agency, der tæller i deres hverdag. Ninfa og manden,Arnel,taler begge om,at manning agency ofte sender dem på adskillelige kurser, som de enten har været på før, eller er helt unødvendige, fordi manning agency tjener på det. De taler også om, at der stadig er agencies, der ikke betaler løn til tiden,ofte kan lønnen komme både 1, 2 og 3 måneder for sent. De sætter de gode dollars i omløb, og laver business på den måde, siger de. Arnel taler en del om Esso, hvor han tidligere var ansat.Der kunne han godt lide at være, for der var forskellige benefits, som han lagde meget vægt på, mere end på at få en høj løn. Feks fik de 50% i feriepenge, hvis de kom tilbage til skibet. De fik kurser betalt, julearrangementer for deres familier, med ophold og transport betalt. Næste besøg er hos familien Nenita A. Pahed. Nenita er forstander for den italienske nonne skole, hvor vi senere har symposium. Her er manden til søs. Da vi ankommer tænker jeg, åh nej nu igen. Der står tjenere helt ude på vejen, og siger good morning madam… Der er atter li-net op, denne gang lidt anderledes, og jeg ved ikke rigtig hvad det går ud på nu, for set-up´et ser forskelligt ud. Jeg får ikke så meget forberedelse på den måde.Men jeg har efterhånden vænnet mig til, bare at følge trop i det der sker. Det viser sig, at der atter er inviteret hvem der kan, og her er vel en 20 stykker samlet. Jeg får stukket et tændt stearinlys i hånden, og da jeg går ind i huset, hører jeg en præst tale. Der er også et par nonner. De er katolikker. Det er Blessing of the house, der foregår. Der synges, og præsten går rundt og kaster vand på husets indbo. Bagefter lykønskes Nenita, som bor her, og hun er meget glad.
Jeg bliver placeret ved siden af præsten, de synes åbenbart, jeg skal tale med ham. Det er ikke lige mit behov, men ok. Og det bliver alligevel en interessant samtale. Han taler en del om hans syn på sømandsfamilien, og dens problemer, som han hjælper med at løse. Han siger at nogle sømandsfamilier oplever, at specielt drenge kommer ind i narkotika problemer i teenage alderen, fordi far aldrig er hjemme,og de mangler fader figuren i de-res liv, og moderen respekterer de ikke. Desuden hører de fra andre børn, at de-res far har en dame i et andet land, og de føler svigt. Han går så ind og konsulterer, for at afhjælpe disse problemer. Jeg tænker lidt, at, det er jo også hans levebrød, men han har nu nogle gode pointer. Jeg hører også nogle af pigerne, især Alice, tale om ”ekstra marital problems”. No-get jeg ikke når at dykke mere ned i, så jeg ved ikke om det er så meget anderledes end for alle andre sømandsfamilier. Måske er de bare lidt mere åbne omkring det? En af de andre piger talte også om det på symposiet. Om hvordan hun fandt ud af, at manden havde en dame i Indien, hvor han sejlede fast, og hun fik gjort en ende på det. Og det blev fortalt med megen styrke bag, så jeg nærmest røg lidt tilbage i stolen, og tænkte okaayy…! Men det er klart, at problematikken let bliver mere manifest, når manden er til søs i 14 måneder, som Cora´s mand var for nylig. Rederiet kunne ikke finde afløser, og så kom han bare ikke hjem.
De har lavet en flot kage, med mit navn på! Jeg skal skære til alle, det er en ære! Efter præsten, placerer de to sønner af sømænd ved mig. Først Nenitas søn, som er først i tyverne.Velformuleret på flydende engelsk, uddannet indenfor IT. Men han er uden job i øjeblikket, han vil til USA og arbejde. Jeg spørger, hvorfor han så ikke laver noget i ventetiden. Han griner, og siger, at han kan vist ikke forvente solidaritet fra mig. Måske fordi, jeg selv er mor, siger jeg. Han er lukket omkring det, at være søn af en sømand. Han synes bare, det er fint nok. Det kan jo også være tilfældet, men jeg fornemmer snarere, at det er svært for ham, at sætte ord på i denne forsamling, og det forstår jeg nu også godt.
Michael, derimod, som er søn af Lu, og som er uddannet advokat, dog også lidt ældre, ca 27 år, er langt mere åben, og bedre til at beskrive sin opvækst i en sømandsfamilie. Han fortæller, at han har 3 billeder af sin opvækst. Det første billede er hans første år, hvor en mand kommer på besøg, siger han er hans far, sover med hans mor, og giver ham legetøj. Legetøjet er fint, men han mener ikke det er hans far. Næste billede, er han lidt ældre, måske 6 år,han ved nu,at det er hans far,der kommer hjem og sover med hans mor, og giver ham legetøj. Legetøjet er stadig fint, men han føler sig ikke connected til sin far. Tredje billede er, da han er teenager,da er det virkelig svært,for han føler sig stadig ikke connected til sin far, og i den svære teenagetid savner han virke lig fader figuren. Han får nogle problemer omkring det, søger conultation hos præsten, og får det på den måde lidt bedre med sig selv. Han fortæller, at i dag, hvis han har problemer, vil han ikke fortælle sin far om det, når han er til søs. Kun når han er hjemme. Jeg kan se, at Lu er meget stolt af sin søn, og med god grund.
Men jeg opdager så også pludselig, at Nenita kommer hen og siger noget, meget skyndsomt omkring hendes søn, noget med, at han snart får et godt job. Den jalousi, jeg hører filippinerne selv beskrive, dukker pludselig op. Jeg gav jo Michael mere opmærksomhed, for han havde mere at byde på.
Sidste familiebesøg den dag. Jeg er træt, og har næsten ikke overskud til mere. Får generelt for lidt søvn.Vi skal besøge Marian P. De Guia, som er president for SWAPI. Da jeg så hende første gang, undrede jeg mig over, at Alice, som jo er grundlæggeren, og som stadig styrer foreningen rigtig meget, har udpeget Marian til at være hendes efterfølger.Alice er 74 år! For Marian er meget stille, siger intet, og gør ikke væsen af sig selv. Men ved nærmere eftersyn, og Alice´s kommentarer (Jeg tror Alice har læst mine tanker) kan jeg godt se, at det er klogt gjort. Marian er en meget klog og sød pige,med mange jern i ilden, og hun tænker sig godt om. De har et catering firma, og det går nu op for mig, at jeg har fået af hendes mad før, og den er god. Hendes mand er kaptajn, han er til søs i øjeblikket, de har tre voksne børn, som dels er med i firmaet, dels højt uddannet, husker dog ikke lige hvad. De bor i et stort hus. Vi sidder oppe på taget, hvor der er en stor tagterrasse. Atter mad! Og der er inviteret mange mennesker. Jeg må tilstå, at jeg er ved at være træt af, hele tiden at være centrum, og stille kloge spørgsmål. Det ser ud som om, de gerne vil ”pudse” flere på mig, jeg kan ”interviewe”… Jeg afværger, og slår over i sjov og spas. Faktisk ser jeg, at nogle af pigerne, der har været mest på, sammen med mig, som Cora, Melly, Gie, Lu, Jonette, Minda og andre, også er trætte. Så det bliver mest sjov og pjank denne aften. Og nogle gode sømandskone historier!! Det kan vi – også – samles om!
(fortsættes i næste nummer)
15. – 22. februar 2009
Som repræsentant for Sømandskoneforeningen af 1976, besøgte jeg de filippinske sømandskoner i foreningen -SWAPI; Seaman Wives Association of the Philippines Inc.
Siden ca 2001 har Sømandskoneforeningen af 1976 haft kontakt med SWAPI.Vi har skrevet sammen på mails. Kontakten kom i stand ved hjælp af Fabienne Knudsen, forsker i søfartsmedicin ved Syddansk Universitet, da hun rejste derud for at lave interwievs til sit projekt:”If you are a good leader, I am a good follower”.
SWAPI har ofte inviteret os til at deltage i forskellige arrangementer og festivitas, men det har ikke været økonomisk muligt.Ved hjælp af tilskud fra Søfartens Ledere og Maskinmestrenes Forening, som vi siger tak, og at det på sidste Landsgeneralforsamling blev besluttet, at sende mig af sted for foreningens midler i øvrigt, kom jeg omsider af sted.
Alice C. Lamigo som grundlagde foreningen for 32 år siden, og som hele tiden har været vores kontakt person, sendte mig et program for denne uge, hvor jeg havde besluttet at være på Filippinerne. Det var et rimeligt tæt pakket program, som var ved at tage pusten fra mig. Og en masse besøg og steder, som ikke sagde mig noget. Det startede med: The welcome committee will meet Birgit Larsen Jensen at the international airport… Puhha, tænkte jeg, og så nærmest den røde løber rullet ud, også. Der blev noget at leve op til, fornemmede jeg. Allerede samme dag: Filipiniana Reception med dans, sang og meget andet. Også for at fejre Valentine´s day.
Jeg tænkte, det var en god ide, foruden at skrive en tale, også at forberede et kulturelt indslag. Så jeg allierede mig med en kollega, der underviser i folkedans, og fik hende til at lære mig Totur fra Vejle. Den kendte jeg lidt i forvejen, og det skulle være nemt, så jeg kunne formå at lære en fremmed kultur at danse dansen. Det blev sværere end jeg troede! Men forberedelsen gav mig modet, og det var rigtig godt.
På programmet var også ”Symposium on seafarer family life”. Det gav også lidt grå hår i hovedet. Og de syntes åbenbart, at jeg skulle fortælle om hvordan den danske sømand klarer sig ombord blandt mange nationaliteter.Hhmmm….Jeg skrev til Fabienne Knudsen, som har interwievet adskillelige filippinske søfolk, for at få gode råd. Fabienne syntes jeg skulle kontakte Gichelle Cruz,som er senior lecturer ved University of Manila, underviser i kommunikation. Hun er god til at distancere sig til sin egen kultur, sagde Fabienne. Det er også rigtigt, men det er også aldeles rigtigt, at filippinere er MEGET gæstfrie, og ønsker at gøre det absolut bedste for deres gæst. Så Gichelle kom med stort set lige så stort program, for hvad hun syntes jeg skulle opleve i den uge… Jeg var ærlig talt ved at løbe skrigende væk!... Samt mange gode forslag til hvilket hotel jeg skulle vælge, i hvilken bydel m.m. SWAPI havde foreslået et hotel, hvor de fik rabat. Jeg endte med at vælge det, og det viste sig at være en god ide, for det lå tæt ved deres forenings kontor, som er Alice´s hus. Desuden gav de rabat til SWAPI, som jeg så også fik glæde af. Hotellet var ejet af en koreaner,der sad og så film på sin bærbare i restauranten, mens underdanige filippinere piskede rundt.
Hans eneste pc for gæsterne, hvor man skulle købe internettet for en time ad gangen, var med kinesisk windows!!! Men ud over, at jeg gerne ville skrive lidt hver dag, for at kunne huske alle indtryk, og også havde lovet vores lokale avis nogle rejsebreve, så var hotellet ok, og i øvrigt var jeg der næsten ikke… SWAPI pigerne holdt mig i ave fra tidlig morgen til sen aften hver dag.
Jeg ankom til Manila med næsten 6 timers forsinkelse pga flyproblemer, ombooking osv. Så den frokost de havde arrangeret til ære for mig, måtte de spise selv. Så det blev først søndag aften, jeg var fremme, hvor gæsterne allerede sad ved aftenens Filipiniana reception og ventede på æresgæsten!
I lufthavnen finder jeg, som den sidste passager, min kuffert stående på gulvet. Træt og lidt forvirret går jeg mod en eller anden udgang. Da ser jeg en flok piger stå og vinke med blomster og stort banner: Welcome Madam Birgit Larsen Jensen. Hold da op, jeg bliver helt rørt. Vi har travlt,for som sagt sidder gæsterne allerede og venter ved receptionen. Men jeg kommer dog til hotellet, og får lov at tage et bad. Jeg skal tage kjole på, får jeg at vide. Det har jeg heldigvis også med. Senere ser jeg,at det skulle have været en lang kjole! Det havde jeg ikke tænkt på.
På hotellet spørger jeg,om ikke der er en vase, så jeg kan sætte de flotte blomster i vand. Hotel portieren kommer med en lille bitte vase, hvori der kan stå højst 2 vintergækker, til en stor buket!! Jeg ser spændt efter pigernes reaktion? De skælder ham ud, sender ham væk, og siger de selv vil hente en ordentlig vase. Det fremkommer også. En vase de har hentet i Alicé´s hus.Men denne lille scene har jeg tænkt på flere gange, for det virker typisk for mig, at filippineren vil gøre alt for at opfylde ønsket, ligesom det er vigtigt for ham, ikke at tabe ansigt. Hotelportieren klarede nogenlunde begge dele. Han var selvfølgelig klar over, det frembragte ikke duede, men det var så det næste, som var ude af hans hænder,da hotellet ikke ejede en vase der kunne bruges. Hans mission var ”fuldført!...
Jeg bliver sat ind i en bil, og kørt til det sted, hvor der er Filipiniana reception. Mine bange anelser bliver indfriet: Fint og storstilet, og mig som æresgæst! Og alle venter spændt på at se giraffen! Jeg aner ikke hvordan jeg skal agere, og spørger simpelthen Alice: Skal jeg gå rundt og hilse på gæsterne eller hvad og hvordan? Nej, jeg skal bare følge efter hende, og sætte mig ved hovedbordet.
Vi befinder os i Capt & Mrs Rosales´ Garden, en fin gårdhave med palmer, musik, flot pyntede borde, helstegt pattegris og meget andet mad, adskillelige tjenere og så et nyt banner: ”Valentine´s Day. Special guest Madam Birgit Larsen Jensen from Denmark”!! Jeg spiser lidt, og prøver at finde en grimasse der kan passe. Ærlig talt, det er ikke helt nemt, og der sker flere ting, samtidigt med at jeg skal snakke med de nærmest siddende. Jeg ved også, at om ikke mange minutter skal jeg holde tale, og jeg er altså lige landet…
Nationalsangene, den danske og den filippinske bliver spillet, der synges solosange af et par sømandskoner, som udtrykker hvordan hun savner sin sømand, der er lovprisning, taler, og jeg bliver præsenteret.Alice havde bedt om mit cv forinden. Midt i alt dette, tænker jeg: Mit vigtigste mål for denne rejse, er at komme ind under huden på disse piger, og få en fornemmelse for deres livsbetingelser. Så jeg prøver at ”afstive” lidt, via min tale og ageren, men samtidig respektere de-res agenda. Her er ”Totur fra Vejle”, og også deres dans et godt redskab. Danny hjælper mig med Totur fra Vejle.Danny er en autodidakt danselærer, som de altid kalder på, når de skal danse. Han instruerer primært på tagalog (lokalsprog), og det giver selvsagt lidt problemer for mig. Og han kender altså heller ikke dansk folkemusik, plus at jeg ikke selv er helt stiv i det. Men vi får en masse sjov ud af det, efterhånden som de begynder at tø op, og også tør grine af, at jeg heller ikke rigtigt kan finde ud af det. Det hjælper også, at de ser,jeg griner af mig selv… Vi aftaler at vi prøver igen senere på ugen, også fordi det slidte gamle kassettebånd, som min kollega har givet mig, begynder at spille modsatte side hver gang…
Ved højbordet sidder bla en ældre, men meget frisk dame, som jeg falder godt i hak med, vi kan grine lidt af det hele. Jeg kan se på hendes tøj, at hun har det godt økonomisk, og af hendes ageren, at hun er af det bedre selskab. Jeg møder hende igen senere på ugen. Det er hos hende, vi skal spise middag på dag 4: Dinner at Capt & Mrs Rene Carpio. Men at fange navne den første dag blandt høj musik og massive nye indtryk, er mig helt umuligt.
Der er 3 piger, der hver giver et sangnummer. Den ene, får jeg at vide, har fået sin uddannelse via et scholarship fra SWAPI´s fond. Det er de tydeligt stolte af, og det er forståeligt nok. De har selv meget besvær her i livet, alligevel har de overskud til at lave aktiviteter, så de kan samle penge ind til deres fond. Fonden er primært til at hjælpe familier, hvor sømanden pga sygdom eller andet,ikke længere kan være til søs. Så sørger de for at børnene får en uddannelse. På den måde er de med til at sikre forældrene på deres gamle dage, og børnene en fremtid. Her er jo ikke nogen social sikring.
Borgmesteren fra denne del af Manila;Paranaque City er også inviteret, og holder en mindre tale,og skal selvfølgelig hilse på mig. Jeg kan se på ham, at dette ikke lige er hans største interesse, måske ville han hellere noget andet denne søndag aften. Men jeg vælger at fastholde ham blot et par minutter. Jeg synes han skylder disse familier noget respekt, for som han selv siger, de bringer gode dollars til landet! Omsider kommer jeg tilbage til hotellet, og går i drømmeland.
Dag 2, mandag 16.2.
Inden dagens begivenheder giver jeg Alice og de piger, der er kommet til morgenmad, gaven fra os danske sømandskoner. Det er to sømandshunde (staffordshirehunde). Jeg fortæller dem om deres betydning for danske sømandsfamilier. Det synes de er ret morsomt og interessant. De kender ikke skikken.
Manila City tour, står på programmet. Oprindeligt tænkte jeg vist, at jeg ikke er kommet som turist, men som arbejdende sømandskone,der primært skal lære dem at kende. Men skik følge eller land fly. De vil gerne vise deres land frem, give mig et godt indtryk. Og jeg opdager, at det faktisk er helt fint, for trafikken i Manila er så heftig, at det tager 4 gange så lang tid at nå fra A til B, som her hjemme. Og i al den tid får vi nogle gode snakke. For vi kører naturligvis rundt i private biler med aircondition og karaoke, og sommetider også chauffør. Men ofte er det en af pigerne der kører selv. Alice lærte dem for mange år siden at tage kørekort,så de bedre kunne klare sig.
Af interessante seværdigheder i dag er Seaman´s Hospital og Seafarer´s Place. Seaman´s Hospital ejes af AMOSUP. Det lykkes dem, at få en oversygeplejerske i tale, og få en rundvisning, trods det ikke var planlagt. Men alt for en special guest from Denmark! Jeg ser specielt Intensiv afdelingen, som er mit eget speciale, og ser,at om end det ikke helt er dansk standard, så er det ikke ringe, og der er rent, og de ser ud til at have, hvad de har brug for. Oversygeplejersken er selv sømandskone, og selvfølgelig medlem af AMOSUP.
Pigerne taler en del om AMOSUP, og hospitalet, som de siger, er af lidt bedre standard end øvrige hospitaler. Men også at sømanden mister alle sine rettigheder hos AMOSUP, hvis han efter 6 mdr ikke har en ny kontrakt til søs. Og han kan ikke selv tegne medlemskab, for at fastholde sine rettigheder. Jeg taler med Morten Bach ITF København om det, da jeg er kommet hjem igen. Han bekræfter dette, og siger at AMOSUP ikke er populære hos ITF, for de har en meget ringe overenskomst, og i nogle tilfælde trækker helt op til 40% af sømandens hyre. Det er en forretning ejet af en familie (Oca) og ikke en fagforening der vil noget godt for deres medlemmer, siger Morten Bach. Vi besøger Seafarer´s Place, som jeg har hørt lidt om hjemme fra, uden at vide særlig meget om det. Det er en speciel oplevelse. Der er en del stande, hvor manning agencies sætter skilte op med ledige stillinger. Der er en del fintklædte mænd (sorte bukser, hvid skjorte) der går rundt med skriveblok, mellem en masse hyresøgende søfolk, og kigger folk ud. Nogle er i gang med at interviewe. Det er ret specielt at opleve. Noget udstillet, og i nordiske øjne, en anelse ubehageligt. Dybest set, er princippet det samme, som at søge job hjemme. Jeg ville dog ikke bryde mig om at søge job på den måde. Jeg bliver overrasket over, at officer lønningerne er temmelig høje.
Det lykkes pigerne, at få mig ind til ham, der leder kontoret ved Luneta Seafarer Center, som ligger på Seafarer´s Place. Han tager penge fra manning agencies for denne formidling, og foretager noget registrering. Han fortæller, at der er i alt ca 11 millioner filippinere, der arbejder i andre lande rundt omkring i verden. Heraf er ca 500.000 søfolk. Hver dag kommer der ca 700 nye hyresøgende søfolk til stedet, og ca halvdelen får sig et job. Og vi siger, vi er en ”stor” søfartsnation!..Vi er ”peanuts”, og de fleste af pigerne, jeg er sammen med, kender end ikke Mærsk, kun et par stykker har hørt om dette rederi. De fleste af dem, har deres mænd i asiatiske rederier.
(Fortsættes i næste nummer)
Greetings from all of us in the Philippines. Our meetings at Marian, Melly and Cora were all successful. Our subject matters were more on fundraising to cope up with our needs. We have scheduled a Feeding Program for poor children in the slum areas, Laboratory Blodd examinations every six months, and scholarship for children of seafarers who are financially hard-up.
Every meeting we had, after the formalities, we often remembered the camaraderie we experienced with you. I will suggest to all our member chapters and officers you've known to enlist you as Honorary Member. That is, if you will agree. Your donation qualifies you as an auxiliary member regardless of citizenship, our young Atty. Mickey Pabalinas said!
Our next officers' meeting will be on May 17th during the birthday celebration of Jonette. I will bring the issue of Honorary Membership to all of them,.
Melly left for London last night. Lydia Sampollo (former treasurer) left for California. The rest are all at home as usual. Captain de Guia, Chief Engrs. Pabalinas and Daysor are still on vacation with their respective families.
Enchanted Kingdom is a theme park similar to Disney Land where families go for recreationary rides and entertainment. This is the company where Anna Lee is employed as Corporate Communications Officer. She also performs in some shows produced by her company every time she is requested by management. This is another place or locale that you can appreciate. Anna Lee performs in a musical show this May.
Regards and extend our message of love, justive and peace to the travelers and wives at home. We are all fine.
Loving hugs,
Alice
Kilde/ forfatter: From founder Alice Lamigo, Dato: 11/5-2009 Kategori (i): The Phillipines
Letter
Dear Birgit,
The SWAPI Ladies and their families have arrived home safely. Lu, Marian and Nimfa are advantageous over the rest because their spouses have joined them in this 2009 Summer Function. We are back to work in our foundation project. Tomorrow we will have the SAGIP Puso Laboratory examinations in my house. Our office will be arranged beginning today as a clinic. Jonette is our health coordinator.
I would like to send you the flyer but I don't have a scanner. We'll try to mail you the details of our summer function and also of our laboratory exams. This is a joint project with the Six Global Samaritan Diagnostic Center for the less fortunate.
Our best wishes to your family and friends. We are on the move for the betterment of seafarers and their families. Thanks for your concern.
With our warmest regards. Anna Lee is busy at Enchanted Kingdom. She will bring you there on your return to the Philippines.
Affectionately,
Alice
Kilde/ forfatter: From founder Alice Lamigo, Dato: 4/5-2009 Kategori (i): The Phillipines
Letter
Dear Birgit,
When the films arrived Marian took them home for viewing with the family. Her Captain is here for vacation. Then Melly got the films for reproduction and so with the others. Almost all of these ladies you've known already have their own copies.
Only yesterday morning, Anna Lee and I saw the films at home relaxed. Wow! You could have been a great producer of international movies.
Thanks a lot for your effort, time and perseverance in taking pictures and arranging them in sequence. You've made a wonderful job making seafarers' wives smile with grateful hearts.
Our last meeting (on March 28) at Marian's residence was full of entertainment and sharing. The ladies are indeed very grateful of your impressive "movie" and to your fellow wives in Denmark who are extending their appreciation to us of our memorable camaraderie in the Philippines. SWAPI will have the traditional Summer Function when members and their families join to celebrate Family Day. Now it will be at Guimaras Island and Boracay Beach from April 7 to 15. Wish you were here to join SWAPI.
The story of Michelle is interesting. The other ladies will read it later after the summer function.
Best regards to your associates. Keep up the beautiful things in the life your seafarer and your son.
Cheers,
Alice
Kilde/ forfatter: From founder Alice Lamigo, Dato: 8/4-2009 Kategori (i): The Phillipines
Letter
Dear Birgit,
You are privileged to put my mails or letter on the webpage provided it will do good to the seafarers and their families.
Anyway, our vision and mission are similar if not the same except on certain cultural heritage that have some bearing on family practices and specific values.
By the way, our meeting is moved to March 28 to coincide with the 30th Wedding Anniversary of Capt. Perfecto and Marian de Guia and the blessing of the upper deck of their newly improved house.
Remember that evening when you met the brothers of Marian who are all seafarers - captains and chief engineers. We had our dinner and ballroom dancing in this upper deck.
I have read the research of Michelle Thomas in passing. I will review reading as I finish my book "The Healing Spring of Life." The study of Michelle is a good reference of our students in the Maritime schools. I will write you later of my good impressions.
The swiftcode of my bank is BOPIPHMM. Thank you for your loving concern.
Our warm regards to your loved ones and friends.
Affectionately,
Alice
Kilde/ forfatter: From founder Alice Lamigo, Dato: 29/3-2009 Kategori (i): The Phillipines
Letter
Dear Birgit,
Thank you for all the kindness, feelings of gratitude, and concerns of seafarers and their families. I had a paper presented in 1986 at the ICMA Convention in Baguio City, Philippines which was circulated to all chaplains and ICMA members on the position of Filipino seafarers. This paper was considered by the chaplains as eye opener of those who have been in the service of the seafaring industry. It was a long time but there are still records how SWAPI touched the hearts of those who have ignored the role of the families at home in the shaping and stability of Filipino seafarers on board the ships and at ports. Well, there had been occassion in our country where I stood up for the rights of seafarers and their families at sea and at home. We are to a certain extent recognized at present.
Alice Lamigo
Kilde/ forfatter: Alice Lamigo, Dato: 29/3-2009 Kategori (i): The Phillipines
Letter
Dear Birgit,
Thank you for the package. We have scheduled a meeting on March 25 at Marian de Guia's residence for the viewing of the films, video and pictures you have mailed to us. We are all busy this week because of school activities of our children like graduation and celebrations.
When I called them about the package they were all excited to see what we did together in the Philippines and also your meeting with the seafarers' wives upon your return to Denmark. We are now feeling closer to each other. The bonding is real.
Our regards to all concerned. We are all in good shape.
Cheers,
Alice
Kilde/ forfatter: From founder Alice Lamigo, Dato: 22/3-2009 Kategori (i): The Phillipines
Letter
Greetings from Danish seaman wives March 2009:
1. It has been a great pleasure to see pictures and hear Birgit tell about her trip to the Philippines. You have been very hospitable towards Birgit. I am very pleased by this. It has also been a pleasure to be helpfull regarding the webpage.
Warm regards Tina Rosenborg, webmaster
2. Thank you very much for your enourmous hospitality towards Birgit.
3. It has been very nice to hear about you and your association, and to see Birgit´s film from the Philippines.
4. It was very interesting to hear about your lives as seaman wives, and to discover that we have a lot in common.
From Beatrice.
5. It seems as it has been a very exciting journey, however also very busy.
6. Many thanks to you all in SWAPI for taking so good care of Birgit.
Very interesting to hear about your daily life.
7. Lovely to see and hear about other seafaring families. Beautifull welcome of Birgit. We can see that there has been done a great job prior to Birgit´s arrival in the Philippines.
The subdivision of Esbjerg.
Coming back to Denmark, showing all my gifts from the Filipina seaman wives, to the Danish seaman wives, at our representative meeting.
Et kulturelt møde mellem Sømandskoneforeningen af 1976 og den Filippinske Sømandskoneforening i Manila februar 2009 med symposium om sømandsfamilieliv.
På sidste generalforsamling blev det besluttet, at foreningen ville sende mig til Filippinerne, for et kulturelt møde med den filippinske sømandskoneforening. Jeg har haft mail kontakt med deres forening igennem ca 7 år. Adskillelige gange har de inviteret os derud, men det har været et økonomisk problem. Vi søgte midler flere steder, men fik afslag. Til sidst mente vores landsformand altså, at så måtte vi selv lægge ud. Dog sagde Søfartens ledere, at hvis en anden organisation ville støtte det, ville de også. I skrivende stund har Maskinmestrenes Forening støttet med 5000,-kr, hvilket vi siger mange tak for. Så må vi se, om Søfartens Ledere også gør det.
Jeg skrev til Alicia Curada Lamigo, min kontaktperson i SWAPI, som foreningen hedder. Jeg fik svar, at de syntes, jeg skulle komme ud og fejre Valentins dag med dem i februar. Lidt senere kom et langt program for de 8 dage, jeg havde besluttet at være der. Puhha… det tog næsten pusten fra mig!
Her er det, bare i store træk: Dag 1 En velkomst komite vil modtage mig i lufthavnen, og følge mig til hotel-let. Det var lige før, jeg så for mig, at der også ville være en rød løber… Samme dag er der reception med lovpris sang, filippinsk og dansk nationalsang, underholdning med moderne og traditionelle dansenumre, andre sangnumre og surprise number (? Her bliver jeg straks lidt bekymret; Er det mig der skal overraske…?) Jeg bliver introduceret af den person, der har startet foreningen (tror jeg nok,
-de bruger så mange titler, at det er lidt svært at gennemskue, hvem der er højest/vigtigst), og derpå skal jeg holde en tale! Der er ind imellem alt dette også middag.
Dag 2 er der tur rundt i Manila, bla til Seafarers place, hvor jeg har hørt, der er fyldt med arbejdssøgende filippinere, der håber på at få job til søs.
Dag 3 kommer jeg på besøg hos 3 forskellige sømandsfamilier, som de har valgt ud.
Dag 4 tur rundt i Metro Manila og se forskellige steder, som jeg ikke rigtigt ved, hvad er for noget. Desuden besøg hos POEA, som står for Philippine Overseas Employment Administration – et regerings organ, samt middag hos Captain & Mrs. Rene Carpio.
Dag 5 Har jeg mest på egen hånd, da jeg bad om et lille pusterum, den dag var ellers også programlagt. Jeg skal besøge Crystal Shipping, vores bemandingsagent. En anden side af sømandslivet. De har dog også skrevet Den Danske Ambassade på denne dag, hvorfor, er endnu ikke gået helt op for mig. Men denne dag skal jeg også være sammen med Gichelle Cruz. Gichelle er en god ven og kollega til Fabienne Knudsen, med hvem vi har møde hvert år den 10.10. kl. 10 i Center for Maritim Sikkerhed og Sundhed i Esbjerg. Det der engang hed Søfartsmedicinsk Institut. Gichelle underviser i kommunikation ved universitetet i Manila, og er selv barn af en sømandsfamilie. Hun skrev en lang mail, med næsten lige så stort program for, hvad hun syntes, jeg skulle se og opleve….! Der har altså været nogle dage, hvor jeg var ved at løbe skrigende væk, og bare blive hjemme, for det var meget overvældende i starten, og meget af det jeg blev foreslået, sagde mig ikke ret meget. Jeg hev lige stikket ud et par dage, og fandt så omsider ud af med mig selv, at de jo bare ønsker, at give mig mest muligt ud af mit ophold.
Dag 6 Symposium om sømandsfamilieliv. Her starter vi igen med nationalsangene og lovprissang. Jeg skal derpå komme med et oplæg omkring, hvordan danske søfolk klarer livet ombord med andre nationaliteter. Det er ikke lige min ide, og jeg vil måske dreje emnet lidt, men det er jeg endnu ikke nået til i mine forberedelser, så vi får se. Gichelle skal deltage her, trods hun ikke er medlem af foreningen. Men de har vist fundet ud af, at hun er en god kapacitet at have med til dette symposium.
Dag 7 Er der pilgrimstur! Den er ret vigtig for dem, har jeg fået en fornemmelse af, for den har hele tiden været på programmet, trods det har været ændret nogle gange, og noget er blevet taget ud af programmet. Så det er jeg spændt på.
Dag 8 Rejser jeg hjem, og da er jeg helt sikker på, at jeg er træt og overfyldt med indtryk.
Der er i skrivende stund 5 dage, til jeg skal rejse. Jeg har haft travlt med at fin-de den danske nationalsang på cd, som de har bedt mig medbringe. Det har vist sig noget sværere end jeg havde forestillet mig. Jeg har været i en stor FONA med masser af musik på hylderne, men ikke denne. Vores lokale boghandler ville forsøge at skaffe den hjem til mig, men han kunne kun skaffe den som rent instrumentalnummer. Tilfældigvis kommer jeg forbi en anden musik forretning i Roskilde, og utroligt; Her får jeg en meget flot indspilning af ”Der er et yndigt land”, med Radiosymfoniorkesteret. Det siger lidt om os danskere, har jeg tænkt. Vi efterspørger ikke vores nationalsang, og jeg ville heller aldrig selv have overvejet at anskaffe den. Men nu hvor jeg har den, synes jeg faktisk det er en flot sang.
Nå, så bad de mig også medbringe et Dannebrog i skolestørrelse. Hvad er skolestørrelse, tænkte jeg, og spurgte flere, som enten aldrig havde hørt om det, eller mente det var de almindeligt brugte papirsflag man sætter i hækken m.m. Jeg spurgte Alice; Hvad er skolestørrelse? Det var såmænd bare 34 x 56 inches. Det er jo en noget usædvanlig størrelse for os. Men tilfældigvis har min veninde en bror, som har et flagstangsfirma. Jo, det kunne han godt skaffe.
Så var der det med gaver. Jeg er nødt til at have gaver med til de familier, jeg skal besøge, og foreningen skal jo også have en gave fra Sømandskoneforeningen af 1976. Et par sømandshunde, eller staffordshirehunde, som de vist rigtigt hedder, tænkte jeg. Det kender de ikke til derude, det er en europæisk skik. Skrev lidt med vores formand og kasserer om den ide. Det blev godtaget. Men de er jo ikke helt nemme at få fat i. Men lige netop her til aften lykkedes det. Så er det spændende, hvad de siger til dem derude…. I går besøgte jeg en kollega, der underviser i folkedans: Kan du ikke lære mig ”totur fra Vejle”, sagde jeg til hende, så jeg har et eller andet på repertoiret, hvis jeg bliver bedt om det. Det gjorde hun, og jeg fik musikken med. Så jeg dansede løs i går…
De bad mig sende et frisk foto af mig selv, så velkomst komiteen kan genkende mig i lufthavnen. Det har jeg nu gjort, og i sidste mail fra Alice, skriver hun: Vi har holdt møde, og dit billede gik rundt til alle, så din sikkerhed er i orden, og vi vil kunne finde dig. Vi kan næsten ikke vente med at møde dig…. Ja, det bliver spænende…
I am back with my family. My son says, next time I cannot go without him! My husband is surprised how much I talk about what I have experienced, and all the presents I got...!
Dear Minda! I was reading in the AMOSUP magazine in the aeroplane, noticing that you had written in "SWAPI Corner" about my visit, but it was in tagalog - can you translate??
Dearest Birgit,
We've build the good bridge between Denmark and Philippines
Hope it will be forever
Did you enjoy ?
God Bless
Mabuhay!!!
Love,
Nitz Pahed
Kilde/ forfatter: Nitz Pahed, Dato: 22/2-2009 Kategori (i): The Phillipines
Letter
Dear Birgit,
Thank you so much for the wonderful moments we been together w/ SWAPI officers and members in different activities
here in manila Phil. We enjoined sharing experiences w/ our group as seafarers wives, culture in your country & our country, problems of seafarers & their families hope you can
visit us again, your such a nice person.happy trip & Von Voyage
Take care
Melly Pagunsan
Kilde/ forfatter: Melly Pagunsan, Dato: 22/2-2009 Kategori (i): The Phillipines
Letter
Dear Nitz, Melly and all you wonderfull girls I have been with.
Thank you!!! You are quick, Nitz and Melly!
Yes, I have enjoyed every minute, although I have often been very exhausted...
On wednesday I realized I would be crying when leaving, but it came before. Today I was crying, because I am sad to leave you all.
I have never before experienced so much warm and caring hospitality, so much sharing, so much taking care of me, so wonderfull girls, and such a huge programme!
The most wonderfull thing though, has been the feeling of mutual understanding of the seafarer family life.
Even though our conditions are quite different, we still have the same feelings about many things, and I felt this was mutual.
You have - in many ways - a tough life, and yet you have so much to give. This has really touched my heart.
I will never forget this, and I hope to come back.
Take care of yourself, your seafarer and your kids.
Love and hugs Birgit
I am going back to Denmark.
Now it is your turn to write here!!!
Love Birgit
I am actually not quite sure where we are going, other than it is far away, that I will be picked up at 05.30 in the morning and that it is a pilgrimage tour, to a beautifull place in the countryside.
Thank you very much girls, for a wonderfull day!
Birgit
Symposium on family life 1.00PM - 5.00PM in Paranaque
After entrance of colours, the national anthem of Denmark and Philippines, and doxology, we had a nice symposium with different views and stories.
We had participation by senior lecturer Ma. Gichelle A. Cruz from The University of Manila, who is also daughter of a seafarer. And her father sailed for many years for Maersk, a Danish principal. But when he got a small kidneystone, that would not disappear, he could no longer go to sea. and there was no longer a regular income.
After the symposium, there was a beautifull traditional dance by one of the students from the school, where the symposium was held.
We ended the day with dinner by Marian's wonderfull catering.
Visit to manning agency Crystal Shipping Inc.
Afternoon with senior lecturer Ma. Gichelle Cruz at Department of Community Development, University of the Philippines, Quezon City
Det er ved at være tæt på, at jeg rejser til Filippinerne, for at møde de filippinske sømandskoner i foreningen SWAPI - Seaman Wives Association of Philippines. Det bliver fra 14.2. til 22.2.
De har lagt et stort program for mig derude med bla "symposium on family life" og "visit to seafarer families". Det sidste har jeg specielt ønsket.
Jeg vil meget gerne have lidt input fra jer! Så jeg har her, nogle spørgsmål til jer, for at være lidt konkret. Men ellers skriv gerne, hvad I ellers kan komme i tanker om.
1. Hvad forestiller du dig om de filippinske sømandskoner/familier?
2. Hvad mener du, vi kan lære af dem?
3. Hvad mener du, de kan lære af os?
4. Hvordan vil du beskrive livet som en dansk sømandsfamilie?
Skriv løs - også gerne hverdags-historier - og falder det dig let at skrive på engelsk, ja, så er det jo lige til at tage med, som det er, for mig. :-)
Send meget gerne denne mail videre i din afdeling, så det når ud til flere, og jeg får mere... :-)
Jeg vedhæfter det seneste program, som de har lagt for mig derude, så I kan se det.
Interview med SWAPI, Filippinernes Sømandskoneforening
(Interviewet var ikke båndet)
Marian er sekretær og sagde ikke ret meget. Men Alice snakkede for to! En pæn ældre dame, hvis opbygning af denne forening har været hendes livsværk, og hun brænder stadig for sagen. Jeg lægger ud med at sige, at den danske forening gerne vil i kontakt…
Vi havde forbindelse til den franske forening, en journalist der hed Catherine… men det gik vist i vasken p.gr.a. sprogvanskeligheder!
Vi begyndte for 23 år siden. Dengang var forholdene for søfolk meget dårlige. Selv folk uden uddannelse kom ombord i skibene. Først i 1988 blev det en profession (søfartsuddannelse). Da var vores mænd allerede ombord – for en meget lav løn – og forsinket udbetaling. Udlændinge og deres sikkerhed var ikke vigtig for rederierne. Så 8 af os mødtes i mit hus og vi organiserede os. Vi skuffede mange rederier, og min mand var meget bekymret. Men min mands arbejdsgiver var rar, så der var ingen forhindring. Men konerne blev ikke anset som vigtige, og vi havde en økonomisk svær tid. Vi måtte arbejde, selv hvis vi havde små børn. Så jeg søgte økonomisk støtte hos National Seamen Board, som nu hedder PEOA (et statsligt råd). De svarede positivt og støttede os økonomisk. Vi fik også støtte fra National Seamen´s Welfare – nu OWA, Oversea Welfare Association. Men den er nu blevet for landarbejdere også. De hjælper os til et minimum. Vi får ikke indfriet alle vore forventninger som før, fordi fokus nu er på landarbejderne, så vi ønsker at gå ud af det. Samarbejdet var bedre da det var National Seamen Welfare. Så entusiasmen er sommetider oppe og sommetider nede. For tiden er der ingen der støtter os. Ved specielle projekter som seminarer og lignende, får vi hjælp, men til vores daglige aktiviteter får vi ingenting. De økonomiske midler får vi igennem medlemskab: 300 ps i provinsen og 500 (ca. 80,-kr) i Manila årligt. Det vi tilbyder for medlemskab er: assistance, foredrag, træning, rådgivning.
Nu er vi 1048 medlemmer. Men mange kender os ikke (åh ja, det har jeg bemærket). Vi mangler først og fremmest penge til at annoncere for. Men vi kunne alligevel ikke hjælpe alle, hvis vi blev for mange! Som det er nu, kan alle få hjælp, som når familier er i krise. Så det er et slags familiecenter. Familiecenter og servicecenter. For eksempel underviser vi familier i tilfælde af kriser eller i tilfælde med gæld. Så vi yder også moralsk og finansiel støtte. Tidligere havde vi stipendium til de mindre bemidlede.
Vi hjælper også vores medlemmer med at kræve deres rettigheder. Vi har nogle venner der er advokater, og vi kan også henvise til andre som kan hjælpe. Og jeg tror, vi ikke er så vellidte, fordi vi kæmper for vores rettigheder.
Om det kan være risikabelt for vores mænd? I begyndelsen spurgte bemandingsagenterne altid om de var medlemmer, men nu, efter vi har fået støtte fra regeringen, er det bedre. Om vi mest er officers-koner? Nej, ikke mest. Og selv hvis de er officerer, er de ofte 2.rang. Vi har en kammeratlig stil, vi ser tingene nedefra og op, og vi arbejder for det. Den tidligere formand var hustru til en ”OS” – disse er kvinder, der har evner til at lede uanset deres mands rang. Lige nu er formanden hustru til en kaptajn, men vi følger samme linie, så der er ingen forskel. Fokus er, at du har en god normal familie, det er vores anliggende. Hvem vi samarbejder med? Vi er medlem af National Council of Women of the Philippines (nationalt kvinderåd), og vi samarbejder med dem. Vi har også noget samarbejde med SILAW (en ikke-regerings-organisation for søfolk). Vi har ugentlige og måneds møder, og en årlig konference.
De fleste af vores medlemmer har været med på hustrusejlads, det er den eneste måde de kan forstå deres mands problemer på. Omkring 60% har været på hustrusejlads, og det har ofte forbedret deres forhold. Jeg var med min mand 3 gange rundt om i verden (det taler hun meget om, det var en stor oplevelse). Det er derfor jeg opfordrer de unge til at sejle med også. Min mand er død nu, han arbejdede med udlændinge. Men han havde ingen problemer. Han havde flere problemer med filippinerne, fordi han var streng. (han var kaptajn).
Hvis der er søfolk i fængsel, plejer vi at skrive til regeringen. Sidst var nogle fængslet i Egypten. Vi skrev mange breve, indtil de blev løsladt.
En anden ting er deltagelse i forsamlinger, specielt dem der er organiseret af Apostleship of the Sea (apostolsk sømandssammenslutning – medlem af SILAW). Vi er også medlem af Human Life International. Sidst var det i Korea, vi havde 4 repræsentanter. Sommetider får vi hjælp til at deltage, men ikke til alle. AMOSUP gav 25%, så vi brugte vores egne penge til resten. Vi har en fond, og accepterer donationer udefra, men ikke fra pro-abort og pro-skilmisse foreninger. Vi skal bygge vores familier, ikke destruere dem!
Vi har ikke haft samarbejde med andre sømandskoneforeninger, bortset fra den franske. Men måske kunne vi engang organisere en international kongres, hvis ILO ville hjælpe! ILO støttede 70% af vores nationale kongres.
Før vi startede denne forening, før 1985, lyttede de ikke til sømandskonerne.
Vi vil gerne udveksle vores visioner og vores erfaring med alle. Så vi er meget interesserede i kontakt med Danmark. Også for at vise vores taknemlighed til de udlændinge, der er gode ved vores mænd.
I vores forening anerkender vi også os selv. I vores kreds er vi fælles, vi er sociale. At kræve vores ret er ikke det hele. Men også more os, og udveksle hvad vi ønsker.
(Nu taler jeg om mit projekt, og hvordan jeg ser et samarbejde som en vej til kulturel forståelse): Vi har forskellig kultur, det bemærkede jeg da jeg rejste. Familiekærlighed er det, der får folk til at arbejde i udlandet. Jeg oplever, at det første filippinere taler om, er familien. Og filippinere kan lære de andre at elske deres familie. Engang fortalte min mand mig, at han var i land og købte en diamant til mig. Skibets kaptajn spurgte: ”Er det hendes fødselsdag?” Nej, sagde min mand. Jeg vil bare give hende en gave, når jeg kommer hjem. Så købte kaptajnen også juveler til sin kone. Og min mand sagde: Jeg lærte ham om det at give gaver til sin kone! (er den ikke sød?) En anden gang var nogle europæiske søfolk strandet i vores havn, og vi besøgte dem, og købte noget til dem. En af dem sagde: Hvad skal jeg med det? Det er til kvinder? (det var en vifte) Så sagde jeg: Det er til din kone eller datter, og hvis du ikke har nogen, så til din mor!
Omsorgen for familien har også noget at gøre med regeringen, for i andre lande tager regeringen hånd om familien. Men filippinerne må altid tænke på deres fremtid.
Hvad kan I så lære af europæerne?
En ting er, at europæerne er meget praktiske, selv når de køber ting. Filippinere elsker souvenirs, det gør europæere ikke. Og udlændinge er ikke så bevidste omkring deres tøj, at se smart ud og alt det, som filippinere er.
Til sidst hulter til bulter:
SWAPI har også deltaget i seminarer med ICMA (International Christian Maritime Association, i London).
Her er kvinderne generte og udstiller ikke sig selv. I vores kultur er kvinderne forkælede, så sommetider misforstår udlændinge det, og ser det som mangel på respekt for deres mand. Vi elsker også materielle ting. Vi tror at flere gaver er lig med mere kærlighed!
Når problemet er rettigheder, refererer de til ITF eller ICMA. For tiden har de 5 sager i arbejdsministeriet.
De har medlemmer der er pensionerede, og hvis de har været gavmilde overfor foreningen tidligere, kan de opretholde evigt gratis medlemskab, eller hvis de bliver syge eller deres mand kommer til skade. (Alice fortæller om, hvordan hun stjal medicin fra sin datters forretning, da hun havde et medlem der ikke havde råd til at købe det selv!)
En verdenskongres er min drøm. Hvis vi kunne finde støtte til hele den finansielle del af det, så kan vi klare at arrangere det her! (Det siger hun flere gange, og det er helt sikkert der, hendes største interesse for at kontakte andre foreninger ligger!)
SWAPI, SWAPO og SWIF er afdelinger af samme organisation:
SWAPO er den finansielle organisation. Man kan låne penge til basalt forbrug på kredit med renter, men meget lav rente, og sommetider, hvis nødvendigt, eftergiver vi lånet uden renter. SWAPO er mest til når udbetalinger (løn) er forsinket.
SWIF er fonden hvor vi kan søge om fondspenge. Den er anerkendt af regeringen. Nu accepterer vi donationer fra andre lande – skattefrit!
NB: Et par dage senere, får jeg lejlighed til at spørge Niko (sekretær i SILAW) om denne sømandskoneforening. De har ikke meget magt, siger han, er mere en social klub. Han siger også, at der findes en anden sømandskoneforening! Det har de slet ikke nævnt. Men han synes ikke de er så troværdige som SWAPO, for de har mange forbindelser til manning agencies (og manning agencies bliver, med en vis berettigelse, anset for roden til alt ondt).
Interviewer:
Fabienne Knudsen
Forskningsenheden for Maritim Medicin
Syddansk Universitet, Esbjerg
Oversættelse: Birgit Larsen Jensen
Kilde/ forfatter: Alice og Marian, SWAPI (Sømandskoneforeningen i Filippinerne), Dato: 21/10-2001 Kategori (i): The Phillipines
Uddrag fra ”Sømandshjerter i råolie” af Arne Ærtebjerg - en fængslende erindringsroman skrevet af en sømand - Læs den!
"… Når jeg tænker tilbage til dengang (vestafrika), kan jeg nu se, at det var omkring det tidspunkt, at der skete en mærkbar forandring med mig. Jeg begyndte at komme med racistiske bemærkninger og opfordrede mine skibsfæller til at holde sig negerpakket fra livet med alle midler. Det var ikke andet end en flok stinkende tyveknægte og halvaber, der skulle være blevet oppe i træerne i stedet for at rende rundt og genere ordentlige mennesker ombord i skibene. Og se det kaos, der var i de nye selvstændige stater! Nej, kolonimagterne skulle være blevet og have holdt de sorte sataner nede med hård hånd…. Over for mine folk kunne jeg nu også være temmelig kort for hovedet. Ikke mere: Kan du ikke lige. Nu var det kontante ordrer med bøs stemme og mine. De kunne slet ikke kende mig mere, fortalte første styrmand mig langt senere… Det var ikke noget ”happy ship”. Folkene skændtes og bed efter hinanden. Jeg følte at spændingen, hvad øjeblik det skulle være, kunne blive så uudholdelig, at den ville føre til slagsmål. Der havde udviklet sig forskellige kliker, der var meget fjendtligt stemte over for hinanden og over for officererne. Altså over for mig, der ellers havde været i stand til at få dem til at føle, at vi var i samme båd, tilhørte et team, og var stolte af det. Nu var det hele ved at gå i opløsning. Og min kovending gjorde det sandelig ikke bedre. Min brug af trusler om fyringer og andre disciplinære midler, som sømandsloven hjemlede for at få folkene til at makke ret, gjorde kun ondt værre…. Efterhånden gled jeg ind i en depression. Isolerede mig så meget som muligt på mit kammer. Kiggede også lidt vel dybt i whiskyflasken engang imellem for at dulme angsten og uroen, der murrede i mig. Der var et eller andet helt galt med mig. Og jeg forsøgte fortvivlet at finde ud af hvad det var. Måske var jeg kommet til at sætte mig i de blinde passagerers sted? Måske var det sydafrikanerens vilje til ikke at lade sig kue. Hans integritet og evne til at sætte mod i de andre. Til at organisere en indtil videre passiv modstand over for den behandling, de var udsat for. Og jeg var ikke i tvivl om, at han kunne gå over til aktiv handling, hvis lejligheden bød sig. Jeg har altid følt meget for menneskets værdighed. Og er det ikke det modsatte af ydmygelse. Og ydmygede vi ikke vores ubudne gæster. Og ydmygelse avler hævntørst. Kun ved at sætte sig til modværge, blive revolutionær eller flygte ind i en rus eller neurose, kan et menneske bevare sin selvagtelse. Og det eneste, der kan give rigtig oprejsning, er at tage kampen op, om styrkeforholdet er aldrig så ulige. Falder man på ærens mark, så er det bedre end at flygte ind i sig selv. Det ændrer ikke noget ved situationen, tværtimod. Får man et klart øjeblik, overvældes man i den grad af selvhad og moralske tømmermænd, at man begår selvmord eller hurtigst muligt tømmer en flaske ildvand eller tager et skud englestøv eller trækker neurosens forhæng for og lukker den uudholdelige virkelighed ude. Det er langsomt selvmord. Og denne sydafrikaner forekom mig at være en rigtig revolutionær. Jeg kunne ikke lade være med at respektere og beundre ham, og jeg blev dybt chokeret, da det gik op for mig, hvad der var sket med mig de sidste uger… Jeg blev fortvivlet over, der skulle så lidt til, for at få mine humane principper og tro på menneskerettigheder for alle uanset kulør, køn eller social status til at forsvinde for en nådesløs tropesol. Jeg mistede troen på mig selv. Stolede ikke mere på min dømmekraft… Jeg var bange for, jeg skulle bryde sammen. Det ville jeg helst ikke have, at nogen ombord så. Jeg kredsede meget omkring identitetsproblematikken. Kom frem til, at der var opstået en uhyggelig og uudholdelig afstand mellem min objektivt tilskrevne rolleidentitet som leder, som i de sidste uger havde overtaget mig, og min subjektivt erfarede egne identitet. Og i en ond drøm stod det store spørgsmål pludseligt på indersiden af mine øjenlåg med flammeskrift: Hvem fanden er du egentlig? Det prikkede hul på bylden. Tanker og følelser for rundt i hjernekisten som onde ånder, der kunne få låget til at ryge af, hvad øjeblik det skulle være…. Lidt svimmel gik jeg i gang med at analysere hvad det var, der havde forvandlet et swell ship til et hell ship. Jeg bed i blyanten, og fandt frem til fem variationer over temaet: Forholdet mellem kaptajn, officerer og det menige mandskab i et skib… Der var kun én løsning. Jeg måtte tage min afsked… Jeg tog op til mit sommerhus, for i ensomhed at holde dommedag over mig selv. Jeg ville aldrig få min gamle uskyld igen. Men der var krudt nok i mig endnu til at gennemføre processen…
God fornøjelse! Birgit Larsen Jensen"
Kilde/ forfatter: Arne Ærtebjerg, Dato: 31/12-1979 Kategori (i): The Phillipines
Kontakt med filippinske sømandskoner - en optakt til interview med den filippinske sømandskoneforening, andet steds i bladet.
"Som tidligere beskrevet her i bladet, var jeg i efteråret til møde med Forskningsenheden for Maritim Medicin (FMM) i Esbjerg. Ved dette møde fortalte Fabienne Knudsen fra FMM, at hun skulle til en konference i Filippinerne kort tid efter vores møde. Jeg spurgte om hun ville forhøre sig om, hvor vidt der findes en filippinsk sømandskoneforening, idet jeg syntes det kunne være interessant med kontakt dertil. Hun mente faktisk der var en sådan, og ville meget gerne forhøre sig derude. Hjemkommet fra dette møde, kontaktede jeg vores næstformand Kirsten Nybroe, som jo står for den internationale kontakt, om hun ikke lige i en håndevending kunne oversætte vores lille folder til engelsk, så Fabienne kunne få den med sig til Filippinerne. Det gjorde hun, og med diverse pc-problemer fik vi den med i sidste øjeblik.
Fabienne Knudsen gjorde et godt stykke arbejde for vores forening. Ikke blot lykkedes det hende at opstøve en sømandskoneforening derude, hun fik også et gensidigt ønske om kontakt og et flot interview med hjem.
Jeg vil være ærlig og sige, at det ikke har været helt uden spekulationer: Vil det møde modstand i vores forening? Er der nogen der ser filippinere som ”fjenden”. Ser dem, som dem, der bare giver vores mænd problemer, problemer vi som sømandskoner også mærker? Filippinere som tager arbejdet fra vores mænd? Og hvorfor i alverden skulle vi støtte op om det, med en kontakt til deres koner? Der er jo noget om snakken, kan man sige. Det er i hvert fald en måde at anskue tingene på. En anden måde at anskue tingene på, kunne imidlertid være, at der, hvor der eksisterer problemer, ”tager man tyren ved hornene”, og det gør man som bekendt ikke uden nærkontakt. Hvem af os, ville ikke ønske, at befri vores mænd for de kulturelle problemer, de oplever i hverdagen, og som vi ofte lytter til? Kunne vi bare svinge tryllestaven, som Harry Potter kan. Det kan vi ikke, men vi kan måske medvirke til at gøre en forskel! Selv en lille forskel tæller. Og dog, hvorfor skulle vi underkende vores egen rolle som sømandskoner? Bag enhver succesfuld mand står en kvinde, eller hvordan det ordsprog nu lyder.
Personligt har jeg altid fundet det interessant og lærerigt at møde mennesker fra andre kulturer. Via rejser, men også via arbejde i udlandet, har jeg mødt og lært mange meget forskellige mennesker at kende gennem tiden. Jeg har bare aldrig været i Filippinerne. Men jeg kan godt forestille mig, at hvis jeg lærte dem at kende, ville det også påvirke min mand. Jeg kan også forestille mig, at hans umiddelbare reaktion ville være: ”Du er ikke rigtig klog”. Men ærlig talt, det har han før sagt, og slutteligt har sagt noget helt andet.
For hvad ved vi om deres kultur? Jo, jeg ved godt, der kan komme mange hurtige svar, på det spørgsmål, fra både koner (der har sejlet med) og mænd. Men helt ærligt, hvad ved vi, om hvad der virkelig betyder noget for dem, og hvordan de udtrykker/viser det? Hvad ved vi om deres livsbetingelser, deres hverdag hjemme, deres historie og meget mere? Gør det dig ikke lidt nysgerrig?
De har allerede udvist interesse for at lære os at kende, og her har vi en glimrende chance, for at formidle, hvad der betyder noget for os. Når vi lærer hinanden at kende, mindskes misforståelserne.
Jeg ved i naturens sag ikke, hvad et samarbejde vil bringe sådan mere konkret, men jeg synes så afgjort det er spændende. Det kunne være udvekslende historier/artikler i hinandens blade. Endnu mere interessant kunne det være, at besøge hinanden. Men en naturlig hæmsko, er jo, at deres land ikke ligger lige rundt om hjørnet, og det er kostbart at tage dertil, med mindre sømanden alligevel skal der til…
Alene Fabienne Knudsen´s interview med de filippinske sømandskoner, synes jeg er interessant og lærerigt. Så skulle vi ikke give det en ærlig chance, og med et åbent sind, møde andre sømandskoner, der ligesom os, har sine historier, sine genstridigheder og sine gode oplevelser at dele ud af? Det er primært gennem en positiv tilgang, at vi ændrer verden til det bedre."
(i)
