|<
<
>
>|
Erfaringsudveksling med Forskningsenheden for Maritim Medicin
Den 10.10. klokken 10! Da holdt vi møde med de gode folk i FMM = Forskningsenheden for Maritim Medicin, i Esbjerg. Og det gør vi igen næste år. ”Og du skriver til Søhesten”, sagde vores formand! Som sagt, så hermed gjort.
Kirsten Nybroe og jeg drog forventningsfulde af sted, og med en lille afstikker fandt vi Esbjerg.
I mødet deltog Olaf Jensen (læge) og Fabienne Knudsen (antropolog) fra Forskningsenheden, og Birgit Frank fra den anden sømandskoneforening. Ingen af os, havde nogen speciel dagsorden for mødet, men det var nu også unødvendigt, for snakken gik helt af sig selv. Det skyldes nok en naturlig interesse fra begge sider, i at høre hvad den anden har af erfaring omkring sømandslivet. Vores hverdagserfaring som sømandskoner giver næring til deres forskning, ideer til videre initiativer indenfor forskningen, andre vinkler på deres arbejde. Til gengæld giver deres arbejde os nye vinkler på sømandslivet. Og nu kommer det svære, for det er jo det, jeg gerne skulle formidle her! Det er let at sige, at vi befinder os godt sammen med disse forskere, som er meget lydhøre over for vores syn på verden. Det er straks sværere at fortælle hvad det så er, vi mener gavner os som sømandskoner. Jeg skal alligevel forsøge.
Et vigtigt budskab, synes jeg, er at for dem er det vigtigt, at man trives med sit arbejde og hverken bliver syg eller kommer til skade ved det. Det gælder for alle, men i denne sammenhæng jo specielt for sømanden. Det vil de gøre deres til, via deres forskning. Og de brænder for det.
Olaf Jensen fortalte om det internationale projekt, hvori indgår 10 lande, som er en kortlægning af sømandens helbred og arbejdsmiljø. Man er nu færdig med at indsamle data, og er i gang med at analysere materialet. Data er indsamlet via et spørgeskema, som den enkelte sømand har udfyldt ved sundhedscheck hos søfartslægen. Et eksempel er fald, glid og snublen, som antalsmæssigt udgør en stor del af arbejdsulykker ombord i skibene. En problematik som der måske kan gøres noget ved, hvis man tænkte nøjere over valg af såler på fodtøj og hvis man havde et apparat, der kunne måle friktion på et underlag. Det har man nemlig ikke, selvom man f.eks. har adskillige modeller af støjmålere. Noget der ikke behøver koste en verden. Men det er også noget der kræver mere opmærksomhed fra den enkelte sømand, almindelig omtanke. Vi falder jo alle ind imellem, det har bare ofte større konsekvenser på et skib, lige som det har større konsekvenser med stigende alder, fordi vi afkalker knoglerne efterhånden vi bliver ældre.
Fabienne Knudsen fortalte om sit projekt med arbejds- og fritidsrelationer mellem danskere og filippinere. Via sine mange interviews med både danske og filippinske sømænd, har hun set at de problemer der er, ikke alene handler om kulturforskelle. Det handler også om mange andre årsagsforhold. Eksempelvis at en ung dansk og en ung filippinsk sømand, i virkeligheden har mere tilfælles end den unge og den gamle danske sømand, for de to unge har musik interesser eller andre interesser tilfælles. Endvidere at de indbyrdes forhold er meget individ-bestemte. Det kan f.eks. være en kaptajn, der afgør at den menige filippiner ikke har adgang til e-mail, selvom filippineren der er officer har denne adgang. At den filippinske sømand altid siger ”Yes., sir”, hvor han skulle eller ville have sagt noget helt andet, ikke kun skyldes, at hans kultur maner til underdanighed for den der er over ham i hierarkiet, men at det også kan skyldes hans frygt for at blive fyret. Bliver han fyret, kommer han ikke ud igen, med det agentur, hvis overhovedet, og det har store konsekvenser for hans families eksistens. Der er næppe tvivl om, at når vi ved mere om dette emne, ville en hel del samarbejdsproblemer/sameksistensproblemer kunne undgås. Det er bare en skam at rederierne ikke viser interesse for det. For der kan ikke være tvivl om, at et skib med en besætning, der indbyrdes fungerer, er økonomisk bedre for rederiet. Dertil kommer succesoplevelsen, som giver status og fastholdelse af søfolk, med mere.
Olaf Jensen havde deltaget i en konference om søfartsmedicin og 80 års jubilæum for Semashko sømandshospitalet i Arkhangelsk i Rusland. I Rusland har man hospitaler for sømandsfamilier, hvoraf dette er det største, og dækker et opland på omkring 20.000 søfarende. Der er omkring 100.000 søfarende i Rusland. Hospitalet varetog også fit for duty undersøgelserne samt radio-medical funktionen. Man talte om et udvidet samarbejde. Der blev lavet en del forskning i søfartsmedicin, men desværre næsten kun på russisk.
WHO har et netværk: The Global Occupational Health Network: GOHNET deres ""blad"" nr. 3 er planlagt som et temanummer om maritim arbejdsmiljø. Hertil bidrager FMM med to artikler. Et arbejds- og maritim medicinsk center i Hamburg har udbedt yderligere samarbejde med FMM.
Vi fik udleveret årsrapporten fra Radio Medical for 2001. Heraf kan man læse at, den faste lægestab på Radio Medical, som varetages af øre-næse-hals-afdelingen på Esbjerg Sygehus, består af 5 overlæger/speciallæger. Der har bl.a. været en stor nedgang i antallet af evakueringer, hvilket tilskrives den bedre uddannelse af søofficerer og det faktum at Radio Medical funktionen nu kun varetages af erfarne og beslutningsdygtige speciallæger/overlæger, heraf nogle med uddannelse i søværnet, med stor person interesse for Radio Medical arbejdet. Man kan endvidere læse, at det er lægernes indtryk at deres egen arbejdsglæde og professionalisme har været med til at skabe den ro og tillid, der er altafgørende for udførelsen af telemedicinsk rådgivning og behandling, både under kontakt med de søfarende selv og med søfartens myndigheder. Det er overvejende handelsflåden der benytter Radio Medical. Færgerne benytter også Radio Medical, til deres syge passagerer. Fiskerne har endnu ikke lært, at man godt kan kontakte en læge, før det er helt galt. Lægerne efterlyser forståelse for, at de af Sundhedsstyrelsen er underlagt journalføringspligt, hvilket indebærer at de skal registrere navn og fødselsdata (som minimum) på alle patienthenvendelser. Ligeledes efterlyser de forståelse for, at rådgivning i forbindelse med ikke akutte tilstande eller ""banaliteter"" kun må ske i tidsrummet 08.00 - 15.00 dansk tid. I 2001 var der 1055 personer der modtog rådgivning/behandling fra Radio Medical. Heri er medregnet rådgivning/behandling til østeuropæiske (og andre ikke-danske skibe uden egen Radio Medical) der befinder sig i dansk territorialfarvand. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
Sund kost ombord.
Sømanden ved da vist godt hvad der er sund kost, og hvad han har bedst af at spise, men nogen gange har han bare lyst til at narre sig selv lidt, lige som alle vi andre. Flæskesteg med brun sovs osv. en gang i mellem gør vel heller ingen skade.
Hvis maden er veltillavet og serveres, så der også er noget for øjet, tror jeg, at sømanden spiser hvad der kommer på bordet med velbehag, for han er nok ikke så konservativ, som mange går og tror. Det fleste sømænd har sejlet med udenlandske kokke, og kender til deres besvær med den danske mad. Man prøver at vise kokken hvordan man gerne vil have en ret lavet, men når man vender ryggen til ham, putter han et eller andet i, for han synes måske det smager af for lidt, eller ser kedeligt ud. Så foretrækker mange at spise den mad, som kokken laver til sine egne landsmænd ombord.
F.eks. var min mand engang i kabyssen og reparere et eller andet, og så at kokken havde taget en flæskesteg op. Han glædede sig i flere timer til denne dejlige flæskesteg med tilbehør, ja, han mente næsten at han kunne lugte stegen. Vel bænket ved bordet ventede de alle på flæskestegen – den var bare skåret ud i skiver og friturestegt!!.
Min mand er p.t. i et muslimsk land, og her spiser man som bekendt ikke svinekød, men til gengæld kylling morgen, middag og aften, og lidt lam og fisk. Han bliver godt nok lidt træt af kylling, men undrer sig over hvor mange muligheder der er for tilberedning af den fugl. Så igen, hvis det er veltillavet og serveres så det tager sig pænt ud, spiser sømanden det, der bliver serveret.
Min nevø på 25 år har lige været ude at sejle i 3 mdr. Hans kommentar til sund kost er, at hvis kokken kan finde ud af at lave sund kost, som smager godt, så er der ingen, der spiser chips m.m. bagefter. Desværre havde de en kok på en del af turen, der mente at hans vigtigste opgave var at ødelægge alle de gode råvarer, som var med ombord. Kødet optøs i varmt vand, grøntsagerne koges til ukendelighed, sovsen uden smag osv.
Maritim kogebog? Hvordan skal den adskille sig fra en helt almindelig kogebog? Hvad med alle de udenlandske kokke, vil den blive oversat til deres sprog? Hvem skal motivere kokken til at bruge den? og hvordan skal det gøres?
Gå med i kabyssen for sjov? Ja, hvad vil maskinmesteren sige, hvis kokken, som har en gammel knallert, som han elsker at skille ad, kommer ned i maskinen for sjov!!, og giver gode råd? Eller kokken med et duelighedsbevis i sejlads går på broen for sjov!! og blander sig i navigationen.
Kokken har vel også sin stolthed, og man må gå ud fra, at han har en uddannelse, som har gjort ham kompetent til at være om bord og lave mad, så man skal nok passe på med at blande sig i hans arbejde.
Hvis man mener at kosten ombord er for fedende og usund, må det være et spørgsmål om uddannelse/efteruddannelse/kurser, for dem, der laver maden, og frem for alt omlægning af dårlige og indgroede vaner. SUND MAD ER IKKE LIG MED KEDELIG MAD. | |
Kilde/ forfatter: Lis, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
Datter af en styrmand - og hvad det kan medføre Endnu en erindring fra tiden der var…
Nu, hvor skolebørnenes sommerferie står for døren, mindes jeg en sommerferie, da jeg var 14 år gammel.
Min far sejlede dengang som skibsfører i småskibssejlads, de såkaldte coastere. Det var et lille 499 tonner, der hovedsagligt sejlede på det nære Europa. Fragten kunne være alt, som skulle transporteres fra eet sted til et andet. Måske har det været de varer, der i dag transporteres meget hurtigere med containere på lastvognstog eller med fly, da varer i dag skal være fremme på bestemmelsesstedet næsten før, de er bestilt.
Men også på det tidspunkt har det nok været svært for et lille rederi at skaffe laster til skibene, idet de af og til måtte begive sig fra en havn mod et ubestemt mål, uden last, i forventning om, at noget nok skulle vise sig – og det gjorde det så på et tidspunkt, hvor skipperen så fik sin endelige kurs.
Den sommer, så snart som skolerne lukkede for sommerferie, drog den lille familie af sted med bestemmelsessted: Sommerferie med fars skib. Far havde været hjemme på en af de sjældne ferier og var påmønstret en uge tidligere. Min onkel var også skipper og skulle så afmønstre i Kalmar, hvor vi, min mor, min yngre søster, min lillebror og min 1 år gamle ”efternølersøster” , skulle komme om bord.
På Kalmar station løb vi på min onkel, der var for hjemadgående, alt var OK om bord.
Det var dejligt, at se far igen, stående på broen og vinke til os, da vi nærmede os skibet.
Vi skulle til Uleaborg i Finland, helt oppe i bunden af den Botniske Bugt, og hente en last træ til Frankrig, Le Lec på Bretagnekysten. Derefter skulle vi gå til Fowey på den Sydengelske kyst efter chinaclay til Århus.
På den tid var der mere mandskab om bord, end man har i dag. Jeg tror, der var 12 mand påmønstret. Nogle mennesker glemmer man ret hurtigt, og andre har man med i erindringen med ansigt og personlighed. Som sådan tegner 1. styrmanden fra Bornholm, 1. mester fra Amager og kok/hovmesteren sig tydeligt. De 2 førstnævnte besøgte os senere flere gange i vort hjem i København.
Da skibet var et lille skib, var apteringen også snæver. Min far boede agter, øverst ved broen, men resten af besætningen boede enten forude eller agter under dæk, hvor også messen var placeret. Messen var meget lille, og drengene havde deres egen messe forude. (Vi piger måtte naturligvis ikke komme forude). Pantryet lå i huset midtskibs. Maden blev i al slags vejr bragt fra midtskibs til de to messer. Senere på turen, hvor vi havde fået dækslast, var det noget af et kunststykke, at bringe maden af en interimistisk trappe op på dækslasten, hen over træet og ned igen, for at komme til messen.
Turen op til Finland foregik i dejligt roligt vejr. Men der var optræk til uvejr for kok/hovmesteren, for det viste sig, at han havde ”glemt” at proviantere. Hvordan det kunne gå til, var jeg ikke så involveret i, at jeg kan huske årsagen. Men jeg kan tænke mig, at han havde haft dårligt styr på sin økonomi, og at det midt i et vagtskifte ikke var blevet bemærket, at der ikke var bragt proviant ombord.
Det begyndte med, at der ikke var sukker og så accelererede problemet med at andre fødevarer også slap op. Der var rigeligt af havregryn og cornflakes, men det smager ikke ret godt med sodavand på. I dag kan jeg undre mig over, at der ikke syntes at være optræk til ”myttteri” fra besætningens side. Dog kan jeg mindes, at de var meget hårde ved kok/hovmesteren, fysisk. Nu var det nok ikke alt, som vi børn så eller registrerede, men på et tidspunkt så vi, at kok/hovmesteren blev holdt ud over skibssiden i benene! Han hang der og råbte på nåde. Jeg opfattede det dengang som løjer – men? Værst var mad manglen nok for min 1-årige søster, da også Mariekiksene, som mor havde haft med hjemmefra, slap op.
Straks, da vi var ankommet til Uleaborg gik mor og vi børn i land og handlede ind, det vi nu kunne få på den lille landingsplads. Blandt andet kunne vi til vores store forundring få appelsiner, og jeg husker endnu, at det hed Sinasappel. – Der blev så smurt mad til den sultne besætning, og mor og vi piger gik i gang med at gøre et meget beskidt pantry rent.
I Uleaborg var der meget smukt. Det var midsommer og lyst hele døgnet.
Stedet var landingssted for tømmer, der kom inde fra landet ad en flod. Tæt sammenpresset kom stammerne flydende, og der hoppede mænd rundt på dem med lange stænger, for at adskille dem eller rykke dem den vej, de skulle.
Vi havde en dejlig uge, mens der blev lastet træ i lastrum og op over dækket. Der var en dejlig duft af frisk tømmer.
Redningsbåden blev sat i vandet, og nogle fra besætningen og vi børn sejlede rundt til de små holme og badede i det klare, kolde vand.
Besætningen var nu blevet rystet godt sammen, og der var mange hyggelige stunder både under land og på resten af vores tur, hvor der var sammenkomst på mellemste dæks luge med musikeren på guitar og klarinet. Senere tilkom også redekam og dåse med gule ærter.
Turen ned gennem den Botniske Bugt gik fint, og vi var lige et smut indenfor i Svendborg, hvor der var sørget for, at der kom rigtig proviant ombord. Den aften blev der lavet festmiddag. Jeg husker ikke om kok/hovmesteren blev afmønstret.
Vi gik gennem Kieler kanalen, som var en spændende oplevelse med alle sluserne, ned gennem Den Engelske Kanal, og fik derefter dårligt vejr med meget søgang. Da jeg altid har haft tendens til søsyge, lå jeg i min køje i sygelukaf’et, som lå ved siden af messen. Det skortede ikke på ulækre råd fra de tilstedeværende besætningsmedlemmers side, med hvad man kunne gøre ved den slags dårligheder. Så havde jeg ikke kvalme, så fik bare tanken om fedt flæsk, det til vende sig i maven.
Bretagnerkysten er et betagende syn fra søsiden. Vi sejlede ind til Le Lec ved højvande og havnen var beskyttet ved en sluse. Da vi gik tur langs strandpromenaden kunne vi se, hvor nødvendigt, det var med lukning af havneområdet, idet de små fiskerbåde, som lå udenfor, lå på siden på en stærkt skrånende tør strandbred.
Besætningen og vi fandt hurtigt vores lille stamværtshus ved den lille havn. Vi var med til at besøge den om eftermiddagen, og det var her, jeg for første gang smagte rødvin. Vi kunne vist ikke få sodavand, så der blev skænket en lille sjat rødvin i et glas, og det blev fyldt op med vand – sådan. Vi piger lagde mærke til, at nogle fra besætningen havde et særligt øje til én af pigerne i værtshuset, så det var nok derfor, vi skulle besøge netop det sted. Vi gik mange ture i de bagved liggende højder og ind til den nærliggende by Skt. Brieux. Nogle gange gik vi hjem til skibet efter mørkets frembrud ved Skt. Hans ormenes lys.
Sidste last skulle hentes i Fowey, som er en lille by på Sydenglands kyst. I dag er det vist et kendt turiststed. Vi var der et par dage for at indtage vores last af china clay, som bruges til porcelænsfremstilling. Clay’en blev anbragt i lastrummene med en snegl, og fyldte kun meget lidt i rummet, idet det er et tungt produkt.
Da Sydengland også bliver ramt af tidevandsændringerne lå skibet af og til meget dybt i forhold til kajen, og vi skulle klatre i land ad en stige, der var monteret på bolværket. Det var ret ubehageligt, da det samtidig var regnvejr og det fedtede china clay lå overalt, også på trinnene. Men det var meget hyggeligt at gå i den lille, gamle og romantiske by, som havde lidt Dickens over sig.
Vores sommerferie var ved at være forbi og turen gik nu hjemover mod Århus, hvorfra mor og vi børn skulle rejse hjem til København. Vi skulle i skole igen. Vi havde haft en dejlig, lang tur med vores far.
Den sidste nat om bord, i Kattegat, på vej ind til Århus, kom far og vækkede os. Vi skulle skynde os, at komme op på broen. Der viste naturen os en sidste oplevelse: En tre halet komet. Den fløj hen over himlen, klart og tydeligt.
Så således fik vores tur et af naturens festfyrværkerier som afslutning.
Mange hilsner med ønsket om en rigtig god sommer. Lonnie Jepsen, Fanø. | |
Kilde/ forfatter: Lonnie Møller Jepsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)