|<
<
>
>|
Foredrag med Marie Finne i Hannerup kirkes mødelokaler torsdag d. 21/3. I samarbejde med kreds 2.
Ca. 50 personer var mødt op for at høre Marie Finne fortælle om sine 40 år til søs som telegrafist, ansat ved Lauritsen. Det er ingen overdrivelse at sige, at vi kom ganske langt omkring.
Foredraget var delt op i to dele: Den første del omhandlede livet til søs og hvordan det havde formet sig, mens anden del handlede om, hvad Marie Finne havde set og oplevet i de forskellige havnebyer.
Det hele startede da Marie Finne som 15-årig ville være landmand med egen gård. Efter at have knoklet i et år for sin far – uden løn – besluttede hun sig for at finde en kort uddannelse med gode jobmuligheder, der gav en god løn, så hun hurtigt kunne få sparet op til sin gård.
Det blev telegrafist-uddannelsen, selv om hun ikke vidste, hvad det var. Da hun var for ung til at påbegynde uddannelsen, måtte hun vente to år, man skulle være 17 år for at starte. De to år brugte hun på det danske atletiklandshold. Hun har eks. 2 danske rekorder i kuglestød.
Som 19-årig færdiguddannet telegrafist fik hun hyre – det vidste hun heller ikke, hvad var – på et skib ved Lauritsen. Da hun kom ombord, blev kaptajnen absolut ikke begejstret, han sagde f.eks. først goddag efter, at han havde ringet hjem til rederiet for at brokke sig. En kvindelig telegrafist på hans skib? Det kunne ikke passe! Men det gjorde det, og dermed blev Marie Finne den første kvindelige telegrafist i et af Lauritsens skibe. Som hun sagde til foredraget: Han var en god, hård, men retfærdig kaptajn”.
Hun havde to udtryk, hun brugte meget: ”Jamen var det ikke bare alle tiders?” og ”Min gode ven: Pøsen.”
I alle de 40 år hun tilbragte til søs, var hun mere eller mindre konstant søsyg.
Når hun skulle nogen steder ombord, mens hun var søsyg, bar hun pøsen med sig rundt. Den blev bundet fast til skrivebordet, og de steder hun nu var henne, så når hun blev syg, skulle hun ikke først ud at rende…
Det var ikke småting, Marie Finne kunne fortælle om de havne, de havde besøgt. Nogle gange lå de jo i havnen i hele 14 dage. Eks. kan hun i dag, pga. et besøg i Calcutta ikke høre ”Giv os i dag vort daglige brød” fra Fadervor uden at tænke på den ekstreme fattigdom, hun mødte i Calcutta. Her bliver folk født, syge og dør i rendestenen. De hellige køer træder nogen gange på menneskerne i rendestenen, og dem der er heldige, dør med det samme. Andre lider i dage, uger, måneder eller år.
På Grønland har hun mødt Sirius-patruljens folk et par gange, set isbjørne med og uden unger.
Det var helt utroligt spændende ting, hun kunne fortælle. Nogle var stuerene, andre ikke, bl.a. hvad hendes søsyge angik.
Uanset om man kunne tåle at høre det, eller ej, så var det en hyggelig og morsom aften, lattermusklerne blev rørt og til tider var det eftertænksomheden, der var i fokus.
Til alle interesserede kan jeg kun sige: Gå ind og hør hendes foredrag, hvis I får mulighed for det. Man kan ikke forblive uinteresseret. | |
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Bog anmeldelser
LIVET !!!!!!!!!!!!!! ja, det er da dejligt ik´
Da jeg var yngre, vejede jeg nogle kilo mindre. Jeg behøvede aldrig at holde maven inde, når jeg havde en stram kjole på. Men nu hvor jeg er blevet ældre, har min krop gjort sig fri. Der findes en form for elastisk komfort der hvor min talje var engang. De italienske sko skal være to numre større, hvis jeg da overhovedet kan få fødderne i dem og skridtet på strømpebukserne sidder alt for ofte nede ved knæene.
Men jeg har også lært, at det ikke betyder noget hvad der sker, eller hvor sort alt føles i dag; Livet går videre og i morgen bliver en bedre dag.
Jeg har lært, at det siger meget om et menneske, hvordan han/hun håndterer disse tre ting:
En regnvejrsdag, mistet bagage og sammenfiltrede juletræskæder.
Jeg har lært, at uanset hvilket forhold du har til dine forældre, så vil Du savne dem, når de ikke er her mere.
Jeg har lært, at det at skaffe sig penge og ting, ikke er det samme, som at skabe sig et liv.
Jeg har lært, at livet af og til giver dig en chance mere.
Jeg har lært, at man ikke kan gå gennem livet med en baseball-handske på begge hænder. Af og til skal man også kaste bolden tilbage.
Jeg har lært, at når jeg beslutter noget direkte fra hjertet, så har jeg for det meste også truffet den rette beslutning.
Jeg har lært, at selvom jeg er såret, behøver jeg ikke såre andre.
Jeg har lært, at man hver dag skal række sin hånd ud til nogen. Alle behøver en varm tanke eller et venligt klap på skulderen.
Jeg har lært, at jeg stadig har meget at lære.
Jeg har lært, mennesker vil glemme hvad du har sagt og ting du har gjort, men de vil aldrig glemme, hvad du fik dem til at føle.
Send dette til mindst fem fantastiske kvinder i dag og noget godt vil ske........
Du kommer i hver tilfælde til at have fortalt en anden kvinde, at du synes hun er fantastisk, og du har måske fået hende til at smile. Men hvis du ikke gør det...........så går lynlåsen i stykker, dine strømpebukser vil rulle ned til fødderne, hvor dine italienske sko klemmer!
Med frisk forårshilsen til alle I gode qwuinder | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Kontakt med filippinske sømandskoner - en optakt til interview med den filippinske sømandskoneforening, andet steds i bladet.
"Som tidligere beskrevet her i bladet, var jeg i efteråret til møde med Forskningsenheden for Maritim Medicin (FMM) i Esbjerg. Ved dette møde fortalte Fabienne Knudsen fra FMM, at hun skulle til en konference i Filippinerne kort tid efter vores møde. Jeg spurgte om hun ville forhøre sig om, hvor vidt der findes en filippinsk sømandskoneforening, idet jeg syntes det kunne være interessant med kontakt dertil. Hun mente faktisk der var en sådan, og ville meget gerne forhøre sig derude. Hjemkommet fra dette møde, kontaktede jeg vores næstformand Kirsten Nybroe, som jo står for den internationale kontakt, om hun ikke lige i en håndevending kunne oversætte vores lille folder til engelsk, så Fabienne kunne få den med sig til Filippinerne. Det gjorde hun, og med diverse pc-problemer fik vi den med i sidste øjeblik.
Fabienne Knudsen gjorde et godt stykke arbejde for vores forening. Ikke blot lykkedes det hende at opstøve en sømandskoneforening derude, hun fik også et gensidigt ønske om kontakt og et flot interview med hjem.
Jeg vil være ærlig og sige, at det ikke har været helt uden spekulationer: Vil det møde modstand i vores forening? Er der nogen der ser filippinere som ”fjenden”. Ser dem, som dem, der bare giver vores mænd problemer, problemer vi som sømandskoner også mærker? Filippinere som tager arbejdet fra vores mænd? Og hvorfor i alverden skulle vi støtte op om det, med en kontakt til deres koner? Der er jo noget om snakken, kan man sige. Det er i hvert fald en måde at anskue tingene på. En anden måde at anskue tingene på, kunne imidlertid være, at der, hvor der eksisterer problemer, ”tager man tyren ved hornene”, og det gør man som bekendt ikke uden nærkontakt. Hvem af os, ville ikke ønske, at befri vores mænd for de kulturelle problemer, de oplever i hverdagen, og som vi ofte lytter til? Kunne vi bare svinge tryllestaven, som Harry Potter kan. Det kan vi ikke, men vi kan måske medvirke til at gøre en forskel! Selv en lille forskel tæller. Og dog, hvorfor skulle vi underkende vores egen rolle som sømandskoner? Bag enhver succesfuld mand står en kvinde, eller hvordan det ordsprog nu lyder.
Personligt har jeg altid fundet det interessant og lærerigt at møde mennesker fra andre kulturer. Via rejser, men også via arbejde i udlandet, har jeg mødt og lært mange meget forskellige mennesker at kende gennem tiden. Jeg har bare aldrig været i Filippinerne. Men jeg kan godt forestille mig, at hvis jeg lærte dem at kende, ville det også påvirke min mand. Jeg kan også forestille mig, at hans umiddelbare reaktion ville være: ”Du er ikke rigtig klog”. Men ærlig talt, det har han før sagt, og slutteligt har sagt noget helt andet.
For hvad ved vi om deres kultur? Jo, jeg ved godt, der kan komme mange hurtige svar, på det spørgsmål, fra både koner (der har sejlet med) og mænd. Men helt ærligt, hvad ved vi, om hvad der virkelig betyder noget for dem, og hvordan de udtrykker/viser det? Hvad ved vi om deres livsbetingelser, deres hverdag hjemme, deres historie og meget mere? Gør det dig ikke lidt nysgerrig?
De har allerede udvist interesse for at lære os at kende, og her har vi en glimrende chance, for at formidle, hvad der betyder noget for os. Når vi lærer hinanden at kende, mindskes misforståelserne.
Jeg ved i naturens sag ikke, hvad et samarbejde vil bringe sådan mere konkret, men jeg synes så afgjort det er spændende. Det kunne være udvekslende historier/artikler i hinandens blade. Endnu mere interessant kunne det være, at besøge hinanden. Men en naturlig hæmsko, er jo, at deres land ikke ligger lige rundt om hjørnet, og det er kostbart at tage dertil, med mindre sømanden alligevel skal der til…
Alene Fabienne Knudsen´s interview med de filippinske sømandskoner, synes jeg er interessant og lærerigt. Så skulle vi ikke give det en ærlig chance, og med et åbent sind, møde andre sømandskoner, der ligesom os, har sine historier, sine genstridigheder og sine gode oplevelser at dele ud af? Det er primært gennem en positiv tilgang, at vi ændrer verden til det bedre." | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): The Phillipines
|
(i)