|<
<
>
>|
LIVET !!!!!!!!!!!!!! ja, det er da dejligt ik´
Da jeg var yngre, vejede jeg nogle kilo mindre. Jeg behøvede aldrig at holde maven inde, når jeg havde en stram kjole på. Men nu hvor jeg er blevet ældre, har min krop gjort sig fri. Der findes en form for elastisk komfort der hvor min talje var engang. De italienske sko skal være to numre større, hvis jeg da overhovedet kan få fødderne i dem og skridtet på strømpebukserne sidder alt for ofte nede ved knæene.
Men jeg har også lært, at det ikke betyder noget hvad der sker, eller hvor sort alt føles i dag; Livet går videre og i morgen bliver en bedre dag.
Jeg har lært, at det siger meget om et menneske, hvordan han/hun håndterer disse tre ting:
En regnvejrsdag, mistet bagage og sammenfiltrede juletræskæder.
Jeg har lært, at uanset hvilket forhold du har til dine forældre, så vil Du savne dem, når de ikke er her mere.
Jeg har lært, at det at skaffe sig penge og ting, ikke er det samme, som at skabe sig et liv.
Jeg har lært, at livet af og til giver dig en chance mere.
Jeg har lært, at man ikke kan gå gennem livet med en baseball-handske på begge hænder. Af og til skal man også kaste bolden tilbage.
Jeg har lært, at når jeg beslutter noget direkte fra hjertet, så har jeg for det meste også truffet den rette beslutning.
Jeg har lært, at selvom jeg er såret, behøver jeg ikke såre andre.
Jeg har lært, at man hver dag skal række sin hånd ud til nogen. Alle behøver en varm tanke eller et venligt klap på skulderen.
Jeg har lært, at jeg stadig har meget at lære.
Jeg har lært, mennesker vil glemme hvad du har sagt og ting du har gjort, men de vil aldrig glemme, hvad du fik dem til at føle.
Send dette til mindst fem fantastiske kvinder i dag og noget godt vil ske........
Du kommer i hver tilfælde til at have fortalt en anden kvinde, at du synes hun er fantastisk, og du har måske fået hende til at smile. Men hvis du ikke gør det...........så går lynlåsen i stykker, dine strømpebukser vil rulle ned til fødderne, hvor dine italienske sko klemmer!
Med frisk forårshilsen til alle I gode qwuinder | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Kontakt med filippinske sømandskoner - en optakt til interview med den filippinske sømandskoneforening, andet steds i bladet.
"Som tidligere beskrevet her i bladet, var jeg i efteråret til møde med Forskningsenheden for Maritim Medicin (FMM) i Esbjerg. Ved dette møde fortalte Fabienne Knudsen fra FMM, at hun skulle til en konference i Filippinerne kort tid efter vores møde. Jeg spurgte om hun ville forhøre sig om, hvor vidt der findes en filippinsk sømandskoneforening, idet jeg syntes det kunne være interessant med kontakt dertil. Hun mente faktisk der var en sådan, og ville meget gerne forhøre sig derude. Hjemkommet fra dette møde, kontaktede jeg vores næstformand Kirsten Nybroe, som jo står for den internationale kontakt, om hun ikke lige i en håndevending kunne oversætte vores lille folder til engelsk, så Fabienne kunne få den med sig til Filippinerne. Det gjorde hun, og med diverse pc-problemer fik vi den med i sidste øjeblik.
Fabienne Knudsen gjorde et godt stykke arbejde for vores forening. Ikke blot lykkedes det hende at opstøve en sømandskoneforening derude, hun fik også et gensidigt ønske om kontakt og et flot interview med hjem.
Jeg vil være ærlig og sige, at det ikke har været helt uden spekulationer: Vil det møde modstand i vores forening? Er der nogen der ser filippinere som ”fjenden”. Ser dem, som dem, der bare giver vores mænd problemer, problemer vi som sømandskoner også mærker? Filippinere som tager arbejdet fra vores mænd? Og hvorfor i alverden skulle vi støtte op om det, med en kontakt til deres koner? Der er jo noget om snakken, kan man sige. Det er i hvert fald en måde at anskue tingene på. En anden måde at anskue tingene på, kunne imidlertid være, at der, hvor der eksisterer problemer, ”tager man tyren ved hornene”, og det gør man som bekendt ikke uden nærkontakt. Hvem af os, ville ikke ønske, at befri vores mænd for de kulturelle problemer, de oplever i hverdagen, og som vi ofte lytter til? Kunne vi bare svinge tryllestaven, som Harry Potter kan. Det kan vi ikke, men vi kan måske medvirke til at gøre en forskel! Selv en lille forskel tæller. Og dog, hvorfor skulle vi underkende vores egen rolle som sømandskoner? Bag enhver succesfuld mand står en kvinde, eller hvordan det ordsprog nu lyder.
Personligt har jeg altid fundet det interessant og lærerigt at møde mennesker fra andre kulturer. Via rejser, men også via arbejde i udlandet, har jeg mødt og lært mange meget forskellige mennesker at kende gennem tiden. Jeg har bare aldrig været i Filippinerne. Men jeg kan godt forestille mig, at hvis jeg lærte dem at kende, ville det også påvirke min mand. Jeg kan også forestille mig, at hans umiddelbare reaktion ville være: ”Du er ikke rigtig klog”. Men ærlig talt, det har han før sagt, og slutteligt har sagt noget helt andet.
For hvad ved vi om deres kultur? Jo, jeg ved godt, der kan komme mange hurtige svar, på det spørgsmål, fra både koner (der har sejlet med) og mænd. Men helt ærligt, hvad ved vi, om hvad der virkelig betyder noget for dem, og hvordan de udtrykker/viser det? Hvad ved vi om deres livsbetingelser, deres hverdag hjemme, deres historie og meget mere? Gør det dig ikke lidt nysgerrig?
De har allerede udvist interesse for at lære os at kende, og her har vi en glimrende chance, for at formidle, hvad der betyder noget for os. Når vi lærer hinanden at kende, mindskes misforståelserne.
Jeg ved i naturens sag ikke, hvad et samarbejde vil bringe sådan mere konkret, men jeg synes så afgjort det er spændende. Det kunne være udvekslende historier/artikler i hinandens blade. Endnu mere interessant kunne det være, at besøge hinanden. Men en naturlig hæmsko, er jo, at deres land ikke ligger lige rundt om hjørnet, og det er kostbart at tage dertil, med mindre sømanden alligevel skal der til…
Alene Fabienne Knudsen´s interview med de filippinske sømandskoner, synes jeg er interessant og lærerigt. Så skulle vi ikke give det en ærlig chance, og med et åbent sind, møde andre sømandskoner, der ligesom os, har sine historier, sine genstridigheder og sine gode oplevelser at dele ud af? Det er primært gennem en positiv tilgang, at vi ændrer verden til det bedre." | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): The Phillipines
Sølvbryllup i Peru Fortsættelse fra Søhesten nr. 6.
(Fortsættelse fra Søhesten nr. 6. 2008)
En anden stor del af amazonindianernes fødekilde kom selvfølgelig fra floden, som er rig på talrige fiskearter – ikke mindst piranha (piratfisk), dorado, kingfish og mange, mange andre. Og de her nævnte fik vi serveret på skibet, enten til frokost eller aftensmad. Og altid med masser af kartofler, grøntsager og ris til. Varer som blev indkøbt i landsbyerne langs floden. Et par gange blev vi udstyret med hjemmelavede fiskestænger, vi skulle på piranhafiskeri, og fra de motoriserede kanoer smed vi krogene ud med råt kød på. I vores kano, var jeg den eneste, som fik noget på krogen. Det var dog ikke en af de frygtede piratfisk, men en tetra, som vi kender fra vore akvarier herhjemme. Den fik lov at komme ud i floden igen. Til vores store ærgrelse hev kanoen lige ved siden af os den ene piratfisk ind efter den anden!
Turen fra Ichitos gik til Santa Rosa, som ligger på grænsen mellem Peru, Columbia og Brasilien. Her havde vi nogle timer i land, så vi var et smut i både Columbia og Brasilien. Her var byerne meget større, med masser af butikker, trafik, støj og larm. Men også en fascinerende kontrast til de små stille landsbyer, vi havde besøgt på flodbredderne. Vi fik handlet lidt souvenirs og fik ringet hjem til familien. Turen gik nu tilbage mod Ichitos, men hele tiden var der nye landsbyer og nye indtryk.
Da vi sammen med guiderne evaluerede turen på Amazonfloden, gav vi udtryk for, at turen havde været ganske fantastisk, selv skibets standard taget i betragtning, men at vi havde forventet at se mange flere dyr! I brochurer og kataloger ser man altid papegøjer, aber og dovendyr hænge i træerne langs flodbredden. Hertil smilte de, og sagde at de jo var der, dyrene, men selvfølgelig længere inde i regnskoven. Og jo vi så og hørte papegøjer og aber, men ikke på tæt hold. Vi blev nu tilbudt at tage med en af guiderne til en dyrehave ved Ichitos. Og da det var den sidste dag inden afrejsen hjemad, tog vi imod tilbuddet.
En amerikansk dame havde anlagt en lille have der i regnskoven, hvor hun ud over en sommerfuglefarm også tog imod dyr, som mennesker på den ene eller den anden måde ikke havde behandlet godt. Her var papegøjer og andre eksotiske fugle, myreslugere, tapire, pantere og ikke mindst mange forskellige aber. Visse af aberne skulle man tage sig i agt for. De var blevet opdrættet som lommetyve, og var eksperter i at gå i turisternes lommer. Mit eget kamera var nær smuttet, men aben respekterede, at jeg råbte op, og den forsvandt til et andet offer. (At mit kamera så siden forsvandt ved et indbrud herhjemme er en anden sag!) Fantastisk var det også at gå rundt i sommerfugelfarmen. Vi så mange forskellige arter fra puppestadiet, til larver og så den flotte færdige sommerfugl.
En god måde at afslutte besøget i Amazonlandet, om end baggrunden for oprettelsen af haven, næsten ikke er til at tænke på.
Tidligt næste morgen fløj vi til Lima. Her havde vi 11 timers ventetid i lufthavnen, suk! Men også den tid gik, og efter mellemlanding i Amsterdam ankom vi til Danmarks februarsure vejr. Godt trætte og mætte af indtryk. Vores huspasser havde sørget for, at der var ingredienser til en frikadelle, og der stod et par kolde øl i køleskabet!
Vi lærte en masse på den tur! Både om andre folkekulturer og ikke mindst om mig selv. Jeg ved nu, at jeg skal betænke mig meget, inden jeg igen ville vælge at tage til et sted, som ligger mere end 4000 m over havet. Tilvænningen til den iltfattige luft er svær og ubehagelig. At rejse rundt i et land på kryds og tværs i 3 uger, gør at man kun har ganske få dage det samme sted. Man lever så at sige i sin kuffert, - og kors, hvor kan den blive rodet! Men jeg har stadig trang og mod til at besøge andre steder på vores dejlige jord, se og være blandt mennesker, som lever på en helt anden måde end jeg selv gør. Det giver sørme stof til eftertanke! | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)