|<
<
>
>|
At turde – er at miste fodfæste for en tid. Ikke at turde – er at miste sig selv.
Sådan har Lotte måske slet ikke tænkt, da hun skrev sit indlæg om candida svamp i forrige nr. af Søhesten. Men sådan tænker nogle af os måske: Puh ha, det var modigt gjort, det turde jeg nok ikke selv, - eller hvad ved jeg. Lotte er hudløst ærlig. Nogle vil måske sige, hun blotlægger sig selv, for meget måske? Jeg vil sige, som Søren Kierkegaard: At turde – er at miste sig selv for en tid (måske). Ikke at turde – er at miste sig selv.
Det er flot gjort. En stor cadeau til Lotte. At hun har modet til at stå frem, og gøre andre opmærksom på lige den problematik, som måske ellers opleves meget privat, både af dem, som selv har problemet, og af dem, som slet ikke kender til problemet. At vise sin svaghed (hvad det så end er), er i virkeligheden en styrke.
Jeg ville ønske Lotte kunne få det bragt i samtlige lægelige tidsskrifter. For det her er, som Lottes læge også røbede, noget lægevidenskaben i stor udstrækning lukker øjnene for. Og tænk på alle dem som i fuld tillid henvender sig til sin læge, men blot negligeres, og i værste fald bliver grinet af.
Det var befriende læsning. Lotte rørte i princippet ved noget urørligt, og hvad er mere forfriskende? Måske ligger der dét i det, at det er kvinder der ændrer verdens gang, trods det er mændene der er ved magten?
Men her gælder det først og fremmest en gæv sømandskone, der har udrettet noget stort. Hun har efter lang tids søgen, fundet løsningen på et invaliderende problem. Hun holdt fast, og fik endda mod og styrke til at berette det for omverden. Venner, det er altså noget af en bedrift! | |
Kilde/ forfatter: Birgit, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)