|<
<
>
>|
Livet er ikke så dårligt endda
Jeg sidder her, kl. ”meget sent om natten”, og kan ikke sove, selv om jeg er udmattelsen nær. Hvorfor kan jeg ikke sove?? Dels pga. smerter pga. sygdom og dels fordi tankerne ikke vil holde op med at kværne gennem hovedet, udløst af stress som følge af sygdommen og en chef, der tror at det er pjæk.
Men selv om min verden pga. ovenstående lige for tiden er temmelig ”sort”, så føler jeg mig alligevel utrolig privilligeret.
Min mand (som udmønstrede for en uges tid siden) har lige siden lægen sygemeldte mig med mistanke om mavesår, været utrolig sød – som altid. Han hader når de mennesker, han elsker, er syge, men alligevel formår han at være den stærke, der altid har de rigtige måder at løfte mit humør på, uden at han negligerer sygdommen, eller at jeg har de følelser omkring det, som jeg har. Tusind tak, skat.
Min stedsøn (11 år) kan ikke fordrage piger, knus, kys og kram, men valgte alligevel at give mig mit allerførste store knus, da vi for nylig var på ferie. Han hilser altid, når han fræser forbi på cykel, løbehjul eller hvad han nu er på den dag. Og han har altid en masse at fortælle. | |
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Flytterod
Mon ikke mange af os har prøvet det! At tiden for sømandens udmønstring er kommet snigende bag på én? Normalt er vi jo vant til tiden MED ham og tiden UDEN ham, og sådan er vores dagligliv splittet op, når nu engang manden ”står til søs”. Man ser hen til den dag han skal komme hjem og nogen gange til den dag han skal af sted igen. Vi bliver jo vanemennesker! Sådan var det også for os denne sommer. Men:
Vi havde igennem det sidste års tid snakket om, at huset vi havde boet i de sidste 18 år, nu var ved at være for stort. Den første af ungerne var for længst flyttet fra reden og den sidste er nået til den alder, hvor ”fraflytningen” måske ikke ligger så fjernt. Derfor havde vi de sidste gange min mand havde været hjemme været rundt og kigge på mindre boliger. Vi tog det stille og roligt, det var jo ikke ”et must”, og vi havde begge forskellige ønsker og krav til den nye bolig: Ingen hjørnegrund mere, jeg var træt af at skovle sne på så lang en strækning. Der skulle være spisekøkken, da det meste af vores fritid foregår i netop dette rum – og så ønskede jeg så brændende et bryggers i stedet for den skumle kælder vi havde det gamle sted.
Når man sådan er rundt og kigge på huse, træffer man en ganske bestemt art af menneskeheden: Ejendomsmægleren! Selvom vi faktisk havde besluttet at prøve at sælge vores bolig uden dennes mellemværende ( de tjener uligt meget i forhold til deres indsats), billigede vi at han kom og vurderede vores hus. Mod vor forventning kom han med et tilbud, vi ikke kunne afslå. Vi fik travlt med at ”shine op” med maling af stue og soveværelse. Selv havde vi kig på et lille hus hos samme ejendomsmægler, der var blot det, at der skulle en hel masse forandringer til, så vi ville lige tygge på det. Inden der var gået 14 dage var det gamle hus solgt, med den klausul at de nye ejere skulle overtage til den førstkommende første!
Datteren gik til studentereksamen i den samme tid, og da hun havde bestået den med bravur, skulle der jo afholdes studentergilder i flere tempi! Ind i mellem rendte vi til og fra det hus vi havde kig på, for til sidst at beslutte os for at købe! Nu gik der for alvor maraton i det! Vi rendte fra advokat til bank til ejendomshandler. Alt skulle jo være på plads inden manden stod til søs! Selvom man kan få lavet en generalfuldmagt er der jo mange ting at tage stilling til, og hvor det er helt rart at disse ting er på plads inden man skilles for en periode. Vi havde fået tilsagn om, at vi kunne overtage det nye hus et par dage før den første, så da rederiet ringede den 28. og meddelte at sømanden skulle mønstre sit skib den 30. måtte vi appelere om hurtig indflytning hos den forrige ejer. Han og flyttefolkene var velvillige, så vi startede d. 29. kl. 17. Vi flyttede til kl. 02 om natten og næste morgen var det tilbage til det gamle hus, for at smide ud, gøre rent og hvad ved jeg! Kl. 13 kørte jeg sømanden til toget. Han havde da befundet sig i sit nye hjem i ca. 5 timer! Her stod jeg så mellem flyttekasser og gammelt skidt, som skulle køres på lossepladsen. Min arbejdsgiver kunne fornemme mit arbejdspres og gav mig uopfordret ferie i 10 dage! Der gik 3 dage, så var kasserne tømt og skabet stod, hvor jeg (om jeg så må sige) havde besluttet det skulle stå. Nu bøvler jeg så videre med håndværkere der ikke kommer, med adresseændringer og med skatteændringer. Jeg kan ikke finde ud af varmesystemet, går tit i lunkent bad og jeg forklarer mine nye naboer at jer HAR en mand. Men jeg har det skønt – og sømanden glæder sig til at komme hjem og se hvordan vi bor!
Efterskrift: Gør det til en regel at smide ud, hvad du ikke har haft brug for det sidste år. Denne regel havde jeg ikke ( er lidt af en samler ) og kors i hytten, hvor vi fik travlt med sortering og ragelse, der blot skulle have været kørt bort for flere år siden! | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Kommunikation med sømanden.
I lang tid gik min mand og jeg og ønskede, at han kunne komme på et skib, hvor der var e-mail ombord, det ville lette kommunikationen meget, når nu for eksempel bilen skal på værksted, børnene kommer til skade eller lignende.
Men jeg troede aldrig, at jeg ville skrive dette, men nu synes jeg faktisk, at en del af glæden ved at sende ham et brev, den er væk.
Det er så dejligt nemt at gå hen til computeren, tænde den, skrive et brev og sende det til ham. Men alligevel:
Før i tiden sad jeg personligt nemt en hel aften og skrev et brev i hånden, samlede ting at fortælle sammen i en uges tid, så der var ofte 6-7 tætskrevne A4 ark, når brevet blev sendt. Nu tager det ikke engang en time, så har man skrevet et brev, men det er altså ikke så hyggeligt at sidde ved computeren og skrive. Med en blok og en kuglepen kan man sidde i sofaen og ”slappe af” samtidig. Han er så også – ved det håndskrevne brev – måske heller ikke så langt væk, rent følelsesmæssigt, som ved en kold skærm.
Grunden til, at jeg skriver dette her er, at jeg efter at have sendt et brev forleden, kom til at tænke på hele atmosfæren omkring disse e-mail-breve. Hvad står der egentligt i dem? Måske er det også fordi, at jeg p.t. er uden arbejde, der er ikke så meget at fortælle, men alligevel. Der burde stå andet og mere end bare lige, at bilen er repareret, ungerne har det fint, og så videre.
Måske er det for nemt at skrive ved computeren?
Når man (jeg) føler den mindste smule savn, fluks ned til skærmen og skrive et eller andet, så han ikke er så langt væk?
Jeg ved det ikke, men er jeg den eneste, der stadig synes, at håndskrevne breve er bedre at sende og at få?
Der er da i hvert fald én fordel ved de håndskrevne breve: Man behøver ikke at sætte en adgangskode på dem, men vi har valgt at kryptere vores e-mails.
Jeg synes nu generelt, at de håndskrevne breve er bedst, men når nu postgangen til og fra skibe er så uregelmæssig, så må man jo nøjes… | |
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)