|<
<
>
>|
Når Ønske barnet ikke kommer med Storken del 2
Fortsættelse fra sidste nr. af Søhesten.
Vi besluttede, at vi skal ud og se verden i stedet for at få barn. Vi besluttede, at vi først skal til Australien. Vi kørte på biblioteket og lånte bøger, regnede på, hvor mange penge turen kunne komme til at koste. Snakkede om, hvad vi ville se, og hvor længe vi ville være af sted, hvilken årstid der er bedst at rejse på. Planlægningen var godt i gang. MEN en nat vågnede jeg med et sæt, satte mig op i sengen og råber ” Carsten vi skal forsøge at adoptere et barn, for ellers kommer vi til at fortryde det senere i livet” Sømanden svarede ”Nå”, og vi sov videre. Resten af natten sov jeg som en sten. Næste dag snakkede vi adoption længe, og blev enige om, at det vil vi. Vi går på nettet for at se på hvilke lande, vi kan få barn fra, og blev meget hurtig enige om Kina. Første skridt er at ringe til Amtet og få adoptions ansøgningspapirerne tilsendt. Det går let, papirerne kommer. Vi går i gang med at indhente en masse attester. Vi skal have helbredsattester, straffeattester, kopiere lån på hus, bil m.m , bo-steds attester for de sidst 5 år, attest på at vi ikke skylder kommune eller staten penge, vielse- og dåbsattester, og sidst men ikke mindst skal vi udfylde en masse papirer om os selv . Det største chok kommer, da jeg skal betale min helbredsattest, den koster 1350 kr, hvorimod Sømandens koster det halve, lægerne må selv fastsætte prisen på disse attester, og de ved godt, at vi betaler, og adoption koster mange penge. Jeg sender alle papirerne midt i oktober 2006, og vi er i gang med Fase 1. I fase 1 skal vi til en samtale i Amtet hos en sagsbehandler. Det kommer vi midt i november 2007, som det sidste par i Storstrøms amt. Den dag vi kørte til Vordingborg, var jeg meget nervøs. sømanden tog det stille og roligt, hvad ville sagsbehandleren spørge om? Samtalen gik godt, sagsbehandlerne var meget venlige og lette at tale med. Vi kunne nu køre hjem og vente på at vores sag kom op i samråd, og blive godkendt til Fase 2. Det svære kom, da godkendelsen lod vente på sig, samrådet ville have nogle ekstra attester på os, og det tog ½ år at få dem. I mellem tiden var amterne blevet nedlagt og blevet til Regioner, det var også medvirkende til, at tiden gik. Ventetiden bruger vi på at kommer til Informations møder hos de 2 adoptionsbureauer, der er i Danmark, AC og Danadopt. Vi vælger Danadopt, da vi syntes, de tiltaler os mest og giver det bedste indtryk. Samtidig gik vi rundt og tænkte, hvad hvis nu vi få afslag på vores ansøgning, det giver en del frustration, og bekymringer. Tiden går og jeg nærmer mig med hastige skridt de 40 år. Endelig 1. juni 2007 kom der brev fra Region Sjælland, aldrig har jeg været så nervøs for at åbne et brev som den dag. Vi er godkendt til Fase 2. Lettelsen var stor, endelig er vi videre i vores adoptionssag, og kan komme på adoptionsforberedende kursus. Sømanden er selvfølgelig ude at sejle, og jeg fejrer det alene, og køber 5 børnebøger, noget måtte jeg bare gøre. Jeg ringer til Familiestyrelsen og melder os på adoptionsforberedende kursus sidst i august og midt i september. Vi er glade og forventnings fulde, og ved nu at vi er 97% sikker på at blive godkendt i Fase 3. Men der er atter et STORT MEN. Mærsk beslutter, at Carsten skal udmønstre sidst i August, og de vil ikke lade Carsten blive hjemme 3 uger ekstra, så vi kan få taget det kursus. Vi skal begge deltage på samme kursus, og mister vi een kursusdag,skal det hele tages om. Det koster 3000kr at deltage på disse kurser. Langt om længe er der et kursus, hvor Carsten er hjemme. Kursuset ligger i Tisvildeleje , og de der deltager er fra Københavns området. Kurset består af et weekendkursus med overnatning og 1 kursusdag 3 uger senere. Vi kommer på weekend kursuset og 2 dage senere ringer Mærsk, Carsten skal på job 5 uger for fortidligt. Jeg ryger som en turboraket op i det mørkerøde felt, og kalder både den ene og den anden for de værste gloser. Det hjælper( i øvrigt den eneste gang, det har hjulpet at blive så hysterisk), vi få forhandlet os frem til, at Carsten skal ud 5 dage efter den sidste kursus dag. Kursuset er spændende og meget lærerigt, vi sidder i rundkreds og er 10 par og 3 eneadoptanter. Der er på forhånd lagt et program med emner. Vi skal arbejde meget i grupper på kryds og tværs, sammen med vores partner og alene. Vi får snakket om det at være barnløs, hvad det har betydet for os som par, hvad vil det sige at være en familie med et adoptivbarn. Det er specielt i manges øjne ( Av tænkte jeg så er vi godt nok en meget, meget speciel familie, når vi også er en sømandsfamilie). Hvordan forholder vi os til at skulle modtage vores barn, hvordan får vi den bedste tilknytning til vores barn. Hvad gør vi, hvis vi får et barn med tilknytningsproblemer? Vi fik vendt mange problemstillinger på disse kursus dage, og vi var meget afklarede, om at vi skal adoptere. Nogle af deltagerne var stadigvæk i tvivl, og nogle par havde ikke afsluttet behandling for barnløshed endnu, og der med ikke opgivet håbet om at få deres eget biologiske barn. For at kunne ansøge om fase 3 i adoptionsforløbet, skal man have afsluttet behandling for barnløshed, det havde vi gjort inde i fase 1, så med kursusbeviset i hånden, kunne vi sende papirerne, og ansøge om fase 3. I et adoptionsforløb skal man være meget gode venner med tålmod, og kun vente. Fra vi havde sendt papirerne til stadsregionen, til vi kom til første samtale gik der 3 måneder, men ok Sømanden var jo alligevel ude at sejle i de 3 måneder, så der var ingen panik over det( Altså næsten) I fase 3 skal vi til 2 samtaler, den første er hos sagsbehandleren i stadsregionen, den anden samtale er et hjemmebesøg af sagsbehandleren. Første samtale gik rigtig godt, Carsten var meget forkølet og kunne næste ikke sige et ord, så det var naturligt, at det var mig der snakkede og fortalte om mit liv, hvorfor og hvad jeg havde tænkt, og vi havde tænkt, m.m, samtalen tog 2 timer. Hjemmebesøget gik godt, Carsten fik fortalt om sit liv, hvorfor og hvad han tænkte, og hvad vi tænkte. Sagsbehandlerne gik meget op i, om vi havde tænkt over, at jeg ville være alene hjemme i lang tid, om der var nogle, der kunne hjælpe mig. Det har vi tænkt over, vi vil finde nogle reservebedsteforældre . Det var 2 gode samtaler, der blev spurgt ind til om mangt og meget, men det var ikke grænseoverskridende på noget måde. De spørgsmål, der bliver stillet, er jo kun for at sikre sig, at vi er egnet til at adoptere, og ærlighed når man nu engang længst med. Vi fik besked på, at vores sag ville komme på samrådsmøde sidst i marts, og vi ville få svar rundt 1. april, men at sagsbehandleren ikke kunne se nogen grund til, at vi ikke skulle blive godkendt. Sagsbehandlerne ville skrive en rapport om os, den ville vi få tilsendt og kunne komme med kommentarer, hvis vi ønskede det. Vi får rapporten og læser den. Vi har kun ganske få kommentarer til den, som vi videresender 7. marts. Vi kan nu kun vente de næste 3-4 uger på, at få svar. Så vi venter og venter, bruger tiden på at snakke lande valg. Vi ved, at det ikke bliver Kina, der er ventetiden 3 år, Sydamerika er vi for gamle til, men ellers kan vi vælge alle andre lande. Det er meget svært, at skulle vælge, men vi har jo også lang tid endnu, inden vi får svar, og SKAL vælge land, så det haster ikke.( tror vi)
13. marts kommer jeg træt hjem fra job, og Carsten siger: prøv lige at læse brevet fra Stadsregionen, jeg spørger: hvad H--
-vil de nu, og er lige ved at blive småhys, men læser og læser, HVAD STÅR DER EGENTLIGT I BREVET??? Vi er GODKENDT, vi skal have BARN.
Vores barn kommer ikke med storken, men vi skal hente det i et land langt væk, men hvilket land??? | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 4/8-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)