|<
<
>
>|
Hvad siger man i en svær situation?
Pludselig sad jeg og kiggede længe og meget eftertænksomt på min mobiltelefon, - og ser det stadig for mig igen og igen, – hvad skulle jeg skrive??... Eller skulle jeg ringe i stedet for at skrive en sms? Jeg var virkelig i tvivl. Hvornår var det rigtige tidspunkt? Vente og se det an? Jeg var sikker på, at jeg nok skulle få ham med hjem igen, efter de havde undersøgt ham, han så jo så frisk ud, trods han havde ondt i maven. Men det var naturligt nok efter den flyvetur… Jeg har ofte hørt sømandskoner fortælle, hvordan de først berettede til sømanden derude, om børnenes uheldige skader og tur på skadestuen, når det var vel overstået. Så han ikke blev unødigt bekymret. Og hver gang har jeg selv tænkt en lignende situation igennem. Hvad ville jeg selv gøre? Jeg tænkte, at det ville jeg nok også selv gøre. Jeg husker faktisk ikke engang i skrivende stund, om min sømand og jeg har talt om netop dette.
Jeg ved, at flere yngre sømandskoner tænker lige modsat. De synes, at når man er en familie, deler man bekymringer ligeligt. Han har selv valgt sin levevej, og det er ikke mit problem. At det så kan være svært for ham ude på skibet, at være ”alene” og ikke kunne være hos sine kære, i en situation, hvor familien hjemme er belastet af bekymringer, det må han selv løse, eller vi løser det sammen. Måske har de et bedre argument. Måske er den unge sømand bedre indstillet på denne holdning til at dele livets svære stunder. Måske er det ikke rimeligt. Og måske er det i virkeligheden umuligt at sige, at det ene eller det andet er det mest rigtige, for hver opstået situation har sit unikke særpræg og egne omstændigheder, og hvert parforhold har sit unikke særpræg.
I hvert fald sad jeg nu der på skadestuen, og ventede mens vores søn på 16 år var i CT-skanneren efter et trafikuheld, hvor han kørte på scooter, og en 90-årig dame i bil overså ham og kørte lige ind i ham. Han kørte formentlig omkring 60km/t, så selvom han så fin og frisk ud, var ved fuld bevidsthed, havde kun en enkelt hudafskrabning på benet, og havde haft styrthjelm på, så var det sket med stor kraft. Alligevel regnede jeg fuldt og fast med at få ham med hjem fra skadestuen. Og så var der jo ingen grund til at gøre hans far unødigt bekymret, når han ikke, som jeg, kunne se vores søn med egne øjne. En indre stemme har nok alligevel sagt mig, at trods min mange årige erfaring som intensiv sygeplejerske, så kunne jeg ikke vide, hvad denne situation kunne udvikle sig til. Eller måske netop derfor. Og hvis jeg ventede med at underrette hans far, til det måske så helt galt ud, så følte jeg vist nok, at jeg ville få et forklarings problem. Jo! -set i bakspejlet, kom jeg nok i denne unikke situation til den erkendelse, at hans far havde krav på at være orienteret om sin søns tilstand. Men væsentligst af alt, at han kunne nå at være med i processen, efterhånden som tingene skred frem.
Så jeg sendte en sms, så forsigtigt jeg syntes, jeg kunne uden at forskrække ham. Det lykkedes vist ikke! Der findes ingen ”skåne-kur” her. Men jeg er glad for nu, at jeg skrev, mens han var i skanneren, for så kunne jeg med sindsro svare på hans spørgsmål om, hvad der var sket: ”Jeg ved det ikke, de er ved at undersøge det netop nu”. Og så: ”Jeg vender tilbage, når jeg har fået svaret, men han ser ok ud”.
Det var værre end jeg troede, fandt jeg ud af. Han havde sprængt milt, hvilket i sig selv er livstruende, dertil en sprængt nyre, og kraftige blødninger i maven. På et eller andet tidspunkt ringede jeg og fortalte min mand det, men jeg husker faktisk ikke rigtigt hvad jeg sagde. Kun husker jeg, at jeg bad ham fortælle familien det, hvilket jeg nu undrer mig over. Jeg var, i mine tanker, optaget af at ”filtrere” oplysninger til min mand, for at skåne ham mest muligt, men her svigtede kontrollen altså delvist. Sådan er det jo, når man ganske pludseligt får revet tæppet væk under fødderne. Med min faglige ballast, havde jeg en viden om mulige komplikationer, og jeg havde virkelig mange skræk scenarier kørende på den indre skærm. Og det var vigtigt for mig, ikke at belaste min mand med dette scenarium, hvilket unægtelig gjorde det mere belastende for mig. Han var alene med sine bekymringer, og værst af alt, han kunne ikke være til stede, og jeg var ene med mine. Jeg tror egentlig ikke, man helt undgår dette dilemma. Det kan man først løse efterfølgende ved at snakke det igennem, når man atter er sammen uden nogen forstyrrende elementer. For selv hvis jeg havde delt hver en tanke og følelse med min mand, så kunne han stadig ikke være der. Og det var det, der netop var vigtigst for os alle tre – min mand, vores søn og jeg – i denne angst fyldte situation.
Ydermere stod jeg med ansvaret for den beslutning, jeg måtte træffe: Var det påkrævet, at min mand tog hjem her og nu? Det mente jeg ikke, og det var heller ikke muligt. Men mange stillede spørgsmålet, så det var et pres.
De første døgn var usikre, ville han klare det uden operation? Det holdt jeg, så vidt jeg husker, for mig selv. Men han klarede det.
Der var op og nedture, som jeg undlod at dele med min mand, eller jeg tog brodden af det. For eksempel valgte jeg, i stedet for: ”Han røg af sted med udrykning til Rigshospitalet, fordi de mente der var opstået en akut komplikation” at sige: ”Vi er lige et smut forbi Rigshospitalet til en undersøgelse, men skal snart retur igen”.
Det er i skrivende stund 3 måneder siden ulykken skete. Vores søn tabte 11 kg, måtte tage orlov fra gymnasiet pga for meget fravær, og han skal måske opereres, for at få fjernet den ødelagte nyre, som menes at skabe problemer. Men han kører scooter igen.
For hele familien var det en slem forskrækkelse, som det tager tid at fordøje. Og der er ikke tvivl om, at denne tid forlænges af, at man er alene om det, både sømanden og sømandskonen, samt sønnen der savner sin far. Jeg tror, dette er et faktum, man ikke kommer uden om, uanset hvilken indgang man har, til det at deles om sorger og bekymringer. For det alt afgørende, når sådan noget indtræffer, er om man kan være der, ved siden af sit barn, og sammen som familie. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 24/3-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)