|<
<
>
>|
Den svære balancegang med manden til søs - og hjemme igen...!
Endnu et bidrag til debatten
Allerførst vil jeg sige, at jeg har nydt at følge responsen på debatoplægget for snart nogle måneder siden. Det var et fint initiativ! For mit eget vedkommende udmundede det først og fremmest i en god snak over aftensmaden om, hvad vi egentlig fortæller hinanden, når han er på søen – og det gav i hvert fald stof til eftertanke i det lille hjem for os begge.
Jeg skal være den første til at kommentere, at der ofte er himmelvid forskel på, hvad man forestiller os at gøre og så det, som man rent faktisk gør, fordi det er umuligt at forudsige sin egen reaktion i forhold til pludselig at stå midt i noget uventet! I relation til det konkrete oplæg omkring potentiel alvorlig sygdom må jeg tilstå, at min mand og jeg ret hurtigt blev enige om, at vi begge syntes, at man som ægtepar ”har krav” på at vide, hvis noget sådant pludseligt sker. Men det var nu mest ud fra tankegangen om, at tænk nu hvis der stødte noget yderligere til, og sømanden ikke vidste besked. Måske ville han opleve at få en meget chokerende besked på en uheldig måde af en uvidende! Det ville være ubærligt for begge parter. Men det er vel også dét, der ligger i at være par, ikke? At man deler de store ting i livet – uanset om han har vand eller jord under fødderne.. Og ja, distancen gør selvfølgelig en forskel, men som min mand altid har sagt: ”Jeg er her jo stadigvæk, selvom jeg er langt væk!”. Det er rart at tænke på - især i de perioder, hvor man bare synes, at det trælse altid sker i de perioder, hvor han er til søs!
Svære situationer
Jeg håber, at der også i tiden fremover vil komme respons på debatindlægget om, hvad vi fortæller sømanden. I mellemtiden kan jeg selv lufte nogle tanker, som også kunne være spændende at høre andres syn på – nemlig hvordan man som sømandskone tackler svære, uventede situationer, når sømanden efterfølgende kommer på landjord igen. Mange af jer har højst sandsynlig – ligesom jeg selv – oplevet svære, akutte hændelser, som for en stund ændrer hverdagen totalt, mens sømanden er på job. Jeg har selv oplevet både at få et lille spædbarn opereret akut 4 uger gammel og er siden hen også selv fuldstændig uventet blevet indlagt akut. Begge gange skete det få dage efter min mands udrejse. Med hensyn til den sidstnævnte situation kan jeg huske, at det der - på trods af sagens daværende akutte islæt - fløj i gennem mit hoved, mens sirenerne hylede over mig, var: ”så skete det igen – jeg har ikke engang skibets telefonnummer med mig….! (Det havde jeg heller ikke sidst…!) Og hvem skal nu komme med min toilettaske? Hvor mange dage kan jeg trække på min mor som barnepige…?! Hvor meget strøm har jeg på min mobiltelefon?” Jeg havde end ikke tid til at tænke over min egen situation - det skal dog siges, at mine kollegaer fuldstændig tog over. Jeg husker endnu, hvordan min kollega meget nænsomt havde fortalt min mor i telefonen, at jeg nok ikke lige kom direkte hjem fra arbejde den dag, og om hun kunne passe barn? Jeg havde bedt til, at de nåede at ringe af, før ambulancens larmende ankomst…
Uvisheden og den geografiske afstand
De efterfølgende dage var et stort kaos med mange alvorlige diagnose-mistanker og et utal af undersøgelser. Jeg røg fra den ene undersøgelse og direkte til den næste og var fuldstændig udmattet. Mine kollegaer troppede op i en lind strøm og blev for en tid mine ”nærmeste”. Jeg vil aldrig glemme dem for det. De blev på alle måder den ”ægtefælle”, der ikke kunne være der fysisk. De så mig fra alle tænkelige sider (!!!), og heldigvis var min mand da også så betænksom, at han efterfølgende uden min viden sendte en stor smuk buket til min arbejdsplads med en varm hilsen som tak for omsorgen under min indlæggelse. Det taler de såmænd stadigvæk om!
Under min indlæggelse sad min mand frustreret tilbage på skibet et sted i Europa og havde det nok endnu dårligere end jeg over ikke at kunne gøre ret meget andet end bare vente på næste opkald – vel vidende at det faktisk kunne ændre resten af vores liv. Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg bevidst ikke spurgte lægerne, om vi skulle kalde min mand hjem, for jeg var hundeangst for, at de skulle sige: Ja, det synes vi…! Men jeg kan huske, at jeg omhyggeligt fortalte dem hver og én , at han var til søs – og i mit stille sind tænkte, at så måtte lægerne tage ansvar for at agere ud fra dette. Min mand og jeg havde telefonkontakt et par gange dagligt, og telefonregningen fra den sommer er da også den ting, som vi forsøger at fortrænge mest ihærdigt i vores ægteskab. Jeg mærkede, at vi stod enormt meget sammen om at have stor geografisk afstand mellem os. I mit stille sind vidste jeg jo også godt, at hvis han kom hjem i ”utide”, ja, så ville han også skulle af sted igen ”i utide”, og jeg vidste også, at det nok var, når jeg forhåbentligvis kom hjem igen, at jeg havde mest brug for ham, da jeg ikke kunne så meget og nok heller ikke kom til det foreløbig. Og han var der jo for mig alligevel – præcis som han altid havde sagt. Og indrømmet – jo, jeg forsøgte da at sende så positive SMS-beskeder som muligt – og undlod at give lyd fra mig, når jeg havde det værst. Jeg vidste jo, hvor svært det var at være i hans sko i forvejen, for jeg blev gang på gang rørt over at høre hans overvældende lettelse, når jeg havde meldt om bare den mindste fremgang – eller om ikke andet så det i hvert fald bare om stilstand.
Hjemkomst
De alvorlige diagnosemistanker blevafkræftet, og halvanden uge efter blev jegudskrevet fra sygehuset. Udmattet og ikkeret meget værd. Da jeg så, at vores nyplantede roser i indkørslen stod i fuldt flor for første gang, var jeg lamslået af taknemmelighed. Hvor var de dog uendelig smukke! Tænk, at jeg fik lov at opleve dette! Det var stort! Og da jeg stod i mit køkken kunne jeg ikke rigtig kende det. Jeg kan ikke sige, hvad der var galt, men dimensionerne var ligesom anderledes! Følelsen af at have været tæt på at miste alt, fyldte stadigvæk meget i mig, og jeg så på alting med helt andre øjne. Jeg tror, at det vist nok var det, der kaldes en eksistentiel oplevelse, og den sad i min krop i lang, lang tid efter.
Få uger efter kom min sømand hjem efter planen. Jeg kan huske, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Jeg var stadig kun lige midt i alt det uhåndgribelige, der var sket omkring mig forinden. Han tog samme runde i haven og var lige så benovet over rosernes farve og duft, som jeg selv. Men han så dem ikke med samme øjne som jeg, tror jeg. Faktisk ventede jeg hele den første dag på, at han skulle sætte sig ned og udspørge mig om hele – og jeg mener virkelig hele – forløbet. Det gjorde han ikke. Selvfølgelig talte vi en hel del om det og om vores begges lettelse, men jeg ventede på at få rum til at fortælle alt. Fra start til slut: Følelser, frygt, fornemmelser, tanker – kort sagt alt. I en sen nattetime sagde jeg til ham, at jeg undrede mig over, at han ikke havde behov for at høre om hele forløbet – stykke for stykke. Lige så forundret så ham på mig, og sagde: Jamen, jeg var der jo – vi talte sammen flere gange om dagen! Og det havde han jo fuldstændig ret i. Vi havde uden at skæve til den høje udenlandstakst haft nogle rigtig gode samtaler – han havde bestemt været der for mig i hele forløbet – faktisk meget mere end jeg på noget tidspunkt havde forestillet mig kunne være muligt over en mobiltelefon under de omstændigheder. I denne sene nattetime udmundede det dog i, at jeg alligevel fik fortalt om hele forløbet. Han var stille og eftertænksom, og jeg indså, at han nok havde haft det endnu sværere end jeg ved at sidde magtesløs så langt væk – hvor jeg jo ligesom havde været i det og ikke kunne stille andet op end bare følge slagets gang – og så i øvrigt håbe på det bedste.
Nyt emne til debat?
Efterfølgende har jeg tænkt meget over, om det måske handlede mere om, at jeg selv skulle have bearbejdet det skete, end om at jeg var sømandskone…?! Ligeledes har jeg tænkt på, at mænd altså ikke pr. automatik kan læse vores tanker og forventninger - og hvad forventer vi egentlig af ham i en sådan situation? Går livet bare videre derfra af – eller har vi brug for i fællesskab at ”spole tilbage” i detaljer - på trods af, at det akutte er veloverstået, og man har haft jævnlig kontakt undervejs? Eller er detaljerne udelukkende et kvindeligt behov, som vi gerne vil pådutte vores mænd at tage del i uden at det er deres behov?
Rundt omkring i landet sidder der nok mange andre, der har stået alene i svære situationer. En idé til endnu et debatemnekunne derfor måske være: Hvordan får man samlet op på de svære situationer, som man har stået i alene, når sømanden kommer hjem igen?
Og så et hjertesuk…
Afslutningsvist har jeg behov for at kommentere, at jeg oplever, at det efterhånden nærmest i enhver sammenhæng bliver taget udgangspunkt i ”de moderne kommunikationsmidler” som en given ting – fx det at maile jævnligt(om ikke dagligt) med sømanden opfattes efterhånden nærmest som en selvfølge! Jeg vil gerne pointere, at der stadig findes sømænd, hvis daglige arbejdsredskab ikke er computeren, og som dermed heller ikke har mulighed for at maile med familien der hjemme. Så der sidder altså stadigvæk ”oldnordiske” piger rundt om i landet, der ikke har mulighed for at bruge mail som kommunikationsmiddel, og som stadigvæk må nøjes med de få dyrebare minutter i telefonen, når lejligheden lige byder sig - og så selvfølgelig SMS’erne, hvis begrænsning på godt og vel 100 tegn dog giver sin naturlige begrænsning for at nuancere diskussionerne…! | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 19/4-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)