|<
<
>
>|
Det er med stor interesse jeg læser Birgit Larsen Jensens debatindlæg
Det er med stor interesse jeg læste Birgit Larsen Jensen’s debatoplæg „Hvad fortæller vi sømanden om hjemlige problemer?“ I Søhesten Nr 8/2005.
Med mine 38 år og beskedne 17 år til søs, ligger jeg nok midt imellem de to årgange, der skelnes mellem, men jeg syntes spørgsmålet er meget relevant, da det ikke kun er noget, der debatteres mellem jer, der går derhjemme, men også mellem søfolk. Hvad vil vi vide, og hvad kan vi tåle at høre? Jeg skal lige understrege, at de synspunkter, jeg kommer med, alene står for min egen regning. Der er givetvis en masse, der er uenige med mig, men i forhold til mig selv er jeg helt på det rene.
Der er ret store krav, forbundet med at være Sømandskone/kæreste. Det forventes, at I er i stand til at træffe selvstændige beslutninger i hverdagen, og at I har det fint med at stå alene med husholdning, børn, indkøb osv, alt det, der hører dagligdagen til og for de flestes vedkommende, er der også lige et job, der skal passes. Oveni det, ramler I også ind i problemer, som Birgit Larsen Jensen nævner. Nogle af dem kan jeg godt nikke genkendende til. De mere seriøse (alvorlig sygdom) har jeg heldigvis indtil nu været forskånet for at skulle tage stilling til.
Efter at have læst artiklen, vendte jeg det lige med min kæreste, og for vores vedkommende er der ingen slinger i valsen. Der er forskel på at blive informeret og at blive inddraget. Hun fortæller mig alt, hvad der sker derhjemme lige fra lus i børnenes skole, til hun selv har tandpine.
Og kommer hun og fortæller mig at nu er fryseren altså også brækket ned, så vil jeg da syntes det er lidt træls, at hun skal bøvle med alt det. Omvendt har jeg også tillid til, at de ben hun har i næsen, er stærke nok til at hun selv afvikler problemerne, uden at jeg skal fortælle hende step-by-step, hvad hun skal gøre i hvert enkelt tilfælde. I sådanne ting (jeg betegner dem som hverdags-problemer) vil jeg da gerne informeres på lige fod med de sjove og positive ting. Og har hun brug for lige at læsse af, så gør hun det. Det kan jeg godt bære herude, og hun har det bedre bagefter. Men det ødelægger altså ikke min hverdag og arbejdsindsats herude.
Guderne forbyde at det nogensinde skulle ske, men hvis hun skulle gå hen og blive ramt af en alvorlig sygdom med et forløb, der kræver indlæggelse eller regelmæssige hospitalsbesøg for behandling, så VIL jeg inddrages. Jeg vil have muligheden for at kunne støtte hende og være der. Hvis hun, oveni børn, hus, husholdning, job TILLIGE også skulle kæmpe mod en truende sygdom, så ville jeg, om jeg så skulle rejse fra den modsatte side af kloden, hjem og være der (jeg er beskæftiget på Nordsøen, men anser det som irrelevant, selvom det er en fordel, når det handler om at komme hjem meget hurtigt). Den vished har min kæreste, og det bliver aldrig anderledes. Det har man som sømand, lovfæstet ret til iht. Sømandslovens §18d (Søfarendes ret til tjenestefrihed som følge af tvingende familiemæssige årsager) stk 1 og 2 og med henvisning til §5 og §37. Før i tiden var det en årsag og ret til at kræve sin afsked.
Det koster nok penge at rejse hjem og betale sin afløsers udrejse, men er det ikke en ringe pris at betale set i det store perspektiv? Der findes jo banker, hvis det kniber. Vi lever i dag i et samfund i en rivende udvikling, og det stiller store krav til engagement, og det er tydeligt, at flere og flere kører efter devicen „Lever for at arbejde“ og ikke „arbejder for at leve“. Men arbejdet kommer i sådanne tilfælde ALDRIG i første række. Det gør mine kære derhjemme. Og det ved de.
Som nævnt taler jeg for egen regning og har ikke den store forventning om, at alle er enige i mine synspunkter. Syntes blot at debatten er vedkommende og interessant og ville lige smide et ord ind. | |
Kilde/ forfatter: Jesper Holm Svendborg , Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)