|<
<
>
>|
Tall Ships Race 2007
Klokken er halv 3 om natten d. 8. juli. Det er kun godt 12 timer siden vi forlod Århus havn i stille og roligt vejr, og nu ligger vi midt i Kattegat med 14 sekundmeter vind. Bølger står ind over siden på skibet, vinden er bidende kold vind og får en sommernat til at føles som en efterårsstorm. Alle har svært ved at stå fast og mange må finde et afsides sted at bukke under for søsygen. Velkommen til søs!
Jeg er ombord på den norske fuldrigger Sørlandet, som trainee på Tall Ships Race 2007. Vi var 13 danske trainees der mønstrede Sørlandet i Århus. Alle med forskellige baggrund, alder og forudsætninger og alle spændte på, hvad de næste 14 dages tur til Kotka i Finland skal bringe af oplevelser. Jeg selv var heldig at vinde et sponsorat fra Sømandskoneforeningen af 1976, der havde udloddet en plads på Tall Ships Race 2007 blandt folk med tilknytning til foreningen. Og jeg må sige, at de sendte mig af sted på en af de største oplevelser nogensinde.
Alt fungerer helt anderledes ombord på et gammelt sejlskib. Besætningen og trainees er inddelt i vagthold, der hver skal passe to 4-timers vagter i døgnet. Jeg selv var så ”heldig” at havne på 12-4 vagten, det vil sige, at jeg skulle på vagt fra kl. 12 til kl. 16 og igen fra midnat til 04 om morgenen, den vagt der er kendt som hundevagten. Hele ens døgnrytme bliver vendt på hovedet, men efterhånden vænner man sig til den rytme, der er ombord. Under hele kapsejladsen fra Danmark til Finland fik min dag en fast rutine.
Jeg gik på vagt kl. 12 middag, hvor vi de næste 4 timer var med til at få skibet til at sejle. Det betød at vi skulle ordne sejl, tage dem op og ned, dreje dem, spænde dem, slække dem og ikke mindst, brase! (når man drejer sejlene forhold til vindretningen) Der er flere job end man kan forestille sig. På vagterne fik vi også undervisning i, hvordan en fuldrigger skal sejles, hvordan sejlene skal stilles, hvordan man manøvrerer, laver mand over bord osv. Vi skulle på de 14 dage også forsøge at lære navnene på alle sejlene, der er ca. 26 forskellige, og på alle tovenderne. Dem er der rigtig, rigtig mange af. Det var noget af en udfordring, men efterhånden som tiden gik, fik man styr på flere og flere af dem.
Når vi gik fra vagt kl. 16, havde vi dagens fritid, der kunne bruges på, hvad vi ville. Der blev læst, snakket, sunget sange, spillet guitar, funderet, klatret i master, spillet kort og hvad man nu kunne finde på. Der var ikke meget plads at være på, men vi klarede os. Aftensmaden blev serveret kl. 18 og derefter var der lidt mere fritid at bruge af.
Kl. 22 ramte jeg køjen, det var rart at få sovet lidt inden jeg skulle op på vagt igen kl. 24. Nattevagterne var rigtig lange, især i starten, når man var træt og der ikke var så meget at lave. Det var rarest at holde sig i gang ellers kan fire timer på dækket en råkold nat være rigtig svære at komme igennem. På hver vagt blev fire trainees sat til at passe de fire fysiske vagter, der bestod af en udkigspost oppe forrest på skibet og en brandvagt, der skulle gå to brandrunder i timen og ringe glas (et levn fra gamle dages sejlskibe, til at holde styr på tiden). Derudover en rorgænger der styrede skibet og en mand, der stod standby hos rorgængeren og hjalp der. Især udkigsvagten nød jeg meget, det var den perfekte mulighed for bare at stå oppe på bakken allerforrest på skibet, nyde udsigten og lade tankerne flyve. Man når at få tænkt en forfærdelig masse på sådan 14 dage, det var næsten det, der var det hårdeste på turen. I en travl hverdag får man sjældent tid til at lave intet bortset fra at tænke, det var der masser af tid til på Sørlandet. Et godt afbræk fra vagten var en traditionel kl. 03-sandwich, som blev indtaget med et par af de andre danskere på mit vagthold. Kl. 04 når vagtens sluttede, og vi havde overdraget til det næste hold, var der nærmest kapløb om at ramme køjerne og få lidt søvn. I en lille bås med tre bænke, der kunne slås op som køjesenge, omkring et bord sov vi 6 mand, så der var ikke meget privatliv eller meget ro, men søvnen kom nemt. Man bliver udmattet af sådan en dag til søs, og vi sov typisk hele formiddagen på trods af at resten af besætningen spiste frokost (ja, det var jo et norsk skib, så frokost er morgenmad) mindre end to meter fra os. Kl. 11 stod vi op og spiste middagsmad, lidt sært at stå op til en solid portion varm mad og kl. 12 var vi klar på en ny dag.
Selve kapsejladsen fra Danmark til Finland var også en motivation for at yde noget ombord. Sørlandet havde en klar kappestrid kørende med et af de andre norske skibe, og som kaptajnen fortalte da vi mønstrede, så var det ikke vigtigt om vi vandt, bare vi slog Christian Radich. Det gjorde vi desværre ikke, Sørlandet kom på en samlet 3. plads efter Staatsraad Lehmkuhl og Christian Radich, men vi var alle godt tilfredse. Jeg følte, at jeg havde været en aktiv del af den sejlads, der var gennemført og det var en utrolig fornøjelse.
Kapsejladsen var ret hurtigt ovre. Efter 5 dage med alskens forskellige slags vejr og udfordringer endte med at krydse målstregen allerede fredag d. 14. Det var 3-4 dage før planlagt, men vi fordrev weekenden med at ligge for anker et par skibe samlet en dags tid og fik derefter nogle dages hyggesejlads med mulighed for virkelig at blive dus med hele oplevelsen at sejle fuldrigger. En oplevelse af kompleksitet og samarbejde, det skib kommer altså ingen steder, hvis ikke mange mennesker arbejder koordineret med et fælles mål.
Onsdag fik vi lov til at komme til kajs i Kotka, Finland, hvor vi de næste par dage fejrede en veloverstået sejlads sammen med trainees fra de andre skibe og besætningerne.
Da jeg sad i bussen på vej hjem forsøgte jeg at fordøje alle de indtryk, jeg havde fået de sidste 14 dage (sammen med resterne fra festen dagen før). Jeg havde fået muligheden for at komme af sted, nærmest helt tilfældigt, men hold fast en oplevelse, jeg havde fået mig. Jeg havde lært nogle fantastiske mennesker at kende og var kommet tættere på dem på de 14 dage ombord, end man ofte gør på folk man går i skole med i flere år. Jeg havde prøvet at skulle pakke sejl sammen i toppen af en 35 meter høj mast, mens hele skibet gyngede fra side til side. Jeg havde hentet knækbrød til adskillige af mine med-trainees, det hjælper mod søsyge. Jeg havde læst og tænkt mere, end jeg før har præsteret på så kort tid. Jeg havde fået udvidet min horisont på så mange måder, flere end jeg toede muligt af sådan en lille sejltur. Jeg skylder en stor tak for det.
Historien her sendte jeg til Søfartens Fremme’s konkurrence om den bedste historie fra Tall Ship’s Race 2007. Jeg vandt 3. præmien, et års abonnement på Søfart. | 
|
Kilde/ forfatter: Tue Vigerø Dyrehauge, Dato: 19/11-2007
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)