|<
<
>
>|
Mine oplevelser som medsejlende på TORM Gertrud
Fortsættelse af historien fra sidste nummer af Søhesten.
I dag den 23. maj sidder jeg så på TORM Gertrud et eller andet sted ude på det åbne hav (!), og jeg er meget glad for, at jeg endelig kom herud. Det er en kæmpe oplevelse. Destinationen er vist nok en havn St. Charles nær New Orleans, og når jeg siger det på den måde, så er det fordi, at vi skulle have været til Texas i første omgang og reelt set, så kan vi endnu nå at blive omdirigeret. Ifølge beregningerne når vi New Orleans den 27.maj, og så har min sørejse varet i 13 dage i alt.
Inden jeg tog herud, var jeg lidt spændt på, hvordan det er at være her, og om jeg nu kunne få tiden til at gå. Jeg har set mange billeder af skibene, læst mange e-mails fra Martin og hørt på nogle rigtige sømandshistorier, så jeg havde på forhånd dannet mig en forestilling om hvordan og hvorledes. Jeg må sige, at min forestilling i store træk har svaret til virkeligheden herude. Det er enormt spændende at være her. En fantastisk oplevelse.
Kaptajnen gav et meget godt billede på livet ombord med dets ”indbyggere” og deres indbyrdes tilknytninger. Nu må jeg se, om jeg kan gengive billedet korrekt:
”Skibet er en lille landsby, hvori der bor nogle indbyggere med hver deres øgenavne (dem vender jeg tilbage til), rundt om er der andre landsbyer (skibe), og Rederiet er det omfavnende samfund. Det er en lille verden, hvor der er gengangere hele tiden fra andre landsbyer og samfund, og man kender hinanden på kryds og tværs fra sin studietid og gennem karriereforløbet”.
Mit indtryk er også, at det er et lille lukket samfund herude, og det kan godt minde mig en smule om tiden på et kollegium, hvor vi også levede i et mini-samfund på en måde. Øgenavnene var jeg bekendt med fra Martins fortællinger og oplevelser, ja faktisk tror jeg, at jeg i de fleste tilfælde husker folks øgenavne bedre end deres virkelig navn. Herude har de fleste også et øgenavn, det lyder umiddelbart negativt, men jeg forstår kun øgenavnene på dette skib som små, uskyldige drillerier. Og jeg har ærlig talt moret mig af dem, fordi navnene er meget sigende, og jeg kan se deres berettigelse. Det er til tider ren mandehørm og lidt en hønsegård (!) og sikke nogle røverhistorier, de fyrer af ind i mellem. Det er sgu’ morsomt at høre på deres livagtige fortællinger og sladder, fordi de kan formidle på en måde, så man nærmest kan se det for sig. Jeg har virkeligt forstået betydningen af en rigtig sømandshistorie nu.
Dagene herude er nærmest fløjet af sted, og jeg er kommet ind i den specielle døgnrytme og deres inddelinger af arbejdsdagen, hvor spisetiderne er dagens højdepunkter. Martins arbejde som 2. styrmand foregår primært på broen, hvor han går vagt i tidsrummene kl. 8-12 og igen kl. 20-24, derudover har han arbejde på dækket. Dette betyder, at jeg har fået meget af min tid til at gå oppe på broen sammen med ham. Hvis han havde været maskinmester og skulle arbejde i maskinen, så ville 14 dage på medsejlads absolut have været for lang tid, fordi det ikke er muligt at være sammen dernede i længere tid på grund af støj, varme og deres arbejde ikke mindst. På broen kan vi trods alt stå og snakke undertiden, og ellers er der den fantastiske udsigt, som siger spar to.
Meget af min tid er foregået på broen, hvor jeg har betragtet havet og horisonten. Jorden hedder ikke den Blå Planet for ingenting, har jeg erfaret! Jeg har oplevet delfiner, hvaler, flyvefisk, set solnedgange, oplevet et par skypumper og en stjernehimmel, som kun de færreste oplever. Det er store oplevelser for sådan en landkrabbe, som jeg er, men det vækker ikke en umiddelbar begejstring hos besætningen, fordi det ikke er særsyn for dem længere.
Jeg har hurtigt fundet ud af, at det er de små ting, der gør en forskel i en hverdag, hvor dagene tit flyder sammen og ligner hinanden. Maden og spisepauserne, kl. 7.30, kl.12 og kl. 17.30, er faste holdepunkter, og der er forskellige mad traditioner knyttet til ugedagene. Onsdagen, hvor den halve arbejdsuge er gået, markeres med boller og varm kakao til 15 – kaffen. Hver anden dag er der kage til kaffen og den anden dag suppe inden den varme middagsmad kl. 12. Lørdag serveres den varme lørdagsmenu om aftenen til forskel fra de andre dage, hvor den varme ret serveres til middag. Søndag er der det store frokostbord til middag og typisk fastfood om aftenen.
Hovmesteren ombord gør virkelig en stor indsats for at forkæle besætningen, og hun spørger altid til besætningens særlige ønsker mht. menuen. Jeg har nok grint en smule af Martins begejstring over maden ombord, men nu jeg kan forstå, at det er den gode mad, som i høj grad er med til at gøre hverdagen begivenhedsrig. Der er noget at se frem til i løbet af dagen. På de knap 14 dage jeg har været her, tror jeg, at jeg har fået de fleste af mine livretter. Man skal ikke være ombord i mange døgn, før at man finder ud af, at et glas vin eller en øl til maden er et savn herude, nu hvor Nul-Alkohol-Politikken trådte i kraft ved årsskiftet. Jeg kan forstå på besætningen, at det sociale måske er gået lidt tabt med den nye alkoholpolitik. Tidligere var der tradition for at nyde en fyraftens bajer/ drink inden spisetid i baren, og Vejeklubben, hvor taberen der har øget sin vægt mest giver øl, eksisterer heller ikke længere.
Min hverdag går med læsning, og jeg vil absolut ikke have været foruden mine bøger og kulørte blade, desuden solbadning når vejret tillader, og om aftenen mødes vi tit i Rygesalonen (fællesstuen) og ser en film. Jeg har også fået testet mine evner inden for frisørfaget. Mulighederne her er ret begrænset, så hvis jeg bliver alt for rastløs, så går jeg ned på løbebåndet og brænder energi af i Motionsrummet eller får en sludder i kabyssen. Jeg har endnu ikke kedet mig, men nydt den store oplevelse og den anderledes hverdag ombord. Der er rig mulighed for afslapning herude, og kokken forkæler os virkeligt som tidligere nævnt.
Besætningen er meget rar, og jeg har især hygget mig med folkene på broen, her kan man altid lige gå op og hilse på den vagthavende. Jeg er blevet taget godt imod, og jeg håber, at det er lykkedes mig at passe mig ind. Der er kun et par dage tilbage af sørejsen, og jeg glæder mig efterhånden til at se land igen. Der må godt snart ske noget andet. Jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at opleve Martins arbejdsdag. I fremtiden vil jeg bedre kunne sætte mig ind i de ting, han oplever og kommer ud for. Vi afslutter denne tur med at holde ferie sammen i New Orleans, da Martin har haft sin sejltid.
Skrevet af Trine Skovlund Jørgensen i dagene den 23. maj – 25. maj 2006 et sted ude på det åbne hav. | |
Kilde/ forfatter: Trine Jørgensen, Dato: 17/8-2006
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)