|<
<
>
>|
Alt skal ikke kun være trist
Lige en rigtig Alexandria historie.
Ved landgangen kom en mand og spurgte om jeg ville klippes - allerede der fandt jeg ud af, at der måtte være noget galt med hans øverste „etage“, da jeg jo næsten ingen hår har, og det jeg har - „tager“ skægtrimmeren.
Men så sagde han, at han havde nogle danske mønter, som han meget gerne ville bytte til Euro, da dansk mønt ikke var gangbar dernede, og da jeg jo altid er hurtig til en rask handel, spurgte jeg selvfølgelig: hvad skal de koste, han havde 80.00 kr. i dansk mønt, og dem vil han have 120 Euro for, inden jeg nåede at svare - selvfølge nej, sagde han hurtigt, at han også have 300.00 kr. i danske sedler??
Ved at mærke på dem kunne jeg føle, at disse vist ikke var helt ægte, min hjerne arbejdede hurtigt ( ja for en gang skyld ) har vi en farve fotokopi maskine?? Nej desværre - for så havde jeg sagt ja til hans tilbud, jeg ville så lige gå forbi vores fotokopi maskinen, og give ham tilbage i samme „papir“. Jo alt skal prøves hernede.
Ved afgang får trossefolkene et par pakker smøger, men denne gang ville de have mere, for de lod den ene trosse blive på pullerten, og stod 5 meter derfra og råbte Captain Captain giwe os cigarets, jo den slags lærer man aldrig at elske.
Ved landgangen har skibet en vagt og myndighederne en bevæbnet vagt, hvorfor han er der, har vi aldrig forstået, men denne vagt, startede „dagen“ med at bede vores vagt om 2 pk. cigaretter hvilket blev afvist, men i løbet af dagen havde han fået det hele vendt til, at vores vagt skyldte han 2 pk. cigaretter, jo de er smarte.
Vi går ud af charteren den 22 ved passage af Gilbratar, jeg afmønstrer nok i Aalborg ca. 2 april. Skibet skal i dok med afgang Aalborg den 3 April, hvor jeg ikke skal med.
Ha´ en god week-end, husk at bruge latter musklerne. | |
Kilde/ forfatter: Jørgen Dahl / Naja, Dato: 20/8-2005
Kategori (i): Indslag fra 3. part
En lille fortælling om Kielerkanalen Februar 2003
Det er mandag og klokken er 16.00, og vi er lige kommet igennem Kielerkanalen, og om en times tid smider vi den sidste lods, dem har vi haft 4 forskellige af siden Bremerhaven. Vi sejlede fra Bremerhaven kl. 01.00, og jeg kom til køjs kl. 02.00, men allerede kl. 04.30 skulle jeg op igen, så nu er jeg træt, og går til køjs lige efter aftensmaden. Kielerkanalen er storslået, den blev gravet for over 100 år siden. Den 3 juni 1887 gik ca. 8900 mænd i gang med at udgrave kanalen med håndkraft: Arbejdet tog ca. 8 år, så der er blevet flyttet mange hestevognlæs jord, med den mekanik de havde da, var det et kæmpe arbejde. Fra 1891 gik det noget stærkere, man havde opfundet dampmaskinen, og dermed dampgravkoen. Tyskerne kalder den nu ”Nord – Ostsee Kanalen”. I gamle dage hed den ”Kaiser Wilhelm Kanal”. Men den er langt fra den første kanal, der forbinder byen Kiel med Nordsøen. Lige nord for den nuværende kanal ligger resterne af Kong Christian IV´s Eiderkanal, med sluser og alt hvad der dertil hører. Det med, at det er Chr. IV der lavede den, er både rigtigt og forkert. Eiderkanalen er fra Chr. VII´s tid. Det er dog langt fra den første kanal på det sted. Der er bl.a. tale om en kanal så tidligt som i 1398. Chr. IV døde som bekendt i 1648. Han og hans nærmeste forgængere har dog næppe været interesseret i vedligeholde den daværende Eiderkanal, fordi man indførte Øresundstold i 1429. Og så var det jo vigtigt, at få så mange skibe som muligt op igennem Øresund.
Kielerkanalen er ca. 12 meter dyb, og længden er ca. 90 kilometer. Sidste år blev Kielerkanalen gennemsejlet af 38562 til en pris af ca. 35.000,00 kr. pr. skib. Under hele turen har vi lods, og midt i Kilerkanalen skifter vi lods, ligeledes er der 2 mand der skiftes til at styre. Kanalen er meget smal, ( 60 til max 150 meter ) og der var nøje planlagt, hvor vi var – når andre skibe skulle passerer os, dette foregik på særlig brede steder. I begge ender af Kielerkanalen er der sluser, hvor vi kommer ind og så bliver der pumpet eller suget vand for at vandstanden skal passe med den vandstand, som vi skal sejle ud i.
Der er rigtig mange små færge, ca. 25 stk., der forbinder nord og sydsiden, og overfarten tager ikke meget mere end et par minutter, nogle af „færgerne“ sejler ikke, men bliver løftet over, vha. et kranarrangement der kører under en bro, hvor der kører toge eller biler. Der hvor færgerne lægger an, er gravet små bugter i kanal breden. Transporten med færgerne er gratis, og det er staten der betaler udgifterne, grunden til dette er at da man byggede kanalen „skar“ man mange transport veje over. Vi sejler nu mod Riga i Letland, hvor vi ankommer onsdag morgen. Det er meget spændende, men også meget hårdt.
Nu vil jeg lige en tur i maskinen og afløse vagthavende mester lidt, så han kan komme op og få lidt luft. På hele turen fra Bremerhaven til nu har der været en mester i maskinen sammen med mig, vi har dog skiftes til at gå lidt op, men ikke længere væk end vi hurtigt kunne komme i maskinen igen. | |
Kilde/ forfatter: Jørgen Dahl, Dato: 15/8-2005
Kategori (i): Indslag fra 3. part
Tsunamien 2. juledag i Phuket 2004
Her er sidste del af fortællingen fra Tsunamien i Phuket 2004.
Tirsdag (28/12)
fortsatte med registrering, nye folk kom ind. Mange ringede. Vi koordinerede navnelister med udenrigsministeriet og ambassaden i Bangkok. Det var udenrigsministeriet, som havde hovedansvaret for listernes ajourføring. Men det var en kompliceret opgave, fordi informationerne fra hospitaler og opsamlingssteder hele tiden ændrede sig. Folk blev udskrevet fra hospitalet eller overført til et andet. Nogle af de mennesker, som jeg havde talt med dagen før, kom tilbage, fordi de havde brug for at tale videre og skulle høre nyt.
Andre opholdt sig på hotellet. Der var mange, jeg talte med og opmuntrede, og
der kom hele tiden nye mennesker til. En ung pige havde mistet sin bror. Hun havde meget brug for at tale. Hun svingede mellem fortvivlelse og håb. Dagen efter kom der melding om, at broren var fundet på et hospital. Det var en af mange solstrålehistorier. Jeg var på hospitalsbesøg. Der var nogle indlagte med brækkede lemmer og snitsår. De var glade for at kunne tale med en dansker, som de kunne fortælle om deres oplevelser. Jeg kunne også formidle kontakt
med deres familie hjemme i Danmark. Om aftenen holdt vi krisemøde. Her blev
det besluttet, at vi den næste dag skulle ud i marken. Vi havde været rundt på
hospitalerne, andre krisecentre og hos offentlige myndigheder for at danne os et
overblik over situationen i Phuket. Jeg skulle tage med ud og lede efter pårørende, som var savnede. Konsulen skulle tage over til fastlandet til et hospital i Krabi, hvor der var indlagt mange danske. En af de lokale medarbejdere skulle med andre ud og lede efter pårørende.
Onsdag (29/12) kørte jeg sammen med nogle ud for at lede efter pårørende. De havde boet i Khao Lak på fastlandet nord for Phuket. Derfor startede vi med hospitalet her. Vi kikkede forgæves på den offentliggjorte liste over indlagte. Et naturligt sted at lede var derfor på intensivafdelingen. Vi mødte stor hjælpsomhed og imødekommenhed. Men uden resultat. Vi fik at vide, at de døde blev samlet ved templerne. En venlig medarbejder fra hospitalet lavede en kortskitse over de fire templer, hvor døde fra Khao Lak området var samlet. Hospitalet udstyrede os med gummihandsker og masker. Vi besluttede os for at køre til de to nærmeste templer. Det var bestemt ikke noget rart syn, der mødte os. De døde lå ude i solen. Deres kroppe var opsvulmet til dobbelt størrelse.
Nogle var pakket ind i plastik eller klæde, men mange var nøgne. Fluerne sværmede på tempelpladsen. Ligstanken var ulidelig. Vi gik rundt mellem ligene og kikkede efter vedkommendes tøj. Det var helt umuligt at genkende de opsvulmede ansigter. Ved næste tempel var situationen den samme.
De havde godt nok fået fremskaffet en kølercontainer, men strømmen virkede ikke endnu. Det blev der arbejdet ihærdigt på. Vi kørte tilbage til Khao Lak, hvor de havde boet. Her standsede vi. Lig blev indsamlet. Der var en form for registrering. Små ladbiler kørte hele tiden forbi med 8-10 lig på ladet til templerne. Khao Lak var helt knust. En politipatruljebåd var skyllet 1 km op på land. Endnu et hospital blev besøgt. Her havde man standset operationerne, fordi smittefaren var alt for stor. Man ville overføre de skandinaviske patienter til
Bangkok. Vi fandt ikke vedkommende. Familien havde besluttet at rejse hjem den samme aften. Vi tog afsked. De havde meldt vedkommende savnet hos
myndighederne. De regnede ikke med at se den pårørende i live.
Torsdag (30/12) var situationen med mobiltelefonerne forbedret meget. Mange var allerede på vej hjem. Og de overlevende havde fået kontakt med deres pårørende. Jeg var igen en tur på hospitalet. Der var stadig mange på hotellet, som jeg snakkede med. Jeg havde også kontakt med nogle af de fastboende danske. De havde oplevet katastrofen på forskellig vis. En havde mistet sit hus. Han havde svømmet i over en halv time med et af børnene gennem vandmasserne sammen med sin familie, før de blev reddet. De andre lokale danske havde set de voldsomme ødelæggelser. Nogle af dem stillede op som frivillige hjælpere på ambassadens krisecenter og andre steder. Vi fik forstærkning fra ambassaderne i Kuala Lumpur og Hanoi. Der kom ligeledes en psykolog og en medarbejder fra udenrigsministeriet. Om aftenen kom der et somatisk lægehold med to læger, to sygeplejerske og to ambulancefolk. De skulle være behjælpelig med hjemsendelsen af de sårede næste dag. Ambulanceflyene ville landede i København lidt efter midnat nytårsaften, hvor der i forvejen er et stort beredskab. Derfor var det vigtigt at vide, hvor mange
ambulancer, der skulle være i lufthavnen for at modtage sårede.
Fredag (31/12) var jeg i Phuket lufthavn sammen med 3- 4 fra ambassaden. Vi skulle registrere de, der rejste hjem og videresendte oplysningerne til udenrigsministeriet. Der var nu arrangeret hjemtransport til alle. Men det var vigtigt, at der stod nogen i den anden ende og modtog dem, der havde brug for hjælp af den ene eller anden slags. Her mødte jeg mange af de mennesker, som jeg havde talt med de forløbne dage og fik taget afsked. Der var også en større familie, som havde forladt deres hotel i Khao Lak søndag morgen. De var kørt ned til en sydligere strand. Her blev de standset af politiet og fandt ud af, at noget alvorligt var sket. De var meget taknemmelige over, at de ikke var blevet lidt længere på deres hotel i Khao Lak eller var taget tidligt ned til den nye strand. De kunne meget nemt være blevet fanget af flodbølgen. De var meget berørte og samtidig meget lettede. Nu skulle de hjem og alle var med, mange var langt fra så heldige. Vi var i lufthavnen i ca. 12 timer indtil det sidste fly var lettet. Da vi kom hjem, var der tid til et hurtigt bad. Ambassadøren havde fået sin kone på besøg. Hun havde arbejdet som frivillig i Bangkok. Nu ville de holde nytårsmiddag for os. Et par stykker blev på krisecenteret. Klokken var omkring 23. Vi spiste et herligt måltid på en udendørs thai restaurant. Kl. 24 kunne vi skåle i Shinga øl, hvorefter vi vendte tilbage til arbejdet i et par timer endnu.
Lørdag (1/1) var der forholdsvis roligt på centret. De fleste var sendt hjem. Men der var også begyndt at komme nogle pårørende for at lede efter deres kære
savnede. Der var ligeledes nogle, der var blevet, fordi de stadig savnede et
familiemedlem. Der var kommet nogle krisepsykologer fra Rigshospitalet, som
delte sig op i to hold. Et hold tog ud til templerne for at se, om der var nogle
danske, som ledte efter pårørende. Det andet hold blev på hotellet, hvor de kunne tale med danske, samt besøge syge på hospitalerne i Phuket by. Jeg var rundt på de to private hospitaler, hvor der var nogle danske indlagte. En dansker, som bor i Phuket, kørte mig rundt. Det viste sig, at den ene på hospitalet var en ung mand, som arbejdede i Phuket. Den anden var en nødhjælpsarbejder, som havde fået et stykke rejeskal galt ned i spiserøret og var blevet opereret. Der var kommet en kontorchef og en fuldmægtig fra udenrigsministeriet, som skulle overtage ledelsen af krisecentret. Anna Lindhardt, der ledede det krisepsykologiske hold fra Rigshospitalet, havde rådet mig til at rejse hjem som planlagt søndag aften til Danmark. Hun anbefalede, at jeg skulle tale med en af psykologerne, som var kommet til Phuket. Det var en lettelse at få talt om de mange stærke oplevelser i ugens løb. Kontorchefen gjorde det klart for mig, at han meget ønskede en præst tilknyttet krisecentret. Anna Lindhardt havde over telefonen sagt til mig, at hun ville anbefale, at der kom en præst efter mig. Den nye præst kunne tage sig af de pårørende, som
kom for at søge efter deres kære. Men der kunne også være behov for en præst til at tale med retsmedicinerne, politifolk, der virkelig er på en barsk opgave, og andre nødhjælpsarbejdere samt journalister.
Søndag (2/1) holdt man i domkirken i København en mindegudstjeneste. Det blev besluttet, at jeg også skulle holde en mindehøjtidelighed. Det blev sagt ved koordineringsmødet om morgenen, hvor journalisterne var til stede. Det blev sat på udenrigsministeriets hjemmeside samt ambassadens.
Vi spredte løbesedler rundt på hoteller og andre steder. Vi ringede rundt til danskerne. Jeg skulle i gang med forberedelsen af denne højtidelighed. Men journalisterne ville gerne have interview med mig. Jeg havde hidtil kun udtalt mig til en journalist fra Bornholm og en fra Kristeligt Dagblad. Nu følte jeg, at min
opgave var ved at være løst, derfor ville jeg gerne fortælle min historie. Jeg talte med 3-4 avisjournalister samt DR1 og P1. TV2 havde et direkte indslag med ambassadøren, en af psykologerne og mig umiddelbart efter mindehøjtideligheden som en optakt til mindegudstjenesten i domkirken
i København. Der kom omkring 30 til mindegudstjenesten, men det var nødhjælpsarbejdere og journalister og ingen pårørende eller andre turister. Det var alligevel en meget meningsfuld gudstjeneste. Mange af nødhjælpsarbejderne og journalisterne takkede mig og sagde: det havde vi vist alle brug for! Efter interview i TV2 rejste jeg hjem sammen med ambassadørparret. I Bangkok lufthavn mødte jeg min kollega Frank Christensen, som jeg snakkede med i ca. en halv time. I Københavns lufthavn mødte krisepræst Jørgen Anker Jørgensen og Mogens Lindhardt (Anna Lindhardts mand) mig mandag morgen (3/1). Mogens tog mig med op i cafeteriet. Anna Lindhardt ringede. Hun frarådede mig stærkt at køre til Flensborg, hvor min kone var. Det var et godt råd. Jeg var meget træt både fysisk og psykisk. Mogens Lindhardt kørte mig ned i Havnegade til min provst, som hørte på min historie. Derefter var jeg hos
biskoppen, som også hørte den. Om eftermiddagen var jeg på Danske
Sømands- og Udenlands Kirkers kontor, hvor generalsekretæren ligeledes
hørte min beretning. Min kone kom med tog til København. Vi blev installeret på Bethel. Jeg skulle ud og tale med Anna Lindhardt til en briefing/ debriefing. Herefter var vi til middag hos Holmens provst, hvor vi under private og afslappede former kunne dele mine oplevelser og mange andre fælles oplevelser. Jeg tror disse samtaler med mit danske netværk, var en meget god måde at få de voldsomme oplevelser ud af kroppen på. For første gang i over en uge sov jeg en hel nat igennem. Tirsdag morgen stod jeg frisk og veloplagt op til den dejlige morgenmad på sømandshjemmet. Sømandspræst og social attache Hans Vestergaard Jensen, Singapore
| |
Kilde/ forfatter: Hans Vestergaard Jensen, Dato: 10/8-2005
Kategori (i): Indslag fra 3. part
|
(i)