|<
<
>
>|
En lille fortælling om Kielerkanalen Februar 2003
Det er mandag og klokken er 16.00, og vi er lige kommet igennem Kielerkanalen, og om en times tid smider vi den sidste lods, dem har vi haft 4 forskellige af siden Bremerhaven. Vi sejlede fra Bremerhaven kl. 01.00, og jeg kom til køjs kl. 02.00, men allerede kl. 04.30 skulle jeg op igen, så nu er jeg træt, og går til køjs lige efter aftensmaden. Kielerkanalen er storslået, den blev gravet for over 100 år siden. Den 3 juni 1887 gik ca. 8900 mænd i gang med at udgrave kanalen med håndkraft: Arbejdet tog ca. 8 år, så der er blevet flyttet mange hestevognlæs jord, med den mekanik de havde da, var det et kæmpe arbejde. Fra 1891 gik det noget stærkere, man havde opfundet dampmaskinen, og dermed dampgravkoen. Tyskerne kalder den nu ”Nord – Ostsee Kanalen”. I gamle dage hed den ”Kaiser Wilhelm Kanal”. Men den er langt fra den første kanal, der forbinder byen Kiel med Nordsøen. Lige nord for den nuværende kanal ligger resterne af Kong Christian IV´s Eiderkanal, med sluser og alt hvad der dertil hører. Det med, at det er Chr. IV der lavede den, er både rigtigt og forkert. Eiderkanalen er fra Chr. VII´s tid. Det er dog langt fra den første kanal på det sted. Der er bl.a. tale om en kanal så tidligt som i 1398. Chr. IV døde som bekendt i 1648. Han og hans nærmeste forgængere har dog næppe været interesseret i vedligeholde den daværende Eiderkanal, fordi man indførte Øresundstold i 1429. Og så var det jo vigtigt, at få så mange skibe som muligt op igennem Øresund.
Kielerkanalen er ca. 12 meter dyb, og længden er ca. 90 kilometer. Sidste år blev Kielerkanalen gennemsejlet af 38562 til en pris af ca. 35.000,00 kr. pr. skib. Under hele turen har vi lods, og midt i Kilerkanalen skifter vi lods, ligeledes er der 2 mand der skiftes til at styre. Kanalen er meget smal, ( 60 til max 150 meter ) og der var nøje planlagt, hvor vi var – når andre skibe skulle passerer os, dette foregik på særlig brede steder. I begge ender af Kielerkanalen er der sluser, hvor vi kommer ind og så bliver der pumpet eller suget vand for at vandstanden skal passe med den vandstand, som vi skal sejle ud i.
Der er rigtig mange små færge, ca. 25 stk., der forbinder nord og sydsiden, og overfarten tager ikke meget mere end et par minutter, nogle af „færgerne“ sejler ikke, men bliver løftet over, vha. et kranarrangement der kører under en bro, hvor der kører toge eller biler. Der hvor færgerne lægger an, er gravet små bugter i kanal breden. Transporten med færgerne er gratis, og det er staten der betaler udgifterne, grunden til dette er at da man byggede kanalen „skar“ man mange transport veje over. Vi sejler nu mod Riga i Letland, hvor vi ankommer onsdag morgen. Det er meget spændende, men også meget hårdt.
Nu vil jeg lige en tur i maskinen og afløse vagthavende mester lidt, så han kan komme op og få lidt luft. På hele turen fra Bremerhaven til nu har der været en mester i maskinen sammen med mig, vi har dog skiftes til at gå lidt op, men ikke længere væk end vi hurtigt kunne komme i maskinen igen. | | Kilde/ forfatter: Jørgen Dahl, Dato: 15/8-2005 Kategori (i): Indslag fra 3. part
|