|<
<
>
>|
”Aa lad mig blot dø!” ”Sæt mig af eller kast mig over Bord.”
Alle Kahytternes Klokker ringer, og Skrigene stiger og synker for at ende i en hæs Gurglen og et Plask, medens Skibet stamper og hugger sin Vej gennem Kattegats krappe Søer. Paa Dækkets Læside ligger nogle blege Skikkelser indsvøbt i Tæpper og stirrer fortvivlet paa de graablaa skumklædte Toppe. Enkelte Mænd gaar op og ned og ryger ubeslutsomt og uden Nydelse, idet de i en stor Bue gaar uden om Spisesalonens Skylight (udt. Skejlejt). En stor Bølge begraver Forstavnen og sender en Byge af Skum henover de sammenkrøbne Skikkelser i Stolene. Agterstavnen og Flaget stiger op over Horisonten, og Skruen forlader sit Element for at sætte i en hvirvlende Fart, der ryster hver Bolt i skibet.
Nede i Salonen har Klokken lydt, og Kaptajnen præsiderer over 10 kolde Kødretter og 7 slags Fisk samt 6 Flasker bordlagret Leoville.
To sammenbidt udseende Mænd gør ham Selskab, men de synes at være paa Diæt, idet de udbeder sig en Kop Te og to Stykker ristet Brød, hvilket ikke ser ud til at være deres sædvanlige Ration. De spiser langsomt, med mange Tyggebevægelser, mere som af Pligtfølelse end af Tilbøjelighed.
Stewarterne balancerer frem og tilbage med Fadene, der ikke finder Afsætning, og de tomme Kuverter slaar skuffende mod Slingebrædderne på Bordets Rand.—
Den jyske Rutebaad har mødt en Nordvestenstorm i Kattegat, og dette er Stemningen om Bord.
Hvoraf kommer nu al denne Elendighed og Jammer, der danner saa sørgelig en Illustration til Ordene om, at ”husvant fra Arilds Tid plasker Danksen til Søs”? Hvad er det, der har kuet alle disse muntre og madglade Mennesker, som ingen Frokostklokke ellers vilde have kaldet forgæves?
Ved første Øjekast synes det tydeligt, hvad der er denne Sygdoms Væsen. Det er maden, den taalmodige danske Mavesæk protesterer højlydt og kraftigt mod at blive gynget og vugget. Slet saa simpelt er det dog ikke, og man maa søge til ganske andre organer for at finde Forklaringen på Søsygens Opstaaen.
Dybt inde i Tindingebenet, i det indre Øre, ligger Søsygens Arnested, de 3 smaa Buegange, en i hvert Plan. Hver Gang Legemets Stilling forandres, strømmer Vædsken i en eller flere af disse af Sted og irriterer de Fine Nerveendelser i Buegangenes ende. Med disse Organer fornemmer Mennesket sit Legemes Stilling og kontrollerer ubevidst sin oprejste Holdning, og med dem betaler det dyrt for sit Herredømme over Søen.
Skønt forbundet med Høreorganet er disse Bueganges Bestemmelse noget ganske for sig selv. Hos Dyrene er Sygdomme eller rettere Anlægsfejl i disse Buegange kendt, det er saadanne Fejl, der giver Anledning til Bevægelsesforstyrrelserne hos de saakaldte Tumler duer og de japanske Dansemus. Den stadige uregelmæssige Strøming af Vædsken i Buegangene, der er en Følge af et Skibs huggende og rullende Bevægelser, bevirker en Overirritationaf Nervespidserne. Herved fremkommer via Hjernen en Følelse af Hovedpine og Kvalme, der ender med Opkastninger. Hertil medvirker ogsaa de indtryk af ustadig Ligevægt, som Hjernen modtager fra Øjnene og fra Nervespidserne i Muskler og Led.
Den menneskelige Ligevægtssans, der tilpasset til Livet på Landjorden, modtager saaledes paa en Gang for stærke og mangeartede Indtryk og overlader det væsentlig til Maven at protestere mod Overgrebet. Hvorledes Hjernen paavirker Maven, behøver vi paa dette sted ikke at gaa ind paa, men Opkastninger og Kvalme er kendt som en Følge af mange forskelligartede irritationer af Hjernen. Blodkarcentrerne i Hjernen paavirkes ogsaa og herved fremkaldes blandet andet den typiske Ansigtfarve.
Hvad kan man nu gøre for at forebygge og lindre denne Sygdom, der ødelægger saa mange Ferier. Én af de sørgeligste Sider ved Sygdommen er, at Medlidenhed og Trøst fra ens Medmennesker i Reglen udebliver, saaledes at Skam og skade følges ad. Man skal i hvert Fald ikke spørge Søfolk om et Raad, hvis man ikke ønsker saadanne spøgefulde Svar som det bekendte: ”Tag et Stykke fedt flæsk i Munden!” Saa længe De kan holde det der, bliver De ikke søsyg.”
Nej, man skal f.eks. prøve a spise noget, dog ikke fede og krydrede Retter. Kvalmen melder sig lettere paa en helt tom Mave, og skulde det ske, at man maa hilse på ”Ulrik”, gaar dette lettest, naar man har mere end Mavesaft og Galde til sin raadighed. | |
Kilde/ forfatter: Populærvidenskabeligt Værk, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Indslag fra 3. part
|
(i)