|<
<
Interview med SWAPI, Filippinernes Sømandskoneforening
(Interviewet var ikke båndet)
Marian er sekretær og sagde ikke ret meget. Men Alice snakkede for to! En pæn ældre dame, hvis opbygning af denne forening har været hendes livsværk, og hun brænder stadig for sagen. Jeg lægger ud med at sige, at den danske forening gerne vil i kontakt…
Vi havde forbindelse til den franske forening, en journalist der hed Catherine… men det gik vist i vasken p.gr.a. sprogvanskeligheder!
Vi begyndte for 23 år siden. Dengang var forholdene for søfolk meget dårlige. Selv folk uden uddannelse kom ombord i skibene. Først i 1988 blev det en profession (søfartsuddannelse). Da var vores mænd allerede ombord – for en meget lav løn – og forsinket udbetaling. Udlændinge og deres sikkerhed var ikke vigtig for rederierne. Så 8 af os mødtes i mit hus og vi organiserede os. Vi skuffede mange rederier, og min mand var meget bekymret. Men min mands arbejdsgiver var rar, så der var ingen forhindring. Men konerne blev ikke anset som vigtige, og vi havde en økonomisk svær tid. Vi måtte arbejde, selv hvis vi havde små børn. Så jeg søgte økonomisk støtte hos National Seamen Board, som nu hedder PEOA (et statsligt råd). De svarede positivt og støttede os økonomisk. Vi fik også støtte fra National Seamen´s Welfare – nu OWA, Oversea Welfare Association. Men den er nu blevet for landarbejdere også. De hjælper os til et minimum. Vi får ikke indfriet alle vore forventninger som før, fordi fokus nu er på landarbejderne, så vi ønsker at gå ud af det. Samarbejdet var bedre da det var National Seamen Welfare. Så entusiasmen er sommetider oppe og sommetider nede. For tiden er der ingen der støtter os. Ved specielle projekter som seminarer og lignende, får vi hjælp, men til vores daglige aktiviteter får vi ingenting. De økonomiske midler får vi igennem medlemskab: 300 ps i provinsen og 500 (ca. 80,-kr) i Manila årligt. Det vi tilbyder for medlemskab er: assistance, foredrag, træning, rådgivning.
Nu er vi 1048 medlemmer. Men mange kender os ikke (åh ja, det har jeg bemærket). Vi mangler først og fremmest penge til at annoncere for. Men vi kunne alligevel ikke hjælpe alle, hvis vi blev for mange! Som det er nu, kan alle få hjælp, som når familier er i krise. Så det er et slags familiecenter. Familiecenter og servicecenter. For eksempel underviser vi familier i tilfælde af kriser eller i tilfælde med gæld. Så vi yder også moralsk og finansiel støtte. Tidligere havde vi stipendium til de mindre bemidlede.
Vi hjælper også vores medlemmer med at kræve deres rettigheder. Vi har nogle venner der er advokater, og vi kan også henvise til andre som kan hjælpe. Og jeg tror, vi ikke er så vellidte, fordi vi kæmper for vores rettigheder.
Om det kan være risikabelt for vores mænd? I begyndelsen spurgte bemandingsagenterne altid om de var medlemmer, men nu, efter vi har fået støtte fra regeringen, er det bedre. Om vi mest er officers-koner? Nej, ikke mest. Og selv hvis de er officerer, er de ofte 2.rang. Vi har en kammeratlig stil, vi ser tingene nedefra og op, og vi arbejder for det. Den tidligere formand var hustru til en ”OS” – disse er kvinder, der har evner til at lede uanset deres mands rang. Lige nu er formanden hustru til en kaptajn, men vi følger samme linie, så der er ingen forskel. Fokus er, at du har en god normal familie, det er vores anliggende. Hvem vi samarbejder med? Vi er medlem af National Council of Women of the Philippines (nationalt kvinderåd), og vi samarbejder med dem. Vi har også noget samarbejde med SILAW (en ikke-regerings-organisation for søfolk). Vi har ugentlige og måneds møder, og en årlig konference.
De fleste af vores medlemmer har været med på hustrusejlads, det er den eneste måde de kan forstå deres mands problemer på. Omkring 60% har været på hustrusejlads, og det har ofte forbedret deres forhold. Jeg var med min mand 3 gange rundt om i verden (det taler hun meget om, det var en stor oplevelse). Det er derfor jeg opfordrer de unge til at sejle med også. Min mand er død nu, han arbejdede med udlændinge. Men han havde ingen problemer. Han havde flere problemer med filippinerne, fordi han var streng. (han var kaptajn).
Hvis der er søfolk i fængsel, plejer vi at skrive til regeringen. Sidst var nogle fængslet i Egypten. Vi skrev mange breve, indtil de blev løsladt.
En anden ting er deltagelse i forsamlinger, specielt dem der er organiseret af Apostleship of the Sea (apostolsk sømandssammenslutning – medlem af SILAW). Vi er også medlem af Human Life International. Sidst var det i Korea, vi havde 4 repræsentanter. Sommetider får vi hjælp til at deltage, men ikke til alle. AMOSUP gav 25%, så vi brugte vores egne penge til resten. Vi har en fond, og accepterer donationer udefra, men ikke fra pro-abort og pro-skilmisse foreninger. Vi skal bygge vores familier, ikke destruere dem!
Vi har ikke haft samarbejde med andre sømandskoneforeninger, bortset fra den franske. Men måske kunne vi engang organisere en international kongres, hvis ILO ville hjælpe! ILO støttede 70% af vores nationale kongres.
Før vi startede denne forening, før 1985, lyttede de ikke til sømandskonerne.
Vi vil gerne udveksle vores visioner og vores erfaring med alle. Så vi er meget interesserede i kontakt med Danmark. Også for at vise vores taknemlighed til de udlændinge, der er gode ved vores mænd.
I vores forening anerkender vi også os selv. I vores kreds er vi fælles, vi er sociale. At kræve vores ret er ikke det hele. Men også more os, og udveksle hvad vi ønsker.
(Nu taler jeg om mit projekt, og hvordan jeg ser et samarbejde som en vej til kulturel forståelse): Vi har forskellig kultur, det bemærkede jeg da jeg rejste. Familiekærlighed er det, der får folk til at arbejde i udlandet. Jeg oplever, at det første filippinere taler om, er familien. Og filippinere kan lære de andre at elske deres familie. Engang fortalte min mand mig, at han var i land og købte en diamant til mig. Skibets kaptajn spurgte: ”Er det hendes fødselsdag?” Nej, sagde min mand. Jeg vil bare give hende en gave, når jeg kommer hjem. Så købte kaptajnen også juveler til sin kone. Og min mand sagde: Jeg lærte ham om det at give gaver til sin kone! (er den ikke sød?) En anden gang var nogle europæiske søfolk strandet i vores havn, og vi besøgte dem, og købte noget til dem. En af dem sagde: Hvad skal jeg med det? Det er til kvinder? (det var en vifte) Så sagde jeg: Det er til din kone eller datter, og hvis du ikke har nogen, så til din mor!
Omsorgen for familien har også noget at gøre med regeringen, for i andre lande tager regeringen hånd om familien. Men filippinerne må altid tænke på deres fremtid.
Hvad kan I så lære af europæerne?
En ting er, at europæerne er meget praktiske, selv når de køber ting. Filippinere elsker souvenirs, det gør europæere ikke. Og udlændinge er ikke så bevidste omkring deres tøj, at se smart ud og alt det, som filippinere er.
Til sidst hulter til bulter:
SWAPI har også deltaget i seminarer med ICMA (International Christian Maritime Association, i London).
Her er kvinderne generte og udstiller ikke sig selv. I vores kultur er kvinderne forkælede, så sommetider misforstår udlændinge det, og ser det som mangel på respekt for deres mand. Vi elsker også materielle ting. Vi tror at flere gaver er lig med mere kærlighed!
Når problemet er rettigheder, refererer de til ITF eller ICMA. For tiden har de 5 sager i arbejdsministeriet.
De har medlemmer der er pensionerede, og hvis de har været gavmilde overfor foreningen tidligere, kan de opretholde evigt gratis medlemskab, eller hvis de bliver syge eller deres mand kommer til skade. (Alice fortæller om, hvordan hun stjal medicin fra sin datters forretning, da hun havde et medlem der ikke havde råd til at købe det selv!)
En verdenskongres er min drøm. Hvis vi kunne finde støtte til hele den finansielle del af det, så kan vi klare at arrangere det her! (Det siger hun flere gange, og det er helt sikkert der, hendes største interesse for at kontakte andre foreninger ligger!)
SWAPI, SWAPO og SWIF er afdelinger af samme organisation:
SWAPO er den finansielle organisation. Man kan låne penge til basalt forbrug på kredit med renter, men meget lav rente, og sommetider, hvis nødvendigt, eftergiver vi lånet uden renter. SWAPO er mest til når udbetalinger (løn) er forsinket.
SWIF er fonden hvor vi kan søge om fondspenge. Den er anerkendt af regeringen. Nu accepterer vi donationer fra andre lande – skattefrit!
NB: Et par dage senere, får jeg lejlighed til at spørge Niko (sekretær i SILAW) om denne sømandskoneforening. De har ikke meget magt, siger han, er mere en social klub. Han siger også, at der findes en anden sømandskoneforening! Det har de slet ikke nævnt. Men han synes ikke de er så troværdige som SWAPO, for de har mange forbindelser til manning agencies (og manning agencies bliver, med en vis berettigelse, anset for roden til alt ondt).
Interviewer:
Fabienne Knudsen
Forskningsenheden for Maritim Medicin
Syddansk Universitet, Esbjerg
Oversættelse: Birgit Larsen Jensen | |
Kilde/ forfatter: Alice og Marian, SWAPI (Sømandskoneforeningen i Filippinerne), Dato: 21/10-2001
Kategori (i): The Phillipines
Uddrag fra ”Sømandshjerter i råolie” af Arne Ærtebjerg - en fængslende erindringsroman skrevet af en sømand - Læs den!
"… Når jeg tænker tilbage til dengang (vestafrika), kan jeg nu se, at det var omkring det tidspunkt, at der skete en mærkbar forandring med mig. Jeg begyndte at komme med racistiske bemærkninger og opfordrede mine skibsfæller til at holde sig negerpakket fra livet med alle midler. Det var ikke andet end en flok stinkende tyveknægte og halvaber, der skulle være blevet oppe i træerne i stedet for at rende rundt og genere ordentlige mennesker ombord i skibene. Og se det kaos, der var i de nye selvstændige stater! Nej, kolonimagterne skulle være blevet og have holdt de sorte sataner nede med hård hånd…. Over for mine folk kunne jeg nu også være temmelig kort for hovedet. Ikke mere: Kan du ikke lige. Nu var det kontante ordrer med bøs stemme og mine. De kunne slet ikke kende mig mere, fortalte første styrmand mig langt senere… Det var ikke noget ”happy ship”. Folkene skændtes og bed efter hinanden. Jeg følte at spændingen, hvad øjeblik det skulle være, kunne blive så uudholdelig, at den ville føre til slagsmål. Der havde udviklet sig forskellige kliker, der var meget fjendtligt stemte over for hinanden og over for officererne. Altså over for mig, der ellers havde været i stand til at få dem til at føle, at vi var i samme båd, tilhørte et team, og var stolte af det. Nu var det hele ved at gå i opløsning. Og min kovending gjorde det sandelig ikke bedre. Min brug af trusler om fyringer og andre disciplinære midler, som sømandsloven hjemlede for at få folkene til at makke ret, gjorde kun ondt værre…. Efterhånden gled jeg ind i en depression. Isolerede mig så meget som muligt på mit kammer. Kiggede også lidt vel dybt i whiskyflasken engang imellem for at dulme angsten og uroen, der murrede i mig. Der var et eller andet helt galt med mig. Og jeg forsøgte fortvivlet at finde ud af hvad det var. Måske var jeg kommet til at sætte mig i de blinde passagerers sted? Måske var det sydafrikanerens vilje til ikke at lade sig kue. Hans integritet og evne til at sætte mod i de andre. Til at organisere en indtil videre passiv modstand over for den behandling, de var udsat for. Og jeg var ikke i tvivl om, at han kunne gå over til aktiv handling, hvis lejligheden bød sig. Jeg har altid følt meget for menneskets værdighed. Og er det ikke det modsatte af ydmygelse. Og ydmygede vi ikke vores ubudne gæster. Og ydmygelse avler hævntørst. Kun ved at sætte sig til modværge, blive revolutionær eller flygte ind i en rus eller neurose, kan et menneske bevare sin selvagtelse. Og det eneste, der kan give rigtig oprejsning, er at tage kampen op, om styrkeforholdet er aldrig så ulige. Falder man på ærens mark, så er det bedre end at flygte ind i sig selv. Det ændrer ikke noget ved situationen, tværtimod. Får man et klart øjeblik, overvældes man i den grad af selvhad og moralske tømmermænd, at man begår selvmord eller hurtigst muligt tømmer en flaske ildvand eller tager et skud englestøv eller trækker neurosens forhæng for og lukker den uudholdelige virkelighed ude. Det er langsomt selvmord. Og denne sydafrikaner forekom mig at være en rigtig revolutionær. Jeg kunne ikke lade være med at respektere og beundre ham, og jeg blev dybt chokeret, da det gik op for mig, hvad der var sket med mig de sidste uger… Jeg blev fortvivlet over, der skulle så lidt til, for at få mine humane principper og tro på menneskerettigheder for alle uanset kulør, køn eller social status til at forsvinde for en nådesløs tropesol. Jeg mistede troen på mig selv. Stolede ikke mere på min dømmekraft… Jeg var bange for, jeg skulle bryde sammen. Det ville jeg helst ikke have, at nogen ombord så. Jeg kredsede meget omkring identitetsproblematikken. Kom frem til, at der var opstået en uhyggelig og uudholdelig afstand mellem min objektivt tilskrevne rolleidentitet som leder, som i de sidste uger havde overtaget mig, og min subjektivt erfarede egne identitet. Og i en ond drøm stod det store spørgsmål pludseligt på indersiden af mine øjenlåg med flammeskrift: Hvem fanden er du egentlig? Det prikkede hul på bylden. Tanker og følelser for rundt i hjernekisten som onde ånder, der kunne få låget til at ryge af, hvad øjeblik det skulle være…. Lidt svimmel gik jeg i gang med at analysere hvad det var, der havde forvandlet et swell ship til et hell ship. Jeg bed i blyanten, og fandt frem til fem variationer over temaet: Forholdet mellem kaptajn, officerer og det menige mandskab i et skib… Der var kun én løsning. Jeg måtte tage min afsked… Jeg tog op til mit sommerhus, for i ensomhed at holde dommedag over mig selv. Jeg ville aldrig få min gamle uskyld igen. Men der var krudt nok i mig endnu til at gennemføre processen…
God fornøjelse!
Birgit Larsen Jensen" | |
Kilde/ forfatter: Arne Ærtebjerg, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): The Phillipines
Kontakt med filippinske sømandskoner - en optakt til interview med den filippinske sømandskoneforening, andet steds i bladet.
"Som tidligere beskrevet her i bladet, var jeg i efteråret til møde med Forskningsenheden for Maritim Medicin (FMM) i Esbjerg. Ved dette møde fortalte Fabienne Knudsen fra FMM, at hun skulle til en konference i Filippinerne kort tid efter vores møde. Jeg spurgte om hun ville forhøre sig om, hvor vidt der findes en filippinsk sømandskoneforening, idet jeg syntes det kunne være interessant med kontakt dertil. Hun mente faktisk der var en sådan, og ville meget gerne forhøre sig derude. Hjemkommet fra dette møde, kontaktede jeg vores næstformand Kirsten Nybroe, som jo står for den internationale kontakt, om hun ikke lige i en håndevending kunne oversætte vores lille folder til engelsk, så Fabienne kunne få den med sig til Filippinerne. Det gjorde hun, og med diverse pc-problemer fik vi den med i sidste øjeblik.
Fabienne Knudsen gjorde et godt stykke arbejde for vores forening. Ikke blot lykkedes det hende at opstøve en sømandskoneforening derude, hun fik også et gensidigt ønske om kontakt og et flot interview med hjem.
Jeg vil være ærlig og sige, at det ikke har været helt uden spekulationer: Vil det møde modstand i vores forening? Er der nogen der ser filippinere som ”fjenden”. Ser dem, som dem, der bare giver vores mænd problemer, problemer vi som sømandskoner også mærker? Filippinere som tager arbejdet fra vores mænd? Og hvorfor i alverden skulle vi støtte op om det, med en kontakt til deres koner? Der er jo noget om snakken, kan man sige. Det er i hvert fald en måde at anskue tingene på. En anden måde at anskue tingene på, kunne imidlertid være, at der, hvor der eksisterer problemer, ”tager man tyren ved hornene”, og det gør man som bekendt ikke uden nærkontakt. Hvem af os, ville ikke ønske, at befri vores mænd for de kulturelle problemer, de oplever i hverdagen, og som vi ofte lytter til? Kunne vi bare svinge tryllestaven, som Harry Potter kan. Det kan vi ikke, men vi kan måske medvirke til at gøre en forskel! Selv en lille forskel tæller. Og dog, hvorfor skulle vi underkende vores egen rolle som sømandskoner? Bag enhver succesfuld mand står en kvinde, eller hvordan det ordsprog nu lyder.
Personligt har jeg altid fundet det interessant og lærerigt at møde mennesker fra andre kulturer. Via rejser, men også via arbejde i udlandet, har jeg mødt og lært mange meget forskellige mennesker at kende gennem tiden. Jeg har bare aldrig været i Filippinerne. Men jeg kan godt forestille mig, at hvis jeg lærte dem at kende, ville det også påvirke min mand. Jeg kan også forestille mig, at hans umiddelbare reaktion ville være: ”Du er ikke rigtig klog”. Men ærlig talt, det har han før sagt, og slutteligt har sagt noget helt andet.
For hvad ved vi om deres kultur? Jo, jeg ved godt, der kan komme mange hurtige svar, på det spørgsmål, fra både koner (der har sejlet med) og mænd. Men helt ærligt, hvad ved vi, om hvad der virkelig betyder noget for dem, og hvordan de udtrykker/viser det? Hvad ved vi om deres livsbetingelser, deres hverdag hjemme, deres historie og meget mere? Gør det dig ikke lidt nysgerrig?
De har allerede udvist interesse for at lære os at kende, og her har vi en glimrende chance, for at formidle, hvad der betyder noget for os. Når vi lærer hinanden at kende, mindskes misforståelserne.
Jeg ved i naturens sag ikke, hvad et samarbejde vil bringe sådan mere konkret, men jeg synes så afgjort det er spændende. Det kunne være udvekslende historier/artikler i hinandens blade. Endnu mere interessant kunne det være, at besøge hinanden. Men en naturlig hæmsko, er jo, at deres land ikke ligger lige rundt om hjørnet, og det er kostbart at tage dertil, med mindre sømanden alligevel skal der til…
Alene Fabienne Knudsen´s interview med de filippinske sømandskoner, synes jeg er interessant og lærerigt. Så skulle vi ikke give det en ærlig chance, og med et åbent sind, møde andre sømandskoner, der ligesom os, har sine historier, sine genstridigheder og sine gode oplevelser at dele ud af? Det er primært gennem en positiv tilgang, at vi ændrer verden til det bedre." | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): The Phillipines
|
(i)