|<
<
>
>|
Søhesten nr. 3/2002 - Supplerende bemærkninger vedr. Trivsel om bord.
Da mit indlæg vedr. videofilmen Trivsel om bord har medført flere reaktioner, vil jeg lige komme med et par kommentarer til nogle af dem:
Først tak til dem, der har svaret: Peter Tjellesen, Morten Vinter fra RTV-film, Søfartens arbejdsmiljøråd, samt Henrik Bjørndal Pedersen (HBP) og Birgit Larsen Jensen (BLJ).
Dernæst er det jo godt at få en debat i gang, også i bladet.
Som svar til BHP:
Min mand er p.t. i den heldige situation, at der er hele 3 danskere om bord mod tidligere 1 (min mand), 4 færinger og 7 filippinere. Sidstnævnte er sådan ca. det mest normale forhold i det rederi. Og der er i vores omgangskreds – i de 3 ud af de 4 tilfælde – samme forhold i bemandingen, afhængigt af antal ansatte.
Hvad angår seminarer og møder, ville de 5 (min mand incl.) så vidt vides meget gerne med på diverse seminarer og møder, men som regel ligger de interessante kurser typisk sådan, at det passer med udmønstring en uge før eller noget i den stil.
Så synes jeg nok, at det er en lidt grov generalisering inden for faget (jeg ved ikke, om HBP er navigatør, mask.mester eller en af de få danske skibsass.?), at hvis der kun er to danske om bord, så passer de ”deres sjusglas og evt. papirarbejdet og lader de andre ordne resten på deres egen måde.” Citat slut.
Der mener jeg, at hvis man er sit arbejde voksent og et ansvarligt menneske (uanset stillingsbetegnelse), så falder man ikke bare hen og drikker sig en bøhmand på, selv om man evt. kun er to danskere eller mindre.
Men ok, på samme måde som der findes eks. Mekanikere, der skriver ekstra arbejdstimer på regningen, for noget der ikke er lavet, så findes der vel også søfolk, der bare lader stå til. Brådne kar findes jo i alle erhverv. Desværre også handelsflåden.
Hvad maden angår, så er maden om bord ikke så god som hjemme i de fleste tilfælde, men min oplevelse er, at det også afhænger af skipperens evne til at slå kokken oveni hovedet. Min mand kender en skipper, der – fordi ”hans liv er for kort til hundeæde” – har lært sin kok at lave ordentlig dansk mad, der ikke svømmer i fedt. Hans fordel var jo så også, at de kørte faste hold, jeg ved godt, at det er ikke alle rederier, der gør det, men jeg vil vove at påstå, at maden kan blive meget bedre, hvis skipperen tør sige til kokken: ”Det dèr vil vi ikke spise, det er hundeæde, lav det om! Spejlæggene må ikke være stegt i så meget fedt, at de af sig selv rutscher på tallerkenen, når vi er i søgang!” Men det kræver en skipper, der ikke er konfliktsky. Og de findes altså stadig.
Og tak for de pæne ord til min mand, jeg går ud fra, at han har set dem.
BLJ:
Jeg vil starte med at kommentere denne sætning fra BLJ’s indlæg:
”Hvis filmen skulle være tilstrækkelig rigt facetteret, burde der vel være interviews med 5 gange så mange mennesker, og hvem gad så se den til ende…”
Det svarer til at betale 70,-kr. for en biografbillet for at se ”Ringenes Herre”, og efter en time finde ud af, at det er årets dårligste film, for så at blive siddende i de resterende 2½ time! (Den er nu pengene værd).
Hvis filmen er kort, men dårlig, ser folk den ikke. Hvorimod, hvis den er godt lavet – både hvad angår indhold og fremstilling, herunder facetteringen af problemerne – vil mange se den, også selv om den er lang.
Det at rejse sig i protest det kan være, fordi filmen har rørt ved noget, man ikke kan/vil erkende, som BLJ skriver, men behøver ikke at være derfor. Det kan være af en mere simpel årsag: Kedsomhed og en følelse af tidsspilde. | |
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 1/3-2002
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
Søhesten nr. 1-2/2002 - Svar til Elisabeth Larsen Videofilm: ”Trivsel til søs” - Nr. 12 – november 2001
Som producent / udgiver af filmen ”Trivsel til søs”, er det altid ærgerligt, når nogle synes, at vi har vinklet eller prioriteret forkert. Til gengæld er det da godt, at der både findes sømænd og sømandskoner, der ikke genkender de problemer, filmen beskriver.
Som producent / udgiver af filmen til brug i den danske handelsflåde vil vi altid have det problem, at vores seergruppe er en særdeles broget skare. Selvom vi bestræber os på at være nuancerede, vil der altid i den enkelte film være forhold, der er relevante for nogen og ikke for andre.
Filmen ”Trivsel til søs” er lavet som dokumentarfilm og tager derfor udgangspunkt i en lang række søfolks egne udtalelser. At der så er sømænd og sømandskoner, der ikke oplever de samme problemer som filmens medvirkende, må vi tage til efterretning. Vi må naturligvis altid spørge os selv, om vi i vores research har valgt de rigtige søfolk, de rigtige sømandskoner, der rigtige rederier osv. Problemet er blot: Hvem er de rigtige?
Filmen har ikke været tænkt som en reklamefilm for erhvervet, men som inspiration til en debat – en debat, som vi har ment burde tage sit udgangspunkt dér, hvor problemerne findes. Måske har denne film ikke været så bred | |
Kilde/ forfatter: Peter Tjellesen, Morten Vinter & PTV film Søfartens arbejdsmiljøråd, Dato: 1/1-2002
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
Søhesten nr. 1-2/2002 - Indlægget i Søhesten Nr. 12 ang. filmen ”TRIVSEL OMBORD” bør da vist ikke få lov til at stå alene. Så her er min kommentar. - Videofilm: ”Trivsel til søs”.
Først så jeg filmen, som jeg fandt lidt vag i sine udlægninger af problemerne, men alligevel interessant, også fordi jeg kender flere af de mennesker, der er med. Få dage efter landede SØHESTEN på mit bord, og jeg læste indlægget fra Elisabeth Larsen, et indlæg som også skipper havde bidt mærke i. Han havde dog ikke set filmen.
Vi satte os nu ned, og så filmen sammen, og selv om der er 15 års aldersforskel og meget forskellig baggrund for det tidligere liv til søs, kunne vi fint blive enige om, at filmen berørte et emne, som i allerhøjeste grad er aktuelt. Uden på forhånd at kende forfatteren (Elisabeth Larsen) vil jeg tippe, at mand og omgangskreds alle er beskæftiget i skibe med enten udelukkende danske eller også i hvert fald, hvor der er mere end 2 danske ombord. Ligeledes tyder det på, at man indenfor omgangskredsen normalt ikke deltager i de tilbud om møder og seminarer, som organisationerne afholder, hvor trivselsproblematikken som regel er oppe vende hver gang.
Tilbage til det aktuelle emne. Jeg tror, at kulturforskellen er et stort problem, sprogproblemet er et andet sort problem, og problem 3 er forplejningen.
For at starte med sprogproblemet. Det er min opfattelse at omkring 15-25% af udlændingene ikke er i stand til at klare den daglige arbejdsdag på det arbejdssprog, som der forlanges. Dette giver en øget belastning, specielt hvis de sprogsvage er i officersgruppen.
Vi søfolk føler os ladt i stikken, idet ISM inspektører, som jo faktisk er dem, der skal kontrollere, at søfolkene behersker det sprog, der er arbejdssproget, ikke tør røre ved problemet, og rederen ønsker som regel heller ikke at erkende problemet, da det alt andet lige vil medføre ekstra skiftninger og dermed øgede omkostninger.
Bjarke Jacobsen fra ELITE REDERI udtaler flot i filmen, at man er opmærksom på problemerne.
Ja tak! Hvis der overhovedet var problemer i ELITE, skilte man sig meget hurtigt af med Danskeren.
Kulturmæssigt er problemet nok mest udtalt, der hvor der kun er to danske, idet de, hvis de ønsker at have ro og fredelige arbejdsforhold, er nødt til at lade skibet køre på den kulturmæssige baggrund, som besætningen har. Sagt med andre ord passer deres sjusglas og eventuelt papirarbejdet, og lader de andre ordne resten på deres egen måde. Jeg er alvorligt bange for, at mange skibe med kun 2 danskere fungere på denne måde, og som sådan måske ikke burde sejle med Dannebrog agter. Nogle mennesker trives med disse forhold, andre gør ikke og har dermed et trivselsproblem.
Så er der kost og forplejningsproblemet, som nok er det, der oftest bliver taget frem.
Vi så alle den forlorne udsendelse fra ”Carsten Maersk”. Hvor alt bare var helt perfekt.
Det var en sej død bagefter igen at skulle ned til Polakkens eller Phillipinerenes fejltagelser.
Når vi på møder og seminarer påtaler overfor rederens repræsentanter, at der er et problem, er standartsvaret som regel, at så må du jo selv gå ned og lave den mad, du ønsker, hvilket medfører, at man til slut ikke gider mere og lever, som konstant utilfreds, med den fremmede madkultur.
Det er vel således i dag, at ca. halvdelen af de danske skibe sejler med kun 2 danske ombord, og når vi så ser på de problemer, som både filmen og jeg her lister op, må vi erkende, at vi har et alvorligt problem, da vi jo ikke kan forvente, at noget ungt menneske vil lade sig uddanne til at arbejde under disse forhold, med andre ord når vi gamle falder fra er der ingen afløsere.
I Maskinmestrenes forening har jeg stillet forslag om, at man skulle arbejde for en lovgivning, der sikrede mindst 25% danske af en besætning, idet jeg tror, at problemerne er større jo større skibene er, og at der i de helt små skibe, som jo ikke vil blive berørt af en sådan lov, er en større forståelse for at få tingene til at fungere. Det skyldes nok meget at kaptajnen er vagtgående, og mellemlederproblemet ikke eksisterer.
Jeg har desværre ikke i bestyrelsen mødt forståelse for mine synspunkter.
Et andet sted, hvor der kunne sættes ind, er hos rederiernes personale afdeling, hvor en bedre dialog mellem de søfarende og rederi / bemanding i de fleste rederiet kunne være svært ønskeligt.
I enkelte rederier har man taget tråden op med personsamtaler og support, men det er desværre kun meget får steder.
Til slut kan jeg kun sige til Elisabeth’s mand: Nyd dine åbenbart gode forhold, så længe du har dem, jeg er alvorligt bange for, at den barske virkelighed lurer lige om hjørnet, også i de få rederier, der endnu holder fanen højt med mange danske ombord.
Så fik jeg da lidt luft, det blev lidt langt, men jeg håber, at du kan bruge det. | |
Kilde/ forfatter: Henrik Bjørndal Pedersen, Dato: 1/1-2002
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
|
(i)