|<
<
>
>|
Hvad blev der mon talt om...?
For noget tid siden kom vi ad omveje i forbindelse med en journalist fra DR P2. Han ville gerne interviewe vores søn på 11 år til børneprogrammet ""Fabulatoriet"" på radioensP2. Anstændigvis måtte vi spørge hovedpersonen først: Jo, det ville han godt.
Journalisten havde fået den ide, at tale med børn som måtte kommunikere med sin far, som har et job på søen. Han spekulerede på, om det var via mail, og hvordan det var for et barn.
Han kontaktede først Maersk, men de kunne ikke hjælpe ham! Så kontaktede han Sømændenes Forbund, som henviste til Sømandskoneforeningen af 1976. Sådan
gik det til, at Knud Erik (journalisten) kom på besøg hos os en dag i februar.
Vi var en smule anspændte da han trådte ind af døren, men det blev hurtigt gjort til skamme. Knud Erik trådte ind ad døren med al sit udstyr, på en måde, som var det, det naturligste af verden. Og han var i kontakt med Dan-Bjarti (vores søn) med det samme. Vi to forældre var tydeligvis ""til overs"". Jeg spurgte om de ville sidde i stuen eller på Dan-Bjartis værelse.
Knud Erik ville da helst være på Dan-Bjartis værelse. Men da blev Dan-Bjarti lidt forlegen, og sagde at der var altså lidt rodet....! Nå, sagde Knud Erik, så skulle du se mit skrivebord! Men jeg har det nu sådan, at så længe jeg kan finde det jeg skal bruge inden for en halv time, så er det okay!
Dermed forsvandt al Dan-Bjartis anspændthed som dug for solen. Så de fik lige ryddet en plads til dem begge mellem diverse legetøj, og snakkede sammen den næste time. Det var med stor beklagelse, at de lukkede døren. For vi var meget spændte på, hvad han ville sige, og dog var det helt klart vores indstilling, at det var hans private sag. Vi lyttede ikke ved døren, selvom det var fristende.
Da de endelig var færdige, måtte jeg lige have en kommentar fra Knud Erik, og sagde spørgende: Jeg kan tænke mig det gik godt, for vores søn er ofte god til at snakke? Jo, han mente han ville kunne leve af det en dag. Da var Dan-Bjarti hurtig, rakte hånden frem, og sagde: Løn, tak! Vi morede os, for ærlig talt, så tror jeg Dan-Bjarti havde fundet sin ligemand der. Knud Erik blev tavs et sekund (det var længe), dykkede så ned i sin taske, og sagde: Nej, men du kan få en kuglepen fra DR, og den er så smart, at man kan se
hvilken dag man er blevet interwievet! Vi gloede noget, og tænkte, det var pokkers. Han fandt noget mere frem fra sin taske: En skriveblok. Skrev datoen for den dag, og sagde: Se bare, den skriver datoen du er blevet interwievet. Vi var sat skakmat! Det var en fornøjelig oplevelse, og Dan-Bjarti syntes godt om ham. Han blev lovet en CD med interwievet, samt besked om hvornår interwievet bliver sendt i radioen. Vi har i skrivende stund ikke hørt noget, men han sagde også, der godt kunne gå noget tid. Han skulle til Esbjerg og lave et interwiev med et andet barn, ét hvor kommunikationen var let, i modsætning til hos os, hvor det er vanskeligt. Han ville højst sandsynligt mixe de to, over to udsendelser. ""Fabulatoriet"" sendes hver dag på P2 kl. 18.40 til 19.00. Det er et program for de 7 til 12 å-rige. Vi er begyndt at lytte til det, og det kan anbefales. Vi er spændt på at høre interwievet, for hvad blev der mon talt om...? | |
Kilde/ forfatter: Birgit, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Den evindelige hellige ko…
Alle skal på rygestop-kursus. Alle deltager. Alle ønsker at holde op med at ryge, for ellers er man asocial, man udelukkes af fællesskabet. For man må ikke ryge nogen steder længere. Jo, ude i kulden! Og hvem ønsker at blive udelukket fra fællesskabet?
Sømanden skal også holde op med at ryge, for det er naturligvis lige så farligt for ham, som for alle andre. Tilmed er han måske tilbøjelig til at ryge flere cigaretter pr. dag, fordi de er billige og han keder sig…. vagten er lang. Eller stressniveauet er højt, og cigaretten er ”eneste” stressafleder. Det er, om end endnu farligere for sømanden at ryge.
Dødeligheden for sømanden er alt for høj, selvom der er forskelle, i forhold til landkrabben. Alle ved, at cigaretten ikke har hele skylden. På den anden side, ved vi også at den ikke er uskadelig. Et evindeligt dilemma.
I erhvervet er der en stigende interesse for, at nu skal vi have sømanden til at lægge tobakken på hylden. Man kalder det sundhedsfremme. Det er blevet det nye mantra, sundhedsfremme! Glem det ikke. Og når erhvervet via sine kampagner får sømanden til at kvitte tobakken, så kan de vaske deres hænder. De har gjort en god gerning.
Der er bare det ved det, at for at opnå sundhedsfremme, må der noget i stedet. Man kan ikke bare fjerne tobakken, og sige: nu har vi ydet sundhedsfremme. Man tager jo heller ikke bare flasken fra alkoholikeren, og siger: det var det! Hvis man fjerner noget, må der på en eller anden måde noget i stedet, hvis det enkelte menneske fortsat skal kunne føle sig som et helt menneske. Det kan godt være den rygende sømand synes det er fint, at kvitte tobakken, og spise gulerødder indtil han ikke længere savner tobakken. Men det kan også være, at han oplever rastløshed. Det kan godt være, at han oplever, at den stort set eneste fornøjelse han har ombord, nu skal tages fra ham. Den ven, der gør det ulidelige lideligt! Hvad giver erhvervet sømanden i stedet for tobakken? Mindre ensomhed ombord?? Flere danskere ombord?? Jeg spørger bare.
Der findes mange rigtig gode rygestop-instruktører, og de kan sikkert i mange tilfælde magte opgaven, at få den enkelte ryger, til selv at finde metoder, til at ophæve følelsen af, at have mistet en uundværlig ven.
Men hvad med sømanden, der ikke vil, eller magter, at kvitte tobakken? Skal han isoleres ombord, fryses ud af det gode selskab? Man må fortsat holde sig for øje, at det gode selskab ombord lynhurtigt er minimeret til én eneste dansker, eller én eneste europæer eller…?
Det er firkantet sat op, det ved jeg. Og dog. For hvis konsekvensen, af erhvervets engagement, for at få sømanden til at kvitte tobakken, ender med en forstærkelse, af oplevelsen af isolation for den enkelte sømand. Så har man absolut ikke ydet sundhedsfremme, man har ydet sundhedsforværring! Det kan ikke tydeliggøres nok!
Man siger indirekte til sømanden: Det er din egen skyld, at du statistisk set, ikke bliver særlig gammel, og at du måske har et elendigt helbred. Samtidig får vi opmærksomheden væk fra potentielt andre sundhedsforværrende faktorer ombord. Det kan der så gå nogle år med…
Det kan de jo også have ret i! Alle ved, at den tågende ryger, der får et minimum af motion, ikke har de store chancer for en frisk alderdom. Tilmed viser undersøgelser, at sømanden der sejler med kemikalier, har en større risiko for kræft, ikke som følge af kemikalierne, men som følge af hans tobaksforbrug! Det er ikke svært at lægge to og to sammen. Sømanden må holde op med at ryge!
Jeg har været ombord i skibe, for blot et par år siden, hvor den sømand, der var først færdig med at spise, blev siddende og røg sin cigaret, mens de næste kom for at spise! Rygepolitik? Det tror jeg ikke, jeg nævnte på det tidspunkt. Havde jeg gjort det, havde jeg nok hørt en bemærkning om, hvor gangwayen befandt sig!
Synes jeg nu virkelig, at sømanden bare skal have lov til at ryge? Er det bare fordi jeg selv ryger?
Jeg er selv eks ryger, og bryder mig personligt ikke om overformynderi. Det minder mig om de gamle socialistiske stater: Partiet siger….!
Forbyder man en isolationsfange at ryge? Jeg tvivler. Men det vil man gerne til søs. For at sige det temmelig populistisk: Sømanden må hverken ryge, drikke eller hore (og slet ikke det sidste, siger konen). Han må bare acceptere forholdene som de er.
Men, som sygeplejerske har jeg passet en hel del mennesker med rygerlunger. Tobakken gør ubodelig skade på mange af os, og en del af os, dør ganske enkelt tidligt, på grund af tobakken. Derom ingen tvivl. Og jeg bryder mig heller ikke om min mands tobak! Men jeg støtter ikke ensidig fokusering på tobak.
Det jeg ser i sømandens branche, er at han isoleres mere og mere ombord, med store menneskelige omkostninger til følge. Sømanden selv, råber ikke højt op om det, for han er den store stærke sømand, der ikke viser tegn på følelsesmæssig lidelse, overhovedet! - før end det er for sent! Så her kan erhvervet let tromle videre hen over sømanden. Han siger ikke rigtigt fra. Han prøver, men bliver slet ikke hørt eller forstået i erhvervet. Og nu skal han i øvrigt bare holde op med at ryge, så får han et langt og lykkeligt liv.
På det sidste har vi hørt, at forældre, der mister et barn. lever kortere, og har måske lige frem (forhøjet) risiko for at begå selvmord. Det overrasker ikke mig, for er vi ulykkelige, lever vi kortere, det kan også vises via statistik.
Sømanden tages ud af sit netværk, når han påmønstrer. Han isoleres ombord blandt en lille multikulturel besætning i 3 til 4 måneder. Vær opmærksom på, at isolation, for de fleste fanger, opleves værre end tortur! Og så skal han kvitte tobakken, for det er blevet det nye mantra!
Nu er der sikkert sømanden, der, hvis han fortsat læser dette, tænker: Dejligt, jeg kan roligt fortsætte med at ryge, det er faktisk nok bedst for mig. Så vil jeg sige: Rygning ér farlig, det er der ingen tvivl om. Men du skal først og fremmest finde ud af, hvad får dig til at trives bedre ombord i bred forstand? Hvis det lykkes dig, kan du måske komme til at trives så godt, at du får lyst til at lægge tobakken på hylden. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
E-mailen er gaven til sømandskonerne! Og deres mænd!
"Jeg vil nødigt nogensinde skulle undvære den igen. Det er simpelthen et vidunder, at i nu har fået forholdsvis hurtig mulighed for at komme i kontakt med vores sømænd, hvis der er ting der skal afklares eller tages stilling til ""her og nu"". Vi her i huset har aldrig brugt, at jeg ringer ud til skibet med mindre der er sket noget virkelig alvorligt og det er jo aldrig rigtigt til at vide, hvornår der er ""fred og ro"" ombord til at snakke. En e-mail kan sømanden læse, når han modtager den og reagere med det samme - eller når lejlighed byder sig, alt efter indholdet og omstændighederne. I ""gamle dage"" ville nogle jo så sige, var der ikke andre muligheder, end at konen måtte tage affære uanset hvad det gjaldt, for da var far væk et år eller halvandet, men nu vil fædrene også gerne følge med i deres børns udvikling/opdragelse - og selvfølgelig skal de da det!
Og til E. Larsen vil jeg så sige, at jeg da stadigvæk skriver brevet i hånden, så kan jeg skrive lidt hver dag - som en dagbog - og det bliver nemt til en meget lang mail i løbet af nogle dage, der skal skrives ind. Hvis der går en uge imellem jeg skriver, er det der skete for fire dage siden jo blevet uaktuelt - og så er det, det nemt bliver kort!. Men hvis man skriver en kladde, så er det hele tiden dugfriskt! Og så kan der snildt gå et par timer med at få skrevet flere sider ind på mailen. Der er jo ingen der siger, man skal sende hver dag - med mindre det er presserende.
Min far døde (ret uventet) i november, hvor min mand netop var taget ud at sejle og jeg synes, det var guld værd at jeg kunne sende en mail midt om natten, da det var sket, og bede ham ringe hjem ved første lejlighed, for han skulle ikke bare have ""nyheden"" på skrift, selvom han så godt anede, hvad det handlede om, fordi han vidste, min far i en alder af 85 år var blevet indlagt med en brækket hofte. Men i løbet af formiddagen havde vi ham i telefonen fra Vestafrika. Hvis vi kun havde haft ""snail-mail"" havde han jo ikke fået det at vide, før han kom hjem, men nu fik jeg så lejlighed til at øse ud af min sorg og vi kunne få det bearbejdet - også via e-mail! Og jeg vidste, at det ikke ville have været i min fars ånd, at han skulle komme hjem til bisættelsen! Selvom både jeg og vores datter gerne ville have haft ham hos os i den situation!
Det jeg så spekulerer lidt over er, om vi så som sømandskoner i den fagre nye verden blevet mere uselvstændige eller vi bare føler, at lejligheden er der til at tage sømanden mere med på råd, fordi det nu er blevet så nemt. Jeg synes bestemt, det er en fordel for sømændene, fordi (sådan har min mand det i hvert fald) de føler de er mere med i hverdagen og ikke sat udenfor alle beslutninger og er ""fremmede i hverdagen"" når de kommer hjem og her går vi i hvert fald ind for, at far er lige så meget med i det hele og hverdagens beslutninger (takket være e-mailen) som mor er. Men vi er også privilligerede, at han kun er ude i 7 uger! Og til sidst - jeg ved ikke af at kryptering af mails skulle være nødvendig - vi bruger det ikke, men der er jeg måske for naiv?" | |
Kilde/ forfatter: Pia Wangberg, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)