|<
<
>
>|
Den evindelige hellige ko…
Alle skal på rygestop-kursus. Alle deltager. Alle ønsker at holde op med at ryge, for ellers er man asocial, man udelukkes af fællesskabet. For man må ikke ryge nogen steder længere. Jo, ude i kulden! Og hvem ønsker at blive udelukket fra fællesskabet?
Sømanden skal også holde op med at ryge, for det er naturligvis lige så farligt for ham, som for alle andre. Tilmed er han måske tilbøjelig til at ryge flere cigaretter pr. dag, fordi de er billige og han keder sig…. vagten er lang. Eller stressniveauet er højt, og cigaretten er ”eneste” stressafleder. Det er, om end endnu farligere for sømanden at ryge.
Dødeligheden for sømanden er alt for høj, selvom der er forskelle, i forhold til landkrabben. Alle ved, at cigaretten ikke har hele skylden. På den anden side, ved vi også at den ikke er uskadelig. Et evindeligt dilemma.
I erhvervet er der en stigende interesse for, at nu skal vi have sømanden til at lægge tobakken på hylden. Man kalder det sundhedsfremme. Det er blevet det nye mantra, sundhedsfremme! Glem det ikke. Og når erhvervet via sine kampagner får sømanden til at kvitte tobakken, så kan de vaske deres hænder. De har gjort en god gerning.
Der er bare det ved det, at for at opnå sundhedsfremme, må der noget i stedet. Man kan ikke bare fjerne tobakken, og sige: nu har vi ydet sundhedsfremme. Man tager jo heller ikke bare flasken fra alkoholikeren, og siger: det var det! Hvis man fjerner noget, må der på en eller anden måde noget i stedet, hvis det enkelte menneske fortsat skal kunne føle sig som et helt menneske. Det kan godt være den rygende sømand synes det er fint, at kvitte tobakken, og spise gulerødder indtil han ikke længere savner tobakken. Men det kan også være, at han oplever rastløshed. Det kan godt være, at han oplever, at den stort set eneste fornøjelse han har ombord, nu skal tages fra ham. Den ven, der gør det ulidelige lideligt! Hvad giver erhvervet sømanden i stedet for tobakken? Mindre ensomhed ombord?? Flere danskere ombord?? Jeg spørger bare.
Der findes mange rigtig gode rygestop-instruktører, og de kan sikkert i mange tilfælde magte opgaven, at få den enkelte ryger, til selv at finde metoder, til at ophæve følelsen af, at have mistet en uundværlig ven.
Men hvad med sømanden, der ikke vil, eller magter, at kvitte tobakken? Skal han isoleres ombord, fryses ud af det gode selskab? Man må fortsat holde sig for øje, at det gode selskab ombord lynhurtigt er minimeret til én eneste dansker, eller én eneste europæer eller…?
Det er firkantet sat op, det ved jeg. Og dog. For hvis konsekvensen, af erhvervets engagement, for at få sømanden til at kvitte tobakken, ender med en forstærkelse, af oplevelsen af isolation for den enkelte sømand. Så har man absolut ikke ydet sundhedsfremme, man har ydet sundhedsforværring! Det kan ikke tydeliggøres nok!
Man siger indirekte til sømanden: Det er din egen skyld, at du statistisk set, ikke bliver særlig gammel, og at du måske har et elendigt helbred. Samtidig får vi opmærksomheden væk fra potentielt andre sundhedsforværrende faktorer ombord. Det kan der så gå nogle år med…
Det kan de jo også have ret i! Alle ved, at den tågende ryger, der får et minimum af motion, ikke har de store chancer for en frisk alderdom. Tilmed viser undersøgelser, at sømanden der sejler med kemikalier, har en større risiko for kræft, ikke som følge af kemikalierne, men som følge af hans tobaksforbrug! Det er ikke svært at lægge to og to sammen. Sømanden må holde op med at ryge!
Jeg har været ombord i skibe, for blot et par år siden, hvor den sømand, der var først færdig med at spise, blev siddende og røg sin cigaret, mens de næste kom for at spise! Rygepolitik? Det tror jeg ikke, jeg nævnte på det tidspunkt. Havde jeg gjort det, havde jeg nok hørt en bemærkning om, hvor gangwayen befandt sig!
Synes jeg nu virkelig, at sømanden bare skal have lov til at ryge? Er det bare fordi jeg selv ryger?
Jeg er selv eks ryger, og bryder mig personligt ikke om overformynderi. Det minder mig om de gamle socialistiske stater: Partiet siger….!
Forbyder man en isolationsfange at ryge? Jeg tvivler. Men det vil man gerne til søs. For at sige det temmelig populistisk: Sømanden må hverken ryge, drikke eller hore (og slet ikke det sidste, siger konen). Han må bare acceptere forholdene som de er.
Men, som sygeplejerske har jeg passet en hel del mennesker med rygerlunger. Tobakken gør ubodelig skade på mange af os, og en del af os, dør ganske enkelt tidligt, på grund af tobakken. Derom ingen tvivl. Og jeg bryder mig heller ikke om min mands tobak! Men jeg støtter ikke ensidig fokusering på tobak.
Det jeg ser i sømandens branche, er at han isoleres mere og mere ombord, med store menneskelige omkostninger til følge. Sømanden selv, råber ikke højt op om det, for han er den store stærke sømand, der ikke viser tegn på følelsesmæssig lidelse, overhovedet! - før end det er for sent! Så her kan erhvervet let tromle videre hen over sømanden. Han siger ikke rigtigt fra. Han prøver, men bliver slet ikke hørt eller forstået i erhvervet. Og nu skal han i øvrigt bare holde op med at ryge, så får han et langt og lykkeligt liv.
På det sidste har vi hørt, at forældre, der mister et barn. lever kortere, og har måske lige frem (forhøjet) risiko for at begå selvmord. Det overrasker ikke mig, for er vi ulykkelige, lever vi kortere, det kan også vises via statistik.
Sømanden tages ud af sit netværk, når han påmønstrer. Han isoleres ombord blandt en lille multikulturel besætning i 3 til 4 måneder. Vær opmærksom på, at isolation, for de fleste fanger, opleves værre end tortur! Og så skal han kvitte tobakken, for det er blevet det nye mantra!
Nu er der sikkert sømanden, der, hvis han fortsat læser dette, tænker: Dejligt, jeg kan roligt fortsætte med at ryge, det er faktisk nok bedst for mig. Så vil jeg sige: Rygning ér farlig, det er der ingen tvivl om. Men du skal først og fremmest finde ud af, hvad får dig til at trives bedre ombord i bred forstand? Hvis det lykkes dig, kan du måske komme til at trives så godt, at du får lyst til at lægge tobakken på hylden. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
E-mailen er gaven til sømandskonerne! Og deres mænd!
"Jeg vil nødigt nogensinde skulle undvære den igen. Det er simpelthen et vidunder, at i nu har fået forholdsvis hurtig mulighed for at komme i kontakt med vores sømænd, hvis der er ting der skal afklares eller tages stilling til ""her og nu"". Vi her i huset har aldrig brugt, at jeg ringer ud til skibet med mindre der er sket noget virkelig alvorligt og det er jo aldrig rigtigt til at vide, hvornår der er ""fred og ro"" ombord til at snakke. En e-mail kan sømanden læse, når han modtager den og reagere med det samme - eller når lejlighed byder sig, alt efter indholdet og omstændighederne. I ""gamle dage"" ville nogle jo så sige, var der ikke andre muligheder, end at konen måtte tage affære uanset hvad det gjaldt, for da var far væk et år eller halvandet, men nu vil fædrene også gerne følge med i deres børns udvikling/opdragelse - og selvfølgelig skal de da det!
Og til E. Larsen vil jeg så sige, at jeg da stadigvæk skriver brevet i hånden, så kan jeg skrive lidt hver dag - som en dagbog - og det bliver nemt til en meget lang mail i løbet af nogle dage, der skal skrives ind. Hvis der går en uge imellem jeg skriver, er det der skete for fire dage siden jo blevet uaktuelt - og så er det, det nemt bliver kort!. Men hvis man skriver en kladde, så er det hele tiden dugfriskt! Og så kan der snildt gå et par timer med at få skrevet flere sider ind på mailen. Der er jo ingen der siger, man skal sende hver dag - med mindre det er presserende.
Min far døde (ret uventet) i november, hvor min mand netop var taget ud at sejle og jeg synes, det var guld værd at jeg kunne sende en mail midt om natten, da det var sket, og bede ham ringe hjem ved første lejlighed, for han skulle ikke bare have ""nyheden"" på skrift, selvom han så godt anede, hvad det handlede om, fordi han vidste, min far i en alder af 85 år var blevet indlagt med en brækket hofte. Men i løbet af formiddagen havde vi ham i telefonen fra Vestafrika. Hvis vi kun havde haft ""snail-mail"" havde han jo ikke fået det at vide, før han kom hjem, men nu fik jeg så lejlighed til at øse ud af min sorg og vi kunne få det bearbejdet - også via e-mail! Og jeg vidste, at det ikke ville have været i min fars ånd, at han skulle komme hjem til bisættelsen! Selvom både jeg og vores datter gerne ville have haft ham hos os i den situation!
Det jeg så spekulerer lidt over er, om vi så som sømandskoner i den fagre nye verden blevet mere uselvstændige eller vi bare føler, at lejligheden er der til at tage sømanden mere med på råd, fordi det nu er blevet så nemt. Jeg synes bestemt, det er en fordel for sømændene, fordi (sådan har min mand det i hvert fald) de føler de er mere med i hverdagen og ikke sat udenfor alle beslutninger og er ""fremmede i hverdagen"" når de kommer hjem og her går vi i hvert fald ind for, at far er lige så meget med i det hele og hverdagens beslutninger (takket være e-mailen) som mor er. Men vi er også privilligerede, at han kun er ude i 7 uger! Og til sidst - jeg ved ikke af at kryptering af mails skulle være nødvendig - vi bruger det ikke, men der er jeg måske for naiv?" | |
Kilde/ forfatter: Pia Wangberg, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Odense afdelingens årlige Zoo tur.
På trods af syndflodslignende regnvejr, mødtes sømandskoner, mænd og børn fra Fredericia og Odense afd. søndag formiddag i Odense Zoo.
Godt klædt i regntøj, gummistøvler og under paraplyer vandrede vi gennem hele haven. Dejligt er det jo, når vi her fra Odense har Ulla med os, som altid er villig til at berette om de forskellige dyr og deres adfærd. Hun kender til mange små ekstrahistorier, som krydrer det hele så det bliver lidt mere interessant.
Efter at have kigget på bl.a. søkøer, pingviner, aber, løver, tigre og mange andre dyr endte vores tur i kostalden, hvor de danske køer stod for at skulle malkes. Ulla var ikke sen til at sætte sig og formalke, som gøres pr. håndkraft.
En rigtig dejlig dag blev det på trods af vejret. Flere var enige om, at det er hyggeligt at flere afdelinger står sammen om eller inviterer til sådanne arrangementer. I er altid velkomne i Odense!
Vi legede også lidt med tanken om, at mødes på en sommerlejr. Det kunne da være vildt hyggeligt. Gå bare i gang, Charlotte!
Her er det medlemmerne fra Fredericia, som er kommet en tur til Okavango.
Ulla kunne det der med at rykke i patterne, og der kom sandelig mælk ud!
Søløverne stillede op til parade.
Tak for en dejlig dag.
Folk over 30 burde være døde….
(Jeg formoder, at vi vandt trods dårlige odds…) Ifølge dagens lovgivere og bureaukrater burde de af os, som var børn i 40erne, 50erne, 60erne, ja til og med tidligt i 70erne ikke have overlevet. Vores børnesenge var malet med blybaseret maling. Vi havde ingen børnesikring på medicinflasker, døre eller skabe, og når vi cyklede, bar ingen af os hjelm.
Som børn kørte vi i biler uden sikkerhedsseler eller airbags. Og det at sidde bag på en ladvogn en varm sommerdag var altid en speciel nydelse. Vi drak vand fra haveslangen og ikke af flasker. Skræk og rædsel.
Vi spiste brød med smør, drak sodavand med sukker i, men blev aldrig overvægtige, fordi vi altid var ude at lege. Vi delte gerne en sodavand med andre og drak af samme flaske, uden at nogen rent faktisk døde af det.
Vi brugte timer på at bygge sæbekassebiler af ting, der var kasseret, og ræsede i fuld fart ned ad bakken bare for så at finde ud af, at vi havde glemt at sætte bremser på. Efter nogle ture i grøften lærte vi at løse problemet. Vi tog hjemmefra tidligt om morgenen for at lege ude hele dag og kom først hjem, når gadelygterne blev tændt. Ingen kunne få fat i os i løbet af dagen – ingen mobiltelefon. Utænkeligt!
Vi havde ingen playstations, Nintendo 64 eller X-boxe – i det hele taget ingen TV-spil, ikke 99 TV-kanaler, ingen videofilm, surround, mobiltelefoner, hjemme-PCèr eller chatrooms på Internettet. Vi havde venner! Vi gik ud og fandt dem.
Vi faldt ned fra træer, skar os, brækkede arme og ben, slog tænder ud, men ingen blev sagsøgt efter disse uheld. Det var uheld. Ingen andre kunne få skylden – kun os selv. Husker du uheldene? Vi sloges, blev gule og blå og lærte at komme os over det.
Vi fandt på lege med pinde og tennisbold og spiste jord og græs. Til trods for advarslerne var det ikke mange øjne, der blev stukket ud, og græsset voksede ikke inden i os resten af vores liv. Vi cyklede og gik hjem til hinanden, bankede på døren, gik lige ind og blandede os i samtalen.
Nogle elever var ikke så kvikke som andre i skolen, så de dumpede og måtte gå et år om. Frygteligt! Denne generation har fostret nogle af de mest risikovillige, de bedste problemløsere og investorer nogensinde. De sidste 50 år har været en eksplosion af nyskabelser og nye ideer. Vi havde frihed, fiaskoer, succesèr og ansvar, og vi lærte at forholde os til det alt sammen. Og du er en af dem.
Det gode liv var vort! | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)
