|<
<
>
>|
Livet er ikke så dårligt endda
Jeg sidder her, kl. ”meget sent om natten”, og kan ikke sove, selv om jeg er udmattelsen nær. Hvorfor kan jeg ikke sove?? Dels pga. smerter pga. sygdom og dels fordi tankerne ikke vil holde op med at kværne gennem hovedet, udløst af stress som følge af sygdommen og en chef, der tror at det er pjæk.
Men selv om min verden pga. ovenstående lige for tiden er temmelig ”sort”, så føler jeg mig alligevel utrolig privilligeret.
Min mand (som udmønstrede for en uges tid siden) har lige siden lægen sygemeldte mig med mistanke om mavesår, været utrolig sød – som altid. Han hader når de mennesker, han elsker, er syge, men alligevel formår han at være den stærke, der altid har de rigtige måder at løfte mit humør på, uden at han negligerer sygdommen, eller at jeg har de følelser omkring det, som jeg har. Tusind tak, skat.
Min stedsøn (11 år) kan ikke fordrage piger, knus, kys og kram, men valgte alligevel at give mig mit allerførste store knus, da vi for nylig var på ferie. Han hilser altid, når han fræser forbi på cykel, løbehjul eller hvad han nu er på den dag. Og han har altid en masse at fortælle. | |
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Flytterod
Mon ikke mange af os har prøvet det! At tiden for sømandens udmønstring er kommet snigende bag på én? Normalt er vi jo vant til tiden MED ham og tiden UDEN ham, og sådan er vores dagligliv splittet op, når nu engang manden ”står til søs”. Man ser hen til den dag han skal komme hjem og nogen gange til den dag han skal af sted igen. Vi bliver jo vanemennesker! Sådan var det også for os denne sommer. Men:
Vi havde igennem det sidste års tid snakket om, at huset vi havde boet i de sidste 18 år, nu var ved at være for stort. Den første af ungerne var for længst flyttet fra reden og den sidste er nået til den alder, hvor ”fraflytningen” måske ikke ligger så fjernt. Derfor havde vi de sidste gange min mand havde været hjemme været rundt og kigge på mindre boliger. Vi tog det stille og roligt, det var jo ikke ”et must”, og vi havde begge forskellige ønsker og krav til den nye bolig: Ingen hjørnegrund mere, jeg var træt af at skovle sne på så lang en strækning. Der skulle være spisekøkken, da det meste af vores fritid foregår i netop dette rum – og så ønskede jeg så brændende et bryggers i stedet for den skumle kælder vi havde det gamle sted.
Når man sådan er rundt og kigge på huse, træffer man en ganske bestemt art af menneskeheden: Ejendomsmægleren! Selvom vi faktisk havde besluttet at prøve at sælge vores bolig uden dennes mellemværende ( de tjener uligt meget i forhold til deres indsats), billigede vi at han kom og vurderede vores hus. Mod vor forventning kom han med et tilbud, vi ikke kunne afslå. Vi fik travlt med at ”shine op” med maling af stue og soveværelse. Selv havde vi kig på et lille hus hos samme ejendomsmægler, der var blot det, at der skulle en hel masse forandringer til, så vi ville lige tygge på det. Inden der var gået 14 dage var det gamle hus solgt, med den klausul at de nye ejere skulle overtage til den førstkommende første!
Datteren gik til studentereksamen i den samme tid, og da hun havde bestået den med bravur, skulle der jo afholdes studentergilder i flere tempi! Ind i mellem rendte vi til og fra det hus vi havde kig på, for til sidst at beslutte os for at købe! Nu gik der for alvor maraton i det! Vi rendte fra advokat til bank til ejendomshandler. Alt skulle jo være på plads inden manden stod til søs! Selvom man kan få lavet en generalfuldmagt er der jo mange ting at tage stilling til, og hvor det er helt rart at disse ting er på plads inden man skilles for en periode. Vi havde fået tilsagn om, at vi kunne overtage det nye hus et par dage før den første, så da rederiet ringede den 28. og meddelte at sømanden skulle mønstre sit skib den 30. måtte vi appelere om hurtig indflytning hos den forrige ejer. Han og flyttefolkene var velvillige, så vi startede d. 29. kl. 17. Vi flyttede til kl. 02 om natten og næste morgen var det tilbage til det gamle hus, for at smide ud, gøre rent og hvad ved jeg! Kl. 13 kørte jeg sømanden til toget. Han havde da befundet sig i sit nye hjem i ca. 5 timer! Her stod jeg så mellem flyttekasser og gammelt skidt, som skulle køres på lossepladsen. Min arbejdsgiver kunne fornemme mit arbejdspres og gav mig uopfordret ferie i 10 dage! Der gik 3 dage, så var kasserne tømt og skabet stod, hvor jeg (om jeg så må sige) havde besluttet det skulle stå. Nu bøvler jeg så videre med håndværkere der ikke kommer, med adresseændringer og med skatteændringer. Jeg kan ikke finde ud af varmesystemet, går tit i lunkent bad og jeg forklarer mine nye naboer at jer HAR en mand. Men jeg har det skønt – og sømanden glæder sig til at komme hjem og se hvordan vi bor!
Efterskrift: Gør det til en regel at smide ud, hvad du ikke har haft brug for det sidste år. Denne regel havde jeg ikke ( er lidt af en samler ) og kors i hytten, hvor vi fik travlt med sortering og ragelse, der blot skulle have været kørt bort for flere år siden! | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Uddrag fra ”Sømandshjerter i råolie” af Arne Ærtebjerg - en fængslende erindringsroman skrevet af en sømand - Læs den!
"… Når jeg tænker tilbage til dengang (vestafrika), kan jeg nu se, at det var omkring det tidspunkt, at der skete en mærkbar forandring med mig. Jeg begyndte at komme med racistiske bemærkninger og opfordrede mine skibsfæller til at holde sig negerpakket fra livet med alle midler. Det var ikke andet end en flok stinkende tyveknægte og halvaber, der skulle være blevet oppe i træerne i stedet for at rende rundt og genere ordentlige mennesker ombord i skibene. Og se det kaos, der var i de nye selvstændige stater! Nej, kolonimagterne skulle være blevet og have holdt de sorte sataner nede med hård hånd…. Over for mine folk kunne jeg nu også være temmelig kort for hovedet. Ikke mere: Kan du ikke lige. Nu var det kontante ordrer med bøs stemme og mine. De kunne slet ikke kende mig mere, fortalte første styrmand mig langt senere… Det var ikke noget ”happy ship”. Folkene skændtes og bed efter hinanden. Jeg følte at spændingen, hvad øjeblik det skulle være, kunne blive så uudholdelig, at den ville føre til slagsmål. Der havde udviklet sig forskellige kliker, der var meget fjendtligt stemte over for hinanden og over for officererne. Altså over for mig, der ellers havde været i stand til at få dem til at føle, at vi var i samme båd, tilhørte et team, og var stolte af det. Nu var det hele ved at gå i opløsning. Og min kovending gjorde det sandelig ikke bedre. Min brug af trusler om fyringer og andre disciplinære midler, som sømandsloven hjemlede for at få folkene til at makke ret, gjorde kun ondt værre…. Efterhånden gled jeg ind i en depression. Isolerede mig så meget som muligt på mit kammer. Kiggede også lidt vel dybt i whiskyflasken engang imellem for at dulme angsten og uroen, der murrede i mig. Der var et eller andet helt galt med mig. Og jeg forsøgte fortvivlet at finde ud af hvad det var. Måske var jeg kommet til at sætte mig i de blinde passagerers sted? Måske var det sydafrikanerens vilje til ikke at lade sig kue. Hans integritet og evne til at sætte mod i de andre. Til at organisere en indtil videre passiv modstand over for den behandling, de var udsat for. Og jeg var ikke i tvivl om, at han kunne gå over til aktiv handling, hvis lejligheden bød sig. Jeg har altid følt meget for menneskets værdighed. Og er det ikke det modsatte af ydmygelse. Og ydmygede vi ikke vores ubudne gæster. Og ydmygelse avler hævntørst. Kun ved at sætte sig til modværge, blive revolutionær eller flygte ind i en rus eller neurose, kan et menneske bevare sin selvagtelse. Og det eneste, der kan give rigtig oprejsning, er at tage kampen op, om styrkeforholdet er aldrig så ulige. Falder man på ærens mark, så er det bedre end at flygte ind i sig selv. Det ændrer ikke noget ved situationen, tværtimod. Får man et klart øjeblik, overvældes man i den grad af selvhad og moralske tømmermænd, at man begår selvmord eller hurtigst muligt tømmer en flaske ildvand eller tager et skud englestøv eller trækker neurosens forhæng for og lukker den uudholdelige virkelighed ude. Det er langsomt selvmord. Og denne sydafrikaner forekom mig at være en rigtig revolutionær. Jeg kunne ikke lade være med at respektere og beundre ham, og jeg blev dybt chokeret, da det gik op for mig, hvad der var sket med mig de sidste uger… Jeg blev fortvivlet over, der skulle så lidt til, for at få mine humane principper og tro på menneskerettigheder for alle uanset kulør, køn eller social status til at forsvinde for en nådesløs tropesol. Jeg mistede troen på mig selv. Stolede ikke mere på min dømmekraft… Jeg var bange for, jeg skulle bryde sammen. Det ville jeg helst ikke have, at nogen ombord så. Jeg kredsede meget omkring identitetsproblematikken. Kom frem til, at der var opstået en uhyggelig og uudholdelig afstand mellem min objektivt tilskrevne rolleidentitet som leder, som i de sidste uger havde overtaget mig, og min subjektivt erfarede egne identitet. Og i en ond drøm stod det store spørgsmål pludseligt på indersiden af mine øjenlåg med flammeskrift: Hvem fanden er du egentlig? Det prikkede hul på bylden. Tanker og følelser for rundt i hjernekisten som onde ånder, der kunne få låget til at ryge af, hvad øjeblik det skulle være…. Lidt svimmel gik jeg i gang med at analysere hvad det var, der havde forvandlet et swell ship til et hell ship. Jeg bed i blyanten, og fandt frem til fem variationer over temaet: Forholdet mellem kaptajn, officerer og det menige mandskab i et skib… Der var kun én løsning. Jeg måtte tage min afsked… Jeg tog op til mit sommerhus, for i ensomhed at holde dommedag over mig selv. Jeg ville aldrig få min gamle uskyld igen. Men der var krudt nok i mig endnu til at gennemføre processen…
God fornøjelse!
Birgit Larsen Jensen" | |
Kilde/ forfatter: Arne Ærtebjerg, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): The Phillipines
|
(i)