Vores starts side

Landsforeningen klubben


Sømandskoneforeningen af 1976

Forum for debat og indlæg

Mandag den 23/12-2024
|< < > >|

Turen til Maldiverne.


Som mange af jer nok ved dykker jeg i min fritid, sammen med min mand og venner. Vi tager hvert år på mindst en udenlandsrejse for at dykke og laver ikke andet end at dykke. Sidste år var ingen undtagelse, men der kom ingen historie fra mig om den tur vi havde til Belize, et lille land lige syd for Yucata halvøen ved Mexico. Men det var en skøn tur.

Så i år gik turen til Maldiverne (Maldiverne som vi kalder det her) og her mødte vi noget af det ypperste man kan se under vand. Men først lige lidt om turen i det hele taget.

Vi var 16 personer, som tog af sted klokken 6 om morgenen fra Odense med kurs mod England, ja først den ene vej så den anden vej. Efter lidt ventetid i Birmingham gik vi om bord på den flyver, som skulle flyve os til Bahrain med en mellem landing for til sidst at lande i Male på Maldiverne. Vi ankom den næste morgen klokken 8 og var spændte på om vores dykkertasker var med, og jubii alle var med denne gang, så kunne ferien kun blive god, når man nu skulle lave det man har mest lyst til. Efter en dag og nat i Male på hotel sejlede vi ud til det skib som skulle huse os alle 16 i 9 dage. Vi var kun os og den besætning, som skulle holde os med kost og sejle skibet. Alle var i godt humør og tilfredse med forholdene, så kan man jo ikke forlange mere. Efter en time om bord var vi i vandet på vores første dyk, vi skulle lige lave et check ud dyk som vi kalder det, det vil sige at man finder ud af hvor meget bly man skal have på sit bælte for at kunne komme under vandet (29 grader varmt). Det var så dagens eneste dyk, men der skulle komme mange flere.

Hver dag foregik således: op klokken 6 (ja vi er jo på ferie) første dyk startede kl. 7, hvorefter vi var tilbage til morgenmad kl. 0830. Så var der tid til en lille formiddags lur eller lidt sol (det blev ikke til meget, da det var bedst at holde sig i skyggen) så i vandet igen kl. 12, frokost 1330 og så var det tid til eftermiddags lur. I vandet kl. 16 aftensmad kl. 1930, og hvornår vi var i seng, ja der var da ro kl. 22, så folk daffede under dæk mellem 20 og 22, alt den friske luft giver en god og sund træthed. Sådan foregik vores 9 dage om bord. Ind imellem var vi en time inde og se lidt på de lokale øer, som der jo er mange af. Maldiverne består af 1192 øer så der er nok at tage af. Det højeste naturlige punkt ligger 2 meter over havets overflade så man blev ikke forpustet op af bakke.

En af dagene skulle vi se de store djævlerokker, men selv om man tager ud for at se det er der jo ingen der har patent på naturen. Vi fik dem at se, men kun med maske og snorkel, men sikke et syn. Jeg nåede kun at tælle til 14 af det store krabater inden de var væk, men hele stimen kom svømmende hen imod mig med åbne gab for at si vandet for små plankton, det var fantastisk.

Og det ypperste hvad kan det så være for nu havde vi jo set Mantaer og hajer var et dagligt syn, jo en dag på et lidt kedeligt dyk forsvandt solen pludselig mens vi lå og hyggede på omkring 15 meter nede. Jeg kiggede skråt op og ca. 10 meter fra mig kom der en 6 til 8 meter lang HVALHAJ glidende forbi os. Alle stoppede op og fulgte efter denne fantastiske fisk, den største fisk der findes (de kan blive op til 12 meter). Flere fik rørt ved den, inden den forsvandt, men den kom tilbage igen som om den lige skulle se hvad det nu var der foregik og lige sige farvel og forhåbentlig på gensyn. Vi var alle helt vilde og det udtrykkes under vand ved at man jubler med arme og ben, tager regulatoren ud af munden og laver kysse ligende mimik og ellers bare smiler. Puha det var skønt.

Dagen inden vi skulle tilbringe den sidste dag i Male igen, tog vi på et resort, bare lige for at fornemme, hvordan det er lige at slappe helt af, når man er på ferie.

Efter en sidste dag i Male var det hjem igen samme vej som ud, bare omvendt.
Kilde/ forfatter: Inger Bøttger, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Foredrag med Marie Finne i Hannerup kirkes mødelokaler torsdag d. 21/3. I samarbejde med kreds 2.


Ca. 50 personer var mødt op for at høre Marie Finne fortælle om sine 40 år til søs som telegrafist, ansat ved Lauritsen. Det er ingen overdrivelse at sige, at vi kom ganske langt omkring.

Foredraget var delt op i to dele: Den første del omhandlede livet til søs og hvordan det havde formet sig, mens anden del handlede om, hvad Marie Finne havde set og oplevet i de forskellige havnebyer.

Det hele startede da Marie Finne som 15-årig ville være landmand med egen gård. Efter at have knoklet i et år for sin far – uden løn – besluttede hun sig for at finde en kort uddannelse med gode jobmuligheder, der gav en god løn, så hun hurtigt kunne få sparet op til sin gård.

Det blev telegrafist-uddannelsen, selv om hun ikke vidste, hvad det var. Da hun var for ung til at påbegynde uddannelsen, måtte hun vente to år, man skulle være 17 år for at starte. De to år brugte hun på det danske atletiklandshold. Hun har eks. 2 danske rekorder i kuglestød.

Som 19-årig færdiguddannet telegrafist fik hun hyre – det vidste hun heller ikke, hvad var – på et skib ved Lauritsen. Da hun kom ombord, blev kaptajnen absolut ikke begejstret, han sagde f.eks. først goddag efter, at han havde ringet hjem til rederiet for at brokke sig. En kvindelig telegrafist på hans skib? Det kunne ikke passe! Men det gjorde det, og dermed blev Marie Finne den første kvindelige telegrafist i et af Lauritsens skibe. Som hun sagde til foredraget: Han var en god, hård, men retfærdig kaptajn”.

Hun havde to udtryk, hun brugte meget: ”Jamen var det ikke bare alle tiders?” og ”Min gode ven: Pøsen.”

I alle de 40 år hun tilbragte til søs, var hun mere eller mindre konstant søsyg.

Når hun skulle nogen steder ombord, mens hun var søsyg, bar hun pøsen med sig rundt. Den blev bundet fast til skrivebordet, og de steder hun nu var henne, så når hun blev syg, skulle hun ikke først ud at rende…

Det var ikke småting, Marie Finne kunne fortælle om de havne, de havde besøgt. Nogle gange lå de jo i havnen i hele 14 dage. Eks. kan hun i dag, pga. et besøg i Calcutta ikke høre ”Giv os i dag vort daglige brød” fra Fadervor uden at tænke på den ekstreme fattigdom, hun mødte i Calcutta. Her bliver folk født, syge og dør i rendestenen. De hellige køer træder nogen gange på menneskerne i rendestenen, og dem der er heldige, dør med det samme. Andre lider i dage, uger, måneder eller år.

På Grønland har hun mødt Sirius-patruljens folk et par gange, set isbjørne med og uden unger.

Det var helt utroligt spændende ting, hun kunne fortælle. Nogle var stuerene, andre ikke, bl.a. hvad hendes søsyge angik.

Uanset om man kunne tåle at høre det, eller ej, så var det en hyggelig og morsom aften, lattermusklerne blev rørt og til tider var det eftertænksomheden, der var i fokus.

Til alle interesserede kan jeg kun sige: Gå ind og hør hendes foredrag, hvis I får mulighed for det. Man kan ikke forblive uinteresseret.
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Bog anmeldelser

LIVET !!!!!!!!!!!!!! ja, det er da dejligt ik´


Da jeg var yngre, vejede jeg nogle kilo mindre. Jeg behøvede aldrig at holde maven inde, når jeg havde en stram kjole på. Men nu hvor jeg er blevet ældre, har min krop gjort sig fri. Der findes en form for elastisk komfort der hvor min talje var engang. De italienske sko skal være to numre større, hvis jeg da overhovedet kan få fødderne i dem og skridtet på strømpebukserne sidder alt for ofte nede ved knæene.

Men jeg har også lært, at det ikke betyder noget hvad der sker, eller hvor sort alt føles i dag; Livet går videre og i morgen bliver en bedre dag.

Jeg har lært, at det siger meget om et menneske, hvordan han/hun håndterer disse tre ting:

En regnvejrsdag, mistet bagage og sammenfiltrede juletræskæder.

Jeg har lært, at uanset hvilket forhold du har til dine forældre, så vil Du savne dem, når de ikke er her mere.

Jeg har lært, at det at skaffe sig penge og ting, ikke er det samme, som at skabe sig et liv.

Jeg har lært, at livet af og til giver dig en chance mere.

Jeg har lært, at man ikke kan gå gennem livet med en baseball-handske på begge hænder. Af og til skal man også kaste bolden tilbage.

Jeg har lært, at når jeg beslutter noget direkte fra hjertet, så har jeg for det meste også truffet den rette beslutning.

Jeg har lært, at selvom jeg er såret, behøver jeg ikke såre andre.

Jeg har lært, at man hver dag skal række sin hånd ud til nogen. Alle behøver en varm tanke eller et venligt klap på skulderen.

Jeg har lært, at jeg stadig har meget at lære.

Jeg har lært, mennesker vil glemme hvad du har sagt og ting du har gjort, men de vil aldrig glemme, hvad du fik dem til at føle.

Send dette til mindst fem fantastiske kvinder i dag og noget godt vil ske........

Du kommer i hver tilfælde til at have fortalt en anden kvinde, at du synes hun er fantastisk, og du har måske fået hende til at smile. Men hvis du ikke gør det...........så går lynlåsen i stykker, dine strømpebukser vil rulle ned til fødderne, hvor dine italienske sko klemmer!

Med frisk forårshilsen til alle I gode qwuinder
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Almindelig/ simpel søgning




Udvidet søgning

Kategorier i forummet


Sidste nyt


Referat fra landsgeneralfirsamling 2024

Lørdag den 23/11-2024

Glædelig jul

Lørdag den 23/12-2023

Forslag til vedtægtsændring §4 og 5

Torsdag den 31/8-2023

Forslag til vedtægtsændring §10

Torsdag den 31/8-2023

© Sømandskoneforeningen af 1976