|<
<
>
>|
Temadag om ISM og APV i den danske handelsflåde
"Den 21.3. afholdt Søfartens Arbejdsmiljø råd en temadag om ISM (International Safety Management) og APV (arbejdspladsvurdering) i den danske handelsflåde. Der deltog ca. 175 mennesker fra alle sider af erhvervet, herunder undertegnede.
Dagen blev indledt med klip fra s/s ”Martha”, men trods fin forplejning på temadagen, var der ingen brottsjøsild…!
På ”Martha” ville man nok få bogreoler fyldt med den ene APV efter den anden, som er påkrævet ved alt risiko-arbejde! Alene med vore dages viden om, at de fleste ulykker til søs sker ved færden på dæk, når man tænker på alt det skrammel de gæve danske sømænd på ”Martha” lod ligge og flyde. Nu forhastede de sig jo ikke, så kun den langbenede kahytsdreng faldt over alt, inkl. sine egne ben. De kunne rigeligt hvile ud, og døjede kun med sprogproblemer, når de skulle købe en luder i land. Meget er forandret, der er løbet meget vand i floden siden da..
Indførelse af ISM eller SMS (Safety Management System), som startede i 1989 på et nordisk initiativ, for at sikre sikker skibsdrift, samt APV (”risk assessment”), som kom ca. 7 år senere, har været en – formentlig – nødvendig pestilens. Stakkevis af papirer, papirer det tager tid at udfylde, og som langt hen ad vejen har virket meningsløst. Har været udfyldt og anvendt ”blot” for at holde sin ryg fri. Og mange oplever det fortsat sådan, - en pestilens.
Men man må holde sig for øje, at målet er at sikre, at sømanden tager lige så sund og rask hjem fra skibet, som da han påmønstrede.
At det så virker tåbeligt med to forskellige systemer: ISM og APV, når man kunne nøjes med ét, er en anden ting. At det fortsat er en tidsrøvende faktor, og at evigt eksisterende sprogproblemer, også her, er en hæmsko. Rom blev ikke bygget på én dag, og der er ingen tvivl om, at der er et stykke vej igen, før det opleves som lige så selvfølgeligt, som alt andet arbejde ombord.
Essensen af de oplæg der var på temadagen, vil jeg prøve at sammenfatte således:
APV udfyldes ved ”særlig risiko” ved en arbejdsopgaves udførelse. Men det kan være vanskeligt at vurdere, hvornår der er tale om en særlig risiko. Det blev der ikke givet opskrift på. Det er en vurdering i de enkelte tilfælde. Det kan måske på ét skib være farligt at lukke luger, mens det kan være ufarligt på et andet. Det er ”det gode sømandsskab” der vurderer hvornår man vil betegne en arbejdsopgave som særlig risikabel.
Både ISM og APV må og skal implicere rederiet. Det er påkrævet med rederiets engagement.
ISM: Keep it simple! Skibene kortlægger risici. Beskriv hvad du gør, og gør som beskrevet (godt sømandsskab). ”Hellere lidt men godt”: Det er ikke et succeskriterium at kunne henvise til en masse manualer på et kontor ombord. Det er mere vigtigt at processen med kortlægning af risici er i gang.
Til coasterne har Arbejdsmiljørådet nogle runderingsskemaer, der kan anvendes ”i stedet for” APV arbejdet.
En psykolog, Thomas Ørskov, holdt et meget morsomt oplæg, der virkelig fik lattermusklerne på gled: Det handler om mennesker! Og: Vi smitter af på hinanden! ”Når alle taler om at have travlt, så må vi nødvendigvis svare ja på spørgsmålet: Har du også travlt? Ellers er man ude af fællesskabet!” Da han fik en gruppe udbrændte mennesker at arbejde med, spurgte han: ”Hvordan har du det? Jeg er ked af det, var svaret. Så sig til din ledelse at du er ked af det, for så vil de tage sig af dig! Det er jo bare det, - at sige det højt, for når vi ikke indfrier de andres forventninger, så bliver vi kede af det!”
Sekretariatsleder Morten Vinter gennemgik ménskader i årene 1998 og 1999:
Der blev anmeldt 1194 anmeldepligtige arbejdsulykker til Søfartsstyrelsen. Der blev fundet 138 ménskader i Ulykkesforsikringsforbundet. Det betyder at godt hver 10. ulykke giver varigt mén, mens resten helbredes (?)
Af erstatningsmuligheder er der via Arbejdsskadeforsikringsloven følgende muligheder:
Ménerstatning, for den medicinske skade.
Erhvervsevnetabserstatning for tab af erhvervsevne.
Forsørgertabserstatning og overgangsbeløb ved død.
Graden af invaliditet:
Lille invaliditet, under 10% i mén: 90 tilfælde
Middelstor invaliditet, mellem 12 og 25% i mén: 29 tilfælde
Stor invaliditet, over 25% i mén: 19 tilfælde, heraf 16 døde.
Tab af erhvervsevne (erhvervsevnetabserstatning, EET):
Små mén: 19% fik tilkendt EET
Middelstore mén: 38% fik tilkendt EET
Store mén: 100% fik tilkendt EET
I kroner drejer det sig om:
Ménskader:
Små mén: 20 – 40.000 kroner
Middelstore mén: 45 – 100.000 kroner
Store mén: 120 – 400.000 kroner
Ménbeløbene er forhøjede med 50% fra 2002.
Erhvervsevnetabserstatning (EET): Afhænger af indtægten. 25% giver f.eks. 5000 kr. pr. måned som løbende ydelse. Eller f.eks. kapitaliseret = 500.000 kr. som éngangsbeløb. Men der er stor variation.
Den største erstatning givet i det tidsrum:
En 45-årig skibsfører får 80% ménerstatning: 325.000 kr. Desuden 100% EET: 24.000 kr. pr. mdr., heraf kapitaliseres ½: 1.200.000 kr. med ny ydelse: 12.000 kr. pr. mdr. Det får han for lammelser i begge ben, lammelser af endetarm og blære m.m. efter fald 10 m. med MOB båd!
De døde:
15 dødsfald (af 16) undersøgt:
3 havde ingen efterladte, derfor minus erstatning
12 havde efterladte (ca. 100.000 kr.)
11 får enkerente, tidsbegrænset
14 med mindreårige børn, får pension til 18 år.
Konklusion på gennemgang af ménskader til søs:
Philipinere har markant færre ulykkestilfælde!
De alvorlige ulykker sker på dækket!
Første udmønstring på nyt skib er den mest risikofyldte!
Coasterne er en særlig farlig arbejdsplads!
Almindelig færden ombord forårsager mange alvorlige ulykkestilfælde!
Søfartens Arbejdsmiljøråd ønsker en halvering af ulykkestilfælde om 3 år, som målsætning. Dertil kræves fælles satsning, bedre og standardiseret rapportering, kampagne rettet mod færden ombord, særlig fokus på coasterne, systematisk fokusering på near miss (nær ved ulykke), accept af den blaimfree kultur (ingen bebrejdes ell. beskyldes).
Tal er sjældent interessant, og dog synes jeg disse siger noget om, at det er nødvendigt at gøre en indsats for at forhindre ulykker.
Vi vil jo alle gerne have vores sømand hjem, i samme stand, som da han drog af sted…
" | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
Sømændenes uartige hunde.
"Fra Tidsskriftet ”Siden Saxo” har vi sakset nedenstående artikel skrevet af Hanne Poulsen
Går man gennem Nyboder vil man se mange af de karakteristiske hvide porcelænshunde i vinduerne. Der er mange gisninger og spekulationer om hundenes vej til vinduer og skabe i danske søfartshjem.
Af Hanne Poulsen
Måske skulle titlen på dette lille studie bare være ”sømandens hunde”, for hvordan var det nu med disse hunde? Bag dette spørgsmål, der med mellemrum stilles til et søfartsmuseums medarbejdere, ligger historien om de populære sømandssouvenirs, fajancehundene fra Staffordshire, der i perioden 1860-1900 var den souvenir, som alle danske søfolk forventedes at tage hjem til koner og kærester fra engelsk havn. Til hundene blev knyttet nogle tvivlsomme traditioner, og figurernes egen slægtshistorie går tilbage til en fjern fortid.
Figurerne blev altid solgt parvis. I deres engelske hjemland var de beregnet til at sætte på kaminhylden og havde derfor en forholdsvis ringe dybde, og bagsiden var afglattet og uden bemaling. Dette faktum, at der tale om en for- og en bagside, der ligger til grund for den mest udbredte tradition om hundenes rolle i søfartssamfundet. Ifølge denne stod hundene i vindueskarmen og kiggede ud efter manden, der var ude på de store have. Når manden kom hjem, blev de vendt. I ugebladenes antikbrevkasser blev historien selvfølgelig uddybet, og navne som Nyboder og Marstal blev sat på som aktuelle lokaliteter. Nu signalerede de udadkiggende hunde til elskeren, at der var fri bane.
Den anden tradition fortæller, at pigerne i sømandsbordellerne ikke måtte tage imod penge, så derfor solgte de hundene til deres kunder for overpris.
Men historien om sømandens hunde er så spændende, at vi her skal prøve at opridse deres kulturhistorie og prøve at komme om bag de senere traditioner.
Pottemagerkunsten i Staffordshire
I grevskabet Staffordshires nordvestlige del, grupperet omkring byen Stoke-on- Trent havde siden 1600-årene et stigende antal pottemagere slået sig ned for at udnytte de gode forekomster af ler, af adgangen til kul og transportmulighederne ad de indre vandveje ud til Liverpool i vest og The Wash og Humberfloden i øst.
I dette tidligt industrialiserede Midtengland specialiserede pottemagerne sig i at fremstille pyntelige krus og kander, platter og figurer i hårdtbrændt ler, der med dekoration i emaljefarve og kobberlustre skulle konkurrere med de kostbare kinesiske porcelænsvaser og nipsfigurer og deres efterligninger fra de tyske porcelænsfabrikker. Fra omkring 1840 kunne man ligefrem tale om en storproduktion af figurer, idet fremstillingen blev sat i system således, at deres forside, bagside og bundstykke blev støbt i forme og sat sammen. Dette gjorde dem billige, og da kundekredsen var bestemmende for motivvalget, fik de såkaldte Staffordshirefigurer deres eget folkelige særpræg. Deres tid falder sammen med dronning Victorias regeringstid, og figurerne forestiller historiske såvel som tidens kendte personer, og mange af dem til hest. Navnet blev skrevet på soklen, for det var så som så med portrætligheden. Der var også romantiske og sentimentale figurgrupper, ikke sjældent øget med et ”hus” til lommeuret eller en lille vase. Mange af figurerne blev fremstillet og solgt som par, og de blev købt for at stå som pynt på hylden over kaminen, der var midtpunktet i ethvert engelsk hjem.
En anden stor motivkreds var dyrefigurerne. Blandt Staffordshirefigurerne var mange dyr som katte, fugle, køer og får. Men det var hundene, der også i hjemlandet blev den store favorit. Der blev lavet langbenede mynder, for hundevæddeløb med disse dyr var en yndet sport i det engelske aristokrati. Men de mindre familiehunde blev dog de foretrukne. Moppen optræder tidligt, i begyndelsen af 1700 årene kom puddelen til, og op gennem 1800 årene konkurrerede denne i yndest med den langørede spaniel. I England blev spanielen brugt som jagt hund. Den går gerne i vand og er en glimrende apportør. Den er hvid og oftest med sorte eller røde pletter, der på lergodset blev påført med mønje, kønrøg eller kobberlustre, der kunne have et violet skær. Den plettede type blev også kaldt king Charles spaniel, for typen havde været hofhund hos Charles den Anden. Hund`ologerne opererer dog med flere betegnelser efter pletternes farve. Morsomt er det, at den karakteristiske danske sømandshund, der altså ligger i den sidste ende af Staffordshirefigurernes storhedstid, mest af alt ligner en pekingeser. Den gamle kinesiske race kom sent til Europa og blev her kaldt Peking Spaniels. En af de første hunde, der kom til vor verdensdel, kom som en gave til dronning Victoria. Med den stigende efterspørgsel blev hundefigurerne og især spanielen fabrikeret i tusindvis ikke alene i Staffordshire, men også i London, i Skotland og andre steder. De fleste modellører var anonyme, men vi kender nogle navne fra pottemagerområdet i Midtengland. En Georg Hood ved Bourne lavede fra 1845 store og små hunde. I Hanley hed en modellør af ”dogs og animals” James Hudson. Han døde 1882. I Burslem var William Kent en af flere, der omkring 1885 udførte hunde af forskellige typer. Hundene blev solgt på markeder til det engelske publikum, og deres tilnavn ”comforters” eller ”comforter dog” siger en del om de følelser, de små rare hunde vakte. Også engelske udvandrere ville gerne have et par hunde med hjemmefra til de nye kontinenter. Et andet tilnavn ”grave dogs” er sværere at forklare.
I litteraturen om Staffordshirefajancer omtales ikke relationer mellem søfolk og hunde. Til de engelske søfolk blev nemlig fremstillet specielle sømandsfajancer med billeder af skibe og sømænd og med digte om Sailor`s Farewell og Sailor`s Return. Disse ting appellerede i mindre grad til skandinaviske og nordtyske søfolk. De foretrak hundene, der for en billig penge kunne købes i de havnebyer, hvor skandinaverne kom. Skibsdrengen købte hunde med hjem til sin mor, og skibsfører og styrmand tog et par med hjem til konen eller kæresten. Hjemme i den pæne stue var lågkisten blev afløst af dragkisten eller et chatol, og på disse høje skuffemøbler såvel som på de lavere kommoder skulle hundene stå til pynt, gerne med et skrin eller en vase i midten. Placeringen i vindueskarmen er en nyere skik.
I hjemmene indgik hundene i en broget sammenhæng, som det fremgår af Johannes Olsens beskrivelse af et sydfynsk skipperhjem: Skibsbilleder på Væggene, kinesisk Porcelæn, Kobber- og Messingsager fra fjerne Lande, laksager fra Østen, Tekstiler fra Indien, Persien, Tyrkiet og flere Steder, mærkelige Fajancer, Våben og meget mere fra al Jordens Lande, ikke at forglemme de morsomme engelske Porcelænshunde med forgyldte eller violette Pletter. De holder Vagt på Kommoder og Skabe over sjældne Konkylier og mange andre Genstande, som Fatter hjemfører til Kone og Børn efter hyppigt lang Ventetid.
Forhistoriske Aner
I modsætning til de aktuelle og skiftende personfremstillinger fra værkstederne i Staffordshire, havde hundene som motiv meget gamle og eksotiske aner. De går tilbage til de løvefigurer, der vogtede de buddhistiske helligdomme i det gamle Kina. Disse løver optræder som par. De sidder på deres bagdel på en sokkel og vender et åbent gab mod beskueren. Ved første øjekast er de ens, men under deres løftede forben har hunnen, der altid sidder til venstre, en unge, og hanløven til højre en gennembrudt bold af samme type, som endnu benyttes i den kinesiske løvedans. Dyrene bærer et halsbånd, hvori hænger trebjælder, der har haft til funktion at afværge onde ånder.
Der har aldrig været løver i Kina, men hanløver menes lejlighedsvis at have været skænket kejseren som gave fra det persiske hof. På de ældste bevarede løvefigurer ses en rem eller et reb at hænge ud af mundvigene i det blottede gab. Da kineserne aldrig havde set løver, mente de, at også hunløverne havde manke, så begge dyr fremstilledes med en lang og raffineret formgivet rygmanke. Fremme omkring 1700 var erindringen blegnet omkring det frådende rovdyr. Nu blev løvefigurerne fremstillet i stort tal og i lille størrelse beregnet for private hjem. 11 sådanne løvefigurer af porcelæn blev i 1700-årene indkøbt til Det kongelige danske Kunstkammer. De er 11 til 34 cm høje, og de fleste af dem har et lille rør ved siden til afbrænding af røgelse. De europæiske, først og fremmest de engelske opkøbere af kinesisk kunstindustri og kuriositeter, faldt for de charmerende dyr, som på grund af deres lighed med de kinesiske Peking spaniels blev kaldt Dogs of Fo (Fo=Buddha), på dansk Fo-hunde. Og disse Fo-hunde er i næsten uændret form blevet eksporteret fra Kina til Europa lige til nutiden.
De kinesiske varer blev ivrigt efterlignet, men i løbet af 1700-årene gik mange engelske pottemagere over til at fremstille hunde, der lignede engelske familie- og skødehunde, men de kaldtes stadig China-dogs. Som følge af ordet China`s dobbelthed, idet det ikke alene betyder Kina, men også porcelæn, blev fajancehundene mange steder, også her i landet kaldt porcelænshunde – og det endda af folk, der vidste bedre besked.
Staffordshirehundene optræder også altid som par. De sidder vagtsomt på deres bagdel, vendt mod hinanden og symboliserer efter traditionen troskab og tryghed. Der er ingen kønskarakter ved hundene, og her kan vi så trække en parallel til løvehunnen med ungen. Et andet fast træk ved hundene er, at de bærer et halsbånd, hvorfra der udgår en gylden lænke, og i halsbåndet hænger en forgyldt lås. Hvem har nogensinde set en hængelås på en lille hund? Det er simpelthen Fo-hundens midterste og største bjælde (eller er det en lotusknop?), der er blevet til en hængelås.
Det trygge og rare ved hundene har også betydet noget for sømanden selv. Han behøvede jo ikke at give den fra sig med det samme, og når skibet lå i havn, så de jo pæne ud på skibskistens låg. Blandt de få beretninger,
vi har om hundenes første ejere, handler tre om hunde, der af sømanden tages frem af kisten og foræres til en kvinde som afdrag på økonomisk eller følelsesmæssig gæld. Ingen af de bevarede case-stories om hundene har baggrund i noget seksuelt.
Kort tid efter en forespørgsel, hvor jeg – også ud fra egen baggrund i Nyboder og svigerfamilien i Marstal – omhyggeligt havde tilbagevist enhver uanstændig baggrund for Staffordshirehundene, nød jeg i London det milde decembervejr ved en slentretur i de victorianske rækkehuskvarterer omkring Earls Court. Pludselig blev min opmærksomhed vakt af en Staffordshire rytterfigur, der stod ude på gesimsen foran et halvvejs åbentstående vindue, hvor gardinet var trukket for. Som jeg stod der og stirrede på det usædvanlige syn, rakte en nøgen kvindearm frem foran gardinet og stak en langstilket rød rose under armen på rytteren. Siden da har jeg været lidt mere forsigtig med at afvise, at hundenes placering i et vindue i individuelle tilfælde kunne være brugt som tegn. Men med den sociale kontrol på godt og ondt, der har hersket mellem søfartssamfundenes tætliggende huse, må netop disse lokaliteter nok kunne sige sig fri.
”De uartige hunde” version 2, der knytter erhvervelsen af et hundepar til bordelvirksomhed virker ganske usandsynlig. Aldrig har man vel hørt om et så fintfølende etablissement, at damerne ikke måtte tage imod penge, og så endda i de engelske havnekvarterer, der skal være hjemsted for historien. Den (øst)tyske etnolog, Wolfgang Rudolph, der fra 1950`erne berejste den tyske Østersøkyst, stødte også på denne historie, som han fandt var vidt udbredt, men som havde sit tyngdepunkt i området mellem Kiel og Rügen, hvorfra den også havde vundet indpas i Danmark. Måske er historien blevet kolporteret af antikvitetsopkøbere, der ville styrke interessen for de små hunde?
Den engelske journalist og forfatter Charles Dickens skrev adskillige rejsebreve, og i et af dem fra 1800 årenes midte, besøger han sammen med lovens håndhævere de mørke labyrinter i Liverpools dokker, hvor alskens farer lurer på ”mercantile Jack”. Logishuse, damer i forskellig alder og hyrebasser befolker de skumle lokaliteter. Men to steder noterer Dickens sig en større udstilling af ”crockery” d.e. lertøj, ”postelin”.
Jeg behøver kun at skildre et par af de huse, hvor man ventede på Jack, som eksempel på de andre. I mange kom vi ind gennem lange, lurvede gange, hvor der var så bælgmørkt, at vi måtte føle os for med hænder. Ikke eet af alle dem, vi besøgte, var uden sin udstilling af billeder og porcelænssager. Mængden af de sidste, der var stillet til skue på hylder og i små glaskasser i de elendige værelser, vidnede om, at Koffardi-Jack måtte have en påfaldende forkærlighed for pottemagerarbejder, når der måtte så meget til af denne madding i hans snarer.
Det står læseren frit for at tolke fajancernes tilstedeværelse. De kan have været bordelmutters alibi. Ved ordensmagtens ankomst kunne hun skifte identitet til souvenirsælger.
I 1954 var en vistnok københavnsk journalist på besøg hos en antikvitetshandler i Tønder for at få en god artikel til søndagstillægget. Artiklen indledes således: For hundrede år siden måtte de engelske glædespiger ikke tage imod penge af deres kundekreds. Derimod måtte de godt sælge 30 cm høje proselænspuddelhunde – til overpriser. En engelsk porcelænsfabrik beskæftigede sig ikke med andet året rundt end fremstillingen af disse sorttrynede hunde med de forbavsede øjne. Der har tilsyneladende været god efterspørgsel efter puddelhunde og kærlighed på de tågede britiske øer. Mange sømænd ”købte” disse hunde, og når de vendte hjem til den hjemlige favn, berettede de, at hundene var en souvenir fra besøget i England. Hvad de på en måde jo også var.
Og antikvitetshandleren står inde for historien. Erfaringen viser, at folk har en bedre hukommelse for pikante historier end for de mere sobre, og museumsfolk er ingen undtagelse. Den ellers så forsigtige forsker og daværende leder af museet på Koldinghus, Sigurd Skov, fortæller i 1963 til en journalist fra Kolding Folkeblad om ”tempelhundene ” som de oprindelig var i Kina. Også den engelske udgave af hundene kan efter Skovs mening henføres til kategorien tempelhunde: …for de har gjort tjeneste i små kærlighedstempler i fremmede havnebyer. Disse kærlighedstempler var som regel beliggende i en og samme gade i de engelske havnebyer, og pigerne, der holdt til i dem, var rationelt indstillede. Det var dem, der handlede med hundene. Når en dansk eller en anden sømand eller rejsende gik gennem gaden, kunne han ved et blik i vinduet forvisse sig om, hvorvidt der var åbent i templet eller ej. Var det åbent, vendte hunden ansigtet ud mod gaden, men var der optaget, sendte hunden sit blik ind i stuen, eller måske var det omvendt.
Fandt man det åbne tempel, var der vel ikke mange betænkeligheder ved at gå ind, og når ceremonierne var overstået, var det naturligt, at man tog hunden med – selvfølgelig mod betaling, hvorefter pigen kunne stille en ny i sit vindue.
Her ser vi de to traditioner kørt sammen til en med en noget uskarp kontur.
I sin sammenfattende publicering af Østersøegnenes sømandssouvenirs fra 1982 er Wolfgang Rudolph kommet frem til den konklusion, at der intet belæg er for version 2, men at den må være opstået omkring 1900 i et muntert lag af badegæster eller kunstnere for at latterliggøre hundene, der for dem var indbegrebet af kitsch og småborgerlighed. Det lystige selskab (Rudolph siger feuchtfrölich) har ligget flade af grin over konerne i den lille fiskerflække, der så om hyggeligt tog vare på de værdsatte pyntegenstande. Hun skulle bare vide – ha-ha-ha. Måske havde badegæsten læst Dickens. I hvert fald er historien utrolig sejlivet og blev så sent som i Marts 1999 bragt til torvs i det svenske Tv-program Antikrundan.
Som antikviteter betragtet er det gået stærkt op og ned for hundene som for den øvrige gruppe af Staffordshirefigurer. Hvor der i begyndelsen af 1900-årene næppe var et sømandshjem, der ikke ejede et eller flere hundepar, var de følgende generationer knapt så begejstrede for de nipsgenstande, der blev forbundet med den ufriske klunkestil. Måske har også bordelhistorien kostet mange hunde livet.
I sine erindringer, udgivet 1953, mindes Andreas Sørensen sit barndomsmiljø i Sønderho. Hans far havde sejlet i 45 år, de første mange år i sejlskibene, før han som skipper måtte resignere og blive styrmand i en damper. Fra sejlskibs tiden havde faderen hjembragt to store krøllede ”Aberdeen-hunde” med gule bånd om halsen. De stod på kommoden og vogtede en hjord af elefanter i hårdt, sort træ. Disse hunde holdt jeg meget af, og denne Kærlighed har ikke fortaget sig. Hver gang jeg i en Antikvitetsforretning ser ind i disse trofaste Øjne, husker jeg den Hærskare af Fajancehunde, der indtog Hæderspladser i de gamle Fanø-huse. Kunstkendere trak dengang på Skulderen af Aberdeen- eller New Englandshundene, men nu har de oplevet en Renæssance og koster op til et Par Hundrede Kroner Parret. Jeg har selv fire Hunde, to store og to ”Hvalpe”. Med de sorte Snuder kækt i Vejret står de under et Billedgalleri af gamle Fanøskibe, som for fulde Sejl stævner frem over de syv Have.
Hundene var atter kommet på mode, og i løbet af 1950-erne blev de statussymboler på linie med malede almuemøbler, manglebrætter og Kellinghusentallerkner. Især de hvide løveklippede pudler med ”pels” af porcelænsgrus, de såkaldte sukker- eller krymmelhunde, var nærmest uopnåelige for en almindelig lønmodtager. Hundene kom så højt op i pris, at der i England og måske også andre steder i 1960-erne blev startet en produktion af nye hunde af spanieltypen, hvide med halsbånd. Hermed gik bunden ud af markedet samtidig med, at en ny generation fordrev almuetingene fra hjemmene og gik over til ”high tech”.
Nu ser man atter hundene i de små søfartssamfund i stigende tal, for igen produceres der ”nye” hunde. Ofte anskaffes de af tilflyttere eller ”københavnere”. De ved, at der var noget med søfolk og hunde, og var der ikke en pikant historie bag? Men hundene fortæller ingenting. Om man vender de sorte snuder mod stuen eller mod gaden ser de med store øjne lige frem for sig uden dog at se, og ikke en trækning opliver deres tålmodigt melankolske ansigtsudtryk.
Hanne Poulsen er inspektør på Handels- og Søfartsmuseet og har tidligere skrevet om hundenes historie i Handels- og Søfartsmuseets Årbog 1999" | |
Kilde/ forfatter: Hanne Poulsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Indslag fra 3. part
Den dejligste forening
Jeg har netop siddet og læst ”Søhesten” og vil gerne fra Kolding/Fredericia/Strib afd. byde Kirsten Nybroe velkommen som konstitueret formand. Det er vel altid en næstformands mareridt, det der nu er sket for Kirsten, men vi er helt overbevist om, at du, Kirsten kan klare opgaven, som landsformand for ”SØMANDSKONEFORENINGEN af 1976”.
Det er netop da jeg læser formandens side, jeg kommer til at tænke på vores diskussion på landsgeneralforsamlingen i Rebild 2001, om hvor vidt foreningen skulle have nyt navn. Jeg husker også tydeligt, at jeg lod mig rive med på ideen om, at vi skulle ændre navn – MEN ved nærmere eftertanke, hvorfor skulle vi det – er vi ikke SØMANDSKONER og er vi ikke en FORENING, der skal stå sammen om last og brast. Jeg tvivler meget på, at et navneskift vil få flere unge eller yngre SØMANDSKONER til at melde sig i foreningen. Jeg tror, at de fleste af os har et ”kælenavn” som vi bruger i daglig tale – i vores omgangskreds, blandt ”landkrabber” hedder foreningen aldrig andet en ”ENKERNE” – og det er da helt fint for mig – og hvis man har lyst til at være medlem, ja så er det da uden betydning hvad foreningen hedder !!!.
Selvfølgelig skal vi have nye medlemmer for, at foreningen kan overleve – og jeg tror på, at vi skal bruge de kræfter vi har, på at finde de ”nye” SØMANDSKONER med andre budskaber end en nyt navn.
Jeg har desværre kun været medlem af ”SØMANDSKONFORENINGEN af 1976” i et år – men jeg havde jo alle mine veninder, hele vores familie og havde jo knap tid til at ”passe” dem. Men at komme ind i en forening med så mange søde og selvstændige ”piger” har været så dejligt. Jeg har fundet ud af det at være SØMANDSKONE jo slet ikke er så galt endda. Vi ved jo alle hvad vi taler om, om at savne, om højtider, fødselsdag o.l. uden far og mand, om forventningerne til hjemkomsten o.s.v.
Jeg har så også været så heldig, at der er flere af vore medlemmer, der er et par generationer ældre og det er rigtigt hyggeligt - når vi yngre SØMNDSKONER har det så hårdt, ja så er det godt, at få lidt fortalt om dengang det var hårdt, at være SØMANDSKONE, hvor udmønstringer på 2 år uden nogen form for kommunikation, var deres liv – men vi høre dem aldrig beklage sig over hvordan tiderne var, men har så stor forståelse hvorfor det er så svært i dag !!!
Jeg har den fornøjelse at hente og bringe ”mosteren” fra Strib og når Anna på 89 år på vej til summemøde sidder og synger ”Vi går aldrig hjem …” ja så syntes jeg bare det er synd for dem, der ikke er medlem af ”SØMANDSKONEFORENINGEN AF 1976”. | |
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
|
(i)