|<
<
>
>|
Når den ”kære” sømand skal afsted
I mange af de indlæg vi ofte læser her i Søhesten, handler det om livet i sømandsfamilien.
I de fleste tilfælde omhandler det skrevne de mange gode oplevelser vi har, hvad enten sømanden er ude eller hjemme. Mange af os har beskrevet hvor godt det er at få sømanden hjem på landlov, og lige så tit har vi skrevet om, hvordan det er for familien, når han tager af sted på job igen. Tiden op til afskeden kan være ganske hektisk. Måske skal han lige nå at tømme tagrender eller bilen skal have skiftet tændrør og måske er det lige nu, han skal til lægen for at få fornyet den blå bog. Hvorfor det i vores familie altid skal foregå dagen før afrejsen, har altid været til stor forundring for mig, men man vænner sig jo gennem årene til, at sådan er det bare!
Og man ved jo, at når først han er taget af sted og nået godt frem til skibet, så kan man stille og roligt finde sin egen dagligdag.
Men jeg husker dog et par gange, hvor det blev særligt hektisk!
Jeg havde gennem et stykke tid bemærket, at et fjernvarmerør på gæstetoilettet var begyndt at dryppe, bare ganske lidt. Jeg havde gjort sømanden, som er uddannet klejnsmed (inden søfartskarrieren), opmærksom på det ”lille” problem. Han kiggede grundende på røret, og svarede mig så, at sådant et gammelt rør havde masser af rust, og at den lille læk ville lukke af sig selv!! Jeg stolede selvfølgelig på ekspertisen, og da afskedsdagen kom, kørte jeg ham i lufthavnen, som så mange gange før. Da jeg vendte hjem, opstemt efter kys og kram i den lille indenrigslufthavn, bemærkede jeg en usædvanlig fugtig luft i stueetagen. Det undrede mig noget, indtil jeg fik åbnet døren til gæstetoilettet! Den lille læk var blevet til ikke mindre en et sprunget rør, hvorfra der nu udspyedes kaskader af varmt vand. Jeg stod vel et par minutter, handlingslammet, og kiggede på det våde inferno, med tårer der trillede næsten lige så hurtigt som det vand der fossede ud af røret. Indtil jeg mærkede en harme vokse op i mig. Det skulle han sateme få betalt! Som sømandskone er man jo vant til, at klare tingene, så jeg slog op i telefonbogen og fik ringet til et VVS’firma. De må have kunnet høre at gråden stod mig i halsen, for der gik ikke ½ time, før en blikkenslager ringede på døren og fik skiftet det forpulede rør. Og sømanden? Da han ringede hjem, fik han en skideballe af rang, men tingene var jo klaret, så jeg fik ham aldrig ”betalt”!
En anden gang skulle sømanden af sted, mens jeg var på job. Vi havde sagt behørigt farvel og lavet aftaler som vi plejede. Han skulle tage en taxa til banegården og ville ringe, når han nåede frem!
Da jeg kom hjem fra job, lå der en lille seddel til mig på køkkenbordet. ” Jeg fik lige lidt travlt. Tog bilen til banegården! Kys, kys. Sømanden!”
Jeg blev ret målløs, for hvor havde han parkeret bilen? Der er op til flere parkeringspladser, og den gang var der på alle pladserne begrænset parkeringstid! Sønnen og jeg tog en taxa til banegården, og så gik eftersøgningen ellers i gang. Jeg var fuld af harme, for hvis nu der oven i købet var en parkeringsbøde , vidste jeg at så ville mit temperament slå ud i fuld lue! Så skulle han sateme få det betalt! Vi fandt dog ret hurtigt bilen. Sømanden havde stillet p-skiven 4 timer forud og heldigvis havde ingen P-kontrollør været forbi, men jeg må indrømme at det ikke var de varmeste tanker jeg sendte den udmønstrende sømand. Da han ringede hjem, var tingene jo klaret, og jeg har vist aldrig fået ham ”betalt”. | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Lidt igen, - om den isolerede sømand.
I efteråret færdiggjorde jeg en uddannelse som arbejdmiljøsygeplejerske. Som afslutning på uddannelsen lavede jeg en eksamensopgave med titlen: ”Den isolerede sømand”.
Den har været kort nævnt her i bladet tidligere, men da jeg fortsat får henvendelser fra sømandskoner og sømænd om at få opgaven mailet, vil jeg kort beskrive hvad den omhandler.
Da jeg længe har brændt for sømandens velfærd, var det nærliggende at opgaven skulle omhandle den danske sømand. Jeg havde en ide om, at den forholdsvis isolerede tilværelse til søs, påvirker sømanden i en negativ retning, og det ville jeg prøve at undersøge nærmere. Jeg er ikke til spørgeskemaer, da jeg synes det er begrænset hvad de kan udtrykke, specielt når det handler om bløde værdier. Derfor lavede jeg kvalitative interviews med 3 sømænd og deres respektive hustruer. Det er ikke just et stort antal, men arbejdsbyrden med den interviewform er enorm, og med job ved siden af, havde jeg ikke tid til mere, desværre. Det er naturligvis derfor begrænset hvor meget man kan konkludere ud fra et lille materiale som det. Men alt tydede – desværre – på, at sømanden påvirkes i en negativ retning af den isolerede tilværelse.
I Søfartsstyrelsen og Søfartens Arbejdsmiljøråd har man inddraget opgaven i sit arbejde med det psykiske arbejdsmiljø til søs. Forskningsenheden for Maritim Medicin har fundet den interessant, og Seafarers International Research Centre i England, har efterspurgt den. (I kender vel ikke nogen der vil sponsorere en oversættelse til engelsk?).
Den efterlader to vanskelige spørgsmål: Hvad gør vi ved det? – og – Hvordan undgår vi, at det skræmmer unge væk fra faget? Det sidste er erhvervets største bekymring. Det første er min største bekymring, og i sidste ende, mener jeg, den eneste chance for at holde på de unge i søfartserhvervet. Så de to spørgsmål er i virkeligheden uadskillelige.
Men det første skridt må være, en øget opmærksomhed på problemet, så den enkelte sømand bliver bevidst om denne risiko, for kun der igennem kan han selv være med til at modvirke denne påvirkning. For at tro, at erhvervet vil sætte flere folk ombord i skibene, for at mindske følelsen af isolation og ensomhed, er en utopi. Vi må finde andre veje.
Forrest i bladet finder du min mailadresse. Lad mig høre fra dig, sømandskone og sømand, og hvem der ellers læser vores blad. Jeg sender gerne opgaven, modtager spørgsmål og kommentarer. | 'Den isolerede sømand'
|
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
En lille opfordring.
"Ilse har ringet til mig med et ""lille hjertesuk"". Der mangler stof til bladet.
Derfor har jeg prøvet at lave lidt ""brainstorming"", som man lærer i skolen, når man skal skrive en stil eller ""sådan noget"".
Det var måske en ide, at kontakte dansk sømandskirkes udstationerede præster og høre om de evt. kunne skrive lidt om deres oplevelser ombord på de danske skibe rundt omkring i verden. Måske kender du/I en person i omegnen, som kunne skrive lidt til bladet, der er ingen, der siger, det absolut skal handle om søfart, alt har vel interesse. Hvad med en boganmeldelse, eller en film/video, som I har haft glæde af?
Hvad med rejseoplevelser, ikke kun til søs, men måske et rejsemål, der har været dejligt med eller uden børn, noget I evt. kunne anbefale.
Har I været til foredrag i en anden forening, måske den person kunne tænke sig at skrive lidt i vort blad?
eller hvad med at finde en ældre person i foreningen, som har sejlet i gamle dage, og lade vedkommende fortælle, eller selv skrive. Hvis I ikke synes det er så let at formulere sig skriftlig, så vil vi da hjertens gerne stå til rådighed med hjælp.
Har I voksne børn, måske de kunne tænke sig at skrive lidt om, hvordan det har været at være barn af en sømandsfamilie.
det var lidt løst og fast som lige faldt mig ind, efter Ilse havde ringet.
Men noget helt andet...kære sømænd.
Hvad med jer? Hvis I ikke var der, var der ingen sømandskoner og ingen forening og derfor heller ikke noget blad. Kunne I ikke tænke jer at fortælle lidt om jeres oplevelser der ude på de vilde vover?? Det ville være dejligt, at høre fra jer. Tænk om vi kunne høre om både gamle og nye tider.
Det var et lille suk fra Ilse og mig" | |
Kilde/ forfatter: Kirsten Nybroe, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
|
(i)