Vores starts side

Landsforeningen klubben


Sømandskoneforeningen af 1976

Forum for debat og indlæg

Lørdag den 20/12-2025
|< < > >|

Efterår 2006


Vi har afholdt repræsentantskabsmøde. Der var som vanligt godt fremmøde, kun afbud fra 3 afdelinger. Endnu engang blev det „Søhesten“ der kom til at volde os lidt problemer. Vi kan ikke rigtig få økonomien til at hænge sammen efter den store portostigning. Vi havde flere idéer oppe at vende omkring udgivelsen af bladet - som det kan læses andet sted i bladet, endte diskussionen med et forslag om at ændre udsendelsen af bladet fra 8 til 6 gange pr. år. Vi håber med dette, at kunne få en bedre økonomi samt et blad med lidt mere „kød“ på. Til dette nr. af „Søhesten“ er der ikke kommet et eneste indlæg - „piger og drenge“, så er det altså svært at lave et blad !
Grundet personlige omstændigheder har vores suppleant til Landskassereren meldt sig ud af foreningen. Det er desværre ikke lykkedes for os at finde en ny suppleant. Vi håber, der blandt vore medlemmer findes en, som har lyst til at stille op til denne post. Det er ikke et stort forkromet regnskab foreningen har, men lidt kendskab til tal vil være en fordel, da suppleanten gerne skulle være klar til at overtage Landskassererposten, når vores nuværende Landskasserer ikke mere ønsker genvalg.
Den 24. og 25. august deltog jeg på konference om Maritim Sikkerhed, Sundhed og Miljø. En konference arrangeret af Søfartens Arbejdsmiljøråd og Søfartsstyrelsen. Det var en meget interessant og givende konference. Indledningsvis fortalte Professor Tage Søndergaard Kristensen, Arbejdsmiljøinstituttet, omkring arbejde, stress og sundhed, ikke kun fra Søfart, men om emnet i almindelighed. Herefter var det Director Steffen Jacobsen, Rederiet A.P.Møller – Mærsk, der talte om Maritim sikkerhed og miljø. Sidst men ikke mindst var det chefkonsulent Michael Elwert, Danmarks Rederiforening, der meget levende talte om rekruttering og fastholdelse - en udfordring for Det blå Danmark. Michael Elwert efterlyste en serie på dansk tv i den bedste sendetid omkring „Det blå Danmark“, noget vi kan identificere os med eks. som Anna Phil, ansøgningerne til Politiskolen stiger, når den type serie kommer på tv. I dag vil vi kendes på vores job. Når man møder nye mennesker i dag, er en indledning til samtalen, hvad arbejder du med
-for år tilbage var det, hvem er dine forældre !. I uge 38 „søsættes“ en kampagne for at rekruttere unge mennesker til „Det blå Danmark“ - jeg er meget spændt på at se, hvad denne kampagne indeholder og ikke mindst dens virkning.
Efterfølgende var der sessioner, som man så kunne vælge alt efter ens interesse. Der var bl.a emner som, forebyggelse og registrering af ulykker, kontrol af lastskibe og myndighedernes og klasseselskabernes rolle, søfartslægerne og den helbredsmæssige kontrol, sikkerhedskultur og – uddannelse, miljø. Handlingsplan for Danmark som Europas førende søfartsnation. Sundhedsfremme og livsstil. Alle meget spændende emner, som næsten kunne give een stress - hvad skulle man lige vælge. Som sømandskone måtte det blive de lidt bløde emner, som helbredsmæssig kontrol, sundhedsfremme og livsstil
– emner, der ikke er blevet mindre interessant i den forgangne uge, hvor nye tal viser at over 50% af danske mænd og 1/3 af danske kvinder vejer for meget. Vi „landarbejdere“ skal jo ikke stille hos lægen og få et stempel i en helbredsbog - nu findes den i søfart, men tages dette lægetjek seriøst, jeg er blevet lidt i tvivl ved at følge en af ovennævnte sessioner.
Søfartens minister Bent Bendtsen afsluttede de to meget velbesøgte (250 deltagere) og vellykkede dage. Det var dejligt at høre en optimistisk minister, der kun havde rosende ord til overs for vore mænd og deres arbejde ude i den store verden. Ministeren påtalte også de mindre heldige økonomiske vismænd, der i sommer kom lidt galt af sted omkring tonnagebeskatningsordningen og især DIS-ordningen. Ikke engang oppositionen har givet de økonomiske vismænd medhold i deres antagelser. Dette fik Bent Bendtsen til at fastslå at regeringen har bred enighed fra folketinget til at bringe Danmark frem til Europas førende søfartsnation !
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 19/9-2006
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen

Informationer fra Landsforeningen


Det er nu muligt at se informationer og tidspunkt for diverse møder i Landsforeningen under aktivitets kalender. Landsforeningens aktiviteter ses sidst på siden.
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 20/8-2006
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen

August 2006


Det er jo helt fantastisk, sikke en sommer. Det har været dejligt at få fyldt batterierne op med masser af sol og sommer. De varme, til tider næsten tropiske sommernætter ja, hvad mere kan vi så forlange. Jeg håber I alle har haft tid til at nyde denne herlige sommer.
Siden sidste nummer af „Søhesten“ har jeg være til dimissionsfest på Svendborg Søfartsskole. Et hyggeligt arrangement med diverse taler, uddeling af eksamensbeviser og legater (og en lille opsang til de som ikke havde passet deres ting helt som de skulle). Som „garvet sømandskone“ sad jeg og så lidt rundt på de forældre, der nu skal sende deres håbefulde drenge (og en enkelt pige) ud i den store verden. Flere så ud som om de hellere havde set et eksamensbevis til et „landjob“ og kunne få deres håbefulde søn hjem til aften hver dag. For de fleste bliver det jo heldigvis hverdag at have en sømand i familien. Et stort tillykke med eksamen til de håbefulde unge mennesker.
Jeg må indrømme at det var med blandede følelser, jeg kørte hjem fra Dansk Sømands-og Udlandskirkers årsmøde. Det er altid festligt at deltage i disse årsmøder med sang og taler. I år gæstede kirkeminister Bertel Haarder årsmødet. Kirkeministeren var positivt stemt for at hjælpe DSUK i denne globaliseret verden. Talte om vigtigheden af at den danske kirke findes der hvor danskerne flytter ud for at arbejde og bo. Efter aflæggelse af årsrapport og regnskab var det som om den gode stemning fik et lille knæk. Økonomien i DSUK er ikke lige i den bedste „kondition“ og flere savnede mere infor­mation omkring økonomien - der var en sand folkevandring til talerstolen for at stille spørgsmål til bestyrelsen. Det var under alle disse spørgsmål jeg tænkte at DSUK stadig har et stykke vej til en samlet enhed.
I vores egen forening har vi en redaktør, der er ved at fortvivle over mangel på stof til „Søhesten“. Håber jeg ikke kommer alt for galt afsted når jeg skriver, at de sidste par blade har været lidt kedlige. Hvad er det, der gør at ingen skriver til vores blad ? Har vi ikke tid - har vi ikke noget på hjertet eller tænker vi bare, det er der nok nogle andre der tager sig af ? „Søhesten“ er vores livline og vi skal passe godt på den. Ingen stof og en lidt dårlig økonomi er ikke lige den bedste cocktail. Kan det passe at der ud af 200 medlemmer ikke er ene enste der har noget på hjertet ? Vi vil selvfølgelig også altid gerne høre fra jer ude i den store verden.
Har du husket at tilmelde dig Lands­generalforsamlingen i Svendborg, den 7. og
8. oktober.
Husk forslag der ønskes behandlet på Landsgeneralforsamlingen skal være forretningsudvalget i hænde senest den 1. september 2006.
Har du tænkt på hvem der skal være årets „Søhest“ ?
Charlotte Munk
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 17/8-2006
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen

Almindelig/ simpel søgning




Udvidet søgning

Kategorier i forummet


Sidste nyt


Referat Lands Generalforsamlingen 2025

Onsdag den 19/11-2025

Referat Lands Generalforsamlingen 2025

Onsdag den 19/11-2025

Landsgeneralforsamling 2025

Lørdag den 4/10-2025

Referat fra landsgeneralfirsamling 2024

Lørdag den 23/11-2024

© Sømandskoneforeningen af 1976