|<
<
>
>|
Efterår 2005
1. september, så skulle vi efter kalenderen have efterår - men det virker som om et eller andet er gået galt. Vejrguderne har vist for en stund mistet overblikket.
I august afholdt vi repræsentantskabsmøde i Fredericia. Flot fremmøde hvor kun 2 afdelinger ikke var repræsenteret. Jeg fornemmer en positiv stemning i alle afdelinger, hvilket smitter af på Landsforeningen. Odense afdelingen informerede omkring det praktiske vedr. landsgeneralforsamlingen. Den officielle del skulle også være på plads. Alle, der er på valg indvilliget i at stille op til genvalg.
Som det kan læses andet sted i bladet, er der mange indkommende forslag, det er vist flere år siden vi har haft noget at behandle under dette punkt. Af andre positive ting kan fremhæves at både landsforeningen og “Søhesten” er kommet ud med overskud. Vi har de seneste år talt meget om hvordan “Søhesten” med sin skrantende økonomi skulle overleve, men det ser takke være fonde, annoncører og sponsor ud til at bladet overlever. Heldigvis, det er jo vores “liv-line”.
Jeg syntes, jeg vil fremhæve Storstrøms afd. De har i indeværende år fået 10 nye medlemmer, således de nu er 15 - flot !
Når man læster de sidste nye tal vedr. arbejdspladser for dansk søfart, må vi også have et store antal potentielle medlemmer! Dansk Søfart har iflg. Danmarks Statistik overhalet landbruget på antallet af arbejdspladser. Det totale antal job i den maritime sektor er siden 1999 vokset fra 80.000 til i dag 95.000 Antallet af arbejdspladser til søs er steget fra omkring 10.000 i 1990 til 15.000 i dag.
Der var en rigtig flot artikel i “Hendes Verden” nr.33 (15. August). Det er Randi Schmidt, fra Fredericia/Strib/Kolding afd., der fortæller om livet som sømandsfamilie på godt og ondt. “Hendes Verden” har været så venlige, at skrive en fin information om Sømandskoneforeningen af 1976. Jeg har kontaktet redaktionen og forespurgt om vi på et tidspunkt må lægge artiklen ind på vores hjemmeside. Svar afventes.
Når forandringens vinde blæser, findes der to typer mennesker: Dem der bygger læhegn, og dem der bygger vindmøller. | | Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 2/9-2005 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Kandidat til årets "Søhest"
Fanø afdelingen vil gerne indstille vores kasserer gennem 27 år - Anna Madsen, Kløverengen 6, Fanø - til årets “Søhest”.
Vi har skiftet formænd mange gange her på Fanø, men Anna har været den stabile, der igennem alle årene har siddet i bestyrelsen og været vores dygtige kasserer. Hun fortjener virkelig at få årets “Søhest“.
Anna deltager gerne i alle arrangementer og afdelingens årlige cykeltur udgår altid fra hendes have, hvor vi begynder turen med en lille én til halsen. Anna er dejlig at være sammen med, altid i godt humør og parat til at give en hjælpende hånd, når det kniber.
Og selvfølgelig er Anna med, når der er Landsgeneralforsamling. | | Kilde/ forfatter: Lena Hestbek Jensen, Dato: 1/9-2005 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Kandidat til årets "Søhest"
Århus afdelingen indstiller hermed vores formand Tina Rosenborg til modtagelse af årets søhest, da hun yder en indsats ud over det sædvanlige.
Tina var en af de bærende kræfter i opstarten af Århus-afdelingen. Og siden har hun været forbilledlig i sin entusiasme med at skabe gode og alsidige rammer om vores møder.
Tina er i besiddelse af et altid smittende godt humør, som har været til gavn for såvel afdelingens medlemmer som vores familier.
Tina har ALTID en bred skulder til andre medlemmers frustrationer eller tårer. Ikke nok med at hun er klar til at snakke, når man ringer til hende, men hun er også personen, der selv på de rigtige (skidte) tidspunkter ringer til os, for at høre om alt er vel.
Vi i Århus-afdelingen er uhyre glad for at have Tina i blandt os, og vi håber at kunne give hende lidt igen - ligesom hun har givet os utroligt meget - ved at indstille hende til denne hædersbevisning.
Med ønsket om Tinas længe virke i Århus-afdelingen. | | Kilde/ forfatter: De menige medlemmer, Dato: 1/9-2005 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
|