|<
<
>
>|
Møde med forskerne fra Forskningsenheden for Maritim Medicin
Mandag den 10.10. mødtes Lotte og jeg til vores årlige møde med forskerne fra forskningsenheden i Esbjerg. Tilstede var også Ulla Pedersen fra Sømandskoneforeningen af 1996 samt Jesper Jørgensen, der er freelance psykolog. Jesper overvejer at lave en børnebog i form af en arbejdsbog til børn af sømandsfamilier, som kan være med til at sætte ord på det der er svært/ specielt/anderledes, og har brug for input fra os. Så hvis du allerede tænker: ”Jeg har noget til det”, så fat tastaturet og skriv til mig. Jeg arbejder sammen med Jesper om sagen.
Jesper vil også afholde en temadag sammen med Forskningsenheden og andre (der iblandt os), om især de bløde værdier omkring sømandslivet. Det bliver til næste forår. Fat gerne tastaturet igen! Det var således årsagen til hans deltagelse i vores årlige møde. Et møde, der som de forgangne, forløber med ivrig snak frem og tilbage, hvor tiden løber fra os, for vi kan egentlig fortsætte med at drøfte de ting, der - mere eller mindre tilfældigt - kommer på bordet. Vi har ingen fast dagsorden, (ikke engang en formand vi kan tæve), faktisk er vi lidt udisciplinerede, men alligevel er det gode møder, der giver stof til eftertanke. Men som følge af det ustrukturerede islæt, er det bare lidt vanskeligt at referere fra disse møder (suk).
Olaf Jensen udbad sig kommentarer til en pjece vedrørende hygiejne regler omkring kabys, stores, håndtering af mad osv, som er undervejs globalt fra International Committee on Seafarers Welfare.. I princippet børnelærdom, som at vaske hænder før håndtering af madvarer, men også at tilberedt varm mad skal have en temperatur på 63 grader C. ved servering, og mange andre forholdsregler. Det gav anledning til en del spørgsmål: Hvem henvender pjecen sig til? Vest-Europæiske søfolk eller søfolk fra lande med væsentligt lavere uddannelsesniveau? Sidst nævnte har måske brug for flere illustrationer osv.
Fabienne Knudsen fortalte om et påtænkt projekt med at studere anmeldelses praksis af ulykker til søs, for både danskere og udenlandske søfolk. Det er en kendt sag, at der er langt færre anmeldelser af ulykker blandt udenlandske søfolk end blandt danske. Men ingen ved hvorfor. Skyldes det en, for selv danske søfolk, meget besværlig anmeldelses praksis, så udlændinge giver op på forhånd? Skyldes det en anderledes tilgang til farlige arbejdsopgaver for de udenlandske søfolk, altså en anden sikkerhedskultur? Eller skyldes det helt andre forhold? Lise H. Laursen fortalte om register arbejdet omkring registrering af arbejdsulykker til søs, som er vanskeligt af mange årsager, bl.a. fordi f.eks. Arbejdsskadestyrelsen registrerer søfolk under alt andet end søfarende. Og så er der søfolk der kommer til skade i fritiden, osv.
Olaf Jensen fortalte også om et internationalt ønske om en efteruddannelse af søfartslæger, som et krav. Altså et kursus med særligt fokus på søfarts erhvervet og dets betingelser. Noget som vi godt kunne bifalde.
Der blev også diskuteret problemet med overvægtige søfolk og type 2 sukkersyge. Hvor skal grænsen gå? Hvornår er det uforsvarligt? Hvor meget skal man gribe ind i folks selvbestemmelse over eget liv, og dermed livsstil? For nyligt kunne man læse på netdoktor, at unge mennesker med type 2 sukkersyge har en øget risiko for pludselig død. Overvægt er et problem til søs, og vi må indse, det ikke bliver mindre med tiden, når vi ser skolebørn i dag med overvægt. Vil det betyde større besvær med at kunne rekruttere unge til handelsflåden? Og hvordan løser vi problemet?
Vi kom vidt omkring, fandt ikke konkrete løsninger, men fik inputs, ideer og inspiration. Vi ser frem til næste møde den
10.10. kl. 10!
Birgit Larsen Jensen Repræsentant for det søfartsmedicinske område. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 10/10-2005
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
Den isolerede sømand
Da der er flere der har spurgt efter min speciale om den isolerede sømand. Er den hermed udlagt på Soemandskoner.dk
Download/ se "den isolerede sømand" ved at klikke på linken i siden | 'Den isolerede sømand'
|
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 4/9-2005
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
Temadag om det sejlende menneske
Søfartens Arbejdsmiljøråd afholdt fredag den 4. marts sin årlige temadag, hvor temaet i år altså var "Det sejlende menneske".
Der var en lang række kortere foredrag, her iblandt et af mig selv om "Et ensomt liv til søs", hvor jeg fortalte lidt om mit snart 3 år gamle projekt om den isolerede sømand. Mit budskab er først og fremmest, at det skal gøres alment kendt at bagsiden af medaljen ved et liv til søs, for nogens vedkommende er, at sømanden tager skade på sjælen, idet han får svært ved at indgå i sociale sammenhænge, bliver menneskesky, apatisk, sær, angst eller deprimeret. Det skal gøres kendt, så sømanden netop har en chance for at modvirke denne effekt. Og det tror jeg han kan, ved at være bevidst om det. Vi kan ikke på forhånd vide, hvem der klarer mosten og hvem der ikke gør, uden at få mén af det. Og erhvervet skulle jo gerne være for alle dem, der synes det er lige sagen med en karriere til søs.
I løbet af temadagen var også gruppearbejde hvor vi, inddelt i grupper, skulle se på, i én gruppe: glæder ved et liv til søs, i en anden gruppe: sorger/svagheder ved et liv til søs, i en tredje gruppe: muligheder ved et liv til søs, samt i en fjerde gruppe: trusler/begrænsninger ved et liv til søs. Jeg var i gruppen med glæderne. Her blev navnlig påpeget fordelen ved at man var fri for dagligdags gøremål som indkøb, rengøring, madlavning, transport til og fra arbejde, hente/bringe børn til og fra skole og fritidsaktiviteter, så man kunne nøjes med at koncentrere sig om sit arbejde, og altså ikke skulle tænke på at man efter endt arbejdsdag skulle en masse andet, eller havde kone og børn i telefonen og minde om aftaler osv. Men det er jo så måske netop det, der er medvirkende til, at på sigt risikerer sømanden netop at miste disse "sociale kompetencer" som det hedder med et moderne udtryk. Så bliver han beskrevet som "sær". Det er bagsiden af medaljen.
Jeg havde ventet nærmest at blive skydeskive for æg og tomater, men blev godt modtaget. Og så skal jeg ikke belemre jer med mere af mit "hjertebarn".
Henrik L. Hansen er embedslæge med interesse for søfolk, og han havde kigget på en masse tal og statistikker, som var interessante.
Vi har jo ofte i Sømandskoneforeningen drøftet, hvor vidt der er flere skilsmisser iblandt søfolk end iblandt landkrabber. Vores indtryk har nok været, at det er der ikke. Og det skyldes vel netop, at vi er sømandskoner der trives med denne specielle livsform, som har fundet sammen i en forening. Vores landsformand Lotte udtrykte det rigtig godt i en film Søfartens Arbejdsmiljøråd havde lavet til lejligheden.
Men, der er altid et men: Statistikkerne viser altså, at der er forholdsvis flere søfolk der bliver skilt, i forhold til landkrabberne. Faktisk er der færre søfolk der bliver gift, end det er tilfældet for landkrabber, og derfor udgør skilsmisserne en forholdsvis større andel, da det jo er færre der bliver gift. Og så kan vi sige: Nå!
Men mon ikke det er sådan i vores forening, at os, der "råber højest", er os, der virkelig har lært at påskønne den selvstændighed og frihed der ligger i et sømands familieliv? Og mon ikke vi har glemt at det måske alligevel tog os nogle år at lære det? At det ikke altid var sjovt da børnene var små og ikke kunne forstå at far svigtede dem ved at forsvinde ud af deres liv gang på gang? Jeg kan nu godt huske da min egen søn nægtede at tro på, at hans far nogen sinde kom hjem igen. Og vores eget dybt følte savn? Og hvor gode er vi til at give sømanden plads når han kommer hjem fra søen? Forstår vi hans livsbetingelser til søs? At det er en omstillingsproces for ham (og os) hver gang han træder ind ad indgangsdøren, trods døren er den samme? Det opsplittede liv? Osv.
Ikke for at gøre det til en klagesang, men jeg tror, at vi med mellemrum skal gøre os besværlighederne klart, navnlig hvis vi vil have de unge piger med, og få dem aktive. Det er jo især i de unge år, at man føler det vanskeligt, indtil man bliver garvet og lærer at værdsætte det. Vi må ikke glemme dem, der synes det er svært.
Statistikkerne viste også, at de mest stabile, altså dem der blev længst i søfartserhvevet, er dem der er gift og har børn! Det må jo kunne siges at vidne om, at det er vigtigt at sømanden har en sikker hjemlig havn! Så med en endnu større og endnu mere aktiv Sømandskoneforening, hvor vi forstår og støtter hinanden, kan vi måske vende statistikken….
Tallene vil sandsynligvis blive lagt ud på Søfartens Arbejdsmiljøråds hjemmeside: www.seahealth.dk
Download/ se mit speciale om den isolerede sømand ved at klikke på denne link: PDF fil | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 4/3-2005
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
|
(i)