|<
<
>
>|
Indlæg fra Søhesten omkring filmen Trivsel til søs
Nu er videoen ”Trivsel til søs” kommet på gaden, og forhåbentlig også på søen. Den er lavet af Søfartens Arbejdsmiljø råd og lægger op til en diskussion af det psykiske arbejdsmiljø i den danske handelsflåde. Der er interviews med søfolk, rederier, vores landsformand og undertegnede, med flere. Jeg har set den et par gange med min egen sømand, og det gav anledning til en længere diskussion, så videoen kan ikke være helt ringe. På hjemmebane bliver han nok mere markant end han er ombord, i virkelighedens verden. Han mener ganske enkelt at det psykiske arbejdsmiljø ikke bliver bedre, før man fjerner filippinske søfolk og sætter danskere eller europæere i stedet. Filippinske søfolk er en alt for forskellig kultur fra den danske.
Jamen, indvender jeg, jeg ved da at der er filippinere du har fungeret godt nok med.
Jovist, fortsætter han, men har du det skidt/har problemer, hjælper det dig ikke at diskutere det med en sømand der blot siger ”Yes sir” lige meget hvad du siger!
Nej, det kan jeg godt se.
Lige meget hvad du gør, kan du ikke ændre deres måde at forholde sig til en overordnet på. Og kommer du for tæt på, tager de hele hånden, og så kan du ikke give dem en ordre næste dag. En spanioler kan du snakke med, lave sjov med og stadig arbejde med. Måske ville det blive lidt bedre hvis alle danske søfolk opholdt sig et års tid på Filippinerne og lærte deres kultur at kende, men det er jo næppe realistisk. Så skulle man snarere lære de filippinske søfolk noget om den danske kultur, det er jo trods alt dem der kommer til en dansk arbejdsplads og ikke omvendt. Men det sker bare ikke. Desuden er det alt for svært at få en filippinsk sømand afmønstret hvis han ikke duer, og så har han en alt for lang udmønstring. Rederiet bakker os ikke op.
Jeg får sværere og sværere ved at argumentere for, at noget må man da kunne gøre, som dansk sømand for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø ombord. Men prøver alligevel: Når rammerne nu er sådan, med 2 danske og 6 eller flere filippinske søfolk, kan man så ikke finde andre veje? Når det knirker mellem de to danskere, kan man så ikke arbejde mere bevidst på at undgå samarbejdsproblemer? Tage en snak om det inden det bliver for surt?
Hvis den anden ikke vil snakke, indvender han, hvad kan jeg så gøre? Jeg må vente til han ønsker at snakke, om det så tager 4 – 5 dage.
Jeg ser disse dage for mig, og bliver mundlam. Jeg ser det bestemt ikke er let, langt fra.
Kære sømandskone og sømand, jeg håber I får en snak om det hjemme. Dels er det første skridt til en forbedring, at få tingene vendt, at få sat ord på problemerne. Dels er det en støtte for både sømand og kone at sømandskonen kender de problemer, der ligger i hans arbejde. Så forstår jeg bedre, at han evt. slet ikke hører hvad jeg har at fortælle ham hjemme fra, når han er ude på sit skib, og det hele er lidt for meget for ham. Da min sømand og jeg havde vores diskussion, tænkte jeg: Jeg har da også problemer på mit arbejde og som regel ordner det sig, men i samme åndedrag måtte jeg erkende den store forskel: At jeg kan gå hjem hver dag, det kan han ikke, han er fanget på et lille areal. I juni har Sømandskoneforeningen et møde med Forskningsenheden for Maritim Medicin (det tidligere: Søfartsmedicinsk Institut) i Esbjerg, hvor vores landsformand, næstformand og undertegnede deltager, for at give vores input til deres forskning i det psykiske arbejdsmiljø. Hvis du, sømandskone og sømand, har et helt andet billede af de problemer der ligger i det psykiske arbejdsmiljø ombord, end det jeg groft har skitseret her, så kontakt en af os! Vi vil meget gerne høre hvad du har på hjerte, og du er naturligvis anonym. Du finder os på side 2 og 3 her i bladet. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 1/11-2001
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
|
(i)