Vores starts side

Landsforeningen klubben


Sømandskoneforeningen af 1976

Forum for debat og indlæg

Onsdag den 25/12-2024
|< < > >|

Rør blot ikke ved min gamle jul.


Vi har haft en dejlig sommer, og nu pludselig er det blevet koldt. Man har kun lige fået badetøj og shorts lagt væk, og så er det næsten JUL!!! – i hvert fald iflg. forretningerne, deres udsendte reklameaviser og ugebladene.

Normalt synes jeg, at det begynder alt for tidligt, men så kom jeg til at se i et af ugebladene, som havde masser af ”gammeldags” julepynt, og så blev jeg helt nostalgisk og kom til at tænke på mine egne julekasser med alt det gamle ”skrammel”. Den halve papkugle, overdrysset med ”sne” ,foret med rødt papir og en stjerne, som jeg havde fået af min farmor, børnenes skæve julehjerter, kravlenisserne, der var klippet lidt i stykker (på bagsiden står der 2.kl, så fingerfærdigheden var ikke så stor), et syet julehjerte med en kat og en skål risengrød, hvor hanken var faldet af, musetrappen der snart mere består af tape end glanspapir, for slet ikke at tænke på alle de vind og skæve lernisser jeg har liggende. Jo, minderne er mange.

Nu er børnene for længst flyttet hjemmefra, og jeg synes at der gerne måtte komme lidt mere stil over julepyntningen og juletræets udseende, så det prøvede jeg for nogen år siden, men det gik slet ikke. Jeg må allerhøjest være kreativ med adventskransen (bare den er der), og med noget af julepynten, men juletræet….., ja, det skal altså ligne et juletræ. Den skæve stjerne er skiftet ud med en flot en, som jeg har fået af min mor. Lysholderne er skiftet ud med de flotte fra Georg Jensen – den ene af pigerne fik de gamle, så det er ligesom i orden. Men de kigger kritisk på træet, for nu at se om ”deres” ting også er der, og der er ingen undskyldninger for at de er gået i stykker, for julepynt kan sagtens repareres med lim og tape, ja, og så ser mit juletræ lige så ”rodet ” ud som det plejer – med alle minderne.

Jeg husker også en gang, da pigerne var små, og vi var på besøg hos deres faster, som havde pyntet op med kun hvidt og sølv (også juletræet). Det skal siges, at det var meget flot, men én af pigerne spurgte, hvorfor der ikke var pyntet til jul??!!!. Meget pinligt, og meget svært at forklare at der var pyntet til jul, men at man kan gøre det på forskellige måder. Den købte hun nu ikke, for som hun sagde: ”Der er jo ingen nisser”.

Vi synger naturligvis også de samme julesalmer og –sange som vi altid har gjort, og vi springer de samme vers over hver gang. Der kan dog godt snige sig en enkelt ”ny” ind, nu da vi har fået svigersønner, som selvfølgelig også har traditioner.

For et par år siden mente jeg ikke, at jeg ville have et juletræ, for sømanden var ikke hjemme, og jeg skulle ikke være hjemme juleaften og juledag, men stor opstandelse fra pigerne – i ”vores” hjem har der da altid været juletræ, så selvfølgelig anskaffede jeg et, og hyggede mig også med det .

Det her får mig så bare til at tænke på vores gode gamle julesang ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, som slutter med ordene: ”Rør blot ikke ved min gamle JUL”.

Glædelig jul til alle der læser dette og til jeres familier.
Kilde/ forfatter: Lis Larsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Almindelig/ simpel søgning




Udvidet søgning

Kategorier i forummet


Sidste nyt


Referat fra landsgeneralfirsamling 2024

Lørdag den 23/11-2024

Glædelig jul

Lørdag den 23/12-2023

Forslag til vedtægtsændring §4 og 5

Torsdag den 31/8-2023

Forslag til vedtægtsændring §10

Torsdag den 31/8-2023

© Sømandskoneforeningen af 1976