|<
<
>
>|
Rør blot ikke ved min gamle jul.
Vi har haft en dejlig sommer, og nu pludselig er det blevet koldt. Man har kun lige fået badetøj og shorts lagt væk, og så er det næsten JUL!!! – i hvert fald iflg. forretningerne, deres udsendte reklameaviser og ugebladene.
Normalt synes jeg, at det begynder alt for tidligt, men så kom jeg til at se i et af ugebladene, som havde masser af ”gammeldags” julepynt, og så blev jeg helt nostalgisk og kom til at tænke på mine egne julekasser med alt det gamle ”skrammel”. Den halve papkugle, overdrysset med ”sne” ,foret med rødt papir og en stjerne, som jeg havde fået af min farmor, børnenes skæve julehjerter, kravlenisserne, der var klippet lidt i stykker (på bagsiden står der 2.kl, så fingerfærdigheden var ikke så stor), et syet julehjerte med en kat og en skål risengrød, hvor hanken var faldet af, musetrappen der snart mere består af tape end glanspapir, for slet ikke at tænke på alle de vind og skæve lernisser jeg har liggende. Jo, minderne er mange.
Nu er børnene for længst flyttet hjemmefra, og jeg synes at der gerne måtte komme lidt mere stil over julepyntningen og juletræets udseende, så det prøvede jeg for nogen år siden, men det gik slet ikke. Jeg må allerhøjest være kreativ med adventskransen (bare den er der), og med noget af julepynten, men juletræet….., ja, det skal altså ligne et juletræ. Den skæve stjerne er skiftet ud med en flot en, som jeg har fået af min mor. Lysholderne er skiftet ud med de flotte fra Georg Jensen – den ene af pigerne fik de gamle, så det er ligesom i orden. Men de kigger kritisk på træet, for nu at se om ”deres” ting også er der, og der er ingen undskyldninger for at de er gået i stykker, for julepynt kan sagtens repareres med lim og tape, ja, og så ser mit juletræ lige så ”rodet ” ud som det plejer – med alle minderne.
Jeg husker også en gang, da pigerne var små, og vi var på besøg hos deres faster, som havde pyntet op med kun hvidt og sølv (også juletræet). Det skal siges, at det var meget flot, men én af pigerne spurgte, hvorfor der ikke var pyntet til jul??!!!. Meget pinligt, og meget svært at forklare at der var pyntet til jul, men at man kan gøre det på forskellige måder. Den købte hun nu ikke, for som hun sagde: ”Der er jo ingen nisser”.
Vi synger naturligvis også de samme julesalmer og –sange som vi altid har gjort, og vi springer de samme vers over hver gang. Der kan dog godt snige sig en enkelt ”ny” ind, nu da vi har fået svigersønner, som selvfølgelig også har traditioner.
For et par år siden mente jeg ikke, at jeg ville have et juletræ, for sømanden var ikke hjemme, og jeg skulle ikke være hjemme juleaften og juledag, men stor opstandelse fra pigerne – i ”vores” hjem har der da altid været juletræ, så selvfølgelig anskaffede jeg et, og hyggede mig også med det .
Det her får mig så bare til at tænke på vores gode gamle julesang ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, som slutter med ordene: ”Rør blot ikke ved min gamle JUL”.
Glædelig jul til alle der læser dette og til jeres familier. | |
Kilde/ forfatter: Lis Larsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Hvordan ville du reagerer ?
Der er dagen, hvor min mand skal af sted . Vi forlader begge huset kl. 8, han med taxa til stationen og jeg på min cykel.
Jeg kommer hjem igen 19.30 og er kun lige trådt ind ad døren, da telefonen ringer. Det er skipperen ombord, der gerne vil vide, hvor min mand er, da han ikke har været med flyet. Jeg siger hvabehar et par gange, for jeg tror ikke mine egne ører, det kan ikke være rigtigt. Han tager altid af sted i meget godt tid, så der er plads til div. uforudsigeligheder. Jeg ved ham medbringer såvel rederiets som skibets tlf. nr. og selvfølgelig vil ringe, hvis der er sker uregelmæssigheder.
Skipperen og jeg aftaler, at jeg kontakter Kastrup i håb om at få at vide, om han har benyttet sin billet. Desværre, er der ikke megen hjælp at hente. Det nærmeste jeg kommer er fragtafdelingen hos British Airways, der oplyser, at selvom de kan se, en billet har været benyttet, må de ikke oplyse om det. Nå, - tak for det.
Hvis min mand har været med flyet, hvor også skipperens afløser skal med, er han vel aldrig nået til Kastrup.
Mine tanker begynder uvilkårligt at kredse om hjertestop samt andre former for blackout. Jeg ringer til DSB, der desværre heller i kan hjælpe.
Tilbagemelding til skibet, der nu vil være i havn i løbet af 2 timer. Vi håber selvfølgelig han står på kajen, men tvivlen er efterhånden ret stor.
Der er gået 3 kvarter siden jeg trådte ind ad døren og uroen er i tiltagende. Telefonen ringer, det er konen til ham min mand skal afløse. Vi kender hinanden og hun bryder sig heller ikke om situationen.
Jeg beslutter at tjekke, hvad tjekkes kan inden skibet når i havn. KBH´s politi, Rigshospitalet som også undersøger akutindlæggelser på nabohospitalerne. Negativt.
Måske han aldrig er kommet med toget så jeg prøver politiet og hospitalet her i byen. Alle er meget hjælpsomme, men ingen har oplysninger om ham. Hos politiet spørger jeg, om der er mere jeg kan gøre og får at vide, at jeg stort set har fulgt deres procedure. Der mangler kun et opkald til taxaselskabet. Her kan de se bestillingen og ringer sågar hjem til chaufføren privat, så det er bestemt ikke hjælpsomhed det skorter på. Jeg kan ikke gøre mere blot vente på tlf. ringer.
Og det gør den. Jeg flår røret af – jaa. Det er min mand, det lige vil sige, at vores kommende ferie til England er bestilt.
Jeg kan slet ikke kende min egen stemme, da jeg råbende spørger, hvor fanden han er og hvorfor han ikke var med flyet ?. Han siger han sidder på kajen sammen med afløserskipperen og venter på skibet og at de var med samme fly. Han fatter selvfølgelig ikke, hvorfor jeg lyder ret hysterisk.
Situationen, og hvad jeg har fortaget mig de sidste par timer bliver hurtigt forklaret, og så dutter tlf. – heldigvis. Nu har jeg også fået nok. Et øjeblik efter føler jeg mig slatten som en karklud.
Alt endte heldigvis som det skulle, men det var ikke en rar besked at modtage. Og jo ganske unødvendig.
Med venlig hilsen Sømandskonen | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Når den ”kære” sømand skal afsted
I mange af de indlæg vi ofte læser her i Søhesten, handler det om livet i sømandsfamilien.
I de fleste tilfælde omhandler det skrevne de mange gode oplevelser vi har, hvad enten sømanden er ude eller hjemme. Mange af os har beskrevet hvor godt det er at få sømanden hjem på landlov, og lige så tit har vi skrevet om, hvordan det er for familien, når han tager af sted på job igen. Tiden op til afskeden kan være ganske hektisk. Måske skal han lige nå at tømme tagrender eller bilen skal have skiftet tændrør og måske er det lige nu, han skal til lægen for at få fornyet den blå bog. Hvorfor det i vores familie altid skal foregå dagen før afrejsen, har altid været til stor forundring for mig, men man vænner sig jo gennem årene til, at sådan er det bare!
Og man ved jo, at når først han er taget af sted og nået godt frem til skibet, så kan man stille og roligt finde sin egen dagligdag.
Men jeg husker dog et par gange, hvor det blev særligt hektisk!
Jeg havde gennem et stykke tid bemærket, at et fjernvarmerør på gæstetoilettet var begyndt at dryppe, bare ganske lidt. Jeg havde gjort sømanden, som er uddannet klejnsmed (inden søfartskarrieren), opmærksom på det ”lille” problem. Han kiggede grundende på røret, og svarede mig så, at sådant et gammelt rør havde masser af rust, og at den lille læk ville lukke af sig selv!! Jeg stolede selvfølgelig på ekspertisen, og da afskedsdagen kom, kørte jeg ham i lufthavnen, som så mange gange før. Da jeg vendte hjem, opstemt efter kys og kram i den lille indenrigslufthavn, bemærkede jeg en usædvanlig fugtig luft i stueetagen. Det undrede mig noget, indtil jeg fik åbnet døren til gæstetoilettet! Den lille læk var blevet til ikke mindre en et sprunget rør, hvorfra der nu udspyedes kaskader af varmt vand. Jeg stod vel et par minutter, handlingslammet, og kiggede på det våde inferno, med tårer der trillede næsten lige så hurtigt som det vand der fossede ud af røret. Indtil jeg mærkede en harme vokse op i mig. Det skulle han sateme få betalt! Som sømandskone er man jo vant til, at klare tingene, så jeg slog op i telefonbogen og fik ringet til et VVS’firma. De må have kunnet høre at gråden stod mig i halsen, for der gik ikke ½ time, før en blikkenslager ringede på døren og fik skiftet det forpulede rør. Og sømanden? Da han ringede hjem, fik han en skideballe af rang, men tingene var jo klaret, så jeg fik ham aldrig ”betalt”!
En anden gang skulle sømanden af sted, mens jeg var på job. Vi havde sagt behørigt farvel og lavet aftaler som vi plejede. Han skulle tage en taxa til banegården og ville ringe, når han nåede frem!
Da jeg kom hjem fra job, lå der en lille seddel til mig på køkkenbordet. ” Jeg fik lige lidt travlt. Tog bilen til banegården! Kys, kys. Sømanden!”
Jeg blev ret målløs, for hvor havde han parkeret bilen? Der er op til flere parkeringspladser, og den gang var der på alle pladserne begrænset parkeringstid! Sønnen og jeg tog en taxa til banegården, og så gik eftersøgningen ellers i gang. Jeg var fuld af harme, for hvis nu der oven i købet var en parkeringsbøde , vidste jeg at så ville mit temperament slå ud i fuld lue! Så skulle han sateme få det betalt! Vi fandt dog ret hurtigt bilen. Sømanden havde stillet p-skiven 4 timer forud og heldigvis havde ingen P-kontrollør været forbi, men jeg må indrømme at det ikke var de varmeste tanker jeg sendte den udmønstrende sømand. Da han ringede hjem, var tingene jo klaret, og jeg har vist aldrig fået ham ”betalt”. | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)