|<
<
>
>|
Et Smil
Et smil koster intet, men giver meget.
Det gør den rig, som modtager det,
uden at gøre den fattigere som giver det.
Det kræver blot et øjeblik,
men mindet om det kan ofte leve for bestandig.
Ingen er så rig eller mægtig, at han kan undvære det,
og ingen er så fattig, at han ikke kan blive rig ved det.
Et smil skaber lykke i hjemmet,
fremmer god vilje i forretninger
og er venskabets besejling.
Det giver hvile for den trætte -
opmuntrer den nedtrykte -
er solskin for den bedrøvede -
og er naturens bedste lægemiddel mod bekymring.
Alligevel kan det ikke købes, tigges, lånes eller stjæles,
for det har kun værdi, når det gives.
Nogen er for trætte til at give dig et smil -
GIV DU DEM ET | |
Kilde/ forfatter: Margit Junker Hansen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Mit nye Job
De af jer som læser søhesten jævnligt, er nok ikke i tvivl om at jeg dykker. Men at det skulle blive min fuldtids beskæftigelse, var ikke noget jeg havde forestillet mig, da jeg startede med at dykke for 5 år siden.
Men nu er det blevet næsten hele min hverdag.
Jeg startede som almindelig fritidsdykker, sådan lidt hygge på ferier og ikke ret meget i det danske ""kolde"" vand. Men nu er jeg blevet Assistent Instruktor, som hjælper instruktørerne med at uddanne de nye dykkere, så nu skal jeg også i det kolde vand.
Her i løbet af sommeren tog denne hobby så meget af min tid, at jeg besluttede mig for at tage et års orlov fra mit job som pædagog i en fritidsordning.
Beslutningen var ikke svær at tage, især ikke da min mand støtter mig fuldt ud. Jeg gik så fra mit pædagog job 1. september, og startede i dykker branchen på fuld tid. Jeg er i forretningen, ordner lidt regnskab og dykker ellers til den store guldmedalje.
I går kom jeg hjem fra en uges tur til Sverige, hvor vi var 4 af sted med 34 efterskole elver fra Oure. Vi har uddannet dem til dykkere og nu skulle de på deres første dykkerrejse.
Vi tog af sted søndag eftermiddag og ankom til Ängelholm lidt nord for Helsingborg. Et dejligt vandrehjem lige ud til vandet helt i Emil fra Lønneberg stil.
Mandag morgen tog halvdelen på kajak tur inde i landet, mens vi 4 skulle dykke med resten. Vi fik nogle skønne dyk med klart vand og masser af natur under vand. Når vi kom hjem skulle der laves mad til os alle 20, og det skulle de unge hjælpe med til. Vi havde selv alt vores mad med til alle dagene, så det var et stort læs der skulle holdes styr på, men heldigvis var der rigeligt med, for de unge mennesker stopper ikke med at spise bare fordi vi gamle er mætte, nej der skal noget til sådan en krop på 16 år.
Klokken 23 var det sengetid for de unge, vi gamle var ellers klar klokken 22, men måtte vente lidt da vi lige skulle på godnat runde. De skulle jo gerne sove i deres egne senge, det var de også gode til.
Næste morgen op igen kl. 7 og lave morgenmad. Ud og dykke klokken 0830, frokosten tog vi med, og var hjemme igen ved 15 tiden.
Sådan gik de første 2 dage. Onsdag skiftede de, så dem der var på kajak kom tilbage til dykning og dykkerne tog ind på kajak, og vi startede forfra.
Den sidste dag kom de så tilbage fra kajak, og vi kørte alle hjem til Oure igen.
Vi fik en rigtig hyggelig og god tur. De unge havde det sjovt og fik en masse nye udfordringer, og det er forhåbentlig ikke sidste gang vi tager af sted på sådan en tur. Jeg synes det var utrolig lærerigt at have med den alders gruppe at gøre. I vores hverdag inden for dykningen har jeg jo med voksne mennesker at gøre.
Om 14 dage skal jeg til Rødehavet og være med til at guide en gruppe kunder i en uge. | |
Kilde/ forfatter: Inger Bøttger, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Kommentarer til E. Larsens indlæg i sidste nummer.
E. Larsen skriver i sidste nummer af Søhesten om den moderne kommunikation med sømanden. Nemlig den elektroniske. Hvor kan jeg kun give hende ret. Jeg ved ikke om vi er fra samme generation? Men det er mit indtryk at nutidens unge betragter den elektroniske kommunikation som noget ganske naturligt og hverdagsagtigt. Mine egne voksne børn er et tydeligt eksempel på det!
Anderledes er det for mit vedkommende - eller var! Da jeg lærte min mand at kende foregik vor kommunikation pr. brev, som blev sendt det halve jorden rundt. Vi var så heldige at han havde en fast charter igennem mere end 8 år, så det var bare om at fatte pennen og få brevet i postkassen. Åh, ja, der kunne nemt gå over en uge inden han modtog brevet, men der var dog en vis kontunitet i postgangen. At han så måske ikke var så flittig til brevvekslingen den anden vej, var jo noget man lærte at leve med. Det skete da, at jeg modtog et dejligt brev med de kendte røde og blå striber på konvolutten et par gange under hans udmønstring. Sådan et brev flåede jeg ikke op lige så snart det røg ind ad brevsprækken. Næh, der blev lavet en kop kaffe af de gode, så satte jeg mig godt til rette for at nyde de skrevne ord og det indhold de havde med sig. De indeholdt som regel de sidste nyheder fra stedet, men ellers alt det der dejlige, som man ikke altid får sagt til hinanden. Når jeg selv skrev breve lavede jeg altid en aften ud af det. Satte mig ved køkkenbordet med et godt glas vin og måske stearinlyset tændt. Så berettede jeg i ro og mag om dagligdagen herhjemme. Om mine tanker om dette eller hint - meget sjældent noget om de små daglige problemer, som
jo oftest var løst når han kom hjem - og som han alligevel ikke kunne tage stilling til så lang tid efter modtagelsen af brevet derude i det fjerne. Så ændrede tiderne sig. Der kom færre folk ombord og dermed også færre afløsninger. Det var ikke nemt at få et brev af sted. Ofte fik han posten ved afløsningen, og kunne så læse den på vej hjem i flyet. Selvom han ringede hjem, når han havde mulighed for det, var det ikke det samme. Jo, det er da dejligt at tale i telefon sammen, men måske er tidspunktet han ringer på midt om natten. Man bliver vækket af en kimen og inden man næsten er vågen, er vi færdige med at tale sammen. Eller man stod midt i en diskussion med teenagedatteren og glemte at fortælle de sidste nyheder, fordi man var opfyldt af noget helt andet. Så kom tiden med faxen. Jeg skrev stadig i hånden og sendte en A4 side af sted, til en pris der lignede en halv bondegård! Men vi kommunikerede da! Bevidstheden om, at det måske var en anden ombord som rev faxen af, ændrede ganske stille min måde at skrive på - og da vi fik mulighed for at maile, blev skriveriet nærmest i telegramstil.
Her nok mest på grund af de helt enorme priser, man kommer til at betale, hvis da ikke rederiet tilbyder denne personalegode. Jeg er selv en af de, som ofte sidder ved PCeren og kommunikerer med mennesker, men meget går tabt. Ved Gud, det er da nemt. Vi sender lige så snart vi har fået filet lidt rundt på tastaturet. Skal ikke ud at finde de krøllede frimærker i pungen. Men gav vi os tid til eftertænksomhed? Og en helt anden bagside! Min håndskrift har ændret sig! Det er nu kun huskesedlen til Bilka som bliver skrevet i hånden, og den ligner nærmest stenografi! Det er jo også kun mig som skal tyde den. Jeg tror desværre ikke, at det nytter noget med en parole: “ Giv os det håndskrevne brev tilbage!” Der er tiden nok kommet os i forkøbet. Men vi bør nok skelne mellem “ den korte besked” og så det rigtige brev - selvom det er på mail! Men svært er det! | |
Kilde/ forfatter: HEME, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)