|<
<
>
>|
Når Ønske barnet ikke kommer med Storken del 2
Fortsættelse fra sidste nr. af Søhesten.
Vi besluttede, at vi skal ud og se verden i stedet for at få barn. Vi besluttede, at vi først skal til Australien. Vi kørte på biblioteket og lånte bøger, regnede på, hvor mange penge turen kunne komme til at koste. Snakkede om, hvad vi ville se, og hvor længe vi ville være af sted, hvilken årstid der er bedst at rejse på. Planlægningen var godt i gang. MEN en nat vågnede jeg med et sæt, satte mig op i sengen og råber ” Carsten vi skal forsøge at adoptere et barn, for ellers kommer vi til at fortryde det senere i livet” Sømanden svarede ”Nå”, og vi sov videre. Resten af natten sov jeg som en sten. Næste dag snakkede vi adoption længe, og blev enige om, at det vil vi. Vi går på nettet for at se på hvilke lande, vi kan få barn fra, og blev meget hurtig enige om Kina. Første skridt er at ringe til Amtet og få adoptions ansøgningspapirerne tilsendt. Det går let, papirerne kommer. Vi går i gang med at indhente en masse attester. Vi skal have helbredsattester, straffeattester, kopiere lån på hus, bil m.m , bo-steds attester for de sidst 5 år, attest på at vi ikke skylder kommune eller staten penge, vielse- og dåbsattester, og sidst men ikke mindst skal vi udfylde en masse papirer om os selv . Det største chok kommer, da jeg skal betale min helbredsattest, den koster 1350 kr, hvorimod Sømandens koster det halve, lægerne må selv fastsætte prisen på disse attester, og de ved godt, at vi betaler, og adoption koster mange penge. Jeg sender alle papirerne midt i oktober 2006, og vi er i gang med Fase 1. I fase 1 skal vi til en samtale i Amtet hos en sagsbehandler. Det kommer vi midt i november 2007, som det sidste par i Storstrøms amt. Den dag vi kørte til Vordingborg, var jeg meget nervøs. sømanden tog det stille og roligt, hvad ville sagsbehandleren spørge om? Samtalen gik godt, sagsbehandlerne var meget venlige og lette at tale med. Vi kunne nu køre hjem og vente på at vores sag kom op i samråd, og blive godkendt til Fase 2. Det svære kom, da godkendelsen lod vente på sig, samrådet ville have nogle ekstra attester på os, og det tog ½ år at få dem. I mellem tiden var amterne blevet nedlagt og blevet til Regioner, det var også medvirkende til, at tiden gik. Ventetiden bruger vi på at kommer til Informations møder hos de 2 adoptionsbureauer, der er i Danmark, AC og Danadopt. Vi vælger Danadopt, da vi syntes, de tiltaler os mest og giver det bedste indtryk. Samtidig gik vi rundt og tænkte, hvad hvis nu vi få afslag på vores ansøgning, det giver en del frustration, og bekymringer. Tiden går og jeg nærmer mig med hastige skridt de 40 år. Endelig 1. juni 2007 kom der brev fra Region Sjælland, aldrig har jeg været så nervøs for at åbne et brev som den dag. Vi er godkendt til Fase 2. Lettelsen var stor, endelig er vi videre i vores adoptionssag, og kan komme på adoptionsforberedende kursus. Sømanden er selvfølgelig ude at sejle, og jeg fejrer det alene, og køber 5 børnebøger, noget måtte jeg bare gøre. Jeg ringer til Familiestyrelsen og melder os på adoptionsforberedende kursus sidst i august og midt i september. Vi er glade og forventnings fulde, og ved nu at vi er 97% sikker på at blive godkendt i Fase 3. Men der er atter et STORT MEN. Mærsk beslutter, at Carsten skal udmønstre sidst i August, og de vil ikke lade Carsten blive hjemme 3 uger ekstra, så vi kan få taget det kursus. Vi skal begge deltage på samme kursus, og mister vi een kursusdag,skal det hele tages om. Det koster 3000kr at deltage på disse kurser. Langt om længe er der et kursus, hvor Carsten er hjemme. Kursuset ligger i Tisvildeleje , og de der deltager er fra Københavns området. Kurset består af et weekendkursus med overnatning og 1 kursusdag 3 uger senere. Vi kommer på weekend kursuset og 2 dage senere ringer Mærsk, Carsten skal på job 5 uger for fortidligt. Jeg ryger som en turboraket op i det mørkerøde felt, og kalder både den ene og den anden for de værste gloser. Det hjælper( i øvrigt den eneste gang, det har hjulpet at blive så hysterisk), vi få forhandlet os frem til, at Carsten skal ud 5 dage efter den sidste kursus dag. Kursuset er spændende og meget lærerigt, vi sidder i rundkreds og er 10 par og 3 eneadoptanter. Der er på forhånd lagt et program med emner. Vi skal arbejde meget i grupper på kryds og tværs, sammen med vores partner og alene. Vi får snakket om det at være barnløs, hvad det har betydet for os som par, hvad vil det sige at være en familie med et adoptivbarn. Det er specielt i manges øjne ( Av tænkte jeg så er vi godt nok en meget, meget speciel familie, når vi også er en sømandsfamilie). Hvordan forholder vi os til at skulle modtage vores barn, hvordan får vi den bedste tilknytning til vores barn. Hvad gør vi, hvis vi får et barn med tilknytningsproblemer? Vi fik vendt mange problemstillinger på disse kursus dage, og vi var meget afklarede, om at vi skal adoptere. Nogle af deltagerne var stadigvæk i tvivl, og nogle par havde ikke afsluttet behandling for barnløshed endnu, og der med ikke opgivet håbet om at få deres eget biologiske barn. For at kunne ansøge om fase 3 i adoptionsforløbet, skal man have afsluttet behandling for barnløshed, det havde vi gjort inde i fase 1, så med kursusbeviset i hånden, kunne vi sende papirerne, og ansøge om fase 3. I et adoptionsforløb skal man være meget gode venner med tålmod, og kun vente. Fra vi havde sendt papirerne til stadsregionen, til vi kom til første samtale gik der 3 måneder, men ok Sømanden var jo alligevel ude at sejle i de 3 måneder, så der var ingen panik over det( Altså næsten) I fase 3 skal vi til 2 samtaler, den første er hos sagsbehandleren i stadsregionen, den anden samtale er et hjemmebesøg af sagsbehandleren. Første samtale gik rigtig godt, Carsten var meget forkølet og kunne næste ikke sige et ord, så det var naturligt, at det var mig der snakkede og fortalte om mit liv, hvorfor og hvad jeg havde tænkt, og vi havde tænkt, m.m, samtalen tog 2 timer. Hjemmebesøget gik godt, Carsten fik fortalt om sit liv, hvorfor og hvad han tænkte, og hvad vi tænkte. Sagsbehandlerne gik meget op i, om vi havde tænkt over, at jeg ville være alene hjemme i lang tid, om der var nogle, der kunne hjælpe mig. Det har vi tænkt over, vi vil finde nogle reservebedsteforældre . Det var 2 gode samtaler, der blev spurgt ind til om mangt og meget, men det var ikke grænseoverskridende på noget måde. De spørgsmål, der bliver stillet, er jo kun for at sikre sig, at vi er egnet til at adoptere, og ærlighed når man nu engang længst med. Vi fik besked på, at vores sag ville komme på samrådsmøde sidst i marts, og vi ville få svar rundt 1. april, men at sagsbehandleren ikke kunne se nogen grund til, at vi ikke skulle blive godkendt. Sagsbehandlerne ville skrive en rapport om os, den ville vi få tilsendt og kunne komme med kommentarer, hvis vi ønskede det. Vi får rapporten og læser den. Vi har kun ganske få kommentarer til den, som vi videresender 7. marts. Vi kan nu kun vente de næste 3-4 uger på, at få svar. Så vi venter og venter, bruger tiden på at snakke lande valg. Vi ved, at det ikke bliver Kina, der er ventetiden 3 år, Sydamerika er vi for gamle til, men ellers kan vi vælge alle andre lande. Det er meget svært, at skulle vælge, men vi har jo også lang tid endnu, inden vi får svar, og SKAL vælge land, så det haster ikke.( tror vi)
13. marts kommer jeg træt hjem fra job, og Carsten siger: prøv lige at læse brevet fra Stadsregionen, jeg spørger: hvad H--
-vil de nu, og er lige ved at blive småhys, men læser og læser, HVAD STÅR DER EGENTLIGT I BREVET??? Vi er GODKENDT, vi skal have BARN.
Vores barn kommer ikke med storken, men vi skal hente det i et land langt væk, men hvilket land??? | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 4/8-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Kommentarer til debatten (bladet Søhesten)
Det har været interessant, at læse Åses indlæg i forrige blad og Ilses besvarelse i sidste blad. Jeg syntes måske kommunikationen er lidt langsom, idet den foregår via bladet som kun udkommer 6 gange årligt. Det ville være sjovt hvis hjemmesiden gav mulighed for at fortsætte debatten mere aktivt.
Ilse skriver at bladet kan betegnes som foreningens hjerte, hvor man kan følge med hvis man ikke deltog på sidste møde. Det er jeg uenig i, for da bladet kun udkommer 6 gange om året kan der nå, at ske meget inden man læser om det i bladet næste gang. Her har hjemmesiden den klare fordel, at den kan opdateres allerede dagen efter et arrangement er afholdt og et pludselig arrangeret møde kan skrives ind i kalenderen.
Vores hjemmeside fungerer fint, men kan moderniseres meget og derved komme til at fungere endnu bedre og måske blive mere brugervenlig for dem som ikke er så meget inde i at opdatere på siden. Jeg er helt enig i, at der findes unge ildsjæle i vores forening, men unge ildsjæle ønsker også at arbejde på en moderne måde! Jeg kan godt forestille mig, at bladet afskaffes og der i stedet udnævnes en webmaster som er hovedansvarlig for hjemmesiden. Derudover skal hver lokalforening stille med et medlem, som kan hjælpe webmasteren og selv opdatere på den lokale del, som vi gør i dag. En del af de midler som i dag bruges til bladet kan måske lønne webmasteren? Vores sponsorer som i dag reklamerer i bladet kan være med på hjemmesiden med links eller/og reklamer.
Hvis man i dag ønsker at finde noget, søger man på nettet og en pæn moderne hjemmeside vil præsentere os godt. Inde på hjemmesiden kan ”Bladet” være sat op som en pdf-fil som kan sendes til skibene og evt. printes.
Jeg føler foreningen står på et lidt skelsættende sted. Derfor er det relevant at kigge indad, være kritisk og måske stille spørgsmålstegn ved vores eksistens. Det er trods alt den unge generation som skal føre foreningen videre, men det kan være svært hvis ”Plejer” fylder så meget at de unge skræmmes væk.
Vi har fra Fredericia/Strib/Kolding afdelingens hjemmeside lagt op til en diskussion om foreningens fremtid på Landsgeneralforsamlingen. Vi håber på stor deltagelse og håber på, at vi kan få en rigtig god debat med nye indspark og frem for alt en god tone! | |
Kilde/ forfatter: Birgitte Bendixen, Dato: 4/8-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Når ønskebarnet ikke kommer med storken.
Da sømanden og jeg fandt sammen, vidste vi hurtigt, at vi ville have børn og helst i går. På det tidspunkt var jeg 36 år og sømanden 35år. Vi kan roligt sige, at mit biologiske ur tikkede meget hurtigt, og i dag ved man at efter 30 år bliver chancen for at blive gravid mindre og mindre.
Den første tid tog vi det, som det kom, for jeg blev jo gravid som alle andre, der ønsker sig et barn, gravid blev jeg bare ikke. Ingen grund til panik tænkte vi, men vi blev alligevel hurtig enige om, at få undersøgt hvorfor der ikke blev noget ønskebarn. 10 dag før vores bryllup kom svaret, det med at få barn på naturmetoden kunne ikke lykkes for os, vi skull have hjælpe.
Nå ja, ingen grund til panik, for nu kommer der jo barn, når vi når der til. Det næste halve eller nærmere 1 år går vi til et hav af undersøgelser, det tager LANG tid, fordi sømanden jo ikke er hjemme hele tiden. Når jeg skal være ærlig, håbede jeg, at der kom barn på naturmetoden i den periode, men der kom bare ikke noget barn.
Langt om længe kom vi til den sidste undersøgelse og fik den besked, at vi blev videre sendt til Holbæk Sygehus, der har de en afdeling for fertilitetsbehandlinger. JUBI og HURRA for nu nærmer vi os barnet.
På dette tidspunkt tager jeg med ud at sejle i 5 uger, og lige inde afrejsen møder jeg en tidligere kollega, der spørger ti,l om vi har fået barn, eller om jeg er gravid. Nej, der er ikke barn eller graviditet under vejs, men at jeg skal med jorden rundt i 5 uger. Hun svarer, nå men så bliver du jo gravid på den tur. Jeg havde mest lyst til at SKRIGE efter hende og hendes barnevogn, at vi får for _ _ _ ikke kan få barn, men går hjem og græder 7 tårer over det.
Vi må vente ½ år på første samtale på Holbæk Sygehus. Da vi endelig kommer der op, siger de, at de nok skal hjælpe os, og om vi vil have første forsøg nu. Vi takker nej til at have første forsøg pt, da vi havde købt hus dagen før, og skal bygge om, og flytte om 1½ måned. Sømanden skulle jo også på søen midt i det hele. Vi få en masse papirer med hjem, vi kan læse for at forberede os på forløbet.
Papirerne læser vi, og vi gør os mange tanker om det, vi skal igennem. Vi taler meget om, at vi kan være så heldige, at vi får tvillinger?Jeg er på det tidspunkt 38½ år. Vi overtager hus og snakker om, hvordan det vil være at have barn/børn i huset, og hvor børneværelset skal være, legeplads, og hvor barnet/børnene skal have deres legetøj i køkkenet. Vi glæder os til, at vi bliver forældre og har mange tanker i den tid. Det er i denne periode, at vi begynder at fortælle,at vi ikke kan få børn og skal i behandling for barnløshed.
Endelig kommer vi til den tid, hvor vi skal starte på vores første behandling for barnløshed. Vi glæder os og ønsker os tvillinger. De næste 4 uger står den på næse spray og hormoner, jeg bliver noget så hysterisk på 10. dagen, og har mest lys til at råbe og skrige efter alt og alle, men holder mig inde den dag ( Det går over i løbet af nogle timer). Jeg har produceret 4 æg ( senere finder jeg ud af, at det normale antal æg ligger på mellem10-30 æg), som tages ud, et går til grunde under udtagningen, så der er 3 tilbage. Sjældent har jeg været så nervøs som den dag, det gik jo godt. Æggene bliver befrugtet og skal ligge i 2 døgn, for at se om, de deler sig, som de skal. 2 døgn senere køre vi igen mod Holbæk, vi håber at de 2 æg kan bruges, så vi få tvillinger. Da vi kommer derop, er der kun 1 æg, som kan bruges. Men det ene æg kan jo nå at dele sig, så der kommer tvillinger (håbet er jo lysegrønt meget længe, også selvom fornuften siger noget andet).
Vi reger med at jeg bliver gravid, jeg får kvalme m.m., så håbet er meget stort og forventningerne kæmpe STORE. På 10. dagen sker der en forandring i min krop, og jeg ved godt, at jeg ikke er gravid, men skyder tanken væk, for jeg skal jo være gravid. På 12. dagen tager jeg en graviditetstest, som er negativ, men det gør ikke noget for det er jo først på 14. dagen, at den skal være positiv, men ak den er også på 14 dagen negativ, jeg er ikke gravid, og må ringe til Holbæk Sygehus og sige, at det ikke lykkedes.
1 måned senere skal vi have endnu et forsøg, som aldrig kommer i gang, fordi jeg har dannet æggeblærer til næste menstruation. På vej hjem i bilen pipper jeg forsigtigt ordet adoption, men vi bliver enige om at prøve igen om 3 måneder. Vi prøver igen, og denne gang er jeg meget påvirket psykisk, græder let og har ikke de store forhåbninger, om at det skal lykkes. Men jeg går i gang med næsespray og hormoner, allerede ved undersøgelsen inden jeg starter på hormonerne, er tingene ikke helt som de skal, men vi bliver anbefalet at fortsætte, dog efter 6 døgn på hormoner viser det sig, at jeg kun har produceret et lille bitte lille æg, som ikke kan bruges, og vi stopper forsøget. Jeg er meget dårlig både fysisk og psykisk, der går over en måned, inde jeg er mig selv igen.
Vi bestiller tid til en samtale på Holbæk Sygehus, hvor vi vil have ren besked, om hvor stor chancen er, for at vi får et barn ud af det. Den er til stede, og de vil gerne give os de 2 forsøg vi har tilbage, men vi skal tænke os godt om inden, vi beslutter os , og at der er andre måder at få barn på. Jeg svarer lægen, at vi næsten er sikre på, at vi ikke vil prøve igen. 2 måneder senere bliver jeg kaldt til samtale på Holbæk Sygehus, det viser sig, at jeg ligger på kanten til overgangsalderen, og vi har besluttet, at hvis vores chancer for et barn er meget små, vil vi ikke have flere behandlinger for barnløshed.
Vi afslutter vores behandlinger for barnløshed, vi får ikke et biologisk barn. Beslutningen er let, men vi er kede af det, og tænker og snakker meget, hvad skal vi så?????
Vi beslutter, at vi ikke skal have børn, men at vi vil rejse. Den første tur skal gå til Australien.
Fortsættelse følger…… | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 24/6-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)