|<
<
>
>|
Juletræsfest hos A.P.Møller
Der var lagt op til det helt store gilde d. 18. nov. i Svendborg , da familien og jeg gæstede Svendborg Hotel den 18. november i år, hvor AP Møller holdt juletræsfest for sømandsfamilierne. Særligt var der fokus på børnene da underholdningen både bød på børnebandet ”Dyr i drift”, der formåede at fange alle størrelser med deres rockede fortællinger om dyr og på julemandsbesøg, hvor der blev danset om juletræ og uddelt en lille gave. Der var også tegnekonkurrence om at vinde en cd med bandet, som der blev gået op i med stor iver. Frokost buffeten var – om end den var omtalt som en let anretning – bestemt velassorteret og meget velsmagende, så det var ingen sag at spise sig mæt. Børnene havde fået deres helt egen buffet, ligeledes med et bredt udvalg af lækkerier, hvor især lasagnen faldt i de små smagsløgs interesse. Og så var der da også en hel del for dessertmaven: Osteanretning, chokoladekage, ris a la mande og afslutningsvis hjemmelavet varm chokolade med æbleskiver. Virkelig lækkert. Stor ros til køkkenet.
Folkene fra kontoret var meget imødekommende og interesseret i at få en god dag stablet på benene. Lidt nervøsitet var måske at spore, da det endnu er et arrangement i sin begyndelse, og der var da også tydelig interesse i at finde ud af, hvordan dette nye koncept ville blive modtaget. Det blev modtaget godt af os og de folk vi talte med. Det er rart at der er kommet lidt fokus på at gøre lidt mere for familierne hjemme – navnlig børnefamilierne – som ofte føler savnet af sømandens tungere i familiehøjtiderne som juletiden jo må siges at være. Signalværdien er meget tydelig i sådan et arrangement og det er en glæde at opleve at AP Møller også ser et behov for pleje af familielivet. Når alt kommer til alt, er det jo familierne hjemme, der sørger for at sømanden har et godt fundament at rejse hjemmefra på.
Derfor ros til AP Møller for et godt arrangement, som vi håber vil blive en fast tradition i fremtiden. | | Kilde/ forfatter: Ida Jakobsen, Dato: 15/12-2007 Kategori (i): Hverdags betragtninger
|