|<
<
>
>|
Nu har Bogø Mølle endelig fået sin hat … 24.6.2020
I løbet af søndagen rygtedes det at Møllehatten nu skulle hæves fra
jorden og op på toppen, og det skulle ske tirsdag kl. 9.00, hvis altså
vind og vejr artede sig. Denne morgen var vi vist mange der skævede
til mobilens meldinger om vindhastighed, og den kritiske grænse på 5
sekundmeter. En lokal rimsmed var allerede på færde på facebook
dagen før med en hyldest på forhånd, dog også med et hvis …
Løfter de mon hatten?
Hvis kranen er kapabel
og ikke helt kassabel
og vinden ræsonnabel,
så løftes hatten op
på møllekroppens top.
Den hat er formidabel,
det er en Bogø-fabel.
GODT den var reparabel.
Den er så præsentabel -
og yderst venerabel -
ja rent ud sagt sensationel,
af væsen helt exceptionel
og hæves nu til Bogøs held.
Allerede før kl. 9 var de første tilskuere på plads foran møllen, inklusive udenbys pressehold, og
kranen var der heldigvis også. Da forberedelserne gik i gang med trosser og wirer var al tvivl om
yderligere udsættelser heldigvis glemt. En lille time senere fik hatten luft under sig, og ganske
hurtigt sad den hvor møllehatte skal sidde. Smuk og glinsende i sommersolen. Hos naboerne
kom flagene op, Møllefolkene fremtryllede dråber med brusende perler, og de tilstedeværende
kunne endelig sige tillykke til hinanden. Hyldestdigtet var nu heldigvis en historie der endte
ganske som den skulle. Tirsdag formiddag kl. 10.02. Det var en dejlig dag på Bogø
Del af Flyvefisken december 2020 |
| Kilde/ forfatter: Hanne Hansen, Dato: 10/12-2020 Kategori (i): Hverdags betragtninger
|