|<
<
>
>|
Det kunne være gået galt, men...
Vi skulle som altid være mange til jul, mange er 22 store og små julegæster. Torsdag før jul kommer vi hjem med et læs julemad og deslige, begynder at pakke ud og opdager at opvaskemaskinen ikke har gjort sit arbejde. Puha, vi begynder at rode med den, nej, den tager ikke vand ind, mener efter flere forskellige forsøg, at det må være timeren. Datteren i den tilstødende længe har netop fået nyt køkken, måske må vi låne deres gamle maskine. De to maskiner bliver skiftet, hurra. Men nej, det var for tidligt. Heller ingen vand her, nå, så må det være ventilen under vasken, lukker for hovedhanen og begynder at skifte ventilen, men hovedhanen var også defekt, vi tog bad. Ned på hestefolden i mørke og regn og visne blade, hestene havde leget fodbold med afmærkningen, og efter lidt tid på alle fire i sjap og visne blade lykkedes det. Tilbage til huset og reparere ventil, hurra, nu virkede det hele.Alle var glade.
Næste dag begyndte de store forberedelser med kartofler, suppe, grønsager og hvad der ellers hører til juleforberedelserne, der nødvendigvis må gøres lige til sidst. Hanen i køkkenvasken knækkede,og jeg tog endnu engang bad. Nå, heldigvis var naboen igen behjælpelig med en sådan hane, men desværre den passede ikke helt. Vor handyman var på Amager med en campingvogn. Hurra for mobilen, kunne du ikke lige…. Jo, han skulle nok køre inden om et byggemarked, han fik målene, men da han ikke troede helt på os, kom han hjem uden, og så var det lige sent nok at nå et byggemarked 20 km væk. Der blev sat en plastikslange på (og da sikkert flere ad erfaring ved, hvad der sker, når der sættes fuld vandkraft på en sådan, ved I også at adskillige fik mindre brusebade engang i mellem). Nå, det kunne vi leve med, vi havde da nu vand i køkkenet.
Godt trætte, men næsten færdige hen på aftenen, ville vi lige lave lidt hyggelig lillejuleaftens mad, og så, ja, det var næsten det værste, 1 liter madolie var væltet i skabet, .. og som det sidste faldt jeg med opvaskebakken fyldt med koncenteret sulfo på gulvet og tog for sidste gang bad i køkkenet. Nu havde jeg heller ikke flere badehåndklæder. Julen lykkedes… over alt forventning, trods strabadserne.
Godt nytår
| |
Kilde/ forfatter: Kirsten Nybroe, Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Denne lille episode skete først i December :
Det var sengetid for Rebecca 4 år, hendes far er ude at sejle.
Jeg fortæller hende, at når hun vågner næste morgen vil hendes far komme hjem, for der er jo ingen grund til at fortælle hende, at han kommer om 4 timer.
Næste morgen skal familien til barnedåb, så jeg går i bad og Bo Rebeccas far er i køkkenet, mens hun stadig sover.
Jeg kan høre hun står op, og at hun kalder på mig, jeg råber tilbage jeg er i bad, så hun ved hvor jeg er.
Jeg kan derefter høre hende hvine FAR, jeg bliver helt glad inden i, for så fik jeg jo igen bekræftet at hun var glad for, at se ham og havde savnede ham.
Lidt efter kommer hun råbende ud på badeværelset, jeg trækker forhænget til side, hvor jeg ser hende stå og hoppe, armene køre op og ned i utakt:
MOR MOR, NISSEN ER KOMMET MED MIN FAR.
Nej hvor jeg grinte, det var da sødt. | |
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 5/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Mit tilfældige møde med sømandskoneforeningen.
Undertegnede var en af de heldige. I sommeren 2005 i venteværelset hos min læge, sad jeg som de fleste andre og fordrev tiden med at bladre i diverse ugeblade og lige der, i blad nr. 7 eller deromkring var artiklen om Sømandskoneforeningen. I mine 18 år som sømandskone har jeg aldrig været klar over at den var der og var derfor en smule skeptisk. Min medfødte, umættelige nysgerrighed fik selvfølgelig overtaget. Det måtte jeg undersøge og heldigvis for det. Via Ilse, som henviste til Tina i Århus afdelingen, fik jeg kontakt. Først forsigtigt og med muligheden for hurtig tilbagetrækning, men efter det første møde uden forbehold.
Vi er meget forskellige i Århus afdelingen, og netop præcist det er styrken. Vi har meget at give hinanden i kraft af vores forskellighed. Aldersforskellen ligger mellem sidst i 20érne og til først i 40érne. Vi er således en ung afdeling og med kun 8 medlemmer har vi muligheden for at holde møderne privat på skift hos hinanden. Vores mænd er væk fra hjemmet, sammenlagt ca. 1/2 år, på nær undertegnede hvis mand de sidste 5 år har været væk ca. 300 dage årligt.
Med 18 år på bagen som sømandskone, har omstændighederne lært mig at der er to ting som er vigtigere end alt andet hvis et ægteskab skal overleve, vilje og kommunikation.
Viljen til at ville et forhold, på de givne og klart definerede betingelser.
Kommunikation, nok den sværeste kunst i verden. Hvem har ikke prøvet at blive misforstået, og overhovedet ikke fatte at det kunne misforstås, det der ifølge en selv, var så klart fortalt. Som sømandskone er man slem til at tænke tanker som man derefter mener at have fortalt partneren fordi det hele har en tendens til at flyde sammen. Hvad har jeg fortalt og hvad har jeg tænkt? Hvad har jeg gjort som burde være en fælles beslutning og hvad forventes der at jeg skal tage stilling til alene?
Det kræver stor omtanke ikke at havne i følelsen af at manden er skaffedyr og konen servicemedarbejder i vores fælles ApS.
Det kræver at man definerer dit, mit og vores arbejdsområde helt klart. I vores hverdag har det betydet, at jeg valgte at blive hjemmegående. En beslutning jeg, i vore dage står ret alene om at vælge. Så glæden var stor da jeg fandt en ligestillet i Anne Mette fra Århus afdelingen. Hun og jeg tilhører en næsten uddød race. Men vi kan varmt anbefale det.
Alt i alt har det været en fornøjelse at lære de gæve "sømandskoner" i Århus at kende, selvom Britt og jeg bliver en smule mobbet p.g.a. vores interesse for at brodere korssting.
Tilbage står spørgsmålet: Hvordan får vi bedst udbredt kendskabet til vores forening? For tænk på alle de sømandskoner rundt om i Danmark, der dagligt går glip af det samvær, som ligestillede har at give hinanden. Og alle knusene, de dårlige vittigheder, hinandens "umulige unger" og de gode grin. | |
Kilde/ forfatter: Susanne Dalsgaard, Dato: 5/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)