|<
<
>
>|
Det er med stor interesse jeg læser Birgit Larsen Jensens debatindlæg
Det er med stor interesse jeg læste Birgit Larsen Jensen’s debatoplæg „Hvad fortæller vi sømanden om hjemlige problemer?“ I Søhesten Nr 8/2005.
Med mine 38 år og beskedne 17 år til søs, ligger jeg nok midt imellem de to årgange, der skelnes mellem, men jeg syntes spørgsmålet er meget relevant, da det ikke kun er noget, der debatteres mellem jer, der går derhjemme, men også mellem søfolk. Hvad vil vi vide, og hvad kan vi tåle at høre? Jeg skal lige understrege, at de synspunkter, jeg kommer med, alene står for min egen regning. Der er givetvis en masse, der er uenige med mig, men i forhold til mig selv er jeg helt på det rene.
Der er ret store krav, forbundet med at være Sømandskone/kæreste. Det forventes, at I er i stand til at træffe selvstændige beslutninger i hverdagen, og at I har det fint med at stå alene med husholdning, børn, indkøb osv, alt det, der hører dagligdagen til og for de flestes vedkommende, er der også lige et job, der skal passes. Oveni det, ramler I også ind i problemer, som Birgit Larsen Jensen nævner. Nogle af dem kan jeg godt nikke genkendende til. De mere seriøse (alvorlig sygdom) har jeg heldigvis indtil nu været forskånet for at skulle tage stilling til.
Efter at have læst artiklen, vendte jeg det lige med min kæreste, og for vores vedkommende er der ingen slinger i valsen. Der er forskel på at blive informeret og at blive inddraget. Hun fortæller mig alt, hvad der sker derhjemme lige fra lus i børnenes skole, til hun selv har tandpine.
Og kommer hun og fortæller mig at nu er fryseren altså også brækket ned, så vil jeg da syntes det er lidt træls, at hun skal bøvle med alt det. Omvendt har jeg også tillid til, at de ben hun har i næsen, er stærke nok til at hun selv afvikler problemerne, uden at jeg skal fortælle hende step-by-step, hvad hun skal gøre i hvert enkelt tilfælde. I sådanne ting (jeg betegner dem som hverdags-problemer) vil jeg da gerne informeres på lige fod med de sjove og positive ting. Og har hun brug for lige at læsse af, så gør hun det. Det kan jeg godt bære herude, og hun har det bedre bagefter. Men det ødelægger altså ikke min hverdag og arbejdsindsats herude.
Guderne forbyde at det nogensinde skulle ske, men hvis hun skulle gå hen og blive ramt af en alvorlig sygdom med et forløb, der kræver indlæggelse eller regelmæssige hospitalsbesøg for behandling, så VIL jeg inddrages. Jeg vil have muligheden for at kunne støtte hende og være der. Hvis hun, oveni børn, hus, husholdning, job TILLIGE også skulle kæmpe mod en truende sygdom, så ville jeg, om jeg så skulle rejse fra den modsatte side af kloden, hjem og være der (jeg er beskæftiget på Nordsøen, men anser det som irrelevant, selvom det er en fordel, når det handler om at komme hjem meget hurtigt). Den vished har min kæreste, og det bliver aldrig anderledes. Det har man som sømand, lovfæstet ret til iht. Sømandslovens §18d (Søfarendes ret til tjenestefrihed som følge af tvingende familiemæssige årsager) stk 1 og 2 og med henvisning til §5 og §37. Før i tiden var det en årsag og ret til at kræve sin afsked.
Det koster nok penge at rejse hjem og betale sin afløsers udrejse, men er det ikke en ringe pris at betale set i det store perspektiv? Der findes jo banker, hvis det kniber. Vi lever i dag i et samfund i en rivende udvikling, og det stiller store krav til engagement, og det er tydeligt, at flere og flere kører efter devicen „Lever for at arbejde“ og ikke „arbejder for at leve“. Men arbejdet kommer i sådanne tilfælde ALDRIG i første række. Det gør mine kære derhjemme. Og det ved de.
Som nævnt taler jeg for egen regning og har ikke den store forventning om, at alle er enige i mine synspunkter. Syntes blot at debatten er vedkommende og interessant og ville lige smide et ord ind. | |
Kilde/ forfatter: Jesper Holm Svendborg , Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Birgit Larsen Jensens debatoplæg
Kære Birgit Det kunne være godt med en debat i
”Søhesten” – det kunne være interessant Jeg har læst dit indlæg med stor interesse at vide, hvad sømandskonerne ”skåner” og tror, at der er lige så mange svar på det deres sømænd for, og hvornår de gør det. spørgsmål, som der er sømænd og koner. Åbenhed om dette emne kunne være Det er en balancegang. Det afhænger af godt. Hvis det kunne føre til, at sømændsituationen, af hvordan man selv (konen) ene OGSÅ fortalte, hvordan de oplever har det, når situationen opstår og også af, situationen, så ville det være endnu bedre, hvordan sømanden har det (det ved mange men det er måske for meget at håbe på ? koner jo KUN i kraft af mail’s og IKKE fordi hun har talt med sømanden !)
| |
Kilde/ forfatter: ”En læser”, Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Måske en dag...?
Hold op, hvor er det her dobbeltliv bare svært. Der er ingen, der forstår, at jeg i nogle uger er i en travl familie og andre uger total mutters alene. Når min mand er hjemme, flyver vi rundt for at nå alting. Han og jeg skal være sammen. Han og Cecilie skal have kvalitetstid. Han skal nå almindelige gøremål, og så skal vi selvfølgelig nå at se alle vennerne. Jeg må også lige huske at fortælle ham, hvad der er sket i de uger, han har været væk. Og så skal jeg have fortalt ham, hvad jeg har planlagt, der skal ske, når han er hjemme. Sedlen over arbejdsopgaver på huset skal også lige gennemgås. Beslutninger, jeg har truffet på vores begges vegne, skal drøftes. Har jeg nu taget de rigtige beslutninger? Jeg gad godt, at der var nogle, der forstod, hvordan det er at være sømandskone.
Måske en dag kan Neil være med til nogle af de ting, vi begge bliver inviteret til. Tænk hvis der var nogle, der tænkte på, hvornår han var hjemme, inden de inviterede. Måske kiggede de lige frem på den kalender, jeg har lagt på vores hjemmeside over de dage, han er hjemme. Sådan helt ”tilfældigt” lagt ud, I ved.
En dag sagde en venindes veninde: ”Nej, har du fået kæreste, Tina?”. Ja, jeg er såmænd gift med ham, jeg har været sammen med i over 5 år. Det var ikke gået op for en række piger i omgangskredsen. Det er heller ikke gået op for nogen, at Neil også kan sejle f.eks. til jul eller nytår. Dvs. så kunne jeg godt bruge lidt socialt samvær i stedet for at skulle være alene. Det kunne være så dejligt at være mere sammen med vennerne, der alle har familie. Også selvom jeg er alene.
Måske en dag finder jeg nogle, der er i samme - båd? Tænk, hvis der var andre som jeg. Her i forenings Danmark er der måske en gruppe af disse sømandskoner. Der må der være andre? Måske kunne man google på det. Huhej, efter mange forsøg finder jeg en hel forening fuld af sømandskoner. Hurra! Det var da fantastisk, at der gemte sig en hel forening bag en masse søgningsforsøg. Hold da op, der må være mange. Der er sikkert mange, der forstår, hvordan det hele føles som sømandskone. Jeg sender dem lige fluks en mail. Jeg må hellere vise min interesse og straks spørge efter pris på kontingent. Jeg fik en mail nogle dage senere. Ingen svar på pris, men besked om, at jeg ville blive kontaktet af nærmeste kontaktperson. Så fint. Der sidder nogle i den anden ende og er interesseret i at få mig som medlem. Hmm, det er da egentlig halvanden år siden. Jeg har endnu ikke hørt fra den person.
Måske en dag bliver jeg kontaktet af Sømandskoneforeningen. Så bliver jeg nok budt velkommen. Det kan være, jeg får at vide, hvor jeg sådan kan blive mødt første gang. De har nok en særlig procedure for nye, så de kommer godt med i foreningen. Måske har de lige som andre foreninger et særligt tiltag eller et specielt arrangement, de venter på at kunne invitere mig til. Det jo vigtigt. De ved nok også, at nye medlemmer er foreningens fremtid. Jeg må væbne mig med tålmodighed, selvom det ikke er min stærke side.
Måske en dag kommer der noget i bladet. Jeg må hellere holde øje med det i bladet, som jeg begyndte at få helt automatisk. Der kommer nok også en opkrævning for det blad en dag. Jeg åbner det med spænding hver gang. Mon der står noget om den der specielle følelse, man har som sømandskone. Nej, der er stadig kun en masse indforstået. Der står en masse om en masse personer, jeg ikke kender.
Måske en dag jeg når at tilmelde mig et arrangement. Åh nej, igen er sidste frist, før jeg overhovedet har fået bladet eller i bedste fald få dage efter. Det kan jeg ikke nå. Det er også igen mest om nogle, der kender hinanden og har hygget hjemme hos hinanden. Jeg er jo ny. Selvom jeg ikke er specielt genert, vil jeg alligevel ikke bare tage ud til nogle fremmede i deres private hjem. Jeg prøver igen at se i næste nummer. Måske er jeg mere heldig med datoerne der. Eller måske kommer der alligevel bare lige en artikel om, den der følelse, man har som ny.
Måske en dag en ”gammel” sømandskone kommer ind på temaet. Eller? Mon jeg kan tillade mig at skrive det, når jeg ikke sådan er helt medlem? Jeg har jo ikke betalt eller noget. Mon jeg selv kan gøre andet for at dele den der særlige sømandskone-følelse?
Her er lidt gode råde, som jeg har sakset fra et blad. | |
Kilde/ forfatter: Tina M.-L. Campbell, Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)