|<
<
>
>|
Her en lille historie fra det virkelige liv. Plasket.
Vi kender det alle. 5 min før vi skal ud af døren, tjekker vi lige, at vi har såvel penge som nøgler med os. Men – netop denne aften, hvor jeg et øjeblik senere skal hente en anden sømandskone, så vi sammen kan fortsætte til summemøde på Nordfyn, kan jeg pludselig ikke finde min pung. Den er ikke på sin sædvanlige plads. Jeg farer huset rundt for at sikre mig, den ikke ligger og flyder et eller andet sted. Men nej. Jeg må køre uden og det vil også sige uden kørekort.
Da jeg er på vej ud af døren, hører jeg for mit indre øre et plask. Jeg råber til min mand: ”Nu ved jeg, hvor den er. Den ligger ude i Langesø.” Kan du huske plasket, som vi hørte men ikke lige kunne finde ud af, hvad skyldtes, da ingen af os umiddelbart manglede noget? Kort forinden havde en børnefamilie passeret os, så det var sikkert én af ungerne, der havde kastet noget i vandet! Selv er jeg nu 110% sikker på, hvor plasket kom fra. Pungen havde ligget i baglommen på mine jeans, fordi jeg hverken medbragte taske eller overtøj. Vi var 3 på skovtur ved Langesø med eftermiddagskaffen og sad rigtigt og gassede os i solskinnet på en af de meget skråtstående bænke, der er bygget ud i Under aftenens summemøde kan jeg simpelthen ikke lade være, at fortælle om min fadæse og må love, at tage billeder af dykningen næste dag. Det er lidt svært at falde i søvn den aften. Og straks jeg vågner starter planlægningen. Jeg er på loftet efter snorkel og dykkermaske, regnbukser og gummistøvler bliver lavet til waders ved hjælp af gaffatape, en sort sæk fyldes med skiftetøj og håndklæde og i udhuset hentes en kultivator.
Indtil vi når ud til Langesø igen, har jeg ikke været spor i tvivl om, at jeg nok skal finde pungen. Men da vi kommer derud, mødes vi af indtil flere skoleklasser og pludselig breder uroen sig. De 5 min´s gang hen til bænken føles som en hel time. Gudskelov er vi alene, da vi når derhen og heldigvis, er det dén af de 2 bænke, der er omgivet af lavest vand, vi har siddet på. Men – da vi kort efter hænger udover ryglænet og stirrer ned på den sorte søbund, ser vi kun en masse nedfaldne blade og grene. Jeg rækker ud efter mine waders og får i samme øjeblik øje på et lille rødt mærke næsten helt inde ved bredden. ”Hej, der er den, jeg kan se mærket fra Brugsens divi-dendekort,” næsten råber jeg. Pungen er drevet så langt ind, at jeg kan snuppe den helt uden brug af waders og uden at få våde fødder. Hele seancen er overstået på et øjeblik. Alt udstyret har været overflødigt og pludselig synes jeg, det hele er gået alt for let. Pungens indhold er intakt, så vi hanker op i den sorte affaldssæk og kultivatoren og vender atter næsen hjemad. | |
Kilde/ forfatter: Ulla Blicher Andersen, Dato: 30/11-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)