|<
<
Sølvbryllup i Peru Fortsættelse fra Søhesten nr. 6.
(Fortsættelse fra Søhesten nr. 6. 2008)
En anden stor del af amazonindianernes fødekilde kom selvfølgelig fra floden, som er rig på talrige fiskearter – ikke mindst piranha (piratfisk), dorado, kingfish og mange, mange andre. Og de her nævnte fik vi serveret på skibet, enten til frokost eller aftensmad. Og altid med masser af kartofler, grøntsager og ris til. Varer som blev indkøbt i landsbyerne langs floden. Et par gange blev vi udstyret med hjemmelavede fiskestænger, vi skulle på piranhafiskeri, og fra de motoriserede kanoer smed vi krogene ud med råt kød på. I vores kano, var jeg den eneste, som fik noget på krogen. Det var dog ikke en af de frygtede piratfisk, men en tetra, som vi kender fra vore akvarier herhjemme. Den fik lov at komme ud i floden igen. Til vores store ærgrelse hev kanoen lige ved siden af os den ene piratfisk ind efter den anden!
Turen fra Ichitos gik til Santa Rosa, som ligger på grænsen mellem Peru, Columbia og Brasilien. Her havde vi nogle timer i land, så vi var et smut i både Columbia og Brasilien. Her var byerne meget større, med masser af butikker, trafik, støj og larm. Men også en fascinerende kontrast til de små stille landsbyer, vi havde besøgt på flodbredderne. Vi fik handlet lidt souvenirs og fik ringet hjem til familien. Turen gik nu tilbage mod Ichitos, men hele tiden var der nye landsbyer og nye indtryk.
Da vi sammen med guiderne evaluerede turen på Amazonfloden, gav vi udtryk for, at turen havde været ganske fantastisk, selv skibets standard taget i betragtning, men at vi havde forventet at se mange flere dyr! I brochurer og kataloger ser man altid papegøjer, aber og dovendyr hænge i træerne langs flodbredden. Hertil smilte de, og sagde at de jo var der, dyrene, men selvfølgelig længere inde i regnskoven. Og jo vi så og hørte papegøjer og aber, men ikke på tæt hold. Vi blev nu tilbudt at tage med en af guiderne til en dyrehave ved Ichitos. Og da det var den sidste dag inden afrejsen hjemad, tog vi imod tilbuddet.
En amerikansk dame havde anlagt en lille have der i regnskoven, hvor hun ud over en sommerfuglefarm også tog imod dyr, som mennesker på den ene eller den anden måde ikke havde behandlet godt. Her var papegøjer og andre eksotiske fugle, myreslugere, tapire, pantere og ikke mindst mange forskellige aber. Visse af aberne skulle man tage sig i agt for. De var blevet opdrættet som lommetyve, og var eksperter i at gå i turisternes lommer. Mit eget kamera var nær smuttet, men aben respekterede, at jeg råbte op, og den forsvandt til et andet offer. (At mit kamera så siden forsvandt ved et indbrud herhjemme er en anden sag!) Fantastisk var det også at gå rundt i sommerfugelfarmen. Vi så mange forskellige arter fra puppestadiet, til larver og så den flotte færdige sommerfugl.
En god måde at afslutte besøget i Amazonlandet, om end baggrunden for oprettelsen af haven, næsten ikke er til at tænke på.
Tidligt næste morgen fløj vi til Lima. Her havde vi 11 timers ventetid i lufthavnen, suk! Men også den tid gik, og efter mellemlanding i Amsterdam ankom vi til Danmarks februarsure vejr. Godt trætte og mætte af indtryk. Vores huspasser havde sørget for, at der var ingredienser til en frikadelle, og der stod et par kolde øl i køleskabet!
Vi lærte en masse på den tur! Både om andre folkekulturer og ikke mindst om mig selv. Jeg ved nu, at jeg skal betænke mig meget, inden jeg igen ville vælge at tage til et sted, som ligger mere end 4000 m over havet. Tilvænningen til den iltfattige luft er svær og ubehagelig. At rejse rundt i et land på kryds og tværs i 3 uger, gør at man kun har ganske få dage det samme sted. Man lever så at sige i sin kuffert, - og kors, hvor kan den blive rodet! Men jeg har stadig trang og mod til at besøge andre steder på vores dejlige jord, se og være blandt mennesker, som lever på en helt anden måde end jeg selv gør. Det giver sørme stof til eftertanke! | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Skibet holdt ruten
I min tid som landsformand for Sømandskoneforeningen af 1976 skete det med jævne mellemrum, at jeg blev bedt om et interview til en af de danske radiokanaler. Ikke blot i min egenskab af landsformand, men nok mere om det at være sømandskone og at leve sammen med én af søens folk. Det giver jo et ganske anderledes familiebillede, som jeg åbenhjertigt har berettet om på godt og ondt! Nogle af disse udsendelser har jeg hørt, enten fordi de blev båndet og jeg efterfølgende modtog båndet, eller jeg har fået oplyst af intervieweren på hvilket tidspunkt udsendelsen ville gå i luften. Jeg ved fra familie og venner, at nogle af disse udsendelser har været genudsendt. Da det er ved at være nogle år siden, at jeg sidst har deltaget i et sådant interview, blev jeg derfor overrasket, da jeg for nogle uger siden modtog en lille bog samt følgende brev:
Tak for dit indlæg i DRp1 forleden. Som tidligere sømand varmede det mit gamle hjerte at høre en sømandskone fortælle. Det vakte til live mange minder fra mit eget familieliv, og jeg fik lyst til at sende dig en hilsen og forære dig vedlagte bog. Det er nærmest en erindringsbog fra min tid på søen. Måske den sidste historie i bogen vil interessere dig. Bogen er formentlig udsolgt fra forlaget, men kan lånes på bibliotekerne, og jeg har selv nogle eksemplarer liggende. De er nu til nedsat pris. Med venlig hilsen Bjarne Gårdsvoll.
Bogens titel er ” SKIBET HOLDT RUTEN” og kan betragtes som en gren af arbejderlitteraturen. For første gang i motorskibenes tidsalder tager den omstridte genre en tur til søs og lægger hovedvægten på maskinbesætningens arbejde. I de fleste beretninger om søfolk opleves skibets motorrum ellers som en uinteressant, om end nødvendig blindtarm. I samlingens første historier læser vi om en førsterejsedrengs chokagtige møde med det larmende rum, hvor det interne døvesprog er en forudsætning for at kommunikere indbyrdes. I andre historier rystes vi ved beretningerne om en ældre motormands arbejde i tropisk varme, en kølemaskinists død af en mystisk forgiftning og en maskinmesters depression efter en eksplosion i maskinrummet. Men vi får også smagsprøver på styrmandens kvaler ved et rustbefængt skib og det spændte erotiske forhold til skibets eneste kvinde, Og vi får svar på, hvorfor en sømand går i land. De romantiske sider ved sømandslivet vil læseren lede forgæves efter i denne bog. Det er det hårde liv på søen, der fortælles om. Det gør historierne hverken mindre spændende eller mindre værd at læse. (uddrag fra bogens bagside).
Bjarne Gårdsvoll er uddannet maskinmester og sejlede i nitten år. Bogen er udgivet af Forfatterforlaget ATTIKA i 1998.
Jeg har endnu ikke selv haft tid til at læse bogen helt, grundet 17 tons fliser, et sekskantet drivhus o meget mere. Men jeg har skimmet lidt rundt i den, og er ikke i tvivl om, at bogen vil være godt læsestof for alle sømænd og –koner. Rigtig god læsning. | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Hustrusejlads mellem de Kanariske øer - Eller - Når alt hvad der kunne gå galt gik galt.
"Kommer du ikke? Her er sol og varme, og vi ligger kun få timer i søen!"
Sådan havde min sømand spurgt flere gange, når han ringede hjem. Skibet han var ombord på gik i en charter mellem Spanien og mellem de Kanariske Øer.
Det lød jo fristende, men jeg havde ikke mere ferie til gode, vi havde hylende travlt på arbejde fordi vi havde en del sygdom blandt personalet, og så var der lige det der med finanserne! Da han havde spurgt for 117. gang fortalte jeg mine kolleger om det - og de sagde bare: “Tag dog af sted! Vi klarer den!” Feriedagene var brugt, men der var 5 dage på
afspadseringskontoen, så jeg snakkede med rederiet, og kunne tage af sted få dage efter.
Nu er det jo ikke så tit jeg har været på hustrusejlads, men jeg blev forsikret om, at agenten ville hente mig i lufthavnen og indkvartere mig på et hotel, hvor jeg kunne være til næste dag, hvor skibet forventedes at ankomme til Las Palmas. Klokken var 23, da jeg efter landing stod i ankomsthallen og kiggede på de mange mennesker, som med skilte søgte efter
bestemte passagerer. Blot stod der ingen med mit eller skibets navn på! Jeg gik lidt frem og tilbage, satte mig ned og ventede ½ times tid, forsøgte med min danske mobiltelefon at få kontakt til agenten og skibet, men der var ikke hul igennem. Snart var jeg overbevist om, at jeg selv måtte finde på en løsning. Jeg hyrede en taxa, hvor chaufføren absolut ikke kunne et eneste ord på engelsk. Jeg fik dog sagt hotel, uden at udtale H´et som jeg havde hørt, at man ikke gjorde på spansk. Vi susede snart ud af en mørk motorvej, hvor chaufføren grinte og nikkede og blev ved med sit “ Inglish, no comprende”. “ Nu er min sidste time kommet!” tænkte jeg, da han pludselig holdt ind til siden på den mørke og øde motorvej, steg ud og gik om til bagagerummet. “ Han hiver min kuffert ud, røver mig og slår mig ihjel!”, var de tanker som fór igennem mit hoved. Men han skulle blot finde en taske med telefonnumre på hoteller. Midt på natten blev jeg da indlogeret i en hotellejlighed. Det eneste jeg havde at drikke var Gammel Dansk, som jeg havde købt med hjemme fra. Fortrøstningsfuldt gik jeg til ro, og næste morgen forsøgte jeg atter at kontakte agent og skib. Agenten beklagede meget at han ikke havde hentet mig i lufthavnen, men “ something was more importent!” Ja, ja, nu ville jeg altså gerne have kontakt med skibet. Han vidste ikke hvor det var, men ville afhente mig på hotellet over middag. Jeg fandt nu ud af, at jeg befandt mig i en lille ferieby meget langt væk fra Las Palmas, og selvfølgelig blev jeg heller ikke denne gang afhentet af agenten! Mobilen ( som jeg ellers kun havde med til nødsituation ) var i livlig kontakt med rederi og nu endelig også skibet. Jeg hyrede endnu engang en taxa og kørte de mange kilometer til Las Palmas´ containerhavn. Her stod
min mand ved en tankstation og vinkede til mig.
Næste dag sejlede vi mod Tenerife. Denne gang slap jeg heller ikke for søsygens kvaler, selvom der var “fladt vand”. Et plaster bag ved øret, gjorde det dog tåleligt. Jeg havde dog bemærket de skæve smil blandt skibets besætning. På Tenerife havde min mand mulighed for et par timers landgang. Vi gik en lille tur gennem gaderne i Santa Cruz, fik os en dejlig frokost og blev derefter ganske enkelt rullet af en sigøjnerkvinde! Hvordan hun formåede at få mig til at tage min pung op ad tasken, hvordan hun gestikulerende forsøgte at forvirre
mig gik aldrig op for mig, men pludselig stod jeg i hvert fald og kæmpede for at hun ikke skulle vriste pungen fra mig. Min mand måtte vride hendes arm, før det lykkedes at få hende til at slippe den. Jeg havde krampagtigt holdt fast hen over mine creditcards, men fra seddelrummet var det lykkedes hende at fjerne 40 Euro, et par visitkort og et bibliotekskort! Efter denne oplevelse vendte vi tilbage til skibet, det var nu også ved at være tid til afsejling mod Fuerto Ventura. Her var jeg også et lille smut i land på denne lille idylliske ø.
Når man sejler mellem de Kanariske Øer er det helt tydeligt at se, at øerne har vulkansk oprindelse. De store kegleformede bjergtoppe viser det ganske tydeligt. Fredag var kursen sat mod Lanzerote, og mens vi sejlede mod denne ø, indløb besked om at skibet herefter skulle sejle mod det spanske fastland. Altså 3 døgn i søen. Dette ville betyde, at jeg ikke kunne nå hjem på arbejde til tiden, og det kunne jeg ikke byde mine kolleger. Der var ikke andet at gøre, end at finde en forbindelse til Las Palmas, så jeg kunne nå mit ordinære fly søndag morgen. Lørdag middag afmønstrede jeg derfor skibet og fløj fra Lanzerote til Grand Canaria. Nu fik jeg altså helt uventet mulighed for at se øerne fra luften. Absolut også
et smukt syn. Flyveturen tog kun en halv time, så nu skulle jeg blot finde et hotel. Jeg havde slet ikke lyst til at bede agenten om at være mig behjælpelig. Jeg havde af en styrmand fået adressen på et centralt hotel, og der var da også plads til mig for denne sidste nat. Om aftenen tog jeg en taxa til strandpromenaden, hvor der var fuldt af liv. Her fik jeg en god
middag, og tilbage på hotellet kunne jeg kravle i seng efter en begivenhedsrig uge, som var forløbet noget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Temperaturen havde ligget på 19 grader, det havde været diset og overskyet i morgen og aftentimerne, men lidt sol havde jeg da fået på næsen! Det havde været udfordrende, men også dejligt at besøge sin mand
og få et indblik i hans hverdag, der hvor han jo lever halvdelen af sit liv.
Hjemturen gik helt planmæssigt. Jeg var hjemme i Odense kl. 22 kunne stille
mit vækkeur til 5.45, og mødte rettidigt på arbejde mandag morgen. | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)