|<
<
>
>|
Datter af en styrmand - og hvad det kan medføre Endnu en erindring fra tiden der var…
Nu, hvor skolebørnenes sommerferie står for døren, mindes jeg en sommerferie, da jeg var 14 år gammel.
Min far sejlede dengang som skibsfører i småskibssejlads, de såkaldte coastere. Det var et lille 499 tonner, der hovedsagligt sejlede på det nære Europa. Fragten kunne være alt, som skulle transporteres fra eet sted til et andet. Måske har det været de varer, der i dag transporteres meget hurtigere med containere på lastvognstog eller med fly, da varer i dag skal være fremme på bestemmelsesstedet næsten før, de er bestilt.
Men også på det tidspunkt har det nok været svært for et lille rederi at skaffe laster til skibene, idet de af og til måtte begive sig fra en havn mod et ubestemt mål, uden last, i forventning om, at noget nok skulle vise sig – og det gjorde det så på et tidspunkt, hvor skipperen så fik sin endelige kurs.
Den sommer, så snart som skolerne lukkede for sommerferie, drog den lille familie af sted med bestemmelsessted: Sommerferie med fars skib. Far havde været hjemme på en af de sjældne ferier og var påmønstret en uge tidligere. Min onkel var også skipper og skulle så afmønstre i Kalmar, hvor vi, min mor, min yngre søster, min lillebror og min 1 år gamle ”efternølersøster” , skulle komme om bord.
På Kalmar station løb vi på min onkel, der var for hjemadgående, alt var OK om bord.
Det var dejligt, at se far igen, stående på broen og vinke til os, da vi nærmede os skibet.
Vi skulle til Uleaborg i Finland, helt oppe i bunden af den Botniske Bugt, og hente en last træ til Frankrig, Le Lec på Bretagnekysten. Derefter skulle vi gå til Fowey på den Sydengelske kyst efter chinaclay til Århus.
På den tid var der mere mandskab om bord, end man har i dag. Jeg tror, der var 12 mand påmønstret. Nogle mennesker glemmer man ret hurtigt, og andre har man med i erindringen med ansigt og personlighed. Som sådan tegner 1. styrmanden fra Bornholm, 1. mester fra Amager og kok/hovmesteren sig tydeligt. De 2 førstnævnte besøgte os senere flere gange i vort hjem i København.
Da skibet var et lille skib, var apteringen også snæver. Min far boede agter, øverst ved broen, men resten af besætningen boede enten forude eller agter under dæk, hvor også messen var placeret. Messen var meget lille, og drengene havde deres egen messe forude. (Vi piger måtte naturligvis ikke komme forude). Pantryet lå i huset midtskibs. Maden blev i al slags vejr bragt fra midtskibs til de to messer. Senere på turen, hvor vi havde fået dækslast, var det noget af et kunststykke, at bringe maden af en interimistisk trappe op på dækslasten, hen over træet og ned igen, for at komme til messen.
Turen op til Finland foregik i dejligt roligt vejr. Men der var optræk til uvejr for kok/hovmesteren, for det viste sig, at han havde ”glemt” at proviantere. Hvordan det kunne gå til, var jeg ikke så involveret i, at jeg kan huske årsagen. Men jeg kan tænke mig, at han havde haft dårligt styr på sin økonomi, og at det midt i et vagtskifte ikke var blevet bemærket, at der ikke var bragt proviant ombord.
Det begyndte med, at der ikke var sukker og så accelererede problemet med at andre fødevarer også slap op. Der var rigeligt af havregryn og cornflakes, men det smager ikke ret godt med sodavand på. I dag kan jeg undre mig over, at der ikke syntes at være optræk til ”myttteri” fra besætningens side. Dog kan jeg mindes, at de var meget hårde ved kok/hovmesteren, fysisk. Nu var det nok ikke alt, som vi børn så eller registrerede, men på et tidspunkt så vi, at kok/hovmesteren blev holdt ud over skibssiden i benene! Han hang der og råbte på nåde. Jeg opfattede det dengang som løjer – men? Værst var mad manglen nok for min 1-årige søster, da også Mariekiksene, som mor havde haft med hjemmefra, slap op.
Straks, da vi var ankommet til Uleaborg gik mor og vi børn i land og handlede ind, det vi nu kunne få på den lille landingsplads. Blandt andet kunne vi til vores store forundring få appelsiner, og jeg husker endnu, at det hed Sinasappel. – Der blev så smurt mad til den sultne besætning, og mor og vi piger gik i gang med at gøre et meget beskidt pantry rent.
I Uleaborg var der meget smukt. Det var midsommer og lyst hele døgnet.
Stedet var landingssted for tømmer, der kom inde fra landet ad en flod. Tæt sammenpresset kom stammerne flydende, og der hoppede mænd rundt på dem med lange stænger, for at adskille dem eller rykke dem den vej, de skulle.
Vi havde en dejlig uge, mens der blev lastet træ i lastrum og op over dækket. Der var en dejlig duft af frisk tømmer.
Redningsbåden blev sat i vandet, og nogle fra besætningen og vi børn sejlede rundt til de små holme og badede i det klare, kolde vand.
Besætningen var nu blevet rystet godt sammen, og der var mange hyggelige stunder både under land og på resten af vores tur, hvor der var sammenkomst på mellemste dæks luge med musikeren på guitar og klarinet. Senere tilkom også redekam og dåse med gule ærter.
Turen ned gennem den Botniske Bugt gik fint, og vi var lige et smut indenfor i Svendborg, hvor der var sørget for, at der kom rigtig proviant ombord. Den aften blev der lavet festmiddag. Jeg husker ikke om kok/hovmesteren blev afmønstret.
Vi gik gennem Kieler kanalen, som var en spændende oplevelse med alle sluserne, ned gennem Den Engelske Kanal, og fik derefter dårligt vejr med meget søgang. Da jeg altid har haft tendens til søsyge, lå jeg i min køje i sygelukaf’et, som lå ved siden af messen. Det skortede ikke på ulækre råd fra de tilstedeværende besætningsmedlemmers side, med hvad man kunne gøre ved den slags dårligheder. Så havde jeg ikke kvalme, så fik bare tanken om fedt flæsk, det til vende sig i maven.
Bretagnerkysten er et betagende syn fra søsiden. Vi sejlede ind til Le Lec ved højvande og havnen var beskyttet ved en sluse. Da vi gik tur langs strandpromenaden kunne vi se, hvor nødvendigt, det var med lukning af havneområdet, idet de små fiskerbåde, som lå udenfor, lå på siden på en stærkt skrånende tør strandbred.
Besætningen og vi fandt hurtigt vores lille stamværtshus ved den lille havn. Vi var med til at besøge den om eftermiddagen, og det var her, jeg for første gang smagte rødvin. Vi kunne vist ikke få sodavand, så der blev skænket en lille sjat rødvin i et glas, og det blev fyldt op med vand – sådan. Vi piger lagde mærke til, at nogle fra besætningen havde et særligt øje til én af pigerne i værtshuset, så det var nok derfor, vi skulle besøge netop det sted. Vi gik mange ture i de bagved liggende højder og ind til den nærliggende by Skt. Brieux. Nogle gange gik vi hjem til skibet efter mørkets frembrud ved Skt. Hans ormenes lys.
Sidste last skulle hentes i Fowey, som er en lille by på Sydenglands kyst. I dag er det vist et kendt turiststed. Vi var der et par dage for at indtage vores last af china clay, som bruges til porcelænsfremstilling. Clay’en blev anbragt i lastrummene med en snegl, og fyldte kun meget lidt i rummet, idet det er et tungt produkt.
Da Sydengland også bliver ramt af tidevandsændringerne lå skibet af og til meget dybt i forhold til kajen, og vi skulle klatre i land ad en stige, der var monteret på bolværket. Det var ret ubehageligt, da det samtidig var regnvejr og det fedtede china clay lå overalt, også på trinnene. Men det var meget hyggeligt at gå i den lille, gamle og romantiske by, som havde lidt Dickens over sig.
Vores sommerferie var ved at være forbi og turen gik nu hjemover mod Århus, hvorfra mor og vi børn skulle rejse hjem til København. Vi skulle i skole igen. Vi havde haft en dejlig, lang tur med vores far.
Den sidste nat om bord, i Kattegat, på vej ind til Århus, kom far og vækkede os. Vi skulle skynde os, at komme op på broen. Der viste naturen os en sidste oplevelse: En tre halet komet. Den fløj hen over himlen, klart og tydeligt.
Så således fik vores tur et af naturens festfyrværkerier som afslutning.
Mange hilsner med ønsket om en rigtig god sommer. Lonnie Jepsen, Fanø. | |
Kilde/ forfatter: Lonnie Møller Jepsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Rejsebeskrivelse: En tur til Rødehavet.
En dykkerferie til Rødehavet tager sin tid at forberede. Først skal man selv have fri fra arbejdet, og det skal helst være i efterårsferien eller vinterferien, og så kan man jo se, om det kan komme til at passe med mandens ferie. Denne her ferie kom til at passe sammen, så det var bare at klø på.
Turen bestilles hos Diving2000 i Odense, dem har vi altid rejst med. En måneds tid inden afrejse mødes vi, som skal af sted sammen til en briefing. Denne gang er vi 17. Det er altid rart på forhånd at se de mennesker man skal være sammen med de 10 dage. Ved briefingen får vi af vide, hvad der skal foregå på turen, samt de praktiske oplysninger, såsom tog afgang fra Odense, fly tider, hvordan dagene skal foregå på ferien. Der skal skrives blanketter til visa som vi skal have for at komme til Egypten, det er jo der vi skal til. Vi hygger lidt sammen over en øl og lidt snacks mens der bliver vist en intro video, hvor alt jo ser skønt ud, og det kan kun gå for langsomt med at komme af sted, for det rusker og regner udenfor.
Da dagen kommer, hvor vi skal af sted, viser det sig at vi skal rejse med toget samtidig med at Odense har arrangeret H.C.Andersen Maraton i byen, så byen vil blive afspærret fra kl. 8 om morgenen. Hvordan kommer vi så til toget er vores første spørgsmål så. Vi beslutter at tage en taxa så tidlig at der ikke er afspærringer endnu og napper morgenmaden på Froms konditori på banegården.
Alle er samlet til tiden og der fløjtes afgang med toget. Da vi kommer til Kastrup er der kun ventetid ved El Al. Der er ingen som ved præcis hvornår der er check ind, det er nu ikke vores skyld, men El Al oplyser ikke sådan noget på grund af fare for attentater, og der går bevæbnet politi i området, hvor check in skal foregår. Men der bliver åbnet for check in, og hver person bliver udspurgt om mange ting. Det er kun for vores egen skyld alt dette check foregår og det forstår vi godt, men nogen gange føles det lidt dumt når man skal besvare på hvem der har pakket for en, har man haft bagagen ude af sigte siden man pakkede, har man noget med for andre, og så videre, men det viser sig jo, at der ikke kommer noget med, som ikke skal med i deres fly, så det må jo tage den tid det nu tager.
Vi kommer om bord på flyet, og der bliver serveret drinks og mad som er garanteret kosher af den lokale Rabin. Da vi lander i Tel Aviv er der kun lidt ventetid ved paskontrollen, derfra lige om bord i et meget lille fly, hvor vi skal flyve videre til Eilat, hvor vi skal være i 2 dage. Den oprindelig plan var, at vi skulle køre i bus fra Tel Aviv til Eilat, så det gjorde ikke noget, at vi skulle flyve i en meget lille flyver. Vel ankommet til Eilat skulle vi bare vente på de biler som skulle køre os til hotellet, men det går ikke altid som præsten prædiker. De første tog af sted i et par taxaer og vi ventede på at de skulle komme tilbage til os, men tiden blev meget lang, og da der faktisk kun var ca. 800 meter valgte vi at gå, der var jo hjul på vores dykkertasker. Hotellet vi bor på ligger lige op af lufthavnen, men de store maskiner flyver ikke til Eilat mere, så det er ikke meget vi høre til flystøjen. Det er gået hen og blevet lidt sent så lige et hurtigt bad og ud i byen for at få lidt at spise. Det var nu svært at få lidt der hvor vi spiste, portionerne var meget store så Keld og jeg havde luret det og delte en portion sandwich. Efter den lange dag blev det ikke til mere denne aften, vi skulle også være friske til morgendagen, hvor vi skulle have et dyk på Coral Beach ned af kysten mod Egypten.
Uheldigvis havde jeg noget forkølelse så jeg kunne ikke tryk udligne mine øre når vi gik ned, så jeg kom kun ned på 5,4 meter der blev jeg svimmel så jeg måtte gå op til overfladen og svømme ind til land og vente på at de andre kom op fra deres dyk. Sådan kan det gå, jeg håbede bare at det ville går over inden længe, for det er lidt ærgerligt at være på dykkerferie og så må se det hele fra land.
Heldigvis var det ok dagen efter da vi skulle ud og se Moses Rock, som er en stor sten, som er begroet med koraller og fyldt med mange forskellige fisk. Det gik fint med nedstigningen, men lidt problemer på de 5 meter, men så var det bare at holde stille lidt og tryk godt igennem. Fornemmelsen er den samme som når man flyver, tryk på begge sider af næsen og blæse ud gennem næsen, så siger det blob, og der er passage igen. Vi var 13 minutter om at komme over til Moses Rock og det var næsten rekord for strækningen i moderat tempo. På vejen derover kom en kæmpe grøn moræne svømmende over havbunden under os alle sammen, det er ikke så tit vi ser dem uden for deres huler, så det var nyt at se. Da vi lå og svømmede rundt om Moses Rock så vi en Manta ray, som er den rokke der er sort og hvid med de 2 ""skovle"" foran som de kan rulle sammen, det var også første gang jeg har set sådan en. På vej ind igen svømmede vi lang en koral væg som er natur område. Det blev kun til 1 dyk denne dag så resten af dagen gik med lidt frokost og en middagslur. Om aftenen var vi 6, som gik på steak house og fik os en god middag. Vi vidste at der ville gå et stykke tid inden vi fik et vesterlandsk måltid igen. Så skulle der jo kigges lidt på Eilats natteliv, og det er der meget af, men jeg kan godt se at jeg er 20 år for sent af sted. Så det var en slentre tur langs strandpromenaden og nogle drinks ved baren. Men det vilde blev det ikke når man ved at det er op igen kl.7 for at skulle gennem den Israelske og Egyptiske grænse, efterfulgt af 4 timers kørsel i bus gennem de høje bjerge langs Rødehavet inden ankomst til Sharks Bay camp hvor vi skal opholde os de næste 8 dage.
Vi kom nemt til grænsen mellem Israel og Egypten (Sinai) det er kun 6 km. med taxa. Grænseovergangen gik også smertefrit, vi skulle svare på de sædvanlige spørgsmål om våben, hvad vi skulle i landet og sådan er det jo.
Efter en del venten ved den Egyptiske grænse, hvor de kvinder, der var med og havde kjole/shorts på, var ved at føle sig noget utilpasse, da de Egyptiske mænd ikke lægger skjul på at de godt kan lide at se på det der er bart på Kvinder, kom vi af sted i de to minibusser, som var bestilt til os.
Alt bagage blev surret godt fast på taget og det gik derud af. Turen er en meget smuk tur først langs vanden ned mod Taba, derefter svinger man ind i bjergene udenom et militærområde. På den tur kommer vi næsten 2km. op i højden og faktisk på toppen holder vi frokost og spiser vores medbragte sandwich og den lokale beduin sælger cola. Der er endda blevet lavet et lille skur, så kvinderne ikke skal tisse i det fri mere. Men det er stadigvæk et hul i jorden, men trods alt nu lidt mere privat. For mændenes vedkommende er det stadigvæk op på en lang række og så er der fælles tisning.
Videre går det og nu er det ned ned og ned. Til sidst ender vi ved kysten igen, og vi kan nu se lufthavnen i Sharm el Sheik, og så er der kun 10 minutter til vi er fremme.
Vi ankommer til vores lille perle og opdager pludselig den kolossale ro. Ikke kun i omgivelserne, men også i os selv. Nu er vi fremme det er det her vi har rejst for.
Så op og sæt sin kuffert og ned til dykkercentret for nu skal vi i vandet. Alle får pakket sig i dykkerudstyr og kommer i vandet og igen har jeg problemer med at udligne trykket i mit hoved. Det afhjælpes med lidt ro og lige holde mig på den samme dybde lidt tid, så går det ellers ned af til18 meter.
Da jeg kom op var jeg lidt skuffet, for korallerne havde mistet farve. Dette skyldes at vandet er blevet for varm, så kan de ikke yngle og dør. Dette er et fænomen, der foregår i hele verdenen. Det er simpelthen klimaet der ændre sig og det går ud over korallerne, da de ikke kan yngle, når havtemperaturen kommer ret meget over 28 grader.
Aftenen går med at snakke om dykket, pakke ud og spise. I morgen er der atter en dag og der skal vi have 2 dyk, nogle 3 dyk, da der også er natdyk, men det er ikke noget for mig, jeg vil gerne kunne se hvad der foregår rundt om mig og det kan man ikke når det eneste man kan se er det, der lige er i ens lyskegle fra dykkerlygten.
2 dagens dyk foregår igen ud for campen, bare til den anden side. Her dykkede vi ud over en kløft og dem der springer i fladskærm i frit fald må føle det samme som jeg føler når der bare er langt til bunden. Hele tiden skal man se på sin dybdemåler for at holde øje med dybden ellers kan man havne nede på de 50meter der er, uden at opdage det. Vi holdt os på 26 meter, hvorefter vi gik op langs korallvæggen til 10meter og holdt os der mens vi svømmede tilbage til det sted vi var gået i vandet. På dette dyk var der rigtig mange små fisk. Jeg kiggede efter den store Napoleonsfisk vi så da vi var på dette sted for 2½ år siden, men ""han"" dukkede ikke op. Da jeg så den sidste gang blev jeg så forskrækket da jeg ikke havde forestillet mig at en fisk kunne være så stor, og den fulgte hele tiden efter mig selvom jeg knoklede af sted for at komme væk. Det viser sig at det er noget af det mest fredelige der findes, man kan faktisk banke den på dens pandeskjold, som er en stor bule, som er hul indeni.
Det andet dyk denne dag gik til Ras um Sid. Her går man ned af en lang trappe og så står man faktisk på revet. Herfra er der ca. 50 meter hvor man skal gå i 50 cm vand inden væggen kommer. Nogle dykkede ned gennem et hul, andre gik bare ud over skrænten og man er lige ned i det smukkeste man kan forestille sig. Et virvar af farver, koraller og millioner af fisk. Et meget smukt dyk. Det eneste minus ved dette sted er at der er så mange huller i det lange stykke man skal gå på inden væggen kommer og de er fyldt med søpindsvin og det er noget af en bedt at stikke sig på dem. De går lige gennem våddragt og ind i huden. De kan ikke trækkes ud, da der er modhager på,
så de vandre bare rundt i kroppen. Denne gang undgik jeg at få nogle stik, men sidst fik jeg 5 pigge i det højre knæ, da jeg snublede og knæet røg lige ned i sådan en lille satan. Jeg hørte en historie om en pige, som havde sat sig på en, på en anden tur, og den eneste måde de kunne få piggene ud på, var simpelthen at barbere dem af, så af med buksen og frem med numsen, og så en skarp Gillette.
3rd. dagen havde vi også 2 dyk på et sted, som hedder Ras Nas Rani. Det første dyk var ned til 27 meter. Vi svømmede rundt spidsen af et rev for at se de store viftekoraller, som stod derude. Det er det eneste sted vi har set dem, utrolig flotte. Derefter vendte vi om og svømmede hjem af igen på 12 meter, og det var et flot natur dyk uden de store overraskelser. Vi holdt en pause på land i 2 timer, hvor vi indtog vores frokost og masser af vand. Solen stod lige ned, men ikke så det ikke kunne holdes ud. Vi tog jo en lille tur i vandet ind imellem for at køle af. Det andet dyk foregik på en maksimum dybde på 13 meter, men til gænggæld var vi i vandet i 57 minutter. På dykket gik vi gennem forskellige huler og vi så endelig Napoleonsfisk hele 2 stykker. Den anden dejlige overraskelse på dette dyk, var at der kom en stor havskildpadde hen til os, de er simpelthen så skønne og se i vandet.
Aftenen tilbragte vi i den nærmeste storby Narma Bay. Vi gik lidt rundt efterfulgt af et godt måltid mad og en fadøl på Hard Rock Cafe. Godt trætte efter dagens dyk og mad var vi ""hjemme"" og tog os en lille en over tørsten af vores medbragte toldfrie fra København. I morgen er det dykkerfri dag, så vi kan sove længe. Ja sove længe er jo så meget sagt, for vi vågner med jævne mellemrum når Imamen ""råber"" sit budskab til folket.
Den dykkerfri dag havde jeg bestemt mig for at dovne, bare snorkle, ligge og sole og slappe af. De andre dykkerture jeg har været på har jeg skulle op før en vis mand fik sko på for at komme på Kameltur, ø-rundtur så der var ikke meget afslapning, nej denne gang skulle det være anderledes, og det blev det.
Jo jeg fik min hvile/dykkerfri dag. Min mening var jo at snorkle og solbade, men det blev til et døgn i sengen med ondt i maven og fast rutefart til toilettet. Ja, jeg havde redet mig en gang feriemave, og som i ved, kan tykke piger også have tynd mave.
Så jeg var godt veludhvilet da vi skulle af sted på bådtur kl. 0400 næste morgen. Vi havde pakket vores ting aftenen i forvejen og sat det vi ikke skulle have med på båden ind på et fælles rum, hvor vi så skulle opholde os og tage bad når vi kom tilbage fra bådtur 1½ dag senere.
Vi kom om bord og fik sovet lidt igen inden vi var fremme ved det vrag vi skulle dykke på. Vraget Thistlegorm skulle besøges et par gange på denne tur.
Skibet Thistlegorm er et Engelsk bygget skib fra 1940, som sejlede fra England syd om Sydafrika i 1941, hvor det lastede motorcykler, jeeps, gummistøvler og ammunition. Skibet skulle op gennem Suez og aflevere sin last til de Engelske styrker i Nordafrika. Der var 2 skibe af sted og de havde lagt op for natten. De bliver opdaget af tyske bombefly og Thistlegorm bliver bombet, og heldigvis rammer de det rigtige skib, for skibet ved siden af var ikke lastet med noget som kunne bruges, så besætningen fra Thistlegorm blev samlet op af det andet skib.
Thistlegorm blev ramt på agterdækket og sank lige ned på kølen, og det er et perfekt vrag at dykke på. Skibet er omkring 150meter langt.
Da vi ankom til dykkerstedet hopper vores guide i vandet og binder et bundtov fast til vraget, så vi ligger fast. Vi andre dykker så ned langs tovet og starter vores dykning på de 20 meters dybde som stævnen ligger på. Vandet er perfekt, klar sigt, masser af fisk og de er store. Vi svømmer gennem lastrummene og ser på de motorcykler, som stadigvæk står på rækker i lasten, lastbiler står side om side og bunker af gummistøvler ligger der også, hvad de så skulle bruge dem til i kampen i Nordafrika, det er da ikke vand de har mest af der.
Da vi komme ud i den anden ende af vraget, hvor det er blevet ramt, passere vi to bæltekøretøjer, som ligger med bunden i vejret. Vi fortsætter ned om skruen og nu har vi nået maksimum dybden, som her er 32 meter. Vi svømmer op langs siden igen og passere de 2 antiluftskyts kanoner på agterdækket og vi leger lige soldater en stund. På et tidspunkt ligger jeg inde i en stor stime snapper. De står stille uden om mig, og jeg føler jeg er pakket ind i en dyne, utrolig oplevelse.
Ude til vores venstre side står der et lokomotiv 20meter ved siden af skibet, vi er i en helt anden verden. Alt står som da det sank for 60 år siden fantastisk. Vi svømmer tilbage til bundtovet i stævnen og begynder vores opstigning. Vi hænger som perler på en snor og holder sikkerhedsstop ved 6 meter. Vi har været dybt nede under hele dykket og vi skal ""gasse"" af i 5 minutter inden vi tager de sidste 6 meter op i båden.
Vel oppe igen er vi alle helt vilde. Så du den store stime Barracudaer? Så du den kæmpe potato cod der lå på spanderen? Og så videre. Det er altid spændende at være under vandet, men det er også rart at have haft en oplevelse med andre og kan snakke om det vi har set.
Vi fik frokost og var klar til en tur mere ned til vraget. Der vil være noget nyt og se på om jeg så var dernede 50 gange. Nu har jeg været der 6 gange og jeg skal derned igen til efteråret.
Vi sejlede ind i en lille lagune for natten, da det ikke er til at ligge ude ved vraget på grund af vejret, det blæser som reglen kraftigt derude. Vi havde en hyggelig aften med fødselsdag og kage med lys og alle var godt trætte da vi gik i vores kahytter.
Sidste dag på ferien skulle vi lige dykke et morgen dyk på Thistlegorm igen inden morgenmaden. Derefter var det så hjem af til vores camp, hvor vi skulle fordrive tiden til kl. 23 mandag aften.
Tiden gik med snak, spisning og bad. Vi var jo 17, som skulle dele 2 badeværelser, så det var med at holde køen.
Klokken 23 gik vi så i de to minibusser og turen hjemad startede. Turen hjem foregik som jeg beskrev i første afsnit bare omvendt, men uden overnatning i Eilat, det var direkte fra grænsen ved Taba til lufthavnen i Eilat.
Vi var hjemme igen i Odense sent tirsdag eftermiddag, og så var vi klar til at gå tidligt i seng, da det ikke var meget søvn vi havde fået siden vi stod op mandag morgen klokken 7.
Det var en dejlig tur, og når du læser dette har jeg faktisk været af sted igen i uge 8 uden Keld for han nåede ikke hjem. Men vi tager 14 dage på dykkerferie i Belize syd for Mexico midt i Marts, det glæder vi os til.
Jeg håber mine dykkerferie beskrivelser har inspireret nogle af jer til at starte med at dykke. Det er også dejligt at dykke her i Danmark, og har du nogle spørgsmål om det, er du altid velkommen til at kontakte mig. Jeg er inde på hjemmesiden som web-master. | |
Kilde/ forfatter: Inger Bøttger, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Turen til Maldiverne.
Som mange af jer nok ved dykker jeg i min fritid, sammen med min mand og venner. Vi tager hvert år på mindst en udenlandsrejse for at dykke og laver ikke andet end at dykke. Sidste år var ingen undtagelse, men der kom ingen historie fra mig om den tur vi havde til Belize, et lille land lige syd for Yucata halvøen ved Mexico. Men det var en skøn tur.
Så i år gik turen til Maldiverne (Maldiverne som vi kalder det her) og her mødte vi noget af det ypperste man kan se under vand. Men først lige lidt om turen i det hele taget.
Vi var 16 personer, som tog af sted klokken 6 om morgenen fra Odense med kurs mod England, ja først den ene vej så den anden vej. Efter lidt ventetid i Birmingham gik vi om bord på den flyver, som skulle flyve os til Bahrain med en mellem landing for til sidst at lande i Male på Maldiverne. Vi ankom den næste morgen klokken 8 og var spændte på om vores dykkertasker var med, og jubii alle var med denne gang, så kunne ferien kun blive god, når man nu skulle lave det man har mest lyst til. Efter en dag og nat i Male på hotel sejlede vi ud til det skib som skulle huse os alle 16 i 9 dage. Vi var kun os og den besætning, som skulle holde os med kost og sejle skibet. Alle var i godt humør og tilfredse med forholdene, så kan man jo ikke forlange mere. Efter en time om bord var vi i vandet på vores første dyk, vi skulle lige lave et check ud dyk som vi kalder det, det vil sige at man finder ud af hvor meget bly man skal have på sit bælte for at kunne komme under vandet (29 grader varmt). Det var så dagens eneste dyk, men der skulle komme mange flere.
Hver dag foregik således: op klokken 6 (ja vi er jo på ferie) første dyk startede kl. 7, hvorefter vi var tilbage til morgenmad kl. 0830. Så var der tid til en lille formiddags lur eller lidt sol (det blev ikke til meget, da det var bedst at holde sig i skyggen) så i vandet igen kl. 12, frokost 1330 og så var det tid til eftermiddags lur. I vandet kl. 16 aftensmad kl. 1930, og hvornår vi var i seng, ja der var da ro kl. 22, så folk daffede under dæk mellem 20 og 22, alt den friske luft giver en god og sund træthed. Sådan foregik vores 9 dage om bord. Ind imellem var vi en time inde og se lidt på de lokale øer, som der jo er mange af. Maldiverne består af 1192 øer så der er nok at tage af. Det højeste naturlige punkt ligger 2 meter over havets overflade så man blev ikke forpustet op af bakke.
En af dagene skulle vi se de store djævlerokker, men selv om man tager ud for at se det er der jo ingen der har patent på naturen. Vi fik dem at se, men kun med maske og snorkel, men sikke et syn. Jeg nåede kun at tælle til 14 af det store krabater inden de var væk, men hele stimen kom svømmende hen imod mig med åbne gab for at si vandet for små plankton, det var fantastisk.
Og det ypperste hvad kan det så være for nu havde vi jo set Mantaer og hajer var et dagligt syn, jo en dag på et lidt kedeligt dyk forsvandt solen pludselig mens vi lå og hyggede på omkring 15 meter nede. Jeg kiggede skråt op og ca. 10 meter fra mig kom der en 6 til 8 meter lang HVALHAJ glidende forbi os. Alle stoppede op og fulgte efter denne fantastiske fisk, den største fisk der findes (de kan blive op til 12 meter). Flere fik rørt ved den, inden den forsvandt, men den kom tilbage igen som om den lige skulle se hvad det nu var der foregik og lige sige farvel og forhåbentlig på gensyn. Vi var alle helt vilde og det udtrykkes under vand ved at man jubler med arme og ben, tager regulatoren ud af munden og laver kysse ligende mimik og ellers bare smiler. Puha det var skønt.
Dagen inden vi skulle tilbringe den sidste dag i Male igen, tog vi på et resort, bare lige for at fornemme, hvordan det er lige at slappe helt af, når man er på ferie.
Efter en sidste dag i Male var det hjem igen samme vej som ud, bare omvendt. | |
Kilde/ forfatter: Inger Bøttger, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)