|<
<
>
>|
Kære medlemmer
Som ordene flyder, sidder jeg godt plantet på en solvogn, tæt ved "Pool 1" på Robert Maersk. Solen skinner, havet er skønt og der styres mod Ravenna i Adriaterhavet. Det er tid til fordybelse og afslapning ind imellem kokkens mange tryllerier. Derfor har jeg, velforberedt til rejsen her, taget de sidste to numre af Søhesten med, vel vidende at jeg gerne vil give mit bidrag til debatten, i form af dette lille indlæg. Dette er min kommentar til Aase´s debatoplæg i nr. 2, samt Ilse´s tilbagemelding i nr. 3. Jeg ønsker ikke at skyde med skarpt, blot vil jeg give min forbeholdne ærlige mening tilkende.
Det drejer sig mest om distributionen af bladet, hvor jeg mener det er spild af penge, at lade så stor en del af foreningens økonomi gå lige ned i Post danmark´s lommer.
Hvad får vi for alle de penge? 6 små blade om året!! Er det det værd? Det er jo det spørgsmål, vi skal forholde os til..
Går foreningen nedenom og hjem, hvis vi i stedet for, at give Post danmark penge, opdaterer foreningen for den økonomi og udvider vores hjemmside til et sted, hvor vi kan gå hen og læse Søhesten, når vi har tiden og samtidig kan besvare de emner der kunne bruge et håb, en mening eller blot en enkelt lille kommentar... Som det ser ud i dag, læser jeg søhesten hen over køkkenbordet, det vil sige den tid det tager at styre kartofler i kog… Bladet bliver lagt ind til sofabordet, men så kommer det heller ikke videre. Når jeg i stedet sidder foran computeren, har jeg god tid og vælger hvad jeg vil læse. Da kunne det være et fortrin, også at kunne besvare eventuelle debatoplæg med det samme, istedet for at skulle skrive det til redaktøren, håbe på, at det kommer med og så ellers vente en måned eller halvanden på, at det bliver sendt. Sikke en skøn hjemmeside vi kunne få os, måske endda lave et debat rum.. Jeg tror endda vi kunne rekruttere nye medlemmer. !!!! Jeg tror -hvis vi skal overleve som en forening af tiden – skal vi opdatere os
Er det ikke ved at være et spørgsmål om Fornyelse, Nødvendighed, Engagement, Beslutsomhed, ærlighed. Pas på vi ikke nedlægger os selv.
Robert Maersk´s besætning består i skrivende stund af 23 ombordværende søfolk. Heraf 7 danskere hvoraf de 2 er aspiranter. Hvis Søhesten udkommer som netpost eller bliver end del af det i forvejen udsendte materiale under betegnelsen nyheder, vil samtlige få læst vores artikler, hvor kun 3 ud af de adspurgte læser den som den udkommer for nuværende..
Som Aase skriver omkring annoncering, er min mening den samme, vi mister ingen sponsor / annonce kroner. ( man kan jo lave en undersøgelse). Der er også økonomi i at have andres links på hjemmesiden...
Hermed håber jeg, at rigtig mange vil overveje deres mening samt give den tilkende på vores kommende landsgeneralforsamling.
Jeg håber på en god, saglig debat.
Mange hilsner og på gensyn | |
Kilde/ forfatter: Lone Salminen, Dato: 4/8-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Sølvbryllup i Peru Fortsættelse fra Søhesten nr. 2.
Nu har vi hvilet ud og set os omkring i Cusco, som vi forlader for at besøge ”Den hellige Dal”. Vi lader dog de store kufferter blive på hotellet, da vi vil være tilbage om 4 dage. Så vi har blot pakket en ”lille” taske med tøj og toiletsager. Præcis kl. 9 bliver vi afhentet. Vi har på denne tur vores egen rejseleder og chauffør. Ren luksus! Målet er Pisac og Ollantaytambo, hvor der ligger et kæmpe militært inkakompleks. Af rejselederen får vi at vide, at vi vil få det mere behageligt, da vi nu når 500m længere ned i højderne. Vi kører i en dal langs floden Urubamba, mens vi betragter de afgrøder der dyrkes her. Mest majs! Urubambafloden løber på et tidspunkt sammen med andre floder, og ender med at blive til Amazonfloden, som vi jo senere skal sejle på. Så det var ret interessant at følge den. Vi kører stille derudaf, mens rejselederen fortæller om området, dets indbyggere og historie. Vi befinder os nu i det helligste af Inkariget. Lidt nyere historie kommer der dog også på, da vi ved et stop undervejs, bliver vist en kæmpe jordforskydning, som opstod ved et jordskælv i 1990. En hel landsby blev lagt i ruiner! Vi så på et marked (et af de sædvanlige) i Pisac, som er en lille landsby, som er klemt helt inde mellem bjergtinder. Mens vi sad og nød en lille forfriskning foran et lille udskænkningssted, forsøgte en gammel, gammel mand at komme i dialog med os. Det er ret svært, da ingen af os er det, der ligner ferm i spansk, men her taltes der den gamle inkadialekt. Han forsøgte at tegne i støvet på en bil, men hvad han i grunden ville, fandt vi aldrig ud af, men sød var han! Ved Ollantaytambo, som var et helt fantastisk bygningsværk, sandede de 3 af deltagerne i vores lille gruppe, at luften her var knap så tynd. De kravlede nemlig rundt på terrasserne sammen med guiden! Jeg holdt pause efter den 4. terrasse! Imens nød jeg så udsigten til de omkringliggende tinder og de vilde orkideer, som desværre ikke var i blomst på det tidspunkt. Vi skal overnatte på hotel i en lille by Yucay. Her er rigtig dejligt og værelset har 2 store senge! Der er ikke så mange attraktioner her, men naturen er fantastisk og det er sjovt at betragte især børnene, som leger med vandballoner. Det har nemlig lige været karneval, hvor byen har stået på den anden ende, og børnene har altså lov til at kaste med vandballoner. Men ellers slappes der af, og der gættes krydsord og soduko. I haven ved hotellet ser vi små kolibrier, som svirrer foran de mange blomsterkummer. Vi oplever også regn og torden, som varer det meste af en eftermiddag. Der er knald på, der mellem bjergene!
Nu går turen så mod Machupicchu. Udråbt sidste år til et af verden syv nye vidundere! Af hotellets chauffør køres vi til den nærmeste togstation. En tur på ca. 3 kvarter. Ved denne station samles alle backpackere og et specielt tog kører os til Aqua Caliente, som er endestationen før Machupicchu. Toget følger Urubambafloden og vi lægger mærke til, hvordan vegetationen skifter og bliver mere vildsom. Hotellet ligger lige op ad floden, hvilket vi syntes var fantastisk, men der var drøn på den (regntid) og den larmede
helt utroligt. Byen er en værre klondykeby, hovedgaden består af et sæt togspor
-et trinbræt beregnet for turister til Machu Picchu, hvilket kan mærkes på både priser og vekslekurser. I går var vi så på Machu Picchu -i strålende solskin, glitrende klar luft og små vatskyer. Vi hyrede en guide ved indgangen - efter anbefaling
-hvilket vi bestemt ikke fortrød. 2 timers excellent guidning - $ 40 i alt for os 4. Og det er vist, indtil nu turens højdepunkt for os alle. Det er lige så det rislede ned af ryggen og historiens vingesus sang i vores ører, ren poesi. Sikke en udsigt, sikke en utrolig ruinby. Om aftenen fik sømanden en af Perus nationalretter til middag. Stegt marsvin (den lille gnaver)!! Efter hans udsagn, var der ikke meget kød på den! Næste dag kiggede vi lidt rundt i den lille by, der som navnet lyder, rent faktisk havde varme kilder. Men ak, det hele var lavet til pool-bassiner, så det var ikke lige noget for os. Der var selvfølgelig mange hoteller og restauranter, og det var bemærkelsesværdigt at de kvindelige tjenere havde deres børn med på arbejde. De fornøjede sig med hinanden – og også her var der gang i vandballonerne! Vi fik ringet hjem og hørte nyt om det lille barnebarn. Det var fantastisk billigt at ringe til Danmark fra internetcafeerne i Peru. Ca. 2 kr. i minuttet! Sidst på eftermiddagen gik turen så med tog tilbage til Cusco, hvor vi blot skulle overnatte, for næste dag at skulle med bus til vor næste mål: Byen Puno ved Titicacasøen.
(Fortsættes senere) | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 29/7-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser
På krydstogt med det gode skib
Fredag, den 6. december 2007
Tidligt oppe og af sted til toget i Esbjerg. Vi havde 2 tunge kufferter og en lille let samt vor håndbagage. Tog en taxa til stationen, og gav os til at vente på vores togafgang. Kunne ikke rigtig forstå,hvorfor vores tog stod så langt nede på listen, indtil vi opdagede, at vi var kommet en time for tidligt af sted. Men det er dog bedre end at komme for sent. Togrejsengikfintogligeledesindtjekningen i lufthavnen. Vi havde god tid, så vi fik set allebutikkerne.FlyettilParisafgikplanmæssigt, ligeledes ankomst og afgang fra Paris. Det var en lang flyvetur til BA, vi fik sovet og blev betjent på bedste måde. Vel ankommet og ude af lufthavnen i BA blev vi i forhallen afhentet af vores guide Debbie og hendes chauffør. Undervejs til Hotel Sheraton fik vi fortalt lidt data om byen, fik forevist forskellige bygninger og berømte veje.
Vi blev uden besvær indlogeret og fik et værelse på 11. etage. Der var en flot udsigt overbyen,ogetlilleklokketårnligeudenfor vinduerne. BA er en pæn by med grønne parker. Eftermiddagen gik med strøgtur i gågaden Florida Street, lidt frokost i en lille restaurant, en "morfar" og igen af Florida Street, hvor vi i en sidegade fandt en Argentinsk restaurant og fik en dejlig bøf.
Vi synes, at det er billigt at handle i BA, men vi købte ikke noget videre. Der var mangedejligeudstillingsvinduer.Vivarinde i et stormagasin, Galerias Pacifico, der var megetsmukt,storemaledekupler,somien katolsk kirke. Det var de dyrere butikker og parfumerier, der holdt til her.
Lørdag havde vi aftalt at deltage i en bustur. Vores guide Nadia talte både engelsk og spansk. Deltagerne var fra mange forskellige lande. Vi blev kørt igennem flere forskellige distrikter og fik fortalt om historie og seværdigheder. Første stop var på Plaza de Mayo. Her ligger Casa Rosada, Evita Perons bolig, nu en regeringsbygning, hvorfra bl.a. den nye kvindelige præsident, Christina Kirchner, på søndag skal indsættes. Rundt omkring ligger andre flotte regeringspaladser og en park. Bagved strækker sig det gamle havnekvarter El Madero, nu moderniseret med promenade og fine restauranter. Vi kørte til La Boca, hvor vi gik en tur langs etstadion.Etstortanlæg,somargentinerne er meget stolte af. Det er holdt i skrigende gult og blåt og omgivet af souvenirbutikker med alskens sportsskrammel i hidsige farver. Selve området var ellers ret interessant med mangefarvede huse. Man kunne ikke undgå at se fattigdommen i kvarteret. Når man ser bort fra de flot malede huse var alt præget af forfald. Efter en kort pause her fortsatte vi med bussen et lille stykke vej, hvorefter vi blev sat af og af guiden ledt til et Open Museum. Det var en hel lille bydel med folklore. Husene her var også malet i skrappe farver. Der var placeret figurer på altaner og i vinduer, typiske mænd med cigarer og hatte, kvinder der falbød sig og berømtheder som fodboldspilleren Maradona, Evita m.fl. Der var udstillingsområder med farverige malerier og salgsboder med kunsthåndværk. Det hele var krydret med levende tangodansere. Der var opvisning med tango og musik. Overalt kunne man blive fotograferet med en pige eller en ung mand i typisk tangopåklædning. Detvarvirkeligetspændendeområdemed dets farverige og musikalske islæt.
Vi stod af bussen ved La Madero, hvor vi gik en dejlig tur langs de gamle havnebassiner, der nu er fyldt med store lystjagths og omgivet af moderne bygninger på den ene side og restaurerede lagerhaller og indskibningssteder på promenadesiden. Det var hyggeligt at spadsere her og få en bid mad. Vi gik hele strækningen mod vort hotel og måtteidennederste endepassere det endnu fungerende havneområde. Senere på dagen gik vi atter i Florida og til denkrydsendegågadeLavalle,hvorvispiste grilletlam.Ikkenogenoplevelse.Dervaret bjerg af kød, gennemstegt og tørt, hvortil der blev serveret kartofter. De var det bedste af det måltid, små nøddekartofter der var ristet med meget hvidløg. Vi havde pakket vores kuffert, inden vi gik i byen til aftenspadsereturen. Vi skulle sætte dem uden for vores værelsesdør kl. 8, hvor de ville blive afhentet til Infinity. Så skulle vi ikke selv tage os af den sag.
Søndag vågnede vi op til en kaotisk dag. Allerede på vej ned til morgenmadsrestauranten kunne man mærke, at det ville blive en heftig dag. Der var mange mennesker i loungen. Der var ankommet flypersonale, og der var allerede begyndt at være ophobning af bagage, både til indcheckning og udcheckning. Vi fik vores morgenmad og tjekkede om vore kufferter var hentet. Alle de andre var hentet, men vores stod der endnu. Etagepigen ringede ned og gjorde opmærksom på dette, og det skulle nok blive bragt i orden. Så gik vi en tur i de søndagsstille gader og hjem over Plaza de Mayo og La Madero. Det var blevet til en lang tur. Udenfor hotellet var der demonstration til fordel for Venezuelas præsident, som skulle ankomme til hotellet sammen med mange andre honoratiores, der skulle deltage i indsætningen af Argentinas nye præsident. Der var i den anledning også spækket med vagter og politi. Kl. var blevet 11. Nu var der virkelig kaos. Der var fyldt med mennesker og bagage overalt. Der ankom også folk fra 3 krydstogtskibe, sammen med alle de der skulle påmønstre var det en anseelig mængde. Efter at have været i det forkerte tjekindrum, fandt vi det rigtige og stillede os i en meget uorganiseret kø. Mens HP stod i kø ville jeg lige tjekke om vores bagage var bragt ned. Det var den ikke! Mens jeg var deroppe kom hotelkarlen og bragte den ned. Da vi var tjekket ind til Infinity og ud af hotellet, havde vi øje på vores bagage, der stod mellem mange andre. Vi var nu blevet usikre på, om vi overhovedet fik den bragt ombord. Da klokken blev hen ad 3, hvor vi skulle afhentes af Debbie, gik vi til congiergen for at få at vide, hvad der ville blive af vores bagage, da den stod mellem meget andet bagage, der ikke bar de samme labels som vore. Det kunne vi ikke få svar på, hvorefter vi efter nogen diskussion hev vore kufferter ud og trak dem væk. Vi måtte nu selv bringe dem til båden. Men så vidste vi jo også, at de ville komme med ombord. Vi måtte så også mase med den store bagage gennem indtjekningen, hvor vi atter var kommet ind i den forkerte kø, idet vi allerede havde de papirer, vi skulle have. Efter at være omplaceret skulle vi nu kun i Imigration og told, hvorefter der var noget personale, der tog sig af vor bagage, og vi gik ombord. Pu-ha. Sikken en dag. Men nu er vi ombord og har fået vort kammer, vi har været på rundtur for at finde os selv, vi har hilst på Anil, vores kammerboy og hans assistent. Vi har mødt vore nye bordfæller. Det var kun 4 af 8, der var mødt op til middagen ved vort bord. Men hvis alle havde været ude for sådan en dag, kan jeg godt forstå, hvis der ikke var overskud, og måske var de ankommet sent, og havde ikke fået bragt deres bagage op. Vi fik hvilet kroppene, spist lidt af den dejlige frugt, pakket ud og badet. Nu er vi helt veltilpas. Oplevelserne i BA er mange, og det er en pæn og dejlig by. Der er utrolig rigdom, og der er nok også en middelklasse, der har det OK. Der er mange pæne mennesker på gaden, klædt lige som vi er i Europa, fritidstøj og nydelige habitter. Men der er også stor fattigdom. På vejen ovenfor Madero, da vi kørte fra La Boca lå uendelige rækker med blikskure, som fungerede som en lille by med stor armod, skidt og affald. På forretningsstrøgene kom om søndagen mange børn, der tiggede, spillede sig til en skilling eller solgte småting.
Nogle børn var vaskede, men de fleste var utroligt snavsede. Der sad et sted en lille pige, ca. 5 år, på hug på fortovet med et glas vand foran sig. Hun var meget snavset, hun sad og vaskede sine hænder i vandet fra glasset, gned og vred dem for at få dem rene. Så snart hun opdagede, at hun blev fotograferet, rejste hun sig og rakte hænderne frem som bøn til en skilling.
Mandag morgen. I nat har vi sejlet den korte tur til Montevideo, og er nu lagt til kaj efter en stille og rolig sejlads. Vi har spist morgenmad, og kigger nu på regnvejret og vores havneanløb. Vi skal nok en tur i byen. Vi ligger i havn sammen med det norske krydstogtskib Norwegian Dream, der afgik fra BA nogle timer før os. Vi havde en stille gåtur op i Montevideo. Det er ikke nogen spændende by, velstanden blomstrer ikke her. Gader og huse trænger til en kærlig hånd. Vi gik ud til en læderfabrik, der hedder Casa Mario. Der var mange flotte lædervarer, tasker, hatte, handsker, overtøj, dejlige skindtæpper. Vi prøvede også en del, men som vi sagde til hinanden: vi mangler jo ikke noget, og det skal også slæbes hjem. Vi sad lidt på en fortovsrestaurant, en af de få, der var, og spiste calamares romano og drak en lille øl. Derefter vandrede vi tilbage til båden. Vi skulle sejle kl. 17, så vi havde lidt tid til at slappe af. Norwegian Dream var tilsyneladende kommet af sted til tiden. Kl. 18 var vi endnu ikke sejlet og kaptajnen meddelte os over højttaleren, at vi var blevet forhindret i at afgå, da der var sket en kollision i havneindsejlingen. Hen ad vejen blev vi underrettet om, at der var en pram involveret i uheldet, og den havde læsset nogle containere og en del biler af i sejlløbet. Vi kunne se den komme ind og vi kunne se ud over indsejlingen, at det norske krydsskib Norwegian Dream lå ude i indsejlingen. Der ligger også flere skibe derude, samt et krydstogtskib, der ligger og venter på at komme ind. De små skibe kan tilsyneladende passere forbi.
Tirsdag eftermiddag. Vi ligger stadig i havn. Det siges, at det er Norwegian Dream, der har været impliceret i uheldet med prammen. Den skulle have fået et hul i siden og er ved at blive evakueret, da den skal i havn og efterses, men det er rygter. Man arbejder på at få fisket containerne og bilerne op, så sejlrenden kan passeres. Vore passagerer har fået lov til
at gå i land, og skal mønstre igen kl. 17. De regner vist stadig med at vi kan nå alle havneanløb på turen rundt. Men bliver klokken 22 eller senere bliver mulighederne revurderet. Så må vi se, hvad der sker. Vi har slikket sol på soldækket i formiddag og har nu spist en let frokost, salat. Jeg kan vist ikke tåle mere sol i dag. Så nu tager vi os en lille slapper.
Alle venter i spændt forventning: hvornår er der afgang herfra. Endelig kan vi se, at der sker noget. Vi har fået tanket mere brændstof. Der er ankommet en slæbebåd. Og ved at kigge ud i horisonten kan vi se, at Norwegian Dream nu er på vej ind igennem sejlrenden. Kaptajnen melder nu også, at vi kan forvente afgang. ND ankommer til havnen med et en kvadratmeter stort hul i boven, ridser i lakken og trykket ind i den øverste del af boven. Det siges, at det var spritnye porcher, der blev skubbet i vandet ved sammenstødet. Vi taler meget om, hvor skrækkeligt det er for passagererne at deres ferietur nu er måske afsluttet eller i alle tilfælde bliver en anden. Men det var godt, at der ikke skete noget med nogen mennesker.
Klokken 7 er det vores tur til afgang. Vi står og betragter udsejlingen, de mange skibe, der ligger på reden og venter og den flotte røde solnedgang. I dag er middagen ”formel”. Vi har fint tøj på og møder vore medspisende ved bordet. Vi træffer for første gang det ene par, som er fra Texas. Et underligt par. Han siger at de begge er 70 år. Det kan godt passe, at han er det, men ikke kvinden, som han siger, ikke er hans kone. Hun har ikke en rynke, er meget mager og lille, markeret og stram i sit ansigt. Hvis hun er 70, kan ansigtsløftninger alene ikke gøre det. Måske kan man i Texas få foryngelsesdråber?
I dag onsdag er det en dag til søs. Vi slapper af og nyder solen. Hen på eftermiddagen kan vi se land om styrbord. I morgen skal vi på en pingvintur i Puerto Madryn.
Fortsættes i næste nr.
| |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 24/6-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)