|<
<
Ferie i England
Ved denne tid sidste år, holdt vi familie møde, da Erik og jeg gerne ville invitere vores 2 drenge og svigerdatter med på en ferie i en uges tid om sommeren.
Blandt alle de rejsebrochurer vi havde lagt frem, var der også en fra Euro Study om båd-ferie,(tror jeg havde den fra genalforsamlingen i Sømandskoneforeningen i Odense) og ret hurtigt blev vi enige om at koncentrere os om den. Valget faldt på England eller Frankrig, men de unge ville helst til England. Så vi kontaktede rejsearrangøren i Faxe Ladeplads, Mogens, som anbefalede en rute i England, hvor der ville være lidt forskelligt at se, og hvor vi alle ville blive tilgodeset.
Da vi endelig skulle af sted, blev vores svigerdatter hjemme (gravid) og en af Rasmus og Mikkels venner Villiam var med. Vi rejste fra Billund til Gatwick, hvorfra vi tog toget til Gayton.Vi havde lejet en 6 personers Narrow-Boat, og da vi var 5, var der fint med plads, den var indrettet godt, lang og smal…Da vi havde fået vores ting ombord, så vi en introduktions video, og så tog èn fra personalet med op af floden det første stykke vej, for at vurdere om vi havde styr på det, og undervise i de mest basale ting.(vi havde ikke oplyst at der var en sømand ombord) Ruten gik fra Gayton, til Weedon, Norton, Branston, long Itchington , Liamengton Spa og Warwick/ Hatton.Vi valgte samme rute tilbage, så det vi ikke nåede og se så meget, gjorde vi holdt ved, på tilbage turen.
I Warwick så vi Warwick Castel, som var mit mål, (har haft en penneveninde i byen for uhyggeligt mange år siden) det var meget interessant, og byen er virkelig en middelalderby at se på med fantastiske bygninger.
Vi var også heldige en aften og dumpe ind på byens bedste pub, hvor der var amatør sing along aften, det var virkelig hyggeligt…standup, visesang, pop, rock, forskellige instrumenter… Vi besøgte også en del antik markeder, slæbte en gammel støbejerns postkasse med hjem….den var bare tung, 8 kg. Vi lavede ikke meget mad ombord, der var ellers alt hvad vi skulle bruge, men valgte og indtage vores varme mad på den lokale sea-side pub. Vi fik spillet en del kort, og Villiam havde spillet, Trivial Pursuit på sin mobiltlf. det var ret sjovt. Flere steder sad der lystfiskere, som måtte vige for os, de sad langs brinken og mede-fiskede, med stænger der nåede over til modsatte bred. Der kunne snildt sidde 20-25 fiskere lige efter hinanden, så det så lidt u-overskueligt ud når man kom til sådan et område.
en masse snak med andre bådsejlere.Dog var det nok lidt mindre interessant på tilbageturen, da det var de samme 36 sluser der skulle passeres, men de klarede det meget fint og med godt humør
På et tidspunkt skulle vi igennem en 2 km. lang tunnel, og da vi kom til "hullet", så det bestemt ikke ud som om der kunne passere 2 både derinde. Erik var dog heller ikke helt tryg ved situationen, og stoppede vores båd ved indgangen, indtil der kom en båd den modsatte vej, som han kunne praje, og spørge om der virkelig var plads nok. Det var der, men ikke mere end få cm. spillerum. En interessant oplevelse
Vi havde en uge med blandet vejr. Da ugen var omme, havde det alt i alt været en skøn uge, med mange oplevelser, vi havde sejlet igennem den skønneste natur, de flotteste luksus boliger, lige ned imod brinken, det værste slum, små værfter, industri områder, og mere natur. Vi var alle enige om at det havde været en skøn tur, med mange pub besøg, men de fleste landsby pubber havde ikke svaret helt til de unges forventninger, for lidt unge flotte sild og for lidt crazy dazy stemning. næh det var middelaldrende englændere i arbejdstøj, inde og se lidt bold eller få deres aftensmad.
Det sidste døgn skulle vi tilbringe i London, shoppe og opleve byens stemning. Aldrig har jeg set så mange sportstøjs forretninger, de unge gik helt amok, der var jeg virkelig i undertal, ha ha. I 1975-76 var jeg aupair i England på et kursus center af Frelsens Hær, så inden vi tog af sted havde jeg opsøgt et ægtepar fra dengang, som arbejdede samme sted som kok og gartner, de havde 2 mindre børn, og de inviterede ofte os unge piger til deres hjem, og lavede udflugter, og viste os dele af landet. og de var bla. I Danmark på ferie hos mine forældre. Det lykkedes, og vi satte hinanden i stævne på Lester Square, det var helt fantastisk, de var nu pensionister, men vi genkendte hinanden med det samme, og pludselig var mit skole engelsk, cogney engelsk ligesom dengang, og minderne vældede frem, mærkeligt som man pludselig kan huske små ting og begivenheder fra fortiden. Vi spiste sammen og de unge gik så selv rundt i byen, imens vi tog en laaang spadsere tur rundt med Maureen og Robert. Vi passerede parlamentet, Big Ben, Clarens house, Buckingham, Downing Street, The London Dome. Sluttede af med Kaffe og lovede at der ikke igen skulle gå 27 år, før end vi skulle ses igen. Så I forstår nok at for mig var sommeren 2006 helt fantastisk. En dejlig familie ferie, gensyn med skønne mennesker og ungdoms minder, og da vi kom hjem, fejrede vi sølvbryllup, med en skøn havefest med hele familien i det smukkeste sommervejr, og i August kom vores første barnebarn til, lille Adrianna.
Mona Fredericia afd.
Vores dag med dronningen
Mandag den 4. september 2006, havde Holstebro/Struer havn 150 års jubilæum. Min mand (Lars) er havnemester der, og vi var selvfølgelig meget spændte på, om regentparret ville komme, da man havde sendt en invitation til hoffet. Det ville de heldigvis meget gerne, både dronningen og prinsgemalen. Så blev det jo spændende, for hvor meget skulle Lars med til, og skulle jeg også være med. Det skulle jeg så heldigvis. Vi fik ret hurtig tre invitationer. Vi skulle være med fra morgenen til velkomsten på kajen, når Dannebrog kom sejlende. Så skulle vi med til reception på B&O, og endelig skulle vi til frokost i Folkets Hus. Vi ventede ret spændte på den sidste invitation, men den kom ikke lige med det samme. Men endelig var den der, vi skulle også med på Dannebrog om aftenen, hvor regentparret er værter. Så skulle jeg selvfølgelig ud og have nyt tøj, for jeg havde jo ingenting. Herligt.
Endelig kom dagen. Der var bare lavet lidt om. På grund af vejret, var Dannebrog allerede kommet til kaj dagen før. Men kl. 10.00 præcis kom dronningen og prinsgemalen ned af gangvejen, og lidt efter havde vi fået vores første royale håndtryk. Det var bidende koldt, blæsende og der kom nogle voldsomme regnbyger engang imellem. Lars havde bestilt nogle paraplyer med havnens logo på, de blev flittigt brugt. Dronningen og prinsgemalen skulle køre i åben karet med garderhusarfølge igennem byen, men da dronningen kom frem, så kom solen også frem. Vi skulle stå på kajen og vente til regentparret var kørt, for så bagefter at køre i busser til B&O, hvor de kongelige skulle modtage fabrikkens gave, og høre en museumsdirektør fortælle i lyd og billeder om Struer og havnens historie. Derefter gik det igen i busser ned til Folkets Hus, hvor vi ca. 90 mennesker skulle være på plads, når regentparret kom til en hyggelig frokost. Efter frokosten skulle regentparret videre til Holstebro, hvor de igen skulle i åben karet gennem byen. Så eftermiddagen blev brugt til afslapning, dog ikke så meget til Lars, der var jo lige et og andet hele tiden.
Kl. 19.15 stod vi parat i vores pæne tøj og ventede på at gå ombord på Dannebrog. Der havde samlet sig en masse mennesker på kajen, og jeg havde sagt til vores datter og svigersøn, at de måtte være der, og tage nogle billeder af far og mor når de gik op af gangvejen. Alle gæster blev fløjtet ombord og jagtkaptajnen stod og hilste på hver enkelt. Derefter gik vi ind i en salon, hvor vi skulle skrive i en gæstebog. Da alle gæster var ombord skulle vi hilse på regentparret. Der stod en officer og sagde vores navne, medens vi sagde pænt goddag til regentparret. Det var meget afslappende og der var en god stemning blandt gæsterne, som var fordelt i to saloner. Dronningen og prinsen opholdt sig mest i den ene salon, hvor nogle af gæsterne skulle tale med dem, dog ikke os. Der var sat borde op med nogle lette anretninger, som man kunne spise stående eller siddende uden at det var for besværligt. Rigtigt hyggeligt. Kl. 21.20 blev der meddelt at regentparret ville sige farvel til deres gæster, og så gik vi den modsatte vej og fik sagt pæn tak for en dejlig aften. Alt i alt en dejlig dag at tænke tilbage på, og med tre dronningehåndtryk i bagagen. | |
Kilde/ forfatter: Annie Brodersen, Dato: 7/3-2007
Kategori (i): Bog anmeldelser
Foredrag med Marie Finne i Hannerup kirkes mødelokaler torsdag d. 21/3. I samarbejde med kreds 2.
Ca. 50 personer var mødt op for at høre Marie Finne fortælle om sine 40 år til søs som telegrafist, ansat ved Lauritsen. Det er ingen overdrivelse at sige, at vi kom ganske langt omkring.
Foredraget var delt op i to dele: Den første del omhandlede livet til søs og hvordan det havde formet sig, mens anden del handlede om, hvad Marie Finne havde set og oplevet i de forskellige havnebyer.
Det hele startede da Marie Finne som 15-årig ville være landmand med egen gård. Efter at have knoklet i et år for sin far – uden løn – besluttede hun sig for at finde en kort uddannelse med gode jobmuligheder, der gav en god løn, så hun hurtigt kunne få sparet op til sin gård.
Det blev telegrafist-uddannelsen, selv om hun ikke vidste, hvad det var. Da hun var for ung til at påbegynde uddannelsen, måtte hun vente to år, man skulle være 17 år for at starte. De to år brugte hun på det danske atletiklandshold. Hun har eks. 2 danske rekorder i kuglestød.
Som 19-årig færdiguddannet telegrafist fik hun hyre – det vidste hun heller ikke, hvad var – på et skib ved Lauritsen. Da hun kom ombord, blev kaptajnen absolut ikke begejstret, han sagde f.eks. først goddag efter, at han havde ringet hjem til rederiet for at brokke sig. En kvindelig telegrafist på hans skib? Det kunne ikke passe! Men det gjorde det, og dermed blev Marie Finne den første kvindelige telegrafist i et af Lauritsens skibe. Som hun sagde til foredraget: Han var en god, hård, men retfærdig kaptajn”.
Hun havde to udtryk, hun brugte meget: ”Jamen var det ikke bare alle tiders?” og ”Min gode ven: Pøsen.”
I alle de 40 år hun tilbragte til søs, var hun mere eller mindre konstant søsyg.
Når hun skulle nogen steder ombord, mens hun var søsyg, bar hun pøsen med sig rundt. Den blev bundet fast til skrivebordet, og de steder hun nu var henne, så når hun blev syg, skulle hun ikke først ud at rende…
Det var ikke småting, Marie Finne kunne fortælle om de havne, de havde besøgt. Nogle gange lå de jo i havnen i hele 14 dage. Eks. kan hun i dag, pga. et besøg i Calcutta ikke høre ”Giv os i dag vort daglige brød” fra Fadervor uden at tænke på den ekstreme fattigdom, hun mødte i Calcutta. Her bliver folk født, syge og dør i rendestenen. De hellige køer træder nogen gange på menneskerne i rendestenen, og dem der er heldige, dør med det samme. Andre lider i dage, uger, måneder eller år.
På Grønland har hun mødt Sirius-patruljens folk et par gange, set isbjørne med og uden unger.
Det var helt utroligt spændende ting, hun kunne fortælle. Nogle var stuerene, andre ikke, bl.a. hvad hendes søsyge angik.
Uanset om man kunne tåle at høre det, eller ej, så var det en hyggelig og morsom aften, lattermusklerne blev rørt og til tider var det eftertænksomheden, der var i fokus.
Til alle interesserede kan jeg kun sige: Gå ind og hør hendes foredrag, hvis I får mulighed for det. Man kan ikke forblive uinteresseret. | |
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Bog anmeldelser
"At ældes er en dårlig vane, som en beskæftiget mand slet ikke lader opstå. - André Maurois
Min opskrift på et langt liv og et godt helbred er tre dramme whisky om dagen og så mange veninder – du kan få fat i. - George Thulborn
Det er utroligt, som vort syn på alderen skifter med alderen. - Carl Erik Soya
Hvis man ønsker at blive gammel, må man finde sig i at leve længe.- Ove Sprogø
Det værste ved at blive ældre er, at ens jævnaldrende er blevet så frygteligt gamle. - Erik Dibbern
Jo ældre jeg bliver, desto morsommere bliver livet. - Arthur Miller
Humor, Ømhed og oprørstrang er de bedste midler mod alderdom. - Yves Montand
Alderdommen eksisterer ikke. Der findes mennesker, som er mindre unge end andre, det er det hele. - Simone de Beauvoir
En mand er ved at blive gammel, når han kigger på menukortet, før han kigger på serveringsdamen. - Anonym
Alder er ikke et spørgsmål om år, men om sindstilstand. - Douglas MacArthur" | |
Kilde/ forfatter: Lis Larsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Bog anmeldelser
|
(i)